Jeg har tøvet nu i en uge. Tøvet med det her blogindlæg, fordi det virker så overfladisk at skrive om en ferieoplevelse midt i folkedrab og krige på flere kontinenter.

Det føles så konfliktfyldt, at verden bare går videre, mens uskyldige børn bliver gjort forældreløse af bomber, og lige så uskyldige forældre bliver gjort barnløse af de samme bomber.

Én ting kan vi være sikre på: Krig og konflikt går altid mest ud over et områdes uskyldige borgere. Politikere og andre magthavere, banditter i habitter og krigs-relaterede industrier får en masse ud af at deltage i krige. Oftest er de ikke i nærheden af at være i fare på noget tidspunkt. Det er absurd, at dem, der bestemmer, samtidig er længst væk fra konsekvenserne og realiteterne af deres beslutninger.

Mennesker er i virkeligheden så enkelt indrettede. Vi ønsker os fred (eller frihed fra konflikt), et trygt hjem, en familie at være del af og elske, samt et meningsfuldt, formålstjenligt arbejde. End of story. Jeg ønsker for alle mennesker i verden, at de kunne få lov til at opleve dette.Og midt i det utilstedelige folkedrab i Gaza, tog vi en ganske kort pause fra Mellemøsten. Et dybt åndedrag på 4 dage. Jeg trængte sådan til at se på noget grønt og frodigt et sted, hvor tingene foregår fundamentalt anderledes end her.Martin var med på idéen om en kort efterårsferie, men han nægtede alle mine gode idéer om Turkmenistan og Usbekistan. Jeg lykkedes med Indien. Dét gad han godt.Og vi startede blidt, blidt ud i kommuniststaten Kerala – også kendt som Indiens Honeymoon Destination No. 1, fordi her er så yndigt med flodbåde og pussenusset smukt i højderne, hvor der er tusind vandfald, søer, floder, rigt fugleliv, kokospalmer, rismarker og teplantager. Martin endte med at konkludere, at Kerala er en omgang “Indien Light”, fordi her er så fredeligt, velstruktureret, frodigt og rent. Jeg konkluderede straks, at det ihvertfald ikke er sidste gang, jeg sætter fod i Indien – for mage til vidunderlige mennesker, mad og oplevelser skal man lede længe efter.Når der nu kun var tre reelle feriedage + spændende indisk trafik at indberegne i ambitionerne, blev vi hurtigt enige om, at vi kun skulle opleve Keralas hovedby, Kochi, og at vi ville bo i den ældste bydel, Fort Kochi, hvor flodlejet skal krydses flere gange via ældgamle broer, der ikke ligefrem giver den mest effektive, glidende trafik.Til gengæld var vi garanteret charme og lokalt levet liv at glo på, når vi trissede rundt i de små gyder og stræder.Vi havde sådan brug for at se noget, vi aldrig før havde set. Væk fra marmorpaladser og kædehoteller. Væk fra strømlinede gader, manicurerede parker og Dubai bling. Vi kiggede ind på den enorme flådebase og ind i skoleklasser, hindutempler og små familiedrevne butikker. Vi fik det hele – og mere til. Aldrig har jeg følt mig mere velkommen i et univers, jeg virkelig ikke kendte noget til – og hvor jeg i dén grad var en fish out of water.Vi mødte ikke én, der ikke smilede og stolt fremviste sin personlige bid af Kerala til os. Jeg lyttede, hilste, smagte, lugtede, gloede og forsøgte at tage alting ind i en sådan grad, at Martin nærmest blev flov over mig, når vi gik morgentur.Det var en kæmpestor oplevelse at lande i Indien midt om natten og opleve det stik modsatte af ‘antagelserne’. Lufthavnens visumtjek var effektivt, struktureret og efter tur uden svinkeærinder. Alle taxichauffører kørte sikkert og behændigt til det sted, man bad dem om. Trafikken var ligeså struktureret som lufthavnen – der dyttes med præcision for at indikere “her kommer jeg” til medtrafikanterne – cyklister, løse hunde, geder, køer, fodgængere, knallertbude og tuk-tuk-‘er. Det var så langt fra den trafik, jeg havde forestillet mig.Jeg havde en lang liste over mulige Guest Houses, vi kunne bo på, for Fort Kochi er fyldt til randen af hundred-årige herskabsboliger, som europæiske kolonisatorer har levet et højborgerligt eller måske endda adeligt liv i, og som nu er renoverede ejendomme, man kan leje værelser i som turister. Vi endte på The Tea Bungalow. Cute med cute på – og det sødeste personale, der stod på tæerne for at få os til at nyde opholdet.Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg nød at opholde mig på verandaen. Om aftenen sad jeg i mørket og løste kryds-og-tværs’er og drak te. Og man kunne putte sig i stuerne for den lune regn, der var et tilbagevendende tema – for Kerala er jo kun så grøn og smuk på grund af den konstante, tropiske regn. Myggene blev holdt væk med stærk DEET på anklerne og i haserne.Om morgenen stod det lille køkken klar med dagens avis og morgenmad af mere eller mindre succesfuld karakter. Hverken teen eller kaffen var noget at skrive hjem om, og det undrede mig i det her te-land. Nyhederne om Gaza var desværre også ligeså gruopvækkende i Kerala som i Dubai.Til gengæld var der to-die-for outstanding curries så langt øjet rakte på alle tider af døgnet.Og sprøde kommen-snacks i åbne gadekiosker – og hvinende sød jordbærkulfi på pind, naturligvis.

Vi tog én turist-tur hver dag – og resten af dagen stod fri til dét, vi nu gad.Der blev shoppet en del i Nykka, Indiens svar på Sephora, fordi det er det bedste i hele verden lige nu for pigerne – og der blev sovet de nødvendige eftermiddagslure, som man trænger til efter de første to måneders skole-hurlumhej. Hver morgen og hver eftermiddag blev vi vækket blidt af muezzinens kald – præcist som derhjemme i Dubai. 
Kerala var den første stat i Indien, der opnåede 100% literacy. De har utroligt højt uddannede borgere, som vi andre ofte støder på i Dubai – og selv vores tuk-tuk-chauffør havde arbejdet som regnskabsmedarbejder i Dubai, før han valgte at blive chauffør for turister i sin hjemby.Det grinede vi meget af – han havde virkelig fundet sin hylde, og han viste os selvfølgelig de vanlige turistattraktioner, som her, hvor vi glor på fiskerne, der anvender en metode, der kaldes Chinese fishing nets på havnen i Kochi.Han fremviste også stolt den sidste originale pappadom-bager i byen, der håndælter 600 styks dagligt af den klistrede kikærtemels-baserede dej. Hun havde en proper næve, den kvinde.Vi besøgte byens gamle krydderilager, hvor der kun er ganske få medarbejdere tilbage, der her var i gang med at sortere og rense sorte peberkorn, så det sved i vores øjne, næser og ganer.Vi hilste også på de lokale katolske lyse-støbere, som man ikke måtte fotografere, og han viste os dét sted på kysten, der engang var en yndet sandstrand, som alle lokale nød at gå tur langs og bade ud fra. Nu er der kun vandplanter og skrald. Hele kysten er ødelagt af industri på en nybygget tange overfor, som gør, at vandtilstrømningen er forkert.I Kerala mødte vi ikke en eneste tigger eller hjemløs. I virkeligheden var der flot og ret storslået i kvarterne omkring den store flådebase. Villaen her var selvfølgelig ikke ‘standarden’, men der var rigtig mange flotte huse og bungalower – ofte ejet af hårdtarbejdende Kerala-revisorer i Dubai, der stadig elsker at komme hjem.

Vi rundede også Indiens ældste synagoge, og vi noterede os, at i Kerala er alle religioner og kulturer velkomne til fredelig sameksistens – præcist som hjemme hos os i Dubai.Jeg har aldrig været inde i en synagoge før, og det føltes ligeså fremmed og guldbelagt som en katolsk kirke. Dem havde de virkelig også mange af i byen – og selv en protestantisk kirkegård kunne man opdrive med tak til de hollandske kolonisatorer. Hindutempler var der selvfølgelig også mange af. Der kunne man kun komme ind som rettroende hindu.Vi besøgte også et gammelt andelsvaskeri, og her kom jeg i kontakt med en medarbejder, der havde strøget det kridhvide, knastørre linned i vaskeriet i 47 år. Han fortalte så stolt om sine børn og svigerbørn, der alle var blevet universitetsuddannede – finansieret af hans hårde arbejde og familiens fælles anstrengelser.Jeg indrømmede over for strygemanden, at strygning er min allerstørste hade-opgave i husholdningssammenhæng, og så blev jeg selvfølgelig straks inviteret til at prøve mig ad med hans lagner.
Vi lærte, at andelsbevægelsen i Kerala har været med til at gøre statens borgere stærkere og rigere – for i fællesskab har de opnået så meget mere, end hvis de havde opsat enkeltmandsvirksomheder. Alle guest houses, home stays og mange storfamilier får stadig deres tøj vasket, tørret og strøget fra den ene dag til den anden her i det gamle andelsvaskeri.

Det er tankevækkende, hvor godt Kerala borgere klarer sig – og flere af dem fortalte, at de er stolte ‘kommunister’, men ikke på den russiske eller den kinesiske måde – de hjælpes ad og samarbejder til fælles bedste rent økonomisk. Jeg forsøgte at forklare, at det måske er meget lig vores social-demokratiske tankegang i Norden? Det kendte de ikke noget til.Den sidste dag kørte vi til udkanten af Kochi og sejlede i backwaters, som de små bifloder kaldes. Der er mulighed for at sejle overalt i Kochi og omegn, og vi valgte, at vi ville ikke køre hele vejen ned til det klassiske pick-up-sted for flodbåde, for vi skulle jo kun på halvdagsudflugt – ikke en hel uges honeymoon med pil-selv-rejer på en plimsoller.Vores over-entusiastiske guide fortalte os alt om plante- og dyrelivet i floderne.Vi lærte om forædling af kokospalmer, smagte young coconut-mælk og fik stegte bananer med sød kardemomme- og peberte til.Der boede ganske, ganske få familier i den andelsejede kokosplantage, som lå på jorden fra konverterede rismarker. Vi besøgte familierne i landsbyen mod betaling, og de viste os deres fiskedambrug, og lidt om, hvordan man bruger kokosnøddernes ‘hår’ til at lave reb af.Jeg har det altid lidt svært med det der ‘hvide-mennesker-besøger-lokal-kultur’, men familierne var megasøde og sjove – og den seje granny havde virkelig liv i øjnene, når hun ville vise os, hvor kvikt hun kunne spinde snor og reb.Indien – og her er der i første omgang kun tale om Kerala – får 10 kæmpestjerner ud af 10 for et værtsskab uden sammenligning. Jeg drømte om krydret mad. Jeg drømte om frodig, grøn og vild natur. Jeg drømte om at se, dufte og mærke noget, der var så væsensforskelligt fra dét, der omgiver os til daglig.Jeg vil så gerne tilbage. Til Fort Kochi og videre ud i staten Kerala. Noget med nogle rismarker, teplantager og den slags. Måske et vandfald eller fire. Jeg begynder at forstå, hvor Incredible, India er, selvom jeg kun har dyppet tåspidsen i lidt plumret flodvand og spist alt for få kerala-parathas i forhold til, hvor amazing de virkelig er…

Og CFO’en med de mange, dygtige Kerala-revisorer ansat på Dubai-kontoret? Han gav vist også oplevelsen 10 ud af 10.

Jeg har ikke blogget siden midten af august. Det er den største blogger-tørke, jeg nogensinde er gået igennem. Det er der mange forklaringer på.

Store børn er for eksempel overhovedet ikke interesserede i at blive udleveret i Mors patetiske blogunivers. Det må og skal jeg respektere.
Og pigerne har oftest været brændstoffet til et blogindlæg, fordi livet i børnefamilien er mit udgangspunkt – og har været det siden bloggens begyndelse.De sociale medier er også blevet noget, vi alle (stor)forbruger hver eneste dag, men sjældnere og sjældnere deltager i, medmindre det er at kommentere på et eller andet eller dele et meningsfuldt opslag lavet af andre. Det der med at bidrage med vores egne billeder og personlige udleveringer, dét er virkelig noget helt andet nu, end det var for bare 2-3 år siden. Ufiltreret liv er blevet angstfremkaldende.Dén tendens er jeg også selv ramt af. Vi poster ikke – vi  doomscroller – og liker eventuelt en lillebitte smule. Det er udadvendt voyeurisme og indadvendt selvbevidsthed i én og samme mundfuld. Og det er dælme et svært univers at være i. For os alle sammen. For hvem er vi egentlig – bag filterfacaden?

Jeg tager også mig selv i at spørge igen og igen i mit indre: Hvem fanden gider læse om mine genvordigheder eller fortræffelige oplevelser? Hvad bidrager jeg med, hvis jeg poster friske asparges og glade badebilleder, mens der foregår folkedrab på palæstinenserne? Hvad siger det om mig, hvis jeg plaprer løs om en hedonistisk livsstil i Dubai, mens klimaforandringerne er ved at ta’ livet af os alle sammen? Det er trods alt mig, der sidder her med AC-blæseren for fulde gardiner – udendørs – og spiser frisk sushi, mens verdenshavene langsomt tømmes for liv, fordi vi forurener ad helvede til, men samtidig bare har det lidt for komfortabelt til at gøre noget ved det?De her tanker gør, at alting enten bliver helt og aldeles meningsløst eller alt for alvorligt, tungt og rugende. Jeg mister appetitten på at interagere – af frygt for at virke overfladisk, grænsende til det banale.

Engang i mellem tænker jeg så, at bloggen blev trods alt til for min egen skyld. Og at det er mig, der bestemmer, hvad der skal stå lige hér. Og hvis der fortsat er nogen, der gider læse med på noget så oldnordisk som en blog, er det jo underbart for en (yderst fotogen og småsvedende) midaldrende dame som mig.Men svært og sært er det. Dét, der før virkede så naturligt for mig, og som var en hobby, jeg hyggede mig med på ugebasis, som andre strikker, dyrker yoga eller spiller badminton, er pludselig blevet genstand for en syrlig vurdering i mit indre.

Jeg vil egentlig gerne skrive.

Men verden er blevet verdensfjern for mig. Og jeg er bange for alt muligt, som måske er udefrakommende og helt uden for mit ansvarsregi – eller også er det indefrakommende, perimenopause-eksistentiel krise. You be the judge. Og please ikke kom tilbage til mig med andet end sødme – for jeg knækker ved den mindste kritik for tiden.Der er også et element af sorg og frygt lagret i mig igennem de sidste halvandet år, som har fjernet en naturlig uskyld og umiddelbarhed i mig. Vores familie blev ramt dengang for halvandet år siden, og selvom vi rejser os – præcist som alle andre, der rammes – så er der store, dybe dukkerter undervejs, som gør, at jeg ikke længere henvender mig i verden på samme måde, som tidligere.

Der er en barriere i mig – noget, der vil beskytte mig mod andres blikke. En bevidsthed om, at jeg har et behov for at flyve under radaren i de fleste sammenhænge, hvor jeg før i tiden ville more mig over at blive genkendt eller få henvendelser om dit og dat. Nu vil jeg bare gerne være i fred, fordi der absolut ikke er fred omkring mig og os alle som verdenssamfund.En anden morsom betragtning, jeg har gjort mig er, at jeg ikke længere tror på min egen aktualitet.

Hvem er ‘man’, hvis man har boet i Dubai i 10 år? Gammel i gårde, ville de fleste nok sige.

Jeg er ikke ny i Dubai, og jeg poster ikke længere ugentlige billeder af solnedgange i ørkenen eller børnenes skilektioner i Mall of the Emirates. Jeg går stadig til brunch, men jeg orker ikke længere mine egne eller andres fotos af mad, de har spist eller drinks, de har drukket i weekenden.Der er stadig helt vidunderlige mennesker at hænge ud med i frikvartererne, men de flyver jo ligeså meget under radaren som jeg selv gør på de sociale medier, fordi sådan er livet blevet i 2023. Man får ørerne i maskinen, og derfor er der nul interesse for at dele.Festen og fuldmånen holder vi for os selv.Men måske skulle jeg prøve at skrive igen? Jeg kunne jo aftale med mig selv, at det er ene og alene for min egen fornøjelse.

For Dubai er faktisk stadig lige vidunderlig.

En oase af tryghed og stilhed og et fyrværkerishow af fest og farver … ganske få øjeblikke fra krig og ødelæggelse, som jeg kun kan tage den største afstand fra, uanset hvem, der gør hvad, mod hvem.
Hvis bare verden snart blev et bedre, tryggere, rarere sted at være…det kunne jeg faktisk godt ønske mig. For os alle sammen. Men især for palæstinenserne og ukrainerne.

Vi er retur til en dobbelt-regnbue over kolonihaven i Hillerød.Blåvand-andelen af vores sommerferie blev reduceret i år, fordi der er store mærkedage i familien. Men det var dejligt at være ved Vesterhavet som altid – uanset antallet af dage.Vi var hos Sæberiget i Ho på et sæbe-kursus, hvor vi lavede vores egne fine glycerinsæber med æteriske olier, scrub-komponenter af enten friskmalede kaffebønner eller oprenset Vesterhavssand, glimmer i alle afskygninger, forskellige slags farver og masser af tørrede blomster. Alt sammen økologiske ingredienser, og der duftede så skønt og rent igennem hele processen!Lige da jeg havde bestilt kurset, blev jeg i tvivl om, hvorvidt vi egentlig ville synes, at et sæbekursus var sjovt, men det optog både teenagere og mødre i et par virkelig hyggelige timer. Sæberigets ejer, Bente, er humoristisk og enormt hjælpsom ift. at få lavet fine kombinationer, så en stor anbefaling herfra.
Der er bare noget godt ved at producere et eller andet med hænderne, og vi var dybt engagerede i at kombinere sæbernes udseende med deres dufte og egenskaber. Min pink glimmer-sæbe er naturligvis med rosenduft og små nips af lavendel. Perfekt girlfriend-sæbe til min bedsteveninde, når jeg ser hende igen.Og Mille savner Daisy så meget, at hun straks gik i lag med pote-formene, hvor hun kom rigeligt med kaffe-knas i, så vi kan blive helt bløde og velpolerede.

Der var heldigvis også tid til at hænge ud med min Mor på tomandshånd. Det er fordelen ved, at Snorkefrøkenerne er blevet teenagere. De sover nu så længe, at man sagtens kan nå at spise langstrakt picnic-morgenmad i solskin ved Filsø-Ellipsen og at gå den 5 km. fine rute ved søen i fuglereservatet, før de vågner og er klar på at lave et eller andet.Min Mor er mester i lige at stable en picnic på benene, uanset vejrlig og tidspunkt på dagen. Og selvom solskinnet kun varede til afslutningen på morgenmaden, var det en skøn tur ud i det blå til et sted, jeg aldrig havde været før.Det er ikke ellipsen i sig selv, man skal besøge Filsø for at opleve. Den er næsten lidt en joke, men det er selve søen og det rige fugleliv, der udfolder sig uanset årstiden, som virkelig er smukt at opleve på nært hold.Man ved, at stedet er Vestjylland, når der er opsat picnicborde, der tager højde for den insisterende blæst fra divergerende vindretninger. Det lille hus var ‘vejestation’ for det tidligere korn- eller kartoffellager, der har befundet sig dér. Nu kan man kun se fundamentet af lagerbygningen. Filsø var tidligere konverteret til afvandet agerland, hvor man dyrkede kartofler og korn i den rige jord. Heldigvis er man kommet på bedre tanker, men det var et kæmpe projekt i vores bedsteforældres tid, det med at få skaffet brugbar landbrugsjord til vestjyderne, der ellers kun havde noget sandet skidt at arbejde med.Der var selvfølgelig også tid til at bade i Vesterhavet. Vandtemperaturen var 19 grader, så luften og vandet var stort set afstemt temperaturmæssigt. Friskt og lige tilpas til mit vestjyske vikingebarn, der mest af alt ligner en sælunge, når hun springer hovedkulds ind i bølgerne, fordi Onkel Søren har lært hende at dykke i saltvand denne sommer ved Nyborg.Gid, man kunne lagre den svalende og opkvikkende fornemmelse i kroppen, man får af at bade i Vesterhavet. Det ville være en kærkommen følelse, når vi om knapt halvanden uges tid rammer ørkenens hede igen.

Knapt så fredsommelig var opførslen fra Vesterhavets side, da vi stævnede ud med fiskekutteren E1 Claus Sørensen fra Esbjerg Havn en fin torsdag formiddag.E1 er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjergs velholdte fiskekutter, som styres af en pensioneret skipper af klassisk vestjysk afstamning (læs: mand af få ord) og hans bedstemand, der til gengæld var mand for at berette om livet i Esbjergs industrihavn – dengang, der foregik andet end noget aktivitet med havvindmøller.Museet har også en udsendt medarbejder ombord, der fortæller historien om kokkedrengen Johannes, der tager hyre på E1 lige efter WW2, fordi det var den bedste mulighed for at tjene gode penge i nabolaget.De gode penge skulle tjenes på at fange fladfisk.Med til fortællingen om Johannes havde museet selvfølgelig en kurvfuld fake fladfisk med, som børnene fik lov til at måle op, så de enten skulle i lastrummet for at blive solgt på havnen i Esbjerg, eller retur i havet for at vokse sig større.Lidt sælsafari kom vi også på, da sejlrenden ledte os over mod Fanø, hvor sælerne soler sig på de flade sandbanker, der dukker op med tidevandets tilbagetrækning.Man er vel i Vadehavet, Vesterhavet og Nordsøen. Either way, så var det simpelthen så cute at se på sæler og lytte til deres indbyrdes ugh-ugh-ugh-diskussioner.På et tidspunkt måtte jeg selvfølgelig klatre ned i diverse luk-af’er, ind og snuse rundt i skibskabyssen og prøve kutterens wc. Klassisk Tine at skulle tisse midt i det hele.Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg tilbyder masser af forskellige udflugter, og det er bestemt ikke sidste gang, vi er med dem på tur. Det er lærerigt og sjovt – selv for en teenager, der ikke rigtigt kan se det opløftende i at tilbringe en formiddag ombord på en kutter i stiv vind ude fra vest. Om ikke andet, så fik hun frisk luft.Som trade-off på morens entusiastiske fiskekutter-idé fik teenagerne frit lejde i Frelsens Hærs store genbrugsbutik og ad libitum rå fisk på Nara Sushi down-town Esbjerg. Ikke den værste afslutning på en dag i fiskerbyen med de hvide mænd, der skuer ud over havet.Midt i Blåvands-ferien indløste Martin også en af sine 50-års-gaver: Rundvisning i REGAN VEST. 
Det blev til en fin, lynhurtig kærestetur til Nordens Paris – Jyllands ene dobbelt A – som viste sig fra sin mest vanvittige, blæsende side. Heldigvis var kaffen varm og kagen stor hos Penny Lane.Og om aftenen fik vi varmen over lige rigelige mængder bearnaise og rødvin på Bones, fordi when in Jylland, do it right. Der blev selvfølgelig også indkøbt nyt voksen-gymnastiktøj til økonomidirektøren i Shaping New Tomorrow’s hovedsæde i Aalborg. Det er vel et must på de kanter.Men hva’ mæ’ den bunker derude i Rold Skov nær Rebild Bakker?Den var ganske enkelt imponerende. I al sin historiske magt og størrelses pragt.Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på Koldkrigsperioden i Danmarkshistorien, men at vandre 300 meter ind i en kalkbakke, for så at møde et 5.500 kvm. stort regeringsanlæg til 400 af de vigtigste personer, der skulle kunne lede landet igennem WW3 er fandeme lige dele imponerende, øjenåbnende, fascinerende og grænseoverskridende i en tid, hvor Europa igen står over for risikoen for WW3.

Suk.

Næsten ligeså interessant som det enorme bunker-anlæg var maskinmesterens bolig.Boligen besøger man på egen hånd, og det er sjovt og creepy at modtage telefonopkald og luske rundt i andre menneskers hjem (*opstillet af Nordjyske Museer, jovist, men virkelig realistisk).Det er lidt som at falde ind i en 80’er tidslomme af nej-tak-til-atomkraft, Pac-Man og tegneserier på børneværelset og lilla Elida shampoo på det lille badeværelse.Jeg vil absolut anbefale alle voksne og unge at besøge REGAN Vest. Børn kan måske bedre være med i Tirpitz, Hanstholm, på Stevnsfortet osv. – for det er en længere gennemgang, hvor man skal være stille og koncentreret, selvom guiderne med sikkerhed vil være flinke overfor småfolk.

Alt i alt uddeles der igen-igen 10 ud af 10 stjerner til Jylland. Kom bar’ do.

Denne her sommer flyver afsted. Måske handler det mest af alt om, at vi nu har to reelle hjem, vi kan opholde os i?Eller måske er det fordi pigerne er blevet så store, at det er muligt at gå ture, sove længe og løse en halv kryds-og-tværs uden afbrydelse? Jeg kan ihvertfald konstatere, at mine skuldre og mit nervesystem aldrig har haft en bedre sommerferie end denne her.Når det så er sagt, er det stadigvæk cirka 95% røv & nøgler og 5% glimt af lykke i både sommerlivet og hverdagslivet. For hverdag bliver det, når vi holder to måneders sommerferie, mens feriebudgettet allerede er spilet maksimalt ud på grund af det intet mindre end fantastiske sommerhusbyggeri. Som vi ikke fortryder et splitsekund.

Min Mor er lidt bekymret for, om sommerhuset i Blåvand nu bliver passé, når sommerhuset i Hillerød er så fint og flot. Men jeg længes efter Vesterhavet præcist ligeså meget nu, som jeg gjorde før. Der er ingen forskel. Det er to forskellige slags sommerliv, der udleves. Og så er Vestjylland jo mit hood 4 ever.

For mig er Blåvand frisk luft og høj himmel. Vesterhavet er råt og vildt, både på en solskinsdag og en regnvejrsdag. Dét savner jeg altid i Dubais manicurerede havekultur. Hillerød er til gengæld hyggeligt byliv – med butikker, biografture, spontan-kaffe med familie & venner og gåture rundt om altid yndige Frederiksborg Slot.Denne sommer lytter jeg til “Postkort fra sommerlandet” med Katinka Bjerregaard og Line Jensen på Podimo, når jeg får det velkendte snert af ikke at ‘gøre det hele godt nok’ eller ikke at ‘opleve alle de spændende ting’. FOMO, som man si’r. Og den opstår selvfølgelig, hvis ‘man’ (læs: jeg) er lidt for ofte eller længe på de sociale medier.De to kvinder læser højt af de sommerhilsner, som deres modige følgere sender til dem, og dermed får vi et lille kig ind i, hvad sommeren egentlig er lig med for ‘alle andre’. Og helt så rosenrødt, som vi synes, de andres sommerferier ser ud til at være, er de jo ikke i virkeligheden.

Jeg er selv skyldig i at lægge de pæne billeder op.Glansbilledsamlingen.Men selvfølgelig er der masser af skænderier, irritationer og frustrationer ved at være sammen 24/7 i 2 stive måneder. Det er lang tid at være så tæt på hinanden i firkløveret uden at skulle ‘afsted’ på arbejde eller i skole. Og selvom der også ville være en vis tyngde i at vise dén side af sommerlivet, er jeg nødt til at holde det privat. Resten af familien har ikke bedt om at blive fremvist eller udstillet, uanset hvor gode intentioner, jeg end måtte have.

Det er en gave med så lang sommerferie, jovist. Men også en lidt besværlig gave, hvor alles behov hverken kan mødes eller strækkes til en form for harmonisk løsning, dét er helt sikkert.Der går hverdagstrummerum i den, så jeg pludselig opdager, at jeg har siddet og sumpet til to afsnit af “Luksusfælden” i stedet for at gå en dejlig tur i den friske luft eller ringe til en kær veninde. Der er mange mandagsagtige morgener med grå skyer og on-off-regn, som gør det besværligt at finde på noget sjovt eller spændende, der samtidig heller ikke kræver en masse penge, lang planlægningstid eller en hel dag ud af huset.

Og børn er bare børn. De vil gerne ud og opleve ting – og sætningen ”hvad skal vi lave i dag?” er fandeme en hård nød at knække 60 dage i streg. For hvad skal vi egentlig lave i dag? Vente på håndværkere? Købe ind og vaske sengetøj? Lyder dét opløftende eller sjovt for en 11-årig? Næppe. Men det er nødvendigt.Jeg får helt lyst til at citere Dan Turell’s “Hyldest til hverdagen”, fordi den er bare bedst. Og selvom det er en fornøjelse at blive rykket ud af selvsamme hverdag, hver gang vi rejser til Danmark, er der ét problem. Dét, jeg glemmer i den lange mellemtid, er, at det jo også bliver hverdag her i Danmark, når det er så lange perioder, vi er her.

Min hjerne vil glemme det. Benægt, fortræng, benægt.

Den ser kun muligheder, glade oplevelser, stille stunder, mental ro og nærvær med familie og venner. Men sådan bliver det jo aldrig. Sådan fungerer livet ikke. Og måske er det dén romantiske idé om ‘ferie’ fra hverdagslivet, der gør mig – og sikkert mange andre – så skuffede eller frustrerede i det kære sommerliv?Og hér har vi måske forklaringen på, hvorfor jeg ikke ser det i et særligt rosenrødt skær, når ‘nogen’ spørger, om vi ‘da aldrig flytter hjem igen’?

Jeg har faktisk allerede fået rigeligt af Rema 1000 i Sophienborg og folks vrantne attituder i det offentlige rum efter et par måneder i moderlandet.

Jeg er allerede dødtræt af TV2 News og Go’ Morgen Danmarks dækning af ligegyldigheder og vanvittigheder.

Jeg trækker allerede vejret dybt ind i referater fra ejerforeningen, hvor det er bydende nødvendigt, at ‘man’ får sat husnumre op og at ‘man’ får leveret de pæneste havemøbler til lige præcis ens egen terrasse. PS: Ja, jeg ser TV2-serien “Balladen om kolonihaven” – den vel er obligatorisk som nybagt kolonihave-ejer?Så er det, at lysten til eventyr kryber ind under huden igen. Jeg har fået et skud venne-vitaminer og en ordentlig dosis familie-kærlighed og mor-omsorg. Så er jeg klar til gak og løjer under fjernere himmelstrøg igen. Tempoet er tosset i Dubai, men det er muligvis også lige adstadigt nok i sommerhuset.

Jeg bilder mig ind, at de fleste udrejste – immigranter – har det på samme måde som jeg. Vi længes hjem og drømmer os væk. Det er ikke et ‘særligt’ kendetegn ved lige netop mig, og det er heller ikke relateret til Danmark eller den danske mentalitet. Maricel fortæller, at hun har det på samme måde, når hun er ved at eksplodere af forventningens glæde over at skulle en hel måned hjem til familien på Filippinerne. Og hun kommer retur til os med en følelse af at være imploderet. Tømt for penge, energi og hjerneceller. Og hun får påfyldt ny energi sammen med os. For hende er det langt hårdere arbejde – både fysisk og mentalt – at opholde sig derhjemme i landsbyen end i storbyen langt derfra. Og jeg har det på samme måde.Det at være immigrant eller udeboende er en livsstil – når den vel at mærke er selvvalgt. Jeg medtænker ikke alle de forfærdelige situationer, verdens flygtninge står i. Jeg tænker på alle os, der er så priviligerede, at vi får det ‘bedste af to eller flere verdener’ – en yderst priviligeret mulighed for at ‘leve to liv på én gang’, kunne man måske også kalde det.

Den taknemmelighed kommer tit over mig, når jeg bliver ærgerlig eller sur over et eller andet banalt i min egen trummerum, hvor jeg i virkeligheden godt ved, at det er en lillebitte pebernød at sluge i forhold til alt det slemme, der sker rundt omkring.

Jeg må nyde tilbagevendende sengetøjs-vaskeri og det evindelige regnvejr. Jeg må sørge for at fange de sommerglimt, der trods alt er. Jeg må gemme de megahyggelige stunder, vi har her i sommerlandet sammen med familie og venner, som jeg vil savne helt vildt, når vi ikke længere er her i Moderlandet.Cille er vokset ti cm. denne sommer af at være på sommerskolen, der afholdes af organisationen Danes Worldwide.Mille har fået én på opleveren af ferien i Spanien sammen med gå-maskinerne, aka. Mormor og Mor.
Vi har været i Sverige, og vi har tilbragt det bedste af 14 dage on-off med min søster og hendes lille familie, og vi får hygget med familie og venner alle vegne. Der er stadig Blåvand i farvandet og en bid mere af Nordsjælland. Heldige, heldig mig.

Der glimter så mange fine ting lige derude i horisonten.

Det er kun omkring 25-26 år siden, jeg arbejdede som au pair i Madrid hos en sød amerikansk-mexicansk familie, hvor jeg passede en lillebitte pige, der nu er en smuk kvinde på 30 år, der lever den op i Miami, as we speak.Jeg holdt til livet som au pair i 8-9 måneder, og så mistede jeg appetitten. Det var der mange årsager til. Jeg var ærgerlig over, at vi var flyttet fra den centrale Madrid-forstad Las Rozas til en udørken af et nybygget villakvarter i Los Peñascales de Torrelodones, som ihvertfald dengang føltes voldsomt isoleret. Jeg led også af en ubehjælpelig skyldfølelse over at være skredet fra et helt igennem udueligt kæresteforhold hjemme i Danmark, som jeg slet ikke forstod at sige nej tak til, fordi det med grænsesætning og ærlig konfrontation ikke lige var blandt mine spidskompetencer (det er de desværre stadig ikke). Dertil skulle også lægges, at familiens dynamik var ret speciel. Så har jeg ikke sagt for meget om andres menneskers privatliv.

Nå – au pair livets op- og nedture aside – så faldt jeg ihvertfald så dybt ned i en balje med tinto de verano, at jeg aldrig helt er kommet op af den igen. Jeg elsker, elsker, elsker Spanien! Og jeg har forsøgt at smitte hele min familie mest muligt med den spanske syge, mens jeg selv rejste videre og blev uddannet cand. mag. i spansk. Min Mor er det lykkedes allerbedst med, og derfor var det heldigvis heller ikke særligt svært at lokke hende med til Spanien her i sommerferien.Allerede i foråret havde jeg nemlig på fornemmelsen, at det ville blive nødvendigt med et fysisk afbræk fra nybyggeriet i Hillerød, hvis denne sommer skulle komme til at indeholde en reel feriefølelse. Så mens Cille er pist væk og borte på Danes Worldwide Sommerskole sneg vi os ud af bagdøren til Costa del Sol, hvor min søde veninde har en lejlighed, vi måtte være i. Hun er selvfølgelig et venskab fra tiden som au pair, for lige at binde en afsluttende krølle på ungdomshistorien og mit første spæde spadestik til drømmen om at bo og leve i udlandet.Så dejligt, så varmt, så fint at være tilbage i Spanien efter virkelig mange års absence. Her på strandpromenaden med kurs mod Torremolinos i solnedgangen, mens Cille lever drømmen om et friere ungdomsliv ud på sommerskolen.Og her i haven, hvor vi hver eneste dag nød poolen og den dejlige terrasse.Det allerbedste ved at bo i lejlighed var, at vi så kunne lave vores egen mad til nogle af måltiderne. Både min Mor og jeg er supermarkeds-entusiaster, når vi er i andre lande, og det at handle og tilberede mad er noget af det bedste, vi ved. Lige rundt om hjørnet fra lejligheden i Benalmádena Costa lå en Carrefour Market, så vi kunne få stillet vores trang til alle de gamle smags-minder fra en svunden tid.Det er de simple ting. Den lille butterdejssmåkage. Kakaomælken. Tomatsalaten. Rødvinen med La Casera – en særlig spansk danskvand. Den klassiske spanske æggekage med kartofler.

Min Mor og jeg er nostalgikere på helt basic stuff. Og Spaniens gastronomi er basic, grænsende til bondsk. Kokkene kører med grove udskæringer, alle råvarer er topfriske og maden er helhjertet, når man smager på den. Røget paprika, hvidløg og jomfruolivenolie.

Og så gik vi selvfølgelig ud for at smage på Middelhavets specialiteter og tapas, tapas, tapas, når vi ikke længere selv gad grovhakke i køkkenet.Særligt i Benalmádena Pueblo var der yndigt.Som en slags fattigmands-Marbella, hvor man sad under grønne mandarintræer på landsbyens yndigste, brostensbelagte plaza og nød den spanske gå-i-byen-stemning – til en brøkdel af prisen.Der kom endda en katolsk procession forbi, som handlede om at flytte Jomfru Maria-statuen fra den ene kirke til den anden i landsbyen, fordi øhmm…det var der ikke rigtigt en forklaring på, når jeg spurgte tjeneren og taxichaufføren.I Benalmádena Pueblo gik vi også hen til Castillo Monumento Colomares, som er et forholdvis nybygget ‘slot’, der læner sig op ad Gaudí’s pyntesyge, skægge og imponerende bygninger i Barcelona. Her var der tale om et castillo i miniaturestørrelse – faktisk er castillo lige lovligt prangende ordvalg til bygningen, men det var stadig morsomt at gå rundt i komplekset og se alle de krummelurer og krinkelkroge, kunstneren har udtænkt og bygget med sine egne hænder.Vi tog også op i bjergene med Teleférico de Benalmádena for at nyde udsigten over Costa del Sol og måske lidt af Afrika i det disede fjerne.Ingen panoramabilleder yder retfærdighed til et område. Sådan er det bare. Og her var en dejlig udsigt og en let havbrise, der hjalp lidt undervejs, når vi gik fra det ene udsigtspunkt til det næste.En tur til Málaga måtte vi selvfølgelig også på. Med bussen, så Mille kunne få trænet både sin tålmodighed og sit kendskab til offentlig transport. Det er hårdt at følge med Gå-maskine Mormor og Gå-maskine Mor, der konstant tager svinkeærinder og lægger stor energi i at finde på umulige krumspring undervejs i en vilkårlig aftalt retning.Jeg havde på forhånd valgt, at vi skulle på Museo Carmen Thyssen og bl.a. se stilleben fra den svundne andalusiske romantik – frem for et ud af mange Picasso-muséer, som byen byder på. Selvfølgelig elsker jeg også Picasso, men midt i turist-højsæsonen ville der med stor sikkerhed være ulideligt på et vilkårligt sted, der handler om førnævnte kunstner.Thyssen-familien er kunstmæcener, og muséet i Málaga skuffede ikke. Det store Thyssen-Bornemisza i Madrid er mit absolutte yndlingsmuseum i en by, der ellers ikke skorter på fantastiske kunstmuséer.

Costa del Sol bliver aldrig mit ‘yndlings’-sted i Spanien, men Andalusien som region er fænomenal.
Det er bare med at komme væk fra de andre turister og finde en bocadillo med tortilla francesa hurtigst muligt.