Shaheen

Vi har været i venteposition de sidste par dage.

Cyklonen Shaheen har nemlig ramt nogle af vores naboer – primært Oman og Iran – og det var usikkert, hvordan den ville opføre sig i Hajjar-bjergkæden, som De Forenede Arabiske Emirater deler med Oman. I Hatta-området har skolerne derfor været lukket de sidste par dage, og skolebørnene er tilbage på Teams igen.

Myndighederne vil ikke risikere, at Hattas lokalbefolkning bliver fanget i de kraftige vandmasser, der truer med at rulle igennem wadis’ene – hele vejen fra deres udspring højt oppe i bjergene og ned til landsbyerne. Når først vandmasserne får fart på højt oppe i Hajjar-bjergene, kan de oversvømme husene og ødelægge vejnettet, elektriciteten osv. på ganske kort tid. Det er sket før – og vil sikkert desværre ske igen.

I Oman har Shaheen givet det voldsomme nedbør, man frygtede. Vandet samler sig til stormfloder, der giver kraftige oversvømmelser af store områder.

Og er der noget, vi seriøst mangler på den arabiske halvø, er det afløb, der kan tage imod betydelige mængder vand. Jeg tvivler dog på, at der nogensinde gennemføres omfattende dræning og udbygning af afløb – det regner simpelthen for sjældent til, at man orker at tage det seriøst. Præcist som briterne, der bare ikke orker at sætte vinterdæk på bilerne, og derfor skøjter rundt i januar.

Det går ellers galt hver eneste gang, der er et åbent skybrud i Arabistan.

Her er det The Guardian, der rapporterer om Omans vandmængder i kølvandet på Shaheen. Det ser ikke just opmuntrende ud, og det er trist at se, at cyklonen tager menneskeliv.

I Iran har Shaheen givet voldsomme støvskyer og sandstorme, som helt sikkert har gjort det voldsomt ubehageligt at gå uden for en dør. Folk med åndedræts- og lungeproblemer må forskanse sig indendøre til showet er overstået, for selv raske personer kan blive rigtigt dårlige af at få sådanne mængder støv og sand ind i systemet.

I Dubai var der en smule snik-snak i aftes om midlertidig lukning af skolerne, men så galt gik det heldigvis ikke. Faktisk stod vi op til en forunderlig fin morgen med masser af skyer på himlen.Da jeg havde kørt pigerne i skole, gik Daisy og jeg en tur, fordi der var en let brise og besynderligt klart vejr for årstiden. Det var lige før jeg kunne trække vejret helt ned i lungerne, og det er store ting for årstiden.Jeg bliver altid småforelsket i vores ghetto, når vejret er fint. Pludselig ser jeg, hvor grønt her rent faktisk er, når solen ikke samtidig steger mig levende.Lidt senere gik det op for mig, at nok var vi stået op til en overraskende forfriskende morgen, der klart mindede mere om vinter end sommer, men Shaheen var stadig så uvis en faktor, at skolen pludselig havde aflyst dagens første Expo-ekskursion for dele af Primary School.

Uh, en flok skuffede skolebørn, der havde glædet sig inderligt til deres første field trip i knapt to år – som nu blev aflyst på grund af risikoen for vind og nedbør. Alene dét at skulle ombord i skolebussen og ud af huset var en stor ting for dem alle. Rygsæk, madpakke og praktiske sko stod klar allerede i aftes, fordi Mille glædede sig sådan til en oplevelse sammen med sine kammerater.

Men sådan skulle det ikke gå.

Regn og vind er farligt i en ørken.

Og vi ved det godt, for vi har set, hvordan det går, når en større mængde regn rammer Dubai inden for kort tid.

Det virker bare lidt morsomt for en regnvejrs-vant dansker, at man ikke må komme ud at køre i bus og på udflugt, for det tilfælde, at der skulle komme vand ned fra himlen.

Shaheen fik således sat en stopper for dagens skoleudflugt, og jeg tør næsten garantere, at Expo-site’t har ligget øde hen i dag, fordi ingen skulle bede om at blive ‘fanget’ derude, hvis der pludselig kom regn.

Men rgnen, støvet og stormen er stadig ikke kommet forbi os.

Måske er Shaheen fuset ud – eller også er den forsvundet andetsteds hen?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expo 2020

Mine damer og herrer,

Marhaban bikum fi Dubay!

Verdensudstillingen 2020 er åbnet her i Dubai den 1. oktober 2021.

Ét år forsinket på grund af en global pandemi, der desværre fortsat lægger mennesker ned verden over.

For De Forenede Arabiske Emirater er Expo 2020 en enestående anerkendelse som stolt, ung nation og som fuldgyldigt medlem af verdenssamfundet. På grund af forsinkelsen falder Verdensudstillingen tilmed sammen med landets 50 års fødselsdag, så der er virkelig tale om en dobbelt party whammie det næste halve år.

Er vi begejstrede over Expo 2020, os der bor i den fjerne Ørkenstat?

Ja!

For pokker da!

Vi kunne ligesom fornemme på verdenspressen, at almindelige japanere ikke skulle bede om, at OL overhovedet blev afholdt hos hjemme dem, men sådan har vi det slet, slet ikke. Vi trænger i dén grad til gæster og fest og hurlumhej oven på halvandet års airconditioneret hi og eremitkrebse-liv, hvilket passer os alle aldeles dårligt.

Alle arabiske sejl er sat til. Emirates Airline har lavet attraktive tilbud, så man får sygeforsikringer og Expo-billetter oven i flybilletten. Hotellerne er vågnet af deres søvnige døs, og arbejdspladser, skoler og officielle institutioner er i fuld sving med at sende medarbejdere, skolebørn og andet godtfolk ud for at deltage i alle løjerne på det enorme Expo-site ude i ørkenen i det sydlige Dubai. For Expo er ikke kun en fest for tilrejsende handelsfolk, officielle statsbesøg og en flok entusiastiske turister – det er også en folkefest her i landet og i hele regionen. Til næste år er det så Qatars tur, når der kommer et VM forbi Doha.

Er der ting, der ser ‘helt skæve’ ud i forhold til de her store, verdensomspændende arrangementer, der i disse år afholdes i forskellige mellemøstlige stater – når man ser det med de europæiske eller vestlige briller på?

Ork ja. Meget af det kan jeg ikke engang berøre her på min blog, fordi jeg er bosiddende under en jurisdiktion, der ikke tager let på fornærmende ord og indhold på sociale medier, der måtte stille spørgsmålstegn ved forskellige samfundsanliggender og menneskerettigheder.

Så – således renset for muligheden for at politisere eller diskutere, hvem der ‘burde ha’ lov til’ at afholde eller ikke afholde store begivenheder for hele verdenssamfundet, vil jeg slutte blogindlægget med at opfordre jer til at lægge vejen forbi Dubai det næste halve år.

Efter lang tids hårdt arbejde fra private kræfter, er det også lykkedes Danmark at stille med en spændende pavillon, som jeg vil glæde mig til at opleve. Danmarks Pavillon åbner vistnok dørene i morgen, den 3. oktober. Dét kan du læse mere om her:

https://www.expo2020dubai.com/en/understanding-expo/participants/country-pavilions/denmark

Alt taler da for, at du lægger turen forbi Dubai….

– Her er vinterlige temperaturer med en sartgul, blid sol og en skøn temperatur døgnet rundt. Hvem har ikke brug for et afbræk fra efteråret og vinteren i Dannevang?

– Der er mulighed for at lave et tredages stop-over – lade sig lune af solen og se lidt Verdensudstilling – og så drøne videre ud til Thailand, Maldiverne eller ét af de andre ‘corona-sikre’ turist-hubs, der efterhånden er ved at være rundt omkring.

– De Forenede Arabiske Emirater har gjort en kæmpe indsats for at blive klar til at afholde et allerede temmelig overvældende arrangement under normale omstændigheder – nu under særdeles skærpede omstændigheder. Vi bærer alle mundbind i offentligheden, holder afstand og spritter af. Staten har fuldstændig styr på antallet af hospitalssenge og respiratorer, og vi har et særdeles velfungerende vaccinationsprogram, der gør, at Dubai er en ‘sikker corona-destination’ fremadrettet. For vi er alle vaccinerede. Lige om lidt tilbydes borgere, der er vaccineret i “first wave” med kinesiske Sinopharm, et booster-skud Pfizer som ekstra sikkerhed. Du finder vist ikke mange steder i verden, hvor vaccinationsprogrammet er rullet så effektivt ud – og uden protester fra befolkningen, for vi ved godt, hvad vi lever af, nu hvor olieeventyret er ret så begrænset.

– De Forenede Arabiske Emirater er noget så unikt som et trygt og sikkert sted at rejse hen som turist. Her er stort set ingen kriminalitet, og der er overvågning og sikkerhedspersonale i offentligheden, hvilket måske virker lidt overdrevet, men jeg opfatter det altid som trygt og rart.

Og vi kommer jo til at ‘fornøje’ os med corona langt ud i fremtiden, så vi kan lige så godt lære at navigere i en ny corona-verden, når vi trænger til ferie.

Hvis du er nysgerrig på Expo 2020, kan du se åbningsceremonien på YouTube. Søg på f.eks. Expo Opening Ceremony Dubai 2020 og vælg udgaven fra Dubai TV 1. Der er den vildeste drone-3D/4D-teknik med laserlys og hvad ved jeg involveret i showet. Så flot og rørende – og meget arabisk, hvilket er skønt at se.

Ma’ Salama og go’ lørdag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nyt skoleår

Det er simpelthen så dejligt at være hjemme igen.Daisy har ikke været fornærmet eller tilbageholdende med at vise os sin kærlighed på hundsk.Det var en lettelse af de helt store. For vi var lidt bange for, om hun ville have glemt os helt. Dét var ikke tilfældet. Faktisk kom hun til at tisse på gulvet af ren lykke og overstadighed, da vi trådte ind over dørtærsklen efter 7 uger væk hjemmefra.

De første par dage gik med at pakke kuffertlivet ud – og med diverse lægebesøg. Mille fik sin gane-udvider fjernet.Det var en stor dag for hende.

I knapt 6.5 måned har hun haft torturredskabet siddende for at udvide ganen, og selvom det er gået lige efter planen hele vejen igennem, så har det været til gene, når hun skulle spise og børste tænder. Heldigvis har hendes tænder ikke taget skade ift. huller eller belægninger undervejs. Både bøjlespecialisten og tandlægen mente, at hun havde fortjent den tur i Candylicious, som Farmanden havde lovet hende som belønning for at være sej og modig igennem noget meget lidt morsomt.

Jeg måtte sjovt nok ikke komme med ind i Candylicious i Dubai Mall. Det var en lukket fest for dem, der forstod at more sig uden begrænsninger, fik jeg at vide.Cille fyldte tolv år, da vi satte kufferterne fra os i entréen, så nu var hun pludselig også klar-parat-til-vaccination mod COVID-19.Af hjertet tak til Dubai Health Authorities, der er akkurat lige så seje til at rulle et stort, gratis vaccineprogram ud, som man er i det danske sundhedsvæsen. Vi er dybt taknemmelige for at kunne få vaccinerne. Det er et gode, som vi nemt kommer til at tage for givet, mens millioner af mennesker verden over ville ønske, at de også fik den mulighed i deres lande.

Vi oplever det på nærmeste hold ift. Maricel, som jo kan berette om problemerne på Filippinerne, hvor en uhørt stor andel af befolkningen er vaccine-skeptiske, så de lander i lock-down efter lock-down pga. alt for høje smittetal – og børnene har ikke været i skole i knapt to år nu. Hendes veninder her i Dubai, der skulle have været på deres årlige orlov i hjemlandet i løbet af sommeren, er heller ikke kommet afsted. Filippinerne vil kun modtage deres egne OFWs (Overseas Filipino Workers), hvis de returnerer til hjemlandet for good. Ellers kan de bare blive, hvor de er, passe deres jobs og så sende en masse penge hjem fra udlandet. Det er kras sager, og de søde nannies har grædt deres skuffelser over ikke at kunne komme til at se familien ud på skift.

Maricel tager det heldigvis ret roligt. Hun vil allerhelst have sin orlov i december måned, så hun kan fejre jul og nytår med sin familie, så nu må vi se, hvordan rejsesituationen ser ud til den tid.

Ikke kun kufferter fyldt med pålægschokolade, fredagsslik og stegepander skulle ordnes og regeres. Jeg har også haft fornøjelsen af at få tildelt et dansklokale på skolen igen! Jeg kunne have tudet, da jeg modtog en mail fra skolen med er specifikt lokalenummer. Så var det pludselig virkeligt.


Efter 14 stive måneder med undervisning over Teams, var det mig en udsøgt fornøjelse at pakke 12 flyttekasser ud fra depot, og smide sådan cirka 1/3-del af det hele ud. For når man er så megaheldig at flytte ind i et nyt lokale, er det samtidig den oplagte lejlighed til at få ryddet op og smidt ud. Sagde udsmidertypen.Lokalet så ikke helt så ryddeligt ud, da jeg overtog det. Den tidligere lærer – fra psykologistudiet på IB Diploma-niveau – var rejst fra skolen uden at fjerne så meget som en nål fra opslagstavlen. Men efter lidt vilde armsving og en spand med desinficerende rengøringsmiddel så der ryddeligt ud – og så skete forvandlingen lige så stille hen over den første uge.Så mens pigerne blev sendt officielt afsted i skole, trissede jeg med derover for at flytte ind i lokalet.Den første uge er der aldrig undervisning hos specialist teachers i Primary School, fordi eleverne er så små, at de lige skal have en uges indkøring med deres nye klasselærer og kammerater, før de pludselig bliver sendt videre ud i systemet til modersmålslærere, islamiske studier, musik, billedkunst og så fremdeles. Og jeg er taknemmelig for den uges opvarmning – især i år, hvor vi flytter tilbage på skolen efter halvandet års fravær.Vi er tre dansklærere på skolen i år. Det er noget nyt – og i øvrigt helt og aldeles fantastisk, for jeg har virkelig savnet at have kollegaer at sparre og hygge mig med.

Jeg er ansvarlig for Years 1-2-3-4-5-6, som er hele Primary School. Min ene kollega er ansvarlig for Mellemtrinnet Years 7-8, og min anden kollega er ansvarlig for Udskolingen Years 9-10-11, samt Diploma-programmet, som svarer til det danske gymnasium, Years 12-13.
Vi søger pt. med lys og lygte efter en pædagog eller lærer, som kan tage sig af vores helt små elever i Kindergarten.
Da jeg gik hjem i onsdags, var der stadig ikke en computer i rummet, men jeg satser på, at det ser lidt bedre ud på skrivebordet søndag, når det for alvor går løs.Mille har været min søde eftermiddags-hjælper hele ugen, når hun har fået fri i skole. Hun glæder sig også til at danskundervisningen skal gå igang igen.Det bliver godt at få indtaget det her fine, lyse lokale – fyldt med både nye og gammelkendte ansigter.

Jeg kan ikke få armene ned over, at jeg rent faktisk skal være fysisk på skolen og undervise børnene “ligesom man plejer”. Hvis der er noget, pandemien har lært mig, så er det en dyb taknemmelig for ganske små ting, der tidligere var de rene selvfølgeligheder. De IT-tekniske landvindinger gav os mulighed for at fortsætte undervisningen, jovist, men der er INTET som at være sammen – i samme rum, i gang med den samme opgave. Dét betyder alt.

I år er der fortsat maske-påbud og 1 meters distance; eleverne skal også have egne medbragte penalhuse og opgavemapper med i dansklokalet for at undgå overføring af smitte; jeg har måttet lave faste bordplaner, så der nemt kan laves smittesporing, hvis uheldet er ude osv. osv.

Men jeg er okay med det hele.

Jeg tager intet for givet længere, så hvis skolens ledelse bad mig stå på hovedet og fløjte hele timen, ville jeg give det et skud!

I morgen går det løs for mig. Pigerne har overlevet den første uge tilbage i klasselokalerne. De er glade og trives med deres lærere og kammerater. Nu er det bare med at komme ud over stepperne. Og så har vi booket en hotelweekend om et par weekender, når vi med garanti trænger til forkælelse og afslapning.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I H.C. Andersens fodspor

Det her er den hurtigste sommerferie, vi nogensinde har holdt, siden vi flyttede til udlandet og efterfølgende har haft 6-7 uger i Danmark hver sommer.

Hurtigste som i hold-kæft-hvor-tiden-går-alt-for-stærkt-stooooooop-jeg-vil-aldrig-hjem-igen.Og jeg ved godt hvorfor.

Pigerne er blevet store i det seneste år. Deres selvstændighed og selvhjulpenhed vokser.De sover længe om morgenen, når vi er kommet sent i seng. De har nemt ved at deltage i alle slags måltider, uanset hvor vi er og hvad der nu måtte stå på menuen. De kan underholde sig selv, når de voksne har travlt, og de leger selvstændigt med andre børn, stort set uden voksen-indblanding eller sure miner.Pludselig er der overskud igen på den mentale konto. Til at læse bøger. Til at drikke vin. Til at trille hjemmelavede romkugler, som jo er virkelig vigtigt.Min søster konstaterede præcist det samme, selvom hun har lidt yngre børn. For første gang nogensinde har vi kunnet sidde og sludre roligt sammen over en søsterlig iskaffe eller et glas rosé uden afbrydelser i de lyse, lange sommeraftener. Mér af det. Tak!

Og for det med de voksende børn er jeg aldeles taknemmelig. Ikke at jeg er en overskudsagtig tween-mor. Overhovedet. Jeg har svært ved at finde ud af min nye rolle, hvor jeg stadig skal være der i kulissen, men for det meste kun som modtager af feedback om, hvor dum eller cringe, jeg er. Men jeg begræder ikke, at tumlingerne er konverteret til inbetween-børn, dét gør jeg virkelig ikke. Jeg elsker samtalerne med dem om alt mellem himmel og jord, som de undrer sig over eller er nysgerrige på. Jeg elsker, at de kan blive alene hjemme et øjeblik – eller gå med ud og shoppe små dimsedutter, som de føler lige så stor begejstring over, som jeg selv gør.

Jeg elsker også at være Moster, selvom jeg kun har mulighed for at være det sådan for alvor i sommerferierne. Her viser Johanne os sin fine skole og fortæller om alt, der har med skolelivet at gøre. I år har jeg haft næsten tre uger med hende og hendes frække lillebror, hvilket er helt fantastisk.Genopdragelsesrejsen i Danmark er i det hele taget super-meget-lettere nu, end den var for bare få år siden, hvor de to søstre f.eks. havde en tradition med at stor-skændes på bagsædet, hver eneste f’ing gang, jeg startede bilen. Det var topstressende. Og pisseirriterende, når jeg kører flere tusinde kilometer hver sommer – ofte i rollen som ‘alene-mor’.

De go’e, gamle skændes-så-det-brager-dage er afløst af podcasts, playlister på Spotify, Minecraft og fælles telefonopkald i bilen. Jeg tager mig selv i at nyde vores road trips, hvor vi ruller fra Frederikshavn over Hillerød til Odsherred, Møn, Hasle og Odense, Varde og Blåvand på ganske få uger.

I Hasle måtte vi selvfølgelig opleve Skovtårnet inde i Camp Adventure.Jeg ville egentlig gerne have prøvet klatrebanerne, men det må blive en anden god gang.Cille lider af rimelig seriøs højdeskræk, Mille er vildt begejstret for alt, der indbefatter klatring, og jeg er lige dele møgbange og nysgerrig, så den fornuftige mor-stemme inden i mig sagde, at vi vist hellere må vente til en anden gang, hvor vi er omgivet af stærkere klatrere, der kan hjælpe den dødsensbange, den nervøst-skælvende og den overentusiastiske godt på vej op i trækronerne. Så i denne omgang ‘nøjedes’ vi med at nyde gåturen igennem skoven sammen med Mormor, Moster L og Onkel JE.
Det var præcist præcist så smukt i Skovtårnet, som man kan forestille sig.
De sneglehus-snirklede gange minder lidt om Rundetårn, men oplevelsen af at gå midt i skoven blandt tårnhøje bøgetræer er jo noget helt, helt andet end et lukket tårn i Kbh. K.

Efter vores dejlige dag i Skovtårnet med Mormor, Moster L og Onkel JE, rejste tur-bilen videre til Odense, hvor vi igen crash’ede min Søster og Svogers sommerferie igen. Denne gang i deres eget hjem, så vi kunne få en god bid af O’ense, der for mig er komplet nostalgi, fordi jeg boede her i 5 år, mens jeg læste min kandidatgrad.
Min søster kom heldigvis over til mig og læste sin egen kandidatgrad, og så boede vi ellers på H.C. Ørsteds Kollegiet samtidig. Hun kom ikke væk fra Odense igen, fordi der pludselig var en sød odenseaner i kølvandet, mens jeg selv fandt nordsjællandske Martin på et splitsekund i kollegiets bar en ganske tilfældig weekend. And the rest is history.Men jeg er glad for at have flere slags tilknytninger til og minder i Odense, som lagde by til masser af kærestesorger for mit vedkommende, men også min akademiske succes, min voksende selvstændiggørelse og spritnye, sårbare selvforståelse, der skulle vokse sig forsigtigt større ud af min vestjyske barndom, hvor jeg altid følte mig forkert eller anderledes i Folkeskolen, fordi jeg var (og er) en kæmpe bognørd og stueplante, mens de andre elskede at spille håndbold og fodbold. I denne ombæring blev det til nostalgi-pizzaer på Mamma’s, en masse leg i haven afbrudt af sommerlige regnskyl, en stor omgang IKEA-shop-amok til vores nye sommerhus, og en tur ind i Busters Verden i biografen, mens regnen stod ned i stænger udenfor.
Inde-midt-i-midtbyen gik vi også i H.C. Andersens fodspor. Den største mand i Odense og uden for Danmarks grænser kender pigerne allerede rigtig godt fra danskundervisning, tegnefilm og højtlæsning, for jeg kan jo ikke være dansklærer uden at vores børn er opflasket med hans verdensberømte eventyr, vel?Min søster havde været sød og arrangeret billetter til soft opening af det splinternye, ikke-helt-færdige H.C. Andersens Hus, som jeg har glædet mig helt vildt til at opleve.Bygningen er virkelig noget særligt. Den anerkendte japanske arkitekt Kengo Kuma har virkelig sans for Andersens eventyrlandskab, og jeg er sikker på, at haven bliver noget helt særligt, når den står færdig. Selve udstillingen er indendøre og skabt af et væld af internationalt anerkendte kunstnere inden for alle materialer og medier.De bærbare lydfortællinger fungerer ikke endnu, så man er pt. overladt til ganske korte beskrivelser ved hvert display, samt en lille folder, der forklarer hvert rum i udstillingen. Dét er ikke helt ‘godt nok’, så det kræver en del pædagogisk overskud at fastholde børnenes interesse, selvom nogle af kunstværkerne selvfølgelig er åbenlyse i forhold til selve eventyret, de repræsenterer.


Undervejs er der mange knapper og interaktive indslag, men på en mere ‘kontrolleret måde’ end vi oplevede det ved f.eks. GeoCentret Møns Klint eller i Jellingestenenes Besøgscenter sidste år. Vores piger er mere til museer med ‘hands-on’ leg end dette hus indbyder til, men vi hyggede os, og jeg var mest fascineret af de flotte artefakter fra selveste H.C. Andersen. De havde hans skrøbelige papirklip, naturligvis, men også hans originale saks, hat, breve, optegninger, skitser, lommebøger, punge, kufferter, personlige hygiejne artikler og mange andre ejendele fra hans liv i Danmark og sine udlandsophold.Cille syntes, at H.C. Andersen var voldsomt irriterende, fordi han vurderede en potentiel kandidat til ægteskabet som værende for beskeden (fra en lavere socialklasse, end han kunne ønske sig), hvilket fik hende til at argumentere for, at digteren var en vaskeægte gold-digger, der drømte om at kravle op ad den sociale rangstige ved hjælp af et ægteskab. Det hjalp ingenting, at jeg forsigtigt forsøgte at forklare hende, at det var en anden tidsalder…Læg endelig vejen forbi det nye H.C. Andersens Hus i O’ense, men vent til de er helt færdige og har headsets klar til rummene. Det er virkelig så smukt, og jeg vil helt sikkert opleve det igen, når det er bygget færdigt, for man kan aldrig få for meget af Danmarks store digter – uanset hvad Cille måtte mene om dén sag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Møns Klint

Jeg har i årevis ønsket mig at komme til Møns Klint. Den første og eneste gang, jeg har været der, sad jeg som baby i en barnevognskasse og blev båret op og ned ad de mange, mange trapper af mine unge, stærke forældre. Det husker jeg intet om, men min Mor og fotoalbummet bevidner det.

I denne her sommerferie blev mit ønske så realiseret. Og det føltes næsten som et stævnemøde, fordi vi ENDELIG skulle mødes med min Mor, Moster og Onkel – og det var så et langt år siden sidste møde og kram.

Pigerne og jeg havde en længere køretur fra Hillerød til Møn, så vi startede ud med picnicfrokost og leg på legepladsen foran GeoCenter Møns Klint.De godt og vel 400 trappetrin ned mod klinten var overstået på et øjeblik, men jeg kunne mærke, hvordan mine ben sitrede bagefter, og jeg er i så fantastisk en kageform, at jeg har fået fornøjelsen af ømme stænger og baller et par dage efter alle trapperne.Nedstigningen er så smuk og en oplevelse i sig selv. Gennem trækronerne fornemmer man klinten tydeligere og tydeligere. Det er ikke så underligt, at Møns Klint lander på forsiden af turistbrochurer om Danmark i udlandet, vel?Pigerne ville gerne blive på den nederste udsigts-afsats, før de sidste trapper ned mod den stenede strand, og Mormor tilbød at blive hos dem, mens vi andre trissede afsted. Vandet var ikke ligefrem venligt dén dag.Der var nemlig højvande og godt med bølgebrus, så det var ikke en videre behagelig oplevelse at vade afsted på de våde sten med usikre ben og ømme fodballer.Der stank også helt vanvittigt af hundelort eller en anden slags møg over det hele. Det overraskede os lidt. Er det mon klintens kalk, der afgiver den virkelig grimme lugt? Men smukt, smukt, smukt – og dramatisk – er der så absolut på Møns Klint.Vel oppe igen gik vi på opdagelse i det flotte, interaktive GeoCenter Møns Klint.Der kunne selvfølgelig findes fossiler i det lækre kinetiske sand, der gjorde det ud for fortidens kridthav. Og fossilerne – her et søpindsvin – kunne man så kigge nærmere på i en lang række mikroskoper.Over alt kunne man lære om landskabets oprindelse, jordens bevægelse og de forskellige elementer af sand, is, vand, ler, alger, plankton, jord, kalk osv., der blev skubbet op og presset ned i tidernes morgen.Pigerne har GeoCentret som årets favorit-‘museum’, fordi man kunne røre ved alting og få en fysisk fornemmelse for det tidligste tid – landområdet Danmarks fødsel.Vi skulle selvfølgelig også skrive med kridt på tavle – dog ikke kridt fra klinten, som vi bevidst valgte ikke at røre ved eller tage souvenirs fra, og så kiggede vi på, hvilke ting, vi anvender i vores hverdag, som kommer fra kridtlagenes værdifulde bestanddele – olie og naturgas – dybt nede i jorden eller havbunden.Nogle af de interaktive komponenter var mere vellykkede end andre, men for børn er det bare altid fedt med VR-briller og spil med alle mulige knapper og dippedutter, man kan trykke på.Pt. er der en særudstilling i GeoCentret om ‘Danmarks første dinosaur’, som er udgravet i rigsfællesskabet. Helt ærligt, så burde det hedde ‘Grønlands første dinosaur’, for det er selvfølgelig deroppe, man har fundet det komplette skelet. Dét var en enormt spændende udstilling, som jeg helt glemte at fotografere, fordi jeg var så optaget af at drømme mig derop på antropologisk-arkæologisk felttur.Møns Klint er 100% en vinder-destination, uanset om man kører dertil, som vi gjorde på én-dags-udflugt, eller om man har booket weekend-glamping, vandrer på Camønoen eller noget andet spændende.Kæmpe anbefaling herfra.

Og var det dejligt at få et kram af min Mor efter et helt års adskillelse. Hold nu op, dét var det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet