Det er søndag, og jeg har a case of the weekend-blues.Den blå følelse kommer ikke af en træls weekend – tværtimod – for har vi haft det så dejligt med en fin balance mellem sociale aktiviteter og afslapning. Med lørdagsmiddag på Bluewaters og slentretur med kig op til det store pariserhjul, Ain Dubai, som holder stille på ubestemt tid. Jeg afholder mig pænt fra at gisne om, hvorfor det store hjul ikke drejer rundt, men absurd at se på, dét er det.Vi har også deltaget i den fineste Fastelavnsfest med mit arbejde, Dansk på DIA. Vi var 70 børn og voksne i vores lille grønne oase af en ghetto, der slog kattene af tønderne og åd hjemmebagte fasteboller, som var vi bestilt til det. Dét er da ret godt klaret af et lille parallelsamfund, synes jeg. Jeg var i øvrigt en panda, hvis nogen skulle spørge, og Mille var Ginny Weasley fra Harry Potter, fordi hun er både sej og rødhåret.Men mere weekend vil jeg ha’, for netop nu hænger Flyvende Mormor et sted højt oppe over Tyrkiet, og jeg kan næsten ikke vente til hun er her hos os.

Ligeså dejligt det er at komme på ferie hos familien i Danmark, ligeså dejligt er det at have familien her hos os. Faktisk er det nogle gange endnu dejligere, fordi vi så har muligheden for at forkæle dem lidt og sammen få nye oplevelser her i vores adopterede hjemland, der byder på VILDT mange sjove og anderledes ting.

Mille har gjort fint klar til Mormor i gæsteværelset. Hun har lagt et zebra-sovedyr på dynen, fordi zebraen er Mormors yndlingsdyr. Ved siden af ligger en kærlighedserklæring og senere er der også kommet et hjemmelavet armbånd til.Mille er så topcute. Hun har været vred over, at hun ikke måtte komme med i lufthavnen for at hente Mormor søndag nat, for hun kunne jo bare sove, når hun blev gammel. “Jeg elsker bare Mormors scent”, mumlede hun, da jeg endelig fik overtalt hende til at gå i seng. Det er et helt fysisk savn, hun har efter sin Mormor. Og jeg har det samme efter min Mor.

Og når Mormor-Mor endelig kommer, så skal vi alting og ingenting. Spise, snakke, gå, lege, pjatte, kramme, sidde, falde i staver, fjolle, vrøvle og bøvle. Hun skal nyde solen og varmen, mens vi er i skole og på arbejde, og sammen skal vi ud at opleve natur og kultur i de næste 10 dage, før hun vender snuden mod Det Kolde Nord igen.

Jeg har lagt alt for mange planer allerede. Og drømmer om at nå A-L-T på ingen tid. Det er det sædvanlige, every single time.

Min Mor skal spise krydrede Punjabi-samosaer med mig, siddende i græsset.Hun skal rynke på næsen og nægte at smage den brunkage-krydrede, hvinende søde masala chai med masser af opskummet “Rainbow-mælk”, som Cille og jeg kan li’.Hun skal hoste sig igennem oud-røgelsen og erklære arabernes dufte decideret farlige for luftvejene, mens jeg selv indånder dybt og modsætter mig kritikken. Ligeså lidt hun elsker de stærke dufte af oud, rose, kostald og tobak, ligeså højt og inderligt elsker jeg dem.Min Mor skal spise grillet kød, nybagt brød og aromatiske ris.Og min Mor skal glo på fine kager og søde sager, mens hun overvejer, hva’ pokker, de er lavet af.Måske henter hun en is hos de vanvittige tyrkere – eller måske vil hun smage de bittesmå iskugler sammen med Mille.Min Mor skal også se på brugskunst, tøj, smykker og fine pyntesager sammen med Cille.Og vi skal ha’ kiks, frugt og snacks fra alle verdens hjørner.Jeg glæder mig. Mindst ligeså meget som Mille, der forhåbentlig er faldet i søvn, mens jeg skriver.

Kom nu bare. Flyvende Mormor.

Hold nu kæft, hverdagen ramte med en hammer. Den arabiske kalender har nytår – hijri – den 19. juli 2023, så myndigheder og skoler er quite frankly lidt ligeglade med den vestlige verdens behov for en seriøs nytårsfejringden 31. december, og skolen startede derfor lige på og  hårdt den 2. januar!

Mille lagde ud med at tage på årets lejrskole i Ras Al Khaimah fra den 2. til den 4. januar.Her står hun med den stramt pakkede sovepose, den spritny rullekuffert fra julegaveræset og en hel flok flaksende sommerfugle i maven. Det lykkedes at sige farvel uden tårer, men lidt savn har der været undervejs, og jeg har modtaget de sødeste WhatsApp-beskeder fra hende om aftenen, når det med at skulle lægge sig til at sove begyndte at presse sig på.Melodramatikken ville ingen ende tage. Normalt skriver jeg beskeder til Mille på dansk, men hun havde specifikt udbedt sig, at kommunikationen skulle foregå på engelsk, mens hun var på lejrskole, fordi ‘det bare er for svært at forstå, når man har travlt’.Hjemve bliver ikke bedre af at kunne kommunikere med dem derhjemme, men det føles efterhånden helt mærkeligt at sende ens barn afsted uden en mobiltelefon, når det drejer sig om flere dage. Og hun klarede det hele så fint!

Lejrskolerne er frivillige – forstået på den måde, at børnene kan gå almindeligt i skole, såfremt de ikke ønsker at deltage, men der tilbydes lejrskole hvert år fra barnet går i 1. klasse og er ca. 7 år gammel, og frem til at der er et væld af tilbud året igennem, inklusiv deciderede udlandsrejser, fra børnene er ca. 12 år gamle. Vi har aldrig tilbudt eller foreslået nogle af udlandsrejserne, men pigerne deltager begge i de årlige lejrskoler, der altid finder sted under ‘spejderhytte-lignende’ forhold i et af de naturskønne Emirater nord for Dubai. Her gør børnene alle de ting, man normalt forbinder med enten biologi-timer eller spejderliv: Sejler i kano og kajak, lærer om mangrovens, ørkenens og havets økosystemer, oplever krybdyr, pattedyr, fugle, fisk og skaldyr i deres naturlige habitat, fisker og renser fisk til madlavning, dissekerer blæksprutter, kyllingehjerter og koøjer, bygger bål og bivuakker og tømmerflåder, skyder med bue og pil, øver sig i at bruge klatrevægge, svævebaner osv.

Pigerne er begge entusiastiske omkring lejrskole-livet, og det er en lettelse, at de gerne vil afsted hvert år – ud at opleve noget på egen hånd med deres kammerater og lærere. Lejrskolerne er professionelle ‘camp sites’, hvor et team af unge briter og sydafrikanere står klar til at guide både børn og lærere igennem de 3 dages aktiviteter. Lærerne skal kun stå for det sociale aspekt – trøste dem, der bliver kede af det, hjælpe børnene med venskabsproblemer, vække børnene om morgenen og tage billeder til de über-spændte forældre. Det er en kæmpe hjælp, at lærerne er med, for det er dem, der kender børnene, og det er en kæmpe hjælp, at de ikke samtidig skal stå for oplevelserne og aktiviteterne. Til gengæld koster 3 dages lejrskole i omegnen af 3.500 kr. pr. barn. Og det er blot prisen for en ‘national’ lejrskole. Hvis man ønsker, at ens barn skal med på en uges skiferie i Schweiz eller på tropisk jungletur på Borneo kommer lejrskolen til at koste mere end 20.000 kr. Dér er vi ikke lige – hverken mentalt eller økonomisk. Hvis pigerne skal på skiferie, vil vi da selv med – og det samme gælder også for Borneo!

Vi rejste hjem allerede den 28. december på grund af netop den forestående lejrskole. Der er måske ikke den helt store tidsforskel, men når man så lægger til, at pigerne bliver natugler og går i seng tidligst efter midnat dansk tid, så bliver der alligevel en del søvn-roderi, når vi kommer tilbage på Dubai-tid.

Heldigvis havde vores skønne venner arrangeret en Nytårsfest for os, så vi ikke behøvede at røre en finger, lige bortset fra en bankoverførsel for vores del af arrangementet. De havde booket os alle ind på The Address Montgomerie, som ligger ‘rundt om hjørnet’ – eller ihvertfald i cykelafstand fra The Lakes, hvor vi bor. Prøv at se, hvor smuk en udendørs fest, Montgomerie satte op for os og tusind andre!Vi sad ved runde borde, og så kunne man gå op i et smukt buffetområde, hvor de serverede diverse skaldyr, sushi, foie gras, kød, fisk, salater, asiatiske og italienske specialiteter og en masse desserter, is og konfekture. Hvert 10-mands-bord havde egen tjener, der kontinuerligt fyldte op i glassene, hentede fancy mocktails til pigerne og hyggede om os.Til sammen er vi to vennepar de heldigste ‘producenter’ af fire fantastiske piger, som er stort set jævnaldrende.Og til sammen er vi den fineste blanding af Bulgarien og gode, gamle Danmark.Det er så mega-rart at komme hjem til “gamle” venner, hvor man bare ‘falder ind og tilbage’ i stemning og humør med et trylleslag.Der var dans under åben himmel hele vejen igennem festen – uanset hvor man var nået til i buffeten, og det passede os perfekt, at man bare kunne rejse sig og danse, når musikken var helt rigtig.Jeg er så glad for at tænke tilbage på dén Nytårsaften. Det var det helt rigtige at hoppe ind i 2023 med en danse-fest, hvor både børn og voksne fjollede, grinede og drak fancy drinks. Uden at skulle røre en finger.Udover skøn buffet og et smukt opdækket bord med perfekt opvartning, var der live-DJ og fyrværkeri inkluderet i fest-pakken til formedelst 1.800 kroner pr. person.
Yes, you read it right, det var 1.800 danske coronas pr. person for en Nytåraften-fest, der varede fra kl. 20.30 til kl. 00.45. Dyrt, men også virkelig smukt sat op og top-professionelt afviklet.

I det hele taget er Nytåraften en opskruet og overophedet sag i en fjern Ørkenstat. Forventningerne er skyhøje – og priserne matcher niveauet. Der findes masser af Nytårsfester, der koster det dobbelte eller det tidobbelte af, hvad vi gav. Primært hvis man gerne vil ind til Downtown Dubai, hvorfra man kan opleve fyrværkeriet ved og på Burj Khalifa, som vi rent faktisk også kan spotte – i det fjerne – fra vores balkon på førstesalen…men selv ude i subøvsen, hvor vi bor, er priserne helt eventyrligt høje, når det er Nytårsaften.

Det er første gang, at vi ikke har fejret nytår hjemme eller i venners hjem, og jeg må konstatere, at det er helt perfekt, at vågne op 1. januar uden at skulle pille én eneste serpentin ned. For hverdagen ventede jo lige rundt om hjørnet.Og den store tropsfører?

Hun er såmænd vendt hjem igen og har fået et langt karbad, efterfulgt af nus på sofaen, kys, chips og fodcreme på de trætte fusser.Det er dejligt med ferie, fest og farver.  Men lige om lidt har vi vænnet os til hverdagen igen – og så er den faktisk det allerbedste i hele verden.

Godt Nytår! Jeg håber inderligt, at 2023 bliver et balanceret, gavmildt og kærligt år for os alle. Det kunne vi godt trænge til som verdenssamfund – oven på sygdomme, coronapandemi, inflation, energikrise, krig, sult, nød og ufred rundt omkring i verden.

Mit eget personlige nytårsforsæt er såmænd at være mere mig i 2023 – altså at træde mere i karakter som mig selv – snarere end at finde en masse ting, jeg burde ændre for at være god nok. 💜

Yours truly er blevet 44 år siden sidst. Her står jeg med fine, nye øreringe. Begavet af Martin.
Jeg tilhører nu den ægte midaldrende klasse, hvor man har lavet halvdelen af sit liv, más o menos. Og jeg er så taknemmelig for at kunne stå her – sund, rask, glad og i nogenlunde trivsel – med de ups and downs som livet nu engang byder på for os alle.

Jeg fik simpelthen så mange, fine gaver af både venner og familie. Og vores dejlige venner inviterede på en fantastisk middag om aftenen, og jeg følte mig så set og fejret i et svir-virvar af smukke gaver, iransk kaviar, rock shrimp a la Nobu, pad thai og rabarbertrifli. Hvad mere kunne jeg ønske mig? Intet!Hver gang jeg har fødselsdag, tænker jeg i særlig grad på min egen Mor. På det levede liv, der binder os sammen. Jeg startede mit eget lille liv inde i hendes livmoder, og uden hendes omsorg, pleje, støtte og hjælp, var jeg her slet ikke i dag. Og samtidig var jeg startskuddet til hendes moderskab med de glæder, sorger og udfordringer, det har givet og til stadighed giver hende.

Når mit liv bøvler, er hun den klippe, jeg kan støtte mig op ad. Hun lytter; hun er ærlig og siger sin kærlige mening; hun genkender og spejler, forstår, forklarer og fortæller – og bidrager med alt dét, hun kan. Og det er meget.

Lige præcist hendes selskab havde jeg instinktivt brug for i sommerferien. Vi ses selvfølgelig altid i ferierne, men oftest i selskab med pigerne og familien sådan helt generelt. Men i år havde jeg brug for en lille mental pause og for at have min Mor helt for mig selv. Og allerhelst i et afbræk fra den hverdag, som en to måneder lang sommerferie også udvikler sig til at være. Min Mors selskab og opfindsomhed var ganske enkelt lige, hvad jeg trængte til midt i en tung periode uden det store overskud. Heldigvis gad min dejlige Svigermor og Svigerfar godt at have pigerne nogle dage uden mig.

Her hentede jeg så min Mor på stationen et sted i Nordsjælland. Hun havde været ude at se med DSB fra Bramming eller Nyborg eller hvad ved jeg.Min Mor er verdensmester i at få enormt meget ud af meget lidt. Den evne – eller færdighed, om man vil – får man af at have haft et oprigtigt behov for det. Som dagplejer i kommunen og fraskilt, enlig mor til to, kan man nok hurtigt regne ud, at min Mor sjældent har haft et stort overskud på bankkontoen. Men – penge eller ej – så er der ingen, der kan finde på ting og oplevelser som min Mor, der optræder som rundviser, organisator, turguide, planlægger, vejviser, stifinder, bjergged, vandrende pind, cykelentusiast, køkkenskriver, bager, kogek0ne og meget, meget mere.

De seneste år har hun opholdt sig på skønne Rungstedgaard ved siden af Karen Blixens Rungstedlund et par dage henover sommeren, når hotellet holder åbent for almindelige gæster. Og jeg kunne mærke, at dén ferieoplevelse ville jeg gerne være en del af, fordi hun altid taler så varmt om stedet, og fordi jeg virkelig godt kunne bruge en forkælelses-oplevelse sammen med min Mor, i stedet for altid at lave mad sammen og drøne rundt med en flok børn.Ren balsam for sjælen var det, da vi tjekkede ind i det grønneste grønne, hvor der altid er kaffe og danskvand ad libitum til strikkeriet (min Mor) og læsningen (mig), og selvfølgelig har Rungstedgaard også en masse gratis cykler, der bare venter på, at man drøner rundt langs kysten og nyder Strandvejsvillaerne, hilser på Karen Blixen og suger udsigt og havluft fra Øresund helt ind i bihulerne.Jeg kan ikke tænke på ferier med min Mor uden straks at tænke på Sverige. Rigtig mange af vores barndomsferier blev holdt hinsidans, og derfor var den ene af vores hellige mor-datter-dage selvfølgelig dedikeret til en Sverigestur.Vi tog el-færgen til Helsingborg, og kørte straks ud på Kullen i et mægtigt blæsevejr.Så parkerede vi bilen, tog rygsækken på og vandrede en hel dag op og ned på fjeldet, der forståeligt nok er en nationalpark med dén herlighedsværdi. Tænk, at det her er lige om hjørnet fra både Danmark og himlen. Vi vandrede sidst på Kullen for 13 år siden, da jeg var temmelig gravid med min egen førstefødte, og det gav nogle gevaldige plukveer at bumle sådan rundt. Billeder yder bare ikke Kullen retfærdighed. Her er smukt med smukt på. Og tilmed ét af min Mors og mit yndlingsdyr – får! Dem havde vi mange af i min barndom på husmandsstedet, hvor min Mor stadig bor.Vi passede lidt på undervejs, fordi der var virkelig knald på blæsten og havet, selvom det måske ser uskyldigt ud på billeder. Ned til havet kom vi, men det var skummende og truende, og det inviterede på ingen måde til et dyp.Min vandre-makker blev 21 år to måneder efter min fødsel i 1978, så min Mor er en ung, frisk og rørig 64-årig med hang til natur, strik, bagning og svensk piggelin-is med pæresmag. Hun er netop stoppet med at arbejde, og det både klæder og passer hende så godt, fordi hun helt selv har valgt det.
Undervejs var der indlagt mere end bare en sodavandsis-pause. Selvfølgelig. Vi besøgte en vidunderlig frokostrestaurant, der lå dramatisk ud til havet på en klippe. Jeg kan ikke huske navnet på stedet, men det er så typisk min Mor, at finde frem til de her helt særlige steder uden for alfarvej (medmindre man er svensker – de kendte godt vejen til så særlig en restaurant).Vi følte os lidt hensat til et lille listigt sted i Frankrig, men når samtlige retter var noget med laks, rejer, dild, kapers og mayonnaise, var der ikke andet at gøre end at lægge sig fladt ned og sukke: Heja Sverige f0r noget mumset frokost.

Senere på dagen blev det kritisk med en kaffetår, for både min Mor og jeg er seriøse kaffedrikkere. Helst helt almindelig sort kaffe, hvori min Mor smider et skvæt mælk. Vi kan sidde over kaffen time efter time. Det er vores ting. Der bliver sagt alting og ingenting under de her seancer. For os er de meningsgivende.Vi nåede heldigvis Flickorna Ljunggrens kaffestuga på Skäret på et næsten-hængende hår.De har udvidet helt vildt, men bagerbutikken er præcist så lille og yndig som altid.Og vi skulle ha’ det sædvanlige. Vaniljehjerter, kardemomme-småkager og bærlagkage. Til deling, fordi prisen er stejl. Selv i svenske kroner.

Dagen efter besøgte vi en spændende foto-udstilling på Louisiana, og vi forsøgte at nyde udendørsarealerne så meget, som det nu kan lade sig gøre, når det er kæmpe turistsæson. Muséet er altid skønt, men også lige rigeligt velbesøgt ift. det areal, der er til rådighed – om sommeren. Uden for sæsonen er det en bedre oplevelse, men vi havde billetter til skidtet via vores hotelophold, og man er vel fra Jylland og skal ha’ det hele med?Mine skuldre sad helt anderledes rigtigt efter et par døgn i selskab med min Mor. Jeg fik testet lidt grænser af i trygt selskab – bl.a. blev der bestilt en superfarlig oste-tallerken, som virkelig udfordrede mine smagsløg, der slet IKKE er oste-parate. Og der var godt gang i balanceringen ude på Kullen, hvilket også kan være liiiidt en udfordring for mig. Men i selskab med min Mor kan stort set alting lade sig gøre. Vi fik talt og talt og talt, og jeg blev set og set og set.

Tak for endnu en fødselsdag til min Mor, der gav mig selve livet. Det var egentlig ret heldigt, at det var min Mors største livsønske at blive til en mor. For ud af det livsønske voksede der en motiveret og meningsgivende Mor, der senere gav mig verdens bedste lillesøster. Vi har været en stærk trio i så mange år, at jeg efterhånden har brug for billeder til at styrke hukommelsen om tiden før trioen blev indført. Det er vel 30+ år siden?

Tak, Mor. Tak for dig. ❤

Min blog har været nede. Forklaringen ligger selvfølgelig i noget teknisk halløjsovs, som jeg hverken fatter hat eller briller af, fordi jeg er fem-minutter-i-full-blown-boomer. Så tak til evigt-flinke og tålmodige Daniel hos Bloggers Delight for at udholde mig og alle mine plager i sin ellers så velfortjente sommerferie!

I virkeligheden er det universet, der har sendt mig på en SoMe-pause. Lige på det tidspunkt, hvor jeg ellers plejer at have bloggens årlige storhedstid inklusiv mit eget årlige storhedsvanvid:

Sommerferien i Danmark.

Den tilbagevendende, to-måneder-lange genopdragelsesrejse til Det Kolde Nord, hvor vi udvandrende typer forsøger os med at indvandre og generobre Dannevang fra selveste Danerne. Hér, hvor jeg virkelig får strikket historier sammen og sunget sange fra både de Varme Lande og Vikingelunden. Dét elsker jeg. Og at dømme på antal visninger, er der også andre, der ret godt kan lide at læse med.

Men ikke denne sommerferie. Skæbnen og one.com besluttede sig i fællesskab for at gi’ mig en slapper og et minuts stilhed.

I og med at bloggen var lagt ned, greb jeg nemlig øjeblikket – yes, 100% carpe diem til mig – så jeg kunne tage et udefra-kig på mit forbrug af og min ageren på sociale medier.

Umiddelbart kan jeg konstatere, at jeg kun får ganske akutte anfald af FOMO, skyld, skam, dårlig samvittighed, negativt selvbillede, negativ selvforståelse, imposter-syndrom, en snert af misundelse og en masse andre gode sager ud af at kigge med på Insta og Facebook hos alle I glade og vidunderlige mennesker, som jeg holder af på stort set alle ledder og kanter.

Alle andre er nemlig på en klart federe sommerferie end vi er. Alle make’r klart finere memories med deres børn i ind- og udland end vi gør. De har sågar deres ‘guld’ med på tur, mens jeg mest af alt har troldeunger med på bagsædet tværs over Jylland.

Og jeg ved, at det er ikke rigtigt. At nisserne, konflikterne, problemerne, syrlighederne og fjollerierne følger rundt med os alle – uanset om vi er på æstetisk pleasing agriturismo i Italien eller møffer rundt i Sophienborgs Rema 1000, som jeg har gjort en overraskende stor del af sommeren.

Og jeg ved, at jeg selv er med til at opretholde facaden på de sociale medier. Hvor mange opslag og blogindlæg har jeg ikke lavet, hvor alting ser så dejligt, nærmest perfekt og smukt og fredfyldt ud? Jeg er selv en glamourøs overflade på de sociale medier med lidt indlæg og fotos hist og pist, hvor man fornemmer min voksenakne eller tilfældige indspark med strejf af selvironi.

Jeg er hverken afklaret eller nærmere en beslutning om, hvad jeg så har tænkt mig at gøre ved de observationer og anerkendelser af egne svære følelser, jeg er ved at komme frem til.

Det eneste, der er sket, er, at jeg er frosset til is i forhold til at lægge billeder og opslag ud på de sociale medier denne sommer.

Fordi det pludselig virker så omsonst.

Hvem er det, der gider se min solnedgang og rejemad? Og hvorfor skal nogen overhovedet se det? Er det vigtigt at dele? Bidrager jeg med noget, der bringer et smil frem eller en genkendelsens glæde eller noget helt tredje godt og fint? Eller viderebringer jeg FOMO, skyld, skam, misundelse og andre negative følelser til andre, der også ‘kommer til’ at scrolle rundt på må og få og forbi mine glansbilleder?

Hvorfor er det egentlig, at vi kaster om os med billeder af vores ferier?

‘Vi’ er måske så meget sagt, for der er masser af mine venner og bekendte, der aldrig kunne drømme om at lægge feriebilleder op – ej heller deres hverdagsbilleder. De bruger måske tiden på noget andet end på de sociale medier – eller også bruger de tiden på at glo på, hvad andre mon finder på at lægge op i tide og utide? For er deres forbrug egentlig mindre – eller ghoster de bare rundt blandt lalleglade, der gerne fotograferer solnedgange og vandcykler?

Spørgsmålene står i kø inden i mig. Og jeg fryser til is, når jeg er lige ved at tage endnu et billede af noget lækkert smørrebrød eller et fint lille københavner-stilleben. For hvad er egentlig formålet? Og hvad er min intention med skidtet?

Svarene giver ikke just et charmerende indtryk af moi. Intentionen er vel, at ‘nogen’ skal se, hvor sjovt, fint, skønt og lækkert jeg har det? Og kunne jeg ikke bare ha’ det så sjovt, fint, skønt og lækkert helt uden at andre skal påduttes det eller få del i det?

Tjo. Det ku’ jeg vel nok.

Men jeg ku’ osse la’ vær. For jeg elsker at skrive, formidle, kommunikere, debattere og kloge mig på eget liv og hele verden. Så min udfordring i kommende måneder vil være, at jeg skal blogge om noget svært, smukt, stort, bøvlet, trist eller dumt – inklusiv de relevante billeder. Ikke for at fremstå i endnu en omgang poleret Dubai-style-se-mig. Men for at flytte bloggen bare en smule nærmere noget autenticitet igen.

PS. På torsdag flyver vi retur til Dubai og Daisy igen efter to måneder i Danmark.

Som afskedssalut får I glansbilled-versionen af sommer-firkløveret, fordi Cille fylder 13 i dag og fordi vi samtidig har 14 års bryllupsdag, og det fordrer ligesom et foto, der viser de pænere sider af sagerne, synes jeg.

Og herunder får I så det mere retvisende billede af mig på tålt ophold i Danmark. Mesterværket hedder *Mor med mælk*, og det viser mig inde i virkelighedens verden – med ansigtet skæmmet af bumser, et fnugget, nyvasket hår, der lufttørrer, fordi jeg ikke aner, hvordan man egentligt ‘sætter’ hår, og morgenfrisk i rollen som den kæmpe hjælperytter, jeg er, når jeg curler røven ud af bukserne med mælk og madder til sultne fugleunger, der har fuglereder i deres røde hår og citronsure miner det meste af dagen.

Hold. Nu. Kæft. Jeg er og bliver træt af livet uden Maricel. Alle – jeg siger, skriver og mener alle – burde have en wingwoman som Maricel i deres liv.Tilbage til mælken og bollebagningen med mig. Der kommer nyt fra flødefronten en anden god dag.

Vi tager den ene efter den anden følelsesmæssige rutsjebanetur for tiden.

Der er dage, hvor det eneste, jeg drømmer om, er at gemme mig under dynen. Som om jeg ikke eksisterer. Som om jeg er lykkeligt uvidende. Som om ingen opdager, at jeg er smuttet fra det hele.

Der er dage, hvor jeg føler mig handlekraftig og tænker, at vi må forholde os til tingene henad vejen. At det her ikke er noget, vi løser fra den ene uge til den anden, og at jeg ligeså godt kan få ro på mig selv, fordi vi gør det så godt, vi overhovedet kan. Der er dage, hvor jeg tænker, at vores nye verdensbillede og livsvilkår vil være vores hverdag i mange år fremadrettet. Og så går jeg ellers i panik. På indersiden. På ydersiden er jeg bare træt og grå. Og gammel som et alderdomshjem.

Og så er der enkelte, helt løsrevne dage, hvor alting føles frit og rart. Hvor det er som om vi er drevet retur til en tilstand og et liv, hvor vi ikke har hjemme længere, men hvor vi plejede at høre til. De dage gemmer jeg i hjertet. For de forsvinder ligeså pludseligt, som de kom. Og det gør ondt. Helt vildt ondt.

Én af de gode dage havde vi i lørdags, hvor vi fejrede Fars Dag med forsinkelse.Der var leg og pjat.Spil og pizza.Familiefællesskab. Præcist som i de gode, gamle dage – eller ihvertfald som dengang, hvor vi tog alting for givet og slet ikke anede, hvad der kunne mistes.Spontaniteten er afgået ved døden.

Alting er skemalagt og planlagt.Alting, som tidligere virkede så enkelt eller ligetil, er nu pludselig til diskussion både ind- og udvendigt. Udmattende diskussioner. Både dem, der foregår i den indre og i den ydre verden. Hvor tingene kører i ring. Hvor jeg bliver den meget lidt kønne version af mig selv. Hvor gammel, tillært adfærd og gyselige genfærd fra barndommens kosteskabe pludselig dukker op og kommer til udtryk på måder, der virkelig ikke er befordrende for vores nye situation.Heldigvis er der sommerferie lige om lidt. To hele måneder, der rives ud af kalenderen til fordel for familiefællesskab og en bid af livet i Danmark. Jeg ved ikke, om det er dét, jeg har brug for, men jeg bilder mig ind, at det trods alt vil give mening med lidt luftforandring.

Jeg ved faktisk meget lidt om meget lidt lige nu.

Men jeg savner og drømmer om nærvær og tid med dem, der betyder allermest for mig og for os. Det er trods alt er godt tegn. At jeg kan føle et eller andet, der nærmer sig forventningens glæde.Der er halvanden uge tilbage af det her skoleår. Det klarer jeg som en lille halvtræt mor-mis, og så står der ‘frihed til at være’ i kalenderen, sammen med en masse hyggelige oplevelser og stunder i Danmark, der enten allerede er planlagte eller kommer hen ad vejen. Jeg glæder mig. Trods det her cirkus, vi står midt i.