Det er længe siden, at vi har været på camping i ørkenen, men forleden fik vi os endelig pakket sammen og begav os ud på den ene side af det imponerende Sheikh Mohammed Bin Rashid Al Maktoum Solar Park.Billedet her er lånt fra DEWA (Dubai Electricity & Water Authority) og solcelleanlæggets hjemmeside: https://www.mbrsic.ae/en/about/mohammed-bin-rashid-al-maktoum-solar-parkog selvom det ligner noget fra en sci-fi-roman eller måske Saurons Tårn i Ringenes Herre, er der tale om den virkelige virkelighed. Anlægget er naturligvis verdens største. Det giver mening både i forhold til vejret i en ørkenstat og mentaliteten i den arabiske verden. Hvis vi køber ind i hele solcelle-idéen, skal vi være de bedste og de største, ikke?Solcelleanlægget bygges i enorme faser, der fuldføres på ca. 2-3 år, hvorefter de fortsætter derudaf med en ny fase – kilometer efter kilometer æder de sig ind i ørkensandet. Og der sker ikke noget som helst ved at gøre der, for det enorme område bruges alligevel ikke til andet.

Solcellerne flytter sig kontinuerligt efter solens stråler, og de arbejder også med fotovoltaiske celler, som jeg knapt forstår, hvad er. Det eneste, jeg kan se med det blotte øje er, at der skinner et vanvidslys ud fra det høje tårn, så der opstår en form for lys-sky eller et lys-fatamorgana, der vitterligt ligner noget fra en dommedagsfilm. Og når verden ser så fuldkommen sci-fi-agtig ud – helt derude i den uberørte natur – er det faktisk en hel lettelse at mærke lidt på den knortede bark og de stikkende grene på ghaf-træet, og at klatre rundt i sandets smukke bølger. Vi ground’er lige med hænderne og fødderne, når verden bliver stor, sær og lettere uforståelig.Denne gang var vi kørt mod Al Qudra allerede ved 14-tiden, så vi kunne nå at nyde mine nybagte fastelavnsboller og stille telt op, før det blev gin & tonic tid i solnedgangen.Den lille lejr bag solcelleparken er fantastisk, når det ‘bare’ handler om at hygge sig og nyde campinglivet, for der er alt for få dunes til, at ørkenbils-entusiasterne gider komme der. Som I kan se på billedet, er vi vitterligt kørt om bag en enkelt dune, for herefter at slå telte op i læ.Når vi endelig er kommet herud, er der fuldkommen ro. På sådan en ubeskrivelig måde. Det er det storladne ved ørkenen, der giver os den fredfyldte fornemmelse.Øjnene får lov at vandre. Kroppen får lov at vandre. Tanker, håb og ønsker kan sendes højt op i himlen. Vi finder små dyrespor og efterladenskaber efter fugle, harer, firben og gazeller i sandet. Vi får kigget indgående på de få planter og træer, vi møder undervejs.Planternes og træernes overlevelsesevne og hårdførhed er en kilde til evig beundring. Her har jeg zoomet ind på ghaf-træet, som i øvrigt er det nationale træ i De Forenede Arabiske Emirater og naturligvis en fredet art i ørkenen, så man skal passe på det – og selvfølgelig ikke knække grene af til bål eller lignende.

Hver gang vi er i ørkenen, overraskes vi over, hvor pludseligt solen går ned.Cille havde dog forberedt sig, så hun kunne læse videre ved hjælp af en lommelygte, og Mille klatrede lige en sidste gang op ad en stor bunke sand sammen med Chase, før det blev mørkt.Stemningen er afslappet og varm, når der ikke er andet at forholde sig til end lidt madlavning og at få nok varmt tøj på til vintertemperaturen i ørkenen. Det er back to basics – og det er decideret sundt for nervesystemet at skulle forholde sig til helt basale behov, tror jeg. Især når hverdagen flimrer meget.Bålets varme var virkelig på sin plads her i februar. Hvis man ikke har oplevet en ørken, kan det være svært at forestille sig, hvor fugtigt, der rent faktisk er. I vintermånederne december, januar og februar, kan man fryse helt vildt derude – og vi endte med at sove i merinould, store dyneveste og skisokker i teltet. Det lyder åndssvagt, men fugtigheden er en stor faktor i De Forenede Arabiske Emirater – uanset årstiden. Og måske burde jeg tilføje, at fugtigheden er en lidt træls følgesvend, fordi det føles så ubehageligt, uanset om man er kold-og-klam eller svedende-klam.

Næste morgen vågner vi til helt vindstille, klart vintervejr.Martin steger bacon og æg til de morgensultne tropper.Selv hunden kan fornemme, at der er noget lækkert i vente, selvom den selvfølgelig ikke må få røget gris.

Desværre blæser det op efter en ellers så stille og dejlig morgen, og vi pakker sammen – svedende og snøftende – for de fine sandkorn går lige i åndedrætssystemet.Og nu er vi hjemme igen. Teltet er blevet luftet, vasket og tørret hjemme i parcelhushaven, så den er klar og fin til næste omgang sandblæsning. Vi har også næsten fået ‘snøftet færdigt’ efter at sandstormen lagde beslag på samtlige pande- og bihuler i familien, og så er der tilmed forlænget weekend fra skolen. What’s not to like?

Skiferie blev det desværre ikke til – men som det fremgår af billederne er der masser af natur og udeliv her i ørkenstaten, som vi kan nyde lige nu, mens vinteren stadig giver os behagelige temperaturer både om dagen og om aftenen.

Januar viste sig at være en 339 dage lang og ørkesløs ørkenvandring. Udmattende for alle involverede. Selv for Daisy.Heldigvis har februar vist sig at være et langt mere charmerende bekendtskab, blandt andet fordi vi startede ud med et Nytårstaffel, som en slags genfejring af, at vi nu skriver 2023, og at vi for hæwla har lov at håbe på det bedste. Igen-igen-igen.Det med det lysegrønne håb for det nye år sendte vi afsted i selskab med Hr. og Fru M, der fortjente en fejring ligeså meget som vi selv gjorde. Ind i mellem er det med at lede efter lyspunkterne, når man bokser rundt i en lidt for stor manege.

Til taflet var der sørme kommet en iransk kaviarleverance lige på det rette tidspunkt. Denne gang serverede jeg de sarte, vilde størrogn med lidt frisk purløg, en fuldfed creme fraiche og lidt hakkede æg – og så selvfølgelig med ‘pagne til. Det var sådan set kun de hårdkogte æg, der var overflødige, lød bedømmelsen fra selskabet.Hovedretten var et samarbejde mellem Martins oksemørbrad på grill og mine semolina-sprøde ovnkartofler, men det var der ingen, der forevigede, for vi havde travlt med at spise og drikke. Præcist, som det var tiltænkt og (tiltrængt). Men da vi kom til kagerne, var Fru M der igen med kameraet. Paris Brest med hasselnøddecreme, jordbær- og citrontærter, og en ordentlig chokoladesag med guld på toppen, som Cille gad at spise.Kagerne havde jeg hentet i Odeón Dubai, som i sandhed er en bid af La France midt på Jumeirah Beach Road. Man skulle næsten tro, at de havde haft de filippinske medarbejdere på kursus i kundeservice a la Paris. Men kagerne smagte vidunderligt, og det var trods alt det vigtigste. Til gengæld var kransekagebageren (læs: Martin) hverken mut eller fransk-arrogant, mens han servicerede selskabet. Han var faktisk helt i vater.Og i samme overskudsagtige stil overraskede han med at have forberedt en musikquiz til taflet. Quizzen blev tydeligvis ikke vundet af mig, selvom jeg forsøgte at true mig til det flotte trofæ af en guldpokal. For hvem vil ikke gerne ha’ sådan en præmie pyntende på skænken i stuen, spø’r jeg bare?Jeg elsker, at vi kan fjolle og hygge på denne her måde i en selvvalgt familieform, når nu den biologiske familie er ret langt væk det meste af tiden.

Og når nu jeg nævner den biologiske familie derhjemme, modtog jeg følgende billede af min kære Svigermor fra hendes entré forleden. GLS havde lige været forbi med en lille bestilling. Fra mig til mig.

Nu er min Svigermor ikke nødvendigvis verdens største menneske rent fysisk, men kasserne var stort set på højde med hende, da hun skulle pakke ud og tjekke for skår. Jeg fik helt røde kinder af flovhed over, at de ting, jeg har bestilt, fylder så meget hjemme hos dem. Men om lidt flytter kasserne ud igen og hen i det her hus, som vi er ved at bygge i Hillerød. Vores sommer- og julehjem i det nordsjællandske. Heldige os.

Vi skal hjem og se til husbyggeriet i slutningen af marts, når vi har Spring Break. Den 14-dages forårsferie ligger aldrig samtidig med den kristne påske, hvilket er både dejligt og irriterende, men vi vil da benytte lejligheden til at se til det kommende sommerhus og til familien derhjemme.

Indtil da nyder vi februar her i Dubai. Grøn, fin og sval, som den nu er i en fjern Ørkenstat.I næste uge er der endda to fridage fra skole – ikke en hel uges vinterferie som i Danmark – men to dage i sammenhæng med weekenden er da dejligt at se frem til. Og jeg går den lille break i møde velforberedt. Med spritnye emneforløb til alle seks årgange.

Year 4 og 5, som svarer til 2. og 3. klasse, skal arbejde med H.C. Andersens liv og forfatterskab – og med genren kunsteventyr i form af den bedste af alle klassikerne, “Den Grimme Ælling”.Year 6, som svarer til 4. klasse, lukker deres nuværende forløb om FNs Verdensmål og går et litterært forårs-forløb i møde med Mette Eike Neerlins “Historien om Hr. Madsen”. Vi vil komme vidt omkring – fra lejrskole ved Møns Klint over dyb ensomhed til en mulig TV-vært.Year 1 og Year 2, som svarer til 2 x 0. klasse, skal træne begyndende læsning og se nærmere på hverdagslivet i Danmark og Norden ved hjælp af den skønne serie om pigen “Elsa” fra Sverige og den danske serie “Vi er Pelle og Maise”, hvor tvillingepigen lever med cerebral parese, mens drengen er fuldstændig rask og velfungerende.Inden da skal vi være helt færdige med fine forløb om hhv. “Krible-krable-dyr” og Jakob Martin Strids “Den Utrolige Historie om Den Kæmpestore Pære”.Year 3 og 5, som er hhv. 1. og 3. klasse har endnu ikke afsluttet deres respektive forløb, “Symboler i trafikken” og Stian Holes “Morkels Alfabet”. Der er lige et par timers aktiviteter endnu, før vi kan sende nogle af tingene med hjem, mens andre skal pynte fint i klassen.Før jeg får set mig om, kommer Flyvende Mormor herned til os og nyder lidt af februars blide sol og milde varme, mens hun holder frikvarter fra det danske vintervejr. Hun er godt nok en vild vinterbader i det store Vesterhav, men mon ikke hun også kan overtales til et dyp i knapt 20 graders lunt havvand?Billedet her er taget i 2018 og viser i al stilfærdighed det særlige bånd mellem Mille og Mormor. Kæmpe energi, februar, lad det fortsætte sådan!

Nyd en velfortjent vinterferie i næste uge, venner. 💜

Den 31. januar 2014 lavede Martin et opslag på Facebook, der lød sådan her:

Vi nåede at bo 3.5 år i England. Det første år i det nordøstlige London, nærmere bestemt Woodford Green, hvor Martin knoklede på livet løs med et større økonomisk oprydningsarbejde, mens jeg arbejdede deltids som ekstern konsulent for Maersk Line IT – og samtidig havde en voksende Mille-baby i maven. De næste 2.5 år var jeg hjemmegående husmor med ret så svingende succes i landsbyen Nacton, der ligger mellem Felixstowe og Ipswich i Suffolk. Alt i alt et stille, roligt og trygt familieliv i grønne omgivelser og et nærmiljø, der bedst kan betegnes som både naturligt og fredfyldt. Måske endda lidt til den kedsommelige side – helt derude på landet – hvis jeg nu skal være sådan helt ærlig.

Men der var opbrud på vej, da Cille var 4 år og Mille 1.5 år.

I løbet af Martins udstationering flyttede ‘hovedkontoret’ i København nemlig til Den Haag i Holland, og der var således blevet udsigt til en eller anden lokal kontrakt i træsko- og tulipanlandet. Hvilket sikkert også havde været fint, hvis det var endt sådan. Men…på en regnfuld gråvejrsdag i Felixstowe Havn ringede en headhunter og spurgte Martin, om ikke det var en idé at tage til en jobsamtale i sunny Dubai i stedet?Martin kendte Dubai fra tidligere forretningsrejser, og han tog derfor afsted for at se, hvordan det stod til i den arabiske shippingverden. Han kom hjem med en guldkamel i en nøglering og en plade chokolade, samt beskeden til mig om, at det ‘vist ikke rigtigt var noget’. Fast forward til den 25. december 2013, hvor han sent om aftenen fik et opkald fra Dubai med tilbud om job. De havde været mægtigt glade for samtalen, og vi morede os lidt over kulturforskellene.

Nu skriver vi 2023.

Martin tog afsted med en overbevisning og et håb om, at vores firkløver kunne trives i De Forenede Arabiske Emirater. Jeg tog afsted med en hulens masse kufferter og to små piger uden den fjerneste anelse om, hvad det ville sige at bo i Dubai. Jeg havde aldrig været der. Ikke engang på et kort visit.Nu tæller vi 9 år i sandkassen. Martin fik ret. Og jeg klapper mig selv på skulderen for at udvise lige dele tillid og mod. For selvom Dubai er et af de mest priviligerede steder at bo i verden, var der langt fra Danmark og England rent mentalt, og jeg anede intet om, hvad det ville sige at bo i et land så langt fra Europa.Det er vildt at tænke på, at vi allerede har levet så mange år i Mellemøsten. Det er blevet vores hjem. Muezzinens bønnekald fra minareten er lyden af hverdag. Af den evige cyklus mellem solopgang og solnedgang. Af det naturlige fokus på hengivelse til Gud og på fællesskabets bøn. Der er den distinkte lugt af varmt sand, når planter, buske og træer vandes to gange om dagen i vores compound. Der er den krydrede duft af oud og rose, når man træder inden for døren i et vilkårligt mall. Der er hummus og fladbrød. Sandaler og solbriller. Der er et mylder af mennesker fra all walks of life og fra alle verdens lande. Der er inshallah’er, halas’er, yalla’er, mashallah’er og astagfirullah’er, der flyver ud af munden, når følelserne tager over og faktisk bedst beskrives på arabisk. Et sprog, vi ellers hverken taler eller forstår. I et land, som både er komplet tillukket og gæstfriheden selv over for os – de fremmede, alle gæstearbejderne.

Det er et modsætningsfyldt sted. Et arabisk fatamorgana og et funklende babelstårn, vi alle beundrer både indefra og på lang afstand.

På forunderlig vis er vi lige her – midt i en arabisk smeltedigel af en moderne storby, der lokker og lover, glimter, buldrer, bimler og skinner så langt øjet rækker.

Jeg elsker Dubai. Af hele mit hjerte. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte synes om det. Verden bliver mere broget, farverig, stor, uoverskuelig og vanvittig for hvert år, der går – eller sådan opfatter jeg det ihvertfald. Og jeg bliver mindre sikker på, hvad der egentlig er den ‘rette’ verdensopfattelse. For er der én ting, jeg har lært af at bo i Mellemøsten, er det, at den vestlige verdens moraliserende adfærd og bedrevidende attitude over for resten er verden er utålelig. Ganske enkelt.Der findes så mange gode løsningsmodeller og bud på velfungerende samfund. Og ting tager tid. Den vestlige verden mener at se sig forud for alle andre og som ophavsmænd og -kvinder til det ‘rigtige’ værdisæt og den ‘rigtige’ livsform. Men jeg oplever, at det moralske kompas findes i os alle – uanset hvilken Gud, vi tilbeder, eller hvilket sprog, vi taler. At ønske at opføre sig ordentligt og udøve retfærdighed og gavmildhed mod ens næste er noget universelt menneskeligt – også selvom det kan se forskelligt ud, afhængig af, hvor man kommer fra.

Jeg er dybt taknemmelig for, at vi endte her i De Forenede Arabiske Emirater. Pigerne går i en truly international IB-skole, som de selv formulerer det, når skolen huser elever fra over 90 nationaliteter og lærere fra ca. 30 nationaliteter. De vokser op med en mangfoldighed, som kommer af at leve sammen med rigtig mange forskellige kulturer, og en åbenhed, som kommer af at observere andres opførsel, ritualer, traditioner og adfærd, der måske på overfladen ser forskellig ud fra én selv. Læringen af at vokse op sammen med andre, der gør tingene på deres egne måder er, at et godt resultat eller et succesfuldt liv kan opnås på mange måder og ad mange veje.Vi lovede hinanden fra 12.5 år siden, at vi gerne ville ‘prøve livet i udlandet af’, men at vi samtidig gerne ville forsøge at flytte ‘mindst muligt rundt’. Den intention har vi holdt ved. Om pigerne nogensinde kommer til at føle sig ‘rigtigt danske’ eller det modsatte – ‘helt rodløse’ – vil kun tiden vise. Måske vil de bebrejde os, at vi valgte det her liv for dem og for os selv? Måske vil de være glade for at have vokset op i et internationalt miljø? Måske vil de være trætte af, at vi tog så stor en beslutning hen over hovedet på dem, som har vidtrækkende konsekvenser for os alle? Måske vil de være taknemmelige over at have set verden med mange sæt briller fra en ung alder?

I mellemtiden er jeg drøntaknemmelig over at leve et enormt behageligt liv i et trygt og sikkert i et samfund, hvor familielivet er det primære omdrejningspunkt, og hvor hverdagen er det allerbedste.

Et liv, hvor det går op og ned, præcist som det også ville have gjort, hvis vi var blevet derhjemme i vante rammer. Der kom f.eks. basal cellecancer forbi og lærte mig, at selv Martin ikke er udødelig. Det var et reelt chok.
Der kom også pludselig en 40 års fødselsdag forbi til mig, som heldigvis kun bød på pretend sygdom.
Og om lidt sniger der sig en 50 års fødselsdag forbi til Martin, selvom det virker helt mærkeligt, at den 29-årige mand, jeg lærte at kende, nu pludselig skulle forestille sig at være halvvejs til de 100?

Vi fejrede kobberbryllup for allerede to år siden, og vi har været kærester i 22 år. Det er efterhånden halvdelen af mit liv, at vi har ‘haft hinanden’.
Sammen bøvler vi rundt i forældreskabet på 13. år. Det er ikke hver dag, at det lykkes at gøre tingene rigtigt, men intentionen er der, og de to piger er det bedste, der nogensinde er blevet givet os.Vi forsøger os endda med en hund. Med samme svingende resultater som med de to piger. Lidt op og lidt ned – og hele vejen igennem med Maricel ved vores families side.
2014. Det er alligevel et par dage siden vi rejste fra det engelske landsbyliv til en støvet ørkenby. På en måde er det meget godt, at vi sjældent kan overskue konsekvenserne af vores store valg i livet. Det er heldigvis for komplekst til at tage helt ind. Og der er jo flow i tingene. De løser sig. De giver mening – måske ikke i øjeblikket, men så lidt senere.

Men flytter vi så aldrig ‘hjem til Danmark’ igen?Det korte og bundærlige svar er – det ved vi ikke. Vi opererer ikke med bucket lists og fem-års-planer. Ingen kan alligevel kontrollere, hvad der sker om en måned eller et år. Vi arbejder ud fra, at hverdagen skal være meningsfuld og god – ihvertfald 90% af tiden, og så må vi deale med de sidste 10%, der er røv og nøgler.

Vi købte et hus i vores compound for 4 år siden, og det var den allerbedste beslutning – uanset om vi bliver her længe eller ej.
For ‘hjemme’ er en følelse. Og den trængte vi til efter rigtig mange år med i lejeboliger i England og her i Dubai.
31. januar 2014. Et Facebook-‘officielt’ farvel til en dejlig arbejdsplads og goddag til et noget anderledes arbejdsliv – for Mellemøsten is one of a kind.

Sneen smeltede og frosten forsvandt, da vi trillede fra vest mod øst. Og så fik vi ellers det gode, gamle december-gråvejr at mærke i Wonderful Copenhagen. Hold op, hvor var det råkoldt!Denne juleferie havde vi booket en lejlighed i STAY Seaport, som ligger i Nordhavn, der virkelig er blevet et velfungerende kvarter lige ud for Århusgade/Indre Østerbro, som var vores første fælles ‘hood’ i København.Fra lejlighedens vinduer havde vi udsigt til Oslobåden – og en masse hotelbyggeri på kanten af havnebassinet.Cille og Mille sov længe hver morgen, så morgenmaden smeltede nærmest sammen med frokost. Og når mørket faldt på om eftermiddagen, klistrede deres rygskjolde pludselig til sofaen. Allerhelst i selskab med Kusine Emma, der var ekspert i de mest hjertevarmende Netflix-serier.Mille var dog heldigvis til at lokke med ud i den friske luft ind imellem. Her klatrede hun til tops på k0nditaget oven på Parkeringshus Lüders, der ligger lige over for STAY Seaport.Der var lidt ‘newyorker-vibe’ over hele Århusgadekvarteret, følte jeg – med lejlighedskompleksernes fancy lobbyer, de forskellig-artede bygninger og ret luksuriøse bud på indretning i en rå og moderne stil.Jeg nød virkelig at være i København igen. Det blev til en masse dejlige løbe- og gåture langs vandet, hvor de vanvittige (eller gæve, afhængig af øjnene, der ser) vikinger tog morgen- og aftenbad i havnebassinet. Ofte splitternøgne – til Milles og Cilles forfærdelse. Vi er jo vant til ‘at preserve modesty’, som Cille formulerede det.
Martin og jeg nåede en enkelt runde omkring Indre Østerbro, hvor vi stod og skuttede os i kulden uden for Marstalsgade 20, som var vores allerførste hjem sammen. Lejligheden 4. th. havde Martin købt og istandsat lige omkring år 2000, og vi mødte hinanden den 10. maj 2001. Der går dog to år, før vi officielt flytter sammen i lejligheden på Østerbro, men jeg havde min ugentlige gang i det skønne kvarter og lærte hovedstaden at kende på cykel langs Søerne. Det var en skøn tid, og vi følte os virkelig nostalgiske, som vi gik sammen – 20 år senere – ad Ndr. Frihavnsgade mod Trianglen. Det føltes nærmest som et andet liv, fordi vi på en måde har lagt Danmark ‘bag os’ i så mange år – og fordi vi har bygget vores familieliv op langt væk fra København og Nordsjælland, som det sikkert ville være blevet til, hvis vi var forblevet i landet.Det blev også til en enkelt tur med S-toget fra Nordhavn til Københavns Hovedbanegård – bare for lige at ‘fornemme lokalkoloritten’ i den offentlige trafik lige op mod jul. Der duftede overhovedet ikke af ‘nillekranse eller appelsiner med nelliker – og der manglende en del folk med pudseklude til vinduer og vægge, blev vi enige om. Metroen i Dubai er pinligt ren og velholdt.Jeg havde haft idéen – eller rettere fantasien – om ‘Jul i Tivoli’ sådan cirka 4 ever. Eller ihvertfald siden det gik op for os, at pigerne muligvis var de eneste danskere, der aldrig havde oplevet en tur igennem verdens ældste forlystelseshave.Vi købte almindelige entrébilletter, fordi pigerne og jeg turde ikke prøve de vilde rutsjebaner alligevel.Og så vadede vi ellers rundt i flokken af gløgg-ramte mennesker, mens mørket faldt på.Jeg var helt sikkert farvet af, at Cille havde en virkelig dårlig dag, som lagde en dæmper på fornøjelsen for os alle, men jeg var ikke imponeret. Ærligt, så var forestillingen om ‘Jul i Tivoli’ langt bedre end virkelighedens version, der mest af alt var nogle påhængte lyskæder, et par flotte juletræer (det medgiver jeg) og en håndfuld fedtede, hundedyre churros, man kunne få lov til at spise småfrysende, mens man blev skubbet videre af alle de andre, der ligesom osse var i Tivoli for at glo julelys og bunde lunken rødvin med bulnede rosiner.Efter den lidt lunkne omgang i Tivoli var der til gengæld perfekt julehumør på FIAT på Kongens Nytorv, hvor vi spiste middag sammen med dejlige venner. På Cilles BeReal forsøgte vi at tø op i baren med varm kaffe, før vores venner joinede os lidt senere.Lillejuleaften julede vi igennem i Gadevang hos Farmor og Farfar. Vi pyntede peberkager, som Emma havde bagt på forhånd, for Farmors ovn var dedikeret 100% til ande-stegeri, dagen før dagen, you know.Midt i ænderne bagte Farmor et fad lækre æbleskiver, som vi spiste med en lille gløggeløk til.Og hun håndterede mere eller mindre fjollede børnebørn, der skulle pynte juletræet.Det lykkedes alt sammen. Også selvom den store kasse med julepynt og æ’ julestjerne’ var blevet væk på loftet i bedste ‘Gertrud Sand’-stil.

Juleaften var nogle af os mere ivrige efter at få taget et familiefoto anno 2022 end andre i firkløveret.
I en lille del af min hjerne er pigerne stadigvæk sådan her, som Farmor forevigede os i julen for fire år siden.

Dengang var Cille 9 år og Mille 7 år.

Men jeg ved jo godt, at der er sket VILDT meget i løbet af de sidste par år.

Nogle gange ville det bare være rart med den barnlige uskyld igen – og den tilhørende lykkeligt uvidende forældrerolle.

Små børn, små problemer. Store børn, større udfordringer, som det gamle ordsprog nok så kløgtigt lyder.Juleaften var vi intet mindre end 19 gavtyve i alderen 7 til 87 samlet. Det’ da meget godt gået. ❤
Og før vi vidste af det, var det pludselig tid til at pakke kufferten fuld af rugbrød og vintertøj for at drage sydpå igen.Hjem til Daisy-hunden, der var i kennel hos My Second Home Al Quoz. De sendte denne her slags billeder undervejs i vores juleferie for at dokumentere, at hundi’en altså ikke led nogen form for overlast.Og se så lige en vinter-velkomst, jeg betragtede fra vores have, da vi ankom lige efter midnat den 29. december.Det er ikke svært at elske vores liv og hjem hernede. Der er sådan set kun savnet efter vores familie og venner, der gør det tungt ind imellem. Særligt når der sker noget uventet eller ubehageligt. Heldigvis er vi snart ved at få tingene sat op således, at vi har et rigtigt ‘hjem’ både i Vestjylland og i Nordsjælland, når vi kommer til Danmark.

Det er faktisk denne her mudderpøl, som skal blive til vores nordsjællandske hjem. Til marts er der ikke mere mudder, i stedet står der et træskelet, siger arkitekten. Og hvis han siger det, skal det såmænd nok passe.2023 tegner til at blive et spændende år med bl.a. et sommerhusbyggeri. Vi får se! ❤🌿

Hold nu op, Dannevang har budt os velkommen på fineste vis i denne her juleferie!Traditionen tro ventede Farmor og Farfar på os i lufthavnen, hvor der er i dén grad er kommet styr på bagagehåndteringen, så vi kom glade og lettede igennem på rekordtid.

Farmor og Farfar tog pigerne med hjem, mens jeg legede det sædvanlige lejebils-tag-fat med Europcar. Og hjemme i Gadevang havde landsbyen simpelthen sørget for et Winter Wonderland uden lige, som pigerne trissede rundt i – iført løsdele fra Farmors ude-garderobe, fordi vi vitterligt ikke havde så meget som en eneste windbreaker, der kunne passe de to hurtigt-voksende vikingebørn. Den efterfølgende mandag stod på straks-indkøb af vinterstøvler, skibukser og skijakker – for man kommer ikke ret langt i en tyk sweater lige nu!Efter leg i sneen var der nybagte hjertevafler i Farmors lune køkken sammen med Fætter V og Kusine F. De sprøde vafler er ligeledes en del af traditionen, og der findes ikke noget hyggeligere end at gøre det samme igen og igen – sammen med dem, vi holder allermest af.
På et halvt døgn gik vi således fra +28 grader i De Forenede Arabiske Emirater til -2 grader i Danmark – og det kunne mærkesi alle ekstremiteter, selvom der var fyret godt op for radiatorerne i Farmor og Farfars hus. Senere trillede vi en kilometer tættere på Hillerød, hvor vi var så heldige at blive budt på aftenkaffe og fik opdateringer siden sidst hos Proprietæren, Datteren og Fruen. Prøv lige at se en udsigt, vi vågnede op til næste morgen på hestegården. Hvis ikke dét er den reneste landidyl, så ved jeg ikke, hvor jeg skal finde den!Efter morgenmad med udsigt til de smukke og fredelige heste i sneen, krydsede vi landet og endte i Blåvand, hvor Mormor heldigvis havde beboet sommerhuset i nogle dage, så huset var varmet godt op.Cille indtog straks gulvet foran brændeovnen rullet ind i uldtæpper, men vi fik dog lokket begge pigerne med ud i snevejret senere om aftenen.Det var så iskoldt, at vandet i de små kanaler var blevet så stift, at Hr. og Fru And stort set kunne gå på vandet, da de vraltede ud på deres aftentur.Næste morgen skulle de vand-vittige vikinger i Vesterhavs-baljen. Jeg fatter ikke, hvordan de gør det, men de gør det igen og igen hele året rundt. Iført badekåber og tophuer går de målrettet mod det iskolde havvand.Mille, Anton-hunden og jeg valgte at blive oppe på badebroen, hvor vi skuttede os og undrede os over vanviddet. Kulden gjorde ondt i kinder, næse og fingerspidser, men vinterbaderne elsker åbenbart fornemmelsen – ihvertfald BAGEFTER, når den indre glød vågner og endorfinerne drøner rundt i kroppen.Moster Lene, Onkel JE og Kusine Cath blev hele dagen 0g julehyggede med os. De havde islandske klejner med, som de kogte og serverede til Mormors fantastiske glühwein.Og sådan er det fortsat hele ugen. Med leg i sneen.
Og iskolde gåture ned til Vesterhavet.Efterfulgt af varierende indendørs sysler. Marcipan må der jo til. Og lidt bøvle-bowling.Det er så heldigt, at Mormor ikke længere arbejder, så hun kan være hos os hele tiden i Blåvand, og vi er ligeså heldige med at alle andre omkring os gider tage fridage og bruge dem sammen med os, når nu vores juleferie afholdes ekstra tidligt i år. For mandag sætter vi kursen mod den nordsjællandske familie og vennekreds. Og allerede den 28. december rejser vi retur, fordi skolen starter 2. januar med tre dages lejrskole til Mille.

Cille er ikke meget for fotografering for tiden, så jeg må snige mig til at tilføje hende her på bloggen. Hun har været på to x efterskole-besøg i løbet af ugen, og der er muligvis spottet et sted, der godt kunne gå hen og blive hendes hjem i et skoleår.Heldigvis er der 2.5 år til et potentielt efterskoleophold, så både Cille og jeg kan få arbejdet lidt med tanker, følelser og forventninger. Hun er trods alt kun 13 år gammel, og det hele bliver først relevant i en kommende 10. klasse som 16-årig.Der skal også ses et par efterskoler mere – måske i vores Spring Break i slutningen af marts – men for nu holder vi juleferie og vegeterer lidt over konceptet ‘efterskole’. Det er jo et kæmpe skridt, hvis og når Cille skal bo i Danmark, især fordi vi måske ikke flytter med – og fordi hun aldrig har boet i Danmark siden hun var halvandet år gammel og blev slæbt med på udlandseventyr i gode, gamle England.

Et skridt ad gangen. Lige nu sover teenageren længe, mens jeg venter på Mille, Søster, Svoger, Niece Jo og Nevø Auggie, som kommer hjemme fra Mormors hus. Senere støder Morfar og Conny til her i Blåvand, så vi kan julehygge sammen og måske forære de fire troldebørn lidt julegaver på forskud.Og til allersidst dukker ham her – www.flot-fyr.dk – forhåbentlig op på Bramming Station i aften, så han også kan få en bid af  Winter Wonderland og juleferie i Danmark.
Måske har han stadig sin smoking og butterfly på – hvem ved? Eller måske vil han foretrække at få udleveret sin vinterjakke og et par støvler.

Glædelig Jul, peeps!