Det er kun omkring 25-26 år siden, jeg arbejdede som au pair i Madrid hos en sød amerikansk-mexicansk familie, hvor jeg passede en lillebitte pige, der nu er en smuk kvinde på 30 år, der lever den op i Miami, as we speak.Jeg holdt til livet som au pair i 8-9 måneder, og så mistede jeg appetitten. Det var der mange årsager til. Jeg var ærgerlig over, at vi var flyttet fra den centrale Madrid-forstad Las Rozas til en udørken af et nybygget villakvarter i Los Peñascales de Torrelodones, som ihvertfald dengang føltes voldsomt isoleret. Jeg led også af en ubehjælpelig skyldfølelse over at være skredet fra et helt igennem udueligt kæresteforhold hjemme i Danmark, som jeg slet ikke forstod at sige nej tak til, fordi det med grænsesætning og ærlig konfrontation ikke lige var blandt mine spidskompetencer (det er de desværre stadig ikke). Dertil skulle også lægges, at familiens dynamik var ret speciel. Så har jeg ikke sagt for meget om andres menneskers privatliv.

Nå – au pair livets op- og nedture aside – så faldt jeg ihvertfald så dybt ned i en balje med tinto de verano, at jeg aldrig helt er kommet op af den igen. Jeg elsker, elsker, elsker Spanien! Og jeg har forsøgt at smitte hele min familie mest muligt med den spanske syge, mens jeg selv rejste videre og blev uddannet cand. mag. i spansk. Min Mor er det lykkedes allerbedst med, og derfor var det heldigvis heller ikke særligt svært at lokke hende med til Spanien her i sommerferien.Allerede i foråret havde jeg nemlig på fornemmelsen, at det ville blive nødvendigt med et fysisk afbræk fra nybyggeriet i Hillerød, hvis denne sommer skulle komme til at indeholde en reel feriefølelse. Så mens Cille er pist væk og borte på Danes Worldwide Sommerskole sneg vi os ud af bagdøren til Costa del Sol, hvor min søde veninde har en lejlighed, vi måtte være i. Hun er selvfølgelig et venskab fra tiden som au pair, for lige at binde en afsluttende krølle på ungdomshistorien og mit første spæde spadestik til drømmen om at bo og leve i udlandet.Så dejligt, så varmt, så fint at være tilbage i Spanien efter virkelig mange års absence. Her på strandpromenaden med kurs mod Torremolinos i solnedgangen, mens Cille lever drømmen om et friere ungdomsliv ud på sommerskolen.Og her i haven, hvor vi hver eneste dag nød poolen og den dejlige terrasse.Det allerbedste ved at bo i lejlighed var, at vi så kunne lave vores egen mad til nogle af måltiderne. Både min Mor og jeg er supermarkeds-entusiaster, når vi er i andre lande, og det at handle og tilberede mad er noget af det bedste, vi ved. Lige rundt om hjørnet fra lejligheden i Benalmádena Costa lå en Carrefour Market, så vi kunne få stillet vores trang til alle de gamle smags-minder fra en svunden tid.Det er de simple ting. Den lille butterdejssmåkage. Kakaomælken. Tomatsalaten. Rødvinen med La Casera – en særlig spansk danskvand. Den klassiske spanske æggekage med kartofler.

Min Mor og jeg er nostalgikere på helt basic stuff. Og Spaniens gastronomi er basic, grænsende til bondsk. Kokkene kører med grove udskæringer, alle råvarer er topfriske og maden er helhjertet, når man smager på den. Røget paprika, hvidløg og jomfruolivenolie.

Og så gik vi selvfølgelig ud for at smage på Middelhavets specialiteter og tapas, tapas, tapas, når vi ikke længere selv gad grovhakke i køkkenet.Særligt i Benalmádena Pueblo var der yndigt.Som en slags fattigmands-Marbella, hvor man sad under grønne mandarintræer på landsbyens yndigste, brostensbelagte plaza og nød den spanske gå-i-byen-stemning – til en brøkdel af prisen.Der kom endda en katolsk procession forbi, som handlede om at flytte Jomfru Maria-statuen fra den ene kirke til den anden i landsbyen, fordi øhmm…det var der ikke rigtigt en forklaring på, når jeg spurgte tjeneren og taxichaufføren.I Benalmádena Pueblo gik vi også hen til Castillo Monumento Colomares, som er et forholdvis nybygget ‘slot’, der læner sig op ad Gaudí’s pyntesyge, skægge og imponerende bygninger i Barcelona. Her var der tale om et castillo i miniaturestørrelse – faktisk er castillo lige lovligt prangende ordvalg til bygningen, men det var stadig morsomt at gå rundt i komplekset og se alle de krummelurer og krinkelkroge, kunstneren har udtænkt og bygget med sine egne hænder.Vi tog også op i bjergene med Teleférico de Benalmádena for at nyde udsigten over Costa del Sol og måske lidt af Afrika i det disede fjerne.Ingen panoramabilleder yder retfærdighed til et område. Sådan er det bare. Og her var en dejlig udsigt og en let havbrise, der hjalp lidt undervejs, når vi gik fra det ene udsigtspunkt til det næste.En tur til Málaga måtte vi selvfølgelig også på. Med bussen, så Mille kunne få trænet både sin tålmodighed og sit kendskab til offentlig transport. Det er hårdt at følge med Gå-maskine Mormor og Gå-maskine Mor, der konstant tager svinkeærinder og lægger stor energi i at finde på umulige krumspring undervejs i en vilkårlig aftalt retning.Jeg havde på forhånd valgt, at vi skulle på Museo Carmen Thyssen og bl.a. se stilleben fra den svundne andalusiske romantik – frem for et ud af mange Picasso-muséer, som byen byder på. Selvfølgelig elsker jeg også Picasso, men midt i turist-højsæsonen ville der med stor sikkerhed være ulideligt på et vilkårligt sted, der handler om førnævnte kunstner.Thyssen-familien er kunstmæcener, og muséet i Málaga skuffede ikke. Det store Thyssen-Bornemisza i Madrid er mit absolutte yndlingsmuseum i en by, der ellers ikke skorter på fantastiske kunstmuséer.

Costa del Sol bliver aldrig mit ‘yndlings’-sted i Spanien, men Andalusien som region er fænomenal.
Det er bare med at komme væk fra de andre turister og finde en bocadillo med tortilla francesa hurtigst muligt.

Jeg er – ærligt indrømmet – ikke verdens bedste til konceptet ‘fejring’. Hverken i de små hverdagssejre eller i de helt store af livets lykkeruser.

Ja, jeg priser mig lykkelig for, at vi gik all-in på bryllup, da vi planlagde og gennemførte det.

Ja, jeg priser mig lykkelig for de fine barnedåbsfester, kobberbrylluppet og alle de gange, hvor andre i familien og vennekredsen har hjulpet os med at huske på vigtige mærkedage, særlige lejligheder, små og store succeser med alt muligt livs- eller arbejdsrelateret.

Men sådan i det store og hele bliver jeg altid lidt energiforladt eller underskudsramt, ligeså snart der skal gøres klar til fejring – og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Det er sikkert noget, der var værd at dykke ned i ved lejlighed. Der må være en skuffelse, en dårlig oplevelse eller en ærgrelse gemt under konceptet for mig, for hvorfor skulle jeg ikke gide at forberede en festlig lejlighed?

I går var en af de der særlige begivenheder, hvor jeg lige måtte trække mig selv op ved hårrødderne. Selvom den fysiske sæt-nu-igang-for-helvede-Tine havde jeg gjort et par dage tidligere, hvor jeg kørte i Gold & Diamond Park for at købe gaven.

For seks år siden var der KG Graduation Ceremony for lille 5-års Mille. Det så sådan her ud.Cute med cute på – i graduation cap and gown som det sig hør og bør på en international skole.

Og nu var vi så nået til dér, hvor jeg uforvarende kom til at tænke “én gang til for Arveprins Knud”, fordi Mille har sin ANDEN Graduation inden for 8 års skolegang. Det er en del mere end man ville have gjort i den danske folkeskole, hvor man trods alt skal nå 9. klasses afgangseksamen, før man kaster med karameller og lytter til rektors afskedstale.
Men her gøres der lidt mere ud af det, må man sige.

Det så sådan her ud for 11-årige Mille i går.

KG og Primary School er nu done and dusted. Fremadrettet har vi to børn i Secondary School.

Og selvfølgelig blev jeg til sidst rørstrømsk over ceremonien, som var et væld af fine taler, musiske indslag og sjove danse. Det var så fint og sødt – og hvorfor var det lige, at jeg synes, at der er tale om en over-fejring? Pjat med mig!

Det hele blev også besværliggjort af, at jeg nu siger farvel til at undervise Mille og hendes kammerat Malthe, som jeg har undervist siden Year 2. Det er vitterligt en æra, der slutter her.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor transition fra Primary til Secondary School, som er lig med Mellemtrinnet og Udskolingen i Danmark. Og Secondary School er et helt andet sted. Man går f.eks. fra klasse til klasse for at møde ens faglærere, sådan som vi andre lærte at gøre i gymnasiet. Man har sin egen locker, der er lektier i alle fag og tilmed en computer at holde styr på. Der er deadlines, krav om en mere moden opførsel og en masse andre ting, der gør, at de 11-12-årige virkelig må øve sig for at følge med og leve op til de nye standarder, når de pludselig bevæger sig mellem de 12-18-årige i stedet for de 6-11-årige. Men der er noget godt i at blive ‘de små’ efter at have været ‘de store’ i en længere periode.Så måske var det alligevel ikke så dum en idé at køre endnu en Graduation Ceremony i fuld ornat. Måske er det en fin og tydelig måde at fejre den læring og udvikling, der er sket indtil nu, før de går videre til den næste skole.Og heldigvis er Secondary School lige ved siden af Primary School, så børnene kan sige hej til deres elskede Primary-lærere engang i mellem, hvis livet ovre i den store skole er lidt hårdt.

Der har ikke kun været hektisk aktivitet i Primary School her til sidst. I Secondary deltog Cille i årets DIATECH udstilling, hvor udvalgte elevers tekniske projekter var blevet udvalgt til fremvisning for alle på skolen.Cille og hendes kammerat havde bygget biler af træ, som man kunne flytte rundt på og lege med primærfarver og træne finmotorik. Sagt med andre ord – et stykke legetøj til de helt små børn.

Jeg tog et par af klasserne med ned fra dansktimen, så de kunne lytte til Cilles præsentation. På dansk, naturligvis.Og nu er det hele slut.

Afsluttet.

Dansklokalet er pakket ned, og pigerne er ude med deres veninder en sidste gang, før vi rejser mod Det Lune Nord for at inspicere husbyggeri, og selvfølgelig for at nyde sommeren med familie og venner!

Verdens bedste Mille er 11 år! …….Om jeg begriber, hvordan det er sket, for forleden var hun altså lillebitte!Nu er hun pludselig 165 cm. høj, hvis ikke lidt mere endda – og de spritnye Birkenstocks fra Morfar og Conny er måske lidt for store, men hun insisterede på, at de skulle købes i størrelse 41!

For et øjeblik siden så Mille sådan her ud, da hun gik på Violets-stuen hos Ms. Kanchan og fyldte tre år i dét, der dengang hed Lakes Garden Nursery. På det tidspunkt havde vi været i Dubai i præcist 1 år.

Og her er hun året efter i KG1 som 4-årig, hvor det endnu ikke var blevet forbudt at møde op som familie med fødselsdagskage og sang i skoletiden. Det var tider, dengang. Før forbuddet mod sukker og sjov. Og et par år senere står vi i et legeland, hvor Mille nu går i Year 1 og fylder 6 år.Dengang elskede Mille at sove, og hun var ikke synderligt begejstret for at blive vækket på sengen med fødselsdagssang.

Dette gør sig stadig gældende – morgensang og vækning er ikke engang sjov på ens fødselsdag!Og jeg noterer mig, at intet har ændret sig de seneste 6-7 år. Vi samsover stadig på kryds og tværs, og der er dyner, bamser, ledninger og puder i en pærevælling. Martin siger, at jeg vil savne samsovningen som en vanvittig, når den er væk for altid – og han plejer at have ret, når det kommer til følelser og nostalgi.

Heldigvis var Mille let at begejstre senere, da hun havde fået øjne. Daisy ventede pænt på hende med en hunde-bide-fødselsdagsball0n.Og vi havde indkøbt heliumballoner til Mille, som heldigvis stadig bliver enormt lykkelig over at modtage en flok balloner. Det er hendes ultimative fejring, når der er balloner overalt i stuen. Elleve år er kun næsten-stor. Der er stadig dejligt legebarn i hende.Og ligeså glad blev hun, da hun fik klistermærkebøger af Farmor og Farfar. Den umiddelbare glæde hér var langt større end da de gamle forældre begavede hende med en spritny laptop og en større pengegave…det er bare ikke den monetære værdi af en gave, der tæller – dét er tydeligt!Og laptop måtte hun have af os i gave i år – for til september begynder Mille i Secondary School – i 5. klasse eller Year 7, som det hedder i IB-systemet. Det er så vildt, at vi snart har to børn i Secondary, og dermed helt kan vinke farvel til Primary, omend jeg jo stadig befinder mig dér rent arbejdsmæssigt. Og det er jeg glad for. De små børn i skolen – og de store børn derhjemme. Smart kombination, hvis I spørger mig. Cille fik også en laptop dét år, hun skulle starte i Secondary, og i år får hun igen en ny laptop, fordi den “gamle” er ved at være noget udtjent.

Mille blev også fejret noget så fint af sin kære Maricel. Med gaver, pandekager og masser af kram.I danskklassen fejrede vi hende også med sang og kage – og drengene gav den godt med gas til Milles store fornøjelse.Det er en bittersød fornemmelse, at Mille ikke længere skal gå i min danskklasse, men jo rykker videre til min kollega næste skoleår. Det har været 95% vidunderligt at undervise min egen Mussi, men det er også okay, at hun får mere frihed fra mig og sin egen identitet uden en Mor, der samtidig også er læreren.

Det var nu ikke kun bedsteforældrene, Maricel og os, der havde gjort os umage for at fejre Mille. Cille havde lavet en konvolut med penge i, samt en liste med forslag til de butikker, de kunne gå i på en ‘søster-shoppetur’ i Dubai Hills Mall, som er blevet deres foretrukne sted at brænde lommepengene af.Og det gjorde de så i lørdags. Brændte alle pengene af. Det går stærkt, når man har en storesøster, der kan vise vejen frem, og ved, hvad der er smart.

I år havde Mille valgt at lave en lille fødselsdagsfejring sammen med en håndfuld veninder. Skolen har ingen regler for fødselsdagsfejring – man er ikke forpligtet på at invitere alle i klassen eller pigerne i klassen – og derfor valgte Mille at invitere et par veninder fra en parallelklasse og to fra sin nuværende klasse. De kom med hjem og lavede sushi sammen, kombineret med lidt mad fra McDonald’s, fordi det måske ikke var alle, der var lige vilde med tang og ris.

Milles elskede klasselærer, Ms. Lyndsey, havde spurgt mig, om hun måtte komme forbi som en overraskelse til Emilie.Mille blev simpelthen så glad, rørt og overrasket – hun havde aldrig troet, at hendes dejlige lærer ville dukke op hjemme hos os for at sige hej – og møde Daisy, selvfølgelig.Ms. Lyndsey er one of a kind. Hun inviterede eleverne med på sine bryllupsfotos, og hendes hjertevarme kan nærmest mærkes fysisk. Hun går lige ind i Mille – og Mille går lige ind i hende. De har begge et stærkt følelsesapparat, og de er ikke bange for at mærke eller opleve de helt store følelser.

Ms. Lyndsey har evnen til at se det gode i hvert enkelt barn – hun ser dem for dem, de er – og det betyder mere end jeg kan sætte ord på. Især når der er ting i familielivet, der er svære at tackle for både de voksne og børnene. Så Mille har haft det allerbedste udgangspunkt for at komme godt igennem Year 6 med en så åben, varm og omsorgsfuld lærer, der tror på det bedste i Mille. Det har været Milles og vores lykketræf, at hun havnede i Ms. Lyndsey’s klasse på et tidspunkt i vores familieliv, hvor Mille bliver set mindre og hele tiden må bøje af og give efter for sin søster.

Efter Ms. Lyndsey’s besøg fik pigerne kage, og så sluttede de dagen af med porcelænsmaling og biografen i Ibn Battuta Mall.
Over and out – sødeste 11-årige Mille! Du går virkelig et spændende og udfordrende år i møde, hvor du skal lære hele Secondary School’s væsen og mekanismer at kende; hvor du går fra Primary’s metoder og redskaber til et helt nyt arbejdsliv i Secondary, og hvor du skal skabe dig en ny omgangskreds, fordi der sker så meget med skoleskifte og flytninger henover sommeren.

Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt. 💜 Mille, min Elskling. 💜

Jeg har gennem tiden skrevet stolpe op og stolpe ned om International Day, som er årets festdag på en hvilken som helst international skole.Børnene elsker denne skoledag – og måske især aften-arrangementet – og det gør forældre og lærere også.

I år har Cille tilmed øvet sig i ugevis sammen med sine indiske veninder på en særlig indisk dans, som de optrådte med om aftenen. 80% af eleverne på skolen har indisk baggrund, og det er så sympatisk, at de har inviteret alle til at danse med dem på scenen, hvis man har lyst. Mange af de ‘små’ nationaliteter kan nemlig ikke overskue at arrangere deres egne optrædener, fordi der er lidt for få om at ‘løfte læsset’.

International Day er essensen af at gå i international skole. Det er en hel dag dedikeret til at fejre din egen nationalitet og kultur – samtidig med, at du deltager nysgerrigt og respektfuldt i alt det, de andre viser frem med stolthed.På vores skole, Dubai International Academy i Emirates Hills , går der elever fra lige knapt 90 lande, og lærerne kommer fra ca. 30 forskellige lande, så der er vitterligt tale om en international skole, selvom inderne har et overvejende flertal. Det har de sådan set overalt i landet. Med så internationalt et miljø kan man tillade sig at antage, at alle man møder på skolen, er ‘fra et andet land’, omend der selvfølgelig også går nogle enkelte Emirati-elever.De Forenede Arabiske Emirater er eminente til at få deres udenlandske befolkning – immigranterne – til at føle sig velkomne. Reglerne er klare: Man skal have et arbejde, der kan betale for ens leveomkostninger, og man skal følge og respektere landets love. Simple as that. Og det virker. Vi er respektfulde. Ikke kun over for vores værtsland, men over for hinanden. Vi følger landets love og holder af, at alle er velkomne, uanset udseende, hudfarve, religion, nationalitet og så fremdeles.Den nysgerrighed, åbenhed og respekt, vi viser hinanden, er det allerbedste ved at bo her i Ørkenstaten. Bedre end solskinnet i min optik, selvom det selvfølgelig også er dejligt at bo et sted, hvor man slipper for kulde, mørke og regn.International Day gør mig rørstrømsk. Dagen er alt dét, jeg drømte om for vores piger. Alt dét, jeg ønskede mig for dem. Ingen aner, om det er dét, de ønsker for sig selv, men som forældre må man jo forsøge at sætte kompasset efter en bestemt retning, som man selv synes giver mening og er i overensstemmelse med ens værdisæt, og så kan man håbe på, at ens børn ikke dømmer beslutningerne alt for hårdt, når de reflekterer over deres barndom engang i voksenlivet.Jeg har altid ønsket mig at bo i udlandet. At lære om og deltage i andre kulturer, sprog, traditioner og livsformer. Ikke som en antropolog eller sociolog, der studerer og observerer på akademisk vis, men som en borger. Som et arbejdende menneske med en helt almindelig hverdag – og meget gerne i lande, der ligger virkelig fjernt fra dér, hvor jeg voksede op.Der er en stor del eskapisme i min drøm om livet i udlandet. Det startede tidligt, og er min mest vedholdende fantasi nogensinde. Lykken er, at jeg rent faktisk har mulighed for at udleve min fantasi, og det takker jeg jævnligt både Martin og højere magter for. Jeg tror, det handler om at være vokset op i et lille landsbysamfund, hvor der var særdeles snævre rammer for ‘det normale’ og meget begrænset forståelse for, hvad man ‘kunne eller måtte’ i livet. Hvilket selvfølgelig generede mig voldsomt, for jeg var og er elendig til håndbold og forstod og forstår ikke, hvorfor det er bydende vigtigt at ligne alle de andre på en prik? Samtidig var og er jeg knalddygtig i skolen – en ægte 12-tals-pige, som det hedder på moderne dansk – og det oplevede jeg blev modtaget som noget enormt negativt. Jeg var ‘forfinet’, lød konklusionen, som jeg selvfølgelig ser på med helt andre – og mere forstående – øjne den dag i dag, end jeg gjorde dengang det stod på. Jeg har på fornemmelsen, at der sidder en kæmpe crowd af 12-tals-piger derude og fortsat dukker nakken, fordi man ved den søde grød ikke skal tro, at man ‘er noget’.Jeg skred. Ligeså snart det kunne lade sig gøre. Og selvom jeg har savnet min familie kontinuerligt siden jeg fyldte 18 år og først flyttede til Spanien, har jeg aldrig nogensinde overvejet, at det kunne eller skulle være anderledes. At rejse og at bo i udlandet fylder mig med energi – og jeg bilder mig ind, at det gør mig både klogere, mere kvalificeret og nuanceret som menneske. Sådan kan man jo altid booste sit eget ego, hvis ikke andre stiller op til den slags self-petting.At jeg er endt med en pæredansk mand og to rødhårede arvinger blev dog ingen overraskelse for mig. I mine helt unge år var jeg naturligvis besnæret af alle mænd, der var tilnærmelsesvist eksotiske, men jeg fandt i tyverne ud af, at jeg har brug for en partner, der er rundet af ‘noget, der ligner mig’, og som taler ‘samme sprog’ helt bogstaveligt. Det kommer fra sprognørden. Men ikke desto mindre stod der øverst på min Tine-i-tyverne-datingliste, der var baseret på lige dele tumultariske oplevelser og ulykkelig kærlighed, at jeg gerne ville date en dansker – muligvis og maksimalt kunne jeg strække mig til en svensker. Heldigvis for mig mødte jeg Martin med det rette værdisæt. Og heldigvis for mig udvidede hans horisont sig fra La Santa Sport og Den Franske Riviera til et globalt udsyn og en idé om at prøve livet af i udlandet.Og Mellemøsten er helt perfekt for os. Falafler, hummus, manakeesh, tahini-dressing og zaa’tar-krydderier. Muligvis kombineret med lidt pasta, pizza, gelato og en tur i denne her yndige øse.Alternativt flytter vi måske til Finland, lærer at stå ægte på ski og spiser os mætte i deres fantastiske brød og bagværk.Ramadan Kareem og weekend i sigte! 🌙💛

Den 31. januar 2014 lavede Martin et opslag på Facebook, der lød sådan her:

Vi nåede at bo 3.5 år i England. Det første år i det nordøstlige London, nærmere bestemt Woodford Green, hvor Martin knoklede på livet løs med et større økonomisk oprydningsarbejde, mens jeg arbejdede deltids som ekstern konsulent for Maersk Line IT – og samtidig havde en voksende Mille-baby i maven. De næste 2.5 år var jeg hjemmegående husmor med ret så svingende succes i landsbyen Nacton, der ligger mellem Felixstowe og Ipswich i Suffolk. Alt i alt et stille, roligt og trygt familieliv i grønne omgivelser og et nærmiljø, der bedst kan betegnes som både naturligt og fredfyldt. Måske endda lidt til den kedsommelige side – helt derude på landet – hvis jeg nu skal være sådan helt ærlig.

Men der var opbrud på vej, da Cille var 4 år og Mille 1.5 år.

I løbet af Martins udstationering flyttede ‘hovedkontoret’ i København nemlig til Den Haag i Holland, og der var således blevet udsigt til en eller anden lokal kontrakt i træsko- og tulipanlandet. Hvilket sikkert også havde været fint, hvis det var endt sådan. Men…på en regnfuld gråvejrsdag i Felixstowe Havn ringede en headhunter og spurgte Martin, om ikke det var en idé at tage til en jobsamtale i sunny Dubai i stedet?Martin kendte Dubai fra tidligere forretningsrejser, og han tog derfor afsted for at se, hvordan det stod til i den arabiske shippingverden. Han kom hjem med en guldkamel i en nøglering og en plade chokolade, samt beskeden til mig om, at det ‘vist ikke rigtigt var noget’. Fast forward til den 25. december 2013, hvor han sent om aftenen fik et opkald fra Dubai med tilbud om job. De havde været mægtigt glade for samtalen, og vi morede os lidt over kulturforskellene.

Nu skriver vi 2023.

Martin tog afsted med en overbevisning og et håb om, at vores firkløver kunne trives i De Forenede Arabiske Emirater. Jeg tog afsted med en hulens masse kufferter og to små piger uden den fjerneste anelse om, hvad det ville sige at bo i Dubai. Jeg havde aldrig været der. Ikke engang på et kort visit.Nu tæller vi 9 år i sandkassen. Martin fik ret. Og jeg klapper mig selv på skulderen for at udvise lige dele tillid og mod. For selvom Dubai er et af de mest priviligerede steder at bo i verden, var der langt fra Danmark og England rent mentalt, og jeg anede intet om, hvad det ville sige at bo i et land så langt fra Europa.Det er vildt at tænke på, at vi allerede har levet så mange år i Mellemøsten. Det er blevet vores hjem. Muezzinens bønnekald fra minareten er lyden af hverdag. Af den evige cyklus mellem solopgang og solnedgang. Af det naturlige fokus på hengivelse til Gud og på fællesskabets bøn. Der er den distinkte lugt af varmt sand, når planter, buske og træer vandes to gange om dagen i vores compound. Der er den krydrede duft af oud og rose, når man træder inden for døren i et vilkårligt mall. Der er hummus og fladbrød. Sandaler og solbriller. Der er et mylder af mennesker fra all walks of life og fra alle verdens lande. Der er inshallah’er, halas’er, yalla’er, mashallah’er og astagfirullah’er, der flyver ud af munden, når følelserne tager over og faktisk bedst beskrives på arabisk. Et sprog, vi ellers hverken taler eller forstår. I et land, som både er komplet tillukket og gæstfriheden selv over for os – de fremmede, alle gæstearbejderne.

Det er et modsætningsfyldt sted. Et arabisk fatamorgana og et funklende babelstårn, vi alle beundrer både indefra og på lang afstand.

På forunderlig vis er vi lige her – midt i en arabisk smeltedigel af en moderne storby, der lokker og lover, glimter, buldrer, bimler og skinner så langt øjet rækker.

Jeg elsker Dubai. Af hele mit hjerte. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte synes om det. Verden bliver mere broget, farverig, stor, uoverskuelig og vanvittig for hvert år, der går – eller sådan opfatter jeg det ihvertfald. Og jeg bliver mindre sikker på, hvad der egentlig er den ‘rette’ verdensopfattelse. For er der én ting, jeg har lært af at bo i Mellemøsten, er det, at den vestlige verdens moraliserende adfærd og bedrevidende attitude over for resten er verden er utålelig. Ganske enkelt.Der findes så mange gode løsningsmodeller og bud på velfungerende samfund. Og ting tager tid. Den vestlige verden mener at se sig forud for alle andre og som ophavsmænd og -kvinder til det ‘rigtige’ værdisæt og den ‘rigtige’ livsform. Men jeg oplever, at det moralske kompas findes i os alle – uanset hvilken Gud, vi tilbeder, eller hvilket sprog, vi taler. At ønske at opføre sig ordentligt og udøve retfærdighed og gavmildhed mod ens næste er noget universelt menneskeligt – også selvom det kan se forskelligt ud, afhængig af, hvor man kommer fra.

Jeg er dybt taknemmelig for, at vi endte her i De Forenede Arabiske Emirater. Pigerne går i en truly international IB-skole, som de selv formulerer det, når skolen huser elever fra over 90 nationaliteter og lærere fra ca. 30 nationaliteter. De vokser op med en mangfoldighed, som kommer af at leve sammen med rigtig mange forskellige kulturer, og en åbenhed, som kommer af at observere andres opførsel, ritualer, traditioner og adfærd, der måske på overfladen ser forskellig ud fra én selv. Læringen af at vokse op sammen med andre, der gør tingene på deres egne måder er, at et godt resultat eller et succesfuldt liv kan opnås på mange måder og ad mange veje.Vi lovede hinanden fra 12.5 år siden, at vi gerne ville ‘prøve livet i udlandet af’, men at vi samtidig gerne ville forsøge at flytte ‘mindst muligt rundt’. Den intention har vi holdt ved. Om pigerne nogensinde kommer til at føle sig ‘rigtigt danske’ eller det modsatte – ‘helt rodløse’ – vil kun tiden vise. Måske vil de bebrejde os, at vi valgte det her liv for dem og for os selv? Måske vil de være glade for at have vokset op i et internationalt miljø? Måske vil de være trætte af, at vi tog så stor en beslutning hen over hovedet på dem, som har vidtrækkende konsekvenser for os alle? Måske vil de være taknemmelige over at have set verden med mange sæt briller fra en ung alder?

I mellemtiden er jeg drøntaknemmelig over at leve et enormt behageligt liv i et trygt og sikkert i et samfund, hvor familielivet er det primære omdrejningspunkt, og hvor hverdagen er det allerbedste.

Et liv, hvor det går op og ned, præcist som det også ville have gjort, hvis vi var blevet derhjemme i vante rammer. Der kom f.eks. basal cellecancer forbi og lærte mig, at selv Martin ikke er udødelig. Det var et reelt chok.
Der kom også pludselig en 40 års fødselsdag forbi til mig, som heldigvis kun bød på pretend sygdom.
Og om lidt sniger der sig en 50 års fødselsdag forbi til Martin, selvom det virker helt mærkeligt, at den 29-årige mand, jeg lærte at kende, nu pludselig skulle forestille sig at være halvvejs til de 100?

Vi fejrede kobberbryllup for allerede to år siden, og vi har været kærester i 22 år. Det er efterhånden halvdelen af mit liv, at vi har ‘haft hinanden’.
Sammen bøvler vi rundt i forældreskabet på 13. år. Det er ikke hver dag, at det lykkes at gøre tingene rigtigt, men intentionen er der, og de to piger er det bedste, der nogensinde er blevet givet os.Vi forsøger os endda med en hund. Med samme svingende resultater som med de to piger. Lidt op og lidt ned – og hele vejen igennem med Maricel ved vores families side.
2014. Det er alligevel et par dage siden vi rejste fra det engelske landsbyliv til en støvet ørkenby. På en måde er det meget godt, at vi sjældent kan overskue konsekvenserne af vores store valg i livet. Det er heldigvis for komplekst til at tage helt ind. Og der er jo flow i tingene. De løser sig. De giver mening – måske ikke i øjeblikket, men så lidt senere.

Men flytter vi så aldrig ‘hjem til Danmark’ igen?Det korte og bundærlige svar er – det ved vi ikke. Vi opererer ikke med bucket lists og fem-års-planer. Ingen kan alligevel kontrollere, hvad der sker om en måned eller et år. Vi arbejder ud fra, at hverdagen skal være meningsfuld og god – ihvertfald 90% af tiden, og så må vi deale med de sidste 10%, der er røv og nøgler.

Vi købte et hus i vores compound for 4 år siden, og det var den allerbedste beslutning – uanset om vi bliver her længe eller ej.
For ‘hjemme’ er en følelse. Og den trængte vi til efter rigtig mange år med i lejeboliger i England og her i Dubai.
31. januar 2014. Et Facebook-‘officielt’ farvel til en dejlig arbejdsplads og goddag til et noget anderledes arbejdsliv – for Mellemøsten is one of a kind.