Feminist

Hende her smuksakken har været igennem en veritabel tour de force de seneste tre måneder. Ikke nok med, at det er udfordrende i sig selv at skulle gå i skole over Microsoft Teams og kommunikere igennem hakkende internetforbindelser sammen med 26 andre tweens og en fuldstændig håbløs vikar, så er der såmænd også et afgørende projekt i Year 6, som er dét år, man afslutter Primary Years Programme i IB-systemet. Year 6 svarer til dansk 4. klasse.

Yes og yikes. Midt i corona-pandemi.Men så har man vel fra skolens side sørget for at modificere projektet, så det bliver tåleligt for børnene under de sværere vilkår med kun online skole og ingen mulighed for at mødes face-to-face i projektgruppen, tænker du?

Rungende nej herfra.

Det eneste, børnene ikke skal levere, som tidligere Year 6-årgange har gjort, er en stor skildervæg-plakat, idet der jo ikke bliver nogen fysisk præsentation i en af skolens gymnastiksale.

Ellers er alt ved og i det store årsprojekt, som det plejer.

Til trods for, at INTET er, som det plejer.

Der skal laves research og udføres interviews; der skal laves sammenligninger og konklusioner efter førnævnte research og interviews, der skal sættes en spørgeskemaundersøgelse i søen, bygges et website, filmes adskillige videoer, skrives ugentlige lærings- og procesreflektioner, laves en detaljeret bibliografi, en biografi, udfyldes en individuel booklet over hele processen, laves en podcast og en dedikeret YouTube-kanal. Jeg har sikkert glemt et eller andet.

Lyder jeg vred og frustreret?!

Fik jeg nævnt, at børnene er 10 år?!

Det har været mavesårs-hændervridende-bekymrende at se på. Søvnløse-nætter-slemt at stå på sidelinjen af. Og hvad har det så ikke været for Cille, der trods alt er opgavens ejer?

Hun har klemt – og klemmer hver dag – ballerne sammen, så det gør helt ondt. Presset er umenneskeligt. Hun taler i søvne, skærer tænder, får hoved- og mavepine.

Siden opstarten er det gået skævt.

Cille og hendes bedsteveninde i projektgruppen har været udsat for online mobning og helt grundløse anklager om plagiarisme og diskrimination af én af de andre piger – i en grad, så vi var et øjeblik fra at tage Cille helt ud af projektet. Ingen af de voksne omkring børnene var deres ansvar bevidste, og de tillod én piges uacceptable, asociale adfærd uden at gribe ind.

Børnene har fået kastet opgaver ukoordineret ind fra højre og venstre på arbitrær vis af en lærervikar, som er ude på alt for dybt vand. Hverken lærer eller børn har anet, hvad de skulle stille op med de svært forståelige dokumenter og krav, der er blevet stillet dem. Og så kommer der naturligvis mislyde, vredesudbrud, frustrationer og tårer.

Børnene i den lille projektgruppe har skændtes og krydset klinger i over en måned, før vi til sidst råbte så højt om online-mobning og cyber-sikkerhed, at de nu ikke længere må afholde projektmøder uden enten skolens rektor eller skolens pastor er til stede.

I stedet for at få deres voksne mentor i starten af projektet, så de altafgørende “spadestik” kunne tages med støtte fra en erfaren lærer, har de været overladt til sig selv de første 5 ud af deres 8 ugers projekt. Ikke engang på universitetsniveau ville man blive overladt til sig selv, når den centrale idé og research-spørgsmålene skal udvikles. Det er hovedløst og dybt uprofessionelt.

Havde Cille så valgt et mere lettilgængeligt og populært emne som f.eks. kost, motion, dyrevelfærd, venskab og ensomhed, cyber-sikkerhed eller lignende, som de allerede har været omkring mange gange henne i skolen, ville det måske ikke have været så svært at få åbnet for dialogen og projektets spørgsmål.

Men Cille ville ikke se på efterladte expat-kæledyr eller stigende diabetes-2.

Cille interesserer sig for pigers rettigheder i samfundet – for pigers ret til at gå i skole og få en uddannelse – og for pigers rettighed til selv at bestemme over deres egen fremtid. Det kræver sin kvinde at få hul på ligestillingsdebatten som 10-årig.

Hun er erklæret feminist og datter af en feminist. Aner man en påvirkning?

Undervejs i projektet har der reelt været to gyldne øjeblikke med ægte smil på læben, hvor Cille og hendes veninde har haft enestående mulighed for at interviewe to yderst interessante kvinder, der arbejder for hver deres internationale interesseorganisation. De lærte bl.a. om problemet med barnebrude i Bangladesh, og om europæiske kvinders kamp for demokratiske rettigheder som stemmeret, valgbarhed, opstillingsfrihed, ytringsfrihed, ligestilling, ligeværdighed mellem kønnene og så fremdeles. Interviews’ene kom i stand via Cilles venindes mor, der selv er Ph.D og forsker inden for området. Jeg er hende evigt taknemmelig for at have givet pigerne chancen for at lytte direkte til stærke kvinder og meningsdannere, der til dagligt arbejder for at få regeringer 0g beslutningstagere (læs: mænd) i verdens vidt forskellige samfund i tale, så piger og kvinder kan få lige adgang til viden, magt, penge og deltagelse i samfundet.

Hvis vores piger allerede lærer om ligestilling og kønsdiskrimination som 10-årige – og giver deres børnelærdom videre til piger, der måske er endnu yngre – tror jeg på, at den evige kamp for lige rettigheder for både piger og drenge er i gode hænder i fremtiden.


Hvis du undrer dig over den noget tomme sengeramme på tween-værelset, kan det forklares med, at hun “camper out” hos Mummy og Daddy på ubestemt tid. Når verden er utryg og hård, må man gerne lande blødt i en samsovning hver aften.

Om jeg fatter, at denne her knapt 11-årige flytter til Secondary School næste skoleår. Til dét, der kaldes Middle Years Programme, MYP. Men det gør hun altså.

Og selvom de sidste måneder ikke har været for børn, så har Cille lært en hel masse.

Om at indgå kompromisser i en gruppe.

Om konflikter og om at sige fra, når man bliver uretfærdigt behandlet.

Om taktik, teknik og mekanismer.

Om svimlende 131 millioner piger verden over, der stadig ikke går i skole, selvom vi alle er enige om, at det er en menneskeret at have adgang til skolegang.

Om svimlende 39.000 små piger, der står barnebrude hver eneste dag.

Og i næste uge er ligestillings- og kømsdiskriminationsprojektet slut.

Hun kan ikke vente.

Vi kan ikke vente.

Der er masser, der skal laves inden da, men målet er pludselig inden for rækkevidde. Den 11. juni er der online fremvisning af projektet for lærere og familiemedlemmer.

Senere på måneden er der så online dimission fra Primary School.

Og den 2. juli kipper vi med studenterhuerne og kaster os så langt væk fra skolen og fra fucking Microsoft Teams, som det overhovedet kan lade sig gøre.

Inden da – og kun hvis du gider – har projektgruppen et 2-minutters spørgeskema, som du mægtigt gerne må besvare:

https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSf0D5nqHPs0R2IfYL4gunMQXtWTYXyxNGlQdGl1TRhxJCmong/viewform

Tusind tak fra mig ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-fødselsdage

Mille er blevet til en 8-års pige her midt under coronakrisen. Det kan ikke komme som nogen overraskelse – og så alligevel. Jeg vedkender at have født hende den 11. maj 2012 – sådan en livsopgave er naturligvis uforglemmelig – men selvom tiden går, er og bliver hun stadig min symbiotiske miniput, hvor navlestrengen aldrig helt er blevet klippet over.

Hér er hun som en 1-årig pusling på armen af sin alt-for-hårdtarbejdende Far. Vi kaldte hende konsekvent for Lille My eller Milløjseren – for hun var en underfundig, temmelig æterisk og vild baby, der skreg virkelig højt, når tingene ikke passede hende. Ind i mellem har hun stadig det blik, der gør mig usikker på, om jeg gør tingene helt forkert for hende.Men samtidig med, at Mille ser tingene an på sin egen underfundige måde, har hun også en dyb inderlighed i sig, så os, der får hende for fuld tryk, altid føler os særligt udvalgte og fuldt accepterede for dem, vi er.Det er ikke nemt at fylde 8 år under en pandemi. Der er ingen fødselsdagsfest for klassens piger eller veninderne. Der er ingen familietur i vandland eller ud på restaurant. Til gengæld holdt vi vores egen lille lukkede fest i weekenden med glimmerkjole, Dannebrogs-flag, en overdådig slik-kage til dessert og selvfølgelig masser af bacon til hovedretten. En aften lige efter Milles hoved.
Og Cille sørgede for at selve fødselsdagen om mandagen også blev god. Hun havde forberedt en skattejagt rundt i hele huset efter de få gaver, vi havde fået leveret.Det er godt med en søster i en krisetid.
Årets gave er helt klart det komplette metallic-lilla havfrue-sæt fra The Mahainis, der har mange års erfaring med havfruer. Dét har været Milles store drøm i lang, lang tid. 🧜🏼‍♀️Det var heller ikke dumt med nye Playmobil-kufferter, hvis indhold sættes op og pakkes ned rundt omkring i hele huset. “Jeg elsker dem, Mor, men jeg var bange for, at du troede, at jeg var for gammel til så’n no’ne figurer!”, udbrød Mille, da hun åbnede for herlighederne. Man bliver aldrig f0r gammel til små figurer, min elskede Mille.Helt dumt var det vist heller ikke at få en ny iPad. Det er et krav fra skolen, at man har iPad med i Year 4, så der er ingen vej udenom. Forældrene må gribe dybt i muldvarpen i år, hvor Mille skal have en velfungerende iPad og Cille skal have sin første computer.Måske bliver der en post-Corona-fejring med veninderne. Måske gør der ikke. Vi har ikke lovet Mille noget, men vil lade tiden glide afsted i de næste par måneder, hvor der fortsat er hjemmeskole og corona-beredskabi en Ørkenstat. Måske føler hun et behov senere – måske gør hun ikke.

Hvem ved, hvad vi overhovedet vil, tør og har lyst til, når denne krisesituation er ovre?

Lille-store, vilde-Mille-8-år…

– Bliv ved med at drømme dine havfrue-drømme.
– Bliv ved med at elske dine bamser og dukker.
– Bliv ved med at opstille og dimse med dine små figurer.

Du er lige præcis, som du skal være!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan-gaven

🌙✨ Ramadan Kareem til alle, der observerer den hellige måned ✨🌙Her i De Forenede Arabiske Emirater er vi vågnet op til den største Ramadangave af dem alle.Interessant nok falder den første dag i Ramadanen sammen med en lempelse af lockdown-reglerne. Og dét er lige hvad folket vil ha’, er det. De Frygtløse Ledere har virkelig haft et es gemt i ærmet, som bliver modtaget med kyshånd af alle.

At gå igennem 30 dages faste i 30 grader – uden at kunne komme ud og mødes med venner og familie efter solnedgang og uden at kunne shoppe igennem på de sædvanlige gigatilbud, er jo stort set det samme som at fornægte os selve livet. Og sådan blev det gudskelov ikke.

Vi er ude over udgangstilladelses-blanketterne pr. dags dato. Vi er delvist frie som fuglene – ihvertfald mellem 06.00 og 22.00, hvor vi må handle, cykle, løbe en tur, gå en tur og mødes med andre i grupper under 10 personer, hvis vi holder behørig afstand og bærer mundbind.

DET ER FUCKING FANTASTISK GROUNDBREAKING NEWS I LOCKDOWN-LAND!

Selvfølgelig er vi ikke sluppet fuldstændig løs fra den ene dag til den anden. Man skal stadig bære mundbind hele tiden uden for hjemmet. Man må stadig kun handle det allermest nødvendige. Malls og centre vil kun operere på 30% kapacitet, så jeg skal ikke i nærheden af et shoppingcenter i den kommende tid. Forestiller mig, at det bliver det rene vanvid at forsøge at parkere eller komme ind. For er der noget, vi kan, så er det at shoppe i Ørkenstaten. Dét er vores favorit-aktivitet. Eller ihvertfald nogens favoritaktivitet. Børn må heller ikke komme med ud at handle – og man må vistnok kun være 3 personer fra husholdningen ude ad gangen.

Pools er fortsat lukkede. Legepladser, strande, sportsfaciliteter og parker er stadig off limits. Men lidt er væsentligt bedre end ingenting.Så klokken 8.15 i morges hoppede vi på cyklerne og drønede ud på de stille villaveje for at få lidt luft og gang i benene. Jeg peb en tåre inde under solbriller og mundbind. Der var alligevel ingen, der kunne se det.

Tårer over nyvunden frihed, tror jeg, det var.

Taknemmelighed over lempelsen, fordi lockdown-livet er tungt, uanset at vi er heldige og har en lille have – og vigtigst af alt – vi er sunde og raske. 
Det er sært, som livet og hele verden kan tage en drastisk drejning på et splitsekund. Pludselig er alt dét, vi tog for givet, taget fra os. Og nu får vi så dele af det velkendte liv tilbage. Stille og i små bidder bliver vi tildelt friheder, som vi taknemmeligt tager imod.

Og mens vi forsigtigt, forsigtigt cykler ud i nabolaget og skriver til en veninde rundt om hjørnet, om de måske vil mødes, forbereder myndighederne sig på, at der vil komme flere og flere corona-smittede. Pt. er der ca. 500 nye smittede om dagen, men baseret på antallet af felthospitaler, de bygger her og der rundt om i landet, må vi antage, at de forventer en betydelig stigning i antallet af smittede i kølvandet på de lempeligere regler og en masse Ramadan-festivitas.

Ingen af os kan styre os, når først vi smager frihedens forbudne frugt. Det er dømt til at gå galt, selvom vi alle prøver at tænke os om og være fornuftige. Det siger sig selv.

For Ramadanen er i sandhed hjerternes og familiernes fest.

Og nu må muslimerne gå en helt ny form for Ramadan i møde.

Én måned, hvor de faster, afstår, beder og reflekterer over deres liv, som de plejer, men uden de sociale fællesskaber, som holder dem oven vande mentalt.

Moskéerne fortsætter med at være lukkede. Man bør fortsat undlade at besøge de syge og de ældre mennesker. Man kan ikke samles i storfamilien til overdådige iftarmiddage derhjemme, hvor hver tante medbringer en skøn ret. Der er lukket i hotellernes buffet-områder, hvor der normalt serveres de lækreste iftarmiddage med stilfulde dekorationer og afdæmpet arabisk lut-musik til. Ramadanteltene med de åbne grill-områder, hvor lammene hænger på store spid og kobbergryderne damper af aromatiske risretter, bliver ikke til noget i år. Ramadankøleskabene til nabolagets gartnere, chauffører og barnepiger kommer ikke til at åbne i år.

De her fine traditioner, som vi alle deltager i, er aflyst af åbenlyse grunde. Og jeg vil savne dem, fordi de også er en tilbagevendende del af vores liv i et arabisk land. Vi faster ikke, men vi observerer den hellige måned på respektfuld afstand – og så har vi nydt at gå ud til iftar og at bidrage til fællesskabet ved at fylde i community-køleskabene og donere penge til velgørenhed – zakat – via muslimske organisati0ner.

Intet er, som det plejer.

Ikke engang Ramadanen. Men den er velkommen alligevel – og det er de lempelige regler for udgang virkelig også.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Göran og verdens bedste Dronning Daisy

Det er blevet fredag og dermed weekend i Ørkenstaten.

Vejret er smukt med små buttede skyer på en lysende blå himmel. Fuglene kvidrer om kap og der er en let vind over søen. Der er 25 milde grader, og på en hvilken som anden fredag kunne det have været på sin plads med et dyp i poolen eller måske et smut ud på café for at drikke kaffe. Det var dengang.

Nu bor vi i Corona-land og jeg er pludselig blevet gift med svigermors drøm, Göran, der har helt perfekt redt svenskerhår (eller revisor-hår, vælg selv), og som bruger sin højhellige fredag på at trække i latexhandsker og mundbind for at cykle op og hente mælk til min kaffe og bacon til sit nervesystem. Udgangstilladelsen ligger pænt i rygsækken sammen med kreditkortet. Han har tilladelse mellem 9 og 11 her til formiddag. En tilladelse til at cykle 400 meter op til den lokale biks efter fødevarer. Og så direkte hjem igen, kammerat Göran. Det er ikke kun en frisør eller en barber, vi mangler. Det er også luft under vingerne.

Frihed.

Til at gå en tur. Løbe en tur. Sidde i en park på en bænk. Bade i havet. Vade i sandet. Men det har lange udsigter.Der indføres kontinuerligt nye regler for vores lockdown. Vi er på 4. uge nu, og jeg har fuldstændig glemt, hvornår jeg sidst prøvede at forlade vores villa. Aner det ikke. Muligvis godt 5 uger siden. Hvem tæller den slags længere?

I går eftermiddags tog jeg dét her billede af mig selv som et lockdown-minde.Jeg ser grå hår, der mangler en farvning. Melasma i panden, der savner behandling af en dermatolog. Akne omkring mund og hage på grund af trøstespisning. Tørre, uplejede læber på grund af for meget sukker. Øjenlåg, der hænger. Øjne, der er matte.

Og så ser jeg udslukthed. Tomhed. Tørst. Træthed. Tristhed. Utilpashed. Kvalme. Vrede. Hovedpine.

Jeg er en løvinde i bur. I et bur med de mennesker, jeg elsker allerhøjest i hele verden. Men jeg skal ikke be’ om det her.

Heldigvis er jeg ikke alene. Og jeg føler inderligt med de mennesker, der er ensomme og alene igennem dét her. For selvom jeg kan blive virkelig træt af børnene – og de af mig i denne her underlige boble – så må alting være så meget værre alene. Eller i en flygtningelejr. Eller i et fremmed land, man ikke kan komme ud af igen. For fuck’s sake.

Og jeg hælder vand ud af ørerne til min Mor og Søster på WhatsApp.

Om mit nye arbejdsliv, hvor jeg som en anden sprechstallmeister forsøger at fastholde og undervise 4-5-6-7-8-9-årige i 60 minutters lektioner over Microsoft Teams.

60 stive minutter, hvor vi mute’r og unmute’r i et væk. Hvor jeg kommer med ind i folks køleskabe, næsebor, trampoliner, sofaarrangementer og støvsugningsseancer. Hvor jeg taler og traller, forklarer modalverber og tegner med Apple-pen som en anden Jørgen Clevin, mens jeg insisterer på at tale om vokalen ‘e’s fem lyde på dansk. Som om det er vigtigt lige nu? Who gives a fuck?

Jeg vander høns over, at vores adgang til de danske læringsplatforme er blevet lukket ned, fordi Staten Danmark oplever et umenneskeligt pres på deres servere, så os med IP-adresser på sære steder kan gå hjem med uforrettet sag. Dér mistede jeg så vores elektroniske bibliotek, der er en decideret livredder i forhold til læsetræning og højtlæsning. Især nu, hvor vi ikke er i skole, men må forsøge at klare os igennem med online-skole. Dér mistede jeg så også adgangen til Clio, som er en portal for lærere, hvor vi henter emneforløb, inspiration til årsplaner og i det hele taget sikrer os, at vi følger fællesmålene for danskfaget i folkeskolen. Dér mistede jeg så også muligheden for at lave udmærkede online læse- og stavetests med 2. og 3. klasse-eleverne. Som om det ikke var svært nok at udfylde 60 minutter tre gange om ugen på hver årgang, så er nedlukningen af Uni-login for danskere i udlandet en hel katastrofe i sig selv.

Og jeg mærker, hvordan søster- og mor-kærligheden omslutter mig, så jeg nærmest skvulper rundt i sengen.

Bagefter ringer min Svigermor helt uforvarende og i andet øjemed, men ender med at få samme ulidelige tur igennem skole-corona-møllen, som min Mor og Søster lige måtte udstå.

Og jeg mærker, hvordan det letter. Hvordan de sidste 14 dage har tynget mig helt i bund. Hvordan jeg føler mig helt alene, indtil dem, jeg holder allermest af, ved, hvad der rører sig i mig.

Senere kommer Martin eller Göran listende for at se til mig. Og som det kloge menneske han er, får han forsigtigt fortalt mig, at jeg er nødt til at skrue helt ned for ambitionsniveauet. At alt andet er dumt. At det kommer inde fra mig selv, dét her pres – og at INGEN forventer en strækmarch igennem Jeppe Aakjærs forårsdigte under de her omstændigheder. Han foreslår også en pizza og en flaske rødvin. Og vilde dyr på TV. Han er en klog og god mand, er han. Min bedste ven og min elskede.

Og i dag er naturligvis en ny dag. Det er det gode ved at blive ældre og få en vis erfaring med at være en gemen Hystella. Det går jo over igen. Bølgerne lægger sig. Der kommer altid en løsning på det umiddelbart uløselige. Så jeg trækker vejret ned i maven, vælger en sjov bog at læse på Saxo, og trækker fløjdørene fra i stuen, så jeg får hele haven og søbrisen ind.

Jeg er heldig med at være lige hér.

Også selvom det er svært at være meddirigent i et lille firkløver 24-7.

Også selvom mit job så langt fra er ét, jeg ville have sagt ja til, hvis jeg var blevet tilbudt det, og ikke var blevet tvunget til det af omstændighederne.

Også selvom vi ikke ved, hvornår vi må komme ud igen, og der bliver bygget felthospitaler og antallet af smittede stiger dag for dag, til trods for den langvarige lockdown.

Mit humør stiger et mærkbart nøk mere, da jeg endelig finder ro og overskud til at se verdens bedste Dronning Daisy tone frem på skærmen for at takke for sine fødselsdags-lykønskninger. Hvor er hun dog skøn, vores alle sammens Dronning på flotte 80 år. Også selvom hun siger virkelig dumme ting om global opvarmning og har en sporty søn, der er med i én af de mest korrupte organisationer i verden.

Endnu bedre bliver det, da jeg får set nogle af de fødselsdagshilsner, som sjove mennesker lægger ud til Dronning Daisy – se f.eks. Signe Molde og flagmanden Peter på Insta. Det’ godt.

I dag bliver en god dag. Det er min stædige intention. Også selvom pigerne lige har skændtes over et håndtryk, hvor den ene havde slikket sig selv i hånden først, så den anden fik et slimet goddag. Den slags småting kan ikke skubbe mig ud over kanten i dag.

Go’ fredag ❤️😷🍷

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hjemmeskoling – take two

Spring Break er nu officielt ovre i den corona-ramte Ørkenstat.

I vores husholdning er den forældre-improviserede hjemmeskole blevet lukket ned efter to stive ugers kombineret leg-og-lektie-gøgl for fuld udblæsning i det lille firkløver.

Hvem havde da ikke drømt om dét scenarie i stedet for en skøn rejse til Vietnam?

Ironi kan forekomme.Fra i morgen er det således den rigtige skole, der tager over i forhold til at sætte rammerne og opgaverne for børnene, mens vi andre må støtte op på bedste vis på sidelinjen.

For Emilies vedkommende vil opgaverne og skoledagenes forløb blive sat via e-mails fra læreren. Emilie skal så uploade sit arbejde på app’en Toddle, så læreren kan rette og tjekke indsatsen dagligt.

For Cecilies vedkommende er der et møde over Microsoft Teams hver morgen kl. 9, hvor klassen ser og lytter til læreren, der giver dagens instruktioner. Cecilie skal så uploade sit arbejde i forskellige foldere på OneDrive, så læreren kan rette og tjekke indsatsen dagligt. Hvis man ikke laver opgaverne og tjekker ind kl. 9, anses det for fravær i skolen.

Nu må vi se, hvordan det hele kommer til at forløbe. Vi er lidt spændte på det, og jeg er særligt bekymret for feedback-loop’et mellem elev og lærer. Vil børnene mon nogensinde få at vide, om dét, de laver, er korrekt og hensigtsmæssigt? Men det er forhåbentlig bare mig, der bekymrer mig unødigt.

Uanset om teknikken driller eller feedback-loop’et kommer til at virke, så glæder jeg mig til, at jeg med sindsro kan sige, at tingene skal laves, fordi deres lærere forventer det – og ikke fordi jeg har selv-opfundet til lejligheden, at der skal laves Mathletics i 30 minutter, efterfulgt af en voldsomt spændende læsebog om Abraham Lincoln på RazKids. Der er intet mere fantastisk end at kunne ansvars-fraskrive og pege helt stift over på læreren, der sætter opgaven. 😂

På en eller anden måde er hjemmeskoling take two / uge to nu alligevel løbet afsted. Ikke at jeg har vænnet mig til, at vi alle går derhjemme, men når der bliver sat struktur, aktiviteter og opgaver op, så går dagene jo på bedste beskub. Om ikke andet har pigerne da lært at værdsætte en kaffepause stort set på linje med deres mor.
Udover at arbejde med deres forskellige apps i matematik og læsning, har pigerne hjulpet til med praktiske ting, som at vande have og vaske sandstøv af terrassen.
Vi tyer også til puslespil, bagning, maling, tegning og alle de andre slags fnullerier og hjemmesysler, der kan drive tiden lidt afsted.I modsætning til den første uge efter skolelukningen, har vi skruet helt ned for blusset i forhold at omgåes andre mennesker. Vi lærer jo mere og mere om corona-virussen, og om hvor vigtigt det er, at vi holder os helt hjemme og på afstand, uanset om vi er karantæneramte eller ej (hvilket vi ikke er). Sådan føltes det ikke for bare 8 eller 10 dage siden, hvor man stadig godt kunne tillade sig at være sammen med andre – bare man fulgte forholdsreglerne med håndsprit og pæn afstand.

En enkelt eftermiddag tillod vi os dog at gøre en veninde og hendes piger selskab på stranden – ude i den friske havluft og med lidt afstand til hinanden. Dén aktivitet er dog en saga blot. Fra i morgen er strandene lukkede i mindst to uger.Butikker og indkøbscentre er fortsat åbne her i De Forenede Arabiske Emirater. Guderne må vide hvorfor. Nogle steder kører de med lidt reducerede åbningstider, men vi har slet ikke de samme forbud om at undgå forsamling og kun foretage nødtørftige indkøb som i Danmark og store dele af Europa.

At der ikke er et indkøbsforbud, betyder dog ikke, at det føles okay, at tage ud i et center eller hen i en butik. Det føles kæmpe-sært og nærmest lidt farligt eller småkriminelt. Faktisk er jeg ved at blive helt paranoid og indesluttet, selvom der ikke er nogen reel grund til det. Måske når myndighederne til samme konklusion om at lukke helt ned hernede – det må tiden vise. Indtil videre er moskéerne, parkerne, legepladserne, pools’ene, fitnesscentrene og biograferne lukkede i 30 dage; skolerne til den 5. april (we wish!) og visse andre sektorer kører med enten hel eller delvis lukning.

Følelsen af, at hele verden ‘lukker ned’ er ubehagelig og lettere angstfremkaldende. Men det er vores nye virkelighed, uanset om vi kan li’ det eller ej. Interessant nok havde vores første Ramadan i De Forenede Arabiske Emirater et lille anstrøg af dét her. Ikke at der var noget med verdensomspændende sygdomstrusler og risiko for smittespredning under Ramadanen, men for en ignorant vesterlænding i ukendt Sharia-land, var der denne her omklamrende følelse af, at verden pludselig var klappet i som en østers, og at der var en hel masse – delvist ukendte og ihvertfald usikre – regler for god etikette, skik og opførsel i fælles-rummet, som jeg risikerede at tage fejl af eller undervurdere. Dengang gik jeg konstant og debatterede med mig selv, om jeg skulle gå ud, hvad der så kunne eller ville ske derude, hvad jeg havde behov for og måske ikke kunne, hvis jeg så gik ud og så videre og så videre…sådan føles der igen nu – bare med langt, langt alvorligere konsekvenser.

Et smut i Dubai Garden Centre er det dog blevet til i ugens løb. Havearbejde er på en eller anden måde nærliggende og beroligende, når så meget andet er uroligt og utrygt. 
Og stærkt ansporet af hele virus-problematikken forsøger Cille sig nok engang med sit projekt ‘bakteriel udvikling på brødskiver’. Her står hun klar – bevæbnet til fingerspidserne – uden for vores lille lokale butik, Choitram’s.Nu hænger brødskiverne med masser af guf fra håndtag og deslige til ‘udvikling’ på ruden i køkkenet, og Cille har skrevet om processen i sit arbejdshæfte. Hun er og bliver en lille science-nørd.Det bliver spændende at se “rusultaterne” om et par uger.

Og mens vi venter på bedre tider, roder vi lidt med en papkasse eller fire – før kvadratrødder og brøkregning kalder igen i morgen.Bemærkelsesværdigt, som vi rykker tættere sammen i familierne – og værdsætter de helt små, simple og nære ting på en ny måde. Dét er en god ting, vi må tage med os ud af denne her pandemi.

Tid.

Til hinanden

Og til småsysler.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet