Efterårsferie

Oprindeligt viste skole-kalenderen, at der var to dages Efterårsferie til os i sammenhæng med en weekend. Men som altid, når det kommer til ferieafholdelse i en Ørkenstat, kan tingene hurtigt ændre sig, og dét var præcist, hvad der skete. Pludselig dukkede der en hel uges ferie op i skole-kalenderen – uden så meget som en mail eller kommentar knyttet til ændringen fra skolens side. Oh, well. Hvem brokker sig over at få mere ferie? Ikke mig!

Martin har ikke mulighed for at holde ferie lige nu, så jeg skyndte mig at melde pigerne til en musical camp om formiddagen, så jeg selv kunne nå at få en masse praktiske ting fra hånden, uden at det ville ende med, at de sad klistret til deres iPads og telefoner hele formiddagen.Alle skoler og fritids-/sports-relaterede virksomheder tilbyder holiday camps, når der er skoleferier. Denne gang valgte vi en sang- og danse-camp, hvor pigerne hver havde en veninde med, så de i det mindste kendte én person i forvejen. Vores egen skole tilbyder også en sports camp, hvor skolens faciliteter – halller, pools, baner osv. – bliver brugt, men den kan jeg ikke få mig selv til at foreslå pigerne, for så får de jo ikke et øjebliks pause fra deres egen skole. De få gange, hvor vi har benyttet os af tilbuddene om camps, har vi oftest valgt Ski Dubai, hvor man får et par timers ski-undervisning dagligt. Det er et dejligt afbræk fra solen og hverdagen, og især Cille elsker at stå på ski. Mille har også været afsted på camp i et trampolin-land, hvor hun hyggede sig med sine små venner.

Mulighederne er faktisk overvældende. Det er big business at køre holiday camps i Ørkenstaten, hvor forældre ofte kun har få ugers ferie om året, og hvor man måske nok har en nanny derhjemme til pasning og bespisning af børnene, men ikke nødvendigvis til den stimulation og det aktivitetsniveau, man kunne ønske sig, når det drejer sig om en eller flere uger ad gangen.

Men hvad laver jeg så, når der pludselig er børne-frie formiddage?Sætter folk til det hårde arbejde. Naturligvis. Her er det JYSK UAE, der leverer nye sofaer til haven, nu hvor vintersæsonen for alvor skydes i gang, og havemøbler pludselig igen bliver relevante.Vi har gamle spisebordsmøbler til haven med fra firmaet Mandalay i Danmark, og de holder som en drøm i solen og varmen, men det første sofa-sæt til haven (købt hernede i Jysk) holdt kun i knapt tre år. Og det til trods for, at vi har det under dækken hele sommeren. Alting mørner bare eller bliver knastørt i det her klima.

Men priserne på Jysk’s møblementer er bare så gode, at det bedre kan betale sig at købe et nyt sæt hvert tredje år, end at købe noget hundedyrt i f.eks. Dubai Garden Center, der gerne vil have 10.000 kroner for en enkelt sofa til tre personer.

Så ud med de gamle og ind med de nye.Lidt hvidvin er det også blevet til. Denne her eftermiddagskaffe med dejligt venne-gensyn fra Vejle endte ihvertfald halv-snalret for mit vedkommende.
Maricel og jeg har også haft gang i den helt store oprydning. Dejligt legetøj, udmærkede sko og stakke af tøj, som pigerne er vokset ud af både fysisk og mentalt, er blevet fjernet fra skabene og sirligt pakket ed, så det hele kan sendes til Filippinerne.Vi kunne sikkert have tjent en lille skilling til pigernes lommepenge ved at sælge deres LEGO, tøj og sko, i stedet for at give det til børn på Filippinerne. Men værdien for børnene derude er 100 x værdien for en eller anden bargain hunter i Dubai. Og glæden ved at få tilsendt billeder af en lille pige med en af vores pigers skoletasker på ryggen er stor.

Maricel sender ikke kun vores brugte ting til sin familie på Filippinerne. For kort tid siden skibede hun også en anden kasse afsted, som var fyldt til randen med rengøringsmidler, sæbeprodukter, tørmælk, kiks og andre fornødenheder, som af uforklarlige grunde er bedre at købe her end derhjemme. Jeg var målløs, da det gik op for mig, at hun (og alle andre nannies) flere gange om året sender Nido-tørmælkepulver og Fairy Ultra-opvaskesæbe i kasser til hjemlandet. Hvordan kan det give mening? Og Dubai er hundedyrt ift. supermarkedsindkøb, hvis jeg sammenligner med f.eks. engelske eller danske priser for de samme varer. Men alle filippinerne gør det. Selv vores gasgrill og komfur er blevet sendt med skib til Maricels hjem. Så et eller andet må de kære, hårdtarbejdende mennesker jo have regnet ud, som jeg bare ikke fatter.

Nu, hvor Maricel og jeg har fået ryddet op i alle gemmer, er jeg ved at fylde depoterne igen. I IKEA, selvfølgelig. For de har julepynt, gavepapir, kunstige planter, sild i sennepssauce og alt muligt andet, der pludselig føles vildt vigtigt at købe.IKEA er måske ikke ligefrem selvforkælelse, men det er ihvertfald en form for indkøbs-terapi, når jeg længes hjem og gerne vil ha’ lidt scandi-vibe i hjemmet.

Selvforkælelse er det til gengæld at få ordnet hænderne og fødderne i min yndlingsklinik, før vi går på weekend sammen med vores dejlige venner fra Danmark, der holder Efterårsferie to dage hos os og seks dage i Abu Dhabi.Ih, hvor vi glæder os til deres besøg. Det er to år siden, vi sidst har haft gæsteværelset rigtigt i brug til andet end sleepovers. Alt sammen på grund af corona. Men nu er de her – lige rundt om hjørnet i hovedstaden Abu Dhabi – og de kommer trillende hertil i morgen ved frokosttid.

Rigtig dejlig Efterårsferie til jer alle! 🍂🍁🍂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Respit

De sidste tre uger er strøget afsted. Skolen er i fuld sving med alt, hvad det indebærer i forhold til pigerne og mit eget arbejde.

Vi er alle tre glade midt i travlheden, heldigvis.Pigernes klasser er ændret minimalt siden sidste år, hvilket er helt uhørt. Under normale omstændigheder blander skolen alle eleverne på hver årgang i nye konstellationer lige før skolestart hvert år. Det betyder også, at man ikke plejer at have den fjerneste idé om, hvorvidt ens børn kommer i klasse med deres venner eller ej. Det er en slags ‘spænding’, der ender med at blive et standard-levevilkår i den evigt-omskiftelige boble, som Dubai nu engang er. Livet her er ikke for sarte sjæle eller tryghedsnarkomaner – eller hvad man nu kan kalde dem, der bedst kan lide, at alting bliver gjort som i går, sidste år og forrige år.

Det med at “ryste posen” forklarer skoleledelsen med, at det er en bedre måde at byde nye elever velkomne på – altså at alle er i “samme båd” i spritnye klasser, og derved burde være mere åbne over for nye kammerater. Jeg ved ikke, om jeg helt køber den præmis eller tankegang. Jeg ved heller ikke, om jeg synes det er okay over for de elever, der har gået på skolen i mange år, og dermed skabt sig et velfungerende netværk, som hvert eneste år bliver omrokeret. Men sådan er der så meget. Og ‘plejer’ døde jo under coronaen, hvilket har medført, at klasserne forbliver lidt mere samlede, så der ikke skabes unødig uro i børnenes i forvejen ret pressede liv.

Vi er heldige med, at pigerne er i trivsel. Jeg oplever børn for tiden, der viser tegn på det modsatte – de er bekymrede, bange for at blive væk eller ikke kunne finde deres forældre, når de skal hentes; de mister appetitten, mister lysten til læring, får ondt i maven og vil ned til skolesygeplejersken, har behov for hyppige toiletbesøg osv. Det er simpelthen så synd for dem – og for deres forældre. Jeg gætter på, at det er en slags pandemi-symptomer. At alt for mange ting har været utrygge, usikre og i lynhurtig forandring for længe for de små mennesker. Og egentlig også for os andre.

Og vi navigerer alle sammen videre i pandemisuppen, så godt, som vi overhovedet kan.

Her i den fjerne Ørkenstat fortsætter mundbindspåbuddet i offentligt rum, så alle skoleelever kan fornøje sig med endnu et skoleår med mundbind fra 7.00 til 15.00 hver dag – i 35-38+ graders varme. Jeg har fået den mest vanvittige omgang maske-akne af de konstant fugtige papirbind, og dét til trods for, at jeg kun har det på fra 10.00 til 15.00 hver dag. Det er så ubehageligt, men man kan vænne sig til meget – og måske endda blive tilhænger af lidt tildækning? Mit resting bitch face kan f.eks. endelig få frit lejde uden den mindste flovhed, og man kan gabe helt ubemærket, mens en eller anden skoleleder fortæller et eller andet megakedeligt til endnu et møde, der virker temmelig irrelevant.Men efter tre ellers så udmærkede uger var det nødvendigt med lidt respit.

Lidt hensættelse fra alle de ting, der tårner sig op på to-do-lister.

Lidt afstand til WhatsApp og sociale medier.

Lidt frihed fra e-mails og opkald.

Så vi pakkede kufferterne og slukkede for alt, der handlede om skole og arbejde.Torsdag aften hentede vi Martin på kontoret lige ved World Trade Center, og så kørte vi nordpå igennem Sharjah til det lille emirat Umm Al Quwain.Her ligger der et næsten nyåbnet Vida Beach Resort, som tilmed tillader små hunde på udvalgte værelser. Vida-hotelkæden er kendt for en ret chik indretning- tænk i stil med et europæisk storby-boutique-hotel – og så til lidt mere rimelige priser end guld- og marmorpaladserne rundt omkring i Dubai.Hotelopholdet faldt på et tørt sted for alle parter, men oprindeligt var tanken, at det var en fejring af Mille. Hun har været så sej igennem hele sit ganebøjleforløb, så hun fortjente virkelig lidt forkælelse og anerkendelse for at være stået igennem det uden de store kvæk.Mille måtte selv vælge mellem en weekend på Atlantis The Palm og så Vida Hotel, hvor Daisy kunne komme med. Hundemor, som Mille jo er, faldt valget selvfølgelig på Vida Hotel.Og Daisy viste sig at være en god hotel-hund. Hun gøede lidt i receptionen ved ankomst, men der gik ikke mange øjeblikke, før hun med sikkerhed gik rundt i svingdøre, ind i elevatorer, på trapper og ned på den lille stribe af stranden, hvor hunde var velkomne til at lege og bade.Daisy er ikke den helt store vandhund, men vi var jo nødt til at prøve hotellets hunde-strand. Hun går i vandet til maven, når hun bliver opfordret tilstrækkeligt mange gange – og jeg tror, hun ville finde det endnu bedre og nemmere, hvis hun ikke skulle have sin sele og snor på. Men dér er vi ikke lige endnu. Hun kommer, når vi kalder, men ikke så sikkert som amen i kirken.Hvor var det bare en dejlig weekend. Fyldt af middagslure, lange nætters søvn, dejlig mad på værelset og i restauranten, lange brusebade, pool-leg, vin, chips, kys og kram.Vi var ikke ude af hotel-sfæren overhovedet, bortset fra mine små lufte-gåture med Daisy morgen og aften, hvor det blev temmeligt åbenlyst, at der er niks og nada at give sig til i Umm Al Quwain, medmindre man da lyst til at trave rundt i noget sandkasse fyldt med affald.Det passer så ikke helt. Jeg er unfair over for Umm Al Quwain. Her er vidunderlig mangrove, som man kan komme ud og se dyreliv i – flamingoer, krebs, fisk og masser af forskellige fugle. Den slags har vi oplevet både i en fladbundet pram i Umm Al Quwain og i kajakker i Ajman. Der er også et gammelt fort i byen – plus en del ‘vandhuller’, hvor man kan købe våde varer til bedre penge end i Dubai. Men dét er vist også dét.

Og hotel-dalren var faktisk lige, hvad vi havde brug for. Energiniveauet var der ikke til at lege turister og koncentrere sig om alt muligt andet end lige at pille i egen navle, svømme lidt i solen og sove længe i de gode senge.PS: Hvis du sidder med en lille hund på skødet og overvejer, om Vida Beach Resort Umm Al Quwain mon kunne være noget for dig, så kan jeg varmt anbefale det. Der er et tillæg på 150 dirhams pr. hund, samt et rengøringstillæg på 50 dirhams pr. nat. Der er også nogle regler for hundenes færden på resortet, men det hele virker rart og venligt for både mennesker og dyr, lige så snart man er kommet dertil og har fattet, hvordan det foregår.

PPS: Hvis du IKKE sidder med en lille hund på skødet, kan jeg stadig anbefale resortet. Det er et nydeligt, moderne alternativ til de store, arabiske paladshoteller inde i Dubai. Du vil så få nogle køreture frem og tilbage mellem Umm Al Quwain og Dubai for at opleve forskellige ting inde i byen, men hvad gør dét, når man har ferie? Prisforskellen er bestemt også værd at bemærke. Om fredagen er der fuldt knald på pool-området med musik og drinks, så hele Umm Al Quwain og oplands ‘it’-crowd lægger vejen forbi i deres bikinier og nyder sol og vand sammen med de solskoldede turister.Se evt. mere lige hér: https://www.vidahotels.com/en/hotels/vida-umm-al-quwain/

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I H.C. Andersens fodspor

Det her er den hurtigste sommerferie, vi nogensinde har holdt, siden vi flyttede til udlandet og efterfølgende har haft 6-7 uger i Danmark hver sommer.

Hurtigste som i hold-kæft-hvor-tiden-går-alt-for-stærkt-stooooooop-jeg-vil-aldrig-hjem-igen.Og jeg ved godt hvorfor.

Pigerne er blevet store i det seneste år. Deres selvstændighed og selvhjulpenhed vokser.De sover længe om morgenen, når vi er kommet sent i seng. De har nemt ved at deltage i alle slags måltider, uanset hvor vi er og hvad der nu måtte stå på menuen. De kan underholde sig selv, når de voksne har travlt, og de leger selvstændigt med andre børn, stort set uden voksen-indblanding eller sure miner.Pludselig er der overskud igen på den mentale konto. Til at læse bøger. Til at drikke vin. Til at trille hjemmelavede romkugler, som jo er virkelig vigtigt.Min søster konstaterede præcist det samme, selvom hun har lidt yngre børn. For første gang nogensinde har vi kunnet sidde og sludre roligt sammen over en søsterlig iskaffe eller et glas rosé uden afbrydelser i de lyse, lange sommeraftener. Mér af det. Tak!

Og for det med de voksende børn er jeg aldeles taknemmelig. Ikke at jeg er en overskudsagtig tween-mor. Overhovedet. Jeg har svært ved at finde ud af min nye rolle, hvor jeg stadig skal være der i kulissen, men for det meste kun som modtager af feedback om, hvor dum eller cringe, jeg er. Men jeg begræder ikke, at tumlingerne er konverteret til inbetween-børn, dét gør jeg virkelig ikke. Jeg elsker samtalerne med dem om alt mellem himmel og jord, som de undrer sig over eller er nysgerrige på. Jeg elsker, at de kan blive alene hjemme et øjeblik – eller gå med ud og shoppe små dimsedutter, som de føler lige så stor begejstring over, som jeg selv gør.

Jeg elsker også at være Moster, selvom jeg kun har mulighed for at være det sådan for alvor i sommerferierne. Her viser Johanne os sin fine skole og fortæller om alt, der har med skolelivet at gøre. I år har jeg haft næsten tre uger med hende og hendes frække lillebror, hvilket er helt fantastisk.Genopdragelsesrejsen i Danmark er i det hele taget super-meget-lettere nu, end den var for bare få år siden, hvor de to søstre f.eks. havde en tradition med at stor-skændes på bagsædet, hver eneste f’ing gang, jeg startede bilen. Det var topstressende. Og pisseirriterende, når jeg kører flere tusinde kilometer hver sommer – ofte i rollen som ‘alene-mor’.

De go’e, gamle skændes-så-det-brager-dage er afløst af podcasts, playlister på Spotify, Minecraft og fælles telefonopkald i bilen. Jeg tager mig selv i at nyde vores road trips, hvor vi ruller fra Frederikshavn over Hillerød til Odsherred, Møn, Hasle og Odense, Varde og Blåvand på ganske få uger.

I Hasle måtte vi selvfølgelig opleve Skovtårnet inde i Camp Adventure.Jeg ville egentlig gerne have prøvet klatrebanerne, men det må blive en anden god gang.Cille lider af rimelig seriøs højdeskræk, Mille er vildt begejstret for alt, der indbefatter klatring, og jeg er lige dele møgbange og nysgerrig, så den fornuftige mor-stemme inden i mig sagde, at vi vist hellere må vente til en anden gang, hvor vi er omgivet af stærkere klatrere, der kan hjælpe den dødsensbange, den nervøst-skælvende og den overentusiastiske godt på vej op i trækronerne. Så i denne omgang ‘nøjedes’ vi med at nyde gåturen igennem skoven sammen med Mormor, Moster L og Onkel JE.
Det var præcist præcist så smukt i Skovtårnet, som man kan forestille sig.
De sneglehus-snirklede gange minder lidt om Rundetårn, men oplevelsen af at gå midt i skoven blandt tårnhøje bøgetræer er jo noget helt, helt andet end et lukket tårn i Kbh. K.

Efter vores dejlige dag i Skovtårnet med Mormor, Moster L og Onkel JE, rejste tur-bilen videre til Odense, hvor vi igen crash’ede min Søster og Svogers sommerferie igen. Denne gang i deres eget hjem, så vi kunne få en god bid af O’ense, der for mig er komplet nostalgi, fordi jeg boede her i 5 år, mens jeg læste min kandidatgrad.
Min søster kom heldigvis over til mig og læste sin egen kandidatgrad, og så boede vi ellers på H.C. Ørsteds Kollegiet samtidig. Hun kom ikke væk fra Odense igen, fordi der pludselig var en sød odenseaner i kølvandet, mens jeg selv fandt nordsjællandske Martin på et splitsekund i kollegiets bar en ganske tilfældig weekend. And the rest is history.Men jeg er glad for at have flere slags tilknytninger til og minder i Odense, som lagde by til masser af kærestesorger for mit vedkommende, men også min akademiske succes, min voksende selvstændiggørelse og spritnye, sårbare selvforståelse, der skulle vokse sig forsigtigt større ud af min vestjyske barndom, hvor jeg altid følte mig forkert eller anderledes i Folkeskolen, fordi jeg var (og er) en kæmpe bognørd og stueplante, mens de andre elskede at spille håndbold og fodbold. I denne ombæring blev det til nostalgi-pizzaer på Mamma’s, en masse leg i haven afbrudt af sommerlige regnskyl, en stor omgang IKEA-shop-amok til vores nye sommerhus, og en tur ind i Busters Verden i biografen, mens regnen stod ned i stænger udenfor.
Inde-midt-i-midtbyen gik vi også i H.C. Andersens fodspor. Den største mand i Odense og uden for Danmarks grænser kender pigerne allerede rigtig godt fra danskundervisning, tegnefilm og højtlæsning, for jeg kan jo ikke være dansklærer uden at vores børn er opflasket med hans verdensberømte eventyr, vel?Min søster havde været sød og arrangeret billetter til soft opening af det splinternye, ikke-helt-færdige H.C. Andersens Hus, som jeg har glædet mig helt vildt til at opleve.Bygningen er virkelig noget særligt. Den anerkendte japanske arkitekt Kengo Kuma har virkelig sans for Andersens eventyrlandskab, og jeg er sikker på, at haven bliver noget helt særligt, når den står færdig. Selve udstillingen er indendøre og skabt af et væld af internationalt anerkendte kunstnere inden for alle materialer og medier.De bærbare lydfortællinger fungerer ikke endnu, så man er pt. overladt til ganske korte beskrivelser ved hvert display, samt en lille folder, der forklarer hvert rum i udstillingen. Dét er ikke helt ‘godt nok’, så det kræver en del pædagogisk overskud at fastholde børnenes interesse, selvom nogle af kunstværkerne selvfølgelig er åbenlyse i forhold til selve eventyret, de repræsenterer.


Undervejs er der mange knapper og interaktive indslag, men på en mere ‘kontrolleret måde’ end vi oplevede det ved f.eks. GeoCentret Møns Klint eller i Jellingestenenes Besøgscenter sidste år. Vores piger er mere til museer med ‘hands-on’ leg end dette hus indbyder til, men vi hyggede os, og jeg var mest fascineret af de flotte artefakter fra selveste H.C. Andersen. De havde hans skrøbelige papirklip, naturligvis, men også hans originale saks, hat, breve, optegninger, skitser, lommebøger, punge, kufferter, personlige hygiejne artikler og mange andre ejendele fra hans liv i Danmark og sine udlandsophold.Cille syntes, at H.C. Andersen var voldsomt irriterende, fordi han vurderede en potentiel kandidat til ægteskabet som værende for beskeden (fra en lavere socialklasse, end han kunne ønske sig), hvilket fik hende til at argumentere for, at digteren var en vaskeægte gold-digger, der drømte om at kravle op ad den sociale rangstige ved hjælp af et ægteskab. Det hjalp ingenting, at jeg forsigtigt forsøgte at forklare hende, at det var en anden tidsalder…Læg endelig vejen forbi det nye H.C. Andersens Hus i O’ense, men vent til de er helt færdige og har headsets klar til rummene. Det er virkelig så smukt, og jeg vil helt sikkert opleve det igen, når det er bygget færdigt, for man kan aldrig få for meget af Danmarks store digter – uanset hvad Cille måtte mene om dén sag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Møns Klint

Jeg har i årevis ønsket mig at komme til Møns Klint. Den første og eneste gang, jeg har været der, sad jeg som baby i en barnevognskasse og blev båret op og ned ad de mange, mange trapper af mine unge, stærke forældre. Det husker jeg intet om, men min Mor og fotoalbummet bevidner det.

I denne her sommerferie blev mit ønske så realiseret. Og det føltes næsten som et stævnemøde, fordi vi ENDELIG skulle mødes med min Mor, Moster og Onkel – og det var så et langt år siden sidste møde og kram.

Pigerne og jeg havde en længere køretur fra Hillerød til Møn, så vi startede ud med picnicfrokost og leg på legepladsen foran GeoCenter Møns Klint.De godt og vel 400 trappetrin ned mod klinten var overstået på et øjeblik, men jeg kunne mærke, hvordan mine ben sitrede bagefter, og jeg er i så fantastisk en kageform, at jeg har fået fornøjelsen af ømme stænger og baller et par dage efter alle trapperne.Nedstigningen er så smuk og en oplevelse i sig selv. Gennem trækronerne fornemmer man klinten tydeligere og tydeligere. Det er ikke så underligt, at Møns Klint lander på forsiden af turistbrochurer om Danmark i udlandet, vel?Pigerne ville gerne blive på den nederste udsigts-afsats, før de sidste trapper ned mod den stenede strand, og Mormor tilbød at blive hos dem, mens vi andre trissede afsted. Vandet var ikke ligefrem venligt dén dag.Der var nemlig højvande og godt med bølgebrus, så det var ikke en videre behagelig oplevelse at vade afsted på de våde sten med usikre ben og ømme fodballer.Der stank også helt vanvittigt af hundelort eller en anden slags møg over det hele. Det overraskede os lidt. Er det mon klintens kalk, der afgiver den virkelig grimme lugt? Men smukt, smukt, smukt – og dramatisk – er der så absolut på Møns Klint.Vel oppe igen gik vi på opdagelse i det flotte, interaktive GeoCenter Møns Klint.Der kunne selvfølgelig findes fossiler i det lækre kinetiske sand, der gjorde det ud for fortidens kridthav. Og fossilerne – her et søpindsvin – kunne man så kigge nærmere på i en lang række mikroskoper.Over alt kunne man lære om landskabets oprindelse, jordens bevægelse og de forskellige elementer af sand, is, vand, ler, alger, plankton, jord, kalk osv., der blev skubbet op og presset ned i tidernes morgen.Pigerne har GeoCentret som årets favorit-‘museum’, fordi man kunne røre ved alting og få en fysisk fornemmelse for det tidligste tid – landområdet Danmarks fødsel.Vi skulle selvfølgelig også skrive med kridt på tavle – dog ikke kridt fra klinten, som vi bevidst valgte ikke at røre ved eller tage souvenirs fra, og så kiggede vi på, hvilke ting, vi anvender i vores hverdag, som kommer fra kridtlagenes værdifulde bestanddele – olie og naturgas – dybt nede i jorden eller havbunden.Nogle af de interaktive komponenter var mere vellykkede end andre, men for børn er det bare altid fedt med VR-briller og spil med alle mulige knapper og dippedutter, man kan trykke på.Pt. er der en særudstilling i GeoCentret om ‘Danmarks første dinosaur’, som er udgravet i rigsfællesskabet. Helt ærligt, så burde det hedde ‘Grønlands første dinosaur’, for det er selvfølgelig deroppe, man har fundet det komplette skelet. Dét var en enormt spændende udstilling, som jeg helt glemte at fotografere, fordi jeg var så optaget af at drømme mig derop på antropologisk-arkæologisk felttur.Møns Klint er 100% en vinder-destination, uanset om man kører dertil, som vi gjorde på én-dags-udflugt, eller om man har booket weekend-glamping, vandrer på Camønoen eller noget andet spændende.Kæmpe anbefaling herfra.

Og var det dejligt at få et kram af min Mor efter et helt års adskillelse. Hold nu op, dét var det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet