Gyseren

Jeg har stadig til gode at få set hele marathonudsendelsen “Valg Amok” fra valgaftenen på “Her Går Det Godt TV” på YouTube, men jeg fornemmer også, at jeg sagtens kan nå det, fordi der stadig er en form for ongoing valggyser hjemme i Moderlandet?

Er Mette Frederiksen mon ved at løbe tør for makrel på dåse og Gevalia til alle de (magt-)sultne, uventede gæster oppe på Marienborg?

Vi fejrede naturligvis demokratiets festdag her i Dubai, selvom vi alle har mistet stemmeretten for mange år siden, som den flok danske udvandrere, vi er.
Der var blevet kuffertimporteret valgflæsk fra SuperBrugsen i Stege på Møn, og en O.P. Anderson lå der heldigvis også i fryseren hos vores dejlige venner.

Danmarks nationalret lavet med dansk gris, danske kartofler, dansk kruspersille og lidt hjemmesyltede rødløg. Ikke et øje var tørt, siger jeg jer – for gris i en Ørkenstat er noget, der indtages med en vis andægtighed.
Selv servietterne og bordpynten trak små tårer i øjenkrogen. Wonderful Møns Klint og ligeså wonderful Dannebrog.Og aftenen igennem fulgte vi med i de politiske eksperters kommentarer, interviews fra partiernes valgfester, exit polls og resultater fra optællinger på rigets allermindste valgsteder.Jeg gik mentalt død lidt før midnat, og med maverne fulde af snaps og flæsk cyklede vi hjem i den lune tropenat, mens vi diskuterede valg og demokrati, som nærmest betyder endnu mere for os, nu hvor vi lever i et benevolent diktatur og ser et velfungerende samfund, der er indrettet helt anderledes.

Jeg har det stramt med vores mistede stemmeret. Ja, vi er flyttet fra vores hjemland helt frivilligt. Ja, der kan være en vis ræson i at ‘melde os ud’, når vi ikke længere betaler skat i Danmark, som dermed bliver grundlaget for at have en reel stemme  i samfundet. Jeg ved ikke præcist, hvad årsagen til den mistede stemmeret er, og jeg ved heller ikke, om jeg synes, at skatteindbetaling er det eneste ‘gyldige’ argument i forhold til at blive accepteret som statsborger i et samfund?

Vi er jo ‘kun’ danske statsborgere – uden et andet pas i baglommen, så når vi mister stemmeretten i vores eneste hjemland, er vi reelt stemmeløse i verden. Og jeg er – ligesom alle andre udlandsdanskere, jeg kender – absolut ikke ligeglad med hverken Danmark og livet derhjemme i velfærdsstaten.

Måske vender vi hjem engang, måske gør vi ikke, men det er sådan set sagen uvedkommende.

De fleste udlandsdanskere har ejendomme, aktier, pensionsopsparinger og masser af emotionelle værdier i vores hjemland, som gør, at vi i dén grad vil investere både økonomisk og omsorgsmæssigt i det danske samfund. Vi ligger ikke Velfærdsstaten til last, når vi kommer susende med vores sundhedsforsikringer og lejer biler, boliger, køber skolepladser til vores teenagere og samler til bunke af danske varer og services, som vi savner i vores adopterede hjemlande. Vi har også allerede betalt vores lange, videregående uddannelser tilbage ved at have arbejdet i Danmark i en lang årrække, før vi fik den vanvittige, sindsoprivende idé at fraflytte Dronningeriget. Og sådan kunne jeg blive ved med at argumentere for, at vi er et (stort) aktiv for samfundet – både når vi er til stede i landet på ferie, og når vi “bare” bruger vores opsparinger på at investere i f.eks. ejendomme og start-ups i hjemlandet.

Djævlen på min højre skulder vil mene, at der er en vis portion vrissenhed eller ‘Jantelov’ i at dømme alle udlandsdanskere ude af stemmelokalerne, fordi vi jo selv har valgt Danmark fra. Det er nok en lidt barnlig holdning at sidde med, men ikke desto mindre kan det føles som en regulær afklapsning eller ihvertfald en afvisning af os. Som om vi er en slags andenrangsdanskere, der skubbes i samme kategori som ‘de fremmede’, man heller ikke giver stemmeret til.

Er det et problem for demokratiet, at så mange borgere i et land står uden stemmeret? Det kunne man mene, men på den anden side er jeg 100% sikker på, at størstedelen af danskerne er taknemmelige for, at jeg forlængst har mistet retten til at stemme i Danmark. Ihvertfald hvis jeg agerede ud fra de kandidat-tests, jeg altid forvilder mig ud i at prøve under en valgkamp.

Ved Folketingsvalget i 2019 var jeg tilsyneladende mest enig med Klaus Riskær, og ved dette folketingsvalg pegede min test-pil så åbenbart på Franciska Rosenkilde. Kom ikke og sig, at jeg ikke er en alternativ person?!

Til gengæld har vi netop deltaget i en anden gyser-event, nu hvor vi var dømt ude fra den danske gyser af et Folketingsvalg. Halloween, naturligvis.Højtiden, som vores piger elsker mere end nogen som helst anden tradition eller højtid på året. Det er ikke mig, der har smittet dem med dén begejstring, for jeg har været nødt til at fake entusiasmen lige siden den første gang, vi blev ‘udsat’ for festen.Men – som de community good sports, vi trods alt er, så tog jeg min Halloween-date under armen (han kunne stort set intet se ud af sin maske), og gik ud for at skræmme livet ud af flest mulige børn og godtfolk. 
Martin havde mig til at gå med 25 balloner, så han selv kunne se virkelig creepy ud i rollen som Pennywise. Der var en del børn, der ikke turde tage imod en ballon fra ham, og det samme gjorde sig gældende, da han senere delte slik ud.Vores naboer, der er canadiere og dermed eksperter i autentisk Halloween, havde lavet et sindrigt klokke-system, der skulle klinkes med, før man modtog slik ned fra en sliske. Børnene elskede den Georg-Gearløs-anordning og stimlede  sammen hele aftenen.Og hvor er så vores egne børn? Tja, de er blevet så store, at de nu løber ud i verden og nyder Halloween trick-or-treating med deres venner, så vi er efterladt herhjemme, som de gamle klovne, vi nu er blevet.

Her er Mille, før hun strøg afsted med sin kammerat rundt i The Lakes.Og her foreviger Cille sig selv hos en veninde i Victory Heights.
Heldigvis kommer de hjem igen til os. Med poserne fulde af slik.
Det kan jeg så bruge den næste uges tid eller to på at smårapse fra. Trøstespisning, you know. Det hjælper på alle former for uretfærdigheder. Mistet stemmeret, bare for at gi’ et eksempel.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Efterårs-blues

Efterårsferien er i dén grad ovre.
Og selvom det altid er spændende at starte nye emneforløb op på alle klassetrin, så drukner begejstringen desværre ret så meget i praktik og IT-bøvl med at få overstået danske stave- og læseprøver. Skoleledelsen er heller ikke ligefrem nem at danse med, så selv mindre anmodninger om assistance bliver til større hovedbrud og benspænd. Suk.Som altid når virkeligheden truer, skynder jeg mig at dukke nakken og gemme mig i noget kreativt inde i mit elskede dansklokale. Her er jeg f.eks. i gang med at bygge bondegårdsfigurer til mine små elever i Year 1, der bl.a. skal lære navnene på forskellige nyttedyr, husdyr og kæledyr, der ofte befinder sig på bondegårde.Måske hænger mine blues-fornemmelser også sammen med, at Martin har virkelig-alt-for-drøntravlt på arbejde, og derfor ikke kunne holde en fridag med os, nu hvor skolen så sig nødsaget til at give os en nærig flig af en efterårsferie (læs: tre dage fri fra skole).

Set i bakspejlet fik vi nogle ganske fine dage ud af det, jeg ved det jo godt, selvom det ikke rigtigt føltes som en ferie.

Mille og jeg tog f.eks. på Arabian Tea House ved Jumeirah Archaeological Site og fik morgenmad én af formiddagene.Det sted har været på min ønskeliste i lang, lang tid. Og der er ligeså fint og hyggeligt, som man kan forestille sig ude fra. Billeder af fordums og nuværende sheikher pryder væggene, og der dufter af kardemomme, safran, løg og nybagt brød.Arabian Tea House er autentisk emirati-mad, og de har åben fra tidlig morgen til meget sen aften. Der kommer masser af lokale emiratier, og der er adskillige locations – ikke kun i Dubai. Om jeg så syntes at deres arabiske te og tomat-æg smagte godt, det er en hel anden historie.

Næste gang vil jeg klart vælge at komme der til frokost for at få en af deres aromatiske salater, og så vil jeg styre uden om den kulsorte te og direkte henimod en arabisk safrankaffe. Men sådan lærer man jo så meget – og smagsløg og præferencer er jo heldigvis forskellige! Da emaljen på mine tænder simpelthen ikke kunne holde til mere ascorbinsyre, trissede vi en rundtur på det arkæologiske område, der virker mere søvndyssende end det egentlig burde. Normalt elsker jeg sådan noget her, men der mangler noget interaktivt – et eller andet – for at gøre fortællingen og udgravningerne levende. Backdrop til New Dubai er selvfølgelig slående, når man står dér og glor over på den lange skyline, Dubai bryster sig af – midt i historien om det hårde liv i en ørken.Det står også lidt hen i det uvisse, om de her sten overhovedet har noget med de oprindelige udgravninger og fund at gøre, eller om man bare har hentet lidt cement og sten og klasket det hele op til ære for turisterne. Jeg ved det ikke, men det virker spøjst. Umiddelbart vil jeg sige, at man kun skal besøge stedet, hvis man i forvejen har lyst til en tur på Arabian Tea House – ellers er det alt for meget at gøre ud af den begrænsede arkæologiske del.

En anden fin Dubai-oplevelse er gode, gamle Ibn Battuta Mall. Bygget af entreprenøren Nakheel i velmagtsdagene, og det holder stadig 100% her mange år senere.Der er fine udsmykninger i alle dele af mall’et, som udmærker sig ved at være delt op i forskellige ‘courts’ eller kulturområder, som den arabiske eventyrer og udforsker, Ibn Battuta, besøgte i sit liv. Der er således en flig af Kina, Egypten og Arabistan indbygget i interiøret, og det giver en rigtig hyggelig stemning, hvis man sammenligner med f.eks. Mall of the Emirates, der virker altid travl og kønsløs. Samtidig er der mange billigere butikker, som gør det klart sjovere for de unge damer i familien at gå på indkøb.
Vi var der nu mest af alt for at male porcelæn i Kids Palooza.Cille fik en teenage-nedsmeltning derinde, så vi måtte behandle hende mere forsigtigt end selve porcelænet, men billeder er jo taknemmelige – og lidt hyggeligt var det måske også. Et kvarter.Derhjemme fik vi pyntet lidt op til Halloween, for pigerne har plaget om det i flere uger. Jeg bryder mig ikke om Halloweenpynt – det er altid noget billigt og grimt kineser-plastik, men Cille fik da lavet et flot skilt til vores nyindkøbte afskårne hænder.Og Daisy fik trænet trick-or-treating.Så er der bare at vente til på mandag, hvor det er Halloween. Børnenes favorithøjtid og favoritfest, fordi alle er på gaden og hygger sig. Og jeg kan jo passende forsøde mit sure, vrisne efterårs-jeg med lidt slik, så humøret får et hak opad, før jeg skal konfronteres med en hel flok zombier, klovne, vampyrer, hekse og sorte katte.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sommer-musestille

Der er helt sommer-musestille på bloggen.Vi er ellers fint i gang med at leve sommerlivet i Danmark, hvor vi lagde ud med dejligt Studentergilde og ditto Afternoon Tea Party, efterfulgt af en uge i Blåvand ved Vesterhavet og nu en uge i Odsherred ved Sejerøbugten.Alting er på en måde som det altid har været – og så alligevel slet ikke, når der er en sygdom at tage hensyn til og tilgodese på den bedst tænkelige måde. Én af de positive ting, der er kommet ud af pandemien er, at lægekonsultationer nu kan foretages online. Og på dén måde kan både speciallægen og patienten rejse på sommerferie uden at miste kontakten eller tabe pusten i det spinkle fremskridt, der er så hårdt behov for at se og mærke.Jeg er venlig over for mig selv. Det meste af tiden. Okay, hvem lyver jeg overfor her? 50% af tiden. Men der er nul overskud til at følge op eller planlægge de helt store ferie-udskejelser. Som vi i øvrigt heller ikke ville kunne klare eller overskue på dagen, hvis vi skulle k0mme til at forberede noget, dér var lidt større eller vildere end først tænkt.For første gang nogensinde i alle vores alenlange sommerferier, har jeg lagt tre dages pause ind til mig selv. Tid, som jeg vil tilbringe i selskab med min Mor. Og Farmor er så megasød at have pigerne i de tre dage. Jeg har brug for det. Det har jeg egentlig også haft tidligere, men oven på de sidste mange måneders bekymringer er jeg helt askegrå og porcelæns-skrøbelig indeni (og sikkert også udenpå, medmindre jeg fuldspartler og smiler det bedste, jeg har lært). Min Mor er godt selskab til at spise, tænke, tale, hvile og vandre. Så det vil vi gøre sammen. Og jeg glæder mig virkelig til det.Familiedynamikken er som altid interessant, når vi er sammen 24/7 i 60 dage. De fleste familier har 2-3 uger i højsæsonen sammen, hvor 1-2 uger måske er med et fuldt planlagt indhold, hvis man da er så heldig at have råd til at rejse eller har et dejligt sommerhus at opholde sig i. Efter sådan et par uger med børns cirkulære behov, krav og forventninger, kan det føles som helle at få lov til at tage på job eller skulle noget andet uden for hjemmets fire vægge. Jeg kender det. Efter et par uger (ud af de i alt otte – ho ho) har jeg lyst til at løbe skrigende hjemmefra, når jeg har bagt morgenbrød, som pigerne da ikke gider spise, hvorefter jeg forhandler morgenmadsprodukt-indtagelse med ihvertfald én af dem, som straks efterfølges af behovet for en let snack, og hvor er frokosten egentlig, når man be’r om den, hva’?Og selvom behovene, ønskerne og kravene følger med, uanset hvor vi befinder os, så er vi enormt glade for og lettede over at have købt sommerhuset i Blåvand.Faktisk arbejder vi på at kunne lave et lignende arrangement i Hillerød, hvor vi pt. står med skødet på en kolonihavegrund i hånden. Vi har endnu ikke fundet et byggefirma til at bygge et sommerhus på kolonihavegrunden, men vi satser på, at det kan lade sig gøre inden alt for længe. De to ‘opholdssteder’ vil klart gøre det lettere for os i fremtiden, hvis vi fortsat opholder os så mange uger i Danmark om sommeren og til jul.

Det er fantastisk at have god tid sammen med bedsteforældrene, når vi bor sammen. Men det er samtidig svært at få firkløver-familielivet til at fungere, og vi har ihvertfald så småt fundet ud af, at behovene er ved at ændre sig for os.

Da pigerne var små, var det skønt at have bedsteforældrenes ekstra hænder til de praktiske ting – og til samtidig at mærke deres ligesindede begejstring for trunternes gak og optrin. Jeg husker netop dét at observere pigernes udvikling og alle deres sjove sider og finurlige idéer som enormt ensomt at gøre helt alene i udlandet. Der skal faktisk en hel hær af familiemedlemmer til at bygge en lille ny familie solidt op. Dét har jeg lært på bagkant.Men nu har de to trunter altså teenage-lignende behov for egne ‘rum’ til at læse, sove længe, slappe af og connecte med vennerne over Zoom og WhatsApp osv. De vil selvfølgelig gerne se deres bedsteforældre, onkler, mostre og tanter og alle andre, vi savner og holder af, men deres grænser, udvikling og behov er i konstant forandring, og dermed er vores liv og verden som forældre det samme.Som altid er vi lige lidt bagud på point. Det er jo ikke nemt at forudse ens børns behov flere år ud i fremtiden, for vores viden og erfaring i forældreskabet begrænser sig jo til nuet og fortiden, og selvom det ville have været smart at have fundet ud af sådan noget med sommerhuse allerede for mange år siden, så ligger der jo gode grunde og årsager bag.Økonomien – helt åbenlyst – skal være der til at investere i to boliger i Danmark, uanset at det er i sommerhus- og kolonihave-regi. Den slags kommer virkelig ikke af sig selv, når der samtidig er kæmpe udgifter forbundet med at bo i udlandet. Martin arbejder mellem 10 og 12 timer i døgnet 6 dage om ugen for den løn, han henter hjem, og det er helt sikkert ikke holdbart i længden, dét der med aldrig at have helt fri som e-mail-kriger.Tøven har der også været en del af. For hvad er det egentlig, vi gerne vil – og hvor skulle det sommerhus overhovedet ligge? Når vi drøner til Vesterhavet, mister vi forbindelsen til alle vores gamle venner, kollegaer og bekendte, som bor på Sjælland/i Storkøbenhavnsområdet, og man kan lige knapt skrue to personer ind i Blåvandshuset som overnattende gæster, hvilket gør det lidt stramt med at tilbyde overnatninger til hele familier, der måtte komme rejsende til fra Sjællandssiden.Jeg trøster med mig, at vi er mere på vej nu, end vi har været tidligere. Vi har et dejligt sted at være, når vi er sammen med den jyske side af familien, og der er udsigt til samme løsning på den sjællandske side af familien, hvis bare vi har lidt tålmodighed.Og indtil da trækker vi alle sammen vejret ned i maven, og mærker, at der er lige dele glæde og frustration ved at være sammen non-stop, store som små, unge som ældre. Jeg ved, at jeg aldrig vil fortryde alle de mange timer, vi er sammen. For den slags kan ikke gøres om, når bedsteforældrene en dag måske ikke har helbredet med sig mere.Og når vi så bliver for mange om bordet, er det faktisk helt okay med små pauser, hvor vi deler os op. Det har jeg ikke altid været så god til at spotte, men det skal der klart gøres mere brug af, specielt nu, hvor vi snart har en ‘rigtig’ teenager med andre behov end lillesøsteren, der er ved at nærme sig ‘tween-stadiet’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Træk vejret

Vi er stærkt på vej ind i skoleårets sidste krampetrækninger. Nedtællingen går officielt i gang inde i mit hoved, når vi på  mandag har fire uger tilbage af et skoleår, der har været så meget optur og så meget nedtur, at jeg næsten skal bede om lidt leverpostejs-hamsterhjuls-liv uden store armsving og rutsjeture, tak.Som lærer forløber året ikke som i det traditionelle kalenderår med opstart i januar og afslutning i december. Mit år går fra september til juni, og så er jeg ellers komplet over and out i to stive måneder, hvor ingen aner, hvad jeg egentlig laver, herunder mig selv. De knapt to måneders sommerferie er den højtskattede, personlige privatlivs-fordel ved jobbet, mens der er tusindvis af andre slags glæder og fordele ved at arbejde med mennesker frem for computere, men det giver helt sig selv, at man er nødt til at holde af børn og den slags væsner, for at have sådan et job i længden.Jeg fatter ikke, hvor det her skoleår er blevet af. På én og samme tid føles det som hundrede år og et øjeblik. Præcist som det gjorde, da pandemien ramte og lukkede os helt ned. Slog os hjem. Som ludobrikker i et vilkårligt terningespil.

Der har ligget så megen glæde, boblende entusiasme og optur i endelig at være fuldgyldigt tilbage på skolen i et rigtigt, stort og fint dansklokale. Intet kunne tage glæden fra mig. Pyt med, at vi har båret mundbind både indendørs og udendørs størstedelen af året. Nu er det heldigvis lavet om til kun at være med masken indendørs, og det er ganske okay, for det betyder, at vi igen må være sammen uden distance, og at vi kan deles om bøger, udlevere papirbaserede opgaver i timerne, være fælles om skriveredskaber osv.Hele året igennem har vi levet højt på at være fysisk sammen i dansktimerne. Vi er kreative, synger, leger, tegner og hopper rundt. Alt det, der er stort set umuligt over en løs Teams-forbindelse, hvor ingen rigtigt kan høre eller forstå, hvad der foregår. Men samtidig med, at der foregår en fejring af fællesskabet og en opbygning af feel-good-stemning over hele linjen, lider vi også.Nogle lider mere i stilhed end andre, bevares.

Vi lider af angst, depression, eksamensskræk, perfektionisme, spiseforstyrrelser, tidsoptimisme, frustration, vrede, ensomhed, selvmordstanker, frihedstrang, raseri, fobier, identitetskriser, følelsesmæssige udsving, sult, hudsult og alt muligt andet, der er pissetungt og langhåret.

‘Vi’ er her en stor mængde eller gruppe.

Ingen nævnt specifikt, ingen glemt specifikt.

Overalt, hvor jeg ender og vender mig, ser jeg de psykiske efterdønninger af en pandemi. Eller måske er det psykiske efterdønninger af livet? Det her herrens liv. Livet, når det leves, men overhovedet ikke kan forstås eller oversættes til noget forståeligt. Børn og voksne rammes af alt muligt, der gør hverdagen og livet så svært og tungt.Jeg hverken kan eller vil k0mme det nærmere, end at det også har ramt vores lille firkløver lige i hjertekulen. Og det er endnu ikke til at sige, om det har en relation til alt det, vi alle er gået igennem under c0ronapandemien, eller om det skal forstås på en helt anden eller tredje måde. Jeg er grundforvirret og bundulykkelig. Men jeg er omgivet af søde supportere, der altid stiller op. Af hjertet tak for kærlige beskeder fra nær og fjern – og for alle de lyttende ører og forstående hjerter…tak. ❤❤

Hvordan vi får reddet os selv ud af suppedasen igen, det vil tiden vise. Vi har fundet dygtige læger, og vi anerkender, at vi har brug for mere viden og støtte fra professionelle, fordi vi ved og forstår hat. Det er da første skridt.

Og midt i denne her tumultariske rejse, forsøger jeg at finde de små øjeblikke med fine, smukke ting, som trods alt findes i hverdagen og dens kriser.

At betragte børns sorgløse leg i en lille tidslomme.At læse et kærlighedsdigt eller ti for at huske mig selv på, at der heldigvis er ting, der er større end mig og mit trælse navlefnuller.At mærke, hvordan knoglerne, huden og leddene bliver gennembagte i ørkenens sommersol, hjælper faktisk også lidt.

Og at tage en morgensvømmetur helt alene og i stilhed.At trampe ghettoen rundt med en glad og alt for varm spadsere-hund kan også kun gøre mig i godt humør.At se blomsterne, når de er dér – lige foran mig – i deres korte blomstringssæson. At gå i biografen med min fjollede mand og og spise karamelpopcorn og gemme mig under et tæppe for at nyde et par timer fuldstændig væk fra det hele.At drikke fyraftensøl og spise fedtede burgere med gode venner, er virkelig også af det gode, og at drikke sorg-kaffe med andre sorgfulde Mummy-friends hjælper, fordi lifeis a plain bitch.

Jeg kunne så godt bruge et stykke med uvidenhed. Lykkelig uvidenhed. Eller en ren tavle, hvor der ikke står skrevet, at nogle i min nærmeste familie har det ualmindeligt elendigt. Indtil videre er det kun lykkedes mig at finde en meget snavset tavlevisker, og den tværer mere ud, end den afhjælper.

Fire uger, venner.

Fire uger, og så prøver vi med et to måneders mentalt re-set i Danmark.

PS. Et midlertidigt mentalt re-set kan man også få sig i Dubai Mall, hvor galleriet Infinity Des Lumiéres har de smukkeste digitale kunstudstillinger, hvor man kan svømme helt hen i lyd, lys, farver, stemninger og følelser på alle vægge, gulve og lofter.

https://www.infinitylumieres.com/exhibitions-dubai/

Det prøvede vi for snart mange uger siden, og jeg synes bestemt, at det kan noget, når kunstværker bliver digitaliserede og levendegjort, så man kan lægge sig ned eller sidde og nyde synet på en helt anderledes måde, end den der ståen og vandren hvileløst rundt, som et normalt kunstmuseum inviterer til.
Det er en sanselig, sansestimulerende og kropslig fornemmelse for kunsten, som er helt anderledes end flade malerier hængt op på en væg.Bestil billetterne online i forvejen. Prisen er ret meget for høj, synes jeg, for en lille times underholdning – men hvad skal man ellers fordrive tiden med her i sommerheden?Hvornår galleriet skifter udstillinger, har jeg ingen anelse om, men det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi. Udstillingerne ‘Van Gogh’, ‘Dreamed Japan’ og ‘Verse’, som vi så, er allerede væk igen.Så flygtigt, og så skrøbeligt. Kunsten og livet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Eid og dødsfald

Det mentale overskud kan ligge på et knappenålshoved for tiden.

Der sker – og skal ske – svære ting i vores lille firkløver, som rækker langt ud over, hvad jeg har lyst til at dele her på bloggen og på de sociale medier, selvom alt og alle ellers altid tager imod med åbne arme og forståelse.Livet indeholder rutsjeture – både de sjove, der kildrer i maven, og de uhyggelige, der flår i hjertet og hjernen. Mine skuldre sidder helt oppe om ørerne, og jeg vågner om natten med galopperende panikangst, selvom vi har et godt og velfungerende netværk af familie og venner, som lytter, trøster, deltager og hepper på selv de helt små sejre fra sidelinjen.Jeg tror på åbenhed og ærlighed i vores relationer, hvis de skal give nogen form for større og dybere mening. Og jeg tror på, at vejen til at lykkes med at rejse sig selv op igen, går gennem venner og familie. At man rækker ud og beder de nære om lige at gi’ en hånd og et øre med. Så dét har jeg fået gjort. Og hjælpen er kommet prompte i form af krisetelefonsamtaler og masser af dejlige beskeder i indbakken. Tak. Af hele mit hjerte, for at I er der altid. ❤Og så er der enkelte dage, hvor jeg tåler min indre stemme og forsøger at lytte efter den, selvom det hele føles langt og svært og uoverskueligt.

Og så er der de andre dage, hvor jeg er hudløs og nægter at høre selv den mindste indvendige musestemme, hvor podcasts i ørerne er den eneste måde, hvorpå jeg kan rumme at gå en tur med hunden eller sidde stille – eller bare være til.Eid-ferien endte med at være 9 dage lang. Hvilken var både en velsignelse og en forbandelse. Nymånen blev spottet til forventet tid, men i stedet for at få de forventede 2-3 dages ferie i forlængelse af en weekend, følte styret sig kaldet til at forære folket en hel, stiv uge. Med folket mentes alle offentlige ansatte, samt børn og lærere i skoler og institutioner. Privatansatte skulle retur på arbejde efter et par dage, fordi det var nok bedst, vurderede man.

På overfladen ser det jo dejligt ud, ikke? Og hvem kan overhovedet tillade sig at klage over at få mere fri end først antaget?Dele af det – små øjeblikke – var sådan set også dejlige, men jeg var taknemmelig for at komme retur på arbejde i mandags, så min ristede hjerne kunne få nyt input og koncentrere sig om noget andet end vores lille familie i nogle timer hver dag. Jeg var ærligt ved at blive halvskør i Eid-boblen.Og så ville skæbnen, at De Forenede Arabiske Emiraters præsident – HH Sheikh Khalifa Bin Zayed al Nahyan – døde i fredags. Må hans ærværdige sjæl hvile i evig fred. Dødsfaldet har givet os fyrre dages landesorg og tre dages fri fra arbejde, hvor weekendens to fridage tæller for to af dagene.

Sheikh Khalifa var både regent i Abu Dhabi og landets formelle overhoved. Al Nahyan-familien er Abu Dhabis ledende familie, som stammer fra den stolte Bani Yas-stamme, der levede i Liwa-ørkenen, mens Al Maktoum-familien er en anden gren af samme Bani Yas-stamme, som så blev den ledende familie her i Dubai. Familierne er åbenlyst tæt forbundne, og de samarbejder om at styre landet på den måde, at Al Nahyan-klanen har præsidentembedet og ansvaret for landets militære styrker, mens Al Maktoum-klanen har vicepræsidentembedet og en masse andre, vigtige regeringsopgaver. Der er så andre familier, som styrer de resterende fem Emirater, Ajman, Ras al Khaimah, Fujairah, Umm al Quwain og Sharjah. Til sammen udgør de syv emirater landet De Forenede Arabiske Emirater – og i dagligdagen er nogle opgaver føderalt styrede, mens andre er fuldstændig autonome, og der kan være markant forskel på institutionerne, tilbuddene til borgerne, lovgivningen m.m. fra det ene emirat til det næste. I virkeligheden er strukturen nok meget lig USA.HH Sheikh Khalifa havde desværre været syg siden 2014, hvor hans halvbror og kronprins til tronen, HH Sheikh Mohammed Bin Zayed al Nahyan måtte overtage rollen som de facto leder af landet. Sheikh Khalifa var kun den anden statsleder i landets unge historie, og den nye leder, Sheikh Mohammed – MbZ, som han kaldes – er således landets tredje leder. Den formelle overtagelse af præsidentembedet fandt sted dagen efter halvbrorens død, og alle Emirater udsendte straks erklæringer om, at de anerkender den nye præsident og ønsker ham alt vel.

I al den tid, vi har boet i landet, har MbZ været den reelle leder, sammen med sin navnebror Sheikh Mohammed her i Dubai, så vi forventer ikke den helt store forskel eller kursændring rent politisk. Men for emiratierne er det en stor ting at skulle tage afsked med deres kun anden præsident, som var meget afholdt og respekteret for sin modernisering af lovgivningen, og for at have ført landet ind i vigtige, internationale kredse og sammenslutninger.På sin vis minder de arabiske stamme- eller klanstrukturer om de europæiske kongehuse. Nogle familier er endt med at få hele magten efter særdeles blodige opgør, som nu står hen i den mere diffuse historiske fortælling, fordi det er sket for så længe, længe siden. De forskellige klaner gifter sig fortsat ind i hinandens familier for at sikre stabilitet og loyalitet – og dér må man sige, at de europæiske kongefamilier og adelsfamilier har gjort og gør nøjagtig det samme. Med varierende succes undervejs, naturligvis.

Det er egentlig interessant, hvor meget de her magtstrukturer ligner hinanden og gentager sig selv igennem historien, uanset om man har de arabiske eller de europæiske briller på.

Folket skal og må ledes.

Og folket kan så kun håbe på og bede til, at lederen ene og alene anvender sin magt til godgørende formål, og at han eller hun er lige dele snusfornuftig, afbalanceret, eftertænksom, visionær og handlekraftig. Jeg misunder virkelig ikke statsledere deres position eller magt, for det er en enorm opgave at tage på sig som menneske. Faktisk har jeg mere end rigeligt at gøre med at styre min egen lille, slingrende jolle henover uroligt farvand.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet