Eid Mubarak fra Lockdown-Land

I dag er det officielt den første dag i Eid al Fitr, og jeg ønsker en velsignet fest til alle jer, der fejrer, at den hellige fastemåned nu er vel overstået.Hos os har vi knapt bemærket, at det har været Ramadan, for vi faster jo ikke. Og når man ikke kommer ud mellem andre, ser man heller ikke lukkede caféer eller andet, som plejer at minde om fasten.

Under en normal Ramadan ville vi være gået ud til overdådige, stemningsfyldte iftarmiddage et par gange i løbet af måneden; vi ville have nydt den smukke måne- og stjernepynt i butikker og shoppingcentre; ja – hele stemningen og glæden ved at give og deltage, når vi f.eks. har været med til at fylde Ramadan-køleskabe i nabolaget. I år har alt været lukket land. Ingen køleskabe at fylde. Ingen buffeter at møffe rundt i. Hvis nogen nogensinde får lyst til det igen? Det eneste åbne er shoppingcentrene, hvor 12-60-årige mennesker godt må komme, men vi føler ikke, at det er værd at risikere corona-smitte for en helt unødvendig tur i Mall of the Emirates. Pigerne må jo heller ikke komme med alligevel, så vi bliver hjemme i vores ghetto.

I ugen op til Eid’en så det ellers ud til, at der ville blive lukket forsigtigt op for parker og promenader, så vi kunne komme ud og få lidt frisk luft uden for vores lukkede nabolag. Igen kun for de 12-60-årige, så ganske ubehjælpsomt for os med børn på 8 og 10.

Men myndighederne fik kolde fødder. Måske fordi smittetallet fortsat stiger dag for dag. Måske fordi Eid’en, der som bekendt er familiernes helt store fest, ville betyde sammenstimlende menneskemængder i parker og på pladser, for der er ikke noget som en kæmpe araber-grill-picnic eller ti.

Så i stedet for flere lempelser af reglerne, fik vi serveret forhøjede bødesatser. Nu koster det ikke længere 1.000 dirhams at møde politiet uden ansigtsmasken ordentligt sat på, men derimod 3.000 dirhams (5.600 kroner).


Og i stedet for at mødes helt forsigtigt og på afstand med nogle få venner eller lidt familie i helligdagene, som vi alle havde drømt om, har vi fået udgangsforbuddet tilbage mellem kl. 20 og kl. 6 hele Eid’en og et forbud mod at være forsamlede mere end 5 mennesker mellem kl. 6 og kl. 20. De kalder det “desinfection drive”, fordi der lyder pænere end “curfew”, tror jeg.

Hver aften lige før kl. 2o, kommer der en høj alarm på mobiltelefonerne, som viser denne besked,Aviserne skriver spalte op og spalte ned om ændringer, nye regler, bødetakster og hvad ved jeg. Det eneste, jeg med sikkerhed ved, er, at jeg ikke har brug for at få en bøde på 10.000 dirhams for at have holdt en lille påskefrokost med gode venner i eget hjem.Det er surt show, når vi returnerer til flere regler og mere nedlukning af samfundet og familielivet.

Det er surt show, når der ikke er nogen ‘flad kurve’ at fejre – og når folk ikke respekterer de regler, der er sat opfor at passe på os alle sammen.

Pigerne kan ikke længere huske, hvornår de har været ude af vores ghetto. Det er næsten 3 måneder siden, at de sidst var et andet sted henne end hjemme eller hos en nær veninde i The Lakes, hvor vi bor.

Men langt mere surt show er det for muslimerne. Eid al Fitr er jo deres version af Juleaften.

Tænk, hvis vi fik at vide, at vi ikke kunne være sammen med et eneste familiemedlem – altså udover dem, man allerede bor sammen med – på Juleaften eller i juledagene. Og alle traditionerne op til jul med julefrokoster, glögg-hygge og klippe-klistre-eftermiddage ville også være aflyst.

Sådan har det været hele Ramadanen igennem for muslimerne.

Selv den søde tradition med at give børnene Eidiya-kuverter med penge i, er aflyst på grund af risikoen for Corona-smitte fra hånd til hånd. Myndighederne anbefaler bankoverførsler og e-kort.Efter at have set danskernes opførsel, da den der åndssvage Tinka-nissehue var udsolgt eller hvad det nu var, der skete et år i december, tør jeg slet ikke tænke på, hvis de danske myndigheder meldte ud, at traditionelle julegaver til børnene ikke var en mulighed. Prøv med en bankoverførsel eller et gavekort til senere brug?

Der ville være et ramaskrig uden lige, som om verden ville brase sammen, hvis ikke der blev ting til børnene pakket ind i papir fra Toys ‘R’ Us. Præcist som alle sukkene ved risikoen for en manglende karamelkastning på 9. klassernes sidste skoledag, de forlængst planlagte og aflyste konfirmationer  – og alle de andre ting, Corona har vendt op og ned på, uden at nogen på denne jord skulle bede om det.

Det er fandeme ikke nemt.

Og da slet ikke for børnene i denne her tid.

Men et varmt Eid Mubarak ønsker jeg herfra – uanset omstændighederne og de aflyste traditioner.
🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Self Care

Jeg har gråd siddende fast i halsen.

Kvalme.

En nerve i klemme under venstre skulderblad, som trækker helt om i brystkassen, når jeg går eller bevæger armen.

Svie i mavesækken, når jeg spiser.

Alternerende følelser af vrede, afmagt, sorg og frustration.

Corona har virkelig fat om mine ikke-eksisterende nosser i de her uger.Der er intet, der kommer af sig selv eller flyder videre af sig selv. Alt virker som en kamp. Op ad bakke. Inklusiv min nye kampvægt, der er blevet helt unævnelig på grund af trøstespisning.

Der er så langt mellem smilene og grinene, at deres fravær er begyndt at blive påfaldende.

For helvede, hvor jeg hader det her parkerede pseudo-liv! Og jeg advarer om, at den næste, der beder mig om at anskue tingene lidt positivt, får et virtuelt spark i sine eksisterende/ikke-eksisterende nosser.

Jeg skal lige have lov til at sørge og rase ud. Hvilket tager overraskende lang tid for mig.

Og jeg gør det ikke i blufærdig og reflekterende stilhed, som ellers kunne være en klædelig og moden udgave af mig selv, men i stedet for åbent blus og ærlighed lige her. Gider man ikke mere corona-ras, er det fuldstændig forståeligt. Så lukker man bare ned for kanalen her. Jeg håber inderligt, at de fleste mennesker er kommet ud over sorgrampen, og lever deres liv i bedst velgående. Sådan ser det ihvertfald ud, hvis man skal tro på Instagram.

Af en eller anden grund er jeg ikke kommet mere end et par centimeter videre end den oprindelige skuffelse, sorg og følelse af at være blevet lukket ned og sat fast af et stort, udefrakommende, kinesisk monster.

Hver eneste dag står jeg op og gør mig umage.

Gør mig umage for at være et fast og nogenlunde sammenhængende holdepunkt for en hel flok små, uskyldige børn, der heller ikke har bedt om skolelukning og hjemmeskoling over Teams. Jeg kigger på Lego-byggerier, nye blyanter, farvestrålende ansigtsmasker, små næsebor, spændende køleskabsindhold og tømte drikkedunke. Jeg lytter til toiletskyl, gøende hunde, baby-vræl, bøvs og dørklokker. Alt i mens vi læser bøger, staver, taler, lytter, skriver og tegner.

Sammen. Hver for sig.

Der er glimt af samhørighed. Små og gode grin. Kærlige beskeder om, at jeg er savnet, som jeg gemmer i min hjertekule og i min indbakke. Der er fjollede og frække bøger om prut, tis og hemmeligheder.

Jeg gør det så godt, jeg kan, og er egentlig kun i klemme hos mig selv og mit eget ambitionsniveau. For hvor ville jeg gerne gøre det hele endnu bedre – og gøre endnu mere for hver enkelt elev! Det er bare så svært, når det hele foregår på distancen, og med så små mennesker på linjen, at koncentration og teknik er ret så svære at styre i mere end 10-15 minutter ad gangen.

Hver dag ind i mellem mine egne timer, fletter jeg hjælp til Milles skoleopgaver ind, hvis ikke Martin allerede har været igang. Og der er Cilles allestedsnærværende, nervepirrende Year 6-projekt, som markerer overgangen fra Primary Years Programme (PYP) til Middle Years Programme (MYP), som absolut heller ikke ‘laver sig selv’.Det er et halvdags-job i sig selv at følge med og støtte op om børnenes undervisning og behov – og også i den rolle føler jeg mig utilstrækkelig.

Så nu praktiserer jeg self-care, før det hele krakelerer.

Går lange ture, hvor jeg forsøger at undgå at hyperventilere alt for meget under ansigtsmasken, mens jeg forsigtigt manipulerer med den dumme nerve under skulderbladet. Lytter til “Her går det godt”-podcasts, mens jeg griner lidt af verden og af mig selv.

Jeg koger en kylling og får en god fond. Chicken soup for the soul, you know.
Jeg bager boller på tørgær, og ringer desperat til min Mor, der er verdensmester i bagning og i at udrette noget fysisk, når der er noget, der klemmer psykisk.Jeg bestiller mad og mad og mere mad online, så vi kan få de basale behov dækket på en ordentlig måde. I tillæg til alt det der unævnelige Häagen-Dazs, der også ryger ned. Mad er en af de simple glæder i det her mærkelige indeliv.
Der er intet af det her, der er begyndt at føles som normalt for mig. Jeg ved ikke hvorfor. Vi har egentlig været i det her corona-liv så længe, at det burde være The New Normal. Men alt i mig stritter imod. Jeg nægter at acceptere, at det her er virkeligheden, vores liv og hverdag.

Jeg må ud og stampe noget mere i jorden.

Jeg må begynde at opholde mig lidt mere i mit eget selskab igen, og muligvis endda lytte en lille smule efter, hvad mit indre siger. Skræmmende sager, som jeg gør alt, hvad jeg kan, for at undgå for tiden, dét er helt sikkert.

Pas godt på dig selv. Corona-blues eller det stik modsatte. Livet er stift.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-fødselsdage

Mille er blevet til en 8-års pige her midt under coronakrisen. Det kan ikke komme som nogen overraskelse – og så alligevel. Jeg vedkender at have født hende den 11. maj 2012 – sådan en livsopgave er naturligvis uforglemmelig – men selvom tiden går, er og bliver hun stadig min symbiotiske miniput, hvor navlestrengen aldrig helt er blevet klippet over.

Hér er hun som en 1-årig pusling på armen af sin alt-for-hårdtarbejdende Far. Vi kaldte hende konsekvent for Lille My eller Milløjseren – for hun var en underfundig, temmelig æterisk og vild baby, der skreg virkelig højt, når tingene ikke passede hende. Ind i mellem har hun stadig det blik, der gør mig usikker på, om jeg gør tingene helt forkert for hende.Men samtidig med, at Mille ser tingene an på sin egen underfundige måde, har hun også en dyb inderlighed i sig, så os, der får hende for fuld tryk, altid føler os særligt udvalgte og fuldt accepterede for dem, vi er.Det er ikke nemt at fylde 8 år under en pandemi. Der er ingen fødselsdagsfest for klassens piger eller veninderne. Der er ingen familietur i vandland eller ud på restaurant. Til gengæld holdt vi vores egen lille lukkede fest i weekenden med glimmerkjole, Dannebrogs-flag, en overdådig slik-kage til dessert og selvfølgelig masser af bacon til hovedretten. En aften lige efter Milles hoved.
Og Cille sørgede for at selve fødselsdagen om mandagen også blev god. Hun havde forberedt en skattejagt rundt i hele huset efter de få gaver, vi havde fået leveret.Det er godt med en søster i en krisetid.
Årets gave er helt klart det komplette metallic-lilla havfrue-sæt fra The Mahainis, der har mange års erfaring med havfruer. Dét har været Milles store drøm i lang, lang tid. 🧜🏼‍♀️Det var heller ikke dumt med nye Playmobil-kufferter, hvis indhold sættes op og pakkes ned rundt omkring i hele huset. “Jeg elsker dem, Mor, men jeg var bange for, at du troede, at jeg var for gammel til så’n no’ne figurer!”, udbrød Mille, da hun åbnede for herlighederne. Man bliver aldrig f0r gammel til små figurer, min elskede Mille.Helt dumt var det vist heller ikke at få en ny iPad. Det er et krav fra skolen, at man har iPad med i Year 4, så der er ingen vej udenom. Forældrene må gribe dybt i muldvarpen i år, hvor Mille skal have en velfungerende iPad og Cille skal have sin første computer.Måske bliver der en post-Corona-fejring med veninderne. Måske gør der ikke. Vi har ikke lovet Mille noget, men vil lade tiden glide afsted i de næste par måneder, hvor der fortsat er hjemmeskole og corona-beredskabi en Ørkenstat. Måske føler hun et behov senere – måske gør hun ikke.

Hvem ved, hvad vi overhovedet vil, tør og har lyst til, når denne krisesituation er ovre?

Lille-store, vilde-Mille-8-år…

– Bliv ved med at drømme dine havfrue-drømme.
– Bliv ved med at elske dine bamser og dukker.
– Bliv ved med at opstille og dimse med dine små figurer.

Du er lige præcis, som du skal være!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

19 år og Mors Dag

Forleden faldt Svigermor over et foto taget på enten Vertigo Banyan Tree eller Lebua State Tower i Bangkok. Hælder mest til sidstnævnte af de to klassiske rooftop-restauranter, men måske en ægte Bangkok-kender på linjen kan hjælpe?

Året er ihvertfald 2007.

Martin er 34 år.

Tine er 29 år.

Lykkeligt uvidende er jeg om, at Martin har forberedt at fri til mig nogle dage senere på Pansea Beach under en smuk måne, der er mindst lige så fuld, som jeg selv. Det var dengang….på dét yndige, hedengange boutique resort, The Chedi, som nu kører videre under et frisk lag maling og navnet The Surin Phuket.


Fast forward – courtesy Svigermors gemmer igen – er året 2008. Vi er nu formelt Hr. og Fru Kaalund. ‘Vi’ er også helt åbenlyst gravide med Cille, der ender med at blive født på vores første bryllupsdag.
Fast forward til det herrens år 2020 – midt under Corona-pandemiens rasen – hvor Cille indfanger sine halvgamle forældre med lillesøster Mille, der er på nippet til at fylde 8. Det er weekend og man har pt. KUN det sjov, man selv kan finde på – så hit med den skinnende palliet-kjole og dingle-øreringene.
Som altid forsvinder weekenderne mellem fingrene på os.

I dag er det så blevet hverdag i en Ørkenstat, mens I fortsætter hyggen derhjemme i anledning af både søndag og Mors Dag.

Og her ringer dørklokken. Ganske uventet.

Jeg er den heldige modtager af den smukkeste blomsteropsats og søde kort med kærlighedserklæringer i. Martin kan bare den slags. Det kan han virkelig. Romantik er Kaalunds mellemnavn.Søndag den 10. maj er dog ikke kun Mors Dag. Det er også en af Martins og mine personlige mærkedage. I dag er det nemlig præcist 19 år siden, vi mødte hinanden.

Der er sket et par småting eller femten siden da. Og gudskelov for dét – for 19 år er da virkelig lang tid.

Faktisk så lang tid, at kærligheden ikke kun er kærlighed i traditionel forstand med bittesmå gyldne øjeblikke af dét, de altid viser i amerikanske film – men også en dyb taknemmelighed over at have fået en ven, en samarbejdspartner og et livsvidne igennem stort og småt, smukt og grumt. Hvad end livet smider efter os, så hjælpes vi ad og taler sammen.

Det er samhørighed, fællesskab og gensidigt samarbejde, som vi har været villige til at lægge hårdt arbejde i hver eneste dag. Det kommer ikke af sig selv. Intet kommer jo af sig selv. Ingen er 100% kompatible på alle livsområder. Det er så langt fra instant gratification, som man overhovedet kan komme. Men det er det hele værd, hvis du spørger mig.

For sammen har vi det allerbedste i hele verden.

En familie. Relationer. Nogen at være noget for og med.

Tænk, at jeg har fået lov til at blive Mor til lige præcist de to rødhårede piger, der er vores. Det er det mest enestående og Aller bedste, der er hændt i mit liv.Glædelig Mors Dag derude – uanset om du selv er en Mor, fejrer din eller en andens dejlige Mor eller savner og mindes en Mor. ❤🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skrøbelig

Man skulle tro, at jeg helt har glemt, at jeg er den lykkelig ejer af denne her fine blog. Der er gået så lang tid siden sidste blogindlæg, at det måske virker temmelig ukoncentreret eller useriøst.

Men jeg har ikke glemt mit skrivehjørne.

Tværtimod.

Jeg har undgået at begynde på et nyt skriv, fordi det hele er så sært og så skrøbeligt for tiden.

Sidste gang, jeg skrev, var jeg on a high. Ramadanens nymåne hang og skinnede glædesstrålende over os, og vi havde tilmed en nyvunden frihed at fejre. Friheden til at gå ud af hjemmet igen – uden en udgangstilladelse.

Men som med alt andet, vi tager for givet, fordi det straks bliver ny standard og hverdagskost, er muligheden for en løbetur eller et smut i supermarkedet ikke længere tillokkende.

Der er alt, alt for mange af mine flinke medmennesker, som tror, at deres ansigtsmasker virker mod Corona-virus,  når de hænger nede om hagen på dem.

Der er stadig temperatur- og alderskontroller ved indgangen til supermarkeder og centre – og der er engangs-plastichandsker, kø til at komme ind i butikken og kø ved kassen. Der er INTET sjovt ved en tur i supermarkedet. Overhovedet.

Intet er, som det plejede at være.

Jeg var ved at bilde mig selv ind, at NU kom det hele retur til mig, men det var ren ønsketænkning og indbildning.Jeg kan drømme om det – og lade som om det – men lige så snart, jeg bevæger mig uden for matriklen, bliver jeg overvældet af, hvordan et nedlukket, dystopisk samfund ser ud.Det her er så langt fra normalen, som vi kan komme. Og jeg græmmes. Sveder tran under masken i 38 graders varme, mens andre vælger at blæse på reglerne og løber frejdige afsted med masken nede om hagen, som om det kunne hjælpe på noget som helst. Og så stiger mit blodtryk.

Jeg griber til fredelig selvtægt. Henvender mig til førnævnte frejdige løbere og spørger, om de er ok med, at jeg også bare tager masken af foran dem – eller om vi skulle vælge en mindelig løsning, hvor begge parter passer på hinandens helbred? De fleste smiler og siger thank you, mens de skynder sig videre væk med masken nede om hagen. Det er Dubais svar på fuck you. Her i landet kan man komme seriøst galt afsted med bandeord og fremvisning af langemand, så det giver mest mening bare at sige thank you og løbe sin vej.

Efter 5 blodtryksopsættende encounters går jeg hjem. Med uforløst træningstrang og uforrettet sag. Med følelsen af, at denne her virus kommer til at styre vores liv i meget, meget længere tid, end vi har tålmodighed til. Fordi ingen længere følger reglerne.

Baseret på min uvildige sammentælling af mængden af masker omkring hager versus mængden af korrekt påsatte ansigtsmasker i en velbjærget og veluddannet hvid-mands-ghetto, kan jeg konkludere, at langt de fleste nu officielt har tabt sutten og er vendt tilbage til den vante hverdag. De gider ikke mere. De har ikke bedt om det her – og efter 8 uger er det altså nok.

Og i mens de løber ud i livet, løber jeg hjem til mig selv, og bliver mere og mere sær og angst.

Jeg slæber mig igennem undervisningen på Teams. Jeg slæber mig igennem den endeløse forberedelse og rettelse af opgaver. Jeg slæber mig igennem børnenes skolearbejde og projekter. Jeg slæber mig igennem frokost-tilberedning og kaffebrygning. Jeg slæber mig oven på til en halv eller hel times workout med Martin og så et forløsende et brusebad. Jeg kysser og kysser og kysser på min familie. Jeg læser højt for pigerne og læser bøger for mig selv i timevis for at glide ind i et andet univers. Jeg sover elendigt og drømmer mareridtsagtige drømme hver nat. Jeg trøstespiser is og kager hver dag. Jeg tildeler mig selv ugens brandert hver fredag.

Og så starter en ny uge op i glasklokken.

Med præcist det samme indhold.

Skole. Mad. Motion. Bad. Bog. Natteroderi. Slet skjulte bekymringer. Strittende grå hår kombineret med et iltert, opfarende temperament, der falder lige så hurtigt ned og skammer sig, som det blussede op.

Jeg er ikke den eneste i familien, der er i forandring. Martin arbejder f.eks. videre på den svenske frisure. Potentiale, har det. Det er første gang i vores 19-årige liv sammen, at jeg har set hans hår med en reel længde.Heldigvis er alting jo ikke sort hele tiden. Martin og jeg passer godt på hinanden, og deler stort og småt med hinanden hele tiden – for vi har ikke andre ører at hive i. Der er også en enkelt socialt-distanceret-lykkestund med dejlige, søde og glade venner, der gør det ud for vores Dubai-familie, som får afledt mine destruktive tanker med verdens bedste drinks.Ingen af os har det godt for tiden. Det her handler ikke om mig som en særlig skrøbelig udgave af Maude fra Matador eller Yvonne fra Olsen-Banden, som visse personer ynder at sammenligne mig med.

Det står soleklart, at vi alle er udfordrede. På stort set alle fronter. For verden er jo fandeme helt af lave.

Min skrøbelige og sære glasklokke er sikkert magen til din. Måske betragter du også verden på en ny og forsigtig måde? Måske drømmer du dig også konstant tilbage til en verden og en virkelighed præ-Corona, der pludselig virker så uskyldsren og legende let? Det var verden jo ikke dengang. Men det føles sådan nu.

Det er sorg over spildt mælk og tabte fællesskaber, der vælder op i mig.

Og selvom jeg er blevet bedre til at gribe knoglen – og selvom jeg sender 1.000 WhatsApp-beskeder om dagen, så er der stadig en stemme indeni mig, der ufortrødent udsender faretruende bekymringer.

Om at vi ikke kommer til Danmark til sommer, men må blive her på matriklen.

Om at virussen bliver værre end den allerede er her i landet, hvor vi efter 8 ugers kamp fortsætter med at få 500+ nye tilfælde hver dag.

Om at vi får lockdown igen, hvis ikke folk snart putter de masker rigtigt på.

Om at vi ikke kan komme retur i skole til september, men må fortsætte online schooling langt ind i næste skoleår.

Om at vaccinen har længere udsigter end forventet, fordi der dukker bivirkninger op.

Om at den her fucking virus muterer og gør sig selv endnu sværere at hamle op med henover efteråret og vintermånederne.

Og mens vi nu er helt nede i kulkælderen af bekymringer og frustrationer, så send lige mere pålægschokolade. Vi er udgået for Galle & Jessen. For første gang i over 10 års udlandsliv. Det siger alligevel noget om krisesituationen.Pas rigtigt godt på hinanden i denne tunge og foruroligende tid.

Distancekram fra Drama-Dronningen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet