Hele vejen op og så ned igen

Vi tager den ene efter den anden følelsesmæssige rutsjebanetur for tiden.

Der er dage, hvor det eneste, jeg drømmer om, er at gemme mig under dynen. Som om jeg ikke eksisterer. Som om jeg er lykkeligt uvidende. Som om ingen opdager, at jeg er smuttet fra det hele.

Der er dage, hvor jeg føler mig handlekraftig og tænker, at vi må forholde os til tingene henad vejen. At det her ikke er noget, vi løser fra den ene uge til den anden, og at jeg ligeså godt kan få ro på mig selv, fordi vi gør det så godt, vi overhovedet kan. Der er dage, hvor jeg tænker, at vores nye verdensbillede og livsvilkår vil være vores hverdag i mange år fremadrettet. Og så går jeg ellers i panik. På indersiden. På ydersiden er jeg bare træt og grå. Og gammel som et alderdomshjem.

Og så er der enkelte, helt løsrevne dage, hvor alting føles frit og rart. Hvor det er som om vi er drevet retur til en tilstand og et liv, hvor vi ikke har hjemme længere, men hvor vi plejede at høre til. De dage gemmer jeg i hjertet. For de forsvinder ligeså pludseligt, som de kom. Og det gør ondt. Helt vildt ondt.

Én af de gode dage havde vi i lørdags, hvor vi fejrede Fars Dag med forsinkelse.Der var leg og pjat.Spil og pizza.Familiefællesskab. Præcist som i de gode, gamle dage – eller ihvertfald som dengang, hvor vi tog alting for givet og slet ikke anede, hvad der kunne mistes.Spontaniteten er afgået ved døden.

Alting er skemalagt og planlagt.Alting, som tidligere virkede så enkelt eller ligetil, er nu pludselig til diskussion både ind- og udvendigt. Udmattende diskussioner. Både dem, der foregår i den indre og i den ydre verden. Hvor tingene kører i ring. Hvor jeg bliver den meget lidt kønne version af mig selv. Hvor gammel, tillært adfærd og gyselige genfærd fra barndommens kosteskabe pludselig dukker op og kommer til udtryk på måder, der virkelig ikke er befordrende for vores nye situation.Heldigvis er der sommerferie lige om lidt. To hele måneder, der rives ud af kalenderen til fordel for familiefællesskab og en bid af livet i Danmark. Jeg ved ikke, om det er dét, jeg har brug for, men jeg bilder mig ind, at det trods alt vil give mening med lidt luftforandring.

Jeg ved faktisk meget lidt om meget lidt lige nu.

Men jeg savner og drømmer om nærvær og tid med dem, der betyder allermest for mig og for os. Det er trods alt er godt tegn. At jeg kan føle et eller andet, der nærmer sig forventningens glæde.Der er halvanden uge tilbage af det her skoleår. Det klarer jeg som en lille halvtræt mor-mis, og så står der ‘frihed til at være’ i kalenderen, sammen med en masse hyggelige oplevelser og stunder i Danmark, der enten allerede er planlagte eller kommer hen ad vejen. Jeg glæder mig. Trods det her cirkus, vi står midt i.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet