Mambo, Unguja?

Det har været planlagt længe, at Cille skulle på udlandsrejse med skolen i vinterferien. Oprindeligt havde hun ønsket sig at deltage i en videnskabs-baseret tur til Schweiz, men da der var for få tilmeldte til at afholde rejsen, kunne vi vælge mellem at få vores depositum tilbage – eller at tilmelde hende til en anden destination.

I og med at rejsefeberen allerede var i blodet hos den unge dame, valgte hun selvfølgelig en ny rejse.

Og det blev så Sydkorea – fordi landet trend’er på sociale medier ift. hudpleje, kosmetik, tøj, musik, kultur, mad og seværdigheder lige for tiden. Turens formål var kulturel og historisk – altså ville de unge mennesker komme til at opleve alle de store turist-seværdigheder i Seoul, Den Demilitariserede Zone ved grænsen mellem Syd- og Nordkorea, højhastighedstog til Busan, Hyundai-bilfabrikken, Seoul’s universitetscampus, Lotte-forlystelsesparken, gademarkeder, gamle templer, traditionelle spisehuse, taekwondo-træning, koreansk kokkeskole, traditionelle klædedragter og meget, meget mere, jeg knapt kan huske.Vigtigst af alt er, at hun er kommet hjem fuld af selvtillid og med et hoved, der svirrer af oplevelser. Undervejs havde hun endda fundet tid til at få endnu en øre-piercing, som hun stolt viste os i lufthavnen som en ‘surprise’, som hun kaldte det. Otte piercinger til den 14-årige. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan hun kommer til at begå sig i sin nyvundne frihed på en dansk efterskole. Men dén tid, dén sorg. For nu fokuserer vi på, at hun lykkedes med at være afsted i 9 dage på en strabadserende tur, der bød på mindst tre aktiviteter hver dag, og hvor hun ikke rigtigt kendte nogen, før hun tog afsted, men straks fandt nogle supersøde piger at hænge ud med. Dén slags – selvbestaltede – udfordringer vokser man af.Og det var sundt for hende at komme væk hjemme fra og ud i noget, hun aldrig nogensinde havde oplevet magen til. Det var f.eks. en øjenåbner for hende at se, hvor mange, der ikke talte et ord engelsk i Korea. Vi tager det for givet, at vi bliver forstået, hvis vi prøver os ad på engelsk. Maden var absolut også en udfordring – for koreanerne spiser jo helt anderledes, hvilket gjorde, at pigerne ind i mellem blev seriøst sultne mellem måltiderne – og den slags lærer man jo også af.Mens Cille boltrede sig i koreanske convenience stores og hudplejebutikker, fløj Mille og jeg til Zanzibar – eller Unguja, som øen hedder på swahili. Zanzibar betyder noget i retning af ‘de sorte mænds ø’ og er et navn, de tidlige arabiske herskere gav øen, så vi bør anvende øens oprindelige og korrekte navn, Unguja. Det har ihvertfald en mindre harsk bismag af kolonisation og dominans.Jeg har besøgt Unguja sammen med Martin for 20+ år siden. Dengang var vi i Kenya og Tanzania på safari, og så sluttede vi ferien af med ren afslapning – først i historiske Stone Town og efterfølgende i det søvnige fiskerleje Nungwe. Af nostalgiske årsager bookede jeg straks Tembo Hotel, som vi også boede på dengang. Hotellet har været i drift siden 1995, men bygningerne er flere hundrede år gamle, og har i datiden fungeret som bolig for en overmåde rig handelsmand fra et arabisk eller europæisk land.Jeg huskede Unguja som et absolut kontrastfyldt og bittersødt sted – og det er det stadig, kan jeg konstatere.

Øens sandstrande er second to none.Det Indiske Ocean er så uendeligt smukt – lysende, hvide sandstrande mod et turkisblåt hav.Hvad mere kan man ønske sig?

Stone Town, som er Zanzibar Citys gamle bydel er et UNESCO World Heritage Site, fordi her er bevaringsværdige bygninger med mange hundrede år på bagen – bl.a. et arabisk fort og utrolig flotte huse i arabisk, persisk og indisk stil og byggetradition. Det verdensberømte ‘House of Wonders’, som var sultanens palads til officielle ceremonier og modtagelse af prominente gæster, er under genopbygning, da det pludselig faldt helt sammen i den ene side. Dén regning samler Omans Sultan op – i samarbejde med UNESCO – for Oman har den tvivlsomme ‘ære’ at have været de første kolonisatorer på Unguja.Vi kan ikke sige Zanzibar – eller Unguja – uden samtidig at sige ‘den største udskibninghavn for den østafrikanske slavehandel’. Og netop dén del af historien gør ondt langt ind min hvide, priviligerede sjæl. Der er ikke et gadehjørne, man drejer omkring uden at blive mindet om øens mange kolonisatorer igennem historien. Pludselig står man foran en anglikansk kirke. En arabisk moské. Et portugisisk spisested. En indisk hoveddør med elefantbeskyttende pigge. En plakat på farsi.Mille og jeg besøgte alle de turistede steder i Stone Town. Slavehandels-monumenterne og de katakomber under jorden, hvor man smed slaverne ned de sidste dage, før de skulle udskibes til Amerika eller Europa. Jeg kunne knapt fotografere det hele, for det er så tungt at se på – og mærke, når man står dernede i mørket under jorden i en form for dyb kælder, og forsøger at forestille sig, at flere hundrede mennesker har afventet deres skæbne lige dér – hver eneste dag.Vi gik igennem gademarkeder, det arabiske fort, der nu mest af alt er en salgsplads for kangaer og kasketter.Vi slentrede igennem Forodhani Park, hvor alle – høj som lav – chiller med karak chai i den ene hånd og mobiltelefonen i den anden, og måske fodrer en gadekat eller to med en rest paratha.

Vi vandrede langs promenaden til den store havn med skiltet Karibu Zanzibar, hvor færgerne fra Dar es Salaam lægger til mange gange dagligt. Vi gik fnisende forbi Freddie Mercurys fødehjem og takkede nej til at besøge det. Vi stak hovederne ind ad gadedøre for at handle chokolade og chips fra de lokale i opgangen. Vi spiste is i den eneste italienske isbar, vi kunne finde.Det bedste var faktisk at fortabe sig i gaderne og stræderne. Bare vade omkring det ene hjørne og så det næste. Sige hej til børnene, der løb barfodede rundt og spillede fodbold. Hilse på en gammel mand på cykel med store tasker.Forsigtigt fotografere en kvinde med masser af sager balancerende på hovedet. Titte ind af vinduerne til en skoleklasse. Glo på menukort og ind ad bagdøren på de lokale gadekøkkener og ‘restauranter’. Og når vi så blev helt væk, tog vi bare en tuk-tuk hjem igen.

Afrika er Afrika.Og hvis man forestiller sig, at man på Unguja er kommet til en slags afrikansk version af Maldiverne eller Seychellerne, må man se sig skuffet omkring. Havet og det vidunderlige sand sælger sig selv – præcist som alle andre af de her klassiske, eksotiske stranddestinationer.Men den evindelige afrikanske hustler-mani gør strandturen til en helt anden oplevelse end på f.eks. førnævnte Maldiverne.Man får ikke fem minutters fred fra insisterende tilbud om at erhverve nye solbriller, fodboldtrøjer, sandaler, jordnødder, cigaretter eller stor, stor kunst malet med akrylmaling i knaldfarver. Der er ‘jambo, mambo, karibu og where u från’ til højre og venstre for solstolen eller den bølge, du befinder dig i. For de fortsætter efter dig helt ud i havet for at sælge dig deres skrammelting. Oh, yes.

En enkelt bådtur fik jeg også lokket Mille med på.

Hun HADER at sejle, ligeså meget som jeg ELSKER at sejle.

Tværpinden, som vi sad på, knækkede desværre undervejs på den tyve minutters sejltur for at komme over til øen Changuu. Jeg anerkender, at båden måske nok var en lidt lille pram, og at det helt klart blæste en pelikan den formiddag, men Mille insisterer på, at det var en reel nærdødsoplevelse, hun sjældent vil glemme!Changuu er bedre kendt som enten Prison Island eller Turtle Island. Det med fængslet blev aldrig rigtig til noget. Her er vi igen ude i koloniherrernes ærinde, hvor de fandt på, at de oprørske og farlige slaver måske kunne sættes ud på Changuu og måske stoppes i nogle store fodlænker, indtil man kunne sende dem på deres videre færd? Det værste mareridt for en slavehandler ville jo være, hvis en række stærke slaver gjorde oprør og fik de andre slaver med sig. Idéen var vel god – set fra en slavehandlers synspunkt, men fængslet nåede aldrig at blive anvendt til afstraffelse. I stedet blev bygningerne til en form for felthospital eller sygestuer for de epidemier, der hærgede, fordi man stuvede så mange mennesker sammen på begrænset plads og uden sanitære forhold. Slaver med den sorte pest, kopper, gul feber, malaria, diarré, dysenteri og alt muligt andet smitsomt blev således sendt til Changuu, hvor de højst sandsynligt døde af deres sygdom, for der var ingen medicin eller lægehjælp at hente. Det er noget af et gys, man får, når man står ved den rampe, hvorfra de ‘skubbede’ ligene ud i havet, når slaverne bukkede under på sygestuerne.Udover de gamle fængselsbygninger med nøgterne displays om slavehandel, er der godt og vel 200 landskildpadder på øen. Dem kan man sige goddag til og tage fotos med – og det gør mange hundrede turister så hver eneste dag. Padderne er efterkommere af fire landskildpadder fra Seychellerne, som en af de omanniske sultaner forelskede sig i, og derfor udbad sig at få med tilbage til Zanzibar. Det er ret sjovt at tænke på, at de endemiske padder fra Seychellerne nu også har et godt opdrætningssted på Changuu.Desværre er der nu intet, der tyder på, at padderne bliver behandlet med respekt, og det ser heller ikke ud til, at de får ret meget plads at bevæge sig på. Det er nok én af de turistattraktioner, man godt kunne overveje ikke at benytte sig af – og havde jeg vidst, hvor åndsbollet foretagendet var, ville jeg ikke have købt billetter til det.Til gengæld var den historiske vandretur med guide rundt i Stone Town en superfin oplevelse, hvor jeg fik lejlighed til at stille masser af spørgsmål ift. historien, slaveriet og hvordan, man som ung i Unguja i 2024 oplever dét, at der er turister, som hver eneste dag vader rundt i ens kulturarv og måske ikke engang overvejer, hvor blodig og tung en historie, der præger stedet?Zanzibarianerne er hårdføre og positive mennesker, der lever i fred og fordragelighed med deres naboer – uanset forskelle i f.eks. etnicitet og religion. De føler, at deres historiske skæbne er udefrakommende – i form af kolonisatorer fra Europa, Indien og Arabien, som gik sammen med lokale Tanganyika-stammeledere for at skaffe de eftertragtede slaver. Derfor er der ikke ‘ondt blod’ blandt øens beboere. Der er ikke visse efternavne, der kunne indikere, at ens forfædre var slaveejere og/eller slavehandlere. Der er ikke bestemte bydele eller områder, der er ejet af rige efterkommere af slavehandlere. På den måde er der en slags forsoning med historien. Folk udefra påførte Unguja den skæbne igennem hundredevis af år. Ikke øens egne borgere. Det er et tankevækkende sted at opholde sig.Med til historien hører, at det kun er godt og vel 110 år siden, at de sidste slaver blev frigivet eller frisat, om man vil. De allersidste var konkubinerne, der blev holdt hos deres herrer i mange årtier efter slavehandlens ophævelse. På en eller anden bizar måde havde de muslimske magthavere besluttet sig for, at når det kom til flerkoneri uden for ægteskabet, så var det helt i orden at fastholde kvinder under slavelignende forhold helt op til omkring 1910.

Udover handel med slaver, er Unguja verdensberømt for sine krydderiplantager. Særligt nelliker, kanel, muskatnød og sort peber blev skibet ud. Nu om dage er der forskellige landbrugskooperativer, der dyrker økologiske grøntsager, frugter og krydderier, som sælges overalt i verden, og så har de en slags ‘Spice farms’, som vi turister kan besøge uden for Stone Town. En ‘Spice farm’ er et slags ‘jordbrugsmuseum’, hvor de viser turisterne, hvordan de forskellige krydderier og frugter gror. De har ananas, bananer, kakao, vanille, kanel, citrongræs, jackfruit, meloner, muskatnød og ingefær. Der er selvfølgelig duft- og smagsprøver undervejs, og man bliver kontinuerligt nødet til at købe sæber, parfumer og krydderier i boderne. It’s the constant African hustle, hvor de fletter sivhatte og tager billeder med de dumme turister, men samtidig hygger sig og har det sjovt med at møde mennesker fra hele verden.De store markedspladser inde i Zanzibar City besøgte vi også. Her er det en blanding af kød-, fiske-, frugt- og grøntmarked, som de lokale baserer deres indkøb på, og så det vanlige turist-tingeltangel med solhatte, fodboldtrøjer, armbånd og alt for små sandaler. Vi afstod høfligt fra at gå ind i hallerne med kød og fisk i alle afskygninger, fordi stanken var for uudholdelig i 35 grader, når man samtidig døjer lidt med at holde maden i sig. Delhi-Belly langt uden for Delhi, gør det ikke ligefrem nemmere at bevæge sig omkring mad. Og da især ikke, hvis det er rå mængder kød og fisk, som fluerne summer omkring. Yrk. Jeg husker de markedshaller fra dengang, hvor Martin og jeg besøgte dem for 20+ år siden.Da Delhi-Belly’en for alvor ramte os, trak vi os lidt væk fra gadeboderne og ind på øens safe space – den lokale Park Hyatt. Dér sad vi så i sofaerne og kiggede op i den mørke aftenhimmel og ud over havet, der lå badet i månelys.

Zanzibar er absolut et besøg værd. Hvis man kan overskue at fornemme historiens tunge åg og at bevæge sig rundt i the African hustle konstant. Og det er vi tilsyneladende mange, der kan overskue. Der er bl.a. en dansk højskole på øen, så man går ikke mange skridt hen ad hotelgangen eller i én af Stone Towns snirklede gader, før man støder på en fellow dane. Det er på sin vis både hyggeligt og vildt mærkeligt.Kommer jeg tilbage igen en anden gang? Hmmm….jeg er forelsket i det azurblå hav og de flinke, flinke mennesker, men måske ville det være spændende at opleve Sri Lanka, Mauritius eller Seychellerne. Men først skal jeg lige skrabe lidt dirhams sammen til feriebudgettet. Drømme er der nok af….Hakuna matata!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet