En 48 år ung nation

Den 2. december 2019 fylder De Forenede Arabiske Emirater 48 år.Det slår mig hvert år på nationaldagen, at denne her nation er bare så ung, så ung.

Tænk, at emiratier på min egen alder har bedsteforældre, der var beduiner og boede i telte ude i ørkenen sammen med deres kameler og geder.

Tænk, at et land kan forandre sig så meget på så kort tid?

Det er altså imponerende, uanset om man er til alt det der med verdens højeste skyskrabere, kæmpe shopping malls og 7-sporede motorveje eller ej.

Forleden er jeg i Mall of the Emirates, hvor der er smukt pyntet op i nationalflagets farver – grøn, rød, sort og hvid – på alle ledder og kanter. Nationens identitet og stolthed er til at tage og føle på.Jeg synes også, at emiratierne har meget at være stolte af. Lederne af de 7 emirater har moderniseret landet, så det nu er et progressivt muslimsk samfund, hvis man sammenligner med naboerne. De Forenede Arabiske Emirater deltager også i de store, internationale sammenslutninger og i verdenssamfundet helt generelt med kæmpestore bidrag til nødhjælp, og med både fredsbevarende og aktive militære styrker under den amerikanske koalition.

Intet i det her land kan dog sammenlignes med eller minde om Europa eller Den Vestlige Verden.

Men skal det overhovedet det?

Er vestligt demokrati og vestligt værdigrundlag det (eneste) rigtige at basere et samfund på? For år tilbage havde jeg nok svaret et rungende ‘ja’, men jeg er blevet i tvivl. For jeg ser hver dag, hvad en benevolent og intelligent enehersker kan udrette for sit land og med sit folk på en særdeles effektiv måde.

Der er punkter, hvor jeg som moderne, kristent menneske ikke er enig i reglerne eller lovgivningen. Dét må jeg ikke give højlydt udtryk for hverken mundtligt eller skriftligt, og det er et vilkår, at vi udlændinge/fremmedarbejdere må indordne os under landets måde at gøre tingene på, uanset om det betyder, at vi går på kompromis med egne holdninger, overbevisninger og værdier.

Sådan er det bare.

Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man simpelthen fordufte.

Men nu ikke mere politiseren. Jeg har både en lovgivningsmæssig og personlig mundkurv på – for det er man ganske enkelt nødt til at iføre sig.

Til gengæld skal I da lige set et par billeder fra Nationaldags-fejringen på vores skole.

Her er vi tre damer iført nationens stolte farver i torsdags.

Cille skulle synge nationalsangen “Ishy Bilady” sammen med skolekoret, som optakt til National Day Assembly for hele Primary School. Det er lidt sjovt at tænke på, at hun kender De Forenede Arabiske Emiraters nationalsang i søvne og de traditioner, der hører hertil, mens hun ville være helt blank, hvis vi forsøgte at få hende til at komme på Danmarks nationalsang eller hvad man gør, når man fejrer Grundlovsdag. Der er vist et eller andet her, vi kan gøre bedre, tænker jeg?Og fællessamlingen er virkelig noget særligt op til nationaldagen. Stort set alle har gjort sig umage med at klæde sig på i traditionel abaya og kandora eller i flagets farver.

Arabisklærerne står for at arrangere det hele – og de sætter elever på scenen fra alle tre grene af den arabiske undervisning på skolen: Arabic A, som er arabisk modersmålsundervisning, Arabic B, som er arabisk som andetsprog og Islamic Studies, som er muslimernes koranlæsnings- og kulturstudier.Hver eneste gang Primary School forsamles for at fejre en højtid eller mærkedag på denne her måde, bliver jeg fyldt af glæde og stolthed.

Det her er børnenes Forenede Nationer.

Det her er fremtidens globale verdensborgere, der vokser op med en indbygget tolerance, accept og respekt over for andre. Den slags har vi andre ikke fået ind med skolemælken i vores tidlige år.Her er grundlaget for en bedre fremtid. Dét tror jeg fuldt og fast på. Og jeg er evigt taknemmelig for, at vi har muligheden for at give vores døtre en opvækst, der forbereder dem til at deltage i en stor, farverig verden.

🇦🇪 Glædelig National-dag til De Forenede Arabiske Emirater – du unge, stærke, smukke, stolte og modige nation 🇦🇪

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Uventet fridag og cloud seeding

Der er udsendt varsel om regnvejr og storm over De Forenede Arabiske Emirater i dag.

Om det er et naturligt forekommende vejrfænomen, fordi det trods alt er blevet vinter her i ørkenen, eller om det er resultatet af endnu en ombæring cloud-seeding – dét ved jeg intet om.

Det er kun et par år siden, jeg for første gang hørte om cloud seeding – altså hvordan man skaber et kunstigt nedbør over et tørt område ved hjælp af kemikalier, der skydes ind i skyerne. Og jeg er 100% lægmand på området, så jeg aner virkelig ikke, om det er godt eller skidt sådan at rende rundt og lave sit eget regnvejr. Men det lyder mærkeligt.

Er det mon menneskers opgave at gå ind og kondensere skyernes vanddamp til regndråber? Kunne det tænkes at få en eftervirkning eller bivirkning i forhold til miljøet og atmosfæren? Og hvad med kemikalierne, man skyder ind i skyerne? Skulle de forestille at forsvinde puf-pist-væk – eller regner de i virkeligheden lige ned i hovedet på os?

Vi må have nogle videnskabsfolk på sagen. Eller i det mindste Greta Thunberg.

I Danmark er der jo ikke ligefrem brug for cloud seeding, så måske har du aldrig tænkt over eller hørt om fænomenet? Jeg har derfor lånt følgende illustration fra Wikipedia, som viser, hvordan processen foregår. 

Source: Wikipedia.

Men uanset om vi har sået skyerne selv og dermed høster regnvand på den helt unaturlige måde i dag,  så er breaking news fra en fjern Ørkenstat ihvertfald, at skyerne netop nu kommer rullende ind – det småregner allerede – og der er rumlende torden i vente.Myndighederne ved sikkert en masse om, hvad der kommer i løbet af dagen, for de har her til morgen udsendt besked om, at alle skolerne i Abu Dhabi, Dubai og Sharjah holder lukket, så elever, lærere og forældre ikke skal ud i regn- og stormvejr. Dermed blev skole-hjem-samtalerne aflyst, som jeg ellers havde forberedt mig på og glædet mig til. Dem tager vi så nok en anden dag.

Trafikken bliver altid et kæmpe problem, når det regner og stormer. Træerne og palmerne har et rodnet, der på en eller anden måde må ligge tæt oppe i overfladen, så de ikke står særligt godt fast. Så er der risiko for, at træerne vælter eller at store grene ryger af, som så forhindrer passagen for bilerne. Det er også som om det fine ørkensand hurtigt giver glatføre, når det mixes med regnvand til lysebrunt mudder. Og så er der det evindelige problem med elektricitet, vandtilførsel og vandafledning, lige så snart det regner. Mange mister strømmen i husene. Ristene på vejen kan ikke sluge vandet hurtigt nok, og store regnsvandssøer hober sig op på både motorveje og villaveje.

Så vi bliver hjemme.

Med varm kaffe i kruset og en friskbagt krydderkage, fordi intet råber bagetid som et godt, gammeldags regnvejr i en Ørkenstat.

I øvrigt er det 100% passende med regn, bulder og torden, da vi i disse dage holder landesorg.

Landets leder, H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyan, har mistet sin bror. Sikkert én ud af mange, mange brødre, når nu man kommer fra en kultur med store børneflokke og flere hustruer, men ihvertfald én, der er afholdt og dermed grundlaget for, at samtlige radiokanaler spiller arabisk guitarmusik, hvis ikke et klassisk repertoire. Det er traditionen her i landet, at flagene går på halv, og at musikken dæmpes til sorgniveau.

Jeg har dog lidt svært ved at finde den store sørgemine frem, når der pludselig dumper en uventet fridag fra skolen ned fra den regnfulde himmel, og når der dufter af kanel og kardemomme i hele hytten.

Og især er det svært at bevare den medfødte pessimisme, når denne her lille fætter står og kigger på mig med sine plirrende, sorte øjne.Meget mere om ham en anden dag.

Kaffen og kagen kalder på mig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricel

Sig nærmer tiden, hvor Maricel må hjem…for en kort bemærkning.

Dét glæder hun sig selvfølgelig helt vildt til.

Forståeligt nok.

Der er intet kønt eller formildende at sige, om at vente i stive 11 måneder på at gense ens familie.

Billetterne har vi købt til hende for længst, så hun kan glæde sig og fortælle de præcise datoer lang tid i forvejen til sønnen og manden. Hun flyver ud i starten af december og kommer tilbage til os igen i starten af januar.

Det bliver en lige dele skøn og hektisk tid for hende derhjemme på Filippinerne. Hun skal have ordnet en pasfornyelse i den nærmeste større by. Samme sted skal hun til tandlægen og have lavet en tand, der er helt galt afmarcheret. Der skal også være tid til et lægetjek med blodprøver, så hun kan få syn for sagen i forhold til kolesterol og sukker i blodet. Vi betaler for det hele, så længe hun sørger for at få det ordnet.

Samtidig skal der være tid til at fejre julen og nytåret med alle dem, hun har kær. Der skal være tid til endeligt at føle sig forbundet igen med sønnen og manden. Tid til hendes bedstemor, der passer sønnen i hverdagen. Tid til dén søster, der altid redder tråde og problemer ud derhjemme, når hun ikke selv kan gøre det på afstand.

Og midt i lægebesøg, kvalitetstid og madlavning til alle julens festligheder, kaster hun lige endnu en bold ind i maskineriet: Der skal bygges videre på huset.

Faktisk er de allerede i fuld sving, siden hun sendte første omgang penge forleden.

Siden Maricel kom til os – rystende nervøs og direkte fra Filippinerne til en fjern, overophedet Ørkenstat – har vi haft en stående aftale om, at én af de ting, hun skal have ud af at arbejde for os i en årrække, er hendes helt eget hjem på Filippinerne. Et hus i landsbyen – lige ved siden af forældrenes og andre familiemedlemmers huse, så hun har et sted at være i sin alderdom, hvor det højst sandsynligt bliver hendes tur til at passe sin søns børn eller andre børn i familien, mens de stærke voksne er ude i verden for at tjene bedre penge end dem, man kan tjene derhjemme.

Det er en måde at synliggøre værdien af hendes arbejde hos os – og det er en måde for os at give tilbage på. Eller købe vestlig aflad, om man vil.

Hvert år låner hun penge af os til at bygge videre på huset. Det gør vi selvfølgelig rente- og gebyrfrit og med stor forståelse for, at det kan svinge lidt med tilbagebetalingen.

I år er det den hidtil største omgang, hvor hun låner penge til at få lavet lofter i hele huset indvendigt, og til at få lavet gavle og udhæng udvendigt.

Af os får hun gulvfliserne til hele huset og arbejdslønnen til murerne, samt to træsenge, som den lokale snedker skal bygge til de to soveværelser. Det er vores gave til hende og familien i år.

Sidste år fik hun en masse udstyr fra Jysk i Dubai – håndklæder, bademåtter, puder, betræk og den slags – og så sendte vi vores store komfur afsted til hendes nye køkken. Dér står det nu og troner, mens det venter på bedre tider, hvor der rent faktisk bliver råd til at anvende gas og el til madlavningen. Det har lange udsigter, og Bedstemor er igang med mad over bål tre gange dagligt.

Hidtil har hele familien ligget på madrasser direkte på de rå betongulve – og det må alt andet lige føles som en hverdagsluksus at få ordentlige senge og fliser på alle gulvene.

Der har indtil nu været fri adgang via gavlene for myg, fugle, firben, flagermus og andet spændende kryb, der har lyst til at finde ly under tagspærene, der kun har været dækket af metalkorrugerede stålplader. Det er ganske enkelt en nødvendighed at få lukket tagkonstruktionen ordentlig af hurtigst muligt, så spærene og huset ikke tager skade, når tyfoner og monsunregn kommer forbi.

Det her er betydelige husforbedringer og kæmpestore skridt for Maricel, der kan se, at det virkelig nytter noget at arbejde i udlandet. Det er med til at gøre de ofre, hun bringer i hverdagen og livet generelt mere tålelige. Det siger hun ihvertfald, når jeg spørger hende.

Og vi glæder os over at se, hvordan hun stryger lykkeligt ned i UAE Exchange om aftenen for at sende pengene hjem til sin søster ad flere omgange. Det er søsteren og faren, der står for at arrangere materialer fra tømmerhandlen og forhandle med håndværkerne. Jeg håber inderligt, at de gør det godt, og at tingene bliver udført således, at Maricel bliver glad, når hun kommer hjem.

Når huset engang står færdigt, skal Maricel have startet en uddannelsesopsparing til sønnen, som skal på college om ca. 5 år. Der burde også startes en eller anden form for pensionsopsparing til hende, men det med sønnen er nok mest presserende lige nu.

Vi kommer virkelig til at savne hende, når hun tager hjem på juleferie.

Hun tæller ned og det gør jeg også.

Hun med begejstring og forventningens glæde.

Jeg med lige dele glæde på hendes vegne og gru på egne vegne.

Det er virkelig ikke sjovt at undvære Maricel i hverdagen. Faktisk burde alle børnefamilier have en dejlig Maricel boende.

Men om ikke andet, så får hendes juleferie os til at være endnu mere taknemmelige for hende, når vi sådan lige får en huskeflad i december.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sheikh’ens palads

Mens Farmor og Farfar sætter sig til rette i en af Emiraternes store stålfugle, står det ned i stænger i Ørkenstaten. Det er himlens tårer, der spejler vores savn. For selvom vi er trætte efter 3 x dejlige gæstebud henover efteråret, så er det også tomt og stille, hver gang gæster rejser fra os. Nu havde vi det jo lige så sjovt og hyggeligt.

Pigerne er salige over regn på en fridag. Det svarer vel til danske børns glæde over sne-fri, hvis det da nogensinde indfinder sig?

De leger “overlevelse” i haven med hjemmebygget hule og varm cacao i krus. Lidt senere går de over for at samle plasticaffald op fra gaderne og parken, så det ikke ryger ned i kloaksystemet med vandmasserne, og dermed videre ud i den lokale sø, hvis ikke helt ud i havet. De kalder det “taking action and serving in the community”, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt over deres IB-skole-hjernevask.De ender med at have en hel pose fyldt af plastic, papir, skum, metal og cigaretskodder, som de smider forsvarligt ud.

Regnvejr bliver lynhurtigt til et reelt problem i en ørken. De her billeder er taget EFTER den store kloaksuger har været der og suget langt det meste af vandet op i en times tid. Der er afløb i gaderne, men de ser ikke ud til at kunne sluge ret meget vand ad gangen.Google’r du “Rain + Dubai Mall“ vil der også komme nogle ret skøre billeder og videoer op af, hvordan de handlende går rundt i 20 cm. regnvand og shopper uanfægtet videre inde i Louis Vuitton. The show must go on, og vi lukker da ikke ned på grund af en smule regnvand i centret. Men … det kunne da godt være, at man skulle finde ud af, hvorfor og hvordan regnen trænger ind?

Ikke mere om regn for denne ombæring. Jeg er sikker på, at jeg nok skal kede jer med emnet igen, for det forlyder at staten forberede mere cloud-seeding her i løbet af efteråret og vinteren. Cloud-seeding går aldrig rigtigt stille for sig – for regn i en ørken er måske nok velkomment og glædeligt, men det spidser ofte lidt til.

Én af de sidste ting, vi nåede sammen med Farmor og Farfar var en tur til Qasr Al Watan, der som bekendt er H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyans repræsentations-palads i Abu Dhabi. Førnævnte er De Forenede Arabiske Emiraters Præsident og enerådig hersker af Emiratet Abu Dhabi.

Det tager godt og vel 1.5 time fra Dubai, hvis man har lyst til at drøne ud af landevejen og ned ad Abu Dhabis flotte Corniche forbi Emirates Palace og Etihad Towers til det pompøse paladsområde.Vi besøgte paladset første gang sammen med Morfar og Conny i september måned – og vanvittigt imponerende som det er, så bliver man ikke færdig efter en enkelt gang.Farmor og Farfar har selvfølgelig glædet sig til at se den ualmindeligt smukke og elegante kalligrafi-skulptur, der vel nok er det mest iøjnefaldende element i hele paladset, som ellers er den ene godbid for øjet efter den anden. Faktisk er det stort, spraglet-vildt og gyldent i en sådan grad, at det nærmest svimler for øjnene, når man forsøger at dreje rundt og få det hele med.Det er den vildeste magtdemonstration udført i ædle materialer som marmor, bladguld, krystal og mosaik. I disse dage omkring Flag-Dagen er landets smukke nationalflag naturligvis også på podium-display. Ikke et øje er tørt. Forleden var Ruslands Præsident Putin på besøg, og jeg kan kun forsøge at forestille mig, hvordan Abu Dhabis Vice-Præsident, Sheikh Khalifas søn og Putin har travet igennem marmorpaladset uden at fortrække en mine, mens de har spillet med de geopolitiske udenrigs-muskler over for hinanden.

Måske har de tilmed spist russisk kaviar sammen her i spisesalen?Pigerne har godvilligt accepteret dagens kulturprogram, fordi de er vilde med de 4 moderne spejlskulpturer, der står i hjørnerne af den store hall. Man kan gå ind i skulpturerne og kigge ud – uden at folk uden for aner det. De havde derfor lagt store planer for at skræmme livet af Farmor. Og det lykkedes næsten.Martin er nærmest hjemmevant i paladset nu, i modsætning til mig, der stadig kan blive forvirret i en telefonboks.Efter godt en times studeren 12 tons lysekroner med 350.000 krystaller og indre trappe til rengøringskonen og alt muligt andet godt og flot, vender vi snuden mod udgangen.Uden for lyser de sene eftermiddagsstråler over Rigets Storhed.Og over Downtown Abu Dhabi, som er noget så chik.Hvad skal man så vælge på en dagstur fra Dubai til Abu Dhabi nu?

Sheikh Zayed Grand Mosque?

Qasr Al Watan?

Farmor peger på præsidentpaladset, Qasr Al Watan som en større oplevelse end moskéen. Jeg er ikke helt enig.

Hvis I kun er voksne mennesker på tur, kan I sagtens nå begge steder på én dag. De ligger ikke dør om dør, men hvert sted tager 1-2 timer at opleve. Louvre kunne endda nappes som sidste stop, hvis bare man sørger for at få rigeligt med mad undervejs, men så er dagen også udnyttet ganske grundigt.

Personligt foretrækker jeg stormoskéen på grund af den højtidelige stemning og ansatsen til stilhed i en folkemængde, men hvis man er på tur med livlige børn, er det klart lettere at besøge Qasr Al Watan og/eller Louvre Abu Dhabi, der også er et virkelig børnevenligt museum. Hvis man er på tur med rolige børn, der kan lide at skitsere eller fotografere, ville jeg klart vælge stormoskéen og gøre et nummer ud af at studere de smukke arabiske mønstre.

Stemningen og formalitetsniveauet i Qasr Al Watan er noget andet end i Sheikh Zayed Grand Mosque, der jo er en fungerende moské med alt, hvad det indebærer af respektfuld påklædning og ditto adfærd. Selvom der ikke er streng dress-code i præsidentpaladset, vil jeg anbefale, at man bærer lange bukser og dækker skuldrene til (uanset køn) af respekt for den kultur, vi befinder os i. Det gør langt fra alle de besøgende i paladset (sig hej til kineserne og russerne), og der udleveres jo ikke abayaer ligesom i stormoskéen, men jeg synes det er en misforståelse at troppe op i noget stramt og kort, for de ekstra ærbare centimeter i bukse- og ærmelængde gør altså ikke den store forskel rent varmemæssigt.

Man må medbringe en vandflaske i Qasr Al Watan, men ingen former for mad, slik eller snacks. Tasker og mennesker bliver scannet og bøjle-BH’erne befamles grundigt – men det er vel prisen, når man lukkes ind i hjertet af landets repræsentation.

Der er ikke meget gang i de to små spisesteder inde i Qasr Al Watan – i modsætning til den travle, men simple café i stormoskéen og de udmærkede spisemuligheder inde på Louvre, men Emirates Palace ligger lige ved siden af og lokker med bladguld i kaffen, og der er Marina Mall 3 minutter derfra, så sulten stilles andetsteds.

Og turen til Abu Dhabi var dermed sidste stop på ferien for Farmor og Farfar. Forhåbentlig kommer de snart igen, og så må vi finde på nye, spændende ting at opleve sammen.

Uanset om man er førstegangs-turist eller genganger i Dubai, så er en dagstur Abu Dhabi altid herlig – hvis man da ikke planlægger at bliver der en hel weekend. Hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater er og kan noget andet end Dubai, og det er ret fint at opleve flere sider af landet end “bare” Dubai.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Børns forventninger

Cille blev født den 23. august 2009.

På vores 1-års bryllupsdag.

At få et augustbarn er herligt. Der er stadig lidt langstrakt feriestemning og ofte dejligt sensommervejr i Danmark at fejre hende i. Men slutningen af august er midt i skolernes sommerferie, hvis man bor i Dubai. Og det er ganske ubelejligt i forhold til at holde fødselsdagsfest for klassekammerater og venner.

Vi har selvfølgelig forsøgt os med at holde fest på forskud for klassen i juni måned – og det resulterede i, at hun på sin rigtige fødselsdag for længst havde glemt, at hun var blevet fejret efter alle kunstens regler et par måneder tidligere. Hun var ikke så gammel på det tidspunkt, men det føltes alligevel temmeligt anstrengende at skulle minde hende om, at vi havde altså stået i et kunst-galleri og malet billeder, leget sanglege og spist pizza og kage til den store guldmedalje med alle hendes venner og veninder et par måneder forinden (💸🙄).

Derfor er vi nu landet på et kompromis, hvor hun bliver fejret i Danmark med familien, og så får hun en lidt mindre fest med udvalgte klassekammerater og venner, når vi er retur i skole igen. På dét tidspunkt føles fødselsdagen allerede langt væk, og når nu hun er blevet fejret med manér i Danmark, holder vi fest for hende uden de formelle fødselsdagsritualer, sang og flag.

For det meste lader vi halvanden til to måneder gå, før vi holder festen i Dubai. Det skal helst være behageligt opholdsvejr uden for (læs: invasion af sukkersheriffer i privat hjem skal håndteres), og lige når vi ankommer til skolestart i september, er der bare for smeltende varmt og fugtigt.

Forleden blev det så endelig tid til at fejre Cilles 10-års fødselsdag med veninderne. Hun havde virkelig glædet sig – og der var blevet købt ting ind til festen flere uger i forvejen.

Her er den smukke 10-årige, der nu for alvor er på vej fra barn til ung pige.Som alle andre Dubai-børn, er Cille vant til at fester afholdes ‘ude’. Nogle gange er der tale om heldagsarrangementer i en forlystelsespark eller et vandland, andre gange inviteres der til et nøje afmålt to-timers-forløb med en arrangeret aktivitet, der styres af en voksen. Sidste år blev der tilmed lagt sleep-overs oven i heldagsarrangementerne, men det syntes hun (heldigvis) selv var lidt for anstrengende til at ønske sig det til sin egen fødselsdag.

Cille forstår også godt, at et heldagsarrangement til et vandland eller en forlystelsespark er en bekostelig affære. Det samme gør sig gældende, hvis man skal til at leje sleepover-telte med matchende lysranker og hvad ved jeg. Men jeg forstår godt, at det virker tillokkende og er virkelig sjovt at deltage i. Cille har bare den udfordring i livet, at hendes mor er så meget fra Jylland, at det umuligt kan koste 400 kr. pr. barn at sove på en oppustelig luftmadras, selvom lagnet og lysranken matcher de andres – og entrépriser til forlystelsesparker på helt op mod 700 kr. pr. barn ligger heller ikke lige i budgettet.

Så vi arbejder på sagen sammen. Forventningsafstemmer. Summer og fremlægger idéer. Taler og forhandler. Finder et kompromis mellem barnets ønsker og forældrenes pengepung.

I år var der dog ingen slinger i valsen. Cille ville gerne svømme med sine venner, efterfulgt af hygge i haven med Maricels hjemmelavede buffet. Hendes største ønske var i øvrigt, at få lov til at lave fine goodie bags til sine veninder, som hun kunne give dem med hjem som minde.

På Dubai-børnefødselsdags-skalaen var hendes ønsker og forventninger til festen i år meget, meget rimelige.

Så vi klappede hælene i og fulgte trop. Købte entré til Fitness First i The Lakes for 130 kr. pr. barn.Stillede snacks og drikkevarer frem til pool party galore.Og det var rørende at se, hvordan de 10 piger legede fælleslege og hyggede sig sammen i vandet i flere timer efter en lang skoledag.Det er en vild fornemmelse at være kommet dertil, hvor man som forælder kan gå roligt rundt og nyde synet af børn, der leger – uden at blive uvenner, kede af det, slå sig eller på anden måde have brug for assistance.

Jeg savner virkelig ikke småbørns-tiden, når jeg ser, hvor sjovt og dejligt, de store børn har det sammen på en langstrakt eftermiddag.Da vi endelig lykkedes med at trække pigerne op af vandet og ud af omklædningsrummene, tog vi hjem til gaveoppakning og “flaskehalsen peger på”, mens Maricels fine buffet tog form.Og hér sad de så. I solnedgangen og fælles-gnaskede igennem, som de halv-teenagere i voksealderen, de efterhånden er blevet.

De sluttede af med musik og dans i haven – og lidt hop i trampolinen på skift. En ganske enkel eller simpel fødselsdagsfest, hvis man skal vurdere den efter Dubai-standard, men alle pigerne var supersøde og proklamerede, at det var the best birthday ever!

Det handler jo om stemningen og fællesskabet – og egentlig ikke ret meget om den konkrete aktivitet eller om, hvorvidt  de fysiske rammer er overdådige eller ej.

Her var der tale om en harmonisk pigegruppe, der tog hensyn til hinanden og inkluderede alle i legene. De brugte deres fantasi, samarbejdede om reglerne i legene – og frem for alt, så havde de det sjovt sammen.

Og selvom jeg nogle gange ville ønske, at børnefødselsdage kunne forløbe, som vi gør i Danmark – helt uformelt og med masser af fri leg for de små og masser af rødvin til de store – så accepterer jeg, at det ikke er helt sådan, en fødselsdag skal forløbe i en Ørkenstat.

Og fødselsdagsbarnet?

Hun krammede sine forældre og sagde tak for en dejlig fest. Hun var så glad for sine fine gaver og sagde, at hun følte, at hendes veninder havde gjort sig sådan umage med at finde netop de ting, hun elsker.

Så klatrede hun ellers i seng med sin nye dovendyr-sovemaske og tændte sin dovendyr-sengelampe, krammede sin nye doughnut-pude og kiggede over på sin opstilling af nye læsebøger, avocado- og kaktusnotesbøger, tasker og dimsedutter, som kun 10-årige piger forstår.

🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet