Sommer-musestille

Der er helt sommer-musestille på bloggen.Vi er ellers fint i gang med at leve sommerlivet i Danmark, hvor vi lagde ud med dejligt Studentergilde og ditto Afternoon Tea Party, efterfulgt af en uge i Blåvand ved Vesterhavet og nu en uge i Odsherred ved Sejerøbugten.Alting er på en måde som det altid har været – og så alligevel slet ikke, når der er en sygdom at tage hensyn til og tilgodese på den bedst tænkelige måde. Én af de positive ting, der er kommet ud af pandemien er, at lægekonsultationer nu kan foretages online. Og på dén måde kan både speciallægen og patienten rejse på sommerferie uden at miste kontakten eller tabe pusten i det spinkle fremskridt, der er så hårdt behov for at se og mærke.Jeg er venlig over for mig selv. Det meste af tiden. Okay, hvem lyver jeg overfor her? 50% af tiden. Men der er nul overskud til at følge op eller planlægge de helt store ferie-udskejelser. Som vi i øvrigt heller ikke ville kunne klare eller overskue på dagen, hvis vi skulle k0mme til at forberede noget, dér var lidt større eller vildere end først tænkt.For første gang nogensinde i alle vores alenlange sommerferier, har jeg lagt tre dages pause ind til mig selv. Tid, som jeg vil tilbringe i selskab med min Mor. Og Farmor er så megasød at have pigerne i de tre dage. Jeg har brug for det. Det har jeg egentlig også haft tidligere, men oven på de sidste mange måneders bekymringer er jeg helt askegrå og porcelæns-skrøbelig indeni (og sikkert også udenpå, medmindre jeg fuldspartler og smiler det bedste, jeg har lært). Min Mor er godt selskab til at spise, tænke, tale, hvile og vandre. Så det vil vi gøre sammen. Og jeg glæder mig virkelig til det.Familiedynamikken er som altid interessant, når vi er sammen 24/7 i 60 dage. De fleste familier har 2-3 uger i højsæsonen sammen, hvor 1-2 uger måske er med et fuldt planlagt indhold, hvis man da er så heldig at have råd til at rejse eller har et dejligt sommerhus at opholde sig i. Efter sådan et par uger med børns cirkulære behov, krav og forventninger, kan det føles som helle at få lov til at tage på job eller skulle noget andet uden for hjemmets fire vægge. Jeg kender det. Efter et par uger (ud af de i alt otte – ho ho) har jeg lyst til at løbe skrigende hjemmefra, når jeg har bagt morgenbrød, som pigerne da ikke gider spise, hvorefter jeg forhandler morgenmadsprodukt-indtagelse med ihvertfald én af dem, som straks efterfølges af behovet for en let snack, og hvor er frokosten egentlig, når man be’r om den, hva’?Og selvom behovene, ønskerne og kravene følger med, uanset hvor vi befinder os, så er vi enormt glade for og lettede over at have købt sommerhuset i Blåvand.Faktisk arbejder vi på at kunne lave et lignende arrangement i Hillerød, hvor vi pt. står med skødet på en kolonihavegrund i hånden. Vi har endnu ikke fundet et byggefirma til at bygge et sommerhus på kolonihavegrunden, men vi satser på, at det kan lade sig gøre inden alt for længe. De to ‘opholdssteder’ vil klart gøre det lettere for os i fremtiden, hvis vi fortsat opholder os så mange uger i Danmark om sommeren og til jul.

Det er fantastisk at have god tid sammen med bedsteforældrene, når vi bor sammen. Men det er samtidig svært at få firkløver-familielivet til at fungere, og vi har ihvertfald så småt fundet ud af, at behovene er ved at ændre sig for os.

Da pigerne var små, var det skønt at have bedsteforældrenes ekstra hænder til de praktiske ting – og til samtidig at mærke deres ligesindede begejstring for trunternes gak og optrin. Jeg husker netop dét at observere pigernes udvikling og alle deres sjove sider og finurlige idéer som enormt ensomt at gøre helt alene i udlandet. Der skal faktisk en hel hær af familiemedlemmer til at bygge en lille ny familie solidt op. Dét har jeg lært på bagkant.Men nu har de to trunter altså teenage-lignende behov for egne ‘rum’ til at læse, sove længe, slappe af og connecte med vennerne over Zoom og WhatsApp osv. De vil selvfølgelig gerne se deres bedsteforældre, onkler, mostre og tanter og alle andre, vi savner og holder af, men deres grænser, udvikling og behov er i konstant forandring, og dermed er vores liv og verden som forældre det samme.Som altid er vi lige lidt bagud på point. Det er jo ikke nemt at forudse ens børns behov flere år ud i fremtiden, for vores viden og erfaring i forældreskabet begrænser sig jo til nuet og fortiden, og selvom det ville have været smart at have fundet ud af sådan noget med sommerhuse allerede for mange år siden, så ligger der jo gode grunde og årsager bag.Økonomien – helt åbenlyst – skal være der til at investere i to boliger i Danmark, uanset at det er i sommerhus- og kolonihave-regi. Den slags kommer virkelig ikke af sig selv, når der samtidig er kæmpe udgifter forbundet med at bo i udlandet. Martin arbejder mellem 10 og 12 timer i døgnet 6 dage om ugen for den løn, han henter hjem, og det er helt sikkert ikke holdbart i længden, dét der med aldrig at have helt fri som e-mail-kriger.Tøven har der også været en del af. For hvad er det egentlig, vi gerne vil – og hvor skulle det sommerhus overhovedet ligge? Når vi drøner til Vesterhavet, mister vi forbindelsen til alle vores gamle venner, kollegaer og bekendte, som bor på Sjælland/i Storkøbenhavnsområdet, og man kan lige knapt skrue to personer ind i Blåvandshuset som overnattende gæster, hvilket gør det lidt stramt med at tilbyde overnatninger til hele familier, der måtte komme rejsende til fra Sjællandssiden.Jeg trøster med mig, at vi er mere på vej nu, end vi har været tidligere. Vi har et dejligt sted at være, når vi er sammen med den jyske side af familien, og der er udsigt til samme løsning på den sjællandske side af familien, hvis bare vi har lidt tålmodighed.Og indtil da trækker vi alle sammen vejret ned i maven, og mærker, at der er lige dele glæde og frustration ved at være sammen non-stop, store som små, unge som ældre. Jeg ved, at jeg aldrig vil fortryde alle de mange timer, vi er sammen. For den slags kan ikke gøres om, når bedsteforældrene en dag måske ikke har helbredet med sig mere.Og når vi så bliver for mange om bordet, er det faktisk helt okay med små pauser, hvor vi deler os op. Det har jeg ikke altid været så god til at spotte, men det skal der klart gøres mere brug af, specielt nu, hvor vi snart har en ‘rigtig’ teenager med andre behov end lillesøsteren, der er ved at nærme sig ‘tween-stadiet’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Træk vejret

Vi er stærkt på vej ind i skoleårets sidste krampetrækninger. Nedtællingen går officielt i gang inde i mit hoved, når vi på  mandag har fire uger tilbage af et skoleår, der har været så meget optur og så meget nedtur, at jeg næsten skal bede om lidt leverpostejs-hamsterhjuls-liv uden store armsving og rutsjeture, tak.Som lærer forløber året ikke som i det traditionelle kalenderår med opstart i januar og afslutning i december. Mit år går fra september til juni, og så er jeg ellers komplet over and out i to stive måneder, hvor ingen aner, hvad jeg egentlig laver, herunder mig selv. De knapt to måneders sommerferie er den højtskattede, personlige privatlivs-fordel ved jobbet, mens der er tusindvis af andre slags glæder og fordele ved at arbejde med mennesker frem for computere, men det giver helt sig selv, at man er nødt til at holde af børn og den slags væsner, for at have sådan et job i længden.Jeg fatter ikke, hvor det her skoleår er blevet af. På én og samme tid føles det som hundrede år og et øjeblik. Præcist som det gjorde, da pandemien ramte og lukkede os helt ned. Slog os hjem. Som ludobrikker i et vilkårligt terningespil.

Der har ligget så megen glæde, boblende entusiasme og optur i endelig at være fuldgyldigt tilbage på skolen i et rigtigt, stort og fint dansklokale. Intet kunne tage glæden fra mig. Pyt med, at vi har båret mundbind både indendørs og udendørs størstedelen af året. Nu er det heldigvis lavet om til kun at være med masken indendørs, og det er ganske okay, for det betyder, at vi igen må være sammen uden distance, og at vi kan deles om bøger, udlevere papirbaserede opgaver i timerne, være fælles om skriveredskaber osv.Hele året igennem har vi levet højt på at være fysisk sammen i dansktimerne. Vi er kreative, synger, leger, tegner og hopper rundt. Alt det, der er stort set umuligt over en løs Teams-forbindelse, hvor ingen rigtigt kan høre eller forstå, hvad der foregår. Men samtidig med, at der foregår en fejring af fællesskabet og en opbygning af feel-good-stemning over hele linjen, lider vi også.Nogle lider mere i stilhed end andre, bevares.

Vi lider af angst, depression, eksamensskræk, perfektionisme, spiseforstyrrelser, tidsoptimisme, frustration, vrede, ensomhed, selvmordstanker, frihedstrang, raseri, fobier, identitetskriser, følelsesmæssige udsving, sult, hudsult og alt muligt andet, der er pissetungt og langhåret.

‘Vi’ er her en stor mængde eller gruppe.

Ingen nævnt specifikt, ingen glemt specifikt.

Overalt, hvor jeg ender og vender mig, ser jeg de psykiske efterdønninger af en pandemi. Eller måske er det psykiske efterdønninger af livet? Det her herrens liv. Livet, når det leves, men overhovedet ikke kan forstås eller oversættes til noget forståeligt. Børn og voksne rammes af alt muligt, der gør hverdagen og livet så svært og tungt.Jeg hverken kan eller vil k0mme det nærmere, end at det også har ramt vores lille firkløver lige i hjertekulen. Og det er endnu ikke til at sige, om det har en relation til alt det, vi alle er gået igennem under c0ronapandemien, eller om det skal forstås på en helt anden eller tredje måde. Jeg er grundforvirret og bundulykkelig. Men jeg er omgivet af søde supportere, der altid stiller op. Af hjertet tak for kærlige beskeder fra nær og fjern – og for alle de lyttende ører og forstående hjerter…tak. ❤❤

Hvordan vi får reddet os selv ud af suppedasen igen, det vil tiden vise. Vi har fundet dygtige læger, og vi anerkender, at vi har brug for mere viden og støtte fra professionelle, fordi vi ved og forstår hat. Det er da første skridt.

Og midt i denne her tumultariske rejse, forsøger jeg at finde de små øjeblikke med fine, smukke ting, som trods alt findes i hverdagen og dens kriser.

At betragte børns sorgløse leg i en lille tidslomme.At læse et kærlighedsdigt eller ti for at huske mig selv på, at der heldigvis er ting, der er større end mig og mit trælse navlefnuller.At mærke, hvordan knoglerne, huden og leddene bliver gennembagte i ørkenens sommersol, hjælper faktisk også lidt.

Og at tage en morgensvømmetur helt alene og i stilhed.At trampe ghettoen rundt med en glad og alt for varm spadsere-hund kan også kun gøre mig i godt humør.At se blomsterne, når de er dér – lige foran mig – i deres korte blomstringssæson. At gå i biografen med min fjollede mand og og spise karamelpopcorn og gemme mig under et tæppe for at nyde et par timer fuldstændig væk fra det hele.At drikke fyraftensøl og spise fedtede burgere med gode venner, er virkelig også af det gode, og at drikke sorg-kaffe med andre sorgfulde Mummy-friends hjælper, fordi lifeis a plain bitch.

Jeg kunne så godt bruge et stykke med uvidenhed. Lykkelig uvidenhed. Eller en ren tavle, hvor der ikke står skrevet, at nogle i min nærmeste familie har det ualmindeligt elendigt. Indtil videre er det kun lykkedes mig at finde en meget snavset tavlevisker, og den tværer mere ud, end den afhjælper.

Fire uger, venner.

Fire uger, og så prøver vi med et to måneders mentalt re-set i Danmark.

PS. Et midlertidigt mentalt re-set kan man også få sig i Dubai Mall, hvor galleriet Infinity Des Lumiéres har de smukkeste digitale kunstudstillinger, hvor man kan svømme helt hen i lyd, lys, farver, stemninger og følelser på alle vægge, gulve og lofter.

https://www.infinitylumieres.com/exhibitions-dubai/

Det prøvede vi for snart mange uger siden, og jeg synes bestemt, at det kan noget, når kunstværker bliver digitaliserede og levendegjort, så man kan lægge sig ned eller sidde og nyde synet på en helt anderledes måde, end den der ståen og vandren hvileløst rundt, som et normalt kunstmuseum inviterer til.
Det er en sanselig, sansestimulerende og kropslig fornemmelse for kunsten, som er helt anderledes end flade malerier hængt op på en væg.Bestil billetterne online i forvejen. Prisen er ret meget for høj, synes jeg, for en lille times underholdning – men hvad skal man ellers fordrive tiden med her i sommerheden?Hvornår galleriet skifter udstillinger, har jeg ingen anelse om, men det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi. Udstillingerne ‘Van Gogh’, ‘Dreamed Japan’ og ‘Verse’, som vi så, er allerede væk igen.Så flygtigt, og så skrøbeligt. Kunsten og livet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Eid og dødsfald

Det mentale overskud kan ligge på et knappenålshoved for tiden.

Der sker – og skal ske – svære ting i vores lille firkløver, som rækker langt ud over, hvad jeg har lyst til at dele her på bloggen og på de sociale medier, selvom alt og alle ellers altid tager imod med åbne arme og forståelse.Livet indeholder rutsjeture – både de sjove, der kildrer i maven, og de uhyggelige, der flår i hjertet og hjernen. Mine skuldre sidder helt oppe om ørerne, og jeg vågner om natten med galopperende panikangst, selvom vi har et godt og velfungerende netværk af familie og venner, som lytter, trøster, deltager og hepper på selv de helt små sejre fra sidelinjen.Jeg tror på åbenhed og ærlighed i vores relationer, hvis de skal give nogen form for større og dybere mening. Og jeg tror på, at vejen til at lykkes med at rejse sig selv op igen, går gennem venner og familie. At man rækker ud og beder de nære om lige at gi’ en hånd og et øre med. Så dét har jeg fået gjort. Og hjælpen er kommet prompte i form af krisetelefonsamtaler og masser af dejlige beskeder i indbakken. Tak. Af hele mit hjerte, for at I er der altid. ❤Og så er der enkelte dage, hvor jeg tåler min indre stemme og forsøger at lytte efter den, selvom det hele føles langt og svært og uoverskueligt.

Og så er der de andre dage, hvor jeg er hudløs og nægter at høre selv den mindste indvendige musestemme, hvor podcasts i ørerne er den eneste måde, hvorpå jeg kan rumme at gå en tur med hunden eller sidde stille – eller bare være til.Eid-ferien endte med at være 9 dage lang. Hvilken var både en velsignelse og en forbandelse. Nymånen blev spottet til forventet tid, men i stedet for at få de forventede 2-3 dages ferie i forlængelse af en weekend, følte styret sig kaldet til at forære folket en hel, stiv uge. Med folket mentes alle offentlige ansatte, samt børn og lærere i skoler og institutioner. Privatansatte skulle retur på arbejde efter et par dage, fordi det var nok bedst, vurderede man.

På overfladen ser det jo dejligt ud, ikke? Og hvem kan overhovedet tillade sig at klage over at få mere fri end først antaget?Dele af det – små øjeblikke – var sådan set også dejlige, men jeg var taknemmelig for at komme retur på arbejde i mandags, så min ristede hjerne kunne få nyt input og koncentrere sig om noget andet end vores lille familie i nogle timer hver dag. Jeg var ærligt ved at blive halvskør i Eid-boblen.Og så ville skæbnen, at De Forenede Arabiske Emiraters præsident – HH Sheikh Khalifa Bin Zayed al Nahyan – døde i fredags. Må hans ærværdige sjæl hvile i evig fred. Dødsfaldet har givet os fyrre dages landesorg og tre dages fri fra arbejde, hvor weekendens to fridage tæller for to af dagene.

Sheikh Khalifa var både regent i Abu Dhabi og landets formelle overhoved. Al Nahyan-familien er Abu Dhabis ledende familie, som stammer fra den stolte Bani Yas-stamme, der levede i Liwa-ørkenen, mens Al Maktoum-familien er en anden gren af samme Bani Yas-stamme, som så blev den ledende familie her i Dubai. Familierne er åbenlyst tæt forbundne, og de samarbejder om at styre landet på den måde, at Al Nahyan-klanen har præsidentembedet og ansvaret for landets militære styrker, mens Al Maktoum-klanen har vicepræsidentembedet og en masse andre, vigtige regeringsopgaver. Der er så andre familier, som styrer de resterende fem Emirater, Ajman, Ras al Khaimah, Fujairah, Umm al Quwain og Sharjah. Til sammen udgør de syv emirater landet De Forenede Arabiske Emirater – og i dagligdagen er nogle opgaver føderalt styrede, mens andre er fuldstændig autonome, og der kan være markant forskel på institutionerne, tilbuddene til borgerne, lovgivningen m.m. fra det ene emirat til det næste. I virkeligheden er strukturen nok meget lig USA.HH Sheikh Khalifa havde desværre været syg siden 2014, hvor hans halvbror og kronprins til tronen, HH Sheikh Mohammed Bin Zayed al Nahyan måtte overtage rollen som de facto leder af landet. Sheikh Khalifa var kun den anden statsleder i landets unge historie, og den nye leder, Sheikh Mohammed – MbZ, som han kaldes – er således landets tredje leder. Den formelle overtagelse af præsidentembedet fandt sted dagen efter halvbrorens død, og alle Emirater udsendte straks erklæringer om, at de anerkender den nye præsident og ønsker ham alt vel.

I al den tid, vi har boet i landet, har MbZ været den reelle leder, sammen med sin navnebror Sheikh Mohammed her i Dubai, så vi forventer ikke den helt store forskel eller kursændring rent politisk. Men for emiratierne er det en stor ting at skulle tage afsked med deres kun anden præsident, som var meget afholdt og respekteret for sin modernisering af lovgivningen, og for at have ført landet ind i vigtige, internationale kredse og sammenslutninger.På sin vis minder de arabiske stamme- eller klanstrukturer om de europæiske kongehuse. Nogle familier er endt med at få hele magten efter særdeles blodige opgør, som nu står hen i den mere diffuse historiske fortælling, fordi det er sket for så længe, længe siden. De forskellige klaner gifter sig fortsat ind i hinandens familier for at sikre stabilitet og loyalitet – og dér må man sige, at de europæiske kongefamilier og adelsfamilier har gjort og gør nøjagtig det samme. Med varierende succes undervejs, naturligvis.

Det er egentlig interessant, hvor meget de her magtstrukturer ligner hinanden og gentager sig selv igennem historien, uanset om man har de arabiske eller de europæiske briller på.

Folket skal og må ledes.

Og folket kan så kun håbe på og bede til, at lederen ene og alene anvender sin magt til godgørende formål, og at han eller hun er lige dele snusfornuftig, afbalanceret, eftertænksom, visionær og handlekraftig. Jeg misunder virkelig ikke statsledere deres position eller magt, for det er en enorm opgave at tage på sig som menneske. Faktisk har jeg mere end rigeligt at gøre med at styre min egen lille, slingrende jolle henover uroligt farvand.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadanliv

Ramadanen 2022 går bare for hurtigt. Det gør den sikkert ikke, hvis man er fastende og dermed ved at være inde i en fuldstændig omvendt døgnrytme på nuværende tidspunkt. Men for os andre – de udenforstående – der blot titter ind i Ramadanlivet, er der lutter skønne ting at sige om den hellige måned.Her er Mille ved at fylde et af vores lokale Ramadan-køleskabe med frugt, kiks og Vimto-saft. Det kan godt være, vi ikke faster, men vi kan sagtens deltage på vores egen måde.Når der er Ramadan, åbner skolen først dørene kl. 8.00, og der registreres tilstedeværelse/fravær kl. 8.30. Det er en helt perfekt starttid, hvis man spørger os, B-menneskerne.

Skolen lukker dørene igen kl. 1.30, så de fastende kan nå hjem og få sig en ordentlig eftermiddagslur, for at tiden frem til solnedgang kan gå så hurtigt som muligt. Igen er der ikke andet at sige, end at eftermiddagen føles så meget længere – på en god måde – fordi vi er dét tidligere hjemme.Kunne vi ikke bare have Ramadan-tider altid?

Det ville give så meget mening – og et langt mindre stressende liv for børn og voksne. Pigerne vågner mere naturligt af sig selv, og de når i skole helt uden at jage afsted. De har bedre tid om eftermiddagen til at læse, gå i poolen eller dyrke sport, lege eller være sammen med venner, og om aftenen kan man rent faktisk nå ting sammen. Alt i alt er der kun gode ting at sige om Ramadanlivet.For mit vedkommende – som lærer – er alle lektioner kortet ned fra 60 til 40 minutter, hvilket fungerer betydeligt bedre for de yngste børn, hvis koncentration er begrænset. For de større børn er 60 minutter ikke noget problem, og jeg kan sagtens se, at der er meget logistik forbundet med at skifte fag hver 40 minutter, men rent koncentrations-, indlærings- og dynamikmæssigt er det en stor fordel for eleverne og lærerne.Jeg elsker også dén ro, der indfinder sig i byen, når Ramadanen er over os. Dubai går i sandhed ALDRIG i stå, men tingene går bare lige et hak langsommere under Ramadanen, så der pludselig er tid til en længere gåtur, til at kigge på blomster eller måske læse lidt. Det eneste minus er trafikken lige omkring solnedgang, selvfølgelig – den er decideret vanvittig…som altid, når de sultne fastende jager den hurtigste vej hjem til kødgryderne.I de senere år er ritualerne og ‘askesen’ omkring Ramadanen blevet mindre og mindre. Tidligere skulle man passe meget på med at respektere de fastendes behov for, at mad og drikkevarer ikke var synlige eller tilgængelige i dagstimerne. Det blev anset for yderst respektløst, hvis man søgte noget at drikke og spise i ‘det offentlige rum’, mens andre intet måtte få. De få restauranter og caféer, som havde økonomisk råderum og mental energi til at ansøge om en ramadanbevilling, måtte gemme sig under lag af tæpper, opsat karton eller plastikforhæng, så ingen kunne se udefra, at de bød menukortet til over for de ikke-fastende i noget så ukristeligt som dagslys.

Jeg husker særligt vores første Ramadan i den ekstreme sommervarme, hvor jeg listede ind på offentlige toiletter for desperat at drikke vand af en flaske, jeg havde gemt på bunden af min taske, så ingen opdagede, at jeg medbragte drikkelse. Dengang føltes det også forkert at gå ind i klassen med et krus kaffe eller en madpakke, og det at bestille mad udefra i dagslys eller at bringe take away mad med ud i bilen fra et spisested, for at transportere det hjem til fortæring, føltes helt forkert. Dengang måtte man ikke engang tygge tyggegummi eller tage en slurk vand i bilen, når man kørte, fordi det blev opfattet som et ‘offentligt rum’.De tider er ovre. Fuldstændigt. Nu kan man få en øl ved poolen kl. 11 om formiddagen, hvis man er en turist med den slags lyster. Nu holder alle beværtninger åbent – ikke blot som tidligere, men med tilføjelse af særlige menuer og smukke arrangementer for iftar og suhoor, så det alt i alt giver en betydelig meromsætning og længere åbningstider end normalt. Det er den omvendte verden, og de fastende ser ud til at acceptere de nye omstændigheder uden et muk.

På skolen er der i gennemsnit 3-5 fastende pr. skoleklasse på 23-27 elever, ihvertfald fra 9-10-års alderen. De fastende har særlige opholdsrum, de kan være i, når de andre elever spiser snacks og frokost, men langt de fleste fastende børn bliver i deres respektive klasser, og lever med, at der bliver spist lige rundt omkring dem. Nu bliver det anset for et personligt valg at faste – og det respekteres og er bestemt noget at være stolt af – men ikke-fastende skal ikke længere gemme sig væk.

Tidligere har jeg også svaret flinke forespørgsler om “Ramadan do’s and dont’s”, at man altid bør klæde sig ærbart og respektfuldt i De Forenede Arabiske Emirater, men at Ramadanen er en yderligere årsag til at være opmærksom på både opførsel og beklædning. Sådan er det heller ikke længere. Med russernes invasion er croptops og miniskirts i buffeterne nu blevet 100% dagligdag. Ikke ét øjenbryn hæves over procentvis mere bar end tildækket hud i et mall eller på en restaurant, hvilket tidligere ville have været et no-go, hvor man diskret var blevet ‘pakket ind’ i et tørklæde af en velmenende front of house manager, som ikke ønskede at ødelægge ens aften ude, men som samtidig var nødt til at sørge for, at der ikke indgik klager over ‘vovede’ damer.

På en måde er der noget vemodigt ved at traditioner og kulturelle/religiøse ritualer udvandes eller fortyndes af den vigtige mammon, som Los Turistas lægger i coronaslunkne kasser. Vi har brug for pengene under og efter pandemien. Ingen tvivl om det. Og selvfølgelig skal de arabiske lande følge udviklingen og selv bestemme, hvad de føler er det rigtige for dem. Og tiderne skifter i disse år. Ikke kun ift. Ramadanens traditioner og de ikke-fastendes muligheder for at spise og drikke i den hellige måned, men også ift. kalenderen. Vi har fået weekend lørdag og søndag, som i den vestlige verden. Vi får tidligere besked om de måne-baserede helligdage, hvor vi før måtte vente helt frem til aftenen før en potentiel helligdag, før vi kunne vide, om der var skole og arbejde næste dag eller ej.

Her i den sidste ende af Ramadanen har vi haft besøg af Onkel M, Tante S, Fætter V og Kusine F.De nød påskedagene, solen, havet og poolen her hos os, mens vi trillede afsted på job og i skole på reduceret tid. Vi nåede heldigvis at lege, spise, hygge og snakke om aftenen.En enkelt fælles-tur ind til Dubai Fountains ved Dubai Mall blev det også til. For første gang havde vi booket en båd, der sejlede rundt både før og under springvandsshowet. Det var en fin og anbefalelsesværdig oplevelse, som er klart anderledes end “bare” at se på fra en restaurant eller fra rækværket. Billetterne købes online og i lidt god tid, hvis det er turistsæson.Før vi får set os om, afløses de 30 dages faste af den store fest, Eid al Fitr. Skolerne og de offentlige arbejdspladser har allerede fået en hel uges ferie i dén anledning af myndighederne, mens den private sektor har fri i to weekenddage og tre ugedage.
Herligt, siger skolelæreren og de to ‘skoletrætte’ trunter, der selvfølgelig altid kan bruge en uges ferie. Hvem kan ikke dét? ❤🌸😆

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Museum of The Future

MOTF. Eller Museum of The Future, som det nyåbnede museum hedder, men nu elsker vi forkortelser i en fjern Ørkenstat, så MOTF er kommet for at blive, sammen med JLT, JBR, MBR, DSO og hvad vi nu ellers finder på.

Museet åbnede oven i købet på en såkaldt ‘engle-dato’: 20.02.2022. Fint, ikke?

Pt. får stedet en masse bevågenhed, fordi det har været længe undervejs, ligger direkte ud til Sheikh Zayed Road – og er selvudnævnt ‘verdens smukkeste bygning’, hvilket jeg er meget enig i.
Der er intet i verden, der ligner MOTF. Det er et arkitektonisk vidunder og en genistreg af en arabisk kalligrafitisk modernitet, som vi har glædet os til at se indefra.Undervejs i det orkestrerede museumsbesøg får man heldigvis lov til at komme ud og nærstudere kalligrafien på en udendørs observationsplatform.

Jeg ville i øvrigt ønske, at jeg kunne huske, hvad jeg sagde til Martin, lige i dét, jeg skulle til at fotografere ham, for er der noget, jeg elsker, er det at få folk til at smile eller grine.Over for MOTF ligger Emirates Towers, som er et par ikoniske tvillingetårne, der har stået helt strunke og elegante i deres egen ret i mange år. De er lidt blevet overhalet inden om af museet, men de er nu stadig interessante at betragte.Museet er pt. godt booket op på grund af nyhedens interesse, fornemmer jeg, så man kan med fordel tjekke ledige tider og købe billetter i god tid.

Da vi besøgte MOTF tog det også lidt tid at komme ind og ‘igang’, fordi elevatorerne er ret langsomme, samt ved indgangen til observationsdækket, men jeg er sikker på, at det kun er ‘opstarts-flaskehalse’.Til gengæld er der masser at opleve i foyeren, der fremstår ligeså futuristisk, som man kunne forvente. Spacy.Et par museums-medarbejdere fløj også med en skøn flyvefisk og en skør gople, mens forsamlingen gloede og pegede.Museet er opdelt i 4 chapters. Man skal starte op allerøverst, og det foregår selvfølgelig med en tur ud i rummet som astronauter, hvor vi i 2071 åbenbart høster solens energi ved hjælp af et månebælte, der beamer energien ned til jorden, hvor der er nogle enorme modtagerplatforme fordelt ud over kloden, så alle kan få glæde af den konverterede solenergi fra rummet.


I det tredje chapter kiggede vi på klodens liv. Både de arter, der allerede er uddøde; dem, der vil uddø inden 2071, hvis ikke vi gør noget, og dem, der rent faktisk trives. Det hele var præsenteret på den smukkeste måde ved hjælp af hologrammer, der var 3D-printede, og så kunne museums-medarbejderne scanne dyrene og vise os mere om dem på små, smarte scanningsmaskiner. Der var også en masse forklaringer om, hvordan vi kan genskabe tabt biodiversitet, såsom koralrev, mangrove og regnskov ved hjælp af laboratorie-fremstillede planter, der er mere hårdføre og klarer klodens globale opvarmings-udfordringer bedre, som f.eks. ikke-brandbare træer.Så æstetisk pleasing at gå rundt blandt klodens arter i mørket. Lyset skiftede i bedste LED-stil, naturligvis.I det andet chapter så vi nærmere på menneskets psykiske helbred, som i fremtiden vil være langt mere belastet end vores fysiske helbred. Jeg mener at kunne huske, at der stod på et skilt, at psykiske udfordringer som angst, ensomhed, koncentrationsbesvær og depression vil overhale fedme-epidemien i 2040, som største sygdomsårsag i verdens befolkning.
I denne del af udstillingen kunne man deltage i beroligende, sensoriske øvelser med bl.a. lyd, lys og berøring som afstressende øvelser mod de psykiske udfordringer. Området lagde op til, at vi kommer til at ‘gå’ til sanse-terapi i fremtiden, for at modarbejde de input og stimulanser – og i ligeså høj grad manglende stimulanser – vi oplever i det moderne, højteknologiske samfund.

Allernederst i chapter 1 skulle der leges igennem i forskellige sanseområder, der desværre kun var tilgængelige for de helt små børn. Det er lidt typisk, at de voksne ikke inviteres med ind i legen/aktiviteten, men at man i stedet skal sende ens børn ind selv, og så superviseres de af personale. Det er der sikkert også mange voksne, der foretrækker, da det giver et lille frirum til dem?MOTF er så afgjort et seværdigt museum. Man må røre ved tingene. Man kan tale med personalet og få yderligere forklaringer hele vejen rundt. Man får ny viden om teknologi og nye idéer om verden og vores fremtid. Museet har en legende, humoristisk tilgang, og det gør det interessant for både store og små mennesker.

Skynd dig at sætte det på “must-see”-listen, hvis du ikke allerede har været derinde! 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet