London, Baby

Det er fire år siden, vi sidst var på en ‘rigtig’ familieferie.Ingen skal føle sig forpligtede til at udtrykke deres dybeste medfølelse eller sympati – jeg er udmærket klar over, at jeg taler fra et über-priviligeret og privilegieblindt sted, for i de seneste fire år har vi haft masser af tid med vores familie og venner i DK.Men rejseoplevelser som lille firkløver har vi ikke haft siden 2019, hvor vi tilbragte Spring Break på Bali. Året efter – det sagnomspundne 2020 – havde vi booket Spring Break i Vietnam, men det blev selvfølgelig forpurret af you-know-what, ligesom alt andet. Sorgen over ikke at få denne her slags oplevelser som familie blev hurtigt skubbet væk af glæden ved at kunne tilbringe de to efterfølgende somre i Danmark med stort set ingen corona-forhindringer – eller ihvertfald med så små begrænsninger, at det for os stadig føltes som den totale frihed i to hele måneder, før vi igen skulle hjem til mundbind overalt og afstandtagen fra hinanden og selvet.Men der er en forskel. En forskel på at rejse ‘hjem’ til Danmark for at se familie og venner, og så at rejse ud for at opleve nye steder og kulturer.

Jeg plejer at sige, at det jeg oplever allermest i Danmark, er det indvendige af Rema 1000 i Sophienborg – og det er nogenlunde tæt på sandheden.

For selvfølgelig er vi ikke på 2 stive måneders fest og farver.

Der går også hverdag og spaghetti bolognese i den for os, uanset hvor priviligeret det er at have så lang en sommerferie. Ingen af os almindeligt dødelige har budget til at være ægte turister i to måneder – og ville det ikke også være totalt udmattende? Hele pointen med en ferierejse er jo netop, at man fyrer den lidt af og kommer væk fra det hjemmevante for en stund. En stund holder bare ikke i to måneder, og det er faktisk okay. Det afholder mig dog ikke fra at ønske, at pigernes og min sommerferie var lidt kortere, så ferierne kunne være bedre spredt bedre ud over hele året, hvor vi ind i mellem virkelig trænger til nogle dage væk fra skolen.Men er feriedagene er nu engang lange og mange – og vi forholder os derfor til 8-9 uger hver sommer, hvor der skal ske noget, men helst ikke med 18o km./t. hele tiden. Dén oplevelse har pigerne bestemt heller ikke. Faktisk tror jeg, at de også finder sommerferien alt for lang og ret kedelig, fordi de savner deres eget værelse, vennerne, Daisy-hunden, Maricel og de ting, de plejer at lave i deres vante omgivelser.Vi er i gang med at bygge et sommerhus i Danmark, så vi har vores eget sted både i Vestjylland og i Nordsjælland.Vores fantastiske arkitekt har tegnet en minimalistisk bolig, der står på en kolonihavegrund, selvom huset er langt fra Mormors kolonihavehus. Gentrificeringen vil vist ingen ende tage, når udedanskerne æder sig ind på noget så helligt-dansk som kolonihaverne? Men det er kendsgerningen.

Vi har på denne her måde mulighed for at nyde et skønt, lillebitte hus tæt på Martins familie i Hillerød. Det skal selvfølgelig ikke udlejes, sådan som sommerhuset bliver det i Blåvand, både fordi det ikke er lovligt i kolonihaveforeningerne, og fordi det skal være helt vores eget sted med vores personlige ting, så vi kan komme og gå, som det passer os. Det er på ingen måde en ‘god investering’, der ‘på sigt giver afkast’, men det er vores spæde forsøg på at finde en løsning, hvorpå vi kan opholde os i Danmark i længere tid – uden at drive rovdrift på alles gæstfrihed – og uden at drive vores tween og teenager til mildt vanvid.

‘Hvorom alting er’, siger arkitekten, ‘så står huset klart til sommerferien 2023’ – og det må vi så se, om det gør. Vi krydser ihvertfald samtlige fingre og håber inderligt, at det lykkes, for hold op, hvor vi ser frem til denne her løsning på vores ‘bo-udfordringer’.Jeg er så taknemmelig for, at vi kan give pigerne et indblik i livet i Danmark 2-3 gange om året, hvor de skal med S-toget, på biblioteket og i svømmehallen, finde madvarer i Lidl og vente i kø på apoteket. Det er alt sammen dejligt, sjovt, hyggeligt og en måde at give dem et tilhørsforhold på – men – jeg var i dén grad også klar på at gøre noget andet sammen som familie. Og i denne Spring Break – fire år efter den sidste tur – lykkedes det os endelig at få planlagt og gennemført en rigtig oplevelsesferie for firkløveret.London, Baby! Tilbage til dér, hvor vores udlandsliv begyndte sammen med en halvanden-årig Cille.Hér boede vi i den lille enklave af romantiske huse – Harts Grove – der ligger på grunden af et tidligere psykiatrisk hospital. Nu er der dog kun et efeu-krat og en låge tilbage, der minder om, hvor hospitalet lå.Hér boede vi så i det yndige dukkehus med adressen 78 Harts Grove, IG8 0BN, Woodford Green, Redbridge, North East London. Dengang var døren en smuk flaskegrøn farve, men ellers ligner huset sig selv, og de nuværende beboere har også Peppa Pig plastiklegetøj. Den store rosmarin vokser tilmed stadig som en hel busk ved siden af stuevinduet. Og her blev Cille så tvunget til at forevige sine gamle forældre, der kun er blevet 13 år ældre, siden vi sidst stod foran huset og tænkte, at ‘her ville vi da gerne bo’.Nærmeste tube station til Harts Grove er Woodford Green, som ligger i Churchills gamle valgområde til parlamentet, Epping, lige på grænsen til Essex, der begynder, hvor den røde Central Line ender i handelsbyen Loughton.Jeg gik med tårer i øjnene hele formiddagen og ‘nostalgiserede’ over alting. Den lille high street har nu fået en Costa Coffee og mere fancy spisesteder, men mange af butikkerne og restauranterne var nu alligevel de samme som i 2011, da vi flyttede hertil. Der er også stadig masser af council housing og ‘estates’, der på ingen måde er charmerende eller et sted, ‘man’ kunne ønske sig at bo. England er mange ting, men et stærkt klasseopdelt samfund, dét er det.Der var også et lille kig til vores gamle kirke, All Saints Woodford Wells, hvor Cille og jeg deltog i legestuen en gang om ugen. Legestuen var ikke rituel eller ceremoniel, og jeg tror heller ikke, jeg ville have passet særligt godt ind i deres protestantiske missionering, hvis de var begyndt på det.Apoteket og lægeklinikken lå der selvfølgelig også oppe på high street, hvor jeg lærte at holde af National Health Services, NHS, der som bekendt er holdt sammen af tre gamle hæfteklammer og en knirkende syning, præcist som det danske sundhedsvæsen.Den lokale pub lå der selvfølgelig også stadig – og andedammen, hvor Cille fodrede ænder every.freaking.day.Hun fornemmede tydeligt, at jeg var følelsesmæssigt påvirket af at være på besøg i hendes tidligste barndom – dér, hvor jeg følte, at vi blev til en ‘rigtig’ familie, fordi der pludselig var tid på en helt anden måde end der havde været i Danmark med to fuldtidsjobs. Hun mærkede det så tydeligt, at hun endda indvilligede i en hæderlig forevigelse af øjeblikket, nøjagtigt på det sted, vi har så mange andre fotos fra. For 13 år siden, vel at mærke.Vi kendte og genkendte samtlige veje omkring Woodford Green – og alt, vi faldt for, var ligeså skønt og smukt som for 13 år siden. The fields – engene – for eksempel. Så grønne og friske uanset årstiden, og helt perfekte til en halvanden årig udforsker med nye, fine wellington boots til at hoppe i muddy puddles med.Miniput-byen-i-byen med den velfungerende high street og et romantisk gadekær, som var vi på Samsø.De tuttenuttede Harts Grove-huse med smukt anlagte haver og masser af blomstrende træer langs de snirklede gader.Mille gik lidt ved siden af fortællingerne, men erklærede, at hun havde jo været ‘lidt med’ – inde i min mave, og det er ganske rigtigt. Cirka et halvt år efter vores flytning til England blev jeg gravid med Mille.Så meget levet liv siden dengang i Woodford Green. Et firkløver i stedet for et trekløver for at tage den mest åbenlyst forskel. Baby- og tumlingeliv med gylp og gummistøvler, Ben and Holly’s Little Kingdom på fucking repeat og 45-minutters lynvisitter på den lokale Prezzo, hvor vi kastede en pizza i hovedet, før den lille trunte blev urolig. Senere blev London og dukkehuset i Harts Grove udskiftet med et fancy hus i Ipswich helt uden en reel adresse, fordi det var så nydelig en lille landsby, at man da kendte husene ved deres navne.

Nye i udlandslivet var vi dengang. Ingen vidste, hvad der lå forude. Holland, virkede mest åbenlys, men ikke særligt tillokkende for nogen af os. Mellemøsten blev det til i stedet, alhamdullilah, da vi var 3 1/2 år inde i vores Englandsliv. Mashallah, vi er velsignede med alt dét, vi oplever og lever. ❤🌙🐣❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Waib Al Hanna

Flyvende Mormor landede fint og nåede at nyde livet med børnebørn, nussehund og strikketøj på en solskinsplet i en fjern Ørkenstat i en håndfuld dage. Og så var hun pludselig ikke længere så flyvende. Faktisk var hun helt fladmast og havde det ‘bedst’ på langs, hvilket ikke siger ret meget – for hun var virkelig i en elendig forfatning.Det kom så pludseligt og uventet, og vi forsøgte at finde balancen mellem fred og sygepleje-puslen, så godt vi kunne, nu hvor Mormor pludselig var syg langt hjemme fra sin egen seng og vanlige omgivelser.

Findes der noget værre end at blive hundesyg i ferien?Vi håbede hver dag, at der nu måtte være lidt fremskridt i sygdomsforløbet, men det blev ikke rigtigt bedre. Til sidst besøgte vi lægen, og Mormor havde intet mindre end Influenza A og B på én og samme tid. Det forklarede naturligvis den genstridighed, sygdommen udviste, når hun sådan havde slået to slemme fluer med ét enkelt smæk. Desværre var vi alt for sent på den i forhold til at få virkning af Tamiflu eller lignende influenzapræparat, så Mormor måtte stå den ud og forberede sig mentalt på at blive lidt længere og lave en erstatningsanmeldelse hos rejseforsikringen.

Og gudskelov for dét. Selvfølgelig er det stadig usikkert, hvor meget eller lidt, forsikringen samler op, men det har været en lettelse, at Mormor forlængede sit ophold, så vi trods alt har fået hyggelige eftermiddage med kaffe og pool-leg, gåture med Daisy og små oplevelser med pigerne i et tempo, som er overskueligt.

Den helt store ferieoplevelse fik Mormor dog desværre ikke med denne gang, men jeg har lovet hende, at hun har det til gode til næste gang. Hendes julegave var nemlig en naturoplevelse efter eget valg i Emiraterne. Det kunne være en snorkletur med båd fra Khorfakkan, kajaksejlads i mangroven i Abu Dhabi eller en vandretur i Hajjarbjergene i Fujairah. Mormor valgte sidstnævnte aktivitet, og alting var booket og på plads, da hun blev så influenzaramt, at intet kunne lade sig gøre.Vandreture – hikes – i bjergene i Emiraterne er blevet meget populære i kølvandet på Den Unævnelige Kinesiske Virus Der Lagde Hele Verden Ned, fordi der ikke var mulighed for at gøre de sædvanlige weekendaktiviteter i sandkassen med brunch-fester mig her og der. Pludselig fik frisk luft og natur et større fokus.

Særligt emiratet Fujairah byder på vanvittigt smukke ruter i bjergkæden Hajjar, der deles mellem De Forenede Arabiske Emirater og naboen i øst, Oman. Vi har prøvet en smule kræfter med at hike i selskab med vores gode venner, som er meget sporty og har styr på app’en Wikiloc, som oftest anvendes til at finde vej ved hjælp af andres vandrede ruter. Så tjekket er jeg IKKE. Jeg kan muligvis øve mig lidt i at glo på Wikiloc, men jeg er på ingen måde egnet til at tage ansvar for en vandretur i bjergene.Heldigvis for utrænede bjerggeder som mig, er der hjælp at hente fra erfarne hiking-bureauer, der vælter rundt på Instagram med de smukkeste fotos af de mest fantastiske udsigtspunkter og bjergtagende wadis. Til Mormor havde jeg booket en vandretur i Hajjar-bjergene uden for landsbyen Waib Al Hanna – en tur, der naturligt nok kaldes Al Henna Trail, fordi ruten går igennem et område, hvor der traditionelt blev gravet henna-rødder op.Men Mormor var som sagt alt, alt for syg til at komme ud og vandre, så jeg tog selv afsted kl. 5 om morgenen for at tilbagelægge en køretur på ca. to timer til Fujairah. Ved ADNOC-stationen langs hovedvejen Al Shohadaa mødte jeg gruppen, der bestod af alle mulige forskellige og virkelig flinke mennesker, der enten kom alene, med deres partnere eller venner.Jeg fik lige en dobbelt espresso, før vi trillede ud af ADNOC-stationen og et lille stykke videre, før vi kørte af og parkerede bilerne ved begyndelsen til Al Henna Trail. Alene på ruten var vi bestemt ikke, men de andre virkede til at være ude på egen hånd, hvilket efter sigende er blevet ulovligt pr. 1. marts 2023.Jeg havde på forhånd tjekket, at ruten var vurderet til intermediate og/eller beginner+, hvilket virkede helt fair, da både min Mor og jeg er i rimelig grundform og holder af at vandre i timer.

Det kan dog konstateres, at intermediate eller beginner+ er på en helt anden skala end man kunne have forestillet sig i en europæisk sammenhæng på Caminoen i Spanien eller Hærvejen i Danmark og den slags. Her i ørkenlandet er det stenede, uregerlige bjergterræn og de 30++ grader i allerhøjeste grad med til at udfordre både energiniveauet og den fysiske udholdenhed undervejs. Når min Mor kommer retur til efteråret, vil jeg sørge for, at vi holder os til beginner-hikes. Alt andet er for voldsomt.Al Henna Trail var en 11 km. loop-rute, hvor vi gik igennem stenet wadi (flodleje) og op og ned ad smalle, stenede bjergstier, hvor der var præcist plads til én person ad gangen. Undervejs var der enkelte steder, hvor de to guider hjalp med at hive os op ad meget stejle klippefremspring eller ned ad glatte, våde overflader, for der var vand i små pools rundt omkring. Nogle gange var vandet nærmest azurblåt eller mælkehvidt – andre gange var det ir- eller neongrønt. Sulfur og mineraler aflejres i de små pools, og al vandet kommer fra bjergenes naturlige kilder, der springer på alle tider af året.Guiderne var utroligt vidende om naturen. De viste os planter, der kunne bruges til forskellige medicinske og helbredende formål, og de fortalte om dyrelivet, der dog ikke var særligt presente, fordi der er for mange mennesker på ruten.Undervejs holdt vi små pauser, og de 11 km. blev tilbagelagt på små 5 timer. Jeg kunne ikke have gjort det hurtigere, så det var bestemt ikke gruppen af med-hikere, der satte tempoet ned. Varmen gjorde væskepauser nødvendige, og jeg fik også lidt appelsin og chokolade for at holde energien oppe. Det eneste ‘trælse’ ved at være del af en gruppe var fællessangen i en lille gruppering af asiater. Det virker som om alle asiater elsker karaoke, og det kan muligvis føles som lidt lang tid at lytte til Shine Bright Like A Diamond a capella, mens man går i et meditativ terræn, der burde indbyde til ro og reflektion – hvis man altså ikke lige er asiat. Indimellem lykkedes det mig at undslippe mine nye asiatiske bedstevenner, og så var der måske 5 minutters mental ro, før de næste flinke menneske var på banen med et so where are you from? Jeg er ikke anti-social, men for mig er hiking også en mentalt beroligende aktivitet, og det får man ikke på samme måde, når der konstant bliver small-talk’et med helt ukendte mennesker.Den sociale aktivitet var dog en lille ‘pris’ at betale for at føle sig tryg i Hajjar-bjergene, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i en gruppe-hike med et bureau. Det var intet mindre end fantastisk at opleve naturen uden at have et overordnet ansvar for ruten eller fællesskabets humør og engagement. Jeg kunne og skulle kun tænke på mig selv, og så sætte ét ben foran det andet i voldsomt smukke omgivelser.Forhåbentlig bliver det ikke kun mig, der skal nyde vandreture i Fujairah fremover. Min Mor må se at komme retur til efteråret, når der starter en ny hiking-sæson. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lige om lidt

Det er søndag, og jeg har a case of the weekend-blues.Den blå følelse kommer ikke af en træls weekend – tværtimod – for har vi haft det så dejligt med en fin balance mellem sociale aktiviteter og afslapning. Med lørdagsmiddag på Bluewaters og slentretur med kig op til det store pariserhjul, Ain Dubai, som holder stille på ubestemt tid. Jeg afholder mig pænt fra at gisne om, hvorfor det store hjul ikke drejer rundt, men absurd at se på, dét er det.Vi har også deltaget i den fineste Fastelavnsfest med mit arbejde, Dansk på DIA. Vi var 70 børn og voksne i vores lille grønne oase af en ghetto, der slog kattene af tønderne og åd hjemmebagte fasteboller, som var vi bestilt til det. Dét er da ret godt klaret af et lille parallelsamfund, synes jeg. Jeg var i øvrigt en panda, hvis nogen skulle spørge, og Mille var Ginny Weasley fra Harry Potter, fordi hun er både sej og rødhåret.Men mere weekend vil jeg ha’, for netop nu hænger Flyvende Mormor et sted højt oppe over Tyrkiet, og jeg kan næsten ikke vente til hun er her hos os.

Ligeså dejligt det er at komme på ferie hos familien i Danmark, ligeså dejligt er det at have familien her hos os. Faktisk er det nogle gange endnu dejligere, fordi vi så har muligheden for at forkæle dem lidt og sammen få nye oplevelser her i vores adopterede hjemland, der byder på VILDT mange sjove og anderledes ting.

Mille har gjort fint klar til Mormor i gæsteværelset. Hun har lagt et zebra-sovedyr på dynen, fordi zebraen er Mormors yndlingsdyr. Ved siden af ligger en kærlighedserklæring og senere er der også kommet et hjemmelavet armbånd til.Mille er så topcute. Hun har været vred over, at hun ikke måtte komme med i lufthavnen for at hente Mormor søndag nat, for hun kunne jo bare sove, når hun blev gammel. “Jeg elsker bare Mormors scent”, mumlede hun, da jeg endelig fik overtalt hende til at gå i seng. Det er et helt fysisk savn, hun har efter sin Mormor. Og jeg har det samme efter min Mor.

Og når Mormor-Mor endelig kommer, så skal vi alting og ingenting. Spise, snakke, gå, lege, pjatte, kramme, sidde, falde i staver, fjolle, vrøvle og bøvle. Hun skal nyde solen og varmen, mens vi er i skole og på arbejde, og sammen skal vi ud at opleve natur og kultur i de næste 10 dage, før hun vender snuden mod Det Kolde Nord igen.

Jeg har lagt alt for mange planer allerede. Og drømmer om at nå A-L-T på ingen tid. Det er det sædvanlige, every single time.

Min Mor skal spise krydrede Punjabi-samosaer med mig, siddende i græsset.Hun skal rynke på næsen og nægte at smage den brunkage-krydrede, hvinende søde masala chai med masser af opskummet “Rainbow-mælk”, som Cille og jeg kan li’.Hun skal hoste sig igennem oud-røgelsen og erklære arabernes dufte decideret farlige for luftvejene, mens jeg selv indånder dybt og modsætter mig kritikken. Ligeså lidt hun elsker de stærke dufte af oud, rose, kostald og tobak, ligeså højt og inderligt elsker jeg dem.Min Mor skal spise grillet kød, nybagt brød og aromatiske ris.Og min Mor skal glo på fine kager og søde sager, mens hun overvejer, hva’ pokker, de er lavet af.Måske henter hun en is hos de vanvittige tyrkere – eller måske vil hun smage de bittesmå iskugler sammen med Mille.Min Mor skal også se på brugskunst, tøj, smykker og fine pyntesager sammen med Cille.Og vi skal ha’ kiks, frugt og snacks fra alle verdens hjørner.Jeg glæder mig. Mindst ligeså meget som Mille, der forhåbentlig er faldet i søvn, mens jeg skriver.

Kom nu bare. Flyvende Mormor.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ud i naturen

Det er længe siden, at vi har været på camping i ørkenen, men forleden fik vi os endelig pakket sammen og begav os ud på den ene side af det imponerende Sheikh Mohammed Bin Rashid Al Maktoum Solar Park.Billedet her er lånt fra DEWA (Dubai Electricity & Water Authority) og solcelleanlæggets hjemmeside: https://www.mbrsic.ae/en/about/mohammed-bin-rashid-al-maktoum-solar-parkog selvom det ligner noget fra en sci-fi-roman eller måske Saurons Tårn i Ringenes Herre, er der tale om den virkelige virkelighed. Anlægget er naturligvis verdens største. Det giver mening både i forhold til vejret i en ørkenstat og mentaliteten i den arabiske verden. Hvis vi køber ind i hele solcelle-idéen, skal vi være de bedste og de største, ikke?Solcelleanlægget bygges i enorme faser, der fuldføres på ca. 2-3 år, hvorefter de fortsætter derudaf med en ny fase – kilometer efter kilometer æder de sig ind i ørkensandet. Og der sker ikke noget som helst ved at gøre der, for det enorme område bruges alligevel ikke til andet.

Solcellerne flytter sig kontinuerligt efter solens stråler, og de arbejder også med fotovoltaiske celler, som jeg knapt forstår, hvad er. Det eneste, jeg kan se med det blotte øje er, at der skinner et vanvidslys ud fra det høje tårn, så der opstår en form for lys-sky eller et lys-fatamorgana, der vitterligt ligner noget fra en dommedagsfilm. Og når verden ser så fuldkommen sci-fi-agtig ud – helt derude i den uberørte natur – er det faktisk en hel lettelse at mærke lidt på den knortede bark og de stikkende grene på ghaf-træet, og at klatre rundt i sandets smukke bølger. Vi ground’er lige med hænderne og fødderne, når verden bliver stor, sær og lettere uforståelig.Denne gang var vi kørt mod Al Qudra allerede ved 14-tiden, så vi kunne nå at nyde mine nybagte fastelavnsboller og stille telt op, før det blev gin & tonic tid i solnedgangen.Den lille lejr bag solcelleparken er fantastisk, når det ‘bare’ handler om at hygge sig og nyde campinglivet, for der er alt for få dunes til, at ørkenbils-entusiasterne gider komme der. Som I kan se på billedet, er vi vitterligt kørt om bag en enkelt dune, for herefter at slå telte op i læ.Når vi endelig er kommet herud, er der fuldkommen ro. På sådan en ubeskrivelig måde. Det er det storladne ved ørkenen, der giver os den fredfyldte fornemmelse.Øjnene får lov at vandre. Kroppen får lov at vandre. Tanker, håb og ønsker kan sendes højt op i himlen. Vi finder små dyrespor og efterladenskaber efter fugle, harer, firben og gazeller i sandet. Vi får kigget indgående på de få planter og træer, vi møder undervejs.Planternes og træernes overlevelsesevne og hårdførhed er en kilde til evig beundring. Her har jeg zoomet ind på ghaf-træet, som i øvrigt er det nationale træ i De Forenede Arabiske Emirater og naturligvis en fredet art i ørkenen, så man skal passe på det – og selvfølgelig ikke knække grene af til bål eller lignende.

Hver gang vi er i ørkenen, overraskes vi over, hvor pludseligt solen går ned.Cille havde dog forberedt sig, så hun kunne læse videre ved hjælp af en lommelygte, og Mille klatrede lige en sidste gang op ad en stor bunke sand sammen med Chase, før det blev mørkt.Stemningen er afslappet og varm, når der ikke er andet at forholde sig til end lidt madlavning og at få nok varmt tøj på til vintertemperaturen i ørkenen. Det er back to basics – og det er decideret sundt for nervesystemet at skulle forholde sig til helt basale behov, tror jeg. Især når hverdagen flimrer meget.Bålets varme var virkelig på sin plads her i februar. Hvis man ikke har oplevet en ørken, kan det være svært at forestille sig, hvor fugtigt, der rent faktisk er. I vintermånederne december, januar og februar, kan man fryse helt vildt derude – og vi endte med at sove i merinould, store dyneveste og skisokker i teltet. Det lyder åndssvagt, men fugtigheden er en stor faktor i De Forenede Arabiske Emirater – uanset årstiden. Og måske burde jeg tilføje, at fugtigheden er en lidt træls følgesvend, fordi det føles så ubehageligt, uanset om man er kold-og-klam eller svedende-klam.

Næste morgen vågner vi til helt vindstille, klart vintervejr.Martin steger bacon og æg til de morgensultne tropper.Selv hunden kan fornemme, at der er noget lækkert i vente, selvom den selvfølgelig ikke må få røget gris.

Desværre blæser det op efter en ellers så stille og dejlig morgen, og vi pakker sammen – svedende og snøftende – for de fine sandkorn går lige i åndedrætssystemet.Og nu er vi hjemme igen. Teltet er blevet luftet, vasket og tørret hjemme i parcelhushaven, så den er klar og fin til næste omgang sandblæsning. Vi har også næsten fået ‘snøftet færdigt’ efter at sandstormen lagde beslag på samtlige pande- og bihuler i familien, og så er der tilmed forlænget weekend fra skolen. What’s not to like?

Skiferie blev det desværre ikke til – men som det fremgår af billederne er der masser af natur og udeliv her i ørkenstaten, som vi kan nyde lige nu, mens vinteren stadig giver os behagelige temperaturer både om dagen og om aftenen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Februar – hva’be’har

Januar viste sig at være en 339 dage lang og ørkesløs ørkenvandring. Udmattende for alle involverede. Selv for Daisy.Heldigvis har februar vist sig at være et langt mere charmerende bekendtskab, blandt andet fordi vi startede ud med et Nytårstaffel, som en slags genfejring af, at vi nu skriver 2023, og at vi for hæwla har lov at håbe på det bedste. Igen-igen-igen.Det med det lysegrønne håb for det nye år sendte vi afsted i selskab med Hr. og Fru M, der fortjente en fejring ligeså meget som vi selv gjorde. Ind i mellem er det med at lede efter lyspunkterne, når man bokser rundt i en lidt for stor manege.

Til taflet var der sørme kommet en iransk kaviarleverance lige på det rette tidspunkt. Denne gang serverede jeg de sarte, vilde størrogn med lidt frisk purløg, en fuldfed creme fraiche og lidt hakkede æg – og så selvfølgelig med ‘pagne til. Det var sådan set kun de hårdkogte æg, der var overflødige, lød bedømmelsen fra selskabet.Hovedretten var et samarbejde mellem Martins oksemørbrad på grill og mine semolina-sprøde ovnkartofler, men det var der ingen, der forevigede, for vi havde travlt med at spise og drikke. Præcist, som det var tiltænkt og (tiltrængt). Men da vi kom til kagerne, var Fru M der igen med kameraet. Paris Brest med hasselnøddecreme, jordbær- og citrontærter, og en ordentlig chokoladesag med guld på toppen, som Cille gad at spise.Kagerne havde jeg hentet i Odeón Dubai, som i sandhed er en bid af La France midt på Jumeirah Beach Road. Man skulle næsten tro, at de havde haft de filippinske medarbejdere på kursus i kundeservice a la Paris. Men kagerne smagte vidunderligt, og det var trods alt det vigtigste. Til gengæld var kransekagebageren (læs: Martin) hverken mut eller fransk-arrogant, mens han servicerede selskabet. Han var faktisk helt i vater.Og i samme overskudsagtige stil overraskede han med at have forberedt en musikquiz til taflet. Quizzen blev tydeligvis ikke vundet af mig, selvom jeg forsøgte at true mig til det flotte trofæ af en guldpokal. For hvem vil ikke gerne ha’ sådan en præmie pyntende på skænken i stuen, spø’r jeg bare?Jeg elsker, at vi kan fjolle og hygge på denne her måde i en selvvalgt familieform, når nu den biologiske familie er ret langt væk det meste af tiden.

Og når nu jeg nævner den biologiske familie derhjemme, modtog jeg følgende billede af min kære Svigermor fra hendes entré forleden. GLS havde lige været forbi med en lille bestilling. Fra mig til mig.

Nu er min Svigermor ikke nødvendigvis verdens største menneske rent fysisk, men kasserne var stort set på højde med hende, da hun skulle pakke ud og tjekke for skår. Jeg fik helt røde kinder af flovhed over, at de ting, jeg har bestilt, fylder så meget hjemme hos dem. Men om lidt flytter kasserne ud igen og hen i det her hus, som vi er ved at bygge i Hillerød. Vores sommer- og julehjem i det nordsjællandske. Heldige os.


Vi skal hjem og se til husbyggeriet i slutningen af marts, når vi har Spring Break. Den 14-dages forårsferie ligger aldrig samtidig med den kristne påske, hvilket er både dejligt og irriterende, men vi vil da benytte lejligheden til at se til det kommende sommerhus og til familien derhjemme.

Indtil da nyder vi februar her i Dubai. Grøn, fin og sval, som den nu er i en fjern Ørkenstat.I næste uge er der endda to fridage fra skole – ikke en hel uges vinterferie som i Danmark – men to dage i sammenhæng med weekenden er da dejligt at se frem til. Og jeg går den lille break i møde velforberedt. Med spritnye emneforløb til alle seks årgange.

Year 4 og 5, som svarer til 2. og 3. klasse, skal arbejde med H.C. Andersens liv og forfatterskab – og med genren kunsteventyr i form af den bedste af alle klassikerne, “Den Grimme Ælling”.Year 6, som svarer til 4. klasse, lukker deres nuværende forløb om FNs Verdensmål og går et litterært forårs-forløb i møde med Mette Eike Neerlins “Historien om Hr. Madsen”. Vi vil komme vidt omkring – fra lejrskole ved Møns Klint over dyb ensomhed til en mulig TV-vært.Year 1 og Year 2, som svarer til 2 x 0. klasse, skal træne begyndende læsning og se nærmere på hverdagslivet i Danmark og Norden ved hjælp af den skønne serie om pigen “Elsa” fra Sverige og den danske serie “Vi er Pelle og Maise”, hvor tvillingepigen lever med cerebral parese, mens drengen er fuldstændig rask og velfungerende.Inden da skal vi være helt færdige med fine forløb om hhv. “Krible-krable-dyr” og Jakob Martin Strids “Den Utrolige Historie om Den Kæmpestore Pære”.Year 3 og 5, som er hhv. 1. og 3. klasse har endnu ikke afsluttet deres respektive forløb, “Symboler i trafikken” og Stian Holes “Morkels Alfabet”. Der er lige et par timers aktiviteter endnu, før vi kan sende nogle af tingene med hjem, mens andre skal pynte fint i klassen.Før jeg får set mig om, kommer Flyvende Mormor herned til os og nyder lidt af februars blide sol og milde varme, mens hun holder frikvarter fra det danske vintervejr. Hun er godt nok en vild vinterbader i det store Vesterhav, men mon ikke hun også kan overtales til et dyp i knapt 20 graders lunt havvand?Billedet her er taget i 2018 og viser i al stilfærdighed det særlige bånd mellem Mille og Mormor. Kæmpe energi, februar, lad det fortsætte sådan!

Nyd en velfortjent vinterferie i næste uge, venner. 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet