Skypodning

Sikke et par uger, vi har haft. Med stormflod og uvejr, som ikke er set så slemt i 75 år.Det har haglet, sneet, regnet, blæst og kaskader af vand har taget livet af fire mennesker i De Forenede Arabiske Emirater – og omkring tyve mennesker i nabolandet Oman. Rædselsfulde drukneulykker, hvor folk har siddet fast i biler midt i en stormflod, eller hvor en wadi pludselig har forårsaget et jordskred eller har oversvømmet bygninger og vejnet med en sådan kraft, at alting er blevet revet med.Myndighederne udsendte advarsler om vejret ad flere omgange, og alle ansatte i både de private og offentlige sektorer blev bedt om at arbejde hjemmefra i godt og vel en uge, medmindre man da arbejdede i en del af landets kritiske infrastruktur.


Skolerne blev beordret lukket af Undervisningsministeriet af sikkerhedsmæssige årsager. Både ift. at bygningerne kunne blive oversvømmede, men også fordi der kunne være elever, hvis forældre ikke ville være i stand til at hente og bringe børnene sikkert frem og tilbage.

Online-arbejdet gav 100% COVID-vibes fra det øjeblik, jeg satte mig ind foran skærmen. Og jeg måtte trække mig selv op ved hårrødderne for ikke straks at blive trøstesulten og smådeprimeret. Der er heldigvis mange, som har positive minder fra corona-tiden, og jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme, men jeg kunne slet ikke finde fred i den usikkerhed, der konstant omgav os – og det restriktive liv, vi var underlagt hernede, hvor man knapt måtte gå uden for en dør. Dét kom alt sammen sejlende tilbage til mig i mit hoved og nervesystem – lidt a lá den syndflod, der ramte os fysisk.Og vi måtte – midt i stormvejret – erkende, at det allerede overophedede, ældgamle AC-system og de gennemstegte pvc-vinduer havde haft deres storhedstid, for at sige det mildt. Der kom vand ind ved alle vinduer og døre; under balkonerne og hele vejen ned i relæet, der selvfølgelig stod af. Der gik mange timer med at tørre relæet på Georg Gearløs-facon med en hårtørrer og de komponenter, der var brændt af skulle skiftes.I bagklogskabens – eller dovenskabens – klare lys vidste vi det j0 godt. Vi burde have skiftet AC-anlæggene og vinduerne, da vi fik renoveret huset for 4 år siden, men budgettet løb løbsk, og vi tænkte, at “går den, så går den i et vist antal år”. Den globale opvarmning og klimaforandringerne har nu vist os, hvad der er i vente. Og nu “går den” så ikke længere.Vi har installeret 4 nye AC-anlæg og bestilt nye vinduer og døre til hele hytten. Det er dyrt og knapt så morsomt at få installeret, når man lever midt i bygge-projektet, men det bliver helt fantastisk godt, når det er overstået. Både f0r indeklimaet og elregningen, men absolut også ift. næste gang, vi får et rædsomt regnvejr i en fjern Ørkenstat.For det kommer til at ske. Regnstorme og stormfloder bliver mere hyppige verden over – og vores ørkensand suger ikke vandet, sådan som det sker, når man leger med vand i en sandkasse. Sandet bliver snarere til ler eller tyk pløre, som er megaglat at køre i – og som stopper alle afløb og kloaker til, så der lynhurtigt opstår kæmpe søer og strømme, der ødelægger alle færdselsårer – villaveje såvel som motorveje.Det kan måske virke ‘sjovt’ som dansker, at regnvejr og stormvejr skulle forestille at være ‘farligt’ og få hverdagen til at stå på ‘stand-by’. Men sådan er det. Intet er konstrueret til at kunne tage store vandmængder på kort tid i en ørken. Huse, veje og broer står pludselig under vand. I bjergene flyder voldsomme vandmængder igennem wadis (floddale) ud i beboede områder, over møjsommeligt opbyggede vejnet og elnettet hænger i laser. Det er enormt voldsomt og uhyggeligt.

Vores træer har også et helt andet rodnet end danske træer, så de vælter for et godt ord i regnvejr. Det kan såmænd være ‘for farligt’ at gå eller cykle en tur, selvom det måske virker besynderligt.Og myndighederne får nu et kæmpe projekt med at skabe flod-dræn, kloaker og regnvandsopsamlende søer og anlæg til fremtidige stormfloder. De er allerede på sagen, og i nyhederne beskriver de store projekter til millioner af dirhams, der skal løbe hen over en årrække.Jeg kom ved en fejl til at kigge i kommentarfelterne under de danske nyheder om det forfærdelige uvejr i Dubai, og sædvanen tro blev der ‘kørt fuld Jantelovs-plade’ fra kældermenneskerne, der svælgede i lige dele skadefro og syrlighed. Det er imponerende, at selv et uvejr, får vi med krabasken over.

Selvfølgelig er det IKKE myndighedernes ‘skyld’, at der kommer et uvejr.

Selvfølgelig er det ikke skypodning – cloud seeding – der ligger til grund for så voldsom regn.

Det kan slet ikke lade sig gøre at ‘pode’ eller ‘så’ så kraftige og vandholdige skyer, der ville skulle ‘bruges’ til at få så voldsomme skybrud på et døgn.

Men konspirationsteoretikerne med sølvpapirshattene har nok gjort deres egen research, som har påvist, at der helt sikkert var tale om skypodning.


Jeg græmmes. Over stupiditeten.

Og jeg tænker, at det må være deres egen sag, at de vælger at bruge deres dyrebare tid på,at lukke ren og skær gylle ud i internettets krinkelkroge og B.T.s kommentarspor, som jo virkeligheden burde lukkes ned for good.

Skulle man nu være sådan oprigtigt interesseret i skypodning – for det er jeg absolut – kan man se den fine og poetiske dokumentar om den dygtige finske forsker Hannele Korhonen på DR: Sådan dræber du en sky.

For det er korrekt, at De Forenede Arabiske Emirater donerer store pengebeløb til forskning i regn og podning af skyer. Det er ingen hemmelighed, at den teknologi ville kunne tjene landet godt – men som man også kan se i dokumentaren, er der ikke tale om en ‘moden’ teknologi. Det er spritny forskning, og der er store usikkerheder involveret i at forsøge at determinere, hvilke skyer, der er klar til podning.

Måske vil fremtiden byde på mere og mere skypodning i den overophedede Ørkenstat. De gør ihvertfald en masse forsøg.

Og måske vil vi i fremtiden kunne manipulere skyerne, så vi ligefrem kan ‘stjæle’ eller ‘hente’ nogle af gode skyer hos naboerne, der måske har lidt flere end én selv. Hvem ved? Det både skræmmer mig og morer mig at tænke på.

God weekend, folkens.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mambo, Unguja?

Det har været planlagt længe, at Cille skulle på udlandsrejse med skolen i vinterferien. Oprindeligt havde hun ønsket sig at deltage i en videnskabs-baseret tur til Schweiz, men da der var for få tilmeldte til at afholde rejsen, kunne vi vælge mellem at få vores depositum tilbage – eller at tilmelde hende til en anden destination.

I og med at rejsefeberen allerede var i blodet hos den unge dame, valgte hun selvfølgelig en ny rejse.

Og det blev så Sydkorea – fordi landet trend’er på sociale medier ift. hudpleje, kosmetik, tøj, musik, kultur, mad og seværdigheder lige for tiden. Turens formål var kulturel og historisk – altså ville de unge mennesker komme til at opleve alle de store turist-seværdigheder i Seoul, Den Demilitariserede Zone ved grænsen mellem Syd- og Nordkorea, højhastighedstog til Busan, Hyundai-bilfabrikken, Seoul’s universitetscampus, Lotte-forlystelsesparken, gademarkeder, gamle templer, traditionelle spisehuse, taekwondo-træning, koreansk kokkeskole, traditionelle klædedragter og meget, meget mere, jeg knapt kan huske.Vigtigst af alt er, at hun er kommet hjem fuld af selvtillid og med et hoved, der svirrer af oplevelser. Undervejs havde hun endda fundet tid til at få endnu en øre-piercing, som hun stolt viste os i lufthavnen som en ‘surprise’, som hun kaldte det. Otte piercinger til den 14-årige. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan hun kommer til at begå sig i sin nyvundne frihed på en dansk efterskole. Men dén tid, dén sorg. For nu fokuserer vi på, at hun lykkedes med at være afsted i 9 dage på en strabadserende tur, der bød på mindst tre aktiviteter hver dag, og hvor hun ikke rigtigt kendte nogen, før hun tog afsted, men straks fandt nogle supersøde piger at hænge ud med. Dén slags – selvbestaltede – udfordringer vokser man af.Og det var sundt for hende at komme væk hjemme fra og ud i noget, hun aldrig nogensinde havde oplevet magen til. Det var f.eks. en øjenåbner for hende at se, hvor mange, der ikke talte et ord engelsk i Korea. Vi tager det for givet, at vi bliver forstået, hvis vi prøver os ad på engelsk. Maden var absolut også en udfordring – for koreanerne spiser jo helt anderledes, hvilket gjorde, at pigerne ind i mellem blev seriøst sultne mellem måltiderne – og den slags lærer man jo også af.Mens Cille boltrede sig i koreanske convenience stores og hudplejebutikker, fløj Mille og jeg til Zanzibar – eller Unguja, som øen hedder på swahili. Zanzibar betyder noget i retning af ‘de sorte mænds ø’ og er et navn, de tidlige arabiske herskere gav øen, så vi bør anvende øens oprindelige og korrekte navn, Unguja. Det har ihvertfald en mindre harsk bismag af kolonisation og dominans.Jeg har besøgt Unguja sammen med Martin for 20+ år siden. Dengang var vi i Kenya og Tanzania på safari, og så sluttede vi ferien af med ren afslapning – først i historiske Stone Town og efterfølgende i det søvnige fiskerleje Nungwe. Af nostalgiske årsager bookede jeg straks Tembo Hotel, som vi også boede på dengang. Hotellet har været i drift siden 1995, men bygningerne er flere hundrede år gamle, og har i datiden fungeret som bolig for en overmåde rig handelsmand fra et arabisk eller europæisk land.Jeg huskede Unguja som et absolut kontrastfyldt og bittersødt sted – og det er det stadig, kan jeg konstatere.

Øens sandstrande er second to none.Det Indiske Ocean er så uendeligt smukt – lysende, hvide sandstrande mod et turkisblåt hav.Hvad mere kan man ønske sig?

Stone Town, som er Zanzibar Citys gamle bydel er et UNESCO World Heritage Site, fordi her er bevaringsværdige bygninger med mange hundrede år på bagen – bl.a. et arabisk fort og utrolig flotte huse i arabisk, persisk og indisk stil og byggetradition. Det verdensberømte ‘House of Wonders’, som var sultanens palads til officielle ceremonier og modtagelse af prominente gæster, er under genopbygning, da det pludselig faldt helt sammen i den ene side. Dén regning samler Omans Sultan op – i samarbejde med UNESCO – for Oman har den tvivlsomme ‘ære’ at have været de første kolonisatorer på Unguja.Vi kan ikke sige Zanzibar – eller Unguja – uden samtidig at sige ‘den største udskibninghavn for den østafrikanske slavehandel’. Og netop dén del af historien gør ondt langt ind min hvide, priviligerede sjæl. Der er ikke et gadehjørne, man drejer omkring uden at blive mindet om øens mange kolonisatorer igennem historien. Pludselig står man foran en anglikansk kirke. En arabisk moské. Et portugisisk spisested. En indisk hoveddør med elefantbeskyttende pigge. En plakat på farsi.Mille og jeg besøgte alle de turistede steder i Stone Town. Slavehandels-monumenterne og de katakomber under jorden, hvor man smed slaverne ned de sidste dage, før de skulle udskibes til Amerika eller Europa. Jeg kunne knapt fotografere det hele, for det er så tungt at se på – og mærke, når man står dernede i mørket under jorden i en form for dyb kælder, og forsøger at forestille sig, at flere hundrede mennesker har afventet deres skæbne lige dér – hver eneste dag.Vi gik igennem gademarkeder, det arabiske fort, der nu mest af alt er en salgsplads for kangaer og kasketter.Vi slentrede igennem Forodhani Park, hvor alle – høj som lav – chiller med karak chai i den ene hånd og mobiltelefonen i den anden, og måske fodrer en gadekat eller to med en rest paratha.

Vi vandrede langs promenaden til den store havn med skiltet Karibu Zanzibar, hvor færgerne fra Dar es Salaam lægger til mange gange dagligt. Vi gik fnisende forbi Freddie Mercurys fødehjem og takkede nej til at besøge det. Vi stak hovederne ind ad gadedøre for at handle chokolade og chips fra de lokale i opgangen. Vi spiste is i den eneste italienske isbar, vi kunne finde.Det bedste var faktisk at fortabe sig i gaderne og stræderne. Bare vade omkring det ene hjørne og så det næste. Sige hej til børnene, der løb barfodede rundt og spillede fodbold. Hilse på en gammel mand på cykel med store tasker.Forsigtigt fotografere en kvinde med masser af sager balancerende på hovedet. Titte ind af vinduerne til en skoleklasse. Glo på menukort og ind ad bagdøren på de lokale gadekøkkener og ‘restauranter’. Og når vi så blev helt væk, tog vi bare en tuk-tuk hjem igen.

Afrika er Afrika.Og hvis man forestiller sig, at man på Unguja er kommet til en slags afrikansk version af Maldiverne eller Seychellerne, må man se sig skuffet omkring. Havet og det vidunderlige sand sælger sig selv – præcist som alle andre af de her klassiske, eksotiske stranddestinationer.Men den evindelige afrikanske hustler-mani gør strandturen til en helt anden oplevelse end på f.eks. førnævnte Maldiverne.Man får ikke fem minutters fred fra insisterende tilbud om at erhverve nye solbriller, fodboldtrøjer, sandaler, jordnødder, cigaretter eller stor, stor kunst malet med akrylmaling i knaldfarver. Der er ‘jambo, mambo, karibu og where u från’ til højre og venstre for solstolen eller den bølge, du befinder dig i. For de fortsætter efter dig helt ud i havet for at sælge dig deres skrammelting. Oh, yes.

En enkelt bådtur fik jeg også lokket Mille med på.

Hun HADER at sejle, ligeså meget som jeg ELSKER at sejle.

Tværpinden, som vi sad på, knækkede desværre undervejs på den tyve minutters sejltur for at komme over til øen Changuu. Jeg anerkender, at båden måske nok var en lidt lille pram, og at det helt klart blæste en pelikan den formiddag, men Mille insisterer på, at det var en reel nærdødsoplevelse, hun sjældent vil glemme!Changuu er bedre kendt som enten Prison Island eller Turtle Island. Det med fængslet blev aldrig rigtig til noget. Her er vi igen ude i koloniherrernes ærinde, hvor de fandt på, at de oprørske og farlige slaver måske kunne sættes ud på Changuu og måske stoppes i nogle store fodlænker, indtil man kunne sende dem på deres videre færd? Det værste mareridt for en slavehandler ville jo være, hvis en række stærke slaver gjorde oprør og fik de andre slaver med sig. Idéen var vel god – set fra en slavehandlers synspunkt, men fængslet nåede aldrig at blive anvendt til afstraffelse. I stedet blev bygningerne til en form for felthospital eller sygestuer for de epidemier, der hærgede, fordi man stuvede så mange mennesker sammen på begrænset plads og uden sanitære forhold. Slaver med den sorte pest, kopper, gul feber, malaria, diarré, dysenteri og alt muligt andet smitsomt blev således sendt til Changuu, hvor de højst sandsynligt døde af deres sygdom, for der var ingen medicin eller lægehjælp at hente. Det er noget af et gys, man får, når man står ved den rampe, hvorfra de ‘skubbede’ ligene ud i havet, når slaverne bukkede under på sygestuerne.Udover de gamle fængselsbygninger med nøgterne displays om slavehandel, er der godt og vel 200 landskildpadder på øen. Dem kan man sige goddag til og tage fotos med – og det gør mange hundrede turister så hver eneste dag. Padderne er efterkommere af fire landskildpadder fra Seychellerne, som en af de omanniske sultaner forelskede sig i, og derfor udbad sig at få med tilbage til Zanzibar. Det er ret sjovt at tænke på, at de endemiske padder fra Seychellerne nu også har et godt opdrætningssted på Changuu.Desværre er der nu intet, der tyder på, at padderne bliver behandlet med respekt, og det ser heller ikke ud til, at de får ret meget plads at bevæge sig på. Det er nok én af de turistattraktioner, man godt kunne overveje ikke at benytte sig af – og havde jeg vidst, hvor åndsbollet foretagendet var, ville jeg ikke have købt billetter til det.Til gengæld var den historiske vandretur med guide rundt i Stone Town en superfin oplevelse, hvor jeg fik lejlighed til at stille masser af spørgsmål ift. historien, slaveriet og hvordan, man som ung i Unguja i 2024 oplever dét, at der er turister, som hver eneste dag vader rundt i ens kulturarv og måske ikke engang overvejer, hvor blodig og tung en historie, der præger stedet?Zanzibarianerne er hårdføre og positive mennesker, der lever i fred og fordragelighed med deres naboer – uanset forskelle i f.eks. etnicitet og religion. De føler, at deres historiske skæbne er udefrakommende – i form af kolonisatorer fra Europa, Indien og Arabien, som gik sammen med lokale Tanganyika-stammeledere for at skaffe de eftertragtede slaver. Derfor er der ikke ‘ondt blod’ blandt øens beboere. Der er ikke visse efternavne, der kunne indikere, at ens forfædre var slaveejere og/eller slavehandlere. Der er ikke bestemte bydele eller områder, der er ejet af rige efterkommere af slavehandlere. På den måde er der en slags forsoning med historien. Folk udefra påførte Unguja den skæbne igennem hundredevis af år. Ikke øens egne borgere. Det er et tankevækkende sted at opholde sig.Med til historien hører, at det kun er godt og vel 110 år siden, at de sidste slaver blev frigivet eller frisat, om man vil. De allersidste var konkubinerne, der blev holdt hos deres herrer i mange årtier efter slavehandlens ophævelse. På en eller anden bizar måde havde de muslimske magthavere besluttet sig for, at når det kom til flerkoneri uden for ægteskabet, så var det helt i orden at fastholde kvinder under slavelignende forhold helt op til omkring 1910.

Udover handel med slaver, er Unguja verdensberømt for sine krydderiplantager. Særligt nelliker, kanel, muskatnød og sort peber blev skibet ud. Nu om dage er der forskellige landbrugskooperativer, der dyrker økologiske grøntsager, frugter og krydderier, som sælges overalt i verden, og så har de en slags ‘Spice farms’, som vi turister kan besøge uden for Stone Town. En ‘Spice farm’ er et slags ‘jordbrugsmuseum’, hvor de viser turisterne, hvordan de forskellige krydderier og frugter gror. De har ananas, bananer, kakao, vanille, kanel, citrongræs, jackfruit, meloner, muskatnød og ingefær. Der er selvfølgelig duft- og smagsprøver undervejs, og man bliver kontinuerligt nødet til at købe sæber, parfumer og krydderier i boderne. It’s the constant African hustle, hvor de fletter sivhatte og tager billeder med de dumme turister, men samtidig hygger sig og har det sjovt med at møde mennesker fra hele verden.De store markedspladser inde i Zanzibar City besøgte vi også. Her er det en blanding af kød-, fiske-, frugt- og grøntmarked, som de lokale baserer deres indkøb på, og så det vanlige turist-tingeltangel med solhatte, fodboldtrøjer, armbånd og alt for små sandaler. Vi afstod høfligt fra at gå ind i hallerne med kød og fisk i alle afskygninger, fordi stanken var for uudholdelig i 35 grader, når man samtidig døjer lidt med at holde maden i sig. Delhi-Belly langt uden for Delhi, gør det ikke ligefrem nemmere at bevæge sig omkring mad. Og da især ikke, hvis det er rå mængder kød og fisk, som fluerne summer omkring. Yrk. Jeg husker de markedshaller fra dengang, hvor Martin og jeg besøgte dem for 20+ år siden.Da Delhi-Belly’en for alvor ramte os, trak vi os lidt væk fra gadeboderne og ind på øens safe space – den lokale Park Hyatt. Dér sad vi så i sofaerne og kiggede op i den mørke aftenhimmel og ud over havet, der lå badet i månelys.

Zanzibar er absolut et besøg værd. Hvis man kan overskue at fornemme historiens tunge åg og at bevæge sig rundt i the African hustle konstant. Og det er vi tilsyneladende mange, der kan overskue. Der er bl.a. en dansk højskole på øen, så man går ikke mange skridt hen ad hotelgangen eller i én af Stone Towns snirklede gader, før man støder på en fellow dane. Det er på sin vis både hyggeligt og vildt mærkeligt.Kommer jeg tilbage igen en anden gang? Hmmm….jeg er forelsket i det azurblå hav og de flinke, flinke mennesker, men måske ville det være spændende at opleve Sri Lanka, Mauritius eller Seychellerne. Men først skal jeg lige skrabe lidt dirhams sammen til feriebudgettet. Drømme er der nok af….Hakuna matata!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tørken

Jeg har ikke blogget siden midten af august. Det er den største blogger-tørke, jeg nogensinde er gået igennem. Det er der mange forklaringer på.

Store børn er for eksempel overhovedet ikke interesserede i at blive udleveret i Mors patetiske blogunivers. Det må og skal jeg respektere.
Og pigerne har oftest været brændstoffet til et blogindlæg, fordi livet i børnefamilien er mit udgangspunkt – og har været det siden bloggens begyndelse.De sociale medier er også blevet noget, vi alle (stor)forbruger hver eneste dag, men sjældnere og sjældnere deltager i, medmindre det er at kommentere på et eller andet eller dele et meningsfuldt opslag lavet af andre. Det der med at bidrage med vores egne billeder og personlige udleveringer, dét er virkelig noget helt andet nu, end det var for bare 2-3 år siden. Ufiltreret liv er blevet angstfremkaldende.Dén tendens er jeg også selv ramt af. Vi poster ikke – vi  doomscroller – og liker eventuelt en lillebitte smule. Det er udadvendt voyeurisme og indadvendt selvbevidsthed i én og samme mundfuld. Og det er dælme et svært univers at være i. For os alle sammen. For hvem er vi egentlig – bag filterfacaden?

Jeg tager også mig selv i at spørge igen og igen i mit indre: Hvem fanden gider læse om mine genvordigheder eller fortræffelige oplevelser? Hvad bidrager jeg med, hvis jeg poster friske asparges og glade badebilleder, mens der foregår folkedrab på palæstinenserne? Hvad siger det om mig, hvis jeg plaprer løs om en hedonistisk livsstil i Dubai, mens klimaforandringerne er ved at ta’ livet af os alle sammen? Det er trods alt mig, der sidder her med AC-blæseren for fulde gardiner – udendørs – og spiser frisk sushi, mens verdenshavene langsomt tømmes for liv, fordi vi forurener ad helvede til, men samtidig bare har det lidt for komfortabelt til at gøre noget ved det?De her tanker gør, at alting enten bliver helt og aldeles meningsløst eller alt for alvorligt, tungt og rugende. Jeg mister appetitten på at interagere – af frygt for at virke overfladisk, grænsende til det banale.

Engang i mellem tænker jeg så, at bloggen blev trods alt til for min egen skyld. Og at det er mig, der bestemmer, hvad der skal stå lige hér. Og hvis der fortsat er nogen, der gider læse med på noget så oldnordisk som en blog, er det jo underbart for en (yderst fotogen og småsvedende) midaldrende dame som mig.Men svært og sært er det. Dét, der før virkede så naturligt for mig, og som var en hobby, jeg hyggede mig med på ugebasis, som andre strikker, dyrker yoga eller spiller badminton, er pludselig blevet genstand for en syrlig vurdering i mit indre.

Jeg vil egentlig gerne skrive.

Men verden er blevet verdensfjern for mig. Og jeg er bange for alt muligt, som måske er udefrakommende og helt uden for mit ansvarsregi – eller også er det indefrakommende, perimenopause-eksistentiel krise. You be the judge. Og please ikke kom tilbage til mig med andet end sødme – for jeg knækker ved den mindste kritik for tiden.Der er også et element af sorg og frygt lagret i mig igennem de sidste halvandet år, som har fjernet en naturlig uskyld og umiddelbarhed i mig. Vores familie blev ramt dengang for halvandet år siden, og selvom vi rejser os – præcist som alle andre, der rammes – så er der store, dybe dukkerter undervejs, som gør, at jeg ikke længere henvender mig i verden på samme måde, som tidligere.

Der er en barriere i mig – noget, der vil beskytte mig mod andres blikke. En bevidsthed om, at jeg har et behov for at flyve under radaren i de fleste sammenhænge, hvor jeg før i tiden ville more mig over at blive genkendt eller få henvendelser om dit og dat. Nu vil jeg bare gerne være i fred, fordi der absolut ikke er fred omkring mig og os alle som verdenssamfund.En anden morsom betragtning, jeg har gjort mig er, at jeg ikke længere tror på min egen aktualitet.

Hvem er ‘man’, hvis man har boet i Dubai i 10 år? Gammel i gårde, ville de fleste nok sige.

Jeg er ikke ny i Dubai, og jeg poster ikke længere ugentlige billeder af solnedgange i ørkenen eller børnenes skilektioner i Mall of the Emirates. Jeg går stadig til brunch, men jeg orker ikke længere mine egne eller andres fotos af mad, de har spist eller drinks, de har drukket i weekenden.Der er stadig helt vidunderlige mennesker at hænge ud med i frikvartererne, men de flyver jo ligeså meget under radaren som jeg selv gør på de sociale medier, fordi sådan er livet blevet i 2023. Man får ørerne i maskinen, og derfor er der nul interesse for at dele.Festen og fuldmånen holder vi for os selv.Men måske skulle jeg prøve at skrive igen? Jeg kunne jo aftale med mig selv, at det er ene og alene for min egen fornøjelse.

For Dubai er faktisk stadig lige vidunderlig.

En oase af tryghed og stilhed og et fyrværkerishow af fest og farver … ganske få øjeblikke fra krig og ødelæggelse, som jeg kun kan tage den største afstand fra, uanset hvem, der gør hvad, mod hvem.
Hvis bare verden snart blev et bedre, tryggere, rarere sted at være…det kunne jeg faktisk godt ønske mig. For os alle sammen. Men især for palæstinenserne og ukrainerne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lille Mille Elleve

Verdens bedste Mille er 11 år! …….Om jeg begriber, hvordan det er sket, for forleden var hun altså lillebitte!Nu er hun pludselig 165 cm. høj, hvis ikke lidt mere endda – og de spritnye Birkenstocks fra Morfar og Conny er måske lidt for store, men hun insisterede på, at de skulle købes i størrelse 41!

For et øjeblik siden så Mille sådan her ud, da hun gik på Violets-stuen hos Ms. Kanchan og fyldte tre år i dét, der dengang hed Lakes Garden Nursery. På det tidspunkt havde vi været i Dubai i præcist 1 år.


Og her er hun året efter i KG1 som 4-årig, hvor det endnu ikke var blevet forbudt at møde op som familie med fødselsdagskage og sang i skoletiden. Det var tider, dengang. Før forbuddet mod sukker og sjov. Og et par år senere står vi i et legeland, hvor Mille nu går i Year 1 og fylder 6 år.Dengang elskede Mille at sove, og hun var ikke synderligt begejstret for at blive vækket på sengen med fødselsdagssang.

Dette gør sig stadig gældende – morgensang og vækning er ikke engang sjov på ens fødselsdag!Og jeg noterer mig, at intet har ændret sig de seneste 6-7 år. Vi samsover stadig på kryds og tværs, og der er dyner, bamser, ledninger og puder i en pærevælling. Martin siger, at jeg vil savne samsovningen som en vanvittig, når den er væk for altid – og han plejer at have ret, når det kommer til følelser og nostalgi.

Heldigvis var Mille let at begejstre senere, da hun havde fået øjne. Daisy ventede pænt på hende med en hunde-bide-fødselsdagsball0n.Og vi havde indkøbt heliumballoner til Mille, som heldigvis stadig bliver enormt lykkelig over at modtage en flok balloner. Det er hendes ultimative fejring, når der er balloner overalt i stuen. Elleve år er kun næsten-stor. Der er stadig dejligt legebarn i hende.Og ligeså glad blev hun, da hun fik klistermærkebøger af Farmor og Farfar. Den umiddelbare glæde hér var langt større end da de gamle forældre begavede hende med en spritny laptop og en større pengegave…det er bare ikke den monetære værdi af en gave, der tæller – dét er tydeligt!Og laptop måtte hun have af os i gave i år – for til september begynder Mille i Secondary School – i 5. klasse eller Year 7, som det hedder i IB-systemet. Det er så vildt, at vi snart har to børn i Secondary, og dermed helt kan vinke farvel til Primary, omend jeg jo stadig befinder mig dér rent arbejdsmæssigt. Og det er jeg glad for. De små børn i skolen – og de store børn derhjemme. Smart kombination, hvis I spørger mig. Cille fik også en laptop dét år, hun skulle starte i Secondary, og i år får hun igen en ny laptop, fordi den “gamle” er ved at være noget udtjent.

Mille blev også fejret noget så fint af sin kære Maricel. Med gaver, pandekager og masser af kram.I danskklassen fejrede vi hende også med sang og kage – og drengene gav den godt med gas til Milles store fornøjelse.Det er en bittersød fornemmelse, at Mille ikke længere skal gå i min danskklasse, men jo rykker videre til min kollega næste skoleår. Det har været 95% vidunderligt at undervise min egen Mussi, men det er også okay, at hun får mere frihed fra mig og sin egen identitet uden en Mor, der samtidig også er læreren.

Det var nu ikke kun bedsteforældrene, Maricel og os, der havde gjort os umage for at fejre Mille. Cille havde lavet en konvolut med penge i, samt en liste med forslag til de butikker, de kunne gå i på en ‘søster-shoppetur’ i Dubai Hills Mall, som er blevet deres foretrukne sted at brænde lommepengene af.Og det gjorde de så i lørdags. Brændte alle pengene af. Det går stærkt, når man har en storesøster, der kan vise vejen frem, og ved, hvad der er smart.

I år havde Mille valgt at lave en lille fødselsdagsfejring sammen med en håndfuld veninder. Skolen har ingen regler for fødselsdagsfejring – man er ikke forpligtet på at invitere alle i klassen eller pigerne i klassen – og derfor valgte Mille at invitere et par veninder fra en parallelklasse og to fra sin nuværende klasse. De kom med hjem og lavede sushi sammen, kombineret med lidt mad fra McDonald’s, fordi det måske ikke var alle, der var lige vilde med tang og ris.

Milles elskede klasselærer, Ms. Lyndsey, havde spurgt mig, om hun måtte komme forbi som en overraskelse til Emilie.Mille blev simpelthen så glad, rørt og overrasket – hun havde aldrig troet, at hendes dejlige lærer ville dukke op hjemme hos os for at sige hej – og møde Daisy, selvfølgelig.Ms. Lyndsey er one of a kind. Hun inviterede eleverne med på sine bryllupsfotos, og hendes hjertevarme kan nærmest mærkes fysisk. Hun går lige ind i Mille – og Mille går lige ind i hende. De har begge et stærkt følelsesapparat, og de er ikke bange for at mærke eller opleve de helt store følelser.

Ms. Lyndsey har evnen til at se det gode i hvert enkelt barn – hun ser dem for dem, de er – og det betyder mere end jeg kan sætte ord på. Især når der er ting i familielivet, der er svære at tackle for både de voksne og børnene. Så Mille har haft det allerbedste udgangspunkt for at komme godt igennem Year 6 med en så åben, varm og omsorgsfuld lærer, der tror på det bedste i Mille. Det har været Milles og vores lykketræf, at hun havnede i Ms. Lyndsey’s klasse på et tidspunkt i vores familieliv, hvor Mille bliver set mindre og hele tiden må bøje af og give efter for sin søster.

Efter Ms. Lyndsey’s besøg fik pigerne kage, og så sluttede de dagen af med porcelænsmaling og biografen i Ibn Battuta Mall.
Over and out – sødeste 11-årige Mille! Du går virkelig et spændende og udfordrende år i møde, hvor du skal lære hele Secondary School’s væsen og mekanismer at kende; hvor du går fra Primary’s metoder og redskaber til et helt nyt arbejdsliv i Secondary, og hvor du skal skabe dig en ny omgangskreds, fordi der sker så meget med skoleskifte og flytninger henover sommeren.

Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt. 💜 Mille, min Elskling. 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Det er vand ved siden af

Jeg har lige præcis nul inspiration til spændende blogindlæg, fordi dét, der foregår, ikke er specielt delbart.

Det er mestendels hverdagsliv. Hamsterhjul. Banaliteter.

For siden Spring Break har vi sådan set ‘bare’ været på arbejde og i skole. Det er hverken sindsoprivende eller synderligt interessant for andre end os selv.Siden Spring Break er der dog indtruffet én KÆMPESTOR begivenhed: Martin er fyldt 50 år! Et halvt århundrede!

Men hans fødselsdag blev egentlig også en lidt privat én af slagsen – med en rigtig dejlig fejrings-weekend, hvor jeg er ret sikker på, at deltagerne ikke nødvendigvis har et behov for at få alting fotodokumenteret her på bloggen. Martin blev ihvertfald fejret efter bedste evne med golf, ørken-jeep, paddle, go-cart, vinsmagning og herremiddag, og så må vi se, om vi nogensinde kommer dertil, hvor han skal fejres i et større omfang med flere gæster involveret. Jeg ved det ikke. Han er ikke helt vild med rampelyset til traditionelle fester, og han er for øvrigt i fuld sving med at betale regningerne for vores kolonihave-eventyr. Og de er så skyhøje, at der ikke er budget til en stor fest lige nu, skulle han hilse og sige.

Speaking of kolonihavehus, så har vores søde nabo netop sendt mig et foto fra i dag, hvor der er alvorligt hul i taget.Bemærk den søde tømrer, der lige stikker hovedet op. Genialt øjeblik, hun lige fangede! Hullet er heldigvis ikke en fejl, men klargøring til vindue, der skal sidde deroppe i kip.

Men når der ikke sker ‘det helt store’ i livet, kravler jeg ind i litteraturen for at finde dramaer og stemninger, der kan tage mig væk og ud på eventyr. Både i ferier og i hverdagen læser jeg meget. Det er min hobby, nu hvor jeg er født med ti tommelfingre og en decideret u-interesse i alskens håndarbejde. Og en af de seneste bøger, jeg har haft fornøjelsen af at læse i Saxo’s e-bibliotek er Kim Blæsbjergs nyeste roman, ‘De bedste familier’. Måske kender du Kim Blæsbjerg? Det gjorde jeg ikke, men jeg spærrede straks øjnene op, fordi handlingen udspiller sig på et sted så eksotisk som Lemvig og endda på horrorfabrikken Cheminova. Dét stykke industri-historie havde jeg stort set ingen forudgående viden om, så jeg var motiveret fra side 1.

Her kan du læse Forlaget Gutkinds eget blurb om den rørende familieroman, der fører os ind i et stykke natsort Danmarkshistorie, hvor arbejderfamilier gør, hvad der må gøres for at komme opad og fremad. Koste, hvad det vil. Helbred, liv og kærlighed. Og det gør det.

Jeg er en sucker for socialrealisme, for historiske fortællinger og for skæv kærlighed, så Blæsbjergs nye roman får intet mindre end 10 ud af 10 point, som hedengange Britt Bendixsen også ville ha’ givet med samme runde hånd i ‘Vild med Dans’. Her er vi i stedet ude i en omgang ‘Vild med dansK’, for Blæsbjerg viser os vej ind i levende, hårdtarbejdende menneskers hjerner og hjerter i et letlæseligt og omsorgsfuldt sprog – på et tidspunkt i Danmarks industrialiseringsproces, hvor der stadig var noget at kæmpe for og kæmpe imod for den lille, almindelige mand og hans kone. En tid, hvor fagforeningerne endnu ikke eksisterede, og hvor arbejdsmarkedet var det rene ‘juridiske ragnarok’ og en ‘David og Goliath’-situation, hver gang man ville konfrontere en leder.

Som du nok fornemmer, er det en fortælling, der gør indtryk. Fordi den er sand – i forhold til Cheminovas virke og indflydelse på hele området omkring Lemvig, Harboøre, Nissum Bredning og ind i Limfjorden. Jeg har gloet på kort over Vestjylland siden første side, for Blæsbjerg er selv fra Lemvig, og det får nysgerrigheden frem i mig. Hvad er det her for et sted i lille Dannevang?

Læs eller lyt den lige nu – det er vigtigt, fordi det miljøskandalerne fortsætter. De er aldrig stoppet. Hverken før eller efter Cheminova. Har du set denne her nyhed, for eksempel?

Det er chokerende. Dybt, dybt chokerende. Og mine vestjyske artsfæller vil sikkert lynche mig for at foreslå, at vi én gang for alle gjorde noget ved det konventionelle landbrug, der ødelægger den danske natur, de danske farvande og det skønne, danske grundvand. Jeg siger ikke undskyld for at mene det her – jeg siger, at det er ‘bar’ min mening’, og du har ret til at have din. Men jeg gad godt, at vi frigav langt flere kvadratkilometer til såkaldt vild natur uden formål – andet end det dyreliv og menneskeliv, der kunne udspille sig i fri dressur.

Sikkert og vist er det, at man tager sit grundvand for givet, når man hele livet *og samtlige generationer tilbage* har kunnet åbne for vandhanen og få drikkevand ud til spaghettikogning, til at slukke tørsten i og til at skylle frugten med.

Vi tager det for givet, at der kommer rent vand ud af hanerne, og at der er nok af det. Halli-hallå.

Fast forward til Ørkenstaten. Og det her monstrum, der står og evighedsbrummer i hjørnet af køkkenet.Kønt er det ikke. Vandmaskinen kører på strøm for at nedkøle vandet, der er gemt i amerikanske gallon-flasker, som sikkert indeholder flere phthalater end jeg kan stave til. Vandet fra vandhanen er nemlig enten afsaltet havvand eller renset overfladevand. Og det smager….ja….det smager af svømmehal og kommunekemi, og så har det en viskositet over sig, som er svær at forklare. Vandhane-vand bruger vi kun, når vi bader og børster tænder, og når det bliver kogt under madlavning og ved te-brygning.Udover monster-maskinen er der altid en fuld skuffe med vand på halvlitersflaske, fordi det nogle gange skal gå lidt stærkt – og fordi det er bydende nødvendigt at have vand på sig at all times i en ørken. Det bliver til mange, mange plastikvandflasker pr. måned – også selvom vi prøver at fylde thermoflasker af metal så ofte, det er muligt. Sådan her vil jeg gætte på, at det håndteres i rigtig mange andre familier også – for selvom vandhane-vandet ikke fejler noget, så er det ikke ligefrem en behagelig oplevelse at drikke.

Der findes forskellige former for carbonfiltre, man kan installere enten på vandforsyningen i køkkenet eller via filtre i haner, kander og brusehoveder, men de forurener jo også, når de bortskaffes – og de her filtre afhjælper jo ikke den udfordring, at vores vandhane-vand kan være 30+ grader varmt, når man tapper det om sommeren her i landet. Så skal man til at fylde det i kander og køle det ned i køleskabet. Besværligt og noget sjatværk, synes jeg.

Så jeg tænker over det med grundvandet. Hver eneste gang, jeg igen-igen drikker importeret vand fra Frankrig eller Italien på en café. Hvilket jo er helt skørt. Og når jeg igen-igen er nødt til lige at nuppe en plasticflaske med vand med i tasken, fordi det skal gå tjept.

Det her kan blive virkeligheden i Danmark fremadrettet. Ikke kun, når det lokale vandværk opsnapper forhøjede colibakterie-værdier i områdets vandforsyning, men sådan helt generelt. Og man forstår det ikke, før det bliver virkelighed. Vi mangler liv i havene, og vi kommer i kontakt med PFAS, hvis vi bader langs kysterne. Det er da sørgeligt, at industri og landbrug har ødelagt en del af vores eksistensgrundlag – vand, vand, vand. 💦💧💦

Mange hilsner fra Mor i Udlandet