Hjælp

Maricel sender sine nytårshilsner og smukke foto-postkort til os fra Filippinerne. 
For god ordens skyld nævner jeg, at billederne gerne må deles her på min blog – der er spurgt pænt om lov.

Og hvor eksotisk er der lige? Maricel bor i Pangasinan, og det her er udsigten over deres helt egen rismark.Risplanterne står så klart grønne og dugfriske, at det ser ud som om, der har været en omgang Photoshop indover. Det har der ikke. Så smukt og frodigt er der på Filippinerne – i skarp modsætning til den tørre ørken, vi bor i pt.Maricel rejste hjem på sin årlige ferie den 19. december, hvilket er lige præcist tids nok til at deltage i fejringen af hendes elskede Maman, der havde 88 års fødselsdag i år.

Maman er Maricels bedstemor, som hun voksede op hos, fordi forældrene boede i en anden by, og havde været nødsaget til at vælge kun at have nogle af deres børn med dertil. Det skal ikke begrædes, at Maricel voksede op hos Maman, for alt hvad jeg hører er rene lovprisninger. Maman er og bliver et livsstykke – glad, gavmild, mentalt stærk og enormt arbejdsom – selv i sin høje alder.

Her står Maman med Clarence, Maricels eneste barn. Clarence vokser op hos Maman nu, så man må sige, at denne her skønne kvinde får nogle generationer igennem sine hænder, og selvom alle familiemedlemmer hjælper til i husholdningen, er det stadigvæk Maman, der står i spidsen for familielivet i landsbyen, præcist som i Maricels barndom.

Jeg modtog også dette billede af Maricel og Clarence sammen. Det gør mig så glad at se, hvordan Maricel nu er sammen med sin søn i en hel måned, hvor de kan få talt sammen og lavet aftaler om alt det, der er nødvendigt, når man er langt fra hinanden i det daglige. At opdrage et barn, som nu er blevet et ungt menneske, på afstand, er virkelig ikke nemt. Og at savne og mangle sin Mor i det daglige og i svære situationer er så tungt og svært. Maricel har fået ordnet håret noget så fint hos frisøren – en af de luksus-ting, hun aldrig bruger penge på i Dubai. Hun går også til læge og tandlæge, når hun er hjemme på Filippinerne, fordi hun på den måde kan blive behandlet af en landsmand, der taler hendes sprog og forstår, hvad der er behov for.

En af Maricels niecer har fået tre små hunde, og jeg er ret sikker på, at Mille ville være på vej til Filippinerne for aldrig at vende hjem igen, hvis hun så, at den slags var en mulighed. Hele tre små uldtotter på én gang…Udover en lang række lavpraktiske ting, Maricel er nødt til at få gjort derhjemme – såsom at få set ordentligt til sin ejendom og pengebeholdning, lægebesøg og opfølgning på Clarence’s skolegang, er der en masse familietraditioner og arrangementer i forbindelse med julen. Nogle af tingene skal hun betale for, fordi hun er kommet hjem til landsbyen fra det store udland (*og derfor må antages at have mange penge), mens andre ting er sponsoreret af andre familiemedlemmer, der ligeledes sender deres lykønskninger fra udlandet i anledning af julen. Her er det en række udlands-tanter, der sørger for, at der kan holdes julefrokost.Bemærk teknikken med at skubbe de lange stammer længere 0g længere ind, i takt med at de brænder op. Det er sgu’ da smart. Man slipper for at hugge brænde, bære brænde til bålet og potentielt brænde nallerne. De har regnet den ud på Filippinerne – det må man gi’ dem. Bemærk også, at de ligeledes har de originale blogger-planter stående i krukker på Filippinerne. Det er ikke kun i Danmark, de er blevet moderne. 😂

I baghaven gror der pomeloer, som er Martins og min yndlingsfrugt, fordi den minder os om vores februar-ferier i Thailand, dengang vi var unge og nyforelskede. Hvert år kommer Maricel tilbage med sørgelig mine og fortæller, at citrusfrugterne desværre ikke var plukkemodne, før hun tog afsted. Ellers ville hun med glæde forære os nogle af sine hjemmedyrkede pomeloer. De er bare ikke klar i december og januar på Filippinerne. Måske i februar eller marts?

Hun har også sendt mig billeder af banan- og kokospalmerne. Sidstnævnte klatrede hun selv op i, da hun gik i mellemskolen.

Udover eksotiske frugt-bærende træer og rismarker i baghaven, har familien også altid høns og andre husdyr. Der har endda været et grisehold i en lille stald sidste år, som Maricels mand Juma gik og passede for at sælge ung-grisene, men i år har jeg kun modtaget fotos af gæs.

Og midt i al begejstringen over endelig at være sammen med Clarence, Maman og Juma, går der også hverdag i den for Maricel. Det er benhårdt arbejde at køre en husholdning i landsbyen. Alt, man ikke er selvforsynende med, skal enten hentes på knallert eller til fods. Friske råvarer skal hentes stort set dagligt på markedet. Langt de fleste måltider skal tilberedes over bål, og vaskemaskinen, som Martin forærede Maman, bliver kun brugt engang imellem for at spare på strømmen. Resten af tiden vaskes der i fade i hånden.


Jeg nyder at se fotos af fødevarer og markeder – ikke kun fra Filippinerne, men sådan helt generelt. I mange år troede jeg, at jeg var rimeligt sær med min interesse for indkøb i andre lande, men efterhånden har en del af mine venner og bekendte fortalt, at de også elsker supermarkeder, apoteker osv. i andre lande. Så nu dyrker jeg den slags med ligesindede, når de kommer på besøg her – og så nyder jeg selv at gå på opdagelse langs hylderne i andre lande, når muligheden byder sig. Og Maricel kender til min glæde ved friske råvarer, så hun sendte mig selvfølgelig nogle fotos fra det lokale marked.

På lørdag lander Maricel i Dubai igen, Inshallah. Og det vil være bittersødt for hende. Hendes hverdagsliv er hos os, men hendes hjerte er jo derhjemme. Og hun har ikke råd til at vælge sit job i Dubai fra, fordi det giver 8-10 gange bedre løn end det, hun ville kunne finde på Filippinerne – og som ikke nødvendigvis ville give hende muligheden for at bo hjemme i landsbyen sammen med sin familie alligevel. Livsvilkår, der er benhårde. Og vi vil sørge for, at hun lander så blødt som muligt.

Efter halvanden måned uden Maricels hjælp er jeg blevet eftertrykkeligt mindet om, hvor mange huslige opgaver, der er i et hjem. Det er en sund øvelse at få et par gange om året, når jeg er i Danmark eller Maricel er hjemme på Filippinerne. En slags friendly reminder om, at det lynhurtigt bliver et fuldtidsarbejde at arbejde i hjemmet. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2023

Hold nu kæft, hverdagen ramte med en hammer. Den arabiske kalender har nytår – hijri – den 19. juli 2023, så myndigheder og skoler er quite frankly lidt ligeglade med den vestlige verdens behov for en seriøs nytårsfejringden 31. december, og skolen startede derfor lige på og  hårdt den 2. januar!

Mille lagde ud med at tage på årets lejrskole i Ras Al Khaimah fra den 2. til den 4. januar.Her står hun med den stramt pakkede sovepose, den spritny rullekuffert fra julegaveræset og en hel flok flaksende sommerfugle i maven. Det lykkedes at sige farvel uden tårer, men lidt savn har der været undervejs, og jeg har modtaget de sødeste WhatsApp-beskeder fra hende om aftenen, når det med at skulle lægge sig til at sove begyndte at presse sig på.Melodramatikken ville ingen ende tage. Normalt skriver jeg beskeder til Mille på dansk, men hun havde specifikt udbedt sig, at kommunikationen skulle foregå på engelsk, mens hun var på lejrskole, fordi ‘det bare er for svært at forstå, når man har travlt’.Hjemve bliver ikke bedre af at kunne kommunikere med dem derhjemme, men det føles efterhånden helt mærkeligt at sende ens barn afsted uden en mobiltelefon, når det drejer sig om flere dage. Og hun klarede det hele så fint!

Lejrskolerne er frivillige – forstået på den måde, at børnene kan gå almindeligt i skole, såfremt de ikke ønsker at deltage, men der tilbydes lejrskole hvert år fra barnet går i 1. klasse og er ca. 7 år gammel, og frem til at der er et væld af tilbud året igennem, inklusiv deciderede udlandsrejser, fra børnene er ca. 12 år gamle. Vi har aldrig tilbudt eller foreslået nogle af udlandsrejserne, men pigerne deltager begge i de årlige lejrskoler, der altid finder sted under ‘spejderhytte-lignende’ forhold i et af de naturskønne Emirater nord for Dubai. Her gør børnene alle de ting, man normalt forbinder med enten biologi-timer eller spejderliv: Sejler i kano og kajak, lærer om mangrovens, ørkenens og havets økosystemer, oplever krybdyr, pattedyr, fugle, fisk og skaldyr i deres naturlige habitat, fisker og renser fisk til madlavning, dissekerer blæksprutter, kyllingehjerter og koøjer, bygger bål og bivuakker og tømmerflåder, skyder med bue og pil, øver sig i at bruge klatrevægge, svævebaner osv.

Pigerne er begge entusiastiske omkring lejrskole-livet, og det er en lettelse, at de gerne vil afsted hvert år – ud at opleve noget på egen hånd med deres kammerater og lærere. Lejrskolerne er professionelle ‘camp sites’, hvor et team af unge briter og sydafrikanere står klar til at guide både børn og lærere igennem de 3 dages aktiviteter. Lærerne skal kun stå for det sociale aspekt – trøste dem, der bliver kede af det, hjælpe børnene med venskabsproblemer, vække børnene om morgenen og tage billeder til de über-spændte forældre. Det er en kæmpe hjælp, at lærerne er med, for det er dem, der kender børnene, og det er en kæmpe hjælp, at de ikke samtidig skal stå for oplevelserne og aktiviteterne. Til gengæld koster 3 dages lejrskole i omegnen af 3.500 kr. pr. barn. Og det er blot prisen for en ‘national’ lejrskole. Hvis man ønsker, at ens barn skal med på en uges skiferie i Schweiz eller på tropisk jungletur på Borneo kommer lejrskolen til at koste mere end 20.000 kr. Dér er vi ikke lige – hverken mentalt eller økonomisk. Hvis pigerne skal på skiferie, vil vi da selv med – og det samme gælder også for Borneo!

Vi rejste hjem allerede den 28. december på grund af netop den forestående lejrskole. Der er måske ikke den helt store tidsforskel, men når man så lægger til, at pigerne bliver natugler og går i seng tidligst efter midnat dansk tid, så bliver der alligevel en del søvn-roderi, når vi kommer tilbage på Dubai-tid.

Heldigvis havde vores skønne venner arrangeret en Nytårsfest for os, så vi ikke behøvede at røre en finger, lige bortset fra en bankoverførsel for vores del af arrangementet. De havde booket os alle ind på The Address Montgomerie, som ligger ‘rundt om hjørnet’ – eller ihvertfald i cykelafstand fra The Lakes, hvor vi bor. Prøv at se, hvor smuk en udendørs fest, Montgomerie satte op for os og tusind andre!Vi sad ved runde borde, og så kunne man gå op i et smukt buffetområde, hvor de serverede diverse skaldyr, sushi, foie gras, kød, fisk, salater, asiatiske og italienske specialiteter og en masse desserter, is og konfekture. Hvert 10-mands-bord havde egen tjener, der kontinuerligt fyldte op i glassene, hentede fancy mocktails til pigerne og hyggede om os.Til sammen er vi to vennepar de heldigste ‘producenter’ af fire fantastiske piger, som er stort set jævnaldrende.Og til sammen er vi den fineste blanding af Bulgarien og gode, gamle Danmark.Det er så mega-rart at komme hjem til “gamle” venner, hvor man bare ‘falder ind og tilbage’ i stemning og humør med et trylleslag.Der var dans under åben himmel hele vejen igennem festen – uanset hvor man var nået til i buffeten, og det passede os perfekt, at man bare kunne rejse sig og danse, når musikken var helt rigtig.Jeg er så glad for at tænke tilbage på dén Nytårsaften. Det var det helt rigtige at hoppe ind i 2023 med en danse-fest, hvor både børn og voksne fjollede, grinede og drak fancy drinks. Uden at skulle røre en finger.Udover skøn buffet og et smukt opdækket bord med perfekt opvartning, var der live-DJ og fyrværkeri inkluderet i fest-pakken til formedelst 1.800 kroner pr. person.
Yes, you read it right, det var 1.800 danske coronas pr. person for en Nytåraften-fest, der varede fra kl. 20.30 til kl. 00.45. Dyrt, men også virkelig smukt sat op og top-professionelt afviklet.

I det hele taget er Nytåraften en opskruet og overophedet sag i en fjern Ørkenstat. Forventningerne er skyhøje – og priserne matcher niveauet. Der findes masser af Nytårsfester, der koster det dobbelte eller det tidobbelte af, hvad vi gav. Primært hvis man gerne vil ind til Downtown Dubai, hvorfra man kan opleve fyrværkeriet ved og på Burj Khalifa, som vi rent faktisk også kan spotte – i det fjerne – fra vores balkon på førstesalen…men selv ude i subøvsen, hvor vi bor, er priserne helt eventyrligt høje, når det er Nytårsaften.

Det er første gang, at vi ikke har fejret nytår hjemme eller i venners hjem, og jeg må konstatere, at det er helt perfekt, at vågne op 1. januar uden at skulle pille én eneste serpentin ned. For hverdagen ventede jo lige rundt om hjørnet.Og den store tropsfører?

Hun er såmænd vendt hjem igen og har fået et langt karbad, efterfulgt af nus på sofaen, kys, chips og fodcreme på de trætte fusser.Det er dejligt med ferie, fest og farver.  Men lige om lidt har vi vænnet os til hverdagen igen – og så er den faktisk det allerbedste i hele verden.

Godt Nytår! Jeg håber inderligt, at 2023 bliver et balanceret, gavmildt og kærligt år for os alle. Det kunne vi godt trænge til som verdenssamfund – oven på sygdomme, coronapandemi, inflation, energikrise, krig, sult, nød og ufred rundt omkring i verden.

Mit eget personlige nytårsforsæt er såmænd at være mere mig i 2023 – altså at træde mere i karakter som mig selv – snarere end at finde en masse ting, jeg burde ændre for at være god nok. 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Wonderful Copenhagen

Sneen smeltede og frosten forsvandt, da vi trillede fra vest mod øst. Og så fik vi ellers det gode, gamle december-gråvejr at mærke i Wonderful Copenhagen. Hold op, hvor var det råkoldt!Denne juleferie havde vi booket en lejlighed i STAY Seaport, som ligger i Nordhavn, der virkelig er blevet et velfungerende kvarter lige ud for Århusgade/Indre Østerbro, som var vores første fælles ‘hood’ i København.Fra lejlighedens vinduer havde vi udsigt til Oslobåden – og en masse hotelbyggeri på kanten af havnebassinet.Cille og Mille sov længe hver morgen, så morgenmaden smeltede nærmest sammen med frokost. Og når mørket faldt på om eftermiddagen, klistrede deres rygskjolde pludselig til sofaen. Allerhelst i selskab med Kusine Emma, der var ekspert i de mest hjertevarmende Netflix-serier.Mille var dog heldigvis til at lokke med ud i den friske luft ind imellem. Her klatrede hun til tops på k0nditaget oven på Parkeringshus Lüders, der ligger lige over for STAY Seaport.Der var lidt ‘newyorker-vibe’ over hele Århusgadekvarteret, følte jeg – med lejlighedskompleksernes fancy lobbyer, de forskellig-artede bygninger og ret luksuriøse bud på indretning i en rå og moderne stil.Jeg nød virkelig at være i København igen. Det blev til en masse dejlige løbe- og gåture langs vandet, hvor de vanvittige (eller gæve, afhængig af øjnene, der ser) vikinger tog morgen- og aftenbad i havnebassinet. Ofte splitternøgne – til Milles og Cilles forfærdelse. Vi er jo vant til ‘at preserve modesty’, som Cille formulerede det.
Martin og jeg nåede en enkelt runde omkring Indre Østerbro, hvor vi stod og skuttede os i kulden uden for Marstalsgade 20, som var vores allerførste hjem sammen. Lejligheden 4. th. havde Martin købt og istandsat lige omkring år 2000, og vi mødte hinanden den 10. maj 2001. Der går dog to år, før vi officielt flytter sammen i lejligheden på Østerbro, men jeg havde min ugentlige gang i det skønne kvarter og lærte hovedstaden at kende på cykel langs Søerne. Det var en skøn tid, og vi følte os virkelig nostalgiske, som vi gik sammen – 20 år senere – ad Ndr. Frihavnsgade mod Trianglen. Det føltes nærmest som et andet liv, fordi vi på en måde har lagt Danmark ‘bag os’ i så mange år – og fordi vi har bygget vores familieliv op langt væk fra København og Nordsjælland, som det sikkert ville være blevet til, hvis vi var forblevet i landet.Det blev også til en enkelt tur med S-toget fra Nordhavn til Københavns Hovedbanegård – bare for lige at ‘fornemme lokalkoloritten’ i den offentlige trafik lige op mod jul. Der duftede overhovedet ikke af ‘nillekranse eller appelsiner med nelliker – og der manglende en del folk med pudseklude til vinduer og vægge, blev vi enige om. Metroen i Dubai er pinligt ren og velholdt.Jeg havde haft idéen – eller rettere fantasien – om ‘Jul i Tivoli’ sådan cirka 4 ever. Eller ihvertfald siden det gik op for os, at pigerne muligvis var de eneste danskere, der aldrig havde oplevet en tur igennem verdens ældste forlystelseshave.Vi købte almindelige entrébilletter, fordi pigerne og jeg turde ikke prøve de vilde rutsjebaner alligevel.Og så vadede vi ellers rundt i flokken af gløgg-ramte mennesker, mens mørket faldt på.Jeg var helt sikkert farvet af, at Cille havde en virkelig dårlig dag, som lagde en dæmper på fornøjelsen for os alle, men jeg var ikke imponeret. Ærligt, så var forestillingen om ‘Jul i Tivoli’ langt bedre end virkelighedens version, der mest af alt var nogle påhængte lyskæder, et par flotte juletræer (det medgiver jeg) og en håndfuld fedtede, hundedyre churros, man kunne få lov til at spise småfrysende, mens man blev skubbet videre af alle de andre, der ligesom osse var i Tivoli for at glo julelys og bunde lunken rødvin med bulnede rosiner.Efter den lidt lunkne omgang i Tivoli var der til gengæld perfekt julehumør på FIAT på Kongens Nytorv, hvor vi spiste middag sammen med dejlige venner. På Cilles BeReal forsøgte vi at tø op i baren med varm kaffe, før vores venner joinede os lidt senere.Lillejuleaften julede vi igennem i Gadevang hos Farmor og Farfar. Vi pyntede peberkager, som Emma havde bagt på forhånd, for Farmors ovn var dedikeret 100% til ande-stegeri, dagen før dagen, you know.Midt i ænderne bagte Farmor et fad lækre æbleskiver, som vi spiste med en lille gløggeløk til.Og hun håndterede mere eller mindre fjollede børnebørn, der skulle pynte juletræet.Det lykkedes alt sammen. Også selvom den store kasse med julepynt og æ’ julestjerne’ var blevet væk på loftet i bedste ‘Gertrud Sand’-stil.

Juleaften var nogle af os mere ivrige efter at få taget et familiefoto anno 2022 end andre i firkløveret.
I en lille del af min hjerne er pigerne stadigvæk sådan her, som Farmor forevigede os i julen for fire år siden.

Dengang var Cille 9 år og Mille 7 år.

Men jeg ved jo godt, at der er sket VILDT meget i løbet af de sidste par år.

Nogle gange ville det bare være rart med den barnlige uskyld igen – og den tilhørende lykkeligt uvidende forældrerolle.

Små børn, små problemer. Store børn, større udfordringer, som det gamle ordsprog nok så kløgtigt lyder.Juleaften var vi intet mindre end 19 gavtyve i alderen 7 til 87 samlet. Det’ da meget godt gået. ❤
Og før vi vidste af det, var det pludselig tid til at pakke kufferten fuld af rugbrød og vintertøj for at drage sydpå igen.Hjem til Daisy-hunden, der var i kennel hos My Second Home Al Quoz. De sendte denne her slags billeder undervejs i vores juleferie for at dokumentere, at hundi’en altså ikke led nogen form for overlast.Og se så lige en vinter-velkomst, jeg betragtede fra vores have, da vi ankom lige efter midnat den 29. december.Det er ikke svært at elske vores liv og hjem hernede. Der er sådan set kun savnet efter vores familie og venner, der gør det tungt ind imellem. Særligt når der sker noget uventet eller ubehageligt. Heldigvis er vi snart ved at få tingene sat op således, at vi har et rigtigt ‘hjem’ både i Vestjylland og i Nordsjælland, når vi kommer til Danmark.

Det er faktisk denne her mudderpøl, som skal blive til vores nordsjællandske hjem. Til marts er der ikke mere mudder, i stedet står der et træskelet, siger arkitekten. Og hvis han siger det, skal det såmænd nok passe.2023 tegner til at blive et spændende år med bl.a. et sommerhusbyggeri. Vi får se! ❤🌿

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Winter Wonderland

Hold nu op, Dannevang har budt os velkommen på fineste vis i denne her juleferie!Traditionen tro ventede Farmor og Farfar på os i lufthavnen, hvor der er i dén grad er kommet styr på bagagehåndteringen, så vi kom glade og lettede igennem på rekordtid.

Farmor og Farfar tog pigerne med hjem, mens jeg legede det sædvanlige lejebils-tag-fat med Europcar. Og hjemme i Gadevang havde landsbyen simpelthen sørget for et Winter Wonderland uden lige, som pigerne trissede rundt i – iført løsdele fra Farmors ude-garderobe, fordi vi vitterligt ikke havde så meget som en eneste windbreaker, der kunne passe de to hurtigt-voksende vikingebørn. Den efterfølgende mandag stod på straks-indkøb af vinterstøvler, skibukser og skijakker – for man kommer ikke ret langt i en tyk sweater lige nu!Efter leg i sneen var der nybagte hjertevafler i Farmors lune køkken sammen med Fætter V og Kusine F. De sprøde vafler er ligeledes en del af traditionen, og der findes ikke noget hyggeligere end at gøre det samme igen og igen – sammen med dem, vi holder allermest af.
På et halvt døgn gik vi således fra +28 grader i De Forenede Arabiske Emirater til -2 grader i Danmark – og det kunne mærkesi alle ekstremiteter, selvom der var fyret godt op for radiatorerne i Farmor og Farfars hus. Senere trillede vi en kilometer tættere på Hillerød, hvor vi var så heldige at blive budt på aftenkaffe og fik opdateringer siden sidst hos Proprietæren, Datteren og Fruen. Prøv lige at se en udsigt, vi vågnede op til næste morgen på hestegården. Hvis ikke dét er den reneste landidyl, så ved jeg ikke, hvor jeg skal finde den!Efter morgenmad med udsigt til de smukke og fredelige heste i sneen, krydsede vi landet og endte i Blåvand, hvor Mormor heldigvis havde beboet sommerhuset i nogle dage, så huset var varmet godt op.Cille indtog straks gulvet foran brændeovnen rullet ind i uldtæpper, men vi fik dog lokket begge pigerne med ud i snevejret senere om aftenen.Det var så iskoldt, at vandet i de små kanaler var blevet så stift, at Hr. og Fru And stort set kunne gå på vandet, da de vraltede ud på deres aftentur.Næste morgen skulle de vand-vittige vikinger i Vesterhavs-baljen. Jeg fatter ikke, hvordan de gør det, men de gør det igen og igen hele året rundt. Iført badekåber og tophuer går de målrettet mod det iskolde havvand.Mille, Anton-hunden og jeg valgte at blive oppe på badebroen, hvor vi skuttede os og undrede os over vanviddet. Kulden gjorde ondt i kinder, næse og fingerspidser, men vinterbaderne elsker åbenbart fornemmelsen – ihvertfald BAGEFTER, når den indre glød vågner og endorfinerne drøner rundt i kroppen.Moster Lene, Onkel JE og Kusine Cath blev hele dagen 0g julehyggede med os. De havde islandske klejner med, som de kogte og serverede til Mormors fantastiske glühwein.Og sådan er det fortsat hele ugen. Med leg i sneen.
Og iskolde gåture ned til Vesterhavet.Efterfulgt af varierende indendørs sysler. Marcipan må der jo til. Og lidt bøvle-bowling.Det er så heldigt, at Mormor ikke længere arbejder, så hun kan være hos os hele tiden i Blåvand, og vi er ligeså heldige med at alle andre omkring os gider tage fridage og bruge dem sammen med os, når nu vores juleferie afholdes ekstra tidligt i år. For mandag sætter vi kursen mod den nordsjællandske familie og vennekreds. Og allerede den 28. december rejser vi retur, fordi skolen starter 2. januar med tre dages lejrskole til Mille.

Cille er ikke meget for fotografering for tiden, så jeg må snige mig til at tilføje hende her på bloggen. Hun har været på to x efterskole-besøg i løbet af ugen, og der er muligvis spottet et sted, der godt kunne gå hen og blive hendes hjem i et skoleår.Heldigvis er der 2.5 år til et potentielt efterskoleophold, så både Cille og jeg kan få arbejdet lidt med tanker, følelser og forventninger. Hun er trods alt kun 13 år gammel, og det hele bliver først relevant i en kommende 10. klasse som 16-årig.Der skal også ses et par efterskoler mere – måske i vores Spring Break i slutningen af marts – men for nu holder vi juleferie og vegeterer lidt over konceptet ‘efterskole’. Det er jo et kæmpe skridt, hvis og når Cille skal bo i Danmark, især fordi vi måske ikke flytter med – og fordi hun aldrig har boet i Danmark siden hun var halvandet år gammel og blev slæbt med på udlandseventyr i gode, gamle England.

Et skridt ad gangen. Lige nu sover teenageren længe, mens jeg venter på Mille, Søster, Svoger, Niece Jo og Nevø Auggie, som kommer hjemme fra Mormors hus. Senere støder Morfar og Conny til her i Blåvand, så vi kan julehygge sammen og måske forære de fire troldebørn lidt julegaver på forskud.Og til allersidst dukker ham her – www.flot-fyr.dk – forhåbentlig op på Bramming Station i aften, så han også kan få en bid af  Winter Wonderland og juleferie i Danmark.
Måske har han stadig sin smoking og butterfly på – hvem ved? Eller måske vil han foretrække at få udleveret sin vinterjakke og et par støvler.

Glædelig Jul, peeps!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Flyvende Farmor og ditto Faster

Der er voldsomt stille her på kanalen, fordi life, ikke. Den ene måned tager den anden.

På den gode måde.

For det meste.

For et par uger siden havde vi den kæmpe fornøjelse at hente Flyvende Farmor og ligeså Flyvende Faster i lufthavnen en sen aften. Pigerne kom med og overraskede de rejsende, der nok mest af alt forventede Martin som solo ankomstkomité, når klokken var 1 om natten. 
Farmor har ikke været her i to år, og Faster har kun været her én gang tidligere for tre år siden. Det er jo vildt længe for alle parter.Men nu var den dynamiske duo in town, og dét fik vi fejret på bedste vis!

Med virkelig blå drinks.Og en sjov bobleleg.En stor dosis søskendekærlighed.Og en stolt Farmor med sine efterhånden ret så store børnebørns-piger.Den udmærkede lørdagsbrunch – for ja, fredagsbrunchen er afgået ved døden i og med at fredag ikke er lig med fridag længere i Ørkenstaten – fandt sted i Gordon Ramsey’s Bread Street Kitchen på Atlantis The Palm. Dejligt, fint, familievenligt og hyggeligt, men ikke ligeså overdådigt flot som brunch var for år tilbage. Og priserne er desværre ikke fulgt med nedad, så man skal lige overveje, om det er “pengene værd” at gå til almindelige/familievenlige brunches længere…siger det bare…

Efter den store madfest trissede vi igennem The Lost Chambers Aquarium, der altid er et besøg værd, hvis man er ude på Atlantis. Jeg elsker at gå derinde i mørket og stirre på fisk, hajer, rokker, gopler, krebs og hvad der ellers svømmer og kribler rundt. Akvariet er virkelig velholdt – ellers også fisker de behændigt syge fisk ud konstant, for man ser ALDRIG en fisk med bidemærker eller sår.Og Mille fik overtalt Farmor til at afslutte en perfekt Atlantis-lørdag med at “aftenbade”. Eller “vinterbade” om man vil?November måned har været varmere end normalt, og det er fortsat her ind i december. Vi plejer at fryse i poolen efter solnedgang, og vi plejer at sove for åbne vinduer, men lige for tiden er det altså stadig overraskende varmt hele døgnet.

Jeg havde sørget for at drikke ren spiritus til lørdagsbrunchen for at undgå hovedpine og tømmermænd af vinene, og det var ret heldigt, for dagen stod i shoppingens tegn med de mest hardcore shoppingtyper, jeg kender! 
Her har jeg foreviget dem midt i en indlagt kaffepause, hvor jeg troede, at vi måske ikke var så langt fra slutningen på shoppeturen, little did I know…

Til sidst var mine arme så lange og min hjerne så stegt, at jeg måtte nedlægge veto mod at træde ind i en kæmpe Carrefour. Men selvom jeg ikke kunne tåle flere butikker den søndag, må jeg bare igen konstatere, at Ibn Battuta Mall er et skønt, skønt sted at tage gæster med til, bl.a. fordi det er så smukt indrettet, og fordi butikkerne er langt billigere end i Mall of the Emirates (og i særdeleshed billigere end Dubai Mall). Den danske krone står jo svagt for tiden ift. dirham, så det gør trods alt shopping-oplevelsen lidt bedre, at man ikke vader rundt og sukker over priserne overalt.

Og så var der jo fo’bold, mens de to damseller fra Hillerød var i byen. Vi så kampen fra vores egen hjemmebane, gastropubben Reform i The Lakes.Som billederne antyder, var det småt med fodbold-tilskuere og danske fans. Rigtig, rigtig mange danskere var samlet andre steder rundt omkring i byen, men det der med at ville glo kamp på en helt almindelig hverdag gjorde, at vi i stedet samledes en lille flok på den lokale pub, så vi kunne gå og cykle hurtigt hjem igen.

En enkelt eftermiddag på stranden lykkedes det os også at få flettet ind i hverdags-cirkusset, mens Faster D og Farmor var her. Flagene i baggrunden er den smukke samling, der opstilles hvert år til ære for De Forenede Arabiske Emiraters officielle flagdag.
Jeg parkerer efterhånden altid uden for burger-kæden SALT, der ligger lige efter Kite Beach. Enten er der plads i den gratis kundeparkering eller også er der den ‘offentlige’ parkering til et par dirhams i timen, og det er for det meste rigtig let at finde en plads. Samtidig har man så fornøjelsen af at kunne købe lækre små sliders og fluffy softice, som Dubai’s homegrown burgerkæde SALT altid er leveringsdygtig i.

Torsdag stod den på eksotiske oplevelser i Global Village. Vi lagde hårdt ud med at ankomme allerede kl. 16.30, hvilket må siges at være præcist 3.5 timer før de fleste andre – og hvilken herlig oplevelse, det er!Der er så fint og farverigt i dagslys, og kontrasten til de blinkende lys i aftenmørket er en oplevelse i sig selv. Se bare forskellen her!Global Village er så meget Dubai, som noget næsten kan blive. Det er en kulisse. Ren fatamorgana bygget i papmaché og gips, og tilsat så mange farver, lys og lydindtryk som overhovedet muligt. Det er et teater. Et cirkus. Et gedemarked. En smeltedigel af kulturelle forskelligheder og enorm megen charme. Det er billigt plastik-bling-pling, som ingen mennesker har brug for, og det er fantastiske, unikke souvenir-perler, som alle mennesker har brug for.Faster og Mille faldt pladask for et par 100% naturligt fremstillede, analoge ‘hørebøffer’, som én eller anden har fisket op af et eksotisk hav.Mille fik plaget sig til candyfloss, ostepops fra Iran og vi faldt alle i gryden med japanske snacks og et par gnallinger af nogle østrigske Mozart-kugler tiltuskede vi os også.Overalt er der snacks – mange steder med gratis smagsprøver og så de helt store armbevægelser og overtalelsesgaver for at få dig til at købe noget.Se f.eks. den flot pyntede chai-cykel, hvor chai’en blev serveret i små lerkrus, man måtte beholde og tage med hjem.

Og der er dadler, nødder, frugter, tyrkiske delights og kager galore.Faster D og Mille fik fine sorte henna-tatoveringer, der matchede ovre i Afrika-afdelingen, hvor sælgerne hustlede og gøglede som var vi rent faktisk på et afrikansk marked.Alle vegne, hvor Faster D gik, fik hun komplimenter for sin fregnede hud. Fregner er noget meget unikt og smukt i et arabisk land, så hun blev kurtiseret af den ene sælger efter den anden, der fandt stof, der matchede hendes teint eller ædelstene, der matchede hendes øjenfarve. Jow-jow.Farmor var på jagt efter luftige kjoler i spraglede mønstre og farver, men vi fik hurtigt sagt nej tak, da det gik op for os, at det var metervarer, man selv skulle hjem og sy videre på! 😂

Til sidst fjollede vi rundt og overvejede en ny ansigts- og hovedbeklædning, og så var det vist ved at være tid til at smutte hjemad.
Konklusion: Global Village er helt perfekt underholdning til alle slags gæster – børn, småstore børn og voksne. Kom omkring åbningstidspunktet på en hverdag, dvs. fra ca. 16-16.30 og fremefter. På hverdage er der lidt færre mennesker (læs lidt mindre virvar, men stadig en del!), og de fleste kommer først efter kl 19-20-stykker. Kommer man ved 16-tiden er der parkeringspladser ledige direkte uden for hovedindgangen, og det koster den uskyldige sum af 20 dirhams pr. person – bortset fra Flyvende Farmor, der udmærkede sig ved at være en gratis senior-billetholder. 😉

Global Village har kun åbent i den kølige del af året, så fra ca. oktober til ca. marts, men det kan man sikkert Google sig frem til. Jeg ved én ting, og det er, at det er genopdaget land for mig. Jeg vil tilbage igen og more mig med at prutte om prisen på spændende sager i eksotiske boder. I denne ombæring fik jeg kun købt 13 træ-fugle fra Tanzania-sektionen. Jeg elsker at pynte med dem i haven, og jeg er temmelig ligeglad med, om det anses for kitsch.På vores sidste aften i Dubai sammen, holdt vi en tradition i hævd ved at køre ind til Dubai Mall for at spise og se springvandet. Det er nærmest blevet Farmors måde at tage afsked med Ørkenstaten på, og jeg forstår hende 100%.Hver evig eneste gang vi går igennem det skønne, inspirerende mall fyldt med mennesker, parfumerede dufte og summende virvar, så elsker jeg Dubai lidt mere. Og når vi så går ud i nattemørket og fornemmer den lune, krydrede aftenluft, mens vi titter op på Dubais Babelstårn, Burj Khalifa, som sætter det ene lysshow igang efter det andet, så mærker jeg, at jeg er stolt af at bo her. At jeg godt kan forstå, at så mange mennesker nyder at være lige her. Midt i vrimmelen af mennesker. Den tyrkiske issælgers kobjælder og drilske leg med de små børn, der har bestilt en is. Den indiske familie, der tager familieportrætter med dyb koncentration foran verdens højeste tårn. Filippinske nannies og pakistanske arbejdere, der sidder på bænke med et papkrus te og glor show sammen med resten af flokken. Russiske rigmænd og deres fint opstrammede damseller. Europæere og asiater. Afrikanere og kinesere. Vi er her alle sammen.Vi så igen showet fra vandsiden i en dhow, der sejlede os rundt i 30 minutter, mens vi nød byens lys og liv. Det er ligeledes en super-duper aktivitet for alle – uanset alder. Der er klart forskel på at sidde ude i vandet og opleve Dubai Fountains i forhold til “bare” at stå langs rækværket. Billetterne bestilles online og koster ca. 70 dirhams stykket, hvilket er 140 danske kroner lige nu.

Jeg har desværre ikke fotos af mig selv i fuldt arabisk kostume i Global Village, ej heller fotos fra vandshowet set fra dhow’en, så dem må jeg få lokket ud af min lille Svirremor, når jeg ser hende på lørdag.

For det gør jeg. Altså ser hende igen på lørdag, fordi dér rejser vi fra Dubai til Det Kolde Nord.

Derfor var afskeden heller ikke så svær. Den var snarere et ‘på gensyn’.

Tak for jeres dejlige og hyggelige besøg, Faster D og Farmor. Kom snart igen, ikke? ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet