Jeg har gennem tiden skrevet stolpe op og stolpe ned om International Day, som er årets festdag på en hvilken som helst international skole.Børnene elsker denne skoledag – og måske især aften-arrangementet – og det gør forældre og lærere også.

I år har Cille tilmed øvet sig i ugevis sammen med sine indiske veninder på en særlig indisk dans, som de optrådte med om aftenen. 80% af eleverne på skolen har indisk baggrund, og det er så sympatisk, at de har inviteret alle til at danse med dem på scenen, hvis man har lyst. Mange af de ‘små’ nationaliteter kan nemlig ikke overskue at arrangere deres egne optrædener, fordi der er lidt for få om at ‘løfte læsset’.

International Day er essensen af at gå i international skole. Det er en hel dag dedikeret til at fejre din egen nationalitet og kultur – samtidig med, at du deltager nysgerrigt og respektfuldt i alt det, de andre viser frem med stolthed.På vores skole, Dubai International Academy i Emirates Hills , går der elever fra lige knapt 90 lande, og lærerne kommer fra ca. 30 forskellige lande, så der er vitterligt tale om en international skole, selvom inderne har et overvejende flertal. Det har de sådan set overalt i landet. Med så internationalt et miljø kan man tillade sig at antage, at alle man møder på skolen, er ‘fra et andet land’, omend der selvfølgelig også går nogle enkelte Emirati-elever.De Forenede Arabiske Emirater er eminente til at få deres udenlandske befolkning – immigranterne – til at føle sig velkomne. Reglerne er klare: Man skal have et arbejde, der kan betale for ens leveomkostninger, og man skal følge og respektere landets love. Simple as that. Og det virker. Vi er respektfulde. Ikke kun over for vores værtsland, men over for hinanden. Vi følger landets love og holder af, at alle er velkomne, uanset udseende, hudfarve, religion, nationalitet og så fremdeles.Den nysgerrighed, åbenhed og respekt, vi viser hinanden, er det allerbedste ved at bo her i Ørkenstaten. Bedre end solskinnet i min optik, selvom det selvfølgelig også er dejligt at bo et sted, hvor man slipper for kulde, mørke og regn.International Day gør mig rørstrømsk. Dagen er alt dét, jeg drømte om for vores piger. Alt dét, jeg ønskede mig for dem. Ingen aner, om det er dét, de ønsker for sig selv, men som forældre må man jo forsøge at sætte kompasset efter en bestemt retning, som man selv synes giver mening og er i overensstemmelse med ens værdisæt, og så kan man håbe på, at ens børn ikke dømmer beslutningerne alt for hårdt, når de reflekterer over deres barndom engang i voksenlivet.Jeg har altid ønsket mig at bo i udlandet. At lære om og deltage i andre kulturer, sprog, traditioner og livsformer. Ikke som en antropolog eller sociolog, der studerer og observerer på akademisk vis, men som en borger. Som et arbejdende menneske med en helt almindelig hverdag – og meget gerne i lande, der ligger virkelig fjernt fra dér, hvor jeg voksede op.Der er en stor del eskapisme i min drøm om livet i udlandet. Det startede tidligt, og er min mest vedholdende fantasi nogensinde. Lykken er, at jeg rent faktisk har mulighed for at udleve min fantasi, og det takker jeg jævnligt både Martin og højere magter for. Jeg tror, det handler om at være vokset op i et lille landsbysamfund, hvor der var særdeles snævre rammer for ‘det normale’ og meget begrænset forståelse for, hvad man ‘kunne eller måtte’ i livet. Hvilket selvfølgelig generede mig voldsomt, for jeg var og er elendig til håndbold og forstod og forstår ikke, hvorfor det er bydende vigtigt at ligne alle de andre på en prik? Samtidig var og er jeg knalddygtig i skolen – en ægte 12-tals-pige, som det hedder på moderne dansk – og det oplevede jeg blev modtaget som noget enormt negativt. Jeg var ‘forfinet’, lød konklusionen, som jeg selvfølgelig ser på med helt andre – og mere forstående – øjne den dag i dag, end jeg gjorde dengang det stod på. Jeg har på fornemmelsen, at der sidder en kæmpe crowd af 12-tals-piger derude og fortsat dukker nakken, fordi man ved den søde grød ikke skal tro, at man ‘er noget’.Jeg skred. Ligeså snart det kunne lade sig gøre. Og selvom jeg har savnet min familie kontinuerligt siden jeg fyldte 18 år og først flyttede til Spanien, har jeg aldrig nogensinde overvejet, at det kunne eller skulle være anderledes. At rejse og at bo i udlandet fylder mig med energi – og jeg bilder mig ind, at det gør mig både klogere, mere kvalificeret og nuanceret som menneske. Sådan kan man jo altid booste sit eget ego, hvis ikke andre stiller op til den slags self-petting.At jeg er endt med en pæredansk mand og to rødhårede arvinger blev dog ingen overraskelse for mig. I mine helt unge år var jeg naturligvis besnæret af alle mænd, der var tilnærmelsesvist eksotiske, men jeg fandt i tyverne ud af, at jeg har brug for en partner, der er rundet af ‘noget, der ligner mig’, og som taler ‘samme sprog’ helt bogstaveligt. Det kommer fra sprognørden. Men ikke desto mindre stod der øverst på min Tine-i-tyverne-datingliste, der var baseret på lige dele tumultariske oplevelser og ulykkelig kærlighed, at jeg gerne ville date en dansker – muligvis og maksimalt kunne jeg strække mig til en svensker. Heldigvis for mig mødte jeg Martin med det rette værdisæt. Og heldigvis for mig udvidede hans horisont sig fra La Santa Sport og Den Franske Riviera til et globalt udsyn og en idé om at prøve livet af i udlandet.Og Mellemøsten er helt perfekt for os. Falafler, hummus, manakeesh, tahini-dressing og zaa’tar-krydderier. Muligvis kombineret med lidt pasta, pizza, gelato og en tur i denne her yndige øse.Alternativt flytter vi måske til Finland, lærer at stå ægte på ski og spiser os mætte i deres fantastiske brød og bagværk.Ramadan Kareem og weekend i sigte! 🌙💛

Flyvende Mormor landede fint og nåede at nyde livet med børnebørn, nussehund og strikketøj på en solskinsplet i en fjern Ørkenstat i en håndfuld dage. Og så var hun pludselig ikke længere så flyvende. Faktisk var hun helt fladmast og havde det ‘bedst’ på langs, hvilket ikke siger ret meget – for hun var virkelig i en elendig forfatning.Det kom så pludseligt og uventet, og vi forsøgte at finde balancen mellem fred og sygepleje-puslen, så godt vi kunne, nu hvor Mormor pludselig var syg langt hjemme fra sin egen seng og vanlige omgivelser.

Findes der noget værre end at blive hundesyg i ferien?Vi håbede hver dag, at der nu måtte være lidt fremskridt i sygdomsforløbet, men det blev ikke rigtigt bedre. Til sidst besøgte vi lægen, og Mormor havde intet mindre end Influenza A og B på én og samme tid. Det forklarede naturligvis den genstridighed, sygdommen udviste, når hun sådan havde slået to slemme fluer med ét enkelt smæk. Desværre var vi alt for sent på den i forhold til at få virkning af Tamiflu eller lignende influenzapræparat, så Mormor måtte stå den ud og forberede sig mentalt på at blive lidt længere og lave en erstatningsanmeldelse hos rejseforsikringen.

Og gudskelov for dét. Selvfølgelig er det stadig usikkert, hvor meget eller lidt, forsikringen samler op, men det har været en lettelse, at Mormor forlængede sit ophold, så vi trods alt har fået hyggelige eftermiddage med kaffe og pool-leg, gåture med Daisy og små oplevelser med pigerne i et tempo, som er overskueligt.

Den helt store ferieoplevelse fik Mormor dog desværre ikke med denne gang, men jeg har lovet hende, at hun har det til gode til næste gang. Hendes julegave var nemlig en naturoplevelse efter eget valg i Emiraterne. Det kunne være en snorkletur med båd fra Khorfakkan, kajaksejlads i mangroven i Abu Dhabi eller en vandretur i Hajjarbjergene i Fujairah. Mormor valgte sidstnævnte aktivitet, og alting var booket og på plads, da hun blev så influenzaramt, at intet kunne lade sig gøre.Vandreture – hikes – i bjergene i Emiraterne er blevet meget populære i kølvandet på Den Unævnelige Kinesiske Virus Der Lagde Hele Verden Ned, fordi der ikke var mulighed for at gøre de sædvanlige weekendaktiviteter i sandkassen med brunch-fester mig her og der. Pludselig fik frisk luft og natur et større fokus.

Særligt emiratet Fujairah byder på vanvittigt smukke ruter i bjergkæden Hajjar, der deles mellem De Forenede Arabiske Emirater og naboen i øst, Oman. Vi har prøvet en smule kræfter med at hike i selskab med vores gode venner, som er meget sporty og har styr på app’en Wikiloc, som oftest anvendes til at finde vej ved hjælp af andres vandrede ruter. Så tjekket er jeg IKKE. Jeg kan muligvis øve mig lidt i at glo på Wikiloc, men jeg er på ingen måde egnet til at tage ansvar for en vandretur i bjergene.Heldigvis for utrænede bjerggeder som mig, er der hjælp at hente fra erfarne hiking-bureauer, der vælter rundt på Instagram med de smukkeste fotos af de mest fantastiske udsigtspunkter og bjergtagende wadis. Til Mormor havde jeg booket en vandretur i Hajjar-bjergene uden for landsbyen Waib Al Hanna – en tur, der naturligt nok kaldes Al Henna Trail, fordi ruten går igennem et område, hvor der traditionelt blev gravet henna-rødder op.Men Mormor var som sagt alt, alt for syg til at komme ud og vandre, så jeg tog selv afsted kl. 5 om morgenen for at tilbagelægge en køretur på ca. to timer til Fujairah. Ved ADNOC-stationen langs hovedvejen Al Shohadaa mødte jeg gruppen, der bestod af alle mulige forskellige og virkelig flinke mennesker, der enten kom alene, med deres partnere eller venner.Jeg fik lige en dobbelt espresso, før vi trillede ud af ADNOC-stationen og et lille stykke videre, før vi kørte af og parkerede bilerne ved begyndelsen til Al Henna Trail. Alene på ruten var vi bestemt ikke, men de andre virkede til at være ude på egen hånd, hvilket efter sigende er blevet ulovligt pr. 1. marts 2023.Jeg havde på forhånd tjekket, at ruten var vurderet til intermediate og/eller beginner+, hvilket virkede helt fair, da både min Mor og jeg er i rimelig grundform og holder af at vandre i timer.

Det kan dog konstateres, at intermediate eller beginner+ er på en helt anden skala end man kunne have forestillet sig i en europæisk sammenhæng på Caminoen i Spanien eller Hærvejen i Danmark og den slags. Her i ørkenlandet er det stenede, uregerlige bjergterræn og de 30++ grader i allerhøjeste grad med til at udfordre både energiniveauet og den fysiske udholdenhed undervejs. Når min Mor kommer retur til efteråret, vil jeg sørge for, at vi holder os til beginner-hikes. Alt andet er for voldsomt.Al Henna Trail var en 11 km. loop-rute, hvor vi gik igennem stenet wadi (flodleje) og op og ned ad smalle, stenede bjergstier, hvor der var præcist plads til én person ad gangen. Undervejs var der enkelte steder, hvor de to guider hjalp med at hive os op ad meget stejle klippefremspring eller ned ad glatte, våde overflader, for der var vand i små pools rundt omkring. Nogle gange var vandet nærmest azurblåt eller mælkehvidt – andre gange var det ir- eller neongrønt. Sulfur og mineraler aflejres i de små pools, og al vandet kommer fra bjergenes naturlige kilder, der springer på alle tider af året.Guiderne var utroligt vidende om naturen. De viste os planter, der kunne bruges til forskellige medicinske og helbredende formål, og de fortalte om dyrelivet, der dog ikke var særligt presente, fordi der er for mange mennesker på ruten.Undervejs holdt vi små pauser, og de 11 km. blev tilbagelagt på små 5 timer. Jeg kunne ikke have gjort det hurtigere, så det var bestemt ikke gruppen af med-hikere, der satte tempoet ned. Varmen gjorde væskepauser nødvendige, og jeg fik også lidt appelsin og chokolade for at holde energien oppe. Det eneste ‘trælse’ ved at være del af en gruppe var fællessangen i en lille gruppering af asiater. Det virker som om alle asiater elsker karaoke, og det kan muligvis føles som lidt lang tid at lytte til Shine Bright Like A Diamond a capella, mens man går i et meditativ terræn, der burde indbyde til ro og reflektion – hvis man altså ikke lige er asiat. Indimellem lykkedes det mig at undslippe mine nye asiatiske bedstevenner, og så var der måske 5 minutters mental ro, før de næste flinke menneske var på banen med et so where are you from? Jeg er ikke anti-social, men for mig er hiking også en mentalt beroligende aktivitet, og det får man ikke på samme måde, når der konstant bliver small-talk’et med helt ukendte mennesker.Den sociale aktivitet var dog en lille ‘pris’ at betale for at føle sig tryg i Hajjar-bjergene, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i en gruppe-hike med et bureau. Det var intet mindre end fantastisk at opleve naturen uden at have et overordnet ansvar for ruten eller fællesskabets humør og engagement. Jeg kunne og skulle kun tænke på mig selv, og så sætte ét ben foran det andet i voldsomt smukke omgivelser.Forhåbentlig bliver det ikke kun mig, der skal nyde vandreture i Fujairah fremover. Min Mor må se at komme retur til efteråret, når der starter en ny hiking-sæson. ❤

Det er søndag, og jeg har a case of the weekend-blues.Den blå følelse kommer ikke af en træls weekend – tværtimod – for har vi haft det så dejligt med en fin balance mellem sociale aktiviteter og afslapning. Med lørdagsmiddag på Bluewaters og slentretur med kig op til det store pariserhjul, Ain Dubai, som holder stille på ubestemt tid. Jeg afholder mig pænt fra at gisne om, hvorfor det store hjul ikke drejer rundt, men absurd at se på, dét er det.Vi har også deltaget i den fineste Fastelavnsfest med mit arbejde, Dansk på DIA. Vi var 70 børn og voksne i vores lille grønne oase af en ghetto, der slog kattene af tønderne og åd hjemmebagte fasteboller, som var vi bestilt til det. Dét er da ret godt klaret af et lille parallelsamfund, synes jeg. Jeg var i øvrigt en panda, hvis nogen skulle spørge, og Mille var Ginny Weasley fra Harry Potter, fordi hun er både sej og rødhåret.Men mere weekend vil jeg ha’, for netop nu hænger Flyvende Mormor et sted højt oppe over Tyrkiet, og jeg kan næsten ikke vente til hun er her hos os.

Ligeså dejligt det er at komme på ferie hos familien i Danmark, ligeså dejligt er det at have familien her hos os. Faktisk er det nogle gange endnu dejligere, fordi vi så har muligheden for at forkæle dem lidt og sammen få nye oplevelser her i vores adopterede hjemland, der byder på VILDT mange sjove og anderledes ting.

Mille har gjort fint klar til Mormor i gæsteværelset. Hun har lagt et zebra-sovedyr på dynen, fordi zebraen er Mormors yndlingsdyr. Ved siden af ligger en kærlighedserklæring og senere er der også kommet et hjemmelavet armbånd til.Mille er så topcute. Hun har været vred over, at hun ikke måtte komme med i lufthavnen for at hente Mormor søndag nat, for hun kunne jo bare sove, når hun blev gammel. “Jeg elsker bare Mormors scent”, mumlede hun, da jeg endelig fik overtalt hende til at gå i seng. Det er et helt fysisk savn, hun har efter sin Mormor. Og jeg har det samme efter min Mor.

Og når Mormor-Mor endelig kommer, så skal vi alting og ingenting. Spise, snakke, gå, lege, pjatte, kramme, sidde, falde i staver, fjolle, vrøvle og bøvle. Hun skal nyde solen og varmen, mens vi er i skole og på arbejde, og sammen skal vi ud at opleve natur og kultur i de næste 10 dage, før hun vender snuden mod Det Kolde Nord igen.

Jeg har lagt alt for mange planer allerede. Og drømmer om at nå A-L-T på ingen tid. Det er det sædvanlige, every single time.

Min Mor skal spise krydrede Punjabi-samosaer med mig, siddende i græsset.Hun skal rynke på næsen og nægte at smage den brunkage-krydrede, hvinende søde masala chai med masser af opskummet “Rainbow-mælk”, som Cille og jeg kan li’.Hun skal hoste sig igennem oud-røgelsen og erklære arabernes dufte decideret farlige for luftvejene, mens jeg selv indånder dybt og modsætter mig kritikken. Ligeså lidt hun elsker de stærke dufte af oud, rose, kostald og tobak, ligeså højt og inderligt elsker jeg dem.Min Mor skal spise grillet kød, nybagt brød og aromatiske ris.Og min Mor skal glo på fine kager og søde sager, mens hun overvejer, hva’ pokker, de er lavet af.Måske henter hun en is hos de vanvittige tyrkere – eller måske vil hun smage de bittesmå iskugler sammen med Mille.Min Mor skal også se på brugskunst, tøj, smykker og fine pyntesager sammen med Cille.Og vi skal ha’ kiks, frugt og snacks fra alle verdens hjørner.Jeg glæder mig. Mindst ligeså meget som Mille, der forhåbentlig er faldet i søvn, mens jeg skriver.

Kom nu bare. Flyvende Mormor.

Det er længe siden, at vi har været på camping i ørkenen, men forleden fik vi os endelig pakket sammen og begav os ud på den ene side af det imponerende Sheikh Mohammed Bin Rashid Al Maktoum Solar Park.Billedet her er lånt fra DEWA (Dubai Electricity & Water Authority) og solcelleanlæggets hjemmeside: https://www.mbrsic.ae/en/about/mohammed-bin-rashid-al-maktoum-solar-parkog selvom det ligner noget fra en sci-fi-roman eller måske Saurons Tårn i Ringenes Herre, er der tale om den virkelige virkelighed. Anlægget er naturligvis verdens største. Det giver mening både i forhold til vejret i en ørkenstat og mentaliteten i den arabiske verden. Hvis vi køber ind i hele solcelle-idéen, skal vi være de bedste og de største, ikke?Solcelleanlægget bygges i enorme faser, der fuldføres på ca. 2-3 år, hvorefter de fortsætter derudaf med en ny fase – kilometer efter kilometer æder de sig ind i ørkensandet. Og der sker ikke noget som helst ved at gøre der, for det enorme område bruges alligevel ikke til andet.

Solcellerne flytter sig kontinuerligt efter solens stråler, og de arbejder også med fotovoltaiske celler, som jeg knapt forstår, hvad er. Det eneste, jeg kan se med det blotte øje er, at der skinner et vanvidslys ud fra det høje tårn, så der opstår en form for lys-sky eller et lys-fatamorgana, der vitterligt ligner noget fra en dommedagsfilm. Og når verden ser så fuldkommen sci-fi-agtig ud – helt derude i den uberørte natur – er det faktisk en hel lettelse at mærke lidt på den knortede bark og de stikkende grene på ghaf-træet, og at klatre rundt i sandets smukke bølger. Vi ground’er lige med hænderne og fødderne, når verden bliver stor, sær og lettere uforståelig.Denne gang var vi kørt mod Al Qudra allerede ved 14-tiden, så vi kunne nå at nyde mine nybagte fastelavnsboller og stille telt op, før det blev gin & tonic tid i solnedgangen.Den lille lejr bag solcelleparken er fantastisk, når det ‘bare’ handler om at hygge sig og nyde campinglivet, for der er alt for få dunes til, at ørkenbils-entusiasterne gider komme der. Som I kan se på billedet, er vi vitterligt kørt om bag en enkelt dune, for herefter at slå telte op i læ.Når vi endelig er kommet herud, er der fuldkommen ro. På sådan en ubeskrivelig måde. Det er det storladne ved ørkenen, der giver os den fredfyldte fornemmelse.Øjnene får lov at vandre. Kroppen får lov at vandre. Tanker, håb og ønsker kan sendes højt op i himlen. Vi finder små dyrespor og efterladenskaber efter fugle, harer, firben og gazeller i sandet. Vi får kigget indgående på de få planter og træer, vi møder undervejs.Planternes og træernes overlevelsesevne og hårdførhed er en kilde til evig beundring. Her har jeg zoomet ind på ghaf-træet, som i øvrigt er det nationale træ i De Forenede Arabiske Emirater og naturligvis en fredet art i ørkenen, så man skal passe på det – og selvfølgelig ikke knække grene af til bål eller lignende.

Hver gang vi er i ørkenen, overraskes vi over, hvor pludseligt solen går ned.Cille havde dog forberedt sig, så hun kunne læse videre ved hjælp af en lommelygte, og Mille klatrede lige en sidste gang op ad en stor bunke sand sammen med Chase, før det blev mørkt.Stemningen er afslappet og varm, når der ikke er andet at forholde sig til end lidt madlavning og at få nok varmt tøj på til vintertemperaturen i ørkenen. Det er back to basics – og det er decideret sundt for nervesystemet at skulle forholde sig til helt basale behov, tror jeg. Især når hverdagen flimrer meget.Bålets varme var virkelig på sin plads her i februar. Hvis man ikke har oplevet en ørken, kan det være svært at forestille sig, hvor fugtigt, der rent faktisk er. I vintermånederne december, januar og februar, kan man fryse helt vildt derude – og vi endte med at sove i merinould, store dyneveste og skisokker i teltet. Det lyder åndssvagt, men fugtigheden er en stor faktor i De Forenede Arabiske Emirater – uanset årstiden. Og måske burde jeg tilføje, at fugtigheden er en lidt træls følgesvend, fordi det føles så ubehageligt, uanset om man er kold-og-klam eller svedende-klam.

Næste morgen vågner vi til helt vindstille, klart vintervejr.Martin steger bacon og æg til de morgensultne tropper.Selv hunden kan fornemme, at der er noget lækkert i vente, selvom den selvfølgelig ikke må få røget gris.

Desværre blæser det op efter en ellers så stille og dejlig morgen, og vi pakker sammen – svedende og snøftende – for de fine sandkorn går lige i åndedrætssystemet.Og nu er vi hjemme igen. Teltet er blevet luftet, vasket og tørret hjemme i parcelhushaven, så den er klar og fin til næste omgang sandblæsning. Vi har også næsten fået ‘snøftet færdigt’ efter at sandstormen lagde beslag på samtlige pande- og bihuler i familien, og så er der tilmed forlænget weekend fra skolen. What’s not to like?

Skiferie blev det desværre ikke til – men som det fremgår af billederne er der masser af natur og udeliv her i ørkenstaten, som vi kan nyde lige nu, mens vinteren stadig giver os behagelige temperaturer både om dagen og om aftenen.

Januar viste sig at være en 339 dage lang og ørkesløs ørkenvandring. Udmattende for alle involverede. Selv for Daisy.Heldigvis har februar vist sig at være et langt mere charmerende bekendtskab, blandt andet fordi vi startede ud med et Nytårstaffel, som en slags genfejring af, at vi nu skriver 2023, og at vi for hæwla har lov at håbe på det bedste. Igen-igen-igen.Det med det lysegrønne håb for det nye år sendte vi afsted i selskab med Hr. og Fru M, der fortjente en fejring ligeså meget som vi selv gjorde. Ind i mellem er det med at lede efter lyspunkterne, når man bokser rundt i en lidt for stor manege.

Til taflet var der sørme kommet en iransk kaviarleverance lige på det rette tidspunkt. Denne gang serverede jeg de sarte, vilde størrogn med lidt frisk purløg, en fuldfed creme fraiche og lidt hakkede æg – og så selvfølgelig med ‘pagne til. Det var sådan set kun de hårdkogte æg, der var overflødige, lød bedømmelsen fra selskabet.Hovedretten var et samarbejde mellem Martins oksemørbrad på grill og mine semolina-sprøde ovnkartofler, men det var der ingen, der forevigede, for vi havde travlt med at spise og drikke. Præcist, som det var tiltænkt og (tiltrængt). Men da vi kom til kagerne, var Fru M der igen med kameraet. Paris Brest med hasselnøddecreme, jordbær- og citrontærter, og en ordentlig chokoladesag med guld på toppen, som Cille gad at spise.Kagerne havde jeg hentet i Odeón Dubai, som i sandhed er en bid af La France midt på Jumeirah Beach Road. Man skulle næsten tro, at de havde haft de filippinske medarbejdere på kursus i kundeservice a la Paris. Men kagerne smagte vidunderligt, og det var trods alt det vigtigste. Til gengæld var kransekagebageren (læs: Martin) hverken mut eller fransk-arrogant, mens han servicerede selskabet. Han var faktisk helt i vater.Og i samme overskudsagtige stil overraskede han med at have forberedt en musikquiz til taflet. Quizzen blev tydeligvis ikke vundet af mig, selvom jeg forsøgte at true mig til det flotte trofæ af en guldpokal. For hvem vil ikke gerne ha’ sådan en præmie pyntende på skænken i stuen, spø’r jeg bare?Jeg elsker, at vi kan fjolle og hygge på denne her måde i en selvvalgt familieform, når nu den biologiske familie er ret langt væk det meste af tiden.

Og når nu jeg nævner den biologiske familie derhjemme, modtog jeg følgende billede af min kære Svigermor fra hendes entré forleden. GLS havde lige været forbi med en lille bestilling. Fra mig til mig.

Nu er min Svigermor ikke nødvendigvis verdens største menneske rent fysisk, men kasserne var stort set på højde med hende, da hun skulle pakke ud og tjekke for skår. Jeg fik helt røde kinder af flovhed over, at de ting, jeg har bestilt, fylder så meget hjemme hos dem. Men om lidt flytter kasserne ud igen og hen i det her hus, som vi er ved at bygge i Hillerød. Vores sommer- og julehjem i det nordsjællandske. Heldige os.

Vi skal hjem og se til husbyggeriet i slutningen af marts, når vi har Spring Break. Den 14-dages forårsferie ligger aldrig samtidig med den kristne påske, hvilket er både dejligt og irriterende, men vi vil da benytte lejligheden til at se til det kommende sommerhus og til familien derhjemme.

Indtil da nyder vi februar her i Dubai. Grøn, fin og sval, som den nu er i en fjern Ørkenstat.I næste uge er der endda to fridage fra skole – ikke en hel uges vinterferie som i Danmark – men to dage i sammenhæng med weekenden er da dejligt at se frem til. Og jeg går den lille break i møde velforberedt. Med spritnye emneforløb til alle seks årgange.

Year 4 og 5, som svarer til 2. og 3. klasse, skal arbejde med H.C. Andersens liv og forfatterskab – og med genren kunsteventyr i form af den bedste af alle klassikerne, “Den Grimme Ælling”.Year 6, som svarer til 4. klasse, lukker deres nuværende forløb om FNs Verdensmål og går et litterært forårs-forløb i møde med Mette Eike Neerlins “Historien om Hr. Madsen”. Vi vil komme vidt omkring – fra lejrskole ved Møns Klint over dyb ensomhed til en mulig TV-vært.Year 1 og Year 2, som svarer til 2 x 0. klasse, skal træne begyndende læsning og se nærmere på hverdagslivet i Danmark og Norden ved hjælp af den skønne serie om pigen “Elsa” fra Sverige og den danske serie “Vi er Pelle og Maise”, hvor tvillingepigen lever med cerebral parese, mens drengen er fuldstændig rask og velfungerende.Inden da skal vi være helt færdige med fine forløb om hhv. “Krible-krable-dyr” og Jakob Martin Strids “Den Utrolige Historie om Den Kæmpestore Pære”.Year 3 og 5, som er hhv. 1. og 3. klasse har endnu ikke afsluttet deres respektive forløb, “Symboler i trafikken” og Stian Holes “Morkels Alfabet”. Der er lige et par timers aktiviteter endnu, før vi kan sende nogle af tingene med hjem, mens andre skal pynte fint i klassen.Før jeg får set mig om, kommer Flyvende Mormor herned til os og nyder lidt af februars blide sol og milde varme, mens hun holder frikvarter fra det danske vintervejr. Hun er godt nok en vild vinterbader i det store Vesterhav, men mon ikke hun også kan overtales til et dyp i knapt 20 graders lunt havvand?Billedet her er taget i 2018 og viser i al stilfærdighed det særlige bånd mellem Mille og Mormor. Kæmpe energi, februar, lad det fortsætte sådan!

Nyd en velfortjent vinterferie i næste uge, venner. 💜