Nedtælling som ved en raketopsendelse

De sidste uger inden otte – ja, 8! – ugers sommerferie er altid helt vanvittige.I går fik jeg f.eks. sendt 36 karakterblade ud, som jeg har nusset om og finskrevet på i mange, mange uger. Jeg fik også lejlighed til at byde de alleryngste elever velkommen i danskklassen.De er pt. 4-5 år gamle og går i KG2, men til næste år skal de starte op med tre timers dansk i skoleskemaet i Year 1. Som jeg har skrevet vidt og bredt om i mange tidligere blogindlæg, er Dubai International Academy Emirates Hills den eneste skole i Dubai, hvor der er danskundervisning på modersmålsniveau i løbet af skoledagen.Der findes også en anden rigtig god danskskole, men der undervises kun efter skoletid og ikke klassetrinsopdelt som hos os i Dansk på DIA.På to-do-listen er der stadig en masse ting og sager, der ikke er sat flueben ved, men det har jeg efterhånden erfaring med, så det stresser mig slet ikke på samme måde som tidligere.

Det er så ambivalent at skulle forlade ens hjem i otte uger. På en måde kan jeg ikke vente med at vende den overophedede Ørkenstat ryggen, fordi varmen og luftfugtigheden seriøst er ved at kvæle os, men på samme tid er det ualmindeligt skønt med solskinsgaranti, smukke palmer, storbyliv og en nedkølet pool, præcist når man lyster.Jeg er samtidig også ved at gå til af savn efter familie og venner. Men det er jo kun halvdelen af vennerne, der befinder sig i det danske – der er lige så mange skønne mennesker her i Dubai, som jeg og vi vil savne at hænge ud med i flere måneder.

Og der er noget så banalt som ens eget badeværelse, garderobeskab og køleskab. Livet i en kuffert er virkelig ikke sjovt uge efter uge. Efter vores køb af sommerhuset i Blåvand har vi nu endelig vores eget hjem i Danmark – og det endda i halvdelen af sommerferien i år, og det vil helt sikkert hjælpe på følelsen af at høre hjemme og kunne slappe rigtigt af, men jeg savner stadig vores hjem-hjem, når vi er væk så længe.

Der er også Daisy-hunden. Den lille, dumme teenage-hund, som er fjollet, sjov og allround elskelig.Hvor latterligt, det end måtte lyde for en ikke-hundeejer, så er det faktisk ret alvorligt svært at forlade ens hund i to hele måneder. Også selvom Maricel er verdens bedste hundepasser, og der er planlagt ‘doggy-daycare’ hver uge, så hun får lidt andre input midt i den indelukkede sommer. Sidste år var der heldigvis ikke noget at mærke på hende, da vi genså hende efter en lang sommer, så vi satser på, at hun klarer det lige så fint i år.

Men hvad er det egentlig, jeg er bekymret for ved at være væk i lang tid?

Et konkret og muligvis banalt eksempel er, at vi er uden for normal diæt i 60 dage. Det er ikke mit køleskab – og dermed heller ikke mine fødevarevalg, selvom jeg selvfølgelig også køber lidt ind, bager og laver mad hver dag. Der er hele tiden et festligt lag eller noget af fejre. Én lille is, der skal spises og noget hvidvin, som må drikkes. Der er så mange lækkerier og delikatesser, vi ikke kan få hernede, og som pludselig bliver livsnødvendige at vold-æde, når man nu endelig kan. Jeg er sikker på, at de fleste af jer kan nikke genkendende til de her tanker – og I har højst sandsynligt mellem 2 og 4 ugers sommerferie, hvor der går ‘hygge i den’. For os er det den dobbelte tid. Og her har I min personlige opskrift på, hvordan jeg har kunnet tage 10-15 kilo på henover en god årrække.

Et andet konkret eksempel er familiedynamikken og parforholdet. Alle kender det. Der er snakke, konfrontationer og diskussioner, der bare ikke bliver taget, når man er sammen med andre. Der er aftaler, som brydes af både børn og voksne, fordi nu hygger vi jo lige – og hvem gider egentlig være politibetjenten eller party-poop’eren, der ødelægger den gode stemning? Der er selvfølgelig også det private, intime liv i parforholdet, som i forvejen ofte er udfordret af børn, arbejde og pligter, som nu bliver yderligere udfordret af diverse sove-arrangementer, sociale arrangementer og arbejdsrejser frem og tilbage, fordi det kun er hjemmearbejdende og lærere, der kan have stive otte ugers ferie.

Oh well…uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er der tale om en enormt priviligeret tilværelse, og jeg er da et skarn, når jeg beklager mig over at have friheden til at vælge i lang, lang tid.

Faktisk tror jeg, at vi er halv-afhængige af de her sceneskift, der foregår nogle gange om året, når man lever i udlandet. Det der med at trække stikket helt – og så senere genopdage hverdagen – dét kan et eller andet. Der bliver skruet op for taknemmeligheden ift. hvad man har på hjemmefronten og ift. det nærvær, man oplever med familie og venner, fordi man værdsætter de stunder, det trods alt bliver til i løbet af et år, selvom vi er tusindvis af kilometer væk til dagligt.

Og lige før den seriøse nedtælling går i gang, er vi i Dubai Opera for at opleve Emilie optræde sammen med sin danseskole, Dubai Performing Arts, som har til huse i Dubai British School Jumeirah Park.Maricel er selvfølgelig inviteret med, for det ville Mille meget gerne have, og så var det en smart mulighed for at få en opera-oplevelse uden at skulle betale mere end 400 kroner for billetten. For ja – det kostede en danseskole-afslutning at få billet til. Per person. Only in Dubai, som man si’r….De to nødder hér var også med. Vi var der i god tid, hvis I undrer jer over de tomme stolerækker. Der kom masser af publikum.Showet var helt fantastisk. Mille havde 50 sekunders sceneoptræden, men hun elskede det – og det må virkelig have været en stor oplevelse og give et sug i maven at træde ud på så stor en scene. Hun havde været nervøs for det, men hun havde sat sig for, at det VILLE hun være med til – og det gjorde hun flot og stærkt.At bedømme på ansigtsudtrykket efter knapt tre timers show, havde det været alle øvetimerne og øvedagene værd.
Cille tog det noget utydelige billede af hende i det splitsekund, hun opdagede os i mængden efter showet. Jeg føler, at hun nærmest stråler af stolthed med sin lille glorie af fuldstændig hårlaksstift guldhår.Bagefter gik vi fra Dubai Opera langs Dubai Fountains over til Dubai Mall og fejrede et imponerende fint og veloverstået danseshow med en masse sushi og en italiensk is. Aftenen var så lun og vidunderlig. Det føltes helt ophøjet eller bevægende, og vi var alle overvældede over, hvor fint børnene havde optrådt for os på så stor og professionel en scene.Jeg bliver altid rørstrømsk af springvandet. Indrømmer det gerne. Det er det hele – Burj Khalifa, alle skyskraberne, de smukke lys, musikken og vandet, der spiller sammen, folk af alle nationaliteter, der sammen nyder synet, den tyrkiske issælger, der langer isvafler ud med bimlende klokker og et drilsk blik. Det er turisterne, der skal tage selfies og stiller sig an i den helt rigtige positur. Det er børnene, der danser, svajer, virrer omkring til musikken og de springende, bragende vandmasser, der buldrer nedad. Ponton-promenaden, I ser på billedet er relativt ny. Den koster 20 AED at gå ud på, og jeg er sikker på, at det er en sjov oplevelse at stå helt ude i springvandet, når det går igang.

Den store scene i operaen var ikke den eneste, Mille har optrådt på i ugens løb.Der var nemlig også Summer Concert på hver årgang, hvor de otte klasser A-B-C-D-E-F-G-H optrådte med hver deres sang. Det lidt uheldige var, at musiklæreren lå derhjemme med corona, og børnene var derfor overladt til deres egen ’opholdsdrift’ – og det klarede de simpelthen så fint. Selvfølgelig manglede der en dirigent, og ja – der var lidt engang i mellem med at følge musikken, men det var en fornøjelse at se dem alligevel.