Vi er retur til en dobbelt-regnbue over kolonihaven i Hillerød.Blåvand-andelen af vores sommerferie blev reduceret i år, fordi der er store mærkedage i familien. Men det var dejligt at være ved Vesterhavet som altid – uanset antallet af dage.Vi var hos Sæberiget i Ho på et sæbe-kursus, hvor vi lavede vores egne fine glycerinsæber med æteriske olier, scrub-komponenter af enten friskmalede kaffebønner eller oprenset Vesterhavssand, glimmer i alle afskygninger, forskellige slags farver og masser af tørrede blomster. Alt sammen økologiske ingredienser, og der duftede så skønt og rent igennem hele processen!Lige da jeg havde bestilt kurset, blev jeg i tvivl om, hvorvidt vi egentlig ville synes, at et sæbekursus var sjovt, men det optog både teenagere og mødre i et par virkelig hyggelige timer. Sæberigets ejer, Bente, er humoristisk og enormt hjælpsom ift. at få lavet fine kombinationer, så en stor anbefaling herfra.
Der er bare noget godt ved at producere et eller andet med hænderne, og vi var dybt engagerede i at kombinere sæbernes udseende med deres dufte og egenskaber. Min pink glimmer-sæbe er naturligvis med rosenduft og små nips af lavendel. Perfekt girlfriend-sæbe til min bedsteveninde, når jeg ser hende igen.Og Mille savner Daisy så meget, at hun straks gik i lag med pote-formene, hvor hun kom rigeligt med kaffe-knas i, så vi kan blive helt bløde og velpolerede.

Der var heldigvis også tid til at hænge ud med min Mor på tomandshånd. Det er fordelen ved, at Snorkefrøkenerne er blevet teenagere. De sover nu så længe, at man sagtens kan nå at spise langstrakt picnic-morgenmad i solskin ved Filsø-Ellipsen og at gå den 5 km. fine rute ved søen i fuglereservatet, før de vågner og er klar på at lave et eller andet.Min Mor er mester i lige at stable en picnic på benene, uanset vejrlig og tidspunkt på dagen. Og selvom solskinnet kun varede til afslutningen på morgenmaden, var det en skøn tur ud i det blå til et sted, jeg aldrig havde været før.Det er ikke ellipsen i sig selv, man skal besøge Filsø for at opleve. Den er næsten lidt en joke, men det er selve søen og det rige fugleliv, der udfolder sig uanset årstiden, som virkelig er smukt at opleve på nært hold.Man ved, at stedet er Vestjylland, når der er opsat picnicborde, der tager højde for den insisterende blæst fra divergerende vindretninger. Det lille hus var ‘vejestation’ for det tidligere korn- eller kartoffellager, der har befundet sig dér. Nu kan man kun se fundamentet af lagerbygningen. Filsø var tidligere konverteret til afvandet agerland, hvor man dyrkede kartofler og korn i den rige jord. Heldigvis er man kommet på bedre tanker, men det var et kæmpe projekt i vores bedsteforældres tid, det med at få skaffet brugbar landbrugsjord til vestjyderne, der ellers kun havde noget sandet skidt at arbejde med.Der var selvfølgelig også tid til at bade i Vesterhavet. Vandtemperaturen var 19 grader, så luften og vandet var stort set afstemt temperaturmæssigt. Friskt og lige tilpas til mit vestjyske vikingebarn, der mest af alt ligner en sælunge, når hun springer hovedkulds ind i bølgerne, fordi Onkel Søren har lært hende at dykke i saltvand denne sommer ved Nyborg.Gid, man kunne lagre den svalende og opkvikkende fornemmelse i kroppen, man får af at bade i Vesterhavet. Det ville være en kærkommen følelse, når vi om knapt halvanden uges tid rammer ørkenens hede igen.

Knapt så fredsommelig var opførslen fra Vesterhavets side, da vi stævnede ud med fiskekutteren E1 Claus Sørensen fra Esbjerg Havn en fin torsdag formiddag.E1 er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjergs velholdte fiskekutter, som styres af en pensioneret skipper af klassisk vestjysk afstamning (læs: mand af få ord) og hans bedstemand, der til gengæld var mand for at berette om livet i Esbjergs industrihavn – dengang, der foregik andet end noget aktivitet med havvindmøller.Museet har også en udsendt medarbejder ombord, der fortæller historien om kokkedrengen Johannes, der tager hyre på E1 lige efter WW2, fordi det var den bedste mulighed for at tjene gode penge i nabolaget.De gode penge skulle tjenes på at fange fladfisk.Med til fortællingen om Johannes havde museet selvfølgelig en kurvfuld fake fladfisk med, som børnene fik lov til at måle op, så de enten skulle i lastrummet for at blive solgt på havnen i Esbjerg, eller retur i havet for at vokse sig større.Lidt sælsafari kom vi også på, da sejlrenden ledte os over mod Fanø, hvor sælerne soler sig på de flade sandbanker, der dukker op med tidevandets tilbagetrækning.Man er vel i Vadehavet, Vesterhavet og Nordsøen. Either way, så var det simpelthen så cute at se på sæler og lytte til deres indbyrdes ugh-ugh-ugh-diskussioner.På et tidspunkt måtte jeg selvfølgelig klatre ned i diverse luk-af’er, ind og snuse rundt i skibskabyssen og prøve kutterens wc. Klassisk Tine at skulle tisse midt i det hele.Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg tilbyder masser af forskellige udflugter, og det er bestemt ikke sidste gang, vi er med dem på tur. Det er lærerigt og sjovt – selv for en teenager, der ikke rigtigt kan se det opløftende i at tilbringe en formiddag ombord på en kutter i stiv vind ude fra vest. Om ikke andet, så fik hun frisk luft.Som trade-off på morens entusiastiske fiskekutter-idé fik teenagerne frit lejde i Frelsens Hærs store genbrugsbutik og ad libitum rå fisk på Nara Sushi down-town Esbjerg. Ikke den værste afslutning på en dag i fiskerbyen med de hvide mænd, der skuer ud over havet.Midt i Blåvands-ferien indløste Martin også en af sine 50-års-gaver: Rundvisning i REGAN VEST. 
Det blev til en fin, lynhurtig kærestetur til Nordens Paris – Jyllands ene dobbelt A – som viste sig fra sin mest vanvittige, blæsende side. Heldigvis var kaffen varm og kagen stor hos Penny Lane.Og om aftenen fik vi varmen over lige rigelige mængder bearnaise og rødvin på Bones, fordi when in Jylland, do it right. Der blev selvfølgelig også indkøbt nyt voksen-gymnastiktøj til økonomidirektøren i Shaping New Tomorrow’s hovedsæde i Aalborg. Det er vel et must på de kanter.Men hva’ mæ’ den bunker derude i Rold Skov nær Rebild Bakker?Den var ganske enkelt imponerende. I al sin historiske magt og størrelses pragt.Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på Koldkrigsperioden i Danmarkshistorien, men at vandre 300 meter ind i en kalkbakke, for så at møde et 5.500 kvm. stort regeringsanlæg til 400 af de vigtigste personer, der skulle kunne lede landet igennem WW3 er fandeme lige dele imponerende, øjenåbnende, fascinerende og grænseoverskridende i en tid, hvor Europa igen står over for risikoen for WW3.

Suk.

Næsten ligeså interessant som det enorme bunker-anlæg var maskinmesterens bolig.Boligen besøger man på egen hånd, og det er sjovt og creepy at modtage telefonopkald og luske rundt i andre menneskers hjem (*opstillet af Nordjyske Museer, jovist, men virkelig realistisk).Det er lidt som at falde ind i en 80’er tidslomme af nej-tak-til-atomkraft, Pac-Man og tegneserier på børneværelset og lilla Elida shampoo på det lille badeværelse.Jeg vil absolut anbefale alle voksne og unge at besøge REGAN Vest. Børn kan måske bedre være med i Tirpitz, Hanstholm, på Stevnsfortet osv. – for det er en længere gennemgang, hvor man skal være stille og koncentreret, selvom guiderne med sikkerhed vil være flinke overfor småfolk.

Alt i alt uddeles der igen-igen 10 ud af 10 stjerner til Jylland. Kom bar’ do.

Denne her sommer flyver afsted. Måske handler det mest af alt om, at vi nu har to reelle hjem, vi kan opholde os i?Eller måske er det fordi pigerne er blevet så store, at det er muligt at gå ture, sove længe og løse en halv kryds-og-tværs uden afbrydelse? Jeg kan ihvertfald konstatere, at mine skuldre og mit nervesystem aldrig har haft en bedre sommerferie end denne her.Når det så er sagt, er det stadigvæk cirka 95% røv & nøgler og 5% glimt af lykke i både sommerlivet og hverdagslivet. For hverdag bliver det, når vi holder to måneders sommerferie, mens feriebudgettet allerede er spilet maksimalt ud på grund af det intet mindre end fantastiske sommerhusbyggeri. Som vi ikke fortryder et splitsekund.

Min Mor er lidt bekymret for, om sommerhuset i Blåvand nu bliver passé, når sommerhuset i Hillerød er så fint og flot. Men jeg længes efter Vesterhavet præcist ligeså meget nu, som jeg gjorde før. Der er ingen forskel. Det er to forskellige slags sommerliv, der udleves. Og så er Vestjylland jo mit hood 4 ever.

For mig er Blåvand frisk luft og høj himmel. Vesterhavet er råt og vildt, både på en solskinsdag og en regnvejrsdag. Dét savner jeg altid i Dubais manicurerede havekultur. Hillerød er til gengæld hyggeligt byliv – med butikker, biografture, spontan-kaffe med familie & venner og gåture rundt om altid yndige Frederiksborg Slot.Denne sommer lytter jeg til “Postkort fra sommerlandet” med Katinka Bjerregaard og Line Jensen på Podimo, når jeg får det velkendte snert af ikke at ‘gøre det hele godt nok’ eller ikke at ‘opleve alle de spændende ting’. FOMO, som man si’r. Og den opstår selvfølgelig, hvis ‘man’ (læs: jeg) er lidt for ofte eller længe på de sociale medier.De to kvinder læser højt af de sommerhilsner, som deres modige følgere sender til dem, og dermed får vi et lille kig ind i, hvad sommeren egentlig er lig med for ‘alle andre’. Og helt så rosenrødt, som vi synes, de andres sommerferier ser ud til at være, er de jo ikke i virkeligheden.

Jeg er selv skyldig i at lægge de pæne billeder op.Glansbilledsamlingen.Men selvfølgelig er der masser af skænderier, irritationer og frustrationer ved at være sammen 24/7 i 2 stive måneder. Det er lang tid at være så tæt på hinanden i firkløveret uden at skulle ‘afsted’ på arbejde eller i skole. Og selvom der også ville være en vis tyngde i at vise dén side af sommerlivet, er jeg nødt til at holde det privat. Resten af familien har ikke bedt om at blive fremvist eller udstillet, uanset hvor gode intentioner, jeg end måtte have.

Det er en gave med så lang sommerferie, jovist. Men også en lidt besværlig gave, hvor alles behov hverken kan mødes eller strækkes til en form for harmonisk løsning, dét er helt sikkert.Der går hverdagstrummerum i den, så jeg pludselig opdager, at jeg har siddet og sumpet til to afsnit af “Luksusfælden” i stedet for at gå en dejlig tur i den friske luft eller ringe til en kær veninde. Der er mange mandagsagtige morgener med grå skyer og on-off-regn, som gør det besværligt at finde på noget sjovt eller spændende, der samtidig heller ikke kræver en masse penge, lang planlægningstid eller en hel dag ud af huset.

Og børn er bare børn. De vil gerne ud og opleve ting – og sætningen ”hvad skal vi lave i dag?” er fandeme en hård nød at knække 60 dage i streg. For hvad skal vi egentlig lave i dag? Vente på håndværkere? Købe ind og vaske sengetøj? Lyder dét opløftende eller sjovt for en 11-årig? Næppe. Men det er nødvendigt.Jeg får helt lyst til at citere Dan Turell’s “Hyldest til hverdagen”, fordi den er bare bedst. Og selvom det er en fornøjelse at blive rykket ud af selvsamme hverdag, hver gang vi rejser til Danmark, er der ét problem. Dét, jeg glemmer i den lange mellemtid, er, at det jo også bliver hverdag her i Danmark, når det er så lange perioder, vi er her.

Min hjerne vil glemme det. Benægt, fortræng, benægt.

Den ser kun muligheder, glade oplevelser, stille stunder, mental ro og nærvær med familie og venner. Men sådan bliver det jo aldrig. Sådan fungerer livet ikke. Og måske er det dén romantiske idé om ‘ferie’ fra hverdagslivet, der gør mig – og sikkert mange andre – så skuffede eller frustrerede i det kære sommerliv?Og hér har vi måske forklaringen på, hvorfor jeg ikke ser det i et særligt rosenrødt skær, når ‘nogen’ spørger, om vi ‘da aldrig flytter hjem igen’?

Jeg har faktisk allerede fået rigeligt af Rema 1000 i Sophienborg og folks vrantne attituder i det offentlige rum efter et par måneder i moderlandet.

Jeg er allerede dødtræt af TV2 News og Go’ Morgen Danmarks dækning af ligegyldigheder og vanvittigheder.

Jeg trækker allerede vejret dybt ind i referater fra ejerforeningen, hvor det er bydende nødvendigt, at ‘man’ får sat husnumre op og at ‘man’ får leveret de pæneste havemøbler til lige præcis ens egen terrasse. PS: Ja, jeg ser TV2-serien “Balladen om kolonihaven” – den vel er obligatorisk som nybagt kolonihave-ejer?Så er det, at lysten til eventyr kryber ind under huden igen. Jeg har fået et skud venne-vitaminer og en ordentlig dosis familie-kærlighed og mor-omsorg. Så er jeg klar til gak og løjer under fjernere himmelstrøg igen. Tempoet er tosset i Dubai, men det er muligvis også lige adstadigt nok i sommerhuset.

Jeg bilder mig ind, at de fleste udrejste – immigranter – har det på samme måde som jeg. Vi længes hjem og drømmer os væk. Det er ikke et ‘særligt’ kendetegn ved lige netop mig, og det er heller ikke relateret til Danmark eller den danske mentalitet. Maricel fortæller, at hun har det på samme måde, når hun er ved at eksplodere af forventningens glæde over at skulle en hel måned hjem til familien på Filippinerne. Og hun kommer retur til os med en følelse af at være imploderet. Tømt for penge, energi og hjerneceller. Og hun får påfyldt ny energi sammen med os. For hende er det langt hårdere arbejde – både fysisk og mentalt – at opholde sig derhjemme i landsbyen end i storbyen langt derfra. Og jeg har det på samme måde.Det at være immigrant eller udeboende er en livsstil – når den vel at mærke er selvvalgt. Jeg medtænker ikke alle de forfærdelige situationer, verdens flygtninge står i. Jeg tænker på alle os, der er så priviligerede, at vi får det ‘bedste af to eller flere verdener’ – en yderst priviligeret mulighed for at ‘leve to liv på én gang’, kunne man måske også kalde det.

Den taknemmelighed kommer tit over mig, når jeg bliver ærgerlig eller sur over et eller andet banalt i min egen trummerum, hvor jeg i virkeligheden godt ved, at det er en lillebitte pebernød at sluge i forhold til alt det slemme, der sker rundt omkring.

Jeg må nyde tilbagevendende sengetøjs-vaskeri og det evindelige regnvejr. Jeg må sørge for at fange de sommerglimt, der trods alt er. Jeg må gemme de megahyggelige stunder, vi har her i sommerlandet sammen med familie og venner, som jeg vil savne helt vildt, når vi ikke længere er her i Moderlandet.Cille er vokset ti cm. denne sommer af at være på sommerskolen, der afholdes af organisationen Danes Worldwide.Mille har fået én på opleveren af ferien i Spanien sammen med gå-maskinerne, aka. Mormor og Mor.
Vi har været i Sverige, og vi har tilbragt det bedste af 14 dage on-off med min søster og hendes lille familie, og vi får hygget med familie og venner alle vegne. Der er stadig Blåvand i farvandet og en bid mere af Nordsjælland. Heldige, heldig mig.

Der glimter så mange fine ting lige derude i horisonten.

Det er kun omkring 25-26 år siden, jeg arbejdede som au pair i Madrid hos en sød amerikansk-mexicansk familie, hvor jeg passede en lillebitte pige, der nu er en smuk kvinde på 30 år, der lever den op i Miami, as we speak.Jeg holdt til livet som au pair i 8-9 måneder, og så mistede jeg appetitten. Det var der mange årsager til. Jeg var ærgerlig over, at vi var flyttet fra den centrale Madrid-forstad Las Rozas til en udørken af et nybygget villakvarter i Los Peñascales de Torrelodones, som ihvertfald dengang føltes voldsomt isoleret. Jeg led også af en ubehjælpelig skyldfølelse over at være skredet fra et helt igennem udueligt kæresteforhold hjemme i Danmark, som jeg slet ikke forstod at sige nej tak til, fordi det med grænsesætning og ærlig konfrontation ikke lige var blandt mine spidskompetencer (det er de desværre stadig ikke). Dertil skulle også lægges, at familiens dynamik var ret speciel. Så har jeg ikke sagt for meget om andres menneskers privatliv.

Nå – au pair livets op- og nedture aside – så faldt jeg ihvertfald så dybt ned i en balje med tinto de verano, at jeg aldrig helt er kommet op af den igen. Jeg elsker, elsker, elsker Spanien! Og jeg har forsøgt at smitte hele min familie mest muligt med den spanske syge, mens jeg selv rejste videre og blev uddannet cand. mag. i spansk. Min Mor er det lykkedes allerbedst med, og derfor var det heldigvis heller ikke særligt svært at lokke hende med til Spanien her i sommerferien.Allerede i foråret havde jeg nemlig på fornemmelsen, at det ville blive nødvendigt med et fysisk afbræk fra nybyggeriet i Hillerød, hvis denne sommer skulle komme til at indeholde en reel feriefølelse. Så mens Cille er pist væk og borte på Danes Worldwide Sommerskole sneg vi os ud af bagdøren til Costa del Sol, hvor min søde veninde har en lejlighed, vi måtte være i. Hun er selvfølgelig et venskab fra tiden som au pair, for lige at binde en afsluttende krølle på ungdomshistorien og mit første spæde spadestik til drømmen om at bo og leve i udlandet.Så dejligt, så varmt, så fint at være tilbage i Spanien efter virkelig mange års absence. Her på strandpromenaden med kurs mod Torremolinos i solnedgangen, mens Cille lever drømmen om et friere ungdomsliv ud på sommerskolen.Og her i haven, hvor vi hver eneste dag nød poolen og den dejlige terrasse.Det allerbedste ved at bo i lejlighed var, at vi så kunne lave vores egen mad til nogle af måltiderne. Både min Mor og jeg er supermarkeds-entusiaster, når vi er i andre lande, og det at handle og tilberede mad er noget af det bedste, vi ved. Lige rundt om hjørnet fra lejligheden i Benalmádena Costa lå en Carrefour Market, så vi kunne få stillet vores trang til alle de gamle smags-minder fra en svunden tid.Det er de simple ting. Den lille butterdejssmåkage. Kakaomælken. Tomatsalaten. Rødvinen med La Casera – en særlig spansk danskvand. Den klassiske spanske æggekage med kartofler.

Min Mor og jeg er nostalgikere på helt basic stuff. Og Spaniens gastronomi er basic, grænsende til bondsk. Kokkene kører med grove udskæringer, alle råvarer er topfriske og maden er helhjertet, når man smager på den. Røget paprika, hvidløg og jomfruolivenolie.

Og så gik vi selvfølgelig ud for at smage på Middelhavets specialiteter og tapas, tapas, tapas, når vi ikke længere selv gad grovhakke i køkkenet.Særligt i Benalmádena Pueblo var der yndigt.Som en slags fattigmands-Marbella, hvor man sad under grønne mandarintræer på landsbyens yndigste, brostensbelagte plaza og nød den spanske gå-i-byen-stemning – til en brøkdel af prisen.Der kom endda en katolsk procession forbi, som handlede om at flytte Jomfru Maria-statuen fra den ene kirke til den anden i landsbyen, fordi øhmm…det var der ikke rigtigt en forklaring på, når jeg spurgte tjeneren og taxichaufføren.I Benalmádena Pueblo gik vi også hen til Castillo Monumento Colomares, som er et forholdvis nybygget ‘slot’, der læner sig op ad Gaudí’s pyntesyge, skægge og imponerende bygninger i Barcelona. Her var der tale om et castillo i miniaturestørrelse – faktisk er castillo lige lovligt prangende ordvalg til bygningen, men det var stadig morsomt at gå rundt i komplekset og se alle de krummelurer og krinkelkroge, kunstneren har udtænkt og bygget med sine egne hænder.Vi tog også op i bjergene med Teleférico de Benalmádena for at nyde udsigten over Costa del Sol og måske lidt af Afrika i det disede fjerne.Ingen panoramabilleder yder retfærdighed til et område. Sådan er det bare. Og her var en dejlig udsigt og en let havbrise, der hjalp lidt undervejs, når vi gik fra det ene udsigtspunkt til det næste.En tur til Málaga måtte vi selvfølgelig også på. Med bussen, så Mille kunne få trænet både sin tålmodighed og sit kendskab til offentlig transport. Det er hårdt at følge med Gå-maskine Mormor og Gå-maskine Mor, der konstant tager svinkeærinder og lægger stor energi i at finde på umulige krumspring undervejs i en vilkårlig aftalt retning.Jeg havde på forhånd valgt, at vi skulle på Museo Carmen Thyssen og bl.a. se stilleben fra den svundne andalusiske romantik – frem for et ud af mange Picasso-muséer, som byen byder på. Selvfølgelig elsker jeg også Picasso, men midt i turist-højsæsonen ville der med stor sikkerhed være ulideligt på et vilkårligt sted, der handler om førnævnte kunstner.Thyssen-familien er kunstmæcener, og muséet i Málaga skuffede ikke. Det store Thyssen-Bornemisza i Madrid er mit absolutte yndlingsmuseum i en by, der ellers ikke skorter på fantastiske kunstmuséer.

Costa del Sol bliver aldrig mit ‘yndlings’-sted i Spanien, men Andalusien som region er fænomenal.
Det er bare med at komme væk fra de andre turister og finde en bocadillo med tortilla francesa hurtigst muligt.

Okay, måske er der ikke helt tale om 14 år – nok snarere 13.5 år – men overdrivelse fremmer ind imellem pointen, og det føles ihvertfald som en mild evighed, siden vi forlod Danmark og derfor også ‘mistede’ vores hjem.Men nu er det ligeså stille og roligt under opbygning igen. Det med at få en eller anden form for ‘hjemmefølelse’ i Moderlandet. Ikke fordi vi flytter hjem, men fordi det er et dybfølt ønske, at vi kan have vores eget sted, når vi opholder os i Danmark et par gange om året.Det er nok de færreste, der gensidigt har ‘holdt hinanden ud’ på dén måde, vi har gjort det med vores respektive familier, når vi har boet hos dem i ugevis hver sommer og vinter. Det har krævet tålmodighed og rummelighed fra alle parter – og det fungerede allerbedst, da pigerne var små og drønede ind til deres bedsteforældre i nattøj for at vise dem et eller andet fund, de havde gjort ude i haven.Sådan er det ikke længere. Teenagerne har stadig brug for deres elskede bedsteforældre, men de har også brug for at sove længe på egne værelser, og alle forældrepar er blevet ældre – os selv inklusive. Så nu er vi landet på en løsning, hvor vi har et lille sommerhus i Vestjylland og et i Hillerød, der gør, at vi er tæt på vores familier, når vi endelig opholder os i Danmark. Det er – og bliver – godt. Både lige her og nu – og på lang sigt.Og nu er der allerede gået lidt over en uge, siden vi landede og mødtes med arkitekten, der tog imod os i det nybyggede sommerhus i kolonihaven. Han har tegnet, bygget og indrettet huset for os på 7 måneder. Vi har intet at tage æren for – det hele er hans værk, som han har skabt til os med stor håndværksmæssig omhu og et godt blik for æstetik. Og så har han tydeligvis været virkelig dygtig til projektledelse, når han har kunnet få en jordlod til at blive til et cute tiny house på så kort tid.Og jeg nyder at stå op til al den grønhed, når jeg er vant til, at alting er 50 shades of beige. Vi hører kun fuglekvidren og køer, der muh’er på marken bag kolonihaveforeningen. Det er ren idyl 1.5 km. fra centrum af Hillerød.Jeg føler mig så ufatteligt heldig med at være blevet både vandkants-vestjyde og kolonisator i Kongernes Nordsjælland, foruden vores vante liv som immigranter i en ørkenstat.

Det har taget os rigtig mange år at finde frem til de her løsninger.

Faktisk har vi stået i stampe på alt, hvad der hed ‘hjem i Danmark’ i godt og vel 10 år, før coronapandemien ramte, og vi pludselig fandt ud af, at det måske var meget smart at have flere muligheder i forhold til opholdssteder, når verden lukker ned.

Så gik først min drøm om et sted ved Vesterhavet i opfyldelse, og nu har vi så Martins drøm på plads. Vi har meget at takke shippingbranchens fede år efter coronaen for. Det hér havde ihvertfald været mærkbart sværere at få realiseret, hvis ikke der havde været økonomisk optur i container-land i et par år.

Og fest for det nye hjem, dét holder vi.Først kom Emma forbi og var pludselig 23 år gammel, så huset kunne indvies med flag og fødselsdagskage til ungmøen. Senere kom Proprietær Adeltoft og Fru A med en helt fantastisk flaske cava til solnedgangen og et familie-brætspil til en regnvejrsdag, og forleden kom Fam. Vedel forbi og gjorde vores hus til hjem, fordi en hund er lig med at ha’ ægte hjemme.  Fejringen af det nye hjem er følelsesmæssigt overvældende. Jeg bliver rørt, hver eneste gang et nyt hold venner eller familiemedlemmer kommer på besøg, fordi det er så stort, at vi nu endelig kan invitere dem, i stedet for altid at invitere os selv hjem til dem.

Og når der ikke er fest, er der håndværkere i det fine tiny house.Der er f.eks. et luft-til-vand-anlæg, der stadig mangler at blive installeret, så vi har en fornuftig varmekilde til vinter. Og en masse ‘hist og pist’-ting, der skal løses, fordi sådan er det, når noget er nybygget. Der går en uges tid, og så har man dannet sig et overblik over de ting, der ikke fungerer.Og sådan er det bare. Ligeså optur, vi har det over vennebesøg og indflytning i det nye hjem, ligeså irriterede og frustrerede bliver vi, når al den nye teknik skal forstås og indstilles. 
Der er brug for en ekstra portion tålmodighed, for Martin og jeg er begge typerne, der gerne vil have, at alting spiller og fungerer med et knips. Hellere igår end idag.Men sådan fungerer tingene bare ikke ude i den virkelige verden. Der er ventetid på nogle gardiner, en skuffe, det tekniske anlæg, jeg ikke kender navnet på, og sådan vil det være sommeren igennem. 
Heldigvis er der to troldebørn, der får os ud af håndværker-cirkusset, fordi de trænger til en slush-ice i Slotsarkaderne og en tur i genbrugsbutikkerne efter alt det, man ikke anede, at man havde brug for. Så gik der tid med det.

Jeg er – ærligt indrømmet – ikke verdens bedste til konceptet ‘fejring’. Hverken i de små hverdagssejre eller i de helt store af livets lykkeruser.

Ja, jeg priser mig lykkelig for, at vi gik all-in på bryllup, da vi planlagde og gennemførte det.

Ja, jeg priser mig lykkelig for de fine barnedåbsfester, kobberbrylluppet og alle de gange, hvor andre i familien og vennekredsen har hjulpet os med at huske på vigtige mærkedage, særlige lejligheder, små og store succeser med alt muligt livs- eller arbejdsrelateret.

Men sådan i det store og hele bliver jeg altid lidt energiforladt eller underskudsramt, ligeså snart der skal gøres klar til fejring – og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Det er sikkert noget, der var værd at dykke ned i ved lejlighed. Der må være en skuffelse, en dårlig oplevelse eller en ærgrelse gemt under konceptet for mig, for hvorfor skulle jeg ikke gide at forberede en festlig lejlighed?

I går var en af de der særlige begivenheder, hvor jeg lige måtte trække mig selv op ved hårrødderne. Selvom den fysiske sæt-nu-igang-for-helvede-Tine havde jeg gjort et par dage tidligere, hvor jeg kørte i Gold & Diamond Park for at købe gaven.

For seks år siden var der KG Graduation Ceremony for lille 5-års Mille. Det så sådan her ud.Cute med cute på – i graduation cap and gown som det sig hør og bør på en international skole.

Og nu var vi så nået til dér, hvor jeg uforvarende kom til at tænke “én gang til for Arveprins Knud”, fordi Mille har sin ANDEN Graduation inden for 8 års skolegang. Det er en del mere end man ville have gjort i den danske folkeskole, hvor man trods alt skal nå 9. klasses afgangseksamen, før man kaster med karameller og lytter til rektors afskedstale.
Men her gøres der lidt mere ud af det, må man sige.

Det så sådan her ud for 11-årige Mille i går.

KG og Primary School er nu done and dusted. Fremadrettet har vi to børn i Secondary School.

Og selvfølgelig blev jeg til sidst rørstrømsk over ceremonien, som var et væld af fine taler, musiske indslag og sjove danse. Det var så fint og sødt – og hvorfor var det lige, at jeg synes, at der er tale om en over-fejring? Pjat med mig!

Det hele blev også besværliggjort af, at jeg nu siger farvel til at undervise Mille og hendes kammerat Malthe, som jeg har undervist siden Year 2. Det er vitterligt en æra, der slutter her.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor transition fra Primary til Secondary School, som er lig med Mellemtrinnet og Udskolingen i Danmark. Og Secondary School er et helt andet sted. Man går f.eks. fra klasse til klasse for at møde ens faglærere, sådan som vi andre lærte at gøre i gymnasiet. Man har sin egen locker, der er lektier i alle fag og tilmed en computer at holde styr på. Der er deadlines, krav om en mere moden opførsel og en masse andre ting, der gør, at de 11-12-årige virkelig må øve sig for at følge med og leve op til de nye standarder, når de pludselig bevæger sig mellem de 12-18-årige i stedet for de 6-11-årige. Men der er noget godt i at blive ‘de små’ efter at have været ‘de store’ i en længere periode.Så måske var det alligevel ikke så dum en idé at køre endnu en Graduation Ceremony i fuld ornat. Måske er det en fin og tydelig måde at fejre den læring og udvikling, der er sket indtil nu, før de går videre til den næste skole.Og heldigvis er Secondary School lige ved siden af Primary School, så børnene kan sige hej til deres elskede Primary-lærere engang i mellem, hvis livet ovre i den store skole er lidt hårdt.

Der har ikke kun været hektisk aktivitet i Primary School her til sidst. I Secondary deltog Cille i årets DIATECH udstilling, hvor udvalgte elevers tekniske projekter var blevet udvalgt til fremvisning for alle på skolen.Cille og hendes kammerat havde bygget biler af træ, som man kunne flytte rundt på og lege med primærfarver og træne finmotorik. Sagt med andre ord – et stykke legetøj til de helt små børn.

Jeg tog et par af klasserne med ned fra dansktimen, så de kunne lytte til Cilles præsentation. På dansk, naturligvis.Og nu er det hele slut.

Afsluttet.

Dansklokalet er pakket ned, og pigerne er ude med deres veninder en sidste gang, før vi rejser mod Det Lune Nord for at inspicere husbyggeri, og selvfølgelig for at nyde sommeren med familie og venner!