Kvie Sø

Vi er landet hos Mormor efter en uge i sommerhus ved Kvie Sø sammen med Morfar og Conny, min Søster og hendes familie.Under corona-lockdown i Dubai visualiserede jeg, hvordan jeg skulle sidde på et picnictæppe ved søens brink, mens fire bulderbørn legede i Kvie Sø med fiskenet i hænderne og røjserne skruet godt på – alternativt i badetøj og med solhatte, hvis man da turde håbe på godt, dansk sommervejr?Og når bulderbørnene så havde fanget en sten eller et blad, skulle de komme op til Moster-Mor på tæppet og vise herlighederne frem – og få kys, kiks og saftevand i bytte.Intet i den visualisering holdt stik.

Vejret var slet ikke med os. Det var overskyet, ustadigt og blæsende stort set hele ugen, så både regntøj og indendørs aktiviteter var påkrævet.

Fiskenet og badetøj kom heller ikke i brug.Det var dog ikke vejrets skyld, men derimod noget ærligt og redeligt lort.

Kvie Sø uden for Ansager og Grindsted er en lobelie-sø med helt klart ferskvand og dejlig blød sandbund, hvor de sjældne lobelieplanter vokser. Vandet er rart og skvulpende, og man kan under normale omstændigheder bade trygt og længe i søen – præcist som man også kan i Sveriges stille skovsøer, men i Kvie Sø er vandet ikke nær så koldt, og der er heller ingen skjulte klipper under overfladen.I min barndom var Kvie Sø altid et besøg værd. Vi kunne bruge en halv dag på at ligge på brinken af søen, mens vi læste bøger og lå og sludrede i det tørre græs. Ind i mellem badede vi og krummede tæerne i det bløde sand, og vi fnøs, når vi mødte et brugt plaster eller et stykke ispapir i overfladen. Vi var ikke de eneste, der frekventerede lobeliesøen om sommeren. Den var og er altid populær blandt både fastliggere og tyske turister. Der var også et offentligt lokum og en lille iskiosk, som selvfølgelig skulle tjekkes ud undervejs. Fancy var det langt fra – men vandet var dejligt, og stemningen var varm og langsom.Nu om dage har et hollandsk værtspar åbnet et pandekagehus, hvor iskiosken plejede at ligge. Min barndoms Faxe Kondi’er og blinklys-limonade-is er skiftet ud med Hansen Is og store fadbamser, tilsat søde og salte pandekager med varieret fyld. Hollænderne virker lidt excentriske og holder bl.a. påfugle og høns rundt om restauranten, plus 3-4 løse hunde. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke om det, men legepladsen er god – og udsigten over søen fejler ikke noget.Men tilbage til dét med lort. For det var og er virkelig noget lort med Kvie Sø.

Hvis man google’r ‘lobeliesø’ står der beskrevet, at disse kalk- og næringsfattige søer er meget sjældne i Danmark, og at de holdes naturligt rene og klare af de særlige lobelieplanter, der har overlevet jeg-ved-ikke-hvor-mange-istider. Lobeliesøerne er også sjældne, fordi deres sarte vandmiljø ofte bliver forurenet med plantenæringsstoffer, såsom alger – eller som i denne sommers tilfælde – e-coli. Altså lort. Varde Kommune har endnu til gode at finde ud af, om e-coli-forureningen i Kvie Sø stammer fra mennesker, spildevandsudledning, fugleekskrementer eller sivende gødning fra landbrugsjorden. Who knows?

Det eneste, jeg ved, er, at det er en stor skam. For ikke at sige en skandale, når sådanne særlige vand-naturområder forurenes, så hverken mennesker eller dyr bør komme i kontakt med vandet. Men uanset hvor meget, vi ærgrede os over lort i søvandet, så var der jo ikke noget at gøre.

Badning forbudt denne sommer i Kvie Sø, men heldigvis ikke i Ølgod Svømmehal, hvor vandets klorindhold udkæmper e-colien, så vidt vides.Det blev i stedet til en gode løbe- og gåture omkring Kvie Sø for mit vedkommende. Og dét var selvfølgelig også smukt og dejligt.

Men jeg havde da håbet på og forestillet mig, at en hel sommer-uge ved Kvie Sø skulle være lig med hop fra badebro, leg med fiskenet og stille fordybelse i vandspejlet. Måske til næste år. Hvis nogen altså lige holder op med at forurene søen, tak.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fyn er fin!

Jeg holder seriøs sommerferie i år. Med lange gå- og løbeture, læsning af murstensromaner, leg og samvær med de allernærmeste. Så meget som overhovedet muligt foregår uden for, for hvor har vi dog savnet at være i naturen!Intet slår den lysende danske bøgeskov, de farverige vejkanter eller stranden med den duvende marehalm i klitterne.

Jeg kigger skyformationer, trækker vejret dybt ind og bemærker den friske luft, som var det første gang. Jeg ser blomster, smådyr og insekter, og jeg glædes over hvert eneste lille liv. Det er sådan en taknemmelighedsfølelse, som kommer af at have længtes rigtigt meget.Siden sidst har vi været en uge på Fyn hos min Søster og familie.

For første gang NOGENSINDE var road trip med pigerne tværs over Danmark helt harmonisk og rar. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre, men på én eller anden måde er de nu pludselig blevet gamle nok til at koncentrere sig om podcasts, mens de ryger lakridspiber og reflekterer over dét, de lytter til. I denne ombæring var det et par afsnit af Radionauterne om, hvordan børn bliver skabt, og om, hvorfor prutter lugter. Essentiel viden i et barneliv. Plus filmen “Terkel i knibe” som lydfil for lige at lære lidt nye danske ord at kende, såsom pik-antilope og røv-firkant. Igen essentiel viden.I mens kunne jeg glædes i stilhed over de nye og blidere vibes fra bagsædet – og så synet af Storebæltsbroen. Jeg elsker broer og den følelse af forbindelse, de skaber.

I Odense bor min Søster og familie i forstaden Hjallelse. I et hus med en samling pinde, sten og kastanjer udenfor. Det er Nevøens samling af livsnødvendige ting, som øges dag for dag – og dén, der vover at forrykke sagerne eller fjerne noget, får med ham at bestille.Vi havde med vilje ikke lavet andre sommerferieplaner end at være sammen i deres hjem – og så se, hvad vejr og humør kunne byde på. Det føltes nærmest umuligt at lave planer for ferien, da vi sad i corona-lockdown i Dubai. Mest fordi vi indtil det sidste kunne have risikeret at få rejsen aflyst. Men alting lykkedes så fint, heldigvis.

Mormor joinede også flokken af døtre og børnebørn.

Hun kom med favnen fuld af gaver. Matchende, hjemmesyede forklæder og søde konvolutter med ferie-lommepenge til alle fire unger. Er de ikke fine?Blomster fra haven var der til min Søster og thermokasser fulde af friske rødspættefileter og fiskedeller fra Thyborøn og en solid stak hjemmebagt brød i alle mulige varianter var der til os alle. Vi er heldige med sådan en effektiv og hjælpsom Mor, der altid fikser alting for os.I haven fik vi rejst Mormors gamle telt fra vores barndom. Det har været på tur rundt i det tidligere Østeuropa, da vi var halvstore piger, og det fejler overraskende nok ingenting. Så kunne der leges og soves på skift, indtil vi efter nogle nætter blev nødt til at erkende, at det desværre var for koldt at sove i teltet, når nu vi ikke havde ‘ordentlige’ soveposer til rådighed.Én af dagene tog de hjemmevante odenseanere os med i Odense Zoo. Jeg beholdt mobilen i tasken, for der var enormt mange mennesker i parken, men et par billeder fik jeg da taget under et kaffepitstop af det lille entourage.De tre kusiner og den lille fætter hygger sig sammen. I år er det især Mille og Jo, der finder hinanden i lege med tøjhunde og Lego Friends, mens lille fætter A er dybt platonisk-forelsket i Cille, og følger hende som en skygge, der afgiver lette klask og dask i Cilles numse.Cille er til gengæld blevet et nummer større end de tre andre, og hun føler sig ret meget “in between”, når hun forklarer, hvad der sker. Det er helt naturligt. Hun er 11 år om et par uger. De to små piger er 8 år og mindstemanden er 4 år. Jeg havde det på præcist samme måde med mine yngre fætre og kusiner, da jeg ramte “tween/teen-livet”, husker jeg.

Så jeg nusser lidt ekstra om hende, laver Earl Grey-te om aftenen og lader hende sidde lidt i fred med en serie på iPad’en, mens jeg forsøger at jonglere alles behov for og ønske om at være en del af fællesskabet. På kryds og tværs. Store som små.Heldigvis er der stadig masser af fælles interesser og aktiviteter at tage fat i. For eksempel lavede vi en hel krea-dag i Odense, hvor vi grinede og fjollede, mens vi tegnede, malede, limede og formede alt muligt stads, der gav meget lidt mening bagefter, men som var en skøn proces at være i.

Og det er de her små øjeblikke, jeg samler på denne sommer. Nevøens barnenæve i min, når vi går tur. At vaske min Nieces lange, mørke hår og rede det forsigtigt ud. At klø og nusse Mille på ryggen om morgenen. At have tid til dybe samtaler med Cille om teen-issues sent om aftenen.

Dét er sommerferien i år.

Tid.

Til alting og ingenting.

Bare familien er der, så er jeg glad. ❤️🧡💛💚💙💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sommerliv

Dansk sommer. Siger billedet ikke bare det hele?Sidste år var vi kun nogle ganske få dage med Farmor og Farfar i sommerhuset ved Ellinge Lyng, fordi jeg havde fået meldt pigerne til en del børneaktiviteter. I det hele taget havde jeg fået arrangeret lidt for meget hele sommeren igennem. I år agerer coronaen naturlig ‘bremse’ i forhold til en sommer tour de force, og derfor bliver der heldigvis mange flere dage i Farmors “Hudia” med småsysler i haven, tid til eftermiddagslure og vin på terrassen i de sidste solstråler, mens grillen bliver klar.

Vi stornyder at være udendørs.

At mærke, hvor luften er frisk og klar.

At selvsamme friske luft kan trækkes ned i lungerne helt uden snærende ansigtsmasker.

At se, hvor himlen er høj og lysende blå.

At naturen ligger lige uden for hoveddøren.

At der er to små hunde, som konstant inviterer til at gå tur.

Vi traver troligt over gangbroerne til Sejerøbugten, hvor en enkelt lillebitte klitrække skal forceres.
Her er tuttenuttet i forhold til det store, vilde Vesterhav, som jeg er vant til fra min barndom.Men for børn og hunde er det helt perfekte forhold. Lange flade kyststrækninger, hvor bølgerne klukker ind uden de store overraskelser. Og i mens børnene svupper rundt i deres højtskattede gummistøvler, tusser jeg omkring og kigger i tangbunkerne efter lopper og andet godt. Senere stopper vi op og fornemmer hybenroserne, der vel er indbegrebet af den danske sommers duft.
Der er stort set ikke noget skønnere end sommerhusliv i Danmark – når vejret altså er med os.

Selvfølgelig er silende sommerregn charmerende på sin egen måde, og når vi løber igennem et regnfuldt aftenmørke til det lille anneks, hvor dråberne trommer på taget hele natten, så elsker jeg det. Næste morgen må det dog gerne klare op igen.
Pigerne kommenterer altid, at de elsker duften af tørt og varmt fyrretræ i annekset, og jeg fornemmer, at de vil huske dét her som indbegrebet af deres somre i Danmark. I øvrigt sover de som små sten i køjerne til kl. 10 hver formiddag, medmindre man gør sig umage for at vække dem tidligere.

Hvilket jeg overhovedet ikke gør – for på denne her måde får jeg tid for mig selv.

Pludselig har jeg et par morgentimer til gå- og løbeture i Geopark Odsherred, hvor de nærmeste levende er en flok drøvtyggende køer på Korevlerne. De besvarer mit ‘god morgen’ med lange, tunge blikke. Rådyret i krattet virker heller ikke synderligt oprevet over at møde mig.De her små morgen-tænkepauser i eget selskab er guld værd efter 4 måneders indelukket hjemmeliv, hvor arbejds- og privatliv smeltede komplet sammen, og hvor det virkelig har været krævende at jonglere børn og jobs.

Børnene har også brug for en pause. De samler snegle om aftenen for Farmor. De småskændes om alting og ingenting. De fjoller og læser godnathistorier sammen i overkøjen. De tager hundene på småture alene, fordi de også har brug for de her små mentale pauser væk fra flokken.

I Farmors sommerhus er der altid masser af gode ting at tage sig til. For eksempel har Farmor et arsenal af krea-sager til regnvejrsdage. Vi maler på sten, kogler og æsker. Det føles godt at være kreativ uden formål.
Martin og jeg nyder at købe ind i SuperBrugsen i Højby hver dag. Der er god tid til at lave mad, og vi går direkte efter friske, danske råvarer.Det er ubeskriveligt godt med danske jordbær efter et halvt år med kønsløse amerikanske jordbær, der smager mere af køleboks end af bær. Faktisk skal der købes jordbær, ærter og majs hver dag. Plus vin. Vigtigt med vin. Lidt fisk. Friskt rugbrød.

Men for at det ikke skal blive for helligt – og for at børnene lærer lidt af det hele – svinger vi selvfølgelig også forbi Burger-Hjørnet for at spise deres grotesk-store is. Her er der tale om kvantitet frem for kvalitet. For alle pengene.
Soft ice med krymmel. Dét kan også noget.

Hvor er jeg bare glad for at være lige hér.

Jeg har drømt mig op og væk og hjem til dansk sommer, lige siden coronaen ramte og Ørkenstaten lukkede ned.

Det husker jeg på hver eneste dag. Uanset vejret. Uanset hvor meget pigerne skændes. Uanset det her kuffertliv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Louisiana

Vi kører marathon-sommerferie i Danmark på 10. år i år.

De første par år som expats udmattede jeg hele familien fuldstændigt med at køre rundt for at besøge alt og alle – alle vegne. Vi var nybagte forældre og overkom ting, jeg ikke engang kan overkomme med store børn nu. Torskedumt, overambitiøst eller fjollet, vælg selv. Det var ihvertfald på den hårde klinge for store og små.

Efter at have kørt land og rige rundt i nogle år – uden anden succes end udmattelse, hvis dét da tæller – forsøgte vi os med en model, hvor vi indlogerede os i et sommerhus i Nordsjælland – og så kom folk ellers på besøg hos os. Nu var det ikke længere os, der kørte Sjælland, Fyn og Jylland rundt som langturschauffører, men til gengæld var vi vært og værtinde fra vi stod op til vi gik i seng – og børnene kom aldrig nogen steder, fordi de lige om lidt fik besøg igen.

Dén model holdt bare heller ikke. Det var for meget madlavning, for meget vin og en kæmpe anstrengelse at spurte rundt efter støvsugeren og skrive indkøbssedler til næste hold.

Tusind gange har vi kigget på sommerhuse, kolonihaver og endda lejligheder uden bopælspligt eller med mulighed for kort-tidsleje. Hver gang er vi endt med at foretrække at bo hos vores forældre eller i lejede sommerhuse med familien rundt omkring. Det er bare det hyggeligste. Og det mest nærværende for både store og små. For hele pointen er jo, at vi er i Danmark om sommeren for at være sammen med vores familie og venner – ellers kunne vi så let som ingenting have valgt en anden destination eller to. Vi prioriterer at være i Danmark i sommerferier og i juleferier – for det er dén måde, hvorpå vi kan give pigerne et tilhørsforhold til deres hjemland, tror vi ihvertfald. Det tager jo tid at danne relationer og lære at begå sig i et fremmed land – og hvis vi ikke giver pigerne mulighed for at fordybe sig med fætre, kusiner, tanter, onkler, bedsteforældre osv., så fratager vi dem også muligheden for at føle sig hjemme.

Med årene har jeg også lært at skelne mellem de voksnes og børnenes behov. For det er virkelig ikke nødvendigt for pigerne at være med til alting hele tiden. Lange vin-aftener, hvor de voksne i virkeligheden ikke vil forstyrres i den fordybede samtale er da minus interessant for små børn. Og ægte down-time er en undervurderet størrelse i børnenes liv. De har brug for en lang sommerferie uden alt for mange forpligtelser, fordi deres skolegang er så krævende resten af året.

Heldigvis passer Farmor gerne pigerne, når vi har lyst til voksentid med vores venner. Og dér, hvor pigerne passer ind i ligningen, kommer de selvfølgelig stadigvæk med.

Og ind mellem aftaler og visitter laver vi nu små åndehuller og pusterum, hvor vi sidder og drikker evighedskaffe i Slotsarkaderne med Faster, når hun har fri fra børnehaven; vi læser en bog i sofaen, går ture i skoven og oplever små bidder af Danmark, når vi har lyst.
Forleden havde vi sådan en dag, hvor der var tid og plads til et par timers kulturoplevelse. Pigerne har aldrig besøgt Louisiana – og for mig selv var det mindst 10 år siden sidste besøg, til trods for at jeg elsker stedet og plejede at komme der jævnligt, da vi boede i København.Jeg elsker Louisiana mindst lige så meget for haven med alle dens skønne skulpturer og for udsigten til Hven og Sverige som for selve museet, selvom der virkelig altid er gode og tankevækkende udstillinger.Med på udflugt var Farmor og Kusine Emma. De har årskort og er aldeles hjemmevante.Vi nærstuderede Tetsumi Kudos sære og finurlige univers, som virkede både forunderligt dragende og decideret afskyvækkende. Virkelig et besøg værd.Kudos traumatiske barndomsoplevelser med atombomber over Hiroshima og Nagasaki, har han brugt som reference til en dybere diskussion af menneskets kødelighed/dødelighed og vores interaktion med naturen og omgivelserne, som er dybt fascinerende og ret ulækkert.Per Kirkebys store udstilling af bronzeskulpturer kom vi til at vade igennem. Den sagde os meget lidt. Noget klodset makværk i forhold til Henry Moore, Giacometti m.fl.
Jeg fik ikke engang taget et billede eller to. Til gengæld var der masser af andre bronzeskulpturer, der sagde os noget. Særligt dem med de helt store fortegn, som man si’r.
Caféen var kontinuerligt stopfyldt, men kagerne og brødet fra Reinh Van Hauen var lige så godt, som jeg huskede det fra gamle dage. Enkelt og rart, når man bliver lækkersulten undervejs.
Vi forelskede os alle i de store marmorkugler, der ligger smidt i græsset uden for Louisiana.Og pigerne nød Louisianas børnehus, selvom der var nok af corona-restriktioner undervejs. Jeg blev lidt træt – for meget af det gav ingen mening, når man samtidig så, hvor mange gæster, der bevægede sig alt for tæt rundt i gangene og på caféen. Men pigerne kunne have brugt timevis på at bygge huse, hvis de bare havde fået lov.Danske museer er fantastiske til at inddrage og gå i dialog med børn. Man må næsten altid ‘røre’ eller ‘prøve’ kunsten af på forskellige måder. Parker og haver er ligeledes til for at blive brugt – og græsset må altid betrædes – i modsætning til så mange steder i udlandet, hvor alting kun må opleves med øjnene, mens man tier stille og opfører sig ordentligt. Det er ihvertfald min oplevelse, når jeg ser de danske museer udefra.

Og jeg elsker bare Louisiana, og ville ønske, at jeg kunne se udstillingen om kvinder, som snart åbnes.

Der er i øvrigt super-rabat på Louisiana (ligesom så mange andre steder) denne sommer. Det er jo fantastisk – og så kan man passende støtte foretagendet yderligere ved at handle i caféen og den fine museumsbutik.

Vi besøgte Louisiana en onsdag eftermiddag. Der var alt, alt for mange mennesker, til trods for tidsbooking-systemet og en række coronaforanstaltninger, men sådan bliver det vist hele sommeren, når alle bliver hjemme og dermed skal have tiden til at gå i sommerlandet. Vi spritter af og krydser fingre – for blive derhjemme har vi ligesom fået nok af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Frikvarter

Det er nu præcist 7 dage siden, vi landede i Danmark. De 72 timers venten på en eventuel besked fra sundhedsmyndighederne er forlængst overståede, og jeg kan med tilfredshed meddele, at vi så ikke lige var nogle af de der fremmede (brune) mennesker, der tog ny coronavirus med ind i Danmark.

Faktisk er det hele ét kæmpestort frikvarter fra corona og al dens væsen i Dannevang. Intet – som i INTET – i Danmark indikerer, at der er en alvorlig virus, som spøger i kulisserne.

Jovist, der er lidt klistermærker på gulvet i shoppingcentre og på kontorer. Der er også en del mere håndsprit ved ind- og udgange, plus et højttalerkald eller to om at holde pæn afstand, men ellers er alt ved det gamle. Danmark har på en eller anden måde fået fin og kontrolleret bugt med den første bølge, og nu skal ingen bede om mere krigstilstand og hjemmegang. Nu skal vi ud for at hygge igennem i industriferien.

Det er sådan set både en overraskelse og en lettelse for os, der er flygtet fra lockdown-lignende tilstande hertil for at få lige mængder frihed og frisk luft.

Det er balsam for sjælen at kunne bevæge sig frit omkring. I naturen og ude blandt andre mennesker. Nu har vi haft ansigtsmasker, latexhandsker, temperaturkontrol og andre meget synlige markører for, at verden er forandret i 4 måneder. At komme til Danmark og ‘slippe for det hele’ føles dælme skønt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Men det gibber alligevel lidt i mig, når ingen overholder klistermærkerne i gulvet i Slotsarkaderne, og når vi går ind på café, hvor bordene så ikke bliver desinficerede, før vi sætter os. Det gibber i mig, når vi står mange mennesker i tæt kø til museet, og når folk pludselig giver spontane krammere.

Men frikvarter fra corona er altovervejende rart. Med små stik og nip af virusangst, som jeg er sikker på vil aftage, jo længere tid vi opholder os her.

Vi har også lige haft et andet slags frikvarter. Sammen med Hr. og Fru A har vi travet, spist og hygget os igennem København i et døgns tid – væk fra de to små madammer, som var lykkeligt overladt i Farmor og Kusine Emmas varetægt. Det var tiltrængt med lidt afstand – for alle parter i firkløveret.

Ligesom alle de andre var vi jo nødt til at tjekke den norske billionær Petter Stordalens nye fancy hotel, Villa Copenhagen, ud.Hotellets gennemfotograferede ‘hjerterum’ er det første, man møder. Og jeg forstår godt, at det er dén feature, der er gengivet i blade, aviser og anmeldelser. Her er virkelig dejligt at opholde sig. Vi prøvede både med et glas fancy georgisk orange-vin før maden, og med en flok espresso martinis efter middag ude i byen – og jeg kan bekræfte, at det er ligesom en hyggelig, fælles dagligstue, hvor der er plads til samtale, læsning, forretningsmøder osv.

Gå endelig derind forbi til kaffe eller vin en dag. Dét kan man sagtens uden nødvendigvis at tjekke ind på hotellet, hvilket er en sjældenhed i dansk sammenhæng, hvor ‘man’ stort set aldrig anvender hoteller til andet end at overnatte og spise morgenbuffet. Her er der virkelig tale om et hotel med mere potentiale for gæster udefra, fordi det netop ikke føles som en banegård eller et transitområde a lá et Scandic eller Radisson.

Værelserne er æstetisk pleasing med fine referencer til de historiske post-aktiviteter. For eksempel minder badeværelsets udformning lidt om et stort dueslag eller sorteringsrum på et postkontor – med skydedør og riflet glas. Her taler jeg om de billigste værelser – hvad der foregår med suiternes indretning osv., aner jeg intet om.Der er også et eller andet mega-nice ved at alting er rent og spritnyt. Håndklæderne er tykke og luftige, gulvtæppet helt rent og uplettet. Udvalget af sæber, cremer, chokolader osv. er helt i tråd med tiden – bæredygtigt, certificeret med dette og hint – og samtidig ganske udsøgt rart.

Jeg har ikke ét dårligt ord at sige om Villa Copenhagen. Her er rent, tjekket og noget så lækkert designmæssigt. Sengene er dejlige, og togene kan stort set ikke høres igennem ruderne, så søvnen er fin. Morgenmaden er også skøn og rigelig – med en særlig ros til husets bageri ‘Rug’, som virkelig leverer skønt brød og søde sager.

Det eneste, der muligvis er vid-vinklet lidt rigeligt på salgsbillederne, er stedets miljørigtigt-opvarmede roof top pool. Fordelen ved at være velpolstret er, at jeg nu kan bade i al slags vejr. Dengang jeg var tynd, var jeg blå af kulde bare ved tanken om en svømmetur i danske sommertemperaturer. Nu kan jeg sagtens nuppe en halv time i det lune vand på toppen af København en tirsdag morgen. Og bare man ikke forventer et stort bassin med god plads til ivrige svømmetag, så fungerer det såmænd fint nok.

Og så fik vi ellers et kærligt gensyn med København. Det er endnu en god ting ved hotellet – det ligger inden for gåafstand af alting i den indre by, så man får virkelig nydt at vandre omkring på må og få.

Et enkelt stop eller to med den nye cityring var vi også nødt til at prøve. Det har fået København til at virke lidt mere storbyagtig, føler jeg.Selv i sommerregn og rusk under en paraply er Nyhavn og Kongens Nytorv top-charmerende.
Vi faldt også helt spontant over Ferms Livings nyåbnede showroom og butik, der ligger i umiddelbar forlængelse af gang- og cykelbroen lige ud for Nyhavn til Christianshavn. Her fik vi hilst på Hr. V, som viste os rundt midt i et travlt fotoshoot. Ferm Livings nye hus er bestemt også et besøg værd, hvis du er i København.
Om aftenen trodsede vi vind og vejr til gensyn med Kødbyen og Vesterbro, som er det åbenlyse valg i forhold til en middag, når man overnatter på Villa Copenhagen.Der er dunst af kød og stående tilbud på kondibøtter, og lige så snusket-snavset som altid i den vindomsuste Kødby. Jeg formoder, at turister finder det indtagende og sjælfuldt, når de vader Københavns stræder og smøger tynde, mens de finder finurlige historiske træk og fortællinger i noget træt murværk eller i graffitiens rå beskeder. Det er street art fra både en fjern og en nær tid.

I virkeligheden er det en møgbeskidt sjæl eller historie. Det gibber ihvertfald i mig, når jeg ser, at der deales stoffer lige før vi træder ind på et fancy spisested. Men sådan er der så meget – og København er og bliver en skizofren kælling med kø ved Louis Vuitton-butikken og alt for mange psykisk syge uden et ordentligt opholdssted.

Dagen derpå forsatte vi videre i vores semi-spontane turist-verden. Fru A viste mig behændigt Roccamore Shoes-butikken, så jeg kunne prøve at balancere i et par af deres flotte sko.Bagefter tog vi en tur op i det indre sneglehus i Rundetårn for at se ud over et regnvejrstruet København. Udstillingen om H.C. Ørsted over Trinitatiskirken var også fin, og jeg noterede med tilfredshed, at Ørsted som det mest selvfølgelige evnede at linke og værdsætte både sprog og naturvidenskab. Hvor er det dog indtagende og sødt at se indre by ovenfra. Tuttenuttet, nærmest.

Og selvom vi kunne have brugt dage på at besøge flere museer, caféer og spisesteder, så var det her kun et frikvarter. Som sluttede med frokost på Meyers i Tårnet på Christiansborg.Det er smørrebrød serveret med en vis andægtighed, som vel passer til lokalets storhed og historiens vingesus.Jeg sørgede for at få spist godt med fisk – for er der noget, man kan i Danmark, så er det at tilberede spændende fisk og nye og anderledes smagssammensætninger. Her er det f.eks. sild, rødbede, rygeost og solbær.Og før den rødbedefarvede sildetallerken kunne jeg ikke stå for friske, hvide asparges med store rejer, vel?Smørrebrød FTW. Jeg er fan og savner det inderligt med jævne mellemrum. Men sildemadder i 35 graders ørkenvarme fungerer bare ikke lige så godt som i 18 graders regn og rusk i Danmark.

Jeg håber, vi finder en anden god anledning til at besøge Villa Copenhagen igen. I denne ombæring var det en kombination af nysgerrighed og ønsket om endelig at have god tid med Hr. og Fru A. En anden gang kunne det jo være, at Cille og Mille skulle introduceres til deres hjemlands hovedstad, hvem ved?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet