Jeg har gennem tiden skrevet stolpe op og stolpe ned om International Day, som er årets festdag på en hvilken som helst international skole.Børnene elsker denne skoledag – og måske især aften-arrangementet – og det gør forældre og lærere også.

I år har Cille tilmed øvet sig i ugevis sammen med sine indiske veninder på en særlig indisk dans, som de optrådte med om aftenen. 80% af eleverne på skolen har indisk baggrund, og det er så sympatisk, at de har inviteret alle til at danse med dem på scenen, hvis man har lyst. Mange af de ‘små’ nationaliteter kan nemlig ikke overskue at arrangere deres egne optrædener, fordi der er lidt for få om at ‘løfte læsset’.

International Day er essensen af at gå i international skole. Det er en hel dag dedikeret til at fejre din egen nationalitet og kultur – samtidig med, at du deltager nysgerrigt og respektfuldt i alt det, de andre viser frem med stolthed.På vores skole, Dubai International Academy i Emirates Hills , går der elever fra lige knapt 90 lande, og lærerne kommer fra ca. 30 forskellige lande, så der er vitterligt tale om en international skole, selvom inderne har et overvejende flertal. Det har de sådan set overalt i landet. Med så internationalt et miljø kan man tillade sig at antage, at alle man møder på skolen, er ‘fra et andet land’, omend der selvfølgelig også går nogle enkelte Emirati-elever.De Forenede Arabiske Emirater er eminente til at få deres udenlandske befolkning – immigranterne – til at føle sig velkomne. Reglerne er klare: Man skal have et arbejde, der kan betale for ens leveomkostninger, og man skal følge og respektere landets love. Simple as that. Og det virker. Vi er respektfulde. Ikke kun over for vores værtsland, men over for hinanden. Vi følger landets love og holder af, at alle er velkomne, uanset udseende, hudfarve, religion, nationalitet og så fremdeles.Den nysgerrighed, åbenhed og respekt, vi viser hinanden, er det allerbedste ved at bo her i Ørkenstaten. Bedre end solskinnet i min optik, selvom det selvfølgelig også er dejligt at bo et sted, hvor man slipper for kulde, mørke og regn.International Day gør mig rørstrømsk. Dagen er alt dét, jeg drømte om for vores piger. Alt dét, jeg ønskede mig for dem. Ingen aner, om det er dét, de ønsker for sig selv, men som forældre må man jo forsøge at sætte kompasset efter en bestemt retning, som man selv synes giver mening og er i overensstemmelse med ens værdisæt, og så kan man håbe på, at ens børn ikke dømmer beslutningerne alt for hårdt, når de reflekterer over deres barndom engang i voksenlivet.Jeg har altid ønsket mig at bo i udlandet. At lære om og deltage i andre kulturer, sprog, traditioner og livsformer. Ikke som en antropolog eller sociolog, der studerer og observerer på akademisk vis, men som en borger. Som et arbejdende menneske med en helt almindelig hverdag – og meget gerne i lande, der ligger virkelig fjernt fra dér, hvor jeg voksede op.Der er en stor del eskapisme i min drøm om livet i udlandet. Det startede tidligt, og er min mest vedholdende fantasi nogensinde. Lykken er, at jeg rent faktisk har mulighed for at udleve min fantasi, og det takker jeg jævnligt både Martin og højere magter for. Jeg tror, det handler om at være vokset op i et lille landsbysamfund, hvor der var særdeles snævre rammer for ‘det normale’ og meget begrænset forståelse for, hvad man ‘kunne eller måtte’ i livet. Hvilket selvfølgelig generede mig voldsomt, for jeg var og er elendig til håndbold og forstod og forstår ikke, hvorfor det er bydende vigtigt at ligne alle de andre på en prik? Samtidig var og er jeg knalddygtig i skolen – en ægte 12-tals-pige, som det hedder på moderne dansk – og det oplevede jeg blev modtaget som noget enormt negativt. Jeg var ‘forfinet’, lød konklusionen, som jeg selvfølgelig ser på med helt andre – og mere forstående – øjne den dag i dag, end jeg gjorde dengang det stod på. Jeg har på fornemmelsen, at der sidder en kæmpe crowd af 12-tals-piger derude og fortsat dukker nakken, fordi man ved den søde grød ikke skal tro, at man ‘er noget’.Jeg skred. Ligeså snart det kunne lade sig gøre. Og selvom jeg har savnet min familie kontinuerligt siden jeg fyldte 18 år og først flyttede til Spanien, har jeg aldrig nogensinde overvejet, at det kunne eller skulle være anderledes. At rejse og at bo i udlandet fylder mig med energi – og jeg bilder mig ind, at det gør mig både klogere, mere kvalificeret og nuanceret som menneske. Sådan kan man jo altid booste sit eget ego, hvis ikke andre stiller op til den slags self-petting.At jeg er endt med en pæredansk mand og to rødhårede arvinger blev dog ingen overraskelse for mig. I mine helt unge år var jeg naturligvis besnæret af alle mænd, der var tilnærmelsesvist eksotiske, men jeg fandt i tyverne ud af, at jeg har brug for en partner, der er rundet af ‘noget, der ligner mig’, og som taler ‘samme sprog’ helt bogstaveligt. Det kommer fra sprognørden. Men ikke desto mindre stod der øverst på min Tine-i-tyverne-datingliste, der var baseret på lige dele tumultariske oplevelser og ulykkelig kærlighed, at jeg gerne ville date en dansker – muligvis og maksimalt kunne jeg strække mig til en svensker. Heldigvis for mig mødte jeg Martin med det rette værdisæt. Og heldigvis for mig udvidede hans horisont sig fra La Santa Sport og Den Franske Riviera til et globalt udsyn og en idé om at prøve livet af i udlandet.Og Mellemøsten er helt perfekt for os. Falafler, hummus, manakeesh, tahini-dressing og zaa’tar-krydderier. Muligvis kombineret med lidt pasta, pizza, gelato og en tur i denne her yndige øse.Alternativt flytter vi måske til Finland, lærer at stå ægte på ski og spiser os mætte i deres fantastiske brød og bagværk.Ramadan Kareem og weekend i sigte! 🌙💛

Den 31. januar 2014 lavede Martin et opslag på Facebook, der lød sådan her:

Vi nåede at bo 3.5 år i England. Det første år i det nordøstlige London, nærmere bestemt Woodford Green, hvor Martin knoklede på livet løs med et større økonomisk oprydningsarbejde, mens jeg arbejdede deltids som ekstern konsulent for Maersk Line IT – og samtidig havde en voksende Mille-baby i maven. De næste 2.5 år var jeg hjemmegående husmor med ret så svingende succes i landsbyen Nacton, der ligger mellem Felixstowe og Ipswich i Suffolk. Alt i alt et stille, roligt og trygt familieliv i grønne omgivelser og et nærmiljø, der bedst kan betegnes som både naturligt og fredfyldt. Måske endda lidt til den kedsommelige side – helt derude på landet – hvis jeg nu skal være sådan helt ærlig.

Men der var opbrud på vej, da Cille var 4 år og Mille 1.5 år.

I løbet af Martins udstationering flyttede ‘hovedkontoret’ i København nemlig til Den Haag i Holland, og der var således blevet udsigt til en eller anden lokal kontrakt i træsko- og tulipanlandet. Hvilket sikkert også havde været fint, hvis det var endt sådan. Men…på en regnfuld gråvejrsdag i Felixstowe Havn ringede en headhunter og spurgte Martin, om ikke det var en idé at tage til en jobsamtale i sunny Dubai i stedet?Martin kendte Dubai fra tidligere forretningsrejser, og han tog derfor afsted for at se, hvordan det stod til i den arabiske shippingverden. Han kom hjem med en guldkamel i en nøglering og en plade chokolade, samt beskeden til mig om, at det ‘vist ikke rigtigt var noget’. Fast forward til den 25. december 2013, hvor han sent om aftenen fik et opkald fra Dubai med tilbud om job. De havde været mægtigt glade for samtalen, og vi morede os lidt over kulturforskellene.

Nu skriver vi 2023.

Martin tog afsted med en overbevisning og et håb om, at vores firkløver kunne trives i De Forenede Arabiske Emirater. Jeg tog afsted med en hulens masse kufferter og to små piger uden den fjerneste anelse om, hvad det ville sige at bo i Dubai. Jeg havde aldrig været der. Ikke engang på et kort visit.Nu tæller vi 9 år i sandkassen. Martin fik ret. Og jeg klapper mig selv på skulderen for at udvise lige dele tillid og mod. For selvom Dubai er et af de mest priviligerede steder at bo i verden, var der langt fra Danmark og England rent mentalt, og jeg anede intet om, hvad det ville sige at bo i et land så langt fra Europa.Det er vildt at tænke på, at vi allerede har levet så mange år i Mellemøsten. Det er blevet vores hjem. Muezzinens bønnekald fra minareten er lyden af hverdag. Af den evige cyklus mellem solopgang og solnedgang. Af det naturlige fokus på hengivelse til Gud og på fællesskabets bøn. Der er den distinkte lugt af varmt sand, når planter, buske og træer vandes to gange om dagen i vores compound. Der er den krydrede duft af oud og rose, når man træder inden for døren i et vilkårligt mall. Der er hummus og fladbrød. Sandaler og solbriller. Der er et mylder af mennesker fra all walks of life og fra alle verdens lande. Der er inshallah’er, halas’er, yalla’er, mashallah’er og astagfirullah’er, der flyver ud af munden, når følelserne tager over og faktisk bedst beskrives på arabisk. Et sprog, vi ellers hverken taler eller forstår. I et land, som både er komplet tillukket og gæstfriheden selv over for os – de fremmede, alle gæstearbejderne.

Det er et modsætningsfyldt sted. Et arabisk fatamorgana og et funklende babelstårn, vi alle beundrer både indefra og på lang afstand.

På forunderlig vis er vi lige her – midt i en arabisk smeltedigel af en moderne storby, der lokker og lover, glimter, buldrer, bimler og skinner så langt øjet rækker.

Jeg elsker Dubai. Af hele mit hjerte. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte synes om det. Verden bliver mere broget, farverig, stor, uoverskuelig og vanvittig for hvert år, der går – eller sådan opfatter jeg det ihvertfald. Og jeg bliver mindre sikker på, hvad der egentlig er den ‘rette’ verdensopfattelse. For er der én ting, jeg har lært af at bo i Mellemøsten, er det, at den vestlige verdens moraliserende adfærd og bedrevidende attitude over for resten er verden er utålelig. Ganske enkelt.Der findes så mange gode løsningsmodeller og bud på velfungerende samfund. Og ting tager tid. Den vestlige verden mener at se sig forud for alle andre og som ophavsmænd og -kvinder til det ‘rigtige’ værdisæt og den ‘rigtige’ livsform. Men jeg oplever, at det moralske kompas findes i os alle – uanset hvilken Gud, vi tilbeder, eller hvilket sprog, vi taler. At ønske at opføre sig ordentligt og udøve retfærdighed og gavmildhed mod ens næste er noget universelt menneskeligt – også selvom det kan se forskelligt ud, afhængig af, hvor man kommer fra.

Jeg er dybt taknemmelig for, at vi endte her i De Forenede Arabiske Emirater. Pigerne går i en truly international IB-skole, som de selv formulerer det, når skolen huser elever fra over 90 nationaliteter og lærere fra ca. 30 nationaliteter. De vokser op med en mangfoldighed, som kommer af at leve sammen med rigtig mange forskellige kulturer, og en åbenhed, som kommer af at observere andres opførsel, ritualer, traditioner og adfærd, der måske på overfladen ser forskellig ud fra én selv. Læringen af at vokse op sammen med andre, der gør tingene på deres egne måder er, at et godt resultat eller et succesfuldt liv kan opnås på mange måder og ad mange veje.Vi lovede hinanden fra 12.5 år siden, at vi gerne ville ‘prøve livet i udlandet af’, men at vi samtidig gerne ville forsøge at flytte ‘mindst muligt rundt’. Den intention har vi holdt ved. Om pigerne nogensinde kommer til at føle sig ‘rigtigt danske’ eller det modsatte – ‘helt rodløse’ – vil kun tiden vise. Måske vil de bebrejde os, at vi valgte det her liv for dem og for os selv? Måske vil de være glade for at have vokset op i et internationalt miljø? Måske vil de være trætte af, at vi tog så stor en beslutning hen over hovedet på dem, som har vidtrækkende konsekvenser for os alle? Måske vil de være taknemmelige over at have set verden med mange sæt briller fra en ung alder?

I mellemtiden er jeg drøntaknemmelig over at leve et enormt behageligt liv i et trygt og sikkert i et samfund, hvor familielivet er det primære omdrejningspunkt, og hvor hverdagen er det allerbedste.

Et liv, hvor det går op og ned, præcist som det også ville have gjort, hvis vi var blevet derhjemme i vante rammer. Der kom f.eks. basal cellecancer forbi og lærte mig, at selv Martin ikke er udødelig. Det var et reelt chok.
Der kom også pludselig en 40 års fødselsdag forbi til mig, som heldigvis kun bød på pretend sygdom.
Og om lidt sniger der sig en 50 års fødselsdag forbi til Martin, selvom det virker helt mærkeligt, at den 29-årige mand, jeg lærte at kende, nu pludselig skulle forestille sig at være halvvejs til de 100?

Vi fejrede kobberbryllup for allerede to år siden, og vi har været kærester i 22 år. Det er efterhånden halvdelen af mit liv, at vi har ‘haft hinanden’.
Sammen bøvler vi rundt i forældreskabet på 13. år. Det er ikke hver dag, at det lykkes at gøre tingene rigtigt, men intentionen er der, og de to piger er det bedste, der nogensinde er blevet givet os.Vi forsøger os endda med en hund. Med samme svingende resultater som med de to piger. Lidt op og lidt ned – og hele vejen igennem med Maricel ved vores families side.
2014. Det er alligevel et par dage siden vi rejste fra det engelske landsbyliv til en støvet ørkenby. På en måde er det meget godt, at vi sjældent kan overskue konsekvenserne af vores store valg i livet. Det er heldigvis for komplekst til at tage helt ind. Og der er jo flow i tingene. De løser sig. De giver mening – måske ikke i øjeblikket, men så lidt senere.

Men flytter vi så aldrig ‘hjem til Danmark’ igen?Det korte og bundærlige svar er – det ved vi ikke. Vi opererer ikke med bucket lists og fem-års-planer. Ingen kan alligevel kontrollere, hvad der sker om en måned eller et år. Vi arbejder ud fra, at hverdagen skal være meningsfuld og god – ihvertfald 90% af tiden, og så må vi deale med de sidste 10%, der er røv og nøgler.

Vi købte et hus i vores compound for 4 år siden, og det var den allerbedste beslutning – uanset om vi bliver her længe eller ej.
For ‘hjemme’ er en følelse. Og den trængte vi til efter rigtig mange år med i lejeboliger i England og her i Dubai.
31. januar 2014. Et Facebook-‘officielt’ farvel til en dejlig arbejdsplads og goddag til et noget anderledes arbejdsliv – for Mellemøsten is one of a kind.

Jeg har stadig til gode at få set hele marathonudsendelsen “Valg Amok” fra valgaftenen på “Her Går Det Godt TV” på YouTube, men jeg fornemmer også, at jeg sagtens kan nå det, fordi der stadig er en form for ongoing valggyser hjemme i Moderlandet?

Er Mette Frederiksen mon ved at løbe tør for makrel på dåse og Gevalia til alle de (magt-)sultne, uventede gæster oppe på Marienborg?

Vi fejrede naturligvis demokratiets festdag her i Dubai, selvom vi alle har mistet stemmeretten for mange år siden, som den flok danske udvandrere, vi er.
Der var blevet kuffertimporteret valgflæsk fra SuperBrugsen i Stege på Møn, og en O.P. Anderson lå der heldigvis også i fryseren hos vores dejlige venner.

Danmarks nationalret lavet med dansk gris, danske kartofler, dansk kruspersille og lidt hjemmesyltede rødløg. Ikke et øje var tørt, siger jeg jer – for gris i en Ørkenstat er noget, der indtages med en vis andægtighed.
Selv servietterne og bordpynten trak små tårer i øjenkrogen. Wonderful Møns Klint og ligeså wonderful Dannebrog.Og aftenen igennem fulgte vi med i de politiske eksperters kommentarer, interviews fra partiernes valgfester, exit polls og resultater fra optællinger på rigets allermindste valgsteder.Jeg gik mentalt død lidt før midnat, og med maverne fulde af snaps og flæsk cyklede vi hjem i den lune tropenat, mens vi diskuterede valg og demokrati, som nærmest betyder endnu mere for os, nu hvor vi lever i et benevolent diktatur og ser et velfungerende samfund, der er indrettet helt anderledes.

Jeg har det stramt med vores mistede stemmeret. Ja, vi er flyttet fra vores hjemland helt frivilligt. Ja, der kan være en vis ræson i at ‘melde os ud’, når vi ikke længere betaler skat i Danmark, som dermed bliver grundlaget for at have en reel stemme  i samfundet. Jeg ved ikke præcist, hvad årsagen til den mistede stemmeret er, og jeg ved heller ikke, om jeg synes, at skatteindbetaling er det eneste ‘gyldige’ argument i forhold til at blive accepteret som statsborger i et samfund?

Vi er jo ‘kun’ danske statsborgere – uden et andet pas i baglommen, så når vi mister stemmeretten i vores eneste hjemland, er vi reelt stemmeløse i verden. Og jeg er – ligesom alle andre udlandsdanskere, jeg kender – absolut ikke ligeglad med hverken Danmark og livet derhjemme i velfærdsstaten.

Måske vender vi hjem engang, måske gør vi ikke, men det er sådan set sagen uvedkommende.

De fleste udlandsdanskere har ejendomme, aktier, pensionsopsparinger og masser af emotionelle værdier i vores hjemland, som gør, at vi i dén grad vil investere både økonomisk og omsorgsmæssigt i det danske samfund. Vi ligger ikke Velfærdsstaten til last, når vi kommer susende med vores sundhedsforsikringer og lejer biler, boliger, køber skolepladser til vores teenagere og samler til bunke af danske varer og services, som vi savner i vores adopterede hjemlande. Vi har også allerede betalt vores lange, videregående uddannelser tilbage ved at have arbejdet i Danmark i en lang årrække, før vi fik den vanvittige, sindsoprivende idé at fraflytte Dronningeriget. Og sådan kunne jeg blive ved med at argumentere for, at vi er et (stort) aktiv for samfundet – både når vi er til stede i landet på ferie, og når vi “bare” bruger vores opsparinger på at investere i f.eks. ejendomme og start-ups i hjemlandet.

Djævlen på min højre skulder vil mene, at der er en vis portion vrissenhed eller ‘Jantelov’ i at dømme alle udlandsdanskere ude af stemmelokalerne, fordi vi jo selv har valgt Danmark fra. Det er nok en lidt barnlig holdning at sidde med, men ikke desto mindre kan det føles som en regulær afklapsning eller ihvertfald en afvisning af os. Som om vi er en slags andenrangsdanskere, der skubbes i samme kategori som ‘de fremmede’, man heller ikke giver stemmeret til.

Er det et problem for demokratiet, at så mange borgere i et land står uden stemmeret? Det kunne man mene, men på den anden side er jeg 100% sikker på, at størstedelen af danskerne er taknemmelige for, at jeg forlængst har mistet retten til at stemme i Danmark. Ihvertfald hvis jeg agerede ud fra de kandidat-tests, jeg altid forvilder mig ud i at prøve under en valgkamp.

Ved Folketingsvalget i 2019 var jeg tilsyneladende mest enig med Klaus Riskær, og ved dette folketingsvalg pegede min test-pil så åbenbart på Franciska Rosenkilde. Kom ikke og sig, at jeg ikke er en alternativ person?!

Til gengæld har vi netop deltaget i en anden gyser-event, nu hvor vi var dømt ude fra den danske gyser af et Folketingsvalg. Halloween, naturligvis.Højtiden, som vores piger elsker mere end nogen som helst anden tradition eller højtid på året. Det er ikke mig, der har smittet dem med dén begejstring, for jeg har været nødt til at fake entusiasmen lige siden den første gang, vi blev ‘udsat’ for festen.Men – som de community good sports, vi trods alt er, så tog jeg min Halloween-date under armen (han kunne stort set intet se ud af sin maske), og gik ud for at skræmme livet ud af flest mulige børn og godtfolk. 
Martin havde mig til at gå med 25 balloner, så han selv kunne se virkelig creepy ud i rollen som Pennywise. Der var en del børn, der ikke turde tage imod en ballon fra ham, og det samme gjorde sig gældende, da han senere delte slik ud.Vores naboer, der er canadiere og dermed eksperter i autentisk Halloween, havde lavet et sindrigt klokke-system, der skulle klinkes med, før man modtog slik ned fra en sliske. Børnene elskede den Georg-Gearløs-anordning og stimlede  sammen hele aftenen.Og hvor er så vores egne børn? Tja, de er blevet så store, at de nu løber ud i verden og nyder Halloween trick-or-treating med deres venner, så vi er efterladt herhjemme, som de gamle klovne, vi nu er blevet.

Her er Mille, før hun strøg afsted med sin kammerat rundt i The Lakes.Og her foreviger Cille sig selv hos en veninde i Victory Heights.
Heldigvis kommer de hjem igen til os. Med poserne fulde af slik.
Det kan jeg så bruge den næste uges tid eller to på at smårapse fra. Trøstespisning, you know. Det hjælper på alle former for uretfærdigheder. Mistet stemmeret, bare for at gi’ et eksempel.

Det mentale overskud kan ligge på et knappenålshoved for tiden.

Der sker – og skal ske – svære ting i vores lille firkløver, som rækker langt ud over, hvad jeg har lyst til at dele her på bloggen og på de sociale medier, selvom alt og alle ellers altid tager imod med åbne arme og forståelse.Livet indeholder rutsjeture – både de sjove, der kildrer i maven, og de uhyggelige, der flår i hjertet og hjernen. Mine skuldre sidder helt oppe om ørerne, og jeg vågner om natten med galopperende panikangst, selvom vi har et godt og velfungerende netværk af familie og venner, som lytter, trøster, deltager og hepper på selv de helt små sejre fra sidelinjen.Jeg tror på åbenhed og ærlighed i vores relationer, hvis de skal give nogen form for større og dybere mening. Og jeg tror på, at vejen til at lykkes med at rejse sig selv op igen, går gennem venner og familie. At man rækker ud og beder de nære om lige at gi’ en hånd og et øre med. Så dét har jeg fået gjort. Og hjælpen er kommet prompte i form af krisetelefonsamtaler og masser af dejlige beskeder i indbakken. Tak. Af hele mit hjerte, for at I er der altid. ❤Og så er der enkelte dage, hvor jeg tåler min indre stemme og forsøger at lytte efter den, selvom det hele føles langt og svært og uoverskueligt.

Og så er der de andre dage, hvor jeg er hudløs og nægter at høre selv den mindste indvendige musestemme, hvor podcasts i ørerne er den eneste måde, hvorpå jeg kan rumme at gå en tur med hunden eller sidde stille – eller bare være til.Eid-ferien endte med at være 9 dage lang. Hvilken var både en velsignelse og en forbandelse. Nymånen blev spottet til forventet tid, men i stedet for at få de forventede 2-3 dages ferie i forlængelse af en weekend, følte styret sig kaldet til at forære folket en hel, stiv uge. Med folket mentes alle offentlige ansatte, samt børn og lærere i skoler og institutioner. Privatansatte skulle retur på arbejde efter et par dage, fordi det var nok bedst, vurderede man.

På overfladen ser det jo dejligt ud, ikke? Og hvem kan overhovedet tillade sig at klage over at få mere fri end først antaget?Dele af det – små øjeblikke – var sådan set også dejlige, men jeg var taknemmelig for at komme retur på arbejde i mandags, så min ristede hjerne kunne få nyt input og koncentrere sig om noget andet end vores lille familie i nogle timer hver dag. Jeg var ærligt ved at blive halvskør i Eid-boblen.Og så ville skæbnen, at De Forenede Arabiske Emiraters præsident – HH Sheikh Khalifa Bin Zayed al Nahyan – døde i fredags. Må hans ærværdige sjæl hvile i evig fred. Dødsfaldet har givet os fyrre dages landesorg og tre dages fri fra arbejde, hvor weekendens to fridage tæller for to af dagene.

Sheikh Khalifa var både regent i Abu Dhabi og landets formelle overhoved. Al Nahyan-familien er Abu Dhabis ledende familie, som stammer fra den stolte Bani Yas-stamme, der levede i Liwa-ørkenen, mens Al Maktoum-familien er en anden gren af samme Bani Yas-stamme, som så blev den ledende familie her i Dubai. Familierne er åbenlyst tæt forbundne, og de samarbejder om at styre landet på den måde, at Al Nahyan-klanen har præsidentembedet og ansvaret for landets militære styrker, mens Al Maktoum-klanen har vicepræsidentembedet og en masse andre, vigtige regeringsopgaver. Der er så andre familier, som styrer de resterende fem Emirater, Ajman, Ras al Khaimah, Fujairah, Umm al Quwain og Sharjah. Til sammen udgør de syv emirater landet De Forenede Arabiske Emirater – og i dagligdagen er nogle opgaver føderalt styrede, mens andre er fuldstændig autonome, og der kan være markant forskel på institutionerne, tilbuddene til borgerne, lovgivningen m.m. fra det ene emirat til det næste. I virkeligheden er strukturen nok meget lig USA.HH Sheikh Khalifa havde desværre været syg siden 2014, hvor hans halvbror og kronprins til tronen, HH Sheikh Mohammed Bin Zayed al Nahyan måtte overtage rollen som de facto leder af landet. Sheikh Khalifa var kun den anden statsleder i landets unge historie, og den nye leder, Sheikh Mohammed – MbZ, som han kaldes – er således landets tredje leder. Den formelle overtagelse af præsidentembedet fandt sted dagen efter halvbrorens død, og alle Emirater udsendte straks erklæringer om, at de anerkender den nye præsident og ønsker ham alt vel.

I al den tid, vi har boet i landet, har MbZ været den reelle leder, sammen med sin navnebror Sheikh Mohammed her i Dubai, så vi forventer ikke den helt store forskel eller kursændring rent politisk. Men for emiratierne er det en stor ting at skulle tage afsked med deres kun anden præsident, som var meget afholdt og respekteret for sin modernisering af lovgivningen, og for at have ført landet ind i vigtige, internationale kredse og sammenslutninger.På sin vis minder de arabiske stamme- eller klanstrukturer om de europæiske kongehuse. Nogle familier er endt med at få hele magten efter særdeles blodige opgør, som nu står hen i den mere diffuse historiske fortælling, fordi det er sket for så længe, længe siden. De forskellige klaner gifter sig fortsat ind i hinandens familier for at sikre stabilitet og loyalitet – og dér må man sige, at de europæiske kongefamilier og adelsfamilier har gjort og gør nøjagtig det samme. Med varierende succes undervejs, naturligvis.

Det er egentlig interessant, hvor meget de her magtstrukturer ligner hinanden og gentager sig selv igennem historien, uanset om man har de arabiske eller de europæiske briller på.

Folket skal og må ledes.

Og folket kan så kun håbe på og bede til, at lederen ene og alene anvender sin magt til godgørende formål, og at han eller hun er lige dele snusfornuftig, afbalanceret, eftertænksom, visionær og handlekraftig. Jeg misunder virkelig ikke statsledere deres position eller magt, for det er en enorm opgave at tage på sig som menneske. Faktisk har jeg mere end rigeligt at gøre med at styre min egen lille, slingrende jolle henover uroligt farvand.

MOTF. Eller Museum of The Future, som det nyåbnede museum hedder, men nu elsker vi forkortelser i en fjern Ørkenstat, så MOTF er kommet for at blive, sammen med JLT, JBR, MBR, DSO og hvad vi nu ellers finder på.

Museet åbnede oven i købet på en såkaldt ‘engle-dato’: 20.02.2022. Fint, ikke?

Pt. får stedet en masse bevågenhed, fordi det har været længe undervejs, ligger direkte ud til Sheikh Zayed Road – og er selvudnævnt ‘verdens smukkeste bygning’, hvilket jeg er meget enig i.
Der er intet i verden, der ligner MOTF. Det er et arkitektonisk vidunder og en genistreg af en arabisk kalligrafitisk modernitet, som vi har glædet os til at se indefra.Undervejs i det orkestrerede museumsbesøg får man heldigvis lov til at komme ud og nærstudere kalligrafien på en udendørs observationsplatform.

Jeg ville i øvrigt ønske, at jeg kunne huske, hvad jeg sagde til Martin, lige i dét, jeg skulle til at fotografere ham, for er der noget, jeg elsker, er det at få folk til at smile eller grine.Over for MOTF ligger Emirates Towers, som er et par ikoniske tvillingetårne, der har stået helt strunke og elegante i deres egen ret i mange år. De er lidt blevet overhalet inden om af museet, men de er nu stadig interessante at betragte.Museet er pt. godt booket op på grund af nyhedens interesse, fornemmer jeg, så man kan med fordel tjekke ledige tider og købe billetter i god tid.

Da vi besøgte MOTF tog det også lidt tid at komme ind og ‘igang’, fordi elevatorerne er ret langsomme, samt ved indgangen til observationsdækket, men jeg er sikker på, at det kun er ‘opstarts-flaskehalse’.Til gengæld er der masser at opleve i foyeren, der fremstår ligeså futuristisk, som man kunne forvente. Spacy.Et par museums-medarbejdere fløj også med en skøn flyvefisk og en skør gople, mens forsamlingen gloede og pegede.Museet er opdelt i 4 chapters. Man skal starte op allerøverst, og det foregår selvfølgelig med en tur ud i rummet som astronauter, hvor vi i 2071 åbenbart høster solens energi ved hjælp af et månebælte, der beamer energien ned til jorden, hvor der er nogle enorme modtagerplatforme fordelt ud over kloden, så alle kan få glæde af den konverterede solenergi fra rummet.

I det tredje chapter kiggede vi på klodens liv. Både de arter, der allerede er uddøde; dem, der vil uddø inden 2071, hvis ikke vi gør noget, og dem, der rent faktisk trives. Det hele var præsenteret på den smukkeste måde ved hjælp af hologrammer, der var 3D-printede, og så kunne museums-medarbejderne scanne dyrene og vise os mere om dem på små, smarte scanningsmaskiner. Der var også en masse forklaringer om, hvordan vi kan genskabe tabt biodiversitet, såsom koralrev, mangrove og regnskov ved hjælp af laboratorie-fremstillede planter, der er mere hårdføre og klarer klodens globale opvarmings-udfordringer bedre, som f.eks. ikke-brandbare træer.Så æstetisk pleasing at gå rundt blandt klodens arter i mørket. Lyset skiftede i bedste LED-stil, naturligvis.I det andet chapter så vi nærmere på menneskets psykiske helbred, som i fremtiden vil være langt mere belastet end vores fysiske helbred. Jeg mener at kunne huske, at der stod på et skilt, at psykiske udfordringer som angst, ensomhed, koncentrationsbesvær og depression vil overhale fedme-epidemien i 2040, som største sygdomsårsag i verdens befolkning.
I denne del af udstillingen kunne man deltage i beroligende, sensoriske øvelser med bl.a. lyd, lys og berøring som afstressende øvelser mod de psykiske udfordringer. Området lagde op til, at vi kommer til at ‘gå’ til sanse-terapi i fremtiden, for at modarbejde de input og stimulanser – og i ligeså høj grad manglende stimulanser – vi oplever i det moderne, højteknologiske samfund.

Allernederst i chapter 1 skulle der leges igennem i forskellige sanseområder, der desværre kun var tilgængelige for de helt små børn. Det er lidt typisk, at de voksne ikke inviteres med ind i legen/aktiviteten, men at man i stedet skal sende ens børn ind selv, og så superviseres de af personale. Det er der sikkert også mange voksne, der foretrækker, da det giver et lille frirum til dem?MOTF er så afgjort et seværdigt museum. Man må røre ved tingene. Man kan tale med personalet og få yderligere forklaringer hele vejen rundt. Man får ny viden om teknologi og nye idéer om verden og vores fremtid. Museet har en legende, humoristisk tilgang, og det gør det interessant for både store og små mennesker.

Skynd dig at sætte det på “must-see”-listen, hvis du ikke allerede har været derinde! 💜