Gyseren

Jeg har stadig til gode at få set hele marathonudsendelsen “Valg Amok” fra valgaftenen på “Her Går Det Godt TV” på YouTube, men jeg fornemmer også, at jeg sagtens kan nå det, fordi der stadig er en form for ongoing valggyser hjemme i Moderlandet?

Er Mette Frederiksen mon ved at løbe tør for makrel på dåse og Gevalia til alle de (magt-)sultne, uventede gæster oppe på Marienborg?

Vi fejrede naturligvis demokratiets festdag her i Dubai, selvom vi alle har mistet stemmeretten for mange år siden, som den flok danske udvandrere, vi er.
Der var blevet kuffertimporteret valgflæsk fra SuperBrugsen i Stege på Møn, og en O.P. Anderson lå der heldigvis også i fryseren hos vores dejlige venner.

Danmarks nationalret lavet med dansk gris, danske kartofler, dansk kruspersille og lidt hjemmesyltede rødløg. Ikke et øje var tørt, siger jeg jer – for gris i en Ørkenstat er noget, der indtages med en vis andægtighed.
Selv servietterne og bordpynten trak små tårer i øjenkrogen. Wonderful Møns Klint og ligeså wonderful Dannebrog.Og aftenen igennem fulgte vi med i de politiske eksperters kommentarer, interviews fra partiernes valgfester, exit polls og resultater fra optællinger på rigets allermindste valgsteder.Jeg gik mentalt død lidt før midnat, og med maverne fulde af snaps og flæsk cyklede vi hjem i den lune tropenat, mens vi diskuterede valg og demokrati, som nærmest betyder endnu mere for os, nu hvor vi lever i et benevolent diktatur og ser et velfungerende samfund, der er indrettet helt anderledes.

Jeg har det stramt med vores mistede stemmeret. Ja, vi er flyttet fra vores hjemland helt frivilligt. Ja, der kan være en vis ræson i at ‘melde os ud’, når vi ikke længere betaler skat i Danmark, som dermed bliver grundlaget for at have en reel stemme  i samfundet. Jeg ved ikke præcist, hvad årsagen til den mistede stemmeret er, og jeg ved heller ikke, om jeg synes, at skatteindbetaling er det eneste ‘gyldige’ argument i forhold til at blive accepteret som statsborger i et samfund?

Vi er jo ‘kun’ danske statsborgere – uden et andet pas i baglommen, så når vi mister stemmeretten i vores eneste hjemland, er vi reelt stemmeløse i verden. Og jeg er – ligesom alle andre udlandsdanskere, jeg kender – absolut ikke ligeglad med hverken Danmark og livet derhjemme i velfærdsstaten.

Måske vender vi hjem engang, måske gør vi ikke, men det er sådan set sagen uvedkommende.

De fleste udlandsdanskere har ejendomme, aktier, pensionsopsparinger og masser af emotionelle værdier i vores hjemland, som gør, at vi i dén grad vil investere både økonomisk og omsorgsmæssigt i det danske samfund. Vi ligger ikke Velfærdsstaten til last, når vi kommer susende med vores sundhedsforsikringer og lejer biler, boliger, køber skolepladser til vores teenagere og samler til bunke af danske varer og services, som vi savner i vores adopterede hjemlande. Vi har også allerede betalt vores lange, videregående uddannelser tilbage ved at have arbejdet i Danmark i en lang årrække, før vi fik den vanvittige, sindsoprivende idé at fraflytte Dronningeriget. Og sådan kunne jeg blive ved med at argumentere for, at vi er et (stort) aktiv for samfundet – både når vi er til stede i landet på ferie, og når vi “bare” bruger vores opsparinger på at investere i f.eks. ejendomme og start-ups i hjemlandet.

Djævlen på min højre skulder vil mene, at der er en vis portion vrissenhed eller ‘Jantelov’ i at dømme alle udlandsdanskere ude af stemmelokalerne, fordi vi jo selv har valgt Danmark fra. Det er nok en lidt barnlig holdning at sidde med, men ikke desto mindre kan det føles som en regulær afklapsning eller ihvertfald en afvisning af os. Som om vi er en slags andenrangsdanskere, der skubbes i samme kategori som ‘de fremmede’, man heller ikke giver stemmeret til.

Er det et problem for demokratiet, at så mange borgere i et land står uden stemmeret? Det kunne man mene, men på den anden side er jeg 100% sikker på, at størstedelen af danskerne er taknemmelige for, at jeg forlængst har mistet retten til at stemme i Danmark. Ihvertfald hvis jeg agerede ud fra de kandidat-tests, jeg altid forvilder mig ud i at prøve under en valgkamp.

Ved Folketingsvalget i 2019 var jeg tilsyneladende mest enig med Klaus Riskær, og ved dette folketingsvalg pegede min test-pil så åbenbart på Franciska Rosenkilde. Kom ikke og sig, at jeg ikke er en alternativ person?!

Til gengæld har vi netop deltaget i en anden gyser-event, nu hvor vi var dømt ude fra den danske gyser af et Folketingsvalg. Halloween, naturligvis.Højtiden, som vores piger elsker mere end nogen som helst anden tradition eller højtid på året. Det er ikke mig, der har smittet dem med dén begejstring, for jeg har været nødt til at fake entusiasmen lige siden den første gang, vi blev ‘udsat’ for festen.Men – som de community good sports, vi trods alt er, så tog jeg min Halloween-date under armen (han kunne stort set intet se ud af sin maske), og gik ud for at skræmme livet ud af flest mulige børn og godtfolk. 
Martin havde mig til at gå med 25 balloner, så han selv kunne se virkelig creepy ud i rollen som Pennywise. Der var en del børn, der ikke turde tage imod en ballon fra ham, og det samme gjorde sig gældende, da han senere delte slik ud.Vores naboer, der er canadiere og dermed eksperter i autentisk Halloween, havde lavet et sindrigt klokke-system, der skulle klinkes med, før man modtog slik ned fra en sliske. Børnene elskede den Georg-Gearløs-anordning og stimlede  sammen hele aftenen.Og hvor er så vores egne børn? Tja, de er blevet så store, at de nu løber ud i verden og nyder Halloween trick-or-treating med deres venner, så vi er efterladt herhjemme, som de gamle klovne, vi nu er blevet.

Her er Mille, før hun strøg afsted med sin kammerat rundt i The Lakes.Og her foreviger Cille sig selv hos en veninde i Victory Heights.
Heldigvis kommer de hjem igen til os. Med poserne fulde af slik.
Det kan jeg så bruge den næste uges tid eller to på at smårapse fra. Trøstespisning, you know. Det hjælper på alle former for uretfærdigheder. Mistet stemmeret, bare for at gi’ et eksempel.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Eid og dødsfald

Det mentale overskud kan ligge på et knappenålshoved for tiden.

Der sker – og skal ske – svære ting i vores lille firkløver, som rækker langt ud over, hvad jeg har lyst til at dele her på bloggen og på de sociale medier, selvom alt og alle ellers altid tager imod med åbne arme og forståelse.Livet indeholder rutsjeture – både de sjove, der kildrer i maven, og de uhyggelige, der flår i hjertet og hjernen. Mine skuldre sidder helt oppe om ørerne, og jeg vågner om natten med galopperende panikangst, selvom vi har et godt og velfungerende netværk af familie og venner, som lytter, trøster, deltager og hepper på selv de helt små sejre fra sidelinjen.Jeg tror på åbenhed og ærlighed i vores relationer, hvis de skal give nogen form for større og dybere mening. Og jeg tror på, at vejen til at lykkes med at rejse sig selv op igen, går gennem venner og familie. At man rækker ud og beder de nære om lige at gi’ en hånd og et øre med. Så dét har jeg fået gjort. Og hjælpen er kommet prompte i form af krisetelefonsamtaler og masser af dejlige beskeder i indbakken. Tak. Af hele mit hjerte, for at I er der altid. ❤Og så er der enkelte dage, hvor jeg tåler min indre stemme og forsøger at lytte efter den, selvom det hele føles langt og svært og uoverskueligt.

Og så er der de andre dage, hvor jeg er hudløs og nægter at høre selv den mindste indvendige musestemme, hvor podcasts i ørerne er den eneste måde, hvorpå jeg kan rumme at gå en tur med hunden eller sidde stille – eller bare være til.Eid-ferien endte med at være 9 dage lang. Hvilken var både en velsignelse og en forbandelse. Nymånen blev spottet til forventet tid, men i stedet for at få de forventede 2-3 dages ferie i forlængelse af en weekend, følte styret sig kaldet til at forære folket en hel, stiv uge. Med folket mentes alle offentlige ansatte, samt børn og lærere i skoler og institutioner. Privatansatte skulle retur på arbejde efter et par dage, fordi det var nok bedst, vurderede man.

På overfladen ser det jo dejligt ud, ikke? Og hvem kan overhovedet tillade sig at klage over at få mere fri end først antaget?Dele af det – små øjeblikke – var sådan set også dejlige, men jeg var taknemmelig for at komme retur på arbejde i mandags, så min ristede hjerne kunne få nyt input og koncentrere sig om noget andet end vores lille familie i nogle timer hver dag. Jeg var ærligt ved at blive halvskør i Eid-boblen.Og så ville skæbnen, at De Forenede Arabiske Emiraters præsident – HH Sheikh Khalifa Bin Zayed al Nahyan – døde i fredags. Må hans ærværdige sjæl hvile i evig fred. Dødsfaldet har givet os fyrre dages landesorg og tre dages fri fra arbejde, hvor weekendens to fridage tæller for to af dagene.

Sheikh Khalifa var både regent i Abu Dhabi og landets formelle overhoved. Al Nahyan-familien er Abu Dhabis ledende familie, som stammer fra den stolte Bani Yas-stamme, der levede i Liwa-ørkenen, mens Al Maktoum-familien er en anden gren af samme Bani Yas-stamme, som så blev den ledende familie her i Dubai. Familierne er åbenlyst tæt forbundne, og de samarbejder om at styre landet på den måde, at Al Nahyan-klanen har præsidentembedet og ansvaret for landets militære styrker, mens Al Maktoum-klanen har vicepræsidentembedet og en masse andre, vigtige regeringsopgaver. Der er så andre familier, som styrer de resterende fem Emirater, Ajman, Ras al Khaimah, Fujairah, Umm al Quwain og Sharjah. Til sammen udgør de syv emirater landet De Forenede Arabiske Emirater – og i dagligdagen er nogle opgaver føderalt styrede, mens andre er fuldstændig autonome, og der kan være markant forskel på institutionerne, tilbuddene til borgerne, lovgivningen m.m. fra det ene emirat til det næste. I virkeligheden er strukturen nok meget lig USA.HH Sheikh Khalifa havde desværre været syg siden 2014, hvor hans halvbror og kronprins til tronen, HH Sheikh Mohammed Bin Zayed al Nahyan måtte overtage rollen som de facto leder af landet. Sheikh Khalifa var kun den anden statsleder i landets unge historie, og den nye leder, Sheikh Mohammed – MbZ, som han kaldes – er således landets tredje leder. Den formelle overtagelse af præsidentembedet fandt sted dagen efter halvbrorens død, og alle Emirater udsendte straks erklæringer om, at de anerkender den nye præsident og ønsker ham alt vel.

I al den tid, vi har boet i landet, har MbZ været den reelle leder, sammen med sin navnebror Sheikh Mohammed her i Dubai, så vi forventer ikke den helt store forskel eller kursændring rent politisk. Men for emiratierne er det en stor ting at skulle tage afsked med deres kun anden præsident, som var meget afholdt og respekteret for sin modernisering af lovgivningen, og for at have ført landet ind i vigtige, internationale kredse og sammenslutninger.På sin vis minder de arabiske stamme- eller klanstrukturer om de europæiske kongehuse. Nogle familier er endt med at få hele magten efter særdeles blodige opgør, som nu står hen i den mere diffuse historiske fortælling, fordi det er sket for så længe, længe siden. De forskellige klaner gifter sig fortsat ind i hinandens familier for at sikre stabilitet og loyalitet – og dér må man sige, at de europæiske kongefamilier og adelsfamilier har gjort og gør nøjagtig det samme. Med varierende succes undervejs, naturligvis.

Det er egentlig interessant, hvor meget de her magtstrukturer ligner hinanden og gentager sig selv igennem historien, uanset om man har de arabiske eller de europæiske briller på.

Folket skal og må ledes.

Og folket kan så kun håbe på og bede til, at lederen ene og alene anvender sin magt til godgørende formål, og at han eller hun er lige dele snusfornuftig, afbalanceret, eftertænksom, visionær og handlekraftig. Jeg misunder virkelig ikke statsledere deres position eller magt, for det er en enorm opgave at tage på sig som menneske. Faktisk har jeg mere end rigeligt at gøre med at styre min egen lille, slingrende jolle henover uroligt farvand.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Museum of The Future

MOTF. Eller Museum of The Future, som det nyåbnede museum hedder, men nu elsker vi forkortelser i en fjern Ørkenstat, så MOTF er kommet for at blive, sammen med JLT, JBR, MBR, DSO og hvad vi nu ellers finder på.

Museet åbnede oven i købet på en såkaldt ‘engle-dato’: 20.02.2022. Fint, ikke?

Pt. får stedet en masse bevågenhed, fordi det har været længe undervejs, ligger direkte ud til Sheikh Zayed Road – og er selvudnævnt ‘verdens smukkeste bygning’, hvilket jeg er meget enig i.
Der er intet i verden, der ligner MOTF. Det er et arkitektonisk vidunder og en genistreg af en arabisk kalligrafitisk modernitet, som vi har glædet os til at se indefra.Undervejs i det orkestrerede museumsbesøg får man heldigvis lov til at komme ud og nærstudere kalligrafien på en udendørs observationsplatform.

Jeg ville i øvrigt ønske, at jeg kunne huske, hvad jeg sagde til Martin, lige i dét, jeg skulle til at fotografere ham, for er der noget, jeg elsker, er det at få folk til at smile eller grine.Over for MOTF ligger Emirates Towers, som er et par ikoniske tvillingetårne, der har stået helt strunke og elegante i deres egen ret i mange år. De er lidt blevet overhalet inden om af museet, men de er nu stadig interessante at betragte.Museet er pt. godt booket op på grund af nyhedens interesse, fornemmer jeg, så man kan med fordel tjekke ledige tider og købe billetter i god tid.

Da vi besøgte MOTF tog det også lidt tid at komme ind og ‘igang’, fordi elevatorerne er ret langsomme, samt ved indgangen til observationsdækket, men jeg er sikker på, at det kun er ‘opstarts-flaskehalse’.Til gengæld er der masser at opleve i foyeren, der fremstår ligeså futuristisk, som man kunne forvente. Spacy.Et par museums-medarbejdere fløj også med en skøn flyvefisk og en skør gople, mens forsamlingen gloede og pegede.Museet er opdelt i 4 chapters. Man skal starte op allerøverst, og det foregår selvfølgelig med en tur ud i rummet som astronauter, hvor vi i 2071 åbenbart høster solens energi ved hjælp af et månebælte, der beamer energien ned til jorden, hvor der er nogle enorme modtagerplatforme fordelt ud over kloden, så alle kan få glæde af den konverterede solenergi fra rummet.


I det tredje chapter kiggede vi på klodens liv. Både de arter, der allerede er uddøde; dem, der vil uddø inden 2071, hvis ikke vi gør noget, og dem, der rent faktisk trives. Det hele var præsenteret på den smukkeste måde ved hjælp af hologrammer, der var 3D-printede, og så kunne museums-medarbejderne scanne dyrene og vise os mere om dem på små, smarte scanningsmaskiner. Der var også en masse forklaringer om, hvordan vi kan genskabe tabt biodiversitet, såsom koralrev, mangrove og regnskov ved hjælp af laboratorie-fremstillede planter, der er mere hårdføre og klarer klodens globale opvarmings-udfordringer bedre, som f.eks. ikke-brandbare træer.Så æstetisk pleasing at gå rundt blandt klodens arter i mørket. Lyset skiftede i bedste LED-stil, naturligvis.I det andet chapter så vi nærmere på menneskets psykiske helbred, som i fremtiden vil være langt mere belastet end vores fysiske helbred. Jeg mener at kunne huske, at der stod på et skilt, at psykiske udfordringer som angst, ensomhed, koncentrationsbesvær og depression vil overhale fedme-epidemien i 2040, som største sygdomsårsag i verdens befolkning.
I denne del af udstillingen kunne man deltage i beroligende, sensoriske øvelser med bl.a. lyd, lys og berøring som afstressende øvelser mod de psykiske udfordringer. Området lagde op til, at vi kommer til at ‘gå’ til sanse-terapi i fremtiden, for at modarbejde de input og stimulanser – og i ligeså høj grad manglende stimulanser – vi oplever i det moderne, højteknologiske samfund.

Allernederst i chapter 1 skulle der leges igennem i forskellige sanseområder, der desværre kun var tilgængelige for de helt små børn. Det er lidt typisk, at de voksne ikke inviteres med ind i legen/aktiviteten, men at man i stedet skal sende ens børn ind selv, og så superviseres de af personale. Det er der sikkert også mange voksne, der foretrækker, da det giver et lille frirum til dem?MOTF er så afgjort et seværdigt museum. Man må røre ved tingene. Man kan tale med personalet og få yderligere forklaringer hele vejen rundt. Man får ny viden om teknologi og nye idéer om verden og vores fremtid. Museet har en legende, humoristisk tilgang, og det gør det interessant for både store og små mennesker.

Skynd dig at sætte det på “must-see”-listen, hvis du ikke allerede har været derinde! 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Roadtrip til Oman

Mens det ser ud til, at de fleste er fløjtet ned af skiløjperne i vinterferien, fik vi kun tildelt en forlænget weekend, og dér bliver det altså mægtigt svært at nå på skiferie, selvom der er mange gode ski-destinationer lige rundt om hjørnet fra De Forenede Arabiske Emirater. Tænk Libanon, Iran, Aserbaijan, Georgien og den slags eksotiske lande med høje bjerge, hvor sneen ikke smelter. Til gengæld har vi 14 dages forårsferie at se frem, men der er det for sent på sæsonen til at ski’e ned ad bakkerne.

Selvom der kun var en forlænget weekend at gøre godt med, sørgede vi for, at den blev udnyttet på fineste vis med et roadtrip. Jeg elsker, når Martin sidder bag rattet, og vi langsomt forlader det gule, støvede ørkenlandskab uden for Dubai til fordel for den takkede Hajjar-bjergkæde længere mod nord.Jeg følte et behov for at komme lidt væk hjemmefra. Måske fordi vi blev i Dubai i juleferien, måske fordi jeg generelt er lidt hjemmekulret efter to fornøjelige år med en pandemi lige i face. Men se lige, hvilke bjerge, vi omgiver os med her på Den Arabiske Halvø! Vi deler Hajjar-bjergene med vores nabo og kæmpe kammerat, det stolte Sultanat Oman.
Vi kørte over grænsen ved Hatta, der hedder Al Wajajah på Oman-siden. På kortet befinder jeg mig ved den blå prik i Dubai og destinationen er den røde pin – Muscat, Omans hovedstad, der ligger så smukt ud til Oman-bugten.Google Maps anslår køretiden til knapt 5 timer, men den skal du ikke helt hoppe på. Omans grænsekontrol er nemlig en times valfarten rundt i et skægt cirkus, stort set uanset antallet af grænsesøgende medrejsende. De har bare ikke styr på processen, og de holder stand med forskellige forklaringer, multiple køer og varierende luger og glughuller, der ikke helt giver mening. Men flinke – dét er de, tolderne og militæret (eller hvem det nu er, der stempler passene).

Det hjalp heller ikke videre på humøret, at vores dyrt tilkøbte datapakke til Oman ikke virkede, da vi krydsede grænsen, og først begyndte at virke halvanden time senere, hvor pulsen efterhånden var støt stigende. Heldigvis ramte vi den store, nye motorvej, der kører i lige linje til Muscat. Den fine, nybyggede vej er et alternativ til den mere knudrede kystrute, der helt sikkert vil vinde på skønhed, men ikke på hastighed.

Frem kom vi.

Og kl. 22.30 holdt vi træt middagsselskab på værelset.

Næste morgen stod jeg tidligt op til høj, blå himmel og kokosnøddepalmer, der vajede i den milde brise fra dét hav, der lidt længere ude bliver til det skønne Indiske Ocean.Jeg skiftevis løb og gik med udsigt til både udtørrede og friske flodlejer – de såkaldte wadis – og vilde mangroveskove, hvor fuglene fløj omkring.Vidunderlig natur – så levende og naturlig – og lige midt i byen.

Så modsat Dubai.

Og jeg var ikke alene om at vejre morgenluft, dén morgen. Der var også en hel del vilde katte. Og Omani-fiskere, der tøffede langsomt ind og ud ad et interimistisk havneleje, som jeg fornemmede var 100% afhængigt af tidevandets kommen og gåen.Muscat er som den hjertevarme og evigt-smilende efternøler-lillebror i en stor børneflok, som bare giver zero fucks for alle andres prætentiøse forsøg på at sælge sig selv for dyrt.What you see, is what you get. Hvilket oversat til Omani betyder mini-forter og fransk koloni-stil med stiliserede luftkanaler i islamiske mønstre, og eventuelt en lille balkon i træ med jalousi-vinduer.Hvilket ikke bliver mindre charmerende i tusmørket lige efter solnedgang.Vi trissede afsted langs Muttrah Corniche sammen med alle de andre – lokale og turister – med det formål at besøge souq’en, fordi det var ret vigtigt at få fat i et Omani-hovedtørklæde og nogle lokale dadler, når nu man havde muligheden for det. Jeg fotograferede og snakkede på livet løs – til stort begejstring for min introverte familie.Her var jeg f.eks. ved at lære om kvalitetsforskellene i den stenede harpiks, som er dét, der kaldes røgelse. Det særlige røgelsestræ gror her i Oman, og de er eksportører af verdens fineste og dyreste parfumer med de reneste typer af røgelse og oud.Og som altid var der et væld af sjove krydderier og tørrede sager.Man kunne også have fået sig en Omani-hat.Eller metervis af smukke, guldbroderede bændler.Der var også masser af sølv- og guldsmykker til salg, køkkenting, kunstobjekter og masser af kineser-ral. Vi nøjedes med dadler og tørklæder. Som sædvanligt. Og en Omani-hummer som afslutning, ikke at forglemme!Næste morgen gad Martin godt at gøre mig følge nede på Qurum Public Beach, så vi gik i den modsatte retning mod flere kokosnøddepalmer.Igen var der masser af omanier ude at nyde stranden og morgenkaffen – jeg tog bare ikke billeder af folk, fordi de ikke havde bedt om det, men de så flotte ud i deres traditionelle klædedragter med enten de der hatte, jeg viste fra souq’en eller pashmina-tørklæder foldet til bløde kranse om hovedet. Ulig golfaraberne med deres stivede sort- eller rød-hvide tørklæder med kamelring omkring. 😉
Selv politiet havde fundet hestene frem til den her skønne morgen.

Vi boede på Intercontinental Muscats Club Level, så der blev afholdt afternoon teas og pre-dinner drinks hver dag.Det fungerede superfint, men hotellet har selvfølgelig lidt under corona-krisen, og er nok efterhånden lidt uddateret, især når man titter over til naboen W, som er drevet af Marriott. Her fik vi en fancy, fancy middag.Men det vigtigste er trods alt hotelpersonalet, og dem kunne vi ikke sætte en finger på hos Intercontinental. De var så mega-søde og hjælpsomme. Og pool-området var sjovt på en lidt firser-agtig måde.Ja. Det er mig, der tager solbad i en velourkjole. Fordi koldt. Men stadig smukt og dejligt. Velour og sololie. Super kombination, jeg gerne vil anbefale til alle. Og ja, det er en form for kunstgræs-måtte, der ligger ved poolområdet. Kan ikke forklare hvorfor.

Undervejs i mini-ferien havde vi så også fornøjelsen af at besøge et lokalt hospital, fordi PCR-testen må max. være 72 timer gammel, når man krydser grænsen, så vi skulle bruge en frisk for at komme hjem. Hotellet anbefalede et sted, Badr Al Samaa Hospital i Al Khuwair, og det fungerede upåklageligt. Se lige, hvor søde omanierne ser ud, når de er smittede med COVID-19! Det ser samtidig ud til, at de skal spise masser af protein, når de er forkølede?Mille og jeg havde også en lille dagstur i bilen rundt i Muscat uden Martin og Cille, som ville arbejde og læse op til tests derhjemme på hotellet. Vi rullede direkte ind i fine Old Muscat til Oman National Museum.Herinde fik den ikke for lidt med omani-skibe, beklædning, kaffekander, krumsabler, røgelse, gravkamre og alt muligt andet, der repræsenterer Omans rige kultur og historie.
Det med dørene og vinduerne, der har vildt smukke snirklerier på sig, er nærmest symbolet på Oman.Emilie deltog endda i en workshop med fokus på omani-vinduer, og den flinke museumsdame forevigede os bagefter med resultatet.Jeg elsker Oman lidt på samme måde, som jeg elsker Sverige. Alt er bare mere charmerende, mere naturligt, mere autentisk derovre. Omanierne er flottere. Har glimt i øjet, er veltalende, hjælpsomme, hyggelige mennesker. Tyskerne siger det samme om os – naboerne – de hyggelige Dänen.

Måske er det bare sådan man får det med ‘naboerne’? At de er takket dejligere end ens reelle naboer?

Ihvertfald er omanierne gjort af et helt andet stof end golf-araberne, derom skal der ikke herske tvivl. Og det falder helt og aldeles ud til omaniernes fordel.Og pludselig var der solnedgang over Qurum Strand igen med Mille-musen. Vi var enige om, at det havde været den skønneste Mor-og-Mille-dag. ❤
Alt for hurtigt gik dagene i Muscat, og jeg vil gerne tilbage til Oman snart. Måske Nizwa. Eller Salalah. Eller Sur?Så farvel og tak for denne gang til nu afdøde Sultan Qaboos og til nuværende Sultan Haitham, der hang så fint på den lokale burgerbar.

Farvel til Hajjar-bjergene, der var det kontinuerlige back-drop på ferien. Og farvel til flinke omanier, der bare lever livet i stille, rene, rare Muscat.På vej hjem gad tolderne og militæret ved Omans grænse knapt skæve til PCR-test eller pas. De er noget mere interesserede, når man vil IND i landet. UD kan du altid komme. Til gengæld var De Forenede Arabiske Emiraters toldere noget vakse ved havelågen, og vi blev vinket ind til den store gennemgang af toilettaskernes indhold.Hjem kom vi. Efter 5.5 timers kørsel. Tilbage til virkeligheden og hverdagen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expo 2020 igen og igen

Jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse for, om Expo 2020 er en ren Dubai-ting eller om det rent faktisk er et arrangement, der tales om andre steder i verden?

For os er det stort. Det er samtidig De Forenede Arabiske Emiraters 50 års fødselsdag som selvstændig nation her i 2022, og det er en kæmpe fornøjelse, at det kan kombineres med Verdensudstillingen, der ruller indtil 30. marts.For I andre kan det måske virke uinteressant eller irrelevant?

Corona lægger jo en dæmper på selv den mest berejste turist eller erfarne forretningsrejsende. Og det er forståeligt nok. Ingen dør, hvis de ikke når at opleve Expo 2020 i Dubai. Det går nok alt sammen. Og selvom Dubai står piv-åben for alle interesserede – uden krav om vaccine eller noget som helst andet end en negativ PCR-test – bliver Expo 2020 nok ikke så velbesøgt, som det kunne være blevet uden en pandemi, der stak en kæp i hjulet på A-L-T-I-N-G.

For os, der bor her, går der ikke én dag uden snak om Expo. I radioen og aviserne, på arbejdspladser og skoler. Busser fyldt med skolebørn kører dagligt derud for at deltage i de fedeste aktiviteter; Sheikh Mohammed overrasker førnævnte skolebørn ved at hilse på dem undervejs; der er spændende temauger, og en parade af kendte sportsstjerner, skuespillere, kongelige og andre personligheder, der skal fotograferes og vises frem. På tirsdag kommer gode, gamle Coldplay såmænd forbi for at give en gratis koncert til folket. Alicia Keys har også lige været der, og forleden hyggede Cristiano Ronaldo igennem med Dubais Kronprins Hamdan – eller Fazza, som han kaldes. Alt, hvad der kan gå og kravle af A+ liste mennesker kommer på Expo, fordi det er fedt, solen skinner og de er inviteret til gratis fest.

Vi forsøger efter bedste evne at lægge visitter ind derude, før Expo pludselig er forbi. Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at rejse efter en Verdensudstilling senere hen i mit liv, så det giver mening at opleve det nu, mens det er lige om hjørnet – eller rettere – længere ude i ørkenen end vores egen baghave.

For et par weekender siden besøgte vi Chiles Pavillon, hvor en flok plasticpingviner byder velkommen i et snelandskab af hvidt perlegrus.Det er en begrænset pavillon med fokus på handel og business, men jeg blev da lige mindet om, hvorfor jeg engang i starten af 00’erne var i færd med at planlægge et halvt års studium på Valparaísos katolske universitet. Det blev aldrig til noget, fordi jeg blev stormende forelsket i Martin. Anyway, jeg drømmer om en tur på både vulkaner og gletsjere i Chile. En skønne dag. Med Martin, selvfølgelig.

Efter Chile kommer Irans Pavillion.Den ér så smuk. Række efter række af kæmpestore træperler på snor, som dækker facaden.Man fornemmer straks, at her er der tale om en stolt civilisation. Indendøre får man en rundvisning i landets stolte traditioner inden for landbrug, kunsthåndværk, minedrift og teknologi.

Til sidst får man sig et glas hvinende sød safran-saft.Og tæpperne!

Persiske tæpper er for mig noget af det smukkeste kunsthåndværk på jorden, selvom jeg også elsker malerier, keramik og smykker.Dét her tæppe havde jeg gerne taget med hjem. Midnatsblåt med de smukkeste blomster i støvede farver, og så blødt, så blødt.

Uden for Irans Pavillon sidder der en ældre dame og væver et tæppe. Hendes hænder går helt automatiserede, og hun mæler ikke et ord med de besøgende. Jeg kan alligevel heller ikke farsi.Efter Chile og Iran faldt vi lige over lidt spicy-like-the-Thai-people-green-curry.Thailands Pavillon holder sig en pæn og konstant kø for at komme ind. Det orkede vi ikke lige, og vi har været i Thailand så mange gange, at vi nøjedes med frisk luft til lillehjernen i form af stærk, grøn karry med ris og lidt satay-spyd.
Med fyldte maver rullede vi videre til Belgien, der var så toptunet smart, at vi ikke helt forstod, hvad det handlede om – bortset fra noget med intelligent byplanlægning?Det vigtigste var trods alt også den belgiske chokolade-butik, så vi lige kunne få et sødt fix.Belgierne er nogle kammerater, der godt gider bo lige ved siden af deres vanlige naboer, så man går direkte fra fedtede BELGISKE fritter over til tynde, franske pandekager og Macron og makroner.Præcist som med Belgiens Pavillion, er franskmændene også oppe i gear. Alt er noget med smart teknologi, og vi nød mest af alt at se Paris på storskærm. Her er Mille netop strøget forbi Place de la Concorde.Som afslutning på Frankrigs Pavillon kommer man ind i stinkende caféområde med oste-sandwiches, der vil få osteelskere til at græde af glæde. Jeg kiggede mest på de enorme mængder fransk nougat, mens jeg forsøgte ikke at græde over ostedunsten, der var så stærk, at den gav vand i øjenkrogene.

Polens Pavillon er et nummer for sig. Så æstetisk pleasing og yndig. Luftig – fyrretræsduftende – og elegant.Polen har valgt at fremvise deres kunsthåndværk, her i form af delikate, hæklede blonder.Uden for pavillonen prøvede Mille kræfter med den ultratynde hæklenål og det tynde, hvide tråd.Hun sad sammen med en flink polsk dame, der var en traditionel mester-hækler. Hun sagde ‘dobra’ til Mille og smilede, men kunne ikke et ord engelsk. Jeg faldt i snak med den polske street-art-kunstner Nes.Poon, der forklarede os om blonderne, mens Mille og den ældre dame nørklede videre. Nes.Poon laver blandt andet graffiti-murmalerier med hæklede blonder som motiv; hun laver aftryk af blonder i keramik og større installationer af tråd, der blander blonde-hæklingsteknikker med mere moderne eller funky stilarter. Virkelig, virkelig interessant og smukt. Nes.Poons insta-handle er nes.poon – tag og følg hendes fine arbejde.

Efter sit ihærdige forsøg fik Mille en lille hæklet blonde-serviet med sig fra Polen og mester-hækleren. Sikke en sød gestus.

Efter Polen så vi vores snit til at snige os ind i Sydkoreas Pavillon, hvor der ved GUD altid er en kæmpe kø.Jeg tror, køen hænger sammen med, at man har en fantastisk udsigt over hele Expo oppe fra pavillonen, og måske også fordi bygningen er noget af en arkitektonisk perle.Udover gåturen, hvor man ganske rigtigt får den smukke udsigt, er der en fin og funky film om Korea.Og efter filmen så vi K-pop-boys for fuld udblæsning.Vi nuppede også lige en tur i attraktionen Garden in the sky.Og så sluttede vi af i Jubilee Park ved den store springvands-attraktion, som ALLE skal fotograferes ved….og i….Vi er imponerede. Expo 2020 overrasker hver eneste gang, vi besøger.

Fordi så mange lande har gjort sig virkelig umage med at fejre og præsentere deres særlige kendetegn og evner.

Fordi værterne i de forskellige pavilloner er så venlige, ivrige for at vise deres lande frem – og nysgerrige på os andre, der kigger på landene udefra.

Fordi der er det ene arkitektoniske vidunder efter det andet, som perler på en snor. Vi forundres, glor lige en ekstra gang og må hen for at se nærmere og mere.Vi skal derud igen her i weekenden.

Ud at smage, dufte, se, høre og mærke mere af verden i form af de her små ‘bidder’, som pavillonerne vel egentlig er. Så slipper vi også for at skulle ud at rejse, nu hvor hele verden alligevel er kommet til Dubai. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet