Vesterhavsblik

Vi er retur til en dobbelt-regnbue over kolonihaven i Hillerød.Blåvand-andelen af vores sommerferie blev reduceret i år, fordi der er store mærkedage i familien. Men det var dejligt at være ved Vesterhavet som altid – uanset antallet af dage.Vi var hos Sæberiget i Ho på et sæbe-kursus, hvor vi lavede vores egne fine glycerinsæber med æteriske olier, scrub-komponenter af enten friskmalede kaffebønner eller oprenset Vesterhavssand, glimmer i alle afskygninger, forskellige slags farver og masser af tørrede blomster. Alt sammen økologiske ingredienser, og der duftede så skønt og rent igennem hele processen!Lige da jeg havde bestilt kurset, blev jeg i tvivl om, hvorvidt vi egentlig ville synes, at et sæbekursus var sjovt, men det optog både teenagere og mødre i et par virkelig hyggelige timer. Sæberigets ejer, Bente, er humoristisk og enormt hjælpsom ift. at få lavet fine kombinationer, så en stor anbefaling herfra.
Der er bare noget godt ved at producere et eller andet med hænderne, og vi var dybt engagerede i at kombinere sæbernes udseende med deres dufte og egenskaber. Min pink glimmer-sæbe er naturligvis med rosenduft og små nips af lavendel. Perfekt girlfriend-sæbe til min bedsteveninde, når jeg ser hende igen.Og Mille savner Daisy så meget, at hun straks gik i lag med pote-formene, hvor hun kom rigeligt med kaffe-knas i, så vi kan blive helt bløde og velpolerede.

Der var heldigvis også tid til at hænge ud med min Mor på tomandshånd. Det er fordelen ved, at Snorkefrøkenerne er blevet teenagere. De sover nu så længe, at man sagtens kan nå at spise langstrakt picnic-morgenmad i solskin ved Filsø-Ellipsen og at gå den 5 km. fine rute ved søen i fuglereservatet, før de vågner og er klar på at lave et eller andet.Min Mor er mester i lige at stable en picnic på benene, uanset vejrlig og tidspunkt på dagen. Og selvom solskinnet kun varede til afslutningen på morgenmaden, var det en skøn tur ud i det blå til et sted, jeg aldrig havde været før.Det er ikke ellipsen i sig selv, man skal besøge Filsø for at opleve. Den er næsten lidt en joke, men det er selve søen og det rige fugleliv, der udfolder sig uanset årstiden, som virkelig er smukt at opleve på nært hold.Man ved, at stedet er Vestjylland, når der er opsat picnicborde, der tager højde for den insisterende blæst fra divergerende vindretninger. Det lille hus var ‘vejestation’ for det tidligere korn- eller kartoffellager, der har befundet sig dér. Nu kan man kun se fundamentet af lagerbygningen. Filsø var tidligere konverteret til afvandet agerland, hvor man dyrkede kartofler og korn i den rige jord. Heldigvis er man kommet på bedre tanker, men det var et kæmpe projekt i vores bedsteforældres tid, det med at få skaffet brugbar landbrugsjord til vestjyderne, der ellers kun havde noget sandet skidt at arbejde med.Der var selvfølgelig også tid til at bade i Vesterhavet. Vandtemperaturen var 19 grader, så luften og vandet var stort set afstemt temperaturmæssigt. Friskt og lige tilpas til mit vestjyske vikingebarn, der mest af alt ligner en sælunge, når hun springer hovedkulds ind i bølgerne, fordi Onkel Søren har lært hende at dykke i saltvand denne sommer ved Nyborg.Gid, man kunne lagre den svalende og opkvikkende fornemmelse i kroppen, man får af at bade i Vesterhavet. Det ville være en kærkommen følelse, når vi om knapt halvanden uges tid rammer ørkenens hede igen.

Knapt så fredsommelig var opførslen fra Vesterhavets side, da vi stævnede ud med fiskekutteren E1 Claus Sørensen fra Esbjerg Havn en fin torsdag formiddag.E1 er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjergs velholdte fiskekutter, som styres af en pensioneret skipper af klassisk vestjysk afstamning (læs: mand af få ord) og hans bedstemand, der til gengæld var mand for at berette om livet i Esbjergs industrihavn – dengang, der foregik andet end noget aktivitet med havvindmøller.Museet har også en udsendt medarbejder ombord, der fortæller historien om kokkedrengen Johannes, der tager hyre på E1 lige efter WW2, fordi det var den bedste mulighed for at tjene gode penge i nabolaget.De gode penge skulle tjenes på at fange fladfisk.Med til fortællingen om Johannes havde museet selvfølgelig en kurvfuld fake fladfisk med, som børnene fik lov til at måle op, så de enten skulle i lastrummet for at blive solgt på havnen i Esbjerg, eller retur i havet for at vokse sig større.Lidt sælsafari kom vi også på, da sejlrenden ledte os over mod Fanø, hvor sælerne soler sig på de flade sandbanker, der dukker op med tidevandets tilbagetrækning.Man er vel i Vadehavet, Vesterhavet og Nordsøen. Either way, så var det simpelthen så cute at se på sæler og lytte til deres indbyrdes ugh-ugh-ugh-diskussioner.På et tidspunkt måtte jeg selvfølgelig klatre ned i diverse luk-af’er, ind og snuse rundt i skibskabyssen og prøve kutterens wc. Klassisk Tine at skulle tisse midt i det hele.Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg tilbyder masser af forskellige udflugter, og det er bestemt ikke sidste gang, vi er med dem på tur. Det er lærerigt og sjovt – selv for en teenager, der ikke rigtigt kan se det opløftende i at tilbringe en formiddag ombord på en kutter i stiv vind ude fra vest. Om ikke andet, så fik hun frisk luft.Som trade-off på morens entusiastiske fiskekutter-idé fik teenagerne frit lejde i Frelsens Hærs store genbrugsbutik og ad libitum rå fisk på Nara Sushi down-town Esbjerg. Ikke den værste afslutning på en dag i fiskerbyen med de hvide mænd, der skuer ud over havet.Midt i Blåvands-ferien indløste Martin også en af sine 50-års-gaver: Rundvisning i REGAN VEST. 
Det blev til en fin, lynhurtig kærestetur til Nordens Paris – Jyllands ene dobbelt A – som viste sig fra sin mest vanvittige, blæsende side. Heldigvis var kaffen varm og kagen stor hos Penny Lane.Og om aftenen fik vi varmen over lige rigelige mængder bearnaise og rødvin på Bones, fordi when in Jylland, do it right. Der blev selvfølgelig også indkøbt nyt voksen-gymnastiktøj til økonomidirektøren i Shaping New Tomorrow’s hovedsæde i Aalborg. Det er vel et must på de kanter.Men hva’ mæ’ den bunker derude i Rold Skov nær Rebild Bakker?Den var ganske enkelt imponerende. I al sin historiske magt og størrelses pragt.Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på Koldkrigsperioden i Danmarkshistorien, men at vandre 300 meter ind i en kalkbakke, for så at møde et 5.500 kvm. stort regeringsanlæg til 400 af de vigtigste personer, der skulle kunne lede landet igennem WW3 er fandeme lige dele imponerende, øjenåbnende, fascinerende og grænseoverskridende i en tid, hvor Europa igen står over for risikoen for WW3.

Suk.

Næsten ligeså interessant som det enorme bunker-anlæg var maskinmesterens bolig.Boligen besøger man på egen hånd, og det er sjovt og creepy at modtage telefonopkald og luske rundt i andre menneskers hjem (*opstillet af Nordjyske Museer, jovist, men virkelig realistisk).Det er lidt som at falde ind i en 80’er tidslomme af nej-tak-til-atomkraft, Pac-Man og tegneserier på børneværelset og lilla Elida shampoo på det lille badeværelse.Jeg vil absolut anbefale alle voksne og unge at besøge REGAN Vest. Børn kan måske bedre være med i Tirpitz, Hanstholm, på Stevnsfortet osv. – for det er en længere gennemgang, hvor man skal være stille og koncentreret, selvom guiderne med sikkerhed vil være flinke overfor småfolk.

Alt i alt uddeles der igen-igen 10 ud af 10 stjerner til Jylland. Kom bar’ do.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sommerglimt

Denne her sommer flyver afsted. Måske handler det mest af alt om, at vi nu har to reelle hjem, vi kan opholde os i?Eller måske er det fordi pigerne er blevet så store, at det er muligt at gå ture, sove længe og løse en halv kryds-og-tværs uden afbrydelse? Jeg kan ihvertfald konstatere, at mine skuldre og mit nervesystem aldrig har haft en bedre sommerferie end denne her.Når det så er sagt, er det stadigvæk cirka 95% røv & nøgler og 5% glimt af lykke i både sommerlivet og hverdagslivet. For hverdag bliver det, når vi holder to måneders sommerferie, mens feriebudgettet allerede er spilet maksimalt ud på grund af det intet mindre end fantastiske sommerhusbyggeri. Som vi ikke fortryder et splitsekund.

Min Mor er lidt bekymret for, om sommerhuset i Blåvand nu bliver passé, når sommerhuset i Hillerød er så fint og flot. Men jeg længes efter Vesterhavet præcist ligeså meget nu, som jeg gjorde før. Der er ingen forskel. Det er to forskellige slags sommerliv, der udleves. Og så er Vestjylland jo mit hood 4 ever.

For mig er Blåvand frisk luft og høj himmel. Vesterhavet er råt og vildt, både på en solskinsdag og en regnvejrsdag. Dét savner jeg altid i Dubais manicurerede havekultur. Hillerød er til gengæld hyggeligt byliv – med butikker, biografture, spontan-kaffe med familie & venner og gåture rundt om altid yndige Frederiksborg Slot.Denne sommer lytter jeg til “Postkort fra sommerlandet” med Katinka Bjerregaard og Line Jensen på Podimo, når jeg får det velkendte snert af ikke at ‘gøre det hele godt nok’ eller ikke at ‘opleve alle de spændende ting’. FOMO, som man si’r. Og den opstår selvfølgelig, hvis ‘man’ (læs: jeg) er lidt for ofte eller længe på de sociale medier.De to kvinder læser højt af de sommerhilsner, som deres modige følgere sender til dem, og dermed får vi et lille kig ind i, hvad sommeren egentlig er lig med for ‘alle andre’. Og helt så rosenrødt, som vi synes, de andres sommerferier ser ud til at være, er de jo ikke i virkeligheden.

Jeg er selv skyldig i at lægge de pæne billeder op.Glansbilledsamlingen.Men selvfølgelig er der masser af skænderier, irritationer og frustrationer ved at være sammen 24/7 i 2 stive måneder. Det er lang tid at være så tæt på hinanden i firkløveret uden at skulle ‘afsted’ på arbejde eller i skole. Og selvom der også ville være en vis tyngde i at vise dén side af sommerlivet, er jeg nødt til at holde det privat. Resten af familien har ikke bedt om at blive fremvist eller udstillet, uanset hvor gode intentioner, jeg end måtte have.

Det er en gave med så lang sommerferie, jovist. Men også en lidt besværlig gave, hvor alles behov hverken kan mødes eller strækkes til en form for harmonisk løsning, dét er helt sikkert.Der går hverdagstrummerum i den, så jeg pludselig opdager, at jeg har siddet og sumpet til to afsnit af “Luksusfælden” i stedet for at gå en dejlig tur i den friske luft eller ringe til en kær veninde. Der er mange mandagsagtige morgener med grå skyer og on-off-regn, som gør det besværligt at finde på noget sjovt eller spændende, der samtidig heller ikke kræver en masse penge, lang planlægningstid eller en hel dag ud af huset.

Og børn er bare børn. De vil gerne ud og opleve ting – og sætningen ”hvad skal vi lave i dag?” er fandeme en hård nød at knække 60 dage i streg. For hvad skal vi egentlig lave i dag? Vente på håndværkere? Købe ind og vaske sengetøj? Lyder dét opløftende eller sjovt for en 11-årig? Næppe. Men det er nødvendigt.Jeg får helt lyst til at citere Dan Turell’s “Hyldest til hverdagen”, fordi den er bare bedst. Og selvom det er en fornøjelse at blive rykket ud af selvsamme hverdag, hver gang vi rejser til Danmark, er der ét problem. Dét, jeg glemmer i den lange mellemtid, er, at det jo også bliver hverdag her i Danmark, når det er så lange perioder, vi er her.

Min hjerne vil glemme det. Benægt, fortræng, benægt.

Den ser kun muligheder, glade oplevelser, stille stunder, mental ro og nærvær med familie og venner. Men sådan bliver det jo aldrig. Sådan fungerer livet ikke. Og måske er det dén romantiske idé om ‘ferie’ fra hverdagslivet, der gør mig – og sikkert mange andre – så skuffede eller frustrerede i det kære sommerliv?Og hér har vi måske forklaringen på, hvorfor jeg ikke ser det i et særligt rosenrødt skær, når ‘nogen’ spørger, om vi ‘da aldrig flytter hjem igen’?

Jeg har faktisk allerede fået rigeligt af Rema 1000 i Sophienborg og folks vrantne attituder i det offentlige rum efter et par måneder i moderlandet.

Jeg er allerede dødtræt af TV2 News og Go’ Morgen Danmarks dækning af ligegyldigheder og vanvittigheder.

Jeg trækker allerede vejret dybt ind i referater fra ejerforeningen, hvor det er bydende nødvendigt, at ‘man’ får sat husnumre op og at ‘man’ får leveret de pæneste havemøbler til lige præcis ens egen terrasse. PS: Ja, jeg ser TV2-serien “Balladen om kolonihaven” – den vel er obligatorisk som nybagt kolonihave-ejer?Så er det, at lysten til eventyr kryber ind under huden igen. Jeg har fået et skud venne-vitaminer og en ordentlig dosis familie-kærlighed og mor-omsorg. Så er jeg klar til gak og løjer under fjernere himmelstrøg igen. Tempoet er tosset i Dubai, men det er muligvis også lige adstadigt nok i sommerhuset.

Jeg bilder mig ind, at de fleste udrejste – immigranter – har det på samme måde som jeg. Vi længes hjem og drømmer os væk. Det er ikke et ‘særligt’ kendetegn ved lige netop mig, og det er heller ikke relateret til Danmark eller den danske mentalitet. Maricel fortæller, at hun har det på samme måde, når hun er ved at eksplodere af forventningens glæde over at skulle en hel måned hjem til familien på Filippinerne. Og hun kommer retur til os med en følelse af at være imploderet. Tømt for penge, energi og hjerneceller. Og hun får påfyldt ny energi sammen med os. For hende er det langt hårdere arbejde – både fysisk og mentalt – at opholde sig derhjemme i landsbyen end i storbyen langt derfra. Og jeg har det på samme måde.Det at være immigrant eller udeboende er en livsstil – når den vel at mærke er selvvalgt. Jeg medtænker ikke alle de forfærdelige situationer, verdens flygtninge står i. Jeg tænker på alle os, der er så priviligerede, at vi får det ‘bedste af to eller flere verdener’ – en yderst priviligeret mulighed for at ‘leve to liv på én gang’, kunne man måske også kalde det.

Den taknemmelighed kommer tit over mig, når jeg bliver ærgerlig eller sur over et eller andet banalt i min egen trummerum, hvor jeg i virkeligheden godt ved, at det er en lillebitte pebernød at sluge i forhold til alt det slemme, der sker rundt omkring.

Jeg må nyde tilbagevendende sengetøjs-vaskeri og det evindelige regnvejr. Jeg må sørge for at fange de sommerglimt, der trods alt er. Jeg må gemme de megahyggelige stunder, vi har her i sommerlandet sammen med familie og venner, som jeg vil savne helt vildt, når vi ikke længere er her i Moderlandet.Cille er vokset ti cm. denne sommer af at være på sommerskolen, der afholdes af organisationen Danes Worldwide.Mille har fået én på opleveren af ferien i Spanien sammen med gå-maskinerne, aka. Mormor og Mor.
Vi har været i Sverige, og vi har tilbragt det bedste af 14 dage on-off med min søster og hendes lille familie, og vi får hygget med familie og venner alle vegne. Der er stadig Blåvand i farvandet og en bid mere af Nordsjælland. Heldige, heldig mig.

Der glimter så mange fine ting lige derude i horisonten.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Que Viva España

Det er kun omkring 25-26 år siden, jeg arbejdede som au pair i Madrid hos en sød amerikansk-mexicansk familie, hvor jeg passede en lillebitte pige, der nu er en smuk kvinde på 30 år, der lever den op i Miami, as we speak.Jeg holdt til livet som au pair i 8-9 måneder, og så mistede jeg appetitten. Det var der mange årsager til. Jeg var ærgerlig over, at vi var flyttet fra den centrale Madrid-forstad Las Rozas til en udørken af et nybygget villakvarter i Los Peñascales de Torrelodones, som ihvertfald dengang føltes voldsomt isoleret. Jeg led også af en ubehjælpelig skyldfølelse over at være skredet fra et helt igennem udueligt kæresteforhold hjemme i Danmark, som jeg slet ikke forstod at sige nej tak til, fordi det med grænsesætning og ærlig konfrontation ikke lige var blandt mine spidskompetencer (det er de desværre stadig ikke). Dertil skulle også lægges, at familiens dynamik var ret speciel. Så har jeg ikke sagt for meget om andres menneskers privatliv.

Nå – au pair livets op- og nedture aside – så faldt jeg ihvertfald så dybt ned i en balje med tinto de verano, at jeg aldrig helt er kommet op af den igen. Jeg elsker, elsker, elsker Spanien! Og jeg har forsøgt at smitte hele min familie mest muligt med den spanske syge, mens jeg selv rejste videre og blev uddannet cand. mag. i spansk. Min Mor er det lykkedes allerbedst med, og derfor var det heldigvis heller ikke særligt svært at lokke hende med til Spanien her i sommerferien.Allerede i foråret havde jeg nemlig på fornemmelsen, at det ville blive nødvendigt med et fysisk afbræk fra nybyggeriet i Hillerød, hvis denne sommer skulle komme til at indeholde en reel feriefølelse. Så mens Cille er pist væk og borte på Danes Worldwide Sommerskole sneg vi os ud af bagdøren til Costa del Sol, hvor min søde veninde har en lejlighed, vi måtte være i. Hun er selvfølgelig et venskab fra tiden som au pair, for lige at binde en afsluttende krølle på ungdomshistorien og mit første spæde spadestik til drømmen om at bo og leve i udlandet.Så dejligt, så varmt, så fint at være tilbage i Spanien efter virkelig mange års absence. Her på strandpromenaden med kurs mod Torremolinos i solnedgangen, mens Cille lever drømmen om et friere ungdomsliv ud på sommerskolen.Og her i haven, hvor vi hver eneste dag nød poolen og den dejlige terrasse.Det allerbedste ved at bo i lejlighed var, at vi så kunne lave vores egen mad til nogle af måltiderne. Både min Mor og jeg er supermarkeds-entusiaster, når vi er i andre lande, og det at handle og tilberede mad er noget af det bedste, vi ved. Lige rundt om hjørnet fra lejligheden i Benalmádena Costa lå en Carrefour Market, så vi kunne få stillet vores trang til alle de gamle smags-minder fra en svunden tid.Det er de simple ting. Den lille butterdejssmåkage. Kakaomælken. Tomatsalaten. Rødvinen med La Casera – en særlig spansk danskvand. Den klassiske spanske æggekage med kartofler.

Min Mor og jeg er nostalgikere på helt basic stuff. Og Spaniens gastronomi er basic, grænsende til bondsk. Kokkene kører med grove udskæringer, alle råvarer er topfriske og maden er helhjertet, når man smager på den. Røget paprika, hvidløg og jomfruolivenolie.

Og så gik vi selvfølgelig ud for at smage på Middelhavets specialiteter og tapas, tapas, tapas, når vi ikke længere selv gad grovhakke i køkkenet.Særligt i Benalmádena Pueblo var der yndigt.Som en slags fattigmands-Marbella, hvor man sad under grønne mandarintræer på landsbyens yndigste, brostensbelagte plaza og nød den spanske gå-i-byen-stemning – til en brøkdel af prisen.Der kom endda en katolsk procession forbi, som handlede om at flytte Jomfru Maria-statuen fra den ene kirke til den anden i landsbyen, fordi øhmm…det var der ikke rigtigt en forklaring på, når jeg spurgte tjeneren og taxichaufføren.I Benalmádena Pueblo gik vi også hen til Castillo Monumento Colomares, som er et forholdvis nybygget ‘slot’, der læner sig op ad Gaudí’s pyntesyge, skægge og imponerende bygninger i Barcelona. Her var der tale om et castillo i miniaturestørrelse – faktisk er castillo lige lovligt prangende ordvalg til bygningen, men det var stadig morsomt at gå rundt i komplekset og se alle de krummelurer og krinkelkroge, kunstneren har udtænkt og bygget med sine egne hænder.Vi tog også op i bjergene med Teleférico de Benalmádena for at nyde udsigten over Costa del Sol og måske lidt af Afrika i det disede fjerne.Ingen panoramabilleder yder retfærdighed til et område. Sådan er det bare. Og her var en dejlig udsigt og en let havbrise, der hjalp lidt undervejs, når vi gik fra det ene udsigtspunkt til det næste.En tur til Málaga måtte vi selvfølgelig også på. Med bussen, så Mille kunne få trænet både sin tålmodighed og sit kendskab til offentlig transport. Det er hårdt at følge med Gå-maskine Mormor og Gå-maskine Mor, der konstant tager svinkeærinder og lægger stor energi i at finde på umulige krumspring undervejs i en vilkårlig aftalt retning.Jeg havde på forhånd valgt, at vi skulle på Museo Carmen Thyssen og bl.a. se stilleben fra den svundne andalusiske romantik – frem for et ud af mange Picasso-muséer, som byen byder på. Selvfølgelig elsker jeg også Picasso, men midt i turist-højsæsonen ville der med stor sikkerhed være ulideligt på et vilkårligt sted, der handler om førnævnte kunstner.Thyssen-familien er kunstmæcener, og muséet i Málaga skuffede ikke. Det store Thyssen-Bornemisza i Madrid er mit absolutte yndlingsmuseum i en by, der ellers ikke skorter på fantastiske kunstmuséer.

Costa del Sol bliver aldrig mit ‘yndlings’-sted i Spanien, men Andalusien som region er fænomenal.
Det er bare med at komme væk fra de andre turister og finde en bocadillo med tortilla francesa hurtigst muligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Best of London

Mer’ London.Om ikke andet så for min egen skyld. Og for min Mors skyld, for hun elsker-elsker-elsker London af nostalgiske årsager, der trækker tråde tilbage til hendes formative teenageår.Vores forårstur handlede jo ikke kun om at få nostalgi-trippet ud til Harts Grove og Woodford Green.

Det var jo D.E.T. H.E.L.E, vi kom for.

Og Martin havde placeret os centralt i Kensington på Cromwell Rd., så der aldrig var ret langt til noget som helst. Hverken Heathrow eller Oxford Rd.Vi tilbragte  en hel dag i mit favoritområde – East London – nærmere betegnet Spitalfields og Whitechapel, hvor vi bl.a. var på Petticoat Lane Market og fandt et besynderligt undergrundsmarked med virkelig sjove vintagefund, halvbizart, aflagt teater-, cirkus- og militærudstyr og stakkevis af LP’er.Der er ikke noget bedre end at gå rundt i Øst-London og glo på mennesker, historiske bygninger, gadeliv og graffiti. Cille fandt konstant unge med ‘go’stil’, som hun formulerede det, og der var ingen tvivl om, at hun syntes, at både London som by og The Londoners var megaseje.Til frokost strøg vi forbi sagnomspundne Brick Lane, der naturligvis har ændret sig meget, siden vi plejede at komme der for så mange år siden.Der var længere mellem de billige britisk-indiske spisehuse end tidligere, og selve gaden var nu proppet med madboder og food trucks, præcist som i mange andre storbyer, hvor man så kunne få alverdens retter fra spændende lande. I London er der dog ikke skraldespande opsat til resterne fra madmarkederne, så der var virkelig snavset og festligt for fugle og rotter.Vi tog dog ikke en vietnamesisk bao-bun eller en polsk kålpølse, men i stedet den vaskeægte og lidt for billige British Curry, når nu ‘man kunne’. De skulle have skruet lidt ned f0r ghee’en, der svømmede ovenpå.Senere kom vi forbi Old Spitalfields Market, der må være en ny, stærk konkurrent til klassikeren Borough Market, der var det helt store dengang i de gode, gamle dage. Vi købte hjemmelavet fudge, der var så hvinende sød og fed, at det sang i tænderne og smeltede i mundhulen på et splitsekund.Men det var smart at have noget sødt at varme sig på, for det var isnende koldt senere på vores Jack The Ripper rundvisning i Whitechapel, der her 200+ år senere fortsat byder på ‘lidt for enhver smag’, som man si’r. Hash- og vandpiber, vape og andet rygeudstyr var frit tilgængeligt på hvert gadehjørne.Udover at drømme om seje vintage- og loppefund i Øst-London, havde Cille øjnet chancen for at komme i Europas største boghandel – Waterstones ved Piccadilly Circus. Hvem elsker ikke en god boghandel? Og så med de engelske priser? Pundet stod nemlig herligt lavt for os.Cille var i boghimlen i et par timer, og endte med at finde 4-5 bøger, mens Martin serverede earl grey-te med Victoria sponge og lemon drizzle bake for mig. Boghandlen er absolut et besøg værd – der var vildt smukt opstillet i alle afdelinger, selvom jeg mest befandt mig i børnelitteraturen og Young Adult.Mille var klart mere til at udforske snacks-sektionen i Boots end bøgerne i Waterstones, og det er helt okay. Jeg er selv vild med at glo på briternes crisp-varianter, snacks, nødder og sandwiches. Det hele må prøves.Der var selvfølgelig også en obligatorisk tur med Hop-on-hop-off-bus rundt i hele London, da vi blev trætte af at gå. Vi tog afsted i det smukkeste forårssolskin med lune, nyristede nødder i et lille krus – købt lige ved Tower of London.Og vi landede i Covent Garden og Seven Dials, der er et smukt og stemningsfyldt område med shopping, markedsboder og restauranter, der alle har historisk vingesus.Matilda The Musical nåede vi sørme også at se i teatret. Musicals er fantastiske og alle pengene værd i London.Hold op, hvor det også handlede om mad for mig på denne her ferie. Jeg skulle be’ om hårdt-ristet toast med abrikosmarmelade og English breakfast te om morgenen.Og comfort food på den lokale pub med en balje hvidvin til – præcist som de britiske damer får, mens mændene ruller med en pint cider i stedet.Vi storfrådede over butter chicken og chicken tikka masala på den der ‘indiske måde’, der kun fås i England – på en mere fancy restaurant end i Brick Lane, hvor der var skruet lidt mere op for krydderierne og lidt ned for fedtstoffet.Smagen af en svunden tid ramte mig. Det er helt vildt, hvor meget vi erindrer igennem smage og dufte. Cille forevigede mig tilmed i gerningsøjeblikket på vores lille hotelværelse, mens jeg forgreb mig på en af de evindelige britiske miniposer med crisps – I.K.K.E chips. Hun var selv helt hoven og fornuftig med sine tørrede frugter.Steder, ting, smage, lyde, dufte og ‘atmosfærer’ sender os direkte retur til minderne om ‘engang’. Der var engang. Engang, hvor vi boede i London.Jeg kom aldrig til at elske at bo der. Jeg holdt af det som koncept – på dén måde, at det var spændende at bo i en rigtig storby, for nej – det er KBH. altså ikke – og fordi det var det første spadestik i den drøm af en flødeskumskage, som et liv i udlandet er. Ihvertfald for mig. Jeg har altid ønsket mig at bo og leve i udlandet. Ligeså langt tilbage jeg kan huske.Jeg holdt af alle de grønne parker og briternes forkærlighed for gode legepladser til deres afkom. Jeg holdt af briternes evne til at nyde en picnic og deres evindelige malstrøm af snacks og atter snacks. Jeg holdt af at køre med The Tube rundt til alting. Togene er så organiserede og strukturen fungerer bare, så selv en kort-blind person som jeg kan finde vej. Dag efter dag. Lige indtil det ikke varede længere.Jeg holdt knapt så meget af at have et tumlingebarn med rundt i The Tube, når jeg skulle bære klapvognen op og ned ad stejle trapper, mens jeg frygtede at falde med baby nr. 2 inde i maven, samtidig med at jeg også febrilsk forsøgte at få førnævnte barn til ikke at røre ved noget snavset eller komme ud for en ulykke, når togene susede igennem tunnellerne, så håret fløj om hovederne på os.Sh*t, hvor var og er London dog snavset. Stor, beskidt og helt sin egen. Og jeg elsker den klart mere med en teen og en tween på langfart, end jeg gjorde med dem som bittesmå mennesker.

Vi fik virkelig gået omkring, set, smagt, oplevet. Ikke kun i forhold til de såkaldt lav-kulturelle London-oplevelser, men også de højpandede med dybere formål. For eksempel var vi en tur nede i Churchill’s War Rooms, som er de bunkere, den britiske regering anvendte under WW2. De står velbevarede med det oprindelige inventar i videst mulig omfang.Det var en tankevækkende oplevelse, og en hands-on-oplevelse for os, der aldrig har oplevet krigen så tæt på.Muséet har tilmed den originale Downing Street 10 dør stående, da den gamle i træ blev udskiftet med en mere brydningssikker løsning.Vi var også et smut forbi British Museum for at se på alle de dyrebare tyvekoster, briterne har slæbt med hjem fra deres tid som kolonimagt. Det skar i øjnene at se på de vidunderlige mumier og skatte, briterne har stjålet i Egypten.Heldigvis var der også mere moderne sektioner at boltre sig i, når man ikke kan klare flere koloniherre-overgreb i form af hjembringelse til imperiets højborg af uvurderlige stykker kultur og kunst. Afrika, Korea og Kina var super interessante.100% succesoplevelse at være i London igen. Nostalgisk og rørende på den gode måde, og en helt anderledes oplevelse end dengang for 12 år siden, hvor vi boede der.

Nu slikker Cille heller ikke længere på gelændere i The Tube, men finder i stedet loppefund, som hér, hvor hun erhvervede sig ‘en sej taske i firbensskind’.Og hun er stor nok til at gå i Costa Coffee for at forevige forskellige kager, som hun gerne selv vil prøve at efterligne derhjemme, fordi hun elsker at bage. Ikke som i de gode, gamle dage, hvor synet af en kaffebar gjorde hende til en hel sæk lopper, der hoppede op og ned, indtil jeg gav op.Vi vender tilbage. Tror ikke, det vil kræve et minuts overtalelse hos nogen af de involverede. 🏴󠁧󠁢󠁥󠁮󠁧󠁿🇬🇧

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

London, Baby

Det er fire år siden, vi sidst var på en ‘rigtig’ familieferie.Ingen skal føle sig forpligtede til at udtrykke deres dybeste medfølelse eller sympati – jeg er udmærket klar over, at jeg taler fra et über-priviligeret og privilegieblindt sted, for i de seneste fire år har vi haft masser af tid med vores familie og venner i DK.Men rejseoplevelser som lille firkløver har vi ikke haft siden 2019, hvor vi tilbragte Spring Break på Bali. Året efter – det sagnomspundne 2020 – havde vi booket Spring Break i Vietnam, men det blev selvfølgelig forpurret af you-know-what, ligesom alt andet. Sorgen over ikke at få denne her slags oplevelser som familie blev hurtigt skubbet væk af glæden ved at kunne tilbringe de to efterfølgende somre i Danmark med stort set ingen corona-forhindringer – eller ihvertfald med så små begrænsninger, at det for os stadig føltes som den totale frihed i to hele måneder, før vi igen skulle hjem til mundbind overalt og afstandtagen fra hinanden og selvet.Men der er en forskel. En forskel på at rejse ‘hjem’ til Danmark for at se familie og venner, og så at rejse ud for at opleve nye steder og kulturer.

Jeg plejer at sige, at det jeg oplever allermest i Danmark, er det indvendige af Rema 1000 i Sophienborg – og det er nogenlunde tæt på sandheden.

For selvfølgelig er vi ikke på 2 stive måneders fest og farver.

Der går også hverdag og spaghetti bolognese i den for os, uanset hvor priviligeret det er at have så lang en sommerferie. Ingen af os almindeligt dødelige har budget til at være ægte turister i to måneder – og ville det ikke også være totalt udmattende? Hele pointen med en ferierejse er jo netop, at man fyrer den lidt af og kommer væk fra det hjemmevante for en stund. En stund holder bare ikke i to måneder, og det er faktisk okay. Det afholder mig dog ikke fra at ønske, at pigernes og min sommerferie var lidt kortere, så ferierne kunne være bedre spredt bedre ud over hele året, hvor vi ind i mellem virkelig trænger til nogle dage væk fra skolen.Men er feriedagene er nu engang lange og mange – og vi forholder os derfor til 8-9 uger hver sommer, hvor der skal ske noget, men helst ikke med 18o km./t. hele tiden. Dén oplevelse har pigerne bestemt heller ikke. Faktisk tror jeg, at de også finder sommerferien alt for lang og ret kedelig, fordi de savner deres eget værelse, vennerne, Daisy-hunden, Maricel og de ting, de plejer at lave i deres vante omgivelser.Vi er i gang med at bygge et sommerhus i Danmark, så vi har vores eget sted både i Vestjylland og i Nordsjælland.Vores fantastiske arkitekt har tegnet en minimalistisk bolig, der står på en kolonihavegrund, selvom huset er langt fra Mormors kolonihavehus. Gentrificeringen vil vist ingen ende tage, når udedanskerne æder sig ind på noget så helligt-dansk som kolonihaverne? Men det er kendsgerningen.

Vi har på denne her måde mulighed for at nyde et skønt, lillebitte hus tæt på Martins familie i Hillerød. Det skal selvfølgelig ikke udlejes, sådan som sommerhuset bliver det i Blåvand, både fordi det ikke er lovligt i kolonihaveforeningerne, og fordi det skal være helt vores eget sted med vores personlige ting, så vi kan komme og gå, som det passer os. Det er på ingen måde en ‘god investering’, der ‘på sigt giver afkast’, men det er vores spæde forsøg på at finde en løsning, hvorpå vi kan opholde os i Danmark i længere tid – uden at drive rovdrift på alles gæstfrihed – og uden at drive vores tween og teenager til mildt vanvid.

‘Hvorom alting er’, siger arkitekten, ‘så står huset klart til sommerferien 2023’ – og det må vi så se, om det gør. Vi krydser ihvertfald samtlige fingre og håber inderligt, at det lykkes, for hold op, hvor vi ser frem til denne her løsning på vores ‘bo-udfordringer’.Jeg er så taknemmelig for, at vi kan give pigerne et indblik i livet i Danmark 2-3 gange om året, hvor de skal med S-toget, på biblioteket og i svømmehallen, finde madvarer i Lidl og vente i kø på apoteket. Det er alt sammen dejligt, sjovt, hyggeligt og en måde at give dem et tilhørsforhold på – men – jeg var i dén grad også klar på at gøre noget andet sammen som familie. Og i denne Spring Break – fire år efter den sidste tur – lykkedes det os endelig at få planlagt og gennemført en rigtig oplevelsesferie for firkløveret.London, Baby! Tilbage til dér, hvor vores udlandsliv begyndte sammen med en halvanden-årig Cille.Hér boede vi i den lille enklave af romantiske huse – Harts Grove – der ligger på grunden af et tidligere psykiatrisk hospital. Nu er der dog kun et efeu-krat og en låge tilbage, der minder om, hvor hospitalet lå.Hér boede vi så i det yndige dukkehus med adressen 78 Harts Grove, IG8 0BN, Woodford Green, Redbridge, North East London. Dengang var døren en smuk flaskegrøn farve, men ellers ligner huset sig selv, og de nuværende beboere har også Peppa Pig plastiklegetøj. Den store rosmarin vokser tilmed stadig som en hel busk ved siden af stuevinduet. Og her blev Cille så tvunget til at forevige sine gamle forældre, der kun er blevet 13 år ældre, siden vi sidst stod foran huset og tænkte, at ‘her ville vi da gerne bo’.Nærmeste tube station til Harts Grove er Woodford Green, som ligger i Churchills gamle valgområde til parlamentet, Epping, lige på grænsen til Essex, der begynder, hvor den røde Central Line ender i handelsbyen Loughton.Jeg gik med tårer i øjnene hele formiddagen og ‘nostalgiserede’ over alting. Den lille high street har nu fået en Costa Coffee og mere fancy spisesteder, men mange af butikkerne og restauranterne var nu alligevel de samme som i 2011, da vi flyttede hertil. Der er også stadig masser af council housing og ‘estates’, der på ingen måde er charmerende eller et sted, ‘man’ kunne ønske sig at bo. England er mange ting, men et stærkt klasseopdelt samfund, dét er det.Der var også et lille kig til vores gamle kirke, All Saints Woodford Wells, hvor Cille og jeg deltog i legestuen en gang om ugen. Legestuen var ikke rituel eller ceremoniel, og jeg tror heller ikke, jeg ville have passet særligt godt ind i deres protestantiske missionering, hvis de var begyndt på det.Apoteket og lægeklinikken lå der selvfølgelig også oppe på high street, hvor jeg lærte at holde af National Health Services, NHS, der som bekendt er holdt sammen af tre gamle hæfteklammer og en knirkende syning, præcist som det danske sundhedsvæsen.Den lokale pub lå der selvfølgelig også stadig – og andedammen, hvor Cille fodrede ænder every.freaking.day.Hun fornemmede tydeligt, at jeg var følelsesmæssigt påvirket af at være på besøg i hendes tidligste barndom – dér, hvor jeg følte, at vi blev til en ‘rigtig’ familie, fordi der pludselig var tid på en helt anden måde end der havde været i Danmark med to fuldtidsjobs. Hun mærkede det så tydeligt, at hun endda indvilligede i en hæderlig forevigelse af øjeblikket, nøjagtigt på det sted, vi har så mange andre fotos fra. For 13 år siden, vel at mærke.Vi kendte og genkendte samtlige veje omkring Woodford Green – og alt, vi faldt for, var ligeså skønt og smukt som for 13 år siden. The fields – engene – for eksempel. Så grønne og friske uanset årstiden, og helt perfekte til en halvanden årig udforsker med nye, fine wellington boots til at hoppe i muddy puddles med.Miniput-byen-i-byen med den velfungerende high street og et romantisk gadekær, som var vi på Samsø.De tuttenuttede Harts Grove-huse med smukt anlagte haver og masser af blomstrende træer langs de snirklede gader.Mille gik lidt ved siden af fortællingerne, men erklærede, at hun havde jo været ‘lidt med’ – inde i min mave, og det er ganske rigtigt. Cirka et halvt år efter vores flytning til England blev jeg gravid med Mille.Så meget levet liv siden dengang i Woodford Green. Et firkløver i stedet for et trekløver for at tage den mest åbenlyst forskel. Baby- og tumlingeliv med gylp og gummistøvler, Ben and Holly’s Little Kingdom på fucking repeat og 45-minutters lynvisitter på den lokale Prezzo, hvor vi kastede en pizza i hovedet, før den lille trunte blev urolig. Senere blev London og dukkehuset i Harts Grove udskiftet med et fancy hus i Ipswich helt uden en reel adresse, fordi det var så nydelig en lille landsby, at man da kendte husene ved deres navne.

Nye i udlandslivet var vi dengang. Ingen vidste, hvad der lå forude. Holland, virkede mest åbenlys, men ikke særligt tillokkende for nogen af os. Mellemøsten blev det til i stedet, alhamdullilah, da vi var 3 1/2 år inde i vores Englandsliv. Mashallah, vi er velsignede med alt dét, vi oplever og lever. ❤🌙🐣❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet