Dojo

“Mummy, I had enough dojos in school to get a sweetie from Miss Laura’s candy jar”, proklamerer Cille med stolthed, mens hun sætter hindbær på fingerspidserne.Senere vifter hun selvtilfreds sit slik-pas foran næsen på mig.Og sammen klistrer vi passet op på køleskabet, som det endegyldige bevis på at Den Lille-Store Skolepige har været et dydsmønster i ugen, der gik.

De første par uger fatter de gamle forældre intet, når Cille  fortæller om dojos og minus-dojos.

Vi kan selvfølgelig godt regne ud, at der er tale om et belønnings-system til adfærdsregulering – præcist som dengang med solen, skyen og lotteri-loddet i landsbyskolen i England:

https://moriudlandet.com/2013/10/16/nu-far-du-en-warning-mummy/

Uanset om vi opererer med dojos eller varierende vejrlig, så virker det på trunten.

Hun er opsat på at blive belønnet for god opførsel. Den dybereliggende årsag er, at hun gerne vil vinde for enhver pris.

Og forleden modtager vi så instruktioner om at downloade en Dojo-app, hvor man dagligt kan se, om ens barn har modtaget dojos for samarbejde, fokus, dedikation, hjælpsomhed, deltagelse, vedholdenhed eller anden positiv og hensigtsmæssig adfærd.

Her er sidste uges Dojo-status for Cille:Men ugen forinden smutter det åbenbart lidt for Den Lille-Store Skolepige, der får en minus-dojo for “off-task”.Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om det tilnærmelsesvist kære, lille Dojo-monster, der i dén grad udleverer børnenes adfærd til forældrene.

På overfladen ser det jo meget sødt og smart ud, at vi sådan kan følge med dag for dag i forhold til vores børns opførsel (og indirekte dermed deres trivsel).

Men er der ikke også et eller andet creepy ved det?

En smule ‘Big Brother Is Watching You’ over det?

Jeg mener – lidt privatliv må man vel for pokker få lov til at have?

Tænk, hvis min (stakkels!) Mor dagligt havde modtaget mine tilstandsrapporter, hvor der ville have været den ene minus-dojo efter den anden for “off-task”?

Dengang skulle min Mor kun udstå forældremøderne hvert halve år med lærernes “ja, hun fjoller og taler jo lidt rigeligt, men er ellers meget deltagende i undervisningen og følger fint med”.

Nu kan jeg dagligt have en kvalificeret samtale med min datter om, hvad der gik godt og skidt – med sladrehanks-Dojo’en i baglommen som en anden spion.

Det kan da helt sikkert anvendes konstruktivt til en god dialog om dagens forløb – men det kan absolut også anvendes helt modsat til snagen.Og Mille?

Tja – de seneste par dage er Den Bitte-Lille Skolepige gået ind i klassen uden ballade og klyngen-sig-til-Mor.

Muligvis fordi hun har skullet aflevere spændende ting og sager, som skal bruges i undervisningen?

Her har vi f.eks. pakket en mindekasse fra babystadiet, som Mille skal bruge til et 9-ugers forløb om identitet og fysisk udvikling. Jeg tør næsten ikke at fejre, at hun kan gå ind uden tårer. Er tilnærmelsesvist bange for at jinxe fremskridtet.