Nogle weekender går bare med praktik.

Ikke sådan noget med tøj- og bilvask, hækkeklipning og rengøring af badeværelser, for de praktiske gøremål i og omkring huset er netop dém, man kan betale sig fra i en Ørkenstat. Maricel er f.eks. ikke kun vores hushjælp, men også gartner og bilvasker, fordi hun gerne vil tjene pengene for at lave alle de opgaver, der er i det daglige hos os. Det klarer hun fint, og det er vi glade for.

Men der er trods alt stadig masser af praktiske ting, som en ellers rigtig dygtig hushjælp ikke kan hjælpe med. Der er papirmøller og fornyelser af dette og hint stykke licens, som kommer tilbage som boomeranger hele året igennem. Der er tilmeldingsblanketter til skolen og store børn, som vokser ud af det ene par kondisko efter det andet, og der er sære skuffer med ting, der virkelig bør gennemses af en voksen, hvis der så bare var en voksen tilstede?

Og så er der de andre weekender.

De magiske.

Der, hvor det at bo i en ørken giver 100% mening.

Se selv.Dén slags weekender er nu ikke helt fri for praktik, selvom det ser meditativt ud på billedet.

For eksempel ser bagsmækken på Martins kæmpebil sådan her ud før afgang mod det forjættede Al Qudra.
Vand, kul, brænde, grill- og køkkenudstyr, soveposer, telte, madrasser, stole, borde, tæpper, puder, luftpumpe, kompressor, lygter, mad i køletaske, tøj, papirvarer, snobrødspinde og hvad ved jeg.Kalder, kalder, kom ind. Er der friske fyre på linjen, der er klar på campinglivets glæder?

Det er ikke sådan rigtig simple living at tage på camping-weekend, for der skal meget udstyr til, for at ørkenen er behagelig at tilbringe mere end et par timer i, men se lige den hvidvins-zen, der opstår lidt senere – i selskab med søde Mayzees vanvittige, fermenterede focaccia, der kan få selv en hårdkogt italiener til at græde af lykke.Og en mikrolille, nuser ørkenhund, var der også til Mille Hundemor, som meget gerne lånte ham, når nu Daisy blev hjemme hos Maricel.Dét, der er så skønt ved camping er, at der er så uendelig lidt at gøre, når først telte og lejr er sat op.Børn løber omkring i klitterne. Voksne ditto.

Og når solen langsomt begynder sin lynhurtige nedgang, falder der ro over alle.Så skal der være lejrbål.Og der skal varmes hund og fortælles røverhistorier, mens vi stirrer ind i flammerne og varmer os ved te eller rødvin.Og pludselig er det sen aften. Nat-tisseri og tandbørstning foregår i månens blege skær.Og morgen-tisseri foregår til en aldeles fremragende solopgang med flygtige skyer på en vinterhimmel.Mille vækker mig først halv syv, og der er magisk stille omkring os, før vi lister tilbage i teltet for at sove videre. Januar er en iskold måned at campere i. Det her var første gang i januar for os – ellers har december og februar været de koldeste perioder, vi har sovet ude i ørkenen på.Lidt senere får vi tændt op under gasblussene, så vi kan få den vigtige morgenkaffe – og lidt hjælp af Betty Crocker til at bage pandekager til morgenmad.Fint besøg får vi også af en kameldriver, der gerne vil slå en skilling af campisterne, der måske/måske-ikke gider sidde eller ride på hans fine kamel.Efter den omgang kamel får vi ryddet op og gjort klar til afgang.

Leave no trace behind… – bortset fra det nedlagte lejrbål, som vi markerer med et stykke brænde, fordi det stadigvæk er stjernevarmt fra i aftes.Og så er det, at det går lidt galt. Altså ikke sådan komplet galt, men én af bilerne er 100% afladt – og det viser sig, at startkablerne er kaput, så selvom vi i teorien kunne jump-starte batteriet, sker der nul og niks.

For mig er det tidspunktet, hvor ørkenen bliver lidt stor og uoverskuelig. Selv Martin syner lille herude under åben himmel.Men når man så mangler en ven i nøden, dér – langt ude i ørkenen, kommer der altid – på magisk vis – en ven forbi. Vi har set det før, og vi ser det igen.I det her tilfælde er det nu mere korrekt at sige, at der kommer 20 Jeepers-venner til for at hjælpe deres ene nødstedte Jeepers-ven.Vi andre nød grinende synet af de fantastiske ørkenbiler, der klatrer over klitterne, som var de biller i sandet. De sejeste Jeepers-venner havde endda overskud til at lave lidt blærede parkeringer på ryggen af den store klit, hvor de sad fast og trak hinanden ud.

Bar’ for show’, som man si’r?

Sikke en flok sjove mennesker med store armbevægelser og køreglæde ud i hver en fiber af deres kroppe.Jeepers UAE er en forening for køre-gale/køre-glade ørkenmennesker, der elsker at lære nye tricks med deres Jeeps, der som bekendt er ørkenbil ‘numero uno’, fordi den vitterligt kan kravle op og ned ad de stejleste klitter uden så meget som et kny. De er nysgerrige, elsker naturen og leger med deres voksen-legetøj i weekenderne.Vi er og var taknemmelige for deres starthjælp. De havde kabler, batterier og alt, hvad der nogensinde måtte blive brug for i en ørken. Skønt, når nu vi trods alt skulle hjem og gøre klar til endnu en arbejds- og skoleuge.

Vel hjemme igen blev vi spulet rene for sand, og min snobrødsdej blev konverteret til en sær slags grissini, fordi vi ikke fik bagt snobrød over bålet denne gang. Stopmætte, som vi var blevet af et fantastisk traktement.Hvis du ikke har været i ørkenen, så skynd dig derud, mens vejret er så mildt og rart som nu i vintermånederne. Senere på året er det sværere at udholde – og i sommermånederne bliver der helt ulideligt, medmindre man sætter sig i en afkølet pool på et luksus resort midt ude i ørkenen.

Du kan såmænd nøjes med at køre ud af Dubai mod Al Qudra Cycle Track og så offroad, som det nu måtte passe dig og din bils temperament. Er din bil slet ikke okay til offroad, kan du parkere i vejsiden og forcere et par klitter, så er du næsten på månen – og ensom – lige indtil en ven dukker op over næste klit.

Hvis du ikke har mod på at campere, er det alt rigeligt at pakke brænde og kul til et bål, fylde en køletaske med mad og drikkevarer og medbringe et par tæpper til at sidde på. En simpel picnic kan give mindst lige så magisk en solnedgangsoplevelse og masser af leg for store som små, som hvis man arrangerer den helt store tur. Vi tager ofte afsted for en enkelt aften, når vi ikke kan overskue overnatnings-oppakning og at bruge en hel weekend på at være i ørkenen.

En anden mulighed er at købe en arrangeret tur ud i ørkenen hos f.eks. Platinum Heritage eller Arabian Nights Tours. Her skal du vitterligt ikke gøre andet end at møde op i flade sko og blødt tøj!

De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Dubai. Mest af alt ørken. Og sand kan altså noget. ❤️

Det er vegeterende weekend.

Eller – det er det i virkeligheden ikke, for fredag startede ud med et insisterende vækkeur kl. 4.30 – og dét er ikke spor vegeterende for to syvsovere.Vi tog lige en 14 km. cykeltur på Dubais hovedfærdselsåre, Sheikh Zayed Road, der var afspærret i nogle timer i anledningen af Kronprinsens 30×30 Challenge, der løber af stablen hver november måned, når det gode vejr endelig er tilbage.
Arrangementet hedder Dubai Ride, og det var anden gang, vi deltog. Vores to gamle havelåger kan lige præcist klemmes ind bag i Martins bil – og jeg må konstatere, at vi er langt, langt under Dubai-standard, når det kommer til at være cykel-parate.

Vi har ikke cykelholder til bilen.

Martin må låne min hjelm, for sådan én har han heller ikke.

Vi har heller ikke det rigtige, stramtsiddende lycra med dertilhørende cykelsko og en drikkedunk, der matcher cyklens farve. Det er åbenbart et minimumskrav.

Martins 20 år gamle Raleigh og min elskede Mormors cirka 50 år gamle Opal er så langt fra skiven, som man overhovedet kan komme. Men de to gamle, højtskattede cykler kan sagtens trille en lille hyggetur op og ned ad Sheikh’en en fredag morgen sammen med de langt større cykelentusiaster.Martin viser sig altid som den sande gentleman, når han giver min numse nogle gevaldige skub op ad tilkørselsramper, fordi mit ødelagte gear ikke helt er nok til at cykle på en motorvej. ❤

Hjemme igen var der 28 grader og fuglekvidren til morgenmaden. Helt ærligt – vinter i en ørken holder 100%, og kl. 8 om morgenen havde vi allerede nydt hinandens vågne selskab i knapt 4 timer. 🤣Så en lur må der til fredag eftermiddag efter indkøb og yoghurtis.

Det har virkelig været et par travle uger. Først kom Familien V. et par dage, og bagefter kom Hr. og Fru A i en forlænget weekend. Dem tog vi med over for at spise og golfe på Emirates Golf Club’s relativt nye weekend-magnet, Topgolf.Det er et superhyggeligt koncept med musik, fedtet bar-mad, drinks og lidt udslag som var man på en golf driving range – med blinkende lys og den slags, fordi Dubai…Faktisk er Topgolf et amerikansk koncept, så for Amerika-kendere er der vel intet nyt under solen, men for os andre uindviede er det en virkelig kærkommen afløser for bowling, der som bekendt bare er en pisseirriterende aktivitet.

Vi tog det stille og roligt til Topgolf – for dagen efter stod den på Secret Jungle Brunch i Mama Zonia i Pier 7, der er det stille og so-so-eksklusive Dubai Marina Malls livlige side-kick af en høj silo fyldt af humør, dunkende bas og dyre dråber på hver etage.Humør, dyre dråber og fyrige mænd og damer, dét var der i junglen!Efter en hel dag i halvlummert vejr på Mama Zonias fantastiske terrasse var min pande klar til at spejle æg og min hjerne ristet af som et stykke godt brændt toast.Som bekendt er det i dén sindstilstand, man tager de allerbedste beslutninger, men sådan som jeg husker det, blev det mest til hygge i haven bagefter brunch’en – og slet ikke til så meget øl, som man kunne have frygtet.Dagen efter var det ikke helt uden tømmermænd, at jeg fik læsset mig selv ind i turbussen sammen med de andre og en stak friskbagte pølsehorn, der ikke hjalp synderligt på situationen.

Turen gik til Sharjah – nærmere bestemt Mleiha Archaeological Centre, hvor jeg havde booket en rundvisning i det lukkede arkæologiske udgravningsområde Jebel Buhais.Det var lige lidt varmt og svedigt, når leveren samtidig arbejdede på højtryk med noget finsprits-afdampning, men sådan er der jo så meget. Og hold da op, hvor er der nogle interessante udgravninger i Mleiha, hvor der er fund helt tilbage fra stenalderen og frem til dén tid, der var Middelalderen i Europa.Vores turguide tog os med på en 15 min. køretur fra selve centret ud til Jebel Buhais, hvor der er fundet adskillige grave og et fort fra Jernalderen, som har været opført som beskyttelse mod udefrakommende fjender.

Man får lov til at gå helt op til og ind i det genopførte fort, men kun fordi man har booket en af centrets guider, for hele området er lukket fuldstændigt af for offentligheden, så glemt alt om selv at smutte derud for at kigge på de lokale seværdigheder.Det var et relativt kort trek – og på ingen måde svært eller fysisk krævende – så det kan varmt anbefales som familie- eller gruppetur, hvis du skal arrangere et eller andet, der er både lærerigt og ude i naturen.

Vores guide fra centret var meget behagelig, vidende og interessant at høre på. Han fandt en enkelt fossil til os, og vi vandede den lidt, så man endnu bedre kunne se, at der var tale om en fin snegl fra dengang, hvor dinosaurerne drønede rundt på højsletten på Den Arabiske Halvø.Alle fossiler skal lægges pænt på plads, når man har set på dem. De er emiratisk kulturarv og skal genplaceres, som guiden pænt forklarede os. Vi talte knapt så højt om, hvordan vi har fundet og hjemtaget fossiler i det nærliggende område ved Fossil Rock/Jebel Mleiha. Dét kan godt være, at man ikke lige skal gøre det fremadrettet, selvom der er noget vanvittigt fantastisk ved at finde fossiler med de bare næver, som var man pludselig blevet en vaskeægte palæontolog.

I det hele taget er Mleiha et fantastisk område, som kun ligger ca. 75 min. kørsel fra Dubai. Der er fin mulighed for at lave egne vandringer langs de stejle skrænter eller f.eks. hygge med at grille i nærheden af Fossil Rock, og selve centret, Mleiha Archaeological Centre er bestemt et besøg værd.

Udover treks til forskellige arkæologiske sites med centrets guider, kan man også komme ud at ride på nogle alt for tynde heste, og de har ATV’er til udlejning. Der er også et eksklusivt, nyopstartet Moon Retreat hvor man kan overnatte i glamping-telte. Vi gik dog bare igennem centrets udstilling af områdets fund, og vi kiggede også forbi hestestalden, før vi vendte næsen hjemad.
Mleiha Archaeological Centre er superflinke over telefon og WhatsApp. Man betaler direkte til Shurooq, som er Sharjah’s statslige udviklingsmyndighed.

Tusind tak for skønne dage til Hr. og Fru A. Det er en slukøret fornemmelse, når vi ved, at der er mange, mange måneder til vi ses igen. ❤️

Sikke en afslutning på Efterårsferien, vi fik os!

To hæsblæsende, hyggelige og sjove dage blev det til sammen med Familien V, der sidst besøgte os for syv år siden, da vi lige var flyttet hertil. Det er ret underligt at tænke på, at dengang var Mille to år gammel, netop ble-fri og trissede rundt med sin sut i den ene hånd. Og de to jævnaldrende piger, Bella og Cille, var fem år gamle og elskede prinsessekjoler og højhælede klik-klak-sko. Nu er de to piger blevet tweenagere, storebror Oli er en ung mand, og Mille er den nemmeste 9-årige. Som tiden dog går, uden at vi voksne bliver ret meget ældre.

Familien V kom trillende hjem til os fra en lille uge i Abu Dhabi, og der ventede dem endnu en køretur, for vi havde planlagt at tilbringe Profetens Fødselsdag (FVMH) med solnedgang og bål i ørkenen uden for Dubai.

Det er magisk at være i ørkenen. Hver eneste gang.Den måde, hvorpå det pastelfarvede lys glider hen over himlen, når solen går ned – og den måde, hvorpå den gule fuldmåne og de klare stjerner bagefter lyser himlen op. Jeg elsker at opleve det sammen med venner og familie, som ikke nødvendigvis har set det særlige ørkenlys før.Vi skålede i champagne, og mens børnene var heldige at få nogle vilde køreture i jeeps i ørkenen sammen med nogle af vores venner, lavede Martin bål, så vi kunne grille kød og lune pitabrød.

Man glemmer lynhurtigt planlægningen, forarbejdet og pakkeriet, når man så endelig er derude og ser, hvordan både børn og voksne fortaber sig helt i sandet og bare nyder nuet.

Og vi var taknemmelige for, at vores andre venner også skulle i ørkenen med deres gæster, så vi sammen kunne sørge for arrangementet. Jeg er på ingen måde vild med tanken om at køre i ørkenen alene – der skal ikke ret meget til, før man sidder fast i sandet eller kommer i andre problemer, hvor det er rart og bedst, hvis man er mere end to biler.Næste dag tog Fru V og jeg på Expo 2020, mens mænd og børn var i Aquaventure på Atlantis The Palm. Vandlandet er blevet udvidet og kan nu kalde sig for verdens største vandland (selvfølgelig, man er vel i Dubai), og jeg må helt sikkert med derud engang, når værelsespriserne igen er til at overkomme, for det kan klart bedst betale sig at booke et værelse med halvpension på Atlantis, hvor vandlandet så bliver inklusivt.Tines tips til Expo 2020 er ikke så omfattende her i første omgang, hvor jeg kun har besøgt Sustainability-området, før Expo overhovedet stod klar, og så den ene heldagstur derud med Fru V, men nu giver jeg ihvertfald mit første besyv og spæde spadestik med:

1. Vandresko eller virkelig gode sandaler. På en halv dag går du 12-13.000 skridt. På en hel dag ender du sikkert med det dobbelte, medmindre du falder i et godt vandhul ovre i Irish Village.

2. Man må godt medbringe vand og snacks, selvom tasker og løse ejendele skal scannes. På den måde er det ikke lige så strengt som i en lufthavn.

3. Medbring COVID-vaccinationskort/app, Emirates-ID og/eller dit pas (for en sikkerheds skyld) og din Expo-billet printet på papir. Hav det hele klar, før du møder vagterne ved indgangen.4. Håndsprit og toiletter/håndvaske er tilgængelige overalt, men medbring gerne et par ekstra mundbind, da de bliver fugtige i løbet af dagen. Der er – som altid i Dubai – ufatteligt rent og ryddeligt overalt.

5. Hav en håndfuld mønter (dirhams) klar. Der er drikkefontæner til gratis opfyldning af vanddunke, men jeg prøvede det én gang, og vandet smagte og lugtede voldsomt af klor. Til gengæld kan man for få dirhams købe vand og sodavand i gammeldags køle-automater fra Pepsi, hvortil de kære mønter jo skal bruges. Hvis du ikke har mønter, betaler du 15 dirhams for en lille dåse Aquafina-vand i restauranter og caféer. Det var et decideret rip-off, for man drikker virkelig meget vand i løbet af dagen.

6. Tag en solhat på eller et tørklæde om hovedet. Der er masser af skygge-foranstaltninger overalt, så der er ikke direkte sol ned på hovedet. men det er hårdt for øjne, næseryg og ører at skulle gå med solbriller hele dagen, samtidig med det kære mundbind.7. Spørg! Der er enormt mange flinke og smilende Expo-guider overalt. Det er langt nemmere at få dem til at pege dig i den rigtige retning end at glo på kort og app. Du slipper helt for at gå forkert – og du får en masse hyggelig snak med mennesker, som alligevel står der for din skyld.

8. Download den officielle Expo 2020 Dubai app, da der er x antal fast tracks helt uden betaling, samt mulighed for at få lagt ruter og temaer for dit/dine besøg derude.

9. Metroen fungerer supernemt og går direkte til Al Wasl Plaza. Næste gang vil jeg køre i bil derud for også at prøve parkeringsfaciliteterne.10. Del jer op. Det er umuligt at være en gruppe på tur derude. Ihvertfald hvis man har mit temperament og min mangel på tålmodighed. To og to er vist mest passende, så man ikke går død i at vente på hinanden eller se ting, der kun interesserer nogle i gruppen.

11. Betal 30 AED for en to minutters rundtur i den høje, roterende have, der giver dig en helt fantastisk udsigt over hele området. Det er så sjovt at se det hele oppefra.

Det var så meget, som Fru V og jeg lærte på én dag derude.

Vi nød hinandens selskab i fulde drag – og at trisse rundt på må og få uden at skulle tage ansvar for andre end os selv. Vi spiste en nem og billig frokost på Grains & Greens, og vi drak mælkekaffe i Costa lige ved siden af. Budgetvenligt og rigtig rart med frisk, sprød og ordentlig mad, da der ellers blev budt på friture ret mange steder. Der er en superfin blanding af upscale spisesteder, street food boder og trucks, caféer, restaurantkæder – og i mange pavilloner serverer de landets delikatesser, hvis man skulle få lyst til at prøve mere eksotiske retter. Der er overraskende mange alkoholbevillinger i omløb derude, så du kan få fadøl, shots og drinks fra kl. 10 om morgenen, hvis du da har den slags lyster.

Fru V og jeg så:

• Al Wasl Plaza (spændende om aftenen med lys og lyd, tror jeg)
• Water Feature (et allerede ikonisk vandfald, som alle fotograferer sig foran)
• Al Forsan Park og Jubilee Park, hvor vi nød at kigge på de lokale træer og buske, som man har valgt at plante for at vise dén fauna, som De Forenede Arabiske Emirater byder på.
• Women’s Pavillion by Cartier med et udendørs indslag af kalligrafiti-kunstneren eL Seed (fint nok, hvis du lige kommer forbi)
• Saudi Arabiens Pavillion (min absolutte favorit, so far – så overraskende og smuk både ude og inde)
• Omans Pavillion (fin og virkelig flinke Omani-repræsentanter)
• Seychellernes Pavillion (cute, hurtigt set, måske mest til børn)
• Ungarns Pavillion (meget smuk og seværdig)
• Danmarks Pavillion (hjerteskærende sørgelig, og mere vil jeg ikke sige om dén sag)
• Garden in the Sky (absolut værd at betale 30 AED for en rundtur i højden, så man får fornemmelsen af Expo’s størrelse og den golde ørken omkring Expo-byen)Jeg har købt partoutkort til hele Expo’s løbetid, for det er virkelig en oplevelse.Næste gang skal jeg klart forbi de følgende pavilloner, fordi de ser spændende ud:

• Sydkorea
• Thailand
• De Forenede Arabiske Emirater
• Sydafrika
• Afghanistan
• Palæstina
• Pakistan
• Iran
• Tyskland
• Finland
• Den Muslimske Verdens Liga

Nogle af pavillonerne trækker lange køer – særligt de store landes, samt de bygninger, der er mest spektakulære, som f.eks. FAE’s egen og Sydkoreas, der er helt fantastisk at se på.Eller hvad med Rusland?Vi sluttede hele herligheden af med middag og shisha på The Pointe på Palm Jumeirah.Derude har man også lige sørget for at lave “lidt” springvand med tilhørende lyd- og lysshow, præcist som inde ved Dubai Mall og Burj Khalifa.Kom snart igen, Familien V! Please lad der ikke gå syv år igen. 💜🍁😍

Én af de positive ting, pandemien har slæbt med sig i malstrømmen af så mange dårligdomme, at det er uoverstigeligt at forsøge at nævne bare en brøkdel af dem, er lysten til at udforske naturen nært og lokalt.Ingen af os kan rejse ud i verden længere og få de oplevelser, vores hjerter begærer, og så må vi jo blive opfindsomme derhjemme, når udlængslen kommer over os!

Gåture, hiking, trekking, klatring og løb i fri natur er blevet allemands-aktiviteter i weekenderne.

Jeg ser det i mit Insta-feed, hvor venner og familie i Danmark vader rundt på strande, i skove og moser, i plantager og langs søer. Mine engelske venner står i samme situation – alt er nedlukket – og hvad gør man så med børn, hund og mand/kone, når hjemmets fire vægge begynder at hælde faretruende indad?

Her i De Forenede Arabiske Emirater er det lang, lang tid siden, at alting for alvor var nedlukket.

Børnene led virkelig under de 14 dages total lockdown for præcist et år siden. Det orker jeg nærmest ikke at tænke tilbage på, fordi det giver mig en klump i halsen og en undertrykt følelse af noget mørkt og depressivt.

Det var nogle tunge uger indendøre, og det var nogle lange måneder indtil sportsanlæg og klubber igen åbnede, så børnene og vi andre kunne komme afsted til fysiske aktiviteter hver uge. For det er så vigtigt at komme ud og bruge kroppen.

Men det er alt sammen water under the bridge. Vi har nu spillet tennis og hockey, svømmet, gået og løbet ture i så lang tid, at det føles helt normalt igen – dog med allestedsnærværende mundbind, sprit og social afstand, naturligvis.

Jeg er taknemmelig for, at vi har åbne skoler og fritidsaktiviteter at fylde eftermiddagene fornuftigt med.

Men vi er da også blevet smittet lidt af den der outdoorsy entusiasme.Ikke at vi er blevet bjergbestigere siden sidst – og der kommer vi nok heller aldrig til, men det er virkelig inspirerende at se, hvor mange mennesker, der finder helt unikke og naturskønne oplevelser i Emiraterne, som man ellers aldrig ville have fundet, hvis der havde været endnu en Friday Brunch at tage til og den vanlige socialisering som i “gamle dage” præ-corona.

I weekenden kom vores lille familie langt om længe afsted på en hike sammen med vores dejlige venner. Det har været aflyst så mange gange de seneste måneder, fordi der hele tiden kom en PCR-test-bekymring på tværs og anden sygdom.

Men i weekenden lykkedes det!Vi kørte nordpå fra Dubai via Sharjah ind i Fujairah mod Khorfakkan på den nye, fine Kalba Road. Efter Masafi By parkerede vi ved Wadi Ruwayah og lod René guide os ind på en afmærket hiking-rute i wadi’en. René er navigatør, gammel bjergklatrer og dén, der har meldt sig ind i vandregrupper på de sociale medier, så han kan planlægge spændende vandringer for sin familie – og denne gang var vi så heldige at være med.

Dét, vi skulle ud på i weekenden, var en wadi-hike.En wadi er et flodleje, en dal eller et ‘vadested’, hvis man kan sige det sådan.

Når de naturlige kilder springer højt oppe i Hajjar-bjergene løber vandmasserne nedad igennem slugter i de voldsomme bjerge – og med årene sliber og smuldrer vandet takkerne af de store sten, så der opstår lidt mere ‘flade’ vandveje eller flodlejer (wadis), hvor man så kan vandre, når og hvis der ikke er for meget vand.Denne vinter har der været begrænset nedbør, fornemmer jeg, og vi oplevede kun vandet i små vandhuller undervejs, hvor vi så underholdt os med at tælle frøer og kigge fisk – og der snoede sig da også en to meter lang og ganske ugiftig slange – en smuk armygrøn wadi racer – forbi Martins og Milles fødder. De stod pænt stille og var noget benovede over besøget fra Hr. Slange.Højt oppe i bjergene kunne vi se bjerggederne og høre deres kald give ekko ned igennem dalen, og langs bjergvæggene og de mere grønne områder fandt (og lugtede) vi deres små signature-lakridspastilformede lorte.Der var ikke ligefrem stilhed i Wadi Ruwayah, selvom billederne får det til at se sådan ud.

Hvis man drømmer om stilhed, kan jeg anbefale, at man tager på hike uden børn, men der var kun glade råb og hujen undervejs, når vi klatrede op og ned ad de store sten på en lang række. Og for to børnefamilier var det hyggeligt at opleve børnenes interaktion og leg i naturen undervejs.Vi var heller ikke alene om at nyde Wadi Ruwayah. Mange andre havde parkeret ved skiltet ind til området og begivet sig ind i wadi’en for at tilbringe nogle timer med at vandre, køle fødderne i det kolde, klare vand og nyde udsigten.Desværre var det ikke alle, der helt havde lært det med at rydde op og tage affaldet med sig ud igen, og dét kan blive den frie hikings visse død, hvis naturen sådan bliver omdannet til losseplads efter hver weekends entusiastiske Dubai-gæster. Sikke noget skidt – i bogstaveligste forstand.Hajjar-bjergkædens skrøbelige og helt unikke økosystem skal for alt i verden bevares, og jeg græmmes virkelig, hver gang jeg ser et cigaretskod eller en plasticpose derude i bjergenes rå, utæmmede natur.I en wadi vil turen ofte gå ind og så ud igen. Muligvis ikke præcist den samme vej frem og tilbage, men det er ikke helt så let at lave et loop-hike, som hvis man er ved f.eks. en sø eller på en sti/afmærket rute i bjergene.

I wadi’en skal man passe på og se sig for. Det skal man helt sikkert også under bjergklatring og på vandreruter i bjergene, men wadi’en er jo fyldt af de her store, uregerlige sten, der er brudt og ligger hulter til bulter.Så man lærer at stoppe op undervejs og nyde udsigten, den friske bjergluft og synet af guldsmede, hvepse og andre insekter, der summer omkring vandhullerne.Små huller af mindfulde pauser, for på intet tidspunkt er det muligt at gå og slappe af, mens man kigger fremad eller op – der skal balanceres fra sten til sten – men det er der også en sjov og lidt krævende rytmik og metodik i.Vi tog det stille og roligt. Vi var afsted i wadi’en i 4 timer, men holdt mange små spisepauser undervejs, hvor vi delte kanelsnurrer og appelsinbåde med hinanden.Et par rigtige hikingstøvler ville have været en god idé, men man kan sagtens gå en 4 timers tur i et par gode snøresko eller løbesko med god hælkappe. Der skal ca. 2 liter vand med per person – for at være på den sikre side, og så godt med snacks, der er både søde og salte, en rulle tensoplast til eventuelle vabler og plastre til sår, et tykt lag solcreme og mobiltelefonen, selvfølgelig. Needless to say, at man aldrig vandrer alene i sådan et terræn og så langt væk fra alfarvej.

Jeg er fan af det her hikingshow. Men det kom ikke som en overraskelse, nu hvor jeg trods alt er datter af Fru Gåmaskine Ditlevsen.

På vejen retur i wadi’en begyndte det at blæse op, så vinden kastede sig uforudsigeligt rundt mellem klipperne. Det gav en del støv i halsen, tænderne, næsen og øjnene, så vi måtte drikke ekstra vand og hive bluserne lidt op om ansigterne.Da vi kom helt ud af bjergdalen og kørte retur mod Dubai, kunne vi se, hvor slem fygningen egentlig var.Hjem i bad kom vi. Trætte, varme og godt brugte. Men på den allerbedste måde. Dér, hvor man har brugt sin krop på en sjov og udfordrende vis, så man virkelig fortjener et langt bad og en tung eftermiddagslur. Og måske en portion is eller tre.

Tak for turen, kære Familien Zhekova Vittrup.

Må der blive mange flere af den slags, når vi rammer den kølige sæson igen. ❤

Jeg er en dag for sent ude.

Det er jeg klar over.

Mit feed på Instagram svømmede over med rosenrøde, intetsigende budskaber og tilbud om foryngende skønhedsplejeprodukter igår. På Kvindernes Internationale Kampdag 2021. Som selvfølgelig bliver malket så hårdt i marketingsøjemed af alle mulige firmaer, at det gør helt ondt at se på.

Selv valgte jeg at se Kampdagen igennem et par lyserøde briller. En form for ironisk distance for at overleve i en verden, hvor aviserne kan berette om, at nigerianske skolepiger fortsat bortføres og voldtages, og at børnene i Yemen fortsat dør af sult.Jeg har ikke noget sådan for alvor genialt at sige om kampdagen, andet end at jeg er 100% erklæret anden-generations-feminist, og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at opfostre to små, stærke feminister, der samtidigt er så heldige at vokse op i en del af verden, hvor de trods alt har lidt lettere ved at tro på, at de kan gøre alt det, drenge kan – og at de kan gøre alt det, de selv har lyst til.

– Der er stadig vanvittigt langt mellem kønnene i forhold til uddannelse, efterfølgende jobmuligheder og den økonomiske kompensation for et udført arbejde.

– Og der er vanvittige forskelle på mulighederne for selvstændige, individuelle valg mellem kønnene.

– Og en ligeså vanvittig ubalance i magtforholdet mellem kønnene.

Når vi kommer til dét med magt-ubalancen, behøver vi ikke kigge langt mod syd eller øst for at få øje på, at der virkelig er noget rivende galt. Man kan nøjes med at kigge på Overborgmester Frank, der slikker ører på kvinder, som var det peanuts på en bardisk – og en vis Morten Østergaard, der er gået i selvbestaltet to-årigt dvale betalt af offentlige midler, fordi han simpelthen ikke orker mere pis med de damer, der ikke kan forstå ‘hans måde at flirte på’.

For god ordens skyld må jeg præcisere, at jeg taler ikke om ligestilling forstået som en lige ‘fordeling’ af alting og ingenting, men som lige ‘muligheder’. Og hvordan vi så får skabt lige ‘muligheder’ over alt i verden – dét bliver godt nok en op-ad-bakke-kamp langt, langt ud i fremtiden.

For selvfølgelig er der modstand fra dem, der bestemmer, når ‘udenforstående’ vil ind og ha’ en bid af magtens overvældende flødeskumskage.

Det er sådan set ligegyldigt, om vi taler køn, race, religion, nationalitet eller økonomisk råderum her – det hele handler om indflydelse og magt. Om at positionere sig. Om at være den, der bestemmer. Over sig selv og over andre.

For tiden er der f.eks. en kvindelig statsminister i Danmark, der udviser tydelige tegn på gammeldags magtsyge. Hun indgår aldrig i offentlig kritisk dialog med journalister eller med sine politiske kollegaer eller opponenter; vi ser intet samarbejde på tværs, i bredden eller i dybden under hendes ledelse. Der er kun stram topstyring og dominanshandlinger, hvor problemer og fejltagelser fejes ind under gulvtæppet og den absolutte loyalitet skal opretholdes som var der tale om en rockergruppe. Det er interesant at se på.

Interessant, fordi vi sjældent møder kvinder, der udviser denne her tydelige form for aggressiv, ikke-dialogisk fremturen. Men selvfølgelig kan kvinder blive lige så magtliderlige, besidderiske, dominerende og aggressive som mænd. Vi har præcist det samme følelsesregister, selvom det ind i mellem kan virke som om vi vitterligt er fra to forskellige planeter. Det er på samme tid let og tungt at sige, at Mette Facebook Frederiksen ikke blev den statsleder, jeg havde drømt om, da hun kom til magten. ‘Kom til magten’. Lyt lige til den formulering. Suk.

I virkeligheden aner jeg intet om politik og det rænkespil eller “håndværk”, man skal mestre for at blive en dygtig politiker. Det eneste jeg ser, er, at politikerne bliver mere og mere karikerede, usaglige og positionerende, fordi det er en mulighed i det mediebillede, vi har skabt, og med den medieadfærd, der hersker i 2021. “Like, del og kommentér”-mentaliteten, som vi alle sammen er blevet en indgroet del af. Jeg ved ikke, hvad vores børns generationer vil tænke om os, når de engang om 20 år sidder og reflekterer hos psykologen over deres barndom og deres åndssvage forældres og bedsteforældres medieforbrug, mobiltelefoner 0g forplumrede, indskrænkede verdenssyn. Jeg græmmer mig bare på forskud. Vores adfærd på de sociale medier bliver værre og værre, og ingen af verdens ledere eller formidlere ser ud til at forsøge sig med at nuancere tingene mere end højst nødvendigt.

Hver gang jeg bliver utryg og utilfreds med verden, søger jeg ind i litteraturen, fordi det er hér, man får den virkelige samfundsanalyse.

Det virkelige spejl på en tid og et levet liv.

Jeg elsker f.eks. at følge litteraturanmelder og debattør Katherine Diez, fordi hun tillader, rummer og åbner op for samtaler om de allertungeste ting i livet med sine følgere på de sociale medier. Skud ud til hende for at give os alle en dosis kultur og litteratur, når vi har mest brug for det. Og for at give os følelsen af ikke at være alene med vores følelser, når de ellers godt kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg elsker også at følge Kritisk Pynt, Craftedwhilehigh og Krænkelseskulturellememes for et ærligt og redeligt grin på Instagram, når de kæmper mod patriarkatet med ét af de stærkeste våben på jorden: Humor.

Og det bliver nok sådan en broche her, jeg køber, næste gang jeg kommer til Danmark:

Højt på listen over kommunikatører og aktører, der kan redde min dag, står også gruppen Everyday Sexism Project Danmark og Özlem Cékic’s dialog-kaffe, som begge vidner om, at der stadig findes virkelig kloge, energiske og reflekterende grupper i et samfund, der ofte kommer til at fremstå mere og mere uvidende og generisk-dumt.

Men uanset en op-ad-bakke-kamp mod sexistiske ronkedorer, magtsyge chefer og politikere, der ikke er en potte pis værd eller får udrettet noget, der kan ændre på et samfund, der helt grundlæggende spænder ben for piger og kvinder, så må vi huske at ønske hinanden –

Rigtig Glædelig Kampdag og Livslang Kamp til alle os, der er født som kvinder.

It takes one to know one.

Og med den opfordring til medsøsterlig omsorg og støtte tror jeg, at jeg vender blikket indad resten af i dag.

Ind i en bog, der har ramt mit moderhjerte, som jeg ikke kan huske, at det er blevet ramt, set eller genkendt før.
Olga Ravns nyeste bog-skud, “Mit Arbejde”, går rent ind. Læs den – uanset om du selv er en Mor eller ønsker at blive det. Læs den, fordi du har en Mor og lever omgivet af mødre. Piger-kvinder-mødre ruller denne her verden – og Olga Ravn er én af den slags modige mødre, der tør sige højt, hvor svært det egentlig er, at få et barn. Ikke kun for mellemkødet, men for ens personlige identitet, for ens karriere og efterfølgende jobmuligheder, for ens følelsesliv, for sexlivet, for økonomien. For ens verdensbillede.

Jeg genkender rædslen. Rædslen for at dø under fødslen. Rædslen for at gøre skade på barnet. Rædslen for at være reduceret til en malkeko med noget, nogen kalder for ammehjerne. Rædslen for, at min identitet ville gå til grunde og aldrig genopstå.

Med tiden går det bedre med det der trange moderskab. Den følelsesmæssige tumult stilner trods alt af, i takt med at børnene bliver store, og øjnene igen kan vende sig ud ad i verden.

Jeg elsker også min egen Mor endnu mere, fordi jeg nu som Mor forstår det offer, hun har bragt. Jeg elsker min Søster endnu mere, fordi hun står dér lige midt i moderskabet og gør det hele så fint, nært og kærligt. Jeg elsker min Svigermor for den dejlige søn og mand, hun har frembragt til mig og vores børn. Og så er der alle mine veninder, mostre, fastre, tanter, svigerinder og andre dejlige damer, der ruller verden fremad hver eneste dag.

Jeg elsker og krammer mine egne døtre, så det gør ondt, når jeg tænker på, at deres fine liv skal formes af moderskab, søsterskab, ægteskab og alle mulige og umulige kampe, som de måske må tage alene – og forhåbentligt engang i mellem kan tage sammen med deres medsøstre i ægte solidaritet mod patriarkatet.

Til tasterne, ind i bogen, på med boksehandskerne – grib til det våben, der er dig kærest og nærmest.

Du får brug for det.