Taknemmelighedskvulp

Aaahhh.

Mit PMS-hystella er drevet over.

Og jeg flyder nu rundt i en grydefuld kærlighedssuppedas. Fyldt helt til randen.

Af taknemmelighed over ham her.Som står igennem både det sure og det søde sammen med mig.

Og det har han gjort i 15 år.

I weekenden tager det lille 4-kløver til Dubai-brunch på Jumeirah Beach Hotel.

Bare fordi. Vi fortjener det.

Der er popcornmaskine til Milles udelte fornøjelse.Lyserødt candyfloss til børn – og barnlige sjæle, som det ses bag Mille.Der er chokoladefontæne med mundrette pistacie-, red velvet- og browniestykker, som kalder på at blive væltet rundt i syndige mængder smeltet chokolade. Cille nyder det så meget, at hendes øjne intuitivt lukker sig, når hun smager.Der er eclairs, jordbærtærter, nøddekager, karamelkurve og chokobamser on a stick.Da pigerne er færdige med kartoffelmos, laks og dessertbuffet ad libitum, sætter de sig til at tegne, mens de gamle forældre fortsætter med at vælte sig rundt i asiatiske delikatesser og søde sager i én pærevælling.Til sidst tilter Mille omkuld på gulvet. Af træthed og mæthed.“Mummy, der er chewing gum stuck under table’n, er det ikke naughty?”, konstaterer Den Bitte-Lille Skolepige.

Så jeg hiver hende op til mig, før små pilfingre får fat i gammelt tyggegummi.De to andre rider videre på høje, glade sukkerbølger.Og det slår mig – henover dobbelt espresso-klarsyn og ren overfladeånding – at ingen andre end netop Martin og jeg kan sammen glædes over vores fjollede, dejlige børn på denne her helt umiddelbare, instinktive måde.

Det er den fantastiske følelse, som alle par oplever, når der opstår det nye, særlige fællesskab, der hedder ‘forældreskabet’.

Ikke at forveksle med ‘ægteskabet’.

Eller ‘bagklogskabet’, for den sags skyld

Det er helt andre skabe.

Dén måde, hvorpå vi er sammen i 4-kløveret er noget, som aldrig vil kunne opnås med andre (læs: andre partnere).

Det er skilsmissebørn (og voksne) sig smerteligt bevidste.

For vi har oplevet og mærket, at den aldeles betingelsesløse glæde, accept og kærlighed ikke kommer fra ret mange andre end ens biologiske forældre – og bedsteforældrene, naturligvis.

Og det får mig til at være endnu mere taknemmelig for vores lille, intakte 4-kløver i Ørkenstaten.Det er hele vejen igennem en perfekt vinter-weekend. Helt uden filter.

Vejret er skønt og indbyder til gå- og cykelture i den friske luft.

Der er også ballet for familiens mindste medlem.Og motionscykeltvang til dem, der søger syndsforladelse for fredags-brunch.Der er også fødselsdagsfest i Jump Boxx, hvor Cille scorer igen og igen.

Og hele weekendherligheden slutter af med 3 trunter på så slap line, at de knapt kan klemme aftensmaden ned, fordi de fniser, hviner, hujer og kluk-ler som blev de betalt for præstationen.