Verdens bedste Mille er 11 år! …….Om jeg begriber, hvordan det er sket, for forleden var hun altså lillebitte!Nu er hun pludselig 165 cm. høj, hvis ikke lidt mere endda – og de spritnye Birkenstocks fra Morfar og Conny er måske lidt for store, men hun insisterede på, at de skulle købes i størrelse 41!

For et øjeblik siden så Mille sådan her ud, da hun gik på Violets-stuen hos Ms. Kanchan og fyldte tre år i dét, der dengang hed Lakes Garden Nursery. På det tidspunkt havde vi været i Dubai i præcist 1 år.

Og her er hun året efter i KG1 som 4-årig, hvor det endnu ikke var blevet forbudt at møde op som familie med fødselsdagskage og sang i skoletiden. Det var tider, dengang. Før forbuddet mod sukker og sjov. Og et par år senere står vi i et legeland, hvor Mille nu går i Year 1 og fylder 6 år.Dengang elskede Mille at sove, og hun var ikke synderligt begejstret for at blive vækket på sengen med fødselsdagssang.

Dette gør sig stadig gældende – morgensang og vækning er ikke engang sjov på ens fødselsdag!Og jeg noterer mig, at intet har ændret sig de seneste 6-7 år. Vi samsover stadig på kryds og tværs, og der er dyner, bamser, ledninger og puder i en pærevælling. Martin siger, at jeg vil savne samsovningen som en vanvittig, når den er væk for altid – og han plejer at have ret, når det kommer til følelser og nostalgi.

Heldigvis var Mille let at begejstre senere, da hun havde fået øjne. Daisy ventede pænt på hende med en hunde-bide-fødselsdagsball0n.Og vi havde indkøbt heliumballoner til Mille, som heldigvis stadig bliver enormt lykkelig over at modtage en flok balloner. Det er hendes ultimative fejring, når der er balloner overalt i stuen. Elleve år er kun næsten-stor. Der er stadig dejligt legebarn i hende.Og ligeså glad blev hun, da hun fik klistermærkebøger af Farmor og Farfar. Den umiddelbare glæde hér var langt større end da de gamle forældre begavede hende med en spritny laptop og en større pengegave…det er bare ikke den monetære værdi af en gave, der tæller – dét er tydeligt!Og laptop måtte hun have af os i gave i år – for til september begynder Mille i Secondary School – i 5. klasse eller Year 7, som det hedder i IB-systemet. Det er så vildt, at vi snart har to børn i Secondary, og dermed helt kan vinke farvel til Primary, omend jeg jo stadig befinder mig dér rent arbejdsmæssigt. Og det er jeg glad for. De små børn i skolen – og de store børn derhjemme. Smart kombination, hvis I spørger mig. Cille fik også en laptop dét år, hun skulle starte i Secondary, og i år får hun igen en ny laptop, fordi den “gamle” er ved at være noget udtjent.

Mille blev også fejret noget så fint af sin kære Maricel. Med gaver, pandekager og masser af kram.I danskklassen fejrede vi hende også med sang og kage – og drengene gav den godt med gas til Milles store fornøjelse.Det er en bittersød fornemmelse, at Mille ikke længere skal gå i min danskklasse, men jo rykker videre til min kollega næste skoleår. Det har været 95% vidunderligt at undervise min egen Mussi, men det er også okay, at hun får mere frihed fra mig og sin egen identitet uden en Mor, der samtidig også er læreren.

Det var nu ikke kun bedsteforældrene, Maricel og os, der havde gjort os umage for at fejre Mille. Cille havde lavet en konvolut med penge i, samt en liste med forslag til de butikker, de kunne gå i på en ‘søster-shoppetur’ i Dubai Hills Mall, som er blevet deres foretrukne sted at brænde lommepengene af.Og det gjorde de så i lørdags. Brændte alle pengene af. Det går stærkt, når man har en storesøster, der kan vise vejen frem, og ved, hvad der er smart.

I år havde Mille valgt at lave en lille fødselsdagsfejring sammen med en håndfuld veninder. Skolen har ingen regler for fødselsdagsfejring – man er ikke forpligtet på at invitere alle i klassen eller pigerne i klassen – og derfor valgte Mille at invitere et par veninder fra en parallelklasse og to fra sin nuværende klasse. De kom med hjem og lavede sushi sammen, kombineret med lidt mad fra McDonald’s, fordi det måske ikke var alle, der var lige vilde med tang og ris.

Milles elskede klasselærer, Ms. Lyndsey, havde spurgt mig, om hun måtte komme forbi som en overraskelse til Emilie.Mille blev simpelthen så glad, rørt og overrasket – hun havde aldrig troet, at hendes dejlige lærer ville dukke op hjemme hos os for at sige hej – og møde Daisy, selvfølgelig.Ms. Lyndsey er one of a kind. Hun inviterede eleverne med på sine bryllupsfotos, og hendes hjertevarme kan nærmest mærkes fysisk. Hun går lige ind i Mille – og Mille går lige ind i hende. De har begge et stærkt følelsesapparat, og de er ikke bange for at mærke eller opleve de helt store følelser.

Ms. Lyndsey har evnen til at se det gode i hvert enkelt barn – hun ser dem for dem, de er – og det betyder mere end jeg kan sætte ord på. Især når der er ting i familielivet, der er svære at tackle for både de voksne og børnene. Så Mille har haft det allerbedste udgangspunkt for at komme godt igennem Year 6 med en så åben, varm og omsorgsfuld lærer, der tror på det bedste i Mille. Det har været Milles og vores lykketræf, at hun havnede i Ms. Lyndsey’s klasse på et tidspunkt i vores familieliv, hvor Mille bliver set mindre og hele tiden må bøje af og give efter for sin søster.

Efter Ms. Lyndsey’s besøg fik pigerne kage, og så sluttede de dagen af med porcelænsmaling og biografen i Ibn Battuta Mall.
Over and out – sødeste 11-årige Mille! Du går virkelig et spændende og udfordrende år i møde, hvor du skal lære hele Secondary School’s væsen og mekanismer at kende; hvor du går fra Primary’s metoder og redskaber til et helt nyt arbejdsliv i Secondary, og hvor du skal skabe dig en ny omgangskreds, fordi der sker så meget med skoleskifte og flytninger henover sommeren.

Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt. 💜 Mille, min Elskling. 💜

Jeg har lige præcis nul inspiration til spændende blogindlæg, fordi dét, der foregår, ikke er specielt delbart.

Det er mestendels hverdagsliv. Hamsterhjul. Banaliteter.

For siden Spring Break har vi sådan set ‘bare’ været på arbejde og i skole. Det er hverken sindsoprivende eller synderligt interessant for andre end os selv.Siden Spring Break er der dog indtruffet én KÆMPESTOR begivenhed: Martin er fyldt 50 år! Et halvt århundrede!

Men hans fødselsdag blev egentlig også en lidt privat én af slagsen – med en rigtig dejlig fejrings-weekend, hvor jeg er ret sikker på, at deltagerne ikke nødvendigvis har et behov for at få alting fotodokumenteret her på bloggen. Martin blev ihvertfald fejret efter bedste evne med golf, ørken-jeep, paddle, go-cart, vinsmagning og herremiddag, og så må vi se, om vi nogensinde kommer dertil, hvor han skal fejres i et større omfang med flere gæster involveret. Jeg ved det ikke. Han er ikke helt vild med rampelyset til traditionelle fester, og han er for øvrigt i fuld sving med at betale regningerne for vores kolonihave-eventyr. Og de er så skyhøje, at der ikke er budget til en stor fest lige nu, skulle han hilse og sige.

Speaking of kolonihavehus, så har vores søde nabo netop sendt mig et foto fra i dag, hvor der er alvorligt hul i taget.Bemærk den søde tømrer, der lige stikker hovedet op. Genialt øjeblik, hun lige fangede! Hullet er heldigvis ikke en fejl, men klargøring til vindue, der skal sidde deroppe i kip.

Men når der ikke sker ‘det helt store’ i livet, kravler jeg ind i litteraturen for at finde dramaer og stemninger, der kan tage mig væk og ud på eventyr. Både i ferier og i hverdagen læser jeg meget. Det er min hobby, nu hvor jeg er født med ti tommelfingre og en decideret u-interesse i alskens håndarbejde. Og en af de seneste bøger, jeg har haft fornøjelsen af at læse i Saxo’s e-bibliotek er Kim Blæsbjergs nyeste roman, ‘De bedste familier’. Måske kender du Kim Blæsbjerg? Det gjorde jeg ikke, men jeg spærrede straks øjnene op, fordi handlingen udspiller sig på et sted så eksotisk som Lemvig og endda på horrorfabrikken Cheminova. Dét stykke industri-historie havde jeg stort set ingen forudgående viden om, så jeg var motiveret fra side 1.

Her kan du læse Forlaget Gutkinds eget blurb om den rørende familieroman, der fører os ind i et stykke natsort Danmarkshistorie, hvor arbejderfamilier gør, hvad der må gøres for at komme opad og fremad. Koste, hvad det vil. Helbred, liv og kærlighed. Og det gør det.

Jeg er en sucker for socialrealisme, for historiske fortællinger og for skæv kærlighed, så Blæsbjergs nye roman får intet mindre end 10 ud af 10 point, som hedengange Britt Bendixsen også ville ha’ givet med samme runde hånd i ‘Vild med Dans’. Her er vi i stedet ude i en omgang ‘Vild med dansK’, for Blæsbjerg viser os vej ind i levende, hårdtarbejdende menneskers hjerner og hjerter i et letlæseligt og omsorgsfuldt sprog – på et tidspunkt i Danmarks industrialiseringsproces, hvor der stadig var noget at kæmpe for og kæmpe imod for den lille, almindelige mand og hans kone. En tid, hvor fagforeningerne endnu ikke eksisterede, og hvor arbejdsmarkedet var det rene ‘juridiske ragnarok’ og en ‘David og Goliath’-situation, hver gang man ville konfrontere en leder.

Som du nok fornemmer, er det en fortælling, der gør indtryk. Fordi den er sand – i forhold til Cheminovas virke og indflydelse på hele området omkring Lemvig, Harboøre, Nissum Bredning og ind i Limfjorden. Jeg har gloet på kort over Vestjylland siden første side, for Blæsbjerg er selv fra Lemvig, og det får nysgerrigheden frem i mig. Hvad er det her for et sted i lille Dannevang?

Læs eller lyt den lige nu – det er vigtigt, fordi det miljøskandalerne fortsætter. De er aldrig stoppet. Hverken før eller efter Cheminova. Har du set denne her nyhed, for eksempel?

Det er chokerende. Dybt, dybt chokerende. Og mine vestjyske artsfæller vil sikkert lynche mig for at foreslå, at vi én gang for alle gjorde noget ved det konventionelle landbrug, der ødelægger den danske natur, de danske farvande og det skønne, danske grundvand. Jeg siger ikke undskyld for at mene det her – jeg siger, at det er ‘bar’ min mening’, og du har ret til at have din. Men jeg gad godt, at vi frigav langt flere kvadratkilometer til såkaldt vild natur uden formål – andet end det dyreliv og menneskeliv, der kunne udspille sig i fri dressur.

Sikkert og vist er det, at man tager sit grundvand for givet, når man hele livet *og samtlige generationer tilbage* har kunnet åbne for vandhanen og få drikkevand ud til spaghettikogning, til at slukke tørsten i og til at skylle frugten med.

Vi tager det for givet, at der kommer rent vand ud af hanerne, og at der er nok af det. Halli-hallå.

Fast forward til Ørkenstaten. Og det her monstrum, der står og evighedsbrummer i hjørnet af køkkenet.Kønt er det ikke. Vandmaskinen kører på strøm for at nedkøle vandet, der er gemt i amerikanske gallon-flasker, som sikkert indeholder flere phthalater end jeg kan stave til. Vandet fra vandhanen er nemlig enten afsaltet havvand eller renset overfladevand. Og det smager….ja….det smager af svømmehal og kommunekemi, og så har det en viskositet over sig, som er svær at forklare. Vandhane-vand bruger vi kun, når vi bader og børster tænder, og når det bliver kogt under madlavning og ved te-brygning.Udover monster-maskinen er der altid en fuld skuffe med vand på halvlitersflaske, fordi det nogle gange skal gå lidt stærkt – og fordi det er bydende nødvendigt at have vand på sig at all times i en ørken. Det bliver til mange, mange plastikvandflasker pr. måned – også selvom vi prøver at fylde thermoflasker af metal så ofte, det er muligt. Sådan her vil jeg gætte på, at det håndteres i rigtig mange andre familier også – for selvom vandhane-vandet ikke fejler noget, så er det ikke ligefrem en behagelig oplevelse at drikke.

Der findes forskellige former for carbonfiltre, man kan installere enten på vandforsyningen i køkkenet eller via filtre i haner, kander og brusehoveder, men de forurener jo også, når de bortskaffes – og de her filtre afhjælper jo ikke den udfordring, at vores vandhane-vand kan være 30+ grader varmt, når man tapper det om sommeren her i landet. Så skal man til at fylde det i kander og køle det ned i køleskabet. Besværligt og noget sjatværk, synes jeg.

Så jeg tænker over det med grundvandet. Hver eneste gang, jeg igen-igen drikker importeret vand fra Frankrig eller Italien på en café. Hvilket jo er helt skørt. Og når jeg igen-igen er nødt til lige at nuppe en plasticflaske med vand med i tasken, fordi det skal gå tjept.

Det her kan blive virkeligheden i Danmark fremadrettet. Ikke kun, når det lokale vandværk opsnapper forhøjede colibakterie-værdier i områdets vandforsyning, men sådan helt generelt. Og man forstår det ikke, før det bliver virkelighed. Vi mangler liv i havene, og vi kommer i kontakt med PFAS, hvis vi bader langs kysterne. Det er da sørgeligt, at industri og landbrug har ødelagt en del af vores eksistensgrundlag – vand, vand, vand. 💦💧💦

Mer’ London.Om ikke andet så for min egen skyld. Og for min Mors skyld, for hun elsker-elsker-elsker London af nostalgiske årsager, der trækker tråde tilbage til hendes formative teenageår.Vores forårstur handlede jo ikke kun om at få nostalgi-trippet ud til Harts Grove og Woodford Green.

Det var jo D.E.T. H.E.L.E, vi kom for.

Og Martin havde placeret os centralt i Kensington på Cromwell Rd., så der aldrig var ret langt til noget som helst. Hverken Heathrow eller Oxford Rd.Vi tilbragte  en hel dag i mit favoritområde – East London – nærmere betegnet Spitalfields og Whitechapel, hvor vi bl.a. var på Petticoat Lane Market og fandt et besynderligt undergrundsmarked med virkelig sjove vintagefund, halvbizart, aflagt teater-, cirkus- og militærudstyr og stakkevis af LP’er.Der er ikke noget bedre end at gå rundt i Øst-London og glo på mennesker, historiske bygninger, gadeliv og graffiti. Cille fandt konstant unge med ‘go’stil’, som hun formulerede det, og der var ingen tvivl om, at hun syntes, at både London som by og The Londoners var megaseje.Til frokost strøg vi forbi sagnomspundne Brick Lane, der naturligvis har ændret sig meget, siden vi plejede at komme der for så mange år siden.Der var længere mellem de billige britisk-indiske spisehuse end tidligere, og selve gaden var nu proppet med madboder og food trucks, præcist som i mange andre storbyer, hvor man så kunne få alverdens retter fra spændende lande. I London er der dog ikke skraldespande opsat til resterne fra madmarkederne, så der var virkelig snavset og festligt for fugle og rotter.Vi tog dog ikke en vietnamesisk bao-bun eller en polsk kålpølse, men i stedet den vaskeægte og lidt for billige British Curry, når nu ‘man kunne’. De skulle have skruet lidt ned f0r ghee’en, der svømmede ovenpå.Senere kom vi forbi Old Spitalfields Market, der må være en ny, stærk konkurrent til klassikeren Borough Market, der var det helt store dengang i de gode, gamle dage. Vi købte hjemmelavet fudge, der var så hvinende sød og fed, at det sang i tænderne og smeltede i mundhulen på et splitsekund.Men det var smart at have noget sødt at varme sig på, for det var isnende koldt senere på vores Jack The Ripper rundvisning i Whitechapel, der her 200+ år senere fortsat byder på ‘lidt for enhver smag’, som man si’r. Hash- og vandpiber, vape og andet rygeudstyr var frit tilgængeligt på hvert gadehjørne.Udover at drømme om seje vintage- og loppefund i Øst-London, havde Cille øjnet chancen for at komme i Europas største boghandel – Waterstones ved Piccadilly Circus. Hvem elsker ikke en god boghandel? Og så med de engelske priser? Pundet stod nemlig herligt lavt for os.Cille var i boghimlen i et par timer, og endte med at finde 4-5 bøger, mens Martin serverede earl grey-te med Victoria sponge og lemon drizzle bake for mig. Boghandlen er absolut et besøg værd – der var vildt smukt opstillet i alle afdelinger, selvom jeg mest befandt mig i børnelitteraturen og Young Adult.Mille var klart mere til at udforske snacks-sektionen i Boots end bøgerne i Waterstones, og det er helt okay. Jeg er selv vild med at glo på briternes crisp-varianter, snacks, nødder og sandwiches. Det hele må prøves.Der var selvfølgelig også en obligatorisk tur med Hop-on-hop-off-bus rundt i hele London, da vi blev trætte af at gå. Vi tog afsted i det smukkeste forårssolskin med lune, nyristede nødder i et lille krus – købt lige ved Tower of London.Og vi landede i Covent Garden og Seven Dials, der er et smukt og stemningsfyldt område med shopping, markedsboder og restauranter, der alle har historisk vingesus.Matilda The Musical nåede vi sørme også at se i teatret. Musicals er fantastiske og alle pengene værd i London.Hold op, hvor det også handlede om mad for mig på denne her ferie. Jeg skulle be’ om hårdt-ristet toast med abrikosmarmelade og English breakfast te om morgenen.Og comfort food på den lokale pub med en balje hvidvin til – præcist som de britiske damer får, mens mændene ruller med en pint cider i stedet.Vi storfrådede over butter chicken og chicken tikka masala på den der ‘indiske måde’, der kun fås i England – på en mere fancy restaurant end i Brick Lane, hvor der var skruet lidt mere op for krydderierne og lidt ned for fedtstoffet.Smagen af en svunden tid ramte mig. Det er helt vildt, hvor meget vi erindrer igennem smage og dufte. Cille forevigede mig tilmed i gerningsøjeblikket på vores lille hotelværelse, mens jeg forgreb mig på en af de evindelige britiske miniposer med crisps – I.K.K.E chips. Hun var selv helt hoven og fornuftig med sine tørrede frugter.Steder, ting, smage, lyde, dufte og ‘atmosfærer’ sender os direkte retur til minderne om ‘engang’. Der var engang. Engang, hvor vi boede i London.Jeg kom aldrig til at elske at bo der. Jeg holdt af det som koncept – på dén måde, at det var spændende at bo i en rigtig storby, for nej – det er KBH. altså ikke – og fordi det var det første spadestik i den drøm af en flødeskumskage, som et liv i udlandet er. Ihvertfald for mig. Jeg har altid ønsket mig at bo og leve i udlandet. Ligeså langt tilbage jeg kan huske.Jeg holdt af alle de grønne parker og briternes forkærlighed for gode legepladser til deres afkom. Jeg holdt af briternes evne til at nyde en picnic og deres evindelige malstrøm af snacks og atter snacks. Jeg holdt af at køre med The Tube rundt til alting. Togene er så organiserede og strukturen fungerer bare, så selv en kort-blind person som jeg kan finde vej. Dag efter dag. Lige indtil det ikke varede længere.Jeg holdt knapt så meget af at have et tumlingebarn med rundt i The Tube, når jeg skulle bære klapvognen op og ned ad stejle trapper, mens jeg frygtede at falde med baby nr. 2 inde i maven, samtidig med at jeg også febrilsk forsøgte at få førnævnte barn til ikke at røre ved noget snavset eller komme ud for en ulykke, når togene susede igennem tunnellerne, så håret fløj om hovederne på os.Sh*t, hvor var og er London dog snavset. Stor, beskidt og helt sin egen. Og jeg elsker den klart mere med en teen og en tween på langfart, end jeg gjorde med dem som bittesmå mennesker.

Vi fik virkelig gået omkring, set, smagt, oplevet. Ikke kun i forhold til de såkaldt lav-kulturelle London-oplevelser, men også de højpandede med dybere formål. For eksempel var vi en tur nede i Churchill’s War Rooms, som er de bunkere, den britiske regering anvendte under WW2. De står velbevarede med det oprindelige inventar i videst mulig omfang.Det var en tankevækkende oplevelse, og en hands-on-oplevelse for os, der aldrig har oplevet krigen så tæt på.Muséet har tilmed den originale Downing Street 10 dør stående, da den gamle i træ blev udskiftet med en mere brydningssikker løsning.Vi var også et smut forbi British Museum for at se på alle de dyrebare tyvekoster, briterne har slæbt med hjem fra deres tid som kolonimagt. Det skar i øjnene at se på de vidunderlige mumier og skatte, briterne har stjålet i Egypten.Heldigvis var der også mere moderne sektioner at boltre sig i, når man ikke kan klare flere koloniherre-overgreb i form af hjembringelse til imperiets højborg af uvurderlige stykker kultur og kunst. Afrika, Korea og Kina var super interessante.100% succesoplevelse at være i London igen. Nostalgisk og rørende på den gode måde, og en helt anderledes oplevelse end dengang for 12 år siden, hvor vi boede der.

Nu slikker Cille heller ikke længere på gelændere i The Tube, men finder i stedet loppefund, som hér, hvor hun erhvervede sig ‘en sej taske i firbensskind’.Og hun er stor nok til at gå i Costa Coffee for at forevige forskellige kager, som hun gerne selv vil prøve at efterligne derhjemme, fordi hun elsker at bage. Ikke som i de gode, gamle dage, hvor synet af en kaffebar gjorde hende til en hel sæk lopper, der hoppede op og ned, indtil jeg gav op.Vi vender tilbage. Tror ikke, det vil kræve et minuts overtalelse hos nogen af de involverede. 🏴󠁧󠁢󠁥󠁮󠁧󠁿🇬🇧

Det er fire år siden, vi sidst var på en ‘rigtig’ familieferie.Ingen skal føle sig forpligtede til at udtrykke deres dybeste medfølelse eller sympati – jeg er udmærket klar over, at jeg taler fra et über-priviligeret og privilegieblindt sted, for i de seneste fire år har vi haft masser af tid med vores familie og venner i DK.Men rejseoplevelser som lille firkløver har vi ikke haft siden 2019, hvor vi tilbragte Spring Break på Bali. Året efter – det sagnomspundne 2020 – havde vi booket Spring Break i Vietnam, men det blev selvfølgelig forpurret af you-know-what, ligesom alt andet. Sorgen over ikke at få denne her slags oplevelser som familie blev hurtigt skubbet væk af glæden ved at kunne tilbringe de to efterfølgende somre i Danmark med stort set ingen corona-forhindringer – eller ihvertfald med så små begrænsninger, at det for os stadig føltes som den totale frihed i to hele måneder, før vi igen skulle hjem til mundbind overalt og afstandtagen fra hinanden og selvet.Men der er en forskel. En forskel på at rejse ‘hjem’ til Danmark for at se familie og venner, og så at rejse ud for at opleve nye steder og kulturer.

Jeg plejer at sige, at det jeg oplever allermest i Danmark, er det indvendige af Rema 1000 i Sophienborg – og det er nogenlunde tæt på sandheden.

For selvfølgelig er vi ikke på 2 stive måneders fest og farver.

Der går også hverdag og spaghetti bolognese i den for os, uanset hvor priviligeret det er at have så lang en sommerferie. Ingen af os almindeligt dødelige har budget til at være ægte turister i to måneder – og ville det ikke også være totalt udmattende? Hele pointen med en ferierejse er jo netop, at man fyrer den lidt af og kommer væk fra det hjemmevante for en stund. En stund holder bare ikke i to måneder, og det er faktisk okay. Det afholder mig dog ikke fra at ønske, at pigernes og min sommerferie var lidt kortere, så ferierne kunne være bedre spredt bedre ud over hele året, hvor vi ind i mellem virkelig trænger til nogle dage væk fra skolen.Men er feriedagene er nu engang lange og mange – og vi forholder os derfor til 8-9 uger hver sommer, hvor der skal ske noget, men helst ikke med 18o km./t. hele tiden. Dén oplevelse har pigerne bestemt heller ikke. Faktisk tror jeg, at de også finder sommerferien alt for lang og ret kedelig, fordi de savner deres eget værelse, vennerne, Daisy-hunden, Maricel og de ting, de plejer at lave i deres vante omgivelser.Vi er i gang med at bygge et sommerhus i Danmark, så vi har vores eget sted både i Vestjylland og i Nordsjælland.Vores fantastiske arkitekt har tegnet en minimalistisk bolig, der står på en kolonihavegrund, selvom huset er langt fra Mormors kolonihavehus. Gentrificeringen vil vist ingen ende tage, når udedanskerne æder sig ind på noget så helligt-dansk som kolonihaverne? Men det er kendsgerningen.

Vi har på denne her måde mulighed for at nyde et skønt, lillebitte hus tæt på Martins familie i Hillerød. Det skal selvfølgelig ikke udlejes, sådan som sommerhuset bliver det i Blåvand, både fordi det ikke er lovligt i kolonihaveforeningerne, og fordi det skal være helt vores eget sted med vores personlige ting, så vi kan komme og gå, som det passer os. Det er på ingen måde en ‘god investering’, der ‘på sigt giver afkast’, men det er vores spæde forsøg på at finde en løsning, hvorpå vi kan opholde os i Danmark i længere tid – uden at drive rovdrift på alles gæstfrihed – og uden at drive vores tween og teenager til mildt vanvid.

‘Hvorom alting er’, siger arkitekten, ‘så står huset klart til sommerferien 2023’ – og det må vi så se, om det gør. Vi krydser ihvertfald samtlige fingre og håber inderligt, at det lykkes, for hold op, hvor vi ser frem til denne her løsning på vores ‘bo-udfordringer’.Jeg er så taknemmelig for, at vi kan give pigerne et indblik i livet i Danmark 2-3 gange om året, hvor de skal med S-toget, på biblioteket og i svømmehallen, finde madvarer i Lidl og vente i kø på apoteket. Det er alt sammen dejligt, sjovt, hyggeligt og en måde at give dem et tilhørsforhold på – men – jeg var i dén grad også klar på at gøre noget andet sammen som familie. Og i denne Spring Break – fire år efter den sidste tur – lykkedes det os endelig at få planlagt og gennemført en rigtig oplevelsesferie for firkløveret.London, Baby! Tilbage til dér, hvor vores udlandsliv begyndte sammen med en halvanden-årig Cille.Hér boede vi i den lille enklave af romantiske huse – Harts Grove – der ligger på grunden af et tidligere psykiatrisk hospital. Nu er der dog kun et efeu-krat og en låge tilbage, der minder om, hvor hospitalet lå.Hér boede vi så i det yndige dukkehus med adressen 78 Harts Grove, IG8 0BN, Woodford Green, Redbridge, North East London. Dengang var døren en smuk flaskegrøn farve, men ellers ligner huset sig selv, og de nuværende beboere har også Peppa Pig plastiklegetøj. Den store rosmarin vokser tilmed stadig som en hel busk ved siden af stuevinduet. Og her blev Cille så tvunget til at forevige sine gamle forældre, der kun er blevet 13 år ældre, siden vi sidst stod foran huset og tænkte, at ‘her ville vi da gerne bo’.Nærmeste tube station til Harts Grove er Woodford Green, som ligger i Churchills gamle valgområde til parlamentet, Epping, lige på grænsen til Essex, der begynder, hvor den røde Central Line ender i handelsbyen Loughton.Jeg gik med tårer i øjnene hele formiddagen og ‘nostalgiserede’ over alting. Den lille high street har nu fået en Costa Coffee og mere fancy spisesteder, men mange af butikkerne og restauranterne var nu alligevel de samme som i 2011, da vi flyttede hertil. Der er også stadig masser af council housing og ‘estates’, der på ingen måde er charmerende eller et sted, ‘man’ kunne ønske sig at bo. England er mange ting, men et stærkt klasseopdelt samfund, dét er det.Der var også et lille kig til vores gamle kirke, All Saints Woodford Wells, hvor Cille og jeg deltog i legestuen en gang om ugen. Legestuen var ikke rituel eller ceremoniel, og jeg tror heller ikke, jeg ville have passet særligt godt ind i deres protestantiske missionering, hvis de var begyndt på det.Apoteket og lægeklinikken lå der selvfølgelig også oppe på high street, hvor jeg lærte at holde af National Health Services, NHS, der som bekendt er holdt sammen af tre gamle hæfteklammer og en knirkende syning, præcist som det danske sundhedsvæsen.Den lokale pub lå der selvfølgelig også stadig – og andedammen, hvor Cille fodrede ænder every.freaking.day.Hun fornemmede tydeligt, at jeg var følelsesmæssigt påvirket af at være på besøg i hendes tidligste barndom – dér, hvor jeg følte, at vi blev til en ‘rigtig’ familie, fordi der pludselig var tid på en helt anden måde end der havde været i Danmark med to fuldtidsjobs. Hun mærkede det så tydeligt, at hun endda indvilligede i en hæderlig forevigelse af øjeblikket, nøjagtigt på det sted, vi har så mange andre fotos fra. For 13 år siden, vel at mærke.Vi kendte og genkendte samtlige veje omkring Woodford Green – og alt, vi faldt for, var ligeså skønt og smukt som for 13 år siden. The fields – engene – for eksempel. Så grønne og friske uanset årstiden, og helt perfekte til en halvanden årig udforsker med nye, fine wellington boots til at hoppe i muddy puddles med.Miniput-byen-i-byen med den velfungerende high street og et romantisk gadekær, som var vi på Samsø.De tuttenuttede Harts Grove-huse med smukt anlagte haver og masser af blomstrende træer langs de snirklede gader.Mille gik lidt ved siden af fortællingerne, men erklærede, at hun havde jo været ‘lidt med’ – inde i min mave, og det er ganske rigtigt. Cirka et halvt år efter vores flytning til England blev jeg gravid med Mille.Så meget levet liv siden dengang i Woodford Green. Et firkløver i stedet for et trekløver for at tage den mest åbenlyst forskel. Baby- og tumlingeliv med gylp og gummistøvler, Ben and Holly’s Little Kingdom på fucking repeat og 45-minutters lynvisitter på den lokale Prezzo, hvor vi kastede en pizza i hovedet, før den lille trunte blev urolig. Senere blev London og dukkehuset i Harts Grove udskiftet med et fancy hus i Ipswich helt uden en reel adresse, fordi det var så nydelig en lille landsby, at man da kendte husene ved deres navne.

Nye i udlandslivet var vi dengang. Ingen vidste, hvad der lå forude. Holland, virkede mest åbenlys, men ikke særligt tillokkende for nogen af os. Mellemøsten blev det til i stedet, alhamdullilah, da vi var 3 1/2 år inde i vores Englandsliv. Mashallah, vi er velsignede med alt dét, vi oplever og lever. ❤🌙🐣❤

To dage!
Mere frisk vestenvind og jysk familietid kunne det ikke blive til i denne ombæring.Min kloge Mor havde på forhånd formanet mig om, at jeg måtte tage dagene præcist, som de kom. Ikke stresse og ikke lægge en detaljeret struktur ind over. Ikke leve et lille stykke foran, for så er tiden for kort på forhånd.Og jeg prøver jo generelt at høre efter, hvad hun siger, hende min Mor. Så jeg tog en tophue på og fik et par påskeliljer stukket i, så jeg kunne føle præ-påske-hyggen maksimalt.Og ud måtte vi – på gåtur med børn på stranden under en høj sol og en havblå himmel, der dog ikke havde fået temperaturen til at stige synderligt.Mormor havde også arrangeret et besøg af den lettere ubestemmelige påskehare. Muligvis stærkt motiveret af Mille, der ‘bare ønskede sig en æggejagt uden for af hele sit hjerte’.Æggejagt udendørs er en stor ting for Mille, for i og med at den kristne påske altid ligger uden for vores Spring Break, ender vi med at lave en indendørs æggejagt, så chokoladen kan holdes kold af den buldrende A/C. April i en Ørkenstat er allerede alt for varm til at gemme chokolade i haven. Men i år kom påsken altså tidligt. Mormor og den æglæggende hare havde hørt hendes bønner og kom hende til undsætning med æg fordelt over ud over en fyrreplantage.
Bagefter blev chokolade-samlingen delt til punkt og prikke mellem de fire børnebørn.De voksne fik ingen Kinder-chokolade af påskeharen, men til gengæld fik vi fejret Martin lidt på forskud.Med klassisk vandbakkelse – fordi sådan gør man i Jylland, når der er fødselsdag og en chokoladekage til alle chokoladekage-fansene i familien, tilsat en slurk Solaris-druer fra Vester Vedsted Vingård, hvor min Mor hjalp til med at plukke druer sidste år.

Kæmpe-dejligt var det, at min Søster 0g Svoger plus de små banditter tog turen til Blåvand for at søndagshygge med os,  for det var eneste mulighed for at ses i denne ombæring.Dagen efter var vejret vildt ustadigt – ægte forår i Danmark, hvor vi lagde ud med en omgang hagl.Og så lidt bedre opholdsvejr til en lang gåtur med de to gå-maskine-søstre, bedre kendt som min Mor og Moster.Blåvand Strand er og bliver bare et smuk og levende sted. Her er så forskelligt fra gang til gang, og det er noget af dét, jeg elsker allermest ved at være derude. Der er højt til loftet og en friskhed, jeg savner helt vildt i en overophedet ørken.

Efter frokosten var solen da for alvor smuttet, og vi modtog en ekstra omgang hagl til alles begejstring.Blåvand i to dage. Det var selvfølgelig alt for kort tid. Men vi siger heldigvis ‘på gensyn’. For der er kun tre måneder til sommerferien.