Kvindernes Kampdag

Jeg er en dag for sent ude.

Det er jeg klar over.

Mit feed på Instagram svømmede over med rosenrøde, intetsigende budskaber og tilbud om foryngende skønhedsplejeprodukter igår. På Kvindernes Internationale Kampdag 2021. Som selvfølgelig bliver malket så hårdt i marketingsøjemed af alle mulige firmaer, at det gør helt ondt at se på.

Selv valgte jeg at se Kampdagen igennem et par lyserøde briller. En form for ironisk distance for at overleve i en verden, hvor aviserne kan berette om, at nigerianske skolepiger fortsat bortføres og voldtages, og at børnene i Yemen fortsat dør af sult.Jeg har ikke noget sådan for alvor genialt at sige om kampdagen, andet end at jeg er 100% erklæret anden-generations-feminist, og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at opfostre to små, stærke feminister, der samtidigt er så heldige at vokse op i en del af verden, hvor de trods alt har lidt lettere ved at tro på, at de kan gøre alt det, drenge kan – og at de kan gøre alt det, de selv har lyst til.

Der er stadig vanvittigt langt mellem kønnene i forhold til uddannelse, efterfølgende jobmuligheder og den økonomiske kompensation for et udført arbejde.

Og der er vanvittige forskelle på mulighederne for selvstændige, individuelle valg mellem kønnene.

Og en ligeså vanvittig ubalance i magtforholdet mellem kønnene.

Når vi kommer til dét med magt-ubalancen, behøver vi ikke kigge langt mod syd eller øst for at få øje på, at der virkelig er noget rivende galt. Man kan nøjes med at kigge på Overborgmester Frank, der slikker ører på kvinder, som var det peanuts på en bardisk – og en vis Morten Østergaard, der er gået i selvbestaltet to-årigt dvale betalt af offentlige midler, fordi han simpelthen ikke orker mere pis med de damer, der ikke kan forstå ‘hans måde at flirte på’.

For god ordens skyld må jeg præcisere, at jeg taler ikke om ligestilling forstået som en lige ‘fordeling’ af alting og ingenting, men som lige ‘muligheder’. Og hvordan vi så får skabt lige ‘muligheder’ over alt i verden – dét bliver godt nok en op-ad-bakke-kamp langt, langt ud i fremtiden.

For selvfølgelig er der modstand fra dem, der bestemmer, når ‘udenforstående’ vil ind og ha’ en bid af magtens overvældende flødeskumskage.

Det er sådan set ligegyldigt, om vi taler køn, race, religion, nationalitet eller økonomisk råderum her – det hele handler om indflydelse og magt. Om at positionere sig. Om at være den, der bestemmer. Over sig selv og over andre.

For tiden er der f.eks. en kvindelig statsminister i Danmark, der udviser tydelige tegn på gammeldags magtsyge. Hun indgår aldrig i offentlig kritisk dialog med journalister eller med sine politiske kollegaer eller opponenter; vi ser intet samarbejde på tværs, i bredden eller i dybden under hendes ledelse. Der er kun stram topstyring og dominanshandlinger, hvor problemer og fejltagelser fejes ind under gulvtæppet og den absolutte loyalitet skal opretholdes som var der tale om en rockergruppe. Det er interesant at se på.

Interessant, fordi vi sjældent møder kvinder, der udviser denne her tydelige form for aggressiv, ikke-dialogisk fremturen. Men selvfølgelig kan kvinder blive lige så magtliderlige, besidderiske, dominerende og aggressive som mænd. Vi har præcist det samme følelsesregister, selvom det ind i mellem kan virke som om vi vitterligt er fra to forskellige planeter. Det er på samme tid let og tungt at sige, at Mette Facebook Frederiksen ikke blev den statsleder, jeg havde drømt om, da hun kom til magten. ‘Kom til magten’. Lyt lige til den formulering. Suk.

I virkeligheden aner jeg intet om politik og det rænkespil eller “håndværk”, man skal mestre for at blive en dygtig politiker. Det eneste jeg ser, er, at politikerne bliver mere og mere karikerede, usaglige og positionerende, fordi det er en mulighed i det mediebillede, vi har skabt, og med den medieadfærd, der hersker i 2021. “Like, del og kommentér”-mentaliteten, som vi alle sammen er blevet en indgroet del af. Jeg ved ikke, hvad vores børns generationer vil tænke om os, når de engang om 20 år sidder og reflekterer hos psykologen over deres barndom og deres åndssvage forældres og bedsteforældres medieforbrug, mobiltelefoner 0g forplumrede, indskrænkede verdenssyn. Jeg græmmer mig bare på forskud. Vores adfærd på de sociale medier bliver værre og værre, og ingen af verdens ledere eller formidlere ser ud til at forsøge sig med at nuancere tingene mere end højst nødvendigt.

Hver gang jeg bliver utryg og utilfreds med verden, søger jeg ind i litteraturen, fordi det er hér, man får den virkelige samfundsanalyse.

Det virkelige spejl på en tid og et levet liv.

Jeg elsker f.eks. at følge litteraturanmelder og debattør Katherine Diez, fordi hun tillader, rummer og åbner op for samtaler om de allertungeste ting i livet med sine følgere på de sociale medier. Skud ud til hende for at give os alle en dosis kultur og litteratur, når vi har mest brug for det. Og for at give os følelsen af ikke at være alene med vores følelser, når de ellers godt kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg elsker også at følge Kritisk Pynt, Craftedwhilehigh og Krænkelseskulturellememes for et ærligt og redeligt grin på Instagram, når de kæmper mod patriarkatet med ét af de stærkeste våben på jorden: Humor.

Og det bliver nok sådan en broche her, jeg køber, næste gang jeg kommer til Danmark:

Højt på listen over kommunikatører og aktører, der kan redde min dag, står også gruppen Everyday Sexism Project Danmark og Özlem Cékic’s dialog-kaffe, som begge vidner om, at der stadig findes virkelig kloge, energiske og reflekterende grupper i et samfund, der ofte kommer til at fremstå mere og mere uvidende og generisk-dumt.

Men uanset en op-ad-bakke-kamp mod sexistiske ronkedorer, magtsyge chefer og politikere, der ikke er en potte pis værd eller får udrettet noget, der kan ændre på et samfund, der helt grundlæggende spænder ben for piger og kvinder, så må vi huske at ønske hinanden –

Rigtig Glædelig Kampdag og Livslang Kamp til alle os, der er født som kvinder.

It takes one to know one.

Og med den opfordring til medsøsterlig omsorg og støtte tror jeg, at jeg vender blikket indad resten af i dag.

Ind i en bog, der har ramt mit moderhjerte, som jeg ikke kan huske, at det er blevet ramt, set eller genkendt før.
Olga Ravns nyeste bog-skud, “Mit Arbejde”, går rent ind. Læs den – uanset om du selv er en Mor eller ønsker at blive det. Læs den, fordi du har en Mor og lever omgivet af mødre. Piger-kvinder-mødre ruller denne her verden – og Olga Ravn er én af den slags modige mødre, der tør sige højt, hvor svært det egentlig er, at få et barn. Ikke kun for mellemkødet, men for ens personlige identitet, for ens karriere og efterfølgende jobmuligheder, for ens følelsesliv, for sexlivet, for økonomien. For ens verdensbillede.

Jeg genkender rædslen. Rædslen for at dø under fødslen. Rædslen for at gøre skade på barnet. Rædslen for at være reduceret til en malkeko med noget, nogen kalder for ammehjerne. Rædslen for, at min identitet ville gå til grunde og aldrig genopstå.

Med tiden går det bedre med det der trange moderskab. Den følelsesmæssige tumult stilner trods alt af, i takt med at børnene bliver store, og øjnene igen kan vende sig ud ad i verden.

Jeg elsker også min egen Mor endnu mere, fordi jeg nu som Mor forstår det offer, hun har bragt. Jeg elsker min Søster endnu mere, fordi hun står dér lige midt i moderskabet og gør det hele så fint, nært og kærligt. Jeg elsker min Svigermor for den dejlige søn og mand, hun har frembragt til mig og vores børn. Og så er der alle mine veninder, mostre, fastre, tanter, svigerinder og andre dejlige damer, der ruller verden fremad hver eneste dag.

Jeg elsker og krammer mine egne døtre, så det gør ondt, når jeg tænker på, at deres fine liv skal formes af moderskab, søsterskab, ægteskab og alle mulige og umulige kampe, som de måske må tage alene – og forhåbentligt engang i mellem kan tage sammen med deres medsøstre i ægte solidaritet mod patriarkatet.

Til tasterne, ind i bogen, på med boksehandskerne – grib til det våben, der er dig kærest og nærmest.

Du får brug for det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kobberbryllup

I dag er en kæmpe mærkedag i Casa de Kaalund.

Den 23. februar har vi nemlig kobberbryllup OG fejrer samtidig vores 14 års forlovelsesdag.

Vi ser ud til at være temmelig overraskede over mærkedagen – men det var nu den halve æresport, bryllups-muzakken og vores skønne, skøre venner med morgenmadskurve kl. 6 om morgenen, der gjorde os så befippede. Og glade helt ind i knoglerne! Traditionel dansk morgensang i en Ørkenstat havde vi ikke lige set komme! 😂

Martin friede til mig den 23. februar 2007 på det hedengangne The Chedi’s smukke lagunestrand i Phuket. I måneskin og med bare tæer fik han forklaret mig et eller andet om sol, måne og stjerner, der ligesom stod rigtigt. Han sagde også noget klogt om kærlighed og evighed og medgang og modgang. Det hele var nøje planlagt og orkestreret. Martin er jo gammel militær-mand, og han kan godt li’ at have sonderet terrænet og tjekket både fronter og flanker, før han går i krig. Som man sir’.

Jeg selv husker desværre ikke det helt store fra frieriet, fordi jeg var hønefuld efter en vidunderlig middag på stranden.

Tindrende lykkelig var jeg også.

Fordi denne her flotte, kloge og særlige mand var lige dér – i mit liv. På en sandstrand i Thailand.

Dét, jeg husker, er til gengæld den romantiske prinsesse-seng med myggenet og en masse inderlige kys i en lun tropenat, og jeg husker også at vågne op næste morgen med klædelige tømmermænd og en uendelig fin forlovelsesring på fingeren. Den lå jeg og stirrede på, mens jeg overvejede, om man så var voksen? Og hvad det egentlig ville sige, at sige ja til at være sammen med den samme person resten af livet? Noget umiddelbart svar fandt jeg ikke. Men jeg blev enig med mig selv om, at når det føltes rigtigt, så var det rigtigt.

Det var stort, det her.

Et kæmpestort skridt, sådan at blive forlovet.

På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i godt og vel 6 år, og som de brændte skilsmissebørn, vi var og er, var ægteskabet ikke lige noget, der blev indgået i huj-hej-hast.

Vi sparede penge sammen til brylluppet i 1 1/2 år, så vi den 23. august 2008 kunne holde et brag af en bryllupsfest-weekend på Helenekilde Badehotel for vores familie og venner. Dén fest ser vi begge tilbage på som noget helt særligt.

Året efter – på vores første bryllupsdag – blev der svedt, grædt, råbt og blødt ud over Hvidovre Hospital, da vores førstefødte arving til al gælden kom til verden. Cille skraldgriner, når hun husker sig selv på, at hun gennem-terroriserede min tissekone på vores allerførste bryllupsdag, i stedet for at hendes forældre kunne spise romantisk middag på restaurant eller hvad man ellers kunne have fundet på af ‘romantisk squabble’, som hun kalder det.

At få børn sammen var en endnu større beslutning end at blive gift.

Vi var i dybe, ganske u-erotiske for-og-imod-samtaler henover søndags-Berlingeren og birkesrundstykker i lang tid – før både forlovelse og bryllup – mere sådan på det teoretiske tankestadie. Martin ville gerne have to børn, hvis vi overhovedet skulle se på det med børn. Søskende er jo guld værd. Og det ville jeg nok også gerne, fordi jeg var lidt bange for at blive et ægte røvhul, hvis ikke jeg med tiden fik andet at lave end at lege fin-dame-på-kontor-i-jakkesæt. Den version af mig kunne blive et røvhul med årene. Det kunne jeg ligesom fornemme. Ikke at alle andre voksne uden børn er røvhuller – jeg taler kun ud fra mig selv, please.

Fast forward til den 23. februar 2021, hvor vi pludselig har været gift i 12 1/2 år, været forlovet i 14 år og har kendt hinanden i knapt 20 år. Vi har fået endnu et barn til samlingen, og vi har boet i udlandet i 10 år. Der er sket et par ting og sager, siden vi mødtes som hhv. 23- og 29-årig på et kollegium i Odense.

Og godt det samme.

Med tiden er vi blevet rundere. Og her mener jeg altså ikke kun kilomæssigt,  men også sindsmæssigt.

Med tiden er vi blevet mildere. Der skal nu kun tages de vigtige kampe – de andre diskussioner får for det meste et træt suk eller et drevent skuldertræk som respons.

Kanter er slebet af, skåret til, visnet, opgivet og forandret undervejs. Vi ligner hinanden mere og mere. Måske ikke af udseende, men i den sammensmeltning af personligheder, præferencer, interesser og adfærd, som sker helt umærkeligt, når to mennesker skal samarbejde og forhandle sig fremad i livet sammen.

Jeg elsker det.

Jeg elsker, at jeg efterhånden minder mere og mere om Martin, og han om mig. Jeg elsker, at jeg genkender alt i ham, kender alle hans vaner, bevægelser, dufte, lyde, præferencer, følelser, tanker. Det er inderlighed og det er samhørighed.

Og jeg vil passe på ham og hjælpe ham for altid.

Betydningen af at have en fælles historie og et fælles levet liv går mere og mere op for mig. Vi har sammen skabt det her cirkus og de to frække børn – og ingen kan deltage i det her liv på dén måde, vi kan sammen. Det er den største gave – at blive taknemmelig over, at vi er sammen om alt det dejlige og alt det vigtige i livet.

Sådan håber jeg, at det vedbliver at være.

Det er tanken, at jeg skal blive en gammel og knoklet dame, der trisser rundt og rister müsli til min gamle og knortede mand, der ikke kan li’ rugbrødsmadder på firsindstyvende år. Det er tanken, at den samme gamle og knortede mand skal vandre i naturen med den gamle knortede dame. Og passe børnebørn i et væk. Helst masser af børnebørn. Måske skal vi også muge ud i en grisestald hos én af børnene. Måske skal vi sælge sand i Sahara. Måske skal vi spise alt for mange croissanter på en fortovscafé i Buenos Aires.

Jeg ved det ikke endnu, men visionen er, at vi bliver ved og ved med at være os til den sidste dag.

For dét her giver mening.

Ihvertfald for mig.

At være gift med en Regnskabschef er en dans på både Excel og roser.

Tak for dig og alt dét, du giver pigerne og jeg hver eneste dag, Martin. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hele verden i rød

Vi er vågnet op til ‘hele verden i rød’.

Igen.

De danske myndigheder mener fortsat, at der er sikkerhedsbrister i Dubai’s COVID-19-testsystem, og at folk kommer hjem med corona herfra. Der er ellers afholdt en række samtaler på højt politisk niveau mellem Emiraterne og Danmark, men sidstnævnte bliver ved med at fastholde, at der altså er corona-smittede med flyene herfra. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned på hele denne her misére, men det føles så absolut som en ubehagelig hetz for os, der bor og lever vores liv her i Ørkenstaten.


Danskerne i Dubai ved, at PCR-testsystemet er velfungerende og mindst lige så professionelt sat op som hjemme i Danmark. I det hele taget lader sundhedsvæsnet intet tilbage at ønske her i landet – det er mindst lige så godt og fornufts-forankret som i Danmark.

Vi bryder os ikke om kritikken, der hagler ned over bystyret i Dubai lige nu. Det er ufortjent – og vi er ret så stolte af landets måde at håndtere pandemien på.

For os er det pinligt, at de danske myndigheder langer ud efter en bestemt by på denne her måde – og det føles lidt som om en bizar kombination af Janteloven og behovet for en syndebuk er på spil, når de danske medier og danske politikere så velvilligt tæller et vist antal danskere, der helt bestemt er kommet hjem fra Dubben med corona i kufferten. Uanset hvornår dén corona så ellers er blevet påvist.

Syrligheden er til at tage at føle på.

Dubai er og bliver en rød klud lige i smasken på en frustreret, dansk tyr.

Vores lille familie har allerede ‘skudt en hvid pind’ efter idéen om at nyde forårsvejret og påsken i Danmark. Det virker ikke til, at vi er velkomne lige nu.

Og med de potentielle krav om corona-pas og isolation ved ankomst, er der ikke andet at gøre end at vente med at se vores familie og venner til vi har to hele måneders sommerferie at løbe an på. Vi ved ikke engang, om vi kan blive vaccineret med en af Danmark godkendt vaccine, før sommerferien står for døren – for her i landet er der mest købt ind i Sinopharm fra Kina, og dén er sjovt nok ikke på EUs liste.

Det er sørgeligt, at der i dén grad skal udskammes i Danmark for tiden. Om det så er en by, en person, et land eller en livsstil, det går ud over, så er det ubehageligt at opleve tonen i debatten og den lynchstemning, der har bredt sig, fordi en flok kendisser har haft det lidt for sjovt og taget lidt for let på pandemien.

Var det smart at rejse på ferie midt under en pandemi?

Vel var det ej!

Gør jeg det selv?

Vel gør jeg ej!

Men derfra og så til at konkludere, at hele PCR-systemet i Dubai fejler – dét forstår jeg ikke.

Pandemiens fornuftsreglement med social distancering, afspritning, mundbind osv. overholdes af alle os, der er fastboende i Dubai – og vores regler har hele tiden været striksere end de er i Danmark, hvilket er forklaringen på, at flere ting og steder kan være åbne, end det er tilfældet i Danmark for tiden.

Der er helt sikkert turister, der kommer hertil for at nyde livet og slippe væk fra pandemireglerne i deres hjemlande. De fotograferer sig selv lystigt foran Burj Al Arab uden mundbind i små trekant-bikinier. De billeder bliver så forstørret op og slugt råt af en Dubai-liderlig presse i Danmark, der ikke har det mindste problem med at videregive faktuelt forkerte oplysninger i deres medier.

Adskillige af mine (klart mere overskudsagtige) landsmænd, der er bosiddende her i De Forenede Arabiske Emirater, har i de seneste dage insisteret på at få artikler på eb.dk og bt.dk korrigeret – for det er IKKE tilfældet, at vores barer og restauranter lukker ned. 
De fleste journalister virker ret ligeglade med at rette indholdet til, så det fremstår faktuelt korrekt. Det er måske også for meget at forlange, at de skal kunne forstå, at der opereres med 50-70% kapacitet, og at alle udskænkningssteder og beværtninger skal lukke kl. 1? For dét er vel ikke det samme som at de ‘lukker ned’?

Vi kunne ellers være så ligeglade.

Ligeglade med sindsstemningen og den koleriske tone hjemme i Danmark. Det er jo præcist dén danske brokke-røvs-mentalitet, vi er flygtet fra – og nu observerer på behørig afstand fra de varme lande.

Men sagen er dén, at vi IKKE er ligeglade. Hverken med den fremstilling, der er i danske medier af vores nuværende og højtskattede hjemby, Dubai. Ej heller kan vi være ligeglade med den opfattelse, De Forenede Arabiske Emirater med rette kan få af Danmark, de danske myndigheder og politikere og danskerne helt generelt, når danskerne får hysset sig selv helt op i et gear, der er ganske uhensigtsmæssigt.

Vi er heller ikke ligeglade med folkestemningen og folkedomstolen derhjemme. For interessant nok, så banker der patriotiske hjerter i alle danskeres brystkasser, lige så snart vi kommer en smule væk hjemme fra. Også selvom vi kan se de mindre charmerende sider af den danske national-sjæl i fugleperspektiv og med den der forunderlige lang-distance, der kryber ind, når man vælger at flytte sig længere væk fra Moder-landet.

Jeg ser på det hele med ærgrelse lige nu – og med en trist væmmelse, for at være ærlig. Og det tillader jeg mig at sige højt, fordi det her er min platform, og man kan lade være med at læse med, hvis jeg er for bedrevidende eller irriterende.

Jeg elsker det her sted. Mellemøstens Las Vegas, som Dubai så smukt kaldes i forskellige danske medier. Jeg elsker det ikke, fordi det er bling-bling og fis og ballade. Jeg elsker det, fordi det er et trygt, smukt og multikulturelt samfund, der danner en komfortabel ramme om vores familieliv. Jeg elsker landskaberne og naturen. Historien. Menneskerne. Det eksotiske i at vade rundt under dadelpalmer og lytte til minareters kald. Jeg elsker varmen, solen, duftene og lydene af cikader i nattemørket.

Jeg elsker også mit Moder-land og en hel bunke herlige mennesker, der bor der. Men hold da op, hvor jeg håber med stor inderlighed, at der snart bliver skruet op for knappen med medmenneskelig forståelse, storhed, taknemmelighed og forårsfornemmelser, for der er alt, alt for surt, småt, gråt og trist i både mood og debat lige nu.

Og indtil det rent faktisk bliver forår, og vinterdepressionerne letter derhjemme, så foreslår jeg, at vi alle sammen spiser en hel flok fastelavnsboller. Jeg kan jo ikke lige komme forbi Hart, Juno, Meyers og hvad bagerierne nu hedder i København, men jeg kan åbenbart godt selv bage de der faste-boller.

Nød lærer sulten kvinde at koge bagefast kagecreme.PS: Pigerne tog lige præcist én mikroskopisk bid hver, så skulle de bede om toastbrød med nutella. De kan ikke lide mine nybagte fastelavnsboller. Story of my life.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-lotteriet

Det var lige før, jeg udbrød, at “det måtte jo ske på et tidspunkt”, da Martin med beklagelse i stemmen meddelte, at hans seneste PCR-test desværre var positiv.

Tænk, at blive udtrukket som vinder i det store corona-lotteri! Og han var ikke engang alene om vinderkuponen med den gyldne omgang corona – fire kollegaer var i samme vinderposition. Det er en arbejdsrelateret ‘rona, skulle vi mene at have regnet os frem til – for vi kommer jo stort set ingen steder.

Det startede med, at Martin havde let feber, slem hovedpine og noget underligt ubehag i kroppen, og selvom det jo ikke i sig selv er lig med corona, blev han selvfølgelig PCR-testet og var noget bekymret for resultatet.

Det hjalp ikke engang med en omgang kanelsnurrer, selvom jeg bagte dem og en stak pølsehorn i ren kærlighed.Han sov for sig selv og gik med maske på, men i min naive verden er man jo altid uskyldig til det modsatte er bevist, så det kan ikke udelukkes, at jeg har krammet lidt på ham i ventetiden. Han er svær at holde fingrene fra i længden, er min erfaring med Hr. Skotskternet Pyjamas.Hele skolen har også lige været lukket i en uge, hvor alle elever overgik til distance-learning over Teams, fordi smittetallet i Ørkenstaten bare går op og op – og der er for mange syge lærere og en efterhånden ret så udtrasket vikarstab, der løber hurtigere end man kan forvente.At blive syg med corona er desværre heller ikke længere noget, man hører om ‘ude i periferien’ – nu er det folk, vi kender, det er naboer, venners venner, kollegaer, venners kollegaer osv.

Dagen efter Martins positive coronatest var jeg så på pletten med en knaldende hovedpine. Pigerne, Maricel og jeg fik straks foretaget PCR-tests, og på det her tidspunkt var jeg ret taknemmelig for, at vi var i hjemmeskole, så vi har så lidt berøringsflade med andre som muligt.

Efter halvandet døgn i sengen med ondt i alle led, hovedpine, kuldegysninger og alle mulige psykosomatiske symptomer var jeg ikke overrasket over, at min test også kom retur positiv.

Pigerne og Maricel klarede heldigvis frisag. Ihvertfald indtil videre.

Martin havde to døgn med dundrende hovedpine, ondt i leddene og følelsen af let feber on-off, før han begyndte at komme til hægterne igen. Det samme har gjort sig gældende for mig – bare med en dags forskydning.

Og han passer godt på sin dødsangste kone, der føler, at hjertet hopper og flimrer. Det er enormt beroligende og betryggende at kunne måle iltmætning og puls, når det er som om, der foregår noget sært i kroppen. Det har ihvertfald hjulpet mig til at sove mere trygt om natten midt i dét her.Martin har ikke kun indkøbt ilt- og pulsmåler, men også et pandetermometer, så han kan ‘skyde’ helt uden at vække patienten.

Det er håndgribelig kærlighed.

Mandeomsorg.

Og jeg slubrer den i mig.

Nu er jeg på Dag 5 i isolation.

Martin på Dag 6.

Det er en lille, stille, halvkedelig lockdown-boble, der denne gang giver mening, fordi vi nu er syge. Pigerne tegner og maler på lærreder oppe på deres værelser, mens de ser dumme amerikanske serier på Netflix; Mille leger med sine Playmobil-opstillinger og Cille zoom’er sig igennem lektierne med sine veninder. Karbadene tager halve dage, og det samme gør snacks-pauserne.Dubai Health Authority ringede også til os forleden for at høre, hvordan det går i corona-reden. Deres nye retningslinjer for corona-smittede er 10 dages isolation, hvorefter man er fri til at tage på arbejde og ud i samfundet igen. Tidligere hed det 14 dage, men det er nu nedsat efter grundige overvejelser. Faktisk udsteder myndighederne nu et certifikat, der skulle blive sendt til ens mailadresse, således at man kan bevise over for arbejdspladsen eller andre, at man har udstået isolationen og har lov til at møde op.

Pigerne kommer nu først afsted i skole efter 14 dage herhjemme, også selvom de forhåbentlig ikke får corona af os. De er jo direkte pårørende til corona-smittede, og de skal ud blandt mange børn, når de træder ind på skolen igen.

Better safe than sorry.

Her midtvejs i isolationen er der heldigvis ikke noget, der ikke kan klares med lidt Panodil og en lur. Hvile skal der til. Og der er jo heller ikke ret meget andet at tage sig til, når man ikke må gå nogen steder hen, og der ikke er skyggen af energi i kroppen til at lave gymnahopsasa på YouTube.

I stedet må jeg læse bøger og glo på de smukke blomster, jeg fik forærende i dag, som en dejlig overraskelse fra to søde elever.Jeg håber inderligt, at det fortsætter med at være en mild omgang, selvom vi har hørt flere sige, at Dag 8 til 11 kan være ret slemme. Det virker til fortsat at være en meget uforudsigelig virus med meget varierede symptomer og problematikker hos den enkelte, og indtil videre er vi sluppet meget, meget billigt. Det mest insisterende er manglende smags- og lugtesans – og så ømhed i alle leddene.

Martin og jeg holder os for os selv, så meget som overhovedet muligt. Når vi skal ud af sove- eller gæsteværelset vasker vi hænder, bærer mundbind og holder afstand. Selvom vi har Maricel her, har vi vurderet, at det ikke er muligt at “lukke os fuldstændigt inde” i de to værelser i 10 dage.

Det er selvfølgelig en kalkuleret risiko.

Vi ønsker ikke, at pigerne eller Maricel skal få corona, men samtidig er det også hårdt for pigerne at skulle være “helt uden forældre” i så lang tid. De er stadig bittesmå mennesker.Så vi monitorerer pigernes helbred. Og Maricels, for den sags skyld.

Og så tæller Mille og jeg ned til vi kan kysse og kramme igen.På falderebet i min corona-fortælling kan jeg ikke nære mig for lige at sige, at jeg har set måbende til, når den danske regering og de danske medier langer hårdt ud efter Dubai i denne her sammenhæng.

Det kunne jeg også have uddybet over for Radioavisen på DR, men jeg vil meget hellere bruge min egen lille platform her til at forklare, hvad jeg synes om de anklager om snyd med PCR-tests, som den danske stat fremsætter imod Dubai.

Og så til mit korte svar, der alligevel fik min puls op.

Det er mig helt ubegribeligt, at der skulle foregå snyd med PCR-tests her i landet. Det ville på ingen måde tjene styret, som ikke ønsker andet end gang i hjulene igen. Vores sundhedsvæsen lader heller intet tilbage at ønske – tværtimod. Alle klinikker er professionelt sat op og f.eks. hele vaccinationsprogrammet bliver kørt af sundhedsmyndighederne på præcist samme måde som i Danmark.

Her er så hårdt brug for, at bl.a. turistsektoren kommer på benene igen, og derfor har man velvilligt taget imod turister fra især England, Rusland og de tidligere sovjetrepublikker i de seneste måneder.

Vi, der er fastboende i landet, ser til med bekymring på dette – for vores oplevelse er, at det er netop turisterne, der kommer rejsende til med lige så stor risiko for at smitte os med nye mutationer, som vi har for at smitte dem – og så er det oftest turisterne, der har ‘besvær’ med at overholde de gældende restriktioner, når de skal have taget perfekte selfies til Instagram.

Jeg tror ikke på, at der skulle foregå organiseret PCR-svindel fra styrets side. Kan man finde en iransk kvinde i Danmark, der sælger falske, negative PCR-tests “fra Dubai”, så er det vel en kriminel handling og et problem i Danmark – ikke i Dubai?

Men sådan er der så meget.

Hver især føler vi os allerbedst tilpas og allermest trygge ‘hjemme’.

Hvor ‘hjemme’ så end er.

Og ‘hjemme’ er lige præcist dér, hvor vi alle bør blive i den nærmeste fremtid. Indtil vi får styr på corona, carina, corolla – rædsomt barn har som bekendt mange navne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvad skal du være, når du bliver stor?

Det spørgsmål stiller vi voksne ofte til børn.

Måske stiller vi det, fordi vi ubevidst nyder den umiddelbarhed, hvormed børn møder verden og en fuldstændig ukendt fremtid? De fleste af os voksne er jo ramt af de begrænsninger og afvisninger, vi har oplevet igennem livet.

Det er ikke børnenes erfaring.

Endnu.

Alt ligger frit for dem.

Ingen døre eller old boys networks er lukkede for dem, og børn har heldigvis heller aldrig hørt om glaslofter i magtens korridorer.

Jeg er én af de voksne, der engang i mellem spørger. Fordi jeg elsker den dialog, jeg så får med et barn. Det siger så meget om deres personlighed og evne til forestilling, når de svarer politibetjent eller mor eller superhelt. Det er en lille uskyldig leg med noget, der ligger så fjernt, at det kun kan tages for dét, det er – en opbyggelig fantasi om noget, der engang gerne må ske.

I og med at jeg elsker denne her hvad-vil-du-være-leg, kan det ikke komme som en overraskelse, at både Cille og Mille kan svare detaljeret for sig, når de bliver spurgt.

Forleden stillede Primary School så spørgsmålet til alle deres små elever.
Emilie fandt straks sin kittel, et par fornuftige cowboybukser og kondisko frem. Plus et par hunde, en bold, hundekiks og et kødben.Mille skal nemlig have sin egen ‘doggy daycare’, når hun bliver voksen. Mormor er dagplejer for små børn – Mille skal være dagplejer for hunde. Idéen ligger lige for, og det er tydeligt, hvor inspirationen kommer fra, for hun elsker også at være i Mormors dagpleje med de små rollinger. Mille er meget, meget kærlig, empatisk og omsorgsfuld af natur; hun elsker hunde i alle størrelser og racer; hun har lyst til at arbejde med mennesker og dyr. Det vil være er perfekt match, at hun kan modtage en flok hunde, lege og passe dem, og så indgå i en dialog med deres ejere.

Til Milles ‘doggy daycare’ skal der også være ‘grooming-faciliteter’, hvor hundene kan blive vasket og fønet, få klippet negle osv. Hun trækker dog grænsen ved sygdomsbehandling, så hvis der skal være dyrlæge, sygepleje og genoptræning, må andre stå for det. Mille er ikke til blod og smerte. Og det er helt okay. Essensen i denne her hvad-vil-du-være-leg er jo blot, at barnet skal mærke efter, hvad hun/han er passioneret omkring – og ikke de praktiske detaljer, uddannelsesmæssige krav eller økonomiske benspænd.

Cille – derimod – hælder mere til rationelle, naturvidenskabelige fag. Hun har naturligt anlæg for dette, og hun er lige nummeret større, så hun er begyndt at tænke på ungdomslivet og uddannelsesmulighederne. Af sig selv. Det er ikke os, der har forsøgt at skubbe hende i en bestemt retning. Faktisk havde vi planlagt, at stort set ‘hele verden’ skulle være en mulighed for hende, men efter en udbryderkonge (og ditto dronning) kommer der en hjemmefødning. Det er naturens eller universets orden.

Cille vil tilbage til Danmark for at læse på en lang, videregående uddannelse. Hun vil fokusere på de naturvidenskabelige fag i IB-gymnasieskolen hér, og så vil hun tage et sabbatår i Danmark, før hun begynder at læse.

For København er et fedt sted at være ung. Dét har hun regnet ud. Først skal hun tjene penge på en kaffebar eller lignende; hun skal lære at køre bil og at cykle i trafikken – og så skal hun i gang med at læse. Præcist det samme ungdomsmønster, som forældrene – og alle de unge mennesker, hun kender derhjemme.

I et par år har det været psykologi-studiet på Københavns Universitet, der trækker i hende. Med dertilhørende belgisk bedsteveninde og hundehvalp installeret i en lejlighed på Frederiksberg.

Mindre kan ikke gøre det.

For pigerne har undersøgt de forskellige bydele i København – altså research med Google – og de har fundet ud af, at Frederiksberg med de grønne boulevarder og mange parker er perfekt til at have hund og få frisk luft midt i byen. De kom sågar glædesstrålende ned og fortalte, at de bestemt havde råd til en 3-værelses-lejlighed på Frederiksberg, for dén, de havde set på, kostede kun 15.000 kroner. Og det der SU kunne de sagtens få til at strække.

Skuffede blev de, da vi måtte forklare dem, at de 15.000 kroner var den MÅNEDLIGE husleje. 😆

Heldigvis lader de to piger sig ikke slå ud af en smule økonomisk modgang. De har allerede indrettet den 3-værelses.Som muligvis er en 5-værelses, når nu jeg ser nærmere på oversigten. 😂

Dét bliver en dyr omgang.

Men dén tid, dén sorg.

For lige nu er drømme guld værd.

Lyse fremtidsudsigter med spændende studiemuligheder og et ungdomsliv, der er frit og mest for sjov.

Det har vi brug for at drømme om.

For skolen er lukket igen på grund af for mange corona-smittede. Lærerstaben er hårdt ramt – og det er folk også rundt omkring i familierne. Pt. er det en uges skolelukning, men jeg tør ikke tro på, at der bliver åbnet igen på søndag.

Og selvom børnene er rigtig gode til at få det bedste ud af situationen, er det hårdt at gå i hjemmeskole. Det er svært at koncentrere sig. Ansvaret for læringen og den helt lavpraktiske indlevering af skolearbejdet er en langt tungere omgang derhjemme end i klassen. Motivationen er sværere at fastholde. Det sociale liv er pludselig kun i online-format. Det er en fladpandet og mere uhåndgribelig virkelighed at navigere rundt i – og jeg kan se, at børnene gør deres bedste, selvom  det uvægerligt er ukoncentreret og mindre fokuseret end i skolen.

Håbet er som bekendt lysegrønt.

Det skal jo nok blive godt igen.

Men der er ingen tvivl om, at det vil tage meget længere tid, end vi har lyst og overskud til.

Jeg overlever mentalt på en blanding af opløftende leg med uskyldig og evigt-glad hundehvalp og store baljer med sort kaffe.

Hvad ellers er der at gøre – midt i en pandemi?

Nå ja – og så drømmer jeg selv om at være lærer, når jeg bliver voksen. Lærer i en helt almindelig skoleklasse med helt almindelige bøger og papirer med farveblyanter til. Ikke en lærer over Teams på computer, med iPad og Apple-pen. Bare sådan en glad og ivrig lærer i reel kontakt med elever i en virkelig, fysisk verden. ❤️📚📝📖

Mange hilsner fra Mor i Udlandet