Gyseren

Jeg har stadig til gode at få set hele marathonudsendelsen “Valg Amok” fra valgaftenen på “Her Går Det Godt TV” på YouTube, men jeg fornemmer også, at jeg sagtens kan nå det, fordi der stadig er en form for ongoing valggyser hjemme i Moderlandet?

Er Mette Frederiksen mon ved at løbe tør for makrel på dåse og Gevalia til alle de (magt-)sultne, uventede gæster oppe på Marienborg?

Vi fejrede naturligvis demokratiets festdag her i Dubai, selvom vi alle har mistet stemmeretten for mange år siden, som den flok danske udvandrere, vi er.
Der var blevet kuffertimporteret valgflæsk fra SuperBrugsen i Stege på Møn, og en O.P. Anderson lå der heldigvis også i fryseren hos vores dejlige venner.

Danmarks nationalret lavet med dansk gris, danske kartofler, dansk kruspersille og lidt hjemmesyltede rødløg. Ikke et øje var tørt, siger jeg jer – for gris i en Ørkenstat er noget, der indtages med en vis andægtighed.
Selv servietterne og bordpynten trak små tårer i øjenkrogen. Wonderful Møns Klint og ligeså wonderful Dannebrog.Og aftenen igennem fulgte vi med i de politiske eksperters kommentarer, interviews fra partiernes valgfester, exit polls og resultater fra optællinger på rigets allermindste valgsteder.Jeg gik mentalt død lidt før midnat, og med maverne fulde af snaps og flæsk cyklede vi hjem i den lune tropenat, mens vi diskuterede valg og demokrati, som nærmest betyder endnu mere for os, nu hvor vi lever i et benevolent diktatur og ser et velfungerende samfund, der er indrettet helt anderledes.

Jeg har det stramt med vores mistede stemmeret. Ja, vi er flyttet fra vores hjemland helt frivilligt. Ja, der kan være en vis ræson i at ‘melde os ud’, når vi ikke længere betaler skat i Danmark, som dermed bliver grundlaget for at have en reel stemme  i samfundet. Jeg ved ikke præcist, hvad årsagen til den mistede stemmeret er, og jeg ved heller ikke, om jeg synes, at skatteindbetaling er det eneste ‘gyldige’ argument i forhold til at blive accepteret som statsborger i et samfund?

Vi er jo ‘kun’ danske statsborgere – uden et andet pas i baglommen, så når vi mister stemmeretten i vores eneste hjemland, er vi reelt stemmeløse i verden. Og jeg er – ligesom alle andre udlandsdanskere, jeg kender – absolut ikke ligeglad med hverken Danmark og livet derhjemme i velfærdsstaten.

Måske vender vi hjem engang, måske gør vi ikke, men det er sådan set sagen uvedkommende.

De fleste udlandsdanskere har ejendomme, aktier, pensionsopsparinger og masser af emotionelle værdier i vores hjemland, som gør, at vi i dén grad vil investere både økonomisk og omsorgsmæssigt i det danske samfund. Vi ligger ikke Velfærdsstaten til last, når vi kommer susende med vores sundhedsforsikringer og lejer biler, boliger, køber skolepladser til vores teenagere og samler til bunke af danske varer og services, som vi savner i vores adopterede hjemlande. Vi har også allerede betalt vores lange, videregående uddannelser tilbage ved at have arbejdet i Danmark i en lang årrække, før vi fik den vanvittige, sindsoprivende idé at fraflytte Dronningeriget. Og sådan kunne jeg blive ved med at argumentere for, at vi er et (stort) aktiv for samfundet – både når vi er til stede i landet på ferie, og når vi “bare” bruger vores opsparinger på at investere i f.eks. ejendomme og start-ups i hjemlandet.

Djævlen på min højre skulder vil mene, at der er en vis portion vrissenhed eller ‘Jantelov’ i at dømme alle udlandsdanskere ude af stemmelokalerne, fordi vi jo selv har valgt Danmark fra. Det er nok en lidt barnlig holdning at sidde med, men ikke desto mindre kan det føles som en regulær afklapsning eller ihvertfald en afvisning af os. Som om vi er en slags andenrangsdanskere, der skubbes i samme kategori som ‘de fremmede’, man heller ikke giver stemmeret til.

Er det et problem for demokratiet, at så mange borgere i et land står uden stemmeret? Det kunne man mene, men på den anden side er jeg 100% sikker på, at størstedelen af danskerne er taknemmelige for, at jeg forlængst har mistet retten til at stemme i Danmark. Ihvertfald hvis jeg agerede ud fra de kandidat-tests, jeg altid forvilder mig ud i at prøve under en valgkamp.

Ved Folketingsvalget i 2019 var jeg tilsyneladende mest enig med Klaus Riskær, og ved dette folketingsvalg pegede min test-pil så åbenbart på Franciska Rosenkilde. Kom ikke og sig, at jeg ikke er en alternativ person?!

Til gengæld har vi netop deltaget i en anden gyser-event, nu hvor vi var dømt ude fra den danske gyser af et Folketingsvalg. Halloween, naturligvis.Højtiden, som vores piger elsker mere end nogen som helst anden tradition eller højtid på året. Det er ikke mig, der har smittet dem med dén begejstring, for jeg har været nødt til at fake entusiasmen lige siden den første gang, vi blev ‘udsat’ for festen.Men – som de community good sports, vi trods alt er, så tog jeg min Halloween-date under armen (han kunne stort set intet se ud af sin maske), og gik ud for at skræmme livet ud af flest mulige børn og godtfolk. 
Martin havde mig til at gå med 25 balloner, så han selv kunne se virkelig creepy ud i rollen som Pennywise. Der var en del børn, der ikke turde tage imod en ballon fra ham, og det samme gjorde sig gældende, da han senere delte slik ud.Vores naboer, der er canadiere og dermed eksperter i autentisk Halloween, havde lavet et sindrigt klokke-system, der skulle klinkes med, før man modtog slik ned fra en sliske. Børnene elskede den Georg-Gearløs-anordning og stimlede  sammen hele aftenen.Og hvor er så vores egne børn? Tja, de er blevet så store, at de nu løber ud i verden og nyder Halloween trick-or-treating med deres venner, så vi er efterladt herhjemme, som de gamle klovne, vi nu er blevet.

Her er Mille, før hun strøg afsted med sin kammerat rundt i The Lakes.Og her foreviger Cille sig selv hos en veninde i Victory Heights.
Heldigvis kommer de hjem igen til os. Med poserne fulde af slik.
Det kan jeg så bruge den næste uges tid eller to på at smårapse fra. Trøstespisning, you know. Det hjælper på alle former for uretfærdigheder. Mistet stemmeret, bare for at gi’ et eksempel.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hund og hund imellem

Dræberhunden fylder 2!To år med poteaftryk overalt, med gøen og logren og generelt glad-hund-dage i vores lille firkløver. To år, der kun har gjort os mere lykkelige for beslutningen om at blive hundeejere. For selvom der altid har været masser af skønne hunde i familien og omgangskredsen, så er det noget andet at stå med ansvaret for ens helt eget lillebitte hundeliv.

Daisy er fra en lokal hvalpemølle i Ajman, og vi har aftalt, at hun har fødselsdag den 26. oktober – selvom vi reelt set intet aner om det.Vi fik hende udleveret fra en af Dubai Municipality’s kontrollerede dyrehandler i det nordlige Dubai den 26. december, og fordi reglerne er således, at man må modtage sin hvalp, når den er to måneder gammel, tilbagedaterede dyrlægen såmænd bare fødselsdatoen til den 26. oktober i Daisys hundepas. Smart, hva’?

I det hele taget har vi gjort alt det, man ikke må. Fået hende igennem en uetisk dyrehandel, som aftager hvalpe fra uetiske hvalpemøller. Vi har aldrig fået lov til at møde hverken moren eller faren, og vi er ret sikre på, at dyrlægetjekket var af den slags, der bare stempler hvad som helst.

Hun kom med os hjem som pigernes julegave for to år siden – en lillebitte flødekaramel-farvet pelstot, der var usikker og utryg uden sine to søstre i den lille transportkasse. Faktisk græd hun hele vejen hjem.

Og dyrlægerne sendte naturligvis en kærlig hilsen til Daisy og hendes ejere i anledning af den store 2-års-dag, for de har da fået deres andel af kagen undervejs.

Daisy havde dengang de samme hvalpemølle-symptomer, som jeg har hørt om fra mange andre, dvs. mange orm i maven og ditto ringorm i pelsen. Hun havde heldigvis ikke giardia, hjerteorm eller andre livstruende parasitter, så vi slap nådigt.

Og hun gik hurtigt fra at være den generte type til det reneste, gladeste vanvid. Jeg tror alle omkring hende husker de sylespidse hvalpetænder, som hun yndede at gribe om haser og bukseben med.Vi har efterhånden lært hendes signaler at kende og forstår en smule bedre, hvad det vil sige at tale hundsk her efter to års skarp træning. Men helt så lærenemme som hun(d) er, dét er vi nok ikke.Ellers også er det måske Daisy, der er blevet dygtig til at tale menneskesprog? Faktisk har jeg hende mistænkt for at opfatte sig selv som én af os…Ihvertfald holder hun sig inden for ganske få meter fra mig til alle tider – og hun besidder en evne til at se så indtrængende på mig, når jeg drikker kaffe eller får en snack, at det kræver en næsten umenneskelig rygrad at stå imod. Hun er min wing-woman. Min trofaste vagthund. Min evigt-glade turhund.Og selvom jeg ind i mellem godt gad at dele hundetjansen med andre i familien end Maricel, så ved og ser jeg hver eneste dag, hvilken glæde, Daisy spreder – og hvordan hendes ivrige, fjollede væsen smitter af på os og pigerne.

En gang om ugen får vi dog brudt symbiosen, hvilket måske er mest til glæde og lettelse for mig, men det er lidt en nødvendighed, at den lille hunde-madamme er i stand til at begå sig blandt andre hunde og være væk hjemmefra, for kennel og dagpleje har vi brug for, sådan som vi lever vores liv.Her er hun fotograferet i My Second Home Al Quoz på sin fødselsdag. Det er noget nyt, at hun er hos dem, men umiddelbart kan jeg rigtig godt lide stedet og stemningen. Her skal hun også passes i 10 dage, når vi skal på juleferie i Danmark, og Maricel rejser på sin måneds ferie på Filippinerne.

Og i anledning af 2-års-dagen stod pigerne klar med nyt legetøj, en portion laksemousse og et lille kødben, da Daisy kom hjem fra dagpleje. Det var stort set alt, hvad et lille hundehjerte kunne begære.Det skulle da lige være en langvarig omgang mave-nus på gulvtæppet og lidt kast-med-bold. Dét går aldrig af mode.

Og nu overvejer jeg, om Daisy og jeg skal se klassisk DR TV sammen i aften – liggende i sofaen med slumretæppe og hver vores snack. Husker du familie-serien Hund og Hund imellem? Den kan findes frem fra gemmerne på Bonanza:

https://www.dr.dk/bonanza/serie/47/hund-og-hund-imellem

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Efterårs-blues

Efterårsferien er i dén grad ovre.
Og selvom det altid er spændende at starte nye emneforløb op på alle klassetrin, så drukner begejstringen desværre ret så meget i praktik og IT-bøvl med at få overstået danske stave- og læseprøver. Skoleledelsen er heller ikke ligefrem nem at danse med, så selv mindre anmodninger om assistance bliver til større hovedbrud og benspænd. Suk.Som altid når virkeligheden truer, skynder jeg mig at dukke nakken og gemme mig i noget kreativt inde i mit elskede dansklokale. Her er jeg f.eks. i gang med at bygge bondegårdsfigurer til mine små elever i Year 1, der bl.a. skal lære navnene på forskellige nyttedyr, husdyr og kæledyr, der ofte befinder sig på bondegårde.Måske hænger mine blues-fornemmelser også sammen med, at Martin har virkelig-alt-for-drøntravlt på arbejde, og derfor ikke kunne holde en fridag med os, nu hvor skolen så sig nødsaget til at give os en nærig flig af en efterårsferie (læs: tre dage fri fra skole).

Set i bakspejlet fik vi nogle ganske fine dage ud af det, jeg ved det jo godt, selvom det ikke rigtigt føltes som en ferie.

Mille og jeg tog f.eks. på Arabian Tea House ved Jumeirah Archaeological Site og fik morgenmad én af formiddagene.Det sted har været på min ønskeliste i lang, lang tid. Og der er ligeså fint og hyggeligt, som man kan forestille sig ude fra. Billeder af fordums og nuværende sheikher pryder væggene, og der dufter af kardemomme, safran, løg og nybagt brød.Arabian Tea House er autentisk emirati-mad, og de har åben fra tidlig morgen til meget sen aften. Der kommer masser af lokale emiratier, og der er adskillige locations – ikke kun i Dubai. Om jeg så syntes at deres arabiske te og tomat-æg smagte godt, det er en hel anden historie.

Næste gang vil jeg klart vælge at komme der til frokost for at få en af deres aromatiske salater, og så vil jeg styre uden om den kulsorte te og direkte henimod en arabisk safrankaffe. Men sådan lærer man jo så meget – og smagsløg og præferencer er jo heldigvis forskellige! Da emaljen på mine tænder simpelthen ikke kunne holde til mere ascorbinsyre, trissede vi en rundtur på det arkæologiske område, der virker mere søvndyssende end det egentlig burde. Normalt elsker jeg sådan noget her, men der mangler noget interaktivt – et eller andet – for at gøre fortællingen og udgravningerne levende. Backdrop til New Dubai er selvfølgelig slående, når man står dér og glor over på den lange skyline, Dubai bryster sig af – midt i historien om det hårde liv i en ørken.Det står også lidt hen i det uvisse, om de her sten overhovedet har noget med de oprindelige udgravninger og fund at gøre, eller om man bare har hentet lidt cement og sten og klasket det hele op til ære for turisterne. Jeg ved det ikke, men det virker spøjst. Umiddelbart vil jeg sige, at man kun skal besøge stedet, hvis man i forvejen har lyst til en tur på Arabian Tea House – ellers er det alt for meget at gøre ud af den begrænsede arkæologiske del.

En anden fin Dubai-oplevelse er gode, gamle Ibn Battuta Mall. Bygget af entreprenøren Nakheel i velmagtsdagene, og det holder stadig 100% her mange år senere.Der er fine udsmykninger i alle dele af mall’et, som udmærker sig ved at være delt op i forskellige ‘courts’ eller kulturområder, som den arabiske eventyrer og udforsker, Ibn Battuta, besøgte i sit liv. Der er således en flig af Kina, Egypten og Arabistan indbygget i interiøret, og det giver en rigtig hyggelig stemning, hvis man sammenligner med f.eks. Mall of the Emirates, der virker altid travl og kønsløs. Samtidig er der mange billigere butikker, som gør det klart sjovere for de unge damer i familien at gå på indkøb.
Vi var der nu mest af alt for at male porcelæn i Kids Palooza.Cille fik en teenage-nedsmeltning derinde, så vi måtte behandle hende mere forsigtigt end selve porcelænet, men billeder er jo taknemmelige – og lidt hyggeligt var det måske også. Et kvarter.Derhjemme fik vi pyntet lidt op til Halloween, for pigerne har plaget om det i flere uger. Jeg bryder mig ikke om Halloweenpynt – det er altid noget billigt og grimt kineser-plastik, men Cille fik da lavet et flot skilt til vores nyindkøbte afskårne hænder.Og Daisy fik trænet trick-or-treating.Så er der bare at vente til på mandag, hvor det er Halloween. Børnenes favorithøjtid og favoritfest, fordi alle er på gaden og hygger sig. Og jeg kan jo passende forsøde mit sure, vrisne efterårs-jeg med lidt slik, så humøret får et hak opad, før jeg skal konfronteres med en hel flok zombier, klovne, vampyrer, hekse og sorte katte.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Flødedrøm x pølseskind

Mit søsterskab er fyldt med savn. Sådan er det ofte, når den første begejstring over at være kommet hjem til egne, dejlige rammer og et nyt, spændende skoleår er skudt godt igang.Det er i virkeligheden ikke så underligt. Selvfølgelig er det skønt at være i Danmark i to måneder hver sommer, men samtidig savner vi vores hjem, Daisy-hunden og Maricel – og de ting, vi plejer at gøre derhjemme. Og når vi så er tilbage i egne, trygge rammer, opstår der plads til at tænke over, hvornår vi mon ser alle de mennesker, vi elsker og holder af i Danmark igen. Det er et evighedshjul eller en kontinuerlig cyklus, vi befinder os i – i vores selvvalgte udvandring.

Og jeg klager ikke, for der er masser af energi i at skifte liv og hjem flere gange om året. Faktisk kunne det gå hen og blive helt kedeligt, hvis vi altid var det samme sted, har jeg på fornemmelsen?

Jeg tror, det er derfor, at folk elsker at have et sommerhus eller en campingvogn til weekenderne, for så får man lige en dosis luftforandring og får kigget på noget andet og nyt end det sædvanlige.Men lige nu er det altså mit søsterskab, der trænger til lidt opmærksomhed. Heldigvis har min søster og jeg aftalt at holde Walk ‘n’ Talks, når det kan passes ind i min søsters travle fuldtidsarbejdsdag. Så får vi begge en dejlig frokost-gåtur med ‘hinanden i ørerne’, som om vi gik sammen og vendte stort og småt. Der er nemlig sjældent, at der er stille eller roligt nok til fordybelse og gode samtaler, når vores respektive troldebørn kommer hjem fra skole – og sådan har det faktisk været i 13 år nu, siden jeg som den første af os blev til en mor.For når man bliver mødre, bliver søstre jo til mostre. Og både moder- og mosterskabene sluger søsterskabet glubskt og grådigt. Søstrene står ikke en chance imod afbrydelserne, toiletbesøgene, hvin og vræl, gråd og latter, rimelige og urimelige krav, skænderier, pludselig opstået sult, behov for vådservietter og down-right kværuleren.Og så er der de gyldne øjeblikke. Ofte fem minutter ad gangen, men de er der dog. Trods alt.
Dér, hvor ens børn leger glemt-for-tid-og-sted i den fineste udstilling om Flødedrøm x Pølseskind på Brandts Klædefabrik i gode, gamle O’ense.Dér, hvor vi får lov til at sidde op ad hinanden og hvile benene et øjeblik på skødet af en stor grillkylling.Dér, hvor flødekaramelpapir hvirvler rundt på forunderlige luftstrømme, så både søstre og søsterbørn bliver helt betagede.
Dér, hvor vi fjoller og gakker og gøgler sammen på dén måde, man kun tillader sig, når man er elsket og set.
Dér, hvor alle er mætte, tilfredse og nogenlunde disciplinerede ud i genren ‘vi går i byen’. Dér, hvor det lykkes at fejre det mirakel, det er, at ens lillesøster fylder fyrretyve år. Midt på den fineste augustdag.Dér, hvor solen skinner, og hvor mor-mormoren og niecen har bagt kærlighedskager til verdens bedste datter-moster.Shoot. Jeg glæder mig til at fylde ting og sager ind i mit mosterskab igen, når jeg endelig får fingrene i de to små banditter ovre i Odense.

De gider nemlig ikke tale i telefon med deres gamle moster, og det er helt okay, hvis deres mor gider gøre det i mellemtiden, så savnet ikke bliver for hårdt. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fødselsdagsmor

Yours truly er blevet 44 år siden sidst. Her står jeg med fine, nye øreringe. Begavet af Martin.
Jeg tilhører nu den ægte midaldrende klasse, hvor man har lavet halvdelen af sit liv, más o menos. Og jeg er så taknemmelig for at kunne stå her – sund, rask, glad og i nogenlunde trivsel – med de ups and downs som livet nu engang byder på for os alle.

Jeg fik simpelthen så mange, fine gaver af både venner og familie. Og vores dejlige venner inviterede på en fantastisk middag om aftenen, og jeg følte mig så set og fejret i et svir-virvar af smukke gaver, iransk kaviar, rock shrimp a la Nobu, pad thai og rabarbertrifli. Hvad mere kunne jeg ønske mig? Intet!Hver gang jeg har fødselsdag, tænker jeg i særlig grad på min egen Mor. På det levede liv, der binder os sammen. Jeg startede mit eget lille liv inde i hendes livmoder, og uden hendes omsorg, pleje, støtte og hjælp, var jeg her slet ikke i dag. Og samtidig var jeg startskuddet til hendes moderskab med de glæder, sorger og udfordringer, det har givet og til stadighed giver hende.

Når mit liv bøvler, er hun den klippe, jeg kan støtte mig op ad. Hun lytter; hun er ærlig og siger sin kærlige mening; hun genkender og spejler, forstår, forklarer og fortæller – og bidrager med alt dét, hun kan. Og det er meget.

Lige præcist hendes selskab havde jeg instinktivt brug for i sommerferien. Vi ses selvfølgelig altid i ferierne, men oftest i selskab med pigerne og familien sådan helt generelt. Men i år havde jeg brug for en lille mental pause og for at have min Mor helt for mig selv. Og allerhelst i et afbræk fra den hverdag, som en to måneder lang sommerferie også udvikler sig til at være. Min Mors selskab og opfindsomhed var ganske enkelt lige, hvad jeg trængte til midt i en tung periode uden det store overskud. Heldigvis gad min dejlige Svigermor og Svigerfar godt at have pigerne nogle dage uden mig.

Her hentede jeg så min Mor på stationen et sted i Nordsjælland. Hun havde været ude at se med DSB fra Bramming eller Nyborg eller hvad ved jeg.Min Mor er verdensmester i at få enormt meget ud af meget lidt. Den evne – eller færdighed, om man vil – får man af at have haft et oprigtigt behov for det. Som dagplejer i kommunen og fraskilt, enlig mor til to, kan man nok hurtigt regne ud, at min Mor sjældent har haft et stort overskud på bankkontoen. Men – penge eller ej – så er der ingen, der kan finde på ting og oplevelser som min Mor, der optræder som rundviser, organisator, turguide, planlægger, vejviser, stifinder, bjergged, vandrende pind, cykelentusiast, køkkenskriver, bager, kogek0ne og meget, meget mere.

De seneste år har hun opholdt sig på skønne Rungstedgaard ved siden af Karen Blixens Rungstedlund et par dage henover sommeren, når hotellet holder åbent for almindelige gæster. Og jeg kunne mærke, at dén ferieoplevelse ville jeg gerne være en del af, fordi hun altid taler så varmt om stedet, og fordi jeg virkelig godt kunne bruge en forkælelses-oplevelse sammen med min Mor, i stedet for altid at lave mad sammen og drøne rundt med en flok børn.Ren balsam for sjælen var det, da vi tjekkede ind i det grønneste grønne, hvor der altid er kaffe og danskvand ad libitum til strikkeriet (min Mor) og læsningen (mig), og selvfølgelig har Rungstedgaard også en masse gratis cykler, der bare venter på, at man drøner rundt langs kysten og nyder Strandvejsvillaerne, hilser på Karen Blixen og suger udsigt og havluft fra Øresund helt ind i bihulerne.Jeg kan ikke tænke på ferier med min Mor uden straks at tænke på Sverige. Rigtig mange af vores barndomsferier blev holdt hinsidans, og derfor var den ene af vores hellige mor-datter-dage selvfølgelig dedikeret til en Sverigestur.Vi tog el-færgen til Helsingborg, og kørte straks ud på Kullen i et mægtigt blæsevejr.Så parkerede vi bilen, tog rygsækken på og vandrede en hel dag op og ned på fjeldet, der forståeligt nok er en nationalpark med dén herlighedsværdi. Tænk, at det her er lige om hjørnet fra både Danmark og himlen. Vi vandrede sidst på Kullen for 13 år siden, da jeg var temmelig gravid med min egen førstefødte, og det gav nogle gevaldige plukveer at bumle sådan rundt. Billeder yder bare ikke Kullen retfærdighed. Her er smukt med smukt på. Og tilmed ét af min Mors og mit yndlingsdyr – får! Dem havde vi mange af i min barndom på husmandsstedet, hvor min Mor stadig bor.Vi passede lidt på undervejs, fordi der var virkelig knald på blæsten og havet, selvom det måske ser uskyldigt ud på billeder. Ned til havet kom vi, men det var skummende og truende, og det inviterede på ingen måde til et dyp.Min vandre-makker blev 21 år to måneder efter min fødsel i 1978, så min Mor er en ung, frisk og rørig 64-årig med hang til natur, strik, bagning og svensk piggelin-is med pæresmag. Hun er netop stoppet med at arbejde, og det både klæder og passer hende så godt, fordi hun helt selv har valgt det.
Undervejs var der indlagt mere end bare en sodavandsis-pause. Selvfølgelig. Vi besøgte en vidunderlig frokostrestaurant, der lå dramatisk ud til havet på en klippe. Jeg kan ikke huske navnet på stedet, men det er så typisk min Mor, at finde frem til de her helt særlige steder uden for alfarvej (medmindre man er svensker – de kendte godt vejen til så særlig en restaurant).Vi følte os lidt hensat til et lille listigt sted i Frankrig, men når samtlige retter var noget med laks, rejer, dild, kapers og mayonnaise, var der ikke andet at gøre end at lægge sig fladt ned og sukke: Heja Sverige f0r noget mumset frokost.

Senere på dagen blev det kritisk med en kaffetår, for både min Mor og jeg er seriøse kaffedrikkere. Helst helt almindelig sort kaffe, hvori min Mor smider et skvæt mælk. Vi kan sidde over kaffen time efter time. Det er vores ting. Der bliver sagt alting og ingenting under de her seancer. For os er de meningsgivende.Vi nåede heldigvis Flickorna Ljunggrens kaffestuga på Skäret på et næsten-hængende hår.De har udvidet helt vildt, men bagerbutikken er præcist så lille og yndig som altid.Og vi skulle ha’ det sædvanlige. Vaniljehjerter, kardemomme-småkager og bærlagkage. Til deling, fordi prisen er stejl. Selv i svenske kroner.

Dagen efter besøgte vi en spændende foto-udstilling på Louisiana, og vi forsøgte at nyde udendørsarealerne så meget, som det nu kan lade sig gøre, når det er kæmpe turistsæson. Muséet er altid skønt, men også lige rigeligt velbesøgt ift. det areal, der er til rådighed – om sommeren. Uden for sæsonen er det en bedre oplevelse, men vi havde billetter til skidtet via vores hotelophold, og man er vel fra Jylland og skal ha’ det hele med?Mine skuldre sad helt anderledes rigtigt efter et par døgn i selskab med min Mor. Jeg fik testet lidt grænser af i trygt selskab – bl.a. blev der bestilt en superfarlig oste-tallerken, som virkelig udfordrede mine smagsløg, der slet IKKE er oste-parate. Og der var godt gang i balanceringen ude på Kullen, hvilket også kan være liiiidt en udfordring for mig. Men i selskab med min Mor kan stort set alting lade sig gøre. Vi fik talt og talt og talt, og jeg blev set og set og set.

Tak for endnu en fødselsdag til min Mor, der gav mig selve livet. Det var egentlig ret heldigt, at det var min Mors største livsønske at blive til en mor. For ud af det livsønske voksede der en motiveret og meningsgivende Mor, der senere gav mig verdens bedste lillesøster. Vi har været en stærk trio i så mange år, at jeg efterhånden har brug for billeder til at styrke hukommelsen om tiden før trioen blev indført. Det er vel 30+ år siden?

Tak, Mor. Tak for dig. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet