Zakat

Jeg kommer lige frem med én af de rigtig brede kamme – eller en grov, positiv generalisering, om man vil:

Én af de ting, muslimer er virkelige gode til, er velgørenhed og donationer.

At give pengegaver til velgørende formål kaldes for zakat.

Google forklarer det sådan her til os uindviede:

Zakat (Arabic: زكاة‎; [zaˈkaːt], “that which purifies”, also Zakat al-mal [zaˈkaːt alˈmaːl] زكاة المال, “zakat on wealth”, or Zakah) is a form of almsgiving to the Muslim Ummah treated in Islam as a religious obligation or tax, which, by Quranic ranking, is next after prayer (salat) in importance.

Zakat beregnes efter ens indtægt. Det forventes, at man giver 2.5% af ens årlige indtægt til velgørenhed – eller ihvertfald til nogen, der har mindre end én selv.

Zakat er tilmed én af de fem søjler i Islam, så velgørenhed er pludselig på linje med at bede, at faste under Ramadanen, at tage på pilgrimsrejse til Mekka én gang i livet og så fremdeles. Dét er noget, der rykker, når man får så præcise anvisninger til velgørenhed i Den Hellige Bog.Ifølge The Islamic Information er der 8 slags mennesker, der fortjener vores zakat mest:

1. Enlige rejsende. Måske pilgrimme og andre, der er på livsrejser?

2. Missionærer, der rejser ud og forkynder Allahs ord.

3. Gældstyngede mennesker, der ikke kan finde en vej ud af deres økonomiske trængsler.

4. Slaver og andre slags ‘tilfangetagne’ mennesker, der skal ud at leve frie liv.

5. Ny-konvertitter med økonomiske behov.

6. NGO’er (selvfølgelig!)

7. Verdens fattigste mennesker, som lever under sultegrænsen og uden indkomst.

8. Hjemløse.

Selvfølgelig er der undtagelser og afvigelser fra reglerne. Der kommer jo ikke en kassemester med en regnemaskine for at kulegrave, om du rent faktisk har foræret 2.5% af din årsløn væk til nødstedte, fattige og lidende mennesker. Muslimerne gradbøjer nøjagtigt ligesom vi andre gør, og da især hvis de er kultur-muslimer, ligesom jeg er en del af de kultur-kristne.

Vi har muslimske venner, bekendte og kollegaer, der meget gerne vil have et glas rødvin eller en stærk øl om fredagen. Vi kender andre, der aldrig kunne drømme om det. Nogle muslimer faster under Ramadanen – andre er ikke interesserede i det aspekt. Nogle muslimer vil gerne smage en pastaret med bacon eller et stykke flæskesteg, hvis man lover, at man ikke nævner indholdet, så de spiser i såkaldt ‘uvidenhed’, mens andre med al tydelighed ikke skal bede om den mindste skefuld svinekød nogensinde. Nogle muslimer beder fem gange om dagen, andre slår det sammen til én gang dagligt. Nogle elsker at komme i moskéen om fredagen, andre foretrækker at komme der hver eneste dag. Andre kommer der aldrig nogensinde.

Sådan er der så meget – og hver især gør vi, hvad der passer til os.

Det er en diskretionssag.

Personligt får jeg aldrig mig selv skubbet i kirke en søndag kl. 9 eller hvordan det nu er. Til gengæld går jeg gerne en lang tur i naturen eller sætter mig ind i en tomt og stille kirkerum, og her er jeg sikker på, at linjen op til Gud er ligeså tydelig og stærk, som hvis der stod en præst og prædikede foran mig.

Men nu handlede det jo om zakat og ikke bøn.

Særligt under Ramadanen er der et fokus på at leve ‘ordentligt’. At give til velgørenhed. At spise sundt og nærende. At få det optimale ud af at faste rent mentalt. At øge ens opmærksomhed på de rette værdier i livet. At være i harmoni med omgivelserne og i tæt kontakt med ens familie. At træne fysisk og få hvilet nok.

Jeg er fuld af beundring over dem, der vælger at faste i 30 dage. Det må virkelig ikke være nemt. Her i landet er det varmen og luftfugtigheden, der udfordrer voldsomt. I Danmark er det de lange, lyse dage, der udfordrer, fordi længden på fasten bliver så vanvittig. Men jeg er alligevel ret langt fra at skulle bede om selv at udføre en måneds faste. Til gengæld vil jeg gerne deltage i zakat.

Før coronaen ramte, havde vi Ramadan-køleskabe rundt omkring i nabolaget, hvor man kunne donere forskellige slags mad og drikke. Pigerne hjalp mig med at handle og pakke til det, og jeg kunne rigtig godt lide det, fordi det er en meget fysisk og direkte måde at hjælpe på – og sjovere for børn end at donere penge online.

Ramadan-køleskabe er selvfølgelig ikke tilladt under en pandemi. Til gengæld er det gjort ualmindeligt let at donere penge – f.eks. når man er ude at handle. I vores lokale supermarked, Choitram’s, er der masser af initiativer året igennem, hvor man kan lægge 10, 25, 50, 100 eller 200 dirhams oveni det beløb, man står og er ved at betale for varerne. Så er der pludselig betalt for en række måltider til værdigt trængende eller for skolegang til børn, der ellers ikke kan få adgang til uddannelsessystemet i deres land. Det er nemt, når man ‘bare lige’ kan smække en 20’er afsted, hver gang man står med kortet fremme.Mange muslimer lærer også deres børn om zakat ved at inkludere det helt naturligt i deres opsparing. Så giver de deres børn nogle særlige, trekantede sparebøsser, hvorved de træner deres økonomiske sans i forhold til forbrug, opsparing og så velgørenhed. Jeg elsker den idé.Nok om zakat i denne ombæring.

Vi er nemlig på vej på en seriøs forlænget weekend. Ramadanmåneden er ved at være omme, og nymånen vil skinne over en Eid-festbuffet eller tre i de kommende dage.

Eid Mubarak til alle jer, der nu bryder fasten. Nyd jeres velfortjente fest!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Palm West Beach og The Pointe

I oktober 2020 åbnede der endnu en fantastisk, kunstigt anlagt strand i Dubai. Midt under pandemien og med et minimum af turister, men sådan er der jo så meget. Timing is everything, som man si’r.Palm West Beach hedder stranden, som er beliggende på ‘vest-siden’ af Palm Jumeirah’s stamme. Ikke at forveksle med West Palm Beach, der som bekendt ligger i Florida i Guds Eget Land. Der er bare dét, at her i De Forenede Arabiske Emirater, har vi det med at lade os ‘kraftigt inspirere’ af originale navne, ikoniske bygningsværker, verdensberømte steder osv. fra andre dele af verden.

Hvis italienerne har Venedig, forsøger vi da også at lave en slags Venedig i Madinat Jumeirah. Hvis Las Vegas har Caesar’s Palace, laver vi da bare en ø, der sjovt nok også har et Caesar’s Palace (og måske-måske ikke får en gambling-licens, når det måske-måske ikke er haram længere). Har cubanerne virkelig fede barer i Havanna, bygger vi da osse nogle barer, hvor der spilles salsa, sælges cohibaer og mixes mojitos. Hvis Florida er kendt for den særlige Miami-vibe, The Keys og kilometer efter kilometer af super-strande, så møffer vi da bare rundt med noget sand og laver vores egen mini-version med vores egen Miami-so-so-vibe. Sådan er dét.

Men selvom man måske godt kan smile lidt af kopi- og konkurrencekulturen ‘størst-bedst-dyrest-hurtigst’, er det stadig nogle vildt lækre steder, der bliver skabt til glæde for os, der bor her – og for turisterne, når de engang kommer i hobetal igen.

Jeg så masser af billeder i medierne af Palm West Beach med dens flotte promenade med restauranter og en fin splash-zone til børn, dengang området blev indviet. Og så glemte jeg helt ærligt alt om det igen. For Palm Jumeirah kan godt være sådan lidt irriterende. Altså ikke irriterende den éne gang i mellem, man vil på Atlantis til en fødselsdag i akvariet eller i vandland en weekenddag, men mere sådan hverdags-irriterende, hvis man nu fik sig den idé at skulle derud en gang om ugen efter et eller andet. Trafikken derude er træls, lige så snart man nærmer sig fyraften, fordi alle køretøjer skal bevæge sig samlet i sneglefart ad palmestammen, og bagefter rundt i rundkørsel efter rundkørsel på de to halvmåner/crescents.

Men okay.

Jeg fik da Palm West Beach genopfrisket i hukommelsen, da min veninde fortalte mig, at man må have HUNDE med på stranden og på spisestederne. Ikke ud at svømme og plaske vildt i havet, men med på en gåtur i snor og civiliseret leg. Og dét er vitterligt noget nyt i Dubai, hvor hunde efterhånden er ved at blive mere accepterede i forhold til at tage dem med i parker, på stranden, på hotel osv.

Vi stadig-lidt-nybagte-hunde-ejere var selvfølgelig nødt til at tjekke stedet ud hurtigst muligt. At finde en hundevenlig strand 7 minutters kørsel fra hjemme var jo næsten for godt til at være sandt.Daisy tog lige lidt tilløb til bruset og bølgerne, men efter et øjeblik var det en ren saltvands-indsprøjtning for hende.
En tidlig lørdag morgen var der så heller ingen trafik på Palmen. Parkeringshuset ved stranden stod stort set tomt, og der er efter sigende gratis parkering de første 6 timer, hvorefter det koster 5 dirhams at holde der i timen.

Billigt, billigt, billigt – for ikke at sige en sjælden, gratis fornøjelse.

Og udsigten fejler absolut ikke noget, vel ?Og når stranden samtidig ligger så fredeligt hen som hér en lørdag morgen, kan jeg garantere for, at jeg kommer igen hurtigst muligt. Næste gang vover jeg måske endda at gå på café med kræet, for at tjekke, om hun kan opføre sig nogenlunde ordentligt i dén sammenhæng.

Hvis du nu pønser på ferie i Dubai, er det ikke kun Palm West Beach, der er en åbenlys god idé til en billig eller helt gratis dase-dag, skulle budgettet ikke lige være til hotel med privatstrand.

Længere ude på Palmen ligger der også et hyggeligt udendørs shoppingområde med verdens nu største springsvand med lys og lyd – kaldet The Pointe. Ganske få minutters taxakørsel fra ovennævnte strand.Som man kan fornemme på kortet, er der direkte kig fra The Pointe’s promenader med restauranter og caféer over mod det terracotta-farvede Disney-agtige Atlantis, og selvom vi endnu har til gode at opleve det nye springvands-show, tør jeg godt garantere, at det er hyggeligt at opleve, for det andet springvand neden for Burj Khalifa og Dubai Mall i Downtown vedbliver at være en familiefavorit hos os.

Ud over Palm West Beach, The Pointe og hotellet Atlantis, har Palm Jumeirah endda fået et observatorium, hvor man kommer op til en helt fantastisk udsigt over Palmen og Dubai. Observatoriet hedder The View. Man skal i Nakheel Mall for at få adgang til udsigtsdækket, og i disse corona-tider skal der helt sikkert bookes billetter i god tid. Dér har vi heller ikke været endnu, så man må sige, at jeg reklamerer med enkelte uprøvede ting på bloggen i dag.
Og før jeg får rodet mig ud i at anbefale flere steder og oplevelser, jeg ikke selv har tjekket ud, vil jeg lige vise jer et par billeder fra en helt fantastisk fødselsdagsgave, som Martin var så heldig at modtage.

Samme weekend som vi nød strandtur med Daisy, ‘indløste’ Martin nemlig gaven – en bådtur til The World Islands, som er et menneskeskabt ‘ø-rige’ formet som et verdenskort, beliggende¨ ud for Dubais kyst.

Middagen blev indtaget lige dér ved den blå prik på kortet.

Øen er en lang og endnu ubeboet tange, der ligger placeret således, at den kun kunne komme til at hedde Antarktis. Vi har ikke viden om, hvorvidt Antarktis er købt af en russisk eller kinesisk rigmand, men hvis du brænder inde med en formue, kan du da undersøge, om det er en mulighed at købe tangen og opføre en lille ferieresidens med helikopterlandingsplads?Vi forsøgte virkelig også at spotte pingvinerne og blåhvalerne på og ved Antarktis – både ved inspektion på selve tangen og ved at flyde omkring i havet, men man skulle nok have drukket flere flasker vin for at få øje på dem!Efter timer med badning i det lune havvand, hygge, snak og skøn mad ombord, så Dubai’s skyline sådan hér ud, da vi begyndte at vende næsen hjemad igen mod Palmen.

Her er bare skønt.

Uanset vinklen, hvorfra jeg betragter dette her forunderlige, skizofrene fatamorgana af en by i en fjern Ørkenstat, så elsker og omfavner jeg det hele.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ghost Village Al Madam

For en uges tid siden trillede Martin, Mille, Daisy og jeg ud på et lille road trip.Daisy har desværre ikke helt knækket koden til at opholde sig roligt i bilen, så vi øver det ind i mellem på kortere og længere ture.

Denne her tur tog os en lille time uden for Dubai – lige over grænsen og ind i Sharjah, hvor der ligger et søvnigt provinshul ved navn Al Madam.Charmen er det så som så med. Hovedgaden i Al Madam består mestendels af mobiltelefonreparatører, kyllingerestauranter og små værksteder med olietønder, dæk og bilbatterier smidt i støvede stakke. De fleste butikker står tomme eller ligner noget, der ikke åbner lige foreløbigt. Der er stort set ikke et øje på gaden sådan en lørdag Ramadan-eftermiddag, hvor der stadig er 3 stive timer til iftar. Og skulle der vise sig en enkelt levende sjæl, er vedkommende helt sikkert af hankøn.

Ude på landet i De Forenede Arabiske Emirater render kvinderne nemlig ikke sådan rundt og handler, oser og vindueskigger som i storbyen, hvor damerne viser sig unødvendigt meget frem.

Men hvis Al Madam ikke er noget at skrive hjem om, hvorfor så i alverden tage dertil?

Martin ville vise os den såkaldte ghost village, der ligger lige i udkanten af Al Madam. Dén havde han nemlig besøgt for nogle år siden, hvor han var ude at køre Jeepers-tur med en kollega. De var drønet rundt i ørkensandet i et par timer med den lange karavane af Jeeps, og som et fatamorgana var denne her forladte landsby dukket op i horisonten.

Historien lyder næsten lidt for god til at være sandfærdig, men bare rolig, Al Madams forladte spøgelsesby er allerede fint dækket af CNN Travel og i masser af amatør-dronefilm på YouTube, hvis du ‘søger det op’, som Cille så fint formulerer det.Den farverige fortælling om den efterladte landsby handler selvfølgelig om en rædsom djinn, der gjorde livet surt for alle landsbyens beboere, så de til sidst så sig nødsaget til at flygte derfra. En arabisk djinn er en ånd (på engelsk lyder genie næsten ligesom djinn), og araberne er meget overtroiske, når det kommer til misundelse, pral, grådighed og såkaldt ‘onde øjne’, der kan sendes afsted, hvis nogen ‘tror, at de er noget’. Næsten en slags eksotisk form for Jantelov, som man kun kan beskytte sig imod det onde ved at velsigne hinanden med et dybfølt ‘Mash’allah’ – og så måske ved at bære symbolet Fatima’s hånd på brystet eller ved hjælp af det velkendte blå glasøje, der ofte hænges på huse og døre.Den mindre farverige – og muligvis mere realistiske – fortælling om dette gudsforladte sted er, at landsbyen var en såkaldt sha’bi, bygget under 1960’ernes begyndende velstand og fremskridt i Ørkenstaten. Sha’bi er den arabiske version af det engelske council housing program – altså at staten går ind og bygger boliger til den fattigste del af befolkningen for at sikre en minimums-levestandard for alle borgere i landet.I Al Madam området var folk beduiner, der drog fra sted til sted med deres kameler. Dén slags uregerlig sjov og ballade skulle emiratierne hurtigst muligt vænnes af med, da landet fandt olie i starten af 1970’erne, og hvor det pludselig blev anset for tilbagestående, når kulturer levede på denne her umiddelbare måde i pagt med naturen. Længe leve briternes evne til at sælge deres version af, hvad et civiliseret samfund går ud på, må man sige (med virkelig sur mine)!Så staten smed bogstaveligt talt beduinernes tæpper, flettede palmeblade og telte på bålet, og tilbød dem i stedet simple betonhuse, hvor de så skulle til at leve såkaldt ‘moderne’ livsførelse med elektricitet i stikkontakter, rindende vand og badeværelser med brus og wc.Der er noget virkeligt bizart over at stå midt i fremmede menneskers spisestuer og receptionsstuer, der er helt ufremkommelige af sand. Husenes indre har stadig deres personlige præg, og det giver en følelse af, at husene må være forladt for relativt kort tid siden, hvorefter en sand-tsunami har oversvømmet landsbyen.I det fjerne kan man skimte en form for nybygget portal. Måske er det til folks Instagram-gimmicks – hvem ved hvad det næste bliver?

Hvis det vitterligt er meningen, at Al Madam skal blive et rigtigt turistmål, må jeg så forsigtigt foreslå, at man fokuserer på at få fjernet affald og glasskår, og opsætter en række skraldespande, snarere end det der med at bygge en fancy portal til foto-ops?Overalt hvor man ser hen, har sandet overherredømmet. Ydermure bliver slugt af klitterne. Ruderne er forlængst knuste, og vinduerne står sårbare som åbne munde, klar til at modtage endnu en mundfuld sand. Sandet svier i øjne, mund og næse. Varmen blæser om ørene på os, som var der en føntørrer sat til verdens største stikkontakt. Faktisk er blæsten så jammerlig, at man hurtigt får lyst til at forlade Al Madam igen.

Og det bringer mig til den tredje tese om den forladte landsby, hvor der er bygget videre på idéen om, at hele stedet er en 70’er-udtænkt og konstrueret sha’bi, hvor beduinerne blev ‘tvangsflyttet’ til. Forklaringen går ud på, at der er forfærdelige vindforhold omkring landsbyen, som bevirkede, at sandet konstant forsøgte at overtage stedet. At landsbyens beboere kæmpede en David-mod-Goliath-lignende kamp mod naturens kræfter, som samtidig blev yderligere forsuret af, at staten vistnok glemte at gøre husene sådan helt færdige og beboelige. Det der med at trække strøm og vand til individuelle huse i en fjern Ørkenstat er nemlig en noget større og mere trættende opgave, end i den venlige, danske muldjord. Så måske var Al Madams lille befolkning blevet glemt og overladt til at kæmpe mod naturen på helt ulige præmisser? Måske var sha’bi-idéen alligevel lidt for fremmed og svær at føre ud i livet?

Vi ved det ikke. 
Og skaden er sket. Menneskerne er forlængst forduftet. Betonskeletterne står nu tilbage.

Stedet er måske ikke ligefrem forbandet eller fyldt af djinn og spøgelser, men ingen ved deres fulde fem ville forsøge at gøre det her sted beboeligt igen.

I udkanten af landsbyen ligger så moskéen, som er sidste stop og en trist oplevelse, hvis man altså kører ind til landsbyen via en lille stikvej tæt på hovedgaden.Rundt om moskéen er der fyldt med vinduesrudernes glasskår, opløste bedetæpper og grov graffiti. Vi listede forsigtigt omkring og tog bestik af den sørgelige forfatning. Hvad skal man sige og tænke?Jeg blev helt ked af det derinde, fordi jeg ved, hvor stor betydning, den lokale moské altid har for muslimerne. Og her var der virkelig tale om, at Guds hus var blevet vandaliseret, vanrøgtet og forladt.

Skal man tage en tur ud til Ghost Village Al Madam?

Ja – hvis du er klar på en ret syret oplevelse, der lige så stille er på vej til at blive et bizart turistmål.

Nej – hvis du lader dig ophidse af det fuldstændigt formålsløse i at glemme at rydde op og efterlade naturen som ren natur.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På vippen til sommer

April er en joker.

Ikke så meget i forhold til aprilsnar den 1. april, men mere i forhold til vejret i en ørken.

Der er overskyede dage, hvor fugten ikke kan slippe op og væk, så det føles som om vi er lukket inde i en trykkedel. Man bliver våd ned ad ryggen og får et fint, perlende overskæg ved bare at stikke uden for i 10 minutter på høj-fugtigheds-dage. Bagefter får man fuld udbytte af air conditioningen, når den våde ryg og bluse bliver isafkølet på et splitsekund.

Men så er der også de luftige, himmelblå dage, hvor en brise vifter omkring og giver os så fuldstændigt fantastisk vejr, at man knapt kan få armene ned i begejstring over at sidde på terrassen med kaffe og senere vin.Der er selvfølgelig også de forårs-blæsende dage, hvor luften er tyk af støv og finkornet sand, der giver forkølelses- eller allergilignende tilstande hos os, der har noget med næsen og luftvejene. På de dage er det frem med antihistaminerne og en god bog i sofaen, for jo længere man opholder sig ude, jo værre bliver symptomerne og reaktionerne i dagene derefter.

I år er april en flink og rar version af sig selv. Det er skønt at gå morgentur helt frem til kl. 9 om morgenen, og fra solnedgang ved 18.30-tiden er der igen behageligt at færdes ude. I de allervarmeste timer mellem 10 og 14 er det stadig helt fint at cykle eller gå lidt til og fra haven.

Alle der bor her fast skal have mest muligt ud af april. For vi ved, hvad der rammer os lige om lidt.Det er ikke “Kom maj, du søde milde”, der dukker op, ligesom man kan håbe på, at den gør i Danmark. Det er snarere noget i retning af en maj måned bevæbnet til tænderne med en spritny Dyson-hårtørrer, der blæser på varmeste funktion lige i krydderen på sine uskyldige ofre.

Så april er lig med grill, terrasseliv og hvidvin. Og selvfølgelig eftermiddags- og aftenture i ørkenen, mens der stadig er rart at være derude.Forleden nød vi en langstrakt eftermiddag sammen med vores venner ikke så langt fra Fossil Rock nær landsbyen Mlieha.Det gode ved at smutte ud i ørkenen via Mlieha Archaeological Centre er, at der er hårdtstampede “veje” at køre ad, så man slipper for at lukke luft ud af dækkene for en halv dags ophold i sandet. Længe leve dovenskaben, ikke?Der er fine muligheder for at klatre og kigge efter fossiler, og så er der nogle seriøse klitter. Kan man fornemme, hvor langt ned, der rent faktisk er?Det giver sved på panden, når børnene pisker og op ned. Jeg tog kun selv en enkelt tur op for at nyde den enestående udsigt. I det fjerne kunne jeg nemlig høre hvidvinen kalde, så det var om at komme ned igen.Ørkenen er sådan et smukt sted.

Når mørket falder på, bliver området bag Mlieha landsby mere og mere stille. Ikke stille nok til, at vi ville have lyst til at overnatte derude, men stille nok til, at freden sænker sig sammen med skuldrene, og øjnene stiller ind på uendeligt i bålets gløder.Børnene bager sommetider snobrød til de voksne, når jeg husker at forberede dejen hjemmefra. De fortærer helst selv grillede skumfiduser pakket ind i kiks og chokolade – s’mores.Vi legede lidt med en drone før solnedgang, og både før og efter solnedgang forsøgte vi os lidt med mobiltelefonernes kamerafunktioner. Mine venner er klart bedre til det end jeg er, så fotokredit skal altid gives til Miglena!Om hjørnet venter maj.

Her er også okay i maj.

Man skal bare tage sine forholdsregler. Drikke nok vand. Bruge solcreme. Finde skyggesiden. Acceptere, at det meste foregår indendøre og i fuld air conditioning. Huske sandalerne og solhattene, og aldrig gå barfodet omkring eller gribe uforvarende fat i brandvarme håndtag og gelændere udendøre.

Jeg tæller nu ikke ned til den stegende hede.

Jeg tæller ned til Danmark i juli.

Familie og venner.

Grønne vidder og frisk luft.

Kærlighed og kildevand direkte fra vandhanen.

Indtil da må vi få det bedste ud a’ ‘et.

Og der er stadig ikke et sted, jeg hellere ville bo end hér. 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expo 2020

Hvem taler overhovedet om Expo 2020 mere?

Det er nærmest årtier siden, at det var 2020, og det er da endnu længere siden, at mennesker kunne finde på at forsamles i store flokke for f.eks at deltage i en verdensudstilling, gå til en fed koncert eller andet større, fællesskabs-halløj, hvor smitte og kropsvæsker eventuelt kan deles med andre.

Men uanset hvordan vi vender og drejer tingene under denne her pandemi, forsøger arrangørerne af store, verdensomspændende arrangementer at klemme dem igennem alligevel.

Hvad skal man ellers gøre af alle de fysiske forberedelser og de mange penge, der allerede er smidt efter arrangementerne?

Qatar vil afholde et coronafrit VM, fordi alle deltagerne skal være vaccinerede på forhånd, og publikum kan vel følge med hjemme i fjernsynsstuerne.

Japan vil afholde et OL helt uden publikum og medrejsende familie for atleterne, så de på den måde kan holde styr på coronaen.

Dubai har også udskudt byens store arrangement – Expo 2020 – der nu begynder i oktober 2021 og slutter i marts 2022. Man håber selvfølgelig på, at coronaen er mere under kontrol til den tid, og det ender så også med at betyde, at der samtidig kan fejres 50 års fødselsdag for selve landet, De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg ved ikke rigtigt.

Faktisk bliver jeg helt modfalden, når jeg ser den fine og forventningsfulde promovideo for Expo 2020, der blev lagt på YouTube for godt et års tid siden. Alle de store ord, håbet, glæden, forventningen – og så fast forward til den syngende, kinesiske lussing, vi alle fik os i starten af 2020. Ingen af os anede, hvad der ventede os dengang. Og det er nok godt det samme.

Indtil videre står Terra – The Sustainability Pavillion klar derude på det enorme Expo 2020 site halvvejs ude i ørkenen forbi et stort industrikvarter, der hedder Dubai Investment Park (DIP). Man har kunnet besøge pavillonen indtil for ganske nyligt, men nu har de lukket den ned på grund af varmen, tror jeg. Der åbnes selvfølgelig igen, når hele festen skal løbe af stablen i oktober.

Der er ingen tvivl om, at Emiraterne har haft et stort ønske om at vise verden, hvordan innovation og teknologi er nøglen til at redde vores planet og ændre vi menneskers nuværende negative indflydelse på klima, miljø og natur for fremtiden. Terra-bygningerne, der er fuldstændigt selvforsynende, er et flot eksempel på dette. Indholdet i bygningerne er måske sådan lidt mere so-so.

Og Cille og jeg nåede lige at opleve det hele, før pavillonen lukkede ned for sommeren.

Man bestiller i øvrigt billetter på forhånd (koster stort set ingenting). Skiltning og parkering er fuldstændig strømlinet, og det samme gør sig gældende for billet-tjek, temperaturkontrol, håndsprit, toiletforhold, madboder osv.

Med andre ord er der styr på faciliteterne og logistikken omkring at have mange mennesker samlet midt under en pandemi. Emiraterne har virkelig vist sig at kunne kontrollere menneskemængder det seneste års tid, hvor de har holdt de fleste store parker og attraktioner åbne; og de er lykkedes fint med at vaccinere en betydelig del af befolkningen på ret kort tid, og med at få opbygget store, effektive felthospitaler og vaccinationscentre, hvor der er et rend af mennesker i og omkring, uden at det er ude af kontrol.Her står den imponerende gateway til Expo. Porten kan efter sigende åbne og lukke, og det er en enestående, elegant stålkonstruktion, som de fleste ingeniører sikkert får våde drømme over. Så høj, så spinkel, så fin i sit udtryk.Naturligvis med masser af LED-lys, så konstruktionen er lige så imponerende efter solnedgang som i dagslys.Ingen stor begivenhed uden maskotter, der hilser på de besøgende, vel? Her i Arabistan er det så naturligvis emirati-børnene Latifa og Rashid, der tager imod børn og voksne on site. Cille er desværre blevet for stor til at kramme dukker, så vi nøjedes med at smile til dem på afstand. 
Over alt – inde som ude – er der enormt smukt og dekorativt med informationer om menneskets færd og indflydelse på jorden.Det meste af pavillonen er helt perfekt til børn i alle aldre, fordi det er intuitivt forståeligt, hvad det er, vi skal til at ændre, for at vores planet fortsat kan være et godt sted at leve for mennesker og dyr.Der er skruet godt op for de elektroniske virkemidler undervejs, hvilket er typisk araberne. De er elektronik-gale.Pavillonens indre er opdelt i to – en fortælling om livet på landjorden og en anden fortælling om livet i verdenshavene.Overalt fanges øjnene af dekorative, glimtende uroer, lys og lydeffekter, små stilleben, fine displays osv. Nogle af budskaberne er klare, andre knapt så meget. Nogle af aktiviteterne giver mening, andre knapt så meget. Der er intet for alvor nyt under bæredygtighedsparasollen, men de har da gjort et hæderligt forsøg på at fortælle os noget om naturressourcer, genanvendelse, smart teknologi, menneskers adfærd osv. Der blev bare lidt meget Tivoli over indholdet, hvor jeg havde håbet på, at de ville give os hver især noget stof til eftertanke, f.eks. form af svære spørgsmål til vores egen adfærd, omlægning af vaner, varige ændringer i vores behov og forbrug osv.

Vel ude af bygningen og dens air con kan man så nyde synet af solceller og smukt arrangerede arabiske planter og træer, som jeg desværre glemte at fotografere. Men jeg nød dem. Det var dejligt at se, at de havde valgt at bringe deres egen natur og planteliv ind i udstillingen, i stedet for bare at plante række efter række af hollandske blomster, som de ellers altid plejer at gøre.Vi endte vores udflugt med at spise hæderlig shawarma i en af madboderne, mens solen gik ned.

Jeg vil glæde mig til at opleve andre dele af Expo, når de engang åbner. Det hele lignede lidt en byggeplads uden for Terra Pavillion, men hvad ved jeg om det. Færdige skal de jo nok blive til tiden, for her til lands sætter man bare nogle flere (altså virkelig mange flere!) Byggemænd Bob’er i gang, hvis der er behov for det.Og skulle du få mulighed for at lave stopover i Dubai på din vej til Fjernøsten her til efteråret, vil jeg varmt anbefale dig at besøge Expo 2020.

Aj, who am I kidding? 

Ikke mig selv, ihvertfald.

Jeg har stadig lidt svært ved at tro på, at der kommer horder af stop-over-gæster og besøger Verdensudstillingen i Dubai, men heldigvis kan jeg tage fejl så let som ingenting.

Forretningsfolk skal der nok komme, hvilket jo er det primære formål med Expo. At få lavet noget big business inden for alle sektorer, offentlige såvel som private.

Og jeg håber da inderligt, at jeg tager grueligt fejl. For alt i verden. Det ville være så ærgerligt, hvis alle de penge og al den energi, der er kanaliseret i Expo 2020 ender med blot at blive til endnu er nybygget boligområde midt i ørkenen uden for Dubai. Den slags har vi allerede så rigeligt af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet