Eid Mubarak fra Lockdown-Land

I dag er det officielt den første dag i Eid al Fitr, og jeg ønsker en velsignet fest til alle jer, der fejrer, at den hellige fastemåned nu er vel overstået.Hos os har vi knapt bemærket, at det har været Ramadan, for vi faster jo ikke. Og når man ikke kommer ud mellem andre, ser man heller ikke lukkede caféer eller andet, som plejer at minde om fasten.

Under en normal Ramadan ville vi være gået ud til overdådige, stemningsfyldte iftarmiddage et par gange i løbet af måneden; vi ville have nydt den smukke måne- og stjernepynt i butikker og shoppingcentre; ja – hele stemningen og glæden ved at give og deltage, når vi f.eks. har været med til at fylde Ramadan-køleskabe i nabolaget. I år har alt været lukket land. Ingen køleskabe at fylde. Ingen buffeter at møffe rundt i. Hvis nogen nogensinde får lyst til det igen? Det eneste åbne er shoppingcentrene, hvor 12-60-årige mennesker godt må komme, men vi føler ikke, at det er værd at risikere corona-smitte for en helt unødvendig tur i Mall of the Emirates. Pigerne må jo heller ikke komme med alligevel, så vi bliver hjemme i vores ghetto.

I ugen op til Eid’en så det ellers ud til, at der ville blive lukket forsigtigt op for parker og promenader, så vi kunne komme ud og få lidt frisk luft uden for vores lukkede nabolag. Igen kun for de 12-60-årige, så ganske ubehjælpsomt for os med børn på 8 og 10.

Men myndighederne fik kolde fødder. Måske fordi smittetallet fortsat stiger dag for dag. Måske fordi Eid’en, der som bekendt er familiernes helt store fest, ville betyde sammenstimlende menneskemængder i parker og på pladser, for der er ikke noget som en kæmpe araber-grill-picnic eller ti.

Så i stedet for flere lempelser af reglerne, fik vi serveret forhøjede bødesatser. Nu koster det ikke længere 1.000 dirhams at møde politiet uden ansigtsmasken ordentligt sat på, men derimod 3.000 dirhams (5.600 kroner).


Og i stedet for at mødes helt forsigtigt og på afstand med nogle få venner eller lidt familie i helligdagene, som vi alle havde drømt om, har vi fået udgangsforbuddet tilbage mellem kl. 20 og kl. 6 hele Eid’en og et forbud mod at være forsamlede mere end 5 mennesker mellem kl. 6 og kl. 20. De kalder det “desinfection drive”, fordi der lyder pænere end “curfew”, tror jeg.

Hver aften lige før kl. 2o, kommer der en høj alarm på mobiltelefonerne, som viser denne besked,Aviserne skriver spalte op og spalte ned om ændringer, nye regler, bødetakster og hvad ved jeg. Det eneste, jeg med sikkerhed ved, er, at jeg ikke har brug for at få en bøde på 10.000 dirhams for at have holdt en lille påskefrokost med gode venner i eget hjem.Det er surt show, når vi returnerer til flere regler og mere nedlukning af samfundet og familielivet.

Det er surt show, når der ikke er nogen ‘flad kurve’ at fejre – og når folk ikke respekterer de regler, der er sat opfor at passe på os alle sammen.

Pigerne kan ikke længere huske, hvornår de har været ude af vores ghetto. Det er næsten 3 måneder siden, at de sidst var et andet sted henne end hjemme eller hos en nær veninde i The Lakes, hvor vi bor.

Men langt mere surt show er det for muslimerne. Eid al Fitr er jo deres version af Juleaften.

Tænk, hvis vi fik at vide, at vi ikke kunne være sammen med et eneste familiemedlem – altså udover dem, man allerede bor sammen med – på Juleaften eller i juledagene. Og alle traditionerne op til jul med julefrokoster, glögg-hygge og klippe-klistre-eftermiddage ville også være aflyst.

Sådan har det været hele Ramadanen igennem for muslimerne.

Selv den søde tradition med at give børnene Eidiya-kuverter med penge i, er aflyst på grund af risikoen for Corona-smitte fra hånd til hånd. Myndighederne anbefaler bankoverførsler og e-kort.Efter at have set danskernes opførsel, da den der åndssvage Tinka-nissehue var udsolgt eller hvad det nu var, der skete et år i december, tør jeg slet ikke tænke på, hvis de danske myndigheder meldte ud, at traditionelle julegaver til børnene ikke var en mulighed. Prøv med en bankoverførsel eller et gavekort til senere brug?

Der ville være et ramaskrig uden lige, som om verden ville brase sammen, hvis ikke der blev ting til børnene pakket ind i papir fra Toys ‘R’ Us. Præcist som alle sukkene ved risikoen for en manglende karamelkastning på 9. klassernes sidste skoledag, de forlængst planlagte og aflyste konfirmationer  – og alle de andre ting, Corona har vendt op og ned på, uden at nogen på denne jord skulle bede om det.

Det er fandeme ikke nemt.

Og da slet ikke for børnene i denne her tid.

Men et varmt Eid Mubarak ønsker jeg herfra – uanset omstændighederne og de aflyste traditioner.
🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan-gaven

🌙✨ Ramadan Kareem til alle, der observerer den hellige måned ✨🌙Her i De Forenede Arabiske Emirater er vi vågnet op til den største Ramadangave af dem alle.Interessant nok falder den første dag i Ramadanen sammen med en lempelse af lockdown-reglerne. Og dét er lige hvad folket vil ha’, er det. De Frygtløse Ledere har virkelig haft et es gemt i ærmet, som bliver modtaget med kyshånd af alle.

At gå igennem 30 dages faste i 30 grader – uden at kunne komme ud og mødes med venner og familie efter solnedgang og uden at kunne shoppe igennem på de sædvanlige gigatilbud, er jo stort set det samme som at fornægte os selve livet. Og sådan blev det gudskelov ikke.

Vi er ude over udgangstilladelses-blanketterne pr. dags dato. Vi er delvist frie som fuglene – ihvertfald mellem 06.00 og 22.00, hvor vi må handle, cykle, løbe en tur, gå en tur og mødes med andre i grupper under 10 personer, hvis vi holder behørig afstand og bærer mundbind.

DET ER FUCKING FANTASTISK GROUNDBREAKING NEWS I LOCKDOWN-LAND!

Selvfølgelig er vi ikke sluppet fuldstændig løs fra den ene dag til den anden. Man skal stadig bære mundbind hele tiden uden for hjemmet. Man må stadig kun handle det allermest nødvendige. Malls og centre vil kun operere på 30% kapacitet, så jeg skal ikke i nærheden af et shoppingcenter i den kommende tid. Forestiller mig, at det bliver det rene vanvid at forsøge at parkere eller komme ind. For er der noget, vi kan, så er det at shoppe i Ørkenstaten. Dét er vores favorit-aktivitet. Eller ihvertfald nogens favoritaktivitet. Børn må heller ikke komme med ud at handle – og man må vistnok kun være 3 personer fra husholdningen ude ad gangen.

Pools er fortsat lukkede. Legepladser, strande, sportsfaciliteter og parker er stadig off limits. Men lidt er væsentligt bedre end ingenting.Så klokken 8.15 i morges hoppede vi på cyklerne og drønede ud på de stille villaveje for at få lidt luft og gang i benene. Jeg peb en tåre inde under solbriller og mundbind. Der var alligevel ingen, der kunne se det.

Tårer over nyvunden frihed, tror jeg, det var.

Taknemmelighed over lempelsen, fordi lockdown-livet er tungt, uanset at vi er heldige og har en lille have – og vigtigst af alt – vi er sunde og raske. 
Det er sært, som livet og hele verden kan tage en drastisk drejning på et splitsekund. Pludselig er alt dét, vi tog for givet, taget fra os. Og nu får vi så dele af det velkendte liv tilbage. Stille og i små bidder bliver vi tildelt friheder, som vi taknemmeligt tager imod.

Og mens vi forsigtigt, forsigtigt cykler ud i nabolaget og skriver til en veninde rundt om hjørnet, om de måske vil mødes, forbereder myndighederne sig på, at der vil komme flere og flere corona-smittede. Pt. er der ca. 500 nye smittede om dagen, men baseret på antallet af felthospitaler, de bygger her og der rundt om i landet, må vi antage, at de forventer en betydelig stigning i antallet af smittede i kølvandet på de lempeligere regler og en masse Ramadan-festivitas.

Ingen af os kan styre os, når først vi smager frihedens forbudne frugt. Det er dømt til at gå galt, selvom vi alle prøver at tænke os om og være fornuftige. Det siger sig selv.

For Ramadanen er i sandhed hjerternes og familiernes fest.

Og nu må muslimerne gå en helt ny form for Ramadan i møde.

Én måned, hvor de faster, afstår, beder og reflekterer over deres liv, som de plejer, men uden de sociale fællesskaber, som holder dem oven vande mentalt.

Moskéerne fortsætter med at være lukkede. Man bør fortsat undlade at besøge de syge og de ældre mennesker. Man kan ikke samles i storfamilien til overdådige iftarmiddage derhjemme, hvor hver tante medbringer en skøn ret. Der er lukket i hotellernes buffet-områder, hvor der normalt serveres de lækreste iftarmiddage med stilfulde dekorationer og afdæmpet arabisk lut-musik til. Ramadanteltene med de åbne grill-områder, hvor lammene hænger på store spid og kobbergryderne damper af aromatiske risretter, bliver ikke til noget i år. Ramadankøleskabene til nabolagets gartnere, chauffører og barnepiger kommer ikke til at åbne i år.

De her fine traditioner, som vi alle deltager i, er aflyst af åbenlyse grunde. Og jeg vil savne dem, fordi de også er en tilbagevendende del af vores liv i et arabisk land. Vi faster ikke, men vi observerer den hellige måned på respektfuld afstand – og så har vi nydt at gå ud til iftar og at bidrage til fællesskabet ved at fylde i community-køleskabene og donere penge til velgørenhed – zakat – via muslimske organisati0ner.

Intet er, som det plejer.

Ikke engang Ramadanen. Men den er velkommen alligevel – og det er de lempelige regler for udgang virkelig også.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På udgang

Efter lidt over 5 uger inden for hjemmets 4 vægge og baghave er der sørme udgangstilladelse til mig.

Jeg har selvfølgelig haft mulighed for at komme ud at handle før i dag, men jeg har mere eller mindre bevidst undgået det, og ansvaret er lige så stille gledet over på Martin, der både har cyklet og kørt ud et par gange – i tillæg til de supermarkedsindkøb, vi gør over nettet.

Men nu er det altså min tur.

Og pludselig glæder jeg mig til at komme ud.

Pludselig er det alligevel lidt sjovt, at skulle have mundbindet justeret og latexhandskerne på. Jeg forstår stadig ikke helt pointen med handskerne, da der uvægerligt vil komme en masse krydskontaminering mellem indkøbsvogn, fødevareindpakninger, taske, kreditkort, indkøbsnet og bilnøgler, som jeg helt sikkert ikke er uddannet til at afværge. Nuvel – på med maske og handsker og ud i verden igen corona-style.Jeg starter med at køre rundt på villavejene i hvid-mands-ghettoen i 30 minutter. Fra det ene cirkulære vejsystem til det andet – for jeg er bekymret for bilbatteriet, nu hvor bilen ikke har været ude af starthullerne i 6 uger. Og jeg tør ikke køre rundt på ‘de store veje’, hvis politiet stopper mig, og spørger, hvor jeg er på vej hen.

Pludselig er glansen gået af min udgangstilladelse.

Solbrillerne dugger af min klamme mundbindsånde, og det føles så sørgeligt, at hele villakvarteret er lukket fuldstændig ned. Selvfølgelig er det fantastisk godt, at folk overholder og respekterer det udstedte lockdown, men stemningen er simpelthen så trist, når vejene ligger øde hen og alting virker så støvet. Forladt og trøstesløst, er her.

40 cirkulerende minutter senere parkerer jeg i Greens Souk. En flink centervagt står klar til at tage min temperatur med et infrarødt termometer, som han sigter mod min pande. Jeg bliver lukket ind på apoteket efter småting. Lidt senere skubber jeg omkring i supermarkedet sammen med alt, alt for mange andre. Der er slet ikke 2 meter i mellem os. På noget tidspunkt. Folk ser vrede ud bag mundbindene. Det mindste ansats til host, snøft eller nys får alle andre til at gå i store buer udenom. Køen til kassen starter ved bagvæggen af supermarkedet, og man må nøjes med at handle dét, man lige kommer forbi, mens man venter. Ganske enkelt. Det er for svært at trawle rundt efter dette og hint.

Da jeg kommer ud igen, står folk i kø langt ud på parkeringspladsen, og jeg kan med lettelse skynde mig hen til bilen for at spritte af og ånde ind og ud i eget tempo bag det fugtige mundbind.

Jeg har aldrig haft et mundbind på før. Aldrig nogensinde. Det er da en kæmpe-ubehagelig oplevelse – eller er det bare mig, der er sart?

Hjem kommer jeg. Med delvist uforrettet sag. Nogle ting fik jeg. Andre gav jeg op på. Mundbindet ryger vredt i skraldespanden og handskerne ditto.

Sikke en skuffelse.

Der var da ikke et sekunds fornøjelse i at være ude, når det skal være på de her vilkår. “Jeg ku’ godt ha’ fortalt dig det”, mumler Martin, mens han spritter af og pakker indkøb væk. “Det er ren pligt at være ude”.

Tænk, at det er hér vi er lige nu. At der kun er rart at være herhjemme bag de velkendte og trygge mure, som vi nu har buret os inde bag i over 5 uger. Verden er blevet sådan et sært sted, og jeg begynder at blive bange for, om den nogensinde bliver sig selv igen? Om vi nogensinde bliver os selv igen?

De her tanker og følelser passer bedst på en form for sorgproces. Verden mister mennesker til denne her forfærdelige, dødelige virus. Hvilket er ganske og aldeles alarmerende. Men ikke kun menneskeliv. Vi mister også uskyld, sorgløshed og troen på, at hele verden er vores legeplads.

Dét er den edderma’me ikke.

Vi er tvunget til at lukke os om os selv. I de små familier. Og på nationalt niveau.

Og mens vi ser betuttede til, tager antallet af corona-smittede i De Forenede Arabiske Emirater endnu et nøk opad. De sidste 24 timer har der igen været godt 500 nye smittede. Og sådan har det været i en håndfuld dage nu.

Kurven er ikke i nærheden af at være ‘på vej til at knække’ eller ‘flade ud’, som man taler om i Danmark. Tværtimod. Og det er foruroligende, når man tænker på, at vi allerede kører på 6. uge med fuld lockdown – og før det havde vi 2 ugers social distancering a la Danmark. 8 uger, Niller. Så ved man ét eller andet.

Der bygges nu også state-of-the-art felthospitaler i Dubai og Abu Dhabi, hvilket må tages som en indikator for, at myndighederne vurderer, at der bliver mere run på end de etablerede hospitalers kapacitet.

Her inspicerer Dubai’s Kronprins Fazza det spritnye felthospital ved World Trade Centre – Emiraternes svar på Herning Messe Center.Det er seriøst, det her. Ingen tvivl om det. Og det virker som om myndighederne gør alt, hvad der står i deres magt for at få kontrol over de smittede og de syge. Jeg føler mig tryg her, selvom antallet af smittede går op. Tryg og rask, ja – og en kende misundelig over, at I må gå ud og fistre rundt i skov og langs strand derhjemme i Danmark.

Lover I mig, at jeg også må fistre rundt på må og få, når det bliver sommer?

Ærlig talt, så tror jeg, at jeg til dén tid vil opføre mig som en ko, der kommer på forårsgræs efter en evighedslang vinter.

Og indtil da ta’r vi lige en uge (eller ti) mere i Lockdown-land.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Glædelig Påske fra Lockdown-Land

Langfredag.

Lang fredag.

Langhåret fredag.

Det hele gør sig gældende her på 3. uges lockdown.

Absurditeterne kommer væltende efterhånden. Man bliver sgu’ sær af det her indeliv. De grå hår stritter og råber lydløst på en omgang reflekser hos en frisør. Myggestikkene klør fra små stunder i haven, og børnene er blevet lidt for glade for at prutte hvor som helst og når som helst. Barrierer og parader falder, i takt med at hjemmesymbiosen strækker og giver sig som en formålsløs, blød ballon.

Og vi spiller spil.

Hyggeligt tidsfordriv – jovist – men hvor vil jeg bare gerne snart UD!

I dag har vi leget “den omvendte verden”, så børnene er de voksne, der bestemmer, og de voksne er børnene. Så var der pludselig iPads under morgenmaden og lige så meget Nutella, man overhovedet kunne klaske på pandekagerne.Det stod dog ret hurtigt klart, at SÅ sjovt er det altså heller ikke at være de voksne. Efter to timer som den voksne konstaterede Mille, at hun nu forstod, hvorfor de voksne trænger til en lur. Og Cille kom til at råbe så højt af mig, da jeg var tørstig og ikke ville hente vand selv, at jeg fik den enestående chance for at sige, “Hvorfor er du altid så sur, Mor?”, præcist som hun gør til mig, når jeg for 17. gang beder hende om selv at gøre en mikroskopisk ting.

Fire timer tog det. Så smed de håndklædet i ringen og opgav projekt voksen.

Og jeg fik ikke engang én snack serveret. De plejer at få mindst 3 om dagen, de små bøller.
Men når talen nu falder på snacks, er vi her i hytten blevet begavet helt ud over det sædvanlige med påskehøne og kaniner. Ganske uventet og vildt dejligt.Så hvis vi kommer i den triste situation, at fødevarebeholdningen bliver sparsom i lockdown-land, har vi ihvertfald chokolade nok til at opretholde livet i et par uger. 🍫🐷

Martin er ellers blevet en haj til at begå sig i den nye verdensorden. Med latexhandsker, mundbind og sprit i lommen begiver han sig ud for at hamstre alt muligt sært ligesom resten af befolkningen med et par dages mellemrum.

At gå uden for vores hjem kræver en officiel tilladelse fra myndighederne. Og der skal være et relevant og anerkendelsesværdigt formål med at bede om udgangstilladelse. Det kan være et lægebesøg eller et behov for at købe mad eller medicin. Og selvom man får sin godkendelse, skal man huske at gemme recepter, kassebon’er, regninger osv., da dette kan være nødvendigt, for at få omstødt en eventuel bøde.

Ja, jeg klager mig lidt. Jeg ved det godt – og jeg kan sagtens se det udefra – for så slemt har vi det jo ikke.

Vi har hinanden.

Et dejligt hus med en dejlig have.

Udsigt over vand og lyden af fugle, der kvidrer.

Der er mad og drikke nok.

Maricel er her som altid med sin gode hjælp til stort og småt.

Min online-undervisning fungerer ganske udmærket – og børnenes online-skole virker også efter omstændighederne.

Så måske skal jeg tage Martins læsebriller på og finde frem til dem, der har det meget sværere end mig. Som f.eks. ham her:

Svaret er i øvrigt ‘ja’. Mænd med to eller flere koner skal ansøge officielt om tilladelse til at flytte fra den ene kone til den næste. Hver eneste gang.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være at have flere koner under et lockdown. I forvejen må det være et stort arbejde, men nu må helvede da være brudt løs. Er faktisk sikker på, at det også er lang, lang fredag hos de polygame.

Glædelig Påske til jer alle sammen.

🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣🐣

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Surt-barometeret

Bedst som mit surt-barometer har været slået om på “temmelig surt at være mig” i de sidste to uger, hvor vi har haft “desinfection drive” med  udgangsforbud mellem kl. 20.00 og kl. 06.00 hver dag – og i øvrigt et strengt udgangspåbud om KUN at gå ud for at købe livsfornødenheder i supermarkedet eller på apoteket i dagstimerne, har tingene taget endnu en skarp drejning.

Og det var mig, der var ved at gå ud af mit bløde skind over ikke at kunne gå, løbe eller cykle en tur i nabolaget.

Værre var i vente, skulle det vise sig.

I aftes blev det bekendtgjort i aviserne og på de sociale medier, at vi fortsætter vores såkaldte “desinfection drive” i yderligere to uger.

Sig hej til en måned+ kun i eget hjem.

Denne gang er myndighederne ude med et endnu stærkere udgangsforbud – nu 24/7 – og med ufravigeligt påbud om, at man ansøger online om at få tilladelse til ar køre ud for at købe ind eller gå til læge, samt at man påfører sig ansigtsmaske og handsker hele tiden, man er uden for hjemmet. Og hvis man sætter sig ind i en bil, skal man være sig meget bevidst om at kunne dokumentere, hvad køreturen gik ud på, da samtlige vejkameraer blitzer samtlige biler døgnet rundt.

Jeg ved endnu ikke, om fartkameraerne giver automatiske blitz-bøder på ens nummerplade, som man så kan forsøge at få omstødt ved hjælp af en kassebon? Eller måske gør det sig kun gældende for nogle af kameraerne, når man ligesom er længere væk end ens almindelige adresse og kvarter? Eller måske er den der online udgangstilladelse, man skal søge om for at køre i supermarkedet linket til ens nummerplade, så kamerablitz omstødes automatisk?

Umiddelbart er det lort.

Lort at være lukket inde 24/7.

Lort at være nogle af dem, der netop ikke havde købt ind af masker over nettet – af frygt for at der skulle mangle værnemidler til personalet i sundhedsvæsenet. Og vi har 7-9-13 ingen symptomer og holdt os indendøre i hele perioden. I modsætning til rigtig mange andre, der har haft svært ved at forstå, at man ikke måtte opholde sig udenfor.

Men bare rolig.

Vi slutter da på en high note.

Med Martin, der står klar til at brusebade mig med haveslangen under den mørke nattehimmel. En ny drejning i et ægteskab, der er under 24/7-pres.Og jeg er naturligvis iført ærbar bikini (if that’s even a thing) til bruse-seancen, fordi man ikke må være nøgen udenfor i en fjern Ørkenstat. Heller ikke i egen have. Nøgen er fy.

Men hvorfor er det lige, at vi bader udenfor?

Er det next step i vores parforhold efter at have lagt puslespillet med de 500 brikker?

Svaret kommer her. Vores vandtank er pludselig blevet fyldt af chokoladebrunt vand.

Længere nede ad vejen er der gået hul på et stort vandrør under fortovet. Det har vandmyndighederne så leget lidt rundt med uden først at lukke for hele vandforsyningen, så vi når at trække vand ind i vores private reservoir, før de langt om længe får lukket for det sandede pjask.Vi ender med at måtte hælde en hel vandtank vand ud i afløb og haven.

Det er 2.300 liter vand.

Spildte dråber…i et land, der har et stort underskud af drikkevand og kæmper rundt med at afsalte og rense havvand op til befolkningens behov.

Og efter at have tømt tanken, må vi kæmpe med at få tid hos et rengøringshold, der kan suge slam og sand op af tanken, så vandet igen er sikkert for os at bade i og anvende i husholdningen (ikke som drikkevand, dog). Det haster trods alt lidt, når der ikke er så meget som en dråbe rindende vand i huset – og alle er hjemme 24/7.

Rengøringen af tanken får man lov til at betale 1.200 kroner for – i tillæg til at man naturligvis betaler for det kæmpe vandspild, man har været nødt til at udføre, fordi tankvandet under ingen omstændigheder kunne bruges i husholdningen. Dén fejl tager vandmyndighederne dæleme ikke på deres kappe.

Men hvordan så med vandslangen i haven, tænker du?

Af uforklarlige årsager er vandhanen i haven ført uden om tanken. Og vandet så ud til at være lige lidt mindre sandholdigt end det i tanken, så vi tog chancen – og vågnede så op med virkelig stift salt-water-hair.

Jøsses, en start på ugen i vores lille hjem. Det kan kun blive bedre.

Mest af alt mangler vi nu de her masker til at påføre os, hvis vi skulle blive nødt til at gå ud. Online-butikkerne kan slet, slet ikke følge med presset fra befolkningen – og der kan let gå 5-8 dage, før almindelige fødevarer kan leveres.

Så – nyd nu for pokker påskedagene, og at I stadig har muligheden for at være udendørs – og for at se andre vha. social distance-reglerne derhjemme i Danmark.

Sådan tackler vi slet ikke tingene her, men det kan jo også være, at det er fordi virustilfældene er værre hér? Eller også vågner Danmark bare op til en kæmpe-smitteproblematik senere, som myndighederne her har været bedre til at dæmme op for?

Det kan kun tiden vise.

😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷

Mange hilsner fra Mor i Udlandet