Zakat

Jeg kommer lige frem med én af de rigtig brede kamme – eller en grov, positiv generalisering, om man vil:

Én af de ting, muslimer er virkelige gode til, er velgørenhed og donationer.

At give pengegaver til velgørende formål kaldes for zakat.

Google forklarer det sådan her til os uindviede:

Zakat (Arabic: زكاة‎; [zaˈkaːt], “that which purifies”, also Zakat al-mal [zaˈkaːt alˈmaːl] زكاة المال, “zakat on wealth”, or Zakah) is a form of almsgiving to the Muslim Ummah treated in Islam as a religious obligation or tax, which, by Quranic ranking, is next after prayer (salat) in importance.

Zakat beregnes efter ens indtægt. Det forventes, at man giver 2.5% af ens årlige indtægt til velgørenhed – eller ihvertfald til nogen, der har mindre end én selv.

Zakat er tilmed én af de fem søjler i Islam, så velgørenhed er pludselig på linje med at bede, at faste under Ramadanen, at tage på pilgrimsrejse til Mekka én gang i livet og så fremdeles. Dét er noget, der rykker, når man får så præcise anvisninger til velgørenhed i Den Hellige Bog.Ifølge The Islamic Information er der 8 slags mennesker, der fortjener vores zakat mest:

1. Enlige rejsende. Måske pilgrimme og andre, der er på livsrejser?

2. Missionærer, der rejser ud og forkynder Allahs ord.

3. Gældstyngede mennesker, der ikke kan finde en vej ud af deres økonomiske trængsler.

4. Slaver og andre slags ‘tilfangetagne’ mennesker, der skal ud at leve frie liv.

5. Ny-konvertitter med økonomiske behov.

6. NGO’er (selvfølgelig!)

7. Verdens fattigste mennesker, som lever under sultegrænsen og uden indkomst.

8. Hjemløse.

Selvfølgelig er der undtagelser og afvigelser fra reglerne. Der kommer jo ikke en kassemester med en regnemaskine for at kulegrave, om du rent faktisk har foræret 2.5% af din årsløn væk til nødstedte, fattige og lidende mennesker. Muslimerne gradbøjer nøjagtigt ligesom vi andre gør, og da især hvis de er kultur-muslimer, ligesom jeg er en del af de kultur-kristne.

Vi har muslimske venner, bekendte og kollegaer, der meget gerne vil have et glas rødvin eller en stærk øl om fredagen. Vi kender andre, der aldrig kunne drømme om det. Nogle muslimer faster under Ramadanen – andre er ikke interesserede i det aspekt. Nogle muslimer vil gerne smage en pastaret med bacon eller et stykke flæskesteg, hvis man lover, at man ikke nævner indholdet, så de spiser i såkaldt ‘uvidenhed’, mens andre med al tydelighed ikke skal bede om den mindste skefuld svinekød nogensinde. Nogle muslimer beder fem gange om dagen, andre slår det sammen til én gang dagligt. Nogle elsker at komme i moskéen om fredagen, andre foretrækker at komme der hver eneste dag. Andre kommer der aldrig nogensinde.

Sådan er der så meget – og hver især gør vi, hvad der passer til os.

Det er en diskretionssag.

Personligt får jeg aldrig mig selv skubbet i kirke en søndag kl. 9 eller hvordan det nu er. Til gengæld går jeg gerne en lang tur i naturen eller sætter mig ind i en tomt og stille kirkerum, og her er jeg sikker på, at linjen op til Gud er ligeså tydelig og stærk, som hvis der stod en præst og prædikede foran mig.

Men nu handlede det jo om zakat og ikke bøn.

Særligt under Ramadanen er der et fokus på at leve ‘ordentligt’. At give til velgørenhed. At spise sundt og nærende. At få det optimale ud af at faste rent mentalt. At øge ens opmærksomhed på de rette værdier i livet. At være i harmoni med omgivelserne og i tæt kontakt med ens familie. At træne fysisk og få hvilet nok.

Jeg er fuld af beundring over dem, der vælger at faste i 30 dage. Det må virkelig ikke være nemt. Her i landet er det varmen og luftfugtigheden, der udfordrer voldsomt. I Danmark er det de lange, lyse dage, der udfordrer, fordi længden på fasten bliver så vanvittig. Men jeg er alligevel ret langt fra at skulle bede om selv at udføre en måneds faste. Til gengæld vil jeg gerne deltage i zakat.

Før coronaen ramte, havde vi Ramadan-køleskabe rundt omkring i nabolaget, hvor man kunne donere forskellige slags mad og drikke. Pigerne hjalp mig med at handle og pakke til det, og jeg kunne rigtig godt lide det, fordi det er en meget fysisk og direkte måde at hjælpe på – og sjovere for børn end at donere penge online.

Ramadan-køleskabe er selvfølgelig ikke tilladt under en pandemi. Til gengæld er det gjort ualmindeligt let at donere penge – f.eks. når man er ude at handle. I vores lokale supermarked, Choitram’s, er der masser af initiativer året igennem, hvor man kan lægge 10, 25, 50, 100 eller 200 dirhams oveni det beløb, man står og er ved at betale for varerne. Så er der pludselig betalt for en række måltider til værdigt trængende eller for skolegang til børn, der ellers ikke kan få adgang til uddannelsessystemet i deres land. Det er nemt, når man ‘bare lige’ kan smække en 20’er afsted, hver gang man står med kortet fremme.Mange muslimer lærer også deres børn om zakat ved at inkludere det helt naturligt i deres opsparing. Så giver de deres børn nogle særlige, trekantede sparebøsser, hvorved de træner deres økonomiske sans i forhold til forbrug, opsparing og så velgørenhed. Jeg elsker den idé.Nok om zakat i denne ombæring.

Vi er nemlig på vej på en seriøs forlænget weekend. Ramadanmåneden er ved at være omme, og nymånen vil skinne over en Eid-festbuffet eller tre i de kommende dage.

Eid Mubarak til alle jer, der nu bryder fasten. Nyd jeres velfortjente fest!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ghost Village Al Madam

For en uges tid siden trillede Martin, Mille, Daisy og jeg ud på et lille road trip.Daisy har desværre ikke helt knækket koden til at opholde sig roligt i bilen, så vi øver det ind i mellem på kortere og længere ture.

Denne her tur tog os en lille time uden for Dubai – lige over grænsen og ind i Sharjah, hvor der ligger et søvnigt provinshul ved navn Al Madam.Charmen er det så som så med. Hovedgaden i Al Madam består mestendels af mobiltelefonreparatører, kyllingerestauranter og små værksteder med olietønder, dæk og bilbatterier smidt i støvede stakke. De fleste butikker står tomme eller ligner noget, der ikke åbner lige foreløbigt. Der er stort set ikke et øje på gaden sådan en lørdag Ramadan-eftermiddag, hvor der stadig er 3 stive timer til iftar. Og skulle der vise sig en enkelt levende sjæl, er vedkommende helt sikkert af hankøn.

Ude på landet i De Forenede Arabiske Emirater render kvinderne nemlig ikke sådan rundt og handler, oser og vindueskigger som i storbyen, hvor damerne viser sig unødvendigt meget frem.

Men hvis Al Madam ikke er noget at skrive hjem om, hvorfor så i alverden tage dertil?

Martin ville vise os den såkaldte ghost village, der ligger lige i udkanten af Al Madam. Dén havde han nemlig besøgt for nogle år siden, hvor han var ude at køre Jeepers-tur med en kollega. De var drønet rundt i ørkensandet i et par timer med den lange karavane af Jeeps, og som et fatamorgana var denne her forladte landsby dukket op i horisonten.

Historien lyder næsten lidt for god til at være sandfærdig, men bare rolig, Al Madams forladte spøgelsesby er allerede fint dækket af CNN Travel og i masser af amatør-dronefilm på YouTube, hvis du ‘søger det op’, som Cille så fint formulerer det.Den farverige fortælling om den efterladte landsby handler selvfølgelig om en rædsom djinn, der gjorde livet surt for alle landsbyens beboere, så de til sidst så sig nødsaget til at flygte derfra. En arabisk djinn er en ånd (på engelsk lyder genie næsten ligesom djinn), og araberne er meget overtroiske, når det kommer til misundelse, pral, grådighed og såkaldt ‘onde øjne’, der kan sendes afsted, hvis nogen ‘tror, at de er noget’. Næsten en slags eksotisk form for Jantelov, som man kun kan beskytte sig imod det onde ved at velsigne hinanden med et dybfølt ‘Mash’allah’ – og så måske ved at bære symbolet Fatima’s hånd på brystet eller ved hjælp af det velkendte blå glasøje, der ofte hænges på huse og døre.Den mindre farverige – og muligvis mere realistiske – fortælling om dette gudsforladte sted er, at landsbyen var en såkaldt sha’bi, bygget under 1960’ernes begyndende velstand og fremskridt i Ørkenstaten. Sha’bi er den arabiske version af det engelske council housing program – altså at staten går ind og bygger boliger til den fattigste del af befolkningen for at sikre en minimums-levestandard for alle borgere i landet.I Al Madam området var folk beduiner, der drog fra sted til sted med deres kameler. Dén slags uregerlig sjov og ballade skulle emiratierne hurtigst muligt vænnes af med, da landet fandt olie i starten af 1970’erne, og hvor det pludselig blev anset for tilbagestående, når kulturer levede på denne her umiddelbare måde i pagt med naturen. Længe leve briternes evne til at sælge deres version af, hvad et civiliseret samfund går ud på, må man sige (med virkelig sur mine)!Så staten smed bogstaveligt talt beduinernes tæpper, flettede palmeblade og telte på bålet, og tilbød dem i stedet simple betonhuse, hvor de så skulle til at leve såkaldt ‘moderne’ livsførelse med elektricitet i stikkontakter, rindende vand og badeværelser med brus og wc.Der er noget virkeligt bizart over at stå midt i fremmede menneskers spisestuer og receptionsstuer, der er helt ufremkommelige af sand. Husenes indre har stadig deres personlige præg, og det giver en følelse af, at husene må være forladt for relativt kort tid siden, hvorefter en sand-tsunami har oversvømmet landsbyen.I det fjerne kan man skimte en form for nybygget portal. Måske er det til folks Instagram-gimmicks – hvem ved hvad det næste bliver?

Hvis det vitterligt er meningen, at Al Madam skal blive et rigtigt turistmål, må jeg så forsigtigt foreslå, at man fokuserer på at få fjernet affald og glasskår, og opsætter en række skraldespande, snarere end det der med at bygge en fancy portal til foto-ops?Overalt hvor man ser hen, har sandet overherredømmet. Ydermure bliver slugt af klitterne. Ruderne er forlængst knuste, og vinduerne står sårbare som åbne munde, klar til at modtage endnu en mundfuld sand. Sandet svier i øjne, mund og næse. Varmen blæser om ørene på os, som var der en føntørrer sat til verdens største stikkontakt. Faktisk er blæsten så jammerlig, at man hurtigt får lyst til at forlade Al Madam igen.

Og det bringer mig til den tredje tese om den forladte landsby, hvor der er bygget videre på idéen om, at hele stedet er en 70’er-udtænkt og konstrueret sha’bi, hvor beduinerne blev ‘tvangsflyttet’ til. Forklaringen går ud på, at der er forfærdelige vindforhold omkring landsbyen, som bevirkede, at sandet konstant forsøgte at overtage stedet. At landsbyens beboere kæmpede en David-mod-Goliath-lignende kamp mod naturens kræfter, som samtidig blev yderligere forsuret af, at staten vistnok glemte at gøre husene sådan helt færdige og beboelige. Det der med at trække strøm og vand til individuelle huse i en fjern Ørkenstat er nemlig en noget større og mere trættende opgave, end i den venlige, danske muldjord. Så måske var Al Madams lille befolkning blevet glemt og overladt til at kæmpe mod naturen på helt ulige præmisser? Måske var sha’bi-idéen alligevel lidt for fremmed og svær at føre ud i livet?

Vi ved det ikke. 
Og skaden er sket. Menneskerne er forlængst forduftet. Betonskeletterne står nu tilbage.

Stedet er måske ikke ligefrem forbandet eller fyldt af djinn og spøgelser, men ingen ved deres fulde fem ville forsøge at gøre det her sted beboeligt igen.

I udkanten af landsbyen ligger så moskéen, som er sidste stop og en trist oplevelse, hvis man altså kører ind til landsbyen via en lille stikvej tæt på hovedgaden.Rundt om moskéen er der fyldt med vinduesrudernes glasskår, opløste bedetæpper og grov graffiti. Vi listede forsigtigt omkring og tog bestik af den sørgelige forfatning. Hvad skal man sige og tænke?Jeg blev helt ked af det derinde, fordi jeg ved, hvor stor betydning, den lokale moské altid har for muslimerne. Og her var der virkelig tale om, at Guds hus var blevet vandaliseret, vanrøgtet og forladt.

Skal man tage en tur ud til Ghost Village Al Madam?

Ja – hvis du er klar på en ret syret oplevelse, der lige så stille er på vej til at blive et bizart turistmål.

Nej – hvis du lader dig ophidse af det fuldstændigt formålsløse i at glemme at rydde op og efterlade naturen som ren natur.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expo 2020

Hvem taler overhovedet om Expo 2020 mere?

Det er nærmest årtier siden, at det var 2020, og det er da endnu længere siden, at mennesker kunne finde på at forsamles i store flokke for f.eks at deltage i en verdensudstilling, gå til en fed koncert eller andet større, fællesskabs-halløj, hvor smitte og kropsvæsker eventuelt kan deles med andre.

Men uanset hvordan vi vender og drejer tingene under denne her pandemi, forsøger arrangørerne af store, verdensomspændende arrangementer at klemme dem igennem alligevel.

Hvad skal man ellers gøre af alle de fysiske forberedelser og de mange penge, der allerede er smidt efter arrangementerne?

Qatar vil afholde et coronafrit VM, fordi alle deltagerne skal være vaccinerede på forhånd, og publikum kan vel følge med hjemme i fjernsynsstuerne.

Japan vil afholde et OL helt uden publikum og medrejsende familie for atleterne, så de på den måde kan holde styr på coronaen.

Dubai har også udskudt byens store arrangement – Expo 2020 – der nu begynder i oktober 2021 og slutter i marts 2022. Man håber selvfølgelig på, at coronaen er mere under kontrol til den tid, og det ender så også med at betyde, at der samtidig kan fejres 50 års fødselsdag for selve landet, De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg ved ikke rigtigt.

Faktisk bliver jeg helt modfalden, når jeg ser den fine og forventningsfulde promovideo for Expo 2020, der blev lagt på YouTube for godt et års tid siden. Alle de store ord, håbet, glæden, forventningen – og så fast forward til den syngende, kinesiske lussing, vi alle fik os i starten af 2020. Ingen af os anede, hvad der ventede os dengang. Og det er nok godt det samme.

Indtil videre står Terra – The Sustainability Pavillion klar derude på det enorme Expo 2020 site halvvejs ude i ørkenen forbi et stort industrikvarter, der hedder Dubai Investment Park (DIP). Man har kunnet besøge pavillonen indtil for ganske nyligt, men nu har de lukket den ned på grund af varmen, tror jeg. Der åbnes selvfølgelig igen, når hele festen skal løbe af stablen i oktober.

Der er ingen tvivl om, at Emiraterne har haft et stort ønske om at vise verden, hvordan innovation og teknologi er nøglen til at redde vores planet og ændre vi menneskers nuværende negative indflydelse på klima, miljø og natur for fremtiden. Terra-bygningerne, der er fuldstændigt selvforsynende, er et flot eksempel på dette. Indholdet i bygningerne er måske sådan lidt mere so-so.

Og Cille og jeg nåede lige at opleve det hele, før pavillonen lukkede ned for sommeren.

Man bestiller i øvrigt billetter på forhånd (koster stort set ingenting). Skiltning og parkering er fuldstændig strømlinet, og det samme gør sig gældende for billet-tjek, temperaturkontrol, håndsprit, toiletforhold, madboder osv.

Med andre ord er der styr på faciliteterne og logistikken omkring at have mange mennesker samlet midt under en pandemi. Emiraterne har virkelig vist sig at kunne kontrollere menneskemængder det seneste års tid, hvor de har holdt de fleste store parker og attraktioner åbne; og de er lykkedes fint med at vaccinere en betydelig del af befolkningen på ret kort tid, og med at få opbygget store, effektive felthospitaler og vaccinationscentre, hvor der er et rend af mennesker i og omkring, uden at det er ude af kontrol.Her står den imponerende gateway til Expo. Porten kan efter sigende åbne og lukke, og det er en enestående, elegant stålkonstruktion, som de fleste ingeniører sikkert får våde drømme over. Så høj, så spinkel, så fin i sit udtryk.Naturligvis med masser af LED-lys, så konstruktionen er lige så imponerende efter solnedgang som i dagslys.Ingen stor begivenhed uden maskotter, der hilser på de besøgende, vel? Her i Arabistan er det så naturligvis emirati-børnene Latifa og Rashid, der tager imod børn og voksne on site. Cille er desværre blevet for stor til at kramme dukker, så vi nøjedes med at smile til dem på afstand. 
Over alt – inde som ude – er der enormt smukt og dekorativt med informationer om menneskets færd og indflydelse på jorden.Det meste af pavillonen er helt perfekt til børn i alle aldre, fordi det er intuitivt forståeligt, hvad det er, vi skal til at ændre, for at vores planet fortsat kan være et godt sted at leve for mennesker og dyr.Der er skruet godt op for de elektroniske virkemidler undervejs, hvilket er typisk araberne. De er elektronik-gale.Pavillonens indre er opdelt i to – en fortælling om livet på landjorden og en anden fortælling om livet i verdenshavene.Overalt fanges øjnene af dekorative, glimtende uroer, lys og lydeffekter, små stilleben, fine displays osv. Nogle af budskaberne er klare, andre knapt så meget. Nogle af aktiviteterne giver mening, andre knapt så meget. Der er intet for alvor nyt under bæredygtighedsparasollen, men de har da gjort et hæderligt forsøg på at fortælle os noget om naturressourcer, genanvendelse, smart teknologi, menneskers adfærd osv. Der blev bare lidt meget Tivoli over indholdet, hvor jeg havde håbet på, at de ville give os hver især noget stof til eftertanke, f.eks. form af svære spørgsmål til vores egen adfærd, omlægning af vaner, varige ændringer i vores behov og forbrug osv.

Vel ude af bygningen og dens air con kan man så nyde synet af solceller og smukt arrangerede arabiske planter og træer, som jeg desværre glemte at fotografere. Men jeg nød dem. Det var dejligt at se, at de havde valgt at bringe deres egen natur og planteliv ind i udstillingen, i stedet for bare at plante række efter række af hollandske blomster, som de ellers altid plejer at gøre.Vi endte vores udflugt med at spise hæderlig shawarma i en af madboderne, mens solen gik ned.

Jeg vil glæde mig til at opleve andre dele af Expo, når de engang åbner. Det hele lignede lidt en byggeplads uden for Terra Pavillion, men hvad ved jeg om det. Færdige skal de jo nok blive til tiden, for her til lands sætter man bare nogle flere (altså virkelig mange flere!) Byggemænd Bob’er i gang, hvis der er behov for det.Og skulle du få mulighed for at lave stopover i Dubai på din vej til Fjernøsten her til efteråret, vil jeg varmt anbefale dig at besøge Expo 2020.

Aj, who am I kidding? 

Ikke mig selv, ihvertfald.

Jeg har stadig lidt svært ved at tro på, at der kommer horder af stop-over-gæster og besøger Verdensudstillingen i Dubai, men heldigvis kan jeg tage fejl så let som ingenting.

Forretningsfolk skal der nok komme, hvilket jo er det primære formål med Expo. At få lavet noget big business inden for alle sektorer, offentlige såvel som private.

Og jeg håber da inderligt, at jeg tager grueligt fejl. For alt i verden. Det ville være så ærgerligt, hvis alle de penge og al den energi, der er kanaliseret i Expo 2020 ender med blot at blive til endnu er nybygget boligområde midt i ørkenen uden for Dubai. Den slags har vi allerede så rigeligt af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Wadi Ruwayah

Én af de positive ting, pandemien har slæbt med sig i malstrømmen af så mange dårligdomme, at det er uoverstigeligt at forsøge at nævne bare en brøkdel af dem, er lysten til at udforske naturen nært og lokalt.Ingen af os kan rejse ud i verden længere og få de oplevelser, vores hjerter begærer, og så må vi jo blive opfindsomme derhjemme, når udlængslen kommer over os!

Gåture, hiking, trekking, klatring og løb i fri natur er blevet allemands-aktiviteter i weekenderne.

Jeg ser det i mit Insta-feed, hvor venner og familie i Danmark vader rundt på strande, i skove og moser, i plantager og langs søer. Mine engelske venner står i samme situation – alt er nedlukket – og hvad gør man så med børn, hund og mand/kone, når hjemmets fire vægge begynder at hælde faretruende indad?

Her i De Forenede Arabiske Emirater er det lang, lang tid siden, at alting for alvor var nedlukket.

Børnene led virkelig under de 14 dages total lockdown for præcist et år siden. Det orker jeg nærmest ikke at tænke tilbage på, fordi det giver mig en klump i halsen og en undertrykt følelse af noget mørkt og depressivt.

Det var nogle tunge uger indendøre, og det var nogle lange måneder indtil sportsanlæg og klubber igen åbnede, så børnene og vi andre kunne komme afsted til fysiske aktiviteter hver uge. For det er så vigtigt at komme ud og bruge kroppen.

Men det er alt sammen water under the bridge. Vi har nu spillet tennis og hockey, svømmet, gået og løbet ture i så lang tid, at det føles helt normalt igen – dog med allestedsnærværende mundbind, sprit og social afstand, naturligvis.

Jeg er taknemmelig for, at vi har åbne skoler og fritidsaktiviteter at fylde eftermiddagene fornuftigt med.

Men vi er da også blevet smittet lidt af den der outdoorsy entusiasme.Ikke at vi er blevet bjergbestigere siden sidst – og der kommer vi nok heller aldrig til, men det er virkelig inspirerende at se, hvor mange mennesker, der finder helt unikke og naturskønne oplevelser i Emiraterne, som man ellers aldrig ville have fundet, hvis der havde været endnu en Friday Brunch at tage til og den vanlige socialisering som i “gamle dage” præ-corona.

I weekenden kom vores lille familie langt om længe afsted på en hike sammen med vores dejlige venner. Det har været aflyst så mange gange de seneste måneder, fordi der hele tiden kom en PCR-test-bekymring på tværs og anden sygdom.

Men i weekenden lykkedes det!Vi kørte nordpå fra Dubai via Sharjah ind i Fujairah mod Khorfakkan på den nye, fine Kalba Road. Efter Masafi By parkerede vi ved Wadi Ruwayah og lod René guide os ind på en afmærket hiking-rute i wadi’en. René er navigatør, gammel bjergklatrer og dén, der har meldt sig ind i vandregrupper på de sociale medier, så han kan planlægge spændende vandringer for sin familie – og denne gang var vi så heldige at være med.

Dét, vi skulle ud på i weekenden, var en wadi-hike.En wadi er et flodleje, en dal eller et ‘vadested’, hvis man kan sige det sådan.

Når de naturlige kilder springer højt oppe i Hajjar-bjergene løber vandmasserne nedad igennem slugter i de voldsomme bjerge – og med årene sliber og smuldrer vandet takkerne af de store sten, så der opstår lidt mere ‘flade’ vandveje eller flodlejer (wadis), hvor man så kan vandre, når og hvis der ikke er for meget vand.Denne vinter har der været begrænset nedbør, fornemmer jeg, og vi oplevede kun vandet i små vandhuller undervejs, hvor vi så underholdt os med at tælle frøer og kigge fisk – og der snoede sig da også en to meter lang og ganske ugiftig slange – en smuk armygrøn wadi racer – forbi Martins og Milles fødder. De stod pænt stille og var noget benovede over besøget fra Hr. Slange.Højt oppe i bjergene kunne vi se bjerggederne og høre deres kald give ekko ned igennem dalen, og langs bjergvæggene og de mere grønne områder fandt (og lugtede) vi deres små signature-lakridspastilformede lorte.Der var ikke ligefrem stilhed i Wadi Ruwayah, selvom billederne får det til at se sådan ud.

Hvis man drømmer om stilhed, kan jeg anbefale, at man tager på hike uden børn, men der var kun glade råb og hujen undervejs, når vi klatrede op og ned ad de store sten på en lang række. Og for to børnefamilier var det hyggeligt at opleve børnenes interaktion og leg i naturen undervejs.Vi var heller ikke alene om at nyde Wadi Ruwayah. Mange andre havde parkeret ved skiltet ind til området og begivet sig ind i wadi’en for at tilbringe nogle timer med at vandre, køle fødderne i det kolde, klare vand og nyde udsigten.Desværre var det ikke alle, der helt havde lært det med at rydde op og tage affaldet med sig ud igen, og dét kan blive den frie hikings visse død, hvis naturen sådan bliver omdannet til losseplads efter hver weekends entusiastiske Dubai-gæster. Sikke noget skidt – i bogstaveligste forstand.Hajjar-bjergkædens skrøbelige og helt unikke økosystem skal for alt i verden bevares, og jeg græmmes virkelig, hver gang jeg ser et cigaretskod eller en plasticpose derude i bjergenes rå, utæmmede natur.I en wadi vil turen ofte gå ind og så ud igen. Muligvis ikke præcist den samme vej frem og tilbage, men det er ikke helt så let at lave et loop-hike, som hvis man er ved f.eks. en sø eller på en sti/afmærket rute i bjergene.

I wadi’en skal man passe på og se sig for. Det skal man helt sikkert også under bjergklatring og på vandreruter i bjergene, men wadi’en er jo fyldt af de her store, uregerlige sten, der er brudt og ligger hulter til bulter.Så man lærer at stoppe op undervejs og nyde udsigten, den friske bjergluft og synet af guldsmede, hvepse og andre insekter, der summer omkring vandhullerne.Små huller af mindfulde pauser, for på intet tidspunkt er det muligt at gå og slappe af, mens man kigger fremad eller op – der skal balanceres fra sten til sten – men det er der også en sjov og lidt krævende rytmik og metodik i.Vi tog det stille og roligt. Vi var afsted i wadi’en i 4 timer, men holdt mange små spisepauser undervejs, hvor vi delte kanelsnurrer og appelsinbåde med hinanden.Et par rigtige hikingstøvler ville have været en god idé, men man kan sagtens gå en 4 timers tur i et par gode snøresko eller løbesko med god hælkappe. Der skal ca. 2 liter vand med per person – for at være på den sikre side, og så godt med snacks, der er både søde og salte, en rulle tensoplast til eventuelle vabler og plastre til sår, et tykt lag solcreme og mobiltelefonen, selvfølgelig. Needless to say, at man aldrig vandrer alene i sådan et terræn og så langt væk fra alfarvej.

Jeg er fan af det her hikingshow. Men det kom ikke som en overraskelse, nu hvor jeg trods alt er datter af Fru Gåmaskine Ditlevsen.

På vejen retur i wadi’en begyndte det at blæse op, så vinden kastede sig uforudsigeligt rundt mellem klipperne. Det gav en del støv i halsen, tænderne, næsen og øjnene, så vi måtte drikke ekstra vand og hive bluserne lidt op om ansigterne.Da vi kom helt ud af bjergdalen og kørte retur mod Dubai, kunne vi se, hvor slem fygningen egentlig var.Hjem i bad kom vi. Trætte, varme og godt brugte. Men på den allerbedste måde. Dér, hvor man har brugt sin krop på en sjov og udfordrende vis, så man virkelig fortjener et langt bad og en tung eftermiddagslur. Og måske en portion is eller tre.

Tak for turen, kære Familien Zhekova Vittrup.

Må der blive mange flere af den slags, når vi rammer den kølige sæson igen. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kvindernes Kampdag

Jeg er en dag for sent ude.

Det er jeg klar over.

Mit feed på Instagram svømmede over med rosenrøde, intetsigende budskaber og tilbud om foryngende skønhedsplejeprodukter igår. På Kvindernes Internationale Kampdag 2021. Som selvfølgelig bliver malket så hårdt i marketingsøjemed af alle mulige firmaer, at det gør helt ondt at se på.

Selv valgte jeg at se Kampdagen igennem et par lyserøde briller. En form for ironisk distance for at overleve i en verden, hvor aviserne kan berette om, at nigerianske skolepiger fortsat bortføres og voldtages, og at børnene i Yemen fortsat dør af sult.Jeg har ikke noget sådan for alvor genialt at sige om kampdagen, andet end at jeg er 100% erklæret anden-generations-feminist, og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at opfostre to små, stærke feminister, der samtidigt er så heldige at vokse op i en del af verden, hvor de trods alt har lidt lettere ved at tro på, at de kan gøre alt det, drenge kan – og at de kan gøre alt det, de selv har lyst til.

Der er stadig vanvittigt langt mellem kønnene i forhold til uddannelse, efterfølgende jobmuligheder og den økonomiske kompensation for et udført arbejde.

Og der er vanvittige forskelle på mulighederne for selvstændige, individuelle valg mellem kønnene.

Og en ligeså vanvittig ubalance i magtforholdet mellem kønnene.

Når vi kommer til dét med magt-ubalancen, behøver vi ikke kigge langt mod syd eller øst for at få øje på, at der virkelig er noget rivende galt. Man kan nøjes med at kigge på Overborgmester Frank, der slikker ører på kvinder, som var det peanuts på en bardisk – og en vis Morten Østergaard, der er gået i selvbestaltet to-årigt dvale betalt af offentlige midler, fordi han simpelthen ikke orker mere pis med de damer, der ikke kan forstå ‘hans måde at flirte på’.

For god ordens skyld må jeg præcisere, at jeg taler ikke om ligestilling forstået som en lige ‘fordeling’ af alting og ingenting, men som lige ‘muligheder’. Og hvordan vi så får skabt lige ‘muligheder’ over alt i verden – dét bliver godt nok en op-ad-bakke-kamp langt, langt ud i fremtiden.

For selvfølgelig er der modstand fra dem, der bestemmer, når ‘udenforstående’ vil ind og ha’ en bid af magtens overvældende flødeskumskage.

Det er sådan set ligegyldigt, om vi taler køn, race, religion, nationalitet eller økonomisk råderum her – det hele handler om indflydelse og magt. Om at positionere sig. Om at være den, der bestemmer. Over sig selv og over andre.

For tiden er der f.eks. en kvindelig statsminister i Danmark, der udviser tydelige tegn på gammeldags magtsyge. Hun indgår aldrig i offentlig kritisk dialog med journalister eller med sine politiske kollegaer eller opponenter; vi ser intet samarbejde på tværs, i bredden eller i dybden under hendes ledelse. Der er kun stram topstyring og dominanshandlinger, hvor problemer og fejltagelser fejes ind under gulvtæppet og den absolutte loyalitet skal opretholdes som var der tale om en rockergruppe. Det er interesant at se på.

Interessant, fordi vi sjældent møder kvinder, der udviser denne her tydelige form for aggressiv, ikke-dialogisk fremturen. Men selvfølgelig kan kvinder blive lige så magtliderlige, besidderiske, dominerende og aggressive som mænd. Vi har præcist det samme følelsesregister, selvom det ind i mellem kan virke som om vi vitterligt er fra to forskellige planeter. Det er på samme tid let og tungt at sige, at Mette Facebook Frederiksen ikke blev den statsleder, jeg havde drømt om, da hun kom til magten. ‘Kom til magten’. Lyt lige til den formulering. Suk.

I virkeligheden aner jeg intet om politik og det rænkespil eller “håndværk”, man skal mestre for at blive en dygtig politiker. Det eneste jeg ser, er, at politikerne bliver mere og mere karikerede, usaglige og positionerende, fordi det er en mulighed i det mediebillede, vi har skabt, og med den medieadfærd, der hersker i 2021. “Like, del og kommentér”-mentaliteten, som vi alle sammen er blevet en indgroet del af. Jeg ved ikke, hvad vores børns generationer vil tænke om os, når de engang om 20 år sidder og reflekterer hos psykologen over deres barndom og deres åndssvage forældres og bedsteforældres medieforbrug, mobiltelefoner 0g forplumrede, indskrænkede verdenssyn. Jeg græmmer mig bare på forskud. Vores adfærd på de sociale medier bliver værre og værre, og ingen af verdens ledere eller formidlere ser ud til at forsøge sig med at nuancere tingene mere end højst nødvendigt.

Hver gang jeg bliver utryg og utilfreds med verden, søger jeg ind i litteraturen, fordi det er hér, man får den virkelige samfundsanalyse.

Det virkelige spejl på en tid og et levet liv.

Jeg elsker f.eks. at følge litteraturanmelder og debattør Katherine Diez, fordi hun tillader, rummer og åbner op for samtaler om de allertungeste ting i livet med sine følgere på de sociale medier. Skud ud til hende for at give os alle en dosis kultur og litteratur, når vi har mest brug for det. Og for at give os følelsen af ikke at være alene med vores følelser, når de ellers godt kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg elsker også at følge Kritisk Pynt, Craftedwhilehigh og Krænkelseskulturellememes for et ærligt og redeligt grin på Instagram, når de kæmper mod patriarkatet med ét af de stærkeste våben på jorden: Humor.

Og det bliver nok sådan en broche her, jeg køber, næste gang jeg kommer til Danmark:

Højt på listen over kommunikatører og aktører, der kan redde min dag, står også gruppen Everyday Sexism Project Danmark og Özlem Cékic’s dialog-kaffe, som begge vidner om, at der stadig findes virkelig kloge, energiske og reflekterende grupper i et samfund, der ofte kommer til at fremstå mere og mere uvidende og generisk-dumt.

Men uanset en op-ad-bakke-kamp mod sexistiske ronkedorer, magtsyge chefer og politikere, der ikke er en potte pis værd eller får udrettet noget, der kan ændre på et samfund, der helt grundlæggende spænder ben for piger og kvinder, så må vi huske at ønske hinanden –

Rigtig Glædelig Kampdag og Livslang Kamp til alle os, der er født som kvinder.

It takes one to know one.

Og med den opfordring til medsøsterlig omsorg og støtte tror jeg, at jeg vender blikket indad resten af i dag.

Ind i en bog, der har ramt mit moderhjerte, som jeg ikke kan huske, at det er blevet ramt, set eller genkendt før.
Olga Ravns nyeste bog-skud, “Mit Arbejde”, går rent ind. Læs den – uanset om du selv er en Mor eller ønsker at blive det. Læs den, fordi du har en Mor og lever omgivet af mødre. Piger-kvinder-mødre ruller denne her verden – og Olga Ravn er én af den slags modige mødre, der tør sige højt, hvor svært det egentlig er, at få et barn. Ikke kun for mellemkødet, men for ens personlige identitet, for ens karriere og efterfølgende jobmuligheder, for ens følelsesliv, for sexlivet, for økonomien. For ens verdensbillede.

Jeg genkender rædslen. Rædslen for at dø under fødslen. Rædslen for at gøre skade på barnet. Rædslen for at være reduceret til en malkeko med noget, nogen kalder for ammehjerne. Rædslen for, at min identitet ville gå til grunde og aldrig genopstå.

Med tiden går det bedre med det der trange moderskab. Den følelsesmæssige tumult stilner trods alt af, i takt med at børnene bliver store, og øjnene igen kan vende sig ud ad i verden.

Jeg elsker også min egen Mor endnu mere, fordi jeg nu som Mor forstår det offer, hun har bragt. Jeg elsker min Søster endnu mere, fordi hun står dér lige midt i moderskabet og gør det hele så fint, nært og kærligt. Jeg elsker min Svigermor for den dejlige søn og mand, hun har frembragt til mig og vores børn. Og så er der alle mine veninder, mostre, fastre, tanter, svigerinder og andre dejlige damer, der ruller verden fremad hver eneste dag.

Jeg elsker og krammer mine egne døtre, så det gør ondt, når jeg tænker på, at deres fine liv skal formes af moderskab, søsterskab, ægteskab og alle mulige og umulige kampe, som de måske må tage alene – og forhåbentligt engang i mellem kan tage sammen med deres medsøstre i ægte solidaritet mod patriarkatet.

Til tasterne, ind i bogen, på med boksehandskerne – grib til det våben, der er dig kærest og nærmest.

Du får brug for det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet