Odsherred – traditionen tro

Ikke én sommer i Danmark uden et ophold ‘på landet’, som nordsjællænderne kalder det, når de drager hele den mentalt lange vej fra Hillerød til Odsherred.Farmors sommerhus, ‘Hudia’, ligger på Ellinge Lyng – ikke ret langt fra det magiske område Korevlerne, hvor der hvert år går skønne galloway-køer rundt og græsser fredeligt med forårets kalve i det fugtige engområde, der leder vejen op til selve Sejerøbugten. Farmor er kommet her, siden hun var en lille pige sammen med sine egne forældre, mostre og onkler, og jeg forestiller mig, at det er den største glæde for hende, at det fortsætter med at være en sommertradition i familien.
For en indædt vestjyde som mig, er der en umiddelbar og inderlig glæde ved at stå og glo på kreaturer. Findes der noget mere fredeligt at betragte end køer, der græsser? Det skulle da lige være en flok får i færd med det samme. Jeg er også vildt fascineret af den særlige natur på Odsherred, som er så markant anderledes end ‘min’ barndoms elskede Vesterhavskyst.

Denne sommer faldt det sådan i hak, at Eid Al Adha – muslimernes største Eid-fest, som ligger 40 dage efter fasten – faldt sammen med vores mulighed for at være i sommerhus med Farmor og Farfar. Martin kunne derfor holde fri fra computeren det meste af tiden, og han fik sovet godt og længe i den friske landluft, grillet en stor oksemørbrad og sørgede galant for at servere rigelige mængder hvid og rød for damerne i hans liv hver eftermiddag.Vi var kæmpe-heldige med vejret alle dagene, og vi var kæmpe-heldige med selskabet. Fætter V havde nemlig fået lov til at komme med os i sommerhus, og det nød vi alle sammen.For findes der egentlig noget bedre end storfamilielivet?Efter et helt år uden besøg fra Danmark, og uden at vi selv har kunnet rejse, runger der et klokkeklart ‘nej’ i mit indre.Ja – vi kan alle ha’ brug for en pause fra fællesskabet, og ja – der skal svinges en støvsuger, og ja – den lange tålmodighed skal findes frem ind i mellem, og ja – vi trykker på pytknapperne for fællesskabets bedste, men der går ikke én dag i Danmark, uden at jeg er bevidst om, hvor heldige vi er med endnu en skøn sommerferie uden ret mange spor af eller bekymringer i forhold til corona.

Det er som altid de små ting, der betyder det hele. Eftermiddagskaffen med svigermor-svigerdatter-sludren til lyden af susende graner og grinende unger. Måske tilsat lidt Farfar-kommentarer undervejs, lidt Tour de France-transmission inde fra stuen og en lille, gøende hund eller to, der skal beskytte hele sommerhusterritoriet.Der er også den umiddelbare glæde ved at få vores yndlings-sommerspiser, hvor man bare skal skylle, hælde op i skåle og så ellers nyde, nyde, nyde i eftermiddagens sene solstråler.På landet er det ikke kun madmæssigt, at der efterhånden har opbygget sig helt faste rutiner. Vi har også straks indløst årskort til Sommerland Sjælland. Pigerne er ikke de store vovehalse, når det kommer til tivoli og forlystelser, så sommerlandet er stadig et stort hit hos dem.Hvert år tager jeg et obligatorisk billede af Martin, Farmor og pigerne et sted derinde. I år blev det ved mine-området, hvor man kan vaske ædelstene og pjaske lidt i vand, som Cille demonstrerer så nydeligt.I år har pigerne taget et lidt større skridt i forhold til at prøve sig ad i sommerlandets aktiviteter, men de bliver alligevel ikke for gamle til at gynge og lege på legepladserne lige foreløbigt. Og heldigvis for dét.Og efter leg og tålmodig venten i de lange køer til aktiviteterne, fordi vi for første gang nogensinde er der i industriferien, ved Mille præcist, hvad der skal til: Så mange farvestoffer og e-numre, som overhovedet muligt. Og sukker. Masser af sukker.Burgerhjørnet på Lyngen er også et af udflugtsmålene. Ikke kun på grund af de store is, men også for en omgang minigolf.Åh, det er hårdt at vinke farvel til Odsherred denne gang. Ingen af os har lyst til, at ferien deroppe skal slutte. Men Martin må hjem for at arbejde i Dubai igen på kontoret, og så må vi krydse fingre for, at der bliver mulighed for at komme ‘på landet’ et par dage, når han vender tilbage til Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Frederiksborg Slot

Lidt mere end en måned om året er vi i Hillerød. Hele Martins familie bor her, og jeg har sågar selv haft adresse her i nogle måneder tilbage i 2008, mens det gik gevaldigt stærkt på det københavnske boligmarked.

Cille siger selv, at hun er fra Hillerød – Mille siger, at hun er fra Vestjylland. Det er ret skægt, hvad der mon har været afgørende for deres synspunkter og følelser her. Mille har samme bløde, jyske accent som jeg selv har, og som altid bliver stærkere i selskab med andre jyder, mens Cille lyder som en nordsjællænder med lidt Kronprinsesse Mary indblandet. Cille er fast besluttet på at bo lidt hos Farmor i Hillerød, når hun skal have et sabbatår som barista, men så vil hun flytte til København for at studere – ligesom alle andre unge mennesker – og senere vil hun ud i Europa igen. Spændende planer, den unge dame klædt-helt-i-grønt-så-hun-matcher-kobber-spirene har.Men det vigtigste for os er, at Hillerød er en del af vores danske ‘rødder’. Her er vores familie, et vennepar og nogle vante rammer, der alle hjælper med at give os en følelse af at høre til. Hillerød er en fin handelsby med gode butikker, og uanset hvilken vinkel, man kigger fra langs Slotssøen, er der skruet helt op for charmen og ynden på Christian IV’s renæssanceslot, Frederiksborg.Byens vartegn og stolthed.

Med rette.

Pigerne har aldrig været inde på Frederiksborg Slot,og dét går altså ikke, hvis man skal forestille at være ‘lidt fra Hillerød’, så forleden tog Farmor og fætter V dem under armen, og jeg tog selvfølgelig også med. Tidligere har vi besøgt Fredensborg Slot og Kronborg Slot, så det var da virkelig på tide, at de fik set hjembyens slot.For tiden er der særudstillingen ‘Dronningens ansigter’, i anledning af H.M. Dronning Margrethes 80 års fødselsdag. 
Det Nationalhistoriske Museum på slottet ruller to daglige rundvisninger med børnevenligt islæt, som er aldeles gratis, når man har betalt en beskeden entré. Vi valgte rundvisningens ‘Dronninge-jagt’ kl. 10.30, fordi dronninger er bare sejere end konger eller noget. Det giver også mening at få børnene engageret i besøget ved hjælp af en rundviser, for ellers ender det sandsynligvis med bare at være en samling ‘støvede genstande i nogle store, fine rum’.Rundviseren var en sød historiestuderende, der første os rundt igennem slottets store og små lokaler, hvor vi skulle finde frem til udvalgte dronninger i Danmarkshistorien, som har gjort noget usædvanligt. ‘Clues’ til at finde dem, fik vi ved at lytte til oplæsning af brudstykker i en gammel bog.
Imens børnene lyttede og ledte efter dronninger på malerier og fik set detaljer ved deres tøj, ordener, ansigter, de ellers ville have overset, og fik forklaringer på historiske handlinger, der var skildret på malerier, nåede Farmor og jeg at sakke lidt bagud for at nyde de enormt detaljerede renæssancerum fyldt af heste, engle, konger og dronninger, adelsmænd og græske guder, der pryder vægge og lofter i samtlige rum.Der var selvfølgelig også kig til Barokhaven, som ligger og står snorlige bag slottet.Lokkende barokhave i baggrunden eller ej – efter rundvisningen og et stille kirkebesøg var der mere brug for en glad energiudladning end vandring i aldeles sirlig have, hvis man spurgte vores med-museums-gængere.Her er Mille og Fætter V i fuldt vigør på Posen.Vi sejlede selvfølgelig også ‘Danmarks smukkeste sømil’, som er en lille færge med kapacitet til 30 mennesker, der opererer på Slotssøen fra marts til oktober. Der er stå-på-og-stå-af-steder hele søen rundt, så man får virkelig valuta for pengene ved at indløse en billet. Man støtter samtidig verdens mest cute rederi med toptunede og aldeles frivillige kaptajner og matroser, så gør endelig dét, hvis du kommer forbi Hillerød.

Bagefter kan man så vade langs Slotssøen og glo på renæssanceslot med barokhave, svaner med ællinger, irgrønne tage og irgrønt vand, Dannebrogsflag og glade turister og Hillerødborgere med isvafler. Eller man kan tage en gyngetur og gå i bland-selv-slik, der helt sikkert er én af de butikker, som Fødevarestyrelsen med fordel kunne besøge og få hjulpet til at lukke hurtigst muligt. Gæt, hvad vi gjorde.

Tak til Farmor for en dejlig dag med spændende indhold og 8.000 skridt på slotstrapper, før vi ramte eftermiddagskaffen i gårdhaven. Jeg holder så meget af dig – og af Hillerød, efterhånden. 👑🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dansk sommer

Vi er kommet så fint til Det Kolde Nord.

Man kunne skrive dystopiske noveller om Menzies’ bagagehåndtering i Kastrup og måske også en halv side om gratisbussens og biludlejningens ubekvemmeligheder i standard dansk regnvejr, men jeg la’r vær’. Det er simpelthen ikke dét værd. For nu er vi her. Et helt år er der gået, siden vi sidst var i Danmark.

Jeg troede egentlig, at jeg ville være helt ude i tovene, når vi endelig fik øje på Farmor og Farfar uden for lufthavnen, men der var bare ro-ro-ro på. For nu har vi knapt to lange, dejlige måneder til at hygge os sammen med familie og venner.

Men det var rart dybt inde i hjertet at kunne tage det her gensynsbillede af Farmor og pigerne over middagsbordet efter en lang rejsedag. Farmor ligner heldigvis sig selv på en prik. Den eneste synlige forskel siden sidst, er de vanvittigt mange centimeter, pigerne er vokset, så Cille nu er betydeligt højere end Farmor, hvilket hun ikke var sidste år.Farmor havde selvfølgelig stegt verdens bedste frikadeller og kogt nye, danske kartofler til. I forstår ikke, hvor godt det smager efter et helt år på kyllingedeller og store, melede kartofler fra enten Jordan eller Oman.Præcist ligesom sidste års sommer, er det de simple glæder, jeg kigger og mærker efter. At se vores familie og venner rigtigt i øjnene og høre, hvad der foregår i og omkring dem. For der sker virkelig meget på et helt år med alt og med alle.

Sidste sommer var vi i chok efter en noget voldsom lockdown med hjemmeskole og hjemmearbejde inden for hjemmets fire vægge i fire stive måneder. Vi var helt nerveflossede og matte, trætte af hinandens selskab i firkløveret og af at være lukket inde – og Danmark føltes som et to måneder langt helle fra en virkelighed, vi næsten ikke kunne klare at være en del af.

I år har vi tacklet coronapandemien som ‘en del af livet’ i Dubai. For det er den jo – måske endda langt ud i fremtiden. Vi har forsøgt at gøre de ting, vi normalt ville gøre på hverdage, i weekender og ferier. Pigerne har været så meget som overhovedet muligt i skole – og de sidste to måneder fik jeg endelig lov til at undervise normalt på skolen igen. Det var sidste skub i retning af normalitet og hverdag for mig, og jeg nød det virkelig så meget, som jeg vist aldrig har gjort før. Den taknemmelighed over at være en del af et fællesskab håber jeg, at jeg aldrig mere vil tage for givet. Og Bermuda-trekanten mellem køleskab, MS Teams på computeren og badeværelset håber jeg til gengæld, at jeg aldrig mere skal komme til at opleve. 14 stive måneder blev det til, og gad vide, om jeg ikke var løbet skrigende bort, hvis jeg havde vidst det på forhånd.

I år føles Danmark igen som et helle fra virkeligheden – fordi vi slipper for mundbind og en masse andre coronaforhåndsregler – men med den kæmpestore, vigtige forskel, at vi ikke længere står med en virkelighed og hverdag, vi ikke kan overskue eller klare derhjemme i Ørkenstaten. Martin fik jo et godt, nyt job i november; jeg er glad for mit arbejde igen; pigerne trives i skolen, og alle de ting til sammen gør, at vi føler os oven på og trygge for første gang i lang tid.

Det stod jeg og tænkte lidt over, mens jeg observerede familiens to smukke kvier, der var kommet på græs hos Faster D og Onkel L. Bare tæer i rigtigt græs, dug, fuglekvidder og en stor dejlig have….det er fantastisk.De to trunter var kommet i godt selskab med hvalpen Huxi, der drønede rundt og underholdt dem, mens vi andre så landskamp.Og åd alle synligt modne hindbær fra den nyanlagte frugthave.Det her er ‘hjemme’ helt ind i hjertet. Og jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men det er bare helt ufatteligt, hvor godt det smager med danske jordbær, ærter, hindbær, kartofler og hvad vi ellers har onduleret de første par dage efter hjemkomst.

Den allerførste latte i Danmark er også noget helt særligt.Den bliver altid indtaget på vores lille stamsted i Slotsarkaderne i Hillerød sammen med Farmor, når vi lige har sovet en enkelt rodet nattesøvn. Hvis vi boede her i Hillerød, ville det være en standard-aktivitet. Det er det så ikke, men megahyggeligt er det, når det sker.

Efter de obligatoriske starten-på-sommerferien-indkøb, skal jeg bare bede om mest mulig bøgeskov og grønt for øjnene. Og dét er heldigvis supernemt at arrangere, når nu Farmor og Farfars hus ligger i den store skov.Du danske sommer…er en skøn, grøn bøgeskov. 🌿

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Krampetrækninger

Vi har masser af dem.

Krampetrækninger.

Ikke fysiske – heldigvis – men mere noget med at få klaret og overstået de ALLERSIDSTE ugers skolegang og en bunke praktiske gøremål, før der vanker halvanden til to måneders ferie i Danmark.

Når vi er så længe væk fra vores hjem, er der ufatteligt mange kedelige ting, der er tvingende nødvendige at få klaret, fordi der er lange måneder, hvor vi intet får streget på listen over praktiske gøremål.

Der skal skiftes to blæsere på et par air condition units på taget, så de ikke bryder i brand eller står af i 45+ graders varme, mens vi er væk.

Min bil skal til dens årlige ‘syn og omregistrering’ (endnu en slags skjult skat), og den skulle også lige på værksted i sidst uge for at få fixet jeg-ved-ikke-hvor-mange-ting, som mekanikerne da liiige fandt, da de hjalp min dumme skoletaske ud af bagsmækkens lås.

Der skal laves skadedyrskontrol, så der ikke pludselig klatrer kakerlakkolonier op af afløbene, og vi stopper de allesteds marcherende spøgelses-myrer brat ved hoveddøren, så de ikke fornøjer sig i køkkenskabene, mens det er allervarmest udenfor.

Der skal fornyes handyman-service-kontrakt, så Maricel trygt kan ringe efter hjælp, hvis og når husets vandpumpe slår fra eller en vandvarmer drypper gennem loftet, når sikringer bliver ved med at springe og så fremdeles. Der er altid noget at gøre for en husholderske i dét, der betegnes som et ‘gammelt’ hus i Dubai (når huset er +15 år).

Daisy skal selvfølgelig lige forbi dyrlægen til sidste tjek efter sin sterilisation, fordi der stadig sidder et stykke uopløst sytråd, jeg ikke magter at hive ud selv, og vi andre skal nå til tandlægen og frisøren, og jeg må på apoteket efter høfebermedicin, der ikke fåes uden recept i Danmark. Drugs til den danske sommer må vi ha’.

Vi skal købe fødselsdagsgaver til længeventede gensyn, og vi skal forsøge at finde praktiske sko, der passer til et altid spændende dansk sommervejr. Vi må rydde op og ud i pigernes skuffer og skabe, så Maricel kan sende tøj og stadigt brugbare sko til Filippinerne i juli måned, hvor hun sender en kæmpe-kasse afsted fyldt til randen med tøj, tæpper, konserves, hygiejneprodukter osv. Jeg kunne blive ved, og jeg har helt sikkert glemt en masse i forbifarten.

Forleden kom vi så til indkøb af uniformer på min to-do-liste.

En tilbagevendende begivenhed, der får begge piger til at sukke dybt, fordi det bare er det kedeligste, man kan forestille sig. De seneste par år har jeg været så modig/letsindig, at vi køber uniformerne inden sommerferien, og så satser vi hårdt på, at de ikke lige vælger at vokse 10 cm. på grund af de nye, danske kartofler, ærter og jordbær.Så meget på “forskuds-indkøb” havde jeg ikke turdet binde an med for få år siden, hvor pigerne vitterligt kunne hoppe halvanden-to skostørrelser på et par måneder, men nu går det trods alt lidt langsommere. Og gudskelov for dét. Cille og jeg passer allerede fodtøj. Mille er knapt 150 cm. høj som 9-årig, og hun har samme skostørrelse som miniature-mostrene hjemme i Danmark.

Det er smart at handle uniformer på et uden-for-nummer-tidspunkt. Op til sommerferien vader man lige ind fra gaden, får fin hjælp og kan få justeret længder osv. fra den ene dag til den næste. Lige op til skolestart står man i kø for bare at komme ind i butikken, serviceniveauet er forlængst fordampet og skrædderen er alt for travl. Og der er ét, måske to steder at købe uniform, afhængig af, hvilken skole, man er tilknyttet. Der er slet, slet ikke frit spil som i England, hvor uniformerne er så generiske, at man bare smutter i Next, Sainsbury’s eller Marks & Spencer efter noget, der ligner det påkrævede mest muligt.

Pigerne har aldrig prøvet andet end at gå i uniform i skoleøjemed. Jeg elsker det – og de spørger aldrig hvorfor, fordi det altid har været sådan. Vi er også helt ude over diskussioner om passende skole-outfits, og der skabes en samhørighed blandt børnene ved at gå i det samme tøj. Man er ligesom en del af gruppen.

Uniformerne skifter efter børnenes alder, uanset hvilken skole man går på. På Dubai International Academy er der de sødeste skotskternede uniformer til kindergarden-børnene. Lidt mere grown-up-look til mellemstørrelses-børnene, hvor pigerne får nederdels-shorts på, så underbukserne bliver nede i bukserne, og så er der det sidste tween-look med figursyede skjorter og smallere bukser til alle, når vi når op i Secondary School, hvor pigerne jo får menstruation og nok heller ikke har lyst til at flashe underbukser i pausen.Idrætstøjet er det samme, uanset alder. Her står Mille i det praktiske og ret behagelige sæt, der endelig blev implementeret for et par år siden. Man klæder ikke om i skolen pt. (corona er begrundelsen for alting lige nu), så børnene går hele dagen i idrætsuniformen, når der er idræt på skoleskemaet. Svedigt. I bogstaveligste forstand.

Uniformsdelene koster præcist det samme, som et andet stykke vilkårligt tøj ville gøre i en almindelig tøjbutik. Det er igen helt modsat England, hvor uniformsdelene var ultra-billige – i en grad, så jeg overvejede, om staten mon holdt priserne kunstigt lave eller måske gav et tilskud til de supermarkeder og tøjkæder, der gad at få syet uniformstøj i eget navn.

Når først man går fast på en skole, og ikke starter helt fra ‘bunden’ med at bygge uniforms-beholdningen op, koster det nogle tusind kroner om året. Opstart koster langt mere, og når folk så skifter skole igen og igen, må der virkelig blive fyret penge af. Man lærer også de små tricks undervejs – som f.eks. at drengenes uniformsbukser sidder pænere end pigernes, så man skal bede om drenge-style til pigerne. At badedragterne til svømmetimerne med fordel kan købes i model mørkeblå Speedo i sportsbutikken, fordi de sidder bedre og er billigere, og at de hvide ankelsokker ligeledes med fordel kan købes i en billigere sportsbutik eller lavpris-tøjkæde, for hvide strømper bliver som bekendt grå og nussede, uanset startprisen.Om lidt vanker der sko-indkøb, hvilket pigerne vil sukke og stønne lige så højlydt over, som de gjorde på vej til uniformsbutikken. Men sådan må det være. Den første uge i Danmark skal virkelig ikke bruges på at trawle Slotsarkaderne igennem for stumper og grej.

Der er to uger tilbage af et underligt skoleår, der har været lige dele udfordrende og spændende for os alle.

Cille har klaret sig så fint igennem sit første år i Secondary School. Så fint, at hun blev inviteret til en hel dags projektarbejde sammen med udvalgte piger fra årgangen, der alle havde udmærket sig inden for naturvidenskab og matematik i forskellige eksamener. Hendes projektgruppe vandt opgaven med at bygge en batteridrevet bil fra bunden med små stykker materiale til rådighed.Jeg elsker, at man husker at fejre de fagligt dygtige elever (også), og at det ikke har noget at gøre med at overse eller glemme de elever, der har behov for ekstra støtte. De sidstnævnte får faktisk altid mest fokus, og det er helt okay, men det glæder mig, at skolen anerkender pigernes evner inden for klassiske ‘drenge’-fag som kemi, fysik og matematik. #girlsinstem – altså piger og kvinder, der arbejder inden for STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Mathematics) skal tales op, for den der gamle traver om traditionelle ‘mande- og kvindefag’ må gerne lægge sig hen i et hjørne og dø hurtigst muligt. Umiddelbart er det også i dén retning, Cille drømmer om at gå.

Mille har haft et dejligt Year 4 med en fantastisk lærer – og hun har virkelig klaret det flot, at hun gennem stort set hele skoleåret har arbejdet hjemmefra hveranden uge. Det har hjulpet gevaldigt, at hun har haft en fast veninde at sidde sammen med – så var energien og motivationen lige lidt bedre.

Og mig selv, sagde hunden? Tja. Jeg overlevede da de vanvittige 14 måneders online-undervisning med børn i alderen 5-11 år i de Aller stiveste 50 minutter ad gangen.

Jeg er træt, som aldrig før, men samtidig er jeg fyldt af så god energi over ENDELIG at være kommet over på skolen igen, hvor jeg kan undervise ‘næsten som normalt’, og hvor børnene er i aldeles hopla. Det bedste af det hele er, at jeg har kontrakten på plads for næste skoleår allerede, så jeg ved, at jeg får lov at undervise Y1-Y6; bogbestillingerne fra de forskellige forlag i Danmark er begyndt at ankomme, og skolen har meldt ud, at modersmålsprogrammerne skal foregå fysisk på skolen fremadrettet. Skolen lover i samme åndedrag, at alle elever skal have mulighed for/tilbud om at være fysisk til stede til undervisning hver dag næste skoleår. De får travlt med at udvide campus i sommerferien, gør de.

Vi ser altså ud til at være på vej tilbage til en form for ‘normal’ skolegang igen. Det føles rart og betryggende, nu hvor vi snart er på to måneders ferie fra det hele. Sidste år var kontrakten og undervisningsformen ét stort, åbent spørgsmålstegn, fordi ingen anede, hvad der ville komme til at ske – og skuffelsen var virkelig til at tage at føle på, da vi modersmålslærere måtte indstille os på 100% onlineundervisning. Måske var det helt heldigt, at vi ikke anede en dyt om, at det ville komme til at stå på fra marts 2020 til maj 2021.

Lige om lidt skal vi ud at flyve for første gang i et år. Der er aldrig gået så længe mellem vores besøg i Danmark, som denne gang. Og så skal vi ha’ danske jordbær, hindbær, is og masser af friske grøntsager. Og en lur. Hold kæft, en lur, vi skal ta’ os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Zakat

Jeg kommer lige frem med én af de rigtig brede kamme – eller en grov, positiv generalisering, om man vil:

Én af de ting, muslimer er virkelige gode til, er velgørenhed og donationer.

At give pengegaver til velgørende formål kaldes for zakat.

Google forklarer det sådan her til os uindviede:

Zakat (Arabic: زكاة‎; [zaˈkaːt], “that which purifies”, also Zakat al-mal [zaˈkaːt alˈmaːl] زكاة المال, “zakat on wealth”, or Zakah) is a form of almsgiving to the Muslim Ummah treated in Islam as a religious obligation or tax, which, by Quranic ranking, is next after prayer (salat) in importance.

Zakat beregnes efter ens indtægt. Det forventes, at man giver 2.5% af ens årlige indtægt til velgørenhed – eller ihvertfald til nogen, der har mindre end én selv.

Zakat er tilmed én af de fem søjler i Islam, så velgørenhed er pludselig på linje med at bede, at faste under Ramadanen, at tage på pilgrimsrejse til Mekka én gang i livet og så fremdeles. Dét er noget, der rykker, når man får så præcise anvisninger til velgørenhed i Den Hellige Bog.Ifølge The Islamic Information er der 8 slags mennesker, der fortjener vores zakat mest:

1. Enlige rejsende. Måske pilgrimme og andre, der er på livsrejser?

2. Missionærer, der rejser ud og forkynder Allahs ord.

3. Gældstyngede mennesker, der ikke kan finde en vej ud af deres økonomiske trængsler.

4. Slaver og andre slags ‘tilfangetagne’ mennesker, der skal ud at leve frie liv.

5. Ny-konvertitter med økonomiske behov.

6. NGO’er (selvfølgelig!)

7. Verdens fattigste mennesker, som lever under sultegrænsen og uden indkomst.

8. Hjemløse.

Selvfølgelig er der undtagelser og afvigelser fra reglerne. Der kommer jo ikke en kassemester med en regnemaskine for at kulegrave, om du rent faktisk har foræret 2.5% af din årsløn væk til nødstedte, fattige og lidende mennesker. Muslimerne gradbøjer nøjagtigt ligesom vi andre gør, og da især hvis de er kultur-muslimer, ligesom jeg er en del af de kultur-kristne.

Vi har muslimske venner, bekendte og kollegaer, der meget gerne vil have et glas rødvin eller en stærk øl om fredagen. Vi kender andre, der aldrig kunne drømme om det. Nogle muslimer faster under Ramadanen – andre er ikke interesserede i det aspekt. Nogle muslimer vil gerne smage en pastaret med bacon eller et stykke flæskesteg, hvis man lover, at man ikke nævner indholdet, så de spiser i såkaldt ‘uvidenhed’, mens andre med al tydelighed ikke skal bede om den mindste skefuld svinekød nogensinde. Nogle muslimer beder fem gange om dagen, andre slår det sammen til én gang dagligt. Nogle elsker at komme i moskéen om fredagen, andre foretrækker at komme der hver eneste dag. Andre kommer der aldrig nogensinde.

Sådan er der så meget – og hver især gør vi, hvad der passer til os.

Det er en diskretionssag.

Personligt får jeg aldrig mig selv skubbet i kirke en søndag kl. 9 eller hvordan det nu er. Til gengæld går jeg gerne en lang tur i naturen eller sætter mig ind i en tomt og stille kirkerum, og her er jeg sikker på, at linjen op til Gud er ligeså tydelig og stærk, som hvis der stod en præst og prædikede foran mig.

Men nu handlede det jo om zakat og ikke bøn.

Særligt under Ramadanen er der et fokus på at leve ‘ordentligt’. At give til velgørenhed. At spise sundt og nærende. At få det optimale ud af at faste rent mentalt. At øge ens opmærksomhed på de rette værdier i livet. At være i harmoni med omgivelserne og i tæt kontakt med ens familie. At træne fysisk og få hvilet nok.

Jeg er fuld af beundring over dem, der vælger at faste i 30 dage. Det må virkelig ikke være nemt. Her i landet er det varmen og luftfugtigheden, der udfordrer voldsomt. I Danmark er det de lange, lyse dage, der udfordrer, fordi længden på fasten bliver så vanvittig. Men jeg er alligevel ret langt fra at skulle bede om selv at udføre en måneds faste. Til gengæld vil jeg gerne deltage i zakat.

Før coronaen ramte, havde vi Ramadan-køleskabe rundt omkring i nabolaget, hvor man kunne donere forskellige slags mad og drikke. Pigerne hjalp mig med at handle og pakke til det, og jeg kunne rigtig godt lide det, fordi det er en meget fysisk og direkte måde at hjælpe på – og sjovere for børn end at donere penge online.

Ramadan-køleskabe er selvfølgelig ikke tilladt under en pandemi. Til gengæld er det gjort ualmindeligt let at donere penge – f.eks. når man er ude at handle. I vores lokale supermarked, Choitram’s, er der masser af initiativer året igennem, hvor man kan lægge 10, 25, 50, 100 eller 200 dirhams oveni det beløb, man står og er ved at betale for varerne. Så er der pludselig betalt for en række måltider til værdigt trængende eller for skolegang til børn, der ellers ikke kan få adgang til uddannelsessystemet i deres land. Det er nemt, når man ‘bare lige’ kan smække en 20’er afsted, hver gang man står med kortet fremme.Mange muslimer lærer også deres børn om zakat ved at inkludere det helt naturligt i deres opsparing. Så giver de deres børn nogle særlige, trekantede sparebøsser, hvorved de træner deres økonomiske sans i forhold til forbrug, opsparing og så velgørenhed. Jeg elsker den idé.Nok om zakat i denne ombæring.

Vi er nemlig på vej på en seriøs forlænget weekend. Ramadanmåneden er ved at være omme, og nymånen vil skinne over en Eid-festbuffet eller tre i de kommende dage.

Eid Mubarak til alle jer, der nu bryder fasten. Nyd jeres velfortjente fest!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet