Frederiksborg Slot

Lidt mere end en måned om året er vi i Hillerød. Hele Martins familie bor her, og jeg har sågar selv haft adresse her i nogle måneder tilbage i 2008, mens det gik gevaldigt stærkt på det københavnske boligmarked.

Cille siger selv, at hun er fra Hillerød – Mille siger, at hun er fra Vestjylland. Det er ret skægt, hvad der mon har været afgørende for deres synspunkter og følelser her. Mille har samme bløde, jyske accent som jeg selv har, og som altid bliver stærkere i selskab med andre jyder, mens Cille lyder som en nordsjællænder med lidt Kronprinsesse Mary indblandet. Cille er fast besluttet på at bo lidt hos Farmor i Hillerød, når hun skal have et sabbatår som barista, men så vil hun flytte til København for at studere – ligesom alle andre unge mennesker – og senere vil hun ud i Europa igen. Spændende planer, den unge dame klædt-helt-i-grønt-så-hun-matcher-kobber-spirene har.Men det vigtigste for os er, at Hillerød er en del af vores danske ‘rødder’. Her er vores familie, et vennepar og nogle vante rammer, der alle hjælper med at give os en følelse af at høre til. Hillerød er en fin handelsby med gode butikker, og uanset hvilken vinkel, man kigger fra langs Slotssøen, er der skruet helt op for charmen og ynden på Christian IV’s renæssanceslot, Frederiksborg.Byens vartegn og stolthed.

Med rette.

Pigerne har aldrig været inde på Frederiksborg Slot,og dét går altså ikke, hvis man skal forestille at være ‘lidt fra Hillerød’, så forleden tog Farmor og fætter V dem under armen, og jeg tog selvfølgelig også med. Tidligere har vi besøgt Fredensborg Slot og Kronborg Slot, så det var da virkelig på tide, at de fik set hjembyens slot.For tiden er der særudstillingen ‘Dronningens ansigter’, i anledning af H.M. Dronning Margrethes 80 års fødselsdag. 
Det Nationalhistoriske Museum på slottet ruller to daglige rundvisninger med børnevenligt islæt, som er aldeles gratis, når man har betalt en beskeden entré. Vi valgte rundvisningens ‘Dronninge-jagt’ kl. 10.30, fordi dronninger er bare sejere end konger eller noget. Det giver også mening at få børnene engageret i besøget ved hjælp af en rundviser, for ellers ender det sandsynligvis med bare at være en samling ‘støvede genstande i nogle store, fine rum’.Rundviseren var en sød historiestuderende, der første os rundt igennem slottets store og små lokaler, hvor vi skulle finde frem til udvalgte dronninger i Danmarkshistorien, som har gjort noget usædvanligt. ‘Clues’ til at finde dem, fik vi ved at lytte til oplæsning af brudstykker i en gammel bog.
Imens børnene lyttede og ledte efter dronninger på malerier og fik set detaljer ved deres tøj, ordener, ansigter, de ellers ville have overset, og fik forklaringer på historiske handlinger, der var skildret på malerier, nåede Farmor og jeg at sakke lidt bagud for at nyde de enormt detaljerede renæssancerum fyldt af heste, engle, konger og dronninger, adelsmænd og græske guder, der pryder vægge og lofter i samtlige rum.Der var selvfølgelig også kig til Barokhaven, som ligger og står snorlige bag slottet.Lokkende barokhave i baggrunden eller ej – efter rundvisningen og et stille kirkebesøg var der mere brug for en glad energiudladning end vandring i aldeles sirlig have, hvis man spurgte vores med-museums-gængere.Her er Mille og Fætter V i fuldt vigør på Posen.Vi sejlede selvfølgelig også ‘Danmarks smukkeste sømil’, som er en lille færge med kapacitet til 30 mennesker, der opererer på Slotssøen fra marts til oktober. Der er stå-på-og-stå-af-steder hele søen rundt, så man får virkelig valuta for pengene ved at indløse en billet. Man støtter samtidig verdens mest cute rederi med toptunede og aldeles frivillige kaptajner og matroser, så gør endelig dét, hvis du kommer forbi Hillerød.

Bagefter kan man så vade langs Slotssøen og glo på renæssanceslot med barokhave, svaner med ællinger, irgrønne tage og irgrønt vand, Dannebrogsflag og glade turister og Hillerødborgere med isvafler. Eller man kan tage en gyngetur og gå i bland-selv-slik, der helt sikkert er én af de butikker, som Fødevarestyrelsen med fordel kunne besøge og få hjulpet til at lukke hurtigst muligt. Gæt, hvad vi gjorde.

Tak til Farmor for en dejlig dag med spændende indhold og 8.000 skridt på slotstrapper, før vi ramte eftermiddagskaffen i gårdhaven. Jeg holder så meget af dig – og af Hillerød, efterhånden. 👑🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rulle-Mille

Siden sidst har vi haft den skønneste Eid al Fitr i Emiratet Ajman, der ligger 40 minutters kørsel fra Dubai stik nordpå.
Overalt er der pyntet op med gyldne lanterner, halvmåner, dadler og kaffe, og selvfølgelig masser af friske blomster.

Dagene gik så nemt som ingenting med at sove og spise længe, bade i poolen, dase og læse på liggestolene – og så var vi i havet hver dag for at prøve kræfter med den oppustelige forhindringsbane, der ligger fast-fortøjret i Fairmonts private lagune. Martin filmede mig derude. Det var IKKE kønt, så jeg undlader at uploade dokumentation. Jeg skulle jo nødigt tage appetitten fra jer.Havet er omkring 27-28 grader varmt her i midten af maj – og det er simpelthen en perfekt temperatur. Man kan ligge dér og skvulpe rundt i det friske saltvand og duve med bølgerne i en halv time uden så meget som en eneste kuldegysning.

Og pigerne er nu blevet så store, at vi kan ligge stille og læse bøger eller se serier uden anden afbrydelse end insisterende anmodninger om bestilling af mad og drikkevarer i en lind strøm. Mad skal der til, når man er 9 og 11 år gamle.Denne gang havde Martin booket to værelser med dør i mellem, og pigerne var svært tilfredse med at få deres helt eget univers, hvor de kunne flytte ind og lave spabehandlinger uden de voksnes indblanding.Det var tiltrængt for Martin med nogle fridage, hvor der skete ganske lidt på kontoret og i indbakken – og selvom Eid al Fitr er en notorisk dyr weekend (lidt ligesom at booke noget i påsken i Europa), så endte Fairmont med at være sådan rimelig fair.Bevares, den indre madsnob var ret meget på tålt ophold i buffet’en, der helt sikkert godt kunne trænge til en opgradering rent kvalitetsmæssigt, men det sker bare ikke i nærmeste fremtid, for hotellerne har blødt økonomisk så længe, at det er bydende nødvendigt at spare på … ALT. Så – ja – der var ikke længere Le Labo sæbe-sortiment på badeværelserne, som ellers hører til et ophold på Fairmont; om morgenen var der lange køer til æggene, som til gengæld var af tvivlsom burhøne-kvalitet; om aftenen blev der serveret sushi med betydeligt flere grøntsager end rå fisk – og så fremdeles. Vi overlever nok. Og vores russiske medgæster fik da både fyldt tallerkenerne og kommanderet med personalet under alle omstændigheder, må man sige.

Eid al Fitr (og alle andre muslimske helligdage) fastlægges efter månen – og det betyder, at man oftest først ved, hvornår helligdagene træder i kraft dagen før, man egentlig får fri. Dén udfordring kan man tackle på to måder: Book hotel eller ferierejse og kryds fingre for, at den estimerede måneudvikling holder stik – eller hold nallerne helt fra at booke noget som helst, hvis det skaber mere frustration end glæde i tiden op til ferien. For man ved bare aldrig.

Vi havde booket fra tirsdag til fredag for længe siden, fordi Mille fyldte 9 år om tirsdagen. Hvis vi så endte med at skulle i skole og på arbejde tirsdag og onsdag, ville vi bare køre fra hotellet i Ajman og ind til Dubai. Det kunne der jo ikke ske noget ved for et par dage. Men heldet tilsmilede sødeste Mille – og hun fik sørme fri fra skole på sin 9-års dag.Cille havde lavet den fineste skattejagt til Mille med gaver, hun selv havde udtænkt, fundet og købt. Der var også gaver fra familien i Danmark, som faldt i god jord hos den glade Playmobil-entusiast.Vi endte med at give efter for et stort ønske fra Milles side: Rulleskøjter. Vi kan ikke selv stå på rulleskøjter, så det er en førstegangs-oplevelse for os alle. Se lige stoltheden og tilfredsheden lyse ud af hende.Der sker så meget med denne her 9-årling for tiden.Hun er den kærligste hunde-mor og datter, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse.

Hun reflekterer over tingene, vil gerne tale om alt muligt mellem himmel og jord, når vi cykler eller kører bil sammen – og så er hun blevet markant bedre til at være en lille smule genstand for opmærksomhed eller i centrum, om man vil..
Det var svært for Mille under lockdown i foråret 2020. Hun kom sig aldrig rigtigt over chokket ved at blive sendt hjem og kun skulle se sine venner over Teams på iPad. Hun ville ikke videofilmes til idræt eller til dans. Hun ville ikke lege med de andre over Zoom efter skoletid – for ‘det er ikke rigtigt at lege sammen’. Hun blev indelukket, stille, mut og trist. Præcist som vi andre – i virkeligheden. Børn er spejle på deres voksne. På godt og ondt.Men Mille er nu et helt år ældre – erfaren med, at ting og aftaler kan ændre sig fra ét øjeblik til det næste – rolig ved tanken om, at vi ikke altid ved, om det nu kommer til at gå som aftalt. Hun har lært, at selvom ting ændrer sig, kan vi sagtens finde en løsning og stadig have det dejligt og rart sammen.Hun bevæger sig igen. Både fysisk og mentalt. Væk er corona-tristessen. Mutheden. Matheden. De negative tanker om sig selv og andre, der hele tiden gav sig udslag i, at hun fravalgte fællesskaber.Mille er videre nu. Og gudskelov for det. Vi var virkelig bekymrede, og vi prøvede at tale med hende, så godt, som vi nu kunne.

Det hjalp med en to måneder lang sommerferie i Danmark sidste sommer, hvor det var som om Danmark endnu ikke havde fattet, hvad corona var for en størrelse, og hvilke redskaber, der skulle tages i brug for at få styr på tingene. Det var nærmest et lille helle for os, kan jeg nu se i bakspejlet.

Heldigvis kom vi tilbage til skolestart for alle børn i september 2020. Godt nok med hveranden uge derhjemme for mange af årgangene, men det var trods alt stadig meget, meget bedre end i foråret. Mille landede tilmed i en fantastisk Year 4 klasse med dejlige kammerater og en skøn lærer – og så retter tingene sig jo stille og roligt op.

Mille flyder. Hun er oven på igen.Til lykke med de 9 år til verdens bedste Milløjser.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På vippen til sommer

April er en joker.

Ikke så meget i forhold til aprilsnar den 1. april, men mere i forhold til vejret i en ørken.

Der er overskyede dage, hvor fugten ikke kan slippe op og væk, så det føles som om vi er lukket inde i en trykkedel. Man bliver våd ned ad ryggen og får et fint, perlende overskæg ved bare at stikke uden for i 10 minutter på høj-fugtigheds-dage. Bagefter får man fuld udbytte af air conditioningen, når den våde ryg og bluse bliver isafkølet på et splitsekund.

Men så er der også de luftige, himmelblå dage, hvor en brise vifter omkring og giver os så fuldstændigt fantastisk vejr, at man knapt kan få armene ned i begejstring over at sidde på terrassen med kaffe og senere vin.Der er selvfølgelig også de forårs-blæsende dage, hvor luften er tyk af støv og finkornet sand, der giver forkølelses- eller allergilignende tilstande hos os, der har noget med næsen og luftvejene. På de dage er det frem med antihistaminerne og en god bog i sofaen, for jo længere man opholder sig ude, jo værre bliver symptomerne og reaktionerne i dagene derefter.

I år er april en flink og rar version af sig selv. Det er skønt at gå morgentur helt frem til kl. 9 om morgenen, og fra solnedgang ved 18.30-tiden er der igen behageligt at færdes ude. I de allervarmeste timer mellem 10 og 14 er det stadig helt fint at cykle eller gå lidt til og fra haven.

Alle der bor her fast skal have mest muligt ud af april. For vi ved, hvad der rammer os lige om lidt.Det er ikke “Kom maj, du søde milde”, der dukker op, ligesom man kan håbe på, at den gør i Danmark. Det er snarere noget i retning af en maj måned bevæbnet til tænderne med en spritny Dyson-hårtørrer, der blæser på varmeste funktion lige i krydderen på sine uskyldige ofre.

Så april er lig med grill, terrasseliv og hvidvin. Og selvfølgelig eftermiddags- og aftenture i ørkenen, mens der stadig er rart at være derude.Forleden nød vi en langstrakt eftermiddag sammen med vores venner ikke så langt fra Fossil Rock nær landsbyen Mlieha.Det gode ved at smutte ud i ørkenen via Mlieha Archaeological Centre er, at der er hårdtstampede “veje” at køre ad, så man slipper for at lukke luft ud af dækkene for en halv dags ophold i sandet. Længe leve dovenskaben, ikke?Der er fine muligheder for at klatre og kigge efter fossiler, og så er der nogle seriøse klitter. Kan man fornemme, hvor langt ned, der rent faktisk er?Det giver sved på panden, når børnene pisker og op ned. Jeg tog kun selv en enkelt tur op for at nyde den enestående udsigt. I det fjerne kunne jeg nemlig høre hvidvinen kalde, så det var om at komme ned igen.Ørkenen er sådan et smukt sted.

Når mørket falder på, bliver området bag Mlieha landsby mere og mere stille. Ikke stille nok til, at vi ville have lyst til at overnatte derude, men stille nok til, at freden sænker sig sammen med skuldrene, og øjnene stiller ind på uendeligt i bålets gløder.Børnene bager sommetider snobrød til de voksne, når jeg husker at forberede dejen hjemmefra. De fortærer helst selv grillede skumfiduser pakket ind i kiks og chokolade – s’mores.Vi legede lidt med en drone før solnedgang, og både før og efter solnedgang forsøgte vi os lidt med mobiltelefonernes kamerafunktioner. Mine venner er klart bedre til det end jeg er, så fotokredit skal altid gives til Miglena!Om hjørnet venter maj.

Her er også okay i maj.

Man skal bare tage sine forholdsregler. Drikke nok vand. Bruge solcreme. Finde skyggesiden. Acceptere, at det meste foregår indendøre og i fuld air conditioning. Huske sandalerne og solhattene, og aldrig gå barfodet omkring eller gribe uforvarende fat i brandvarme håndtag og gelændere udendøre.

Jeg tæller nu ikke ned til den stegende hede.

Jeg tæller ned til Danmark i juli.

Familie og venner.

Grønne vidder og frisk luft.

Kærlighed og kildevand direkte fra vandhanen.

Indtil da må vi få det bedste ud a’ ‘et.

Og der er stadig ikke et sted, jeg hellere ville bo end hér. 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kvindernes Kampdag

Jeg er en dag for sent ude.

Det er jeg klar over.

Mit feed på Instagram svømmede over med rosenrøde, intetsigende budskaber og tilbud om foryngende skønhedsplejeprodukter igår. På Kvindernes Internationale Kampdag 2021. Som selvfølgelig bliver malket så hårdt i marketingsøjemed af alle mulige firmaer, at det gør helt ondt at se på.

Selv valgte jeg at se Kampdagen igennem et par lyserøde briller. En form for ironisk distance for at overleve i en verden, hvor aviserne kan berette om, at nigerianske skolepiger fortsat bortføres og voldtages, og at børnene i Yemen fortsat dør af sult.Jeg har ikke noget sådan for alvor genialt at sige om kampdagen, andet end at jeg er 100% erklæret anden-generations-feminist, og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at opfostre to små, stærke feminister, der samtidigt er så heldige at vokse op i en del af verden, hvor de trods alt har lidt lettere ved at tro på, at de kan gøre alt det, drenge kan – og at de kan gøre alt det, de selv har lyst til.

Der er stadig vanvittigt langt mellem kønnene i forhold til uddannelse, efterfølgende jobmuligheder og den økonomiske kompensation for et udført arbejde.

Og der er vanvittige forskelle på mulighederne for selvstændige, individuelle valg mellem kønnene.

Og en ligeså vanvittig ubalance i magtforholdet mellem kønnene.

Når vi kommer til dét med magt-ubalancen, behøver vi ikke kigge langt mod syd eller øst for at få øje på, at der virkelig er noget rivende galt. Man kan nøjes med at kigge på Overborgmester Frank, der slikker ører på kvinder, som var det peanuts på en bardisk – og en vis Morten Østergaard, der er gået i selvbestaltet to-årigt dvale betalt af offentlige midler, fordi han simpelthen ikke orker mere pis med de damer, der ikke kan forstå ‘hans måde at flirte på’.

For god ordens skyld må jeg præcisere, at jeg taler ikke om ligestilling forstået som en lige ‘fordeling’ af alting og ingenting, men som lige ‘muligheder’. Og hvordan vi så får skabt lige ‘muligheder’ over alt i verden – dét bliver godt nok en op-ad-bakke-kamp langt, langt ud i fremtiden.

For selvfølgelig er der modstand fra dem, der bestemmer, når ‘udenforstående’ vil ind og ha’ en bid af magtens overvældende flødeskumskage.

Det er sådan set ligegyldigt, om vi taler køn, race, religion, nationalitet eller økonomisk råderum her – det hele handler om indflydelse og magt. Om at positionere sig. Om at være den, der bestemmer. Over sig selv og over andre.

For tiden er der f.eks. en kvindelig statsminister i Danmark, der udviser tydelige tegn på gammeldags magtsyge. Hun indgår aldrig i offentlig kritisk dialog med journalister eller med sine politiske kollegaer eller opponenter; vi ser intet samarbejde på tværs, i bredden eller i dybden under hendes ledelse. Der er kun stram topstyring og dominanshandlinger, hvor problemer og fejltagelser fejes ind under gulvtæppet og den absolutte loyalitet skal opretholdes som var der tale om en rockergruppe. Det er interesant at se på.

Interessant, fordi vi sjældent møder kvinder, der udviser denne her tydelige form for aggressiv, ikke-dialogisk fremturen. Men selvfølgelig kan kvinder blive lige så magtliderlige, besidderiske, dominerende og aggressive som mænd. Vi har præcist det samme følelsesregister, selvom det ind i mellem kan virke som om vi vitterligt er fra to forskellige planeter. Det er på samme tid let og tungt at sige, at Mette Facebook Frederiksen ikke blev den statsleder, jeg havde drømt om, da hun kom til magten. ‘Kom til magten’. Lyt lige til den formulering. Suk.

I virkeligheden aner jeg intet om politik og det rænkespil eller “håndværk”, man skal mestre for at blive en dygtig politiker. Det eneste jeg ser, er, at politikerne bliver mere og mere karikerede, usaglige og positionerende, fordi det er en mulighed i det mediebillede, vi har skabt, og med den medieadfærd, der hersker i 2021. “Like, del og kommentér”-mentaliteten, som vi alle sammen er blevet en indgroet del af. Jeg ved ikke, hvad vores børns generationer vil tænke om os, når de engang om 20 år sidder og reflekterer hos psykologen over deres barndom og deres åndssvage forældres og bedsteforældres medieforbrug, mobiltelefoner 0g forplumrede, indskrænkede verdenssyn. Jeg græmmer mig bare på forskud. Vores adfærd på de sociale medier bliver værre og værre, og ingen af verdens ledere eller formidlere ser ud til at forsøge sig med at nuancere tingene mere end højst nødvendigt.

Hver gang jeg bliver utryg og utilfreds med verden, søger jeg ind i litteraturen, fordi det er hér, man får den virkelige samfundsanalyse.

Det virkelige spejl på en tid og et levet liv.

Jeg elsker f.eks. at følge litteraturanmelder og debattør Katherine Diez, fordi hun tillader, rummer og åbner op for samtaler om de allertungeste ting i livet med sine følgere på de sociale medier. Skud ud til hende for at give os alle en dosis kultur og litteratur, når vi har mest brug for det. Og for at give os følelsen af ikke at være alene med vores følelser, når de ellers godt kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg elsker også at følge Kritisk Pynt, Craftedwhilehigh og Krænkelseskulturellememes for et ærligt og redeligt grin på Instagram, når de kæmper mod patriarkatet med ét af de stærkeste våben på jorden: Humor.

Og det bliver nok sådan en broche her, jeg køber, næste gang jeg kommer til Danmark:

Højt på listen over kommunikatører og aktører, der kan redde min dag, står også gruppen Everyday Sexism Project Danmark og Özlem Cékic’s dialog-kaffe, som begge vidner om, at der stadig findes virkelig kloge, energiske og reflekterende grupper i et samfund, der ofte kommer til at fremstå mere og mere uvidende og generisk-dumt.

Men uanset en op-ad-bakke-kamp mod sexistiske ronkedorer, magtsyge chefer og politikere, der ikke er en potte pis værd eller får udrettet noget, der kan ændre på et samfund, der helt grundlæggende spænder ben for piger og kvinder, så må vi huske at ønske hinanden –

Rigtig Glædelig Kampdag og Livslang Kamp til alle os, der er født som kvinder.

It takes one to know one.

Og med den opfordring til medsøsterlig omsorg og støtte tror jeg, at jeg vender blikket indad resten af i dag.

Ind i en bog, der har ramt mit moderhjerte, som jeg ikke kan huske, at det er blevet ramt, set eller genkendt før.
Olga Ravns nyeste bog-skud, “Mit Arbejde”, går rent ind. Læs den – uanset om du selv er en Mor eller ønsker at blive det. Læs den, fordi du har en Mor og lever omgivet af mødre. Piger-kvinder-mødre ruller denne her verden – og Olga Ravn er én af den slags modige mødre, der tør sige højt, hvor svært det egentlig er, at få et barn. Ikke kun for mellemkødet, men for ens personlige identitet, for ens karriere og efterfølgende jobmuligheder, for ens følelsesliv, for sexlivet, for økonomien. For ens verdensbillede.

Jeg genkender rædslen. Rædslen for at dø under fødslen. Rædslen for at gøre skade på barnet. Rædslen for at være reduceret til en malkeko med noget, nogen kalder for ammehjerne. Rædslen for, at min identitet ville gå til grunde og aldrig genopstå.

Med tiden går det bedre med det der trange moderskab. Den følelsesmæssige tumult stilner trods alt af, i takt med at børnene bliver store, og øjnene igen kan vende sig ud ad i verden.

Jeg elsker også min egen Mor endnu mere, fordi jeg nu som Mor forstår det offer, hun har bragt. Jeg elsker min Søster endnu mere, fordi hun står dér lige midt i moderskabet og gør det hele så fint, nært og kærligt. Jeg elsker min Svigermor for den dejlige søn og mand, hun har frembragt til mig og vores børn. Og så er der alle mine veninder, mostre, fastre, tanter, svigerinder og andre dejlige damer, der ruller verden fremad hver eneste dag.

Jeg elsker og krammer mine egne døtre, så det gør ondt, når jeg tænker på, at deres fine liv skal formes af moderskab, søsterskab, ægteskab og alle mulige og umulige kampe, som de måske må tage alene – og forhåbentligt engang i mellem kan tage sammen med deres medsøstre i ægte solidaritet mod patriarkatet.

Til tasterne, ind i bogen, på med boksehandskerne – grib til det våben, der er dig kærest og nærmest.

Du får brug for det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mærkedage under en pandemi

Den halve æresport i anledning af vores kobberbryllup er så småt ved at forvitre. Roser, bregner og brudeslør tørrer ind og daler ned som knasende stykker legetøj til Daisy.Jeg har slet ikke lyst til at sige farvel til æresporten. Den er jo det synlige bevis på, at Martin og jeg har haft en mærkedag af de store.Midt under en pandemi.

For hvad gør man egentlig med de her store mærkedage, når ingen må forsamles i større grupper til fest eller andet sjovt? Når familie og venner ikke engang kan komme forbi til mad og vin?

Dét spørgsmål har vi stillet os selv i lang tid, mens kobberbrylluppet krøb tættere på ude i horisonten.
Tidligt i pandemien sidste år hældte jeg til at bestille en kobberbryllupsfest med middag og dans og hele moletjavsen hjemme i Danmark i sommeren 2021. Efter et stykke tid med nedlukning og en fortsat presset restaurationsbranche har vi – ligesom alle andre – minus lyst til at lægge et betydeligt depositum og satse på en fest i nærmeste fremtid, der med største sandsynlighed ville blive aflyst.

At rejse videre ud i verden som en markering af kobberbrylluppet er heller ikke en option, sådan som pandemien fortsætter.

Aber dann haben wir anderen metoden.

Grydeskeen må over i den anden hånd.

På med handsken.

Op på hesten og hvad ved jeg.

Op til tirsdags-kobberbryllupsdagen havde vi meget passende en Half Term i skoleregi, så vi kørte hele 12 minutter væk fra matriklen i The Lakes for at nyde livet og fejre vores 12 1/2 års ægteskab på Ritz Carlton i Dubai Marina.
Ritz-Carlton ligger lige i smørhullet i Dubai Marina. Et hotel opført i sådan-så-nogenlunde italiensk riviera-stil med terrakottafarvede facader, noget semi-tegltag, et ton marmor og følelsen af europæisk, gammel-klassisk schwung blandet med lidt arabiske palmer og betagende mønstre.

Vi har været her før som gæster på hotellets restauranter, til iftar og for at besøge venner – og her er bare en rigtig rar stemning.

Lige uden for hotellet ligger The Walk og Jumeirah Beach Resort (JBR), så der er strandboder, caféliv, gademylder og instinktiv følelse af at være turist (i egen by). Det er et plus med gadeliv direkte uden for døren, for det kan godt mangle lidt på andre hoteller. Og gider man ikke russerne, er der altid god plads i Ritz’ andægtige Tea Room!Et andet kvalitetsstempel, der kan sættes på resortet er deres kæmpestore, private have med garden-style pool og en enkelt rutsjebane til ungerne. Det er så lækkert.Man hører og mærker slet ikke andre gæster ved poolen, når der både er sociale distance-regler og lavere belægningsgrad end normalt. Det klager vi ikke over! Hotellets livreddere er også dygtige og opmærksomme på støj, plask og badesikkerheden.

Om morgenen serveres virkelig dejlig morgenmad i haven.

Rundt omkring er der forskellige aktiviteter – bueskydning, bordtennis, tennis, legepladser – og rig mulighed for at støde på vilde, irgrønne papegøjer og måske endda nogle havfruer. Temmelig eksotisk. Og så kun et stenkast hjemmefra. For os.Vores miniferie og kobberbryllupsfejring blev alt det, vi drømte om og trængte til. Ren afslapning. Dejlig mad. Skønne omgivelser. Høj standard og god service.
Leg, læsning, badning, vin og kys.Selv en meget tidlig morgentur var Kaalund villig til at gå med mig, for at opleve, hvordan marinaen vågner op til en ny dag. Lidt kærlighedskulret må han have været.Der er skønt i Dubai Marina. Pandemi eller ej, så er det bare et godt sted at være.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet