Ny hjemmebane

Balkondøren står åben hele natten. Endnu hersker der milde temperaturer over Ørkenstaten, så vi nyder den lune brise, der svøber os i mørket.

Jeg vågner kl. 5.20 og vrikker med tæerne til den svage, beroligende lyd af muezzinens kalden fra en minaret langt borte i det fjerne.Allahu akbar! kalder han inviterende med sin stigende og faldende intonation.

Muezzinen er den mand, der messer fra minareten, moskéens tårn. Han reciterer adhan, som er kaldet til bøn.Han vækker os til fajr, dagens første bøn, der skal foretages ved daggry, lige før solen står op.

Allahu akbar! Allah er stor!

Den eneste sætning, jeg er i stand til at opsnappe i de lange, fabulerende vers, der lyder så smukke, selvom jeg ikke forstår et kvæk.

I dag er sidste dag inden vores forårsferie, Spring Break. Påske taler vi ikke så meget om her i Arabiens land, men man kan da købe chokoladeæg og påskeharer i supermarkedet.

Lige om et par timer er det slut med lektielæsningen.Og slut med at smøre madpakker, selvom jeg elsker at finde Cilles små beskeder i tasken.Forude venter en flytning. En nedpakning. En omvæltning. En ny hjemmebane – cirka 150 meter fra den nuværende.

Det hele er knapt så dramatisk og eksotisk som for et år siden, hvor vi ankom fra England til Ørkenstaten.

Nu føles det mest af alt som en irriterende opgave, jeg har svært ved at motivere mig selv til at udføre.Og jeg lover mig selv, at selvom vi ikke skal på Spring Break til Sri Lanka eller indtage påskefrokoster i Danmark, så skal der blive plads til hygge, fjollerier, nussen-rundt og evindeligheds-fornemmelse.

Vi skal bare lige have overstået de næste par dages pakkearbejde. Bjørnen Bjørn, Cille, Mille og jeg, mens Farmanden knokler på kontoret.Men før jeg går ind og begraver mig i papkasser og gaffatape, bliver jeg nødt til at vise billederne fra balletskolens afslutning igår.Der er gået stoltmor.dk i den.

Beklager.

Er de ikke pisseirriterende, de der mennesker, der bare bliver ved og ved med deres poders bedrifter?