Fyn er fin!

Jeg holder seriøs sommerferie i år. Med lange gå- og løbeture, læsning af murstensromaner, leg og samvær med de allernærmeste. Så meget som overhovedet muligt foregår uden for, for hvor har vi dog savnet at være i naturen!Intet slår den lysende danske bøgeskov, de farverige vejkanter eller stranden med den duvende marehalm i klitterne.

Jeg kigger skyformationer, trækker vejret dybt ind og bemærker den friske luft, som var det første gang. Jeg ser blomster, smådyr og insekter, og jeg glædes over hvert eneste lille liv. Det er sådan en taknemmelighedsfølelse, som kommer af at have længtes rigtigt meget.Siden sidst har vi været en uge på Fyn hos min Søster og familie.

For første gang NOGENSINDE var road trip med pigerne tværs over Danmark helt harmonisk og rar. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre, men på én eller anden måde er de nu pludselig blevet gamle nok til at koncentrere sig om podcasts, mens de ryger lakridspiber og reflekterer over dét, de lytter til. I denne ombæring var det et par afsnit af Radionauterne om, hvordan børn bliver skabt, og om, hvorfor prutter lugter. Essentiel viden i et barneliv. Plus filmen “Terkel i knibe” som lydfil for lige at lære lidt nye danske ord at kende, såsom pik-antilope og røv-firkant. Igen essentiel viden.I mens kunne jeg glædes i stilhed over de nye og blidere vibes fra bagsædet – og så synet af Storebæltsbroen. Jeg elsker broer og den følelse af forbindelse, de skaber.

I Odense bor min Søster og familie i forstaden Hjallelse. I et hus med en samling pinde, sten og kastanjer udenfor. Det er Nevøens samling af livsnødvendige ting, som øges dag for dag – og dén, der vover at forrykke sagerne eller fjerne noget, får med ham at bestille.Vi havde med vilje ikke lavet andre sommerferieplaner end at være sammen i deres hjem – og så se, hvad vejr og humør kunne byde på. Det føltes nærmest umuligt at lave planer for ferien, da vi sad i corona-lockdown i Dubai. Mest fordi vi indtil det sidste kunne have risikeret at få rejsen aflyst. Men alting lykkedes så fint, heldigvis.

Mormor joinede også flokken af døtre og børnebørn.

Hun kom med favnen fuld af gaver. Matchende, hjemmesyede forklæder og søde konvolutter med ferie-lommepenge til alle fire unger. Er de ikke fine?Blomster fra haven var der til min Søster og thermokasser fulde af friske rødspættefileter og fiskedeller fra Thyborøn og en solid stak hjemmebagt brød i alle mulige varianter var der til os alle. Vi er heldige med sådan en effektiv og hjælpsom Mor, der altid fikser alting for os.I haven fik vi rejst Mormors gamle telt fra vores barndom. Det har været på tur rundt i det tidligere Østeuropa, da vi var halvstore piger, og det fejler overraskende nok ingenting. Så kunne der leges og soves på skift, indtil vi efter nogle nætter blev nødt til at erkende, at det desværre var for koldt at sove i teltet, når nu vi ikke havde ‘ordentlige’ soveposer til rådighed.Én af dagene tog de hjemmevante odenseanere os med i Odense Zoo. Jeg beholdt mobilen i tasken, for der var enormt mange mennesker i parken, men et par billeder fik jeg da taget under et kaffepitstop af det lille entourage.De tre kusiner og den lille fætter hygger sig sammen. I år er det især Mille og Jo, der finder hinanden i lege med tøjhunde og Lego Friends, mens lille fætter A er dybt platonisk-forelsket i Cille, og følger hende som en skygge, der afgiver lette klask og dask i Cilles numse.Cille er til gengæld blevet et nummer større end de tre andre, og hun føler sig ret meget “in between”, når hun forklarer, hvad der sker. Det er helt naturligt. Hun er 11 år om et par uger. De to små piger er 8 år og mindstemanden er 4 år. Jeg havde det på præcist samme måde med mine yngre fætre og kusiner, da jeg ramte “tween/teen-livet”, husker jeg.

Så jeg nusser lidt ekstra om hende, laver Earl Grey-te om aftenen og lader hende sidde lidt i fred med en serie på iPad’en, mens jeg forsøger at jonglere alles behov for og ønske om at være en del af fællesskabet. På kryds og tværs. Store som små.Heldigvis er der stadig masser af fælles interesser og aktiviteter at tage fat i. For eksempel lavede vi en hel krea-dag i Odense, hvor vi grinede og fjollede, mens vi tegnede, malede, limede og formede alt muligt stads, der gav meget lidt mening bagefter, men som var en skøn proces at være i.

Og det er de her små øjeblikke, jeg samler på denne sommer. Nevøens barnenæve i min, når vi går tur. At vaske min Nieces lange, mørke hår og rede det forsigtigt ud. At klø og nusse Mille på ryggen om morgenen. At have tid til dybe samtaler med Cille om teen-issues sent om aftenen.

Dét er sommerferien i år.

Tid.

Til alting og ingenting.

Bare familien er der, så er jeg glad. ❤️🧡💛💚💙💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Louisiana

Vi kører marathon-sommerferie i Danmark på 10. år i år.

De første par år som expats udmattede jeg hele familien fuldstændigt med at køre rundt for at besøge alt og alle – alle vegne. Vi var nybagte forældre og overkom ting, jeg ikke engang kan overkomme med store børn nu. Torskedumt, overambitiøst eller fjollet, vælg selv. Det var ihvertfald på den hårde klinge for store og små.

Efter at have kørt land og rige rundt i nogle år – uden anden succes end udmattelse, hvis dét da tæller – forsøgte vi os med en model, hvor vi indlogerede os i et sommerhus i Nordsjælland – og så kom folk ellers på besøg hos os. Nu var det ikke længere os, der kørte Sjælland, Fyn og Jylland rundt som langturschauffører, men til gengæld var vi vært og værtinde fra vi stod op til vi gik i seng – og børnene kom aldrig nogen steder, fordi de lige om lidt fik besøg igen.

Dén model holdt bare heller ikke. Det var for meget madlavning, for meget vin og en kæmpe anstrengelse at spurte rundt efter støvsugeren og skrive indkøbssedler til næste hold.

Tusind gange har vi kigget på sommerhuse, kolonihaver og endda lejligheder uden bopælspligt eller med mulighed for kort-tidsleje. Hver gang er vi endt med at foretrække at bo hos vores forældre eller i lejede sommerhuse med familien rundt omkring. Det er bare det hyggeligste. Og det mest nærværende for både store og små. For hele pointen er jo, at vi er i Danmark om sommeren for at være sammen med vores familie og venner – ellers kunne vi så let som ingenting have valgt en anden destination eller to. Vi prioriterer at være i Danmark i sommerferier og i juleferier – for det er dén måde, hvorpå vi kan give pigerne et tilhørsforhold til deres hjemland, tror vi ihvertfald. Det tager jo tid at danne relationer og lære at begå sig i et fremmed land – og hvis vi ikke giver pigerne mulighed for at fordybe sig med fætre, kusiner, tanter, onkler, bedsteforældre osv., så fratager vi dem også muligheden for at føle sig hjemme.

Med årene har jeg også lært at skelne mellem de voksnes og børnenes behov. For det er virkelig ikke nødvendigt for pigerne at være med til alting hele tiden. Lange vin-aftener, hvor de voksne i virkeligheden ikke vil forstyrres i den fordybede samtale er da minus interessant for små børn. Og ægte down-time er en undervurderet størrelse i børnenes liv. De har brug for en lang sommerferie uden alt for mange forpligtelser, fordi deres skolegang er så krævende resten af året.

Heldigvis passer Farmor gerne pigerne, når vi har lyst til voksentid med vores venner. Og dér, hvor pigerne passer ind i ligningen, kommer de selvfølgelig stadigvæk med.

Og ind mellem aftaler og visitter laver vi nu små åndehuller og pusterum, hvor vi sidder og drikker evighedskaffe i Slotsarkaderne med Faster, når hun har fri fra børnehaven; vi læser en bog i sofaen, går ture i skoven og oplever små bidder af Danmark, når vi har lyst.
Forleden havde vi sådan en dag, hvor der var tid og plads til et par timers kulturoplevelse. Pigerne har aldrig besøgt Louisiana – og for mig selv var det mindst 10 år siden sidste besøg, til trods for at jeg elsker stedet og plejede at komme der jævnligt, da vi boede i København.Jeg elsker Louisiana mindst lige så meget for haven med alle dens skønne skulpturer og for udsigten til Hven og Sverige som for selve museet, selvom der virkelig altid er gode og tankevækkende udstillinger.Med på udflugt var Farmor og Kusine Emma. De har årskort og er aldeles hjemmevante.Vi nærstuderede Tetsumi Kudos sære og finurlige univers, som virkede både forunderligt dragende og decideret afskyvækkende. Virkelig et besøg værd.Kudos traumatiske barndomsoplevelser med atombomber over Hiroshima og Nagasaki, har han brugt som reference til en dybere diskussion af menneskets kødelighed/dødelighed og vores interaktion med naturen og omgivelserne, som er dybt fascinerende og ret ulækkert.Per Kirkebys store udstilling af bronzeskulpturer kom vi til at vade igennem. Den sagde os meget lidt. Noget klodset makværk i forhold til Henry Moore, Giacometti m.fl.
Jeg fik ikke engang taget et billede eller to. Til gengæld var der masser af andre bronzeskulpturer, der sagde os noget. Særligt dem med de helt store fortegn, som man si’r.
Caféen var kontinuerligt stopfyldt, men kagerne og brødet fra Reinh Van Hauen var lige så godt, som jeg huskede det fra gamle dage. Enkelt og rart, når man bliver lækkersulten undervejs.
Vi forelskede os alle i de store marmorkugler, der ligger smidt i græsset uden for Louisiana.Og pigerne nød Louisianas børnehus, selvom der var nok af corona-restriktioner undervejs. Jeg blev lidt træt – for meget af det gav ingen mening, når man samtidig så, hvor mange gæster, der bevægede sig alt for tæt rundt i gangene og på caféen. Men pigerne kunne have brugt timevis på at bygge huse, hvis de bare havde fået lov.Danske museer er fantastiske til at inddrage og gå i dialog med børn. Man må næsten altid ‘røre’ eller ‘prøve’ kunsten af på forskellige måder. Parker og haver er ligeledes til for at blive brugt – og græsset må altid betrædes – i modsætning til så mange steder i udlandet, hvor alting kun må opleves med øjnene, mens man tier stille og opfører sig ordentligt. Det er ihvertfald min oplevelse, når jeg ser de danske museer udefra.

Og jeg elsker bare Louisiana, og ville ønske, at jeg kunne se udstillingen om kvinder, som snart åbnes.

Der er i øvrigt super-rabat på Louisiana (ligesom så mange andre steder) denne sommer. Det er jo fantastisk – og så kan man passende støtte foretagendet yderligere ved at handle i caféen og den fine museumsbutik.

Vi besøgte Louisiana en onsdag eftermiddag. Der var alt, alt for mange mennesker, til trods for tidsbooking-systemet og en række coronaforanstaltninger, men sådan bliver det vist hele sommeren, når alle bliver hjemme og dermed skal have tiden til at gå i sommerlandet. Vi spritter af og krydser fingre – for blive derhjemme har vi ligesom fået nok af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Landet i Danmark

Aldrig har vi haft så meget brug for ferie og for at komme væk fra Ørkenstaten, som denne her sommer.

Lockdown og knapt 4 måneders hjemmeskole og onlineundervisning har virkelig tæret på kræfter og nerver hos os alle fire. Dobbelthager og bekymringsrynker (hos de voksne) kan heldigvis gemmes godt væk under ansigtsmaskerne, da vi letter fredag morgen fra en overophedet ørken for at tage op mod køligere himmelstrøg.For første gang i knapt 10 års udlandsliv har jeg tænkt og følt, at vi for alvor var på gyngende grund. Nu handlede det ikke længere “kun” om økonomiske udfordringer og risici, men også om fremtid og følelser på en ny og langt mere alvorlig måde end nogensinde tidligere.

Det er absolut en del af livsvilkårene og ‘pakken’, at man som expat ofte føler sig usikker ift. arbejde, økonomi og fremtid, men pludselig kom der en corona-pandemi og tilføjede et ekstra lag af ubehag i forhold til voldsomt forandrede levevilkår, sikkerhedsmæssige udsving og divergerende værdisæt.

De Forenede Arabiske Emirater har handlet konsekvent og hurtigt i forhold til pandemien. Det blev meldt klart ud fra starten, at børnene ikke ville komme tilbage i skole igen i dette skoleår. Det blev også meldt klart ud, at man fra officiel side havde valgt, at børn op til 12 år og ældre over 60 år skulle blive hjemme. Som i helt hjemme. Ingen adgang til indkøb/butikker, sportsaktiviteter/pools/parker eller færden uden for det allernærmeste nabolag. Det har simpelthen været så synd for samfundets mindsteborgere, og det er absolut ikke noget, jeg ville ønske for nogen børn, at de skulle opleve.

Dén lockdown, vi alle oplevede som snærende og ubehagelig under Ramadanen, er fortsat i ‘det uendelige’ for vores børn, som hverken måtte deltage i sport, komme med uden for eller have legeaftaler hist og pist efter skoletid.

Velment har det været. Naturligvis. Et ønske om at undgå en masse syge børn og syge ældre mennesker er da helt forståeligt. Men det har givet vores børn en alvorlig nedtur mentalt, socialt, psykisk og fysisk. Og det har været interessant at opleve ude fra, hvordan Danmark gav børnene lov til at vende tilbage til deres hverdag relativt hurtigt i genåbningsprocessen, fordi det nu engang tjener børn bedst at have en fast hverdagsramme og sunde, fysiske aktiviteter at forholde sig til.

Mille, der plejer at dyrke masser af sport i løbet af ugen, har vist tegn på at være deprimeret og har fundet glæde ved at gå i spisekammeret. Tennis- og gymnastikpigen, som har været vant til at få udløst store doser af endorfiner og adrenalin hver eneste dag, har forandret sig til en mut og indadvendt pige, der vrisser og bider ad os, når vi prøver at hjælpe hende eller spørge ind. Sofakartoffel, er hun blevet – på rekordtid. Og hun viser ikke den store interesse for at vende tilbage til gymnastiksalen, nu hvor hun knager og sukker som en gammel skonnert i fast rutefart mellem sofa og køleskab. Det er ikke kun fysisk vægt, der er røget på – men også mental vægt. Alt er tungt, uretfærdigt og hårdt i Milles verden, og hun trænger sådan til luftforandring, leg, samvær og gode grin, der starter helt nede i maven og ruller op igennem skuldrene til de løsnes og falder rigtigt på plads igen.

Cille har klaret forløbet bedre, fordi hun hver dag har arbejdet hjemmefra med en fast klassekammerat. Ikke lovligt overhovedet i forhold til gældende retningslinjer fra myndighederne, men det var en overlevelsestaktik og beslutning, vi tog i samråd med den anden piges forældre. Fra naturens side er Cille også en doven bandit, så hun har med største sindsro tillagt sig yderligere et par timers spilletid på iPad’en, og hun trives fint i eget selskab eller med en enkelt veninde eller to. Hun trænger dog også helt vildt til at blive lukket ud på græs denne sommer. Og til at se langt, se lysegrønt og fordybe sig i den fysiske verden i stedet for den virtuelle verden, hvor hun er groet fast de seneste 4 måneder.

Så det gør vi nu.

Lever livet. Uden for. I naturen.

Med de mennesker, der står os allernærmest, og som får os til at grine, føle, tænke og mærke igen. For det kan man heldigvis stadig i Danmark. Helt uden latexhandsker og to meters afstand.Men før noget som helst andet kan ske, stiller vi os ud i køen til Coronatest.Lige uden for Københavns Lufthavn kan man ganske gratis blive testet for Corona og få svar inden for 72 timer. Dét er da en service, man ikke kan sige nej tak til!

I forvejen havde vi lavet forventningsafstemning med Farmor og Farfar, samt de familiemedlemmer og venner, som vi havde aftalt at se fra starten. Vi har passet så meget på i Ørkenstaten med obligatoriske ansigtsmasker, temperaturkontrol og gummihandsker, at vi ikke rigtigt kunne se, at vi nødvendigvis skulle udgøre den helt store risiko i Danmark. Men som ‘tilrejsende fremmede’ tog vi selvfølgelig imod tests. Vi skal ikke indføre ørken-Corona til Dannevang, dét er helt sikkert.

Og så er det ellers på med røjserne og ud på græs.Pigerne lufter hunde i Grib Skov i ét væk.
De går på havevandringer og plukker kirsebær til eftermiddagskaffen.
De leger og leger med deres fætter og kusine, mens de skærmer sig lidt for sommerregnen med et par paraplyer.Siden sidst er Fætter V blevet lidt af en Emil fra Lønneberg, sådan som han tømrer og snedkererer i redskabsskuret derhjemme. Det er godt nok ikke træfigurer, han fremstiller, men derimod dolke og sværd – og dén aktivitet er pigerne da straks med på.Som altid falder der ro over os, når vi lander hos Farmor og Farfar og resten af familien i Hillerød.

Mille finder legetøj frem, som hun helt havde glemt, og som nu er et skønt gensyn.Cille finder ro i havens hængesofa, mens hun venter på opholdsvejr, så hun kan komme i gang med at finde mariehøns og andre insekter igen.Og mens børnene er så fint optagede af deres vante ritualer og lege, lister jeg afsted for mig selv.

På den første løbetur i skoven hulker jeg nærmest over synet af al den grønhed og over følelsen af rigtig frihed.
For mig er der ingen tvivl om, at Guds Hus er naturen. Det er det eneste sted, hvor jeg sådan for alvor kan off-loade alt dét, der generer mig. Heldigvis kom der en lillebitte skovmus og afbrød mig noget så glædeligt, så jeg ikke fik en kæmpe tudetur ud af  den første skønne skovtur.

For den ligger lige under overfladen og lurer.

Tudeturen.

Den, jeg ikke har givet mig selv lov til at have eller tage i 4 måneder, fordi pigernes kvaler har været vigtigst. Jeg håber bare, at når den endelig kommer til mig, så er jeg i umiddelbar nærhed af min mor eller svigermor. For kønt bliver det ikke.

Indtil da vil jeg trække den friske, svale sommerluft dybt ned i lungerne. Og spise en af Farmors gode frikadeller. Og en håndfuld søde, danske jordbær til dessert.

Og så må jeg drikke kaffe med fed dansk mælk, der smager, så fuglene synger i Grib Skov. Ihvertfald én gang om dagen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Zoom Graduation

Mandag var der officiel afgangs-ceremoni for Cille i Year 6.

I stedet for at stå på lange, lige rækker i skolens skinnende blå “caps and gowns” med de stolte forældre som tilskuere på lige så lange, lige rækker, var der indkaldt til individuelle klasse-ceremonier over Zoom.

Så langt fra, hvad afslutningen af Primary School skulle have været, som man overhovedet kunne komme.

Og det er jo ikke skolens skyld.

Ej heller børnenes.

Men for helvede, hvor er det surt, at alle fejringer i disse måneder er noget med at sidde på en skærm derhjemme og golf-klappe lidt, mens billedet fryser og stemmerne hakker ind og ud. Hu-hej, for en fest! Cille holdt nu den gode mine med uniformsskjorten på, siddende klar ved skrivebordet med sin nye laptop, som hun har fået i tidlig fødselsdagsgave af os, fordi hun rykker op i Secondary School til september.Hun havde klistret sin takketale op lige under laptop-kameraet, så hun kunne se professionel og direkte ud, når det var hendes tur til at holde tale for sin klasse – og talerækken var printet ud, så hun ikke mistede sine 25 gyldne sekunder i Zoom-rampelyset.Først var det dog rektors tur til at lykønske eleverne med deres afslutning af IB-systemets Primary Years Programme. Cille har været i IB-systemet siden Year 2 – og før det var hun 2 år i National Curriculum of England. Med andre ord er den knapt 11-årige ved at afslutte 8 års skolegang. Det bliver helt automatisk ret langtidsstuderende børn, når de starter som 3-4-årige med at gå i skole.

Cille klarede sin tale så fint. Hun var tydelig og velartikuleret – og underlægningsmuzakken åd desværre størstedelen af hendes tale, præcist som det var tilfældet med alle andre. Dét, der virker så teknisk avanceret og tjekket i teorien, kan så hurtigt falde til jorden ude i virkeligheden.

Hun havde sommerfugle i maven forud for sin Zoom Graduation – så et eller andet har ceremonien alligevel betydet for hende, selvom der ikke blev noget med navneopråb, klapsalver og stolt skriden hen over gymnastiksalens gulv for at modtage eksamensbeviset fra rektors hånd, mens hele årgangen så på, blev fotograferet osv.

Bagefter var der jo heller ikke afslutningsfest på et fancy hotel, som der ellers plejer at være. Og som Cille har glædet sig til i et helt år. Det er umuligt at afholde sådan noget pt., og dén fest er således endt i bunken af bristede musical-drømme og diverse fødselsdagsfester, og hvad der ellers er blevet aflyst i kølvandet på lorte-corona.

Men det betyder meget, at alle er i samme båd.

Det gør knapt så ondt at miste noget, når det er en fælles præmis, fornemmer jeg?

Der har ihvertfald ikke været tårer over, at der ikke skulle sættes hår i frisørsalonen og danses på parketgulv med veninderne. De har sikkert tænkt og følt skidtet undervejs, børnene, men de har holdt det for sig selv. Accepteret vilkårene. Klaret sig igennem krisen langt bedre end os voksne, føler jeg.Cille tog nu alligevel en smuk kjole på efter Zoom Graduation. Og lignede med et trylleslag en 15-årig. Det gjorde mig helt forskrækket. Og stolt ad Pommern til. For hun er ligeså smuk, enkel og elegant, som en sommerfugl.Vi havde bestilt cupcakes med Graduation-tema, og så fejrede vi ellers afslutningen sammen med Cilles veninde gennem alle skoleårene. Der var lyserød børne-champagne og sukkerchok på alle hylder.Cilles venindes mor har en doktorgrad og er tilmed Oxford Graduate, så hun medbragte sit fine, originale “mortar board” fra Oxford Universitet, som pigerne kunne få taget billeder med! “Mortar board” oversættes bedst til murerske eller murerslev på dansk. Briterne må vel mene af “the cap” ligner en sådan? Før jeg selv fik et barn, der skulle gå fra Primary til Secondary, fnøs jeg over de der billeder af 11-årige i “caps and gowns” – come on, hvad er det lige, de “graduate’r” fra?!

Men efter at have oplevet PYP Exhibition-forløbet, kravene og det til tider umenneskelige pres, Cille har været underlagt i flere måneder, er der pludselig åbenlys grund til fejring.

Man bliver åbenbart klogere, når tingene lige så stille bliver mere vedkommende og mærkbare.Vi markerer også overgangen fra Primary til Secondary med en lille opgradering fra børneværelse til pigeværelse. Cille har fået et større skrivebord, en ergonomisk skrivebordsstol, nyt sengetøj, nye gardiner og puder, et bedre reolsystem til opbevaring af bøger osv. til Secondary School’s højere krav. Foruden den flotte nye laptop, elektronisk pen og fiks mus, that is.Der mangler kun at blive opsat LED-lys i loftet, og så er den unge dame rullende til sit nye teenageliv.

Selv den nye uniform og skoene er indkøbt.

I Secondary School er der endelig mulighed for, at piger bærer bukser. Dén chance lod Cille ikke gå fra sig, så nu er der landet en bunke mørkeblå bukser, figursyede skjorter og en masse andet godt i skabet. Lige klar til at blive taget i brug til september.
Cille glæder sig helt vildt til Secondary School.

Hun er så klar mentalt, og vi ved, at hun vil vokse fint med opgaverne og de øgede udfordringer. Jeg trivedes selv meget bedre i det mere firkantede gymnasiemiljø, hvor der er klare regler, der skal følges, men hvor der også er et øget frihed under ansvar – og nye, spændende sociale cirkler at bevæge sig rundt i.Jeg faldt forleden over Cilles plan for sit “locker” i Secondary School. De får hvert sit skab med hængelås, så de ikke bærer for meget i løbet af skoledagen. Dén idé er hun tydeligvis helt med på.Hun har vist også visualiseret sig selv i en sej Secondary School science class – omgivet af primært seje piger, en random boy (who cares anyway?) og en kvindelig science-lærer. Fordi piger og science bare styrer!

Der sker ting og sager med Lille-Store Cille.

Det ene øjeblik plastrer hun sin dør til med seje klistermærker, Tom Gates-doodles og styrer alting med hård hånd. Det næste øjeblik kryber hun helt ind til mig og vil være lille.
Åh, min Cille. Et kæmpestort til lykke med et veloverstået PYP. Du har lært så meget i denne proces. Om dig selv og om sociale mekanismer, mere end noget andet.

Vi kan næsten mærke sommerferien komme tumlende imod os nu.

Cille fortjener i dén grad følelsen af frihed og langstrakt, elastisk tid, der bare forsvinder ud i der blå uden skyggen af bekymring eller sorg. Det vil jeg gøre mit bedste for at give hende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Feminist

Hende her smuksakken har været igennem en veritabel tour de force de seneste tre måneder. Ikke nok med, at det er udfordrende i sig selv at skulle gå i skole over Microsoft Teams og kommunikere igennem hakkende internetforbindelser sammen med 26 andre tweens og en fuldstændig håbløs vikar, så er der såmænd også et afgørende projekt i Year 6, som er dét år, man afslutter Primary Years Programme i IB-systemet. Year 6 svarer til dansk 4. klasse.

Yes og yikes. Midt i corona-pandemi.Men så har man vel fra skolens side sørget for at modificere projektet, så det bliver tåleligt for børnene under de sværere vilkår med kun online skole og ingen mulighed for at mødes face-to-face i projektgruppen, tænker du?

Rungende nej herfra.

Det eneste, børnene ikke skal levere, som tidligere Year 6-årgange har gjort, er en stor skildervæg-plakat, idet der jo ikke bliver nogen fysisk præsentation i en af skolens gymnastiksale.

Ellers er alt ved og i det store årsprojekt, som det plejer.

Til trods for, at INTET er, som det plejer.

Der skal laves research og udføres interviews; der skal laves sammenligninger og konklusioner efter førnævnte research og interviews, der skal sættes en spørgeskemaundersøgelse i søen, bygges et website, filmes adskillige videoer, skrives ugentlige lærings- og procesreflektioner, laves en detaljeret bibliografi, en biografi, udfyldes en individuel booklet over hele processen, laves en podcast og en dedikeret YouTube-kanal. Jeg har sikkert glemt et eller andet.

Lyder jeg vred og frustreret?!

Fik jeg nævnt, at børnene er 10 år?!

Det har været mavesårs-hændervridende-bekymrende at se på. Søvnløse-nætter-slemt at stå på sidelinjen af. Og hvad har det så ikke været for Cille, der trods alt er opgavens ejer?

Hun har klemt – og klemmer hver dag – ballerne sammen, så det gør helt ondt. Presset er umenneskeligt. Hun taler i søvne, skærer tænder, får hoved- og mavepine.

Siden opstarten er det gået skævt.

Cille og hendes bedsteveninde i projektgruppen har været udsat for online mobning og helt grundløse anklager om plagiarisme og diskrimination af én af de andre piger – i en grad, så vi var et øjeblik fra at tage Cille helt ud af projektet. Ingen af de voksne omkring børnene var deres ansvar bevidste, og de tillod én piges uacceptable, asociale adfærd uden at gribe ind.

Børnene har fået kastet opgaver ukoordineret ind fra højre og venstre på arbitrær vis af en lærervikar, som er ude på alt for dybt vand. Hverken lærer eller børn har anet, hvad de skulle stille op med de svært forståelige dokumenter og krav, der er blevet stillet dem. Og så kommer der naturligvis mislyde, vredesudbrud, frustrationer og tårer.

Børnene i den lille projektgruppe har skændtes og krydset klinger i over en måned, før vi til sidst råbte så højt om online-mobning og cyber-sikkerhed, at de nu ikke længere må afholde projektmøder uden enten skolens rektor eller skolens pastor er til stede.

I stedet for at få deres voksne mentor i starten af projektet, så de altafgørende “spadestik” kunne tages med støtte fra en erfaren lærer, har de været overladt til sig selv de første 5 ud af deres 8 ugers projekt. Ikke engang på universitetsniveau ville man blive overladt til sig selv, når den centrale idé og research-spørgsmålene skal udvikles. Det er hovedløst og dybt uprofessionelt.

Havde Cille så valgt et mere lettilgængeligt og populært emne som f.eks. kost, motion, dyrevelfærd, venskab og ensomhed, cyber-sikkerhed eller lignende, som de allerede har været omkring mange gange henne i skolen, ville det måske ikke have været så svært at få åbnet for dialogen og projektets spørgsmål.

Men Cille ville ikke se på efterladte expat-kæledyr eller stigende diabetes-2.

Cille interesserer sig for pigers rettigheder i samfundet – for pigers ret til at gå i skole og få en uddannelse – og for pigers rettighed til selv at bestemme over deres egen fremtid. Det kræver sin kvinde at få hul på ligestillingsdebatten som 10-årig.

Hun er erklæret feminist og datter af en feminist. Aner man en påvirkning?

Undervejs i projektet har der reelt været to gyldne øjeblikke med ægte smil på læben, hvor Cille og hendes veninde har haft enestående mulighed for at interviewe to yderst interessante kvinder, der arbejder for hver deres internationale interesseorganisation. De lærte bl.a. om problemet med barnebrude i Bangladesh, og om europæiske kvinders kamp for demokratiske rettigheder som stemmeret, valgbarhed, opstillingsfrihed, ytringsfrihed, ligestilling, ligeværdighed mellem kønnene og så fremdeles. Interviews’ene kom i stand via Cilles venindes mor, der selv er Ph.D og forsker inden for området. Jeg er hende evigt taknemmelig for at have givet pigerne chancen for at lytte direkte til stærke kvinder og meningsdannere, der til dagligt arbejder for at få regeringer 0g beslutningstagere (læs: mænd) i verdens vidt forskellige samfund i tale, så piger og kvinder kan få lige adgang til viden, magt, penge og deltagelse i samfundet.

Hvis vores piger allerede lærer om ligestilling og kønsdiskrimination som 10-årige – og giver deres børnelærdom videre til piger, der måske er endnu yngre – tror jeg på, at den evige kamp for lige rettigheder for både piger og drenge er i gode hænder i fremtiden.


Hvis du undrer dig over den noget tomme sengeramme på tween-værelset, kan det forklares med, at hun “camper out” hos Mummy og Daddy på ubestemt tid. Når verden er utryg og hård, må man gerne lande blødt i en samsovning hver aften.

Om jeg fatter, at denne her knapt 11-årige flytter til Secondary School næste skoleår. Til dét, der kaldes Middle Years Programme, MYP. Men det gør hun altså.

Og selvom de sidste måneder ikke har været for børn, så har Cille lært en hel masse.

Om at indgå kompromisser i en gruppe.

Om konflikter og om at sige fra, når man bliver uretfærdigt behandlet.

Om taktik, teknik og mekanismer.

Om svimlende 131 millioner piger verden over, der stadig ikke går i skole, selvom vi alle er enige om, at det er en menneskeret at have adgang til skolegang.

Om svimlende 39.000 små piger, der står barnebrude hver eneste dag.

Og i næste uge er ligestillings- og kømsdiskriminationsprojektet slut.

Hun kan ikke vente.

Vi kan ikke vente.

Der er masser, der skal laves inden da, men målet er pludselig inden for rækkevidde. Den 11. juni er der online fremvisning af projektet for lærere og familiemedlemmer.

Senere på måneden er der så online dimission fra Primary School.

Og den 2. juli kipper vi med studenterhuerne og kaster os så langt væk fra skolen og fra fucking Microsoft Teams, som det overhovedet kan lade sig gøre.

Inden da – og kun hvis du gider – har projektgruppen et 2-minutters spørgeskema, som du mægtigt gerne må besvare:

https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSf0D5nqHPs0R2IfYL4gunMQXtWTYXyxNGlQdGl1TRhxJCmong/viewform

Tusind tak fra mig ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet