Mæthed og mathed

Forleden tog denne her skønne lille flok retur til Danmark med den store metalfugl fra Emirates.De syv dage gik selvfølgelig alt, alt for hurtigt. Det kunne vi jo have sagt os selv.

Men feriedage er sådan noget, der skal tælles og afstemmes helt nøjagtigt, når der er tale om 3 x fuldstidsjobbende mennesker i dagens Danmark.

Dér føler jeg mig meget heldig med mit lærerjob hernede, hvor feriedagene er 1:1 afstemt med børnenes skoleferier, og hvor min forberedelse kan laves hjemmefra, mens børnene får sig noget skærmtid eller har en legekammerat på besøg, så de alligevel ikke rigtigt mærker, at ‘mor er på arbejde’.

Den lille familie landede fra Danmark med seriøst flossede nerver over manglende PCR-svar i inbox’en og stress over at skulle krydse landet lige før en flyrejse.

Så vi aede dem med hårene hele Lillejuleaften, hvor vi hyggede med konfektproduktion, kaffe i solskin, pool-plaskeri og en langtids-stegt okse-ragout for lige at lægge bunden ordentligt til den forestående julemiddag.Og dagen efter fik vi afholdt en traditionel dansk Juleaften efter alle kunstens regler. Der var en kæmpestor flæskesteg på grillen og en seriøs berberi-and til langtidsstegning i ovnen. Bittesmå amerikanske kartofler blev konverteret til karameliserede kartofler, saftige californiske appelsiner blev stoppet i andens rumpigum og rødkålshovedet fra Oman opførte sig pænt både i den kogte og den råsyltede salat-version.Ris á la mande’n var der en smule diskussion om, fordi jeg lavede lidt om i reglementet for opkogning af mælk, sukker og vanilje, og kirsebærsovsen havde vi foræret væk på forhånd til en ven, så der i stedet blev serveret en syrlig hindbærcoulis, men alt i alt var der ikke andre jule-gener end mine egne, da jeg fik en pludselig og ganske uforudset allergisk nøddereaktion midt i á la mande’n. Så nu er der ikke mere konfekt og mandel-dessert til undertegnede.

Forretten blæste vi højt på og gik direkte til champagne og chips, fordi champagne og chips, ikke?Der var selvfølgelig også en runde pakkespil, før vi kom til den seriøse andemad, juletræsdans og gaveuddeling.Det har været så hyggeligt at holde jul med familien – med havbade, pool-leg, solrige stunder på terrassen og tid til at snakke, lege, spille, sove lure og lave mad sammen.Vi er helt jule-mætte efter syv intense dage.Og jule-matte.

Sådan får jeg det altid, når vi siger farvel til venner og familie, som vi først skal se om lang tid igen. En form for følelsesmæssig udslukthed, fordi vi lige har redet på en bølge af nærvær, hygge og fællesskab med mennesker, vi har en fælles historie – fortid, nutid og fremtid – sammen med.Det er dén der følelse af at høre til.

Af at være genkendt, forstået og accepteret, som man er. Dén følelse fås kun i samvær med de mennesker, der bliver lukket helt derind, hvor der findes fedtet hår, snot og tårer, latterbrøl, godmodige fjolle-referencer og grimme tanker.

Det er det eneste, jeg for alvor savner ved at være bosat i udlandet.

At drikke hvidvin med min Svigermor, mens vi sniksnakker om de største og mindste ting. At falde ind i min søsters favn og sidde sammen over et krus skovbærte, mens vores fælles børn bumler rundt i baggrunden. At gå ture med min Mor og snakke om alt mellem himmel og jord, som det nu falder os ind, og som stemningen nu engang er til. Heldigvis ved jeg jo godt, at det kommer igen. At jeg får mere af det. Der går bare mange, mange måneder i mellem at dén følelse suser igennem mig.

Vi nåede også en lillebitte udlandsrejse på de syv dages familie-ferie. Vi krydsede nemlig grænsen mellem De Forenede Arabiske Emirater og nabolandet Oman, som har den smukkeste lille enklave på spidsen af Den Arabiske Halvø lige ved Hormuzstrædet over mod Iran.Musandam, hedder Omans spids – og hovedbyen er Khassab, hvorfra der udgår træjunker fulde af turister, der gerne vil se vilde delfiner i De Arabiske Fjorde.Vi startede ud hjemmefra kl. 4.30 0m morgenen, fordi der er to grænsekontroller og 3.5-4 timers bilkørsel, hvoraf noget af det bliver til nålesving i Hajjar-bjergkæden.

Vi nåede Khassab netop som byen var ved at vågne, så vi fik os en tår ubestemmelig kaffe, lidt hvinende sød karak chai og varme paratha-brød i en af de lokale kiosker.Det var lige så smukt og fantastisk rørende at sejle deroppe igen, som vi tidligere havde oplevet det. Man glemmer lynhurtigt det evindelige PCR-show, bilforsikringspapirerne, de forskellige toldere og paskontroller, når der svømmer et par legesyge delfiner forbi skibet.Undervejs var der god tid til en lille Morfar på madrasserne. Det var også nødvendigt, når man har været så tidligt oppe – og trangen til en lur blev kun større af den brummende skibsmotor og de blide bølgeskvulp.Vi var selvfølgelig vinterbadere undervejs, selvom kaptajnen skuttede sig og grinede lidt af de tossede turister, der kunne finde på at svømme i havvand i december måned. Vi forsøgte at forklare ham om k0nceptet vinterbadning i Norden, fordi han allerede kendte til de norske fjorde fra fotos osv., men det var simpelthen for abstrakt. Hvem vil dog gide at bade i SÅ koldt vand?!Musandam og Oman har været fuldstændig nedlukket under pandemien, men i den seneste tid er der åbnet op for turister, såfremt man er vaccineret og har en dugfrisk PCR-test med i tasken. Vi oplevede det som supernemt at krydse grænsen mellem de to lande, selvom der bestemt er tale om en helt anden firkantethed omkring landegrænserne, end vi er vant til fra vores Schengen-afslappede Europa.

Min Mor havde fået turen i fødselsdagsgave af os alle – og hun nød til fulde naturoplevelsen, mens hun strikkede vinterhue, kildede børnebørn, vovede sig ud i det sorteste hav og spiste chicken biryani til frokost. Jeg samler på de her små guldklumper af øjeblikke, hvor verden er stor, fin og spændende i selskab med min Mor.Men nu er det slut for denne gang. Min mor, søster, svoger, nevø og niece landede til 6 sjappede plusgrader i Kastrup og et helt igennem gråt-i-gråt-vådt stemningsleje.

Jeg sender solvarme i deres retning, men jeg vasker sengetøj, prøver at komme mig efter Nytårsaftens slemme tømmerdrenge og savner-savner-savner dem helt forfærdeligt i mit hjerte.Lad os håbe, at vi alle forbliver raske og mentalt parate til endnu et corona-år.

Januar 2022 – sæt igang! ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Julefed og julefred

Jeg får intet skrevet for tiden.

Den går bare, tiden.

Med alting og ingenting. Helt afslappet.Men sådan bør en juleferie i virkeligheden være – jeg har bare været vant til social tour de force i så mange år, at jeg slet ikke kan huske, at det kan være anderledes.

Martin arbejder dog hele julen – for der er ingen optjent ferie, når man lige er begyndt i et nyt job, og der er jo ingen kristne helligdage i et muslimsk land. Men det er okay. Vi er taknemmelige for, at han lykkedes med at finde et nyt job midt under pandemien – og vi hygger os og ses med venner om aftenen, når han kommer hjem. I løbet af dagen læser jeg bøger, drikker kaffe, underholder pigerne, kører til og fra legeaftaler, shopper lidt (Dubai Shopping Festival starter åbenbart tidligere og tidligere), så nu er jeg den lykkelige indehaver af en masse sportstøj, der sådan set bare mangler et menneske, der gider trække det på og træne i det.

Lillejuleaften endte med at blive en ny mærkedag for os. Vi blev nemlig sommerhusejere i Danmark den 23.12, og det er en stor ting for os. Efter 10 års hyggeligt (og småstressende) kuffertliv i alle ferier, har vi nu et sted, hvor vi kan være – ihvertfald halvdelen af tiden, når vi er hjemme om sommeren og til jul. Det føltes lidt underligt med fremvisning af fritidsbolig over FaceTime, men vi kender området og husenes stand, så vi turde godt slå til. Blåvand, er der blevet til. Vesterhavet er nemlig dét sted i Danmark, som jeg føler mig allermest forbundet med – og som jeg får længsel efter, når jeg savner Moderlandet.

Juleaften blev også en ny mærkedag i familien. Forud for selve dagen føltes det som noget af en udfordring at skulle fejre julen uden familien omkring os. Jeg har aldrig stegt ænder eller lavet ris a la mande før. Den slags har jeg været så svineheldig at have folk til.Jeg har helt sikkert overkompenseret for den manglende familie-hygge i Danmark ved at gøre mig ekstra umage med at bage julesmåkager, lave juleaktiviteter og julehygge for pigerne, og jeg har virkelig nærstuderet opskrifter på ænder og flæskesteg og rødkål, så jeg kunne vælge det helt rigtige til os. Det eneste, der manglede var en sjat madkulør til andesaucen – og den fik jeg heldigvis tusket mig til i nabolaget.

Der skulle også pyntes og dækkes op, så Juleaften ikke bare blev ‘endnu’ en middag i vores lille firkløver.Damerne i familien tog store kjoler på, og jeg fik Cille til at forevige os på vores første juleaften uden for Danmark, langt væk fra vores elskede familier.Og ande-middagen? Den endte med at blive så fin. Lidt justeringer i den originale danske julemiddag havde vi altså lavet, fordi det bare passede os bedst sådan, men måske er en ny tradition født – f0r det er ganske udmærket at fejre jul i Dubai, kan jeg konstatere!Familierne derhjemme fik vi fat i over FaceTime senere. Vi havde masser af gaver under træet, som var fra dem alle – og de skulle selvfølgelig have videoer, billeder og tak for de fine ting, de havde sponsoreret på distancen.Den allersidste gave under træet var fra os til pigerne. Én af den slags gaver, man kommer til at tudbrøle over.Pigerne har fået en hundehvalp. En drøm og et ønske, de har været fælles om lige så længe, vi kan huske.Jeg håber, at din jul og juleferie har været lige så awesome, som vores. Og at du nu er lige så langt nede i gear, som jeg er. Faktisk aner jeg ikke, hvad dag, det er i dag – og kodeordet til computeren er forsvundet fra min hjerne.

Glædelig Bag-Jul fra mig til dig!

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Store Hvededag

Danske højtider og traditioner glider oftest ud i sandet (hø!), når man bor i en fjern Ørkenstat.

For når påske og pinse er almindelige arbejdsdage, og februar måneds lune vejr aldrig byder på så meget som en enkelt vintergæk, så kan det være lidt svært at huske, at det er blevet tid til gækkebreve og fastelavn.

Det er ikke fordi jeg ikke vil – og vi forsøger os da også med påskehare, juletræ og snelandskab på skænken – men traditioner og højtider fungerer bare bedst i Moder-Landet, hvor årstider og aktiviteter passer helt naturligt sammen.

Jeg ved godt, at det er fællesskabet og stemningen, der betyder noget for en højtid og for udførelsen af de faste ritualer, men for mig – pæredanskeren – er det nødvendigt med kulde og mørke for virkelig at mærke julen. Det samme gør sig gældende med Fastelavn. Det er for underligt at se børnene svede igennem i syntetiske kostumer, når de i virkeligheden burde være gemt væk i store flyverdragter.

Men i morges sendte min Mor et billede af sine pragteksemplariske kardemomme-hveder, som hun skal riste og servere til aftenkaffen forud for Store Bededag i morgen – og jeg blev optændt af en Store Hvededags vision.Jeg må da også bage hveder til i aften!

Familien må afprøve en dansk tradition!

Tænk, hvis de to børn vokser op uden så meget som at kende smagen af en kardemommehvede!

Udfordringen er dog til at tage at føle på. Ikke kun fordi min Mors hveder er 100% on point og umulige at hamle op med, men også fordi gær ikke ligefrem er at finde på kølehylderne i alle supermarkeder i en fjern Ørkenstat.

Faktisk er der kun ét supermarked, hvor jeg med sikkerhed kan overtale bageren til at udlevere det saliggørende vækstmiddel hver gang. Han skal hente det ude bagved i sin egen kæmpe køler, og det koster noget forskelligt hver gang, fordi han ikke rigtigt ved, hvad han skal tage for det, når det skal sælges til en underlig privatkunde.

I alle andre supermarkeder ryster de med overbevisning på hovedet og siger, at “det må de ikke udlevere eller sælge til kunderne”, som om der er tale om en form for livsfarligt kemisk våben, der skal langes over disken til uskyldige mennesker.Carrefour i City Centre Me’aisem er stedet, hvis der skulle være en enkelt Dubai-dansker eller to, som læser med på sidelinjen og overvejer at bage gærbrød ❤. Her kan du med garanti få vidundermidlet.

Og min Mor har gennemtestet, at man sagtens kan fryse Carrefours potente gær ned og vække gærcellerne nænsomt op igen ved langsom optøning i køleskab. Smart, ikke?

Så jeg begiver mig ud i den livsfarlige Ramadan-trafik for at skaffe gær til hvederne.

Som selvfølgelig ikke bliver halvt så sirligt-pæne, som min Mors.

Der har altid været lidt Jens Jørgen Thorsen over mig. Som om jeg bliver provokeret af at skulle putte-nusse lidt om tingene og derfor klasker lidt ekstra i bolledejen. Jeg er sgu’ lidt halvskør.Efter lang hævning og raskning i ovnen før bagning, bliver resultatet faktisk meget godt.Opskriften på kardemommehveder har både min Mor og jeg fra bloggen “Maden i mit liv”, som har hundredevis af bullet proof opskrifter liggende på hverdagsmad og hjemmebag.

Og jeg gi’r det arabiske gær og hvedemel skylden for, at mit resultat fremstår en hel del mere krøllet i kanten end min Mors. Det kan umuligt have noget med Bagermester Harepus her at gøre.

Og hvad så med børnene, der skulle indvies i en stolt, dansk tradition?

De var ganske og aldeles uimponerede, og mente bestemt ikke, at hveder kunne gøre det ud for et aftensmåltid.

Hvordan dælen kan det lade sig gøre ikke at falde på halen over friskbagt brød?

Er de børn overhovedet vores?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Babettes Gæstebud

Én af mine mange, fine 40-års fødselsdagsgaver var en sart, vandgrøn dug med motiver fra Karen Blixens novelle, Babettes Gæstebud. Sammen med dugen lå der et kort, hvorpå der stod, at jeg ville blive inviteret på samme menu, som den mystiske, tilrejsende franske kok – Babette – tilbereder i fortællingen.

Heldige mig, hva’?!

Og så måtte jeg ellers igang med at genopdage Karen Blixen og hendes forfatterskab. For en litteraturnørd er det jo én af de mest fantastiske udfordringer, man kan få.

Først så gavegiveren Lulu og jeg en dokumentar, der skildrede Karen Blixens særegne karakter og hendes selviscenesættende ‘pagt med Djævlen’. Bagefter lånte jeg en smuk tegneserie om hendes liv og læste novellen i dens helhed. Til sidst så Martin og jeg Gabriel Axel’s halvanden time lange filmatisering af Babettes Gæstebud fra 1987 – og så var vi ellers klædt på til gæstebudet.

Og her er så Babettes bord a lá Familien Mahaini – med min vandgrønne dug, Mormors krystalglas på sirlig række, kuvertbrød og levende lys. Så smukt og indbydende.Jeg er ualmindeligt heldig med så søde og gavmilde venner, der gør så meget ud af tingene og giver mig sådan en stor og glædelig oplevelse.

Og hér sidder vi så – klar til at gå ombord i den første ret.

Skildpaddesuppen. Soupe de Tortue.

Kogt på kalveben, kalvekotelet, kylling og et ton løg og urter i sådan cirka 15 timer. Og gudskelov ikke så meget som en enkelt lille skildpadde, selvom familien er lykkelige indehavere af to 🐢🐢.

Den reducerede suppe er mørk, aromatisk og forunderlig let. Så langt fra 80’ernes forlorne skildpadde, man overhovedet kan forestille sig. Den smager virkelig, virkelig dejligt.Suppen er naturligvis pyntet med skildpadde-øjne lavet af hårdkogte, sammenpressede æggeblommer 👀 og den serveres med sherry til. Det er første gang, jeg får tør sherry til en forret, men det fungerer perfekt.

Herefter er det tid til Den Gule Enke og Blinis Demidoff, som man aldrig går galt i byen med.

Retterne serveres af Babettes unge tjenestedreng, der i dagens anledning er blevet forfremmet til tjener – hvis vi da skal følge novellens persongalleri. Martin er således den svenske General Lorens Löwenhielm og jeg kan vel passende give den i rollen som Lorens’ gamle flamme, den fromme og komplet asketiske gammeljomfru, Martine.

I mens vi hygger os med champagne og blinis, hygger en hel flok sirligt udbenede vagtler sig i ovnen med en delikat indmad af foie gras og trøfler. Retten kalder Blixen for Cailles en Sarcophage – vagtler i ligkister.

Morbidt og ramsaltet, præcist som forfatterinden selv.

Heldigvis var vagtlerne ankommet uden hoveder – for ellers kunne de have ligget der og hængt med næbbet ud over kanten på kisten.Efter en halv time lander de sprøde, duftende små damelår og store bryster på tallerkenen, der også indeholder dét, jeg vil udnævne til verdens bedste sauce.

Udgangspunktet (dét, der ellers ville have været en almindelig, god fond) er i dette tilfælde en hel, færdiglavet sauce espagnole, som i sig selv tager 10 timer at fremstille. Herefter møder den delikate sauce espagnole en hel masse trøfler og andet godt – og til sidst tilsættes lidt smørstegte champignoner.

Jeg var i HIMLEN.

Sauce-himlen.

Og ligkisterne af butterdej nærmeste smeltede i overraskende sprødhed.Tilsæt rigelige mængder rødvin – og så kan den fromme, sekteriske norske menighed ikke opføre sig stille og alvorligt ret meget længere.

Ind kommer mellem-retten – salaten med sprøde, fede valnødder og syrlig vinaigrette.

Som rosinen i pølseenden spiser vi Baba Au Rhum med søde mangofrugter og vanilleis. Korenderne og rosinerne måtte vi tænke os til. Ingen af os bryder os om tørret frugt i kager, så jeg undlod at tilsætte det til den ret besynderlige gærhævede kage, der er overhældt med sukkerlage og mørk rom.Vi hopper over de to sidste elementer i Babettes Gæstebud – oste- og frugtfadene. De ses i filmen, men var ikke indeholdt i det menukort, som kom sammen med min fine dug. Vi kan heller ikke klemme en krumme mere ned.

Til gengæld fejrer vi J-Dag med en ægte, dansk juleøl klokken halv fire om morgenen. Plus Ga-Jol-shots og det løse.Jeg har INTET – som i absolut intet – at klage over.

Af hjertet tak for den skønneste oplevelse til virkelighedens to Babetter M/K, der har brugt dagevis på at forberede og tilberede et sandt festmåltid. Jeg aner ikke, hvordan man gengælder et Babettes Gæstebud – for at bygge oven på en sauce espagnole og egenhændigt udbene bittesmå vagtler – dét ligger ikke bare 110% uden for min komfortzone. Det ligger helt ude i outer space, som Cille ville have formuleret det ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Verdens bedste hop ind i det nye år

Vi er så heldige at være inviteret til Nytårsaften hos verdens bedste værter. img_0524I deres selskab ler jeg. Og ser åndet ud. Hele tiden.img_0552

Jeg føler mig hjemme med og hos dem.img_0532Og bliver helt varm indeni, som jeg gør det med ganske få mennesker.

The fuzzy feeling kunne også delvist relatere sig aftenens brændeovnsvarme og den fantastiske flaske champagne, som jeg bunder på rekordtid – men anyway – det jeg prøver på at sige er, at jeg holder af denne her selvvalgte familie som var den min biologiske.img_0543Sådan en gakket storfamilie, hvor vi formår at fyre bordbomber af, mens vi rundsender en “2018 Prediction Box of Revealing Questions”, drypper lidt stearinlys med et par af børnene og lader de andre om at lave ultrablåt slim på én og samme tid.img_0541 Der er højt til loftet.

Kærligt kaos.

100% autentisk leg, sjov og ballade for både store og små.

Og kæmpestore ja-hatte på ihvertfald et par af de voksnes hoveder…(jeg er ikke én af dem, men mit nytårsforsæt er at blive én af dem).

Og der er ærlighed i de beskeder, vi leverer til hinanden som svar på æskens åbne spørgsmål, mens vi bliver afbrudt af hujende børn med hænderne fulde af stjernekastere, der skal tændes ude i mørket.img_0527Og midt i knæklys, knaldperler og lysende balloner, står værterne for den fineste Nytårsmenu.

Helt uden at stresse over det.

Jeg fatter ikke, hvordan de gør det, men jeg fornemmer, at det er fordi de oprigtigt kan li’ det. Altså – at lave mad.

De lader friske stenbiderrogn falde blidt på blinis, pynter med perlende ørredrogn og placerer den lækreste, færøske røgede laks oven på sprøde kartoffelvafler.img_0551Top-nice, I’m telling you.

Og den næste ret er lige så enestående.

Ikke at jeg får den foreviget, desværre.

Der sker nemlig en lykkelig fusion i min mund mellem noget Châteauneuf-du-Pape og lidt efter noget Amarone, der møder det møreste, danske oksemørbrad, jeg nogensinde har smagt.

Hentet på Møn og grillet til perfektion i Gilleleje.

Med saftige nyretapper til og søde, cremede porrer á la Nak & Æd, sprødstegte Pommes Anna – og en klassisk, fler-dages sauce espagnole, som Brødrene Price ville nikke anerkendende til.

Smukt med smukt på. Og mer’ sauce til mig, tak.img_0546 Men inden vi får set os om og når til peach melba’en med den hjemmelavede is på polynesisk vanille, slår klokken 12 og vi hopper direkte ind i 2018 til Martins fyrværkerishow.img_0548Jeg er så mæt og glad indeni. Og forstår ikke helt, hvordan vi kan være så heldige at have det så umanerligt godt. Men det har vi altså lige nu og her – og dén bold griber jeg.

For jeg tror, at chancen for at opnå og måske endda bevare denne her følelse ligger i de bittesmå detaljer.

En rar stemning i det rum, vi befinder os i.

Det smil, vi sender til hinanden henover bordet.

Den joke eller handling, der får min veninde til at skraldgrine.

Den leg, vi leger med børnene.

Den dejlige mad, vi stopper i glubske munde.

De arme, der omslutter os.

Den kærlighed og hengivenhed, vi mærker.

Med og i hjertet.

Det vil jeg forsøge at zoome ind på.

For retter vi blikket ud mod den store, vide verden, ser vi det pureste vanvid og gal-mands-værk i alle retninger. Det virker så uoverskueligt. Så meningsløst. Så trøstesløst.

På det storpolitiske plan var der ingen visioner eller fremgang i 2017. Kun udslukte, magtliderlige fusere, der truer med at gøre verden anno 2018 til et endnu grimmere sted.img_0554Og jeg kan intet gøre for at ændre på den overordnede verdenssituation. Kun gøre mig selv ked af det eller mavesur.

Så jeg starter 2018 i det nære.

Dér, hvor jeg kan gøre en forskel. Hvor jeg kan øve mig i at være den bedste version af mig selv til gavn for mig, min familie og mine omgivelser.

Gid 2018 bliver et spændende og udfordrende og sjovt år for os alle – fyldt med kærlighed, glæde, taknemmelighed og latter – hvad end, der sker ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet