Jeg har gennem tiden skrevet stolpe op og stolpe ned om International Day, som er årets festdag på en hvilken som helst international skole.Børnene elsker denne skoledag – og måske især aften-arrangementet – og det gør forældre og lærere også.

I år har Cille tilmed øvet sig i ugevis sammen med sine indiske veninder på en særlig indisk dans, som de optrådte med om aftenen. 80% af eleverne på skolen har indisk baggrund, og det er så sympatisk, at de har inviteret alle til at danse med dem på scenen, hvis man har lyst. Mange af de ‘små’ nationaliteter kan nemlig ikke overskue at arrangere deres egne optrædener, fordi der er lidt for få om at ‘løfte læsset’.

International Day er essensen af at gå i international skole. Det er en hel dag dedikeret til at fejre din egen nationalitet og kultur – samtidig med, at du deltager nysgerrigt og respektfuldt i alt det, de andre viser frem med stolthed.På vores skole, Dubai International Academy i Emirates Hills , går der elever fra lige knapt 90 lande, og lærerne kommer fra ca. 30 forskellige lande, så der er vitterligt tale om en international skole, selvom inderne har et overvejende flertal. Det har de sådan set overalt i landet. Med så internationalt et miljø kan man tillade sig at antage, at alle man møder på skolen, er ‘fra et andet land’, omend der selvfølgelig også går nogle enkelte Emirati-elever.De Forenede Arabiske Emirater er eminente til at få deres udenlandske befolkning – immigranterne – til at føle sig velkomne. Reglerne er klare: Man skal have et arbejde, der kan betale for ens leveomkostninger, og man skal følge og respektere landets love. Simple as that. Og det virker. Vi er respektfulde. Ikke kun over for vores værtsland, men over for hinanden. Vi følger landets love og holder af, at alle er velkomne, uanset udseende, hudfarve, religion, nationalitet og så fremdeles.Den nysgerrighed, åbenhed og respekt, vi viser hinanden, er det allerbedste ved at bo her i Ørkenstaten. Bedre end solskinnet i min optik, selvom det selvfølgelig også er dejligt at bo et sted, hvor man slipper for kulde, mørke og regn.International Day gør mig rørstrømsk. Dagen er alt dét, jeg drømte om for vores piger. Alt dét, jeg ønskede mig for dem. Ingen aner, om det er dét, de ønsker for sig selv, men som forældre må man jo forsøge at sætte kompasset efter en bestemt retning, som man selv synes giver mening og er i overensstemmelse med ens værdisæt, og så kan man håbe på, at ens børn ikke dømmer beslutningerne alt for hårdt, når de reflekterer over deres barndom engang i voksenlivet.Jeg har altid ønsket mig at bo i udlandet. At lære om og deltage i andre kulturer, sprog, traditioner og livsformer. Ikke som en antropolog eller sociolog, der studerer og observerer på akademisk vis, men som en borger. Som et arbejdende menneske med en helt almindelig hverdag – og meget gerne i lande, der ligger virkelig fjernt fra dér, hvor jeg voksede op.Der er en stor del eskapisme i min drøm om livet i udlandet. Det startede tidligt, og er min mest vedholdende fantasi nogensinde. Lykken er, at jeg rent faktisk har mulighed for at udleve min fantasi, og det takker jeg jævnligt både Martin og højere magter for. Jeg tror, det handler om at være vokset op i et lille landsbysamfund, hvor der var særdeles snævre rammer for ‘det normale’ og meget begrænset forståelse for, hvad man ‘kunne eller måtte’ i livet. Hvilket selvfølgelig generede mig voldsomt, for jeg var og er elendig til håndbold og forstod og forstår ikke, hvorfor det er bydende vigtigt at ligne alle de andre på en prik? Samtidig var og er jeg knalddygtig i skolen – en ægte 12-tals-pige, som det hedder på moderne dansk – og det oplevede jeg blev modtaget som noget enormt negativt. Jeg var ‘forfinet’, lød konklusionen, som jeg selvfølgelig ser på med helt andre – og mere forstående – øjne den dag i dag, end jeg gjorde dengang det stod på. Jeg har på fornemmelsen, at der sidder en kæmpe crowd af 12-tals-piger derude og fortsat dukker nakken, fordi man ved den søde grød ikke skal tro, at man ‘er noget’.Jeg skred. Ligeså snart det kunne lade sig gøre. Og selvom jeg har savnet min familie kontinuerligt siden jeg fyldte 18 år og først flyttede til Spanien, har jeg aldrig nogensinde overvejet, at det kunne eller skulle være anderledes. At rejse og at bo i udlandet fylder mig med energi – og jeg bilder mig ind, at det gør mig både klogere, mere kvalificeret og nuanceret som menneske. Sådan kan man jo altid booste sit eget ego, hvis ikke andre stiller op til den slags self-petting.At jeg er endt med en pæredansk mand og to rødhårede arvinger blev dog ingen overraskelse for mig. I mine helt unge år var jeg naturligvis besnæret af alle mænd, der var tilnærmelsesvist eksotiske, men jeg fandt i tyverne ud af, at jeg har brug for en partner, der er rundet af ‘noget, der ligner mig’, og som taler ‘samme sprog’ helt bogstaveligt. Det kommer fra sprognørden. Men ikke desto mindre stod der øverst på min Tine-i-tyverne-datingliste, der var baseret på lige dele tumultariske oplevelser og ulykkelig kærlighed, at jeg gerne ville date en dansker – muligvis og maksimalt kunne jeg strække mig til en svensker. Heldigvis for mig mødte jeg Martin med det rette værdisæt. Og heldigvis for mig udvidede hans horisont sig fra La Santa Sport og Den Franske Riviera til et globalt udsyn og en idé om at prøve livet af i udlandet.Og Mellemøsten er helt perfekt for os. Falafler, hummus, manakeesh, tahini-dressing og zaa’tar-krydderier. Muligvis kombineret med lidt pasta, pizza, gelato og en tur i denne her yndige øse.Alternativt flytter vi måske til Finland, lærer at stå ægte på ski og spiser os mætte i deres fantastiske brød og bagværk.Ramadan Kareem og weekend i sigte! 🌙💛

Den 31. januar 2014 lavede Martin et opslag på Facebook, der lød sådan her:

Vi nåede at bo 3.5 år i England. Det første år i det nordøstlige London, nærmere bestemt Woodford Green, hvor Martin knoklede på livet løs med et større økonomisk oprydningsarbejde, mens jeg arbejdede deltids som ekstern konsulent for Maersk Line IT – og samtidig havde en voksende Mille-baby i maven. De næste 2.5 år var jeg hjemmegående husmor med ret så svingende succes i landsbyen Nacton, der ligger mellem Felixstowe og Ipswich i Suffolk. Alt i alt et stille, roligt og trygt familieliv i grønne omgivelser og et nærmiljø, der bedst kan betegnes som både naturligt og fredfyldt. Måske endda lidt til den kedsommelige side – helt derude på landet – hvis jeg nu skal være sådan helt ærlig.

Men der var opbrud på vej, da Cille var 4 år og Mille 1.5 år.

I løbet af Martins udstationering flyttede ‘hovedkontoret’ i København nemlig til Den Haag i Holland, og der var således blevet udsigt til en eller anden lokal kontrakt i træsko- og tulipanlandet. Hvilket sikkert også havde været fint, hvis det var endt sådan. Men…på en regnfuld gråvejrsdag i Felixstowe Havn ringede en headhunter og spurgte Martin, om ikke det var en idé at tage til en jobsamtale i sunny Dubai i stedet?Martin kendte Dubai fra tidligere forretningsrejser, og han tog derfor afsted for at se, hvordan det stod til i den arabiske shippingverden. Han kom hjem med en guldkamel i en nøglering og en plade chokolade, samt beskeden til mig om, at det ‘vist ikke rigtigt var noget’. Fast forward til den 25. december 2013, hvor han sent om aftenen fik et opkald fra Dubai med tilbud om job. De havde været mægtigt glade for samtalen, og vi morede os lidt over kulturforskellene.

Nu skriver vi 2023.

Martin tog afsted med en overbevisning og et håb om, at vores firkløver kunne trives i De Forenede Arabiske Emirater. Jeg tog afsted med en hulens masse kufferter og to små piger uden den fjerneste anelse om, hvad det ville sige at bo i Dubai. Jeg havde aldrig været der. Ikke engang på et kort visit.Nu tæller vi 9 år i sandkassen. Martin fik ret. Og jeg klapper mig selv på skulderen for at udvise lige dele tillid og mod. For selvom Dubai er et af de mest priviligerede steder at bo i verden, var der langt fra Danmark og England rent mentalt, og jeg anede intet om, hvad det ville sige at bo i et land så langt fra Europa.Det er vildt at tænke på, at vi allerede har levet så mange år i Mellemøsten. Det er blevet vores hjem. Muezzinens bønnekald fra minareten er lyden af hverdag. Af den evige cyklus mellem solopgang og solnedgang. Af det naturlige fokus på hengivelse til Gud og på fællesskabets bøn. Der er den distinkte lugt af varmt sand, når planter, buske og træer vandes to gange om dagen i vores compound. Der er den krydrede duft af oud og rose, når man træder inden for døren i et vilkårligt mall. Der er hummus og fladbrød. Sandaler og solbriller. Der er et mylder af mennesker fra all walks of life og fra alle verdens lande. Der er inshallah’er, halas’er, yalla’er, mashallah’er og astagfirullah’er, der flyver ud af munden, når følelserne tager over og faktisk bedst beskrives på arabisk. Et sprog, vi ellers hverken taler eller forstår. I et land, som både er komplet tillukket og gæstfriheden selv over for os – de fremmede, alle gæstearbejderne.

Det er et modsætningsfyldt sted. Et arabisk fatamorgana og et funklende babelstårn, vi alle beundrer både indefra og på lang afstand.

På forunderlig vis er vi lige her – midt i en arabisk smeltedigel af en moderne storby, der lokker og lover, glimter, buldrer, bimler og skinner så langt øjet rækker.

Jeg elsker Dubai. Af hele mit hjerte. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte synes om det. Verden bliver mere broget, farverig, stor, uoverskuelig og vanvittig for hvert år, der går – eller sådan opfatter jeg det ihvertfald. Og jeg bliver mindre sikker på, hvad der egentlig er den ‘rette’ verdensopfattelse. For er der én ting, jeg har lært af at bo i Mellemøsten, er det, at den vestlige verdens moraliserende adfærd og bedrevidende attitude over for resten er verden er utålelig. Ganske enkelt.Der findes så mange gode løsningsmodeller og bud på velfungerende samfund. Og ting tager tid. Den vestlige verden mener at se sig forud for alle andre og som ophavsmænd og -kvinder til det ‘rigtige’ værdisæt og den ‘rigtige’ livsform. Men jeg oplever, at det moralske kompas findes i os alle – uanset hvilken Gud, vi tilbeder, eller hvilket sprog, vi taler. At ønske at opføre sig ordentligt og udøve retfærdighed og gavmildhed mod ens næste er noget universelt menneskeligt – også selvom det kan se forskelligt ud, afhængig af, hvor man kommer fra.

Jeg er dybt taknemmelig for, at vi endte her i De Forenede Arabiske Emirater. Pigerne går i en truly international IB-skole, som de selv formulerer det, når skolen huser elever fra over 90 nationaliteter og lærere fra ca. 30 nationaliteter. De vokser op med en mangfoldighed, som kommer af at leve sammen med rigtig mange forskellige kulturer, og en åbenhed, som kommer af at observere andres opførsel, ritualer, traditioner og adfærd, der måske på overfladen ser forskellig ud fra én selv. Læringen af at vokse op sammen med andre, der gør tingene på deres egne måder er, at et godt resultat eller et succesfuldt liv kan opnås på mange måder og ad mange veje.Vi lovede hinanden fra 12.5 år siden, at vi gerne ville ‘prøve livet i udlandet af’, men at vi samtidig gerne ville forsøge at flytte ‘mindst muligt rundt’. Den intention har vi holdt ved. Om pigerne nogensinde kommer til at føle sig ‘rigtigt danske’ eller det modsatte – ‘helt rodløse’ – vil kun tiden vise. Måske vil de bebrejde os, at vi valgte det her liv for dem og for os selv? Måske vil de være glade for at have vokset op i et internationalt miljø? Måske vil de være trætte af, at vi tog så stor en beslutning hen over hovedet på dem, som har vidtrækkende konsekvenser for os alle? Måske vil de være taknemmelige over at have set verden med mange sæt briller fra en ung alder?

I mellemtiden er jeg drøntaknemmelig over at leve et enormt behageligt liv i et trygt og sikkert i et samfund, hvor familielivet er det primære omdrejningspunkt, og hvor hverdagen er det allerbedste.

Et liv, hvor det går op og ned, præcist som det også ville have gjort, hvis vi var blevet derhjemme i vante rammer. Der kom f.eks. basal cellecancer forbi og lærte mig, at selv Martin ikke er udødelig. Det var et reelt chok.
Der kom også pludselig en 40 års fødselsdag forbi til mig, som heldigvis kun bød på pretend sygdom.
Og om lidt sniger der sig en 50 års fødselsdag forbi til Martin, selvom det virker helt mærkeligt, at den 29-årige mand, jeg lærte at kende, nu pludselig skulle forestille sig at være halvvejs til de 100?

Vi fejrede kobberbryllup for allerede to år siden, og vi har været kærester i 22 år. Det er efterhånden halvdelen af mit liv, at vi har ‘haft hinanden’.
Sammen bøvler vi rundt i forældreskabet på 13. år. Det er ikke hver dag, at det lykkes at gøre tingene rigtigt, men intentionen er der, og de to piger er det bedste, der nogensinde er blevet givet os.Vi forsøger os endda med en hund. Med samme svingende resultater som med de to piger. Lidt op og lidt ned – og hele vejen igennem med Maricel ved vores families side.
2014. Det er alligevel et par dage siden vi rejste fra det engelske landsbyliv til en støvet ørkenby. På en måde er det meget godt, at vi sjældent kan overskue konsekvenserne af vores store valg i livet. Det er heldigvis for komplekst til at tage helt ind. Og der er jo flow i tingene. De løser sig. De giver mening – måske ikke i øjeblikket, men så lidt senere.

Men flytter vi så aldrig ‘hjem til Danmark’ igen?Det korte og bundærlige svar er – det ved vi ikke. Vi opererer ikke med bucket lists og fem-års-planer. Ingen kan alligevel kontrollere, hvad der sker om en måned eller et år. Vi arbejder ud fra, at hverdagen skal være meningsfuld og god – ihvertfald 90% af tiden, og så må vi deale med de sidste 10%, der er røv og nøgler.

Vi købte et hus i vores compound for 4 år siden, og det var den allerbedste beslutning – uanset om vi bliver her længe eller ej.
For ‘hjemme’ er en følelse. Og den trængte vi til efter rigtig mange år med i lejeboliger i England og her i Dubai.
31. januar 2014. Et Facebook-‘officielt’ farvel til en dejlig arbejdsplads og goddag til et noget anderledes arbejdsliv – for Mellemøsten is one of a kind.

Der er helt sommer-musestille på bloggen.Vi er ellers fint i gang med at leve sommerlivet i Danmark, hvor vi lagde ud med dejligt Studentergilde og ditto Afternoon Tea Party, efterfulgt af en uge i Blåvand ved Vesterhavet og nu en uge i Odsherred ved Sejerøbugten.Alting er på en måde som det altid har været – og så alligevel slet ikke, når der er en sygdom at tage hensyn til og tilgodese på den bedst tænkelige måde. Én af de positive ting, der er kommet ud af pandemien er, at lægekonsultationer nu kan foretages online. Og på dén måde kan både speciallægen og patienten rejse på sommerferie uden at miste kontakten eller tabe pusten i det spinkle fremskridt, der er så hårdt behov for at se og mærke.Jeg er venlig over for mig selv. Det meste af tiden. Okay, hvem lyver jeg overfor her? 50% af tiden. Men der er nul overskud til at følge op eller planlægge de helt store ferie-udskejelser. Som vi i øvrigt heller ikke ville kunne klare eller overskue på dagen, hvis vi skulle k0mme til at forberede noget, dér var lidt større eller vildere end først tænkt.For første gang nogensinde i alle vores alenlange sommerferier, har jeg lagt tre dages pause ind til mig selv. Tid, som jeg vil tilbringe i selskab med min Mor. Og Farmor er så megasød at have pigerne i de tre dage. Jeg har brug for det. Det har jeg egentlig også haft tidligere, men oven på de sidste mange måneders bekymringer er jeg helt askegrå og porcelæns-skrøbelig indeni (og sikkert også udenpå, medmindre jeg fuldspartler og smiler det bedste, jeg har lært). Min Mor er godt selskab til at spise, tænke, tale, hvile og vandre. Så det vil vi gøre sammen. Og jeg glæder mig virkelig til det.Familiedynamikken er som altid interessant, når vi er sammen 24/7 i 60 dage. De fleste familier har 2-3 uger i højsæsonen sammen, hvor 1-2 uger måske er med et fuldt planlagt indhold, hvis man da er så heldig at have råd til at rejse eller har et dejligt sommerhus at opholde sig i. Efter sådan et par uger med børns cirkulære behov, krav og forventninger, kan det føles som helle at få lov til at tage på job eller skulle noget andet uden for hjemmets fire vægge. Jeg kender det. Efter et par uger (ud af de i alt otte – ho ho) har jeg lyst til at løbe skrigende hjemmefra, når jeg har bagt morgenbrød, som pigerne da ikke gider spise, hvorefter jeg forhandler morgenmadsprodukt-indtagelse med ihvertfald én af dem, som straks efterfølges af behovet for en let snack, og hvor er frokosten egentlig, når man be’r om den, hva’?Og selvom behovene, ønskerne og kravene følger med, uanset hvor vi befinder os, så er vi enormt glade for og lettede over at have købt sommerhuset i Blåvand.Faktisk arbejder vi på at kunne lave et lignende arrangement i Hillerød, hvor vi pt. står med skødet på en kolonihavegrund i hånden. Vi har endnu ikke fundet et byggefirma til at bygge et sommerhus på kolonihavegrunden, men vi satser på, at det kan lade sig gøre inden alt for længe. De to ‘opholdssteder’ vil klart gøre det lettere for os i fremtiden, hvis vi fortsat opholder os så mange uger i Danmark om sommeren og til jul.

Det er fantastisk at have god tid sammen med bedsteforældrene, når vi bor sammen. Men det er samtidig svært at få firkløver-familielivet til at fungere, og vi har ihvertfald så småt fundet ud af, at behovene er ved at ændre sig for os.

Da pigerne var små, var det skønt at have bedsteforældrenes ekstra hænder til de praktiske ting – og til samtidig at mærke deres ligesindede begejstring for trunternes gak og optrin. Jeg husker netop dét at observere pigernes udvikling og alle deres sjove sider og finurlige idéer som enormt ensomt at gøre helt alene i udlandet. Der skal faktisk en hel hær af familiemedlemmer til at bygge en lille ny familie solidt op. Dét har jeg lært på bagkant.Men nu har de to trunter altså teenage-lignende behov for egne ‘rum’ til at læse, sove længe, slappe af og connecte med vennerne over Zoom og WhatsApp osv. De vil selvfølgelig gerne se deres bedsteforældre, onkler, mostre og tanter og alle andre, vi savner og holder af, men deres grænser, udvikling og behov er i konstant forandring, og dermed er vores liv og verden som forældre det samme.Som altid er vi lige lidt bagud på point. Det er jo ikke nemt at forudse ens børns behov flere år ud i fremtiden, for vores viden og erfaring i forældreskabet begrænser sig jo til nuet og fortiden, og selvom det ville have været smart at have fundet ud af sådan noget med sommerhuse allerede for mange år siden, så ligger der jo gode grunde og årsager bag.Økonomien – helt åbenlyst – skal være der til at investere i to boliger i Danmark, uanset at det er i sommerhus- og kolonihave-regi. Den slags kommer virkelig ikke af sig selv, når der samtidig er kæmpe udgifter forbundet med at bo i udlandet. Martin arbejder mellem 10 og 12 timer i døgnet 6 dage om ugen for den løn, han henter hjem, og det er helt sikkert ikke holdbart i længden, dét der med aldrig at have helt fri som e-mail-kriger.Tøven har der også været en del af. For hvad er det egentlig, vi gerne vil – og hvor skulle det sommerhus overhovedet ligge? Når vi drøner til Vesterhavet, mister vi forbindelsen til alle vores gamle venner, kollegaer og bekendte, som bor på Sjælland/i Storkøbenhavnsområdet, og man kan lige knapt skrue to personer ind i Blåvandshuset som overnattende gæster, hvilket gør det lidt stramt med at tilbyde overnatninger til hele familier, der måtte komme rejsende til fra Sjællandssiden.Jeg trøster med mig, at vi er mere på vej nu, end vi har været tidligere. Vi har et dejligt sted at være, når vi er sammen med den jyske side af familien, og der er udsigt til samme løsning på den sjællandske side af familien, hvis bare vi har lidt tålmodighed.Og indtil da trækker vi alle sammen vejret ned i maven, og mærker, at der er lige dele glæde og frustration ved at være sammen non-stop, store som små, unge som ældre. Jeg ved, at jeg aldrig vil fortryde alle de mange timer, vi er sammen. For den slags kan ikke gøres om, når bedsteforældrene en dag måske ikke har helbredet med sig mere.Og når vi så bliver for mange om bordet, er det faktisk helt okay med små pauser, hvor vi deler os op. Det har jeg ikke altid været så god til at spotte, men det skal der klart gøres mere brug af, specielt nu, hvor vi snart har en ‘rigtig’ teenager med andre behov end lillesøsteren, der er ved at nærme sig ‘tween-stadiet’.

De sidste uger inden otte – ja, 8! – ugers sommerferie er altid helt vanvittige.I går fik jeg f.eks. sendt 36 karakterblade ud, som jeg har nusset om og finskrevet på i mange, mange uger. Jeg fik også lejlighed til at byde de alleryngste elever velkommen i danskklassen.De er pt. 4-5 år gamle og går i KG2, men til næste år skal de starte op med tre timers dansk i skoleskemaet i Year 1. Som jeg har skrevet vidt og bredt om i mange tidligere blogindlæg, er Dubai International Academy Emirates Hills den eneste skole i Dubai, hvor der er danskundervisning på modersmålsniveau i løbet af skoledagen.Der findes også en anden rigtig god danskskole, men der undervises kun efter skoletid og ikke klassetrinsopdelt som hos os i Dansk på DIA.På to-do-listen er der stadig en masse ting og sager, der ikke er sat flueben ved, men det har jeg efterhånden erfaring med, så det stresser mig slet ikke på samme måde som tidligere.

Det er så ambivalent at skulle forlade ens hjem i otte uger. På en måde kan jeg ikke vente med at vende den overophedede Ørkenstat ryggen, fordi varmen og luftfugtigheden seriøst er ved at kvæle os, men på samme tid er det ualmindeligt skønt med solskinsgaranti, smukke palmer, storbyliv og en nedkølet pool, præcist når man lyster.Jeg er samtidig også ved at gå til af savn efter familie og venner. Men det er jo kun halvdelen af vennerne, der befinder sig i det danske – der er lige så mange skønne mennesker her i Dubai, som jeg og vi vil savne at hænge ud med i flere måneder.

Og der er noget så banalt som ens eget badeværelse, garderobeskab og køleskab. Livet i en kuffert er virkelig ikke sjovt uge efter uge. Efter vores køb af sommerhuset i Blåvand har vi nu endelig vores eget hjem i Danmark – og det endda i halvdelen af sommerferien i år, og det vil helt sikkert hjælpe på følelsen af at høre hjemme og kunne slappe rigtigt af, men jeg savner stadig vores hjem-hjem, når vi er væk så længe.

Der er også Daisy-hunden. Den lille, dumme teenage-hund, som er fjollet, sjov og allround elskelig.Hvor latterligt, det end måtte lyde for en ikke-hundeejer, så er det faktisk ret alvorligt svært at forlade ens hund i to hele måneder. Også selvom Maricel er verdens bedste hundepasser, og der er planlagt ‘doggy-daycare’ hver uge, så hun får lidt andre input midt i den indelukkede sommer. Sidste år var der heldigvis ikke noget at mærke på hende, da vi genså hende efter en lang sommer, så vi satser på, at hun klarer det lige så fint i år.

Men hvad er det egentlig, jeg er bekymret for ved at være væk i lang tid?

Et konkret og muligvis banalt eksempel er, at vi er uden for normal diæt i 60 dage. Det er ikke mit køleskab – og dermed heller ikke mine fødevarevalg, selvom jeg selvfølgelig også køber lidt ind, bager og laver mad hver dag. Der er hele tiden et festligt lag eller noget af fejre. Én lille is, der skal spises og noget hvidvin, som må drikkes. Der er så mange lækkerier og delikatesser, vi ikke kan få hernede, og som pludselig bliver livsnødvendige at vold-æde, når man nu endelig kan. Jeg er sikker på, at de fleste af jer kan nikke genkendende til de her tanker – og I har højst sandsynligt mellem 2 og 4 ugers sommerferie, hvor der går ‘hygge i den’. For os er det den dobbelte tid. Og her har I min personlige opskrift på, hvordan jeg har kunnet tage 10-15 kilo på henover en god årrække.

Et andet konkret eksempel er familiedynamikken og parforholdet. Alle kender det. Der er snakke, konfrontationer og diskussioner, der bare ikke bliver taget, når man er sammen med andre. Der er aftaler, som brydes af både børn og voksne, fordi nu hygger vi jo lige – og hvem gider egentlig være politibetjenten eller party-poop’eren, der ødelægger den gode stemning? Der er selvfølgelig også det private, intime liv i parforholdet, som i forvejen ofte er udfordret af børn, arbejde og pligter, som nu bliver yderligere udfordret af diverse sove-arrangementer, sociale arrangementer og arbejdsrejser frem og tilbage, fordi det kun er hjemmearbejdende og lærere, der kan have stive otte ugers ferie.

Oh well…uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er der tale om en enormt priviligeret tilværelse, og jeg er da et skarn, når jeg beklager mig over at have friheden til at vælge i lang, lang tid.

Faktisk tror jeg, at vi er halv-afhængige af de her sceneskift, der foregår nogle gange om året, når man lever i udlandet. Det der med at trække stikket helt – og så senere genopdage hverdagen – dét kan et eller andet. Der bliver skruet op for taknemmeligheden ift. hvad man har på hjemmefronten og ift. det nærvær, man oplever med familie og venner, fordi man værdsætter de stunder, det trods alt bliver til i løbet af et år, selvom vi er tusindvis af kilometer væk til dagligt.

Og lige før den seriøse nedtælling går i gang, er vi i Dubai Opera for at opleve Emilie optræde sammen med sin danseskole, Dubai Performing Arts, som har til huse i Dubai British School Jumeirah Park.Maricel er selvfølgelig inviteret med, for det ville Mille meget gerne have, og så var det en smart mulighed for at få en opera-oplevelse uden at skulle betale mere end 400 kroner for billetten. For ja – det kostede en danseskole-afslutning at få billet til. Per person. Only in Dubai, som man si’r….De to nødder hér var også med. Vi var der i god tid, hvis I undrer jer over de tomme stolerækker. Der kom masser af publikum.Showet var helt fantastisk. Mille havde 50 sekunders sceneoptræden, men hun elskede det – og det må virkelig have været en stor oplevelse og give et sug i maven at træde ud på så stor en scene. Hun havde været nervøs for det, men hun havde sat sig for, at det VILLE hun være med til – og det gjorde hun flot og stærkt.At bedømme på ansigtsudtrykket efter knapt tre timers show, havde det været alle øvetimerne og øvedagene værd.
Cille tog det noget utydelige billede af hende i det splitsekund, hun opdagede os i mængden efter showet. Jeg føler, at hun nærmest stråler af stolthed med sin lille glorie af fuldstændig hårlaksstift guldhår.Bagefter gik vi fra Dubai Opera langs Dubai Fountains over til Dubai Mall og fejrede et imponerende fint og veloverstået danseshow med en masse sushi og en italiensk is. Aftenen var så lun og vidunderlig. Det føltes helt ophøjet eller bevægende, og vi var alle overvældede over, hvor fint børnene havde optrådt for os på så stor og professionel en scene.Jeg bliver altid rørstrømsk af springvandet. Indrømmer det gerne. Det er det hele – Burj Khalifa, alle skyskraberne, de smukke lys, musikken og vandet, der spiller sammen, folk af alle nationaliteter, der sammen nyder synet, den tyrkiske issælger, der langer isvafler ud med bimlende klokker og et drilsk blik. Det er turisterne, der skal tage selfies og stiller sig an i den helt rigtige positur. Det er børnene, der danser, svajer, virrer omkring til musikken og de springende, bragende vandmasser, der buldrer nedad. Ponton-promenaden, I ser på billedet er relativt ny. Den koster 20 AED at gå ud på, og jeg er sikker på, at det er en sjov oplevelse at stå helt ude i springvandet, når det går igang.

Den store scene i operaen var ikke den eneste, Mille har optrådt på i ugens løb.Der var nemlig også Summer Concert på hver årgang, hvor de otte klasser A-B-C-D-E-F-G-H optrådte med hver deres sang. Det lidt uheldige var, at musiklæreren lå derhjemme med corona, og børnene var derfor overladt til deres egen ’opholdsdrift’ – og det klarede de simpelthen så fint. Selvfølgelig manglede der en dirigent, og ja – der var lidt engang i mellem med at følge musikken, men det var en fornøjelse at se dem alligevel.

Børnene fortjener sommerferie som aldrig før. Hold op, hvor har de knoklet på.

Og jeg fortjener sommerferie som aldrig før. Hold op, hvor er jeg udmattet og træt som et alderdomshjem.

Nogle weekender går bare med praktik.

Ikke sådan noget med tøj- og bilvask, hækkeklipning og rengøring af badeværelser, for de praktiske gøremål i og omkring huset er netop dém, man kan betale sig fra i en Ørkenstat. Maricel er f.eks. ikke kun vores hushjælp, men også gartner og bilvasker, fordi hun gerne vil tjene pengene for at lave alle de opgaver, der er i det daglige hos os. Det klarer hun fint, og det er vi glade for.

Men der er trods alt stadig masser af praktiske ting, som en ellers rigtig dygtig hushjælp ikke kan hjælpe med. Der er papirmøller og fornyelser af dette og hint stykke licens, som kommer tilbage som boomeranger hele året igennem. Der er tilmeldingsblanketter til skolen og store børn, som vokser ud af det ene par kondisko efter det andet, og der er sære skuffer med ting, der virkelig bør gennemses af en voksen, hvis der så bare var en voksen tilstede?

Og så er der de andre weekender.

De magiske.

Der, hvor det at bo i en ørken giver 100% mening.

Se selv.Dén slags weekender er nu ikke helt fri for praktik, selvom det ser meditativt ud på billedet.

For eksempel ser bagsmækken på Martins kæmpebil sådan her ud før afgang mod det forjættede Al Qudra.
Vand, kul, brænde, grill- og køkkenudstyr, soveposer, telte, madrasser, stole, borde, tæpper, puder, luftpumpe, kompressor, lygter, mad i køletaske, tøj, papirvarer, snobrødspinde og hvad ved jeg.Kalder, kalder, kom ind. Er der friske fyre på linjen, der er klar på campinglivets glæder?

Det er ikke sådan rigtig simple living at tage på camping-weekend, for der skal meget udstyr til, for at ørkenen er behagelig at tilbringe mere end et par timer i, men se lige den hvidvins-zen, der opstår lidt senere – i selskab med søde Mayzees vanvittige, fermenterede focaccia, der kan få selv en hårdkogt italiener til at græde af lykke.Og en mikrolille, nuser ørkenhund, var der også til Mille Hundemor, som meget gerne lånte ham, når nu Daisy blev hjemme hos Maricel.Dét, der er så skønt ved camping er, at der er så uendelig lidt at gøre, når først telte og lejr er sat op.Børn løber omkring i klitterne. Voksne ditto.

Og når solen langsomt begynder sin lynhurtige nedgang, falder der ro over alle.Så skal der være lejrbål.Og der skal varmes hund og fortælles røverhistorier, mens vi stirrer ind i flammerne og varmer os ved te eller rødvin.Og pludselig er det sen aften. Nat-tisseri og tandbørstning foregår i månens blege skær.Og morgen-tisseri foregår til en aldeles fremragende solopgang med flygtige skyer på en vinterhimmel.Mille vækker mig først halv syv, og der er magisk stille omkring os, før vi lister tilbage i teltet for at sove videre. Januar er en iskold måned at campere i. Det her var første gang i januar for os – ellers har december og februar været de koldeste perioder, vi har sovet ude i ørkenen på.Lidt senere får vi tændt op under gasblussene, så vi kan få den vigtige morgenkaffe – og lidt hjælp af Betty Crocker til at bage pandekager til morgenmad.Fint besøg får vi også af en kameldriver, der gerne vil slå en skilling af campisterne, der måske/måske-ikke gider sidde eller ride på hans fine kamel.Efter den omgang kamel får vi ryddet op og gjort klar til afgang.

Leave no trace behind… – bortset fra det nedlagte lejrbål, som vi markerer med et stykke brænde, fordi det stadigvæk er stjernevarmt fra i aftes.Og så er det, at det går lidt galt. Altså ikke sådan komplet galt, men én af bilerne er 100% afladt – og det viser sig, at startkablerne er kaput, så selvom vi i teorien kunne jump-starte batteriet, sker der nul og niks.

For mig er det tidspunktet, hvor ørkenen bliver lidt stor og uoverskuelig. Selv Martin syner lille herude under åben himmel.Men når man så mangler en ven i nøden, dér – langt ude i ørkenen, kommer der altid – på magisk vis – en ven forbi. Vi har set det før, og vi ser det igen.I det her tilfælde er det nu mere korrekt at sige, at der kommer 20 Jeepers-venner til for at hjælpe deres ene nødstedte Jeepers-ven.Vi andre nød grinende synet af de fantastiske ørkenbiler, der klatrer over klitterne, som var de biller i sandet. De sejeste Jeepers-venner havde endda overskud til at lave lidt blærede parkeringer på ryggen af den store klit, hvor de sad fast og trak hinanden ud.

Bar’ for show’, som man si’r?

Sikke en flok sjove mennesker med store armbevægelser og køreglæde ud i hver en fiber af deres kroppe.Jeepers UAE er en forening for køre-gale/køre-glade ørkenmennesker, der elsker at lære nye tricks med deres Jeeps, der som bekendt er ørkenbil ‘numero uno’, fordi den vitterligt kan kravle op og ned ad de stejleste klitter uden så meget som et kny. De er nysgerrige, elsker naturen og leger med deres voksen-legetøj i weekenderne.Vi er og var taknemmelige for deres starthjælp. De havde kabler, batterier og alt, hvad der nogensinde måtte blive brug for i en ørken. Skønt, når nu vi trods alt skulle hjem og gøre klar til endnu en arbejds- og skoleuge.

Vel hjemme igen blev vi spulet rene for sand, og min snobrødsdej blev konverteret til en sær slags grissini, fordi vi ikke fik bagt snobrød over bålet denne gang. Stopmætte, som vi var blevet af et fantastisk traktement.Hvis du ikke har været i ørkenen, så skynd dig derud, mens vejret er så mildt og rart som nu i vintermånederne. Senere på året er det sværere at udholde – og i sommermånederne bliver der helt ulideligt, medmindre man sætter sig i en afkølet pool på et luksus resort midt ude i ørkenen.

Du kan såmænd nøjes med at køre ud af Dubai mod Al Qudra Cycle Track og så offroad, som det nu måtte passe dig og din bils temperament. Er din bil slet ikke okay til offroad, kan du parkere i vejsiden og forcere et par klitter, så er du næsten på månen – og ensom – lige indtil en ven dukker op over næste klit.

Hvis du ikke har mod på at campere, er det alt rigeligt at pakke brænde og kul til et bål, fylde en køletaske med mad og drikkevarer og medbringe et par tæpper til at sidde på. En simpel picnic kan give mindst lige så magisk en solnedgangsoplevelse og masser af leg for store som små, som hvis man arrangerer den helt store tur. Vi tager ofte afsted for en enkelt aften, når vi ikke kan overskue overnatnings-oppakning og at bruge en hel weekend på at være i ørkenen.

En anden mulighed er at købe en arrangeret tur ud i ørkenen hos f.eks. Platinum Heritage eller Arabian Nights Tours. Her skal du vitterligt ikke gøre andet end at møde op i flade sko og blødt tøj!

De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Dubai. Mest af alt ørken. Og sand kan altså noget. ❤️