Frigørelsesproces

Mille går i Year 3. Det svarer til 1. klasse i Danmark, selvom der på rigtig mange punkter er stor forskel på de to skolesystemer.

For eksempel startede Mille i skole som 3-årig i dét, der kaldes KG1, hvorefter der fulgte endnu et børnehaveklasseår i KG2. Forud for de to KG-år forventes det, at man er blevet helt renlig, kan kommunikere og deltage i lege og korte undervisningsforløb hver dag. Der er uniformer, madpakker og skoletasker. Men alting foregår i et kærligt og roligt miljø med fokus på leg, trivsel, samarbejde, motorik og alle de mange andre ting, man skal lære tidligt i livet.Den “rigtige” skole starter i Year 1, når børnene er 5 år gamle. Så begynder show’et med at sidde stille, lære at læse sådan for alvor, skrive, regne og arbejde i små grupper.

Det betyder også, at Mille allerede i Year 3 (eller 1. klasse) er en dreven skolegænger, der har kunnet læse i en del år, arbejder fortroligt og selvhjulpent rundt i forskellige matematik-, læse- og stave-apps, og hun er helt med på, at der skal læses lektier hver dag.

Det akademiske kører. Fordi det er dét, man gør, når man er i skole. Fnidder, drillerier og andre sociale udfordringer er der meget lidt af, fordi børnene holdes i kort snor, når det kommer til individuel frihed, og leg er noget, der foregår under opsyn. Der er en meget lav tolerancetærskel for følelsesmæssige udbrud, intolerant ordbrug og den slags – og jeg tror, at vores børn ville få et gevaldigt chok, hvis de skulle begå sig uden for vores lille Dubai-boble.Én af de ting, man så til gengæld ikke lærer på samme vis, som i dansk eller skandinavisk sammenhæng, er den individuelle selvstændighed.

Det kan godt være, at fagligheden er i top, og at børnene generelt er meget høflige, fokuserede og dedikerede i skolen, men dét der med at kunne klare sig selv rent lavpraktisk – men også mentalt og følelsesmæssigt – er en helt anden sag.

Mange af børnene bliver bragt til og fra skole af forældrene, en chauffør eller skolebussen med en nanny, der følger dem lige til klasseværelset. Deres rygsække bliver ofte båret af de voksne – en nanny har måske smurt madpakken – og de pakker aldrig selv svømmetøjet, før de skal til idræt, eller læsebøgerne, før de skal på biblioteket. I frikvarteret står der lærere, vagter og rengøringsfolk rundt omkring, som kan hjælpe med stort og småt. Plaster på? Jamen så gå ind til sygeplejersken. Ked af det? Så gå hen til Dean of Pastoral Care og få en lille snak. Sulten? Gå i kantinen og få øst op.

Efter skole står der en forælder eller en nanny og venter på at tage dem hjem – eller også står der en træner klar til at tage dem med til fodbold, skak, tennis eller basketball. Over alt er der voksne, som øser mad op, pakker tasker ned og ud, løfter de tunge ting, åbner tunge døre og stramme plasticbøtter, gør rent, tørrer op efter dem, hjælper til med at finde dét, der er blevet væk osv.

Serviceniveauet er  tårnhøjt for både børn og voksne her i Ørkenstaten, fordi varme hænder ikke koster det samme som i Danmark.

Og pigerne har det naturligvis ligesom alle andre børn her i landet. De reder ikke seng og hjælper ikke til med at gøre rent, tømme opvaskeren eller smide affaldsposen ud. Det er jo Maricels opgaver, som hun udfører med stolthed og effektivitet hver dag. Pigerne læner sig tilbage og ser, hvordan tjenende ånder servicerer dem et langt stykke hen ad vejen hver eneste dag – præcist som vi voksne også gør.

Derfor er frigørelsesprocessen og den individuelle selvstændighed også noget, vi skal øve på en helt anden måde end i Danmark, hvor der ikke står en pædagog klar til at hjælpe dig med flyverdragten og de store thermostøvler. Hvis du vil ud at lege i fritteren, må du selv tage dit overtøj på. Hvis du er utilfreds med en kammerat i frikvarteret, må du selv gøre et forsøg på at få løst problemet. Når du er sulten, må du hente madpakken i køleskabet. Hvis du har et sår, er der nok plastre i førstehjælpskassen på kontoret. Hvis du går på toilettet, skal du selv tørre numsen.

Heldigvis kommer der da nogle små øvelser i selvstændighed og frigørelse undervejs. I Year 3 tilbydes børnene f.eks. en overnatning på skolen i telt. Det koster 50 kroner, som dækker pizza, varm kakao med skumfiduser og morgenmad dagen efter. Den lille “lejrskole” på skolens område er et forsøg på at dæmme op for den usikkerhed og manglende selvstændighed, som kan blive en hindring for deltagelse i de rigtige lejrskoleture, som starter i Year 4, når børnene er 8 år gamle.

Mille har jo set sin søster gøre alle tingene, før hun selv skal til dem. Det er både fordelen og ulempen ved at være nr. 2. Men hun har glædet sig til sin første “lejrskole” og har forberedt det mindst lige så grundigt, som hendes søster plejer at gøre.Her har hun skrevet tjekliste til pakning af taske.Og her står hun – fuld af forventning og sommerfugle over at skulle være væk hjemmefra henover en hel, lang nat – uden sin søster. Det er faktisk første gang, at hun prøver det.Børnene bliver afleveret kl. 17.30, hvorefter de skal lege forskellige lege og hygge sig med pizza til aftensmad. Senere bliver der aktiviteter og varm kakao kl. 20, før sengetid ved 21-tiden.

Næste morgen kl. 7 henter vi en lille, træt uldtot, der har sovet alt, alt for lidt.Hun var stolt over at have klaret udfordringen – og vranten resten af dagen, som man jo er, når man skal falde ned igen efter en stor følelsesmæssig adrenalinrutsjetur. Som Roskilde-Festival-Blues i en 7-årig.Det er godt nok med lidt nyfunden selvstændighed og at mærke, at hun sagtens kan klare sig selv for en stund uden søster, forældre eller Maricel.

Og det var faktisk også godt til de gamle forældre, sådan at have en hel aften i hinandens selskab. Det tog også kun sådan cirka tre glas hvidvin at komme mig over, at pigerne var væk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Liz Pichon, Tom Gates og Bog-anbefalinger

Lige før sommerferien sidste år valgte jeg at forære mig selv et Saxo-abonnement, så jeg kunne nyde en langstrakt sommer med masser af varieret læsning. Det har jeg ikke fortrudt – og jeg er fortsat med at læse en hel masse bøger siden da.

I sommerferien trawlede jeg hele udvalget igennem, og fortærede stort set alt, hvad der stod på hylderne af nogenlunde nutidig litteratur skrevet af kvindelige forfattere. Jeg trængte sådan til en opdatering på, hvad der foregår derhjemme i Moder-Landets hjerter og hjerner.

Traumatiserende barndomme syntes at være et gennemgående tema dén sommer.

I en grad så jeg ind i mellem fik helt ondt i maven og sære drømme om afsked og afvisning om natten. Sådan kan det gå, når man giver sig selv en overdosis Leonora Christina Skov, Maren Uthaug, Nina Wähä, Vita Andersen, Malene Lei Raben og Lotte Kaa Andersen.

Efter den omgang er jeg rykket videre fra bristede forældrerelationer til mere blandede bolsjer.

For nylig har jeg læst den poetiske og bevægende revolutionsroman, “Jeg løb mod Nilen” af den egyptiske forfatter, aktivist og tandlæge, Alaa Al-Aswany.Han beretter om Det Egyptiske Forår, det egyptiske samfund, de statslige institutioners gennem-korrumperede handlinger og Præsident Mubaraks fald igennem en række pseudofiktive personer, der på vidt forskellige måder bliver involveret i revolutionen. Der er en klar romantiseren af de revolutionære kræfter og initiativer undervejs, men Al-Aswany formår også at vise bagsiden og omkostningerne for oprørerne, og hvad såkaldt ‘almindelige’ egyptere egentlig synes om revolutionen.

Hermed en varm anbefaling af “Jeg løb mod Nilen” – selv i oversat form er det en smuk og rørende bog, som giver læseren et indblik i den egyptiske kultur og et samfund, som fungerer fundamentalt anderledes end vores eget.

I går færdiggjorde jeg så noget i en helt anden ende af læseskalaen:

“Begge Sider” – den nye biografi om Nicklas Bendtner, der er blevet til i lange, tunge samtaler med Rune Skyum-Nielsen, mens Bendtner alligevel sad dér i sofaen og afsonede en dom (voldelig taxa-fadæse) med digital fodlænke.”Begge sider” er fantastisk læsning. Ikke for sproget eller abstraktionsniveauet, men for autenticiteten. Det føles som om Nicklas Bendtner sidder i siderne og fortæller lige ud af posen om alt det shit, der er foregået i hans liv, mens han har skaltet og valtet med sit helt unikke talent. Man kan ikke andet end at holde af og holde med denne her energiske og vilde amagerknægt, der får så lidt og så dårlig vejledning i sine unge år, at det næsten kun kunne gå galt. Han tager egentlig sine tæsk med oprejst pande, men langer også ud efter de personer, som han mener bevidst har ønsket at gøre ham ondt eller har været særligt illoyale – og det er saftige sager, så siderne flyver nærmest om ørerne på én.

Læs den – virkelig – uanset om du er til fodbold eller ej – for alle kan da kun elske en gennem-menneskelig helt, der crash’er komplet og bliver til hele Danmarks prügelknabe og antihelt, for så at rejse sig, eje hele lortet og tage til genmæle. Vild med skidtet. Og kudos til Rune Skyum-Nielsen for at have visket sit eget ego ud af bogen og evnet at lade Bendtners personlighed skinne så tydeligt igennem fortællingen.

Mine næste bogeventyr bliver helt klart Thomas Korsgaards nye novellesamling, “Tyverier”, og så har jeg downloadet disse tre her, jeg skal læse lige bagefter, fordi KAREN, you know…Online læseløsninger på dansk er simpelthen som skabt til folk, der rejser meget eller bor i udlandet. Det er alt for besværligt, dyrt og tungt at slæbe rundt på danske bøger i papirform. Og så længe vi “flytter rundt”, føler jeg heller ikke, at jeg kan tillade mig selv at skabe et rigtigt bibliotek, selvom det er et stort ønske at få sådan et engang. Men iPad’en er jo med – uanset hvor jeg bevæger mig hen, og for første gang i mange år føler jeg mig forbundet til dét, der foregår mentalt derhjemme. Og det er en god ting, tror jeg. Jeg har ihvertfald overgivet mig helt og fuldt til at læse bøger elektronisk.

Dét har familiens anden bogorm så til gengæld ikke.Cille elsker go’e gammeldags papirbøger og hader, når jeg forsøger at finde noget frem elektronisk til hende. “Det er bare ikke det samme”, vrænger hun og hiver endnu en lille mursten frem.

Cille læser stadig kun grafiske romaner, tegneserier og kortere noveller. Hun er ellers en rigtig dygtig og flydende læser på både engelsk og dansk nu som 10-årig, så Harry Potter m.m. burde være næste skridt, men hun afviser blankt at læse historier, der kunne have elementer af “uhygge” i sig. På samme måde afviser hun også film, der kunne være uhyggelige eller udfordre hende lidt.

Hun er der bare ikke endnu – er ikke klar til action, magi, fantasy, vold, gys, uhygge og alt det andet, der ellers er kendetegnende for mange gode historier og film.

Til gengæld gnaver hun sig igennem alt, der er doodle’t og sketch’et med humoristisk sans, som f.eks. “Diary of a Wimpy Kid”, “Horrid Henry”, “Daisy”, “Dork Diaries”, “Big Nate”, “Middle School”, “Tom Gates” og samtlige bøger af forfatterne Roald Dahl og David Walliams.

Og det er fint for mig.

Cille behøver ikke at bevise, at hun er i stand til at læse en kompliceret murstensroman som 10-årig. Bare hun læser af lyst. Hver dag. I mindst en halv til en hel time.

I min optik handler det om, at hvert barn skal finde sin indre læseglæde og læsemotivation via de emner, temaer og genrer, som tiltaler barnet intuitivt. I vores tilfælde har tegneserier og dysleksi-venlige korte fortællinger været et hit – også selvom Cille ikke har læsevanskeligheder.

Cille elsker bare dårlige jokes, humor og fjollerier – og hun er dybt fascineret af doodles som kunstform, så det lå lige til højrebenet at gå i teatret med et par af vores BFFs forleden.For tiden kører “Tom Gates: Biscuits, Bands and Very Big Plans” nemlig som en elektronisk “Doodle-Musical” på DUCTAC-teatret i Mall of The Emirates.Det var så fint, fjollet, sjovt, sødt, farverigt og quirky, at de to 10-årige piger ikke kunne andet end at overgive sig komplet til den altid-så-uheldige Tom’s univers fyldt med skole-udfordringer, glemte lektier, øvere med sit rockband DogZombies og konflikter med den helt og aldeles umulige teenage-storesøster Delia.

Ikke nok med at musical’en var et hit hos pigerne, så fik de samtidig chancen for at hilse på forfatteren bag “Tom Gates”-succes’en, Liz Pichon!Hun var i Dubai for at signere bøger og deltage som tilskuer til musical’en, som hun heller ikke selv havde set tidligere.

Liz Pichon viste sig at være supercool, og selvom pigerne var MEGET starstruck over at møde hende, så lykkedes det dem dog at få fremstammet deres navne og fortalt hende, at de er vilde med bøgerne. Hun doodle’de straks løs i deres bøger, stak dem klistermærker og stempler, og hun fortalte dem, at den mugne storesøster Delia på mange måder er hende selv som teenager – og at skolens motto har akronymet “PUNK”, hvis man ser ordentligt efter.

Da jeg senere læste op på Liz Pichon, viser det sig, at hun har dysleksi og altid har ønsket sig at skabe bøger til børn, som er så læsevenlige og appellerende, at børn med dysleksi får lyst til at læse en hel serie. Det er lykkedes for hende, dét er helt sikkert. Pichon’s bøger er i øvrigt oversat til dansk – og du kan læse en fin artikel med hende lige her:

https://www.telegraph.co.uk/women/life/liz-pichon-on-how-dyslexia-inspired-her-tom-gates-childrens-book/

PS: Skriv dine boganbefalinger til mig, så jeg kan finde på noget nyt og spændende at læse!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lejrskole Dubai-Style

Cille har glædet sig lige siden starten af Year 6 til at skulle på lejrskole med hele årgangen.Her ligger hun – ivrig og opkørt over, at den flere måneder lange nedtælling til lejrskolen er ved at rinde ud. Tirsdag morgen skal de ENDELIG i busserne og op til det naturskønne emirat Ras Al Khaimah, der ligger ved Hajjar-bjergkæden.Year 6 svarer til 4. klasse i Danmark. De er væk i to overnatninger / tre dage, hvor de skal bo på en professionel lejrskole. Med sig bringer de deres klasselærere, men det er lejrskolens undervisere, der skal fylde indhold i lejrdagene, mens klasselærerne mest er med for de sociale og emotionelle aspekter af at være væk hjemmefra. Lejrskolen har egen swimming pool, legeplads, klatrevæg, svævebane, små “kæle”-dyr til brug i undervisningen og masser af udstyr til hav-aktiviteter – f.eks. snorkling, paddle-boards, kajakker osv. Det er rimeligt langt fra dengang, jeg selv var på lejrskole i 8. klasse i Sæby Søbad med en enkelt udflugt til Kalø Slotsruin, men sådan er det jo fra den ene generation til den næste.

En tre-dages lejrskole koster i omegnen af 3.000 kr. – alt inklusiv.

Det er vel nærmest på højde med hvad en studietur på gymnasieniveau i Danmark ligger på?

Det skal dog siges, at det er ganske frivilligt, om man vil deltage i lejrskolen, eller om man vil deltage i den almindelige undervisning derhjemme på skolen. Som udgangspunkt er det ca. 70% af en klasse, der deltager i lejrskolen. De resterende 30% af klassen bliver hjemme eller benytter sig af ét af de andre tilbud om ture. Der er eksempelvis en uges rejse til Borneo for at se på orangutanger og en uges skiferie i Verbier i Schweiz. De to udlandsture koster hhv. 18.000 kr. og 22.000 kr., så man kunne jo også vælge at deltage i dem alle tre? 😅

På lejrskolen må børnene medbringe ganske få lommepenge, og der er fuld forplejning undervejs, så det er i virkeligheden mest tøj, praktiske sko, lommelygte, sovepose, myggeplastre og tandbørsten, man skal have pakket.Cille har pakket efter alle kunstens regler mere end en uge i forvejen. Hun har tick’et af på en tjekliste, vi fik tilsendt fra lejrskolen, og hun har overvejet alle tænkelige situationer og scenarier. Det har været meget rørende at se på, og vi har skullet undertrykke et fnis her og der, når hun har forklaret og arrangeret.

I løbet af de tre dage har de været ude for mere eller mindre spejder-lignende oplevelser og natur/teknik-faglige aktiviteter. De har bl.a. været på vandring i en ‘wadi’, som er det arabiske ord for en dal, hvorigennem der flyder vand fra bjergene, når det regner. Her mødte de en flok frække bjerggeder og fandt det rådnende lig af et stort kvæg. De har også været ude i mangroven, som er det sumpområde, der ligger mellem ørkenen og havet, når man befinder sig i et ørkenland. Her fandt de plankton og krabber mellem slimede sten og lange plantestængler. De skulle fange krabberne, undersøge dem og efterfølgende sætte dem ud igen. De dissekerede også store blæksprutter og kom i nærkontakt med lejrens slanger, fugle og andre smådyr undervejs.

Cille elskede hvert øjebliks nærkontakt med dyrene på lejrskolen – både de døde og de levende! Og hun kan nu fortælle detaljeret om blækspruttens finurlige anatomi og adfærd.

Der skulle også have været tid til at øve sig i snorkling nede på stranden, men sigtbarheden i havet var nedsat pga. de mange regnskyl og storme, vi har haft denne vinter. I stedet blev der tid til klatrevæggen og fri leg. Cille var vist lettet over, at snorklingen blev aflyst, for hun får klaustrofobiske fornemmelser bare ved tanken om masken – og klatrevæggen takkede hun klart nej til, selvom hun blev opmuntret til at prøve. Hun evner at sige klart nej, den unge dame, når der er noget, hun ikke har lyst til at prøve. Det er jo som sådan en ret god evne at have med sig fra starten af livet.

Om aftenen sang de fjollede sange om lejrbålet og spiste ristede skumfiduser, og et par gange undervejs var de blevet ‘tvunget til at gå i bad’ (som Cille formulerede det) og rydde op på værelserne.

Jeg kan ikke dele de billeder, som lærerne sendte os af de enkelte aktiviteter – af respekt for de andre børn, der er med på billederne, men jeg tillader mig lige at bringe fælles-fotoet fra den sidste dag, hvor hele Year 6 står klar til at sætte sig op i busserne og drøne mod Dubai igen. Glade og udkørte efter tre hæsblæsende dage.Vi fik en storsmilende pige med hjem fra lejrskole torsdag eftermiddag!

Det glæder både Martin og jeg så uendeligt meget, at Cille ser frem til sine lejrskole-ture – og at hun formår at være afsted og have en skøn tur med sine kammerater uden hjemve eller problemer undervejs. I år har turen været helt gnidningsfri; pigerne har hygget sig i køjesengene om aftenen og leget sammen på kryds og tværs uden “friendship trouble”, som Cille kalder det.

Hun var nu ikke den eneste, der var glad for at hun var hjemme igen…

Mille kastede sig om halsen på hende, for tre hele dage uden storesøster er faktisk ret hårdt.

Det er jo så langt fra normen for Mille, sådan at have “det hele for sig selv”. Hun har aldrig kendt til et liv uden Cille, og hun savner hende ganske kort tid efter, at Cille er strøget ud ad døren.Her står hun om morgenen og titter betuttet ind i det mørke, forladte værelse, hvor Cille ikke er – og hun sover om natten med Cilles dovendyr, Liam, i sine arme.

Bevares – ikke alting er surt, når man er alene og uden en storesøster.

Der er f.eks. tid til mor-datter-forkælelse på The Nail Spa.Vi har også haft ekstra god tid til at hygge om morgenen, læse om aftenen, sam-sove og kramme livet ud af hinanden.

Men nu er vi samlet i firkløveret igen.

Og Cille har brugt weekenden på at bade, sove, se film, skrive med sine veninder, spille Minecraft og spise-spise-spise til den store guldmedalje.Nu er hun ved at være udhvilet, mæt og tilpas igen. “Festival-feberen” har efterhånden lagt sig, og søvnunderskuddet er blevet dækket ved hjælp af marathonlang nattesøvn x 2.

I februar er det så Milles tur. For første gang.

Der venter hende en overnatning på skolen i telte sammen med hele årgangen og klasselærerne. Det er skolens måde at “øve” lejrskole på i Year 3, som svarer til 1. klasse, før de skal afsted på de ‘rigtige’ lejrskoler i Year 4, 5 og 6.

⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skybrud

Jeg vågner kl. 6.10 til en SMS om, at skolen er lukket på grund af regn og uvejr. Det samme skete i midten af november.

Cille og Martin har allerede været oppe i et stykke tid, for Cille har kor kl. 6.40 hver søndag morgen. Men vi får hende viklet ud af uniformen igen og over i den behagelige kombination af nattøj og sofa. Ser hun ikke svært tilfreds ud med situationen?Det har virkelig også været usædvanligt dårligt vejr og mærkbart køligere end normalt denne vinter. De seneste par dage har det blæst og regnet, stormet og tordnet.Og denne her morgen er mørk som efteråret i Danmark. Med kastevinde og skybrud.

Regnen pisker ned og ind ad husets utætte ruder, så der må tørres små vandpytter op på nogle af værelserne.

Intet er bygget til regn i en Ørkenstat. Huse, veje og kloaksystemer sukker og giver sig. Regnvand samler sig i enorme pytter, søer og mudrede småfloder, som flyder afsted. Det fine ørkensand blandes op med vandet til en slibrig, klæbende, glat masse, der er ganske farlig at køre i. Træernes rodnet står svagt i sandjord, og der er åbenlys fare for at træer kan vælte ud over stier og vejbaner, når det stormer. Kort sagt – man skal blive hjemme. Indendøre. Og det er dét, skolerne retter sig efter, når de lukker og lader lærere og børn få fri.

Og mens vi andre putter os indendøre, arbejdes der på højtryk for at fjerne vandmængderne, så de ikke ødelægger vejnettet, broer, boligområder, shoppingcentre, parkeringshuse osv.20 teams – eller godt og vel 3.100 mænd – suger vand op, fejer, renser og fjerner alt det debris, der følger i kølvandet på uvejr i en ørken. Det er små, blå mænd, der vader rundt i koldt plumrevand bevæbnet med slanger, skovle og neonveste. De burde have en flidsmedalje – for sjovt kan det ikke være, og lønnen er helt sikkert ikke som fortjent.

Regnen kommer som et resultat af mindst 9 cloud seeding aktioner over De Forenede Arabiske Emirater de seneste dage. Staten bekræfter aktiviteterne, og vi andre mærker konsekvenserne.

Der er sikkert en lang række årsager til at anvende cloud seeding over en ørken. Det håber og antager jeg ihvertfald, at der er. Men som lægmand er det svært at blive begejstret. Det føles som om vi mennesker pirker for meget til naturen, når vi manipulerer skyer til at slippe deres vand på kommando. Hvad er de langsigtede konsekvenser af at skyde salt og sølvioner ud i atmosfæren? Hvorfor skal vi overhovedet rode med skyer og regn i en region af verden, der konsekvent er tør og regnfattig?

Jeg forstår det ikke, udover at nedbøren giver gratis vanding af vores sirligt tilplantede områder og landets landbrugsafgrøder.

Og indtil regnen, blæsten, tordenvejret og lynene stilner af, må vi begå os herinde.Pigerne bygger hule og rister ikke-eksisterende skumfiduser over TV-ild. På billedet ser det så tilforladeligt ud, men størstedelen af tiden skændes de, så det buldrer og brager nogenlunde lige så meget som tordenen udenfor.

Maricel bager pandekager, flyver under radaren og rydder op efter os i én uendelighed.

Martin og jeg sætter os for at se en interessant BBC-dokumentar om den iranske, nu afdøde, General Qasem Soleimani – kun afbrudt sådan cirka 14 gange af fredsmægling blandt de stridende parter, der mest af alt minder om en ægte mellemøstlig konflikt, hvor det er umuligt at afgøre, hvem der er the bad guy. Til sidst bliver det for meget, og vi sniger os ud af døren og om i fitnesscentret, hvor vi kan være helt i fred for stride børn.

Oh well.

I morgen er der atter en dag.

Men kan vi ikke aftale, at det bliver en helt almindelig hverdag med skolegang – og helst ingen ingen skybrud, tak?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den danske inder

Hvis der er noget, vi ikke har i en fjern Ørkenstat, så er det foreningslivet. Det må siges at være en dansk-europæisk tradition, dét der med at have en god håndbold-, badminton- eller fodboldklub nede om hjørnet i den lokale hal. Det er for det meste virkelig velfungerende sportsforeninger, der er baseret på et stort antal frivillige/entusiaster, der laver alt lige fra opkrævning af kontingent til den konkrete træning af børnene.

Her er det nærmest stik modsat. Stort set alt, hvad der vedrører sport, er ren forretning.

Jeg har da hørt om enkelte entusiastiske fædre, der har startet pigefodboldklub og baseball-hold op i Dubai, fordi de har manglet det til deres børn. Kæmpe kudos herfra til de frivillige, der vælger at bruge deres sparsomme fritid på egne og andres børn.

Men sport (og alle andre former for efter-skole-aktiviteter) i en Ørkenstat er lig med big business resten af tiden.To timers redskabsgymnastikundervisning koster 200 kroner. 45 minutters tennistræning i en lille gruppe koster 150 kroner. To timers fællestræning i badminton koster 175 kroner.

Ingen – som i ingen jeg kender – lader deres børn gå hjem fra skole uden at have aktiviteter et par gange om ugen. Jeg tror det ville opfattes som upassende eller underligt med al den ‘fritid’ eller ‘fri leg’.

Umiddelbart er det helt okay, at tingene koster noget. Her findes jo ikke haller eller gymnastiksale, som stilles til rådighed af kommunen til de (ikke eksisterende!) lokale sportsforeninger.

Her er det i stedet skolernes sportsfaciliteter og professionelle sportsanlæg, der byder sig til over for specialiserede sportsfirmaer, som så betaler for lokaleleje og trænere, mens de udbyder deres respektive sportsgrene til befolkningen. Sådan er det, når man bor i et samfund, hvor der ikke betales ind til en fælleskasse.

Det seneste års tid har Cille spillet badminton. Det er den eneste sportsgren, hun viser oprigtig interesse for – lige bortset fra at gå til dansetimer, der minder om noget fra musikvideoer.Vi har forsøgt os med et af de specialiserede ketsjersportsfirmaer på en skole, men der kom kun ganske få andre, så det var stort set ikke muligt at spille kampe. Træningen blev derfor alt for kedelig og for teknisk.

Så nu er hun røget på en lørdags-fællestræning på den indiske skole “Springdales” i Al Quoz 4, hvor en striks srilankansk proptrækkerdame kører sit eget lille badmintonfirma,  Deepika’s Badminton Academy.“Little India in Dubai”, er vi landet midt i – eller måske er “Little Lanka in Dubai” et mere præcist prædikat…

Set-up’et er til tider tæt på tragikomisk. Trænernes kompetencer er – set med danske øjne – yderst begrænsede. Martin, den gamle cirkushest af en badmintontræner i Sjællandskredsen, må ind i mellem tage sig til hovedet over de forklaringer, børnene får undervejs. Men det ville nok heller ikke være optimalt, hvis Farmanden overtog rollen som badmintontræner for sin tween-agedatter, der som bekendt altid selv ved bedst? Fjerboldene er også mere end almindeligt udrangerede. Faktisk bliver de aldrig skiftet ud. Man skal huske at medbringe eget toiletpapir til wc-besøg, og der sælges fede, indiske friture-snacks efter endt træning, fordi det jo er dén kost, alle store atleter er byggede af. Der er også håndskrevne fakturaer på månedsbasis, fordi kontingentet kan være svært at få råd til. Det hér er måske så tæt, vi kommer på et helt almindeligt sportsforeningsliv, som man kunne opleve det i Danmark.

Bare på indernes præmisser.Instruktionerne undervejs er på et hindi-engelsk så tykt, at jeg knapt forstår det.

Men Cille er allerede specialist i at forstå og tale indernes, pakistanernes og srilankanernes versioner af engelsk – for hun er sammen med både voksne og børn fra førnævnte lande hver eneste dag.

Hvis ikke det var så forkert at grine af andre menneskers accenter, så skulle I høre Cille gengive Deepikas instruktioner med den tykkeste lanka-accent. Hun er nærmest blevet dansk-inder.Der kommer da stort set også kun indere og srilankanere i varierende aldre i Deepika’s badmintonklub – og så en håndfuld blegnæbbede europæiske børn, der i dén grad lærer tingene The Indian Way. Uanset hvad vi måtte mene om undervisningens kvalitet og indhold, så er der her et varieret fællesskab at indgå i. Det er helt nede på jorden og åbent for alle. Faktisk er det så langt fra “Dubai-stilen”, man næsten kan komme.

Og det er sikkert en fin ting, at der ikke altid er top-notch-faciliteter til rådighed, og at man selv lige skal have toiletpapir med i lommen. Det er sikkert også en fin ting, at der ikke er fuldt fokus på barnet hele tiden, men at hun må vente på tur og opmærksomhed fra træneren, fordi der er mange andre i gang med det samme.

Om ikke andet, så får Cille to timers fysisk aktivitet hver lørdag, som hun kan lide, og som bringer et spædt konkurrence-gen frem i hende, som helt sikkert trænger til at luftes og motioneres.

I dag er det mig, der er plasticstole-varmeren, mens fjerboldene flyver rundt i salen.

Her stinker af karry, sved og prut.

Cille spurter omkring med en kær, lille srilankansk pige, der ser op på hende med sine store brune øjne: “Why you have brown dots on your face?”, spørger hun nysgerrigt, og rækker ud efter Cilles kinder. “Oh, it’s just what happens to my face, when the sun shines”, svarer Cille og ler højt.

Det er helt sikkert første gang, den lille pige møder en Virkelighedens Pippi med rødt hår og fregner. Men at dømme på de to umage pigers kemi, så bliver ikke sidste gang, de spiller fjerbold med hinanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet