Vi er retur til en dobbelt-regnbue over kolonihaven i Hillerød.Blåvand-andelen af vores sommerferie blev reduceret i år, fordi der er store mærkedage i familien. Men det var dejligt at være ved Vesterhavet som altid – uanset antallet af dage.Vi var hos Sæberiget i Ho på et sæbe-kursus, hvor vi lavede vores egne fine glycerinsæber med æteriske olier, scrub-komponenter af enten friskmalede kaffebønner eller oprenset Vesterhavssand, glimmer i alle afskygninger, forskellige slags farver og masser af tørrede blomster. Alt sammen økologiske ingredienser, og der duftede så skønt og rent igennem hele processen!Lige da jeg havde bestilt kurset, blev jeg i tvivl om, hvorvidt vi egentlig ville synes, at et sæbekursus var sjovt, men det optog både teenagere og mødre i et par virkelig hyggelige timer. Sæberigets ejer, Bente, er humoristisk og enormt hjælpsom ift. at få lavet fine kombinationer, så en stor anbefaling herfra.
Der er bare noget godt ved at producere et eller andet med hænderne, og vi var dybt engagerede i at kombinere sæbernes udseende med deres dufte og egenskaber. Min pink glimmer-sæbe er naturligvis med rosenduft og små nips af lavendel. Perfekt girlfriend-sæbe til min bedsteveninde, når jeg ser hende igen.Og Mille savner Daisy så meget, at hun straks gik i lag med pote-formene, hvor hun kom rigeligt med kaffe-knas i, så vi kan blive helt bløde og velpolerede.

Der var heldigvis også tid til at hænge ud med min Mor på tomandshånd. Det er fordelen ved, at Snorkefrøkenerne er blevet teenagere. De sover nu så længe, at man sagtens kan nå at spise langstrakt picnic-morgenmad i solskin ved Filsø-Ellipsen og at gå den 5 km. fine rute ved søen i fuglereservatet, før de vågner og er klar på at lave et eller andet.Min Mor er mester i lige at stable en picnic på benene, uanset vejrlig og tidspunkt på dagen. Og selvom solskinnet kun varede til afslutningen på morgenmaden, var det en skøn tur ud i det blå til et sted, jeg aldrig havde været før.Det er ikke ellipsen i sig selv, man skal besøge Filsø for at opleve. Den er næsten lidt en joke, men det er selve søen og det rige fugleliv, der udfolder sig uanset årstiden, som virkelig er smukt at opleve på nært hold.Man ved, at stedet er Vestjylland, når der er opsat picnicborde, der tager højde for den insisterende blæst fra divergerende vindretninger. Det lille hus var ‘vejestation’ for det tidligere korn- eller kartoffellager, der har befundet sig dér. Nu kan man kun se fundamentet af lagerbygningen. Filsø var tidligere konverteret til afvandet agerland, hvor man dyrkede kartofler og korn i den rige jord. Heldigvis er man kommet på bedre tanker, men det var et kæmpe projekt i vores bedsteforældres tid, det med at få skaffet brugbar landbrugsjord til vestjyderne, der ellers kun havde noget sandet skidt at arbejde med.Der var selvfølgelig også tid til at bade i Vesterhavet. Vandtemperaturen var 19 grader, så luften og vandet var stort set afstemt temperaturmæssigt. Friskt og lige tilpas til mit vestjyske vikingebarn, der mest af alt ligner en sælunge, når hun springer hovedkulds ind i bølgerne, fordi Onkel Søren har lært hende at dykke i saltvand denne sommer ved Nyborg.Gid, man kunne lagre den svalende og opkvikkende fornemmelse i kroppen, man får af at bade i Vesterhavet. Det ville være en kærkommen følelse, når vi om knapt halvanden uges tid rammer ørkenens hede igen.

Knapt så fredsommelig var opførslen fra Vesterhavets side, da vi stævnede ud med fiskekutteren E1 Claus Sørensen fra Esbjerg Havn en fin torsdag formiddag.E1 er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjergs velholdte fiskekutter, som styres af en pensioneret skipper af klassisk vestjysk afstamning (læs: mand af få ord) og hans bedstemand, der til gengæld var mand for at berette om livet i Esbjergs industrihavn – dengang, der foregik andet end noget aktivitet med havvindmøller.Museet har også en udsendt medarbejder ombord, der fortæller historien om kokkedrengen Johannes, der tager hyre på E1 lige efter WW2, fordi det var den bedste mulighed for at tjene gode penge i nabolaget.De gode penge skulle tjenes på at fange fladfisk.Med til fortællingen om Johannes havde museet selvfølgelig en kurvfuld fake fladfisk med, som børnene fik lov til at måle op, så de enten skulle i lastrummet for at blive solgt på havnen i Esbjerg, eller retur i havet for at vokse sig større.Lidt sælsafari kom vi også på, da sejlrenden ledte os over mod Fanø, hvor sælerne soler sig på de flade sandbanker, der dukker op med tidevandets tilbagetrækning.Man er vel i Vadehavet, Vesterhavet og Nordsøen. Either way, så var det simpelthen så cute at se på sæler og lytte til deres indbyrdes ugh-ugh-ugh-diskussioner.På et tidspunkt måtte jeg selvfølgelig klatre ned i diverse luk-af’er, ind og snuse rundt i skibskabyssen og prøve kutterens wc. Klassisk Tine at skulle tisse midt i det hele.Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg tilbyder masser af forskellige udflugter, og det er bestemt ikke sidste gang, vi er med dem på tur. Det er lærerigt og sjovt – selv for en teenager, der ikke rigtigt kan se det opløftende i at tilbringe en formiddag ombord på en kutter i stiv vind ude fra vest. Om ikke andet, så fik hun frisk luft.Som trade-off på morens entusiastiske fiskekutter-idé fik teenagerne frit lejde i Frelsens Hærs store genbrugsbutik og ad libitum rå fisk på Nara Sushi down-town Esbjerg. Ikke den værste afslutning på en dag i fiskerbyen med de hvide mænd, der skuer ud over havet.Midt i Blåvands-ferien indløste Martin også en af sine 50-års-gaver: Rundvisning i REGAN VEST. 
Det blev til en fin, lynhurtig kærestetur til Nordens Paris – Jyllands ene dobbelt A – som viste sig fra sin mest vanvittige, blæsende side. Heldigvis var kaffen varm og kagen stor hos Penny Lane.Og om aftenen fik vi varmen over lige rigelige mængder bearnaise og rødvin på Bones, fordi when in Jylland, do it right. Der blev selvfølgelig også indkøbt nyt voksen-gymnastiktøj til økonomidirektøren i Shaping New Tomorrow’s hovedsæde i Aalborg. Det er vel et must på de kanter.Men hva’ mæ’ den bunker derude i Rold Skov nær Rebild Bakker?Den var ganske enkelt imponerende. I al sin historiske magt og størrelses pragt.Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på Koldkrigsperioden i Danmarkshistorien, men at vandre 300 meter ind i en kalkbakke, for så at møde et 5.500 kvm. stort regeringsanlæg til 400 af de vigtigste personer, der skulle kunne lede landet igennem WW3 er fandeme lige dele imponerende, øjenåbnende, fascinerende og grænseoverskridende i en tid, hvor Europa igen står over for risikoen for WW3.

Suk.

Næsten ligeså interessant som det enorme bunker-anlæg var maskinmesterens bolig.Boligen besøger man på egen hånd, og det er sjovt og creepy at modtage telefonopkald og luske rundt i andre menneskers hjem (*opstillet af Nordjyske Museer, jovist, men virkelig realistisk).Det er lidt som at falde ind i en 80’er tidslomme af nej-tak-til-atomkraft, Pac-Man og tegneserier på børneværelset og lilla Elida shampoo på det lille badeværelse.Jeg vil absolut anbefale alle voksne og unge at besøge REGAN Vest. Børn kan måske bedre være med i Tirpitz, Hanstholm, på Stevnsfortet osv. – for det er en længere gennemgang, hvor man skal være stille og koncentreret, selvom guiderne med sikkerhed vil være flinke overfor småfolk.

Alt i alt uddeles der igen-igen 10 ud af 10 stjerner til Jylland. Kom bar’ do.

Jeg er – ærligt indrømmet – ikke verdens bedste til konceptet ‘fejring’. Hverken i de små hverdagssejre eller i de helt store af livets lykkeruser.

Ja, jeg priser mig lykkelig for, at vi gik all-in på bryllup, da vi planlagde og gennemførte det.

Ja, jeg priser mig lykkelig for de fine barnedåbsfester, kobberbrylluppet og alle de gange, hvor andre i familien og vennekredsen har hjulpet os med at huske på vigtige mærkedage, særlige lejligheder, små og store succeser med alt muligt livs- eller arbejdsrelateret.

Men sådan i det store og hele bliver jeg altid lidt energiforladt eller underskudsramt, ligeså snart der skal gøres klar til fejring – og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Det er sikkert noget, der var værd at dykke ned i ved lejlighed. Der må være en skuffelse, en dårlig oplevelse eller en ærgrelse gemt under konceptet for mig, for hvorfor skulle jeg ikke gide at forberede en festlig lejlighed?

I går var en af de der særlige begivenheder, hvor jeg lige måtte trække mig selv op ved hårrødderne. Selvom den fysiske sæt-nu-igang-for-helvede-Tine havde jeg gjort et par dage tidligere, hvor jeg kørte i Gold & Diamond Park for at købe gaven.

For seks år siden var der KG Graduation Ceremony for lille 5-års Mille. Det så sådan her ud.Cute med cute på – i graduation cap and gown som det sig hør og bør på en international skole.

Og nu var vi så nået til dér, hvor jeg uforvarende kom til at tænke “én gang til for Arveprins Knud”, fordi Mille har sin ANDEN Graduation inden for 8 års skolegang. Det er en del mere end man ville have gjort i den danske folkeskole, hvor man trods alt skal nå 9. klasses afgangseksamen, før man kaster med karameller og lytter til rektors afskedstale.
Men her gøres der lidt mere ud af det, må man sige.

Det så sådan her ud for 11-årige Mille i går.

KG og Primary School er nu done and dusted. Fremadrettet har vi to børn i Secondary School.

Og selvfølgelig blev jeg til sidst rørstrømsk over ceremonien, som var et væld af fine taler, musiske indslag og sjove danse. Det var så fint og sødt – og hvorfor var det lige, at jeg synes, at der er tale om en over-fejring? Pjat med mig!

Det hele blev også besværliggjort af, at jeg nu siger farvel til at undervise Mille og hendes kammerat Malthe, som jeg har undervist siden Year 2. Det er vitterligt en æra, der slutter her.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor transition fra Primary til Secondary School, som er lig med Mellemtrinnet og Udskolingen i Danmark. Og Secondary School er et helt andet sted. Man går f.eks. fra klasse til klasse for at møde ens faglærere, sådan som vi andre lærte at gøre i gymnasiet. Man har sin egen locker, der er lektier i alle fag og tilmed en computer at holde styr på. Der er deadlines, krav om en mere moden opførsel og en masse andre ting, der gør, at de 11-12-årige virkelig må øve sig for at følge med og leve op til de nye standarder, når de pludselig bevæger sig mellem de 12-18-årige i stedet for de 6-11-årige. Men der er noget godt i at blive ‘de små’ efter at have været ‘de store’ i en længere periode.Så måske var det alligevel ikke så dum en idé at køre endnu en Graduation Ceremony i fuld ornat. Måske er det en fin og tydelig måde at fejre den læring og udvikling, der er sket indtil nu, før de går videre til den næste skole.Og heldigvis er Secondary School lige ved siden af Primary School, så børnene kan sige hej til deres elskede Primary-lærere engang i mellem, hvis livet ovre i den store skole er lidt hårdt.

Der har ikke kun været hektisk aktivitet i Primary School her til sidst. I Secondary deltog Cille i årets DIATECH udstilling, hvor udvalgte elevers tekniske projekter var blevet udvalgt til fremvisning for alle på skolen.Cille og hendes kammerat havde bygget biler af træ, som man kunne flytte rundt på og lege med primærfarver og træne finmotorik. Sagt med andre ord – et stykke legetøj til de helt små børn.

Jeg tog et par af klasserne med ned fra dansktimen, så de kunne lytte til Cilles præsentation. På dansk, naturligvis.Og nu er det hele slut.

Afsluttet.

Dansklokalet er pakket ned, og pigerne er ude med deres veninder en sidste gang, før vi rejser mod Det Lune Nord for at inspicere husbyggeri, og selvfølgelig for at nyde sommeren med familie og venner!

Verdens bedste Mille er 11 år! …….Om jeg begriber, hvordan det er sket, for forleden var hun altså lillebitte!Nu er hun pludselig 165 cm. høj, hvis ikke lidt mere endda – og de spritnye Birkenstocks fra Morfar og Conny er måske lidt for store, men hun insisterede på, at de skulle købes i størrelse 41!

For et øjeblik siden så Mille sådan her ud, da hun gik på Violets-stuen hos Ms. Kanchan og fyldte tre år i dét, der dengang hed Lakes Garden Nursery. På det tidspunkt havde vi været i Dubai i præcist 1 år.

Og her er hun året efter i KG1 som 4-årig, hvor det endnu ikke var blevet forbudt at møde op som familie med fødselsdagskage og sang i skoletiden. Det var tider, dengang. Før forbuddet mod sukker og sjov. Og et par år senere står vi i et legeland, hvor Mille nu går i Year 1 og fylder 6 år.Dengang elskede Mille at sove, og hun var ikke synderligt begejstret for at blive vækket på sengen med fødselsdagssang.

Dette gør sig stadig gældende – morgensang og vækning er ikke engang sjov på ens fødselsdag!Og jeg noterer mig, at intet har ændret sig de seneste 6-7 år. Vi samsover stadig på kryds og tværs, og der er dyner, bamser, ledninger og puder i en pærevælling. Martin siger, at jeg vil savne samsovningen som en vanvittig, når den er væk for altid – og han plejer at have ret, når det kommer til følelser og nostalgi.

Heldigvis var Mille let at begejstre senere, da hun havde fået øjne. Daisy ventede pænt på hende med en hunde-bide-fødselsdagsball0n.Og vi havde indkøbt heliumballoner til Mille, som heldigvis stadig bliver enormt lykkelig over at modtage en flok balloner. Det er hendes ultimative fejring, når der er balloner overalt i stuen. Elleve år er kun næsten-stor. Der er stadig dejligt legebarn i hende.Og ligeså glad blev hun, da hun fik klistermærkebøger af Farmor og Farfar. Den umiddelbare glæde hér var langt større end da de gamle forældre begavede hende med en spritny laptop og en større pengegave…det er bare ikke den monetære værdi af en gave, der tæller – dét er tydeligt!Og laptop måtte hun have af os i gave i år – for til september begynder Mille i Secondary School – i 5. klasse eller Year 7, som det hedder i IB-systemet. Det er så vildt, at vi snart har to børn i Secondary, og dermed helt kan vinke farvel til Primary, omend jeg jo stadig befinder mig dér rent arbejdsmæssigt. Og det er jeg glad for. De små børn i skolen – og de store børn derhjemme. Smart kombination, hvis I spørger mig. Cille fik også en laptop dét år, hun skulle starte i Secondary, og i år får hun igen en ny laptop, fordi den “gamle” er ved at være noget udtjent.

Mille blev også fejret noget så fint af sin kære Maricel. Med gaver, pandekager og masser af kram.I danskklassen fejrede vi hende også med sang og kage – og drengene gav den godt med gas til Milles store fornøjelse.Det er en bittersød fornemmelse, at Mille ikke længere skal gå i min danskklasse, men jo rykker videre til min kollega næste skoleår. Det har været 95% vidunderligt at undervise min egen Mussi, men det er også okay, at hun får mere frihed fra mig og sin egen identitet uden en Mor, der samtidig også er læreren.

Det var nu ikke kun bedsteforældrene, Maricel og os, der havde gjort os umage for at fejre Mille. Cille havde lavet en konvolut med penge i, samt en liste med forslag til de butikker, de kunne gå i på en ‘søster-shoppetur’ i Dubai Hills Mall, som er blevet deres foretrukne sted at brænde lommepengene af.Og det gjorde de så i lørdags. Brændte alle pengene af. Det går stærkt, når man har en storesøster, der kan vise vejen frem, og ved, hvad der er smart.

I år havde Mille valgt at lave en lille fødselsdagsfejring sammen med en håndfuld veninder. Skolen har ingen regler for fødselsdagsfejring – man er ikke forpligtet på at invitere alle i klassen eller pigerne i klassen – og derfor valgte Mille at invitere et par veninder fra en parallelklasse og to fra sin nuværende klasse. De kom med hjem og lavede sushi sammen, kombineret med lidt mad fra McDonald’s, fordi det måske ikke var alle, der var lige vilde med tang og ris.

Milles elskede klasselærer, Ms. Lyndsey, havde spurgt mig, om hun måtte komme forbi som en overraskelse til Emilie.Mille blev simpelthen så glad, rørt og overrasket – hun havde aldrig troet, at hendes dejlige lærer ville dukke op hjemme hos os for at sige hej – og møde Daisy, selvfølgelig.Ms. Lyndsey er one of a kind. Hun inviterede eleverne med på sine bryllupsfotos, og hendes hjertevarme kan nærmest mærkes fysisk. Hun går lige ind i Mille – og Mille går lige ind i hende. De har begge et stærkt følelsesapparat, og de er ikke bange for at mærke eller opleve de helt store følelser.

Ms. Lyndsey har evnen til at se det gode i hvert enkelt barn – hun ser dem for dem, de er – og det betyder mere end jeg kan sætte ord på. Især når der er ting i familielivet, der er svære at tackle for både de voksne og børnene. Så Mille har haft det allerbedste udgangspunkt for at komme godt igennem Year 6 med en så åben, varm og omsorgsfuld lærer, der tror på det bedste i Mille. Det har været Milles og vores lykketræf, at hun havnede i Ms. Lyndsey’s klasse på et tidspunkt i vores familieliv, hvor Mille bliver set mindre og hele tiden må bøje af og give efter for sin søster.

Efter Ms. Lyndsey’s besøg fik pigerne kage, og så sluttede de dagen af med porcelænsmaling og biografen i Ibn Battuta Mall.
Over and out – sødeste 11-årige Mille! Du går virkelig et spændende og udfordrende år i møde, hvor du skal lære hele Secondary School’s væsen og mekanismer at kende; hvor du går fra Primary’s metoder og redskaber til et helt nyt arbejdsliv i Secondary, og hvor du skal skabe dig en ny omgangskreds, fordi der sker så meget med skoleskifte og flytninger henover sommeren.

Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt. 💜 Mille, min Elskling. 💜

Det er fire år siden, vi sidst var på en ‘rigtig’ familieferie.Ingen skal føle sig forpligtede til at udtrykke deres dybeste medfølelse eller sympati – jeg er udmærket klar over, at jeg taler fra et über-priviligeret og privilegieblindt sted, for i de seneste fire år har vi haft masser af tid med vores familie og venner i DK.Men rejseoplevelser som lille firkløver har vi ikke haft siden 2019, hvor vi tilbragte Spring Break på Bali. Året efter – det sagnomspundne 2020 – havde vi booket Spring Break i Vietnam, men det blev selvfølgelig forpurret af you-know-what, ligesom alt andet. Sorgen over ikke at få denne her slags oplevelser som familie blev hurtigt skubbet væk af glæden ved at kunne tilbringe de to efterfølgende somre i Danmark med stort set ingen corona-forhindringer – eller ihvertfald med så små begrænsninger, at det for os stadig føltes som den totale frihed i to hele måneder, før vi igen skulle hjem til mundbind overalt og afstandtagen fra hinanden og selvet.Men der er en forskel. En forskel på at rejse ‘hjem’ til Danmark for at se familie og venner, og så at rejse ud for at opleve nye steder og kulturer.

Jeg plejer at sige, at det jeg oplever allermest i Danmark, er det indvendige af Rema 1000 i Sophienborg – og det er nogenlunde tæt på sandheden.

For selvfølgelig er vi ikke på 2 stive måneders fest og farver.

Der går også hverdag og spaghetti bolognese i den for os, uanset hvor priviligeret det er at have så lang en sommerferie. Ingen af os almindeligt dødelige har budget til at være ægte turister i to måneder – og ville det ikke også være totalt udmattende? Hele pointen med en ferierejse er jo netop, at man fyrer den lidt af og kommer væk fra det hjemmevante for en stund. En stund holder bare ikke i to måneder, og det er faktisk okay. Det afholder mig dog ikke fra at ønske, at pigernes og min sommerferie var lidt kortere, så ferierne kunne være bedre spredt bedre ud over hele året, hvor vi ind i mellem virkelig trænger til nogle dage væk fra skolen.Men er feriedagene er nu engang lange og mange – og vi forholder os derfor til 8-9 uger hver sommer, hvor der skal ske noget, men helst ikke med 18o km./t. hele tiden. Dén oplevelse har pigerne bestemt heller ikke. Faktisk tror jeg, at de også finder sommerferien alt for lang og ret kedelig, fordi de savner deres eget værelse, vennerne, Daisy-hunden, Maricel og de ting, de plejer at lave i deres vante omgivelser.Vi er i gang med at bygge et sommerhus i Danmark, så vi har vores eget sted både i Vestjylland og i Nordsjælland.Vores fantastiske arkitekt har tegnet en minimalistisk bolig, der står på en kolonihavegrund, selvom huset er langt fra Mormors kolonihavehus. Gentrificeringen vil vist ingen ende tage, når udedanskerne æder sig ind på noget så helligt-dansk som kolonihaverne? Men det er kendsgerningen.

Vi har på denne her måde mulighed for at nyde et skønt, lillebitte hus tæt på Martins familie i Hillerød. Det skal selvfølgelig ikke udlejes, sådan som sommerhuset bliver det i Blåvand, både fordi det ikke er lovligt i kolonihaveforeningerne, og fordi det skal være helt vores eget sted med vores personlige ting, så vi kan komme og gå, som det passer os. Det er på ingen måde en ‘god investering’, der ‘på sigt giver afkast’, men det er vores spæde forsøg på at finde en løsning, hvorpå vi kan opholde os i Danmark i længere tid – uden at drive rovdrift på alles gæstfrihed – og uden at drive vores tween og teenager til mildt vanvid.

‘Hvorom alting er’, siger arkitekten, ‘så står huset klart til sommerferien 2023’ – og det må vi så se, om det gør. Vi krydser ihvertfald samtlige fingre og håber inderligt, at det lykkes, for hold op, hvor vi ser frem til denne her løsning på vores ‘bo-udfordringer’.Jeg er så taknemmelig for, at vi kan give pigerne et indblik i livet i Danmark 2-3 gange om året, hvor de skal med S-toget, på biblioteket og i svømmehallen, finde madvarer i Lidl og vente i kø på apoteket. Det er alt sammen dejligt, sjovt, hyggeligt og en måde at give dem et tilhørsforhold på – men – jeg var i dén grad også klar på at gøre noget andet sammen som familie. Og i denne Spring Break – fire år efter den sidste tur – lykkedes det os endelig at få planlagt og gennemført en rigtig oplevelsesferie for firkløveret.London, Baby! Tilbage til dér, hvor vores udlandsliv begyndte sammen med en halvanden-årig Cille.Hér boede vi i den lille enklave af romantiske huse – Harts Grove – der ligger på grunden af et tidligere psykiatrisk hospital. Nu er der dog kun et efeu-krat og en låge tilbage, der minder om, hvor hospitalet lå.Hér boede vi så i det yndige dukkehus med adressen 78 Harts Grove, IG8 0BN, Woodford Green, Redbridge, North East London. Dengang var døren en smuk flaskegrøn farve, men ellers ligner huset sig selv, og de nuværende beboere har også Peppa Pig plastiklegetøj. Den store rosmarin vokser tilmed stadig som en hel busk ved siden af stuevinduet. Og her blev Cille så tvunget til at forevige sine gamle forældre, der kun er blevet 13 år ældre, siden vi sidst stod foran huset og tænkte, at ‘her ville vi da gerne bo’.Nærmeste tube station til Harts Grove er Woodford Green, som ligger i Churchills gamle valgområde til parlamentet, Epping, lige på grænsen til Essex, der begynder, hvor den røde Central Line ender i handelsbyen Loughton.Jeg gik med tårer i øjnene hele formiddagen og ‘nostalgiserede’ over alting. Den lille high street har nu fået en Costa Coffee og mere fancy spisesteder, men mange af butikkerne og restauranterne var nu alligevel de samme som i 2011, da vi flyttede hertil. Der er også stadig masser af council housing og ‘estates’, der på ingen måde er charmerende eller et sted, ‘man’ kunne ønske sig at bo. England er mange ting, men et stærkt klasseopdelt samfund, dét er det.Der var også et lille kig til vores gamle kirke, All Saints Woodford Wells, hvor Cille og jeg deltog i legestuen en gang om ugen. Legestuen var ikke rituel eller ceremoniel, og jeg tror heller ikke, jeg ville have passet særligt godt ind i deres protestantiske missionering, hvis de var begyndt på det.Apoteket og lægeklinikken lå der selvfølgelig også oppe på high street, hvor jeg lærte at holde af National Health Services, NHS, der som bekendt er holdt sammen af tre gamle hæfteklammer og en knirkende syning, præcist som det danske sundhedsvæsen.Den lokale pub lå der selvfølgelig også stadig – og andedammen, hvor Cille fodrede ænder every.freaking.day.Hun fornemmede tydeligt, at jeg var følelsesmæssigt påvirket af at være på besøg i hendes tidligste barndom – dér, hvor jeg følte, at vi blev til en ‘rigtig’ familie, fordi der pludselig var tid på en helt anden måde end der havde været i Danmark med to fuldtidsjobs. Hun mærkede det så tydeligt, at hun endda indvilligede i en hæderlig forevigelse af øjeblikket, nøjagtigt på det sted, vi har så mange andre fotos fra. For 13 år siden, vel at mærke.Vi kendte og genkendte samtlige veje omkring Woodford Green – og alt, vi faldt for, var ligeså skønt og smukt som for 13 år siden. The fields – engene – for eksempel. Så grønne og friske uanset årstiden, og helt perfekte til en halvanden årig udforsker med nye, fine wellington boots til at hoppe i muddy puddles med.Miniput-byen-i-byen med den velfungerende high street og et romantisk gadekær, som var vi på Samsø.De tuttenuttede Harts Grove-huse med smukt anlagte haver og masser af blomstrende træer langs de snirklede gader.Mille gik lidt ved siden af fortællingerne, men erklærede, at hun havde jo været ‘lidt med’ – inde i min mave, og det er ganske rigtigt. Cirka et halvt år efter vores flytning til England blev jeg gravid med Mille.Så meget levet liv siden dengang i Woodford Green. Et firkløver i stedet for et trekløver for at tage den mest åbenlyst forskel. Baby- og tumlingeliv med gylp og gummistøvler, Ben and Holly’s Little Kingdom på fucking repeat og 45-minutters lynvisitter på den lokale Prezzo, hvor vi kastede en pizza i hovedet, før den lille trunte blev urolig. Senere blev London og dukkehuset i Harts Grove udskiftet med et fancy hus i Ipswich helt uden en reel adresse, fordi det var så nydelig en lille landsby, at man da kendte husene ved deres navne.

Nye i udlandslivet var vi dengang. Ingen vidste, hvad der lå forude. Holland, virkede mest åbenlys, men ikke særligt tillokkende for nogen af os. Mellemøsten blev det til i stedet, alhamdullilah, da vi var 3 1/2 år inde i vores Englandsliv. Mashallah, vi er velsignede med alt dét, vi oplever og lever. ❤🌙🐣❤

To dage!
Mere frisk vestenvind og jysk familietid kunne det ikke blive til i denne ombæring.Min kloge Mor havde på forhånd formanet mig om, at jeg måtte tage dagene præcist, som de kom. Ikke stresse og ikke lægge en detaljeret struktur ind over. Ikke leve et lille stykke foran, for så er tiden for kort på forhånd.Og jeg prøver jo generelt at høre efter, hvad hun siger, hende min Mor. Så jeg tog en tophue på og fik et par påskeliljer stukket i, så jeg kunne føle præ-påske-hyggen maksimalt.Og ud måtte vi – på gåtur med børn på stranden under en høj sol og en havblå himmel, der dog ikke havde fået temperaturen til at stige synderligt.Mormor havde også arrangeret et besøg af den lettere ubestemmelige påskehare. Muligvis stærkt motiveret af Mille, der ‘bare ønskede sig en æggejagt uden for af hele sit hjerte’.Æggejagt udendørs er en stor ting for Mille, for i og med at den kristne påske altid ligger uden for vores Spring Break, ender vi med at lave en indendørs æggejagt, så chokoladen kan holdes kold af den buldrende A/C. April i en Ørkenstat er allerede alt for varm til at gemme chokolade i haven. Men i år kom påsken altså tidligt. Mormor og den æglæggende hare havde hørt hendes bønner og kom hende til undsætning med æg fordelt over ud over en fyrreplantage.
Bagefter blev chokolade-samlingen delt til punkt og prikke mellem de fire børnebørn.De voksne fik ingen Kinder-chokolade af påskeharen, men til gengæld fik vi fejret Martin lidt på forskud.Med klassisk vandbakkelse – fordi sådan gør man i Jylland, når der er fødselsdag og en chokoladekage til alle chokoladekage-fansene i familien, tilsat en slurk Solaris-druer fra Vester Vedsted Vingård, hvor min Mor hjalp til med at plukke druer sidste år.

Kæmpe-dejligt var det, at min Søster 0g Svoger plus de små banditter tog turen til Blåvand for at søndagshygge med os,  for det var eneste mulighed for at ses i denne ombæring.Dagen efter var vejret vildt ustadigt – ægte forår i Danmark, hvor vi lagde ud med en omgang hagl.Og så lidt bedre opholdsvejr til en lang gåtur med de to gå-maskine-søstre, bedre kendt som min Mor og Moster.Blåvand Strand er og bliver bare et smuk og levende sted. Her er så forskelligt fra gang til gang, og det er noget af dét, jeg elsker allermest ved at være derude. Der er højt til loftet og en friskhed, jeg savner helt vildt i en overophedet ørken.

Efter frokosten var solen da for alvor smuttet, og vi modtog en ekstra omgang hagl til alles begejstring.Blåvand i to dage. Det var selvfølgelig alt for kort tid. Men vi siger heldigvis ‘på gensyn’. For der er kun tre måneder til sommerferien.