Dagplejen

Er det ikke bare længe siden, jeg har skrevet lidt om Daisys hundeliv?

Månederne løber afsted, og om et par uger fylder Daisy 1 år. Eller rettere – vi har aftalt, at hun fylder 1 år. For hendes præcise fødselsdato er der vist ingen, der har holdt øje med.Vi gjorde jo det moralsk forkerte, da Martin og jeg, efter gentagne ulykkelige besøg i det nordlige Dubai på det ubehagelige ‘kommunale dyremarked’, langt om længe blev tilbudt Daisy på selve juleaften sidste år. Vi sagde ja og smed et stort depositum på et fedtet skrivebord hos en nigerianer, der blot lod os stå og glo ind i et bur med tre små maltipoo-hvalpe på rad og række. Det er selvfølgelig så langt fra den ideelle hvalpekøbssituation, man overhovedet kunne komme. Og vi vidste det, men håbede på det bedste.

Da vi så hentede hende 2 dage senere sammen med pigerne, den 26. december, blev Daisy samtidig erklæret 2 måneder gammel i sit hundepas. Og dermed fylder hun 1 år den 26. oktober. Fordi dyrehandleren har bestemt det, så det passede med, at vi hentede en 2 måneder gammel hundehvalp hos ham.Og hvorfor gjorde vi så egentlig dét her? Hentede en lille hvalp, hvis baggrund, vi aldrig kommer til at vide noget om? Det er jo ikke kun moralsk forkert, fordi der er så mange efterladte hunde, der venter i dyreinternater landet over. Det er samtidig økonomisk støtte til de hvalpemøller, der gemmer sig rundt omkring, hvor der sikkert ikke tages hensyn til tævernes ve og vel – og nok heller ikke til hvalpenes, når de kommer til verden og straks løftes ind i dyrehandlernes vinduer, hvor de skal se søde ud og lokke betydelige lommepenge ud af hunde-hungrende familier. Det er måske også direkte dumt ikke at kende forældrene til et dyr, man skal have hos sig i mange år. Men sådan blev det nu engang.

Vi gjorde det ‘forkerte’, fordi vi gerne ville have en hvalp, som kunne vokse op i vores familie – og ikke en voksen eller halvvoksen hund med potentielle traumer fra tidligere oplevelser. Vi gjorde det også, fordi vi ville have en lille, allergivenlig hund, der ikke fælder – og den slags sidder ikke i internaterne og venter på nye familier. Vi havde også undersøgt muligheden for at få en hund fra Danmark eller et andet sted i Europa, men det virkede besværligt, dyrt og tidskrævende. Så vi endte med vores egne lille, lokale Emirati-doggo.

Og vi har været heldige med hende. Hun er sund og rask – et energibundt, der spurter rundt, og er 100% ren kærlighed – sjov og fræk som kun hvalpe kan være det. Hun elsker at gå ture, lege med bolde, fjolle, kysse og samsove lige ved siden af os. Hun er alt det, vi håbede på og ønskede os som familie – og jeg har været hjemme i sommerferien og undskylde over for mine svigerforældre, fordi jeg nu selv har set lyset og er blevet en helt igennem tåbelig hundemor. Væk er de himmelvendte øjne over hundelivet – NU forstår jeg! 😂

Og med tåbelig hundemor in mente, vil jeg naturligvis dele lidt fotos af vidunderet, der nu vejer 5.5 kilo og er en langlemmet pudderkvast med blank snude og tindrende sorte øjne. Hun er måske-måske ikke udvokset, men i og med at hun er blevet steriliseret, sker der nok ikke meget på vækstfronten fremadrettet.
Daisy er netop begyndt at gå i dagpleje en gang om ugen, så hun kan socialisere med andre små hunde og brænde noget af sit vanvittige krudt af. Præcist som med de to første (menneske)børn, har vi ventet lidt og set tiden an, indtil barnet var kommet sig over de spæde børnesygdomme, var blevet fuldt vaccineret og klar til at indtage verden.

Her er det Farmanden, der står for indkøringi dagplejen, da det nogle gange hjælper på separationsangsten og mor-barn-bindingerne. 🤣Der findes masser af dagplejecentre til hunde i alle størrelser rundt omkring i Dubai. De er alle sammen store indendørs-haller, hvor hundene løber i forskellige gårde, tildeles aktiviteter og agilitybaner i løbet af dagen, får mulighed f0r at svømme og plaske i forskellige pools, og så kommer de ud at besørge morgen og aften, når solen ikke er for hård og varm.På centrene kan man tilkøbe lydigheds-, agility- og trick-træning. Man kan også få vasket, klippet, børstet og trimmet hunden på alle ledder og kanter. Og så kan man tilkøbe kennel-ophold, hvis og såfremt man skal rejse og ikke har pasning i hjemmet.Der er også en taxa-service, så ens hund bliver hentet og bragt frem og tilbage, hvis man ikke selv har tid eller lyst til at køre hunden i dagpleje.Man vælger selv, om det skal være halv- eller heldags-dagpleje fra gang til gang, og transportservicen er også noget, man bare whatsapp’er med centret om. De er så præcise, at det er med 15 minutters intervaller, man kan få kørt sin hund hjem.

I løbet af opholdet – uanset om det er en halv eller hel dag eller et decideret kennelophold – sender en dedikeret fotograf billeder og videoer af ens hund, så man kan se, at den har det godt og hvad den laver. Nogle centre tilbyder online streaming fra deres hundegårde og haller, men så fancy er Daisys dagpleje ikke – endnu.Hvis man ikke får tilstrækkeligt med billeder, tilbyder centret, at man ringer eller skriver til dem, så de straks kan sende fotos. Dén option har jeg ikke benyttet mig af, men som den hundemor, jeg er, stornyder jeg at modtage de små film og fotos af hende i løbet af dagen.Der er kun få steder, hvor hunde kan gå og lege uden snor i De Forenede Arabiske Emirater, og ofte er der tale om ganske små indhegnede parker, hvor der hurtigt bliver for mange hunde på én gang. Landet er først ved at vænne sig til en vestlig kæledyrskultur, hvor særligt hunde er højtelskede. Araberne er vist ikke kendt for at kunne lide hunde, som de anser for snavsede. Og skal der absolut være hunde, skal de bruges til at holde vagt.

Men tiderne skifter – og de vestlige, stærkt radikaliserede hundemødre og -fædre gør deres indtog i Ørkenstaten; hotellerne er begyndt at tilbyde dedikerede hunde-værelser og opholdssteder på stranden med hunde; der er hunde-dagplejecentre, gode dyrlægeklinikker, kenneler, der er specialiserede i at passe godt på dyr i længerevarende ophold osv. – og alle de her gode services gør det nemmere at have hund i et mindre fordelagtigt klima og i en travl hverdag. 🐶

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expo 2020

Mine damer og herrer,

Marhaban bikum fi Dubay!

Verdensudstillingen 2020 er åbnet her i Dubai den 1. oktober 2021.

Ét år forsinket på grund af en global pandemi, der desværre fortsat lægger mennesker ned verden over.

For De Forenede Arabiske Emirater er Expo 2020 en enestående anerkendelse som stolt, ung nation og som fuldgyldigt medlem af verdenssamfundet. På grund af forsinkelsen falder Verdensudstillingen tilmed sammen med landets 50 års fødselsdag, så der er virkelig tale om en dobbelt party whammie det næste halve år.

Er vi begejstrede over Expo 2020, os der bor i den fjerne Ørkenstat?

Ja!

For pokker da!

Vi kunne ligesom fornemme på verdenspressen, at almindelige japanere ikke skulle bede om, at OL overhovedet blev afholdt hos hjemme dem, men sådan har vi det slet, slet ikke. Vi trænger i dén grad til gæster og fest og hurlumhej oven på halvandet års airconditioneret hi og eremitkrebse-liv, hvilket passer os alle aldeles dårligt.

Alle arabiske sejl er sat til. Emirates Airline har lavet attraktive tilbud, så man får sygeforsikringer og Expo-billetter oven i flybilletten. Hotellerne er vågnet af deres søvnige døs, og arbejdspladser, skoler og officielle institutioner er i fuld sving med at sende medarbejdere, skolebørn og andet godtfolk ud for at deltage i alle løjerne på det enorme Expo-site ude i ørkenen i det sydlige Dubai. For Expo er ikke kun en fest for tilrejsende handelsfolk, officielle statsbesøg og en flok entusiastiske turister – det er også en folkefest her i landet og i hele regionen. Til næste år er det så Qatars tur, når der kommer et VM forbi Doha.

Er der ting, der ser ‘helt skæve’ ud i forhold til de her store, verdensomspændende arrangementer, der i disse år afholdes i forskellige mellemøstlige stater – når man ser det med de europæiske eller vestlige briller på?

Ork ja. Meget af det kan jeg ikke engang berøre her på min blog, fordi jeg er bosiddende under en jurisdiktion, der ikke tager let på fornærmende ord og indhold på sociale medier, der måtte stille spørgsmålstegn ved forskellige samfundsanliggender og menneskerettigheder.

Så – således renset for muligheden for at politisere eller diskutere, hvem der ‘burde ha’ lov til’ at afholde eller ikke afholde store begivenheder for hele verdenssamfundet, vil jeg slutte blogindlægget med at opfordre jer til at lægge vejen forbi Dubai det næste halve år.

Efter lang tids hårdt arbejde fra private kræfter, er det også lykkedes Danmark at stille med en spændende pavillon, som jeg vil glæde mig til at opleve. Danmarks Pavillon åbner vistnok dørene i morgen, den 3. oktober. Dét kan du læse mere om her:

https://www.expo2020dubai.com/en/understanding-expo/participants/country-pavilions/denmark

Alt taler da for, at du lægger turen forbi Dubai….

– Her er vinterlige temperaturer med en sartgul, blid sol og en skøn temperatur døgnet rundt. Hvem har ikke brug for et afbræk fra efteråret og vinteren i Dannevang?

– Der er mulighed for at lave et tredages stop-over – lade sig lune af solen og se lidt Verdensudstilling – og så drøne videre ud til Thailand, Maldiverne eller ét af de andre ‘corona-sikre’ turist-hubs, der efterhånden er ved at være rundt omkring.

– De Forenede Arabiske Emirater har gjort en kæmpe indsats for at blive klar til at afholde et allerede temmelig overvældende arrangement under normale omstændigheder – nu under særdeles skærpede omstændigheder. Vi bærer alle mundbind i offentligheden, holder afstand og spritter af. Staten har fuldstændig styr på antallet af hospitalssenge og respiratorer, og vi har et særdeles velfungerende vaccinationsprogram, der gør, at Dubai er en ‘sikker corona-destination’ fremadrettet. For vi er alle vaccinerede. Lige om lidt tilbydes borgere, der er vaccineret i “first wave” med kinesiske Sinopharm, et booster-skud Pfizer som ekstra sikkerhed. Du finder vist ikke mange steder i verden, hvor vaccinationsprogrammet er rullet så effektivt ud – og uden protester fra befolkningen, for vi ved godt, hvad vi lever af, nu hvor olieeventyret er ret så begrænset.

– De Forenede Arabiske Emirater er noget så unikt som et trygt og sikkert sted at rejse hen som turist. Her er stort set ingen kriminalitet, og der er overvågning og sikkerhedspersonale i offentligheden, hvilket måske virker lidt overdrevet, men jeg opfatter det altid som trygt og rart.

Og vi kommer jo til at ‘fornøje’ os med corona langt ud i fremtiden, så vi kan lige så godt lære at navigere i en ny corona-verden, når vi trænger til ferie.

Hvis du er nysgerrig på Expo 2020, kan du se åbningsceremonien på YouTube. Søg på f.eks. Expo Opening Ceremony Dubai 2020 og vælg udgaven fra Dubai TV 1. Der er den vildeste drone-3D/4D-teknik med laserlys og hvad ved jeg involveret i showet. Så flot og rørende – og meget arabisk, hvilket er skønt at se.

Ma’ Salama og go’ lørdag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Respit

De sidste tre uger er strøget afsted. Skolen er i fuld sving med alt, hvad det indebærer i forhold til pigerne og mit eget arbejde.

Vi er alle tre glade midt i travlheden, heldigvis.Pigernes klasser er ændret minimalt siden sidste år, hvilket er helt uhørt. Under normale omstændigheder blander skolen alle eleverne på hver årgang i nye konstellationer lige før skolestart hvert år. Det betyder også, at man ikke plejer at have den fjerneste idé om, hvorvidt ens børn kommer i klasse med deres venner eller ej. Det er en slags ‘spænding’, der ender med at blive et standard-levevilkår i den evigt-omskiftelige boble, som Dubai nu engang er. Livet her er ikke for sarte sjæle eller tryghedsnarkomaner – eller hvad man nu kan kalde dem, der bedst kan lide, at alting bliver gjort som i går, sidste år og forrige år.

Det med at “ryste posen” forklarer skoleledelsen med, at det er en bedre måde at byde nye elever velkomne på – altså at alle er i “samme båd” i spritnye klasser, og derved burde være mere åbne over for nye kammerater. Jeg ved ikke, om jeg helt køber den præmis eller tankegang. Jeg ved heller ikke, om jeg synes det er okay over for de elever, der har gået på skolen i mange år, og dermed skabt sig et velfungerende netværk, som hvert eneste år bliver omrokeret. Men sådan er der så meget. Og ‘plejer’ døde jo under coronaen, hvilket har medført, at klasserne forbliver lidt mere samlede, så der ikke skabes unødig uro i børnenes i forvejen ret pressede liv.

Vi er heldige med, at pigerne er i trivsel. Jeg oplever børn for tiden, der viser tegn på det modsatte – de er bekymrede, bange for at blive væk eller ikke kunne finde deres forældre, når de skal hentes; de mister appetitten, mister lysten til læring, får ondt i maven og vil ned til skolesygeplejersken, har behov for hyppige toiletbesøg osv. Det er simpelthen så synd for dem – og for deres forældre. Jeg gætter på, at det er en slags pandemi-symptomer. At alt for mange ting har været utrygge, usikre og i lynhurtig forandring for længe for de små mennesker. Og egentlig også for os andre.

Og vi navigerer alle sammen videre i pandemisuppen, så godt, som vi overhovedet kan.

Her i den fjerne Ørkenstat fortsætter mundbindspåbuddet i offentligt rum, så alle skoleelever kan fornøje sig med endnu et skoleår med mundbind fra 7.00 til 15.00 hver dag – i 35-38+ graders varme. Jeg har fået den mest vanvittige omgang maske-akne af de konstant fugtige papirbind, og dét til trods for, at jeg kun har det på fra 10.00 til 15.00 hver dag. Det er så ubehageligt, men man kan vænne sig til meget – og måske endda blive tilhænger af lidt tildækning? Mit resting bitch face kan f.eks. endelig få frit lejde uden den mindste flovhed, og man kan gabe helt ubemærket, mens en eller anden skoleleder fortæller et eller andet megakedeligt til endnu et møde, der virker temmelig irrelevant.Men efter tre ellers så udmærkede uger var det nødvendigt med lidt respit.

Lidt hensættelse fra alle de ting, der tårner sig op på to-do-lister.

Lidt afstand til WhatsApp og sociale medier.

Lidt frihed fra e-mails og opkald.

Så vi pakkede kufferterne og slukkede for alt, der handlede om skole og arbejde.Torsdag aften hentede vi Martin på kontoret lige ved World Trade Center, og så kørte vi nordpå igennem Sharjah til det lille emirat Umm Al Quwain.Her ligger der et næsten nyåbnet Vida Beach Resort, som tilmed tillader små hunde på udvalgte værelser. Vida-hotelkæden er kendt for en ret chik indretning- tænk i stil med et europæisk storby-boutique-hotel – og så til lidt mere rimelige priser end guld- og marmorpaladserne rundt omkring i Dubai.Hotelopholdet faldt på et tørt sted for alle parter, men oprindeligt var tanken, at det var en fejring af Mille. Hun har været så sej igennem hele sit ganebøjleforløb, så hun fortjente virkelig lidt forkælelse og anerkendelse for at være stået igennem det uden de store kvæk.Mille måtte selv vælge mellem en weekend på Atlantis The Palm og så Vida Hotel, hvor Daisy kunne komme med. Hundemor, som Mille jo er, faldt valget selvfølgelig på Vida Hotel.Og Daisy viste sig at være en god hotel-hund. Hun gøede lidt i receptionen ved ankomst, men der gik ikke mange øjeblikke, før hun med sikkerhed gik rundt i svingdøre, ind i elevatorer, på trapper og ned på den lille stribe af stranden, hvor hunde var velkomne til at lege og bade.Daisy er ikke den helt store vandhund, men vi var jo nødt til at prøve hotellets hunde-strand. Hun går i vandet til maven, når hun bliver opfordret tilstrækkeligt mange gange – og jeg tror, hun ville finde det endnu bedre og nemmere, hvis hun ikke skulle have sin sele og snor på. Men dér er vi ikke lige endnu. Hun kommer, når vi kalder, men ikke så sikkert som amen i kirken.Hvor var det bare en dejlig weekend. Fyldt af middagslure, lange nætters søvn, dejlig mad på værelset og i restauranten, lange brusebade, pool-leg, vin, chips, kys og kram.Vi var ikke ude af hotel-sfæren overhovedet, bortset fra mine små lufte-gåture med Daisy morgen og aften, hvor det blev temmeligt åbenlyst, at der er niks og nada at give sig til i Umm Al Quwain, medmindre man da lyst til at trave rundt i noget sandkasse fyldt med affald.Det passer så ikke helt. Jeg er unfair over for Umm Al Quwain. Her er vidunderlig mangrove, som man kan komme ud og se dyreliv i – flamingoer, krebs, fisk og masser af forskellige fugle. Den slags har vi oplevet både i en fladbundet pram i Umm Al Quwain og i kajakker i Ajman. Der er også et gammelt fort i byen – plus en del ‘vandhuller’, hvor man kan købe våde varer til bedre penge end i Dubai. Men dét er vist også dét.

Og hotel-dalren var faktisk lige, hvad vi havde brug for. Energiniveauet var der ikke til at lege turister og koncentrere sig om alt muligt andet end lige at pille i egen navle, svømme lidt i solen og sove længe i de gode senge.PS: Hvis du sidder med en lille hund på skødet og overvejer, om Vida Beach Resort Umm Al Quwain mon kunne være noget for dig, så kan jeg varmt anbefale det. Der er et tillæg på 150 dirhams pr. hund, samt et rengøringstillæg på 50 dirhams pr. nat. Der er også nogle regler for hundenes færden på resortet, men det hele virker rart og venligt for både mennesker og dyr, lige så snart man er kommet dertil og har fattet, hvordan det foregår.

PPS: Hvis du IKKE sidder med en lille hund på skødet, kan jeg stadig anbefale resortet. Det er et nydeligt, moderne alternativ til de store, arabiske paladshoteller inde i Dubai. Du vil så få nogle køreture frem og tilbage mellem Umm Al Quwain og Dubai for at opleve forskellige ting inde i byen, men hvad gør dét, når man har ferie? Prisforskellen er bestemt også værd at bemærke. Om fredagen er der fuldt knald på pool-området med musik og drinks, så hele Umm Al Quwain og oplands ‘it’-crowd lægger vejen forbi i deres bikinier og nyder sol og vand sammen med de solskoldede turister.Se evt. mere lige hér: https://www.vidahotels.com/en/hotels/vida-umm-al-quwain/

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Krampetrækninger

Vi har masser af dem.

Krampetrækninger.

Ikke fysiske – heldigvis – men mere noget med at få klaret og overstået de ALLERSIDSTE ugers skolegang og en bunke praktiske gøremål, før der vanker halvanden til to måneders ferie i Danmark.

Når vi er så længe væk fra vores hjem, er der ufatteligt mange kedelige ting, der er tvingende nødvendige at få klaret, fordi der er lange måneder, hvor vi intet får streget på listen over praktiske gøremål.

Der skal skiftes to blæsere på et par air condition units på taget, så de ikke bryder i brand eller står af i 45+ graders varme, mens vi er væk.

Min bil skal til dens årlige ‘syn og omregistrering’ (endnu en slags skjult skat), og den skulle også lige på værksted i sidst uge for at få fixet jeg-ved-ikke-hvor-mange-ting, som mekanikerne da liiige fandt, da de hjalp min dumme skoletaske ud af bagsmækkens lås.

Der skal laves skadedyrskontrol, så der ikke pludselig klatrer kakerlakkolonier op af afløbene, og vi stopper de allesteds marcherende spøgelses-myrer brat ved hoveddøren, så de ikke fornøjer sig i køkkenskabene, mens det er allervarmest udenfor.

Der skal fornyes handyman-service-kontrakt, så Maricel trygt kan ringe efter hjælp, hvis og når husets vandpumpe slår fra eller en vandvarmer drypper gennem loftet, når sikringer bliver ved med at springe og så fremdeles. Der er altid noget at gøre for en husholderske i dét, der betegnes som et ‘gammelt’ hus i Dubai (når huset er +15 år).

Daisy skal selvfølgelig lige forbi dyrlægen til sidste tjek efter sin sterilisation, fordi der stadig sidder et stykke uopløst sytråd, jeg ikke magter at hive ud selv, og vi andre skal nå til tandlægen og frisøren, og jeg må på apoteket efter høfebermedicin, der ikke fåes uden recept i Danmark. Drugs til den danske sommer må vi ha’.

Vi skal købe fødselsdagsgaver til længeventede gensyn, og vi skal forsøge at finde praktiske sko, der passer til et altid spændende dansk sommervejr. Vi må rydde op og ud i pigernes skuffer og skabe, så Maricel kan sende tøj og stadigt brugbare sko til Filippinerne i juli måned, hvor hun sender en kæmpe-kasse afsted fyldt til randen med tøj, tæpper, konserves, hygiejneprodukter osv. Jeg kunne blive ved, og jeg har helt sikkert glemt en masse i forbifarten.

Forleden kom vi så til indkøb af uniformer på min to-do-liste.

En tilbagevendende begivenhed, der får begge piger til at sukke dybt, fordi det bare er det kedeligste, man kan forestille sig. De seneste par år har jeg været så modig/letsindig, at vi køber uniformerne inden sommerferien, og så satser vi hårdt på, at de ikke lige vælger at vokse 10 cm. på grund af de nye, danske kartofler, ærter og jordbær.Så meget på “forskuds-indkøb” havde jeg ikke turdet binde an med for få år siden, hvor pigerne vitterligt kunne hoppe halvanden-to skostørrelser på et par måneder, men nu går det trods alt lidt langsommere. Og gudskelov for dét. Cille og jeg passer allerede fodtøj. Mille er knapt 150 cm. høj som 9-årig, og hun har samme skostørrelse som miniature-mostrene hjemme i Danmark.

Det er smart at handle uniformer på et uden-for-nummer-tidspunkt. Op til sommerferien vader man lige ind fra gaden, får fin hjælp og kan få justeret længder osv. fra den ene dag til den næste. Lige op til skolestart står man i kø for bare at komme ind i butikken, serviceniveauet er forlængst fordampet og skrædderen er alt for travl. Og der er ét, måske to steder at købe uniform, afhængig af, hvilken skole, man er tilknyttet. Der er slet, slet ikke frit spil som i England, hvor uniformerne er så generiske, at man bare smutter i Next, Sainsbury’s eller Marks & Spencer efter noget, der ligner det påkrævede mest muligt.

Pigerne har aldrig prøvet andet end at gå i uniform i skoleøjemed. Jeg elsker det – og de spørger aldrig hvorfor, fordi det altid har været sådan. Vi er også helt ude over diskussioner om passende skole-outfits, og der skabes en samhørighed blandt børnene ved at gå i det samme tøj. Man er ligesom en del af gruppen.

Uniformerne skifter efter børnenes alder, uanset hvilken skole man går på. På Dubai International Academy er der de sødeste skotskternede uniformer til kindergarden-børnene. Lidt mere grown-up-look til mellemstørrelses-børnene, hvor pigerne får nederdels-shorts på, så underbukserne bliver nede i bukserne, og så er der det sidste tween-look med figursyede skjorter og smallere bukser til alle, når vi når op i Secondary School, hvor pigerne jo får menstruation og nok heller ikke har lyst til at flashe underbukser i pausen.Idrætstøjet er det samme, uanset alder. Her står Mille i det praktiske og ret behagelige sæt, der endelig blev implementeret for et par år siden. Man klæder ikke om i skolen pt. (corona er begrundelsen for alting lige nu), så børnene går hele dagen i idrætsuniformen, når der er idræt på skoleskemaet. Svedigt. I bogstaveligste forstand.

Uniformsdelene koster præcist det samme, som et andet stykke vilkårligt tøj ville gøre i en almindelig tøjbutik. Det er igen helt modsat England, hvor uniformsdelene var ultra-billige – i en grad, så jeg overvejede, om staten mon holdt priserne kunstigt lave eller måske gav et tilskud til de supermarkeder og tøjkæder, der gad at få syet uniformstøj i eget navn.

Når først man går fast på en skole, og ikke starter helt fra ‘bunden’ med at bygge uniforms-beholdningen op, koster det nogle tusind kroner om året. Opstart koster langt mere, og når folk så skifter skole igen og igen, må der virkelig blive fyret penge af. Man lærer også de små tricks undervejs – som f.eks. at drengenes uniformsbukser sidder pænere end pigernes, så man skal bede om drenge-style til pigerne. At badedragterne til svømmetimerne med fordel kan købes i model mørkeblå Speedo i sportsbutikken, fordi de sidder bedre og er billigere, og at de hvide ankelsokker ligeledes med fordel kan købes i en billigere sportsbutik eller lavpris-tøjkæde, for hvide strømper bliver som bekendt grå og nussede, uanset startprisen.Om lidt vanker der sko-indkøb, hvilket pigerne vil sukke og stønne lige så højlydt over, som de gjorde på vej til uniformsbutikken. Men sådan må det være. Den første uge i Danmark skal virkelig ikke bruges på at trawle Slotsarkaderne igennem for stumper og grej.

Der er to uger tilbage af et underligt skoleår, der har været lige dele udfordrende og spændende for os alle.

Cille har klaret sig så fint igennem sit første år i Secondary School. Så fint, at hun blev inviteret til en hel dags projektarbejde sammen med udvalgte piger fra årgangen, der alle havde udmærket sig inden for naturvidenskab og matematik i forskellige eksamener. Hendes projektgruppe vandt opgaven med at bygge en batteridrevet bil fra bunden med små stykker materiale til rådighed.Jeg elsker, at man husker at fejre de fagligt dygtige elever (også), og at det ikke har noget at gøre med at overse eller glemme de elever, der har behov for ekstra støtte. De sidstnævnte får faktisk altid mest fokus, og det er helt okay, men det glæder mig, at skolen anerkender pigernes evner inden for klassiske ‘drenge’-fag som kemi, fysik og matematik. #girlsinstem – altså piger og kvinder, der arbejder inden for STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Mathematics) skal tales op, for den der gamle traver om traditionelle ‘mande- og kvindefag’ må gerne lægge sig hen i et hjørne og dø hurtigst muligt. Umiddelbart er det også i dén retning, Cille drømmer om at gå.

Mille har haft et dejligt Year 4 med en fantastisk lærer – og hun har virkelig klaret det flot, at hun gennem stort set hele skoleåret har arbejdet hjemmefra hveranden uge. Det har hjulpet gevaldigt, at hun har haft en fast veninde at sidde sammen med – så var energien og motivationen lige lidt bedre.

Og mig selv, sagde hunden? Tja. Jeg overlevede da de vanvittige 14 måneders online-undervisning med børn i alderen 5-11 år i de Aller stiveste 50 minutter ad gangen.

Jeg er træt, som aldrig før, men samtidig er jeg fyldt af så god energi over ENDELIG at være kommet over på skolen igen, hvor jeg kan undervise ‘næsten som normalt’, og hvor børnene er i aldeles hopla. Det bedste af det hele er, at jeg har kontrakten på plads for næste skoleår allerede, så jeg ved, at jeg får lov at undervise Y1-Y6; bogbestillingerne fra de forskellige forlag i Danmark er begyndt at ankomme, og skolen har meldt ud, at modersmålsprogrammerne skal foregå fysisk på skolen fremadrettet. Skolen lover i samme åndedrag, at alle elever skal have mulighed for/tilbud om at være fysisk til stede til undervisning hver dag næste skoleår. De får travlt med at udvide campus i sommerferien, gør de.

Vi ser altså ud til at være på vej tilbage til en form for ‘normal’ skolegang igen. Det føles rart og betryggende, nu hvor vi snart er på to måneders ferie fra det hele. Sidste år var kontrakten og undervisningsformen ét stort, åbent spørgsmålstegn, fordi ingen anede, hvad der ville komme til at ske – og skuffelsen var virkelig til at tage at føle på, da vi modersmålslærere måtte indstille os på 100% onlineundervisning. Måske var det helt heldigt, at vi ikke anede en dyt om, at det ville komme til at stå på fra marts 2020 til maj 2021.

Lige om lidt skal vi ud at flyve for første gang i et år. Der er aldrig gået så længe mellem vores besøg i Danmark, som denne gang. Og så skal vi ha’ danske jordbær, hindbær, is og masser af friske grøntsager. Og en lur. Hold kæft, en lur, vi skal ta’ os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet