Zakat

Jeg kommer lige frem med én af de rigtig brede kamme – eller en grov, positiv generalisering, om man vil:

Én af de ting, muslimer er virkelige gode til, er velgørenhed og donationer.

At give pengegaver til velgørende formål kaldes for zakat.

Google forklarer det sådan her til os uindviede:

Zakat (Arabic: زكاة‎; [zaˈkaːt], “that which purifies”, also Zakat al-mal [zaˈkaːt alˈmaːl] زكاة المال, “zakat on wealth”, or Zakah) is a form of almsgiving to the Muslim Ummah treated in Islam as a religious obligation or tax, which, by Quranic ranking, is next after prayer (salat) in importance.

Zakat beregnes efter ens indtægt. Det forventes, at man giver 2.5% af ens årlige indtægt til velgørenhed – eller ihvertfald til nogen, der har mindre end én selv.

Zakat er tilmed én af de fem søjler i Islam, så velgørenhed er pludselig på linje med at bede, at faste under Ramadanen, at tage på pilgrimsrejse til Mekka én gang i livet og så fremdeles. Dét er noget, der rykker, når man får så præcise anvisninger til velgørenhed i Den Hellige Bog.Ifølge The Islamic Information er der 8 slags mennesker, der fortjener vores zakat mest:

1. Enlige rejsende. Måske pilgrimme og andre, der er på livsrejser?

2. Missionærer, der rejser ud og forkynder Allahs ord.

3. Gældstyngede mennesker, der ikke kan finde en vej ud af deres økonomiske trængsler.

4. Slaver og andre slags ‘tilfangetagne’ mennesker, der skal ud at leve frie liv.

5. Ny-konvertitter med økonomiske behov.

6. NGO’er (selvfølgelig!)

7. Verdens fattigste mennesker, som lever under sultegrænsen og uden indkomst.

8. Hjemløse.

Selvfølgelig er der undtagelser og afvigelser fra reglerne. Der kommer jo ikke en kassemester med en regnemaskine for at kulegrave, om du rent faktisk har foræret 2.5% af din årsløn væk til nødstedte, fattige og lidende mennesker. Muslimerne gradbøjer nøjagtigt ligesom vi andre gør, og da især hvis de er kultur-muslimer, ligesom jeg er en del af de kultur-kristne.

Vi har muslimske venner, bekendte og kollegaer, der meget gerne vil have et glas rødvin eller en stærk øl om fredagen. Vi kender andre, der aldrig kunne drømme om det. Nogle muslimer faster under Ramadanen – andre er ikke interesserede i det aspekt. Nogle muslimer vil gerne smage en pastaret med bacon eller et stykke flæskesteg, hvis man lover, at man ikke nævner indholdet, så de spiser i såkaldt ‘uvidenhed’, mens andre med al tydelighed ikke skal bede om den mindste skefuld svinekød nogensinde. Nogle muslimer beder fem gange om dagen, andre slår det sammen til én gang dagligt. Nogle elsker at komme i moskéen om fredagen, andre foretrækker at komme der hver eneste dag. Andre kommer der aldrig nogensinde.

Sådan er der så meget – og hver især gør vi, hvad der passer til os.

Det er en diskretionssag.

Personligt får jeg aldrig mig selv skubbet i kirke en søndag kl. 9 eller hvordan det nu er. Til gengæld går jeg gerne en lang tur i naturen eller sætter mig ind i en tomt og stille kirkerum, og her er jeg sikker på, at linjen op til Gud er ligeså tydelig og stærk, som hvis der stod en præst og prædikede foran mig.

Men nu handlede det jo om zakat og ikke bøn.

Særligt under Ramadanen er der et fokus på at leve ‘ordentligt’. At give til velgørenhed. At spise sundt og nærende. At få det optimale ud af at faste rent mentalt. At øge ens opmærksomhed på de rette værdier i livet. At være i harmoni med omgivelserne og i tæt kontakt med ens familie. At træne fysisk og få hvilet nok.

Jeg er fuld af beundring over dem, der vælger at faste i 30 dage. Det må virkelig ikke være nemt. Her i landet er det varmen og luftfugtigheden, der udfordrer voldsomt. I Danmark er det de lange, lyse dage, der udfordrer, fordi længden på fasten bliver så vanvittig. Men jeg er alligevel ret langt fra at skulle bede om selv at udføre en måneds faste. Til gengæld vil jeg gerne deltage i zakat.

Før coronaen ramte, havde vi Ramadan-køleskabe rundt omkring i nabolaget, hvor man kunne donere forskellige slags mad og drikke. Pigerne hjalp mig med at handle og pakke til det, og jeg kunne rigtig godt lide det, fordi det er en meget fysisk og direkte måde at hjælpe på – og sjovere for børn end at donere penge online.

Ramadan-køleskabe er selvfølgelig ikke tilladt under en pandemi. Til gengæld er det gjort ualmindeligt let at donere penge – f.eks. når man er ude at handle. I vores lokale supermarked, Choitram’s, er der masser af initiativer året igennem, hvor man kan lægge 10, 25, 50, 100 eller 200 dirhams oveni det beløb, man står og er ved at betale for varerne. Så er der pludselig betalt for en række måltider til værdigt trængende eller for skolegang til børn, der ellers ikke kan få adgang til uddannelsessystemet i deres land. Det er nemt, når man ‘bare lige’ kan smække en 20’er afsted, hver gang man står med kortet fremme.Mange muslimer lærer også deres børn om zakat ved at inkludere det helt naturligt i deres opsparing. Så giver de deres børn nogle særlige, trekantede sparebøsser, hvorved de træner deres økonomiske sans i forhold til forbrug, opsparing og så velgørenhed. Jeg elsker den idé.Nok om zakat i denne ombæring.

Vi er nemlig på vej på en seriøs forlænget weekend. Ramadanmåneden er ved at være omme, og nymånen vil skinne over en Eid-festbuffet eller tre i de kommende dage.

Eid Mubarak til alle jer, der nu bryder fasten. Nyd jeres velfortjente fest!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På vippen til sommer

April er en joker.

Ikke så meget i forhold til aprilsnar den 1. april, men mere i forhold til vejret i en ørken.

Der er overskyede dage, hvor fugten ikke kan slippe op og væk, så det føles som om vi er lukket inde i en trykkedel. Man bliver våd ned ad ryggen og får et fint, perlende overskæg ved bare at stikke uden for i 10 minutter på høj-fugtigheds-dage. Bagefter får man fuld udbytte af air conditioningen, når den våde ryg og bluse bliver isafkølet på et splitsekund.

Men så er der også de luftige, himmelblå dage, hvor en brise vifter omkring og giver os så fuldstændigt fantastisk vejr, at man knapt kan få armene ned i begejstring over at sidde på terrassen med kaffe og senere vin.Der er selvfølgelig også de forårs-blæsende dage, hvor luften er tyk af støv og finkornet sand, der giver forkølelses- eller allergilignende tilstande hos os, der har noget med næsen og luftvejene. På de dage er det frem med antihistaminerne og en god bog i sofaen, for jo længere man opholder sig ude, jo værre bliver symptomerne og reaktionerne i dagene derefter.

I år er april en flink og rar version af sig selv. Det er skønt at gå morgentur helt frem til kl. 9 om morgenen, og fra solnedgang ved 18.30-tiden er der igen behageligt at færdes ude. I de allervarmeste timer mellem 10 og 14 er det stadig helt fint at cykle eller gå lidt til og fra haven.

Alle der bor her fast skal have mest muligt ud af april. For vi ved, hvad der rammer os lige om lidt.Det er ikke “Kom maj, du søde milde”, der dukker op, ligesom man kan håbe på, at den gør i Danmark. Det er snarere noget i retning af en maj måned bevæbnet til tænderne med en spritny Dyson-hårtørrer, der blæser på varmeste funktion lige i krydderen på sine uskyldige ofre.

Så april er lig med grill, terrasseliv og hvidvin. Og selvfølgelig eftermiddags- og aftenture i ørkenen, mens der stadig er rart at være derude.Forleden nød vi en langstrakt eftermiddag sammen med vores venner ikke så langt fra Fossil Rock nær landsbyen Mlieha.Det gode ved at smutte ud i ørkenen via Mlieha Archaeological Centre er, at der er hårdtstampede “veje” at køre ad, så man slipper for at lukke luft ud af dækkene for en halv dags ophold i sandet. Længe leve dovenskaben, ikke?Der er fine muligheder for at klatre og kigge efter fossiler, og så er der nogle seriøse klitter. Kan man fornemme, hvor langt ned, der rent faktisk er?Det giver sved på panden, når børnene pisker og op ned. Jeg tog kun selv en enkelt tur op for at nyde den enestående udsigt. I det fjerne kunne jeg nemlig høre hvidvinen kalde, så det var om at komme ned igen.Ørkenen er sådan et smukt sted.

Når mørket falder på, bliver området bag Mlieha landsby mere og mere stille. Ikke stille nok til, at vi ville have lyst til at overnatte derude, men stille nok til, at freden sænker sig sammen med skuldrene, og øjnene stiller ind på uendeligt i bålets gløder.Børnene bager sommetider snobrød til de voksne, når jeg husker at forberede dejen hjemmefra. De fortærer helst selv grillede skumfiduser pakket ind i kiks og chokolade – s’mores.Vi legede lidt med en drone før solnedgang, og både før og efter solnedgang forsøgte vi os lidt med mobiltelefonernes kamerafunktioner. Mine venner er klart bedre til det end jeg er, så fotokredit skal altid gives til Miglena!Om hjørnet venter maj.

Her er også okay i maj.

Man skal bare tage sine forholdsregler. Drikke nok vand. Bruge solcreme. Finde skyggesiden. Acceptere, at det meste foregår indendøre og i fuld air conditioning. Huske sandalerne og solhattene, og aldrig gå barfodet omkring eller gribe uforvarende fat i brandvarme håndtag og gelændere udendøre.

Jeg tæller nu ikke ned til den stegende hede.

Jeg tæller ned til Danmark i juli.

Familie og venner.

Grønne vidder og frisk luft.

Kærlighed og kildevand direkte fra vandhanen.

Indtil da må vi få det bedste ud a’ ‘et.

Og der er stadig ikke et sted, jeg hellere ville bo end hér. 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kylling eller kuller?

Fugl eller fisk?

Jeg har ihvertfald fået nok af påskeferie – og så alligevel ikke.Jeg har elsket alle de chokoladekyllinger, harer og æg, jeg har fortæret i løbet af påskedagene, når pigerne har haft endnu en æggejagt, men jeg har fået nok af hamsterhjulet og hjemmets fire vægge eller hvad vi nu skal kalde det.

Chokolade er i øvrigt ikke det eneste, jeg har voldspist.

Se bare, en helt fantastisk påskefrokost, vi var så heldige at lande midt i!Det var simpelthen himmerige med vol au vent, karrysild, matjes, fiskefiletter med hjemmerørt remoulade og grønlandske rejer med mayo og smilende æg. Little Denmark indtog stuen!

Der har også været god tid til veninde-sleepover og påskehygge, hvor pigerne sammen fik lavet miniature-reder.Cille har også haft en uges ski-camp med sin belgiske bedsteven og hendes storebror. De to piger drømmer om at komme på skiferie sammen, så Ski Dubai var the next best thing.Der er noget så eksotisk som minus 4 grader derinde midt i sneen – og 30 grader plus, når man kommer ud derfra igen. Jeg kan varmt anbefale Ski Dubai. Ikke at jeg ved noget som helst om at stå på ski, men jeg ved, at dem, der er dygtige til det, synes at det er skægt og en fed aktivitet at bruge lidt tid på. Det var Cilles tredje 5-dages-camp derinde, og hun er meget tilfreds med at komme der og få friske, røde kinder og kolde tæer for en stund.

Sammen har pigerne også haft et par skøjtetimer på Dubai Ice Rink inde i Dubai Mall.Det er ikke nemt at lære at skøjte, men de kan lide det, og de er begge megaseje til bare at rejse sig op igen, når de falder.

Der er halvanden times sessioner på Dubai Ice Rink, efterfulgt af en halv times pause, hvor isen præpareres til næste session. Sådan går det slag i slag fra tidlig morgen til sen aften hver eneste dag. Siden sidst har de også installeret en lille sneblæser i loftet, så det ind i mellem sner på de små skøjteløbere.
Desværre måtte vi droppe skøjtesessionen i dag. Vi har hevet en eller anden underlig mathed og snue uden feber inden for døren. Måske er der også en allergisk reaktion iblandet – det har jeg alle de klassiske symptomer på. Måske er det vejrskiftet. Måske er det pollen fra den allersidste omgang blomstring, før heden sætter ind. Aner det ikke, men vi er slået helt hjem og gemmer os inden døre i sofaen med bøger, TV-serier, kleenex inden for rækkevidde og Panodil (som hedder Panadol i en fjern Ørkenstat).

Der er ikke ret mange ting, der er mere irriterende end at være sløj i en ellers dejlig ferie.Martin har desværre ikke ferie sammen med os. Han er i færd med at samle feriedage sammen til sommerferien, der venter knapt tre måneder ude i horisonten. Han tager med os til Danmark lige i starten af juli måned, må tilbage til Dubai for at arbejde cirka en måned, og så kommer han retur til Danmark for at være med til at fejre Cille ved udgangen af august.

Det er aldrig det samme at holde ferie uden ham – selvfølgelig er det ikke dét. Men ud at rejse skulle vi ikke lige i denne her ombæring, fordi vi begge ‘kun’ har fået den 1. dose Pfizer-vaccine, og fordi vi lige har haft en skøn forlænget weekend på staycation i Dubai Marina.

Det er så vildt at tænke på, at for et år siden ramte pandemien, og vores planlagte forårsferie i Vietnam blev aflyst, og siden har vi holdt os på landjorden i ganske kort radius fra vores hjem.

Så påskekulleren handler måske ikke kun om den nuværende allergi, snue og mathed eller om hjemmets fire vægge, sådan som de står lige her og nu, men i virkeligheden mere om det faktum, at vi ikke rigtigt har ‘været væk eller ude’ af Dubai-boblen i over et år. Og alle, der bor her fast, ved, hvad jeg mener med Dubai-boblen – og at den er bydende nødvendig at komme ud af et par gange om året.

Jeg savner vores familie og venner helt vanvittigt, og glæder mig så meget til at se dem i juli måned. Jeg har aldrig talt ned til at se dem, som jeg gør for tiden. Det gør nærmest helt ondt, når jeg ser billeder af dem i sommerhuse og på ture i den smukke, danske natur.

To måneder i Danmark er helt sikkert lige hvad vi har brug for, og jeg er glad for, at jeg sidste sommer intet anede om, at der skulle komme til at gå et helt år, før vi igen ville komme til at kramme alle skønne mennesker, der betyder allermest for os.

Håber I har haft en helt og aldeles skøn påskeferie – helt uden snue og følelsen af at være lukket inde! 💛🐣💛

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Freddie og Daisy

Jeg er overbevist om, at det er alt, alt for længe siden, I har set noget til vores hundehvalp, Daisy.

Faktisk føles det nærmest som en nødvendighed at sende jer på weekend eller påskeferie med en masse nuttede babybilleder, præcist som jeg ville gøre, hvis hun var min lille baby.

Hvilket hun på en måde også er. Min tredje og sidste.Daisy er fem måneder gammel nu, og det er tre måneder siden, hun kom til vores familie. Det føles som meget længere tid, fordi hun bare er landet så naturligt og er en rigtig glad, nysgerrig og tillidsfuld lille hvalp, der sover fint om natten og har styr på rutinerne.Hun er blevet klippet, siden jeg tog disse billeder på køkkengulvet. Bare lige før I spørger, om hun overhovedet kan se ud af øjnene. Det kunne hun ikke til sidst.Her ligger hun i den nyklippede version. Hundeklipperen var meget forsigtig og brugte slet ikke trimmeren til hende endnu – det er hun lidt for lille til – og resultatet blev så fint. Hun endte slet ikke med at ligne en rotte i 14 dage, som jeg ellers gik og frygtede. Der er nemlig ganske lidt hund inde under det uldne overtøj, har jeg bemærket, når hun bliver badet.

Daisy vejede 1.300 gram, da hun kom til os fra sin hvalpemølle i Ajman. Hun havde ingen umiddelbare sygdomme, bortset fra orm i maven og ringorm i huden. Men det kunne medicin jo afhjælpe.

I dag vejer den unge dame 4.200 gram, og dyrlægen siger, at hun kan komme helt op på mellem 7 og 8 kilo, før hun er fuldt udvokset.

For tiden rasler de sylespidse mælketænder ud af munden på hende. De lander på køkkengulvet af en eller anden årsag, så vi rent faktisk finder dem og griner højlydt hver gang. Én morgen tabte hun tre tænder før morgenmaden!

Nu gemmer jeg creepy hundemælketænder sammen med pigernes. Hvorfor er det nu lige, at man gemmer mælketænderne? Er det egentlig ikke lidt bizart?

Jeg har helt glemt de tidlige, tidlige hvalpedage. Dengang, hvor jeg følte mig overvældet over hundebaby på lidt den samme måde, som når jeg har stået med mine menneskebabyer i armene.

Af en eller anden årsag har jeg altid tænkt, at ansvaret var for stort til mig.

At det måske ikke var en god idé at give mig ansvaret for et lillebitte liv, når jeg nu hverken har uddannelse eller kørekort til små mennesker eller små dyr.

Når jeg får det sådan, får jeg lyst til at give de små mennesker og små dyr tilbage til de statsautoriserede.

Tilbage til hvem?

De er jo for fanden mine!

Og så får jeg klaustrofobi og føler mig kvalt af mennesker eller dyr, der hele tiden kræver et eller andet af mig. Mad. Toilettræning. Kærlighed. Omsorg. Opmærksomhed. Tak, men ellers tak. Jeg både siger og giver op over for mor-rollen.

Når jeg så får raset og flippet lidt ud i en weekend, falder jeg ned, og derfra går det kun fremad.

Jeg var stærkt chokeret over mine forbudte tanker om tilbagelevering, da jeg stod med første-baby, Cille. Knapt så chokeret, men langt mere frustreret og skuffet over mig selv, var jeg, da jeg stod med anden-baby, Mille, og overvejede kraftigt at levere hende tilbage. Jeg havde håbet på, at jeg trods alt var blevet både klogere og mere moden med tiden.

Fuldstændig stoisk tog jeg dog imod mine klaustrofobi-følelser med tredje-baby, Daisy, fordi der ikke rasede hormoner rundt i kroppen, som når man får en menneskebaby.

Nu kender og genkender jeg mig selv.

Og giver mig selv lov til, at blive gal for en stund. For det hele hænger på moren. Hver eneste fucking gang.

De her følelser af ‘nybagt mor med baby’ blev jeg mindet om forleden, hvor Daisy og jeg var inviteret til hvalpe-date hos en sød kvinde, der skrev til mig, at hun også lige havde fået sig en maltipoo-hvalp. Vi kunne snakke i timevis om alt det nye, man skal sætte sig ind i, når man er førstegangs-hundeejer.

Freddie, hedder hendes vidunder af en hvalp.

2.5 måneder gammel og fra Abu Dhabi, så umiddelbart er de to hvalpe ikke i familie. Men hvem ved?

Mød lige Freddie og Daisy!Hvem er hvem, tænker du måske?

Størrelsesforholdet kan man ikke så godt se på billederne, men Daisy med kampvægten er tre gange større end Freddie, hvilket selvfølgelig vil udligne sig. Freddie er den mest karamelfarvede af de to hvalpe.De opførte sig mega-eksemplarisk over for hinanden. Freddie gik som en skygge i rumpetten på Daisy, fordi hun var stor og spændende – og Daisy gav ham lidt baghjul i starten på grund af størrelsesforskellen, men det endte heldigvis med at være meget balanceret og fair leg, da Freddie først kom i gang.De lå fuldstændig filtrede ind i hinanden og rullede rundt med små, højlydte bjæf og kæmpe begejstring.

Jeg kan ikke rigtigt huske, hvornår jeg så noget sidst, der smeltede mit hjerte så meget, som det her syn af de to.

Ren og skær livsglæde og leg.De to deltes så fint om alt lige fra vandskål til legetøj, og jeg inviterede straks Freddie og Freddies mor på besøg hos os.

Og Daisy opførte sig fuldstændig lige så tumpet, som Cille og Mille gjorde i tumlingealderen, når vi fik besøg og skulle dele vores ting og hjem med gæsterne.

Hun knurrede. Sprang op på Freddie og fortalte ham, hvem der bestemte i dét her hus. Slet ikke så venlig og nysgerrig, som da hun var på udebane i Freddies hus. Men efter lidt tid accepterede hun og ville rigtig gerne lege i et par timer med ham.

Freddie og Daisy.

Det lyder som et gammelt ægtepar, men de opfører sig snarere som et nyforelsket kærestepar.

Rigtig god weekend, folkens. 🐶🐶

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kvindernes Kampdag

Jeg er en dag for sent ude.

Det er jeg klar over.

Mit feed på Instagram svømmede over med rosenrøde, intetsigende budskaber og tilbud om foryngende skønhedsplejeprodukter igår. På Kvindernes Internationale Kampdag 2021. Som selvfølgelig bliver malket så hårdt i marketingsøjemed af alle mulige firmaer, at det gør helt ondt at se på.

Selv valgte jeg at se Kampdagen igennem et par lyserøde briller. En form for ironisk distance for at overleve i en verden, hvor aviserne kan berette om, at nigerianske skolepiger fortsat bortføres og voldtages, og at børnene i Yemen fortsat dør af sult.Jeg har ikke noget sådan for alvor genialt at sige om kampdagen, andet end at jeg er 100% erklæret anden-generations-feminist, og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at opfostre to små, stærke feminister, der samtidigt er så heldige at vokse op i en del af verden, hvor de trods alt har lidt lettere ved at tro på, at de kan gøre alt det, drenge kan – og at de kan gøre alt det, de selv har lyst til.

Der er stadig vanvittigt langt mellem kønnene i forhold til uddannelse, efterfølgende jobmuligheder og den økonomiske kompensation for et udført arbejde.

Og der er vanvittige forskelle på mulighederne for selvstændige, individuelle valg mellem kønnene.

Og en ligeså vanvittig ubalance i magtforholdet mellem kønnene.

Når vi kommer til dét med magt-ubalancen, behøver vi ikke kigge langt mod syd eller øst for at få øje på, at der virkelig er noget rivende galt. Man kan nøjes med at kigge på Overborgmester Frank, der slikker ører på kvinder, som var det peanuts på en bardisk – og en vis Morten Østergaard, der er gået i selvbestaltet to-årigt dvale betalt af offentlige midler, fordi han simpelthen ikke orker mere pis med de damer, der ikke kan forstå ‘hans måde at flirte på’.

For god ordens skyld må jeg præcisere, at jeg taler ikke om ligestilling forstået som en lige ‘fordeling’ af alting og ingenting, men som lige ‘muligheder’. Og hvordan vi så får skabt lige ‘muligheder’ over alt i verden – dét bliver godt nok en op-ad-bakke-kamp langt, langt ud i fremtiden.

For selvfølgelig er der modstand fra dem, der bestemmer, når ‘udenforstående’ vil ind og ha’ en bid af magtens overvældende flødeskumskage.

Det er sådan set ligegyldigt, om vi taler køn, race, religion, nationalitet eller økonomisk råderum her – det hele handler om indflydelse og magt. Om at positionere sig. Om at være den, der bestemmer. Over sig selv og over andre.

For tiden er der f.eks. en kvindelig statsminister i Danmark, der udviser tydelige tegn på gammeldags magtsyge. Hun indgår aldrig i offentlig kritisk dialog med journalister eller med sine politiske kollegaer eller opponenter; vi ser intet samarbejde på tværs, i bredden eller i dybden under hendes ledelse. Der er kun stram topstyring og dominanshandlinger, hvor problemer og fejltagelser fejes ind under gulvtæppet og den absolutte loyalitet skal opretholdes som var der tale om en rockergruppe. Det er interesant at se på.

Interessant, fordi vi sjældent møder kvinder, der udviser denne her tydelige form for aggressiv, ikke-dialogisk fremturen. Men selvfølgelig kan kvinder blive lige så magtliderlige, besidderiske, dominerende og aggressive som mænd. Vi har præcist det samme følelsesregister, selvom det ind i mellem kan virke som om vi vitterligt er fra to forskellige planeter. Det er på samme tid let og tungt at sige, at Mette Facebook Frederiksen ikke blev den statsleder, jeg havde drømt om, da hun kom til magten. ‘Kom til magten’. Lyt lige til den formulering. Suk.

I virkeligheden aner jeg intet om politik og det rænkespil eller “håndværk”, man skal mestre for at blive en dygtig politiker. Det eneste jeg ser, er, at politikerne bliver mere og mere karikerede, usaglige og positionerende, fordi det er en mulighed i det mediebillede, vi har skabt, og med den medieadfærd, der hersker i 2021. “Like, del og kommentér”-mentaliteten, som vi alle sammen er blevet en indgroet del af. Jeg ved ikke, hvad vores børns generationer vil tænke om os, når de engang om 20 år sidder og reflekterer hos psykologen over deres barndom og deres åndssvage forældres og bedsteforældres medieforbrug, mobiltelefoner 0g forplumrede, indskrænkede verdenssyn. Jeg græmmer mig bare på forskud. Vores adfærd på de sociale medier bliver værre og værre, og ingen af verdens ledere eller formidlere ser ud til at forsøge sig med at nuancere tingene mere end højst nødvendigt.

Hver gang jeg bliver utryg og utilfreds med verden, søger jeg ind i litteraturen, fordi det er hér, man får den virkelige samfundsanalyse.

Det virkelige spejl på en tid og et levet liv.

Jeg elsker f.eks. at følge litteraturanmelder og debattør Katherine Diez, fordi hun tillader, rummer og åbner op for samtaler om de allertungeste ting i livet med sine følgere på de sociale medier. Skud ud til hende for at give os alle en dosis kultur og litteratur, når vi har mest brug for det. Og for at give os følelsen af ikke at være alene med vores følelser, når de ellers godt kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg elsker også at følge Kritisk Pynt, Craftedwhilehigh og Krænkelseskulturellememes for et ærligt og redeligt grin på Instagram, når de kæmper mod patriarkatet med ét af de stærkeste våben på jorden: Humor.

Og det bliver nok sådan en broche her, jeg køber, næste gang jeg kommer til Danmark:

Højt på listen over kommunikatører og aktører, der kan redde min dag, står også gruppen Everyday Sexism Project Danmark og Özlem Cékic’s dialog-kaffe, som begge vidner om, at der stadig findes virkelig kloge, energiske og reflekterende grupper i et samfund, der ofte kommer til at fremstå mere og mere uvidende og generisk-dumt.

Men uanset en op-ad-bakke-kamp mod sexistiske ronkedorer, magtsyge chefer og politikere, der ikke er en potte pis værd eller får udrettet noget, der kan ændre på et samfund, der helt grundlæggende spænder ben for piger og kvinder, så må vi huske at ønske hinanden –

Rigtig Glædelig Kampdag og Livslang Kamp til alle os, der er født som kvinder.

It takes one to know one.

Og med den opfordring til medsøsterlig omsorg og støtte tror jeg, at jeg vender blikket indad resten af i dag.

Ind i en bog, der har ramt mit moderhjerte, som jeg ikke kan huske, at det er blevet ramt, set eller genkendt før.
Olga Ravns nyeste bog-skud, “Mit Arbejde”, går rent ind. Læs den – uanset om du selv er en Mor eller ønsker at blive det. Læs den, fordi du har en Mor og lever omgivet af mødre. Piger-kvinder-mødre ruller denne her verden – og Olga Ravn er én af den slags modige mødre, der tør sige højt, hvor svært det egentlig er, at få et barn. Ikke kun for mellemkødet, men for ens personlige identitet, for ens karriere og efterfølgende jobmuligheder, for ens følelsesliv, for sexlivet, for økonomien. For ens verdensbillede.

Jeg genkender rædslen. Rædslen for at dø under fødslen. Rædslen for at gøre skade på barnet. Rædslen for at være reduceret til en malkeko med noget, nogen kalder for ammehjerne. Rædslen for, at min identitet ville gå til grunde og aldrig genopstå.

Med tiden går det bedre med det der trange moderskab. Den følelsesmæssige tumult stilner trods alt af, i takt med at børnene bliver store, og øjnene igen kan vende sig ud ad i verden.

Jeg elsker også min egen Mor endnu mere, fordi jeg nu som Mor forstår det offer, hun har bragt. Jeg elsker min Søster endnu mere, fordi hun står dér lige midt i moderskabet og gør det hele så fint, nært og kærligt. Jeg elsker min Svigermor for den dejlige søn og mand, hun har frembragt til mig og vores børn. Og så er der alle mine veninder, mostre, fastre, tanter, svigerinder og andre dejlige damer, der ruller verden fremad hver eneste dag.

Jeg elsker og krammer mine egne døtre, så det gør ondt, når jeg tænker på, at deres fine liv skal formes af moderskab, søsterskab, ægteskab og alle mulige og umulige kampe, som de måske må tage alene – og forhåbentligt engang i mellem kan tage sammen med deres medsøstre i ægte solidaritet mod patriarkatet.

Til tasterne, ind i bogen, på med boksehandskerne – grib til det våben, der er dig kærest og nærmest.

Du får brug for det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet