Frigørelsesproces

Mille går i Year 3. Det svarer til 1. klasse i Danmark, selvom der på rigtig mange punkter er stor forskel på de to skolesystemer.

For eksempel startede Mille i skole som 3-årig i dét, der kaldes KG1, hvorefter der fulgte endnu et børnehaveklasseår i KG2. Forud for de to KG-år forventes det, at man er blevet helt renlig, kan kommunikere og deltage i lege og korte undervisningsforløb hver dag. Der er uniformer, madpakker og skoletasker. Men alting foregår i et kærligt og roligt miljø med fokus på leg, trivsel, samarbejde, motorik og alle de mange andre ting, man skal lære tidligt i livet.Den “rigtige” skole starter i Year 1, når børnene er 5 år gamle. Så begynder show’et med at sidde stille, lære at læse sådan for alvor, skrive, regne og arbejde i små grupper.

Det betyder også, at Mille allerede i Year 3 (eller 1. klasse) er en dreven skolegænger, der har kunnet læse i en del år, arbejder fortroligt og selvhjulpent rundt i forskellige matematik-, læse- og stave-apps, og hun er helt med på, at der skal læses lektier hver dag.

Det akademiske kører. Fordi det er dét, man gør, når man er i skole. Fnidder, drillerier og andre sociale udfordringer er der meget lidt af, fordi børnene holdes i kort snor, når det kommer til individuel frihed, og leg er noget, der foregår under opsyn. Der er en meget lav tolerancetærskel for følelsesmæssige udbrud, intolerant ordbrug og den slags – og jeg tror, at vores børn ville få et gevaldigt chok, hvis de skulle begå sig uden for vores lille Dubai-boble.Én af de ting, man så til gengæld ikke lærer på samme vis, som i dansk eller skandinavisk sammenhæng, er den individuelle selvstændighed.

Det kan godt være, at fagligheden er i top, og at børnene generelt er meget høflige, fokuserede og dedikerede i skolen, men dét der med at kunne klare sig selv rent lavpraktisk – men også mentalt og følelsesmæssigt – er en helt anden sag.

Mange af børnene bliver bragt til og fra skole af forældrene, en chauffør eller skolebussen med en nanny, der følger dem lige til klasseværelset. Deres rygsække bliver ofte båret af de voksne – en nanny har måske smurt madpakken – og de pakker aldrig selv svømmetøjet, før de skal til idræt, eller læsebøgerne, før de skal på biblioteket. I frikvarteret står der lærere, vagter og rengøringsfolk rundt omkring, som kan hjælpe med stort og småt. Plaster på? Jamen så gå ind til sygeplejersken. Ked af det? Så gå hen til Dean of Pastoral Care og få en lille snak. Sulten? Gå i kantinen og få øst op.

Efter skole står der en forælder eller en nanny og venter på at tage dem hjem – eller også står der en træner klar til at tage dem med til fodbold, skak, tennis eller basketball. Over alt er der voksne, som øser mad op, pakker tasker ned og ud, løfter de tunge ting, åbner tunge døre og stramme plasticbøtter, gør rent, tørrer op efter dem, hjælper til med at finde dét, der er blevet væk osv.

Serviceniveauet er  tårnhøjt for både børn og voksne her i Ørkenstaten, fordi varme hænder ikke koster det samme som i Danmark.

Og pigerne har det naturligvis ligesom alle andre børn her i landet. De reder ikke seng og hjælper ikke til med at gøre rent, tømme opvaskeren eller smide affaldsposen ud. Det er jo Maricels opgaver, som hun udfører med stolthed og effektivitet hver dag. Pigerne læner sig tilbage og ser, hvordan tjenende ånder servicerer dem et langt stykke hen ad vejen hver eneste dag – præcist som vi voksne også gør.

Derfor er frigørelsesprocessen og den individuelle selvstændighed også noget, vi skal øve på en helt anden måde end i Danmark, hvor der ikke står en pædagog klar til at hjælpe dig med flyverdragten og de store thermostøvler. Hvis du vil ud at lege i fritteren, må du selv tage dit overtøj på. Hvis du er utilfreds med en kammerat i frikvarteret, må du selv gøre et forsøg på at få løst problemet. Når du er sulten, må du hente madpakken i køleskabet. Hvis du har et sår, er der nok plastre i førstehjælpskassen på kontoret. Hvis du går på toilettet, skal du selv tørre numsen.

Heldigvis kommer der da nogle små øvelser i selvstændighed og frigørelse undervejs. I Year 3 tilbydes børnene f.eks. en overnatning på skolen i telt. Det koster 50 kroner, som dækker pizza, varm kakao med skumfiduser og morgenmad dagen efter. Den lille “lejrskole” på skolens område er et forsøg på at dæmme op for den usikkerhed og manglende selvstændighed, som kan blive en hindring for deltagelse i de rigtige lejrskoleture, som starter i Year 4, når børnene er 8 år gamle.

Mille har jo set sin søster gøre alle tingene, før hun selv skal til dem. Det er både fordelen og ulempen ved at være nr. 2. Men hun har glædet sig til sin første “lejrskole” og har forberedt det mindst lige så grundigt, som hendes søster plejer at gøre.Her har hun skrevet tjekliste til pakning af taske.Og her står hun – fuld af forventning og sommerfugle over at skulle være væk hjemmefra henover en hel, lang nat – uden sin søster. Det er faktisk første gang, at hun prøver det.Børnene bliver afleveret kl. 17.30, hvorefter de skal lege forskellige lege og hygge sig med pizza til aftensmad. Senere bliver der aktiviteter og varm kakao kl. 20, før sengetid ved 21-tiden.

Næste morgen kl. 7 henter vi en lille, træt uldtot, der har sovet alt, alt for lidt.Hun var stolt over at have klaret udfordringen – og vranten resten af dagen, som man jo er, når man skal falde ned igen efter en stor følelsesmæssig adrenalinrutsjetur. Som Roskilde-Festival-Blues i en 7-årig.Det er godt nok med lidt nyfunden selvstændighed og at mærke, at hun sagtens kan klare sig selv for en stund uden søster, forældre eller Maricel.

Og det var faktisk også godt til de gamle forældre, sådan at have en hel aften i hinandens selskab. Det tog også kun sådan cirka tre glas hvidvin at komme mig over, at pigerne var væk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den danske inder

Hvis der er noget, vi ikke har i en fjern Ørkenstat, så er det foreningslivet. Det må siges at være en dansk-europæisk tradition, dét der med at have en god håndbold-, badminton- eller fodboldklub nede om hjørnet i den lokale hal. Det er for det meste virkelig velfungerende sportsforeninger, der er baseret på et stort antal frivillige/entusiaster, der laver alt lige fra opkrævning af kontingent til den konkrete træning af børnene.

Her er det nærmest stik modsat. Stort set alt, hvad der vedrører sport, er ren forretning.

Jeg har da hørt om enkelte entusiastiske fædre, der har startet pigefodboldklub og baseball-hold op i Dubai, fordi de har manglet det til deres børn. Kæmpe kudos herfra til de frivillige, der vælger at bruge deres sparsomme fritid på egne og andres børn.

Men sport (og alle andre former for efter-skole-aktiviteter) i en Ørkenstat er lig med big business resten af tiden.To timers redskabsgymnastikundervisning koster 200 kroner. 45 minutters tennistræning i en lille gruppe koster 150 kroner. To timers fællestræning i badminton koster 175 kroner.

Ingen – som i ingen jeg kender – lader deres børn gå hjem fra skole uden at have aktiviteter et par gange om ugen. Jeg tror det ville opfattes som upassende eller underligt med al den ‘fritid’ eller ‘fri leg’.

Umiddelbart er det helt okay, at tingene koster noget. Her findes jo ikke haller eller gymnastiksale, som stilles til rådighed af kommunen til de (ikke eksisterende!) lokale sportsforeninger.

Her er det i stedet skolernes sportsfaciliteter og professionelle sportsanlæg, der byder sig til over for specialiserede sportsfirmaer, som så betaler for lokaleleje og trænere, mens de udbyder deres respektive sportsgrene til befolkningen. Sådan er det, når man bor i et samfund, hvor der ikke betales ind til en fælleskasse.

Det seneste års tid har Cille spillet badminton. Det er den eneste sportsgren, hun viser oprigtig interesse for – lige bortset fra at gå til dansetimer, der minder om noget fra musikvideoer.Vi har forsøgt os med et af de specialiserede ketsjersportsfirmaer på en skole, men der kom kun ganske få andre, så det var stort set ikke muligt at spille kampe. Træningen blev derfor alt for kedelig og for teknisk.

Så nu er hun røget på en lørdags-fællestræning på den indiske skole “Springdales” i Al Quoz 4, hvor en striks srilankansk proptrækkerdame kører sit eget lille badmintonfirma,  Deepika’s Badminton Academy.“Little India in Dubai”, er vi landet midt i – eller måske er “Little Lanka in Dubai” et mere præcist prædikat…

Set-up’et er til tider tæt på tragikomisk. Trænernes kompetencer er – set med danske øjne – yderst begrænsede. Martin, den gamle cirkushest af en badmintontræner i Sjællandskredsen, må ind i mellem tage sig til hovedet over de forklaringer, børnene får undervejs. Men det ville nok heller ikke være optimalt, hvis Farmanden overtog rollen som badmintontræner for sin tween-agedatter, der som bekendt altid selv ved bedst? Fjerboldene er også mere end almindeligt udrangerede. Faktisk bliver de aldrig skiftet ud. Man skal huske at medbringe eget toiletpapir til wc-besøg, og der sælges fede, indiske friture-snacks efter endt træning, fordi det jo er dén kost, alle store atleter er byggede af. Der er også håndskrevne fakturaer på månedsbasis, fordi kontingentet kan være svært at få råd til. Det hér er måske så tæt, vi kommer på et helt almindeligt sportsforeningsliv, som man kunne opleve det i Danmark.

Bare på indernes præmisser.Instruktionerne undervejs er på et hindi-engelsk så tykt, at jeg knapt forstår det.

Men Cille er allerede specialist i at forstå og tale indernes, pakistanernes og srilankanernes versioner af engelsk – for hun er sammen med både voksne og børn fra førnævnte lande hver eneste dag.

Hvis ikke det var så forkert at grine af andre menneskers accenter, så skulle I høre Cille gengive Deepikas instruktioner med den tykkeste lanka-accent. Hun er nærmest blevet dansk-inder.Der kommer da stort set også kun indere og srilankanere i varierende aldre i Deepika’s badmintonklub – og så en håndfuld blegnæbbede europæiske børn, der i dén grad lærer tingene The Indian Way. Uanset hvad vi måtte mene om undervisningens kvalitet og indhold, så er der her et varieret fællesskab at indgå i. Det er helt nede på jorden og åbent for alle. Faktisk er det så langt fra “Dubai-stilen”, man næsten kan komme.

Og det er sikkert en fin ting, at der ikke altid er top-notch-faciliteter til rådighed, og at man selv lige skal have toiletpapir med i lommen. Det er sikkert også en fin ting, at der ikke er fuldt fokus på barnet hele tiden, men at hun må vente på tur og opmærksomhed fra træneren, fordi der er mange andre i gang med det samme.

Om ikke andet, så får Cille to timers fysisk aktivitet hver lørdag, som hun kan lide, og som bringer et spædt konkurrence-gen frem i hende, som helt sikkert trænger til at luftes og motioneres.

I dag er det mig, der er plasticstole-varmeren, mens fjerboldene flyver rundt i salen.

Her stinker af karry, sved og prut.

Cille spurter omkring med en kær, lille srilankansk pige, der ser op på hende med sine store brune øjne: “Why you have brown dots on your face?”, spørger hun nysgerrigt, og rækker ud efter Cilles kinder. “Oh, it’s just what happens to my face, when the sun shines”, svarer Cille og ler højt.

Det er helt sikkert første gang, den lille pige møder en Virkelighedens Pippi med rødt hår og fregner. Men at dømme på de to umage pigers kemi, så bliver ikke sidste gang, de spiller fjerbold med hinanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nytårskur

2019 er bag os.Egentlig ville jeg have skrevet et blogindlæg lige før nytårsaften om året, der gik, men jeg når bare ikke halvdelen af dét, jeg drømmer om. Muligvis fordi jeg lider af tømmermænd. Muligvis fordi jeg er ude for at leve det her dejlige liv, jeg blev givet.Og det er faktisk helt okay, når nu jeg tænker over det, for det kunne hurtigt være blevet et blogindlæg fyldt af ganske upassende, priviligerede klagesuk over de First World Problems, der har præsenteret sig for os i 2019.

Vi er så heldige. Jeg ved det godt. Vi lever en beskyttet tilværelse i udkanten af en spændende storby. Vi har formået at sætte et forsigtigt rodnet i både arabisk sand og dansk muld. Vores døtre vokser op i et multikulturelt, flersproget samfund, hvor alle respekterer hinanden og opfører sig ordentligt. Vi elsker hinanden, kæmper for hinanden og ta’r skraldet, når det er nødvendigt. Vi er sunde og raske. Vi har balance mellem familie- og arbejdsliv. Vi har skabt en tætknyttet familie, der tilbringer tid sammen.Intet af ovennævnte må jeg tage for givet. Der er så mange mennesker, der er uheldige, ensomme eller syge, og som ikke har mulighed for at opnå de ting, de drømmer om i livet.Og når jeg tager perspektivbrillerne på, så er der ikke så meget at være bange for, frustreret eller vrissen over.

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg altid kunne se på tingene på dén måde. Men jeg falder i suppedasen. Bekymrer mig. Får stik af sorg og stress over, at der er så mange ting, vi ikke kan kontrollere, og som kan ramme os så hårdt, at vi falder omkuld. Og hvis vi falder i en fjern Ørkenstat, er der intet sikkerhedsnet til at gribe os. Så er det hele korthuset, der ramler. Lige så spændende og udfordrende, det kan være at prøve noget nyt, lige så ondt gør det ind i mellem. Konsekvenserne ved tab af job eller ændringer i jobsituationen er ofte ret uoverskuelige. Og en dårlig eller usikker økonomisk situation er endnu hårdere, hvis det samtidig kombineres med tabet af hjem, hjemby, netværk og skole – som det oftest vil være tilfældet i en udlandssituation.

Dét er den værste bagside ved udlandsmedaljen, hvis du spørger mig. Jobusikkerhed og/eller dystre økonomiske udsigter. For en sund økonomi er grundlaget for overhovedet at kunne leve et liv i udlandet. Der skal mange, mange penge til, for at en tilværelse kan løbe rundt. Det er knapt så legende let, som det måske ser ud til.

Jeg kan ikke fortælle om vores nuværende udfordringer. De er af dén slags, man kun kan dele med få udvalgte, fordi det er forbundet med konfidentielle detaljer og kunne have vidtrækkende konsekvenser. Så jeg varer min mund, og håber inderligt, at 2020 bliver et bedre.

Og her på kanten af 2020 sender jeg 2019 afsted på ryggen af en fugl. Måske er det en kolibri eller en svane, der løfter årets frustrationer og skuffelser væk? Afsted med dig, 2019. Du har givet os så mange fine stunder med familie og venner. Du har givet børnene og vores lille familie oplevelser og minder, som vi samler på og gemmer i hjertet. Men du har også givet min elskede flere grå hår og en ny og hidtil ukendt rastløshed.

I ørkenen holder vi nytårskur i disse dage og hilser 2020 velkommen.

Der findes ikke noget bedre sted at få renset luften og fyldt energidepoterne op, for her i ørkenen er der for alvor højt til loftet.

Her er der helt stille og en særlig form for uendelighed eller kontinuerlighed, der heler, udglatter og balsamerer, når man har forledt sig selv til at tro på, at hele verden kun drejer sig om én selv. Her er vi de små sandkorn i universet. Og det føles helt betryggende at mærke den slags nærmest guddommelig storhed.

Så 2020, kom an!

Må du blive et år fyldt af milde, feminine værdier, stærke, sælsomme, skrøbelige, kærlige øjeblikke, sjove overraskelser og nye, positive og givende udfordringer. Det er mine intentioner for året, der netop nu løber af stablen.

Rigtig godt nytår ønsker jeg fra De Forenede Arabiske Emirater!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vinterhi

“Mor, når nu det ikke er sommer mere, skal vi så kalde det for et vinterhus?”, spørger Cille, da vi ompakker alle pakkenellikerne til dén del af juleferien, der foregår i Vestjylland.

“Hmmm, måske kunne vi kalde det for et vinterhi?”, foreslår jeg, mens jeg moser videre med at reducere 4 kæmpekufferter til 3, nu hvor vi også skal have plads til julegaver, sengetøj, vinterstøvler og alt det andet, der skal til, når det er sommerhustid.

3.5 timer senere henter vi husnøgle hos Mormor og låser os ind i det hyggeligste lille række-sommerhus i udkanten af Blåvand. Det har vi fået lov til at leje igennem et af Mormors vennepar.

Blåvandslyst, hedder området, der består af 55 gule, røde og sorte træhuse i helt ens design. Området er godt og vel 20 år gammelt og beundringsværdigt velholdt både ude og inde.Sommerhuset er alt dét, vi har drømt om.

Der er hygge i hver en krog.Der er den dejligste brændeovn, som varmer hele huset op på en behagelig måde. Og varme skal der til, når Ørkenens Døtre skal overleve temperaturtabet på over 20 grader.Jeg er hurtig til at sukke over gråvejret og råkulden, men når vi så sidder inde i stuen med brændeovnen tændt og kigger ud på regnvejret, er det selve indbegrebet af hygge, som det kun kan findes og føles her – hjemme – i Danmark.Pigerne er i hyggesokker med tykke uldtæpper om benene, og vi lægger an til varme drikke, før det bliver sengetid. Nu har Mormor også sluttet sig til vinterhiet, og hun putter trætte børnebørn.Næste morgen vågner vi til en overraskende himmelblå horisont. Det er første gang, siden vi er ankommet til Danmark, at solens stråler er brudt igennem og har jaget skydækket på flugt. Vi går fra Blåvandslyst ned til Vesterhavet og misser med øjnene mod det himmelske lys.Og jeg tager det hele ind.

Den friske havluft.

Duften af salt og tang.

Blæstens isnende kuldepust.

De knasende knivmuslinger under støvlernes tykke såler.

Pigernes hvin, når de finder små, frosne søstjerner og smukke skaller, der bare må med hjem.

Alt dét, jeg virkelig kan savne i Ørkenstaten. Den rå, upolerede natur, som bare er.Ufiltreret Blåvand, når det er allersmukkest. Det er lige hér, jeg kommer fra, føler jeg.Vi kigger os omkring i de halvt begravede bunkers, der ligger langs havet. Pigerne klatrer ind og op. Der står vand i gangene, så gummistøvlerne kommer på arbejde, og der er fræk graffiti at læse uden på.

De tre bunkers her på stranden er helt symbolsk lavet om til muldyr – dyret, der er aldrig kan reproducere sig selv – præcist som 2. Verdenskrig aldrig må gentage sig.

Helt ude i horisonten knejser kridhvide Blåvand Fyr, der stadig lyser op hver aften, så skibene kan se land. Det her er virkelig bare så smukt og så dansk. I min optik.Der bliver selvfølgelig også tid til de obligatoriske smutture igennem Blåvands lille hovedgade, hvor bolcher skal blandes og legetøj skal findes.Der kommer selvfølgelig også gæster i sommerhuset – for vi er heldigvis ikke de eneste, der har lyst til at gå i vinterhi i Blåvand. Der er faktisk fætter-kusine-fest ad flere omgange.Lillejuleaften har Mormor inviteret os alle hjem, nu hvor vi er hos Morfar og Conny juleaften. Der bliver spist kødboller, spillet pakkespil med fjollede præmier og til sidst er der kagefade og obligatorisk mavepine af ren overspisning.Det er dejligt, dét her.

Julerier, selskab, natur og nærvær.Rigtig glædelig jul til jer alle – og hav nu en skøn juleaften!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Huskeflad eller walk down memory lane

Klokken er 8.30 og vi er på vej til stationen i Hillerød. Det er en ubeslutsom grå og fugtig decembermorgen af den slags, hvor man på forhånd ved, at der ikke kommer så meget som en solstråle igennem det truende skylag i løbet af dagen. Danmark dejligst eller no’et.Vi har mistet 3 timer i tidsforskellen mellem De Forenede Arabiske Emirater og Danmark, og godt og vel 20 graders varme i løbet af et halvt døgn, så vi gaber og skutter os, derinde i bilens halvmørke. Det er virkelig en huskeflad at komme til Danmark om vinteren. Så koldt og trist, at det vitterligt kun er familien og julens traditioner, der kan lokke os hertil.

En øjenåbner er det også.

Jeg har f.eks. ikke kørt med offentlig transport i Danmark de seneste 8-10 år. Så jeg forsøger mig med Svigermors rejsekort til S-togslinje A mod Hundige. Og jeg må konstatere, at det er lige dele dyrt og ukomfortabelt at komme ud at se med DSB.Med på rejsen har vi medbragt mindst tre 6. klasser, der fylder på alle måder, samt to hundedyre kaffelotter fra Lagkagehuset på stationen.Lidt efter 9 er vi på Vesterport og Axeltorv, hvor Martin skal ind for at arbejde, mens jeg har alenetid i vores gamle hjemby. “Har de ikke glemt at tænde for solen”, udbryder han, da jeg grinende foreviger ham i det grå formiddagslys, før han forsvinder ind i en hvid københavner-opgang.Og så går jeg ellers på oplevelse i mit gamle København med hænderne stukket dybt i de varme lommer og skuldrene helt oppe om ørerne.Forbi Konditori La Glace, hvor den traditionelle juleudsmykning går lige i hjertet. Det er for tidligt til et stykke othellolagkage, så op med mig til Højbro Plads, hvor der er julemarked og frysende asiatiske turister, der fotograferer ivrigt, mens de venter på, at butikkerne skal åbne.Jeg smutter i Illum. Mest for at låne toilettet. Jeg havde helt glemt, hvor meget man skal tisse i kulden efter at have drukket kaffe. Og der er præcist lige så Københavner-prætentiøst i Illum, som der altid har været. Det er lige dele morsomt og sørgeligt, at den slags aldrig forandrer sig.Videre ud i den dampende kulde. Man skulle tro, at det var sent om eftermiddagen, sådan som mørket har sænket sig. Det er ikke så underligt, at Danmark mestrer den besynderlige kombination af at være verdens lykkeligste og samtidig mest deprimerede folkefærd. Det er et skizofrent nationalt karaktertræk, der delvist kan forklares med vejrliget, er jeg sikker på.Og mens jeg går langs kanalen, smiler jeg for mig selv – for alt, der er indbegrebet af København, er indrammet lige her. Flyttefirmaerne, der kontinuerligt skramler op og ned ad stejle trapper i smalle, københavnske opgange. Insisterende cyklister i al slags vejr. Urimelig grafitti på vilkårligt frie pletter i samfundet. Det evindelige vejarbejde, og de varme, skinnende lys i små flagvinduer, man uvægerligt titter ind ad, når man passerer forbi derude i råkulden.

Jeg spadserer ad H. C. Andersens Boulevard forbi Grevinde Danner Stiftelse mod Peblinge Dossering.

Der er som altid gråænder i vandet, fede duer langs skraldespandene, friske kondiløbere, trætte barselsfolk med barnevogne og nydelige damer på spadseretur langs Søerne. Her gik og løb jeg også altid selv om eftermiddagen, da jeg var en vestjysk københavnerpige.

Nu går jeg hér – ved siden af alle københavnerne, der haster afsted med et formål – og føler mig fremmed og hjemmevant på samme tid.Lige ved Søtorvet og Dronning Louises Bro står den klassiske bronzestatue af Nilen. Her op mod jul er der det fineste street art i form af bløde, røde strikhuer, der skal værne de nøgne børns små uskyldige hoveder mod vinterkulden, mens de leger for fødderne af den prægtige gud. Jeg er vild med den idé. Det er sjovt, fjollet, uskyldigt og genialt på samme tid

Jeg skutter mig i kulden og nyder at komme ud på Nørrebrogade, der dufter lidt af hjemme med dens tilbud om döner kebab og pitabrød med falaffel på hvert gadehjørne. Der er ingen flagrende tørklæder i bybilledet på en forfrossen tirsdag formiddag – kun blege ansigter som mit eget at spejle sig i.Det er i øvrigt helt fantastisk at se antallet af cykelbutikker og udvalget af elegante bycykler overalt, der er så æstetisk pleasing, at jeg ønsker mig én i hver pastelfarve.

På Nørrebro er jeg på jagt efter kjolebutikken Mondo Kaos, som jeg har set, at forfatteren Leonora Christina Skov anbefaler og reklamerer for. Hun ved noget om kjoler, så jeg vil forsøge at gøre hende kunsten efter. Jeg mangler mindst en kjole til jul og en til nytår, har jeg undskyldt mig selv med.

Et par timers kjoleprøvninger senere og adskillige tusinde kroner lettere, stryger jeg ud af Elmegade mod København C igen. Helt tilfældigt falder jeg over den lille litteraturcafé, Brøg, som selvsamme forfatter anbefaler i Fiolstræde.Og min alenedag i København slutter så fint med to smukke kjoler og en nederdel med swung i en pose, lidt frisk gravadlaks og ristet rugbrød på tallerkenen, mens jeg fordyber mig i Willliam Morris’ kunsthåndværk, fordi bogcaféen naturligvis byder på gratis læsning.Al magt til skønheden i mit gamle København, der ikke har forandret sig ret meget siden dengang, det var “vores by”. Ihvertfald ikke på overfladen eller i stemningen.

Og det er der noget trygt og rart ved, når nu jeg føler mig helt fremmed i dét, der engang var hjem.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet