Frigørelsesproces

Mille går i Year 3. Det svarer til 1. klasse i Danmark, selvom der på rigtig mange punkter er stor forskel på de to skolesystemer.

For eksempel startede Mille i skole som 3-årig i dét, der kaldes KG1, hvorefter der fulgte endnu et børnehaveklasseår i KG2. Forud for de to KG-år forventes det, at man er blevet helt renlig, kan kommunikere og deltage i lege og korte undervisningsforløb hver dag. Der er uniformer, madpakker og skoletasker. Men alting foregår i et kærligt og roligt miljø med fokus på leg, trivsel, samarbejde, motorik og alle de mange andre ting, man skal lære tidligt i livet.Den “rigtige” skole starter i Year 1, når børnene er 5 år gamle. Så begynder show’et med at sidde stille, lære at læse sådan for alvor, skrive, regne og arbejde i små grupper.

Det betyder også, at Mille allerede i Year 3 (eller 1. klasse) er en dreven skolegænger, der har kunnet læse i en del år, arbejder fortroligt og selvhjulpent rundt i forskellige matematik-, læse- og stave-apps, og hun er helt med på, at der skal læses lektier hver dag.

Det akademiske kører. Fordi det er dét, man gør, når man er i skole. Fnidder, drillerier og andre sociale udfordringer er der meget lidt af, fordi børnene holdes i kort snor, når det kommer til individuel frihed, og leg er noget, der foregår under opsyn. Der er en meget lav tolerancetærskel for følelsesmæssige udbrud, intolerant ordbrug og den slags – og jeg tror, at vores børn ville få et gevaldigt chok, hvis de skulle begå sig uden for vores lille Dubai-boble.Én af de ting, man så til gengæld ikke lærer på samme vis, som i dansk eller skandinavisk sammenhæng, er den individuelle selvstændighed.

Det kan godt være, at fagligheden er i top, og at børnene generelt er meget høflige, fokuserede og dedikerede i skolen, men dét der med at kunne klare sig selv rent lavpraktisk – men også mentalt og følelsesmæssigt – er en helt anden sag.

Mange af børnene bliver bragt til og fra skole af forældrene, en chauffør eller skolebussen med en nanny, der følger dem lige til klasseværelset. Deres rygsække bliver ofte båret af de voksne – en nanny har måske smurt madpakken – og de pakker aldrig selv svømmetøjet, før de skal til idræt, eller læsebøgerne, før de skal på biblioteket. I frikvarteret står der lærere, vagter og rengøringsfolk rundt omkring, som kan hjælpe med stort og småt. Plaster på? Jamen så gå ind til sygeplejersken. Ked af det? Så gå hen til Dean of Pastoral Care og få en lille snak. Sulten? Gå i kantinen og få øst op.

Efter skole står der en forælder eller en nanny og venter på at tage dem hjem – eller også står der en træner klar til at tage dem med til fodbold, skak, tennis eller basketball. Over alt er der voksne, som øser mad op, pakker tasker ned og ud, løfter de tunge ting, åbner tunge døre og stramme plasticbøtter, gør rent, tørrer op efter dem, hjælper til med at finde dét, der er blevet væk osv.

Serviceniveauet er  tårnhøjt for både børn og voksne her i Ørkenstaten, fordi varme hænder ikke koster det samme som i Danmark.

Og pigerne har det naturligvis ligesom alle andre børn her i landet. De reder ikke seng og hjælper ikke til med at gøre rent, tømme opvaskeren eller smide affaldsposen ud. Det er jo Maricels opgaver, som hun udfører med stolthed og effektivitet hver dag. Pigerne læner sig tilbage og ser, hvordan tjenende ånder servicerer dem et langt stykke hen ad vejen hver eneste dag – præcist som vi voksne også gør.

Derfor er frigørelsesprocessen og den individuelle selvstændighed også noget, vi skal øve på en helt anden måde end i Danmark, hvor der ikke står en pædagog klar til at hjælpe dig med flyverdragten og de store thermostøvler. Hvis du vil ud at lege i fritteren, må du selv tage dit overtøj på. Hvis du er utilfreds med en kammerat i frikvarteret, må du selv gøre et forsøg på at få løst problemet. Når du er sulten, må du hente madpakken i køleskabet. Hvis du har et sår, er der nok plastre i førstehjælpskassen på kontoret. Hvis du går på toilettet, skal du selv tørre numsen.

Heldigvis kommer der da nogle små øvelser i selvstændighed og frigørelse undervejs. I Year 3 tilbydes børnene f.eks. en overnatning på skolen i telt. Det koster 50 kroner, som dækker pizza, varm kakao med skumfiduser og morgenmad dagen efter. Den lille “lejrskole” på skolens område er et forsøg på at dæmme op for den usikkerhed og manglende selvstændighed, som kan blive en hindring for deltagelse i de rigtige lejrskoleture, som starter i Year 4, når børnene er 8 år gamle.

Mille har jo set sin søster gøre alle tingene, før hun selv skal til dem. Det er både fordelen og ulempen ved at være nr. 2. Men hun har glædet sig til sin første “lejrskole” og har forberedt det mindst lige så grundigt, som hendes søster plejer at gøre.Her har hun skrevet tjekliste til pakning af taske.Og her står hun – fuld af forventning og sommerfugle over at skulle være væk hjemmefra henover en hel, lang nat – uden sin søster. Det er faktisk første gang, at hun prøver det.Børnene bliver afleveret kl. 17.30, hvorefter de skal lege forskellige lege og hygge sig med pizza til aftensmad. Senere bliver der aktiviteter og varm kakao kl. 20, før sengetid ved 21-tiden.

Næste morgen kl. 7 henter vi en lille, træt uldtot, der har sovet alt, alt for lidt.Hun var stolt over at have klaret udfordringen – og vranten resten af dagen, som man jo er, når man skal falde ned igen efter en stor følelsesmæssig adrenalinrutsjetur. Som Roskilde-Festival-Blues i en 7-årig.Det er godt nok med lidt nyfunden selvstændighed og at mærke, at hun sagtens kan klare sig selv for en stund uden søster, forældre eller Maricel.

Og det var faktisk også godt til de gamle forældre, sådan at have en hel aften i hinandens selskab. Det tog også kun sådan cirka tre glas hvidvin at komme mig over, at pigerne var væk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kærlighed

Ugh.

I aftes måtte vi til det. Farvelkrammerne før sengetid og det alt for tidlige morgenfly mod Kastrup.Solen var ellers lige kommet frem fra sit vinterhi, bedst som familien skal rejse retur mod råkolde, regnvåde Danmark igen. Men vi fik da en dejlig sidste-dag i poolen med varme solstråler, leg og middag på vores lokale pub, Reform.Det er en fantastisk fætter-kusine-konstellation. De leger og leger og leger – skifter lidt rundt indbyrdes og finder på alt muligt sjovt undervejs. Det er en kæmpe glæde at se.

Når vi er intenst sammen som hér i vinterferien, sker der en masse godt i familierelationerne. Det er helt anderledes end bare at være sammen en enkelt eftermiddag i ny og næ eller til de vanlige familiefødselsdage og den slags. Hér er alle mere afslappede og der er ganske enkelt bedre tid til bare at være, tale og lege sammen.

Men selvom der er gensyn om ganske få måneder i sommerferien i Danmark, så føler jeg mig alligevel tom og trist, da jeg står og kigger efter baglygterne på bilen, der er lastet til randen af kufferter, børn og habengut her til morgen.

Nu havde vi det lige så sjovt – og så venter hverdagen og huskelisterne bare i stedet. Hvem fanden gider det?

Det er forståeligt nok, at det føles stille efter 8 dages gang-i-den i storfamilien. Og det er i virkeligheden nok en god ting, at jeg har det lidt, som om jeg er blevet slået med et bat i hovedet i dag. For det betyder jo, at jeg på ingen måde er ligeglad eller følelseskold – og at familien stadig er det aller, allervigtigste i vores liv. Den matte fornemmelse kunne nu også have lidt at gøre med en manglende væskebalance efter et par store glas hvidvin i aftes oven på en hel dag i solen, men lad nu dét ligge.Da Martin kommer retur fra lufthavnen lægger vi os hånd i hånd og slumrer lidt videre. Der er ikke så meget at sige. Han har afleveret en træt lille familie, der er ærgerlige over, at deres ferie er slut, og som bare gerne vil ASAP retur til deres eget hjem og få ordnet det hele, så de er klar til hverdagen, når den rammer dem på mandag.

Han ved godt, at det er svært, når vores familiemedlemmer rejser retur igen. Vi mærker jo alle sammen, hvor godt det er for alle parter, når vi er sammen med vores allernærmeste. Det betyder noget, at få lov til at leve tante-, onkel-, moster-rollerne ud og mærke nærværet i familien. Det betyder noget, at vores børn har så gode, umiddelbare og nære relationer til deres fætre, kusiner, onkler, tanter, mostre og fastre. For slet ikke at tale om vigtigheden af bedsteforældrene. Og så er det jo fantastisk, at vi har mulighed for at være værter for vores familiemedlemmer her i Dubai – og at de omvendt vil være det i Danmark, når vi er dér.

Og bedst som jeg overvejer at stå klatøjet op, ringer det på døren.

Der står en storsmilende mand med favnen fuld af Valentines-buketter til pigerne og jeg. Han ligner nærmest en hel blomsterbutik, og jeg kommer sådan til at grine, for det må da i virkeligheden være alletiders job at bringe blomster ud. Det har jeg aldrig tænkt på før, men at arbejde med blomster må være noget så positivt. Lidt ligesom at sælge kager eller chokolader.Martin gør en dyd ud af at forære sine døtre blomster. De får hver deres smukke buket røde roser med tilhørende kærlighedserklæringer og hjerte-chokolader med op på værelserne. Han sætter barren ganske højt for, hvad der kan forventes af manden i deres liv – og det gør mig simpelthen så lykkelig.

For vejen til en mors hjerte er ofte igennem hengivenhed til børnene, tror jeg på.Så nu sidder jeg hér.

Helt rørstrømsk, omtumlet og træt.

Med en udsigt til et væld af røde roser og en dyb kærlighed til den mand, jeg har elsket i 19 år.Faktisk har jeg hele to rosenbuketter, for Stine og Michael forærede mig også én forleden. Jeg er så megaheldig.Tusind tak for besøget til S, M, V og F. ❤💞

Og tak, Martin, fordi du er alt, hvad jeg drømmer om, ønsker mig og har behov for i det her liv.

❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvad skal man se i Dubai: Børnefamilie-Edition

Servicemeddelelse: Nederst i blogindlægget finder du en liste med forslag og inspiration til gode aktiviteter med børn/børnefamilier i Dubai – hvis du er så heldig at få besøg af sådan én eller er på ferie hernede. 

Men først lidt af mit vanlige småsludren.

Vinterferien triller afsted i storfamiliens skød. Det er Martins lillebror, hustru og to børn, der er hos os.Det eneste, der ikke er i vinkel er vejret.

Som samtidig er stort set det eneste, ingen af os kan gøre noget ved.Vi har ganske enkelt den koldeste (læs: køligste – for koldt i en dansk referenceramme bliver her aldrig) vinter nogensinde i de godt 6 år, vi har boet her i Dubai.

Det er uhørt køligt både om dagen og om natten – med regn, vind og skyer på den ellers så blå himmel. Vi fastliggere stornyder at sove for åbne vinduer og løbe friske ture om morgenen, for vi er klar over, at det hurtigt kan få en ende. Men for gæster fra Danmark, der hungrer efter solen, er det småtræls, at det nærmest er for køligt til at gå i pool’en.Men vi bruger tiden så fornuftigt, som vi overhovedet kan. I går var vi f.eks. på legemuséet Oli Oli, der altid er et hit hos de 3-10-årige. De har dinosaur-udgravning som særudstilling i januar og februar, og ellers er stedet fyldt af gode legeområder og aktiviteter.

Her er de 4 unger i gang med hulebygning.Og her tegner vi – og scanner efterfølgende tegningerne ind til fremvisning på store, lysende tavler i mørket.Oli Oli bliver ved med at være et virkelig godt sted, selvom priserne ikke ligefrem er budgetvenlige – og så irriterer det mig, at de vil have små 80 kr. for entré per voksen, når voksne jo stort set ikke anvender faciliteterne.Vi har også kigget dyr i Emirates Zoo uden for Abu Dhabi en hel dag. Det var skønt vejr, og børnene havde det virkelig sjovt med at spurte rundt og fodre geder, får, heste, kaniner, skildpadder æsler, kameler osv. med ærtegræs, som man køber i bundter.Der hersker vist ingen tvivl om, at Emirates Zoo ikke ligefrem har de mest fantastiske faciliteter til alle dyrene – særligt petting zoo området er sølle og minder mest af alt om betonbåse, der aldrig har fået en opgradering, siden stedet blev bygget, men umiddelbart ser dyrene raske nok ud.Der er vist ikke andre steder i landet, hvor man kan fodre så mange forskellige slags dyr og komme så tæt på dem, men det må være en stakket frist i forhold til dyrevelfærd og etisk behandling af dyr i zoo.

Udover fodring af dyr fik særligt Cille og Victor også klaret lidt af en manddomsprøve, da de skulle op og balancere i trækronerne. Mille har prøvet det før, og gik helt hjemmevant til opgaven.Og midt i udflugter ud af huset og gode oplevelser med familien, bliver der også tid til lidt tennis og leg på legepladserne rundt om i The Lakes.En middag ved Dubai Fountains for foden af Burj Khalifa er også et obligatorisk event i ugeskemaet.Jeg bliver aldrig træt af at opleve musikken og springvandet. Det er så fint og hyggeligt i mørket og med alle de små lys, som araberne er helt fantastiske til at arrangere i palmetræer osv.Det er så dejligt at have god tid til leg, snak, hygge og nærvær med de allernærmeste. Og der er ingen tvivl om, at kusine-fætter-forholdet udvikler sig godt i løbet af sådan en ferie her.

Inspiration til gode oplevelser med børn i Dubai og Abu Dhabi:

– Oli Oli Play Museum (for 3-10-årige)

– Bounce eller Flip Out (“trampolinland” for 3-15-årige)

– KidZania (for 6-10-årige)

– Al Ain Zoo (for alle)

– Emirates Zoo (for 1-10-årige)

– Dubai Fountains (for alle)

– En stranddag på La Mer eller Kite Beach (for alle)

– Al Barsha Pond Park (for 1-10-årige)

– Friday Brunch på Caesar’s Palace – hovedrestauranten Bacchanal (for alle)

– Burj Khalifa (for alle)

– Dubai Frame (for alle)

– Lego Waterpark (for 1-10-årige)

– Legoland Dubai (for 3-10-årige)

– Atlantis: Aquaventure og akvariet The Lost Chambers (fra 3 år og opefter)

– Motiongate (for 3-15-årige)

– Garden Glow Park (for 1-10-årige)

– Dubai Butterfly Garden (for 3-10-årige)

…og så er der helt sikkert en masse andre vandlande og action-parker, som jeg ikke har nævnt, fordi vi ikke selv har været der eller er interesserede i det.

Happy Valentine’s i morgen!

❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Caesars Palace Bluewaters

I 2013 begyndte selskabet MERAAS at bygge en kunstig ø ud for kysten foran Dubai Marina og Jumeirah Beach Residence (JBR). Øen hedder Bluewaters og stod (stort set) færdigbygget i slutningen af 2018.

Det der med at bygge kunstige øer ud for Jumeirah-kysten er stort set hverdagskost i en fjern Ørkenstat, og fastliggere som os har nærmest kun et skuldertræk til overs for the next new thing. Det er egentlig ret vildt, at man kan få det sådan, når man tænker på, hvilken ingeniørkunst det er, sådan at rende rundt og konstruere kunstige landområder, som samtidig er vanvittig elegante.

Stor kunst eller ej, så kan jeg tilføje, at Bluewaters er forbundet til Sheikh Zayed Road via en lang viadukt-lignende bro, og så er der også en 500 meter gangbro mellem øen og stranden i marinaen, så der er let adgang til at promenere frem og tilbage i vintermånederne.Photo credit: Gulfbusiness.com

På Bluewaters ligger resortet Caesars Palace i en mindre version end det i Las Vegas – minus casinoet, da spil jo er haram. Det store London Eye-lignende hjul – Ain Dubai – er rejst op, men endnu ikke åbnet, da der fortsat mangler de nok så essentielle passagerkabiner.

Men up and running er Bluewaters-øen, og man skal ud med den seriøst store pengepung for at købe en lejlighed hér – eller for bare at betale sig fra en uskyldig uges ferie på hotellet, dét er helt sikkert.

Vi nøjes med Friday Brunch på stedets hovedrestaurant, Bacchanal. Vi har glædet os til det, fordi vi har hørt så meget godt om brunch’en – og fordi det er en perfekt mulighed for at få de jetlaggede gæster fra Danmark til at sænke de januarkolde skuldre, slå håret lidt ud og begynde at nyde deres ferie sammen med os.Jeg havde valgt på forhånd, at vi skulle sidde ude, så børnene nemmest muligt kunne lege uforstyrret – og fordi vi så kunne holde lidt øje med dem uden hele tiden at skulle løbe forvildede rundt.

Resortets have og poolområde er så megafint lavet – og det her er nok Dubais mest børnefamilievenlige brunch for tiden, med små telte, hvor børnene kan lave slim, tegne og klippe-klistre. For ikke at tale om scenen, hvor der var trylleshow, Elsa fra Frost optrådte med fællessang, der kom akrobatiske klovne cyklende og jonglerende rundt – og Kejser Caesar kom selvfølgelig forbi for at hilse på os med sin Cleopatra.Der er en smule røg fra grillkul, men ingen cigaretrøg undervejs – og så er der støj fra flyene, der konstant letter fra Zero Gravity-området med faldskærmsudspringere. Men i den kølige del af året vil jeg klart foretrække at sidde ude, selvom der er lidt støj- og røg-gener.

Indendøre er der den fineste buffet, man kan ønske sig. Ikke overvældende stor som Bubbalicious, hvor man nærmest kan miste sig selv fra den ene ende til den anden – og heller ikke eksklusiv som Zuma eller Nobu – men den lander et rigtig fint sted midt i mellem, hvor man stadig får den der overdådige og dekadente følelse af at kunne vælge A.L.T, hvad hjertet måtte begære.

Børnene havde det også helt forrygende.Konceptet “Family Fest” er langt mere end det her superflotte display af børnevenlig mad og drikke.Som uden tvivl er det flotteste set-up, jeg har set til børn i Dubai.Der er nemlig også en sej tween-klub med air hockey, playstation og bordtennis, og en klassisk børneklub.Foruden alle de førnævnte forskellige optrædener og aktiviteter undervejs i selve brunch’en.

Med andre ord er det umuligt ikke at more sig her, og lige så umuligt at være utilfreds med mad og drikke. Der er simpelthen ikke en finger at sætte på denne her Friday Brunch-oplevelse for hverken store eller små mennesker. Og over alt var personalet superflinke, imødekommende og smilende, så man kun kan konstatere, at Caesars Palace er topprofessionelt og klar til at betjene sine gæster.Jeg ta’r altså gerne en tur igen, når chancen byder sig!

Bemærk, at jeg sagde når, ikke hvis

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Liz Pichon, Tom Gates og Bog-anbefalinger

Lige før sommerferien sidste år valgte jeg at forære mig selv et Saxo-abonnement, så jeg kunne nyde en langstrakt sommer med masser af varieret læsning. Det har jeg ikke fortrudt – og jeg er fortsat med at læse en hel masse bøger siden da.

I sommerferien trawlede jeg hele udvalget igennem, og fortærede stort set alt, hvad der stod på hylderne af nogenlunde nutidig litteratur skrevet af kvindelige forfattere. Jeg trængte sådan til en opdatering på, hvad der foregår derhjemme i Moder-Landets hjerter og hjerner.

Traumatiserende barndomme syntes at være et gennemgående tema dén sommer.

I en grad så jeg ind i mellem fik helt ondt i maven og sære drømme om afsked og afvisning om natten. Sådan kan det gå, når man giver sig selv en overdosis Leonora Christina Skov, Maren Uthaug, Nina Wähä, Vita Andersen, Malene Lei Raben og Lotte Kaa Andersen.

Efter den omgang er jeg rykket videre fra bristede forældrerelationer til mere blandede bolsjer.

For nylig har jeg læst den poetiske og bevægende revolutionsroman, “Jeg løb mod Nilen” af den egyptiske forfatter, aktivist og tandlæge, Alaa Al-Aswany.Han beretter om Det Egyptiske Forår, det egyptiske samfund, de statslige institutioners gennem-korrumperede handlinger og Præsident Mubaraks fald igennem en række pseudofiktive personer, der på vidt forskellige måder bliver involveret i revolutionen. Der er en klar romantiseren af de revolutionære kræfter og initiativer undervejs, men Al-Aswany formår også at vise bagsiden og omkostningerne for oprørerne, og hvad såkaldt ‘almindelige’ egyptere egentlig synes om revolutionen.

Hermed en varm anbefaling af “Jeg løb mod Nilen” – selv i oversat form er det en smuk og rørende bog, som giver læseren et indblik i den egyptiske kultur og et samfund, som fungerer fundamentalt anderledes end vores eget.

I går færdiggjorde jeg så noget i en helt anden ende af læseskalaen:

“Begge Sider” – den nye biografi om Nicklas Bendtner, der er blevet til i lange, tunge samtaler med Rune Skyum-Nielsen, mens Bendtner alligevel sad dér i sofaen og afsonede en dom (voldelig taxa-fadæse) med digital fodlænke.”Begge sider” er fantastisk læsning. Ikke for sproget eller abstraktionsniveauet, men for autenticiteten. Det føles som om Nicklas Bendtner sidder i siderne og fortæller lige ud af posen om alt det shit, der er foregået i hans liv, mens han har skaltet og valtet med sit helt unikke talent. Man kan ikke andet end at holde af og holde med denne her energiske og vilde amagerknægt, der får så lidt og så dårlig vejledning i sine unge år, at det næsten kun kunne gå galt. Han tager egentlig sine tæsk med oprejst pande, men langer også ud efter de personer, som han mener bevidst har ønsket at gøre ham ondt eller har været særligt illoyale – og det er saftige sager, så siderne flyver nærmest om ørerne på én.

Læs den – virkelig – uanset om du er til fodbold eller ej – for alle kan da kun elske en gennem-menneskelig helt, der crash’er komplet og bliver til hele Danmarks prügelknabe og antihelt, for så at rejse sig, eje hele lortet og tage til genmæle. Vild med skidtet. Og kudos til Rune Skyum-Nielsen for at have visket sit eget ego ud af bogen og evnet at lade Bendtners personlighed skinne så tydeligt igennem fortællingen.

Mine næste bogeventyr bliver helt klart Thomas Korsgaards nye novellesamling, “Tyverier”, og så har jeg downloadet disse tre her, jeg skal læse lige bagefter, fordi KAREN, you know…Online læseløsninger på dansk er simpelthen som skabt til folk, der rejser meget eller bor i udlandet. Det er alt for besværligt, dyrt og tungt at slæbe rundt på danske bøger i papirform. Og så længe vi “flytter rundt”, føler jeg heller ikke, at jeg kan tillade mig selv at skabe et rigtigt bibliotek, selvom det er et stort ønske at få sådan et engang. Men iPad’en er jo med – uanset hvor jeg bevæger mig hen, og for første gang i mange år føler jeg mig forbundet til dét, der foregår mentalt derhjemme. Og det er en god ting, tror jeg. Jeg har ihvertfald overgivet mig helt og fuldt til at læse bøger elektronisk.

Dét har familiens anden bogorm så til gengæld ikke.Cille elsker go’e gammeldags papirbøger og hader, når jeg forsøger at finde noget frem elektronisk til hende. “Det er bare ikke det samme”, vrænger hun og hiver endnu en lille mursten frem.

Cille læser stadig kun grafiske romaner, tegneserier og kortere noveller. Hun er ellers en rigtig dygtig og flydende læser på både engelsk og dansk nu som 10-årig, så Harry Potter m.m. burde være næste skridt, men hun afviser blankt at læse historier, der kunne have elementer af “uhygge” i sig. På samme måde afviser hun også film, der kunne være uhyggelige eller udfordre hende lidt.

Hun er der bare ikke endnu – er ikke klar til action, magi, fantasy, vold, gys, uhygge og alt det andet, der ellers er kendetegnende for mange gode historier og film.

Til gengæld gnaver hun sig igennem alt, der er doodle’t og sketch’et med humoristisk sans, som f.eks. “Diary of a Wimpy Kid”, “Horrid Henry”, “Daisy”, “Dork Diaries”, “Big Nate”, “Middle School”, “Tom Gates” og samtlige bøger af forfatterne Roald Dahl og David Walliams.

Og det er fint for mig.

Cille behøver ikke at bevise, at hun er i stand til at læse en kompliceret murstensroman som 10-årig. Bare hun læser af lyst. Hver dag. I mindst en halv til en hel time.

I min optik handler det om, at hvert barn skal finde sin indre læseglæde og læsemotivation via de emner, temaer og genrer, som tiltaler barnet intuitivt. I vores tilfælde har tegneserier og dysleksi-venlige korte fortællinger været et hit – også selvom Cille ikke har læsevanskeligheder.

Cille elsker bare dårlige jokes, humor og fjollerier – og hun er dybt fascineret af doodles som kunstform, så det lå lige til højrebenet at gå i teatret med et par af vores BFFs forleden.For tiden kører “Tom Gates: Biscuits, Bands and Very Big Plans” nemlig som en elektronisk “Doodle-Musical” på DUCTAC-teatret i Mall of The Emirates.Det var så fint, fjollet, sjovt, sødt, farverigt og quirky, at de to 10-årige piger ikke kunne andet end at overgive sig komplet til den altid-så-uheldige Tom’s univers fyldt med skole-udfordringer, glemte lektier, øvere med sit rockband DogZombies og konflikter med den helt og aldeles umulige teenage-storesøster Delia.

Ikke nok med at musical’en var et hit hos pigerne, så fik de samtidig chancen for at hilse på forfatteren bag “Tom Gates”-succes’en, Liz Pichon!Hun var i Dubai for at signere bøger og deltage som tilskuer til musical’en, som hun heller ikke selv havde set tidligere.

Liz Pichon viste sig at være supercool, og selvom pigerne var MEGET starstruck over at møde hende, så lykkedes det dem dog at få fremstammet deres navne og fortalt hende, at de er vilde med bøgerne. Hun doodle’de straks løs i deres bøger, stak dem klistermærker og stempler, og hun fortalte dem, at den mugne storesøster Delia på mange måder er hende selv som teenager – og at skolens motto har akronymet “PUNK”, hvis man ser ordentligt efter.

Da jeg senere læste op på Liz Pichon, viser det sig, at hun har dysleksi og altid har ønsket sig at skabe bøger til børn, som er så læsevenlige og appellerende, at børn med dysleksi får lyst til at læse en hel serie. Det er lykkedes for hende, dét er helt sikkert. Pichon’s bøger er i øvrigt oversat til dansk – og du kan læse en fin artikel med hende lige her:

https://www.telegraph.co.uk/women/life/liz-pichon-on-how-dyslexia-inspired-her-tom-gates-childrens-book/

PS: Skriv dine boganbefalinger til mig, så jeg kan finde på noget nyt og spændende at læse!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet