Skypodning

Sikke et par uger, vi har haft. Med stormflod og uvejr, som ikke er set så slemt i 75 år.Det har haglet, sneet, regnet, blæst og kaskader af vand har taget livet af fire mennesker i De Forenede Arabiske Emirater – og omkring tyve mennesker i nabolandet Oman. Rædselsfulde drukneulykker, hvor folk har siddet fast i biler midt i en stormflod, eller hvor en wadi pludselig har forårsaget et jordskred eller har oversvømmet bygninger og vejnet med en sådan kraft, at alting er blevet revet med.Myndighederne udsendte advarsler om vejret ad flere omgange, og alle ansatte i både de private og offentlige sektorer blev bedt om at arbejde hjemmefra i godt og vel en uge, medmindre man da arbejdede i en del af landets kritiske infrastruktur.


Skolerne blev beordret lukket af Undervisningsministeriet af sikkerhedsmæssige årsager. Både ift. at bygningerne kunne blive oversvømmede, men også fordi der kunne være elever, hvis forældre ikke ville være i stand til at hente og bringe børnene sikkert frem og tilbage.

Online-arbejdet gav 100% COVID-vibes fra det øjeblik, jeg satte mig ind foran skærmen. Og jeg måtte trække mig selv op ved hårrødderne for ikke straks at blive trøstesulten og smådeprimeret. Der er heldigvis mange, som har positive minder fra corona-tiden, og jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme, men jeg kunne slet ikke finde fred i den usikkerhed, der konstant omgav os – og det restriktive liv, vi var underlagt hernede, hvor man knapt måtte gå uden for en dør. Dét kom alt sammen sejlende tilbage til mig i mit hoved og nervesystem – lidt a lá den syndflod, der ramte os fysisk.Og vi måtte – midt i stormvejret – erkende, at det allerede overophedede, ældgamle AC-system og de gennemstegte pvc-vinduer havde haft deres storhedstid, for at sige det mildt. Der kom vand ind ved alle vinduer og døre; under balkonerne og hele vejen ned i relæet, der selvfølgelig stod af. Der gik mange timer med at tørre relæet på Georg Gearløs-facon med en hårtørrer og de komponenter, der var brændt af skulle skiftes.I bagklogskabens – eller dovenskabens – klare lys vidste vi det j0 godt. Vi burde have skiftet AC-anlæggene og vinduerne, da vi fik renoveret huset for 4 år siden, men budgettet løb løbsk, og vi tænkte, at “går den, så går den i et vist antal år”. Den globale opvarmning og klimaforandringerne har nu vist os, hvad der er i vente. Og nu “går den” så ikke længere.Vi har installeret 4 nye AC-anlæg og bestilt nye vinduer og døre til hele hytten. Det er dyrt og knapt så morsomt at få installeret, når man lever midt i bygge-projektet, men det bliver helt fantastisk godt, når det er overstået. Både f0r indeklimaet og elregningen, men absolut også ift. næste gang, vi får et rædsomt regnvejr i en fjern Ørkenstat.For det kommer til at ske. Regnstorme og stormfloder bliver mere hyppige verden over – og vores ørkensand suger ikke vandet, sådan som det sker, når man leger med vand i en sandkasse. Sandet bliver snarere til ler eller tyk pløre, som er megaglat at køre i – og som stopper alle afløb og kloaker til, så der lynhurtigt opstår kæmpe søer og strømme, der ødelægger alle færdselsårer – villaveje såvel som motorveje.Det kan måske virke ‘sjovt’ som dansker, at regnvejr og stormvejr skulle forestille at være ‘farligt’ og få hverdagen til at stå på ‘stand-by’. Men sådan er det. Intet er konstrueret til at kunne tage store vandmængder på kort tid i en ørken. Huse, veje og broer står pludselig under vand. I bjergene flyder voldsomme vandmængder igennem wadis (floddale) ud i beboede områder, over møjsommeligt opbyggede vejnet og elnettet hænger i laser. Det er enormt voldsomt og uhyggeligt.

Vores træer har også et helt andet rodnet end danske træer, så de vælter for et godt ord i regnvejr. Det kan såmænd være ‘for farligt’ at gå eller cykle en tur, selvom det måske virker besynderligt.Og myndighederne får nu et kæmpe projekt med at skabe flod-dræn, kloaker og regnvandsopsamlende søer og anlæg til fremtidige stormfloder. De er allerede på sagen, og i nyhederne beskriver de store projekter til millioner af dirhams, der skal løbe hen over en årrække.Jeg kom ved en fejl til at kigge i kommentarfelterne under de danske nyheder om det forfærdelige uvejr i Dubai, og sædvanen tro blev der ‘kørt fuld Jantelovs-plade’ fra kældermenneskerne, der svælgede i lige dele skadefro og syrlighed. Det er imponerende, at selv et uvejr, får vi med krabasken over.

Selvfølgelig er det IKKE myndighedernes ‘skyld’, at der kommer et uvejr.

Selvfølgelig er det ikke skypodning – cloud seeding – der ligger til grund for så voldsom regn.

Det kan slet ikke lade sig gøre at ‘pode’ eller ‘så’ så kraftige og vandholdige skyer, der ville skulle ‘bruges’ til at få så voldsomme skybrud på et døgn.

Men konspirationsteoretikerne med sølvpapirshattene har nok gjort deres egen research, som har påvist, at der helt sikkert var tale om skypodning.


Jeg græmmes. Over stupiditeten.

Og jeg tænker, at det må være deres egen sag, at de vælger at bruge deres dyrebare tid på,at lukke ren og skær gylle ud i internettets krinkelkroge og B.T.s kommentarspor, som jo virkeligheden burde lukkes ned for good.

Skulle man nu være sådan oprigtigt interesseret i skypodning – for det er jeg absolut – kan man se den fine og poetiske dokumentar om den dygtige finske forsker Hannele Korhonen på DR: Sådan dræber du en sky.

For det er korrekt, at De Forenede Arabiske Emirater donerer store pengebeløb til forskning i regn og podning af skyer. Det er ingen hemmelighed, at den teknologi ville kunne tjene landet godt – men som man også kan se i dokumentaren, er der ikke tale om en ‘moden’ teknologi. Det er spritny forskning, og der er store usikkerheder involveret i at forsøge at determinere, hvilke skyer, der er klar til podning.

Måske vil fremtiden byde på mere og mere skypodning i den overophedede Ørkenstat. De gør ihvertfald en masse forsøg.

Og måske vil vi i fremtiden kunne manipulere skyerne, så vi ligefrem kan ‘stjæle’ eller ‘hente’ nogle af gode skyer hos naboerne, der måske har lidt flere end én selv. Hvem ved? Det både skræmmer mig og morer mig at tænke på.

God weekend, folkens.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Wadi Dahir Blue Pools

Der er gået knapt to måneder siden sidste blogindlæg. Det er livet og hverdagen, der rammer mig – på en helt anden måde, end da pigerne var små. Jeg når ikke frem til de samme øjeblikke af skriveinspiration i hverdagene, som bare triller afsted, og selvom vi stadig oplever en masse spændende ting ved at bo i udlandet, og selvom jeg stadig oplever den samme taknemmelighed over at kunne vekselvirke mellem Den Fjerne Ørkenstat og Det Kolde Nord hele året igennem, så er livet bare fundamentalt anderledes lige nu.Hvis nogen stiller sig op og siger, at det er allermest udfordrende at have små børn, melder jeg mig ovre i den anden kø, for dem, der oplever transitionen til unge mennesker som sværere eller hårdere – for alle parter.

Jeg skal ikke klage. Vi står ikke midt i en livstruende sygdom længere. Vi har fået udredning, opklaring og en begyndende forståelse for, hvad vi egentlig kan og må gøre fremadrettet. Det gør det hele langt nemmere set fra fugleperspektiv, men derfor er hver eneste dag stadigvæk en udfordring set fra frøperspektiv. Og jeg begår fejl. Igen og igen. Fejler, så jeg føler, at jeg rammer rock bottom over for både den ene og den anden i familien. Det kræver ro, hvile og masser af forsøg med egenomsorg at komme oven på hver eneste ‘episode’ eller ‘udfordring’, og derfra kan jeg ikke skrive. Derfor er denne blog – min livsdagbog – også inde i en transitionsfase, hvor jeg skriver mindre, og hvor mange af de tidligere omdrejningspunkter – pigernes liv, oplevelser, følelser osv. – er forsvundet ud af blog-linsen. Børn og unge har brug for privatliv, og det vil jeg gerne respektere. Udfordringen består ikke så meget i at transitionere fra at fortælle om pigernes liv som ’second eller third culture kids’ i udlandet, men snarere i, at jeg ikke kan dele de ting, der banker i mit hjerte lige nu.Så bloggen er blevet til en mere neutral dagbog lige nu. Det er dog ikke uden værdi for mig – for jeg elsker stadig at gemme forskellige minder digitalt, og jeg vedholder stædigt, at jeg skriver for mig og for at have et fint arkiv over alle de dejlige og svære ting, der lander hos os – og hvis andre stadig har lyst til at læse med, så bliver jeg kisteglad.Vi har netop været tre uger på forårsferie i Danmark, som i denne omgang faldt oven i både den kristne påske og den muslimske eid.Der var vigtige mærkedage i familien – bl.a. en 90 års fødselsdag at fejre – samt tid til hyggelige stunder med familie og venner. Vi mærkede det spirende forår i Danmark for første gang i 10 år, og vi fik fejret mange skønne mennesker i løbet af ferien.Lige før vores forårsferie kom Flyvende Mormor på besøg hos os. Det var et helt år siden sidste besøg, hvor hun ovenikøbet lå hundesyg med Influenza A og B i mange dage, så vi følte begge, at der var en hel del nydelse og ferieliv at ‘indhente’.

Og det skal jeg love for, at vi fik indhentet.Med aftenbadning, hvor jeg ikke overholdt reglerne og lod Daisy komme med til poolområdet for at sige hej til havfruerne.Med dagsbadning i poolen efter skole. Det er Milles yndlingsaktivitet med Mormor.Med havbadning og følelsen af all inclusive på en eftermiddag. Bare min mor og jeg….det var vidunderligt!Med frokoster ude.Og fælles madlavning derhjemme.Med hundelufter-ture hver aften i nabolaget.Og med noget af en udfordrende vandretur i Wadi Dahir i Fujairah!
Vi var endelig afsted sammen – Mor og jeg – for netop en vandretur i Hajjar-bjergene var én af de oplevelser, vi blev snydt for sidste år, hvor hun lå syg med influenza og voldsom hoste. Denne gang lykkedes det.Wadi Dahir kaldes også for Blue Pools, fordi naturligt forekommende sulfur – svovl – løber ud i vandet, som så bliver ganske blåt at se på.Det var en virkelig fin tur, men selve niveauet var rigeligt udfordrende, og dét endda selvom turarrangøren havde lovet, at det var ‘beginner’-level. Vi overlevede – ingen skader eller større fald – men der er ingen tvivl om, at wadi-vandring er hårdt arbejde, og at man nok skal ha’ investeret i et par rigtige hikingstøvler til den slags.Som altid med min Mor, så er der timevis, hvor vi kan sidde i haven og sniksnakke. Der skal være tid til sundowners og chips. Og tidligere på dagen var det selvfølgelig kaffe og det allestedsnærværende strikketøj.Mens min Mor var her, holdt skolen International Day. Som altid var det en kæmpe fornøjelse at opleve alle landenes boder og smagsprøverne, og i år havde jeg for første gang ikke ansvaret for den danske stand. Det føltes rart.Jeg elsker, at Ukraine og Rusland kan have deres stande lige ved siden af hinanden – uden problemer – for det er jo netop pointen: Alle almindelige mennesker har intet imod hinanden. Det er storpolitik, storhedsvanvid, diktatorer og vanvittige magthavere, der ødelægger livet og livsvilkårene for størstedelen af befolkningen.Vi var selvfølgelig også nødt til at komme et smut i Global Village, som vel også kan beskrives som en form for International Day med alle madboderne og folk fra alle verdens lande. Sædvanen tro fik vi friskpresset granatæble juice, stærk kaffe og punjabi samosaer.Til sidst i min Mors ophold kom Ramadanen. Jeg elsker den for den ekstra tid og ro, der pludselig falder over byen.Vi tog ud i Bab Al Shams fine souk-restaurant, Al Hadheera, for at nyde en Ramadan-middag, før Mormor skulle rejse hjem igen. Dét sted er altid et besøg værd, uanset om det er for at fejre Ramadanen eller bare en lørdag aften.Forhåbentlig kommer hun retur til efteråret, for jeg savner at ha’ hende huset. ❤🌙

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Wadi Musseili

I lørdags tog jeg mod til mig.Det var præcist ti måneder siden, at jeg for første gang havde meldt mig til en vandretur i Hajjarbjergene – og selvom det er én af mine store ønsker at blive dygtig til at hike, havde jeg ikke været ude siden marts 2023. Dengang var det egentlig tiltænkt som en forsinket fødselsdagsgave til min kære Mor, som skulle have været med på turen, men hun lå hundesyg derhjemme med en grum kombination af Influenza A og B, så jeg endte med at tage afsted alene til Waib Al Hanna. Dén tur kan du se lige her:

Waib Al Hanna

Dengang var det en ‘intermediate plus’ hike, jeg havde tilmeldt os, og jeg huskede mig selv på, at det var nok liiiige til den krævende side, selvom jeg er i god grundform. Desuden havde jeg ikke brudt mig om, at der var så mange støjsendere i gruppen, som enten sang a capella eller muntrede sig med at spille musik over deres telefoner. For mig er en hike naturoplevelsen i sig selv – og faktisk gerne uden alt for meget samtale undervejs, selvom det da er hyggeligt nok.Denne gang faldt jeg over en ‘beginner plus’ hike, hvor man ikke skulle klatre alt for højt op og ned, men blot være i stand til at vandre i store sten og grus. Det lød mere som noget for mig – for bjergklatrer er jeg altså ikke.

Og jeg kan varmt anbefale det hiking-firma, jeg benyttede denne gang: UAE Trekkers. Ejet af en kvinde – og der er kun kvindelige guider på alle deres ture. De opererer også altid med én guide forrest og én som bagtrop, hvis nogen skal tisse eller sakker lidt bagud af andre årsager, og der er et stående tilbud om elektrolyttilskud til vandflaskerne undervejs, isnende kolde juicebrikker og müslibarer ad libitum.Priserne virker meget rimelige, og der var (ihvertfald denne gang) en virkelig god stemning blandt hikens deltagere. Begge guider var vidende, energiske og sympatiske. Der var ingen fællessang og masser af ‘plads’ både mentalt og fysisk til bare at ‘være sig selv i naturen’.Natur fik vi. Denne gang var jeg vist i emiratet Ras Al Khaimah, omend det føltes mere som Fujairah, men jeg er også typen, der kan blive væk i en telefonboks. Vi gik et ‘loop’ på 10 km. på lige omkring 3.5 time – fra solopgang til lige før kl. 11, hvor det begyndte at blive klistrende varmt, selvom det er vinter og køligere i bjergene end nede i Dubai.Vores guide var også rideinstruktør, og hun gik derfor helt hjemmevant og roligt til alle de kameler, vi mødte undervejs i ‘wadien’. Der lå landbrug spredt rundt omkring i dalen, og derfor mødte vi rigtig mange kameler med deres unger. Hedder de mon kalve?

Hvert landbrug har kun en enkelt avls-han-kamel, resten af flokken består af hunner med afkom. Præcist som på et kvægbrug. De unge kamelhanner slagtes, da kødet er eftertragtet, mens hunnerne jo avler flere kameler og giver mælk til både deres eget afkom og mennesker. Jeg har ikke brudt mig om hverken kamelkød eller kamelmælk, de få gange, jeg har smagt det. Der er for meget ‘vildtsmag’ over det mørke kød, og proteinindholdet i mælken gør det flaget, tørt og stort set uindtageligt, hvis man spø’r mig…Vi så en lillebitte kamelbaby, der stadig havde navlestrengen hængende. Jeg var imponeret over, at kamelmødrene ikke blev mere oprørte eller vrede over at møde os – en stor flok potentielt utilregnelige mennesker – men de virkede nysgerrige og rolige, og så hjalp der måske også på humøret, at vores guide forærede dem lidt müslibar!Jeg nød virkelig denne her hike. At være i naturen i timevis. At bruge min krop til den var træt. Klokken halv ni om morgenen havde jeg gået de første 10.000 skridt, og jeg nåede 25.000 skridt, før jeg lagde hovedet på puden samme aften. Træt med træt på. Mættet af natur, frisk luft og fysisk aktivitet.Jeg håber, der ikke går 10 måneder, før jeg kommer afsted igen. Hikes, der er vurderet til ‘beginner’ eller ‘beginner plus’ egner sig fint til almindelige kondisko og almindelig grundform. Hikes, der vurderes over disse niveauer kræver rigtige vandrestøvler, en stærk grundform og en interesse for at klatre op og ned og op og ned.Måske skulle jeg købe et par vandrestøvler – og udfordre mig selv lidt mere?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tørken

Jeg har ikke blogget siden midten af august. Det er den største blogger-tørke, jeg nogensinde er gået igennem. Det er der mange forklaringer på.

Store børn er for eksempel overhovedet ikke interesserede i at blive udleveret i Mors patetiske blogunivers. Det må og skal jeg respektere.
Og pigerne har oftest været brændstoffet til et blogindlæg, fordi livet i børnefamilien er mit udgangspunkt – og har været det siden bloggens begyndelse.De sociale medier er også blevet noget, vi alle (stor)forbruger hver eneste dag, men sjældnere og sjældnere deltager i, medmindre det er at kommentere på et eller andet eller dele et meningsfuldt opslag lavet af andre. Det der med at bidrage med vores egne billeder og personlige udleveringer, dét er virkelig noget helt andet nu, end det var for bare 2-3 år siden. Ufiltreret liv er blevet angstfremkaldende.Dén tendens er jeg også selv ramt af. Vi poster ikke – vi  doomscroller – og liker eventuelt en lillebitte smule. Det er udadvendt voyeurisme og indadvendt selvbevidsthed i én og samme mundfuld. Og det er dælme et svært univers at være i. For os alle sammen. For hvem er vi egentlig – bag filterfacaden?

Jeg tager også mig selv i at spørge igen og igen i mit indre: Hvem fanden gider læse om mine genvordigheder eller fortræffelige oplevelser? Hvad bidrager jeg med, hvis jeg poster friske asparges og glade badebilleder, mens der foregår folkedrab på palæstinenserne? Hvad siger det om mig, hvis jeg plaprer løs om en hedonistisk livsstil i Dubai, mens klimaforandringerne er ved at ta’ livet af os alle sammen? Det er trods alt mig, der sidder her med AC-blæseren for fulde gardiner – udendørs – og spiser frisk sushi, mens verdenshavene langsomt tømmes for liv, fordi vi forurener ad helvede til, men samtidig bare har det lidt for komfortabelt til at gøre noget ved det?De her tanker gør, at alting enten bliver helt og aldeles meningsløst eller alt for alvorligt, tungt og rugende. Jeg mister appetitten på at interagere – af frygt for at virke overfladisk, grænsende til det banale.

Engang i mellem tænker jeg så, at bloggen blev trods alt til for min egen skyld. Og at det er mig, der bestemmer, hvad der skal stå lige hér. Og hvis der fortsat er nogen, der gider læse med på noget så oldnordisk som en blog, er det jo underbart for en (yderst fotogen og småsvedende) midaldrende dame som mig.Men svært og sært er det. Dét, der før virkede så naturligt for mig, og som var en hobby, jeg hyggede mig med på ugebasis, som andre strikker, dyrker yoga eller spiller badminton, er pludselig blevet genstand for en syrlig vurdering i mit indre.

Jeg vil egentlig gerne skrive.

Men verden er blevet verdensfjern for mig. Og jeg er bange for alt muligt, som måske er udefrakommende og helt uden for mit ansvarsregi – eller også er det indefrakommende, perimenopause-eksistentiel krise. You be the judge. Og please ikke kom tilbage til mig med andet end sødme – for jeg knækker ved den mindste kritik for tiden.Der er også et element af sorg og frygt lagret i mig igennem de sidste halvandet år, som har fjernet en naturlig uskyld og umiddelbarhed i mig. Vores familie blev ramt dengang for halvandet år siden, og selvom vi rejser os – præcist som alle andre, der rammes – så er der store, dybe dukkerter undervejs, som gør, at jeg ikke længere henvender mig i verden på samme måde, som tidligere.

Der er en barriere i mig – noget, der vil beskytte mig mod andres blikke. En bevidsthed om, at jeg har et behov for at flyve under radaren i de fleste sammenhænge, hvor jeg før i tiden ville more mig over at blive genkendt eller få henvendelser om dit og dat. Nu vil jeg bare gerne være i fred, fordi der absolut ikke er fred omkring mig og os alle som verdenssamfund.En anden morsom betragtning, jeg har gjort mig er, at jeg ikke længere tror på min egen aktualitet.

Hvem er ‘man’, hvis man har boet i Dubai i 10 år? Gammel i gårde, ville de fleste nok sige.

Jeg er ikke ny i Dubai, og jeg poster ikke længere ugentlige billeder af solnedgange i ørkenen eller børnenes skilektioner i Mall of the Emirates. Jeg går stadig til brunch, men jeg orker ikke længere mine egne eller andres fotos af mad, de har spist eller drinks, de har drukket i weekenden.Der er stadig helt vidunderlige mennesker at hænge ud med i frikvartererne, men de flyver jo ligeså meget under radaren som jeg selv gør på de sociale medier, fordi sådan er livet blevet i 2023. Man får ørerne i maskinen, og derfor er der nul interesse for at dele.Festen og fuldmånen holder vi for os selv.Men måske skulle jeg prøve at skrive igen? Jeg kunne jo aftale med mig selv, at det er ene og alene for min egen fornøjelse.

For Dubai er faktisk stadig lige vidunderlig.

En oase af tryghed og stilhed og et fyrværkerishow af fest og farver … ganske få øjeblikke fra krig og ødelæggelse, som jeg kun kan tage den største afstand fra, uanset hvem, der gør hvad, mod hvem.
Hvis bare verden snart blev et bedre, tryggere, rarere sted at være…det kunne jeg faktisk godt ønske mig. For os alle sammen. Men især for palæstinenserne og ukrainerne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

London, Baby

Det er fire år siden, vi sidst var på en ‘rigtig’ familieferie.Ingen skal føle sig forpligtede til at udtrykke deres dybeste medfølelse eller sympati – jeg er udmærket klar over, at jeg taler fra et über-priviligeret og privilegieblindt sted, for i de seneste fire år har vi haft masser af tid med vores familie og venner i DK.Men rejseoplevelser som lille firkløver har vi ikke haft siden 2019, hvor vi tilbragte Spring Break på Bali. Året efter – det sagnomspundne 2020 – havde vi booket Spring Break i Vietnam, men det blev selvfølgelig forpurret af you-know-what, ligesom alt andet. Sorgen over ikke at få denne her slags oplevelser som familie blev hurtigt skubbet væk af glæden ved at kunne tilbringe de to efterfølgende somre i Danmark med stort set ingen corona-forhindringer – eller ihvertfald med så små begrænsninger, at det for os stadig føltes som den totale frihed i to hele måneder, før vi igen skulle hjem til mundbind overalt og afstandtagen fra hinanden og selvet.Men der er en forskel. En forskel på at rejse ‘hjem’ til Danmark for at se familie og venner, og så at rejse ud for at opleve nye steder og kulturer.

Jeg plejer at sige, at det jeg oplever allermest i Danmark, er det indvendige af Rema 1000 i Sophienborg – og det er nogenlunde tæt på sandheden.

For selvfølgelig er vi ikke på 2 stive måneders fest og farver.

Der går også hverdag og spaghetti bolognese i den for os, uanset hvor priviligeret det er at have så lang en sommerferie. Ingen af os almindeligt dødelige har budget til at være ægte turister i to måneder – og ville det ikke også være totalt udmattende? Hele pointen med en ferierejse er jo netop, at man fyrer den lidt af og kommer væk fra det hjemmevante for en stund. En stund holder bare ikke i to måneder, og det er faktisk okay. Det afholder mig dog ikke fra at ønske, at pigernes og min sommerferie var lidt kortere, så ferierne kunne være bedre spredt bedre ud over hele året, hvor vi ind i mellem virkelig trænger til nogle dage væk fra skolen.Men er feriedagene er nu engang lange og mange – og vi forholder os derfor til 8-9 uger hver sommer, hvor der skal ske noget, men helst ikke med 18o km./t. hele tiden. Dén oplevelse har pigerne bestemt heller ikke. Faktisk tror jeg, at de også finder sommerferien alt for lang og ret kedelig, fordi de savner deres eget værelse, vennerne, Daisy-hunden, Maricel og de ting, de plejer at lave i deres vante omgivelser.Vi er i gang med at bygge et sommerhus i Danmark, så vi har vores eget sted både i Vestjylland og i Nordsjælland.Vores fantastiske arkitekt har tegnet en minimalistisk bolig, der står på en kolonihavegrund, selvom huset er langt fra Mormors kolonihavehus. Gentrificeringen vil vist ingen ende tage, når udedanskerne æder sig ind på noget så helligt-dansk som kolonihaverne? Men det er kendsgerningen.

Vi har på denne her måde mulighed for at nyde et skønt, lillebitte hus tæt på Martins familie i Hillerød. Det skal selvfølgelig ikke udlejes, sådan som sommerhuset bliver det i Blåvand, både fordi det ikke er lovligt i kolonihaveforeningerne, og fordi det skal være helt vores eget sted med vores personlige ting, så vi kan komme og gå, som det passer os. Det er på ingen måde en ‘god investering’, der ‘på sigt giver afkast’, men det er vores spæde forsøg på at finde en løsning, hvorpå vi kan opholde os i Danmark i længere tid – uden at drive rovdrift på alles gæstfrihed – og uden at drive vores tween og teenager til mildt vanvid.

‘Hvorom alting er’, siger arkitekten, ‘så står huset klart til sommerferien 2023’ – og det må vi så se, om det gør. Vi krydser ihvertfald samtlige fingre og håber inderligt, at det lykkes, for hold op, hvor vi ser frem til denne her løsning på vores ‘bo-udfordringer’.Jeg er så taknemmelig for, at vi kan give pigerne et indblik i livet i Danmark 2-3 gange om året, hvor de skal med S-toget, på biblioteket og i svømmehallen, finde madvarer i Lidl og vente i kø på apoteket. Det er alt sammen dejligt, sjovt, hyggeligt og en måde at give dem et tilhørsforhold på – men – jeg var i dén grad også klar på at gøre noget andet sammen som familie. Og i denne Spring Break – fire år efter den sidste tur – lykkedes det os endelig at få planlagt og gennemført en rigtig oplevelsesferie for firkløveret.London, Baby! Tilbage til dér, hvor vores udlandsliv begyndte sammen med en halvanden-årig Cille.Hér boede vi i den lille enklave af romantiske huse – Harts Grove – der ligger på grunden af et tidligere psykiatrisk hospital. Nu er der dog kun et efeu-krat og en låge tilbage, der minder om, hvor hospitalet lå.Hér boede vi så i det yndige dukkehus med adressen 78 Harts Grove, IG8 0BN, Woodford Green, Redbridge, North East London. Dengang var døren en smuk flaskegrøn farve, men ellers ligner huset sig selv, og de nuværende beboere har også Peppa Pig plastiklegetøj. Den store rosmarin vokser tilmed stadig som en hel busk ved siden af stuevinduet. Og her blev Cille så tvunget til at forevige sine gamle forældre, der kun er blevet 13 år ældre, siden vi sidst stod foran huset og tænkte, at ‘her ville vi da gerne bo’.Nærmeste tube station til Harts Grove er Woodford Green, som ligger i Churchills gamle valgområde til parlamentet, Epping, lige på grænsen til Essex, der begynder, hvor den røde Central Line ender i handelsbyen Loughton.Jeg gik med tårer i øjnene hele formiddagen og ‘nostalgiserede’ over alting. Den lille high street har nu fået en Costa Coffee og mere fancy spisesteder, men mange af butikkerne og restauranterne var nu alligevel de samme som i 2011, da vi flyttede hertil. Der er også stadig masser af council housing og ‘estates’, der på ingen måde er charmerende eller et sted, ‘man’ kunne ønske sig at bo. England er mange ting, men et stærkt klasseopdelt samfund, dét er det.Der var også et lille kig til vores gamle kirke, All Saints Woodford Wells, hvor Cille og jeg deltog i legestuen en gang om ugen. Legestuen var ikke rituel eller ceremoniel, og jeg tror heller ikke, jeg ville have passet særligt godt ind i deres protestantiske missionering, hvis de var begyndt på det.Apoteket og lægeklinikken lå der selvfølgelig også oppe på high street, hvor jeg lærte at holde af National Health Services, NHS, der som bekendt er holdt sammen af tre gamle hæfteklammer og en knirkende syning, præcist som det danske sundhedsvæsen.Den lokale pub lå der selvfølgelig også stadig – og andedammen, hvor Cille fodrede ænder every.freaking.day.Hun fornemmede tydeligt, at jeg var følelsesmæssigt påvirket af at være på besøg i hendes tidligste barndom – dér, hvor jeg følte, at vi blev til en ‘rigtig’ familie, fordi der pludselig var tid på en helt anden måde end der havde været i Danmark med to fuldtidsjobs. Hun mærkede det så tydeligt, at hun endda indvilligede i en hæderlig forevigelse af øjeblikket, nøjagtigt på det sted, vi har så mange andre fotos fra. For 13 år siden, vel at mærke.Vi kendte og genkendte samtlige veje omkring Woodford Green – og alt, vi faldt for, var ligeså skønt og smukt som for 13 år siden. The fields – engene – for eksempel. Så grønne og friske uanset årstiden, og helt perfekte til en halvanden årig udforsker med nye, fine wellington boots til at hoppe i muddy puddles med.Miniput-byen-i-byen med den velfungerende high street og et romantisk gadekær, som var vi på Samsø.De tuttenuttede Harts Grove-huse med smukt anlagte haver og masser af blomstrende træer langs de snirklede gader.Mille gik lidt ved siden af fortællingerne, men erklærede, at hun havde jo været ‘lidt med’ – inde i min mave, og det er ganske rigtigt. Cirka et halvt år efter vores flytning til England blev jeg gravid med Mille.Så meget levet liv siden dengang i Woodford Green. Et firkløver i stedet for et trekløver for at tage den mest åbenlyst forskel. Baby- og tumlingeliv med gylp og gummistøvler, Ben and Holly’s Little Kingdom på fucking repeat og 45-minutters lynvisitter på den lokale Prezzo, hvor vi kastede en pizza i hovedet, før den lille trunte blev urolig. Senere blev London og dukkehuset i Harts Grove udskiftet med et fancy hus i Ipswich helt uden en reel adresse, fordi det var så nydelig en lille landsby, at man da kendte husene ved deres navne.

Nye i udlandslivet var vi dengang. Ingen vidste, hvad der lå forude. Holland, virkede mest åbenlys, men ikke særligt tillokkende for nogen af os. Mellemøsten blev det til i stedet, alhamdullilah, da vi var 3 1/2 år inde i vores Englandsliv. Mashallah, vi er velsignede med alt dét, vi oplever og lever. ❤🌙🐣❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet