Flyvende Mormor landede fint og nåede at nyde livet med børnebørn, nussehund og strikketøj på en sol
Se næste indlæg >
International Day
Jeg har gennem tiden skrevet stolpe op og stolpe ned om International Day, som er årets festdag på en hvilken som helst international skole.
Børnene elsker denne skoledag – og måske især aften-arrangementet – og det gør forældre og lærere også.
I år har Cille tilmed øvet sig i ugevis sammen med sine indiske veninder på en særlig indisk dans, som de optrådte med om aftenen. 80% af eleverne på skolen har indisk baggrund, og det er så sympatisk, at de har inviteret alle til at danse med dem på scenen, hvis man har lyst. Mange af de ‘små’ nationaliteter kan nemlig ikke overskue at arrangere deres egne optrædener, fordi der er lidt for få om at ‘løfte læsset’.
International Day er essensen af at gå i international skole. Det er en hel dag dedikeret til at fejre din egen nationalitet og kultur – samtidig med, at du deltager nysgerrigt og respektfuldt i alt det, de andre viser frem med stolthed.
På vores skole, Dubai International Academy i Emirates Hills , går der elever fra lige knapt 90 lande, og lærerne kommer fra ca. 30 forskellige lande, så der er vitterligt tale om en international skole, selvom inderne har et overvejende flertal. Det har de sådan set overalt i landet. Med så internationalt et miljø kan man tillade sig at antage, at alle man møder på skolen, er ‘fra et andet land’, omend der selvfølgelig også går nogle enkelte Emirati-elever.
De Forenede Arabiske Emirater er eminente til at få deres udenlandske befolkning – immigranterne – til at føle sig velkomne. Reglerne er klare: Man skal have et arbejde, der kan betale for ens leveomkostninger, og man skal følge og respektere landets love. Simple as that. Og det virker. Vi er respektfulde. Ikke kun over for vores værtsland, men over for hinanden. Vi følger landets love og holder af, at alle er velkomne, uanset udseende, hudfarve, religion, nationalitet og så fremdeles.
Den nysgerrighed, åbenhed og respekt, vi viser hinanden, er det allerbedste ved at bo her i Ørkenstaten. Bedre end solskinnet i min optik, selvom det selvfølgelig også er dejligt at bo et sted, hvor man slipper for kulde, mørke og regn.
International Day gør mig rørstrømsk. Dagen er alt dét, jeg drømte om for vores piger. Alt dét, jeg ønskede mig for dem. Ingen aner, om det er dét, de ønsker for sig selv, men som forældre må man jo forsøge at sætte kompasset efter en bestemt retning, som man selv synes giver mening og er i overensstemmelse med ens værdisæt, og så kan man håbe på, at ens børn ikke dømmer beslutningerne alt for hårdt, når de reflekterer over deres barndom engang i voksenlivet.
Jeg har altid ønsket mig at bo i udlandet. At lære om og deltage i andre kulturer, sprog, traditioner og livsformer. Ikke som en antropolog eller sociolog, der studerer og observerer på akademisk vis, men som en borger. Som et arbejdende menneske med en helt almindelig hverdag – og meget gerne i lande, der ligger virkelig fjernt fra dér, hvor jeg voksede op.
Der er en stor del eskapisme i min drøm om livet i udlandet. Det startede tidligt, og er min mest vedholdende fantasi nogensinde. Lykken er, at jeg rent faktisk har mulighed for at udleve min fantasi, og det takker jeg jævnligt både Martin og højere magter for. Jeg tror, det handler om at være vokset op i et lille landsbysamfund, hvor der var særdeles snævre rammer for ‘det normale’ og meget begrænset forståelse for, hvad man ‘kunne eller måtte’ i livet. Hvilket selvfølgelig generede mig voldsomt, for jeg var og er elendig til håndbold og forstod og forstår ikke, hvorfor det er bydende vigtigt at ligne alle de andre på en prik? Samtidig var og er jeg knalddygtig i skolen – en ægte 12-tals-pige, som det hedder på moderne dansk – og det oplevede jeg blev modtaget som noget enormt negativt. Jeg var ‘forfinet’, lød konklusionen, som jeg selvfølgelig ser på med helt andre – og mere forstående – øjne den dag i dag, end jeg gjorde dengang det stod på. Jeg har på fornemmelsen, at der sidder en kæmpe crowd af 12-tals-piger derude og fortsat dukker nakken, fordi man ved den søde grød ikke skal tro, at man ‘er noget’.
Jeg skred. Ligeså snart det kunne lade sig gøre. Og selvom jeg har savnet min familie kontinuerligt siden jeg fyldte 18 år og først flyttede til Spanien, har jeg aldrig nogensinde overvejet, at det kunne eller skulle være anderledes. At rejse og at bo i udlandet fylder mig med energi – og jeg bilder mig ind, at det gør mig både klogere, mere kvalificeret og nuanceret som menneske. Sådan kan man jo altid booste sit eget ego, hvis ikke andre stiller op til den slags self-petting.
At jeg er endt med en pæredansk mand og to rødhårede arvinger blev dog ingen overraskelse for mig. I mine helt unge år var jeg naturligvis besnæret af alle mænd, der var tilnærmelsesvist eksotiske, men jeg fandt i tyverne ud af, at jeg har brug for en partner, der er rundet af ‘noget, der ligner mig’, og som taler ‘samme sprog’ helt bogstaveligt. Det kommer fra sprognørden. Men ikke desto mindre stod der øverst på min Tine-i-tyverne-datingliste, der var baseret på lige dele tumultariske oplevelser og ulykkelig kærlighed, at jeg gerne ville date en dansker – muligvis og maksimalt kunne jeg strække mig til en svensker. Heldigvis for mig mødte jeg Martin med det rette værdisæt. Og heldigvis for mig udvidede hans horisont sig fra La Santa Sport og Den Franske Riviera til et globalt udsyn og en idé om at prøve livet af i udlandet.Og Mellemøsten er helt perfekt for os. Falafler, hummus, manakeesh, tahini-dressing og zaa’tar-krydderier. Muligvis kombineret med lidt pasta, pizza, gelato og en tur i denne her yndige øse.
Alternativt flytter vi måske til Finland, lærer at stå ægte på ski og spiser os mætte i deres fantastiske brød og bagværk.
Ramadan Kareem og weekend i sigte! 🌙💛
Ingen kommentarer endnu