Dubai Women’s Museum

Jeg sidder og ser billeder igennem fra dejlige dage med Flyvende Mormor.

Som hér, hvor vi er taget på kultur-tur til Deira – den gamle bydel i Dubai.Mormor har fået stukket min mobil i hånden, og nu fotograferer hun de små abra’er, som vugger i vinden og kipper med flagene, mens de venter på passagerer eller varer, der skal fragtes over til bydelen Bur Dubai på den anden side af creek’en.

Trafikken er hektisk og består mestendels af vakse pakistaner-trucks, der nipper ind og ud af kørebanerne efter deres uransagelige rat-herskeres forgodtbefindende.Mormor gisper lidt undervejs og trykker på imaginære bremser i bunden af passagersiden.

Jeg overflade-ånder selv en del. Det er altid en oplevelse at køre i de gamle bydele i Dubai, hvor trafikken er tung og troen på Allahs beskyttelse muliggør vognbaneskift og bratte stop på de mest urealistiske tidspunkter.

Lidt efter knipser Mormor billeder af det forbipasserende havneliv.De mange pakker og kasser skal lastes på de lysende blå træjunker og sejles direkte over Hormuz-strædet til Iran, hvor det er nemt at afsætte alt mellem himmel og jord på grund af den vestlige verdens handelsembargo.

Og vi er ikke for fine til at handle med iranerne.

Kan der laves penge, så laver vi da penge.

Faktisk er der kun 21 sømil eller omkring 39 kilometer mellem De Forenede Arabiske Emirater og Iran på det sted, hvor Hormuz-strædet er smallest.Men vi er ikke i Deira for at se på lastning af junker.

Jeg har lokket min Mor med på jagt efter autentiske oplevelser, fordi hun nok er den (eneste) af mine nærmeste, som overhovedet vil værdsætte at snuse rundt i en snavset bydel efter alting og ingenting.

Først finder vi deciderede bunker af den fineste, iranske safran. Vi kigger interesseret ind gennem ruderne, mens vi forsøger at holde blikkene lavt, så de mange mænd i butikkerne ikke får den fikse idé, at vi skal prakkes deres varer på.Lidt senere finder vi et skilt mod Dubai Women’s Museum.Det lille kvindemuseum ligger i huset “Bait Al Banat” i guld-souk’en tæt ved fiskemarkedet og Al Khor Street. Det er rent faktisk en adresse, jeg dér har angivet.

En vaskeægte arabisk adresse, som kan være ret morsom at køre efter. Men stedet er nu ret let at finde. Museet er det eneste af sin slags på den arabiske halvø, som fokuserer på kvinders indflydelse i samfundet, i erhvervslivet, i politik og som kulturbærere.

Vi bliver hilst hjertelig velkommen af de to kvinder, som bestyrer det lille museum. Det koster sølle 20 dirham per person – og så er der arabisk kaffe, dadler og vand som forfriskning undervejs.

Herefter læser vi lidt om intentionen bag museet: At skabe et univers af minder midt i en brydningstid, hvor gamle traditioner og værdier skrider i det arabiske samfunds enorme forandringsproces.I det først rum kan man stifte kendskab med museets grundlægger, Dr. Rafia Obaid Ghubash. Hun har egenhændigt skabt stedet og man fornemmer tydeligt hendes personlighed, interesser og præferencer hele vejen igennem huset. Selv hendes personlige Mors Dags kort er at finde på en hylde i biblioteket.

Der er ingen tvivl om at hun er en prominent skikkelse i emirati-kulturliv og meget anerkendt som fagperson.Professor Ghubash er en yderst interessant kvinde, som jeg håber, at jeg engang får chancen for at lytte til og hilse på.

Og det faktum, at hendes speciale er epidemiologisk psykiatri, gør kun hele idéen om kvindemuseet mere interessant.

For Dr. Ghubash ved om nogen, hvorledes de voldsomme samfundsforandringer i De Forenede Arabiske Emirater også skaber store psyko-sociale udfordringer – eller hele ‘psykologiske epidemier’, om man vil.

Tænk på, hvor fundamentalt anderledes, de arabiske kvinders liv er blevet i løbet af de seneste 50 år.

Og så alligevel ikke.

For kvindesynet er helt anderledes i et land som De Forenede Arabiske Emirater end det er i Danmark, hvor man vel også godt kan tillade sig at sige, at der er sket en voldsom udvikling for kvinderne i de seneste 50 år.

Mor og jeg drager konstant paralleller mellem De Forenede Arabiske Emirater og Danmark, mens vi går rundt og sipper kaffe og spiser dadler.

Der er en del lighedspunkter.

Både emiratierne og danskerne er bittesmå folkefærd.

Og begge befolkninger er bevidste om behovet for at forholde sig venligt og positivt til omverdenen – for uden de andre (og større) lande er vi ingenting.

Der er en stor tilstrømning af udlændinge i begge lande. Både med nutidige og historiske briller på.

Der hersker begge steder et dybt ønske om at samfundet skal udvikle sig, kontinuerligt blive bedre, mere attraktivt og så behageligt at opholde sig i som overhovedet muligt. For alle borgere.

Begge lande deltager fuldgyldigt og seriøst på verdens-topplan, når det kommer til FN og andre vigtige institutioner.

Men der er ikke kun ligheder at finde.

For kultur- og mentalitetsmæssigt ligger De Forenede Arabiske Emirater og Danmark ikke lige “ved siden af” hinanden.

Danmark modtager eksempelvis flygtninge. Ikke at alle danskere er vilde med det – men vi gør det, trods alt. Og vi misforstår komplet, hvad vi så skal stille op med de nye medlemmer i det danske samfund.

De Forenede Arabiske Emirater modtager ingen flygtninge. De sender enorme mængder af nødhjælp, jovist – og så modtager de kun ‘fremmede’, der har et arbejde på hånden.

Her er ingen misforståelser – emiratierne er klare i spyttet, når det kommer til deres samfund og de forventninger, de har til nye medlemmer af det.

I Danmark er der ytringsfrihed, religionsfrihed, pressefrihed, seksuel frihed, køns-frihed og mange andre former for friheder, som De Forenede Arabiske Emirater ser på med fundamentalt andre øjne.

Jeg tror faktisk ikke, at statsmagten overhovedet opfatter de danske frihedsværdier som “frie”, hvis jeg skal være sådan helt ærlig.

Men nu bevæger jeg mig ud på en sidegade….

Tilbage til kvindemuseet, hvor jeg fotograferer et udsnit af citater fra landets grundlægger – Sheikh Zayed – som påpeger, at kvinder først og fremmest er redebyggere. Først når pligterne som kone og mor er opfyldt, kan vi kvinder gå ud i verden og blande os i debatten og i de aktiviteter, der udspiller sig uden for hjemmets fire vægge. Så fik vi ligesom dén på plads.

Dr. Ghubash gør meget ud af at hylde de kvindelige pionerer, som hendes land har fostret. Hun er naturligvis selv én af dem, men hun gør en dyd ud af at portrættere de af hendes landskvinder og medsøstre, som på fineste vis har klaret sig på egen hånd.

Det er emirati-kvinder, der har gjort karriere; kvinder, der har bidraget til det politiske liv og i skabelsen af velfungerende statslige institutioner; kvinder, som har taget nyttig viden med hjem fra udlandsstudier; kvinder, som har skabt succesfulde virksomheder, etableret vigtige forbindelser til udlandet osv.Kvinderne bliver holdt op foran os – ansigt efter ansigt – som et levende vidnesbyrd på at det kan lade sig gøre.

At få indflydelse i et mandsdomineret samfund.

At være medbestemmende.

At gå forrest.

Men jeg forestiller mig, at det kræver et ualmindeligt modigt kvindehjerte og benhårdt arbejde, hvis man vil lykkes – ligesom pionererne på denne her hyldestvæg.

Museet indeholder også masser af kulturgenstande. Som hér, hvor der hænger en hel flok emirati-burkaer – de små sorte papirmasker, som kvinderne traditionelt bærer, når de er uden for hjemmet. Man ser dem ret sjældent nu – men de er da stadig i bybilledet i forskellige varianter.Udover at fremvise emirati-kulturarv i form af smykker, brudekjoler, møbler, køkkenudstyr og personlige hygiejneartikler til kvinder, er der også en permanent hyldest-udstilling til den kvindelige digter, Ousha Bint Khalifa, som man fornemmer betyder alverden for Dr. Ghubash.Det er ikke blot en fordel at kunne arabisk for at få noget ud af udstillingen om digteren, de kalder for “Arabernes Pige”. Det er en nødvendighed. Alt står skrevet på arabisk og digtene bliver samtidig læst højt på arabisk.

Og jeg er desværre komplet og pinligt ignorant, så jeg kan kun læse mig frem til ganske få informatoner om Ousha Bint Khalifa.

Tilsyneladende var hun den første arabiske kvinde, der tog bladet fra munden og beskrev kvinders følelsesliv i sine dybe kærlighedsdigte.

Måske skulle man købe en engelsk oversættelse af Bint Khalifas digte?

Der er så afgjort underholdning til et par timer på Dubai Women’s Museum. Og oplevelsen vil kun blive endnu bedre, hvis man kommer til en rundvisning eller besøger biblioteket på en dag, hvor der er forelæsning eller diskussionsforum.

Og efter en fin tur omkring prominente Emirati-kvinders liv og levned gennem de seneste 50 år, går Mor og jeg ud af museets svale indre og lukt ud i en sydende heksekedel.

Gadebilledet er ironisk nok så mandsdomineret, som det overhovedet kan blive.

De eneste kvinder i miles omkreds er nogle få kvindelige turister, der sikkert leder efter guld-souk’en eller kvindemuseet? Og en lille flok afrikanske kvinder i grønne uniformer, som venter på at blive samlet op af deres arbejdsplads’ bus.

Ligeså spændende, der var inde på kvindemuseet, ligeså hurtigt mister vi appetitten på mændenes gademiljø i Deira. Så vi drøner væk fra friske elevatorblikke til en sval elevator i Mall of the Emirates.

Hvis du har lyst til en autentisk Dubai-oplevelse, så k(l)ik forbi Dubai Women’s Museum:

http://womenmuseumuae.com/eng/

Mange hilsner fra Mor i Udlandet