Feminist

Hende her smuksakken har været igennem en veritabel tour de force de seneste tre måneder. Ikke nok med, at det er udfordrende i sig selv at skulle gå i skole over Microsoft Teams og kommunikere igennem hakkende internetforbindelser sammen med 26 andre tweens og en fuldstændig håbløs vikar, så er der såmænd også et afgørende projekt i Year 6, som er dét år, man afslutter Primary Years Programme i IB-systemet. Year 6 svarer til dansk 4. klasse.

Yes og yikes. Midt i corona-pandemi.Men så har man vel fra skolens side sørget for at modificere projektet, så det bliver tåleligt for børnene under de sværere vilkår med kun online skole og ingen mulighed for at mødes face-to-face i projektgruppen, tænker du?

Rungende nej herfra.

Det eneste, børnene ikke skal levere, som tidligere Year 6-årgange har gjort, er en stor skildervæg-plakat, idet der jo ikke bliver nogen fysisk præsentation i en af skolens gymnastiksale.

Ellers er alt ved og i det store årsprojekt, som det plejer.

Til trods for, at INTET er, som det plejer.

Der skal laves research og udføres interviews; der skal laves sammenligninger og konklusioner efter førnævnte research og interviews, der skal sættes en spørgeskemaundersøgelse i søen, bygges et website, filmes adskillige videoer, skrives ugentlige lærings- og procesreflektioner, laves en detaljeret bibliografi, en biografi, udfyldes en individuel booklet over hele processen, laves en podcast og en dedikeret YouTube-kanal. Jeg har sikkert glemt et eller andet.

Lyder jeg vred og frustreret?!

Fik jeg nævnt, at børnene er 10 år?!

Det har været mavesårs-hændervridende-bekymrende at se på. Søvnløse-nætter-slemt at stå på sidelinjen af. Og hvad har det så ikke været for Cille, der trods alt er opgavens ejer?

Hun har klemt – og klemmer hver dag – ballerne sammen, så det gør helt ondt. Presset er umenneskeligt. Hun taler i søvne, skærer tænder, får hoved- og mavepine.

Siden opstarten er det gået skævt.

Cille og hendes bedsteveninde i projektgruppen har været udsat for online mobning og helt grundløse anklager om plagiarisme og diskrimination af én af de andre piger – i en grad, så vi var et øjeblik fra at tage Cille helt ud af projektet. Ingen af de voksne omkring børnene var deres ansvar bevidste, og de tillod én piges uacceptable, asociale adfærd uden at gribe ind.

Børnene har fået kastet opgaver ukoordineret ind fra højre og venstre på arbitrær vis af en lærervikar, som er ude på alt for dybt vand. Hverken lærer eller børn har anet, hvad de skulle stille op med de svært forståelige dokumenter og krav, der er blevet stillet dem. Og så kommer der naturligvis mislyde, vredesudbrud, frustrationer og tårer.

Børnene i den lille projektgruppe har skændtes og krydset klinger i over en måned, før vi til sidst råbte så højt om online-mobning og cyber-sikkerhed, at de nu ikke længere må afholde projektmøder uden enten skolens rektor eller skolens pastor er til stede.

I stedet for at få deres voksne mentor i starten af projektet, så de altafgørende “spadestik” kunne tages med støtte fra en erfaren lærer, har de været overladt til sig selv de første 5 ud af deres 8 ugers projekt. Ikke engang på universitetsniveau ville man blive overladt til sig selv, når den centrale idé og research-spørgsmålene skal udvikles. Det er hovedløst og dybt uprofessionelt.

Havde Cille så valgt et mere lettilgængeligt og populært emne som f.eks. kost, motion, dyrevelfærd, venskab og ensomhed, cyber-sikkerhed eller lignende, som de allerede har været omkring mange gange henne i skolen, ville det måske ikke have været så svært at få åbnet for dialogen og projektets spørgsmål.

Men Cille ville ikke se på efterladte expat-kæledyr eller stigende diabetes-2.

Cille interesserer sig for pigers rettigheder i samfundet – for pigers ret til at gå i skole og få en uddannelse – og for pigers rettighed til selv at bestemme over deres egen fremtid. Det kræver sin kvinde at få hul på ligestillingsdebatten som 10-årig.

Hun er erklæret feminist og datter af en feminist. Aner man en påvirkning?

Undervejs i projektet har der reelt været to gyldne øjeblikke med ægte smil på læben, hvor Cille og hendes veninde har haft enestående mulighed for at interviewe to yderst interessante kvinder, der arbejder for hver deres internationale interesseorganisation. De lærte bl.a. om problemet med barnebrude i Bangladesh, og om europæiske kvinders kamp for demokratiske rettigheder som stemmeret, valgbarhed, opstillingsfrihed, ytringsfrihed, ligestilling, ligeværdighed mellem kønnene og så fremdeles. Interviews’ene kom i stand via Cilles venindes mor, der selv er Ph.D og forsker inden for området. Jeg er hende evigt taknemmelig for at have givet pigerne chancen for at lytte direkte til stærke kvinder og meningsdannere, der til dagligt arbejder for at få regeringer 0g beslutningstagere (læs: mænd) i verdens vidt forskellige samfund i tale, så piger og kvinder kan få lige adgang til viden, magt, penge og deltagelse i samfundet.

Hvis vores piger allerede lærer om ligestilling og kønsdiskrimination som 10-årige – og giver deres børnelærdom videre til piger, der måske er endnu yngre – tror jeg på, at den evige kamp for lige rettigheder for både piger og drenge er i gode hænder i fremtiden.


Hvis du undrer dig over den noget tomme sengeramme på tween-værelset, kan det forklares med, at hun “camper out” hos Mummy og Daddy på ubestemt tid. Når verden er utryg og hård, må man gerne lande blødt i en samsovning hver aften.

Om jeg fatter, at denne her knapt 11-årige flytter til Secondary School næste skoleår. Til dét, der kaldes Middle Years Programme, MYP. Men det gør hun altså.

Og selvom de sidste måneder ikke har været for børn, så har Cille lært en hel masse.

Om at indgå kompromisser i en gruppe.

Om konflikter og om at sige fra, når man bliver uretfærdigt behandlet.

Om taktik, teknik og mekanismer.

Om svimlende 131 millioner piger verden over, der stadig ikke går i skole, selvom vi alle er enige om, at det er en menneskeret at have adgang til skolegang.

Om svimlende 39.000 små piger, der står barnebrude hver eneste dag.

Og i næste uge er ligestillings- og kømsdiskriminationsprojektet slut.

Hun kan ikke vente.

Vi kan ikke vente.

Der er masser, der skal laves inden da, men målet er pludselig inden for rækkevidde. Den 11. juni er der online fremvisning af projektet for lærere og familiemedlemmer.

Senere på måneden er der så online dimission fra Primary School.

Og den 2. juli kipper vi med studenterhuerne og kaster os så langt væk fra skolen og fra fucking Microsoft Teams, som det overhovedet kan lade sig gøre.

Inden da – og kun hvis du gider – har projektgruppen et 2-minutters spørgeskema, som du mægtigt gerne må besvare:

https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSf0D5nqHPs0R2IfYL4gunMQXtWTYXyxNGlQdGl1TRhxJCmong/viewform

Tusind tak fra mig ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Al Ras

Deres udsendte reporter i mellemøstligt Lockdown-Land indtager den sædvanlige grå jarl i haven her til morgen.Her er køligt – kun 20 grader kl. 8.15 – på årets første aprildag. Det er helt uhørt, at et termokrus skulle være nødvendigt for at holde teen skoldhed, som jeg kan li’ den. Men jeg klager ikke over et usædvanligt køligt år. I ørkenen kan man hurtigt få det for varmt.

Fuglene kvidrer i træerne, mens de henter tørrede dadler fra palmerne og græsfrø fra mine staudeplanter.

I det fjerne hører jeg et par børn, der leger i parken med deres nannies, som vist helt har glemt, at der er lockdown. Vores egne børn er musestille. I færd med at ringe ind til dagens første virtuelle møder, hvor de får gennemgået, hvad de skal lave i løbet af dagens skemalagte timer.

Jeg har lavet kaffe til dem. Lidt skal der til, for at holde e-learning-gryden i kog.Tænk, at dét her er vores liv de næste tre måneder. Det er stadig helt uvirkeligt for mig, at børnene og jeg ikke skal tilbage i skolen til undervisning. Det vil simpelthen ikke trænge ind, at jeg kun skal undervise over en online-platform resten af året. Det bliver et nej tak herfra, dét skal jeg ikke be’ om, men har jeg noget valg? Don’t think so.

I mens jeg corona-tænker i stilhed, tusser Maricel omkring i haven med vandslange og filippinerkost, så hun kan samle frangipanitræernes tørre blade op fra kunstmåtten.Hun har det virkelig svært i disse uger. Hendes mand hjemme på Filippinerne er selvfølgelig blevet fyret – ligesom alle andre lavtlønnede arbejdere – og han sidder nu på et lille værelse med en kollega. Og venter. I fuld lockdown. Han har ikke kunnet rejse hjem til deres søn og resten af familien i landsbyen, for inter-regional transport/kørsel var noget af det første til at lukke fuldstændig ned. Hjemme i landsbyen sidder så deres søn sammen med Maricels bedstemor, Maricels forældre og nogle søstre med familier. De er også i lockdown med trussel om fængsel, hvis de vover sig uden for deres hus efter kl. 17. I folkerige lande bliver bissen hurtigt skruet på.

Før De Forenede Arabiske Emirater lukkede helt ned, fik Maricel sendt en større sum penge hjem, så familien kan købe ekstra forsyninger, medicin og andre fornødenheder. Én gang om ugen har den ene søster tilladelse til at køre på sin knallert ned på markedet og købe ind. Det hele er sat i system, således at markedet får færre besøgende ad gangen. Men corona-tallene stiger for Filippinerne. Sådan er det i kæmpestore lande med en fattig befolkning og begrænset adgang til sundhedsvæsnet. I denne situation har Filippinernes præsident dog lovet, at alle borgere med coronavirus vil blive behandlet gratis på hospitalerne. Det er mere end man kan sige om Trump i Guds eget land.

Og i dét her land – måske hverken folkerigt og kæmpestort i verdenssammenhæng – begynder vi nu også at opleve, at virussen for alvor bider sig fast.

I en af Dubais nordlige bydele, Al Ras, som bl.a. byder på skønne abrature over Dubai Creek, en glimtende guldsouk og den gamle, restaurerede bydel, Al Fahidi/Bastakiya, har myndighederne simpelthen spærret hele bydelen af.

Som det fremgår af fototeksten, er virusrisikoen i de tætte bebyggelser så grel, at man ikke engang må hente varer i supermarkedet selv. Der er ikke andet at gøre, end at vente på, at sundhedsmyndighederne ringer på døren med en pose mad de næste 14 dage. Gisp, siger jeg bare. 
Og således virker vores lockdown pludselig ikke så slem mere.

Vi har haven at gå ud i – med dens kvidrende fugle og udsigten over søen – og vi kan hoppe rundt til en fitnessvideo eller to på YouTube. Vi kan få leveret varer eller selv køre ud en gang om ugen for at købe ind.

Det kan blive meget værre. Bare spørg beboerne i Al Ras.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Breaking news bjælken må på!

Jeg er i chok.Så meget, at det tog 11 stykker chokolade af en slags, jeg ikke engang bryder mig om + en lang dokumentar på DR om nogen, der har det betydeligt værre end mig selv, for bare at komme nogenlunde helskindet igennem i aftes.

Breaking News bjælken må på bloggen!

Jep.

Hjemmeskolingen skal fortsætte til sommerferien.

3 stive måneder med endeløse opkald over Microsoft Teams og opgaver af temmelig svingende kvalitet, der bliver spyttet ud til højre og venstre fra lærere, som sidder på deres hjemlige taburetter og er mindst lige så frustrerede over situationen. Manglende feedback-loop mellem lærere og elever, fordi man ikke lige kan gå op til katederet og spørge om hjælp, få tjekket, at man er godt på vej og så fremdeles. Manglende instruktion og manglende fælles læring, fordi internetforbindelsen svigter og teknikken driller.

Hvordan vi skal holde gryden i kog i SÅ mange måneder – og hvordan det skal gå med SÅ mange timer foran iPads hver eneste hverdag, dét ved jeg ganske enkelt ikke.

Og ja, jeg tager sorgerne på forskud. Fordi jeg er træt, sur, ked af det, frustreret, vred og fornærmet over en udefrakommende virus, der tager så meget fra os. For jeg er bestemt ikke kommet dertil, hvor jeg kan se, at virussen giver mig eller os noget.

Bevares, det er da hyggeligt at samles om et puslespil eller at have tid til at bage en kage med et barn. Men den slags familieliv med hjemmetid og fællesskab har vi været heldige at have og har prioriteret højt i al den tid, vi har været en familie, så for mig er det ikke en befrielse at blive sendt hjem i reden. Det er standard. Jeg har ikke et job, som jeg trænger til en pause fra. Jeg elsker mit job! Jeg har ikke et par børn, der trængte til at blive hentet tidligere fra skole eller få mere tid derhjemme. De har sgu’ været her hele tiden!

Men over og forud for alt går befolkningens sikkerhed. Dét er klart. Her er tallene for De Forenede Arabiske Emirater fra i aftes. Måske er de allerede forældede, for det går dælme stærkt med denne her virus.

Og nu tager jeg mig lige en dags tid, hvor jeg har lov til at sørge over, at Cille ikke får sine 15 minutters berømmelse som Ånden i flasken i årets Primary School Musical, Aladdin. At hun ikke får sin PYP Graduation Ceremony og den efterfølgende eftertragtede hotelfest med alle sine kammerater i Year 6, der nu sendes enten videre over i Secondary School eller ud i verden til en anden skole eller måske et helt andet land. At hendes afgangsprojekt i IB Primary Years Programme nu pludselig bliver til en sammenstykket omgang over Microsoft Teams, i stedet for et langvarigt samarbejde i klassen og hjemme.

Ja. Det er First World Problems i vores husholdning. Vi er jo hverken syge eller døde.

Men jeg sørger altså stadig over mistede muligheder og glade stunder, der ikke blev til noget. Jeg sørger over, at børnene skal have et så uafsluttet skoleår med deres søde venner og dejlige lærere. Jeg sørger over, at de mister en del af barndommens uskyld og får en ny usikkerhed med i den mentale rygsæk, fordi verden pludselig viser sig at være langt mere farlig og foranderlig, end de hidtil havde forestillet sig.

Min elskede Mor skulle have været her i to uger i marts.

Min elskede Søster, Svoger, Niece og Nevø skulle have været her i påsken med fejring af intet mindre end tre fødselsdage undervejs.

Vores rundrejse i Vietnam røg i begyndelsen af processen. Ganske vist med begrænset skade rent økonomisk, men alligevel er det da en kæmpe skuffelse.

Hvis ikke det var fordi klokken er 8.40, så kunne et glas hvidvin faktisk have været på sin plads lige nu.

Jeg tager en kop kaffe mere. Kulsort, som mit humør.

Måske skulle jeg kigge ud til gråspurvene i haven? Det kan jo også være, ar mit humør letter lidt, når vi må gå ud af huset igen. Det her lockdown-show hjælper bestemt heller ikke på stemningen. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lockdown-tanker

Ørkenstaten er nu igennem weekendens lockdown, der startede torsdag aften kl. 20 og sluttede søndag morgen kl. 6.

Ude på den anden side bliver vi hilst velkommen af den klistrede kombination af sandstorm og ubestemmeligt småregnvejr. Det passer egentlig meget godt til det indre stemningsbillede, nu hvor vi lige har haft en salig lørdag væk fra bevidstheden om, at den står på hjemmeskoling i endnu en uge.Mille ser i øvrigt en hel del mere klar ud til hjemmeskolings-symbiosen, end jeg gør.

Det har været en underlig fornemmelse, dét med at være lukket inde i flere dage. Som med alt andet i en Ørkenstat, er der desværre ganske delte meninger om, hvad weekendens lockdown egentlig betød.

På den ene side blev vi kraftigt opfordret af myndighederne til at blive hjemme HELE tiden – samtidig med at blev der varslet bøder (eller fængsel) til dem, der virkelig ikke kunne forstå beskeden – men på den anden side var der også en formular, man kunne udfylde, hvis man skulle uden for. Til vores store overraskelse cyklede og hyggede mange stadig rundt i vores lille ghetto, som om intet var hændt.

Jeg skal ikke gøre mig til hverken dommer eller politibetjent over andres gøren og laden – dét er mit liv trods alt for kort til – men det undrer mig, at et simpelt budskab som #stayhome ikke kan forstås af alle.

Nå. Men stay the fuck home, så vi alle kan komme videre!

Men der er altså ikke meget at berette efter en hel weekends lockdown. Vi har nusset rundt i haven, malet akrylmaling, kysset intenst, set film, samsovet alle fire, bestilt pizza, lavet yoga efter YouTube-videoer, gloet dokumentarprogrammer om Nordkorea, taget lange karbade og ordnet fødder.

Til gengæld har jeg en række skønne billeder fra dengang, hvor coronavirus virkede langt mindre farligt og mindre vidtrækkende, og man stadig kunne tillade sig at få luft under vingerne i De Forenede Arabiske Emiraters skønne natur.For dét, der muligvis kun er nogle uger siden, men som nu føles like a life time ago, var vi nemlig på dagsudflugt til området Mlieha i Sharjah sammen med et vennepar og deres børn.
Mlieha er et stort arkæologisk område ved bjerget Jebel Mlieha – eller Fossil Rock, som stedet ofte kaldes, fordi man vitterligt vader i fossiler.
Området har stået helt under vand engang for tusinder af år siden, og fossilerne er derfor dyr fra havbunden – snegle, østers og den slags skal- og bløddyr.På vores udflugt kørte vi direkte forbi det arkæologiske besøgscenter og over mod fossil-eventyret i det skarpe og takkede bjerglandskab, men en anden gang vil jeg gerne derind og se nærmere på deres udgravninger og displays. Centret kan man se og læse mere om lige her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Mleiha_Archaeological_Centre

DISCOVER SOMETHING NEW EVERY TIME

Efter vandring i det stenede bjergområde, kørte vi lidt længere ind i sandet, hvor der var en del lokale samlet til grillhygge og høj arabermuzak – og minsandten om ikke en hel flok lænkede hunkameler med afkom traskede forbi os.Hvis der er noget, der kan få børn til at glemme tid og sted, og give sig helt hen i nuet, så er det ørkenen.Herude skal der bogstaveligt talt ikke mere end en bambuspind til, så er børnene pludselig opdagelsesrejsende på udkig efter et fatamorgana af en oase eller måske er de blevet til astronauter på rumrejse.De skynder sig altid at klatre henover de nærmeste sandbanker, så de forsvinder ud af de voksnes åsyn. Det er halvdelen af fornøjelsen undslippe os, og blive helt fri og væk for en stund.

Heldigvis vender de tilbage, når sulten melder sig. Og her kommer min 30 år gamle opskrift på snobrød, der ikke klistrer, endelig til sin ret. Spejder- og snobrødsskills, der skal overleveres fra én generation til den næste. Fandeme vigtig viden.Og efter den skønne udflugt får pigerne lang tid til at gå med at finpudse deres arkæologiske fund med pensler og vand.Der bor vist en aspirerende arkæolog inden i os alle, men det er vel heller ikke så underligt, at man bliver begejstret over fundene? – Se bare hér, hvad der kom med hjem efter en times klatring…Åh, hvor kan jeg næsten ikke vente til vi må komme afsted igen. Ud i ørkenen. På stranden. Ja, bare et smut i en park ville gøre mig glad.

Om ikke andet, så gør hele denne her corona-lockdown-situation mig mere opmærksom på – og taknemmelig for – alle de skønne steder, vi oplever og har lige omkring os. For Dubai og De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Burj Khalifa og shoppingcentre.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hjemmeskoling – take two

Spring Break er nu officielt ovre i den corona-ramte Ørkenstat.

I vores husholdning er den forældre-improviserede hjemmeskole blevet lukket ned efter to stive ugers kombineret leg-og-lektie-gøgl for fuld udblæsning i det lille firkløver.

Hvem havde da ikke drømt om dét scenarie i stedet for en skøn rejse til Vietnam?

Ironi kan forekomme.Fra i morgen er det således den rigtige skole, der tager over i forhold til at sætte rammerne og opgaverne for børnene, mens vi andre må støtte op på bedste vis på sidelinjen.

For Emilies vedkommende vil opgaverne og skoledagenes forløb blive sat via e-mails fra læreren. Emilie skal så uploade sit arbejde på app’en Toddle, så læreren kan rette og tjekke indsatsen dagligt.

For Cecilies vedkommende er der et møde over Microsoft Teams hver morgen kl. 9, hvor klassen ser og lytter til læreren, der giver dagens instruktioner. Cecilie skal så uploade sit arbejde i forskellige foldere på OneDrive, så læreren kan rette og tjekke indsatsen dagligt. Hvis man ikke laver opgaverne og tjekker ind kl. 9, anses det for fravær i skolen.

Nu må vi se, hvordan det hele kommer til at forløbe. Vi er lidt spændte på det, og jeg er særligt bekymret for feedback-loop’et mellem elev og lærer. Vil børnene mon nogensinde få at vide, om dét, de laver, er korrekt og hensigtsmæssigt? Men det er forhåbentlig bare mig, der bekymrer mig unødigt.

Uanset om teknikken driller eller feedback-loop’et kommer til at virke, så glæder jeg mig til, at jeg med sindsro kan sige, at tingene skal laves, fordi deres lærere forventer det – og ikke fordi jeg har selv-opfundet til lejligheden, at der skal laves Mathletics i 30 minutter, efterfulgt af en voldsomt spændende læsebog om Abraham Lincoln på RazKids. Der er intet mere fantastisk end at kunne ansvars-fraskrive og pege helt stift over på læreren, der sætter opgaven. 😂

På en eller anden måde er hjemmeskoling take two / uge to nu alligevel løbet afsted. Ikke at jeg har vænnet mig til, at vi alle går derhjemme, men når der bliver sat struktur, aktiviteter og opgaver op, så går dagene jo på bedste beskub. Om ikke andet har pigerne da lært at værdsætte en kaffepause stort set på linje med deres mor.
Udover at arbejde med deres forskellige apps i matematik og læsning, har pigerne hjulpet til med praktiske ting, som at vande have og vaske sandstøv af terrassen.
Vi tyer også til puslespil, bagning, maling, tegning og alle de andre slags fnullerier og hjemmesysler, der kan drive tiden lidt afsted.I modsætning til den første uge efter skolelukningen, har vi skruet helt ned for blusset i forhold at omgåes andre mennesker. Vi lærer jo mere og mere om corona-virussen, og om hvor vigtigt det er, at vi holder os helt hjemme og på afstand, uanset om vi er karantæneramte eller ej (hvilket vi ikke er). Sådan føltes det ikke for bare 8 eller 10 dage siden, hvor man stadig godt kunne tillade sig at være sammen med andre – bare man fulgte forholdsreglerne med håndsprit og pæn afstand.

En enkelt eftermiddag tillod vi os dog at gøre en veninde og hendes piger selskab på stranden – ude i den friske havluft og med lidt afstand til hinanden. Dén aktivitet er dog en saga blot. Fra i morgen er strandene lukkede i mindst to uger.Butikker og indkøbscentre er fortsat åbne her i De Forenede Arabiske Emirater. Guderne må vide hvorfor. Nogle steder kører de med lidt reducerede åbningstider, men vi har slet ikke de samme forbud om at undgå forsamling og kun foretage nødtørftige indkøb som i Danmark og store dele af Europa.

At der ikke er et indkøbsforbud, betyder dog ikke, at det føles okay, at tage ud i et center eller hen i en butik. Det føles kæmpe-sært og nærmest lidt farligt eller småkriminelt. Faktisk er jeg ved at blive helt paranoid og indesluttet, selvom der ikke er nogen reel grund til det. Måske når myndighederne til samme konklusion om at lukke helt ned hernede – det må tiden vise. Indtil videre er moskéerne, parkerne, legepladserne, pools’ene, fitnesscentrene og biograferne lukkede i 30 dage; skolerne til den 5. april (we wish!) og visse andre sektorer kører med enten hel eller delvis lukning.

Følelsen af, at hele verden ‘lukker ned’ er ubehagelig og lettere angstfremkaldende. Men det er vores nye virkelighed, uanset om vi kan li’ det eller ej. Interessant nok havde vores første Ramadan i De Forenede Arabiske Emirater et lille anstrøg af dét her. Ikke at der var noget med verdensomspændende sygdomstrusler og risiko for smittespredning under Ramadanen, men for en ignorant vesterlænding i ukendt Sharia-land, var der denne her omklamrende følelse af, at verden pludselig var klappet i som en østers, og at der var en hel masse – delvist ukendte og ihvertfald usikre – regler for god etikette, skik og opførsel i fælles-rummet, som jeg risikerede at tage fejl af eller undervurdere. Dengang gik jeg konstant og debatterede med mig selv, om jeg skulle gå ud, hvad der så kunne eller ville ske derude, hvad jeg havde behov for og måske ikke kunne, hvis jeg så gik ud og så videre og så videre…sådan føles der igen nu – bare med langt, langt alvorligere konsekvenser.

Et smut i Dubai Garden Centre er det dog blevet til i ugens løb. Havearbejde er på en eller anden måde nærliggende og beroligende, når så meget andet er uroligt og utrygt. 
Og stærkt ansporet af hele virus-problematikken forsøger Cille sig nok engang med sit projekt ‘bakteriel udvikling på brødskiver’. Her står hun klar – bevæbnet til fingerspidserne – uden for vores lille lokale butik, Choitram’s.Nu hænger brødskiverne med masser af guf fra håndtag og deslige til ‘udvikling’ på ruden i køkkenet, og Cille har skrevet om processen i sit arbejdshæfte. Hun er og bliver en lille science-nørd.Det bliver spændende at se “rusultaterne” om et par uger.

Og mens vi venter på bedre tider, roder vi lidt med en papkasse eller fire – før kvadratrødder og brøkregning kalder igen i morgen.Bemærkelsesværdigt, som vi rykker tættere sammen i familierne – og værdsætter de helt små, simple og nære ting på en ny måde. Dét er en god ting, vi må tage med os ud af denne her pandemi.

Tid.

Til hinanden

Og til småsysler.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet