Odsherred – traditionen tro

Ikke én sommer i Danmark uden et ophold ‘på landet’, som nordsjællænderne kalder det, når de drager hele den mentalt lange vej fra Hillerød til Odsherred.Farmors sommerhus, ‘Hudia’, ligger på Ellinge Lyng – ikke ret langt fra det magiske område Korevlerne, hvor der hvert år går skønne galloway-køer rundt og græsser fredeligt med forårets kalve i det fugtige engområde, der leder vejen op til selve Sejerøbugten. Farmor er kommet her, siden hun var en lille pige sammen med sine egne forældre, mostre og onkler, og jeg forestiller mig, at det er den største glæde for hende, at det fortsætter med at være en sommertradition i familien.
For en indædt vestjyde som mig, er der en umiddelbar og inderlig glæde ved at stå og glo på kreaturer. Findes der noget mere fredeligt at betragte end køer, der græsser? Det skulle da lige være en flok får i færd med det samme. Jeg er også vildt fascineret af den særlige natur på Odsherred, som er så markant anderledes end ‘min’ barndoms elskede Vesterhavskyst.

Denne sommer faldt det sådan i hak, at Eid Al Adha – muslimernes største Eid-fest, som ligger 40 dage efter fasten – faldt sammen med vores mulighed for at være i sommerhus med Farmor og Farfar. Martin kunne derfor holde fri fra computeren det meste af tiden, og han fik sovet godt og længe i den friske landluft, grillet en stor oksemørbrad og sørgede galant for at servere rigelige mængder hvid og rød for damerne i hans liv hver eftermiddag.Vi var kæmpe-heldige med vejret alle dagene, og vi var kæmpe-heldige med selskabet. Fætter V havde nemlig fået lov til at komme med os i sommerhus, og det nød vi alle sammen.For findes der egentlig noget bedre end storfamilielivet?Efter et helt år uden besøg fra Danmark, og uden at vi selv har kunnet rejse, runger der et klokkeklart ‘nej’ i mit indre.Ja – vi kan alle ha’ brug for en pause fra fællesskabet, og ja – der skal svinges en støvsuger, og ja – den lange tålmodighed skal findes frem ind i mellem, og ja – vi trykker på pytknapperne for fællesskabets bedste, men der går ikke én dag i Danmark, uden at jeg er bevidst om, hvor heldige vi er med endnu en skøn sommerferie uden ret mange spor af eller bekymringer i forhold til corona.

Det er som altid de små ting, der betyder det hele. Eftermiddagskaffen med svigermor-svigerdatter-sludren til lyden af susende graner og grinende unger. Måske tilsat lidt Farfar-kommentarer undervejs, lidt Tour de France-transmission inde fra stuen og en lille, gøende hund eller to, der skal beskytte hele sommerhusterritoriet.Der er også den umiddelbare glæde ved at få vores yndlings-sommerspiser, hvor man bare skal skylle, hælde op i skåle og så ellers nyde, nyde, nyde i eftermiddagens sene solstråler.På landet er det ikke kun madmæssigt, at der efterhånden har opbygget sig helt faste rutiner. Vi har også straks indløst årskort til Sommerland Sjælland. Pigerne er ikke de store vovehalse, når det kommer til tivoli og forlystelser, så sommerlandet er stadig et stort hit hos dem.Hvert år tager jeg et obligatorisk billede af Martin, Farmor og pigerne et sted derinde. I år blev det ved mine-området, hvor man kan vaske ædelstene og pjaske lidt i vand, som Cille demonstrerer så nydeligt.I år har pigerne taget et lidt større skridt i forhold til at prøve sig ad i sommerlandets aktiviteter, men de bliver alligevel ikke for gamle til at gynge og lege på legepladserne lige foreløbigt. Og heldigvis for dét.Og efter leg og tålmodig venten i de lange køer til aktiviteterne, fordi vi for første gang nogensinde er der i industriferien, ved Mille præcist, hvad der skal til: Så mange farvestoffer og e-numre, som overhovedet muligt. Og sukker. Masser af sukker.Burgerhjørnet på Lyngen er også et af udflugtsmålene. Ikke kun på grund af de store is, men også for en omgang minigolf.Åh, det er hårdt at vinke farvel til Odsherred denne gang. Ingen af os har lyst til, at ferien deroppe skal slutte. Men Martin må hjem for at arbejde i Dubai igen på kontoret, og så må vi krydse fingre for, at der bliver mulighed for at komme ‘på landet’ et par dage, når han vender tilbage til Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

9900 Hop i havet

Kombardo på Molslinjen fra Sjællands Odde til Aarhus Havn i det fineste sommervejr.Der er bare et eller andet særligt ved at sejle, når man er på ferie.

Jeg forbinder det 100% med barndommens nostalgi, når vi fulde af forventning var på vej til Sverige på en hytteferie eller på en af vores sædvanlige ture over Storebælt for at besøge den sjællandske del af familien, før Storebæltsbroens tilblivelse. Jeg elskede og elsker det. Alle slags baljer, der kan flyde på alle slags vand.

Cille og Martin deler min begejstring. Mille knapt så meget. Men hun accepterer det, og da jeg så også selv havde slugt kamelen over, hvor dyre sådan nogle færgebilletter egentlig er, var der kun tilbage at nyde sejlturen mod Jylland. Moderlandet.
Pigerne og jeg var på vej mod Jerup Strand, der ligger ikke så langt fra go’e, gamle Frederikshavn.

Her var min søster, svoger og deres to børn nemlig på sommerhus-sommerferie, og den fest kunne vi lige så godt crash’e, for hvem har brug for lidt ro og firkløverfred i ferien, når man kan få besøg af Moster, Mille og Cille? For ikke at tale om Moster Lene og Kusine Cath, der heldigvis også kunne finde vej helt til toppen af Jylland.Vi fandt ved samme lejlighed ud af, at Cille nu er vokset min søster, min moster og Kusine Cath over hovedet siden sidste sommer. Hun er skudt små 10 cm. i vejret, og måler nu som knapt 12-årig 170 cm., mens lillesøster er 155 cm. som 9-årig. Kæmpebørn. Min søsters børn er også vokset sig kæmpestore siden sidste sommer, både mentalt og fysisk, men heldigvis var stemningen og humøret mellem børnene præcist som det plejer at være.

Og da jeg fandt denne her selfie i kamerarullen var jeg tæt på at tude. Tænk, det er et helt år siden, vi sidst har set hinanden. Det var i sandhed et længeventet gensyn. Faktisk kunne jeg slet ikke vente længere efter at have opholdt mig 10 dage i Danmark.Og de fire dage gik alt for hurtigt med sommerhus-tulle-liv.Verdenssituationen kan jo altid ordnes over en gyngetur.Og der skal selvfølgelig spilles spil midt i morgenmads-Havrefras i matchende fersken-printet tøj.Der må også kysses, så godt som det nu er muligt at kysse med en 5-årig dreng, der ihvertfald ikke har tid til den slags.Og der må ‘indirekte krammes’ og bæres mest muligt, mens det endnu er muligt at bære rundt på mindste-manden.


Der skal selvfølgelig også tændes ild til et bette bål, for hvad er en ferie uden røget tøj og hår?Og så fandt min søster og jeg ud af, at vores børn nu er blevet SÅ store, at vi rent faktisk kan ligge i liggestole med iskaffe eller rosé og slænge os, hvis bare vi husker at flytte os langt nok væk fra gyngestativet og terrassen, så børnene glemmer os for en stund. Magisk, var det. Tænk, at vi er kommet dertil i moderskabet og forældrelivet.Ind i mellem fri leg og afslapning var der et par ture ud af huset. Som her på den vældigt eksotiske palmestrand i 9900 Hop i havet.Og på fineste Jerup Strand, der kun lå et langt stenkast fra sommerhuset.Vi fandt ikke kun Dubai-palmer i Frederikshavn, men også en form for Dubai-ørken i Råbjerg Mile.Den vandrende mile var børnene overhovedet ikke imponerede over, så begejstringen var helt på de voksnes banehalvdel, men sådan er der så meget. Som trade-off på vandreturen ved Råbjerg Mile, fik børnene gennemtrumfet en tur i legeland på den skønneste sommerdag. Den moster-tjans vil jeg tage til enhver tid, for det er ved at gå op for mig, at der er en udløbsdato på legelands-interessen, og jeg vil pludselig – én eller anden dag – savne at se de fire her tonse rundt. Men indtil videre er Cille stadig begejstret og villig til at deltage på lige vilkår med de tre andre, og det er jeg taknemmelig for. 
Jeg er også ubeskriveligt taknemmelig for at have fået lige præcist min søster som søster.Hun er kærligt, varmt og rart selskab. Altid. Og savnet efter hende har været fysisk mærkbart i de sidste års tid.

Af hjertet tak for det hele, Mette og Søren. For herlige timer med snak og mad. For iskoooooolde havbade og godt humør. Sikke en ferie i ferien, vi fik lavet sammen – ved at dukke op på toppen af Jylland. 💦🌊💦☀️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Frederiksborg Slot

Lidt mere end en måned om året er vi i Hillerød. Hele Martins familie bor her, og jeg har sågar selv haft adresse her i nogle måneder tilbage i 2008, mens det gik gevaldigt stærkt på det københavnske boligmarked.

Cille siger selv, at hun er fra Hillerød – Mille siger, at hun er fra Vestjylland. Det er ret skægt, hvad der mon har været afgørende for deres synspunkter og følelser her. Mille har samme bløde, jyske accent som jeg selv har, og som altid bliver stærkere i selskab med andre jyder, mens Cille lyder som en nordsjællænder med lidt Kronprinsesse Mary indblandet. Cille er fast besluttet på at bo lidt hos Farmor i Hillerød, når hun skal have et sabbatår som barista, men så vil hun flytte til København for at studere – ligesom alle andre unge mennesker – og senere vil hun ud i Europa igen. Spændende planer, den unge dame klædt-helt-i-grønt-så-hun-matcher-kobber-spirene har.Men det vigtigste for os er, at Hillerød er en del af vores danske ‘rødder’. Her er vores familie, et vennepar og nogle vante rammer, der alle hjælper med at give os en følelse af at høre til. Hillerød er en fin handelsby med gode butikker, og uanset hvilken vinkel, man kigger fra langs Slotssøen, er der skruet helt op for charmen og ynden på Christian IV’s renæssanceslot, Frederiksborg.Byens vartegn og stolthed.

Med rette.

Pigerne har aldrig været inde på Frederiksborg Slot,og dét går altså ikke, hvis man skal forestille at være ‘lidt fra Hillerød’, så forleden tog Farmor og fætter V dem under armen, og jeg tog selvfølgelig også med. Tidligere har vi besøgt Fredensborg Slot og Kronborg Slot, så det var da virkelig på tide, at de fik set hjembyens slot.For tiden er der særudstillingen ‘Dronningens ansigter’, i anledning af H.M. Dronning Margrethes 80 års fødselsdag. 
Det Nationalhistoriske Museum på slottet ruller to daglige rundvisninger med børnevenligt islæt, som er aldeles gratis, når man har betalt en beskeden entré. Vi valgte rundvisningens ‘Dronninge-jagt’ kl. 10.30, fordi dronninger er bare sejere end konger eller noget. Det giver også mening at få børnene engageret i besøget ved hjælp af en rundviser, for ellers ender det sandsynligvis med bare at være en samling ‘støvede genstande i nogle store, fine rum’.Rundviseren var en sød historiestuderende, der første os rundt igennem slottets store og små lokaler, hvor vi skulle finde frem til udvalgte dronninger i Danmarkshistorien, som har gjort noget usædvanligt. ‘Clues’ til at finde dem, fik vi ved at lytte til oplæsning af brudstykker i en gammel bog.
Imens børnene lyttede og ledte efter dronninger på malerier og fik set detaljer ved deres tøj, ordener, ansigter, de ellers ville have overset, og fik forklaringer på historiske handlinger, der var skildret på malerier, nåede Farmor og jeg at sakke lidt bagud for at nyde de enormt detaljerede renæssancerum fyldt af heste, engle, konger og dronninger, adelsmænd og græske guder, der pryder vægge og lofter i samtlige rum.Der var selvfølgelig også kig til Barokhaven, som ligger og står snorlige bag slottet.Lokkende barokhave i baggrunden eller ej – efter rundvisningen og et stille kirkebesøg var der mere brug for en glad energiudladning end vandring i aldeles sirlig have, hvis man spurgte vores med-museums-gængere.Her er Mille og Fætter V i fuldt vigør på Posen.Vi sejlede selvfølgelig også ‘Danmarks smukkeste sømil’, som er en lille færge med kapacitet til 30 mennesker, der opererer på Slotssøen fra marts til oktober. Der er stå-på-og-stå-af-steder hele søen rundt, så man får virkelig valuta for pengene ved at indløse en billet. Man støtter samtidig verdens mest cute rederi med toptunede og aldeles frivillige kaptajner og matroser, så gør endelig dét, hvis du kommer forbi Hillerød.

Bagefter kan man så vade langs Slotssøen og glo på renæssanceslot med barokhave, svaner med ællinger, irgrønne tage og irgrønt vand, Dannebrogsflag og glade turister og Hillerødborgere med isvafler. Eller man kan tage en gyngetur og gå i bland-selv-slik, der helt sikkert er én af de butikker, som Fødevarestyrelsen med fordel kunne besøge og få hjulpet til at lukke hurtigst muligt. Gæt, hvad vi gjorde.

Tak til Farmor for en dejlig dag med spændende indhold og 8.000 skridt på slotstrapper, før vi ramte eftermiddagskaffen i gårdhaven. Jeg holder så meget af dig – og af Hillerød, efterhånden. 👑🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dansk sommer

Vi er kommet så fint til Det Kolde Nord.

Man kunne skrive dystopiske noveller om Menzies’ bagagehåndtering i Kastrup og måske også en halv side om gratisbussens og biludlejningens ubekvemmeligheder i standard dansk regnvejr, men jeg la’r vær’. Det er simpelthen ikke dét værd. For nu er vi her. Et helt år er der gået, siden vi sidst var i Danmark.

Jeg troede egentlig, at jeg ville være helt ude i tovene, når vi endelig fik øje på Farmor og Farfar uden for lufthavnen, men der var bare ro-ro-ro på. For nu har vi knapt to lange, dejlige måneder til at hygge os sammen med familie og venner.

Men det var rart dybt inde i hjertet at kunne tage det her gensynsbillede af Farmor og pigerne over middagsbordet efter en lang rejsedag. Farmor ligner heldigvis sig selv på en prik. Den eneste synlige forskel siden sidst, er de vanvittigt mange centimeter, pigerne er vokset, så Cille nu er betydeligt højere end Farmor, hvilket hun ikke var sidste år.Farmor havde selvfølgelig stegt verdens bedste frikadeller og kogt nye, danske kartofler til. I forstår ikke, hvor godt det smager efter et helt år på kyllingedeller og store, melede kartofler fra enten Jordan eller Oman.Præcist ligesom sidste års sommer, er det de simple glæder, jeg kigger og mærker efter. At se vores familie og venner rigtigt i øjnene og høre, hvad der foregår i og omkring dem. For der sker virkelig meget på et helt år med alt og med alle.

Sidste sommer var vi i chok efter en noget voldsom lockdown med hjemmeskole og hjemmearbejde inden for hjemmets fire vægge i fire stive måneder. Vi var helt nerveflossede og matte, trætte af hinandens selskab i firkløveret og af at være lukket inde – og Danmark føltes som et to måneder langt helle fra en virkelighed, vi næsten ikke kunne klare at være en del af.

I år har vi tacklet coronapandemien som ‘en del af livet’ i Dubai. For det er den jo – måske endda langt ud i fremtiden. Vi har forsøgt at gøre de ting, vi normalt ville gøre på hverdage, i weekender og ferier. Pigerne har været så meget som overhovedet muligt i skole – og de sidste to måneder fik jeg endelig lov til at undervise normalt på skolen igen. Det var sidste skub i retning af normalitet og hverdag for mig, og jeg nød det virkelig så meget, som jeg vist aldrig har gjort før. Den taknemmelighed over at være en del af et fællesskab håber jeg, at jeg aldrig mere vil tage for givet. Og Bermuda-trekanten mellem køleskab, MS Teams på computeren og badeværelset håber jeg til gengæld, at jeg aldrig mere skal komme til at opleve. 14 stive måneder blev det til, og gad vide, om jeg ikke var løbet skrigende bort, hvis jeg havde vidst det på forhånd.

I år føles Danmark igen som et helle fra virkeligheden – fordi vi slipper for mundbind og en masse andre coronaforhåndsregler – men med den kæmpestore, vigtige forskel, at vi ikke længere står med en virkelighed og hverdag, vi ikke kan overskue eller klare derhjemme i Ørkenstaten. Martin fik jo et godt, nyt job i november; jeg er glad for mit arbejde igen; pigerne trives i skolen, og alle de ting til sammen gør, at vi føler os oven på og trygge for første gang i lang tid.

Det stod jeg og tænkte lidt over, mens jeg observerede familiens to smukke kvier, der var kommet på græs hos Faster D og Onkel L. Bare tæer i rigtigt græs, dug, fuglekvidder og en stor dejlig have….det er fantastisk.De to trunter var kommet i godt selskab med hvalpen Huxi, der drønede rundt og underholdt dem, mens vi andre så landskamp.Og åd alle synligt modne hindbær fra den nyanlagte frugthave.Det her er ‘hjemme’ helt ind i hjertet. Og jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men det er bare helt ufatteligt, hvor godt det smager med danske jordbær, ærter, hindbær, kartofler og hvad vi ellers har onduleret de første par dage efter hjemkomst.

Den allerførste latte i Danmark er også noget helt særligt.Den bliver altid indtaget på vores lille stamsted i Slotsarkaderne i Hillerød sammen med Farmor, når vi lige har sovet en enkelt rodet nattesøvn. Hvis vi boede her i Hillerød, ville det være en standard-aktivitet. Det er det så ikke, men megahyggeligt er det, når det sker.

Efter de obligatoriske starten-på-sommerferien-indkøb, skal jeg bare bede om mest mulig bøgeskov og grønt for øjnene. Og dét er heldigvis supernemt at arrangere, når nu Farmor og Farfars hus ligger i den store skov.Du danske sommer…er en skøn, grøn bøgeskov. 🌿

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Overspringshandling nr. ettusindfirehundredeogsyv

Det her blogindlæg bliver så til overspringshandling nr. ettusindfirehundredeogotte.

Intentionen var ellers, at jeg skulle have skrevet for flere uger siden om den fine Banksy-verdensudstilling, der pt. er at finde ved siden af Ductac-teatret i Mall of the Emirates, men intet når jeg for andre praktiske gøremål og skolesager. Det var ellers en aldeles fremragende udstilling af graffiti-kunsteren og samfundsdebattøren Banksy. Men alting drukner i praktik for mig.

Og hold nu op, hvor jeg går til og fra kufferterne i små nip, som var de blevet tjernobylsk radioaktive og derfor kun måtte addresseres i et minut ad gangen. Sådan har det faktisk været hele den sidste uges tid. Ting dumper ned i kufferterne – én ad gangen – ikke noget hastværk her i huset, selvom vi rejser i morgen tidlig.

Jeg føler mig helt allergisk over for pakning af kufferter til et par måneder væk hjemmefra. Fordi jeg ved, hvor UFATTELIGT træt, jeg bliver af at leve i kufferter så længe. Det virker måske som en banalitet, men det er som om 10+ år med kufferter i flere måneder ad gangen begynder at tære på mig, så jeg knapt kan mønstre den smule handlekraft, der skal til, for at pakke dem.

Men hvad er mere naturligt end at føle sig komplet handlingslammet, når der er for mange løse ender at få styr på?

Vi gider faktisk slet ikke Ørkenstaten og skolen mere, så det er overhovedet ikke derfor, pakkeriet trækker tænder ud.

Vi er bare trætte med træt på. Og den ulidelige varme hjælper ikke på den tilstand.

Det her var pigernes torsdags-mood, da jeg forsøgte at motivere dem til at stå op til skoleårets sidste dag…Ikke den mindste begejstring at spore, selvom de begge har været glade for deres klassekammerater og lærere.Lidt senere – efter en stor kop mælkekaffe – så vi mere friske og parate ud. Der er en whole school mufti i dag – altså en dag uden uniformer på.

Tænk, at Year 7 allerede er overstået for Cille, og Year 4 for Mille. Det må være både det hurtigste og langsomste skoleår nogensinde. Og vi har været heldige med, at tingene faktisk er gået så fint, som man overhovedet kunne ønske sig (eller drømme om) midt under en pandemi. Jeg misunder virkelig ikke skolelederne deres jobs i det her skoleår. Det må have været et kontinuerligt logistisk mareridt at forsøge at drive skoler med daglige, nye smittetilfælde, minutiøs smittesporing, forflytning af elever og lærere til distance learning igen og igen – og så de daglige “visitter” fra Uddannelsesministeriet, der ‘bare lige vil se, hvordan det går’.

Det har nu været en helt vemodig sidste skoledag. Med mange søde kort og ord. Med et følsomt farvel til min ‘ældste’ elev, der nu skal smutte fra Primary School over til Secondary School. Jeg har undervist hende i fire år, og den slags kontinuitet er stort set ikke-eksisterende i Dubai, hvilket gør, at vi værdsætter det endnu mere.Cille og vennerne har tegnet og skrevet på deres gamle uniformsskjorter i formiddags, fordi der er nogle af dem, der enten skal rejse til deres hjemland eller flytte skole efter sommerferien. Det giver altid en lidt mat stemning, når vi kommer hjem med tunge skoletasker og farvel-fornemmelser i kroppen. Så nu trøstespiser vi lige en stabel ShakeShack-burgere.Eftermiddagen bliver den sidste praktiske kraftanstrengelse. Der er bestilt batterimand, som skal komme og tage strømtilførslen til bilbatterierne, så de ikke aflader totalt hen over de næste mange uger. Jeg har lige hentet pigernes skolefotos i Dubai Production City, så de kan sidde og summe over et skoleår, der nu pludselig er slut. Så er der tennis og oprydning, skoletasker, der skal tømmes og papkasser, der skal stables, før vi bliver hentet i to taxier kl. 04.30 (fordi man max. må være 3 personer i én hyrevogn).

Lufthavnen er efter sigende travl for tiden. Alle vil væk fra varmen. Endnu mere i år end sidste år, hvor vi ikke havde fået vaccinerne, og hvor mange var bange for at miste deres jobs, hvis de ikke kunne komme ind i landet igen. Dét skrækscenarie er vi heldigvis ude over. De Forenede Arabiske Emirater har nok ikke råd til at lukke ned igen, og vi fornemmer, at myndighederne fremadrettet ‘nøjes’ med at lukke ned for særligt udvalgte lande (som det f.eks. er tilfældet med Filippinerne, hvor der pt. er et travel ban indtil 15/7 med risiko for forlængelse), mens jeg forestiller mig, at alle europæere er velkomne både som turister og som immigranter fremadrettet. Martin har godt nok kun været i sit nye job siden november, så det er småt med optjent ferie, men ligesom sidste år, tør vi godt rejse til Danmark sammen i morgen.

Og må mit sidste ord i denne ombæring så være:

Sh*t, hvor vi glæder 0s til at kramme familie og venner igen! 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet