Frederiksborg Slot

Lidt mere end en måned om året er vi i Hillerød. Hele Martins familie bor her, og jeg har sågar selv haft adresse her i nogle måneder tilbage i 2008, mens det gik gevaldigt stærkt på det københavnske boligmarked.

Cille siger selv, at hun er fra Hillerød – Mille siger, at hun er fra Vestjylland. Det er ret skægt, hvad der mon har været afgørende for deres synspunkter og følelser her. Mille har samme bløde, jyske accent som jeg selv har, og som altid bliver stærkere i selskab med andre jyder, mens Cille lyder som en nordsjællænder med lidt Kronprinsesse Mary indblandet. Cille er fast besluttet på at bo lidt hos Farmor i Hillerød, når hun skal have et sabbatår som barista, men så vil hun flytte til København for at studere – ligesom alle andre unge mennesker – og senere vil hun ud i Europa igen. Spændende planer, den unge dame klædt-helt-i-grønt-så-hun-matcher-kobber-spirene har.Men det vigtigste for os er, at Hillerød er en del af vores danske ‘rødder’. Her er vores familie, et vennepar og nogle vante rammer, der alle hjælper med at give os en følelse af at høre til. Hillerød er en fin handelsby med gode butikker, og uanset hvilken vinkel, man kigger fra langs Slotssøen, er der skruet helt op for charmen og ynden på Christian IV’s renæssanceslot, Frederiksborg.Byens vartegn og stolthed.

Med rette.

Pigerne har aldrig været inde på Frederiksborg Slot,og dét går altså ikke, hvis man skal forestille at være ‘lidt fra Hillerød’, så forleden tog Farmor og fætter V dem under armen, og jeg tog selvfølgelig også med. Tidligere har vi besøgt Fredensborg Slot og Kronborg Slot, så det var da virkelig på tide, at de fik set hjembyens slot.For tiden er der særudstillingen ‘Dronningens ansigter’, i anledning af H.M. Dronning Margrethes 80 års fødselsdag. 
Det Nationalhistoriske Museum på slottet ruller to daglige rundvisninger med børnevenligt islæt, som er aldeles gratis, når man har betalt en beskeden entré. Vi valgte rundvisningens ‘Dronninge-jagt’ kl. 10.30, fordi dronninger er bare sejere end konger eller noget. Det giver også mening at få børnene engageret i besøget ved hjælp af en rundviser, for ellers ender det sandsynligvis med bare at være en samling ‘støvede genstande i nogle store, fine rum’.Rundviseren var en sød historiestuderende, der første os rundt igennem slottets store og små lokaler, hvor vi skulle finde frem til udvalgte dronninger i Danmarkshistorien, som har gjort noget usædvanligt. ‘Clues’ til at finde dem, fik vi ved at lytte til oplæsning af brudstykker i en gammel bog.
Imens børnene lyttede og ledte efter dronninger på malerier og fik set detaljer ved deres tøj, ordener, ansigter, de ellers ville have overset, og fik forklaringer på historiske handlinger, der var skildret på malerier, nåede Farmor og jeg at sakke lidt bagud for at nyde de enormt detaljerede renæssancerum fyldt af heste, engle, konger og dronninger, adelsmænd og græske guder, der pryder vægge og lofter i samtlige rum.Der var selvfølgelig også kig til Barokhaven, som ligger og står snorlige bag slottet.Lokkende barokhave i baggrunden eller ej – efter rundvisningen og et stille kirkebesøg var der mere brug for en glad energiudladning end vandring i aldeles sirlig have, hvis man spurgte vores med-museums-gængere.Her er Mille og Fætter V i fuldt vigør på Posen.Vi sejlede selvfølgelig også ‘Danmarks smukkeste sømil’, som er en lille færge med kapacitet til 30 mennesker, der opererer på Slotssøen fra marts til oktober. Der er stå-på-og-stå-af-steder hele søen rundt, så man får virkelig valuta for pengene ved at indløse en billet. Man støtter samtidig verdens mest cute rederi med toptunede og aldeles frivillige kaptajner og matroser, så gør endelig dét, hvis du kommer forbi Hillerød.

Bagefter kan man så vade langs Slotssøen og glo på renæssanceslot med barokhave, svaner med ællinger, irgrønne tage og irgrønt vand, Dannebrogsflag og glade turister og Hillerødborgere med isvafler. Eller man kan tage en gyngetur og gå i bland-selv-slik, der helt sikkert er én af de butikker, som Fødevarestyrelsen med fordel kunne besøge og få hjulpet til at lukke hurtigst muligt. Gæt, hvad vi gjorde.

Tak til Farmor for en dejlig dag med spændende indhold og 8.000 skridt på slotstrapper, før vi ramte eftermiddagskaffen i gårdhaven. Jeg holder så meget af dig – og af Hillerød, efterhånden. 👑🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rulle-Mille

Siden sidst har vi haft den skønneste Eid al Fitr i Emiratet Ajman, der ligger 40 minutters kørsel fra Dubai stik nordpå.
Overalt er der pyntet op med gyldne lanterner, halvmåner, dadler og kaffe, og selvfølgelig masser af friske blomster.

Dagene gik så nemt som ingenting med at sove og spise længe, bade i poolen, dase og læse på liggestolene – og så var vi i havet hver dag for at prøve kræfter med den oppustelige forhindringsbane, der ligger fast-fortøjret i Fairmonts private lagune. Martin filmede mig derude. Det var IKKE kønt, så jeg undlader at uploade dokumentation. Jeg skulle jo nødigt tage appetitten fra jer.Havet er omkring 27-28 grader varmt her i midten af maj – og det er simpelthen en perfekt temperatur. Man kan ligge dér og skvulpe rundt i det friske saltvand og duve med bølgerne i en halv time uden så meget som en eneste kuldegysning.

Og pigerne er nu blevet så store, at vi kan ligge stille og læse bøger eller se serier uden anden afbrydelse end insisterende anmodninger om bestilling af mad og drikkevarer i en lind strøm. Mad skal der til, når man er 9 og 11 år gamle.Denne gang havde Martin booket to værelser med dør i mellem, og pigerne var svært tilfredse med at få deres helt eget univers, hvor de kunne flytte ind og lave spabehandlinger uden de voksnes indblanding.Det var tiltrængt for Martin med nogle fridage, hvor der skete ganske lidt på kontoret og i indbakken – og selvom Eid al Fitr er en notorisk dyr weekend (lidt ligesom at booke noget i påsken i Europa), så endte Fairmont med at være sådan rimelig fair.Bevares, den indre madsnob var ret meget på tålt ophold i buffet’en, der helt sikkert godt kunne trænge til en opgradering rent kvalitetsmæssigt, men det sker bare ikke i nærmeste fremtid, for hotellerne har blødt økonomisk så længe, at det er bydende nødvendigt at spare på … ALT. Så – ja – der var ikke længere Le Labo sæbe-sortiment på badeværelserne, som ellers hører til et ophold på Fairmont; om morgenen var der lange køer til æggene, som til gengæld var af tvivlsom burhøne-kvalitet; om aftenen blev der serveret sushi med betydeligt flere grøntsager end rå fisk – og så fremdeles. Vi overlever nok. Og vores russiske medgæster fik da både fyldt tallerkenerne og kommanderet med personalet under alle omstændigheder, må man sige.

Eid al Fitr (og alle andre muslimske helligdage) fastlægges efter månen – og det betyder, at man oftest først ved, hvornår helligdagene træder i kraft dagen før, man egentlig får fri. Dén udfordring kan man tackle på to måder: Book hotel eller ferierejse og kryds fingre for, at den estimerede måneudvikling holder stik – eller hold nallerne helt fra at booke noget som helst, hvis det skaber mere frustration end glæde i tiden op til ferien. For man ved bare aldrig.

Vi havde booket fra tirsdag til fredag for længe siden, fordi Mille fyldte 9 år om tirsdagen. Hvis vi så endte med at skulle i skole og på arbejde tirsdag og onsdag, ville vi bare køre fra hotellet i Ajman og ind til Dubai. Det kunne der jo ikke ske noget ved for et par dage. Men heldet tilsmilede sødeste Mille – og hun fik sørme fri fra skole på sin 9-års dag.Cille havde lavet den fineste skattejagt til Mille med gaver, hun selv havde udtænkt, fundet og købt. Der var også gaver fra familien i Danmark, som faldt i god jord hos den glade Playmobil-entusiast.Vi endte med at give efter for et stort ønske fra Milles side: Rulleskøjter. Vi kan ikke selv stå på rulleskøjter, så det er en førstegangs-oplevelse for os alle. Se lige stoltheden og tilfredsheden lyse ud af hende.Der sker så meget med denne her 9-årling for tiden.Hun er den kærligste hunde-mor og datter, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse.

Hun reflekterer over tingene, vil gerne tale om alt muligt mellem himmel og jord, når vi cykler eller kører bil sammen – og så er hun blevet markant bedre til at være en lille smule genstand for opmærksomhed eller i centrum, om man vil..
Det var svært for Mille under lockdown i foråret 2020. Hun kom sig aldrig rigtigt over chokket ved at blive sendt hjem og kun skulle se sine venner over Teams på iPad. Hun ville ikke videofilmes til idræt eller til dans. Hun ville ikke lege med de andre over Zoom efter skoletid – for ‘det er ikke rigtigt at lege sammen’. Hun blev indelukket, stille, mut og trist. Præcist som vi andre – i virkeligheden. Børn er spejle på deres voksne. På godt og ondt.Men Mille er nu et helt år ældre – erfaren med, at ting og aftaler kan ændre sig fra ét øjeblik til det næste – rolig ved tanken om, at vi ikke altid ved, om det nu kommer til at gå som aftalt. Hun har lært, at selvom ting ændrer sig, kan vi sagtens finde en løsning og stadig have det dejligt og rart sammen.Hun bevæger sig igen. Både fysisk og mentalt. Væk er corona-tristessen. Mutheden. Matheden. De negative tanker om sig selv og andre, der hele tiden gav sig udslag i, at hun fravalgte fællesskaber.Mille er videre nu. Og gudskelov for det. Vi var virkelig bekymrede, og vi prøvede at tale med hende, så godt, som vi nu kunne.

Det hjalp med en to måneder lang sommerferie i Danmark sidste sommer, hvor det var som om Danmark endnu ikke havde fattet, hvad corona var for en størrelse, og hvilke redskaber, der skulle tages i brug for at få styr på tingene. Det var nærmest et lille helle for os, kan jeg nu se i bakspejlet.

Heldigvis kom vi tilbage til skolestart for alle børn i september 2020. Godt nok med hveranden uge derhjemme for mange af årgangene, men det var trods alt stadig meget, meget bedre end i foråret. Mille landede tilmed i en fantastisk Year 4 klasse med dejlige kammerater og en skøn lærer – og så retter tingene sig jo stille og roligt op.

Mille flyder. Hun er oven på igen.Til lykke med de 9 år til verdens bedste Milløjser.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Zakat

Jeg kommer lige frem med én af de rigtig brede kamme – eller en grov, positiv generalisering, om man vil:

Én af de ting, muslimer er virkelige gode til, er velgørenhed og donationer.

At give pengegaver til velgørende formål kaldes for zakat.

Google forklarer det sådan her til os uindviede:

Zakat (Arabic: زكاة‎; [zaˈkaːt], “that which purifies”, also Zakat al-mal [zaˈkaːt alˈmaːl] زكاة المال, “zakat on wealth”, or Zakah) is a form of almsgiving to the Muslim Ummah treated in Islam as a religious obligation or tax, which, by Quranic ranking, is next after prayer (salat) in importance.

Zakat beregnes efter ens indtægt. Det forventes, at man giver 2.5% af ens årlige indtægt til velgørenhed – eller ihvertfald til nogen, der har mindre end én selv.

Zakat er tilmed én af de fem søjler i Islam, så velgørenhed er pludselig på linje med at bede, at faste under Ramadanen, at tage på pilgrimsrejse til Mekka én gang i livet og så fremdeles. Dét er noget, der rykker, når man får så præcise anvisninger til velgørenhed i Den Hellige Bog.Ifølge The Islamic Information er der 8 slags mennesker, der fortjener vores zakat mest:

1. Enlige rejsende. Måske pilgrimme og andre, der er på livsrejser?

2. Missionærer, der rejser ud og forkynder Allahs ord.

3. Gældstyngede mennesker, der ikke kan finde en vej ud af deres økonomiske trængsler.

4. Slaver og andre slags ‘tilfangetagne’ mennesker, der skal ud at leve frie liv.

5. Ny-konvertitter med økonomiske behov.

6. NGO’er (selvfølgelig!)

7. Verdens fattigste mennesker, som lever under sultegrænsen og uden indkomst.

8. Hjemløse.

Selvfølgelig er der undtagelser og afvigelser fra reglerne. Der kommer jo ikke en kassemester med en regnemaskine for at kulegrave, om du rent faktisk har foræret 2.5% af din årsløn væk til nødstedte, fattige og lidende mennesker. Muslimerne gradbøjer nøjagtigt ligesom vi andre gør, og da især hvis de er kultur-muslimer, ligesom jeg er en del af de kultur-kristne.

Vi har muslimske venner, bekendte og kollegaer, der meget gerne vil have et glas rødvin eller en stærk øl om fredagen. Vi kender andre, der aldrig kunne drømme om det. Nogle muslimer faster under Ramadanen – andre er ikke interesserede i det aspekt. Nogle muslimer vil gerne smage en pastaret med bacon eller et stykke flæskesteg, hvis man lover, at man ikke nævner indholdet, så de spiser i såkaldt ‘uvidenhed’, mens andre med al tydelighed ikke skal bede om den mindste skefuld svinekød nogensinde. Nogle muslimer beder fem gange om dagen, andre slår det sammen til én gang dagligt. Nogle elsker at komme i moskéen om fredagen, andre foretrækker at komme der hver eneste dag. Andre kommer der aldrig nogensinde.

Sådan er der så meget – og hver især gør vi, hvad der passer til os.

Det er en diskretionssag.

Personligt får jeg aldrig mig selv skubbet i kirke en søndag kl. 9 eller hvordan det nu er. Til gengæld går jeg gerne en lang tur i naturen eller sætter mig ind i en tomt og stille kirkerum, og her er jeg sikker på, at linjen op til Gud er ligeså tydelig og stærk, som hvis der stod en præst og prædikede foran mig.

Men nu handlede det jo om zakat og ikke bøn.

Særligt under Ramadanen er der et fokus på at leve ‘ordentligt’. At give til velgørenhed. At spise sundt og nærende. At få det optimale ud af at faste rent mentalt. At øge ens opmærksomhed på de rette værdier i livet. At være i harmoni med omgivelserne og i tæt kontakt med ens familie. At træne fysisk og få hvilet nok.

Jeg er fuld af beundring over dem, der vælger at faste i 30 dage. Det må virkelig ikke være nemt. Her i landet er det varmen og luftfugtigheden, der udfordrer voldsomt. I Danmark er det de lange, lyse dage, der udfordrer, fordi længden på fasten bliver så vanvittig. Men jeg er alligevel ret langt fra at skulle bede om selv at udføre en måneds faste. Til gengæld vil jeg gerne deltage i zakat.

Før coronaen ramte, havde vi Ramadan-køleskabe rundt omkring i nabolaget, hvor man kunne donere forskellige slags mad og drikke. Pigerne hjalp mig med at handle og pakke til det, og jeg kunne rigtig godt lide det, fordi det er en meget fysisk og direkte måde at hjælpe på – og sjovere for børn end at donere penge online.

Ramadan-køleskabe er selvfølgelig ikke tilladt under en pandemi. Til gengæld er det gjort ualmindeligt let at donere penge – f.eks. når man er ude at handle. I vores lokale supermarked, Choitram’s, er der masser af initiativer året igennem, hvor man kan lægge 10, 25, 50, 100 eller 200 dirhams oveni det beløb, man står og er ved at betale for varerne. Så er der pludselig betalt for en række måltider til værdigt trængende eller for skolegang til børn, der ellers ikke kan få adgang til uddannelsessystemet i deres land. Det er nemt, når man ‘bare lige’ kan smække en 20’er afsted, hver gang man står med kortet fremme.Mange muslimer lærer også deres børn om zakat ved at inkludere det helt naturligt i deres opsparing. Så giver de deres børn nogle særlige, trekantede sparebøsser, hvorved de træner deres økonomiske sans i forhold til forbrug, opsparing og så velgørenhed. Jeg elsker den idé.Nok om zakat i denne ombæring.

Vi er nemlig på vej på en seriøs forlænget weekend. Ramadanmåneden er ved at være omme, og nymånen vil skinne over en Eid-festbuffet eller tre i de kommende dage.

Eid Mubarak til alle jer, der nu bryder fasten. Nyd jeres velfortjente fest!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Freddie og Daisy

Jeg er overbevist om, at det er alt, alt for længe siden, I har set noget til vores hundehvalp, Daisy.

Faktisk føles det nærmest som en nødvendighed at sende jer på weekend eller påskeferie med en masse nuttede babybilleder, præcist som jeg ville gøre, hvis hun var min lille baby.

Hvilket hun på en måde også er. Min tredje og sidste.Daisy er fem måneder gammel nu, og det er tre måneder siden, hun kom til vores familie. Det føles som meget længere tid, fordi hun bare er landet så naturligt og er en rigtig glad, nysgerrig og tillidsfuld lille hvalp, der sover fint om natten og har styr på rutinerne.Hun er blevet klippet, siden jeg tog disse billeder på køkkengulvet. Bare lige før I spørger, om hun overhovedet kan se ud af øjnene. Det kunne hun ikke til sidst.Her ligger hun i den nyklippede version. Hundeklipperen var meget forsigtig og brugte slet ikke trimmeren til hende endnu – det er hun lidt for lille til – og resultatet blev så fint. Hun endte slet ikke med at ligne en rotte i 14 dage, som jeg ellers gik og frygtede. Der er nemlig ganske lidt hund inde under det uldne overtøj, har jeg bemærket, når hun bliver badet.

Daisy vejede 1.300 gram, da hun kom til os fra sin hvalpemølle i Ajman. Hun havde ingen umiddelbare sygdomme, bortset fra orm i maven og ringorm i huden. Men det kunne medicin jo afhjælpe.

I dag vejer den unge dame 4.200 gram, og dyrlægen siger, at hun kan komme helt op på mellem 7 og 8 kilo, før hun er fuldt udvokset.

For tiden rasler de sylespidse mælketænder ud af munden på hende. De lander på køkkengulvet af en eller anden årsag, så vi rent faktisk finder dem og griner højlydt hver gang. Én morgen tabte hun tre tænder før morgenmaden!

Nu gemmer jeg creepy hundemælketænder sammen med pigernes. Hvorfor er det nu lige, at man gemmer mælketænderne? Er det egentlig ikke lidt bizart?

Jeg har helt glemt de tidlige, tidlige hvalpedage. Dengang, hvor jeg følte mig overvældet over hundebaby på lidt den samme måde, som når jeg har stået med mine menneskebabyer i armene.

Af en eller anden årsag har jeg altid tænkt, at ansvaret var for stort til mig.

At det måske ikke var en god idé at give mig ansvaret for et lillebitte liv, når jeg nu hverken har uddannelse eller kørekort til små mennesker eller små dyr.

Når jeg får det sådan, får jeg lyst til at give de små mennesker og små dyr tilbage til de statsautoriserede.

Tilbage til hvem?

De er jo for fanden mine!

Og så får jeg klaustrofobi og føler mig kvalt af mennesker eller dyr, der hele tiden kræver et eller andet af mig. Mad. Toilettræning. Kærlighed. Omsorg. Opmærksomhed. Tak, men ellers tak. Jeg både siger og giver op over for mor-rollen.

Når jeg så får raset og flippet lidt ud i en weekend, falder jeg ned, og derfra går det kun fremad.

Jeg var stærkt chokeret over mine forbudte tanker om tilbagelevering, da jeg stod med første-baby, Cille. Knapt så chokeret, men langt mere frustreret og skuffet over mig selv, var jeg, da jeg stod med anden-baby, Mille, og overvejede kraftigt at levere hende tilbage. Jeg havde håbet på, at jeg trods alt var blevet både klogere og mere moden med tiden.

Fuldstændig stoisk tog jeg dog imod mine klaustrofobi-følelser med tredje-baby, Daisy, fordi der ikke rasede hormoner rundt i kroppen, som når man får en menneskebaby.

Nu kender og genkender jeg mig selv.

Og giver mig selv lov til, at blive gal for en stund. For det hele hænger på moren. Hver eneste fucking gang.

De her følelser af ‘nybagt mor med baby’ blev jeg mindet om forleden, hvor Daisy og jeg var inviteret til hvalpe-date hos en sød kvinde, der skrev til mig, at hun også lige havde fået sig en maltipoo-hvalp. Vi kunne snakke i timevis om alt det nye, man skal sætte sig ind i, når man er førstegangs-hundeejer.

Freddie, hedder hendes vidunder af en hvalp.

2.5 måneder gammel og fra Abu Dhabi, så umiddelbart er de to hvalpe ikke i familie. Men hvem ved?

Mød lige Freddie og Daisy!Hvem er hvem, tænker du måske?

Størrelsesforholdet kan man ikke så godt se på billederne, men Daisy med kampvægten er tre gange større end Freddie, hvilket selvfølgelig vil udligne sig. Freddie er den mest karamelfarvede af de to hvalpe.De opførte sig mega-eksemplarisk over for hinanden. Freddie gik som en skygge i rumpetten på Daisy, fordi hun var stor og spændende – og Daisy gav ham lidt baghjul i starten på grund af størrelsesforskellen, men det endte heldigvis med at være meget balanceret og fair leg, da Freddie først kom i gang.De lå fuldstændig filtrede ind i hinanden og rullede rundt med små, højlydte bjæf og kæmpe begejstring.

Jeg kan ikke rigtigt huske, hvornår jeg så noget sidst, der smeltede mit hjerte så meget, som det her syn af de to.

Ren og skær livsglæde og leg.De to deltes så fint om alt lige fra vandskål til legetøj, og jeg inviterede straks Freddie og Freddies mor på besøg hos os.

Og Daisy opførte sig fuldstændig lige så tumpet, som Cille og Mille gjorde i tumlingealderen, når vi fik besøg og skulle dele vores ting og hjem med gæsterne.

Hun knurrede. Sprang op på Freddie og fortalte ham, hvem der bestemte i dét her hus. Slet ikke så venlig og nysgerrig, som da hun var på udebane i Freddies hus. Men efter lidt tid accepterede hun og ville rigtig gerne lege i et par timer med ham.

Freddie og Daisy.

Det lyder som et gammelt ægtepar, men de opfører sig snarere som et nyforelsket kærestepar.

Rigtig god weekend, folkens. 🐶🐶

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kvindernes Kampdag

Jeg er en dag for sent ude.

Det er jeg klar over.

Mit feed på Instagram svømmede over med rosenrøde, intetsigende budskaber og tilbud om foryngende skønhedsplejeprodukter igår. På Kvindernes Internationale Kampdag 2021. Som selvfølgelig bliver malket så hårdt i marketingsøjemed af alle mulige firmaer, at det gør helt ondt at se på.

Selv valgte jeg at se Kampdagen igennem et par lyserøde briller. En form for ironisk distance for at overleve i en verden, hvor aviserne kan berette om, at nigerianske skolepiger fortsat bortføres og voldtages, og at børnene i Yemen fortsat dør af sult.Jeg har ikke noget sådan for alvor genialt at sige om kampdagen, andet end at jeg er 100% erklæret anden-generations-feminist, og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at opfostre to små, stærke feminister, der samtidigt er så heldige at vokse op i en del af verden, hvor de trods alt har lidt lettere ved at tro på, at de kan gøre alt det, drenge kan – og at de kan gøre alt det, de selv har lyst til.

Der er stadig vanvittigt langt mellem kønnene i forhold til uddannelse, efterfølgende jobmuligheder og den økonomiske kompensation for et udført arbejde.

Og der er vanvittige forskelle på mulighederne for selvstændige, individuelle valg mellem kønnene.

Og en ligeså vanvittig ubalance i magtforholdet mellem kønnene.

Når vi kommer til dét med magt-ubalancen, behøver vi ikke kigge langt mod syd eller øst for at få øje på, at der virkelig er noget rivende galt. Man kan nøjes med at kigge på Overborgmester Frank, der slikker ører på kvinder, som var det peanuts på en bardisk – og en vis Morten Østergaard, der er gået i selvbestaltet to-årigt dvale betalt af offentlige midler, fordi han simpelthen ikke orker mere pis med de damer, der ikke kan forstå ‘hans måde at flirte på’.

For god ordens skyld må jeg præcisere, at jeg taler ikke om ligestilling forstået som en lige ‘fordeling’ af alting og ingenting, men som lige ‘muligheder’. Og hvordan vi så får skabt lige ‘muligheder’ over alt i verden – dét bliver godt nok en op-ad-bakke-kamp langt, langt ud i fremtiden.

For selvfølgelig er der modstand fra dem, der bestemmer, når ‘udenforstående’ vil ind og ha’ en bid af magtens overvældende flødeskumskage.

Det er sådan set ligegyldigt, om vi taler køn, race, religion, nationalitet eller økonomisk råderum her – det hele handler om indflydelse og magt. Om at positionere sig. Om at være den, der bestemmer. Over sig selv og over andre.

For tiden er der f.eks. en kvindelig statsminister i Danmark, der udviser tydelige tegn på gammeldags magtsyge. Hun indgår aldrig i offentlig kritisk dialog med journalister eller med sine politiske kollegaer eller opponenter; vi ser intet samarbejde på tværs, i bredden eller i dybden under hendes ledelse. Der er kun stram topstyring og dominanshandlinger, hvor problemer og fejltagelser fejes ind under gulvtæppet og den absolutte loyalitet skal opretholdes som var der tale om en rockergruppe. Det er interesant at se på.

Interessant, fordi vi sjældent møder kvinder, der udviser denne her tydelige form for aggressiv, ikke-dialogisk fremturen. Men selvfølgelig kan kvinder blive lige så magtliderlige, besidderiske, dominerende og aggressive som mænd. Vi har præcist det samme følelsesregister, selvom det ind i mellem kan virke som om vi vitterligt er fra to forskellige planeter. Det er på samme tid let og tungt at sige, at Mette Facebook Frederiksen ikke blev den statsleder, jeg havde drømt om, da hun kom til magten. ‘Kom til magten’. Lyt lige til den formulering. Suk.

I virkeligheden aner jeg intet om politik og det rænkespil eller “håndværk”, man skal mestre for at blive en dygtig politiker. Det eneste jeg ser, er, at politikerne bliver mere og mere karikerede, usaglige og positionerende, fordi det er en mulighed i det mediebillede, vi har skabt, og med den medieadfærd, der hersker i 2021. “Like, del og kommentér”-mentaliteten, som vi alle sammen er blevet en indgroet del af. Jeg ved ikke, hvad vores børns generationer vil tænke om os, når de engang om 20 år sidder og reflekterer hos psykologen over deres barndom og deres åndssvage forældres og bedsteforældres medieforbrug, mobiltelefoner 0g forplumrede, indskrænkede verdenssyn. Jeg græmmer mig bare på forskud. Vores adfærd på de sociale medier bliver værre og værre, og ingen af verdens ledere eller formidlere ser ud til at forsøge sig med at nuancere tingene mere end højst nødvendigt.

Hver gang jeg bliver utryg og utilfreds med verden, søger jeg ind i litteraturen, fordi det er hér, man får den virkelige samfundsanalyse.

Det virkelige spejl på en tid og et levet liv.

Jeg elsker f.eks. at følge litteraturanmelder og debattør Katherine Diez, fordi hun tillader, rummer og åbner op for samtaler om de allertungeste ting i livet med sine følgere på de sociale medier. Skud ud til hende for at give os alle en dosis kultur og litteratur, når vi har mest brug for det. Og for at give os følelsen af ikke at være alene med vores følelser, når de ellers godt kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg elsker også at følge Kritisk Pynt, Craftedwhilehigh og Krænkelseskulturellememes for et ærligt og redeligt grin på Instagram, når de kæmper mod patriarkatet med ét af de stærkeste våben på jorden: Humor.

Og det bliver nok sådan en broche her, jeg køber, næste gang jeg kommer til Danmark:

Højt på listen over kommunikatører og aktører, der kan redde min dag, står også gruppen Everyday Sexism Project Danmark og Özlem Cékic’s dialog-kaffe, som begge vidner om, at der stadig findes virkelig kloge, energiske og reflekterende grupper i et samfund, der ofte kommer til at fremstå mere og mere uvidende og generisk-dumt.

Men uanset en op-ad-bakke-kamp mod sexistiske ronkedorer, magtsyge chefer og politikere, der ikke er en potte pis værd eller får udrettet noget, der kan ændre på et samfund, der helt grundlæggende spænder ben for piger og kvinder, så må vi huske at ønske hinanden –

Rigtig Glædelig Kampdag og Livslang Kamp til alle os, der er født som kvinder.

It takes one to know one.

Og med den opfordring til medsøsterlig omsorg og støtte tror jeg, at jeg vender blikket indad resten af i dag.

Ind i en bog, der har ramt mit moderhjerte, som jeg ikke kan huske, at det er blevet ramt, set eller genkendt før.
Olga Ravns nyeste bog-skud, “Mit Arbejde”, går rent ind. Læs den – uanset om du selv er en Mor eller ønsker at blive det. Læs den, fordi du har en Mor og lever omgivet af mødre. Piger-kvinder-mødre ruller denne her verden – og Olga Ravn er én af den slags modige mødre, der tør sige højt, hvor svært det egentlig er, at få et barn. Ikke kun for mellemkødet, men for ens personlige identitet, for ens karriere og efterfølgende jobmuligheder, for ens følelsesliv, for sexlivet, for økonomien. For ens verdensbillede.

Jeg genkender rædslen. Rædslen for at dø under fødslen. Rædslen for at gøre skade på barnet. Rædslen for at være reduceret til en malkeko med noget, nogen kalder for ammehjerne. Rædslen for, at min identitet ville gå til grunde og aldrig genopstå.

Med tiden går det bedre med det der trange moderskab. Den følelsesmæssige tumult stilner trods alt af, i takt med at børnene bliver store, og øjnene igen kan vende sig ud ad i verden.

Jeg elsker også min egen Mor endnu mere, fordi jeg nu som Mor forstår det offer, hun har bragt. Jeg elsker min Søster endnu mere, fordi hun står dér lige midt i moderskabet og gør det hele så fint, nært og kærligt. Jeg elsker min Svigermor for den dejlige søn og mand, hun har frembragt til mig og vores børn. Og så er der alle mine veninder, mostre, fastre, tanter, svigerinder og andre dejlige damer, der ruller verden fremad hver eneste dag.

Jeg elsker og krammer mine egne døtre, så det gør ondt, når jeg tænker på, at deres fine liv skal formes af moderskab, søsterskab, ægteskab og alle mulige og umulige kampe, som de måske må tage alene – og forhåbentligt engang i mellem kan tage sammen med deres medsøstre i ægte solidaritet mod patriarkatet.

Til tasterne, ind i bogen, på med boksehandskerne – grib til det våben, der er dig kærest og nærmest.

Du får brug for det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet