Dagplejen

Er det ikke bare længe siden, jeg har skrevet lidt om Daisys hundeliv?

Månederne løber afsted, og om et par uger fylder Daisy 1 år. Eller rettere – vi har aftalt, at hun fylder 1 år. For hendes præcise fødselsdato er der vist ingen, der har holdt øje med.Vi gjorde jo det moralsk forkerte, da Martin og jeg, efter gentagne ulykkelige besøg i det nordlige Dubai på det ubehagelige ‘kommunale dyremarked’, langt om længe blev tilbudt Daisy på selve juleaften sidste år. Vi sagde ja og smed et stort depositum på et fedtet skrivebord hos en nigerianer, der blot lod os stå og glo ind i et bur med tre små maltipoo-hvalpe på rad og række. Det er selvfølgelig så langt fra den ideelle hvalpekøbssituation, man overhovedet kunne komme. Og vi vidste det, men håbede på det bedste.

Da vi så hentede hende 2 dage senere sammen med pigerne, den 26. december, blev Daisy samtidig erklæret 2 måneder gammel i sit hundepas. Og dermed fylder hun 1 år den 26. oktober. Fordi dyrehandleren har bestemt det, så det passede med, at vi hentede en 2 måneder gammel hundehvalp hos ham.Og hvorfor gjorde vi så egentlig dét her? Hentede en lille hvalp, hvis baggrund, vi aldrig kommer til at vide noget om? Det er jo ikke kun moralsk forkert, fordi der er så mange efterladte hunde, der venter i dyreinternater landet over. Det er samtidig økonomisk støtte til de hvalpemøller, der gemmer sig rundt omkring, hvor der sikkert ikke tages hensyn til tævernes ve og vel – og nok heller ikke til hvalpenes, når de kommer til verden og straks løftes ind i dyrehandlernes vinduer, hvor de skal se søde ud og lokke betydelige lommepenge ud af hunde-hungrende familier. Det er måske også direkte dumt ikke at kende forældrene til et dyr, man skal have hos sig i mange år. Men sådan blev det nu engang.

Vi gjorde det ‘forkerte’, fordi vi gerne ville have en hvalp, som kunne vokse op i vores familie – og ikke en voksen eller halvvoksen hund med potentielle traumer fra tidligere oplevelser. Vi gjorde det også, fordi vi ville have en lille, allergivenlig hund, der ikke fælder – og den slags sidder ikke i internaterne og venter på nye familier. Vi havde også undersøgt muligheden for at få en hund fra Danmark eller et andet sted i Europa, men det virkede besværligt, dyrt og tidskrævende. Så vi endte med vores egne lille, lokale Emirati-doggo.

Og vi har været heldige med hende. Hun er sund og rask – et energibundt, der spurter rundt, og er 100% ren kærlighed – sjov og fræk som kun hvalpe kan være det. Hun elsker at gå ture, lege med bolde, fjolle, kysse og samsove lige ved siden af os. Hun er alt det, vi håbede på og ønskede os som familie – og jeg har været hjemme i sommerferien og undskylde over for mine svigerforældre, fordi jeg nu selv har set lyset og er blevet en helt igennem tåbelig hundemor. Væk er de himmelvendte øjne over hundelivet – NU forstår jeg! 😂

Og med tåbelig hundemor in mente, vil jeg naturligvis dele lidt fotos af vidunderet, der nu vejer 5.5 kilo og er en langlemmet pudderkvast med blank snude og tindrende sorte øjne. Hun er måske-måske ikke udvokset, men i og med at hun er blevet steriliseret, sker der nok ikke meget på vækstfronten fremadrettet.
Daisy er netop begyndt at gå i dagpleje en gang om ugen, så hun kan socialisere med andre små hunde og brænde noget af sit vanvittige krudt af. Præcist som med de to første (menneske)børn, har vi ventet lidt og set tiden an, indtil barnet var kommet sig over de spæde børnesygdomme, var blevet fuldt vaccineret og klar til at indtage verden.

Her er det Farmanden, der står for indkøringi dagplejen, da det nogle gange hjælper på separationsangsten og mor-barn-bindingerne. 🤣Der findes masser af dagplejecentre til hunde i alle størrelser rundt omkring i Dubai. De er alle sammen store indendørs-haller, hvor hundene løber i forskellige gårde, tildeles aktiviteter og agilitybaner i løbet af dagen, får mulighed f0r at svømme og plaske i forskellige pools, og så kommer de ud at besørge morgen og aften, når solen ikke er for hård og varm.På centrene kan man tilkøbe lydigheds-, agility- og trick-træning. Man kan også få vasket, klippet, børstet og trimmet hunden på alle ledder og kanter. Og så kan man tilkøbe kennel-ophold, hvis og såfremt man skal rejse og ikke har pasning i hjemmet.Der er også en taxa-service, så ens hund bliver hentet og bragt frem og tilbage, hvis man ikke selv har tid eller lyst til at køre hunden i dagpleje.Man vælger selv, om det skal være halv- eller heldags-dagpleje fra gang til gang, og transportservicen er også noget, man bare whatsapp’er med centret om. De er så præcise, at det er med 15 minutters intervaller, man kan få kørt sin hund hjem.

I løbet af opholdet – uanset om det er en halv eller hel dag eller et decideret kennelophold – sender en dedikeret fotograf billeder og videoer af ens hund, så man kan se, at den har det godt og hvad den laver. Nogle centre tilbyder online streaming fra deres hundegårde og haller, men så fancy er Daisys dagpleje ikke – endnu.Hvis man ikke får tilstrækkeligt med billeder, tilbyder centret, at man ringer eller skriver til dem, så de straks kan sende fotos. Dén option har jeg ikke benyttet mig af, men som den hundemor, jeg er, stornyder jeg at modtage de små film og fotos af hende i løbet af dagen.Der er kun få steder, hvor hunde kan gå og lege uden snor i De Forenede Arabiske Emirater, og ofte er der tale om ganske små indhegnede parker, hvor der hurtigt bliver for mange hunde på én gang. Landet er først ved at vænne sig til en vestlig kæledyrskultur, hvor særligt hunde er højtelskede. Araberne er vist ikke kendt for at kunne lide hunde, som de anser for snavsede. Og skal der absolut være hunde, skal de bruges til at holde vagt.

Men tiderne skifter – og de vestlige, stærkt radikaliserede hundemødre og -fædre gør deres indtog i Ørkenstaten; hotellerne er begyndt at tilbyde dedikerede hunde-værelser og opholdssteder på stranden med hunde; der er hunde-dagplejecentre, gode dyrlægeklinikker, kenneler, der er specialiserede i at passe godt på dyr i længerevarende ophold osv. – og alle de her gode services gør det nemmere at have hund i et mindre fordelagtigt klima og i en travl hverdag. 🐶

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Shaheen

Vi har været i venteposition de sidste par dage.

Cyklonen Shaheen har nemlig ramt nogle af vores naboer – primært Oman og Iran – og det var usikkert, hvordan den ville opføre sig i Hajjar-bjergkæden, som De Forenede Arabiske Emirater deler med Oman. I Hatta-området har skolerne derfor været lukket de sidste par dage, og skolebørnene er tilbage på Teams igen.

Myndighederne vil ikke risikere, at Hattas lokalbefolkning bliver fanget i de kraftige vandmasser, der truer med at rulle igennem wadis’ene – hele vejen fra deres udspring højt oppe i bjergene og ned til landsbyerne. Når først vandmasserne får fart på højt oppe i Hajjar-bjergene, kan de oversvømme husene og ødelægge vejnettet, elektriciteten osv. på ganske kort tid. Det er sket før – og vil sikkert desværre ske igen.

I Oman har Shaheen givet det voldsomme nedbør, man frygtede. Vandet samler sig til stormfloder, der giver kraftige oversvømmelser af store områder.

Og er der noget, vi seriøst mangler på den arabiske halvø, er det afløb, der kan tage imod betydelige mængder vand. Jeg tvivler dog på, at der nogensinde gennemføres omfattende dræning og udbygning af afløb – det regner simpelthen for sjældent til, at man orker at tage det seriøst. Præcist som briterne, der bare ikke orker at sætte vinterdæk på bilerne, og derfor skøjter rundt i januar.

Det går ellers galt hver eneste gang, der er et åbent skybrud i Arabistan.

Her er det The Guardian, der rapporterer om Omans vandmængder i kølvandet på Shaheen. Det ser ikke just opmuntrende ud, og det er trist at se, at cyklonen tager menneskeliv.

I Iran har Shaheen givet voldsomme støvskyer og sandstorme, som helt sikkert har gjort det voldsomt ubehageligt at gå uden for en dør. Folk med åndedræts- og lungeproblemer må forskanse sig indendøre til showet er overstået, for selv raske personer kan blive rigtigt dårlige af at få sådanne mængder støv og sand ind i systemet.

I Dubai var der en smule snik-snak i aftes om midlertidig lukning af skolerne, men så galt gik det heldigvis ikke. Faktisk stod vi op til en forunderlig fin morgen med masser af skyer på himlen.Da jeg havde kørt pigerne i skole, gik Daisy og jeg en tur, fordi der var en let brise og besynderligt klart vejr for årstiden. Det var lige før jeg kunne trække vejret helt ned i lungerne, og det er store ting for årstiden.Jeg bliver altid småforelsket i vores ghetto, når vejret er fint. Pludselig ser jeg, hvor grønt her rent faktisk er, når solen ikke samtidig steger mig levende.Lidt senere gik det op for mig, at nok var vi stået op til en overraskende forfriskende morgen, der klart mindede mere om vinter end sommer, men Shaheen var stadig så uvis en faktor, at skolen pludselig havde aflyst dagens første Expo-ekskursion for dele af Primary School.

Uh, en flok skuffede skolebørn, der havde glædet sig inderligt til deres første field trip i knapt to år – som nu blev aflyst på grund af risikoen for vind og nedbør. Alene dét at skulle ombord i skolebussen og ud af huset var en stor ting for dem alle. Rygsæk, madpakke og praktiske sko stod klar allerede i aftes, fordi Mille glædede sig sådan til en oplevelse sammen med sine kammerater.

Men sådan skulle det ikke gå.

Regn og vind er farligt i en ørken.

Og vi ved det godt, for vi har set, hvordan det går, når en større mængde regn rammer Dubai inden for kort tid.

Det virker bare lidt morsomt for en regnvejrs-vant dansker, at man ikke må komme ud at køre i bus og på udflugt, for det tilfælde, at der skulle komme vand ned fra himlen.

Shaheen fik således sat en stopper for dagens skoleudflugt, og jeg tør næsten garantere, at Expo-site’t har ligget øde hen i dag, fordi ingen skulle bede om at blive ‘fanget’ derude, hvis der pludselig kom regn.

Men rgnen, støvet og stormen er stadig ikke kommet forbi os.

Måske er Shaheen fuset ud – eller også er den forsvundet andetsteds hen?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I H.C. Andersens fodspor

Det her er den hurtigste sommerferie, vi nogensinde har holdt, siden vi flyttede til udlandet og efterfølgende har haft 6-7 uger i Danmark hver sommer.

Hurtigste som i hold-kæft-hvor-tiden-går-alt-for-stærkt-stooooooop-jeg-vil-aldrig-hjem-igen.Og jeg ved godt hvorfor.

Pigerne er blevet store i det seneste år. Deres selvstændighed og selvhjulpenhed vokser.De sover længe om morgenen, når vi er kommet sent i seng. De har nemt ved at deltage i alle slags måltider, uanset hvor vi er og hvad der nu måtte stå på menuen. De kan underholde sig selv, når de voksne har travlt, og de leger selvstændigt med andre børn, stort set uden voksen-indblanding eller sure miner.Pludselig er der overskud igen på den mentale konto. Til at læse bøger. Til at drikke vin. Til at trille hjemmelavede romkugler, som jo er virkelig vigtigt.Min søster konstaterede præcist det samme, selvom hun har lidt yngre børn. For første gang nogensinde har vi kunnet sidde og sludre roligt sammen over en søsterlig iskaffe eller et glas rosé uden afbrydelser i de lyse, lange sommeraftener. Mér af det. Tak!

Og for det med de voksende børn er jeg aldeles taknemmelig. Ikke at jeg er en overskudsagtig tween-mor. Overhovedet. Jeg har svært ved at finde ud af min nye rolle, hvor jeg stadig skal være der i kulissen, men for det meste kun som modtager af feedback om, hvor dum eller cringe, jeg er. Men jeg begræder ikke, at tumlingerne er konverteret til inbetween-børn, dét gør jeg virkelig ikke. Jeg elsker samtalerne med dem om alt mellem himmel og jord, som de undrer sig over eller er nysgerrige på. Jeg elsker, at de kan blive alene hjemme et øjeblik – eller gå med ud og shoppe små dimsedutter, som de føler lige så stor begejstring over, som jeg selv gør.

Jeg elsker også at være Moster, selvom jeg kun har mulighed for at være det sådan for alvor i sommerferierne. Her viser Johanne os sin fine skole og fortæller om alt, der har med skolelivet at gøre. I år har jeg haft næsten tre uger med hende og hendes frække lillebror, hvilket er helt fantastisk.Genopdragelsesrejsen i Danmark er i det hele taget super-meget-lettere nu, end den var for bare få år siden, hvor de to søstre f.eks. havde en tradition med at stor-skændes på bagsædet, hver eneste f’ing gang, jeg startede bilen. Det var topstressende. Og pisseirriterende, når jeg kører flere tusinde kilometer hver sommer – ofte i rollen som ‘alene-mor’.

De go’e, gamle skændes-så-det-brager-dage er afløst af podcasts, playlister på Spotify, Minecraft og fælles telefonopkald i bilen. Jeg tager mig selv i at nyde vores road trips, hvor vi ruller fra Frederikshavn over Hillerød til Odsherred, Møn, Hasle og Odense, Varde og Blåvand på ganske få uger.

I Hasle måtte vi selvfølgelig opleve Skovtårnet inde i Camp Adventure.Jeg ville egentlig gerne have prøvet klatrebanerne, men det må blive en anden god gang.Cille lider af rimelig seriøs højdeskræk, Mille er vildt begejstret for alt, der indbefatter klatring, og jeg er lige dele møgbange og nysgerrig, så den fornuftige mor-stemme inden i mig sagde, at vi vist hellere må vente til en anden gang, hvor vi er omgivet af stærkere klatrere, der kan hjælpe den dødsensbange, den nervøst-skælvende og den overentusiastiske godt på vej op i trækronerne. Så i denne omgang ‘nøjedes’ vi med at nyde gåturen igennem skoven sammen med Mormor, Moster L og Onkel JE.
Det var præcist præcist så smukt i Skovtårnet, som man kan forestille sig.
De sneglehus-snirklede gange minder lidt om Rundetårn, men oplevelsen af at gå midt i skoven blandt tårnhøje bøgetræer er jo noget helt, helt andet end et lukket tårn i Kbh. K.

Efter vores dejlige dag i Skovtårnet med Mormor, Moster L og Onkel JE, rejste tur-bilen videre til Odense, hvor vi igen crash’ede min Søster og Svogers sommerferie igen. Denne gang i deres eget hjem, så vi kunne få en god bid af O’ense, der for mig er komplet nostalgi, fordi jeg boede her i 5 år, mens jeg læste min kandidatgrad.
Min søster kom heldigvis over til mig og læste sin egen kandidatgrad, og så boede vi ellers på H.C. Ørsteds Kollegiet samtidig. Hun kom ikke væk fra Odense igen, fordi der pludselig var en sød odenseaner i kølvandet, mens jeg selv fandt nordsjællandske Martin på et splitsekund i kollegiets bar en ganske tilfældig weekend. And the rest is history.Men jeg er glad for at have flere slags tilknytninger til og minder i Odense, som lagde by til masser af kærestesorger for mit vedkommende, men også min akademiske succes, min voksende selvstændiggørelse og spritnye, sårbare selvforståelse, der skulle vokse sig forsigtigt større ud af min vestjyske barndom, hvor jeg altid følte mig forkert eller anderledes i Folkeskolen, fordi jeg var (og er) en kæmpe bognørd og stueplante, mens de andre elskede at spille håndbold og fodbold. I denne ombæring blev det til nostalgi-pizzaer på Mamma’s, en masse leg i haven afbrudt af sommerlige regnskyl, en stor omgang IKEA-shop-amok til vores nye sommerhus, og en tur ind i Busters Verden i biografen, mens regnen stod ned i stænger udenfor.
Inde-midt-i-midtbyen gik vi også i H.C. Andersens fodspor. Den største mand i Odense og uden for Danmarks grænser kender pigerne allerede rigtig godt fra danskundervisning, tegnefilm og højtlæsning, for jeg kan jo ikke være dansklærer uden at vores børn er opflasket med hans verdensberømte eventyr, vel?Min søster havde været sød og arrangeret billetter til soft opening af det splinternye, ikke-helt-færdige H.C. Andersens Hus, som jeg har glædet mig helt vildt til at opleve.Bygningen er virkelig noget særligt. Den anerkendte japanske arkitekt Kengo Kuma har virkelig sans for Andersens eventyrlandskab, og jeg er sikker på, at haven bliver noget helt særligt, når den står færdig. Selve udstillingen er indendøre og skabt af et væld af internationalt anerkendte kunstnere inden for alle materialer og medier.De bærbare lydfortællinger fungerer ikke endnu, så man er pt. overladt til ganske korte beskrivelser ved hvert display, samt en lille folder, der forklarer hvert rum i udstillingen. Dét er ikke helt ‘godt nok’, så det kræver en del pædagogisk overskud at fastholde børnenes interesse, selvom nogle af kunstværkerne selvfølgelig er åbenlyse i forhold til selve eventyret, de repræsenterer.


Undervejs er der mange knapper og interaktive indslag, men på en mere ‘kontrolleret måde’ end vi oplevede det ved f.eks. GeoCentret Møns Klint eller i Jellingestenenes Besøgscenter sidste år. Vores piger er mere til museer med ‘hands-on’ leg end dette hus indbyder til, men vi hyggede os, og jeg var mest fascineret af de flotte artefakter fra selveste H.C. Andersen. De havde hans skrøbelige papirklip, naturligvis, men også hans originale saks, hat, breve, optegninger, skitser, lommebøger, punge, kufferter, personlige hygiejne artikler og mange andre ejendele fra hans liv i Danmark og sine udlandsophold.Cille syntes, at H.C. Andersen var voldsomt irriterende, fordi han vurderede en potentiel kandidat til ægteskabet som værende for beskeden (fra en lavere socialklasse, end han kunne ønske sig), hvilket fik hende til at argumentere for, at digteren var en vaskeægte gold-digger, der drømte om at kravle op ad den sociale rangstige ved hjælp af et ægteskab. Det hjalp ingenting, at jeg forsigtigt forsøgte at forklare hende, at det var en anden tidsalder…Læg endelig vejen forbi det nye H.C. Andersens Hus i O’ense, men vent til de er helt færdige og har headsets klar til rummene. Det er virkelig så smukt, og jeg vil helt sikkert opleve det igen, når det er bygget færdigt, for man kan aldrig få for meget af Danmarks store digter – uanset hvad Cille måtte mene om dén sag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Frederiksborg Slot

Lidt mere end en måned om året er vi i Hillerød. Hele Martins familie bor her, og jeg har sågar selv haft adresse her i nogle måneder tilbage i 2008, mens det gik gevaldigt stærkt på det københavnske boligmarked.

Cille siger selv, at hun er fra Hillerød – Mille siger, at hun er fra Vestjylland. Det er ret skægt, hvad der mon har været afgørende for deres synspunkter og følelser her. Mille har samme bløde, jyske accent som jeg selv har, og som altid bliver stærkere i selskab med andre jyder, mens Cille lyder som en nordsjællænder med lidt Kronprinsesse Mary indblandet. Cille er fast besluttet på at bo lidt hos Farmor i Hillerød, når hun skal have et sabbatår som barista, men så vil hun flytte til København for at studere – ligesom alle andre unge mennesker – og senere vil hun ud i Europa igen. Spændende planer, den unge dame klædt-helt-i-grønt-så-hun-matcher-kobber-spirene har.Men det vigtigste for os er, at Hillerød er en del af vores danske ‘rødder’. Her er vores familie, et vennepar og nogle vante rammer, der alle hjælper med at give os en følelse af at høre til. Hillerød er en fin handelsby med gode butikker, og uanset hvilken vinkel, man kigger fra langs Slotssøen, er der skruet helt op for charmen og ynden på Christian IV’s renæssanceslot, Frederiksborg.Byens vartegn og stolthed.

Med rette.

Pigerne har aldrig været inde på Frederiksborg Slot,og dét går altså ikke, hvis man skal forestille at være ‘lidt fra Hillerød’, så forleden tog Farmor og fætter V dem under armen, og jeg tog selvfølgelig også med. Tidligere har vi besøgt Fredensborg Slot og Kronborg Slot, så det var da virkelig på tide, at de fik set hjembyens slot.For tiden er der særudstillingen ‘Dronningens ansigter’, i anledning af H.M. Dronning Margrethes 80 års fødselsdag. 
Det Nationalhistoriske Museum på slottet ruller to daglige rundvisninger med børnevenligt islæt, som er aldeles gratis, når man har betalt en beskeden entré. Vi valgte rundvisningens ‘Dronninge-jagt’ kl. 10.30, fordi dronninger er bare sejere end konger eller noget. Det giver også mening at få børnene engageret i besøget ved hjælp af en rundviser, for ellers ender det sandsynligvis med bare at være en samling ‘støvede genstande i nogle store, fine rum’.Rundviseren var en sød historiestuderende, der første os rundt igennem slottets store og små lokaler, hvor vi skulle finde frem til udvalgte dronninger i Danmarkshistorien, som har gjort noget usædvanligt. ‘Clues’ til at finde dem, fik vi ved at lytte til oplæsning af brudstykker i en gammel bog.
Imens børnene lyttede og ledte efter dronninger på malerier og fik set detaljer ved deres tøj, ordener, ansigter, de ellers ville have overset, og fik forklaringer på historiske handlinger, der var skildret på malerier, nåede Farmor og jeg at sakke lidt bagud for at nyde de enormt detaljerede renæssancerum fyldt af heste, engle, konger og dronninger, adelsmænd og græske guder, der pryder vægge og lofter i samtlige rum.Der var selvfølgelig også kig til Barokhaven, som ligger og står snorlige bag slottet.Lokkende barokhave i baggrunden eller ej – efter rundvisningen og et stille kirkebesøg var der mere brug for en glad energiudladning end vandring i aldeles sirlig have, hvis man spurgte vores med-museums-gængere.Her er Mille og Fætter V i fuldt vigør på Posen.Vi sejlede selvfølgelig også ‘Danmarks smukkeste sømil’, som er en lille færge med kapacitet til 30 mennesker, der opererer på Slotssøen fra marts til oktober. Der er stå-på-og-stå-af-steder hele søen rundt, så man får virkelig valuta for pengene ved at indløse en billet. Man støtter samtidig verdens mest cute rederi med toptunede og aldeles frivillige kaptajner og matroser, så gør endelig dét, hvis du kommer forbi Hillerød.

Bagefter kan man så vade langs Slotssøen og glo på renæssanceslot med barokhave, svaner med ællinger, irgrønne tage og irgrønt vand, Dannebrogsflag og glade turister og Hillerødborgere med isvafler. Eller man kan tage en gyngetur og gå i bland-selv-slik, der helt sikkert er én af de butikker, som Fødevarestyrelsen med fordel kunne besøge og få hjulpet til at lukke hurtigst muligt. Gæt, hvad vi gjorde.

Tak til Farmor for en dejlig dag med spændende indhold og 8.000 skridt på slotstrapper, før vi ramte eftermiddagskaffen i gårdhaven. Jeg holder så meget af dig – og af Hillerød, efterhånden. 👑🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet