Jo ældre, jeg bliver, jo mere taknemmelig bliver jeg for min alder og for det år, der er gået med de op- og nedture, livet nu engang byder på.

43 fine år er det siden, min Mor holdt Den Store Fødedag for og med mig. Hende tænker jeg også på hvert år på min fødselsdag, fordi det var dén dag, der gjorde hende til nogens Mor, og dermed startede et livslangt forældreskab op fyldt af sorger, bekymringer, glæder, sejre, frustrationer og stolthed.Min 43 års fødselsdag startede så fint ud med tre x rustne stemmer i træt hurra-kakofoni, for der er lige præcist ingen i familien, der er morgenmennesker. Mille havde lavet to perlearmbånd til mig, og Cille havde lavet kortet fra Farmor og Farfar, hvorpå der stod, at jeg måtte købe rigtig mange panties. Der var også en ny fletkurv til strand og pool, og der var sørme også et par solbriller til 30 dirhams fra Amazon, som Martin lovede, at jeg må bytte til nogle fine solbriller hos en optiker.

Da de tre andre var drønet afsted til skole og arbejde, fandt jeg en stillekupé til mig selv.At have fødselsdag på en hverdag kræver et eller andet udefinerbart af fødselaren, for hvad gør man lige, når dagligdagens pligter kalder, og man allerhelst bare vil feste?

Jeg valgte den letteste løsning: At forbigå dagen i stilhed, fordi jeg alligevel ikke måtte dele kage eller guf ud til eleverne på grund af corona-reglerne. Til gengæld kom der en siameserkat forbi i klassen, og det i sig selv er en fest.
Om eftermiddagen væltede det ind med blomster, så jeg nu har den fineste blomsterlund i stuen, og her dufter, som om jeg er flyttet ind i en Interflora.

Her er det en fin buket fra Maricel, der nøje havde overvejet de farver, jeg elsker.Og et smukt pastel-arrangement fra søde venner.Der kom også en fra min dejlige arbejdsgiver – forældrene og bestyrelsen i Dansk på DIA.Og fra min dejlige mand. Jeg elsker, at han sender blomster hjem til mig.
Sidst – men absolut ikke mindst – kom Fru M forbi og overraskede mig med alt, hvad jeg havde forvildet mig til at tilstå i en gedigen champagnebrandert i fredags:

Chouquettes, sodavandsis og chips!

Ikke nok med, at der var chouquettes bragt lige til døren og eftermiddagskaffen – de var hjemmebagte!
Efter tre himmerigsmundfulde tog Fru M det her billede af mig, hvor man næsten kan se fysisk, hvordan de små, sukkerknasende vandbakkelses-skyer gør godt.

Ih, en fin, fin dag.

På fredag gør vi min fødselsdagsfest færdig med et langstrakt frisørbesøg (okay, det er så kun for mig-mig-mig) og en forhåbentlig dejlig krydret middag på min yndlings-thai, Pai Thai i Al Qasr i Madinat Jumeirah komplekset.

Af hjertet tak for lykønskninger på alle kanaler, for gaver, for kager-is-chips, for blomster, for chokolade og for alt det, jeg pludselig blev mindet om og foræret. 💜

Kufferterne står pænt pakkede. Negative PCR-tests, rødbedepas og mundbind ligger klar.

Hver evig eneste gang er det en bizar blanding af nervepirrende, smådeprimerende og en lettelse.

Når sommerferien hænger i en tynd tråd, står jeg dér med en samling af de fineste sommerminder om nærvær, natur og fællesskab – og en bittersød følelse af, at det virkelig gerne måtte have varet lidt længere, men hvor bliver det dog godt at komme hjem til hverdagen og almindelighederne igen.

Den sidste uge har vi opholdt os hos Farmor og Farfar i den store skov. Pigerne har leget med Fætter V, og vi har slæbt dem ud på lidt ture i Grib Skov undervejs, så de ikke fik helt kuk i kasketten af at glo amerikanske TV-serier. Man ved, at det er nok, når samtlige referencer over middagsbordet kommer fra enten How I Met Your Mother eller Brooklyn 99.

Den ene af gåturene udløste Farmors nybagte vafler og nogle lange karbade, da vi kom hjem som druknede mus.

Vejret er da i dén grad slået om fra sommer til halvt efterår. Men vi pakkede taskeparaplyerne og vovede os for første gang ind til København på dagstur med pigerne. De skulle ha’ oplevelsen af at køre med S-toget fra Hillerød til Vesterport, så vi kunne trave indre København tyndt. Christiania, Christianshavn, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg må blive næste gang. Nationalmuseet, Rosenborg, Zoologisk Museum, Zoologisk Have, Rundetårn, Glyptoteket….jeg ku’ blive ved – men det må også blive på de næste par gange.

Vi har faktisk været nogle dovne forældre indtil denne sommer, og er sluppet let om ved det hele med en tur på Bakken. Pigerne er ikke de store forlystelsespark-fans, så vi har også valgt at gemme Tivoli til en anden gang.

I stedet tog vi i Guinness World of Records på Strøget.Det er en gammel og nedslid affære, der ikke er blevet besøgt af én eneste københavner de seneste 10 år. Der går man kun ind på grund af en eller anden underlig fællesbillet til oplevelser, man har forvildet sig til at købe på en turist-side. Og er man som Cille fan af de årlige Guinness World Record-bøger, er der intet nyt under solen.

Til gengæld var der strålende nyt under den manglende sol i form af Copenhagen Pride, som stadig var i gang, da vi var på turist-tur. Vi blev tilbudt både kondomer og håndsprit af Sundhedsstyrelsen i dét øjeblik, vi trådte ind på Rådhuspladsen. Vi vandrede gennem byen og fandt regnbueflag over alt på byens tårne, pladser, i butiksvinduer og langs gader og stræder. Dét var en kæmpe oplevelse og en stor glæde at opleve for os, der til daglig bor i et land, hvor LGBTQUIA+ er ulovligt – både i juridisk og moralsk forstand.Cille er ligesom alle andre unge mennesker meget interesseret i kampen for lige rettigheder, lige behandling, værdighed, accept og åbenhed i samfundet. Hun ved godt, at det samfund, hun vokser op i, ikke accepterer eller anerkender f.eks. homoseksuelle og transpersoner. Hun ved, at de ikke kan leve frit og åbent sammen. Derfor gør det stort indtryk på hende, at hendes hjemland afholder en fest for mennesker, der lever og elsker frit og uafhængigt af køn i traditionel forstand.Og da vi stod på Amalienborg udbrød Cille, at Dronning Margrethe var den sejeste dronning i hele verden, når hun gerne ville være med til at fejre LGBTQUIA+ ved at holde en stor gadefest og lade regnbueflag veje fra tårne over hele hendes by. I Cilles optik var der tale om en Woke AF gammel dame, der var helt med på noderne. Vi gik ikke videre ind i en diskussion af det konstitutionelle monarki og det med de folkevalgte repræsentanter i Folketinget, der også har lidt at sige i samfundsøjemed, for vi er egentlig ganske godt tilfredse med, at hun er vild med Dronningen, når nu H.C. Andersen fik det glatte lag af hende tidligere på sommeren.

For Martin og jeg er da tilhængere af Kongehuset. Martin har tilmed været i Den Kgl. Livgarde, så vi måtte også lige forbi Kastellet, hvor vi plejede at løbe lange ture, når solen var gået ned og turisterne var flygtet ind på spisestederne. Åh, den unge, unge ungdomstid…..den kommer aldrig tilbage, men jeg konstaterer, at vi levede et godt og frit liv på Østerbro dengang.
Med på Kastels-turen havde vi selvfølgelig en latte fra Danmarks allerbedste kaffebrygger.Her har vi vel nok brugt mange penge, da vi arbejdede på Esplanaden i huset med de blå øjne. Det var også dengang, hvor man kunne drikke lige så meget sødmælk dagligt, som man lystede, uden at tage på.
Og den lille latte var tiltrængt. En hel dag i fugtigt efterårsvejr med truende regnvejrsskyer er jo koooooldt for sådan nogle ørkenrotter som os.Især når man sidder musestille og dovner lidt i en tur-båd fra Nyhavn med kurs mod Den Lille Havfrue.Danmarks mindst opsigtsvækkende skulptur, men samtidig den mest fotograferede. Fordi hendes fortælling er så rørende. Jeg synes også næsten, at man kan se på hendes ryg, hvor meget hun trænger til et ordentligt kram.

Og ordentlige krammere har vi uddelt til fulde nu.I år har vi kun inviteret de allernærmeste på Sjællands-siden på middag før afrejse.Cille fylder 12 år på mandag, og selvom hun har venindeplaner og middags-ønsker i Dubai, skulle vi da lige fejre hende en lille smule i Danmark også.Nu vanker der sandkasse til os i et helt år, tror vi. For måske er vi så heldige, at der kommer dejlige mennesker ned til os for at fejre jul i Dubai – og så kommer vi nok ikke til Danmark før næste sommer.

Nu får vi se. Inden da skal en masse praktik falde på plads for alle arbejdende parter. Men det fylder i mine tanker, og jeg krydser fingre for, at det lykkes.

Tilbage venter en stak sprøde rundstykker på at blive spist sammen med Farmor og Farfar, før vi kører mod lufthavnen.

Min Mor, Søster, Moster, Onkler, Tante, Kusiner og Fætre fik jeg hilst på og krammet på gensyn i går, hvor vi var til urnenedsættelse ved det allersidste aldrende medlem i familien.Min lille Mor stod der med sin fine hjemmebundne hjertekrans af lyng og malurt fra Skallingen – den yderste tip ved vores del af det elskede Vesterhav. Her havde min Mor cyklet og gået så mange ture med sin Moster, så det gav mening at lægge hende i en grav fint pyntet med kærlige hilsner fra naturen i det vestjyske – lige dér, midt i Brønshøj. Æret være vores Moster Alice’s minde.

Og virtuelle kys til min lille Mor, der helt sikkert vil savne sit sidste, aldrende familiemedlem uendeligt meget.

Kombardo på Molslinjen fra Sjællands Odde til Aarhus Havn i det fineste sommervejr.Der er bare et eller andet særligt ved at sejle, når man er på ferie.

Jeg forbinder det 100% med barndommens nostalgi, når vi fulde af forventning var på vej til Sverige på en hytteferie eller på en af vores sædvanlige ture over Storebælt for at besøge den sjællandske del af familien, før Storebæltsbroens tilblivelse. Jeg elskede og elsker det. Alle slags baljer, der kan flyde på alle slags vand.

Cille og Martin deler min begejstring. Mille knapt så meget. Men hun accepterer det, og da jeg så også selv havde slugt kamelen over, hvor dyre sådan nogle færgebilletter egentlig er, var der kun tilbage at nyde sejlturen mod Jylland. Moderlandet.
Pigerne og jeg var på vej mod Jerup Strand, der ligger ikke så langt fra go’e, gamle Frederikshavn.

Her var min søster, svoger og deres to børn nemlig på sommerhus-sommerferie, og den fest kunne vi lige så godt crash’e, for hvem har brug for lidt ro og firkløverfred i ferien, når man kan få besøg af Moster, Mille og Cille? For ikke at tale om Moster Lene og Kusine Cath, der heldigvis også kunne finde vej helt til toppen af Jylland.Vi fandt ved samme lejlighed ud af, at Cille nu er vokset min søster, min moster og Kusine Cath over hovedet siden sidste sommer. Hun er skudt små 10 cm. i vejret, og måler nu som knapt 12-årig 170 cm., mens lillesøster er 155 cm. som 9-årig. Kæmpebørn. Min søsters børn er også vokset sig kæmpestore siden sidste sommer, både mentalt og fysisk, men heldigvis var stemningen og humøret mellem børnene præcist som det plejer at være.

Og da jeg fandt denne her selfie i kamerarullen var jeg tæt på at tude. Tænk, det er et helt år siden, vi sidst har set hinanden. Det var i sandhed et længeventet gensyn. Faktisk kunne jeg slet ikke vente længere efter at have opholdt mig 10 dage i Danmark.Og de fire dage gik alt for hurtigt med sommerhus-tulle-liv.Verdenssituationen kan jo altid ordnes over en gyngetur.Og der skal selvfølgelig spilles spil midt i morgenmads-Havrefras i matchende fersken-printet tøj.Der må også kysses, så godt som det nu er muligt at kysse med en 5-årig dreng, der ihvertfald ikke har tid til den slags.Og der må ‘indirekte krammes’ og bæres mest muligt, mens det endnu er muligt at bære rundt på mindste-manden.

Der skal selvfølgelig også tændes ild til et bette bål, for hvad er en ferie uden røget tøj og hår?Og så fandt min søster og jeg ud af, at vores børn nu er blevet SÅ store, at vi rent faktisk kan ligge i liggestole med iskaffe eller rosé og slænge os, hvis bare vi husker at flytte os langt nok væk fra gyngestativet og terrassen, så børnene glemmer os for en stund. Magisk, var det. Tænk, at vi er kommet dertil i moderskabet og forældrelivet.Ind i mellem fri leg og afslapning var der et par ture ud af huset. Som her på den vældigt eksotiske palmestrand i 9900 Hop i havet.Og på fineste Jerup Strand, der kun lå et langt stenkast fra sommerhuset.Vi fandt ikke kun Dubai-palmer i Frederikshavn, men også en form for Dubai-ørken i Råbjerg Mile.Den vandrende mile var børnene overhovedet ikke imponerede over, så begejstringen var helt på de voksnes banehalvdel, men sådan er der så meget. Som trade-off på vandreturen ved Råbjerg Mile, fik børnene gennemtrumfet en tur i legeland på den skønneste sommerdag. Den moster-tjans vil jeg tage til enhver tid, for det er ved at gå op for mig, at der er en udløbsdato på legelands-interessen, og jeg vil pludselig – én eller anden dag – savne at se de fire her tonse rundt. Men indtil videre er Cille stadig begejstret og villig til at deltage på lige vilkår med de tre andre, og det er jeg taknemmelig for. 
Jeg er også ubeskriveligt taknemmelig for at have fået lige præcist min søster som søster.Hun er kærligt, varmt og rart selskab. Altid. Og savnet efter hende har været fysisk mærkbart i de sidste års tid.

Af hjertet tak for det hele, Mette og Søren. For herlige timer med snak og mad. For iskoooooolde havbade og godt humør. Sikke en ferie i ferien, vi fik lavet sammen – ved at dukke op på toppen af Jylland. 💦🌊💦☀️

Det her blogindlæg bliver så til overspringshandling nr. ettusindfirehundredeogotte.

Intentionen var ellers, at jeg skulle have skrevet for flere uger siden om den fine Banksy-verdensudstilling, der pt. er at finde ved siden af Ductac-teatret i Mall of the Emirates, men intet når jeg for andre praktiske gøremål og skolesager. Det var ellers en aldeles fremragende udstilling af graffiti-kunsteren og samfundsdebattøren Banksy. Men alting drukner i praktik for mig.

Og hold nu op, hvor jeg går til og fra kufferterne i små nip, som var de blevet tjernobylsk radioaktive og derfor kun måtte addresseres i et minut ad gangen. Sådan har det faktisk været hele den sidste uges tid. Ting dumper ned i kufferterne – én ad gangen – ikke noget hastværk her i huset, selvom vi rejser i morgen tidlig.

Jeg føler mig helt allergisk over for pakning af kufferter til et par måneder væk hjemmefra. Fordi jeg ved, hvor UFATTELIGT træt, jeg bliver af at leve i kufferter så længe. Det virker måske som en banalitet, men det er som om 10+ år med kufferter i flere måneder ad gangen begynder at tære på mig, så jeg knapt kan mønstre den smule handlekraft, der skal til, for at pakke dem.

Men hvad er mere naturligt end at føle sig komplet handlingslammet, når der er for mange løse ender at få styr på?

Vi gider faktisk slet ikke Ørkenstaten og skolen mere, så det er overhovedet ikke derfor, pakkeriet trækker tænder ud.

Vi er bare trætte med træt på. Og den ulidelige varme hjælper ikke på den tilstand.

Det her var pigernes torsdags-mood, da jeg forsøgte at motivere dem til at stå op til skoleårets sidste dag…Ikke den mindste begejstring at spore, selvom de begge har været glade for deres klassekammerater og lærere.Lidt senere – efter en stor kop mælkekaffe – så vi mere friske og parate ud. Der er en whole school mufti i dag – altså en dag uden uniformer på.

Tænk, at Year 7 allerede er overstået for Cille, og Year 4 for Mille. Det må være både det hurtigste og langsomste skoleår nogensinde. Og vi har været heldige med, at tingene faktisk er gået så fint, som man overhovedet kunne ønske sig (eller drømme om) midt under en pandemi. Jeg misunder virkelig ikke skolelederne deres jobs i det her skoleår. Det må have været et kontinuerligt logistisk mareridt at forsøge at drive skoler med daglige, nye smittetilfælde, minutiøs smittesporing, forflytning af elever og lærere til distance learning igen og igen – og så de daglige “visitter” fra Uddannelsesministeriet, der ‘bare lige vil se, hvordan det går’.

Det har nu været en helt vemodig sidste skoledag. Med mange søde kort og ord. Med et følsomt farvel til min ‘ældste’ elev, der nu skal smutte fra Primary School over til Secondary School. Jeg har undervist hende i fire år, og den slags kontinuitet er stort set ikke-eksisterende i Dubai, hvilket gør, at vi værdsætter det endnu mere.Cille og vennerne har tegnet og skrevet på deres gamle uniformsskjorter i formiddags, fordi der er nogle af dem, der enten skal rejse til deres hjemland eller flytte skole efter sommerferien. Det giver altid en lidt mat stemning, når vi kommer hjem med tunge skoletasker og farvel-fornemmelser i kroppen. Så nu trøstespiser vi lige en stabel ShakeShack-burgere.Eftermiddagen bliver den sidste praktiske kraftanstrengelse. Der er bestilt batterimand, som skal komme og tage strømtilførslen til bilbatterierne, så de ikke aflader totalt hen over de næste mange uger. Jeg har lige hentet pigernes skolefotos i Dubai Production City, så de kan sidde og summe over et skoleår, der nu pludselig er slut. Så er der tennis og oprydning, skoletasker, der skal tømmes og papkasser, der skal stables, før vi bliver hentet i to taxier kl. 04.30 (fordi man max. må være 3 personer i én hyrevogn).

Lufthavnen er efter sigende travl for tiden. Alle vil væk fra varmen. Endnu mere i år end sidste år, hvor vi ikke havde fået vaccinerne, og hvor mange var bange for at miste deres jobs, hvis de ikke kunne komme ind i landet igen. Dét skrækscenarie er vi heldigvis ude over. De Forenede Arabiske Emirater har nok ikke råd til at lukke ned igen, og vi fornemmer, at myndighederne fremadrettet ‘nøjes’ med at lukke ned for særligt udvalgte lande (som det f.eks. er tilfældet med Filippinerne, hvor der pt. er et travel ban indtil 15/7 med risiko for forlængelse), mens jeg forestiller mig, at alle europæere er velkomne både som turister og som immigranter fremadrettet. Martin har godt nok kun været i sit nye job siden november, så det er småt med optjent ferie, men ligesom sidste år, tør vi godt rejse til Danmark sammen i morgen.

Og må mit sidste ord i denne ombæring så være:

Sh*t, hvor vi glæder 0s til at kramme familie og venner igen! 

Forleden blev det Maricels tur til at mærke, hvordan alderen kan trykke.
Spøg til side – hun fyldte 39 år og er dermed officielt i gang med sit sidste år i trediverne. Det er alligevel lidt af en øjenåbner.

Nu har jeg jo selv fået godt hul på fyrrerne, og mit umiddelbare indtryk er, at jeg kan lide fyrrerne meget bedre end trediverne – og da endnu bedre end tyverne. Så hun skal nok klare den, den kære Maricel. Om ikke andet havde jeg bagt et fad trøste-snegle i dagens anledning.

Når Maricel har fødselsdag er det sådan lidt svært at regne ud, hvad vi skal gøre. Pigerne og jeg drikker for det meste eftermiddagskaffe og spiser kage sammen med hende som en lille, intern fejring – andre gange er vi gået i biografen – men hvad er egentlig det rigtige at gøre, når hun er så langt væk fra sin familie og sine venner, der ville have været det naturlige omdrejningspunkt på en vilkårlig mærkedag?

Generelt elsker filippinerne mærkedage. De elsker selskab, fest og at have mange mennesker samlet om et måltid. Jeg tror, det kan forklares med, at filippinerne altid er mange sammen. De har store familier, de bor mange familiemedlemmer under samme tag, de deles om og hjælpes ad med penge, mad, boliger og passer hinandens børn på kryds og tværs, alt afhængig af, hvem der er hjemme i landsbyen, og hvem der er ude for at tjene penge.

Maricel og hendes mand Juma er begge ude for at tjene penge. Derfor er det hendes bedstemor, der passer deres store søn. Ind i mellem flytter der en tante eller kusine med familie ind i dét hus, Maricel har bygget i landsbyen, mens hun har arbejdet for os. Det kommer der ofte lidt gnidninger og misforståelser ud af, men i det store og hele drejer filippinernes liv sig om at få tingene til at fungere med ganske få midler. For penge er der aldrig nogensinde nok af.

På Maricels fødselsdag er det endda lykkedes hendes mand Juma at komme hjem til landsbyen, så han kan se til deres søn – og så de sammen kan fejre Maricel på mere end 7.000 kilometers afstand. De har også været ude for at købe svinekød, så de kan lave en række lækre retter til hele storfamilien. Det er megasvært at rejse internt i landet for tiden – og da deres søn havde fødselsdag 11. april, var det ikke lykkedes for Juma at komme hjem. Hver provins er ‘lukket’ på grund af corona, og kun her i slutningen af maj har han haft succes med at låne en motorcykel og krydse igennem et par provinser for endelig at nå til i landsbyen i provinsen Pangasinan.

Når Maricel ikke kan være sammen med sin familie på sin fødselsdag, har Martin og jeg tænkt, at det næstbedste må være, at hun så er sammen med sin “Dubai-familie” – som er alle veninderne, der også arbejder som husholdersker i The Lakes. Dem laver hun aftensmad med hver aften, og de deler sorger og glæder sammen. Derfor giver vi hende hvert år et beløb, der gør, at hun kan invitere sine venner ud. De fortjener virkelig alle sammen lidt forkælelse.

Sidste år under pandemien og lockdown lavede Maricel mad en hel dag for at kunne hygge sig om aftenen med nogle få, udvalgte veninder, men i år er vi heldigvis vendt tilbage til mere normale tilstande, så hun i stedet har inviteret en hel flok piger med på filippinsk buffetrestaurant i Satwa. For første gang i halvandet år er de afsted hjemmefra på denne her måde, som ellers tidligere var en helt almindelig fredagsaktivitet. Corona har virkelig sat sit præg på livet, som vi kendte det.Det koster ikke mange dirhams at være værter ved sådan et gilde – og den største glæde er at se, at de hygger sig og har en fridag, hvor de for én gangs skyld ikke skal servicere alle de små herremænd og madammer i The Lakes.Et par af pigerne havde købt fødselsdagskager til Maricel, som de spiste på restauranten, og hver måned sparer de lidt op i en fælleskasse, så der altid er ‘råd’ til en fødselsdagsgave til den næste veninde, der har fødselsdag.For det meste køber de et lille guldsmykke, som jo holder en vis værdi til dårligere tider, hvis sådan nogle måtte komme. I år gav vi Maricel penge og så lidt ekstra til at gå til frisøren på en fridag.

Når hun forhåbentlig får mulighed for at holde en måneds ferie på Filippinerne i december, får hun en større pengegave af os til at bygge videre på huset for – plus lov til at låne penge af os, som hun kan betale tilbage i eget tempo. Næste skridt i husbyggeriet er et udendørs køkken, så husets indendørs køkken bliver ‘til pænt brug’, og så skal husets facade have en omgang cement og maling. Pt. står det helt råt i gasbeton.

Huset er Maricels alderdomsopsparing. Det er sådan, ‘man gør’, på Filippinerne. Når hun bliver ældre, er det hendes tur til at blive hjemme i huset i landsbyen og passe alle de andres rollinger og teenagere, mens de er ude for at tjene penge til familien. Det er livets gang for et folkefærd, der er vant til at arbejde alle andre steder end hjemme. Man kan hverken leve eller dø af et faglært eller ufaglært job på Filippinerne, hvilket er årsagen til, at filippinerne rejser ud i hobetal for at tjene penge, de så kan sende hjem.

Vi har fra starten gjort det klart for Maricel, at når hun er hos os, skal der spares op. Om det er i huset eller på en konto, er vi for så vidt ‘ligeglade’ med. Det vigtigste er, at Maricel kan se, at hun rykker sig økonomisk ved at arbejde for os. Målet er økonomisk uafhængighed af andre, så hun helt selv kan vælge, hvordan hendes fremtid ser ud, og så hun ikke skylder nogen noget. Maricel valgte at starte med at bygge et hus. Og så har hun gang i en lille opsparing til sønnens videre uddannelse, når han om tre år er færdig med folkeskolen og gymnasiet.

Det er helt sikkert ikke et nemt liv. Det er faktisk beundringsværdigt, hvor positivt, hun ser på tingene – både i hverdagen og på en mærkedag som forleden. Hun lider afsavn, som jeg kun er begyndt at forstå toppen af. Vi har for første gang været uden vores familie i et helt år, og dét gør nas. Hun har været væk fra Filippinerne i halvandet år på nuværende tidspunkt. Når vi kommer til december, er det to år siden, hun sidst så sit barn og sin mand. Jeg håber inderligt, at corona-udfordringerne på Filippinerne stabiliserer sig så meget, at hun kommer til at kunne nyde en måneds ferie med familien til dén tid. Heldigvis er hun færdigvaccineret, så hun kan komme afsted.

Til lykke med fødselsdagen til verdens bedste Maricel. Må hun få et langt og godt liv!