Flyvende Mormor landede fint og nåede at nyde livet med børnebørn, nussehund og strikketøj på en solskinsplet i en fjern Ørkenstat i en håndfuld dage. Og så var hun pludselig ikke længere så flyvende. Faktisk var hun helt fladmast og havde det ‘bedst’ på langs, hvilket ikke siger ret meget – for hun var virkelig i en elendig forfatning.Det kom så pludseligt og uventet, og vi forsøgte at finde balancen mellem fred og sygepleje-puslen, så godt vi kunne, nu hvor Mormor pludselig var syg langt hjemme fra sin egen seng og vanlige omgivelser.

Findes der noget værre end at blive hundesyg i ferien?Vi håbede hver dag, at der nu måtte være lidt fremskridt i sygdomsforløbet, men det blev ikke rigtigt bedre. Til sidst besøgte vi lægen, og Mormor havde intet mindre end Influenza A og B på én og samme tid. Det forklarede naturligvis den genstridighed, sygdommen udviste, når hun sådan havde slået to slemme fluer med ét enkelt smæk. Desværre var vi alt for sent på den i forhold til at få virkning af Tamiflu eller lignende influenzapræparat, så Mormor måtte stå den ud og forberede sig mentalt på at blive lidt længere og lave en erstatningsanmeldelse hos rejseforsikringen.

Og gudskelov for dét. Selvfølgelig er det stadig usikkert, hvor meget eller lidt, forsikringen samler op, men det har været en lettelse, at Mormor forlængede sit ophold, så vi trods alt har fået hyggelige eftermiddage med kaffe og pool-leg, gåture med Daisy og små oplevelser med pigerne i et tempo, som er overskueligt.

Den helt store ferieoplevelse fik Mormor dog desværre ikke med denne gang, men jeg har lovet hende, at hun har det til gode til næste gang. Hendes julegave var nemlig en naturoplevelse efter eget valg i Emiraterne. Det kunne være en snorkletur med båd fra Khorfakkan, kajaksejlads i mangroven i Abu Dhabi eller en vandretur i Hajjarbjergene i Fujairah. Mormor valgte sidstnævnte aktivitet, og alting var booket og på plads, da hun blev så influenzaramt, at intet kunne lade sig gøre.Vandreture – hikes – i bjergene i Emiraterne er blevet meget populære i kølvandet på Den Unævnelige Kinesiske Virus Der Lagde Hele Verden Ned, fordi der ikke var mulighed for at gøre de sædvanlige weekendaktiviteter i sandkassen med brunch-fester mig her og der. Pludselig fik frisk luft og natur et større fokus.

Særligt emiratet Fujairah byder på vanvittigt smukke ruter i bjergkæden Hajjar, der deles mellem De Forenede Arabiske Emirater og naboen i øst, Oman. Vi har prøvet en smule kræfter med at hike i selskab med vores gode venner, som er meget sporty og har styr på app’en Wikiloc, som oftest anvendes til at finde vej ved hjælp af andres vandrede ruter. Så tjekket er jeg IKKE. Jeg kan muligvis øve mig lidt i at glo på Wikiloc, men jeg er på ingen måde egnet til at tage ansvar for en vandretur i bjergene.Heldigvis for utrænede bjerggeder som mig, er der hjælp at hente fra erfarne hiking-bureauer, der vælter rundt på Instagram med de smukkeste fotos af de mest fantastiske udsigtspunkter og bjergtagende wadis. Til Mormor havde jeg booket en vandretur i Hajjar-bjergene uden for landsbyen Waib Al Hanna – en tur, der naturligt nok kaldes Al Henna Trail, fordi ruten går igennem et område, hvor der traditionelt blev gravet henna-rødder op.Men Mormor var som sagt alt, alt for syg til at komme ud og vandre, så jeg tog selv afsted kl. 5 om morgenen for at tilbagelægge en køretur på ca. to timer til Fujairah. Ved ADNOC-stationen langs hovedvejen Al Shohadaa mødte jeg gruppen, der bestod af alle mulige forskellige og virkelig flinke mennesker, der enten kom alene, med deres partnere eller venner.Jeg fik lige en dobbelt espresso, før vi trillede ud af ADNOC-stationen og et lille stykke videre, før vi kørte af og parkerede bilerne ved begyndelsen til Al Henna Trail. Alene på ruten var vi bestemt ikke, men de andre virkede til at være ude på egen hånd, hvilket efter sigende er blevet ulovligt pr. 1. marts 2023.Jeg havde på forhånd tjekket, at ruten var vurderet til intermediate og/eller beginner+, hvilket virkede helt fair, da både min Mor og jeg er i rimelig grundform og holder af at vandre i timer.

Det kan dog konstateres, at intermediate eller beginner+ er på en helt anden skala end man kunne have forestillet sig i en europæisk sammenhæng på Caminoen i Spanien eller Hærvejen i Danmark og den slags. Her i ørkenlandet er det stenede, uregerlige bjergterræn og de 30++ grader i allerhøjeste grad med til at udfordre både energiniveauet og den fysiske udholdenhed undervejs. Når min Mor kommer retur til efteråret, vil jeg sørge for, at vi holder os til beginner-hikes. Alt andet er for voldsomt.Al Henna Trail var en 11 km. loop-rute, hvor vi gik igennem stenet wadi (flodleje) og op og ned ad smalle, stenede bjergstier, hvor der var præcist plads til én person ad gangen. Undervejs var der enkelte steder, hvor de to guider hjalp med at hive os op ad meget stejle klippefremspring eller ned ad glatte, våde overflader, for der var vand i små pools rundt omkring. Nogle gange var vandet nærmest azurblåt eller mælkehvidt – andre gange var det ir- eller neongrønt. Sulfur og mineraler aflejres i de små pools, og al vandet kommer fra bjergenes naturlige kilder, der springer på alle tider af året.Guiderne var utroligt vidende om naturen. De viste os planter, der kunne bruges til forskellige medicinske og helbredende formål, og de fortalte om dyrelivet, der dog ikke var særligt presente, fordi der er for mange mennesker på ruten.Undervejs holdt vi små pauser, og de 11 km. blev tilbagelagt på små 5 timer. Jeg kunne ikke have gjort det hurtigere, så det var bestemt ikke gruppen af med-hikere, der satte tempoet ned. Varmen gjorde væskepauser nødvendige, og jeg fik også lidt appelsin og chokolade for at holde energien oppe. Det eneste ‘trælse’ ved at være del af en gruppe var fællessangen i en lille gruppering af asiater. Det virker som om alle asiater elsker karaoke, og det kan muligvis føles som lidt lang tid at lytte til Shine Bright Like A Diamond a capella, mens man går i et meditativ terræn, der burde indbyde til ro og reflektion – hvis man altså ikke lige er asiat. Indimellem lykkedes det mig at undslippe mine nye asiatiske bedstevenner, og så var der måske 5 minutters mental ro, før de næste flinke menneske var på banen med et so where are you from? Jeg er ikke anti-social, men for mig er hiking også en mentalt beroligende aktivitet, og det får man ikke på samme måde, når der konstant bliver small-talk’et med helt ukendte mennesker.Den sociale aktivitet var dog en lille ‘pris’ at betale for at føle sig tryg i Hajjar-bjergene, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i en gruppe-hike med et bureau. Det var intet mindre end fantastisk at opleve naturen uden at have et overordnet ansvar for ruten eller fællesskabets humør og engagement. Jeg kunne og skulle kun tænke på mig selv, og så sætte ét ben foran det andet i voldsomt smukke omgivelser.Forhåbentlig bliver det ikke kun mig, der skal nyde vandreture i Fujairah fremover. Min Mor må se at komme retur til efteråret, når der starter en ny hiking-sæson. ❤

Det er søndag, og jeg har a case of the weekend-blues.Den blå følelse kommer ikke af en træls weekend – tværtimod – for har vi haft det så dejligt med en fin balance mellem sociale aktiviteter og afslapning. Med lørdagsmiddag på Bluewaters og slentretur med kig op til det store pariserhjul, Ain Dubai, som holder stille på ubestemt tid. Jeg afholder mig pænt fra at gisne om, hvorfor det store hjul ikke drejer rundt, men absurd at se på, dét er det.Vi har også deltaget i den fineste Fastelavnsfest med mit arbejde, Dansk på DIA. Vi var 70 børn og voksne i vores lille grønne oase af en ghetto, der slog kattene af tønderne og åd hjemmebagte fasteboller, som var vi bestilt til det. Dét er da ret godt klaret af et lille parallelsamfund, synes jeg. Jeg var i øvrigt en panda, hvis nogen skulle spørge, og Mille var Ginny Weasley fra Harry Potter, fordi hun er både sej og rødhåret.Men mere weekend vil jeg ha’, for netop nu hænger Flyvende Mormor et sted højt oppe over Tyrkiet, og jeg kan næsten ikke vente til hun er her hos os.

Ligeså dejligt det er at komme på ferie hos familien i Danmark, ligeså dejligt er det at have familien her hos os. Faktisk er det nogle gange endnu dejligere, fordi vi så har muligheden for at forkæle dem lidt og sammen få nye oplevelser her i vores adopterede hjemland, der byder på VILDT mange sjove og anderledes ting.

Mille har gjort fint klar til Mormor i gæsteværelset. Hun har lagt et zebra-sovedyr på dynen, fordi zebraen er Mormors yndlingsdyr. Ved siden af ligger en kærlighedserklæring og senere er der også kommet et hjemmelavet armbånd til.Mille er så topcute. Hun har været vred over, at hun ikke måtte komme med i lufthavnen for at hente Mormor søndag nat, for hun kunne jo bare sove, når hun blev gammel. “Jeg elsker bare Mormors scent”, mumlede hun, da jeg endelig fik overtalt hende til at gå i seng. Det er et helt fysisk savn, hun har efter sin Mormor. Og jeg har det samme efter min Mor.

Og når Mormor-Mor endelig kommer, så skal vi alting og ingenting. Spise, snakke, gå, lege, pjatte, kramme, sidde, falde i staver, fjolle, vrøvle og bøvle. Hun skal nyde solen og varmen, mens vi er i skole og på arbejde, og sammen skal vi ud at opleve natur og kultur i de næste 10 dage, før hun vender snuden mod Det Kolde Nord igen.

Jeg har lagt alt for mange planer allerede. Og drømmer om at nå A-L-T på ingen tid. Det er det sædvanlige, every single time.

Min Mor skal spise krydrede Punjabi-samosaer med mig, siddende i græsset.Hun skal rynke på næsen og nægte at smage den brunkage-krydrede, hvinende søde masala chai med masser af opskummet “Rainbow-mælk”, som Cille og jeg kan li’.Hun skal hoste sig igennem oud-røgelsen og erklære arabernes dufte decideret farlige for luftvejene, mens jeg selv indånder dybt og modsætter mig kritikken. Ligeså lidt hun elsker de stærke dufte af oud, rose, kostald og tobak, ligeså højt og inderligt elsker jeg dem.Min Mor skal spise grillet kød, nybagt brød og aromatiske ris.Og min Mor skal glo på fine kager og søde sager, mens hun overvejer, hva’ pokker, de er lavet af.Måske henter hun en is hos de vanvittige tyrkere – eller måske vil hun smage de bittesmå iskugler sammen med Mille.Min Mor skal også se på brugskunst, tøj, smykker og fine pyntesager sammen med Cille.Og vi skal ha’ kiks, frugt og snacks fra alle verdens hjørner.Jeg glæder mig. Mindst ligeså meget som Mille, der forhåbentlig er faldet i søvn, mens jeg skriver.

Kom nu bare. Flyvende Mormor.

Det er længe siden, at vi har været på camping i ørkenen, men forleden fik vi os endelig pakket sammen og begav os ud på den ene side af det imponerende Sheikh Mohammed Bin Rashid Al Maktoum Solar Park.Billedet her er lånt fra DEWA (Dubai Electricity & Water Authority) og solcelleanlæggets hjemmeside: https://www.mbrsic.ae/en/about/mohammed-bin-rashid-al-maktoum-solar-parkog selvom det ligner noget fra en sci-fi-roman eller måske Saurons Tårn i Ringenes Herre, er der tale om den virkelige virkelighed. Anlægget er naturligvis verdens største. Det giver mening både i forhold til vejret i en ørkenstat og mentaliteten i den arabiske verden. Hvis vi køber ind i hele solcelle-idéen, skal vi være de bedste og de største, ikke?Solcelleanlægget bygges i enorme faser, der fuldføres på ca. 2-3 år, hvorefter de fortsætter derudaf med en ny fase – kilometer efter kilometer æder de sig ind i ørkensandet. Og der sker ikke noget som helst ved at gøre der, for det enorme område bruges alligevel ikke til andet.

Solcellerne flytter sig kontinuerligt efter solens stråler, og de arbejder også med fotovoltaiske celler, som jeg knapt forstår, hvad er. Det eneste, jeg kan se med det blotte øje er, at der skinner et vanvidslys ud fra det høje tårn, så der opstår en form for lys-sky eller et lys-fatamorgana, der vitterligt ligner noget fra en dommedagsfilm. Og når verden ser så fuldkommen sci-fi-agtig ud – helt derude i den uberørte natur – er det faktisk en hel lettelse at mærke lidt på den knortede bark og de stikkende grene på ghaf-træet, og at klatre rundt i sandets smukke bølger. Vi ground’er lige med hænderne og fødderne, når verden bliver stor, sær og lettere uforståelig.Denne gang var vi kørt mod Al Qudra allerede ved 14-tiden, så vi kunne nå at nyde mine nybagte fastelavnsboller og stille telt op, før det blev gin & tonic tid i solnedgangen.Den lille lejr bag solcelleparken er fantastisk, når det ‘bare’ handler om at hygge sig og nyde campinglivet, for der er alt for få dunes til, at ørkenbils-entusiasterne gider komme der. Som I kan se på billedet, er vi vitterligt kørt om bag en enkelt dune, for herefter at slå telte op i læ.Når vi endelig er kommet herud, er der fuldkommen ro. På sådan en ubeskrivelig måde. Det er det storladne ved ørkenen, der giver os den fredfyldte fornemmelse.Øjnene får lov at vandre. Kroppen får lov at vandre. Tanker, håb og ønsker kan sendes højt op i himlen. Vi finder små dyrespor og efterladenskaber efter fugle, harer, firben og gazeller i sandet. Vi får kigget indgående på de få planter og træer, vi møder undervejs.Planternes og træernes overlevelsesevne og hårdførhed er en kilde til evig beundring. Her har jeg zoomet ind på ghaf-træet, som i øvrigt er det nationale træ i De Forenede Arabiske Emirater og naturligvis en fredet art i ørkenen, så man skal passe på det – og selvfølgelig ikke knække grene af til bål eller lignende.

Hver gang vi er i ørkenen, overraskes vi over, hvor pludseligt solen går ned.Cille havde dog forberedt sig, så hun kunne læse videre ved hjælp af en lommelygte, og Mille klatrede lige en sidste gang op ad en stor bunke sand sammen med Chase, før det blev mørkt.Stemningen er afslappet og varm, når der ikke er andet at forholde sig til end lidt madlavning og at få nok varmt tøj på til vintertemperaturen i ørkenen. Det er back to basics – og det er decideret sundt for nervesystemet at skulle forholde sig til helt basale behov, tror jeg. Især når hverdagen flimrer meget.Bålets varme var virkelig på sin plads her i februar. Hvis man ikke har oplevet en ørken, kan det være svært at forestille sig, hvor fugtigt, der rent faktisk er. I vintermånederne december, januar og februar, kan man fryse helt vildt derude – og vi endte med at sove i merinould, store dyneveste og skisokker i teltet. Det lyder åndssvagt, men fugtigheden er en stor faktor i De Forenede Arabiske Emirater – uanset årstiden. Og måske burde jeg tilføje, at fugtigheden er en lidt træls følgesvend, fordi det føles så ubehageligt, uanset om man er kold-og-klam eller svedende-klam.

Næste morgen vågner vi til helt vindstille, klart vintervejr.Martin steger bacon og æg til de morgensultne tropper.Selv hunden kan fornemme, at der er noget lækkert i vente, selvom den selvfølgelig ikke må få røget gris.

Desværre blæser det op efter en ellers så stille og dejlig morgen, og vi pakker sammen – svedende og snøftende – for de fine sandkorn går lige i åndedrætssystemet.Og nu er vi hjemme igen. Teltet er blevet luftet, vasket og tørret hjemme i parcelhushaven, så den er klar og fin til næste omgang sandblæsning. Vi har også næsten fået ‘snøftet færdigt’ efter at sandstormen lagde beslag på samtlige pande- og bihuler i familien, og så er der tilmed forlænget weekend fra skolen. What’s not to like?

Skiferie blev det desværre ikke til – men som det fremgår af billederne er der masser af natur og udeliv her i ørkenstaten, som vi kan nyde lige nu, mens vinteren stadig giver os behagelige temperaturer både om dagen og om aftenen.

Januar viste sig at være en 339 dage lang og ørkesløs ørkenvandring. Udmattende for alle involverede. Selv for Daisy.Heldigvis har februar vist sig at være et langt mere charmerende bekendtskab, blandt andet fordi vi startede ud med et Nytårstaffel, som en slags genfejring af, at vi nu skriver 2023, og at vi for hæwla har lov at håbe på det bedste. Igen-igen-igen.Det med det lysegrønne håb for det nye år sendte vi afsted i selskab med Hr. og Fru M, der fortjente en fejring ligeså meget som vi selv gjorde. Ind i mellem er det med at lede efter lyspunkterne, når man bokser rundt i en lidt for stor manege.

Til taflet var der sørme kommet en iransk kaviarleverance lige på det rette tidspunkt. Denne gang serverede jeg de sarte, vilde størrogn med lidt frisk purløg, en fuldfed creme fraiche og lidt hakkede æg – og så selvfølgelig med ‘pagne til. Det var sådan set kun de hårdkogte æg, der var overflødige, lød bedømmelsen fra selskabet.Hovedretten var et samarbejde mellem Martins oksemørbrad på grill og mine semolina-sprøde ovnkartofler, men det var der ingen, der forevigede, for vi havde travlt med at spise og drikke. Præcist, som det var tiltænkt og (tiltrængt). Men da vi kom til kagerne, var Fru M der igen med kameraet. Paris Brest med hasselnøddecreme, jordbær- og citrontærter, og en ordentlig chokoladesag med guld på toppen, som Cille gad at spise.Kagerne havde jeg hentet i Odeón Dubai, som i sandhed er en bid af La France midt på Jumeirah Beach Road. Man skulle næsten tro, at de havde haft de filippinske medarbejdere på kursus i kundeservice a la Paris. Men kagerne smagte vidunderligt, og det var trods alt det vigtigste. Til gengæld var kransekagebageren (læs: Martin) hverken mut eller fransk-arrogant, mens han servicerede selskabet. Han var faktisk helt i vater.Og i samme overskudsagtige stil overraskede han med at have forberedt en musikquiz til taflet. Quizzen blev tydeligvis ikke vundet af mig, selvom jeg forsøgte at true mig til det flotte trofæ af en guldpokal. For hvem vil ikke gerne ha’ sådan en præmie pyntende på skænken i stuen, spø’r jeg bare?Jeg elsker, at vi kan fjolle og hygge på denne her måde i en selvvalgt familieform, når nu den biologiske familie er ret langt væk det meste af tiden.

Og når nu jeg nævner den biologiske familie derhjemme, modtog jeg følgende billede af min kære Svigermor fra hendes entré forleden. GLS havde lige været forbi med en lille bestilling. Fra mig til mig.

Nu er min Svigermor ikke nødvendigvis verdens største menneske rent fysisk, men kasserne var stort set på højde med hende, da hun skulle pakke ud og tjekke for skår. Jeg fik helt røde kinder af flovhed over, at de ting, jeg har bestilt, fylder så meget hjemme hos dem. Men om lidt flytter kasserne ud igen og hen i det her hus, som vi er ved at bygge i Hillerød. Vores sommer- og julehjem i det nordsjællandske. Heldige os.

Vi skal hjem og se til husbyggeriet i slutningen af marts, når vi har Spring Break. Den 14-dages forårsferie ligger aldrig samtidig med den kristne påske, hvilket er både dejligt og irriterende, men vi vil da benytte lejligheden til at se til det kommende sommerhus og til familien derhjemme.

Indtil da nyder vi februar her i Dubai. Grøn, fin og sval, som den nu er i en fjern Ørkenstat.I næste uge er der endda to fridage fra skole – ikke en hel uges vinterferie som i Danmark – men to dage i sammenhæng med weekenden er da dejligt at se frem til. Og jeg går den lille break i møde velforberedt. Med spritnye emneforløb til alle seks årgange.

Year 4 og 5, som svarer til 2. og 3. klasse, skal arbejde med H.C. Andersens liv og forfatterskab – og med genren kunsteventyr i form af den bedste af alle klassikerne, “Den Grimme Ælling”.Year 6, som svarer til 4. klasse, lukker deres nuværende forløb om FNs Verdensmål og går et litterært forårs-forløb i møde med Mette Eike Neerlins “Historien om Hr. Madsen”. Vi vil komme vidt omkring – fra lejrskole ved Møns Klint over dyb ensomhed til en mulig TV-vært.Year 1 og Year 2, som svarer til 2 x 0. klasse, skal træne begyndende læsning og se nærmere på hverdagslivet i Danmark og Norden ved hjælp af den skønne serie om pigen “Elsa” fra Sverige og den danske serie “Vi er Pelle og Maise”, hvor tvillingepigen lever med cerebral parese, mens drengen er fuldstændig rask og velfungerende.Inden da skal vi være helt færdige med fine forløb om hhv. “Krible-krable-dyr” og Jakob Martin Strids “Den Utrolige Historie om Den Kæmpestore Pære”.Year 3 og 5, som er hhv. 1. og 3. klasse har endnu ikke afsluttet deres respektive forløb, “Symboler i trafikken” og Stian Holes “Morkels Alfabet”. Der er lige et par timers aktiviteter endnu, før vi kan sende nogle af tingene med hjem, mens andre skal pynte fint i klassen.Før jeg får set mig om, kommer Flyvende Mormor herned til os og nyder lidt af februars blide sol og milde varme, mens hun holder frikvarter fra det danske vintervejr. Hun er godt nok en vild vinterbader i det store Vesterhav, men mon ikke hun også kan overtales til et dyp i knapt 20 graders lunt havvand?Billedet her er taget i 2018 og viser i al stilfærdighed det særlige bånd mellem Mille og Mormor. Kæmpe energi, februar, lad det fortsætte sådan!

Nyd en velfortjent vinterferie i næste uge, venner. 💜

Den 31. januar 2014 lavede Martin et opslag på Facebook, der lød sådan her:

Vi nåede at bo 3.5 år i England. Det første år i det nordøstlige London, nærmere bestemt Woodford Green, hvor Martin knoklede på livet løs med et større økonomisk oprydningsarbejde, mens jeg arbejdede deltids som ekstern konsulent for Maersk Line IT – og samtidig havde en voksende Mille-baby i maven. De næste 2.5 år var jeg hjemmegående husmor med ret så svingende succes i landsbyen Nacton, der ligger mellem Felixstowe og Ipswich i Suffolk. Alt i alt et stille, roligt og trygt familieliv i grønne omgivelser og et nærmiljø, der bedst kan betegnes som både naturligt og fredfyldt. Måske endda lidt til den kedsommelige side – helt derude på landet – hvis jeg nu skal være sådan helt ærlig.

Men der var opbrud på vej, da Cille var 4 år og Mille 1.5 år.

I løbet af Martins udstationering flyttede ‘hovedkontoret’ i København nemlig til Den Haag i Holland, og der var således blevet udsigt til en eller anden lokal kontrakt i træsko- og tulipanlandet. Hvilket sikkert også havde været fint, hvis det var endt sådan. Men…på en regnfuld gråvejrsdag i Felixstowe Havn ringede en headhunter og spurgte Martin, om ikke det var en idé at tage til en jobsamtale i sunny Dubai i stedet?Martin kendte Dubai fra tidligere forretningsrejser, og han tog derfor afsted for at se, hvordan det stod til i den arabiske shippingverden. Han kom hjem med en guldkamel i en nøglering og en plade chokolade, samt beskeden til mig om, at det ‘vist ikke rigtigt var noget’. Fast forward til den 25. december 2013, hvor han sent om aftenen fik et opkald fra Dubai med tilbud om job. De havde været mægtigt glade for samtalen, og vi morede os lidt over kulturforskellene.

Nu skriver vi 2023.

Martin tog afsted med en overbevisning og et håb om, at vores firkløver kunne trives i De Forenede Arabiske Emirater. Jeg tog afsted med en hulens masse kufferter og to små piger uden den fjerneste anelse om, hvad det ville sige at bo i Dubai. Jeg havde aldrig været der. Ikke engang på et kort visit.Nu tæller vi 9 år i sandkassen. Martin fik ret. Og jeg klapper mig selv på skulderen for at udvise lige dele tillid og mod. For selvom Dubai er et af de mest priviligerede steder at bo i verden, var der langt fra Danmark og England rent mentalt, og jeg anede intet om, hvad det ville sige at bo i et land så langt fra Europa.Det er vildt at tænke på, at vi allerede har levet så mange år i Mellemøsten. Det er blevet vores hjem. Muezzinens bønnekald fra minareten er lyden af hverdag. Af den evige cyklus mellem solopgang og solnedgang. Af det naturlige fokus på hengivelse til Gud og på fællesskabets bøn. Der er den distinkte lugt af varmt sand, når planter, buske og træer vandes to gange om dagen i vores compound. Der er den krydrede duft af oud og rose, når man træder inden for døren i et vilkårligt mall. Der er hummus og fladbrød. Sandaler og solbriller. Der er et mylder af mennesker fra all walks of life og fra alle verdens lande. Der er inshallah’er, halas’er, yalla’er, mashallah’er og astagfirullah’er, der flyver ud af munden, når følelserne tager over og faktisk bedst beskrives på arabisk. Et sprog, vi ellers hverken taler eller forstår. I et land, som både er komplet tillukket og gæstfriheden selv over for os – de fremmede, alle gæstearbejderne.

Det er et modsætningsfyldt sted. Et arabisk fatamorgana og et funklende babelstårn, vi alle beundrer både indefra og på lang afstand.

På forunderlig vis er vi lige her – midt i en arabisk smeltedigel af en moderne storby, der lokker og lover, glimter, buldrer, bimler og skinner så langt øjet rækker.

Jeg elsker Dubai. Af hele mit hjerte. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte synes om det. Verden bliver mere broget, farverig, stor, uoverskuelig og vanvittig for hvert år, der går – eller sådan opfatter jeg det ihvertfald. Og jeg bliver mindre sikker på, hvad der egentlig er den ‘rette’ verdensopfattelse. For er der én ting, jeg har lært af at bo i Mellemøsten, er det, at den vestlige verdens moraliserende adfærd og bedrevidende attitude over for resten er verden er utålelig. Ganske enkelt.Der findes så mange gode løsningsmodeller og bud på velfungerende samfund. Og ting tager tid. Den vestlige verden mener at se sig forud for alle andre og som ophavsmænd og -kvinder til det ‘rigtige’ værdisæt og den ‘rigtige’ livsform. Men jeg oplever, at det moralske kompas findes i os alle – uanset hvilken Gud, vi tilbeder, eller hvilket sprog, vi taler. At ønske at opføre sig ordentligt og udøve retfærdighed og gavmildhed mod ens næste er noget universelt menneskeligt – også selvom det kan se forskelligt ud, afhængig af, hvor man kommer fra.

Jeg er dybt taknemmelig for, at vi endte her i De Forenede Arabiske Emirater. Pigerne går i en truly international IB-skole, som de selv formulerer det, når skolen huser elever fra over 90 nationaliteter og lærere fra ca. 30 nationaliteter. De vokser op med en mangfoldighed, som kommer af at leve sammen med rigtig mange forskellige kulturer, og en åbenhed, som kommer af at observere andres opførsel, ritualer, traditioner og adfærd, der måske på overfladen ser forskellig ud fra én selv. Læringen af at vokse op sammen med andre, der gør tingene på deres egne måder er, at et godt resultat eller et succesfuldt liv kan opnås på mange måder og ad mange veje.Vi lovede hinanden fra 12.5 år siden, at vi gerne ville ‘prøve livet i udlandet af’, men at vi samtidig gerne ville forsøge at flytte ‘mindst muligt rundt’. Den intention har vi holdt ved. Om pigerne nogensinde kommer til at føle sig ‘rigtigt danske’ eller det modsatte – ‘helt rodløse’ – vil kun tiden vise. Måske vil de bebrejde os, at vi valgte det her liv for dem og for os selv? Måske vil de være glade for at have vokset op i et internationalt miljø? Måske vil de være trætte af, at vi tog så stor en beslutning hen over hovedet på dem, som har vidtrækkende konsekvenser for os alle? Måske vil de være taknemmelige over at have set verden med mange sæt briller fra en ung alder?

I mellemtiden er jeg drøntaknemmelig over at leve et enormt behageligt liv i et trygt og sikkert i et samfund, hvor familielivet er det primære omdrejningspunkt, og hvor hverdagen er det allerbedste.

Et liv, hvor det går op og ned, præcist som det også ville have gjort, hvis vi var blevet derhjemme i vante rammer. Der kom f.eks. basal cellecancer forbi og lærte mig, at selv Martin ikke er udødelig. Det var et reelt chok.
Der kom også pludselig en 40 års fødselsdag forbi til mig, som heldigvis kun bød på pretend sygdom.
Og om lidt sniger der sig en 50 års fødselsdag forbi til Martin, selvom det virker helt mærkeligt, at den 29-årige mand, jeg lærte at kende, nu pludselig skulle forestille sig at være halvvejs til de 100?

Vi fejrede kobberbryllup for allerede to år siden, og vi har været kærester i 22 år. Det er efterhånden halvdelen af mit liv, at vi har ‘haft hinanden’.
Sammen bøvler vi rundt i forældreskabet på 13. år. Det er ikke hver dag, at det lykkes at gøre tingene rigtigt, men intentionen er der, og de to piger er det bedste, der nogensinde er blevet givet os.Vi forsøger os endda med en hund. Med samme svingende resultater som med de to piger. Lidt op og lidt ned – og hele vejen igennem med Maricel ved vores families side.
2014. Det er alligevel et par dage siden vi rejste fra det engelske landsbyliv til en støvet ørkenby. På en måde er det meget godt, at vi sjældent kan overskue konsekvenserne af vores store valg i livet. Det er heldigvis for komplekst til at tage helt ind. Og der er jo flow i tingene. De løser sig. De giver mening – måske ikke i øjeblikket, men så lidt senere.

Men flytter vi så aldrig ‘hjem til Danmark’ igen?Det korte og bundærlige svar er – det ved vi ikke. Vi opererer ikke med bucket lists og fem-års-planer. Ingen kan alligevel kontrollere, hvad der sker om en måned eller et år. Vi arbejder ud fra, at hverdagen skal være meningsfuld og god – ihvertfald 90% af tiden, og så må vi deale med de sidste 10%, der er røv og nøgler.

Vi købte et hus i vores compound for 4 år siden, og det var den allerbedste beslutning – uanset om vi bliver her længe eller ej.
For ‘hjemme’ er en følelse. Og den trængte vi til efter rigtig mange år med i lejeboliger i England og her i Dubai.
31. januar 2014. Et Facebook-‘officielt’ farvel til en dejlig arbejdsplads og goddag til et noget anderledes arbejdsliv – for Mellemøsten is one of a kind.