Sommer-musestille

Der er helt sommer-musestille på bloggen.Vi er ellers fint i gang med at leve sommerlivet i Danmark, hvor vi lagde ud med dejligt Studentergilde og ditto Afternoon Tea Party, efterfulgt af en uge i Blåvand ved Vesterhavet og nu en uge i Odsherred ved Sejerøbugten.Alting er på en måde som det altid har været – og så alligevel slet ikke, når der er en sygdom at tage hensyn til og tilgodese på den bedst tænkelige måde. Én af de positive ting, der er kommet ud af pandemien er, at lægekonsultationer nu kan foretages online. Og på dén måde kan både speciallægen og patienten rejse på sommerferie uden at miste kontakten eller tabe pusten i det spinkle fremskridt, der er så hårdt behov for at se og mærke.Jeg er venlig over for mig selv. Det meste af tiden. Okay, hvem lyver jeg overfor her? 50% af tiden. Men der er nul overskud til at følge op eller planlægge de helt store ferie-udskejelser. Som vi i øvrigt heller ikke ville kunne klare eller overskue på dagen, hvis vi skulle k0mme til at forberede noget, dér var lidt større eller vildere end først tænkt.For første gang nogensinde i alle vores alenlange sommerferier, har jeg lagt tre dages pause ind til mig selv. Tid, som jeg vil tilbringe i selskab med min Mor. Og Farmor er så megasød at have pigerne i de tre dage. Jeg har brug for det. Det har jeg egentlig også haft tidligere, men oven på de sidste mange måneders bekymringer er jeg helt askegrå og porcelæns-skrøbelig indeni (og sikkert også udenpå, medmindre jeg fuldspartler og smiler det bedste, jeg har lært). Min Mor er godt selskab til at spise, tænke, tale, hvile og vandre. Så det vil vi gøre sammen. Og jeg glæder mig virkelig til det.Familiedynamikken er som altid interessant, når vi er sammen 24/7 i 60 dage. De fleste familier har 2-3 uger i højsæsonen sammen, hvor 1-2 uger måske er med et fuldt planlagt indhold, hvis man da er så heldig at have råd til at rejse eller har et dejligt sommerhus at opholde sig i. Efter sådan et par uger med børns cirkulære behov, krav og forventninger, kan det føles som helle at få lov til at tage på job eller skulle noget andet uden for hjemmets fire vægge. Jeg kender det. Efter et par uger (ud af de i alt otte – ho ho) har jeg lyst til at løbe skrigende hjemmefra, når jeg har bagt morgenbrød, som pigerne da ikke gider spise, hvorefter jeg forhandler morgenmadsprodukt-indtagelse med ihvertfald én af dem, som straks efterfølges af behovet for en let snack, og hvor er frokosten egentlig, når man be’r om den, hva’?Og selvom behovene, ønskerne og kravene følger med, uanset hvor vi befinder os, så er vi enormt glade for og lettede over at have købt sommerhuset i Blåvand.Faktisk arbejder vi på at kunne lave et lignende arrangement i Hillerød, hvor vi pt. står med skødet på en kolonihavegrund i hånden. Vi har endnu ikke fundet et byggefirma til at bygge et sommerhus på kolonihavegrunden, men vi satser på, at det kan lade sig gøre inden alt for længe. De to ‘opholdssteder’ vil klart gøre det lettere for os i fremtiden, hvis vi fortsat opholder os så mange uger i Danmark om sommeren og til jul.

Det er fantastisk at have god tid sammen med bedsteforældrene, når vi bor sammen. Men det er samtidig svært at få firkløver-familielivet til at fungere, og vi har ihvertfald så småt fundet ud af, at behovene er ved at ændre sig for os.

Da pigerne var små, var det skønt at have bedsteforældrenes ekstra hænder til de praktiske ting – og til samtidig at mærke deres ligesindede begejstring for trunternes gak og optrin. Jeg husker netop dét at observere pigernes udvikling og alle deres sjove sider og finurlige idéer som enormt ensomt at gøre helt alene i udlandet. Der skal faktisk en hel hær af familiemedlemmer til at bygge en lille ny familie solidt op. Dét har jeg lært på bagkant.Men nu har de to trunter altså teenage-lignende behov for egne ‘rum’ til at læse, sove længe, slappe af og connecte med vennerne over Zoom og WhatsApp osv. De vil selvfølgelig gerne se deres bedsteforældre, onkler, mostre og tanter og alle andre, vi savner og holder af, men deres grænser, udvikling og behov er i konstant forandring, og dermed er vores liv og verden som forældre det samme.Som altid er vi lige lidt bagud på point. Det er jo ikke nemt at forudse ens børns behov flere år ud i fremtiden, for vores viden og erfaring i forældreskabet begrænser sig jo til nuet og fortiden, og selvom det ville have været smart at have fundet ud af sådan noget med sommerhuse allerede for mange år siden, så ligger der jo gode grunde og årsager bag.Økonomien – helt åbenlyst – skal være der til at investere i to boliger i Danmark, uanset at det er i sommerhus- og kolonihave-regi. Den slags kommer virkelig ikke af sig selv, når der samtidig er kæmpe udgifter forbundet med at bo i udlandet. Martin arbejder mellem 10 og 12 timer i døgnet 6 dage om ugen for den løn, han henter hjem, og det er helt sikkert ikke holdbart i længden, dét der med aldrig at have helt fri som e-mail-kriger.Tøven har der også været en del af. For hvad er det egentlig, vi gerne vil – og hvor skulle det sommerhus overhovedet ligge? Når vi drøner til Vesterhavet, mister vi forbindelsen til alle vores gamle venner, kollegaer og bekendte, som bor på Sjælland/i Storkøbenhavnsområdet, og man kan lige knapt skrue to personer ind i Blåvandshuset som overnattende gæster, hvilket gør det lidt stramt med at tilbyde overnatninger til hele familier, der måtte komme rejsende til fra Sjællandssiden.Jeg trøster med mig, at vi er mere på vej nu, end vi har været tidligere. Vi har et dejligt sted at være, når vi er sammen med den jyske side af familien, og der er udsigt til samme løsning på den sjællandske side af familien, hvis bare vi har lidt tålmodighed.Og indtil da trækker vi alle sammen vejret ned i maven, og mærker, at der er lige dele glæde og frustration ved at være sammen non-stop, store som små, unge som ældre. Jeg ved, at jeg aldrig vil fortryde alle de mange timer, vi er sammen. For den slags kan ikke gøres om, når bedsteforældrene en dag måske ikke har helbredet med sig mere.Og når vi så bliver for mange om bordet, er det faktisk helt okay med små pauser, hvor vi deler os op. Det har jeg ikke altid været så god til at spotte, men det skal der klart gøres mere brug af, specielt nu, hvor vi snart har en ‘rigtig’ teenager med andre behov end lillesøsteren, der er ved at nærme sig ‘tween-stadiet’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nedtælling som ved en raketopsendelse

De sidste uger inden otte – ja, 8! – ugers sommerferie er altid helt vanvittige.I går fik jeg f.eks. sendt 36 karakterblade ud, som jeg har nusset om og finskrevet på i mange, mange uger. Jeg fik også lejlighed til at byde de alleryngste elever velkommen i danskklassen.De er pt. 4-5 år gamle og går i KG2, men til næste år skal de starte op med tre timers dansk i skoleskemaet i Year 1. Som jeg har skrevet vidt og bredt om i mange tidligere blogindlæg, er Dubai International Academy Emirates Hills den eneste skole i Dubai, hvor der er danskundervisning på modersmålsniveau i løbet af skoledagen.Der findes også en anden rigtig god danskskole, men der undervises kun efter skoletid og ikke klassetrinsopdelt som hos os i Dansk på DIA.På to-do-listen er der stadig en masse ting og sager, der ikke er sat flueben ved, men det har jeg efterhånden erfaring med, så det stresser mig slet ikke på samme måde som tidligere.

Det er så ambivalent at skulle forlade ens hjem i otte uger. På en måde kan jeg ikke vente med at vende den overophedede Ørkenstat ryggen, fordi varmen og luftfugtigheden seriøst er ved at kvæle os, men på samme tid er det ualmindeligt skønt med solskinsgaranti, smukke palmer, storbyliv og en nedkølet pool, præcist når man lyster.Jeg er samtidig også ved at gå til af savn efter familie og venner. Men det er jo kun halvdelen af vennerne, der befinder sig i det danske – der er lige så mange skønne mennesker her i Dubai, som jeg og vi vil savne at hænge ud med i flere måneder.

Og der er noget så banalt som ens eget badeværelse, garderobeskab og køleskab. Livet i en kuffert er virkelig ikke sjovt uge efter uge. Efter vores køb af sommerhuset i Blåvand har vi nu endelig vores eget hjem i Danmark – og det endda i halvdelen af sommerferien i år, og det vil helt sikkert hjælpe på følelsen af at høre hjemme og kunne slappe rigtigt af, men jeg savner stadig vores hjem-hjem, når vi er væk så længe.

Der er også Daisy-hunden. Den lille, dumme teenage-hund, som er fjollet, sjov og allround elskelig.Hvor latterligt, det end måtte lyde for en ikke-hundeejer, så er det faktisk ret alvorligt svært at forlade ens hund i to hele måneder. Også selvom Maricel er verdens bedste hundepasser, og der er planlagt ‘doggy-daycare’ hver uge, så hun får lidt andre input midt i den indelukkede sommer. Sidste år var der heldigvis ikke noget at mærke på hende, da vi genså hende efter en lang sommer, så vi satser på, at hun klarer det lige så fint i år.

Men hvad er det egentlig, jeg er bekymret for ved at være væk i lang tid?

Et konkret og muligvis banalt eksempel er, at vi er uden for normal diæt i 60 dage. Det er ikke mit køleskab – og dermed heller ikke mine fødevarevalg, selvom jeg selvfølgelig også køber lidt ind, bager og laver mad hver dag. Der er hele tiden et festligt lag eller noget af fejre. Én lille is, der skal spises og noget hvidvin, som må drikkes. Der er så mange lækkerier og delikatesser, vi ikke kan få hernede, og som pludselig bliver livsnødvendige at vold-æde, når man nu endelig kan. Jeg er sikker på, at de fleste af jer kan nikke genkendende til de her tanker – og I har højst sandsynligt mellem 2 og 4 ugers sommerferie, hvor der går ‘hygge i den’. For os er det den dobbelte tid. Og her har I min personlige opskrift på, hvordan jeg har kunnet tage 10-15 kilo på henover en god årrække.

Et andet konkret eksempel er familiedynamikken og parforholdet. Alle kender det. Der er snakke, konfrontationer og diskussioner, der bare ikke bliver taget, når man er sammen med andre. Der er aftaler, som brydes af både børn og voksne, fordi nu hygger vi jo lige – og hvem gider egentlig være politibetjenten eller party-poop’eren, der ødelægger den gode stemning? Der er selvfølgelig også det private, intime liv i parforholdet, som i forvejen ofte er udfordret af børn, arbejde og pligter, som nu bliver yderligere udfordret af diverse sove-arrangementer, sociale arrangementer og arbejdsrejser frem og tilbage, fordi det kun er hjemmearbejdende og lærere, der kan have stive otte ugers ferie.

Oh well…uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er der tale om en enormt priviligeret tilværelse, og jeg er da et skarn, når jeg beklager mig over at have friheden til at vælge i lang, lang tid.

Faktisk tror jeg, at vi er halv-afhængige af de her sceneskift, der foregår nogle gange om året, når man lever i udlandet. Det der med at trække stikket helt – og så senere genopdage hverdagen – dét kan et eller andet. Der bliver skruet op for taknemmeligheden ift. hvad man har på hjemmefronten og ift. det nærvær, man oplever med familie og venner, fordi man værdsætter de stunder, det trods alt bliver til i løbet af et år, selvom vi er tusindvis af kilometer væk til dagligt.

Og lige før den seriøse nedtælling går i gang, er vi i Dubai Opera for at opleve Emilie optræde sammen med sin danseskole, Dubai Performing Arts, som har til huse i Dubai British School Jumeirah Park.Maricel er selvfølgelig inviteret med, for det ville Mille meget gerne have, og så var det en smart mulighed for at få en opera-oplevelse uden at skulle betale mere end 400 kroner for billetten. For ja – det kostede en danseskole-afslutning at få billet til. Per person. Only in Dubai, som man si’r….De to nødder hér var også med. Vi var der i god tid, hvis I undrer jer over de tomme stolerækker. Der kom masser af publikum.Showet var helt fantastisk. Mille havde 50 sekunders sceneoptræden, men hun elskede det – og det må virkelig have været en stor oplevelse og give et sug i maven at træde ud på så stor en scene. Hun havde været nervøs for det, men hun havde sat sig for, at det VILLE hun være med til – og det gjorde hun flot og stærkt.At bedømme på ansigtsudtrykket efter knapt tre timers show, havde det været alle øvetimerne og øvedagene værd.
Cille tog det noget utydelige billede af hende i det splitsekund, hun opdagede os i mængden efter showet. Jeg føler, at hun nærmest stråler af stolthed med sin lille glorie af fuldstændig hårlaksstift guldhår.Bagefter gik vi fra Dubai Opera langs Dubai Fountains over til Dubai Mall og fejrede et imponerende fint og veloverstået danseshow med en masse sushi og en italiensk is. Aftenen var så lun og vidunderlig. Det føltes helt ophøjet eller bevægende, og vi var alle overvældede over, hvor fint børnene havde optrådt for os på så stor og professionel en scene.Jeg bliver altid rørstrømsk af springvandet. Indrømmer det gerne. Det er det hele – Burj Khalifa, alle skyskraberne, de smukke lys, musikken og vandet, der spiller sammen, folk af alle nationaliteter, der sammen nyder synet, den tyrkiske issælger, der langer isvafler ud med bimlende klokker og et drilsk blik. Det er turisterne, der skal tage selfies og stiller sig an i den helt rigtige positur. Det er børnene, der danser, svajer, virrer omkring til musikken og de springende, bragende vandmasser, der buldrer nedad. Ponton-promenaden, I ser på billedet er relativt ny. Den koster 20 AED at gå ud på, og jeg er sikker på, at det er en sjov oplevelse at stå helt ude i springvandet, når det går igang.

Den store scene i operaen var ikke den eneste, Mille har optrådt på i ugens løb.Der var nemlig også Summer Concert på hver årgang, hvor de otte klasser A-B-C-D-E-F-G-H optrådte med hver deres sang. Det lidt uheldige var, at musiklæreren lå derhjemme med corona, og børnene var derfor overladt til deres egen ’opholdsdrift’ – og det klarede de simpelthen så fint. Selvfølgelig manglede der en dirigent, og ja – der var lidt engang i mellem med at følge musikken, men det var en fornøjelse at se dem alligevel.

Børnene fortjener sommerferie som aldrig før. Hold op, hvor har de knoklet på.

Og jeg fortjener sommerferie som aldrig før. Hold op, hvor er jeg udmattet og træt som et alderdomshjem.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Når man mangler en ven

Nogle weekender går bare med praktik.

Ikke sådan noget med tøj- og bilvask, hækkeklipning og rengøring af badeværelser, for de praktiske gøremål i og omkring huset er netop dém, man kan betale sig fra i en Ørkenstat. Maricel er f.eks. ikke kun vores hushjælp, men også gartner og bilvasker, fordi hun gerne vil tjene pengene for at lave alle de opgaver, der er i det daglige hos os. Det klarer hun fint, og det er vi glade for.

Men der er trods alt stadig masser af praktiske ting, som en ellers rigtig dygtig hushjælp ikke kan hjælpe med. Der er papirmøller og fornyelser af dette og hint stykke licens, som kommer tilbage som boomeranger hele året igennem. Der er tilmeldingsblanketter til skolen og store børn, som vokser ud af det ene par kondisko efter det andet, og der er sære skuffer med ting, der virkelig bør gennemses af en voksen, hvis der så bare var en voksen tilstede?

Og så er der de andre weekender.

De magiske.

Der, hvor det at bo i en ørken giver 100% mening.

Se selv.Dén slags weekender er nu ikke helt fri for praktik, selvom det ser meditativt ud på billedet.

For eksempel ser bagsmækken på Martins kæmpebil sådan her ud før afgang mod det forjættede Al Qudra.
Vand, kul, brænde, grill- og køkkenudstyr, soveposer, telte, madrasser, stole, borde, tæpper, puder, luftpumpe, kompressor, lygter, mad i køletaske, tøj, papirvarer, snobrødspinde og hvad ved jeg.Kalder, kalder, kom ind. Er der friske fyre på linjen, der er klar på campinglivets glæder?

Det er ikke sådan rigtig simple living at tage på camping-weekend, for der skal meget udstyr til, for at ørkenen er behagelig at tilbringe mere end et par timer i, men se lige den hvidvins-zen, der opstår lidt senere – i selskab med søde Mayzees vanvittige, fermenterede focaccia, der kan få selv en hårdkogt italiener til at græde af lykke.Og en mikrolille, nuser ørkenhund, var der også til Mille Hundemor, som meget gerne lånte ham, når nu Daisy blev hjemme hos Maricel.Dét, der er så skønt ved camping er, at der er så uendelig lidt at gøre, når først telte og lejr er sat op.Børn løber omkring i klitterne. Voksne ditto.

Og når solen langsomt begynder sin lynhurtige nedgang, falder der ro over alle.Så skal der være lejrbål.Og der skal varmes hund og fortælles røverhistorier, mens vi stirrer ind i flammerne og varmer os ved te eller rødvin.Og pludselig er det sen aften. Nat-tisseri og tandbørstning foregår i månens blege skær.Og morgen-tisseri foregår til en aldeles fremragende solopgang med flygtige skyer på en vinterhimmel.Mille vækker mig først halv syv, og der er magisk stille omkring os, før vi lister tilbage i teltet for at sove videre. Januar er en iskold måned at campere i. Det her var første gang i januar for os – ellers har december og februar været de koldeste perioder, vi har sovet ude i ørkenen på.Lidt senere får vi tændt op under gasblussene, så vi kan få den vigtige morgenkaffe – og lidt hjælp af Betty Crocker til at bage pandekager til morgenmad.Fint besøg får vi også af en kameldriver, der gerne vil slå en skilling af campisterne, der måske/måske-ikke gider sidde eller ride på hans fine kamel.Efter den omgang kamel får vi ryddet op og gjort klar til afgang.

Leave no trace behind… – bortset fra det nedlagte lejrbål, som vi markerer med et stykke brænde, fordi det stadigvæk er stjernevarmt fra i aftes.Og så er det, at det går lidt galt. Altså ikke sådan komplet galt, men én af bilerne er 100% afladt – og det viser sig, at startkablerne er kaput, så selvom vi i teorien kunne jump-starte batteriet, sker der nul og niks.

For mig er det tidspunktet, hvor ørkenen bliver lidt stor og uoverskuelig. Selv Martin syner lille herude under åben himmel.Men når man så mangler en ven i nøden, dér – langt ude i ørkenen, kommer der altid – på magisk vis – en ven forbi. Vi har set det før, og vi ser det igen.I det her tilfælde er det nu mere korrekt at sige, at der kommer 20 Jeepers-venner til for at hjælpe deres ene nødstedte Jeepers-ven.Vi andre nød grinende synet af de fantastiske ørkenbiler, der klatrer over klitterne, som var de biller i sandet. De sejeste Jeepers-venner havde endda overskud til at lave lidt blærede parkeringer på ryggen af den store klit, hvor de sad fast og trak hinanden ud.

Bar’ for show’, som man si’r?

Sikke en flok sjove mennesker med store armbevægelser og køreglæde ud i hver en fiber af deres kroppe.Jeepers UAE er en forening for køre-gale/køre-glade ørkenmennesker, der elsker at lære nye tricks med deres Jeeps, der som bekendt er ørkenbil ‘numero uno’, fordi den vitterligt kan kravle op og ned ad de stejleste klitter uden så meget som et kny. De er nysgerrige, elsker naturen og leger med deres voksen-legetøj i weekenderne.Vi er og var taknemmelige for deres starthjælp. De havde kabler, batterier og alt, hvad der nogensinde måtte blive brug for i en ørken. Skønt, når nu vi trods alt skulle hjem og gøre klar til endnu en arbejds- og skoleuge.

Vel hjemme igen blev vi spulet rene for sand, og min snobrødsdej blev konverteret til en sær slags grissini, fordi vi ikke fik bagt snobrød over bålet denne gang. Stopmætte, som vi var blevet af et fantastisk traktement.Hvis du ikke har været i ørkenen, så skynd dig derud, mens vejret er så mildt og rart som nu i vintermånederne. Senere på året er det sværere at udholde – og i sommermånederne bliver der helt ulideligt, medmindre man sætter sig i en afkølet pool på et luksus resort midt ude i ørkenen.

Du kan såmænd nøjes med at køre ud af Dubai mod Al Qudra Cycle Track og så offroad, som det nu måtte passe dig og din bils temperament. Er din bil slet ikke okay til offroad, kan du parkere i vejsiden og forcere et par klitter, så er du næsten på månen – og ensom – lige indtil en ven dukker op over næste klit.

Hvis du ikke har mod på at campere, er det alt rigeligt at pakke brænde og kul til et bål, fylde en køletaske med mad og drikkevarer og medbringe et par tæpper til at sidde på. En simpel picnic kan give mindst lige så magisk en solnedgangsoplevelse og masser af leg for store som små, som hvis man arrangerer den helt store tur. Vi tager ofte afsted for en enkelt aften, når vi ikke kan overskue overnatnings-oppakning og at bruge en hel weekend på at være i ørkenen.

En anden mulighed er at købe en arrangeret tur ud i ørkenen hos f.eks. Platinum Heritage eller Arabian Nights Tours. Her skal du vitterligt ikke gøre andet end at møde op i flade sko og blødt tøj!

De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Dubai. Mest af alt ørken. Og sand kan altså noget. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Julefeber

Jeg er ved at grave mig lidt ned i karakterblade på hjemmekontoret. Der er 37 skønne elever i alderen 5-12 år, der følger dansk modersmålsundervisning i år i Primary School. Det er lig med 37 karakterblade, der skal udsendes i starten af december – helst helt uden tyrkfjel og uheldige formuleringer. Det er i øvrigt en fordobling i antallet af elever – set i forhold til for fem år siden, da jeg startede som dansklærer på skolen. Måske er der kommet flere danske familier til Dubai? Måske er der mere fokus på eller søgning efter at bevare det danske sprog i de danske familier? Måske er det bestyrelsens fortjeneste, at de er lykkedes med at markedsføre og gelejde flere danske familier ind på skolen? Måske er det en blanding af det hele.

Ihvertfald er der 10 modersmål på skolen, foruden arabisk-, fransk- og spanskundervisning. Der er elever fra over 90 nationaliteter på skolen, og over 30 nationaliteter blandt lærerne. Muy internacional.

Og nu er skoleåret for alvor igang. Vi er næsten igennem det andet af årets syv emneforløb, og julen står for døren – ihvertfald rent skolekalendermæssigt. For juleferien starter allerede den 9/12 her til lands, så hvis vi overhovedet skal nå at julehygge, synge julesange, klippe-klistre noget julepynt og høre radiospil, er vi nødt til at få opbygget julefeberen allerede i november.

Og for rigtigt at kunne opbygge en julefeber, har man brug for sukker. Derfor var min nye julemandsdåse fyldt med små pebermynteslikstokke, der finder vej til slikmunde henover de næste par uger.

Og så blev der ellers fiflet med julekreationer af den ene og den anden slags i vores sene eftermiddagstime.

Hjemme har vi også pyntet til jul her i weekenden.


Jeg bliver altid lidt små-hidsig af at pynte op til jul, fordi det er forbistret svært at ramme den der balance, hvor der er hyggeligt og lidt julefint, men hvor man ikke drukner i dimserier og Gertrud-Sand-anordninger, som skal stå fremme og rode og støve til i halvanden måned.

Men pigerne fik da lavet det fineste sne-landskab i fællesskab. Og de fik opstillet nogle af december måneds julekalendere på skænken. Martins kalender mangler dog stadig at blive leveret. De klassiske chokoladekalendere skal vi også lige have på plads.

Mille og jeg pyntede efterfølgende juletræet i rød-hvide farver – lidt patriotisk Dansk Folkeparti-stemning har man vel behov for, som fraflyttede danskere?


Der røg også lige lidt julekrybbe, advents- og kalenderlys på bordene. I år er alle lysene venligst fremskaffet af Fam. Vedel, der kom med en kuffert fuld af fine julesager fra Ferm Living til os.


Der var også en række søde stykker juletræspynt med københavnermotiver, der giver helt hjemve efter varm gløgg og lune æbleskiver i en bod på en iskold decemberdag.

Nu er vi sådan set klar til pebernødder, ris a la mande og andesteg. Hvis bare liiiiige det var december, ikke?
….Eller…nå nej, det var karakterbladene, jeg kom fra. De skriver ikke sig selv. Giv mig lige en uges tid mere i november.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricel

På hjemmefronten foregår der den vildeste nedtælling.

Maricel skal rejse hjem til Filippinerne på sin årlige ferie i starten af december. Det er to år siden hun sidst så sin søn, mand, bedstemor, søstre, forældre, niecer og nevøer, onkler og tanter. To år er alt for lang tid – selv et år er umenneskeligt, når det drejer sig om det vigtigste i livet, men COVID-19-pandemien gjorde det stort set umuligt at rejse til Filippinerne hele sidste år, hvis hun ville beholde sit job her i Dubai.

I en længere periode havde den filippinske stat lukket helt for indrejse til landet, hvorefter de ændrede status til, at de OFWs (Overseas Filippino Workers), der afsluttede et jobforløb i udlandet, allernådigst måtte få lov til at rejse hjem for så at blive permanent hjemme. Hvis man var i et tilfredsstillende jobforløb i udlandet, og gerne ville med til f.eks. ens mors begravelse, ens søns runde fødselsdag eller en søsters bryllup i hjemlandet, så kunne man godt glemme det. Vi har kendskab til flere filippinske arbejdere i Dubai, der således ikke fik mulighed for at tage den sidste afsked med elskede familiemedlemmer, der var døde derhjemme i Filippinerne. Så ubærligt trist og tungt.

Senere i pandemien var karantænereglerne så strikse, at selvom man gerne måtte rejse hjem på et ‘ferieophold’, ville stort set hele ferien blive afholdt i karantæne på et stats-autoriseret opholdelsessted. Herudover var der usikkerheden om, hvorvidt man overhovedet ville kunne rejse ud af Filippinerne igen, når først man var landet, fordi de enkelte provinser havde ret til at indføre udkørsels-og udrejseforbud, lidt som vinden blæste.

Så vi vurderede – i samråd med Maricel, selvfølgelig – at sidste år var for stor en risiko at løbe i forhold til at rejse. Jeg havde det dårligt med at rådgive hende til at blive, men på den anden side rejste vi ikke selv til Danmark i julen, fordi vi heller ikke kunne overskue konsekvenserne ved f.eks. at få corona og så skulle være retur på job kort tid efter.

Ifølge De Forenede Arabiske Emiraters arbejdsmarkedslovgivning har husholdersker ret til 30 dages lønnet ferie om året. Husholderskerne har også ret til at få en betalt flybillet tur-retur hvert år, så de 30 dage kan afholdes hos familien. Når man som Maricel ikke kunne flyve hjem sidste år pga. COVID-restriktioner, får man i stedet udbetalt en måneds ekstra løn, samt værdien af en flybillet tur-retur. Nogle husholdersker vælger helt bevidst at tage imod pengene, frem for at afholde ferien og flyrejsen, men vi har altid opfordret Maricel til ikke at gøre dette, fordi hun har en ung søn og et ægteskab at passe derhjemme. For andre maids eller nannies kan livsomstændighederne være helt anderledes – f.eks. hvis man er proformagift med en mand, man ikke elsker (mere) eller hvis der ikke er børn at rejse hjem til. I de tilfælde vil de fleste gerne tage imod den ekstra månedsløn og den kontante afregning af flybillet – og det er jo fint nok. Hver person, hver sit behov.

Men nu har vi heldigvis alle fået Pfizer-vaccinen. Og Maricel er mere end klar til et gensyn med sin familie. Hun går rundt med et stort smil på læben, mens hun fortæller mig om alt det, der foregår derhjemme.

Pt. er der kun 5 dages karantæne, som skal ‘afsones’ på et statsligt hotel, før man får lov til at forlade området og rejse hjem til ens egen provins. Maricel er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt hun bagefter skal i karantæne i sit eget hjem, men det gør ikke så meget, når hun endelig ser sin familie.Sædvanen tro har vi foræret Maricel en sum penge, som går til at bygge på huset i landsbyen, som er hendes form for alderdomsforsikring eller pensionsopsparing. Denne gang går vores pengegave til at få muret, pudset og forseglet ydermurene ordentligt, samt repareret nogle af de ting, der er gået i stykker de seneste par år, hvor regnen har kunnet trænge ind i huset, fordi facaden ikke var ordentligt forseglet. Det er møgærgerligt med de her skader – og det er ikke første gang, at der skal repareres noget på hendes hus på grund af manglende finish, men jeg fornemmer, at det er sådan tingene foregår, når man bygger hus på Filippinerne, og især når man ikke selv er til stede og kan supervisere processen og holde håndværkerne til ilden.Maricel låner også en større sum penge af os på ubestemt tid, så hun kan få bygget videre på huset. Denne gang er det en tilbygning til køkkenet, hun får lavet.

I starten troede jeg, at der var tale om et grovkøkken eller et ude-køkken, men det viste sig at være en rigtig tilbygning med tag og de samme gasbetonmure, som huset er bygget i.Det hele står færdigt, når Maricel kommer hjem, så hun kan nyde at lave julemad til hele familien i sit nye køkken. Vores gamle gasgrill er også allerede skibet afsted med fragtfirmaet, så hun får rig mulighed for at bespise storfamilien i hele december.Alt i alt er det, der måske synes af lidt med en velnæret danskers øjne, en kæmpe forskel for Maricel og for hendes bedstemor, der bor i hendes hus til daglig sammen med Maricels søn, Clarence.

Indtil videre har hendes knapt 88-årige bedstemor tilberedt tre daglige måltider over brændebål, hvor hun ligeledes har varmet vand til bad og tøjvask. Sidstnævnte har foregået i en stor gryde, nærmest ligesom da min egen mormor kogte lagner og håndklæder i gruekedlen på gården. Den slags husker jeg fra min barndom, og det var virkelig hårdt arbejde – selv for min stærke mormor. Maricels mormor på 88 år, Maman, er ikke en stor, stærk dame. Overhovedet. Og da Martin hørte, at hendes store ønske var en vaskemaskine, så hun kunne slippe for at vaske alting i hånden, var han nødt til at give hende en tidlig julegave.

Se Mamans smil ved siden af den splinternye elektriske vaskemaskine. Det er da rørende.

Maricel har bedt Maman tage vaskemaskinen i brug, men det nægter den gamle dame pure. Det skal være Maricel selv, der åbner maskineriet og viser hende, hvordan man bruger den.

Jeg tæller til gengæld ikke ned til Maricels afrejse, for vi savner hende, når hun tager afsted. Det er ren egoisme, og jeg ønsker kun for hende, at hun får en skøn måned i Pangasinan, men derfor kan jeg jo godt tælle frem i mit indre til hun er retur.

Til gengæld tæller jeg voldsomt ned til vores jul. Min mor, søster, svoger, niece og nevø kommer nemlig og fejrer jul sammen med os! Det er kæmpestort! I vores familie er julen på et strengt rotationsprincip, fordi vores forældre er skilt – og når min søster og jeg også fejrer jul hvert andet år med vores svigerfamilier, bliver det stort set en umulighed at forsøge at “gøre noget anderledes”. Men i år lykkedes det. Også selvom vi vil savne vores moster, onkel, kusine og fætter, som vi ellers skulle have fejret julen med. Hvis bare vi kunne beame dem ned til os i et par dage!

Men inden vi når til juleferie fra skole og arbejde, er det Maricels tur til endelig at få luftforandring og familietid. Det bliver godt for hende – og for hendes søn, mand og bedstemor.

*Alle fotos og fortællinger om Maricel er bragt i et samarbejde med hende og med fuld tilladelse til at vise hendes liv frem her på bloggen. Maricel er en modig og stærk kvinde, der gør alt, hvad der står i hendes magt for at forbedre sin families livssituation i Filippinerne. Maricel er et stille menneske, der ikke gør meget væsen af sig, men hun fortjener dyb respekt for sin indsats – og vi kan alle lære noget af hendes og af andre OFWs beretninger om et liv, hvor forudsætningerne er så voldsomt og grundlæggende anderledes end vores egne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet