Elliot

Der skal ikke herske tvivl om, at Martin og jeg er underlagt emotionel pression. Det er slet ikke noget nyt. Det har faktisk stået på i et par år. Pigerne ønsker sig brændende en hund.

Bare en lille bitte én. Bare sådan en lille bitte nuser én.

Kan vi ikke forstå det, hva’? Kan vi slet ikke lide sådan en lille sød hund, hva’?

Pigerne er vant til dyr. De er over alt i familien. Min Far og Conny havde to yorkies indtil for nylig, nu er der én. Farmor og Farfar har deres to yorkies. Moster L har den frække og sjove Anton, der elsker at gå tur. Min bedsteveninde C og familien har lige fået verdens dejligste cavalier-hvalp.

Alle har en hund. Sådan føles det ihvertfald.

Og så er der os. De to onde forældre, der ikke under deres døtre lidt lykke og glæde i hverdagen.

I virkeligheden ved Martin og jeg jo godt, hvad det handler om, og hvad det vil sige, at have et kæledyr.

Det er lige dele kæmpe glæde og kæmpe ansvar.

Vi er selv opvokset med dyr omkring os, så det er på ingen måde unaturligt for os eller en tanke, vi er afvisende over for. For dyr giver hjemmet et særligt liv. Dyr giver også børn noget særligt under deres opvækst – en yderligere dimension i livet af gensynsglæde, nærvær, fællesskab, leg, sjov og ballade. Der er jo også læringen i dét med at have dyr: Man skal gå tur, samle efterladenskaber op, passe og pleje. Man skal lære at sætte grænser, sætte sig ud over egne behov, og tænke på dén i flokken, som ikke kan forsvare eller hjælpe sig selv.

Jeg har argumenterne for at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så er der jo lige det her Dubai-liv, som kommer på tværs. Ikke så meget i forhold til varmen og det faktum, at det pelsklædte familiemedlem ville skulle leve sit liv i en ørken. Dét er der så mange hunde, der gør – og de har det ganske fint. Gåturene ligger jo bare tidlig morgen og sen aften, når det er for varmt midt om sommeren. Vi ville heller aldrig nogensinde se os om efter en stor hund med stor pels, så eventuelle indvendinger om, at det er virkelig synd for hundene i varmen, har jeg ikke behov for.

Nej – dét, der er svært for mig er, at vi lever på en måde, som gør, at vi enten vil være væk fra hunden mindst 3 måneder hvert år, hvor den så skal passes af Maricel eller i et dyreinternat – eller alternativt vil vi få en masse logistisk (og økonomisk) bøvl ud af at rejse rundt med et dyr i transportboks og karantæne fra den ene lufthavn til den anden. Vi bor også hjemme hos familiemedlemmer, når vi opholder os i Danmark – og der er ingen af de steder, vi ville kunne komme anstigende med en hund, så dér ville pludselig også blive helt ændret i ritualerne, hvis hunden skulle med os til Danmark om sommeren og i julen. Dertil kommer de praktiske foranstaltninger og økonomiske bekymringer, for Dubai er virkelig ikke et let sted at have en hund. Der er mange vaccinationer og regler under almindeligt ophold i landet, og endnu mere regelhalløj og bureaukrati, når man forsøger at indføre/genindføre en hund efter udlandsrejse. Alt i alt vil det være et stort ekstra-ansvar oven i alle de andre papirmøller og økonomiske klemmer, vi i forvejen sidder klemt fast i i vores almindelige liv her i Ørkenstaten. Der er også altid job-usikkerheden at tage i betragtning. If shit hits the fan, er en hund jo et familiemedlem mere at tage stilling til og ansvar for, skulle det gå så galt, at vi er nødsagede til at rømme rønnen og finde os et nyt land at bo i. Alt andet lige er der mange ting, som bliver mere besværlige, hvis vi tilføjer et firbenet familiemedlem med våd snude til vores lille familie.

Jeg har argumenterne for ikke at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så skete der pludseligt det forunderlige, at Universet sendte os en lille bitte hundi. Til låns, må jeg huske. Elliot hedder han. Han er en 5.5 måneder gammel malteserhvalp. Med det dejligste, mildeste sind og masser af sjove påfund. Der er ikke dét, Elliot ikke kan!

Jeg skal lige skynde mig at tilføje, at Universet samtidig har sendt os Elliots familie retur til Ørkenstaten – nogle virkelig gode og skønne mennesker, som jeg værdsætter højt, så dét er nærmest en tidlig julegave at få gode venner retur.

Og da Elliots familie har en del praktiske ting at tage sig af her i opstartsfasen, har vi været så heldige, at vi er blevet godkendt som babysittere!

Hvilken lykke, det er for os!Vi får 100% afløb for vores hundekærlighed. Her er pigerne med Elliot i cykelkurven, så vi kan cykle The Lakes rundt, og bagefter lege på én af de store plæner bag Hattan Gardens.

Han stikker tungen ud af munden og nyder førerkurven på Cilles cykel. Og jeg nyder at cykle bagved og lytte til hendes små-pludren til Elliot om dette og hint. Det er så skønt at se hende udvise denne her form for omsorg og betænksomhed, som ellers er pakket så dybt væk i det daglige. Præcist som det var hos mig selv i den alder.

Og så er der jo Mille. Den selvskrevne hunde-mor. Hun har det moderlige instinkt dybt i sig. Et håndgribeligt nærvær og en kærlighed, der strømmer ud af hende. Hun er selvskrevet til rollen.Her er Elliot med Mille i bilen – på vej til den lokale hundelegeplads i The Springs. Ligesom med cyklen, så elsker han også at være med i bilen, og han nyder, når han kan udforske nyt og ukendt territorium. Her er Elliot så som sygepasser med en smugsovende Cille, der stornyder, at han ligger hos hende og pusler omkring, når hun er nødt til at blive hjemme fra skole.

Her er Elliot på tur med Maricel i hendes frokostpause, hvor han er blevet venner med nogle af de andre hunde, som hendes veninder passer. Maricel er faldet mindst lige så pladask for Elliot som vi andre er. Dét havde jeg ikke regnet med.Om morgenen siger Elliot farvel til pigerne, før vi cykler til skole. Han har ikke prøvet at være alene hjemme hos os – for Maricel er der jo i dagstimerne, hvor vi er på arbejde og i skole.

Og her siger Elliot godnat hver aften, når han lægger sig til at sove op ad sin sovekammerat, Mille. De sover begge trygt hele natten sammen.Han har sig et vaskeægte hundeliv, den gode Elliot. Både hjemme hos sin egen familie og her hos os – de ivrige babysittere, der næsten ikke kan udholde at tælle antallet af dage til at han ikke er hos os længere.Jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids. Ligesom resten af familien.

Man kan simpelthen ikke andet. Se selv!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvor længe har I været her?

I Dubai er der to spørgsmål, der umiddelbart trænger sig på lige efter isbryder-klassikeren:Interessant nok er det næste spørgsmål ikke – “og hvor arbejder du så?” – som det ville være i Danmark, hvor ens arbejdsplads og profession åbenbart er det mest nærliggende at spørge ind til. Det spørgsmål var i øvrigt det værste, jeg kunne komme i tanke om, da jeg var hjemmegående husmor i England. For efter dét (og min respons “jeg er hjemmegående”), kom det uvægerligt fra både danske mænd og kvinder: “Hvordan får du så tiden til at gå?”

Her i landet rangerer jobsituation/jobstatus en del længere nede på listen over small-talk-emner.

Vi fortsætter i stedet med: “Where are you from?”

Hurtigt efterfulgt af: “And how long have you been here?”

Rene konversations-travere, som vi alle sammen kan svare på uden så meget som at blinke eller synke.

– “I’m Tina” (jeg udtaler altid med ‘a’, fordi det er lettere).

– “Danish like the pastry and the butter cookies”.

– “My family and I have been here 5 years now.”

Det er selvfølgelig fordi Dubai kaldes “hjem” af godt og vel 200 nationaliteter, at det bliver interessant at spørge folk, hvor de kommer fra.

Det næste spørgsmål – hvor længe har I været her? – er så sigende for stedet, at det både fremkalder smil og let kvalme hos mig.

Alle ved, hvor længe, de har boet i Dubai – på en helt anden måde, end min Søster ved, hvor længe hun har boet i Odense, selvom hun er tilflytter fra Vestjylland og sikkert aldrig vil blive anerkendt som hverken odenseaner eller fynbo.

Det er der en masse årsager til, men fælles for dem er, at vi alle lever her på lånt tid.

Dubai er en mellemstation.

Et trinbræt.

En midlertidig og yderst behagelig løsning.

Det er så pisseærgerligt.

For der er konstant en licens, der skal fornyes, en bil, der skal synes eller en kontrakt, der skal genforhandles. Og vores opholdstilladelse er lænket til arbejdstilladelsen, så der er ganske enkelt ikke noget at rafle om.

Vi tæller og tæller hvert år, der går.

Som udgangspunkt kan jeg godt leve med denne her præmis. Vi har alle vidst det, da vi flyttede hertil. Vi er kun velkomne, sålænge vi har et job og forsørger os selv. Sådan burde det jo i virkeligheden være alle steder, medmindre vi taler om flygtninge og asylansøgere.

Min kvalme indtræffer, hver gang det går op for mig, at vi pludselig er blevet “gamle i gårde”.

Efter 5 år.

Really?!

Jeps.

Den er go’ nok.

5 år i en Ørkenstat og du er blevet en ørkenolding med svedig autoritet.

Jeg føler mig slet, slet ikke som “en af de gamle”. Der er da tusind ting, jeg ikke aner, hvordan jeg skal få til at fungere. Der er tusind andre ting, jeg heller ikke har lært eller fået styr på eller oplevet endnu.

Og nu rejser de andre.

Nu er jeg blevet én af dem, der sidder tilbage, mens dem, vi lærte at kende i starten af vores Dubai-liv, begynder at rejse hjem. Til Danmark. Og videre ud i verden.

Det føles helt skævt.

Festen er jo kun lige begyndt, hvis du spørger mig.

Men jeg er åbenbart blevet sådan én, der skal gå til farvel-fester og gensyns-brunches, når tidligere Ørken-Immigranter kommer tilbage på ferie.

Heldigvis er jeg aldrig for fin eller for fornærmet til en fest eller et gensyn.

Jeg glæder mig f.eks. helt vildt til Friday Brunch i morgen, hvor vi skal gense søde mennesker, der har etableret sig i Danmark igen efter at have boet 10 år hernede.

Og selvom jeg vil savne alle de mange, mange søde og dejlige mennesker, der vælger at rejse hjem og videre ud i verden henover den forestående sommerferie, så ved jeg også, at når man holder af hinanden, så mødes man igen.

Det er universets lov.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I dag for 5 år siden…

…skrev Martin denne her besked på FaceBook.

Det er så vildt underligt, at det kun er 5 år siden, for det føles vitterligt som en livstid.

Og det er da også glimt fra en anden tid på en anden planet, jeg ser på, da jeg finder gamle billeder frem af min Mor, pigerne og jeg i Heathrow, hvor min Mor er ved at blive sende os afsted på et vanvittigt arabisk eventyr. Følelsen af at stå der, kan jeg genkalde mig på et splitsekund.

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg vil glemme den afsked, for den var på en eller anden måde skæbnesvanger.

Jeg aner ikke, hvor mit mod kom fra.

Jeg aner heller ikke, hvorfra min Mor fik styrken til at fylde vores allersidste, knugende tunge dage i England med sin enorme mængde positiv energi og handlekraft. Men det gjorde hun altså.

Og tænk – jeg tog pigerne og fire kufferter under armen og rejste til Mellemøsten, uden nogensinde at have sat mine ben dér tidligere. Det virker helt tosset, når jeg nu ser tilbage på det.

Men jeg stolede på Martins dømmekraft.

Det gør jeg i øvrigt stadig.

For han er dygtig til at sætte de store linjer for, hvad der er godt for vores lille familie.

Og her – 5 år senere – kan jeg kun takke Martin og højere magter for at vi lykkedes med vores videre færd ud i verden.

Vi har boet i udlandet i godt og vel 8 år nu. 3 af dem i England og 5 af dem her i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber på 8 eller 10 eller 25 år mere, men ingen af os ved, hvad fremtiden bringer. Hvilket sikkert er en god ting.

Og nu hvor torsdagstrætheden og nostalgien alligevel har taget helt over, så lader jeg lige minderne flyde fra en svunden tid.

Som her, hvor familiens lille englænder på 22 mdr. spiser afskeds-croissant i Woodbridge, Suffolk.

Lille Mille My. Hvor bliver tiden dog af?

Hun fyldte 2 et par måneder efter vores ankomst i Ørkenstaten. Næste gang fylder hun 7.

Der findes ingen måder, hvorpå vi kan skrue ned for hastigheden, så det godt nok om at nyde hver eneste dag mest muligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vi flytter!

Virkelig dramatisk overskrift.

Click-bait, my friend.

Men den er nu go’ nok.

De sidste mange måneder har vi forberedt flytning fra vores nuværende rækkehus i The Lakes og hele vejen over i et andet rækkehus i selvsamme ghetto.

Mindst 500 meter flytter vi os.

Fra den ene side af søen over på den anden.

Kald os bare globetrottere…Vores nuværende hus har ejerne solgt, da vi efter 3 år opsagde lejemålet. Fordi deres egen livssituation er ved at ændre sig. Det er jo ét af grundvilkårene i ethvert expatliv.

Og selvom vi har været glade for at bo her, bliver det nu alligevel rigtig rart at flytte.

Der er energi i at flytte sig.

Vi er nødt til at foretage en grundig oprydning. Kigge tingene efter i sømmene og vurdere, om vi virkelig gerne vil have dem med – eller om det mon er på tide at forære dem væk eller smide dem ud. Vi sælger også ting, som ikke skal med videre. Vi har købt nye ting. Der skal repareres, renoveres, males og regeres.Midt i menageriet kan jeg ikke lade være med at smågrine af os. Os, der ikke skulle slå rødder. Os, der skulle ud at opleve verden og være i bevægelse fra sted til sted.

Det var ihvertfald tanken, før de to arvinger-til-al-gælden gjorde deres indtog i vores liv (og viste os, at man er så pisseklog, før man får børn).

Det var også tanken, da vi landede i De Forenede Arabiske Emirater for 5 år siden og lige skulle prøve Mellemøsten af for en stund (som sikkert ender med at blive til et tocifret antal år, ligesom alle de andre).

Mageligheden indfinder sig.

Tryghedsnarkomanien breder sig.

Hverdagen triller derudaf i sit gode, velkendte spor.

Og nu står vi så hér – med rødder, der langsomt gror fast i den sandede, fremmede jord, fordi der ikke findes noget mere behageligt, trygt og lettilgængeligt sted at leve end lige hér i Dubai.

Det her liv er ferien, man ikke vil hjem fra.

Med palmer, pool, solskin og høj himmel hver dag. Med hjælpende hænder i hjemmet, god skolegang til børnene og en nyfunden frihed som familie til at vælge, hvad man egentlig gerne vil – sammen og hver for sig.

I de nærmeste par dage vil vores lille familie være små energiske redebyggere. Dét er helt sikkert.Martin er fantastisk at flytte sammen med. Altså – flytte fra ét sted til et andet med. Selve flytte-sammen-proceduren blev vel overstået for 16-17 år siden, da min Far bankede på hans Østerbro-dør og proklamerede, at “nu er hun dit ansvar”.

Martin helmer ikke, før den sidste flyttekasse er tømt og det hele står snorlige. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kan få tingene på plads og i system så hurtigt som ham.

Og i morgen er det ham, der skal lede slagets gang og stå i spidsen for flyttelæsset, når der dukker 10 stærke mænd op kl. 8.30 for at pakke alle nellikerne ned og flytte dem længere ned ad vejen.

Jeg misunder ham virkelig ikke opgaven. Faktisk har jeg deltaget alt for lidt i flytteprocessen denne gang, føler jeg. Og har en sort samvittighed og en hel bunke børn at undervise dagen lang.

Men lidt ting har jeg da solgt og ryddet ud i undervejs – og jeg glæder mig virkelig til weekenden, hvor vi sammen skal finde plads til alle vores ting i et nyt hjem ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Det’ bar’ gas

Én ud af de hundredevis af ting, jeg elsker ved at bo og leve i udlandet er, at hverdagens små og store opgaver ikke nødvendigvis kan løses eller fungerer på samme måde som ‘derhjemme’.

I en dansk kontekst.

Indrammet af danske briller, der kører med dansk menneskesyn, dansk snusfornuft, danske værdier, danske principper og danske argumenter.

’Plejer’ dør i dét øjeblik, vi udvandrer og bliver til indvandrere i et land langt væk fra Danmark.

Vi bliver pressede og udfordrede til at prøve noget nyt.

Gøre noget andet.

Blive mere kreative i vores problemløsning – og måske endda række ud (gys) og spørge nye venner eller ghetto-koret på Facebook til råds for at finde svaret.

Indrømmet – der er helt sikkert perioder, hvor alt, alt for mange ting og opgaver føles indviklede og frustrerende at løse, fordi vi ganske enkelt ikke forstår, hvordan ‘man’ gør tingene i det nye samfund.

Det trækker tænder ud, at skulle flytte sig og prøve noget nyt.

Hver eneste gang.

For der er formaliteter og procedurer i et vilkårligt, nyt land, som kan virke så omstændelige og ulogiske, at man må læne sig tilbage og grine lidt af det – inden for hjemmets fire vægge, naturligvis – for man skulle jo så nødigt støde andre på manchetterne.

For de andre tager – sjovt nok – sig selv lige så højtideligt, som vi selv gør.

Alle i hele verden synes, at netop de har patent på ‘den smarteste måde’ og ‘den logiske løsning’.

Sjovt nok.

Det er en del af den menneskelige natur at tro, at vi har ret og er de klogeste – i forhold til alle de andre.

Forleden bliver jeg mindet om alt det ovenstående.

I en ret konkret og ret banal hverdagssituation.

Midt i madlavningen. c7cb4a97-812f-4d53-aa85-f6661269b416Pludselig går alting i stå.

Gryderetten. Poserisene. Grøntsagerne.

Jeg tjekker de forskellige gasblus.

De er som afgået ved døden.

Martiiiiin – går du ikke lige ud og tjekker gasflaskerne?”, råber jeg kommanderende, som ‘man’ har lov til, når ‘man’ våger over kødgryderne.

Og Martin, der har øjnet, at vi skal have kylling i karry med kokosmælk og ananas, stiller beredvilligt op.9ed5d198-9d73-459e-ad90-3034d607060fHan trisser ud til skabet i garagen.

Dér gemmer to store, gammeldags gasflasker sig, som er forbundet til gaskomfuret i køkkenet.

Smart løsning, hva’?

Og endnu smartere er jeg, for jeg har naturligvis ikke ringet efter en ny gasflaske, da den første blev brugt op. Nej – jeg satte blot den anden flaske til – og nu har vi så miseren.

Martin piller ved flaskerne og ryster dem lidt.

Den er go’ nok.

Vi er løbet tør for gas midt i madlavningen.

Og jeg må finde en løsning.

På indersiden af skabslågen i køkkenet findes svaret, og jeg sender vores udlejer en kærlig tanke. Hun har sikkert stået i nøjagtig samme situation, og nød lærer som bekendt enhver at opsætte klistermærker.b05ab8b0-8ace-4c48-85e6-6280dc9e1e4cJeg ringer til Al Fahidi.

En flink pakistaner med meget begrænsede engelskkundskaber tager telefonen, og jeg får forklaret, at jeg altså vældigt gerne vil have gas nu.

Bar’ gas.

Som i meget-gerne-lige-nu.

Tror du, at han forstod hvor vi bor?”, spørger Martin forsigtigt og kigger ned i karryretten, der er stivnet noget i betrækket.

Jeg tror det, men måske skulle jeg lige sende ham en besked?”, svarer jeg.17a68aee-464e-4fe9-8776-7ed562bf998bTror du ikke, at vi skal finde på noget andet til aftensmad eller måske lave det færdigt i mikroovnen?”, spørger Martin, som tydeligvis er sulten.

Nej – lad os nu lige give manden lidt tid – klokken er ikke så mange”, mumler jeg.

Og ventetiden fordriver Cille og jeg i sofaen med hver vores bog.c67859b0-c5a6-4734-b5cf-490b7259f019Det tager præcist 15 minutter, så ringer gasmanden på døren og sætter beredvilligt to nye, fyldte flasker ind i vores gasskab.345deb2e-a459-4b58-b8c7-63b00065553fHan får drikkepenge og mange tak – og karryretten simrer lystigt igen.

Man kan undre sig over, at der ikke er indlagt gas via ledninger i jorden – ligesom ‘hjemme i Danmark’.

Men det er der nu engang ikke.

Og selvom jeg blev noget overrasket over at finde ud af, at man har løse gasflasker stående i et skab ude i garagen, så kan man ikke tillade sig at kritisere systemet – for det virker jo helt upåklageligt og effektivt.

Det er nu heller ikke alle boligkvarterer, der har gasflaske-system som vores. Mange anvender elkomfur og elkogeplader – og i nogle områder tror jeg nok, at der er et mere fælles-distribuerende gassystem.

Men jeg kipper med hatten for den pakistanske gasdistributør, der kom med det vuns, da vi råbte om hjælp.

Og jeg er sikker på, at aftensmaden smagte endnu bedre, fordi den på et tidspunkt var i farezonen for at gå i vasken.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet