Nedtælling som ved en raketopsendelse

De sidste uger inden otte – ja, 8! – ugers sommerferie er altid helt vanvittige.I går fik jeg f.eks. sendt 36 karakterblade ud, som jeg har nusset om og finskrevet på i mange, mange uger. Jeg fik også lejlighed til at byde de alleryngste elever velkommen i danskklassen.De er pt. 4-5 år gamle og går i KG2, men til næste år skal de starte op med tre timers dansk i skoleskemaet i Year 1. Som jeg har skrevet vidt og bredt om i mange tidligere blogindlæg, er Dubai International Academy Emirates Hills den eneste skole i Dubai, hvor der er danskundervisning på modersmålsniveau i løbet af skoledagen.Der findes også en anden rigtig god danskskole, men der undervises kun efter skoletid og ikke klassetrinsopdelt som hos os i Dansk på DIA.På to-do-listen er der stadig en masse ting og sager, der ikke er sat flueben ved, men det har jeg efterhånden erfaring med, så det stresser mig slet ikke på samme måde som tidligere.

Det er så ambivalent at skulle forlade ens hjem i otte uger. På en måde kan jeg ikke vente med at vende den overophedede Ørkenstat ryggen, fordi varmen og luftfugtigheden seriøst er ved at kvæle os, men på samme tid er det ualmindeligt skønt med solskinsgaranti, smukke palmer, storbyliv og en nedkølet pool, præcist når man lyster.Jeg er samtidig også ved at gå til af savn efter familie og venner. Men det er jo kun halvdelen af vennerne, der befinder sig i det danske – der er lige så mange skønne mennesker her i Dubai, som jeg og vi vil savne at hænge ud med i flere måneder.

Og der er noget så banalt som ens eget badeværelse, garderobeskab og køleskab. Livet i en kuffert er virkelig ikke sjovt uge efter uge. Efter vores køb af sommerhuset i Blåvand har vi nu endelig vores eget hjem i Danmark – og det endda i halvdelen af sommerferien i år, og det vil helt sikkert hjælpe på følelsen af at høre hjemme og kunne slappe rigtigt af, men jeg savner stadig vores hjem-hjem, når vi er væk så længe.

Der er også Daisy-hunden. Den lille, dumme teenage-hund, som er fjollet, sjov og allround elskelig.Hvor latterligt, det end måtte lyde for en ikke-hundeejer, så er det faktisk ret alvorligt svært at forlade ens hund i to hele måneder. Også selvom Maricel er verdens bedste hundepasser, og der er planlagt ‘doggy-daycare’ hver uge, så hun får lidt andre input midt i den indelukkede sommer. Sidste år var der heldigvis ikke noget at mærke på hende, da vi genså hende efter en lang sommer, så vi satser på, at hun klarer det lige så fint i år.

Men hvad er det egentlig, jeg er bekymret for ved at være væk i lang tid?

Et konkret og muligvis banalt eksempel er, at vi er uden for normal diæt i 60 dage. Det er ikke mit køleskab – og dermed heller ikke mine fødevarevalg, selvom jeg selvfølgelig også køber lidt ind, bager og laver mad hver dag. Der er hele tiden et festligt lag eller noget af fejre. Én lille is, der skal spises og noget hvidvin, som må drikkes. Der er så mange lækkerier og delikatesser, vi ikke kan få hernede, og som pludselig bliver livsnødvendige at vold-æde, når man nu endelig kan. Jeg er sikker på, at de fleste af jer kan nikke genkendende til de her tanker – og I har højst sandsynligt mellem 2 og 4 ugers sommerferie, hvor der går ‘hygge i den’. For os er det den dobbelte tid. Og her har I min personlige opskrift på, hvordan jeg har kunnet tage 10-15 kilo på henover en god årrække.

Et andet konkret eksempel er familiedynamikken og parforholdet. Alle kender det. Der er snakke, konfrontationer og diskussioner, der bare ikke bliver taget, når man er sammen med andre. Der er aftaler, som brydes af både børn og voksne, fordi nu hygger vi jo lige – og hvem gider egentlig være politibetjenten eller party-poop’eren, der ødelægger den gode stemning? Der er selvfølgelig også det private, intime liv i parforholdet, som i forvejen ofte er udfordret af børn, arbejde og pligter, som nu bliver yderligere udfordret af diverse sove-arrangementer, sociale arrangementer og arbejdsrejser frem og tilbage, fordi det kun er hjemmearbejdende og lærere, der kan have stive otte ugers ferie.

Oh well…uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er der tale om en enormt priviligeret tilværelse, og jeg er da et skarn, når jeg beklager mig over at have friheden til at vælge i lang, lang tid.

Faktisk tror jeg, at vi er halv-afhængige af de her sceneskift, der foregår nogle gange om året, når man lever i udlandet. Det der med at trække stikket helt – og så senere genopdage hverdagen – dét kan et eller andet. Der bliver skruet op for taknemmeligheden ift. hvad man har på hjemmefronten og ift. det nærvær, man oplever med familie og venner, fordi man værdsætter de stunder, det trods alt bliver til i løbet af et år, selvom vi er tusindvis af kilometer væk til dagligt.

Og lige før den seriøse nedtælling går i gang, er vi i Dubai Opera for at opleve Emilie optræde sammen med sin danseskole, Dubai Performing Arts, som har til huse i Dubai British School Jumeirah Park.Maricel er selvfølgelig inviteret med, for det ville Mille meget gerne have, og så var det en smart mulighed for at få en opera-oplevelse uden at skulle betale mere end 400 kroner for billetten. For ja – det kostede en danseskole-afslutning at få billet til. Per person. Only in Dubai, som man si’r….De to nødder hér var også med. Vi var der i god tid, hvis I undrer jer over de tomme stolerækker. Der kom masser af publikum.Showet var helt fantastisk. Mille havde 50 sekunders sceneoptræden, men hun elskede det – og det må virkelig have været en stor oplevelse og give et sug i maven at træde ud på så stor en scene. Hun havde været nervøs for det, men hun havde sat sig for, at det VILLE hun være med til – og det gjorde hun flot og stærkt.At bedømme på ansigtsudtrykket efter knapt tre timers show, havde det været alle øvetimerne og øvedagene værd.
Cille tog det noget utydelige billede af hende i det splitsekund, hun opdagede os i mængden efter showet. Jeg føler, at hun nærmest stråler af stolthed med sin lille glorie af fuldstændig hårlaksstift guldhår.Bagefter gik vi fra Dubai Opera langs Dubai Fountains over til Dubai Mall og fejrede et imponerende fint og veloverstået danseshow med en masse sushi og en italiensk is. Aftenen var så lun og vidunderlig. Det føltes helt ophøjet eller bevægende, og vi var alle overvældede over, hvor fint børnene havde optrådt for os på så stor og professionel en scene.Jeg bliver altid rørstrømsk af springvandet. Indrømmer det gerne. Det er det hele – Burj Khalifa, alle skyskraberne, de smukke lys, musikken og vandet, der spiller sammen, folk af alle nationaliteter, der sammen nyder synet, den tyrkiske issælger, der langer isvafler ud med bimlende klokker og et drilsk blik. Det er turisterne, der skal tage selfies og stiller sig an i den helt rigtige positur. Det er børnene, der danser, svajer, virrer omkring til musikken og de springende, bragende vandmasser, der buldrer nedad. Ponton-promenaden, I ser på billedet er relativt ny. Den koster 20 AED at gå ud på, og jeg er sikker på, at det er en sjov oplevelse at stå helt ude i springvandet, når det går igang.

Den store scene i operaen var ikke den eneste, Mille har optrådt på i ugens løb.Der var nemlig også Summer Concert på hver årgang, hvor de otte klasser A-B-C-D-E-F-G-H optrådte med hver deres sang. Det lidt uheldige var, at musiklæreren lå derhjemme med corona, og børnene var derfor overladt til deres egen ’opholdsdrift’ – og det klarede de simpelthen så fint. Selvfølgelig manglede der en dirigent, og ja – der var lidt engang i mellem med at følge musikken, men det var en fornøjelse at se dem alligevel.

Børnene fortjener sommerferie som aldrig før. Hold op, hvor har de knoklet på.

Og jeg fortjener sommerferie som aldrig før. Hold op, hvor er jeg udmattet og træt som et alderdomshjem.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Januarliv

Der er musestille her på bloggen. Forklaringen er ganske enkel:

Der sker ikke det store i januarlivet.

Jeg drikker krus efter krus af min pt.-yndlings-te, fordi der er så koldt i Ørkenstaten. Koldt betyder et par og tyve grader, hvis du spørger. Det er altså koldt i en ørken, selvom det lyder tosset i danske ører.Jeg går lange ture med Daisy-hunden i snor, mens jeg glor på forunderlige skyformationer og ditto solnedgange, som januar altid er god for i en fjern Ørkenstat.Vi er også retur i skole efter endnu en evigheds-karantæne, foranlediget af, at vi krammede Maricel, da hun kom hjem til os med en lumsk omicron i halsen hele vejen fra Filippinerne, til trods for to negative tests før afrejse.Det er en tilsnigelse af de helt store, når jeg kalder det for ‘en evighed’, men dagen for et positivt testresultat er dag 0, hvorefter der tælles 7 fulde dage og på 8. dagen (som reelt er 9. dagen pga. det der nul-tælleri), må man så ENDELIG komme tilbage på arbejde og i skole, hvis man er nærkontakt til en smittet. Forudsat at man ikke har symptomer på corona, selvfølgelig, for så fortsætter fornøjelighederne 10-14 dage mere.

Nu hvor Martin og jeg havde den anstrengte fornøjelse at opleve deltavarianten, før vi fik vaccinationer, har det været interessant at se, hvordan virussen har udviklet sig siden hen. Maricel har haft helt anderledes symptomer, end vi havde – og ingen efterfølgende symptomer, som f.eks. den manglende lugt- og smagssans, vi bøvlede med i mange uger.

Men bortset fra Maricels corona-omgang, er vi egentlig smuttet uden om virus og bekymrende symptomer denne vinter, men vi får se i kommende uger og måneder. Folk lister hjem med COVID-19 konstant fra skole og arbejde hernede – præcist som det også er tilfældet i Danmark. Fraværslisterne over lærere og elever er alenlange hver eneste morgen, og de bliver opdateret løbende, fordi hele og halve klasser hjemsendes i løbet af skoledagen. Ganske forvirrende og tidskrævende for det administrative personale, men også for lærere, forældre og elever, der knapt nok ved, hvem der kommer til timen fysisk, og hvem der sidder med online over Teams.

Nuvel.

Lev med det, som Mette Facebook Frederiksen ville sige.

Og det gør vi så. Lever med det. Lever med, at nogle elever sidder bag en flad skærm og forsøger at skrive, læse og tegne parallelt med dét, der foregår i klassen. Ikke optimalt, men 100% bedre end ingenting, hvisker jeg til mig selv, når der er lidt pres på. Den sætning er efterhånden blevet mit mantra, som jeg trøster mig ved, hver gang min perfektionisme, mine forventninger til mig selv, min professionalisme og min tålmodighed sættes på (endnu) en prøve.

For os er det vigtigt at opretholde en eller anden form for normal hverdag midt i pandemien, og selvom man kan blive mere eller mindre ekspert i at gå i skole og arbejde hjemmefra, så rykker det hver eneste gang ved de normale balancer og rytmer i hverdagslivet. Pludselig går pigerne sent i seng i hverdagene, fordi de jo ‘bare’ skal sidde klar ved computeren og iPad’en kl. 7.30. Pludselig bestiller vi alt for mange bøtter med is, som bliver til dessert hver aften. Pludselig skal vi til at diskutere, hvad der skal spises 4-5-6 gange om dagen, fordi der er kiks i skabet og alt for god tid til at nulre rundt, kede sig lidt og blive lækkersulten.

I isolation får jeg også altid en galopperende inde-syge og begynder at lave virkelig tumpet gymnastik på YouTube ude i haven, mens jeg vrisser mig igennem dagen. Det er tanken om, at jeg ikke må gå ud, der er så klaustrofobisk. Faktisk elsker jeg at hygge mig hjemme med bøger, film osv., så det er rent mentalt, at jeg går kold, ligeså snart jeg ved, at jeg ikke må gå nogen steder.

Men nu er vi jo ude igen. Vi overlevede både kedsomhed og klaustrofobi, og Maricel fik da ikke hostet lungerne helt ud af halsen.

Jeg kører nye emneforløb her efter jul på alle klassetrin i Primary School, og som du kan se lige her, er der en lille flok skønne 9-årige, der fortolker H.C. Andersens kunsteventyr om Den Lille Havfrue kreativt i disse dage.Selvom vi klippe-klistrede en masse i skolen i december, har jeg et stort behov for, at eleverne får ‘fat’ i tingene fysisk lige nu. At de får brugt deres finmotoriske evner og taktilsans oven på al den flade skærmtid, og jeg bilder mig ind, at de både hygger og morer sig med deres emner, når de udmønter sig i fysiske beviser, som hér med de yndige havfruer.

De fem-årige lærer om forskellige krible-krable-dyr i den danske natur – frøer, bier, mariehøns osv. Der får vi også klippe-klistret en masse.Og de 6-årige læser små læsebøger for hinanden, udvælger de bedste ord, kigger på stavemåde og udtale, for så at skrive små sætninger til sidst.Det er så meningsfuldt at opleve børnene udvikle sig sprogligt, motorisk og socialt i de små klasser, vi har i danskfaget. Og på den måde fyldes hverdagen – og januarlivet – helt af sig selv med gode stunder.

Jeg håber, at dit januarliv også er helt okay – uden ‘rona, bøvl og besvær. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kalendergaven

Der har været stille herinde, fordi jeg har ligger underdrejet med influenza hele vejen igennem en ellers så velplanlagt Nationaldags-weekend. Det gjorde mig helt deprimeret at ligge der med en galopperende FOMO og ondt i hoved, led og knogler.

Vi skulle have været på kajaktur i Umm Al Quwains mangrover. Vi skulle have været til en mega-festlig Friday Brunch, som Martin heldigvis endte med selv at deltage i – og vi skulle selvfølgelig have hygget på terrassen, gået ture med Daisy osv. Men nu er jeg endelig ved at være oven på igen.

Og godt det samme, for i dag går pigerne og jeg på tre ugers juleferie!Sådan ser ‘man’ ud, når ‘man’ har fri i mange, mange dage!

Det har ellers været nogle hyggelige jule-uger i dansklokalet op til juleferien, men det er alligevel helt okay at blive fri for at tænke i børn og undervisning i et stykke tid.Børnene har haft medbragt konfekt og småkager hjemmefra til deling med kammeraterne, og jeg har fået søde julehilsner og fin juletræspynt.Det har summet af juleaktiviteter alle vegne for både store og små – og det er bare én af de skønne ting ved at være på en international skole. Man tager del i hinandens højtider, uanset trosretning og personlig overbevisning, hvilket betyder, at der stort set er en festival eller en vigtig mærkedag at fejre hver måned. Ingen devaluerer hinandens højtider eller kritiserer de symboler og ritualer, der vedrører førnævnte.

Man deltager nysgerrigt, hvis det ikke er ens egen kulturs højtid, og så lader man dem, der fejrer højtiden/mærkedagen om at føre an i festlighederne. Hos os har særligt de filippinske medarbejdere på skolen gjort en stor indsats med at sætte juletræer op og lægge pyntegaver under træerne – og de fleste lærere har lært børnene at klippe forskelligt julepynt, skrive julekort osv. For det meste foregår aktiviteterne uden religiøse undertoner, men jeg har da vist mine elever nogle af Folkekirkens børne-videoer om Juleevangeliet, og vi har lyttet til de mest almindelige, danske jule-salmer og december-sange, fordi jeg opfatter det som en del af børnenes kulturarv, at de skal kunne genkende og deltage i sang og dans om juletræet.

Mens jeg sidder her og summer lidt over de sidste par ugers jule-hygge og jule-læring, dufter her af andesteg.Man kunne måske forledes til at tro, at jeg lige laver en generalprøve på juleaftens andesteg, men dén får jeg heldigvis kyndig hjælp til i år af de dele af den vestjyske familie, der meget gerne skulle troppe op i lufthavnen den 22/12. Faktisk har vi aftalt, at de selv medbringer and, flæskesteg og marcipan, fordi det bare er bedre fra Danmark.

Men for nu må jeg øve mig med min nye, brasilianske ande-veninde, der ankom på frost og med en andehals så lang, at jeg næsten ikke kunne ha’ det. Hende her skal serveres på IKEA-rugbrød med en sprød kålsalat og traditionel varm rødkål i morgen – uden sovs og kartofler, fordi der er tale om en lille bid ande-mad i et langt større julefrokost-cirkus.Hold op, jeg glæder mig til at nyde decembers fine vintervejr, julefrokoster og hygge – og til at fejre julen hernede med familie hjemmefra. Dén kombination af familie og godt vejr bliver bare tip-top, inshallah.

Og selvom der er rejsefeber og sommerfugle i maven derhjemme i Danmark, hvor nye corona-restriktioner er sat i værk og omikron-varianten buldrer derudaf, så ved jeg, at de også glæder sig, køber og pakker gode sager, og håber inderligt på at kunne rejse herned.

Det er livsvilkårene for tiden. En dyb usikkerhed. Risiko for skuffelse og aflysning af ellers så gode planer.

At rejse er bare blevet en markant mere besværlig begivenhed end det plejede at være. Og det vil det sikkert være i mange år fremadrettet.

Vi trækker vejret ned i maven, nyder ferien og krydser ALT, hvad vi kan for, at Den Store Julerejse lykkes, så vi kan samles til julefest her hos os. ❤

En anden og helt anderledes form for ‘usikkerhed’, der netop har indfundet sig her hos os, kommer fra landets myndigheder. De fandt pludselig på at give landets virksomheder, skoler og institutioner en noget overraskende og lettere overvældende kalendergave her op til jul ved at annoncere, at vi overgår til at holde weekend lørdag-søndag, ligesom de fleste andre lande i verden pr. 1/1-22.

Idéen har været oppe at vende mange gange tidligere, men nu er det N-U.

Med ganske få uger til 2022 virker det hektisk, at alting pludselig skal op at vende skema- og arbejdsmæssigt. Dér kunne man nok have ønsket sig en lidt længere planlægningsfase, tænker jeg.

Ikke fordi det er et stort ‘problem’ at få weekend samtidig med “alle andre”, men fordi der samtidig indføres halv arbejds- og skoledag om fredagen, så muslimerne kan nå ugens vigtigste bøn, Fredagsbønnen ved 13-tiden.

Hvordan myndighederne lige havde tænkt sig, at vi skærer en halv dag af arbejde og undervisning uden konsekvenser, dét ved jeg ikke.

Og det bliver umanerligt spændende at se, hvordan det så bliver tacklet af undervisningsmyndighederne og de private virksomheder.

Skal de manglende fredagstimer smøres ud over hele skoleugen, så hver dag slutter senere?

Skal privatansatte arbejde en time længere hver eftermiddag?

Eller får vi pludselig en appelsin i turbanen og en ægte 2.5 dags weekend uden de helt store bebyrdelser andre dage i ugen?

Ingen ved det. Men spændende bliver det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nyt skoleår

Det er simpelthen så dejligt at være hjemme igen.Daisy har ikke været fornærmet eller tilbageholdende med at vise os sin kærlighed på hundsk.Det var en lettelse af de helt store. For vi var lidt bange for, om hun ville have glemt os helt. Dét var ikke tilfældet. Faktisk kom hun til at tisse på gulvet af ren lykke og overstadighed, da vi trådte ind over dørtærsklen efter 7 uger væk hjemmefra.

De første par dage gik med at pakke kuffertlivet ud – og med diverse lægebesøg. Mille fik sin gane-udvider fjernet.Det var en stor dag for hende.

I knapt 6.5 måned har hun haft torturredskabet siddende for at udvide ganen, og selvom det er gået lige efter planen hele vejen igennem, så har det været til gene, når hun skulle spise og børste tænder. Heldigvis har hendes tænder ikke taget skade ift. huller eller belægninger undervejs. Både bøjlespecialisten og tandlægen mente, at hun havde fortjent den tur i Candylicious, som Farmanden havde lovet hende som belønning for at være sej og modig igennem noget meget lidt morsomt.

Jeg måtte sjovt nok ikke komme med ind i Candylicious i Dubai Mall. Det var en lukket fest for dem, der forstod at more sig uden begrænsninger, fik jeg at vide.Cille fyldte tolv år, da vi satte kufferterne fra os i entréen, så nu var hun pludselig også klar-parat-til-vaccination mod COVID-19.Af hjertet tak til Dubai Health Authorities, der er akkurat lige så seje til at rulle et stort, gratis vaccineprogram ud, som man er i det danske sundhedsvæsen. Vi er dybt taknemmelige for at kunne få vaccinerne. Det er et gode, som vi nemt kommer til at tage for givet, mens millioner af mennesker verden over ville ønske, at de også fik den mulighed i deres lande.

Vi oplever det på nærmeste hold ift. Maricel, som jo kan berette om problemerne på Filippinerne, hvor en uhørt stor andel af befolkningen er vaccine-skeptiske, så de lander i lock-down efter lock-down pga. alt for høje smittetal – og børnene har ikke været i skole i knapt to år nu. Hendes veninder her i Dubai, der skulle have været på deres årlige orlov i hjemlandet i løbet af sommeren, er heller ikke kommet afsted. Filippinerne vil kun modtage deres egne OFWs (Overseas Filipino Workers), hvis de returnerer til hjemlandet for good. Ellers kan de bare blive, hvor de er, passe deres jobs og så sende en masse penge hjem fra udlandet. Det er kras sager, og de søde nannies har grædt deres skuffelser over ikke at kunne komme til at se familien ud på skift.

Maricel tager det heldigvis ret roligt. Hun vil allerhelst have sin orlov i december måned, så hun kan fejre jul og nytår med sin familie, så nu må vi se, hvordan rejsesituationen ser ud til den tid.

Ikke kun kufferter fyldt med pålægschokolade, fredagsslik og stegepander skulle ordnes og regeres. Jeg har også haft fornøjelsen af at få tildelt et dansklokale på skolen igen! Jeg kunne have tudet, da jeg modtog en mail fra skolen med er specifikt lokalenummer. Så var det pludselig virkeligt.


Efter 14 stive måneder med undervisning over Teams, var det mig en udsøgt fornøjelse at pakke 12 flyttekasser ud fra depot, og smide sådan cirka 1/3-del af det hele ud. For når man er så megaheldig at flytte ind i et nyt lokale, er det samtidig den oplagte lejlighed til at få ryddet op og smidt ud. Sagde udsmidertypen.Lokalet så ikke helt så ryddeligt ud, da jeg overtog det. Den tidligere lærer – fra psykologistudiet på IB Diploma-niveau – var rejst fra skolen uden at fjerne så meget som en nål fra opslagstavlen. Men efter lidt vilde armsving og en spand med desinficerende rengøringsmiddel så der ryddeligt ud – og så skete forvandlingen lige så stille hen over den første uge.Så mens pigerne blev sendt officielt afsted i skole, trissede jeg med derover for at flytte ind i lokalet.Den første uge er der aldrig undervisning hos specialist teachers i Primary School, fordi eleverne er så små, at de lige skal have en uges indkøring med deres nye klasselærer og kammerater, før de pludselig bliver sendt videre ud i systemet til modersmålslærere, islamiske studier, musik, billedkunst og så fremdeles. Og jeg er taknemmelig for den uges opvarmning – især i år, hvor vi flytter tilbage på skolen efter halvandet års fravær.Vi er tre dansklærere på skolen i år. Det er noget nyt – og i øvrigt helt og aldeles fantastisk, for jeg har virkelig savnet at have kollegaer at sparre og hygge mig med.

Jeg er ansvarlig for Years 1-2-3-4-5-6, som er hele Primary School. Min ene kollega er ansvarlig for Mellemtrinnet Years 7-8, og min anden kollega er ansvarlig for Udskolingen Years 9-10-11, samt Diploma-programmet, som svarer til det danske gymnasium, Years 12-13.
Vi søger pt. med lys og lygte efter en pædagog eller lærer, som kan tage sig af vores helt små elever i Kindergarten.
Da jeg gik hjem i onsdags, var der stadig ikke en computer i rummet, men jeg satser på, at det ser lidt bedre ud på skrivebordet søndag, når det for alvor går løs.Mille har været min søde eftermiddags-hjælper hele ugen, når hun har fået fri i skole. Hun glæder sig også til at danskundervisningen skal gå igang igen.Det bliver godt at få indtaget det her fine, lyse lokale – fyldt med både nye og gammelkendte ansigter.

Jeg kan ikke få armene ned over, at jeg rent faktisk skal være fysisk på skolen og undervise børnene “ligesom man plejer”. Hvis der er noget, pandemien har lært mig, så er det en dyb taknemmelig for ganske små ting, der tidligere var de rene selvfølgeligheder. De IT-tekniske landvindinger gav os mulighed for at fortsætte undervisningen, jovist, men der er INTET som at være sammen – i samme rum, i gang med den samme opgave. Dét betyder alt.

I år er der fortsat maske-påbud og 1 meters distance; eleverne skal også have egne medbragte penalhuse og opgavemapper med i dansklokalet for at undgå overføring af smitte; jeg har måttet lave faste bordplaner, så der nemt kan laves smittesporing, hvis uheldet er ude osv. osv.

Men jeg er okay med det hele.

Jeg tager intet for givet længere, så hvis skolens ledelse bad mig stå på hovedet og fløjte hele timen, ville jeg give det et skud!

I morgen går det løs for mig. Pigerne har overlevet den første uge tilbage i klasselokalerne. De er glade og trives med deres lærere og kammerater. Nu er det bare med at komme ud over stepperne. Og så har vi booket en hotelweekend om et par weekender, når vi med garanti trænger til forkælelse og afslapning.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Krampetrækninger

Vi har masser af dem.

Krampetrækninger.

Ikke fysiske – heldigvis – men mere noget med at få klaret og overstået de ALLERSIDSTE ugers skolegang og en bunke praktiske gøremål, før der vanker halvanden til to måneders ferie i Danmark.

Når vi er så længe væk fra vores hjem, er der ufatteligt mange kedelige ting, der er tvingende nødvendige at få klaret, fordi der er lange måneder, hvor vi intet får streget på listen over praktiske gøremål.

Der skal skiftes to blæsere på et par air condition units på taget, så de ikke bryder i brand eller står af i 45+ graders varme, mens vi er væk.

Min bil skal til dens årlige ‘syn og omregistrering’ (endnu en slags skjult skat), og den skulle også lige på værksted i sidst uge for at få fixet jeg-ved-ikke-hvor-mange-ting, som mekanikerne da liiige fandt, da de hjalp min dumme skoletaske ud af bagsmækkens lås.

Der skal laves skadedyrskontrol, så der ikke pludselig klatrer kakerlakkolonier op af afløbene, og vi stopper de allesteds marcherende spøgelses-myrer brat ved hoveddøren, så de ikke fornøjer sig i køkkenskabene, mens det er allervarmest udenfor.

Der skal fornyes handyman-service-kontrakt, så Maricel trygt kan ringe efter hjælp, hvis og når husets vandpumpe slår fra eller en vandvarmer drypper gennem loftet, når sikringer bliver ved med at springe og så fremdeles. Der er altid noget at gøre for en husholderske i dét, der betegnes som et ‘gammelt’ hus i Dubai (når huset er +15 år).

Daisy skal selvfølgelig lige forbi dyrlægen til sidste tjek efter sin sterilisation, fordi der stadig sidder et stykke uopløst sytråd, jeg ikke magter at hive ud selv, og vi andre skal nå til tandlægen og frisøren, og jeg må på apoteket efter høfebermedicin, der ikke fåes uden recept i Danmark. Drugs til den danske sommer må vi ha’.

Vi skal købe fødselsdagsgaver til længeventede gensyn, og vi skal forsøge at finde praktiske sko, der passer til et altid spændende dansk sommervejr. Vi må rydde op og ud i pigernes skuffer og skabe, så Maricel kan sende tøj og stadigt brugbare sko til Filippinerne i juli måned, hvor hun sender en kæmpe-kasse afsted fyldt til randen med tøj, tæpper, konserves, hygiejneprodukter osv. Jeg kunne blive ved, og jeg har helt sikkert glemt en masse i forbifarten.

Forleden kom vi så til indkøb af uniformer på min to-do-liste.

En tilbagevendende begivenhed, der får begge piger til at sukke dybt, fordi det bare er det kedeligste, man kan forestille sig. De seneste par år har jeg været så modig/letsindig, at vi køber uniformerne inden sommerferien, og så satser vi hårdt på, at de ikke lige vælger at vokse 10 cm. på grund af de nye, danske kartofler, ærter og jordbær.Så meget på “forskuds-indkøb” havde jeg ikke turdet binde an med for få år siden, hvor pigerne vitterligt kunne hoppe halvanden-to skostørrelser på et par måneder, men nu går det trods alt lidt langsommere. Og gudskelov for dét. Cille og jeg passer allerede fodtøj. Mille er knapt 150 cm. høj som 9-årig, og hun har samme skostørrelse som miniature-mostrene hjemme i Danmark.

Det er smart at handle uniformer på et uden-for-nummer-tidspunkt. Op til sommerferien vader man lige ind fra gaden, får fin hjælp og kan få justeret længder osv. fra den ene dag til den næste. Lige op til skolestart står man i kø for bare at komme ind i butikken, serviceniveauet er forlængst fordampet og skrædderen er alt for travl. Og der er ét, måske to steder at købe uniform, afhængig af, hvilken skole, man er tilknyttet. Der er slet, slet ikke frit spil som i England, hvor uniformerne er så generiske, at man bare smutter i Next, Sainsbury’s eller Marks & Spencer efter noget, der ligner det påkrævede mest muligt.

Pigerne har aldrig prøvet andet end at gå i uniform i skoleøjemed. Jeg elsker det – og de spørger aldrig hvorfor, fordi det altid har været sådan. Vi er også helt ude over diskussioner om passende skole-outfits, og der skabes en samhørighed blandt børnene ved at gå i det samme tøj. Man er ligesom en del af gruppen.

Uniformerne skifter efter børnenes alder, uanset hvilken skole man går på. På Dubai International Academy er der de sødeste skotskternede uniformer til kindergarden-børnene. Lidt mere grown-up-look til mellemstørrelses-børnene, hvor pigerne får nederdels-shorts på, så underbukserne bliver nede i bukserne, og så er der det sidste tween-look med figursyede skjorter og smallere bukser til alle, når vi når op i Secondary School, hvor pigerne jo får menstruation og nok heller ikke har lyst til at flashe underbukser i pausen.Idrætstøjet er det samme, uanset alder. Her står Mille i det praktiske og ret behagelige sæt, der endelig blev implementeret for et par år siden. Man klæder ikke om i skolen pt. (corona er begrundelsen for alting lige nu), så børnene går hele dagen i idrætsuniformen, når der er idræt på skoleskemaet. Svedigt. I bogstaveligste forstand.

Uniformsdelene koster præcist det samme, som et andet stykke vilkårligt tøj ville gøre i en almindelig tøjbutik. Det er igen helt modsat England, hvor uniformsdelene var ultra-billige – i en grad, så jeg overvejede, om staten mon holdt priserne kunstigt lave eller måske gav et tilskud til de supermarkeder og tøjkæder, der gad at få syet uniformstøj i eget navn.

Når først man går fast på en skole, og ikke starter helt fra ‘bunden’ med at bygge uniforms-beholdningen op, koster det nogle tusind kroner om året. Opstart koster langt mere, og når folk så skifter skole igen og igen, må der virkelig blive fyret penge af. Man lærer også de små tricks undervejs – som f.eks. at drengenes uniformsbukser sidder pænere end pigernes, så man skal bede om drenge-style til pigerne. At badedragterne til svømmetimerne med fordel kan købes i model mørkeblå Speedo i sportsbutikken, fordi de sidder bedre og er billigere, og at de hvide ankelsokker ligeledes med fordel kan købes i en billigere sportsbutik eller lavpris-tøjkæde, for hvide strømper bliver som bekendt grå og nussede, uanset startprisen.Om lidt vanker der sko-indkøb, hvilket pigerne vil sukke og stønne lige så højlydt over, som de gjorde på vej til uniformsbutikken. Men sådan må det være. Den første uge i Danmark skal virkelig ikke bruges på at trawle Slotsarkaderne igennem for stumper og grej.

Der er to uger tilbage af et underligt skoleår, der har været lige dele udfordrende og spændende for os alle.

Cille har klaret sig så fint igennem sit første år i Secondary School. Så fint, at hun blev inviteret til en hel dags projektarbejde sammen med udvalgte piger fra årgangen, der alle havde udmærket sig inden for naturvidenskab og matematik i forskellige eksamener. Hendes projektgruppe vandt opgaven med at bygge en batteridrevet bil fra bunden med små stykker materiale til rådighed.Jeg elsker, at man husker at fejre de fagligt dygtige elever (også), og at det ikke har noget at gøre med at overse eller glemme de elever, der har behov for ekstra støtte. De sidstnævnte får faktisk altid mest fokus, og det er helt okay, men det glæder mig, at skolen anerkender pigernes evner inden for klassiske ‘drenge’-fag som kemi, fysik og matematik. #girlsinstem – altså piger og kvinder, der arbejder inden for STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Mathematics) skal tales op, for den der gamle traver om traditionelle ‘mande- og kvindefag’ må gerne lægge sig hen i et hjørne og dø hurtigst muligt. Umiddelbart er det også i dén retning, Cille drømmer om at gå.

Mille har haft et dejligt Year 4 med en fantastisk lærer – og hun har virkelig klaret det flot, at hun gennem stort set hele skoleåret har arbejdet hjemmefra hveranden uge. Det har hjulpet gevaldigt, at hun har haft en fast veninde at sidde sammen med – så var energien og motivationen lige lidt bedre.

Og mig selv, sagde hunden? Tja. Jeg overlevede da de vanvittige 14 måneders online-undervisning med børn i alderen 5-11 år i de Aller stiveste 50 minutter ad gangen.

Jeg er træt, som aldrig før, men samtidig er jeg fyldt af så god energi over ENDELIG at være kommet over på skolen igen, hvor jeg kan undervise ‘næsten som normalt’, og hvor børnene er i aldeles hopla. Det bedste af det hele er, at jeg har kontrakten på plads for næste skoleår allerede, så jeg ved, at jeg får lov at undervise Y1-Y6; bogbestillingerne fra de forskellige forlag i Danmark er begyndt at ankomme, og skolen har meldt ud, at modersmålsprogrammerne skal foregå fysisk på skolen fremadrettet. Skolen lover i samme åndedrag, at alle elever skal have mulighed for/tilbud om at være fysisk til stede til undervisning hver dag næste skoleår. De får travlt med at udvide campus i sommerferien, gør de.

Vi ser altså ud til at være på vej tilbage til en form for ‘normal’ skolegang igen. Det føles rart og betryggende, nu hvor vi snart er på to måneders ferie fra det hele. Sidste år var kontrakten og undervisningsformen ét stort, åbent spørgsmålstegn, fordi ingen anede, hvad der ville komme til at ske – og skuffelsen var virkelig til at tage at føle på, da vi modersmålslærere måtte indstille os på 100% onlineundervisning. Måske var det helt heldigt, at vi ikke anede en dyt om, at det ville komme til at stå på fra marts 2020 til maj 2021.

Lige om lidt skal vi ud at flyve for første gang i et år. Der er aldrig gået så længe mellem vores besøg i Danmark, som denne gang. Og så skal vi ha’ danske jordbær, hindbær, is og masser af friske grøntsager. Og en lur. Hold kæft, en lur, vi skal ta’ os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet