Feminist

Hende her smuksakken har været igennem en veritabel tour de force de seneste tre måneder. Ikke nok med, at det er udfordrende i sig selv at skulle gå i skole over Microsoft Teams og kommunikere igennem hakkende internetforbindelser sammen med 26 andre tweens og en fuldstændig håbløs vikar, så er der såmænd også et afgørende projekt i Year 6, som er dét år, man afslutter Primary Years Programme i IB-systemet. Year 6 svarer til dansk 4. klasse.

Yes og yikes. Midt i corona-pandemi.Men så har man vel fra skolens side sørget for at modificere projektet, så det bliver tåleligt for børnene under de sværere vilkår med kun online skole og ingen mulighed for at mødes face-to-face i projektgruppen, tænker du?

Rungende nej herfra.

Det eneste, børnene ikke skal levere, som tidligere Year 6-årgange har gjort, er en stor skildervæg-plakat, idet der jo ikke bliver nogen fysisk præsentation i en af skolens gymnastiksale.

Ellers er alt ved og i det store årsprojekt, som det plejer.

Til trods for, at INTET er, som det plejer.

Der skal laves research og udføres interviews; der skal laves sammenligninger og konklusioner efter førnævnte research og interviews, der skal sættes en spørgeskemaundersøgelse i søen, bygges et website, filmes adskillige videoer, skrives ugentlige lærings- og procesreflektioner, laves en detaljeret bibliografi, en biografi, udfyldes en individuel booklet over hele processen, laves en podcast og en dedikeret YouTube-kanal. Jeg har sikkert glemt et eller andet.

Lyder jeg vred og frustreret?!

Fik jeg nævnt, at børnene er 10 år?!

Det har været mavesårs-hændervridende-bekymrende at se på. Søvnløse-nætter-slemt at stå på sidelinjen af. Og hvad har det så ikke været for Cille, der trods alt er opgavens ejer?

Hun har klemt – og klemmer hver dag – ballerne sammen, så det gør helt ondt. Presset er umenneskeligt. Hun taler i søvne, skærer tænder, får hoved- og mavepine.

Siden opstarten er det gået skævt.

Cille og hendes bedsteveninde i projektgruppen har været udsat for online mobning og helt grundløse anklager om plagiarisme og diskrimination af én af de andre piger – i en grad, så vi var et øjeblik fra at tage Cille helt ud af projektet. Ingen af de voksne omkring børnene var deres ansvar bevidste, og de tillod én piges uacceptable, asociale adfærd uden at gribe ind.

Børnene har fået kastet opgaver ukoordineret ind fra højre og venstre på arbitrær vis af en lærervikar, som er ude på alt for dybt vand. Hverken lærer eller børn har anet, hvad de skulle stille op med de svært forståelige dokumenter og krav, der er blevet stillet dem. Og så kommer der naturligvis mislyde, vredesudbrud, frustrationer og tårer.

Børnene i den lille projektgruppe har skændtes og krydset klinger i over en måned, før vi til sidst råbte så højt om online-mobning og cyber-sikkerhed, at de nu ikke længere må afholde projektmøder uden enten skolens rektor eller skolens pastor er til stede.

I stedet for at få deres voksne mentor i starten af projektet, så de altafgørende “spadestik” kunne tages med støtte fra en erfaren lærer, har de været overladt til sig selv de første 5 ud af deres 8 ugers projekt. Ikke engang på universitetsniveau ville man blive overladt til sig selv, når den centrale idé og research-spørgsmålene skal udvikles. Det er hovedløst og dybt uprofessionelt.

Havde Cille så valgt et mere lettilgængeligt og populært emne som f.eks. kost, motion, dyrevelfærd, venskab og ensomhed, cyber-sikkerhed eller lignende, som de allerede har været omkring mange gange henne i skolen, ville det måske ikke have været så svært at få åbnet for dialogen og projektets spørgsmål.

Men Cille ville ikke se på efterladte expat-kæledyr eller stigende diabetes-2.

Cille interesserer sig for pigers rettigheder i samfundet – for pigers ret til at gå i skole og få en uddannelse – og for pigers rettighed til selv at bestemme over deres egen fremtid. Det kræver sin kvinde at få hul på ligestillingsdebatten som 10-årig.

Hun er erklæret feminist og datter af en feminist. Aner man en påvirkning?

Undervejs i projektet har der reelt været to gyldne øjeblikke med ægte smil på læben, hvor Cille og hendes veninde har haft enestående mulighed for at interviewe to yderst interessante kvinder, der arbejder for hver deres internationale interesseorganisation. De lærte bl.a. om problemet med barnebrude i Bangladesh, og om europæiske kvinders kamp for demokratiske rettigheder som stemmeret, valgbarhed, opstillingsfrihed, ytringsfrihed, ligestilling, ligeværdighed mellem kønnene og så fremdeles. Interviews’ene kom i stand via Cilles venindes mor, der selv er Ph.D og forsker inden for området. Jeg er hende evigt taknemmelig for at have givet pigerne chancen for at lytte direkte til stærke kvinder og meningsdannere, der til dagligt arbejder for at få regeringer 0g beslutningstagere (læs: mænd) i verdens vidt forskellige samfund i tale, så piger og kvinder kan få lige adgang til viden, magt, penge og deltagelse i samfundet.

Hvis vores piger allerede lærer om ligestilling og kønsdiskrimination som 10-årige – og giver deres børnelærdom videre til piger, der måske er endnu yngre – tror jeg på, at den evige kamp for lige rettigheder for både piger og drenge er i gode hænder i fremtiden.


Hvis du undrer dig over den noget tomme sengeramme på tween-værelset, kan det forklares med, at hun “camper out” hos Mummy og Daddy på ubestemt tid. Når verden er utryg og hård, må man gerne lande blødt i en samsovning hver aften.

Om jeg fatter, at denne her knapt 11-årige flytter til Secondary School næste skoleår. Til dét, der kaldes Middle Years Programme, MYP. Men det gør hun altså.

Og selvom de sidste måneder ikke har været for børn, så har Cille lært en hel masse.

Om at indgå kompromisser i en gruppe.

Om konflikter og om at sige fra, når man bliver uretfærdigt behandlet.

Om taktik, teknik og mekanismer.

Om svimlende 131 millioner piger verden over, der stadig ikke går i skole, selvom vi alle er enige om, at det er en menneskeret at have adgang til skolegang.

Om svimlende 39.000 små piger, der står barnebrude hver eneste dag.

Og i næste uge er ligestillings- og kømsdiskriminationsprojektet slut.

Hun kan ikke vente.

Vi kan ikke vente.

Der er masser, der skal laves inden da, men målet er pludselig inden for rækkevidde. Den 11. juni er der online fremvisning af projektet for lærere og familiemedlemmer.

Senere på måneden er der så online dimission fra Primary School.

Og den 2. juli kipper vi med studenterhuerne og kaster os så langt væk fra skolen og fra fucking Microsoft Teams, som det overhovedet kan lade sig gøre.

Inden da – og kun hvis du gider – har projektgruppen et 2-minutters spørgeskema, som du mægtigt gerne må besvare:

https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSf0D5nqHPs0R2IfYL4gunMQXtWTYXyxNGlQdGl1TRhxJCmong/viewform

Tusind tak fra mig ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-sorgproces

I mens Danmark og andre europæiske lande med godt styr på Corona-smitten åbner mere og mere op, sumper vi fortsat rundt i lukket land med ansigtsmasker, latexhandsker og temperaturkontrol.

Alt har indtil nu været fuldstændig lukket for børn under 12 år, men i dag kom nyheden om, at strandene vil tillade børn adgang til havet, såfremt man bærer ansigtsmasker alle andre steder end ude i selve vandet. Så dét må vi prøve en dag, når nyhedens interesse er stilnet en smule af.Jeg er blevet små-sær af eremitlivet. Og jeg undlader at tænke alt for meget over, hvad det her får af konsekvenser mentalt for vores børn, der slet ikke har været ude blandt andre eller ude i naturen, på legeplads eller lignende i knapt 4 måneder. Hvis jeg er sær, hvad sker der så med dem?De få, jeg har hørt om, som har haft corona-virus her i Dubai har haft alvorlige problemer og bivirkninger i lang tid. Så selvom sunde og raske individer ikke bør få de store udfordringer af en omgang Corona-virus, så vil jeg virkelig, virkelig gerne undgå det.

Lidt slip er jeg dog nødt til at give – for vi er alle fire ved at blive indebrændte af at være lukket inde på 4. måned. I morgen vil vi ses med nogle venner på ærbødig afstand. Om nogle dage tager jeg måske på stranden med en veninde og hendes piger. Igen på ordentlig afstand. Og sådan må vi jo lige så stille ud ad døren igen.

Martin tog for eksempel til frisøren i dag. Nu kunne han ikke holde corona-fritsen ud længere, så æraen som svensk Göran er hermed en saga blot. I vores 19 år sammen, har jeg aldrig set ham med så meget hår på hovedet.
Og før vi får set os om, er det jo juli måned, hvor vi har flybilletter til Danmark. Om det kommer til at ske, er endnu uvist – men Emirates planlægger at flyve på ruten igen pr. 1. juli. Forlyder det. Og de har egenhændigt flyttet vores afrejse fra 4. juli til 5. juli, så et eller andet må de jo være ved at planlægge.

Inden da er jeg nødt til at øve mig i at være out and about. Lige nu føles det ihvertfald ubehageligt at skulle ind i en stor lufthavn for at sætte sig op i en lukket kabine, hvor luften cirkulerer og cirkulerer mellem passagererne. Men samtidig er tanken om at tilbringe hele sommeren lukket inde her i landet også temmelig ulidelig. Om lidt er her 45 grader i skyggen og endnu mere umuligt at foretage sig noget som helst.

Det er nu ikke kun Martin, der har vovet sig ud. Jeg tog over på skolen forleden.Det var en tanke og et behov, jeg har skubbet foran mig i flere måneder. Jeg orkede simpelthen ikke at skulle forholde mig til skolens stille, støvede indre – helt renset for det dejlige børnevirvar og liv, der plejer at være. Men behovet for at få nallerne i mine læse-stave-tests og ønsket om at få fat i min elev-log (før årskaraktererne skal afgives) vandt.Jeg måtte anmode skolens rektor om adgang på bestemt dato og tidspunkt. Man kan ikke bare sådan uden videre vade ind ad døren med sin personale-kort om halsen. Intet er, som det plejede at være.Når nu jeg havde fået adgang, tog jeg mig den frihed at liste inde efter Cilles og Milles penalhuse, som de havde efterladt, fordi ingen i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at vi slet ikke ville komme tilbage igen. Suk.

Efter en deprimerende rundtur på etagerne i Primary School var der ingen vej udenom dansklokalet. Det føltes helt som en sorgproces at gå igennem de fysiske rammer om dét, der plejede at være en tryg og højtelsket hverdag for både pigerne og jeg, og som blev revet fra os alle af et udefrakommende virusmonster.Lokalet lignede sig selv. Potteplanterne var naturligvis døde, der var rodet lidt rundt og støvet havde lagt sig som fint, brunt pulver på alle overflader.

Og så gik jeg ellers igang.Tavler, vægge, reoler og hylder fik en overhaling. Alt blev ribbet, hevet ned, lagt i pæne bunker eller smidt ud. Det eneste, der fik lov at blive oppe, var vores navneskilt “Dansk på DIA”, som en måde at pisse territoriet af på, så skolens management ikke pludselig glemmer, at dét her er altså vores rum, og giver det videre til den næste, som møder op med pladsproblemer.

Og i mens jeg flåede gode sager ned, tog jeg afsked med skoleåret. Sagde farvel til alle de fine ting, børnene har læst og skrevet om, leget med og tegnet så herligt. Det ville jeg så gerne have givet dem med hjem som minde om endnu et dejligt år i vores lille danskskole. Nu ser jeg dem først til næste skoleår, som muligvis også kommer til at starte ud som online schooling. Jeg gyser bare ved tanken.

Men jeg gemte ikke alle de her små skrevne ting. Alting har forandret sig så meget i løbet af de sidste 4 måneder, at jeg ihvertfald har brug for en frisk start og en ren tavle – helt bogstaveligt talt. Så må børnene få en undskyldning, hvis de virkelig gerne ville have haft en af plakaterne med hjem.I de her dage lider jeg af misundelse på den danske håndtering af Corona-pandemien, og jeg ville sådan ønske, at det samme kunne have ladet sig gøre her. Men vi er netop ikke i Lilleput-Danmark, hvor det meste kan håndteres med sund fornuft, god planlægning, ordentligt samarbejde og – vigtigst af alt – befolkningens tillid til myndighederne. Her kommer nye beskeder, love, regler og instrukser fra vidt forskellige medier og myndigheder, og vi har gjort det til en vane lige at tjekke nyeste artikler om Corona med gode venner, for hvad det ene og det andet konkret betyder, før vi går ud. Vi er 200+ nationaliteter på ét sted – og mange bor under ganske tætte og halvjammerlige forhold, som gør, at virusspredning er alt, alt for nem.

Og lige nu virker alting bare så uoverskueligt. Vi har ikke nået et stabilt eller et aftagende smitte-niveau. Vi kan ikke føle os sikre på noget som helst.

Ja, her bliver også åbnet lige så stille op – baby steps – som i Danmark.

Ja, vi føler os mindre indelukkede, når vi kan cykle, gå og løbe en tur. Men børn under 12 år er underlagt de strengeste restriktioner sammen med ældre over 60 år. De kan ikke komme ind eller ud nogen steder. Derfor er det også ret irrelevant, om vi kan gå i biografen eller ej. Kan børnene ikke komme med os, hvad glæde skulle det så give?

Men nu er isen brudt for mig og mit eremitkrebseliv.

Jeg har haft mit gensyn med skolen, og jeg har endda bestilt frisørtid i en lille hjemmesalon, der tager én kunde ad gangen. Jeg må se at komme op på hesten igen og ud af mit sorte sind.

Hvis det lykkes os at komme afsted til Danmark i juli måned, vil jeg være mere taknemmelig end nogensinde før for at gense familie og venner, for den danske natur, for de friske grøntsager og frugter og for den simple frihed, jeg ikke længere tager helt for givet. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Self Care

Jeg har gråd siddende fast i halsen.

Kvalme.

En nerve i klemme under venstre skulderblad, som trækker helt om i brystkassen, når jeg går eller bevæger armen.

Svie i mavesækken, når jeg spiser.

Alternerende følelser af vrede, afmagt, sorg og frustration.

Corona har virkelig fat om mine ikke-eksisterende nosser i de her uger.Der er intet, der kommer af sig selv eller flyder videre af sig selv. Alt virker som en kamp. Op ad bakke. Inklusiv min nye kampvægt, der er blevet helt unævnelig på grund af trøstespisning.

Der er så langt mellem smilene og grinene, at deres fravær er begyndt at blive påfaldende.

For helvede, hvor jeg hader det her parkerede pseudo-liv! Og jeg advarer om, at den næste, der beder mig om at anskue tingene lidt positivt, får et virtuelt spark i sine eksisterende/ikke-eksisterende nosser.

Jeg skal lige have lov til at sørge og rase ud. Hvilket tager overraskende lang tid for mig.

Og jeg gør det ikke i blufærdig og reflekterende stilhed, som ellers kunne være en klædelig og moden udgave af mig selv, men i stedet for åbent blus og ærlighed lige her. Gider man ikke mere corona-ras, er det fuldstændig forståeligt. Så lukker man bare ned for kanalen her. Jeg håber inderligt, at de fleste mennesker er kommet ud over sorgrampen, og lever deres liv i bedst velgående. Sådan ser det ihvertfald ud, hvis man skal tro på Instagram.

Af en eller anden grund er jeg ikke kommet mere end et par centimeter videre end den oprindelige skuffelse, sorg og følelse af at være blevet lukket ned og sat fast af et stort, udefrakommende, kinesisk monster.

Hver eneste dag står jeg op og gør mig umage.

Gør mig umage for at være et fast og nogenlunde sammenhængende holdepunkt for en hel flok små, uskyldige børn, der heller ikke har bedt om skolelukning og hjemmeskoling over Teams. Jeg kigger på Lego-byggerier, nye blyanter, farvestrålende ansigtsmasker, små næsebor, spændende køleskabsindhold og tømte drikkedunke. Jeg lytter til toiletskyl, gøende hunde, baby-vræl, bøvs og dørklokker. Alt i mens vi læser bøger, staver, taler, lytter, skriver og tegner.

Sammen. Hver for sig.

Der er glimt af samhørighed. Små og gode grin. Kærlige beskeder om, at jeg er savnet, som jeg gemmer i min hjertekule og i min indbakke. Der er fjollede og frække bøger om prut, tis og hemmeligheder.

Jeg gør det så godt, jeg kan, og er egentlig kun i klemme hos mig selv og mit eget ambitionsniveau. For hvor ville jeg gerne gøre det hele endnu bedre – og gøre endnu mere for hver enkelt elev! Det er bare så svært, når det hele foregår på distancen, og med så små mennesker på linjen, at koncentration og teknik er ret så svære at styre i mere end 10-15 minutter ad gangen.

Hver dag ind i mellem mine egne timer, fletter jeg hjælp til Milles skoleopgaver ind, hvis ikke Martin allerede har været igang. Og der er Cilles allestedsnærværende, nervepirrende Year 6-projekt, som markerer overgangen fra Primary Years Programme (PYP) til Middle Years Programme (MYP), som absolut heller ikke ‘laver sig selv’.Det er et halvdags-job i sig selv at følge med og støtte op om børnenes undervisning og behov – og også i den rolle føler jeg mig utilstrækkelig.

Så nu praktiserer jeg self-care, før det hele krakelerer.

Går lange ture, hvor jeg forsøger at undgå at hyperventilere alt for meget under ansigtsmasken, mens jeg forsigtigt manipulerer med den dumme nerve under skulderbladet. Lytter til “Her går det godt”-podcasts, mens jeg griner lidt af verden og af mig selv.

Jeg koger en kylling og får en god fond. Chicken soup for the soul, you know.
Jeg bager boller på tørgær, og ringer desperat til min Mor, der er verdensmester i bagning og i at udrette noget fysisk, når der er noget, der klemmer psykisk.Jeg bestiller mad og mad og mere mad online, så vi kan få de basale behov dækket på en ordentlig måde. I tillæg til alt det der unævnelige Häagen-Dazs, der også ryger ned. Mad er en af de simple glæder i det her mærkelige indeliv.
Der er intet af det her, der er begyndt at føles som normalt for mig. Jeg ved ikke hvorfor. Vi har egentlig været i det her corona-liv så længe, at det burde være The New Normal. Men alt i mig stritter imod. Jeg nægter at acceptere, at det her er virkeligheden, vores liv og hverdag.

Jeg må ud og stampe noget mere i jorden.

Jeg må begynde at opholde mig lidt mere i mit eget selskab igen, og muligvis endda lytte en lille smule efter, hvad mit indre siger. Skræmmende sager, som jeg gør alt, hvad jeg kan, for at undgå for tiden, dét er helt sikkert.

Pas godt på dig selv. Corona-blues eller det stik modsatte. Livet er stift.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skrøbelig

Man skulle tro, at jeg helt har glemt, at jeg er den lykkelig ejer af denne her fine blog. Der er gået så lang tid siden sidste blogindlæg, at det måske virker temmelig ukoncentreret eller useriøst.

Men jeg har ikke glemt mit skrivehjørne.

Tværtimod.

Jeg har undgået at begynde på et nyt skriv, fordi det hele er så sært og så skrøbeligt for tiden.

Sidste gang, jeg skrev, var jeg on a high. Ramadanens nymåne hang og skinnede glædesstrålende over os, og vi havde tilmed en nyvunden frihed at fejre. Friheden til at gå ud af hjemmet igen – uden en udgangstilladelse.

Men som med alt andet, vi tager for givet, fordi det straks bliver ny standard og hverdagskost, er muligheden for en løbetur eller et smut i supermarkedet ikke længere tillokkende.

Der er alt, alt for mange af mine flinke medmennesker, som tror, at deres ansigtsmasker virker mod Corona-virus,  når de hænger nede om hagen på dem.

Der er stadig temperatur- og alderskontroller ved indgangen til supermarkeder og centre – og der er engangs-plastichandsker, kø til at komme ind i butikken og kø ved kassen. Der er INTET sjovt ved en tur i supermarkedet. Overhovedet.

Intet er, som det plejede at være.

Jeg var ved at bilde mig selv ind, at NU kom det hele retur til mig, men det var ren ønsketænkning og indbildning.Jeg kan drømme om det – og lade som om det – men lige så snart, jeg bevæger mig uden for matriklen, bliver jeg overvældet af, hvordan et nedlukket, dystopisk samfund ser ud.Det her er så langt fra normalen, som vi kan komme. Og jeg græmmes. Sveder tran under masken i 38 graders varme, mens andre vælger at blæse på reglerne og løber frejdige afsted med masken nede om hagen, som om det kunne hjælpe på noget som helst. Og så stiger mit blodtryk.

Jeg griber til fredelig selvtægt. Henvender mig til førnævnte frejdige løbere og spørger, om de er ok med, at jeg også bare tager masken af foran dem – eller om vi skulle vælge en mindelig løsning, hvor begge parter passer på hinandens helbred? De fleste smiler og siger thank you, mens de skynder sig videre væk med masken nede om hagen. Det er Dubais svar på fuck you. Her i landet kan man komme seriøst galt afsted med bandeord og fremvisning af langemand, så det giver mest mening bare at sige thank you og løbe sin vej.

Efter 5 blodtryksopsættende encounters går jeg hjem. Med uforløst træningstrang og uforrettet sag. Med følelsen af, at denne her virus kommer til at styre vores liv i meget, meget længere tid, end vi har tålmodighed til. Fordi ingen længere følger reglerne.

Baseret på min uvildige sammentælling af mængden af masker omkring hager versus mængden af korrekt påsatte ansigtsmasker i en velbjærget og veluddannet hvid-mands-ghetto, kan jeg konkludere, at langt de fleste nu officielt har tabt sutten og er vendt tilbage til den vante hverdag. De gider ikke mere. De har ikke bedt om det her – og efter 8 uger er det altså nok.

Og i mens de løber ud i livet, løber jeg hjem til mig selv, og bliver mere og mere sær og angst.

Jeg slæber mig igennem undervisningen på Teams. Jeg slæber mig igennem den endeløse forberedelse og rettelse af opgaver. Jeg slæber mig igennem børnenes skolearbejde og projekter. Jeg slæber mig igennem frokost-tilberedning og kaffebrygning. Jeg slæber mig oven på til en halv eller hel times workout med Martin og så et forløsende et brusebad. Jeg kysser og kysser og kysser på min familie. Jeg læser højt for pigerne og læser bøger for mig selv i timevis for at glide ind i et andet univers. Jeg sover elendigt og drømmer mareridtsagtige drømme hver nat. Jeg trøstespiser is og kager hver dag. Jeg tildeler mig selv ugens brandert hver fredag.

Og så starter en ny uge op i glasklokken.

Med præcist det samme indhold.

Skole. Mad. Motion. Bad. Bog. Natteroderi. Slet skjulte bekymringer. Strittende grå hår kombineret med et iltert, opfarende temperament, der falder lige så hurtigt ned og skammer sig, som det blussede op.

Jeg er ikke den eneste i familien, der er i forandring. Martin arbejder f.eks. videre på den svenske frisure. Potentiale, har det. Det er første gang i vores 19-årige liv sammen, at jeg har set hans hår med en reel længde.Heldigvis er alting jo ikke sort hele tiden. Martin og jeg passer godt på hinanden, og deler stort og småt med hinanden hele tiden – for vi har ikke andre ører at hive i. Der er også en enkelt socialt-distanceret-lykkestund med dejlige, søde og glade venner, der gør det ud for vores Dubai-familie, som får afledt mine destruktive tanker med verdens bedste drinks.Ingen af os har det godt for tiden. Det her handler ikke om mig som en særlig skrøbelig udgave af Maude fra Matador eller Yvonne fra Olsen-Banden, som visse personer ynder at sammenligne mig med.

Det står soleklart, at vi alle er udfordrede. På stort set alle fronter. For verden er jo fandeme helt af lave.

Min skrøbelige og sære glasklokke er sikkert magen til din. Måske betragter du også verden på en ny og forsigtig måde? Måske drømmer du dig også konstant tilbage til en verden og en virkelighed præ-Corona, der pludselig virker så uskyldsren og legende let? Det var verden jo ikke dengang. Men det føles sådan nu.

Det er sorg over spildt mælk og tabte fællesskaber, der vælder op i mig.

Og selvom jeg er blevet bedre til at gribe knoglen – og selvom jeg sender 1.000 WhatsApp-beskeder om dagen, så er der stadig en stemme indeni mig, der ufortrødent udsender faretruende bekymringer.

Om at vi ikke kommer til Danmark til sommer, men må blive her på matriklen.

Om at virussen bliver værre end den allerede er her i landet, hvor vi efter 8 ugers kamp fortsætter med at få 500+ nye tilfælde hver dag.

Om at vi får lockdown igen, hvis ikke folk snart putter de masker rigtigt på.

Om at vi ikke kan komme retur i skole til september, men må fortsætte online schooling langt ind i næste skoleår.

Om at vaccinen har længere udsigter end forventet, fordi der dukker bivirkninger op.

Om at den her fucking virus muterer og gør sig selv endnu sværere at hamle op med henover efteråret og vintermånederne.

Og mens vi nu er helt nede i kulkælderen af bekymringer og frustrationer, så send lige mere pålægschokolade. Vi er udgået for Galle & Jessen. For første gang i over 10 års udlandsliv. Det siger alligevel noget om krisesituationen.Pas rigtigt godt på hinanden i denne tunge og foruroligende tid.

Distancekram fra Drama-Dronningen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan-gaven

🌙✨ Ramadan Kareem til alle, der observerer den hellige måned ✨🌙Her i De Forenede Arabiske Emirater er vi vågnet op til den største Ramadangave af dem alle.Interessant nok falder den første dag i Ramadanen sammen med en lempelse af lockdown-reglerne. Og dét er lige hvad folket vil ha’, er det. De Frygtløse Ledere har virkelig haft et es gemt i ærmet, som bliver modtaget med kyshånd af alle.

At gå igennem 30 dages faste i 30 grader – uden at kunne komme ud og mødes med venner og familie efter solnedgang og uden at kunne shoppe igennem på de sædvanlige gigatilbud, er jo stort set det samme som at fornægte os selve livet. Og sådan blev det gudskelov ikke.

Vi er ude over udgangstilladelses-blanketterne pr. dags dato. Vi er delvist frie som fuglene – ihvertfald mellem 06.00 og 22.00, hvor vi må handle, cykle, løbe en tur, gå en tur og mødes med andre i grupper under 10 personer, hvis vi holder behørig afstand og bærer mundbind.

DET ER FUCKING FANTASTISK GROUNDBREAKING NEWS I LOCKDOWN-LAND!

Selvfølgelig er vi ikke sluppet fuldstændig løs fra den ene dag til den anden. Man skal stadig bære mundbind hele tiden uden for hjemmet. Man må stadig kun handle det allermest nødvendige. Malls og centre vil kun operere på 30% kapacitet, så jeg skal ikke i nærheden af et shoppingcenter i den kommende tid. Forestiller mig, at det bliver det rene vanvid at forsøge at parkere eller komme ind. For er der noget, vi kan, så er det at shoppe i Ørkenstaten. Dét er vores favorit-aktivitet. Eller ihvertfald nogens favoritaktivitet. Børn må heller ikke komme med ud at handle – og man må vistnok kun være 3 personer fra husholdningen ude ad gangen.

Pools er fortsat lukkede. Legepladser, strande, sportsfaciliteter og parker er stadig off limits. Men lidt er væsentligt bedre end ingenting.Så klokken 8.15 i morges hoppede vi på cyklerne og drønede ud på de stille villaveje for at få lidt luft og gang i benene. Jeg peb en tåre inde under solbriller og mundbind. Der var alligevel ingen, der kunne se det.

Tårer over nyvunden frihed, tror jeg, det var.

Taknemmelighed over lempelsen, fordi lockdown-livet er tungt, uanset at vi er heldige og har en lille have – og vigtigst af alt – vi er sunde og raske. 
Det er sært, som livet og hele verden kan tage en drastisk drejning på et splitsekund. Pludselig er alt dét, vi tog for givet, taget fra os. Og nu får vi så dele af det velkendte liv tilbage. Stille og i små bidder bliver vi tildelt friheder, som vi taknemmeligt tager imod.

Og mens vi forsigtigt, forsigtigt cykler ud i nabolaget og skriver til en veninde rundt om hjørnet, om de måske vil mødes, forbereder myndighederne sig på, at der vil komme flere og flere corona-smittede. Pt. er der ca. 500 nye smittede om dagen, men baseret på antallet af felthospitaler, de bygger her og der rundt om i landet, må vi antage, at de forventer en betydelig stigning i antallet af smittede i kølvandet på de lempeligere regler og en masse Ramadan-festivitas.

Ingen af os kan styre os, når først vi smager frihedens forbudne frugt. Det er dømt til at gå galt, selvom vi alle prøver at tænke os om og være fornuftige. Det siger sig selv.

For Ramadanen er i sandhed hjerternes og familiernes fest.

Og nu må muslimerne gå en helt ny form for Ramadan i møde.

Én måned, hvor de faster, afstår, beder og reflekterer over deres liv, som de plejer, men uden de sociale fællesskaber, som holder dem oven vande mentalt.

Moskéerne fortsætter med at være lukkede. Man bør fortsat undlade at besøge de syge og de ældre mennesker. Man kan ikke samles i storfamilien til overdådige iftarmiddage derhjemme, hvor hver tante medbringer en skøn ret. Der er lukket i hotellernes buffet-områder, hvor der normalt serveres de lækreste iftarmiddage med stilfulde dekorationer og afdæmpet arabisk lut-musik til. Ramadanteltene med de åbne grill-områder, hvor lammene hænger på store spid og kobbergryderne damper af aromatiske risretter, bliver ikke til noget i år. Ramadankøleskabene til nabolagets gartnere, chauffører og barnepiger kommer ikke til at åbne i år.

De her fine traditioner, som vi alle deltager i, er aflyst af åbenlyse grunde. Og jeg vil savne dem, fordi de også er en tilbagevendende del af vores liv i et arabisk land. Vi faster ikke, men vi observerer den hellige måned på respektfuld afstand – og så har vi nydt at gå ud til iftar og at bidrage til fællesskabet ved at fylde i community-køleskabene og donere penge til velgørenhed – zakat – via muslimske organisati0ner.

Intet er, som det plejer.

Ikke engang Ramadanen. Men den er velkommen alligevel – og det er de lempelige regler for udgang virkelig også.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet