Kvie Sø

Vi er landet hos Mormor efter en uge i sommerhus ved Kvie Sø sammen med Morfar og Conny, min Søster og hendes familie.Under corona-lockdown i Dubai visualiserede jeg, hvordan jeg skulle sidde på et picnictæppe ved søens brink, mens fire bulderbørn legede i Kvie Sø med fiskenet i hænderne og røjserne skruet godt på – alternativt i badetøj og med solhatte, hvis man da turde håbe på godt, dansk sommervejr?Og når bulderbørnene så havde fanget en sten eller et blad, skulle de komme op til Moster-Mor på tæppet og vise herlighederne frem – og få kys, kiks og saftevand i bytte.Intet i den visualisering holdt stik.

Vejret var slet ikke med os. Det var overskyet, ustadigt og blæsende stort set hele ugen, så både regntøj og indendørs aktiviteter var påkrævet.

Fiskenet og badetøj kom heller ikke i brug.Det var dog ikke vejrets skyld, men derimod noget ærligt og redeligt lort.

Kvie Sø uden for Ansager og Grindsted er en lobelie-sø med helt klart ferskvand og dejlig blød sandbund, hvor de sjældne lobelieplanter vokser. Vandet er rart og skvulpende, og man kan under normale omstændigheder bade trygt og længe i søen – præcist som man også kan i Sveriges stille skovsøer, men i Kvie Sø er vandet ikke nær så koldt, og der er heller ingen skjulte klipper under overfladen.I min barndom var Kvie Sø altid et besøg værd. Vi kunne bruge en halv dag på at ligge på brinken af søen, mens vi læste bøger og lå og sludrede i det tørre græs. Ind i mellem badede vi og krummede tæerne i det bløde sand, og vi fnøs, når vi mødte et brugt plaster eller et stykke ispapir i overfladen. Vi var ikke de eneste, der frekventerede lobeliesøen om sommeren. Den var og er altid populær blandt både fastliggere og tyske turister. Der var også et offentligt lokum og en lille iskiosk, som selvfølgelig skulle tjekkes ud undervejs. Fancy var det langt fra – men vandet var dejligt, og stemningen var varm og langsom.Nu om dage har et hollandsk værtspar åbnet et pandekagehus, hvor iskiosken plejede at ligge. Min barndoms Faxe Kondi’er og blinklys-limonade-is er skiftet ud med Hansen Is og store fadbamser, tilsat søde og salte pandekager med varieret fyld. Hollænderne virker lidt excentriske og holder bl.a. påfugle og høns rundt om restauranten, plus 3-4 løse hunde. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke om det, men legepladsen er god – og udsigten over søen fejler ikke noget.Men tilbage til dét med lort. For det var og er virkelig noget lort med Kvie Sø.

Hvis man google’r ‘lobeliesø’ står der beskrevet, at disse kalk- og næringsfattige søer er meget sjældne i Danmark, og at de holdes naturligt rene og klare af de særlige lobelieplanter, der har overlevet jeg-ved-ikke-hvor-mange-istider. Lobeliesøerne er også sjældne, fordi deres sarte vandmiljø ofte bliver forurenet med plantenæringsstoffer, såsom alger – eller som i denne sommers tilfælde – e-coli. Altså lort. Varde Kommune har endnu til gode at finde ud af, om e-coli-forureningen i Kvie Sø stammer fra mennesker, spildevandsudledning, fugleekskrementer eller sivende gødning fra landbrugsjorden. Who knows?

Det eneste, jeg ved, er, at det er en stor skam. For ikke at sige en skandale, når sådanne særlige vand-naturområder forurenes, så hverken mennesker eller dyr bør komme i kontakt med vandet. Men uanset hvor meget, vi ærgrede os over lort i søvandet, så var der jo ikke noget at gøre.

Badning forbudt denne sommer i Kvie Sø, men heldigvis ikke i Ølgod Svømmehal, hvor vandets klorindhold udkæmper e-colien, så vidt vides.Det blev i stedet til en gode løbe- og gåture omkring Kvie Sø for mit vedkommende. Og dét var selvfølgelig også smukt og dejligt.

Men jeg havde da håbet på og forestillet mig, at en hel sommer-uge ved Kvie Sø skulle være lig med hop fra badebro, leg med fiskenet og stille fordybelse i vandspejlet. Måske til næste år. Hvis nogen altså lige holder op med at forurene søen, tak.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Louisiana

Vi kører marathon-sommerferie i Danmark på 10. år i år.

De første par år som expats udmattede jeg hele familien fuldstændigt med at køre rundt for at besøge alt og alle – alle vegne. Vi var nybagte forældre og overkom ting, jeg ikke engang kan overkomme med store børn nu. Torskedumt, overambitiøst eller fjollet, vælg selv. Det var ihvertfald på den hårde klinge for store og små.

Efter at have kørt land og rige rundt i nogle år – uden anden succes end udmattelse, hvis dét da tæller – forsøgte vi os med en model, hvor vi indlogerede os i et sommerhus i Nordsjælland – og så kom folk ellers på besøg hos os. Nu var det ikke længere os, der kørte Sjælland, Fyn og Jylland rundt som langturschauffører, men til gengæld var vi vært og værtinde fra vi stod op til vi gik i seng – og børnene kom aldrig nogen steder, fordi de lige om lidt fik besøg igen.

Dén model holdt bare heller ikke. Det var for meget madlavning, for meget vin og en kæmpe anstrengelse at spurte rundt efter støvsugeren og skrive indkøbssedler til næste hold.

Tusind gange har vi kigget på sommerhuse, kolonihaver og endda lejligheder uden bopælspligt eller med mulighed for kort-tidsleje. Hver gang er vi endt med at foretrække at bo hos vores forældre eller i lejede sommerhuse med familien rundt omkring. Det er bare det hyggeligste. Og det mest nærværende for både store og små. For hele pointen er jo, at vi er i Danmark om sommeren for at være sammen med vores familie og venner – ellers kunne vi så let som ingenting have valgt en anden destination eller to. Vi prioriterer at være i Danmark i sommerferier og i juleferier – for det er dén måde, hvorpå vi kan give pigerne et tilhørsforhold til deres hjemland, tror vi ihvertfald. Det tager jo tid at danne relationer og lære at begå sig i et fremmed land – og hvis vi ikke giver pigerne mulighed for at fordybe sig med fætre, kusiner, tanter, onkler, bedsteforældre osv., så fratager vi dem også muligheden for at føle sig hjemme.

Med årene har jeg også lært at skelne mellem de voksnes og børnenes behov. For det er virkelig ikke nødvendigt for pigerne at være med til alting hele tiden. Lange vin-aftener, hvor de voksne i virkeligheden ikke vil forstyrres i den fordybede samtale er da minus interessant for små børn. Og ægte down-time er en undervurderet størrelse i børnenes liv. De har brug for en lang sommerferie uden alt for mange forpligtelser, fordi deres skolegang er så krævende resten af året.

Heldigvis passer Farmor gerne pigerne, når vi har lyst til voksentid med vores venner. Og dér, hvor pigerne passer ind i ligningen, kommer de selvfølgelig stadigvæk med.

Og ind mellem aftaler og visitter laver vi nu små åndehuller og pusterum, hvor vi sidder og drikker evighedskaffe i Slotsarkaderne med Faster, når hun har fri fra børnehaven; vi læser en bog i sofaen, går ture i skoven og oplever små bidder af Danmark, når vi har lyst.
Forleden havde vi sådan en dag, hvor der var tid og plads til et par timers kulturoplevelse. Pigerne har aldrig besøgt Louisiana – og for mig selv var det mindst 10 år siden sidste besøg, til trods for at jeg elsker stedet og plejede at komme der jævnligt, da vi boede i København.Jeg elsker Louisiana mindst lige så meget for haven med alle dens skønne skulpturer og for udsigten til Hven og Sverige som for selve museet, selvom der virkelig altid er gode og tankevækkende udstillinger.Med på udflugt var Farmor og Kusine Emma. De har årskort og er aldeles hjemmevante.Vi nærstuderede Tetsumi Kudos sære og finurlige univers, som virkede både forunderligt dragende og decideret afskyvækkende. Virkelig et besøg værd.Kudos traumatiske barndomsoplevelser med atombomber over Hiroshima og Nagasaki, har han brugt som reference til en dybere diskussion af menneskets kødelighed/dødelighed og vores interaktion med naturen og omgivelserne, som er dybt fascinerende og ret ulækkert.Per Kirkebys store udstilling af bronzeskulpturer kom vi til at vade igennem. Den sagde os meget lidt. Noget klodset makværk i forhold til Henry Moore, Giacometti m.fl.
Jeg fik ikke engang taget et billede eller to. Til gengæld var der masser af andre bronzeskulpturer, der sagde os noget. Særligt dem med de helt store fortegn, som man si’r.
Caféen var kontinuerligt stopfyldt, men kagerne og brødet fra Reinh Van Hauen var lige så godt, som jeg huskede det fra gamle dage. Enkelt og rart, når man bliver lækkersulten undervejs.
Vi forelskede os alle i de store marmorkugler, der ligger smidt i græsset uden for Louisiana.Og pigerne nød Louisianas børnehus, selvom der var nok af corona-restriktioner undervejs. Jeg blev lidt træt – for meget af det gav ingen mening, når man samtidig så, hvor mange gæster, der bevægede sig alt for tæt rundt i gangene og på caféen. Men pigerne kunne have brugt timevis på at bygge huse, hvis de bare havde fået lov.Danske museer er fantastiske til at inddrage og gå i dialog med børn. Man må næsten altid ‘røre’ eller ‘prøve’ kunsten af på forskellige måder. Parker og haver er ligeledes til for at blive brugt – og græsset må altid betrædes – i modsætning til så mange steder i udlandet, hvor alting kun må opleves med øjnene, mens man tier stille og opfører sig ordentligt. Det er ihvertfald min oplevelse, når jeg ser de danske museer udefra.

Og jeg elsker bare Louisiana, og ville ønske, at jeg kunne se udstillingen om kvinder, som snart åbnes.

Der er i øvrigt super-rabat på Louisiana (ligesom så mange andre steder) denne sommer. Det er jo fantastisk – og så kan man passende støtte foretagendet yderligere ved at handle i caféen og den fine museumsbutik.

Vi besøgte Louisiana en onsdag eftermiddag. Der var alt, alt for mange mennesker, til trods for tidsbooking-systemet og en række coronaforanstaltninger, men sådan bliver det vist hele sommeren, når alle bliver hjemme og dermed skal have tiden til at gå i sommerlandet. Vi spritter af og krydser fingre – for blive derhjemme har vi ligesom fået nok af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Landet i Danmark

Aldrig har vi haft så meget brug for ferie og for at komme væk fra Ørkenstaten, som denne her sommer.

Lockdown og knapt 4 måneders hjemmeskole og onlineundervisning har virkelig tæret på kræfter og nerver hos os alle fire. Dobbelthager og bekymringsrynker (hos de voksne) kan heldigvis gemmes godt væk under ansigtsmaskerne, da vi letter fredag morgen fra en overophedet ørken for at tage op mod køligere himmelstrøg.For første gang i knapt 10 års udlandsliv har jeg tænkt og følt, at vi for alvor var på gyngende grund. Nu handlede det ikke længere “kun” om økonomiske udfordringer og risici, men også om fremtid og følelser på en ny og langt mere alvorlig måde end nogensinde tidligere.

Det er absolut en del af livsvilkårene og ‘pakken’, at man som expat ofte føler sig usikker ift. arbejde, økonomi og fremtid, men pludselig kom der en corona-pandemi og tilføjede et ekstra lag af ubehag i forhold til voldsomt forandrede levevilkår, sikkerhedsmæssige udsving og divergerende værdisæt.

De Forenede Arabiske Emirater har handlet konsekvent og hurtigt i forhold til pandemien. Det blev meldt klart ud fra starten, at børnene ikke ville komme tilbage i skole igen i dette skoleår. Det blev også meldt klart ud, at man fra officiel side havde valgt, at børn op til 12 år og ældre over 60 år skulle blive hjemme. Som i helt hjemme. Ingen adgang til indkøb/butikker, sportsaktiviteter/pools/parker eller færden uden for det allernærmeste nabolag. Det har simpelthen været så synd for samfundets mindsteborgere, og det er absolut ikke noget, jeg ville ønske for nogen børn, at de skulle opleve.

Dén lockdown, vi alle oplevede som snærende og ubehagelig under Ramadanen, er fortsat i ‘det uendelige’ for vores børn, som hverken måtte deltage i sport, komme med uden for eller have legeaftaler hist og pist efter skoletid.

Velment har det været. Naturligvis. Et ønske om at undgå en masse syge børn og syge ældre mennesker er da helt forståeligt. Men det har givet vores børn en alvorlig nedtur mentalt, socialt, psykisk og fysisk. Og det har været interessant at opleve ude fra, hvordan Danmark gav børnene lov til at vende tilbage til deres hverdag relativt hurtigt i genåbningsprocessen, fordi det nu engang tjener børn bedst at have en fast hverdagsramme og sunde, fysiske aktiviteter at forholde sig til.

Mille, der plejer at dyrke masser af sport i løbet af ugen, har vist tegn på at være deprimeret og har fundet glæde ved at gå i spisekammeret. Tennis- og gymnastikpigen, som har været vant til at få udløst store doser af endorfiner og adrenalin hver eneste dag, har forandret sig til en mut og indadvendt pige, der vrisser og bider ad os, når vi prøver at hjælpe hende eller spørge ind. Sofakartoffel, er hun blevet – på rekordtid. Og hun viser ikke den store interesse for at vende tilbage til gymnastiksalen, nu hvor hun knager og sukker som en gammel skonnert i fast rutefart mellem sofa og køleskab. Det er ikke kun fysisk vægt, der er røget på – men også mental vægt. Alt er tungt, uretfærdigt og hårdt i Milles verden, og hun trænger sådan til luftforandring, leg, samvær og gode grin, der starter helt nede i maven og ruller op igennem skuldrene til de løsnes og falder rigtigt på plads igen.

Cille har klaret forløbet bedre, fordi hun hver dag har arbejdet hjemmefra med en fast klassekammerat. Ikke lovligt overhovedet i forhold til gældende retningslinjer fra myndighederne, men det var en overlevelsestaktik og beslutning, vi tog i samråd med den anden piges forældre. Fra naturens side er Cille også en doven bandit, så hun har med største sindsro tillagt sig yderligere et par timers spilletid på iPad’en, og hun trives fint i eget selskab eller med en enkelt veninde eller to. Hun trænger dog også helt vildt til at blive lukket ud på græs denne sommer. Og til at se langt, se lysegrønt og fordybe sig i den fysiske verden i stedet for den virtuelle verden, hvor hun er groet fast de seneste 4 måneder.

Så det gør vi nu.

Lever livet. Uden for. I naturen.

Med de mennesker, der står os allernærmest, og som får os til at grine, føle, tænke og mærke igen. For det kan man heldigvis stadig i Danmark. Helt uden latexhandsker og to meters afstand.Men før noget som helst andet kan ske, stiller vi os ud i køen til Coronatest.Lige uden for Københavns Lufthavn kan man ganske gratis blive testet for Corona og få svar inden for 72 timer. Dét er da en service, man ikke kan sige nej tak til!

I forvejen havde vi lavet forventningsafstemning med Farmor og Farfar, samt de familiemedlemmer og venner, som vi havde aftalt at se fra starten. Vi har passet så meget på i Ørkenstaten med obligatoriske ansigtsmasker, temperaturkontrol og gummihandsker, at vi ikke rigtigt kunne se, at vi nødvendigvis skulle udgøre den helt store risiko i Danmark. Men som ‘tilrejsende fremmede’ tog vi selvfølgelig imod tests. Vi skal ikke indføre ørken-Corona til Dannevang, dét er helt sikkert.

Og så er det ellers på med røjserne og ud på græs.Pigerne lufter hunde i Grib Skov i ét væk.
De går på havevandringer og plukker kirsebær til eftermiddagskaffen.
De leger og leger med deres fætter og kusine, mens de skærmer sig lidt for sommerregnen med et par paraplyer.Siden sidst er Fætter V blevet lidt af en Emil fra Lønneberg, sådan som han tømrer og snedkererer i redskabsskuret derhjemme. Det er godt nok ikke træfigurer, han fremstiller, men derimod dolke og sværd – og dén aktivitet er pigerne da straks med på.Som altid falder der ro over os, når vi lander hos Farmor og Farfar og resten af familien i Hillerød.

Mille finder legetøj frem, som hun helt havde glemt, og som nu er et skønt gensyn.Cille finder ro i havens hængesofa, mens hun venter på opholdsvejr, så hun kan komme i gang med at finde mariehøns og andre insekter igen.Og mens børnene er så fint optagede af deres vante ritualer og lege, lister jeg afsted for mig selv.

På den første løbetur i skoven hulker jeg nærmest over synet af al den grønhed og over følelsen af rigtig frihed.
For mig er der ingen tvivl om, at Guds Hus er naturen. Det er det eneste sted, hvor jeg sådan for alvor kan off-loade alt dét, der generer mig. Heldigvis kom der en lillebitte skovmus og afbrød mig noget så glædeligt, så jeg ikke fik en kæmpe tudetur ud af  den første skønne skovtur.

For den ligger lige under overfladen og lurer.

Tudeturen.

Den, jeg ikke har givet mig selv lov til at have eller tage i 4 måneder, fordi pigernes kvaler har været vigtigst. Jeg håber bare, at når den endelig kommer til mig, så er jeg i umiddelbar nærhed af min mor eller svigermor. For kønt bliver det ikke.

Indtil da vil jeg trække den friske, svale sommerluft dybt ned i lungerne. Og spise en af Farmors gode frikadeller. Og en håndfuld søde, danske jordbær til dessert.

Og så må jeg drikke kaffe med fed dansk mælk, der smager, så fuglene synger i Grib Skov. Ihvertfald én gang om dagen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Zoom Graduation

Mandag var der officiel afgangs-ceremoni for Cille i Year 6.

I stedet for at stå på lange, lige rækker i skolens skinnende blå “caps and gowns” med de stolte forældre som tilskuere på lige så lange, lige rækker, var der indkaldt til individuelle klasse-ceremonier over Zoom.

Så langt fra, hvad afslutningen af Primary School skulle have været, som man overhovedet kunne komme.

Og det er jo ikke skolens skyld.

Ej heller børnenes.

Men for helvede, hvor er det surt, at alle fejringer i disse måneder er noget med at sidde på en skærm derhjemme og golf-klappe lidt, mens billedet fryser og stemmerne hakker ind og ud. Hu-hej, for en fest! Cille holdt nu den gode mine med uniformsskjorten på, siddende klar ved skrivebordet med sin nye laptop, som hun har fået i tidlig fødselsdagsgave af os, fordi hun rykker op i Secondary School til september.Hun havde klistret sin takketale op lige under laptop-kameraet, så hun kunne se professionel og direkte ud, når det var hendes tur til at holde tale for sin klasse – og talerækken var printet ud, så hun ikke mistede sine 25 gyldne sekunder i Zoom-rampelyset.Først var det dog rektors tur til at lykønske eleverne med deres afslutning af IB-systemets Primary Years Programme. Cille har været i IB-systemet siden Year 2 – og før det var hun 2 år i National Curriculum of England. Med andre ord er den knapt 11-årige ved at afslutte 8 års skolegang. Det bliver helt automatisk ret langtidsstuderende børn, når de starter som 3-4-årige med at gå i skole.

Cille klarede sin tale så fint. Hun var tydelig og velartikuleret – og underlægningsmuzakken åd desværre størstedelen af hendes tale, præcist som det var tilfældet med alle andre. Dét, der virker så teknisk avanceret og tjekket i teorien, kan så hurtigt falde til jorden ude i virkeligheden.

Hun havde sommerfugle i maven forud for sin Zoom Graduation – så et eller andet har ceremonien alligevel betydet for hende, selvom der ikke blev noget med navneopråb, klapsalver og stolt skriden hen over gymnastiksalens gulv for at modtage eksamensbeviset fra rektors hånd, mens hele årgangen så på, blev fotograferet osv.

Bagefter var der jo heller ikke afslutningsfest på et fancy hotel, som der ellers plejer at være. Og som Cille har glædet sig til i et helt år. Det er umuligt at afholde sådan noget pt., og dén fest er således endt i bunken af bristede musical-drømme og diverse fødselsdagsfester, og hvad der ellers er blevet aflyst i kølvandet på lorte-corona.

Men det betyder meget, at alle er i samme båd.

Det gør knapt så ondt at miste noget, når det er en fælles præmis, fornemmer jeg?

Der har ihvertfald ikke været tårer over, at der ikke skulle sættes hår i frisørsalonen og danses på parketgulv med veninderne. De har sikkert tænkt og følt skidtet undervejs, børnene, men de har holdt det for sig selv. Accepteret vilkårene. Klaret sig igennem krisen langt bedre end os voksne, føler jeg.Cille tog nu alligevel en smuk kjole på efter Zoom Graduation. Og lignede med et trylleslag en 15-årig. Det gjorde mig helt forskrækket. Og stolt ad Pommern til. For hun er ligeså smuk, enkel og elegant, som en sommerfugl.Vi havde bestilt cupcakes med Graduation-tema, og så fejrede vi ellers afslutningen sammen med Cilles veninde gennem alle skoleårene. Der var lyserød børne-champagne og sukkerchok på alle hylder.Cilles venindes mor har en doktorgrad og er tilmed Oxford Graduate, så hun medbragte sit fine, originale “mortar board” fra Oxford Universitet, som pigerne kunne få taget billeder med! “Mortar board” oversættes bedst til murerske eller murerslev på dansk. Briterne må vel mene af “the cap” ligner en sådan? Før jeg selv fik et barn, der skulle gå fra Primary til Secondary, fnøs jeg over de der billeder af 11-årige i “caps and gowns” – come on, hvad er det lige, de “graduate’r” fra?!

Men efter at have oplevet PYP Exhibition-forløbet, kravene og det til tider umenneskelige pres, Cille har været underlagt i flere måneder, er der pludselig åbenlys grund til fejring.

Man bliver åbenbart klogere, når tingene lige så stille bliver mere vedkommende og mærkbare.Vi markerer også overgangen fra Primary til Secondary med en lille opgradering fra børneværelse til pigeværelse. Cille har fået et større skrivebord, en ergonomisk skrivebordsstol, nyt sengetøj, nye gardiner og puder, et bedre reolsystem til opbevaring af bøger osv. til Secondary School’s højere krav. Foruden den flotte nye laptop, elektronisk pen og fiks mus, that is.Der mangler kun at blive opsat LED-lys i loftet, og så er den unge dame rullende til sit nye teenageliv.

Selv den nye uniform og skoene er indkøbt.

I Secondary School er der endelig mulighed for, at piger bærer bukser. Dén chance lod Cille ikke gå fra sig, så nu er der landet en bunke mørkeblå bukser, figursyede skjorter og en masse andet godt i skabet. Lige klar til at blive taget i brug til september.
Cille glæder sig helt vildt til Secondary School.

Hun er så klar mentalt, og vi ved, at hun vil vokse fint med opgaverne og de øgede udfordringer. Jeg trivedes selv meget bedre i det mere firkantede gymnasiemiljø, hvor der er klare regler, der skal følges, men hvor der også er et øget frihed under ansvar – og nye, spændende sociale cirkler at bevæge sig rundt i.Jeg faldt forleden over Cilles plan for sit “locker” i Secondary School. De får hvert sit skab med hængelås, så de ikke bærer for meget i løbet af skoledagen. Dén idé er hun tydeligvis helt med på.Hun har vist også visualiseret sig selv i en sej Secondary School science class – omgivet af primært seje piger, en random boy (who cares anyway?) og en kvindelig science-lærer. Fordi piger og science bare styrer!

Der sker ting og sager med Lille-Store Cille.

Det ene øjeblik plastrer hun sin dør til med seje klistermærker, Tom Gates-doodles og styrer alting med hård hånd. Det næste øjeblik kryber hun helt ind til mig og vil være lille.
Åh, min Cille. Et kæmpestort til lykke med et veloverstået PYP. Du har lært så meget i denne proces. Om dig selv og om sociale mekanismer, mere end noget andet.

Vi kan næsten mærke sommerferien komme tumlende imod os nu.

Cille fortjener i dén grad følelsen af frihed og langstrakt, elastisk tid, der bare forsvinder ud i der blå uden skyggen af bekymring eller sorg. Det vil jeg gøre mit bedste for at give hende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Et skridt frem, to skridt tilbage

Først den ene vej, og så den anden vej – eller et skridt frem og to skridt tilbage.

Uanset hvilken vending, vi bruger, så danser vi rundt om den varme grød.Den varme grød er så lig med sommerferien, som vi gerne vil holde i Danmark. Præcist som vi plejer.

I coronakrisens tidlige stadie, var der alt muligt på spil. Min Mors rejse til Dubai blev aflyst i 11. time, og hun venter sikkert stadig på at modtage en voucher fra Emirates. Min søster og hendes lille familie fik også deres tur aflyst ned til os, og de afventer også nye rejsevouchers. For os selv var der en 10 dages forårsrundrejse i Vietnam, der røg direkte i vasken, da de vietnamesiske myndigheder lukkede landet endnu hurtigere end det var tilfældet her i Ørkenstaten. Ved hjælp af Martins temmelig insisterende og hårdnakkede væsen lykkedes det ham heldigvis at få refunderet rejsen og hotellerne. Det var en kæmpe lettelse, for det var hele familiens feriebudget, der var på spil.

Og efter dén serie af fæle skuffelser lagde rejsefeberen sig fladt ned i vores familie.

Ingen skulle nogen som helst steder.

Stay home, stay safe, som man si’r.

Sommerferiebilletterne med Emirates var jo allerede booket til 5. juli, så vi havde ligesom vores på det tørre, tænkte vi. Senere rykkede Emirates dog billetterne til 4. juli, uden at vi kommenterede på det – for de vidste vel bedst? Så annullerede Emirates pludselig billetterne kl. 3 om natten, så jeg var ved at få stress, da jeg vågnede næste morgen til en mail. Martin ringede så til dem og spurgte, hvad de havde gang i, og der blev straks lavet nye billetter til 3. juli.Jeg er ikke længere sikker på noget som helst, før vi sidder ombord i flyet med kurs mod Danmark. Iført ansigtsmasker, latexhandsker og med hjemmesmurt madpakke i tilfælde af hungersnød undervejs.

Sideløbende med alle de her forvirrende ændringer i flyafgange og billetter, har vi været vidner til en kontinuerlig strøm af flertydig kommunikation fra alle mulige og umulige sociale medier, net-aviser og myndigheder her i landet. Der er ikke én stemme eller myndighed, der taler til hele folket. Præcist som i Guds eget land, Amerika, hvor staterne har deres egne love og beslutter deres egne foranstaltninger og regler, så har de syv emirater også helt forskellige tilgange, regler og beskeder til befolkningen. Da Dubai lukkede fuldstændigt ned med 24/7 lockdown, tullede folk i Abu Dhabi rundt nærmest som om intet var hændt. Da Dubai forsigtigt åbnede op for forskellige aktiviteter og offentlige ‘rum’, lukkede Abu Dhabi pludselig ned for samtlige veje ind og ud af emiratet.

Jeg ved godt, at I også synes, at beskederne her under pandemien kan være tvetydige fra de danske myndigheders side. Hold afstand, beder Mette Frederiksen og Søren Brostrøm om, men tillader alligevel store demonstrationer. Sprit af, hver gang et barn har rørt et håndtag eller en genstand i institutionen, da der er risiko for overførsel af coronasmitte, men send nu endelig dit barn afsted – det er (sikkert) sikkert nok. På nogle skoler skal børnene være ude konstant og uanset vejrlig. På andre skoler er der opstillet telte og lavet andre regler.

Selvfølgelig må vi leve med flertydighed i en uvis situation, hvor alle bare prøver at gøre deres bedste, men stadig ikke helt kender den ydre fjende til bunds.

Det samme gør sig gældende her – og jeg accepterer og respekterer, at man her har haft den modsatte tilgang af Danmark: At de helt små børn er dem, der kommer allersidst afsted ud i den store verden igen – sammen med ældre mennesker, som også er underlagt relativt streng ‘hjemme-karantæne’. I Danmark var det jo præcist modsat. Og selvom pigerne har lidt en slags mental overlast eller skade ved at være ‘lukket inde’ siden medio marts, så er der intet vi kan gøre ved det. Det er bare at følge anvisningerne og forsøge at holde humøret oppe midt i hjemmeskole og hjemmeliv, der ind i mellem føles ret trangt.

Lidt efter lidt åbnes der også op. For to uger siden åbnede pools‘ene igen – også for børn – og fornylig åbnede malls også op for børn og ældre. I næste uge er der tennis til Mille, og hun glæder sig helt vildt til at komme tilbage på banen.Det er en underlig følelse, sådan at være afskåret fra ens almindelige liv og hverdag med et enkelt svirp fra en kinesisk virus-taktstok. Det er sorgfuldt, frustrerende og enerverende pludselig at vade rundt i en begrænset lille boble af en håndfuld udvalgte venner, plus et nyt og ganske uønsket arbejdsliv med indbygget skolegang hjemmefra – oven i alt, hvad kernefamilien ellers indebærer, når man pludselig er sammen 24/7.

Vi har sådan brug for en pause eller et afbræk fra det her cirkulære liv i firkløveret. Vi trænger til at komme væk fra den kunstige måtte og ud på rigtigt græs med den nærmeste familie og venner. Luftforandring fra kvælende ørkensommer til svale Danmark.Fra Danmark lyder det gang på gang: “Hvornår kommer I hjem?”

Fra venner og bekendte i De Forenede Arabiske Emirater lyder det gang på gang: “Tør I godt det, hvis man risikerer, at man ikke kan komme tilbage ind i landet igen efter sommeren? Mister I ikke jeres arbejde så?”

Risikoen for at sidde fast uden for landet er ganske reel. Over 200.000 mennesker med gyldig opholdstilladelse, jobs og familier i De Forenede Arabiske Emirater har siddet ‘fast’ ude i verden og ventet med længsel på at få lov til at komme tilbage til deres hjem og liv her i landet. De begynder så småt at vende retur nu, men mange har ventet siden marts på at få lov.

Ingen aner, hvordan landet ligger i august.

Ingen aner, hvad der kommer til at ske med den virus.

Eller med vores jobs og alt muligt andet, der rumler og ramler sammen med elendige makroøkonomiske verdensforviklinger, som absolut ingen har bedt om.

Et spil corona-kegler er helt uigennemskueligt – uanset hvor længe eller hvor meget, vi tænker, læser, studerer og analyserer situationen. Og situationen kan nå at ændre sig mange gange inden medio august. Ligesom verden også har slået adskillige kolbøtter bare siden marts måned.

Så vi har sat os en deadline. Én uge før formodet hjemrejse – det vil sige her i weekenden – må vi sætte os ind i, hvilke formularer og ansøgninger, der skal brygges sammen, før afrejse.

Så må vi se, hvad Emirates kræver af passagererne nu om dage, hvad der står på lufthavnens hjemmeside om check-in, og hvad Det Danske Generalkonsulat i Dubai tilråder.

Midt i virvaret af rygter, tvetydige tweets og uofficielle oversigter sendt via WhatsApp, har Det Danske Generalkonsulat virkelig vist sig duelige og gjort alt, hvad de har kunnet for at afklare situationen for os, der enten sidder det ene eller andet sted i en underlig form for klemme.

Og om lidt er vi på vej, er mit mantra i disse dage. Om lidt er vi på vej…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet