Mambo, Unguja?

Det har været planlagt længe, at Cille skulle på udlandsrejse med skolen i vinterferien. Oprindeligt havde hun ønsket sig at deltage i en videnskabs-baseret tur til Schweiz, men da der var for få tilmeldte til at afholde rejsen, kunne vi vælge mellem at få vores depositum tilbage – eller at tilmelde hende til en anden destination.

I og med at rejsefeberen allerede var i blodet hos den unge dame, valgte hun selvfølgelig en ny rejse.

Og det blev så Sydkorea – fordi landet trend’er på sociale medier ift. hudpleje, kosmetik, tøj, musik, kultur, mad og seværdigheder lige for tiden. Turens formål var kulturel og historisk – altså ville de unge mennesker komme til at opleve alle de store turist-seværdigheder i Seoul, Den Demilitariserede Zone ved grænsen mellem Syd- og Nordkorea, højhastighedstog til Busan, Hyundai-bilfabrikken, Seoul’s universitetscampus, Lotte-forlystelsesparken, gademarkeder, gamle templer, traditionelle spisehuse, taekwondo-træning, koreansk kokkeskole, traditionelle klædedragter og meget, meget mere, jeg knapt kan huske.Vigtigst af alt er, at hun er kommet hjem fuld af selvtillid og med et hoved, der svirrer af oplevelser. Undervejs havde hun endda fundet tid til at få endnu en øre-piercing, som hun stolt viste os i lufthavnen som en ‘surprise’, som hun kaldte det. Otte piercinger til den 14-årige. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan hun kommer til at begå sig i sin nyvundne frihed på en dansk efterskole. Men dén tid, dén sorg. For nu fokuserer vi på, at hun lykkedes med at være afsted i 9 dage på en strabadserende tur, der bød på mindst tre aktiviteter hver dag, og hvor hun ikke rigtigt kendte nogen, før hun tog afsted, men straks fandt nogle supersøde piger at hænge ud med. Dén slags – selvbestaltede – udfordringer vokser man af.Og det var sundt for hende at komme væk hjemme fra og ud i noget, hun aldrig nogensinde havde oplevet magen til. Det var f.eks. en øjenåbner for hende at se, hvor mange, der ikke talte et ord engelsk i Korea. Vi tager det for givet, at vi bliver forstået, hvis vi prøver os ad på engelsk. Maden var absolut også en udfordring – for koreanerne spiser jo helt anderledes, hvilket gjorde, at pigerne ind i mellem blev seriøst sultne mellem måltiderne – og den slags lærer man jo også af.Mens Cille boltrede sig i koreanske convenience stores og hudplejebutikker, fløj Mille og jeg til Zanzibar – eller Unguja, som øen hedder på swahili. Zanzibar betyder noget i retning af ‘de sorte mænds ø’ og er et navn, de tidlige arabiske herskere gav øen, så vi bør anvende øens oprindelige og korrekte navn, Unguja. Det har ihvertfald en mindre harsk bismag af kolonisation og dominans.Jeg har besøgt Unguja sammen med Martin for 20+ år siden. Dengang var vi i Kenya og Tanzania på safari, og så sluttede vi ferien af med ren afslapning – først i historiske Stone Town og efterfølgende i det søvnige fiskerleje Nungwe. Af nostalgiske årsager bookede jeg straks Tembo Hotel, som vi også boede på dengang. Hotellet har været i drift siden 1995, men bygningerne er flere hundrede år gamle, og har i datiden fungeret som bolig for en overmåde rig handelsmand fra et arabisk eller europæisk land.Jeg huskede Unguja som et absolut kontrastfyldt og bittersødt sted – og det er det stadig, kan jeg konstatere.

Øens sandstrande er second to none.Det Indiske Ocean er så uendeligt smukt – lysende, hvide sandstrande mod et turkisblåt hav.Hvad mere kan man ønske sig?

Stone Town, som er Zanzibar Citys gamle bydel er et UNESCO World Heritage Site, fordi her er bevaringsværdige bygninger med mange hundrede år på bagen – bl.a. et arabisk fort og utrolig flotte huse i arabisk, persisk og indisk stil og byggetradition. Det verdensberømte ‘House of Wonders’, som var sultanens palads til officielle ceremonier og modtagelse af prominente gæster, er under genopbygning, da det pludselig faldt helt sammen i den ene side. Dén regning samler Omans Sultan op – i samarbejde med UNESCO – for Oman har den tvivlsomme ‘ære’ at have været de første kolonisatorer på Unguja.Vi kan ikke sige Zanzibar – eller Unguja – uden samtidig at sige ‘den største udskibninghavn for den østafrikanske slavehandel’. Og netop dén del af historien gør ondt langt ind min hvide, priviligerede sjæl. Der er ikke et gadehjørne, man drejer omkring uden at blive mindet om øens mange kolonisatorer igennem historien. Pludselig står man foran en anglikansk kirke. En arabisk moské. Et portugisisk spisested. En indisk hoveddør med elefantbeskyttende pigge. En plakat på farsi.Mille og jeg besøgte alle de turistede steder i Stone Town. Slavehandels-monumenterne og de katakomber under jorden, hvor man smed slaverne ned de sidste dage, før de skulle udskibes til Amerika eller Europa. Jeg kunne knapt fotografere det hele, for det er så tungt at se på – og mærke, når man står dernede i mørket under jorden i en form for dyb kælder, og forsøger at forestille sig, at flere hundrede mennesker har afventet deres skæbne lige dér – hver eneste dag.Vi gik igennem gademarkeder, det arabiske fort, der nu mest af alt er en salgsplads for kangaer og kasketter.Vi slentrede igennem Forodhani Park, hvor alle – høj som lav – chiller med karak chai i den ene hånd og mobiltelefonen i den anden, og måske fodrer en gadekat eller to med en rest paratha.

Vi vandrede langs promenaden til den store havn med skiltet Karibu Zanzibar, hvor færgerne fra Dar es Salaam lægger til mange gange dagligt. Vi gik fnisende forbi Freddie Mercurys fødehjem og takkede nej til at besøge det. Vi stak hovederne ind ad gadedøre for at handle chokolade og chips fra de lokale i opgangen. Vi spiste is i den eneste italienske isbar, vi kunne finde.Det bedste var faktisk at fortabe sig i gaderne og stræderne. Bare vade omkring det ene hjørne og så det næste. Sige hej til børnene, der løb barfodede rundt og spillede fodbold. Hilse på en gammel mand på cykel med store tasker.Forsigtigt fotografere en kvinde med masser af sager balancerende på hovedet. Titte ind af vinduerne til en skoleklasse. Glo på menukort og ind ad bagdøren på de lokale gadekøkkener og ‘restauranter’. Og når vi så blev helt væk, tog vi bare en tuk-tuk hjem igen.

Afrika er Afrika.Og hvis man forestiller sig, at man på Unguja er kommet til en slags afrikansk version af Maldiverne eller Seychellerne, må man se sig skuffet omkring. Havet og det vidunderlige sand sælger sig selv – præcist som alle andre af de her klassiske, eksotiske stranddestinationer.Men den evindelige afrikanske hustler-mani gør strandturen til en helt anden oplevelse end på f.eks. førnævnte Maldiverne.Man får ikke fem minutters fred fra insisterende tilbud om at erhverve nye solbriller, fodboldtrøjer, sandaler, jordnødder, cigaretter eller stor, stor kunst malet med akrylmaling i knaldfarver. Der er ‘jambo, mambo, karibu og where u från’ til højre og venstre for solstolen eller den bølge, du befinder dig i. For de fortsætter efter dig helt ud i havet for at sælge dig deres skrammelting. Oh, yes.

En enkelt bådtur fik jeg også lokket Mille med på.

Hun HADER at sejle, ligeså meget som jeg ELSKER at sejle.

Tværpinden, som vi sad på, knækkede desværre undervejs på den tyve minutters sejltur for at komme over til øen Changuu. Jeg anerkender, at båden måske nok var en lidt lille pram, og at det helt klart blæste en pelikan den formiddag, men Mille insisterer på, at det var en reel nærdødsoplevelse, hun sjældent vil glemme!Changuu er bedre kendt som enten Prison Island eller Turtle Island. Det med fængslet blev aldrig rigtig til noget. Her er vi igen ude i koloniherrernes ærinde, hvor de fandt på, at de oprørske og farlige slaver måske kunne sættes ud på Changuu og måske stoppes i nogle store fodlænker, indtil man kunne sende dem på deres videre færd? Det værste mareridt for en slavehandler ville jo være, hvis en række stærke slaver gjorde oprør og fik de andre slaver med sig. Idéen var vel god – set fra en slavehandlers synspunkt, men fængslet nåede aldrig at blive anvendt til afstraffelse. I stedet blev bygningerne til en form for felthospital eller sygestuer for de epidemier, der hærgede, fordi man stuvede så mange mennesker sammen på begrænset plads og uden sanitære forhold. Slaver med den sorte pest, kopper, gul feber, malaria, diarré, dysenteri og alt muligt andet smitsomt blev således sendt til Changuu, hvor de højst sandsynligt døde af deres sygdom, for der var ingen medicin eller lægehjælp at hente. Det er noget af et gys, man får, når man står ved den rampe, hvorfra de ‘skubbede’ ligene ud i havet, når slaverne bukkede under på sygestuerne.Udover de gamle fængselsbygninger med nøgterne displays om slavehandel, er der godt og vel 200 landskildpadder på øen. Dem kan man sige goddag til og tage fotos med – og det gør mange hundrede turister så hver eneste dag. Padderne er efterkommere af fire landskildpadder fra Seychellerne, som en af de omanniske sultaner forelskede sig i, og derfor udbad sig at få med tilbage til Zanzibar. Det er ret sjovt at tænke på, at de endemiske padder fra Seychellerne nu også har et godt opdrætningssted på Changuu.Desværre er der nu intet, der tyder på, at padderne bliver behandlet med respekt, og det ser heller ikke ud til, at de får ret meget plads at bevæge sig på. Det er nok én af de turistattraktioner, man godt kunne overveje ikke at benytte sig af – og havde jeg vidst, hvor åndsbollet foretagendet var, ville jeg ikke have købt billetter til det.Til gengæld var den historiske vandretur med guide rundt i Stone Town en superfin oplevelse, hvor jeg fik lejlighed til at stille masser af spørgsmål ift. historien, slaveriet og hvordan, man som ung i Unguja i 2024 oplever dét, at der er turister, som hver eneste dag vader rundt i ens kulturarv og måske ikke engang overvejer, hvor blodig og tung en historie, der præger stedet?Zanzibarianerne er hårdføre og positive mennesker, der lever i fred og fordragelighed med deres naboer – uanset forskelle i f.eks. etnicitet og religion. De føler, at deres historiske skæbne er udefrakommende – i form af kolonisatorer fra Europa, Indien og Arabien, som gik sammen med lokale Tanganyika-stammeledere for at skaffe de eftertragtede slaver. Derfor er der ikke ‘ondt blod’ blandt øens beboere. Der er ikke visse efternavne, der kunne indikere, at ens forfædre var slaveejere og/eller slavehandlere. Der er ikke bestemte bydele eller områder, der er ejet af rige efterkommere af slavehandlere. På den måde er der en slags forsoning med historien. Folk udefra påførte Unguja den skæbne igennem hundredevis af år. Ikke øens egne borgere. Det er et tankevækkende sted at opholde sig.Med til historien hører, at det kun er godt og vel 110 år siden, at de sidste slaver blev frigivet eller frisat, om man vil. De allersidste var konkubinerne, der blev holdt hos deres herrer i mange årtier efter slavehandlens ophævelse. På en eller anden bizar måde havde de muslimske magthavere besluttet sig for, at når det kom til flerkoneri uden for ægteskabet, så var det helt i orden at fastholde kvinder under slavelignende forhold helt op til omkring 1910.

Udover handel med slaver, er Unguja verdensberømt for sine krydderiplantager. Særligt nelliker, kanel, muskatnød og sort peber blev skibet ud. Nu om dage er der forskellige landbrugskooperativer, der dyrker økologiske grøntsager, frugter og krydderier, som sælges overalt i verden, og så har de en slags ‘Spice farms’, som vi turister kan besøge uden for Stone Town. En ‘Spice farm’ er et slags ‘jordbrugsmuseum’, hvor de viser turisterne, hvordan de forskellige krydderier og frugter gror. De har ananas, bananer, kakao, vanille, kanel, citrongræs, jackfruit, meloner, muskatnød og ingefær. Der er selvfølgelig duft- og smagsprøver undervejs, og man bliver kontinuerligt nødet til at købe sæber, parfumer og krydderier i boderne. It’s the constant African hustle, hvor de fletter sivhatte og tager billeder med de dumme turister, men samtidig hygger sig og har det sjovt med at møde mennesker fra hele verden.De store markedspladser inde i Zanzibar City besøgte vi også. Her er det en blanding af kød-, fiske-, frugt- og grøntmarked, som de lokale baserer deres indkøb på, og så det vanlige turist-tingeltangel med solhatte, fodboldtrøjer, armbånd og alt for små sandaler. Vi afstod høfligt fra at gå ind i hallerne med kød og fisk i alle afskygninger, fordi stanken var for uudholdelig i 35 grader, når man samtidig døjer lidt med at holde maden i sig. Delhi-Belly langt uden for Delhi, gør det ikke ligefrem nemmere at bevæge sig omkring mad. Og da især ikke, hvis det er rå mængder kød og fisk, som fluerne summer omkring. Yrk. Jeg husker de markedshaller fra dengang, hvor Martin og jeg besøgte dem for 20+ år siden.Da Delhi-Belly’en for alvor ramte os, trak vi os lidt væk fra gadeboderne og ind på øens safe space – den lokale Park Hyatt. Dér sad vi så i sofaerne og kiggede op i den mørke aftenhimmel og ud over havet, der lå badet i månelys.

Zanzibar er absolut et besøg værd. Hvis man kan overskue at fornemme historiens tunge åg og at bevæge sig rundt i the African hustle konstant. Og det er vi tilsyneladende mange, der kan overskue. Der er bl.a. en dansk højskole på øen, så man går ikke mange skridt hen ad hotelgangen eller i én af Stone Towns snirklede gader, før man støder på en fellow dane. Det er på sin vis både hyggeligt og vildt mærkeligt.Kommer jeg tilbage igen en anden gang? Hmmm….jeg er forelsket i det azurblå hav og de flinke, flinke mennesker, men måske ville det være spændende at opleve Sri Lanka, Mauritius eller Seychellerne. Men først skal jeg lige skrabe lidt dirhams sammen til feriebudgettet. Drømme er der nok af….Hakuna matata!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

TikTok-tur igennem London

Midt i julerierne med den nærmeste familie og the ongoing tiny house project pakkede vi de selvsamme kufferter, der lige var blevet pakket ud, for at tage på en familieferie midt i familieferien. Et afbræk fra vådt og gråt i Hillerød blev erstattet den samme slags vådt og gråt i London.Vi var faktisk i London i foråret – efter Cilles ønske. Og begge pigerne ville meget gerne tilbage og opleve mere af samme skuffe. Fordi London og teenagere går jo som fod i hose – eller som tapiocaperler i en bubble tea, hvis man skulle begive sig ud i en nutidig reference?Vi boede i Kensington igen, fordi der er noget cute i at kunne genkende restauranter, pubber og caféer i et nærmiljø, hvor man så pludselig kan ‘føle’sig hjemme. Jeg ville have forsvoret at opføre mig sådan, da jeg i mine unge rejsebegejstrede dage nægtede at opleve det samme sted to gange. Nu synes jeg, at det er netop dét, der har allermest charme…Denne gang havde vi valgt at bo i en hotellejlighed, så der var lidt mere plads til at sove længe eller ta’ en lur i fred, og så der samtidig var tekøkken, bord og stole til at hygge med morgenmad og takeaway, når teenagerne ikke kunne overskue morgenbuffeten eller at skulle ud og ind i trafikken igen-igen efter en lang dag. Perfekt løsning, hvis I spørger mig.

På ankomstdagen tog vi straks til Piccadilly Circus, hvor Europas største boghandel, Waterstones, ligger. Cille havde stort set og lige ved og næsten overholdt et væddemål med sin Far om ikke at købe flere bøger, men at læse ud af den kæmpestak, hun har derhjemme, og der blev selvfølgelig kvitteret med nye bøger i den skønne boghandel.Og julelysene i London, my dear. Der er simpelthen så stemningsfyldt og fint overalt, hvor øjet ser hen.Jeg kom for julelysene og julestemningen, som jeg selvfølgelig også blev retmæssigt drillet med, når jeg nu igen stod stille i menneskemængden og fotograferede lys og dekorationer.
De andre kom for en ægte TikTok-tur gennem London. Cille havde lavet en lang liste over forslag til oplevelser, som hun var blevet inspireret til på TikTok, og den havde jeg så booket og planlagt ud fra. Nogle af idéerne lå for langt væk fra det centrale London, mens andre ting allerede var fuldt bookede eller utilgængelige, da jeg kiggede på det i oktober…jeg er SÅ træt af, at alt godt skal bookes hele og halve år i forvejen. Hvem har overblik over, hvad de har lyst eller tid til så lang tid i forvejen? Alle europæere, åbenbart, og lige dér er jeg k0nverteret til den arabiske måde på tingene, hvor der er en vis charme i ikke helt at vide, om vi har ferie fra dén eller dén dato, og hvor spontanitet og lyst går hånd i hånd ift. at vælge, hvad man har lyst til på en given weekenddag.Den første hele dag i London tilbragte vi i Southwark langs Themsen.Her besøgte vi The Clink, Londons ældste fængsel, hvor man får en gruopvækkende historisk gennemgang af de middelalderlige metoder til domsafsigelse og tortur, der blev anvendt i de gode, gamle dage.Rædsomt og grusomt. Tankevækkende for Cille, der kunne bekræfte, at de samme middelalderlige torturmetoder bliver brugt i de moderne gyserfilm, hun elsker at se.

Efter fængslet gik vi på Borough Market, der jo er en institution i London.Vi skulle prøve de jordbær med smeltet mælkechokolade, som Cille havde set på TikTok. De var go’e. Så go’e, at vi vendte tilbage en anden dag for at spise dem igen – plus en deleportion fish and chips.Borough Market er bare et godt sted for alle madelskere. Vi spiste også irakiske grillspyd, Singapore-nudler og mac ‘n’ cheese med oste fra Bath. Og så var der fudge!Ikke ret langt fra Borough Market ligger Leake Street Arches under Waterloo Station. Stedet er også kendt som The Graffiti Tunnel, og det blev verdensberømt i 2008, da Banksy kom forbi og hyggede sig med at male. I dag er stedet aktivt med barer og caféer, og alle kan i teorien slå sig løs med graffitispraydåser i tunnellerne, da hele området er ‘frit tilgængeligt’ fra myndighedernes side. De fleste er dog professionelle graffitimalere, kan man hurtigt konstatere, når man ser kvaliteten af det malede.Dagen efter tilbragte Cille med sin ven River fra Danes’ Worldwide’s Sommerskole. Vi fandt ham i tube’n, og så hyggede de to teens sig med at gå på udkig efter vinyler og seje styles i East London’s Underground Vintage Markets ved Brick Lane.Frokosten fandt vi på Old Spitalfields Market, hvor den søde fudge-sælger fra foråret var pist forsvundet. Til stor ærgrelse for os, der lige havde håbet på at sige hej til ham igen.Senere inviterede River Cille med retur til Greenwich Village, og vi aftalte, at han skulle hjælpe Cille retur til det centrale London, for SÅ kendt med tube’n var hun trods alt ikke! Om aftenen så vi Elf The Musical på Dominion Theatre på Tottenham Court Road. Det var julestemning for alle pengene – omend det er virkelig MANGE penge, man får lov at slippe for den flotte sang og dans…Dagen efter tog vi på The Science Museum i Kensington.Vi boede faktisk i gåafstand til alle de store, flotte, offentlige muséer, men jeg havde denne gang valgt at booke os ind til en 3D IMAX BBC-dokumentar om Antarktis på Science-muséet, fordi vi på dén måde fik lidt sne, is og kulde, hvis nu vejrguderne ikke var med os ude i den virkelige verden.Og jeg fik desværre ret. Vejret fortsatte med at være kedeligt gråt-i-gråt, men trods alt tørt.

Der er ingen tvivl om, at briterne er verdensmestre i at opbygge muséer og udstillinger. På The Science Museum nød vi at lære om rummet, om de teknologiske landvindinger i hjemmets faciliteter og hjælpemidler, om udviklingen af sundhedsvæsnet i England og sygdomsbekæmpelse på verdensplan, og vi fik set en kæmpe dampmaskine i aktion.Dér ville jeg gerne tilbage til en anden god gang. Kan med fordel besøges frem for British Museum, som vi besøgte i foråret, hvor jeg var ved at kværkes i alle de dyrebare – tyvstjålne – artefakter, som briterne aldrig har i sinde at levere tilbage til de kulturer, der retmæssigt burde have dem. Mage til tyvekoster skal man lede længe efter….eller ihvertfald hele vejen til skatkammeret under Tower Hill, hvor det britiske kongehus’ juveler ligger gemt. De er ligeså store tyvekoster, som alt dét, der fremvises på British Museum.

Undervejs blev der selvfølgelig også plads til en britisk curry eller tre. Og et smut på pubben efter en balje vin eller en cider. Og earl-grey-te galore. Proper Scottish biscuits. Udskåret frugt fra Waitrose. Cadbury-chokolade. Fordi when in BritainDen sidste hele dag i London skulle der leges med øjnene og hjernerne på det nye Twist Museum på Oxford Street. Endnu en TikTok-sensation.Som faktisk var langt sjovere og ‘øjenåbnende’ end jeg havde forestillet mig. Der blev leget med sanserne igennem udstillingen, hvor man skulle forsøge at ‘se’, ‘høre’ og ‘sanse’ sig frem til en forståelse af et objekt. Sjovt for børn – og voksne, faktisk. Og så var der rig mulighed for gode forklaringer på fænomenerne og Insta photo ops undervejs!Nu er vi tilbage i Danmark. Tilbage i gråvejr og nedtælling til juleaften. Køkkenskabet i kolonihavehuset er fyldt op med Twinings-te uden koffein, og det drikker jeg, mens jeg sender en kærlig tanke til London, som virkelig er en god ramme om firkløver-familietid og en masse sjove oplevelser.I ønskes alle en rigtig Glædelig Jul, folkens. Må der blive fred i Gaza. Må palæstinenserne få deres eget land. Må ukrainerne få fred til at passe sig selv og deres eget land igen. Jeg ved, at jeg glemmer eller overser eller misforstår en masse andre problemer og konflikter i verden, men jeg tænker lige nu meget på Palæstina og på Ukraine. Og på det med at have fred i verden. Det står faktisk øverst på min ønskeseddel, og jeg kan bare mærke, at jeg ikke får det største ønske opfyldt. Ingen har meldt sig til sådan for alvor rigtigt at fikse dén (op)gave. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Gæster på rutinen

Farmor og Faster er fløjet ind fra Det Kolde Nord på dét, der efterhånden føles som en ny tradition: Et fælles visit i november, når vejret er blevet strålende her i Ørkenstaten – og hvor de stadig har god tid til at nyde julemåneden derhjemme i det danske vintermørke med kalenderlys og æbleskiver.Vi elsker, når den dynamiske duo er i huset. De kører den 100% på rutinen; sover længe, nyder at tage ud at shoppe og på café på egen hånd, og så laver vi fælles aktiviteter på kryds og tværs, som det nu lige passer ind i hverdagsskemaet. Det er helt uformelt, og en stor del af turistprogrammet planlægges ad hoc, når vi får tunet os ind på dagsformen hos deltagerne.

Jeg har arbejdet ‘på forskud’ derhjemme i forberedelseslokalet i ugerne op til deres besøg, så der er mulighed for at hygge med palæstinensisk frokost på Mama’esh, før pigerne skal hentes, og der blev selvfølgelig også tid til et obligatorisk besøg på skønhedssalonen.Endnu en af traditionerne er Global Village.
Kombinationen af street food, blinkende lygter og masser af markedsgøgleri er lige os. Lille Farmor tog 11.000 skridt på en enkelt aften, fordi ALLE boderne skulle inspiceres for vidunderlige ting fra alle verdenshjørner…
Faktisk vraltede vi alle ud til bilen kl. 22 efter et vellykket togt med masser af gode markedsforhandlinger og sjove bemærkninger. Der skal meget til at slå Farmor og Faster ud i en shoppingsituation, men hér ville de alligevel godt med hjemad.Jeg elsker Global Village af et ærligt hjerte. Jeg kommer der for et krus vaskeægte, hvinende sød Safari-te fra Tanzania, som sender mig durk tilbage til oktoberkulden på Serengeti for godt og vel 18 år siden. Og jeg elsker alle de sjove slags mad, man kan smage for ganske få penge. Jeg elsker også at opleve Emiratierne i fri dressur. Global Village er kæmpestort blandt de lokale, og det er et af de bedre steder at opleve deres interaktioner i familierne. I virkeligheden er Global Village et hit hos alle nationaliteter, og hvis man går til den olympiske disciplin people-watching, kan jeg ikke komme på et bedre sted at ta’ hen. Der er vitterligt én af hver at betragte, mens man stopper gabet med mochi-is og punjabi-samosaer.Farmor og Faster kom også over på skolen for at se Milles udstilling af barndomsartefakter, som var afslutningen på et forløb i engelsk, hvor de havde set nærmere på genren autofiktion/biografier, og den rolle, som barndommens minder og artefakter spiller i fortællingen om os.Mille udstillede sin Bobber og Kanin – de to elskede nussekaniner, der har trøstet hende i en vilkårlig pine, og hun medbragte den fine støbning af tænder, som Farfar lavede til hende efter den forfærdelige tandoperation. Farfar har samlet de fire tænder ud af 40+ tandstumper, så Mille kunne få et håndgribeligt minde om en svær tid, som hun gik igennem med mod og styrke. Herudover havde hun medbragt den hundebamse, som hun fik sammen med Cecilie i julegave under pandemien, hvor vi overraskede dem med Daisy-hunden, der skulle hentes i dyrehandlen den 26. december.Ud over de ‘vante’ oplevelser, som Farmor og Faster ønsker at gentage sammen med os, når de er på besøg, havde vi denne gang aftalt at lave ørken-barbecue-aften sammen med vores dejlige venner.Vi kørte ud på siden af Mohammed Bin Rashid Solar Park, hvor vi har en særlig plet, der er helt stille og uden andre campister. Vi drak lyserød champagne i solnedgangen, grillede oksemørbrad, som vi smed ind i glohede pitabrød, og senere bagte jeg snobrød og pigerne lavede s’mores til dessert.
Det er muligvis rutine for os efterhånden, men jeg tror og håber, at Farmor og Faster også fik en særlig oplevelse derude i det dybe nattemørke, hvor stjernerne lyser ekstra klart, og hvor månen lægger sig på langs og gør sig umage for at ligne den fineste appelsinbåd. Der er få ting, der er så smukke som ørkenen om aftenen.Jeg vil gå så vidt som til at mene, at der er magisk derude, og det kan anbefales at slæbe kuldemenneskerne fra nord med. Hvis de antager, at ørkenen ‘bare er en stor bunke sand’, er jeg ret sikker på, at de tænker anderledes om ørkennaturen bagefter. Sandet er nærmest et bølgende hav, der skifter farve efter solens gang henover himlen. Så smukt og så uendeligt. Man føler sig lillebitte som et sandkorn i så stort, fremmed og forunderligt et univers.Aften-badning er én af Milles specialiteter, som hun altid lokker vores gæster med til. At dykke i poolens undervandslys, mens månen lyser himlen op, er hendes helt særlige gimmick til at overbevise nordboerne om, at der er helt fantastisk i en fjern ørkenstat. Daisy og jeg så til fra sidelinjen denne gang – jeg syntes, det var lige lovligt koldt, og Daisy var på ingen måde inviteret til at bade i Emaar’s community pools.Vi nåede selvfølgelig også den obligatoriske tur ind til Dubai Fountains, som altid gør os alle helt rørstrømske.Der er bare så flot inde i Downtown Dubai med alle lysene og de eksklusive restauranter, butikker og bygninger.Jeg trumfede også lige en enkelt strandtur igennem, fordi kan man overhovedet have været i Dubai uden at blive dyppet godt og inderligt i golfens stærke saltvand?Og før de to flyvske damseller måtte vende næserne mod Hillerød, fyldte vi dem til bristepunktet med iransk kaviar, champagne og Beef Wellington med sauce espagnole lavet af chefernes chef. Hvad mere ka’ man mon ønske sig? Sne til jul? I’d think so.


Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Incredible India

Jeg har tøvet nu i en uge. Tøvet med det her blogindlæg, fordi det virker så overfladisk at skrive om en ferieoplevelse midt i folkedrab og krige på flere kontinenter.

Det føles så konfliktfyldt, at verden bare går videre, mens uskyldige børn bliver gjort forældreløse af bomber, og lige så uskyldige forældre bliver gjort barnløse af de samme bomber.

Én ting kan vi være sikre på: Krig og konflikt går altid mest ud over et områdes uskyldige borgere. Politikere og andre magthavere, banditter i habitter og krigs-relaterede industrier får en masse ud af at deltage i krige. Oftest er de ikke i nærheden af at være i fare på noget tidspunkt. Det er absurd, at dem, der bestemmer, samtidig er længst væk fra konsekvenserne og realiteterne af deres beslutninger.

Mennesker er i virkeligheden så enkelt indrettede. Vi ønsker os fred (eller frihed fra konflikt), et trygt hjem, en familie at være del af og elske, samt et meningsfuldt, formålstjenligt arbejde. End of story. Jeg ønsker for alle mennesker i verden, at de kunne få lov til at opleve dette.Og midt i det utilstedelige folkedrab i Gaza, tog vi en ganske kort pause fra Mellemøsten. Et dybt åndedrag på 4 dage. Jeg trængte sådan til at se på noget grønt og frodigt et sted, hvor tingene foregår fundamentalt anderledes end her.Martin var med på idéen om en kort efterårsferie, men han nægtede alle mine gode idéer om Turkmenistan og Usbekistan. Jeg lykkedes med Indien. Dét gad han godt.Og vi startede blidt, blidt ud i kommuniststaten Kerala – også kendt som Indiens Honeymoon Destination No. 1, fordi her er så yndigt med flodbåde og pussenusset smukt i højderne, hvor der er tusind vandfald, søer, floder, rigt fugleliv, kokospalmer, rismarker og teplantager. Martin endte med at konkludere, at Kerala er en omgang “Indien Light”, fordi her er så fredeligt, velstruktureret, frodigt og rent. Jeg konkluderede straks, at det ihvertfald ikke er sidste gang, jeg sætter fod i Indien – for mage til vidunderlige mennesker, mad og oplevelser skal man lede længe efter.Når der nu kun var tre reelle feriedage + spændende indisk trafik at indberegne i ambitionerne, blev vi hurtigt enige om, at vi kun skulle opleve Keralas hovedby, Kochi, og at vi ville bo i den ældste bydel, Fort Kochi, hvor flodlejet skal krydses flere gange via ældgamle broer, der ikke ligefrem giver den mest effektive, glidende trafik.Til gengæld var vi garanteret charme og lokalt levet liv at glo på, når vi trissede rundt i de små gyder og stræder.Vi havde sådan brug for at se noget, vi aldrig før havde set. Væk fra marmorpaladser og kædehoteller. Væk fra strømlinede gader, manicurerede parker og Dubai bling. Vi kiggede ind på den enorme flådebase og ind i skoleklasser, hindutempler og små familiedrevne butikker. Vi fik det hele – og mere til. Aldrig har jeg følt mig mere velkommen i et univers, jeg virkelig ikke kendte noget til – og hvor jeg i dén grad var en fish out of water.Vi mødte ikke én, der ikke smilede og stolt fremviste sin personlige bid af Kerala til os. Jeg lyttede, hilste, smagte, lugtede, gloede og forsøgte at tage alting ind i en sådan grad, at Martin nærmest blev flov over mig, når vi gik morgentur.Det var en kæmpestor oplevelse at lande i Indien midt om natten og opleve det stik modsatte af ‘antagelserne’. Lufthavnens visumtjek var effektivt, struktureret og efter tur uden svinkeærinder. Alle taxichauffører kørte sikkert og behændigt til det sted, man bad dem om. Trafikken var ligeså struktureret som lufthavnen – der dyttes med præcision for at indikere “her kommer jeg” til medtrafikanterne – cyklister, løse hunde, geder, køer, fodgængere, knallertbude og tuk-tuk-‘er. Det var så langt fra den trafik, jeg havde forestillet mig.Jeg havde en lang liste over mulige Guest Houses, vi kunne bo på, for Fort Kochi er fyldt til randen af hundred-årige herskabsboliger, som europæiske kolonisatorer har levet et højborgerligt eller måske endda adeligt liv i, og som nu er renoverede ejendomme, man kan leje værelser i som turister. Vi endte på The Tea Bungalow. Cute med cute på – og det sødeste personale, der stod på tæerne for at få os til at nyde opholdet.Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg nød at opholde mig på verandaen. Om aftenen sad jeg i mørket og løste kryds-og-tværs’er og drak te. Og man kunne putte sig i stuerne for den lune regn, der var et tilbagevendende tema – for Kerala er jo kun så grøn og smuk på grund af den konstante, tropiske regn. Myggene blev holdt væk med stærk DEET på anklerne og i haserne.Om morgenen stod det lille køkken klar med dagens avis og morgenmad af mere eller mindre succesfuld karakter. Hverken teen eller kaffen var noget at skrive hjem om, og det undrede mig i det her te-land. Nyhederne om Gaza var desværre også ligeså gruopvækkende i Kerala som i Dubai.Til gengæld var der to-die-for outstanding curries så langt øjet rakte på alle tider af døgnet.Og sprøde kommen-snacks i åbne gadekiosker – og hvinende sød jordbærkulfi på pind, naturligvis.

Vi tog én turist-tur hver dag – og resten af dagen stod fri til dét, vi nu gad.Der blev shoppet en del i Nykka, Indiens svar på Sephora, fordi det er det bedste i hele verden lige nu for pigerne – og der blev sovet de nødvendige eftermiddagslure, som man trænger til efter de første to måneders skole-hurlumhej. Hver morgen og hver eftermiddag blev vi vækket blidt af muezzinens kald – præcist som derhjemme i Dubai. 
Kerala var den første stat i Indien, der opnåede 100% literacy. De har utroligt højt uddannede borgere, som vi andre ofte støder på i Dubai – og selv vores tuk-tuk-chauffør havde arbejdet som regnskabsmedarbejder i Dubai, før han valgte at blive chauffør for turister i sin hjemby.Det grinede vi meget af – han havde virkelig fundet sin hylde, og han viste os selvfølgelig de vanlige turistattraktioner, som her, hvor vi glor på fiskerne, der anvender en metode, der kaldes Chinese fishing nets på havnen i Kochi.Han fremviste også stolt den sidste originale pappadom-bager i byen, der håndælter 600 styks dagligt af den klistrede kikærtemels-baserede dej. Hun havde en proper næve, den kvinde.Vi besøgte byens gamle krydderilager, hvor der kun er ganske få medarbejdere tilbage, der her var i gang med at sortere og rense sorte peberkorn, så det sved i vores øjne, næser og ganer.Vi hilste også på de lokale katolske lyse-støbere, som man ikke måtte fotografere, og han viste os dét sted på kysten, der engang var en yndet sandstrand, som alle lokale nød at gå tur langs og bade ud fra. Nu er der kun vandplanter og skrald. Hele kysten er ødelagt af industri på en nybygget tange overfor, som gør, at vandtilstrømningen er forkert.I Kerala mødte vi ikke en eneste tigger eller hjemløs. I virkeligheden var der flot og ret storslået i kvarterne omkring den store flådebase. Villaen her var selvfølgelig ikke ‘standarden’, men der var rigtig mange flotte huse og bungalower – ofte ejet af hårdtarbejdende Kerala-revisorer i Dubai, der stadig elsker at komme hjem.

Vi rundede også Indiens ældste synagoge, og vi noterede os, at i Kerala er alle religioner og kulturer velkomne til fredelig sameksistens – præcist som hjemme hos os i Dubai.Jeg har aldrig været inde i en synagoge før, og det føltes ligeså fremmed og guldbelagt som en katolsk kirke. Dem havde de virkelig også mange af i byen – og selv en protestantisk kirkegård kunne man opdrive med tak til de hollandske kolonisatorer. Hindutempler var der selvfølgelig også mange af. Der kunne man kun komme ind som rettroende hindu.Vi besøgte også et gammelt andelsvaskeri, og her kom jeg i kontakt med en medarbejder, der havde strøget det kridhvide, knastørre linned i vaskeriet i 47 år. Han fortalte så stolt om sine børn og svigerbørn, der alle var blevet universitetsuddannede – finansieret af hans hårde arbejde og familiens fælles anstrengelser.Jeg indrømmede over for strygemanden, at strygning er min allerstørste hade-opgave i husholdningssammenhæng, og så blev jeg selvfølgelig straks inviteret til at prøve mig ad med hans lagner.
Vi lærte, at andelsbevægelsen i Kerala har været med til at gøre statens borgere stærkere og rigere – for i fællesskab har de opnået så meget mere, end hvis de havde opsat enkeltmandsvirksomheder. Alle guest houses, home stays og mange storfamilier får stadig deres tøj vasket, tørret og strøget fra den ene dag til den anden her i det gamle andelsvaskeri.

Det er tankevækkende, hvor godt Kerala borgere klarer sig – og flere af dem fortalte, at de er stolte ‘kommunister’, men ikke på den russiske eller den kinesiske måde – de hjælpes ad og samarbejder til fælles bedste rent økonomisk. Jeg forsøgte at forklare, at det måske er meget lig vores social-demokratiske tankegang i Norden? Det kendte de ikke noget til.Den sidste dag kørte vi til udkanten af Kochi og sejlede i backwaters, som de små bifloder kaldes. Der er mulighed for at sejle overalt i Kochi og omegn, og vi valgte, at vi ville ikke køre hele vejen ned til det klassiske pick-up-sted for flodbåde, for vi skulle jo kun på halvdagsudflugt – ikke en hel uges honeymoon med pil-selv-rejer på en plimsoller.Vores over-entusiastiske guide fortalte os alt om plante- og dyrelivet i floderne.Vi lærte om forædling af kokospalmer, smagte young coconut-mælk og fik stegte bananer med sød kardemomme- og peberte til.Der boede ganske, ganske få familier i den andelsejede kokosplantage, som lå på jorden fra konverterede rismarker. Vi besøgte familierne i landsbyen mod betaling, og de viste os deres fiskedambrug, og lidt om, hvordan man bruger kokosnøddernes ‘hår’ til at lave reb af.Jeg har det altid lidt svært med det der ‘hvide-mennesker-besøger-lokal-kultur’, men familierne var megasøde og sjove – og den seje granny havde virkelig liv i øjnene, når hun ville vise os, hvor kvikt hun kunne spinde snor og reb.Indien – og her er der i første omgang kun tale om Kerala – får 10 kæmpestjerner ud af 10 for et værtsskab uden sammenligning. Jeg drømte om krydret mad. Jeg drømte om frodig, grøn og vild natur. Jeg drømte om at se, dufte og mærke noget, der var så væsensforskelligt fra dét, der omgiver os til daglig.Jeg vil så gerne tilbage. Til Fort Kochi og videre ud i staten Kerala. Noget med nogle rismarker, teplantager og den slags. Måske et vandfald eller fire. Jeg begynder at forstå, hvor Incredible, India er, selvom jeg kun har dyppet tåspidsen i lidt plumret flodvand og spist alt for få kerala-parathas i forhold til, hvor amazing de virkelig er…

Og CFO’en med de mange, dygtige Kerala-revisorer ansat på Dubai-kontoret? Han gav vist også oplevelsen 10 ud af 10.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tørken

Jeg har ikke blogget siden midten af august. Det er den største blogger-tørke, jeg nogensinde er gået igennem. Det er der mange forklaringer på.

Store børn er for eksempel overhovedet ikke interesserede i at blive udleveret i Mors patetiske blogunivers. Det må og skal jeg respektere.
Og pigerne har oftest været brændstoffet til et blogindlæg, fordi livet i børnefamilien er mit udgangspunkt – og har været det siden bloggens begyndelse.De sociale medier er også blevet noget, vi alle (stor)forbruger hver eneste dag, men sjældnere og sjældnere deltager i, medmindre det er at kommentere på et eller andet eller dele et meningsfuldt opslag lavet af andre. Det der med at bidrage med vores egne billeder og personlige udleveringer, dét er virkelig noget helt andet nu, end det var for bare 2-3 år siden. Ufiltreret liv er blevet angstfremkaldende.Dén tendens er jeg også selv ramt af. Vi poster ikke – vi  doomscroller – og liker eventuelt en lillebitte smule. Det er udadvendt voyeurisme og indadvendt selvbevidsthed i én og samme mundfuld. Og det er dælme et svært univers at være i. For os alle sammen. For hvem er vi egentlig – bag filterfacaden?

Jeg tager også mig selv i at spørge igen og igen i mit indre: Hvem fanden gider læse om mine genvordigheder eller fortræffelige oplevelser? Hvad bidrager jeg med, hvis jeg poster friske asparges og glade badebilleder, mens der foregår folkedrab på palæstinenserne? Hvad siger det om mig, hvis jeg plaprer løs om en hedonistisk livsstil i Dubai, mens klimaforandringerne er ved at ta’ livet af os alle sammen? Det er trods alt mig, der sidder her med AC-blæseren for fulde gardiner – udendørs – og spiser frisk sushi, mens verdenshavene langsomt tømmes for liv, fordi vi forurener ad helvede til, men samtidig bare har det lidt for komfortabelt til at gøre noget ved det?De her tanker gør, at alting enten bliver helt og aldeles meningsløst eller alt for alvorligt, tungt og rugende. Jeg mister appetitten på at interagere – af frygt for at virke overfladisk, grænsende til det banale.

Engang i mellem tænker jeg så, at bloggen blev trods alt til for min egen skyld. Og at det er mig, der bestemmer, hvad der skal stå lige hér. Og hvis der fortsat er nogen, der gider læse med på noget så oldnordisk som en blog, er det jo underbart for en (yderst fotogen og småsvedende) midaldrende dame som mig.Men svært og sært er det. Dét, der før virkede så naturligt for mig, og som var en hobby, jeg hyggede mig med på ugebasis, som andre strikker, dyrker yoga eller spiller badminton, er pludselig blevet genstand for en syrlig vurdering i mit indre.

Jeg vil egentlig gerne skrive.

Men verden er blevet verdensfjern for mig. Og jeg er bange for alt muligt, som måske er udefrakommende og helt uden for mit ansvarsregi – eller også er det indefrakommende, perimenopause-eksistentiel krise. You be the judge. Og please ikke kom tilbage til mig med andet end sødme – for jeg knækker ved den mindste kritik for tiden.Der er også et element af sorg og frygt lagret i mig igennem de sidste halvandet år, som har fjernet en naturlig uskyld og umiddelbarhed i mig. Vores familie blev ramt dengang for halvandet år siden, og selvom vi rejser os – præcist som alle andre, der rammes – så er der store, dybe dukkerter undervejs, som gør, at jeg ikke længere henvender mig i verden på samme måde, som tidligere.

Der er en barriere i mig – noget, der vil beskytte mig mod andres blikke. En bevidsthed om, at jeg har et behov for at flyve under radaren i de fleste sammenhænge, hvor jeg før i tiden ville more mig over at blive genkendt eller få henvendelser om dit og dat. Nu vil jeg bare gerne være i fred, fordi der absolut ikke er fred omkring mig og os alle som verdenssamfund.En anden morsom betragtning, jeg har gjort mig er, at jeg ikke længere tror på min egen aktualitet.

Hvem er ‘man’, hvis man har boet i Dubai i 10 år? Gammel i gårde, ville de fleste nok sige.

Jeg er ikke ny i Dubai, og jeg poster ikke længere ugentlige billeder af solnedgange i ørkenen eller børnenes skilektioner i Mall of the Emirates. Jeg går stadig til brunch, men jeg orker ikke længere mine egne eller andres fotos af mad, de har spist eller drinks, de har drukket i weekenden.Der er stadig helt vidunderlige mennesker at hænge ud med i frikvartererne, men de flyver jo ligeså meget under radaren som jeg selv gør på de sociale medier, fordi sådan er livet blevet i 2023. Man får ørerne i maskinen, og derfor er der nul interesse for at dele.Festen og fuldmånen holder vi for os selv.Men måske skulle jeg prøve at skrive igen? Jeg kunne jo aftale med mig selv, at det er ene og alene for min egen fornøjelse.

For Dubai er faktisk stadig lige vidunderlig.

En oase af tryghed og stilhed og et fyrværkerishow af fest og farver … ganske få øjeblikke fra krig og ødelæggelse, som jeg kun kan tage den største afstand fra, uanset hvem, der gør hvad, mod hvem.
Hvis bare verden snart blev et bedre, tryggere, rarere sted at være…det kunne jeg faktisk godt ønske mig. For os alle sammen. Men især for palæstinenserne og ukrainerne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet