Flødedrøm x pølseskind

Mit søsterskab er fyldt med savn. Sådan er det ofte, når den første begejstring over at være kommet hjem til egne, dejlige rammer og et nyt, spændende skoleår er skudt godt igang.Det er i virkeligheden ikke så underligt. Selvfølgelig er det skønt at være i Danmark i to måneder hver sommer, men samtidig savner vi vores hjem, Daisy-hunden og Maricel – og de ting, vi plejer at gøre derhjemme. Og når vi så er tilbage i egne, trygge rammer, opstår der plads til at tænke over, hvornår vi mon ser alle de mennesker, vi elsker og holder af i Danmark igen. Det er et evighedshjul eller en kontinuerlig cyklus, vi befinder os i – i vores selvvalgte udvandring.

Og jeg klager ikke, for der er masser af energi i at skifte liv og hjem flere gange om året. Faktisk kunne det gå hen og blive helt kedeligt, hvis vi altid var det samme sted, har jeg på fornemmelsen?

Jeg tror, det er derfor, at folk elsker at have et sommerhus eller en campingvogn til weekenderne, for så får man lige en dosis luftforandring og får kigget på noget andet og nyt end det sædvanlige.Men lige nu er det altså mit søsterskab, der trænger til lidt opmærksomhed. Heldigvis har min søster og jeg aftalt at holde Walk ‘n’ Talks, når det kan passes ind i min søsters travle fuldtidsarbejdsdag. Så får vi begge en dejlig frokost-gåtur med ‘hinanden i ørerne’, som om vi gik sammen og vendte stort og småt. Der er nemlig sjældent, at der er stille eller roligt nok til fordybelse og gode samtaler, når vores respektive troldebørn kommer hjem fra skole – og sådan har det faktisk været i 13 år nu, siden jeg som den første af os blev til en mor.For når man bliver mødre, bliver søstre jo til mostre. Og både moder- og mosterskabene sluger søsterskabet glubskt og grådigt. Søstrene står ikke en chance imod afbrydelserne, toiletbesøgene, hvin og vræl, gråd og latter, rimelige og urimelige krav, skænderier, pludselig opstået sult, behov for vådservietter og down-right kværuleren.Og så er der de gyldne øjeblikke. Ofte fem minutter ad gangen, men de er der dog. Trods alt.
Dér, hvor ens børn leger glemt-for-tid-og-sted i den fineste udstilling om Flødedrøm x Pølseskind på Brandts Klædefabrik i gode, gamle O’ense.Dér, hvor vi får lov til at sidde op ad hinanden og hvile benene et øjeblik på skødet af en stor grillkylling.Dér, hvor flødekaramelpapir hvirvler rundt på forunderlige luftstrømme, så både søstre og søsterbørn bliver helt betagede.
Dér, hvor vi fjoller og gakker og gøgler sammen på dén måde, man kun tillader sig, når man er elsket og set.
Dér, hvor alle er mætte, tilfredse og nogenlunde disciplinerede ud i genren ‘vi går i byen’. Dér, hvor det lykkes at fejre det mirakel, det er, at ens lillesøster fylder fyrretyve år. Midt på den fineste augustdag.Dér, hvor solen skinner, og hvor mor-mormoren og niecen har bagt kærlighedskager til verdens bedste datter-moster.Shoot. Jeg glæder mig til at fylde ting og sager ind i mit mosterskab igen, når jeg endelig får fingrene i de to små banditter ovre i Odense.

De gider nemlig ikke tale i telefon med deres gamle moster, og det er helt okay, hvis deres mor gider gøre det i mellemtiden, så savnet ikke bliver for hårdt. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fødselsdagsmor

Yours truly er blevet 44 år siden sidst. Her står jeg med fine, nye øreringe. Begavet af Martin.
Jeg tilhører nu den ægte midaldrende klasse, hvor man har lavet halvdelen af sit liv, más o menos. Og jeg er så taknemmelig for at kunne stå her – sund, rask, glad og i nogenlunde trivsel – med de ups and downs som livet nu engang byder på for os alle.

Jeg fik simpelthen så mange, fine gaver af både venner og familie. Og vores dejlige venner inviterede på en fantastisk middag om aftenen, og jeg følte mig så set og fejret i et svir-virvar af smukke gaver, iransk kaviar, rock shrimp a la Nobu, pad thai og rabarbertrifli. Hvad mere kunne jeg ønske mig? Intet!Hver gang jeg har fødselsdag, tænker jeg i særlig grad på min egen Mor. På det levede liv, der binder os sammen. Jeg startede mit eget lille liv inde i hendes livmoder, og uden hendes omsorg, pleje, støtte og hjælp, var jeg her slet ikke i dag. Og samtidig var jeg startskuddet til hendes moderskab med de glæder, sorger og udfordringer, det har givet og til stadighed giver hende.

Når mit liv bøvler, er hun den klippe, jeg kan støtte mig op ad. Hun lytter; hun er ærlig og siger sin kærlige mening; hun genkender og spejler, forstår, forklarer og fortæller – og bidrager med alt dét, hun kan. Og det er meget.

Lige præcist hendes selskab havde jeg instinktivt brug for i sommerferien. Vi ses selvfølgelig altid i ferierne, men oftest i selskab med pigerne og familien sådan helt generelt. Men i år havde jeg brug for en lille mental pause og for at have min Mor helt for mig selv. Og allerhelst i et afbræk fra den hverdag, som en to måneder lang sommerferie også udvikler sig til at være. Min Mors selskab og opfindsomhed var ganske enkelt lige, hvad jeg trængte til midt i en tung periode uden det store overskud. Heldigvis gad min dejlige Svigermor og Svigerfar godt at have pigerne nogle dage uden mig.

Her hentede jeg så min Mor på stationen et sted i Nordsjælland. Hun havde været ude at se med DSB fra Bramming eller Nyborg eller hvad ved jeg.Min Mor er verdensmester i at få enormt meget ud af meget lidt. Den evne – eller færdighed, om man vil – får man af at have haft et oprigtigt behov for det. Som dagplejer i kommunen og fraskilt, enlig mor til to, kan man nok hurtigt regne ud, at min Mor sjældent har haft et stort overskud på bankkontoen. Men – penge eller ej – så er der ingen, der kan finde på ting og oplevelser som min Mor, der optræder som rundviser, organisator, turguide, planlægger, vejviser, stifinder, bjergged, vandrende pind, cykelentusiast, køkkenskriver, bager, kogek0ne og meget, meget mere.

De seneste år har hun opholdt sig på skønne Rungstedgaard ved siden af Karen Blixens Rungstedlund et par dage henover sommeren, når hotellet holder åbent for almindelige gæster. Og jeg kunne mærke, at dén ferieoplevelse ville jeg gerne være en del af, fordi hun altid taler så varmt om stedet, og fordi jeg virkelig godt kunne bruge en forkælelses-oplevelse sammen med min Mor, i stedet for altid at lave mad sammen og drøne rundt med en flok børn.Ren balsam for sjælen var det, da vi tjekkede ind i det grønneste grønne, hvor der altid er kaffe og danskvand ad libitum til strikkeriet (min Mor) og læsningen (mig), og selvfølgelig har Rungstedgaard også en masse gratis cykler, der bare venter på, at man drøner rundt langs kysten og nyder Strandvejsvillaerne, hilser på Karen Blixen og suger udsigt og havluft fra Øresund helt ind i bihulerne.Jeg kan ikke tænke på ferier med min Mor uden straks at tænke på Sverige. Rigtig mange af vores barndomsferier blev holdt hinsidans, og derfor var den ene af vores hellige mor-datter-dage selvfølgelig dedikeret til en Sverigestur.Vi tog el-færgen til Helsingborg, og kørte straks ud på Kullen i et mægtigt blæsevejr.Så parkerede vi bilen, tog rygsækken på og vandrede en hel dag op og ned på fjeldet, der forståeligt nok er en nationalpark med dén herlighedsværdi. Tænk, at det her er lige om hjørnet fra både Danmark og himlen. Vi vandrede sidst på Kullen for 13 år siden, da jeg var temmelig gravid med min egen førstefødte, og det gav nogle gevaldige plukveer at bumle sådan rundt. Billeder yder bare ikke Kullen retfærdighed. Her er smukt med smukt på. Og tilmed ét af min Mors og mit yndlingsdyr – får! Dem havde vi mange af i min barndom på husmandsstedet, hvor min Mor stadig bor.Vi passede lidt på undervejs, fordi der var virkelig knald på blæsten og havet, selvom det måske ser uskyldigt ud på billeder. Ned til havet kom vi, men det var skummende og truende, og det inviterede på ingen måde til et dyp.Min vandre-makker blev 21 år to måneder efter min fødsel i 1978, så min Mor er en ung, frisk og rørig 64-årig med hang til natur, strik, bagning og svensk piggelin-is med pæresmag. Hun er netop stoppet med at arbejde, og det både klæder og passer hende så godt, fordi hun helt selv har valgt det.
Undervejs var der indlagt mere end bare en sodavandsis-pause. Selvfølgelig. Vi besøgte en vidunderlig frokostrestaurant, der lå dramatisk ud til havet på en klippe. Jeg kan ikke huske navnet på stedet, men det er så typisk min Mor, at finde frem til de her helt særlige steder uden for alfarvej (medmindre man er svensker – de kendte godt vejen til så særlig en restaurant).Vi følte os lidt hensat til et lille listigt sted i Frankrig, men når samtlige retter var noget med laks, rejer, dild, kapers og mayonnaise, var der ikke andet at gøre end at lægge sig fladt ned og sukke: Heja Sverige f0r noget mumset frokost.

Senere på dagen blev det kritisk med en kaffetår, for både min Mor og jeg er seriøse kaffedrikkere. Helst helt almindelig sort kaffe, hvori min Mor smider et skvæt mælk. Vi kan sidde over kaffen time efter time. Det er vores ting. Der bliver sagt alting og ingenting under de her seancer. For os er de meningsgivende.Vi nåede heldigvis Flickorna Ljunggrens kaffestuga på Skäret på et næsten-hængende hår.De har udvidet helt vildt, men bagerbutikken er præcist så lille og yndig som altid.Og vi skulle ha’ det sædvanlige. Vaniljehjerter, kardemomme-småkager og bærlagkage. Til deling, fordi prisen er stejl. Selv i svenske kroner.

Dagen efter besøgte vi en spændende foto-udstilling på Louisiana, og vi forsøgte at nyde udendørsarealerne så meget, som det nu kan lade sig gøre, når det er kæmpe turistsæson. Muséet er altid skønt, men også lige rigeligt velbesøgt ift. det areal, der er til rådighed – om sommeren. Uden for sæsonen er det en bedre oplevelse, men vi havde billetter til skidtet via vores hotelophold, og man er vel fra Jylland og skal ha’ det hele med?Mine skuldre sad helt anderledes rigtigt efter et par døgn i selskab med min Mor. Jeg fik testet lidt grænser af i trygt selskab – bl.a. blev der bestilt en superfarlig oste-tallerken, som virkelig udfordrede mine smagsløg, der slet IKKE er oste-parate. Og der var godt gang i balanceringen ude på Kullen, hvilket også kan være liiiidt en udfordring for mig. Men i selskab med min Mor kan stort set alting lade sig gøre. Vi fik talt og talt og talt, og jeg blev set og set og set.

Tak for endnu en fødselsdag til min Mor, der gav mig selve livet. Det var egentlig ret heldigt, at det var min Mors største livsønske at blive til en mor. For ud af det livsønske voksede der en motiveret og meningsgivende Mor, der senere gav mig verdens bedste lillesøster. Vi har været en stærk trio i så mange år, at jeg efterhånden har brug for billeder til at styrke hukommelsen om tiden før trioen blev indført. Det er vel 30+ år siden?

Tak, Mor. Tak for dig. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Æ Gaf

I dag er det første lørdag i september, hvilket burde betyde efterårsvejr, men ørkensommeren svier stadig. Og det vil den gøre indtil udgangen af oktober.

Der er 43 grader kl. 15, hvis man da kan stole på bilens termometer, og vinden føles som at placere ansigtet direkte i retning af en hårtørrer på fuld varme og styrke.

Cille og jeg er netop parkeret ved Mohammed Bin Rashid Library i Al Jaddaf, som vi har glædet os til at besøge, siden biblioteket åbnede i midten af juni. Hendes ansigtsudtryk vidner om varmens kraft – jeg lover højt og helligt, at hun ikke er blevet tvunget med imod sin vilje. Faktisk er glæden ved biblioteker og interessen for bøger og litteratur én af de ting, vi har sammen.Cille er i dagens anledning iført en af Connys hjemmestrikkede uldsweatere, fordi teenager. Og jeg må gi’ hende, at hun matcher interiøret i det spritnye, smukke bibliotek 1:1.Jeg har placeret mig for at skrive lidt i et karrygult sofahjørne på etagen for Young Adult, så Cille kan udforske biblioteket i fred og i eget tempo. Karrygul er nok min grundfarve, så jeg falder faktisk i ét med betrækket på samme måde som min fine datter.Vi har lovet hinanden, at i dag besøger vi kun Young Adult på 1. sal, samt Library Treasures på 7. sal. Og så en kaffetår, før vi vender snuden hjemad igen. Biblioteket er så nyt, at der er adskillige etager, der endnu ikke er åbne for publikum, og man kan heller ikke hjemtage bøger endnu. Hvis det da er planen, at man skal kunne låne? Jeg ved det ikke rigtigt.

Mohammed Bin Rashid Library er åbent for offentligheden – alle ugens dage – ganske gratis. Man registrerer sig online ved ankomst, og der er fint med p-pladser lige uden for døren. Som i alle andre offentlige sammenhænge, er det ugleset at ankomme i tøj, der viser skuldre og knæ, og dét synes jeg er vigtigt at respektere – også selvom der er rigtig mange, der overhovedet ikke overholder den respektfulde tommelfingerregel.

Selve bygningen er et mesterværk. Selvfølgelig. Det er jo én af de ting, Dubai kan. Umiddelbart ligner bygningen en elegant bogstøtte a lá dem, man bruger, når man læser f.eks. Koranen siddende i skrædderstilling. En anden mulighed er, at bygningen ligner en opslået bog, som en eller anden gigant er i færd med at læse. Uanset hvad, er her smukt og æstetisk pleasing i materialevalg, farver osv. Her er tilmed nogenlunde stille, hvilket er helt uhørt for Dubai, der stort set altid er i over-drive, men børnebiblioteket og kaffebaren er præcist lige så støjende og fyldt af genklang, som der bliver, når alting er flisebeklædt eller bygget i marmor.

Jeg tager tilløb til de her mor-datter-aktiviteter. Ikke tilløb som i at jeg er ‘bange for’ at spørge Cille, men mest fordi vi er så vant til at være sammen alle fire hele tiden, når vi har fri. Og så kræver det på en eller anden måde mere mental energi at dele os op. Men i dag har vi aftalt, at Mille og Far går i poolen, mens Cille og Mor udforsker det nye biblo. Og i aften går vi ud sammen alle fire og hygger os med lidt god mad.

I sommerferien lykkedes det mig også at lokke Cille med på en lignende tur i det vestjyske. Ud til Æ Gaf, som de lokale siger – og som på ingen måde giver mening, hvis man ikke har øre for drævende vestjysk lingo. Der er tale om den lille by Nymindegab, som ligger som et åbent ‘gab’ ud til Vesterhavet.Nymindegab Museum er nemlig en lille perle, som jeg var overbevist om, ville være noget for både Cille og jeg.

I sommerferien havde de en særudstilling af den Blåvand-baserede kunstmaler Agnete Brinch, som har besluttet sig for at portrættere stærke kvinder – kendte som ukendte. Og det gør hun virkelig noget så smukt og stilfuldt. Nærmest Karen Blixensk i sit udtryk.Jeg var lige så betaget af udstillingen om kunstmaleren Laurits Tuxen, som skildrede hverdagslivet, som det udspillede sig på Æ Gaf i 1879.Der var seriøse fiskere og esepiger til dengang. Museet byder også på et udstillings-esehus, som man kan kigge ind i, før man får sig en tår kaffe og leger med stylter i haven.Cille og jeg måtte slå esehuse og esepiger op, og som Google forklarede os, er der tale om det drønhårde kvindearbejde med at reparere og klargøre fiskenettene, samt at sætte madding på krogene – kort sagt ‘at ese’.

Her i den overophedede sandkasse ‘eser’ vi også. På vores egen måde og helt uden sandorm og skidtfisk. Vi har taget hul på det nye skoleår, og begge piger er kommet superfint fra start. Nu gælder det i virkeligheden om at huske at finde åndehullerne, præcist som vi gjorde i sommerferien – og så at holde mig selv fast i, at vi sagtens kan ‘dele os lidt op’, uden at det i sig selv er et problem. Det har jeg brug for, kan jeg mærke. For Cille vokser hurtigt op nu. Så hurtigt, at jeg ikke kan følge med. Og jeg savner hende, selvom hun er lige ved siden af eller ihvertfald inden for nogenlunde rækkevidde.Dét der med store børn og deres behov for plads og frihed kæmper jeg stadig med at finde ud af. Ikke at jeg savner at have helt små børn, der hænger mig om halsen, men jeg er virkelig langt fra cool med, at jeg er ret overflødig en del af tiden. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Op til overfladen igen

Min blog har været nede. Forklaringen ligger selvfølgelig i noget teknisk halløjsovs, som jeg hverken fatter hat eller briller af, fordi jeg er fem-minutter-i-full-blown-boomer. Så tak til evigt-flinke og tålmodige Daniel hos Bloggers Delight for at udholde mig og alle mine plager i sin ellers så velfortjente sommerferie!

I virkeligheden er det universet, der har sendt mig på en SoMe-pause. Lige på det tidspunkt, hvor jeg ellers plejer at have bloggens årlige storhedstid inklusiv mit eget årlige storhedsvanvid:

Sommerferien i Danmark.

Den tilbagevendende, to-måneder-lange genopdragelsesrejse til Det Kolde Nord, hvor vi udvandrende typer forsøger os med at indvandre og generobre Dannevang fra selveste Danerne. Hér, hvor jeg virkelig får strikket historier sammen og sunget sange fra både de Varme Lande og Vikingelunden. Dét elsker jeg. Og at dømme på antal visninger, er der også andre, der ret godt kan lide at læse med.

Men ikke denne sommerferie. Skæbnen og one.com besluttede sig i fællesskab for at gi’ mig en slapper og et minuts stilhed.

I og med at bloggen var lagt ned, greb jeg nemlig øjeblikket – yes, 100% carpe diem til mig – så jeg kunne tage et udefra-kig på mit forbrug af og min ageren på sociale medier.

Umiddelbart kan jeg konstatere, at jeg kun får ganske akutte anfald af FOMO, skyld, skam, dårlig samvittighed, negativt selvbillede, negativ selvforståelse, imposter-syndrom, en snert af misundelse og en masse andre gode sager ud af at kigge med på Insta og Facebook hos alle I glade og vidunderlige mennesker, som jeg holder af på stort set alle ledder og kanter.

Alle andre er nemlig på en klart federe sommerferie end vi er. Alle make’r klart finere memories med deres børn i ind- og udland end vi gør. De har sågar deres ‘guld’ med på tur, mens jeg mest af alt har troldeunger med på bagsædet tværs over Jylland.

Og jeg ved, at det er ikke rigtigt. At nisserne, konflikterne, problemerne, syrlighederne og fjollerierne følger rundt med os alle – uanset om vi er på æstetisk pleasing agriturismo i Italien eller møffer rundt i Sophienborgs Rema 1000, som jeg har gjort en overraskende stor del af sommeren.

Og jeg ved, at jeg selv er med til at opretholde facaden på de sociale medier. Hvor mange opslag og blogindlæg har jeg ikke lavet, hvor alting ser så dejligt, nærmest perfekt og smukt og fredfyldt ud? Jeg er selv en glamourøs overflade på de sociale medier med lidt indlæg og fotos hist og pist, hvor man fornemmer min voksenakne eller tilfældige indspark med strejf af selvironi.

Jeg er hverken afklaret eller nærmere en beslutning om, hvad jeg så har tænkt mig at gøre ved de observationer og anerkendelser af egne svære følelser, jeg er ved at komme frem til.

Det eneste, der er sket, er, at jeg er frosset til is i forhold til at lægge billeder og opslag ud på de sociale medier denne sommer.

Fordi det pludselig virker så omsonst.

Hvem er det, der gider se min solnedgang og rejemad? Og hvorfor skal nogen overhovedet se det? Er det vigtigt at dele? Bidrager jeg med noget, der bringer et smil frem eller en genkendelsens glæde eller noget helt tredje godt og fint? Eller viderebringer jeg FOMO, skyld, skam, misundelse og andre negative følelser til andre, der også ‘kommer til’ at scrolle rundt på må og få og forbi mine glansbilleder?

Hvorfor er det egentlig, at vi kaster om os med billeder af vores ferier?

‘Vi’ er måske så meget sagt, for der er masser af mine venner og bekendte, der aldrig kunne drømme om at lægge feriebilleder op – ej heller deres hverdagsbilleder. De bruger måske tiden på noget andet end på de sociale medier – eller også bruger de tiden på at glo på, hvad andre mon finder på at lægge op i tide og utide? For er deres forbrug egentlig mindre – eller ghoster de bare rundt blandt lalleglade, der gerne fotograferer solnedgange og vandcykler?

Spørgsmålene står i kø inden i mig. Og jeg fryser til is, når jeg er lige ved at tage endnu et billede af noget lækkert smørrebrød eller et fint lille københavner-stilleben. For hvad er egentlig formålet? Og hvad er min intention med skidtet?

Svarene giver ikke just et charmerende indtryk af moi. Intentionen er vel, at ‘nogen’ skal se, hvor sjovt, fint, skønt og lækkert jeg har det? Og kunne jeg ikke bare ha’ det så sjovt, fint, skønt og lækkert helt uden at andre skal påduttes det eller få del i det?

Tjo. Det ku’ jeg vel nok.

Men jeg ku’ osse la’ vær. For jeg elsker at skrive, formidle, kommunikere, debattere og kloge mig på eget liv og hele verden. Så min udfordring i kommende måneder vil være, at jeg skal blogge om noget svært, smukt, stort, bøvlet, trist eller dumt – inklusiv de relevante billeder. Ikke for at fremstå i endnu en omgang poleret Dubai-style-se-mig. Men for at flytte bloggen bare en smule nærmere noget autenticitet igen.

PS. På torsdag flyver vi retur til Dubai og Daisy igen efter to måneder i Danmark.

Som afskedssalut får I glansbilled-versionen af sommer-firkløveret, fordi Cille fylder 13 i dag og fordi vi samtidig har 14 års bryllupsdag, og det fordrer ligesom et foto, der viser de pænere sider af sagerne, synes jeg.


Og herunder får I så det mere retvisende billede af mig på tålt ophold i Danmark. Mesterværket hedder *Mor med mælk*, og det viser mig inde i virkelighedens verden – med ansigtet skæmmet af bumser, et fnugget, nyvasket hår, der lufttørrer, fordi jeg ikke aner, hvordan man egentligt ‘sætter’ hår, og morgenfrisk i rollen som den kæmpe hjælperytter, jeg er, når jeg curler røven ud af bukserne med mælk og madder til sultne fugleunger, der har fuglereder i deres røde hår og citronsure miner det meste af dagen.

Hold. Nu. Kæft. Jeg er og bliver træt af livet uden Maricel. Alle – jeg siger, skriver og mener alle – burde have en wingwoman som Maricel i deres liv.Tilbage til mælken og bollebagningen med mig. Der kommer nyt fra flødefronten en anden god dag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Danmarkshistorien

Sommerferien triller ligeså stille og roligt derudaf. Vi har nu været i Danmark i 25 dage, og det meste af tiden går med små og rolige hverdagsaktiviteter, afbrudt af indkøb og lange gåture i den smukkeste natur. Der er ikke megen energi i vores lille flok i år, men det vigtigste er, at vi får set vores familie og venner, så meget som det kan lade sig gøre. Og så fokuserer vi på god søvn, god mad og pauser, pauser, pauser.
Indtil videre har vi haft en uge i Blåvand og knapt to uger sammen med Farmor og Farfar i Odsherred.Traditionen tro fik vi en tur med den lille færge mellem Hundested og Rørvig. Det har ikke rigtigt været sommer uden dén færgetur. Sådan har Farmor det, og sådan har vi det også.Vejret har været omskifteligt i klassisk dansk stil, og der er ind i mellem ikke andet at gøre end at bage en kage, løse en kryds-og-tværs, sludre, sove eller spille 500.Og så pludselig skinner solen pludselig igen. På én af de varme dage malede Kusine Emma og Cille porcelæn inde på Frederiksberg, mens Mille og jeg forsøgte at drikke al tilgængelig slushice i Københavns Zoo.Vi siger ikke, at slushice-maskinerne er det bedste ved Københavns Zoo, men når nu man kommer fra et land, hvor slushice er meget svært tilgængeligt, så er det altså lidt som at være i iskold-sukkervands-himlen. Ihvertfald for en 10-års-Mille.Vi fik da også gloet på pingviner, pandaer, næsehorn og elefanter, der faktisk også så ud til at trænge til en slushice-nedkøling.Det var vildt dejligt med en opdelt dag, hvor Cille nød at være ‘stor’ i selskab med sin store kusine, som tog hende med ud i sin fine dele-lejlighed i Valby efter Creative Space, og jeg nød at have fuldt fokus på Mille, der lige pt. lever livet som side-kick og søsteren-med-overskuddet.Vi har faktisk også haft en anden dagstur til København denne sommer. Det startede med, at vi besøgte Solvognens fundsted i Trundholm Mose, som ligger ganske kort kørsel fra Farmors sommerhus.Pigerne var ikke synderligt benovede over Danmarkshistoriens vingesus i form af en granitsten med lidt hegnspæle omkring, efterfulgt af en kort gåtur på planker i en mose, hvor man møder fortællingen om Solvognen på nogle enorme jernplader, der ellers passer ret elegant ind i naturens farver. Som voksen er det en fin lille oplevelse, men som barn er det nok bare endnu en gåtur, man er blevet tvunget ud på sammen med de keeeedelige voksne. 😀

Og vi forstod egentlig godt, at en sten-markør for et mosefund ikke lige fik en større klokke til at ringe hos pigerne, så dagen efter ville vi finde den ÆGTE Solvogn til dem. På Nationalmuseet, naturligvis.Jeg elsker at bruge Nationalmuseets hjemmeside og videoer i min undervisning af indskolingsbørnene, så jeg var svært begejstret for at vise pigerne det virkelige museum denne sommer.Og museet skuffede bestemt ikke. Der var virkelighedens lillebitte solvogn i en montre. Der var kæmpestore lurer, de falske guldhorn, tusindvis af smykker, spyd og øksehoveder, potteskår, ofringsobjekter og masser af seje mumier fundet i moser her og der.Vi fandt også 1970’erne, hvor familien satte sig til rette i en TV-stue, der ligeså godt kunne have været min egen elskede Bedstes stue – der manglede såmænd bare, at hun sad i lænestolen og røg en Cecil, mens hun hujede over en håndboldkamp og kastede romtoppe i munden med jævne mellemrum.Cille fik også fat i en islændersweater fra Mormor og Morfars pure ungdom, men hun nægtede at tage den lilla ble om håret. Mille var vist tilbage i Renæssancen med sin pufkjole og paryk.70’er-sweater og brun stue. Vikinger og Jernalder. Bjarne Riis’ vindercykel fra Tour’en. Hansen Is i den brolagte gård og stenalder-mødding. Nationalmuseet kan det hele.

Et andet københavnersted, der kan det hele, er naturligvis Christiania.Vi gik dertil i smukt solskin, hvor Børsens krokodiller vajede med ukrainske flag, og Vor Frelsers Kirke havde masser af turister oppe i det snirklede tårn.Vi kiggede også forbi Christiansborg, som jo stadig er en ‘underlig størrelse’ for pigerne, der vokser op så langt fra folkestyre og demokrati, som man overhovedet kan komme.Og vi fik virkelig én på opleveren. Ikke at der var voldsom aktivitet i Pusher Street på en stille solskins-formiddag, men Fristaden er alligevel meget langt fra pigernes hverdag.Vi så på upcycling af byggematerialer i Den Grønne Hal og kiggede på folk, der chillede med en joint ved Nemolands slukkede scene. Vi fandt dekorative stræder og huse, der så tuttenuttede ud midt i snavs og rod.Vi talte om skrald, genbrug, klunsere og graffiti i det frie byrum. Vi hilste på løse hunde og godtfolk, der bl.a. fortalte os, at skole ødelægger børns hjerner og fantasi, og at hunde er langt at foretrække over mennesker. Så langt, så godt.Jeg ved ikke, hvor meget pigerne tager med sig af de her ting og oplevelser i Danmark, men en eller anden form for Danmarkshistorie bliver det vel til i deres indre minde-bank?

Og som alle andre turister i København, måtte vi lige sidde lidt på Christianshavn med alt for dyrt og alt for kedeligt bagværk. Pigerne gjorde store øjne, da torvets kranke skæbner mødtes og skændtes om flaskepant og bommede cigaretter hos hinanden. På en måde er det underligt at se alle de her ting udefra.Det er som om, der er 1:1 dele stinkende pis og fuldkommen kærlighed i det københavnske bybillede.

Jeg håber, at pigerne vil vokse op og få et kærlighedsforhold til København. Uanset snavset og pisset i hjørnerne. Måske drømmer jeg om, at de kan få et ungdoms- og voksenliv i den by, jeg selv havde et skønt liv i, og som jeg voksede sådan rigtigt op i med voksen-arbejde og mit første realkreditlån. Som i øvrigt blev taget til en bolig lige her i 2008.Metropolis ligner sig selv, men Sydhavnen har heldigvis fået lidt mere etableret liv, siden vi flyttede dertil og derfra. Det var en ren byggeplads dengang i 2008, hvor boblen bristede og vi alle måtte til at tænke lidt mere over vores italienske marmor og samtalekøkkener. Det gik fint dengang i Kongens By. Og det gør det heldigvis stadigvæk. Jeg vil endda strække mig så langt som til at sige, at jeg godt kunne se mig selv bo der engang igen. Ikke i Sydhavnen, trods alt, men måske engang på Frederiksberg.

Bid for bid gumler vi lidt på vores helt egen version af Danmarkshistorien. Hver sommer og hver jul.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet