Efterårs-blues

Efterårsferien er i dén grad ovre.
Og selvom det altid er spændende at starte nye emneforløb op på alle klassetrin, så drukner begejstringen desværre ret så meget i praktik og IT-bøvl med at få overstået danske stave- og læseprøver. Skoleledelsen er heller ikke ligefrem nem at danse med, så selv mindre anmodninger om assistance bliver til større hovedbrud og benspænd. Suk.Som altid når virkeligheden truer, skynder jeg mig at dukke nakken og gemme mig i noget kreativt inde i mit elskede dansklokale. Her er jeg f.eks. i gang med at bygge bondegårdsfigurer til mine små elever i Year 1, der bl.a. skal lære navnene på forskellige nyttedyr, husdyr og kæledyr, der ofte befinder sig på bondegårde.Måske hænger mine blues-fornemmelser også sammen med, at Martin har virkelig-alt-for-drøntravlt på arbejde, og derfor ikke kunne holde en fridag med os, nu hvor skolen så sig nødsaget til at give os en nærig flig af en efterårsferie (læs: tre dage fri fra skole).

Set i bakspejlet fik vi nogle ganske fine dage ud af det, jeg ved det jo godt, selvom det ikke rigtigt føltes som en ferie.

Mille og jeg tog f.eks. på Arabian Tea House ved Jumeirah Archaeological Site og fik morgenmad én af formiddagene.Det sted har været på min ønskeliste i lang, lang tid. Og der er ligeså fint og hyggeligt, som man kan forestille sig ude fra. Billeder af fordums og nuværende sheikher pryder væggene, og der dufter af kardemomme, safran, løg og nybagt brød.Arabian Tea House er autentisk emirati-mad, og de har åben fra tidlig morgen til meget sen aften. Der kommer masser af lokale emiratier, og der er adskillige locations – ikke kun i Dubai. Om jeg så syntes at deres arabiske te og tomat-æg smagte godt, det er en hel anden historie.

Næste gang vil jeg klart vælge at komme der til frokost for at få en af deres aromatiske salater, og så vil jeg styre uden om den kulsorte te og direkte henimod en arabisk safrankaffe. Men sådan lærer man jo så meget – og smagsløg og præferencer er jo heldigvis forskellige! Da emaljen på mine tænder simpelthen ikke kunne holde til mere ascorbinsyre, trissede vi en rundtur på det arkæologiske område, der virker mere søvndyssende end det egentlig burde. Normalt elsker jeg sådan noget her, men der mangler noget interaktivt – et eller andet – for at gøre fortællingen og udgravningerne levende. Backdrop til New Dubai er selvfølgelig slående, når man står dér og glor over på den lange skyline, Dubai bryster sig af – midt i historien om det hårde liv i en ørken.Det står også lidt hen i det uvisse, om de her sten overhovedet har noget med de oprindelige udgravninger og fund at gøre, eller om man bare har hentet lidt cement og sten og klasket det hele op til ære for turisterne. Jeg ved det ikke, men det virker spøjst. Umiddelbart vil jeg sige, at man kun skal besøge stedet, hvis man i forvejen har lyst til en tur på Arabian Tea House – ellers er det alt for meget at gøre ud af den begrænsede arkæologiske del.

En anden fin Dubai-oplevelse er gode, gamle Ibn Battuta Mall. Bygget af entreprenøren Nakheel i velmagtsdagene, og det holder stadig 100% her mange år senere.Der er fine udsmykninger i alle dele af mall’et, som udmærker sig ved at være delt op i forskellige ‘courts’ eller kulturområder, som den arabiske eventyrer og udforsker, Ibn Battuta, besøgte i sit liv. Der er således en flig af Kina, Egypten og Arabistan indbygget i interiøret, og det giver en rigtig hyggelig stemning, hvis man sammenligner med f.eks. Mall of the Emirates, der virker altid travl og kønsløs. Samtidig er der mange billigere butikker, som gør det klart sjovere for de unge damer i familien at gå på indkøb.
Vi var der nu mest af alt for at male porcelæn i Kids Palooza.Cille fik en teenage-nedsmeltning derinde, så vi måtte behandle hende mere forsigtigt end selve porcelænet, men billeder er jo taknemmelige – og lidt hyggeligt var det måske også. Et kvarter.Derhjemme fik vi pyntet lidt op til Halloween, for pigerne har plaget om det i flere uger. Jeg bryder mig ikke om Halloweenpynt – det er altid noget billigt og grimt kineser-plastik, men Cille fik da lavet et flot skilt til vores nyindkøbte afskårne hænder.Og Daisy fik trænet trick-or-treating.Så er der bare at vente til på mandag, hvor det er Halloween. Børnenes favorithøjtid og favoritfest, fordi alle er på gaden og hygger sig. Og jeg kan jo passende forsøde mit sure, vrisne efterårs-jeg med lidt slik, så humøret får et hak opad, før jeg skal konfronteres med en hel flok zombier, klovne, vampyrer, hekse og sorte katte.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Æ Gaf

I dag er det første lørdag i september, hvilket burde betyde efterårsvejr, men ørkensommeren svier stadig. Og det vil den gøre indtil udgangen af oktober.

Der er 43 grader kl. 15, hvis man da kan stole på bilens termometer, og vinden føles som at placere ansigtet direkte i retning af en hårtørrer på fuld varme og styrke.

Cille og jeg er netop parkeret ved Mohammed Bin Rashid Library i Al Jaddaf, som vi har glædet os til at besøge, siden biblioteket åbnede i midten af juni. Hendes ansigtsudtryk vidner om varmens kraft – jeg lover højt og helligt, at hun ikke er blevet tvunget med imod sin vilje. Faktisk er glæden ved biblioteker og interessen for bøger og litteratur én af de ting, vi har sammen.Cille er i dagens anledning iført en af Connys hjemmestrikkede uldsweatere, fordi teenager. Og jeg må gi’ hende, at hun matcher interiøret i det spritnye, smukke bibliotek 1:1.Jeg har placeret mig for at skrive lidt i et karrygult sofahjørne på etagen for Young Adult, så Cille kan udforske biblioteket i fred og i eget tempo. Karrygul er nok min grundfarve, så jeg falder faktisk i ét med betrækket på samme måde som min fine datter.Vi har lovet hinanden, at i dag besøger vi kun Young Adult på 1. sal, samt Library Treasures på 7. sal. Og så en kaffetår, før vi vender snuden hjemad igen. Biblioteket er så nyt, at der er adskillige etager, der endnu ikke er åbne for publikum, og man kan heller ikke hjemtage bøger endnu. Hvis det da er planen, at man skal kunne låne? Jeg ved det ikke rigtigt.

Mohammed Bin Rashid Library er åbent for offentligheden – alle ugens dage – ganske gratis. Man registrerer sig online ved ankomst, og der er fint med p-pladser lige uden for døren. Som i alle andre offentlige sammenhænge, er det ugleset at ankomme i tøj, der viser skuldre og knæ, og dét synes jeg er vigtigt at respektere – også selvom der er rigtig mange, der overhovedet ikke overholder den respektfulde tommelfingerregel.

Selve bygningen er et mesterværk. Selvfølgelig. Det er jo én af de ting, Dubai kan. Umiddelbart ligner bygningen en elegant bogstøtte a lá dem, man bruger, når man læser f.eks. Koranen siddende i skrædderstilling. En anden mulighed er, at bygningen ligner en opslået bog, som en eller anden gigant er i færd med at læse. Uanset hvad, er her smukt og æstetisk pleasing i materialevalg, farver osv. Her er tilmed nogenlunde stille, hvilket er helt uhørt for Dubai, der stort set altid er i over-drive, men børnebiblioteket og kaffebaren er præcist lige så støjende og fyldt af genklang, som der bliver, når alting er flisebeklædt eller bygget i marmor.

Jeg tager tilløb til de her mor-datter-aktiviteter. Ikke tilløb som i at jeg er ‘bange for’ at spørge Cille, men mest fordi vi er så vant til at være sammen alle fire hele tiden, når vi har fri. Og så kræver det på en eller anden måde mere mental energi at dele os op. Men i dag har vi aftalt, at Mille og Far går i poolen, mens Cille og Mor udforsker det nye biblo. Og i aften går vi ud sammen alle fire og hygger os med lidt god mad.

I sommerferien lykkedes det mig også at lokke Cille med på en lignende tur i det vestjyske. Ud til Æ Gaf, som de lokale siger – og som på ingen måde giver mening, hvis man ikke har øre for drævende vestjysk lingo. Der er tale om den lille by Nymindegab, som ligger som et åbent ‘gab’ ud til Vesterhavet.Nymindegab Museum er nemlig en lille perle, som jeg var overbevist om, ville være noget for både Cille og jeg.

I sommerferien havde de en særudstilling af den Blåvand-baserede kunstmaler Agnete Brinch, som har besluttet sig for at portrættere stærke kvinder – kendte som ukendte. Og det gør hun virkelig noget så smukt og stilfuldt. Nærmest Karen Blixensk i sit udtryk.Jeg var lige så betaget af udstillingen om kunstmaleren Laurits Tuxen, som skildrede hverdagslivet, som det udspillede sig på Æ Gaf i 1879.Der var seriøse fiskere og esepiger til dengang. Museet byder også på et udstillings-esehus, som man kan kigge ind i, før man får sig en tår kaffe og leger med stylter i haven.Cille og jeg måtte slå esehuse og esepiger op, og som Google forklarede os, er der tale om det drønhårde kvindearbejde med at reparere og klargøre fiskenettene, samt at sætte madding på krogene – kort sagt ‘at ese’.

Her i den overophedede sandkasse ‘eser’ vi også. På vores egen måde og helt uden sandorm og skidtfisk. Vi har taget hul på det nye skoleår, og begge piger er kommet superfint fra start. Nu gælder det i virkeligheden om at huske at finde åndehullerne, præcist som vi gjorde i sommerferien – og så at holde mig selv fast i, at vi sagtens kan ‘dele os lidt op’, uden at det i sig selv er et problem. Det har jeg brug for, kan jeg mærke. For Cille vokser hurtigt op nu. Så hurtigt, at jeg ikke kan følge med. Og jeg savner hende, selvom hun er lige ved siden af eller ihvertfald inden for nogenlunde rækkevidde.Dét der med store børn og deres behov for plads og frihed kæmper jeg stadig med at finde ud af. Ikke at jeg savner at have helt små børn, der hænger mig om halsen, men jeg er virkelig langt fra cool med, at jeg er ret overflødig en del af tiden. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Danmarkshistorien

Sommerferien triller ligeså stille og roligt derudaf. Vi har nu været i Danmark i 25 dage, og det meste af tiden går med små og rolige hverdagsaktiviteter, afbrudt af indkøb og lange gåture i den smukkeste natur. Der er ikke megen energi i vores lille flok i år, men det vigtigste er, at vi får set vores familie og venner, så meget som det kan lade sig gøre. Og så fokuserer vi på god søvn, god mad og pauser, pauser, pauser.
Indtil videre har vi haft en uge i Blåvand og knapt to uger sammen med Farmor og Farfar i Odsherred.Traditionen tro fik vi en tur med den lille færge mellem Hundested og Rørvig. Det har ikke rigtigt været sommer uden dén færgetur. Sådan har Farmor det, og sådan har vi det også.Vejret har været omskifteligt i klassisk dansk stil, og der er ind i mellem ikke andet at gøre end at bage en kage, løse en kryds-og-tværs, sludre, sove eller spille 500.Og så pludselig skinner solen pludselig igen. På én af de varme dage malede Kusine Emma og Cille porcelæn inde på Frederiksberg, mens Mille og jeg forsøgte at drikke al tilgængelig slushice i Københavns Zoo.Vi siger ikke, at slushice-maskinerne er det bedste ved Københavns Zoo, men når nu man kommer fra et land, hvor slushice er meget svært tilgængeligt, så er det altså lidt som at være i iskold-sukkervands-himlen. Ihvertfald for en 10-års-Mille.Vi fik da også gloet på pingviner, pandaer, næsehorn og elefanter, der faktisk også så ud til at trænge til en slushice-nedkøling.Det var vildt dejligt med en opdelt dag, hvor Cille nød at være ‘stor’ i selskab med sin store kusine, som tog hende med ud i sin fine dele-lejlighed i Valby efter Creative Space, og jeg nød at have fuldt fokus på Mille, der lige pt. lever livet som side-kick og søsteren-med-overskuddet.Vi har faktisk også haft en anden dagstur til København denne sommer. Det startede med, at vi besøgte Solvognens fundsted i Trundholm Mose, som ligger ganske kort kørsel fra Farmors sommerhus.Pigerne var ikke synderligt benovede over Danmarkshistoriens vingesus i form af en granitsten med lidt hegnspæle omkring, efterfulgt af en kort gåtur på planker i en mose, hvor man møder fortællingen om Solvognen på nogle enorme jernplader, der ellers passer ret elegant ind i naturens farver. Som voksen er det en fin lille oplevelse, men som barn er det nok bare endnu en gåtur, man er blevet tvunget ud på sammen med de keeeedelige voksne. 😀

Og vi forstod egentlig godt, at en sten-markør for et mosefund ikke lige fik en større klokke til at ringe hos pigerne, så dagen efter ville vi finde den ÆGTE Solvogn til dem. På Nationalmuseet, naturligvis.Jeg elsker at bruge Nationalmuseets hjemmeside og videoer i min undervisning af indskolingsbørnene, så jeg var svært begejstret for at vise pigerne det virkelige museum denne sommer.Og museet skuffede bestemt ikke. Der var virkelighedens lillebitte solvogn i en montre. Der var kæmpestore lurer, de falske guldhorn, tusindvis af smykker, spyd og øksehoveder, potteskår, ofringsobjekter og masser af seje mumier fundet i moser her og der.Vi fandt også 1970’erne, hvor familien satte sig til rette i en TV-stue, der ligeså godt kunne have været min egen elskede Bedstes stue – der manglede såmænd bare, at hun sad i lænestolen og røg en Cecil, mens hun hujede over en håndboldkamp og kastede romtoppe i munden med jævne mellemrum.Cille fik også fat i en islændersweater fra Mormor og Morfars pure ungdom, men hun nægtede at tage den lilla ble om håret. Mille var vist tilbage i Renæssancen med sin pufkjole og paryk.70’er-sweater og brun stue. Vikinger og Jernalder. Bjarne Riis’ vindercykel fra Tour’en. Hansen Is i den brolagte gård og stenalder-mødding. Nationalmuseet kan det hele.

Et andet københavnersted, der kan det hele, er naturligvis Christiania.Vi gik dertil i smukt solskin, hvor Børsens krokodiller vajede med ukrainske flag, og Vor Frelsers Kirke havde masser af turister oppe i det snirklede tårn.Vi kiggede også forbi Christiansborg, som jo stadig er en ‘underlig størrelse’ for pigerne, der vokser op så langt fra folkestyre og demokrati, som man overhovedet kan komme.Og vi fik virkelig én på opleveren. Ikke at der var voldsom aktivitet i Pusher Street på en stille solskins-formiddag, men Fristaden er alligevel meget langt fra pigernes hverdag.Vi så på upcycling af byggematerialer i Den Grønne Hal og kiggede på folk, der chillede med en joint ved Nemolands slukkede scene. Vi fandt dekorative stræder og huse, der så tuttenuttede ud midt i snavs og rod.Vi talte om skrald, genbrug, klunsere og graffiti i det frie byrum. Vi hilste på løse hunde og godtfolk, der bl.a. fortalte os, at skole ødelægger børns hjerner og fantasi, og at hunde er langt at foretrække over mennesker. Så langt, så godt.Jeg ved ikke, hvor meget pigerne tager med sig af de her ting og oplevelser i Danmark, men en eller anden form for Danmarkshistorie bliver det vel til i deres indre minde-bank?

Og som alle andre turister i København, måtte vi lige sidde lidt på Christianshavn med alt for dyrt og alt for kedeligt bagværk. Pigerne gjorde store øjne, da torvets kranke skæbner mødtes og skændtes om flaskepant og bommede cigaretter hos hinanden. På en måde er det underligt at se alle de her ting udefra.Det er som om, der er 1:1 dele stinkende pis og fuldkommen kærlighed i det københavnske bybillede.

Jeg håber, at pigerne vil vokse op og få et kærlighedsforhold til København. Uanset snavset og pisset i hjørnerne. Måske drømmer jeg om, at de kan få et ungdoms- og voksenliv i den by, jeg selv havde et skønt liv i, og som jeg voksede sådan rigtigt op i med voksen-arbejde og mit første realkreditlån. Som i øvrigt blev taget til en bolig lige her i 2008.Metropolis ligner sig selv, men Sydhavnen har heldigvis fået lidt mere etableret liv, siden vi flyttede dertil og derfra. Det var en ren byggeplads dengang i 2008, hvor boblen bristede og vi alle måtte til at tænke lidt mere over vores italienske marmor og samtalekøkkener. Det gik fint dengang i Kongens By. Og det gør det heldigvis stadigvæk. Jeg vil endda strække mig så langt som til at sige, at jeg godt kunne se mig selv bo der engang igen. Ikke i Sydhavnen, trods alt, men måske engang på Frederiksberg.

Bid for bid gumler vi lidt på vores helt egen version af Danmarkshistorien. Hver sommer og hver jul.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sommer-musestille

Der er helt sommer-musestille på bloggen.Vi er ellers fint i gang med at leve sommerlivet i Danmark, hvor vi lagde ud med dejligt Studentergilde og ditto Afternoon Tea Party, efterfulgt af en uge i Blåvand ved Vesterhavet og nu en uge i Odsherred ved Sejerøbugten.Alting er på en måde som det altid har været – og så alligevel slet ikke, når der er en sygdom at tage hensyn til og tilgodese på den bedst tænkelige måde. Én af de positive ting, der er kommet ud af pandemien er, at lægekonsultationer nu kan foretages online. Og på dén måde kan både speciallægen og patienten rejse på sommerferie uden at miste kontakten eller tabe pusten i det spinkle fremskridt, der er så hårdt behov for at se og mærke.Jeg er venlig over for mig selv. Det meste af tiden. Okay, hvem lyver jeg overfor her? 50% af tiden. Men der er nul overskud til at følge op eller planlægge de helt store ferie-udskejelser. Som vi i øvrigt heller ikke ville kunne klare eller overskue på dagen, hvis vi skulle k0mme til at forberede noget, dér var lidt større eller vildere end først tænkt.For første gang nogensinde i alle vores alenlange sommerferier, har jeg lagt tre dages pause ind til mig selv. Tid, som jeg vil tilbringe i selskab med min Mor. Og Farmor er så megasød at have pigerne i de tre dage. Jeg har brug for det. Det har jeg egentlig også haft tidligere, men oven på de sidste mange måneders bekymringer er jeg helt askegrå og porcelæns-skrøbelig indeni (og sikkert også udenpå, medmindre jeg fuldspartler og smiler det bedste, jeg har lært). Min Mor er godt selskab til at spise, tænke, tale, hvile og vandre. Så det vil vi gøre sammen. Og jeg glæder mig virkelig til det.Familiedynamikken er som altid interessant, når vi er sammen 24/7 i 60 dage. De fleste familier har 2-3 uger i højsæsonen sammen, hvor 1-2 uger måske er med et fuldt planlagt indhold, hvis man da er så heldig at have råd til at rejse eller har et dejligt sommerhus at opholde sig i. Efter sådan et par uger med børns cirkulære behov, krav og forventninger, kan det føles som helle at få lov til at tage på job eller skulle noget andet uden for hjemmets fire vægge. Jeg kender det. Efter et par uger (ud af de i alt otte – ho ho) har jeg lyst til at løbe skrigende hjemmefra, når jeg har bagt morgenbrød, som pigerne da ikke gider spise, hvorefter jeg forhandler morgenmadsprodukt-indtagelse med ihvertfald én af dem, som straks efterfølges af behovet for en let snack, og hvor er frokosten egentlig, når man be’r om den, hva’?Og selvom behovene, ønskerne og kravene følger med, uanset hvor vi befinder os, så er vi enormt glade for og lettede over at have købt sommerhuset i Blåvand.Faktisk arbejder vi på at kunne lave et lignende arrangement i Hillerød, hvor vi pt. står med skødet på en kolonihavegrund i hånden. Vi har endnu ikke fundet et byggefirma til at bygge et sommerhus på kolonihavegrunden, men vi satser på, at det kan lade sig gøre inden alt for længe. De to ‘opholdssteder’ vil klart gøre det lettere for os i fremtiden, hvis vi fortsat opholder os så mange uger i Danmark om sommeren og til jul.

Det er fantastisk at have god tid sammen med bedsteforældrene, når vi bor sammen. Men det er samtidig svært at få firkløver-familielivet til at fungere, og vi har ihvertfald så småt fundet ud af, at behovene er ved at ændre sig for os.

Da pigerne var små, var det skønt at have bedsteforældrenes ekstra hænder til de praktiske ting – og til samtidig at mærke deres ligesindede begejstring for trunternes gak og optrin. Jeg husker netop dét at observere pigernes udvikling og alle deres sjove sider og finurlige idéer som enormt ensomt at gøre helt alene i udlandet. Der skal faktisk en hel hær af familiemedlemmer til at bygge en lille ny familie solidt op. Dét har jeg lært på bagkant.Men nu har de to trunter altså teenage-lignende behov for egne ‘rum’ til at læse, sove længe, slappe af og connecte med vennerne over Zoom og WhatsApp osv. De vil selvfølgelig gerne se deres bedsteforældre, onkler, mostre og tanter og alle andre, vi savner og holder af, men deres grænser, udvikling og behov er i konstant forandring, og dermed er vores liv og verden som forældre det samme.Som altid er vi lige lidt bagud på point. Det er jo ikke nemt at forudse ens børns behov flere år ud i fremtiden, for vores viden og erfaring i forældreskabet begrænser sig jo til nuet og fortiden, og selvom det ville have været smart at have fundet ud af sådan noget med sommerhuse allerede for mange år siden, så ligger der jo gode grunde og årsager bag.Økonomien – helt åbenlyst – skal være der til at investere i to boliger i Danmark, uanset at det er i sommerhus- og kolonihave-regi. Den slags kommer virkelig ikke af sig selv, når der samtidig er kæmpe udgifter forbundet med at bo i udlandet. Martin arbejder mellem 10 og 12 timer i døgnet 6 dage om ugen for den løn, han henter hjem, og det er helt sikkert ikke holdbart i længden, dét der med aldrig at have helt fri som e-mail-kriger.Tøven har der også været en del af. For hvad er det egentlig, vi gerne vil – og hvor skulle det sommerhus overhovedet ligge? Når vi drøner til Vesterhavet, mister vi forbindelsen til alle vores gamle venner, kollegaer og bekendte, som bor på Sjælland/i Storkøbenhavnsområdet, og man kan lige knapt skrue to personer ind i Blåvandshuset som overnattende gæster, hvilket gør det lidt stramt med at tilbyde overnatninger til hele familier, der måtte komme rejsende til fra Sjællandssiden.Jeg trøster med mig, at vi er mere på vej nu, end vi har været tidligere. Vi har et dejligt sted at være, når vi er sammen med den jyske side af familien, og der er udsigt til samme løsning på den sjællandske side af familien, hvis bare vi har lidt tålmodighed.Og indtil da trækker vi alle sammen vejret ned i maven, og mærker, at der er lige dele glæde og frustration ved at være sammen non-stop, store som små, unge som ældre. Jeg ved, at jeg aldrig vil fortryde alle de mange timer, vi er sammen. For den slags kan ikke gøres om, når bedsteforældrene en dag måske ikke har helbredet med sig mere.Og når vi så bliver for mange om bordet, er det faktisk helt okay med små pauser, hvor vi deler os op. Det har jeg ikke altid været så god til at spotte, men det skal der klart gøres mere brug af, specielt nu, hvor vi snart har en ‘rigtig’ teenager med andre behov end lillesøsteren, der er ved at nærme sig ‘tween-stadiet’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nedtælling som ved en raketopsendelse

De sidste uger inden otte – ja, 8! – ugers sommerferie er altid helt vanvittige.I går fik jeg f.eks. sendt 36 karakterblade ud, som jeg har nusset om og finskrevet på i mange, mange uger. Jeg fik også lejlighed til at byde de alleryngste elever velkommen i danskklassen.De er pt. 4-5 år gamle og går i KG2, men til næste år skal de starte op med tre timers dansk i skoleskemaet i Year 1. Som jeg har skrevet vidt og bredt om i mange tidligere blogindlæg, er Dubai International Academy Emirates Hills den eneste skole i Dubai, hvor der er danskundervisning på modersmålsniveau i løbet af skoledagen.Der findes også en anden rigtig god danskskole, men der undervises kun efter skoletid og ikke klassetrinsopdelt som hos os i Dansk på DIA.På to-do-listen er der stadig en masse ting og sager, der ikke er sat flueben ved, men det har jeg efterhånden erfaring med, så det stresser mig slet ikke på samme måde som tidligere.

Det er så ambivalent at skulle forlade ens hjem i otte uger. På en måde kan jeg ikke vente med at vende den overophedede Ørkenstat ryggen, fordi varmen og luftfugtigheden seriøst er ved at kvæle os, men på samme tid er det ualmindeligt skønt med solskinsgaranti, smukke palmer, storbyliv og en nedkølet pool, præcist når man lyster.Jeg er samtidig også ved at gå til af savn efter familie og venner. Men det er jo kun halvdelen af vennerne, der befinder sig i det danske – der er lige så mange skønne mennesker her i Dubai, som jeg og vi vil savne at hænge ud med i flere måneder.

Og der er noget så banalt som ens eget badeværelse, garderobeskab og køleskab. Livet i en kuffert er virkelig ikke sjovt uge efter uge. Efter vores køb af sommerhuset i Blåvand har vi nu endelig vores eget hjem i Danmark – og det endda i halvdelen af sommerferien i år, og det vil helt sikkert hjælpe på følelsen af at høre hjemme og kunne slappe rigtigt af, men jeg savner stadig vores hjem-hjem, når vi er væk så længe.

Der er også Daisy-hunden. Den lille, dumme teenage-hund, som er fjollet, sjov og allround elskelig.Hvor latterligt, det end måtte lyde for en ikke-hundeejer, så er det faktisk ret alvorligt svært at forlade ens hund i to hele måneder. Også selvom Maricel er verdens bedste hundepasser, og der er planlagt ‘doggy-daycare’ hver uge, så hun får lidt andre input midt i den indelukkede sommer. Sidste år var der heldigvis ikke noget at mærke på hende, da vi genså hende efter en lang sommer, så vi satser på, at hun klarer det lige så fint i år.

Men hvad er det egentlig, jeg er bekymret for ved at være væk i lang tid?

Et konkret og muligvis banalt eksempel er, at vi er uden for normal diæt i 60 dage. Det er ikke mit køleskab – og dermed heller ikke mine fødevarevalg, selvom jeg selvfølgelig også køber lidt ind, bager og laver mad hver dag. Der er hele tiden et festligt lag eller noget af fejre. Én lille is, der skal spises og noget hvidvin, som må drikkes. Der er så mange lækkerier og delikatesser, vi ikke kan få hernede, og som pludselig bliver livsnødvendige at vold-æde, når man nu endelig kan. Jeg er sikker på, at de fleste af jer kan nikke genkendende til de her tanker – og I har højst sandsynligt mellem 2 og 4 ugers sommerferie, hvor der går ‘hygge i den’. For os er det den dobbelte tid. Og her har I min personlige opskrift på, hvordan jeg har kunnet tage 10-15 kilo på henover en god årrække.

Et andet konkret eksempel er familiedynamikken og parforholdet. Alle kender det. Der er snakke, konfrontationer og diskussioner, der bare ikke bliver taget, når man er sammen med andre. Der er aftaler, som brydes af både børn og voksne, fordi nu hygger vi jo lige – og hvem gider egentlig være politibetjenten eller party-poop’eren, der ødelægger den gode stemning? Der er selvfølgelig også det private, intime liv i parforholdet, som i forvejen ofte er udfordret af børn, arbejde og pligter, som nu bliver yderligere udfordret af diverse sove-arrangementer, sociale arrangementer og arbejdsrejser frem og tilbage, fordi det kun er hjemmearbejdende og lærere, der kan have stive otte ugers ferie.

Oh well…uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er der tale om en enormt priviligeret tilværelse, og jeg er da et skarn, når jeg beklager mig over at have friheden til at vælge i lang, lang tid.

Faktisk tror jeg, at vi er halv-afhængige af de her sceneskift, der foregår nogle gange om året, når man lever i udlandet. Det der med at trække stikket helt – og så senere genopdage hverdagen – dét kan et eller andet. Der bliver skruet op for taknemmeligheden ift. hvad man har på hjemmefronten og ift. det nærvær, man oplever med familie og venner, fordi man værdsætter de stunder, det trods alt bliver til i løbet af et år, selvom vi er tusindvis af kilometer væk til dagligt.

Og lige før den seriøse nedtælling går i gang, er vi i Dubai Opera for at opleve Emilie optræde sammen med sin danseskole, Dubai Performing Arts, som har til huse i Dubai British School Jumeirah Park.Maricel er selvfølgelig inviteret med, for det ville Mille meget gerne have, og så var det en smart mulighed for at få en opera-oplevelse uden at skulle betale mere end 400 kroner for billetten. For ja – det kostede en danseskole-afslutning at få billet til. Per person. Only in Dubai, som man si’r….De to nødder hér var også med. Vi var der i god tid, hvis I undrer jer over de tomme stolerækker. Der kom masser af publikum.Showet var helt fantastisk. Mille havde 50 sekunders sceneoptræden, men hun elskede det – og det må virkelig have været en stor oplevelse og give et sug i maven at træde ud på så stor en scene. Hun havde været nervøs for det, men hun havde sat sig for, at det VILLE hun være med til – og det gjorde hun flot og stærkt.At bedømme på ansigtsudtrykket efter knapt tre timers show, havde det været alle øvetimerne og øvedagene værd.
Cille tog det noget utydelige billede af hende i det splitsekund, hun opdagede os i mængden efter showet. Jeg føler, at hun nærmest stråler af stolthed med sin lille glorie af fuldstændig hårlaksstift guldhår.Bagefter gik vi fra Dubai Opera langs Dubai Fountains over til Dubai Mall og fejrede et imponerende fint og veloverstået danseshow med en masse sushi og en italiensk is. Aftenen var så lun og vidunderlig. Det føltes helt ophøjet eller bevægende, og vi var alle overvældede over, hvor fint børnene havde optrådt for os på så stor og professionel en scene.Jeg bliver altid rørstrømsk af springvandet. Indrømmer det gerne. Det er det hele – Burj Khalifa, alle skyskraberne, de smukke lys, musikken og vandet, der spiller sammen, folk af alle nationaliteter, der sammen nyder synet, den tyrkiske issælger, der langer isvafler ud med bimlende klokker og et drilsk blik. Det er turisterne, der skal tage selfies og stiller sig an i den helt rigtige positur. Det er børnene, der danser, svajer, virrer omkring til musikken og de springende, bragende vandmasser, der buldrer nedad. Ponton-promenaden, I ser på billedet er relativt ny. Den koster 20 AED at gå ud på, og jeg er sikker på, at det er en sjov oplevelse at stå helt ude i springvandet, når det går igang.

Den store scene i operaen var ikke den eneste, Mille har optrådt på i ugens løb.Der var nemlig også Summer Concert på hver årgang, hvor de otte klasser A-B-C-D-E-F-G-H optrådte med hver deres sang. Det lidt uheldige var, at musiklæreren lå derhjemme med corona, og børnene var derfor overladt til deres egen ’opholdsdrift’ – og det klarede de simpelthen så fint. Selvfølgelig manglede der en dirigent, og ja – der var lidt engang i mellem med at følge musikken, men det var en fornøjelse at se dem alligevel.

Børnene fortjener sommerferie som aldrig før. Hold op, hvor har de knoklet på.

Og jeg fortjener sommerferie som aldrig før. Hold op, hvor er jeg udmattet og træt som et alderdomshjem.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet