Camping i De Forenede Arabiske Emirater

Jeg er totalt bagud på bloggen, hvis man tænker i kronologiske baner.

Det er virkeligheden, der har ramt mig. Hverdagen, som de fleste mennesker kender den, men som jeg lykkeligt glemmer i 9 ud af årets 12 måneder, hvor jeg er sammen med verdens bedste wing-woman og fikser, Maricel.

Pludselig skal jeg til at lave aftensmad, pakke skoletasker ud, vaske tøj og rydde op. Alt det, som I selv gør derhjemme i de små hjem, og som Maricel altid plejer at gøre for os. Martin har også tildelt sig selv tjanserne som strygejern, fejemand og gartner. Rengøringen ser vi stort på, fordi vi også skal rejse lige om lidt. Det er simpelthen blevet en hel hverdags-arbejdslejr for de ellers så arbejdssky elementer. Aner ikke, hvordan I andre får tingene til at hænge sammen? Det er en gåde! Og kæmpe respekt har jeg for jeres fuldtidsjobs og fuldtids-hjemmeopgaver.

Apropos Maricel, så har hun det strålende hjemme på Filippinerne, selvom hun står midt i en sær blanding af længeventet familiegensyn, fliselægning og tandlægeaftaler. Det er nok i virkeligheden også en halvtung virkelighed, der rammer hende, når hun er tilbage dér, hvor hun kommer fra. Hun har masser af praktiske ting, der skal ordnes i løbet af ganske kort tid, samtidig med, at hun skal nå at genforenes følelsesmæssigt med sine kære. Forventningerne til sådan en måneds ferie er skyhøje, og der er en masse sociale sammenhænge, hvor hun skal fylde sin plads ud som værtinde og kok.

Men selvom det allerede er halvanden uge siden vores campingtur i nærheden af Fossil Rock i Emiratet Sharjah, så er jeg nødt til at dele nogle af billederne. For der var så smukt.

Som i umanerligt smukt. Det er ubetinget det bedste sted, vi har prøvet at campere i De Forenede Arabiske Emirater. Og nu lyder det som om vi er specialister og har trawlet hele ørkenen, men sådan forholder det sig slet, slet ikke. Vi er de rene amatør-glampister, der er ude 1-2 gange om året med et lille pop-up-telt og en serie køletasker fyldt af lækre sager, så vi kan nyde et dejligt måltid mad, et par flasker vin og en omgang s’mores over bål senere om aftenen.

Stedet, vi tog til, ligger lige over for 2nd December Cafeteria, når man kører væk fra Lahbab og Nazwa mod Mleiha i Emiratet Sharjah. Der er så øde på de kanter, at man bare kan nøjes med at google cafeteriaet, så finder man det nemt.Vi drejede af lige over for cafeteriaet. Der er en del quad bikes i området og mange lokale, der er ude at fyre den seriøst af med gutterne i deres Toyota’er. Det er et stort minus i mit ørken-regnskab, men når man så ser, hvor ufatteligt højt til himlen her er plus de uendeligt smukke bjerge i horisonten, så ignorerer vi ræserfolket.

Og jeg fortaber mig i det fortryllende, kobberfarvede månelandskab sammen med resten af flokken.Martins Infinity er overraskende god i ørkenen. Der skal tappes en del luft ud af dækkene for at kunne køre en halv time ud i ørkenen som her i Sharjah. Ikke at vi kører ræs – for det gør Martin aldrig. Men så sjovt er det jo heller ikke at grave en tons-tung bil fri af sand.Og når bilen er parkeret, teltet er rejst og hyggestolene er fundet frem, skal ørkenen udforskes af både store og små.Cille samler affald i ørkenen, som er efterladt af andre campister eller måske af de lokale ræsere. Det er virkelig nederen, at man kan finde skrald på denne her måde ude i den frie, vilde natur. Så vi rydder op efter andre – og os selv.

Heldigvis er der også andre og sjovere ting at finde i sandet end smadrede lygter og dåser.Der er KÆMPE-biller under de mange grønne buske, som dette område af ørkenen er velsignet med. Dem får pigerne hurtigt navngivet og gjort til de lokale kæledyr.Hver gang vi er i ørkenen, slår det mig, hvor ufatteligt sundt, det er at opholde sig ude i naturen.

At fortabe sig.

At være på et sted, der har så store vidder og højder, at man bliver lige så ubetydeligt lille som et af de milliarder af sandkorn, der sniger sig ind overalt.

Så er der pludselig den plads, fred og ro, som kan mangles i hverdagen, og som lynhurtigt sluges af lektier, praktiske gøremål, fritidsaktiviteter og iPads.

Og når så aftenen sluttes af rundt om et brændende bål og en række platte jokes, så maverne er helt fyldte af latter og s’mores, bliver det ikke bedre.Næste morgen vækker Mille mig. Hun skal tisse kl. 7, hvilket viser sig at være perfekt timing i forhold til solopgangen.Der er overraskende køligt og fugtigt i en ørken lige før solopgang. Vi skutter os, da vi går over sandbankerne for at finde et lille hemmeligt sted til vores morgentoilette.

Da vi kommer tilbage til lejren har vi udsigt til en hel flok geder, der er blevet sendt ud for at morgen-”græsse” og bevæge sig frit rundt. Der er en del kamelfarme lige i nærheden, og beduinerne dér har altid en flok geder. Jeg tænker, at mælk og kød fra gedebestanden er hverdagskost i deres familiers husholdninger, mens de lovpriste, dyre kamelers proteinrige mælk og kød bliver solgt videre.Gederne forsvinder dog snart ud af vores synsfelt, og lidt senere dufter der herligt af kaffe og stegt bacon i lejren. Det er the simple pleasures in life. Og på én eller anden forunderlig måde smager alting bare bedre, når det er møjsommeligt lavet over gasblus eller bål. Det må være indsatsen og den friske luft, der giver både appetit og taknemmelighed.

Efter et døgn i ørkenen er jeg altid klar til at tage hjem. Der er ikke ét sted på kroppen, man ikke har sand. Øregange, trusser, tænder…over alt har det fine, bløde ørkensand sneget sig ind, så det klør og knaser.

Så vi pakker bilen igen efter morgenmaden. Det er sjovt, som alting fylder mere på hjemturen end det gjorde på udturen.

Cille tager sig lige en seriøs formiddags-skraber mellem snobrødspindene, mens Mille stener til en Olsen-Banden-film.Efter sådan en skøn weekend kan jeg kun håbe, at det lykkes os at finde endnu en weekend her hen over vinteren, hvor vi kan campere igen. Det er et hyr at pakke til en ørkentur – og et endnu værre hyr at pakke ud og gøre rent bagefter – men det er det hele værd. 100%. Hver eneste gang.

Og hvis du lægger vejen forbi De Forenede Arabiske Emirater, så sørg for at komme ud i ørkenen på den ene eller anden måde. Det er vitterligt et arabisk eventyr.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Legoland Dubai

Nationaldag i De Forenede Arabiske Emirater er lig med en lang række festlige fejringer i en herlig forlænget decemberweekend, hvor der kører slagtilbud på stort set alt.Se dét, har man forstået her i Ørkenstaten: Når folket holder fri, skal priserne sættes ned, eller også skal der køres noget seriøst “Buy 1, Get 1 free”, så vi rigtigt kommer til lommerne. Der er også gratis parkering hele dagen og gratis popcorn til filmen i biografen. Mange taksi, si’r vi bare!

Martin får derfor også fingrene i entrébilletter til Legoland Dubai til en særpris på 100 dirhams/185 kroner per person. Jeg ved ikke hvad normalprisen er, men jeg har på fornemmelsen, at den nok ligger omkring det dobbelte. Og før nogen kommer frem med idéen om et årskort, fordi “det er så meget bedre og billigere”, så kommer der lige et “ellers tak” herfra, fordi vi har ikke lyst til at tilbringe hver tredje weekend i et forlystelsesland.For mig er en tur i Legoland eller et stort vandland en særlig ting. Noget, man kan glæde sig til og se frem til 1-2 gange om året. Ikke noget, man gør hver eller hveranden gang, man har nogle fritimer. Kald mig bare gammeldags eller kedelig. Jeg har hørt det før. Og jeg nægter simpelthen at være i Legoland eller Motiongate så ofte, som et årskort kalder på!

Anyway, vi hopper i traveskoene og kører ud til Legoland Dubai tidlig formiddag, så vi er sikre på, at pigerne kan prøve alle forlystelserne uden at skulle stå i kø. Her i Dubai vågner folk først op til dåd efter kl. 12-13 om fredagen og lørdagen. For nogle er forklaringen, at de skal i moskéen og socialisere lidt bagefter over sød te og en cigaret – for andre er det, at en weekendmorgen simpelthen først kan starte efter kl. 10 med et smut ned efter kaffe og croissanter på den lokale.Så et lille tip herfra er, at man bare skal sørge for at komme til den pågældende turistattraktion kl. 10-10.30, så har man mindst 2-3 gode timer, før der begynder at komme andre. Dette trick gælder også i shoppingcentre, på stranden og alle andre steder, hvor man kunne forvente mange mennesker, og måske har et behov for en mere rolig start.Til gengæld går Dubai aldrig i seng igen! Du kan forvente det vildeste cirkus mellem 20 og 24, uanset om det er børnevenlige attraktioner eller ej – for børn skal aldrig tidligt i seng! F.eks. er der alenlange køer til alting i Global Village sent om aftenen, men kommer du, når de åbner ved 16-17-tiden, kan du komme til overalt. Det samme gør sig gældende i Dubai Mall, der er et (velduftende) gedemarked en fredag aften, hvor alt står i stampe og ingen kan finde en sid-ned, mens der til gengæld er en velsignet ro kl. 10 om formiddagen, når søvnige ekspedienter åbner butiksdørene og pudser ruderne.

Legoland Dubai får et kæmpe thumbs-up fra Familien Kaalund.For børn i alderen 1-12 år er det her bare en superduper dagsudflugt.

Parken er bygget op om 4 primære forlystelsesområder, samt et indendørs område, hvor de har bygget Dubai’s mange vartegn og bydele, plus store kendte attraktioner fra andre lande. Det svarer lidt til det første område, man møder i Legoland Billund, men dog alligevel bygget på en anderledes, Dubai-agtig måde.Her ser man Clocktower Roundabout, som var et letgenkendeligt vartegn i Deira/Garhoud-området i det nordlige Dubai for 25 år siden. Nu om dage er det klemt inde mellem en masse store hoteller, lejlighedskomplekser og virksomheder. Jeg smiler nostalgisk, da jeg ser rundkørslen, for den var vores udsigt fra apartment-hotellet, vi boede på den allerførste måned her i Dubai.Her er det ikoniske hotel, Burj Al Arab – det arabiske sejl – dog uden den platform, der senere er bygget på med udendørs fiskerestaurant og en lækker infinitypool. I baggrunden ses Jumeirah Beach Hotel – den blå bølge. Og her er så Ski Dubai, der ligger inde i Mall of the Emirates. I baggrunden ses Burj Khalifa, der på en eller anden måde  virker for lille/forkert i størrelsesforholdet til de andre bygninger, men det er ikke noget, jeg har fået be- eller afkræftet – bare mit eget øjemål, som siger, at verdens højeste bygning burde være endnu højere i forhold til alt det andet.Dubai International Airport er der selvfølgelig også. Verdens travleste lufthavn om natten.

Udover Dubai-vartegn er der en del indiske og arabiske steder, som er bygget op i Lego. Alt sammen et fint pusterum og nedkøligsområde, når der bliver lidt varmt udenfor. Det skal dog siges, at der over alt er solsejl, så man behøver ikke solcreme eller hatte i vinterhalvåret.

Pigerne er ikke de store vovehalse i forhold til rutsjebaner og den slags, så Legoland er helt perfekt niveau til dem. Nogle børn i 10-12-års alderen vil nok finde forlystelserne for barnlige, hvis de i forvejen er vant til og vilde med crazy rides. De skal så i stedet sendes i et af de store vandlande, IMG World, Motiongate eller måske til Ferrari World i Abu Dhabi.Maden er i øvrigt ligesom alle andre steder, hvor der færdes horder af børn: Sindssyg-grøn slush ice, hotdogs, pandekager, pizza, pasta og popcorn. Det eneste gode, der er at sige om restauranterne og caféerne i Legoland Dubai er, at de har sat priserne ned til et rimeligt niveau nu, og at kvalitet og mængde er fint afstemt til en børnefamilie, der er kommet for at lege og ha’ det hyggeligt en halv dags tid.

Desværre må man ikke medbringe drikkevarer, snacks eller madpakker hjemmefra, så glem alt om at forsøge at stikke gulerodsstave ud for at balancere mængden af pommes frites og blålilla slush. De sunde ting bliver nuppet i indgangen, medmindre du kan fremføre bevis for, at du er allergisk over for transfedtsyre 😉.Efter godt og vel 7 timers leg og 14.000 skridt på tælleren er vi sendt til tælling.

Pigerne vil gerne afsted til Legoland en anden gang, men i sommerhalvåret vil det give mere mening at gå i Legoland Waterpark. Så dét må vi gøre. Engang i maj eller juni, når der kommer gode “residents offers” på vandlandet derude.

PS: Selve området ude ved Legoland, Motiongate og Bollywood Park er stendødt, men Riverland, som er et åbent restaurationsområde uden krav om billet til forlystelsesparkerne, er ganske udmærket, og der ligger også et outlet mall ikke ret langt derfra med udmærket shopping og lidt caféer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Elliot

Der skal ikke herske tvivl om, at Martin og jeg er underlagt emotionel pression. Det er slet ikke noget nyt. Det har faktisk stået på i et par år. Pigerne ønsker sig brændende en hund.

Bare en lille bitte én. Bare sådan en lille bitte nuser én.

Kan vi ikke forstå det, hva’? Kan vi slet ikke lide sådan en lille sød hund, hva’?

Pigerne er vant til dyr. De er over alt i familien. Min Far og Conny havde to yorkies indtil for nylig, nu er der én. Farmor og Farfar har deres to yorkies. Moster L har den frække og sjove Anton, der elsker at gå tur. Min bedsteveninde C og familien har lige fået verdens dejligste cavalier-hvalp.

Alle har en hund. Sådan føles det ihvertfald.

Og så er der os. De to onde forældre, der ikke under deres døtre lidt lykke og glæde i hverdagen.

I virkeligheden ved Martin og jeg jo godt, hvad det handler om, og hvad det vil sige, at have et kæledyr.

Det er lige dele kæmpe glæde og kæmpe ansvar.

Vi er selv opvokset med dyr omkring os, så det er på ingen måde unaturligt for os eller en tanke, vi er afvisende over for. For dyr giver hjemmet et særligt liv. Dyr giver også børn noget særligt under deres opvækst – en yderligere dimension i livet af gensynsglæde, nærvær, fællesskab, leg, sjov og ballade. Der er jo også læringen i dét med at have dyr: Man skal gå tur, samle efterladenskaber op, passe og pleje. Man skal lære at sætte grænser, sætte sig ud over egne behov, og tænke på dén i flokken, som ikke kan forsvare eller hjælpe sig selv.

Jeg har argumenterne for at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så er der jo lige det her Dubai-liv, som kommer på tværs. Ikke så meget i forhold til varmen og det faktum, at det pelsklædte familiemedlem ville skulle leve sit liv i en ørken. Dét er der så mange hunde, der gør – og de har det ganske fint. Gåturene ligger jo bare tidlig morgen og sen aften, når det er for varmt midt om sommeren. Vi ville heller aldrig nogensinde se os om efter en stor hund med stor pels, så eventuelle indvendinger om, at det er virkelig synd for hundene i varmen, har jeg ikke behov for.

Nej – dét, der er svært for mig er, at vi lever på en måde, som gør, at vi enten vil være væk fra hunden mindst 3 måneder hvert år, hvor den så skal passes af Maricel eller i et dyreinternat – eller alternativt vil vi få en masse logistisk (og økonomisk) bøvl ud af at rejse rundt med et dyr i transportboks og karantæne fra den ene lufthavn til den anden. Vi bor også hjemme hos familiemedlemmer, når vi opholder os i Danmark – og der er ingen af de steder, vi ville kunne komme anstigende med en hund, så dér ville pludselig også blive helt ændret i ritualerne, hvis hunden skulle med os til Danmark om sommeren og i julen. Dertil kommer de praktiske foranstaltninger og økonomiske bekymringer, for Dubai er virkelig ikke et let sted at have en hund. Der er mange vaccinationer og regler under almindeligt ophold i landet, og endnu mere regelhalløj og bureaukrati, når man forsøger at indføre/genindføre en hund efter udlandsrejse. Alt i alt vil det være et stort ekstra-ansvar oven i alle de andre papirmøller og økonomiske klemmer, vi i forvejen sidder klemt fast i i vores almindelige liv her i Ørkenstaten. Der er også altid job-usikkerheden at tage i betragtning. If shit hits the fan, er en hund jo et familiemedlem mere at tage stilling til og ansvar for, skulle det gå så galt, at vi er nødsagede til at rømme rønnen og finde os et nyt land at bo i. Alt andet lige er der mange ting, som bliver mere besværlige, hvis vi tilføjer et firbenet familiemedlem med våd snude til vores lille familie.

Jeg har argumenterne for ikke at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så skete der pludseligt det forunderlige, at Universet sendte os en lille bitte hundi. Til låns, må jeg huske. Elliot hedder han. Han er en 5.5 måneder gammel malteserhvalp. Med det dejligste, mildeste sind og masser af sjove påfund. Der er ikke dét, Elliot ikke kan!

Jeg skal lige skynde mig at tilføje, at Universet samtidig har sendt os Elliots familie retur til Ørkenstaten – nogle virkelig gode og skønne mennesker, som jeg værdsætter højt, så dét er nærmest en tidlig julegave at få gode venner retur.

Og da Elliots familie har en del praktiske ting at tage sig af her i opstartsfasen, har vi været så heldige, at vi er blevet godkendt som babysittere!

Hvilken lykke, det er for os!Vi får 100% afløb for vores hundekærlighed. Her er pigerne med Elliot i cykelkurven, så vi kan cykle The Lakes rundt, og bagefter lege på én af de store plæner bag Hattan Gardens.

Han stikker tungen ud af munden og nyder førerkurven på Cilles cykel. Og jeg nyder at cykle bagved og lytte til hendes små-pludren til Elliot om dette og hint. Det er så skønt at se hende udvise denne her form for omsorg og betænksomhed, som ellers er pakket så dybt væk i det daglige. Præcist som det var hos mig selv i den alder.

Og så er der jo Mille. Den selvskrevne hunde-mor. Hun har det moderlige instinkt dybt i sig. Et håndgribeligt nærvær og en kærlighed, der strømmer ud af hende. Hun er selvskrevet til rollen.Her er Elliot med Mille i bilen – på vej til den lokale hundelegeplads i The Springs. Ligesom med cyklen, så elsker han også at være med i bilen, og han nyder, når han kan udforske nyt og ukendt territorium. Her er Elliot så som sygepasser med en smugsovende Cille, der stornyder, at han ligger hos hende og pusler omkring, når hun er nødt til at blive hjemme fra skole.

Her er Elliot på tur med Maricel i hendes frokostpause, hvor han er blevet venner med nogle af de andre hunde, som hendes veninder passer. Maricel er faldet mindst lige så pladask for Elliot som vi andre er. Dét havde jeg ikke regnet med.Om morgenen siger Elliot farvel til pigerne, før vi cykler til skole. Han har ikke prøvet at være alene hjemme hos os – for Maricel er der jo i dagstimerne, hvor vi er på arbejde og i skole.

Og her siger Elliot godnat hver aften, når han lægger sig til at sove op ad sin sovekammerat, Mille. De sover begge trygt hele natten sammen.Han har sig et vaskeægte hundeliv, den gode Elliot. Både hjemme hos sin egen familie og her hos os – de ivrige babysittere, der næsten ikke kan udholde at tælle antallet af dage til at han ikke er hos os længere.Jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids. Ligesom resten af familien.

Man kan simpelthen ikke andet. Se selv!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den Grønne Planet

Dagene flyver afsted, når der er gæster i huset. Jeg glemmer cirka halvdelen af de almindelige dagligdagsting, fordi vi hygger og dimser omkring, og sådan går det til, at Mille misser torsdagens tennislektion og køleskabet konsekvent står gabende tomt.

Men – vi er sammen og vi er i nuet – og det er vel det vigtigste.

Når skolegang møder gæstebud går der metaltræthed i maskineriet. Det sker hver gang – også selvom det er langt lettere at have besøg af en eller to voksne end en familie med børn. Bedsteforældre forstår jo så evigt godt, at pigerne er trætte efter en hel dag i skolen, og at de har brug for at trække sig lidt fra fællesskabet i storfamilien bag lukkede døre med legetøj og iPads på værelserne.

Men en enkelt dag i løbet af skoleugen finder vi tid og energi til at tage i The Green Planet, der ligger i området City Walk på Jumeirah-siden, lige over for Downtown Dubai.

Hvis København har Den Blå Planet, så har vi da bare lige en grøn.Bygningen er et helt økosystem og æstetisk kunstværk i sig selv. Så smuk og elegant står den over for det eksklusive shoppingområde City Walk. Der er masser af parkeringspladser lige uden for døren – kort sagt er det en nem og lettilgængelig turistattraktion, hvor alle aldre kan finde noget at glædes over og dele med hinanden. Det samme gør sig gældende for det store akvarium, The Lost Chambers på Atlantis The Palm, men dér har Farmor og Farfar allerede været – og de skal da prøve noget nyt, når de er på besøg hos os.Bygningens indre er konstrueret således, at man tager en elevator til 4. sal, hvilket er på højde med det allerøverste lag af trækronerne i regnskoven. Herefter bevæger man sig via ned igennem regnskovens lag helt ned til den mørke skovbund, som er dampende fugtig og fyldt af vandhuller og vandsprøjt fra små vandfald.Undervejs møder man en masse smukke dyr, der normalt bor i regnskove rundt omkring i verden – farverige papegøjer f.eks. Alle dyr er kommet hertil fra certificerede zoologiske haver i Europa og fra rescue-centre, når mennesker helt misforstået har erhvervet sig et krævende, vildt dyr, som de alligevel ikke kunne have i deres hjem.Reptiler og alle former for insekter er der også myriader af. Det værste er alle de giftige tudser og frøer, hvis du spørger mig, men myrerne og kakerlakkerne kunne jeg såmænd også fint være foruden.Vi hilser også på en boa, der i følge dyrepasseren er i fint humør, fordi hun har skiftet ham for nogle dage siden og tilmed spist et måltid. Så får hun lov at komme ud og blive klappet forsigtigt af gæsterne.Overalt, hvor man vender sig hen i det cylinderformede økosystem er der frodigt og grønt, og fuglene letter fra alle niveauer med veltilfredse, pludrende kald til hinanden. Rengøringsfolk trisser omkring og renser fugleklatter og madrester af, for der bliver svinet godt og grundigt, når de frithængende melonskiver bliver indtaget.

Nederst i systemet finder pigerne til deres store begejstring ét af Den Grønne Planets hovedattraktioner: Dovendyret Liam. Hans veninde Lola er ikke til stede. Hun er ude for at spise og slappe af, siger dyrepasseren. Det er et hårdt liv som dovendyr.Vi er heldige, at Liam er vågen og aktiv. Vi får chancen for at følge ham fra bunden af regnskoven og fire etager op til toppen, fordi han selv vælger at vandre derop.Undervejs får han støtte og assistance fra to dyrepassere, som genner ham venligt i rette retning, når han er ved at tage en afstikker. Der er heller ingen direkte kontakt mellem dovendyret og gæsterne – og det gælder stort set alle andre dyr også, da det lukkede system i Den Grønne Planet er 100% dyrenes domæne.

Jeg synes godt, at man kan fornemme, at dyrene aldrig oplever direkte kontakt eller “truende adfærd” fra mennesker, bl.a. fordi de bare gør helt som de plejer, uanset om vi stopper op og glor på dem på ganske nært hold.Dyrepasserne er ualmindeligt flinke og tålmodige. Mille og Cille stiller det ene spørgsmål efter det andet, og de får uddybende svar og forklaringer. Nu ved vi en masse om dovendyr, der på ingen måde er en truet dyreart, fordi de ikke rigtigt er interessant fødekilde for andre dyrearter. De er i familie med myreslugeren, og de sover 18 timer i døgnet. De spiser helst de sødeste frugter, men accepterer også søde kartofler, insekter og blade, hvis der ikke lige er en klase druer at kanøfle.Vi er 100% solgt til stanglakrids, når det gælder dovendyr. De er så sære og kære på samme tid. Man kan ikke andet end at være fascineret af det lille dyr, der klatrer omkring med sine lange, stærke negle, plirrer med øjnene og vender snuden ud mod os for at finde ud af, hvad vi mon er for nogle sære fætre.

Og efter en rundtur i det lillebitte område i kælderen, The Australian Walkabout, hvor de har kookaburras og wallabies i skøn forening, ender pigerne med at slippe 430 kroner for hvert deres dovendyr i gavebutikken. Det var HELT UMULIGT at forlade The Green Planet uden de to bamser. Og så er det jo heldigt, at de har en solid pengetank derhjemme, som de kan slå hul i.Dét er en ting, Dubai kan. At få pengene til at flyve ud af lommerne.

Og jeg må indrømme, at de to dovendyr (opkaldt efter virkelighedens Liam og Lola), som nu sidder på mit bagsæde og venter på pigerne, er pænt svære at stå for.

2 x 430 kr. svære at stå for.PS: Du kan bruge Entertainer vouchers “buy 1 get 1 free” til entrébilletterne i The Green Planet – eller du kan spare 10% ved at booke online forud for dit besøg. Uanset hvordan du vender og drejer det, så er det en dyr fornøjelse, ligesom alle andre steder, der har noget med dyr at gøre.

Men – så skal det også siges, at dyrene ser virkelig ud til at have det godt og alting foregår på deres præmisser, så jeg er absolut fan af The Green Planet.

Det tager 1.5-2 timer at besøge stedet, afhængig af ens tålmodighed og gæsternes aldre. Der er en lille café uden for, hvor man evt. kan få kaffe, men det vil være endnu bedre at kombinere det med et smut over i City Walk, der bugner af lækre caféer og spisesteder.

Se mere lige her: https://www.thegreenplanetdubai.com/en?id=parkmap

🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Børns forventninger

Cille blev født den 23. august 2009.

På vores 1-års bryllupsdag.

At få et augustbarn er herligt. Der er stadig lidt langstrakt feriestemning og ofte dejligt sensommervejr i Danmark at fejre hende i. Men slutningen af august er midt i skolernes sommerferie, hvis man bor i Dubai. Og det er ganske ubelejligt i forhold til at holde fødselsdagsfest for klassekammerater og venner.

Vi har selvfølgelig forsøgt os med at holde fest på forskud for klassen i juni måned – og det resulterede i, at hun på sin rigtige fødselsdag for længst havde glemt, at hun var blevet fejret efter alle kunstens regler et par måneder tidligere. Hun var ikke så gammel på det tidspunkt, men det føltes alligevel temmeligt anstrengende at skulle minde hende om, at vi havde altså stået i et kunst-galleri og malet billeder, leget sanglege og spist pizza og kage til den store guldmedalje med alle hendes venner og veninder et par måneder forinden (💸🙄).

Derfor er vi nu landet på et kompromis, hvor hun bliver fejret i Danmark med familien, og så får hun en lidt mindre fest med udvalgte klassekammerater og venner, når vi er retur i skole igen. På dét tidspunkt føles fødselsdagen allerede langt væk, og når nu hun er blevet fejret med manér i Danmark, holder vi fest for hende uden de formelle fødselsdagsritualer, sang og flag.

For det meste lader vi halvanden til to måneder gå, før vi holder festen i Dubai. Det skal helst være behageligt opholdsvejr uden for (læs: invasion af sukkersheriffer i privat hjem skal håndteres), og lige når vi ankommer til skolestart i september, er der bare for smeltende varmt og fugtigt.

Forleden blev det så endelig tid til at fejre Cilles 10-års fødselsdag med veninderne. Hun havde virkelig glædet sig – og der var blevet købt ting ind til festen flere uger i forvejen.

Her er den smukke 10-årige, der nu for alvor er på vej fra barn til ung pige.Som alle andre Dubai-børn, er Cille vant til at fester afholdes ‘ude’. Nogle gange er der tale om heldagsarrangementer i en forlystelsespark eller et vandland, andre gange inviteres der til et nøje afmålt to-timers-forløb med en arrangeret aktivitet, der styres af en voksen. Sidste år blev der tilmed lagt sleep-overs oven i heldagsarrangementerne, men det syntes hun (heldigvis) selv var lidt for anstrengende til at ønske sig det til sin egen fødselsdag.

Cille forstår også godt, at et heldagsarrangement til et vandland eller en forlystelsespark er en bekostelig affære. Det samme gør sig gældende, hvis man skal til at leje sleepover-telte med matchende lysranker og hvad ved jeg. Men jeg forstår godt, at det virker tillokkende og er virkelig sjovt at deltage i. Cille har bare den udfordring i livet, at hendes mor er så meget fra Jylland, at det umuligt kan koste 400 kr. pr. barn at sove på en oppustelig luftmadras, selvom lagnet og lysranken matcher de andres – og entrépriser til forlystelsesparker på helt op mod 700 kr. pr. barn ligger heller ikke lige i budgettet.

Så vi arbejder på sagen sammen. Forventningsafstemmer. Summer og fremlægger idéer. Taler og forhandler. Finder et kompromis mellem barnets ønsker og forældrenes pengepung.

I år var der dog ingen slinger i valsen. Cille ville gerne svømme med sine venner, efterfulgt af hygge i haven med Maricels hjemmelavede buffet. Hendes største ønske var i øvrigt, at få lov til at lave fine goodie bags til sine veninder, som hun kunne give dem med hjem som minde.

På Dubai-børnefødselsdags-skalaen var hendes ønsker og forventninger til festen i år meget, meget rimelige.

Så vi klappede hælene i og fulgte trop. Købte entré til Fitness First i The Lakes for 130 kr. pr. barn.Stillede snacks og drikkevarer frem til pool party galore.Og det var rørende at se, hvordan de 10 piger legede fælleslege og hyggede sig sammen i vandet i flere timer efter en lang skoledag.Det er en vild fornemmelse at være kommet dertil, hvor man som forælder kan gå roligt rundt og nyde synet af børn, der leger – uden at blive uvenner, kede af det, slå sig eller på anden måde have brug for assistance.

Jeg savner virkelig ikke småbørns-tiden, når jeg ser, hvor sjovt og dejligt, de store børn har det sammen på en langstrakt eftermiddag.Da vi endelig lykkedes med at trække pigerne op af vandet og ud af omklædningsrummene, tog vi hjem til gaveoppakning og “flaskehalsen peger på”, mens Maricels fine buffet tog form.Og hér sad de så. I solnedgangen og fælles-gnaskede igennem, som de halv-teenagere i voksealderen, de efterhånden er blevet.

De sluttede af med musik og dans i haven – og lidt hop i trampolinen på skift. En ganske enkel eller simpel fødselsdagsfest, hvis man skal vurdere den efter Dubai-standard, men alle pigerne var supersøde og proklamerede, at det var the best birthday ever!

Det handler jo om stemningen og fællesskabet – og egentlig ikke ret meget om den konkrete aktivitet eller om, hvorvidt  de fysiske rammer er overdådige eller ej.

Her var der tale om en harmonisk pigegruppe, der tog hensyn til hinanden og inkluderede alle i legene. De brugte deres fantasi, samarbejdede om reglerne i legene – og frem for alt, så havde de det sjovt sammen.

Og selvom jeg nogle gange ville ønske, at børnefødselsdage kunne forløbe, som vi gør i Danmark – helt uformelt og med masser af fri leg for de små og masser af rødvin til de store – så accepterer jeg, at det ikke er helt sådan, en fødselsdag skal forløbe i en Ørkenstat.

Og fødselsdagsbarnet?

Hun krammede sine forældre og sagde tak for en dejlig fest. Hun var så glad for sine fine gaver og sagde, at hun følte, at hendes veninder havde gjort sig sådan umage med at finde netop de ting, hun elsker.

Så klatrede hun ellers i seng med sin nye dovendyr-sovemaske og tændte sin dovendyr-sengelampe, krammede sin nye doughnut-pude og kiggede over på sin opstilling af nye læsebøger, avocado- og kaktusnotesbøger, tasker og dimsedutter, som kun 10-årige piger forstår.

🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet