Det er søndag, og jeg har a case of the weekend-blues.Den blå følelse kommer ikke af en træls weekend – tværtimod – for har vi haft det så dejligt med en fin balance mellem sociale aktiviteter og afslapning. Med lørdagsmiddag på Bluewaters og slentretur med kig op til det store pariserhjul, Ain Dubai, som holder stille på ubestemt tid. Jeg afholder mig pænt fra at gisne om, hvorfor det store hjul ikke drejer rundt, men absurd at se på, dét er det.Vi har også deltaget i den fineste Fastelavnsfest med mit arbejde, Dansk på DIA. Vi var 70 børn og voksne i vores lille grønne oase af en ghetto, der slog kattene af tønderne og åd hjemmebagte fasteboller, som var vi bestilt til det. Dét er da ret godt klaret af et lille parallelsamfund, synes jeg. Jeg var i øvrigt en panda, hvis nogen skulle spørge, og Mille var Ginny Weasley fra Harry Potter, fordi hun er både sej og rødhåret.Men mere weekend vil jeg ha’, for netop nu hænger Flyvende Mormor et sted højt oppe over Tyrkiet, og jeg kan næsten ikke vente til hun er her hos os.

Ligeså dejligt det er at komme på ferie hos familien i Danmark, ligeså dejligt er det at have familien her hos os. Faktisk er det nogle gange endnu dejligere, fordi vi så har muligheden for at forkæle dem lidt og sammen få nye oplevelser her i vores adopterede hjemland, der byder på VILDT mange sjove og anderledes ting.

Mille har gjort fint klar til Mormor i gæsteværelset. Hun har lagt et zebra-sovedyr på dynen, fordi zebraen er Mormors yndlingsdyr. Ved siden af ligger en kærlighedserklæring og senere er der også kommet et hjemmelavet armbånd til.Mille er så topcute. Hun har været vred over, at hun ikke måtte komme med i lufthavnen for at hente Mormor søndag nat, for hun kunne jo bare sove, når hun blev gammel. “Jeg elsker bare Mormors scent”, mumlede hun, da jeg endelig fik overtalt hende til at gå i seng. Det er et helt fysisk savn, hun har efter sin Mormor. Og jeg har det samme efter min Mor.

Og når Mormor-Mor endelig kommer, så skal vi alting og ingenting. Spise, snakke, gå, lege, pjatte, kramme, sidde, falde i staver, fjolle, vrøvle og bøvle. Hun skal nyde solen og varmen, mens vi er i skole og på arbejde, og sammen skal vi ud at opleve natur og kultur i de næste 10 dage, før hun vender snuden mod Det Kolde Nord igen.

Jeg har lagt alt for mange planer allerede. Og drømmer om at nå A-L-T på ingen tid. Det er det sædvanlige, every single time.

Min Mor skal spise krydrede Punjabi-samosaer med mig, siddende i græsset.Hun skal rynke på næsen og nægte at smage den brunkage-krydrede, hvinende søde masala chai med masser af opskummet “Rainbow-mælk”, som Cille og jeg kan li’.Hun skal hoste sig igennem oud-røgelsen og erklære arabernes dufte decideret farlige for luftvejene, mens jeg selv indånder dybt og modsætter mig kritikken. Ligeså lidt hun elsker de stærke dufte af oud, rose, kostald og tobak, ligeså højt og inderligt elsker jeg dem.Min Mor skal spise grillet kød, nybagt brød og aromatiske ris.Og min Mor skal glo på fine kager og søde sager, mens hun overvejer, hva’ pokker, de er lavet af.Måske henter hun en is hos de vanvittige tyrkere – eller måske vil hun smage de bittesmå iskugler sammen med Mille.Min Mor skal også se på brugskunst, tøj, smykker og fine pyntesager sammen med Cille.Og vi skal ha’ kiks, frugt og snacks fra alle verdens hjørner.Jeg glæder mig. Mindst ligeså meget som Mille, der forhåbentlig er faldet i søvn, mens jeg skriver.

Kom nu bare. Flyvende Mormor.

Januar viste sig at være en 339 dage lang og ørkesløs ørkenvandring. Udmattende for alle involverede. Selv for Daisy.Heldigvis har februar vist sig at være et langt mere charmerende bekendtskab, blandt andet fordi vi startede ud med et Nytårstaffel, som en slags genfejring af, at vi nu skriver 2023, og at vi for hæwla har lov at håbe på det bedste. Igen-igen-igen.Det med det lysegrønne håb for det nye år sendte vi afsted i selskab med Hr. og Fru M, der fortjente en fejring ligeså meget som vi selv gjorde. Ind i mellem er det med at lede efter lyspunkterne, når man bokser rundt i en lidt for stor manege.

Til taflet var der sørme kommet en iransk kaviarleverance lige på det rette tidspunkt. Denne gang serverede jeg de sarte, vilde størrogn med lidt frisk purløg, en fuldfed creme fraiche og lidt hakkede æg – og så selvfølgelig med ‘pagne til. Det var sådan set kun de hårdkogte æg, der var overflødige, lød bedømmelsen fra selskabet.Hovedretten var et samarbejde mellem Martins oksemørbrad på grill og mine semolina-sprøde ovnkartofler, men det var der ingen, der forevigede, for vi havde travlt med at spise og drikke. Præcist, som det var tiltænkt og (tiltrængt). Men da vi kom til kagerne, var Fru M der igen med kameraet. Paris Brest med hasselnøddecreme, jordbær- og citrontærter, og en ordentlig chokoladesag med guld på toppen, som Cille gad at spise.Kagerne havde jeg hentet i Odeón Dubai, som i sandhed er en bid af La France midt på Jumeirah Beach Road. Man skulle næsten tro, at de havde haft de filippinske medarbejdere på kursus i kundeservice a la Paris. Men kagerne smagte vidunderligt, og det var trods alt det vigtigste. Til gengæld var kransekagebageren (læs: Martin) hverken mut eller fransk-arrogant, mens han servicerede selskabet. Han var faktisk helt i vater.Og i samme overskudsagtige stil overraskede han med at have forberedt en musikquiz til taflet. Quizzen blev tydeligvis ikke vundet af mig, selvom jeg forsøgte at true mig til det flotte trofæ af en guldpokal. For hvem vil ikke gerne ha’ sådan en præmie pyntende på skænken i stuen, spø’r jeg bare?Jeg elsker, at vi kan fjolle og hygge på denne her måde i en selvvalgt familieform, når nu den biologiske familie er ret langt væk det meste af tiden.

Og når nu jeg nævner den biologiske familie derhjemme, modtog jeg følgende billede af min kære Svigermor fra hendes entré forleden. GLS havde lige været forbi med en lille bestilling. Fra mig til mig.

Nu er min Svigermor ikke nødvendigvis verdens største menneske rent fysisk, men kasserne var stort set på højde med hende, da hun skulle pakke ud og tjekke for skår. Jeg fik helt røde kinder af flovhed over, at de ting, jeg har bestilt, fylder så meget hjemme hos dem. Men om lidt flytter kasserne ud igen og hen i det her hus, som vi er ved at bygge i Hillerød. Vores sommer- og julehjem i det nordsjællandske. Heldige os.

Vi skal hjem og se til husbyggeriet i slutningen af marts, når vi har Spring Break. Den 14-dages forårsferie ligger aldrig samtidig med den kristne påske, hvilket er både dejligt og irriterende, men vi vil da benytte lejligheden til at se til det kommende sommerhus og til familien derhjemme.

Indtil da nyder vi februar her i Dubai. Grøn, fin og sval, som den nu er i en fjern Ørkenstat.I næste uge er der endda to fridage fra skole – ikke en hel uges vinterferie som i Danmark – men to dage i sammenhæng med weekenden er da dejligt at se frem til. Og jeg går den lille break i møde velforberedt. Med spritnye emneforløb til alle seks årgange.

Year 4 og 5, som svarer til 2. og 3. klasse, skal arbejde med H.C. Andersens liv og forfatterskab – og med genren kunsteventyr i form af den bedste af alle klassikerne, “Den Grimme Ælling”.Year 6, som svarer til 4. klasse, lukker deres nuværende forløb om FNs Verdensmål og går et litterært forårs-forløb i møde med Mette Eike Neerlins “Historien om Hr. Madsen”. Vi vil komme vidt omkring – fra lejrskole ved Møns Klint over dyb ensomhed til en mulig TV-vært.Year 1 og Year 2, som svarer til 2 x 0. klasse, skal træne begyndende læsning og se nærmere på hverdagslivet i Danmark og Norden ved hjælp af den skønne serie om pigen “Elsa” fra Sverige og den danske serie “Vi er Pelle og Maise”, hvor tvillingepigen lever med cerebral parese, mens drengen er fuldstændig rask og velfungerende.Inden da skal vi være helt færdige med fine forløb om hhv. “Krible-krable-dyr” og Jakob Martin Strids “Den Utrolige Historie om Den Kæmpestore Pære”.Year 3 og 5, som er hhv. 1. og 3. klasse har endnu ikke afsluttet deres respektive forløb, “Symboler i trafikken” og Stian Holes “Morkels Alfabet”. Der er lige et par timers aktiviteter endnu, før vi kan sende nogle af tingene med hjem, mens andre skal pynte fint i klassen.Før jeg får set mig om, kommer Flyvende Mormor herned til os og nyder lidt af februars blide sol og milde varme, mens hun holder frikvarter fra det danske vintervejr. Hun er godt nok en vild vinterbader i det store Vesterhav, men mon ikke hun også kan overtales til et dyp i knapt 20 graders lunt havvand?Billedet her er taget i 2018 og viser i al stilfærdighed det særlige bånd mellem Mille og Mormor. Kæmpe energi, februar, lad det fortsætte sådan!

Nyd en velfortjent vinterferie i næste uge, venner. 💜

Sneen smeltede og frosten forsvandt, da vi trillede fra vest mod øst. Og så fik vi ellers det gode, gamle december-gråvejr at mærke i Wonderful Copenhagen. Hold op, hvor var det råkoldt!Denne juleferie havde vi booket en lejlighed i STAY Seaport, som ligger i Nordhavn, der virkelig er blevet et velfungerende kvarter lige ud for Århusgade/Indre Østerbro, som var vores første fælles ‘hood’ i København.Fra lejlighedens vinduer havde vi udsigt til Oslobåden – og en masse hotelbyggeri på kanten af havnebassinet.Cille og Mille sov længe hver morgen, så morgenmaden smeltede nærmest sammen med frokost. Og når mørket faldt på om eftermiddagen, klistrede deres rygskjolde pludselig til sofaen. Allerhelst i selskab med Kusine Emma, der var ekspert i de mest hjertevarmende Netflix-serier.Mille var dog heldigvis til at lokke med ud i den friske luft ind imellem. Her klatrede hun til tops på k0nditaget oven på Parkeringshus Lüders, der ligger lige over for STAY Seaport.Der var lidt ‘newyorker-vibe’ over hele Århusgadekvarteret, følte jeg – med lejlighedskompleksernes fancy lobbyer, de forskellig-artede bygninger og ret luksuriøse bud på indretning i en rå og moderne stil.Jeg nød virkelig at være i København igen. Det blev til en masse dejlige løbe- og gåture langs vandet, hvor de vanvittige (eller gæve, afhængig af øjnene, der ser) vikinger tog morgen- og aftenbad i havnebassinet. Ofte splitternøgne – til Milles og Cilles forfærdelse. Vi er jo vant til ‘at preserve modesty’, som Cille formulerede det.
Martin og jeg nåede en enkelt runde omkring Indre Østerbro, hvor vi stod og skuttede os i kulden uden for Marstalsgade 20, som var vores allerførste hjem sammen. Lejligheden 4. th. havde Martin købt og istandsat lige omkring år 2000, og vi mødte hinanden den 10. maj 2001. Der går dog to år, før vi officielt flytter sammen i lejligheden på Østerbro, men jeg havde min ugentlige gang i det skønne kvarter og lærte hovedstaden at kende på cykel langs Søerne. Det var en skøn tid, og vi følte os virkelig nostalgiske, som vi gik sammen – 20 år senere – ad Ndr. Frihavnsgade mod Trianglen. Det føltes nærmest som et andet liv, fordi vi på en måde har lagt Danmark ‘bag os’ i så mange år – og fordi vi har bygget vores familieliv op langt væk fra København og Nordsjælland, som det sikkert ville være blevet til, hvis vi var forblevet i landet.Det blev også til en enkelt tur med S-toget fra Nordhavn til Københavns Hovedbanegård – bare for lige at ‘fornemme lokalkoloritten’ i den offentlige trafik lige op mod jul. Der duftede overhovedet ikke af ‘nillekranse eller appelsiner med nelliker – og der manglende en del folk med pudseklude til vinduer og vægge, blev vi enige om. Metroen i Dubai er pinligt ren og velholdt.Jeg havde haft idéen – eller rettere fantasien – om ‘Jul i Tivoli’ sådan cirka 4 ever. Eller ihvertfald siden det gik op for os, at pigerne muligvis var de eneste danskere, der aldrig havde oplevet en tur igennem verdens ældste forlystelseshave.Vi købte almindelige entrébilletter, fordi pigerne og jeg turde ikke prøve de vilde rutsjebaner alligevel.Og så vadede vi ellers rundt i flokken af gløgg-ramte mennesker, mens mørket faldt på.Jeg var helt sikkert farvet af, at Cille havde en virkelig dårlig dag, som lagde en dæmper på fornøjelsen for os alle, men jeg var ikke imponeret. Ærligt, så var forestillingen om ‘Jul i Tivoli’ langt bedre end virkelighedens version, der mest af alt var nogle påhængte lyskæder, et par flotte juletræer (det medgiver jeg) og en håndfuld fedtede, hundedyre churros, man kunne få lov til at spise småfrysende, mens man blev skubbet videre af alle de andre, der ligesom osse var i Tivoli for at glo julelys og bunde lunken rødvin med bulnede rosiner.Efter den lidt lunkne omgang i Tivoli var der til gengæld perfekt julehumør på FIAT på Kongens Nytorv, hvor vi spiste middag sammen med dejlige venner. På Cilles BeReal forsøgte vi at tø op i baren med varm kaffe, før vores venner joinede os lidt senere.Lillejuleaften julede vi igennem i Gadevang hos Farmor og Farfar. Vi pyntede peberkager, som Emma havde bagt på forhånd, for Farmors ovn var dedikeret 100% til ande-stegeri, dagen før dagen, you know.Midt i ænderne bagte Farmor et fad lækre æbleskiver, som vi spiste med en lille gløggeløk til.Og hun håndterede mere eller mindre fjollede børnebørn, der skulle pynte juletræet.Det lykkedes alt sammen. Også selvom den store kasse med julepynt og æ’ julestjerne’ var blevet væk på loftet i bedste ‘Gertrud Sand’-stil.

Juleaften var nogle af os mere ivrige efter at få taget et familiefoto anno 2022 end andre i firkløveret.
I en lille del af min hjerne er pigerne stadigvæk sådan her, som Farmor forevigede os i julen for fire år siden.

Dengang var Cille 9 år og Mille 7 år.

Men jeg ved jo godt, at der er sket VILDT meget i løbet af de sidste par år.

Nogle gange ville det bare være rart med den barnlige uskyld igen – og den tilhørende lykkeligt uvidende forældrerolle.

Små børn, små problemer. Store børn, større udfordringer, som det gamle ordsprog nok så kløgtigt lyder.Juleaften var vi intet mindre end 19 gavtyve i alderen 7 til 87 samlet. Det’ da meget godt gået. ❤
Og før vi vidste af det, var det pludselig tid til at pakke kufferten fuld af rugbrød og vintertøj for at drage sydpå igen.Hjem til Daisy-hunden, der var i kennel hos My Second Home Al Quoz. De sendte denne her slags billeder undervejs i vores juleferie for at dokumentere, at hundi’en altså ikke led nogen form for overlast.Og se så lige en vinter-velkomst, jeg betragtede fra vores have, da vi ankom lige efter midnat den 29. december.Det er ikke svært at elske vores liv og hjem hernede. Der er sådan set kun savnet efter vores familie og venner, der gør det tungt ind imellem. Særligt når der sker noget uventet eller ubehageligt. Heldigvis er vi snart ved at få tingene sat op således, at vi har et rigtigt ‘hjem’ både i Vestjylland og i Nordsjælland, når vi kommer til Danmark.

Det er faktisk denne her mudderpøl, som skal blive til vores nordsjællandske hjem. Til marts er der ikke mere mudder, i stedet står der et træskelet, siger arkitekten. Og hvis han siger det, skal det såmænd nok passe.2023 tegner til at blive et spændende år med bl.a. et sommerhusbyggeri. Vi får se! ❤🌿

Hold nu op, Dannevang har budt os velkommen på fineste vis i denne her juleferie!Traditionen tro ventede Farmor og Farfar på os i lufthavnen, hvor der er i dén grad er kommet styr på bagagehåndteringen, så vi kom glade og lettede igennem på rekordtid.

Farmor og Farfar tog pigerne med hjem, mens jeg legede det sædvanlige lejebils-tag-fat med Europcar. Og hjemme i Gadevang havde landsbyen simpelthen sørget for et Winter Wonderland uden lige, som pigerne trissede rundt i – iført løsdele fra Farmors ude-garderobe, fordi vi vitterligt ikke havde så meget som en eneste windbreaker, der kunne passe de to hurtigt-voksende vikingebørn. Den efterfølgende mandag stod på straks-indkøb af vinterstøvler, skibukser og skijakker – for man kommer ikke ret langt i en tyk sweater lige nu!Efter leg i sneen var der nybagte hjertevafler i Farmors lune køkken sammen med Fætter V og Kusine F. De sprøde vafler er ligeledes en del af traditionen, og der findes ikke noget hyggeligere end at gøre det samme igen og igen – sammen med dem, vi holder allermest af.
På et halvt døgn gik vi således fra +28 grader i De Forenede Arabiske Emirater til -2 grader i Danmark – og det kunne mærkesi alle ekstremiteter, selvom der var fyret godt op for radiatorerne i Farmor og Farfars hus. Senere trillede vi en kilometer tættere på Hillerød, hvor vi var så heldige at blive budt på aftenkaffe og fik opdateringer siden sidst hos Proprietæren, Datteren og Fruen. Prøv lige at se en udsigt, vi vågnede op til næste morgen på hestegården. Hvis ikke dét er den reneste landidyl, så ved jeg ikke, hvor jeg skal finde den!Efter morgenmad med udsigt til de smukke og fredelige heste i sneen, krydsede vi landet og endte i Blåvand, hvor Mormor heldigvis havde beboet sommerhuset i nogle dage, så huset var varmet godt op.Cille indtog straks gulvet foran brændeovnen rullet ind i uldtæpper, men vi fik dog lokket begge pigerne med ud i snevejret senere om aftenen.Det var så iskoldt, at vandet i de små kanaler var blevet så stift, at Hr. og Fru And stort set kunne gå på vandet, da de vraltede ud på deres aftentur.Næste morgen skulle de vand-vittige vikinger i Vesterhavs-baljen. Jeg fatter ikke, hvordan de gør det, men de gør det igen og igen hele året rundt. Iført badekåber og tophuer går de målrettet mod det iskolde havvand.Mille, Anton-hunden og jeg valgte at blive oppe på badebroen, hvor vi skuttede os og undrede os over vanviddet. Kulden gjorde ondt i kinder, næse og fingerspidser, men vinterbaderne elsker åbenbart fornemmelsen – ihvertfald BAGEFTER, når den indre glød vågner og endorfinerne drøner rundt i kroppen.Moster Lene, Onkel JE og Kusine Cath blev hele dagen 0g julehyggede med os. De havde islandske klejner med, som de kogte og serverede til Mormors fantastiske glühwein.Og sådan er det fortsat hele ugen. Med leg i sneen.
Og iskolde gåture ned til Vesterhavet.Efterfulgt af varierende indendørs sysler. Marcipan må der jo til. Og lidt bøvle-bowling.Det er så heldigt, at Mormor ikke længere arbejder, så hun kan være hos os hele tiden i Blåvand, og vi er ligeså heldige med at alle andre omkring os gider tage fridage og bruge dem sammen med os, når nu vores juleferie afholdes ekstra tidligt i år. For mandag sætter vi kursen mod den nordsjællandske familie og vennekreds. Og allerede den 28. december rejser vi retur, fordi skolen starter 2. januar med tre dages lejrskole til Mille.

Cille er ikke meget for fotografering for tiden, så jeg må snige mig til at tilføje hende her på bloggen. Hun har været på to x efterskole-besøg i løbet af ugen, og der er muligvis spottet et sted, der godt kunne gå hen og blive hendes hjem i et skoleår.Heldigvis er der 2.5 år til et potentielt efterskoleophold, så både Cille og jeg kan få arbejdet lidt med tanker, følelser og forventninger. Hun er trods alt kun 13 år gammel, og det hele bliver først relevant i en kommende 10. klasse som 16-årig.Der skal også ses et par efterskoler mere – måske i vores Spring Break i slutningen af marts – men for nu holder vi juleferie og vegeterer lidt over konceptet ‘efterskole’. Det er jo et kæmpe skridt, hvis og når Cille skal bo i Danmark, især fordi vi måske ikke flytter med – og fordi hun aldrig har boet i Danmark siden hun var halvandet år gammel og blev slæbt med på udlandseventyr i gode, gamle England.

Et skridt ad gangen. Lige nu sover teenageren længe, mens jeg venter på Mille, Søster, Svoger, Niece Jo og Nevø Auggie, som kommer hjemme fra Mormors hus. Senere støder Morfar og Conny til her i Blåvand, så vi kan julehygge sammen og måske forære de fire troldebørn lidt julegaver på forskud.Og til allersidst dukker ham her – www.flot-fyr.dk – forhåbentlig op på Bramming Station i aften, så han også kan få en bid af  Winter Wonderland og juleferie i Danmark.
Måske har han stadig sin smoking og butterfly på – hvem ved? Eller måske vil han foretrække at få udleveret sin vinterjakke og et par støvler.

Glædelig Jul, peeps!

Der er voldsomt stille her på kanalen, fordi life, ikke. Den ene måned tager den anden.

På den gode måde.

For det meste.

For et par uger siden havde vi den kæmpe fornøjelse at hente Flyvende Farmor og ligeså Flyvende Faster i lufthavnen en sen aften. Pigerne kom med og overraskede de rejsende, der nok mest af alt forventede Martin som solo ankomstkomité, når klokken var 1 om natten. 
Farmor har ikke været her i to år, og Faster har kun været her én gang tidligere for tre år siden. Det er jo vildt længe for alle parter.Men nu var den dynamiske duo in town, og dét fik vi fejret på bedste vis!

Med virkelig blå drinks.Og en sjov bobleleg.En stor dosis søskendekærlighed.Og en stolt Farmor med sine efterhånden ret så store børnebørns-piger.Den udmærkede lørdagsbrunch – for ja, fredagsbrunchen er afgået ved døden i og med at fredag ikke er lig med fridag længere i Ørkenstaten – fandt sted i Gordon Ramsey’s Bread Street Kitchen på Atlantis The Palm. Dejligt, fint, familievenligt og hyggeligt, men ikke ligeså overdådigt flot som brunch var for år tilbage. Og priserne er desværre ikke fulgt med nedad, så man skal lige overveje, om det er “pengene værd” at gå til almindelige/familievenlige brunches længere…siger det bare…

Efter den store madfest trissede vi igennem The Lost Chambers Aquarium, der altid er et besøg værd, hvis man er ude på Atlantis. Jeg elsker at gå derinde i mørket og stirre på fisk, hajer, rokker, gopler, krebs og hvad der ellers svømmer og kribler rundt. Akvariet er virkelig velholdt – ellers også fisker de behændigt syge fisk ud konstant, for man ser ALDRIG en fisk med bidemærker eller sår.Og Mille fik overtalt Farmor til at afslutte en perfekt Atlantis-lørdag med at “aftenbade”. Eller “vinterbade” om man vil?November måned har været varmere end normalt, og det er fortsat her ind i december. Vi plejer at fryse i poolen efter solnedgang, og vi plejer at sove for åbne vinduer, men lige for tiden er det altså stadig overraskende varmt hele døgnet.

Jeg havde sørget for at drikke ren spiritus til lørdagsbrunchen for at undgå hovedpine og tømmermænd af vinene, og det var ret heldigt, for dagen stod i shoppingens tegn med de mest hardcore shoppingtyper, jeg kender! 
Her har jeg foreviget dem midt i en indlagt kaffepause, hvor jeg troede, at vi måske ikke var så langt fra slutningen på shoppeturen, little did I know…

Til sidst var mine arme så lange og min hjerne så stegt, at jeg måtte nedlægge veto mod at træde ind i en kæmpe Carrefour. Men selvom jeg ikke kunne tåle flere butikker den søndag, må jeg bare igen konstatere, at Ibn Battuta Mall er et skønt, skønt sted at tage gæster med til, bl.a. fordi det er så smukt indrettet, og fordi butikkerne er langt billigere end i Mall of the Emirates (og i særdeleshed billigere end Dubai Mall). Den danske krone står jo svagt for tiden ift. dirham, så det gør trods alt shopping-oplevelsen lidt bedre, at man ikke vader rundt og sukker over priserne overalt.

Og så var der jo fo’bold, mens de to damseller fra Hillerød var i byen. Vi så kampen fra vores egen hjemmebane, gastropubben Reform i The Lakes.Som billederne antyder, var det småt med fodbold-tilskuere og danske fans. Rigtig, rigtig mange danskere var samlet andre steder rundt omkring i byen, men det der med at ville glo kamp på en helt almindelig hverdag gjorde, at vi i stedet samledes en lille flok på den lokale pub, så vi kunne gå og cykle hurtigt hjem igen.

En enkelt eftermiddag på stranden lykkedes det os også at få flettet ind i hverdags-cirkusset, mens Faster D og Farmor var her. Flagene i baggrunden er den smukke samling, der opstilles hvert år til ære for De Forenede Arabiske Emiraters officielle flagdag.
Jeg parkerer efterhånden altid uden for burger-kæden SALT, der ligger lige efter Kite Beach. Enten er der plads i den gratis kundeparkering eller også er der den ‘offentlige’ parkering til et par dirhams i timen, og det er for det meste rigtig let at finde en plads. Samtidig har man så fornøjelsen af at kunne købe lækre små sliders og fluffy softice, som Dubai’s homegrown burgerkæde SALT altid er leveringsdygtig i.

Torsdag stod den på eksotiske oplevelser i Global Village. Vi lagde hårdt ud med at ankomme allerede kl. 16.30, hvilket må siges at være præcist 3.5 timer før de fleste andre – og hvilken herlig oplevelse, det er!Der er så fint og farverigt i dagslys, og kontrasten til de blinkende lys i aftenmørket er en oplevelse i sig selv. Se bare forskellen her!Global Village er så meget Dubai, som noget næsten kan blive. Det er en kulisse. Ren fatamorgana bygget i papmaché og gips, og tilsat så mange farver, lys og lydindtryk som overhovedet muligt. Det er et teater. Et cirkus. Et gedemarked. En smeltedigel af kulturelle forskelligheder og enorm megen charme. Det er billigt plastik-bling-pling, som ingen mennesker har brug for, og det er fantastiske, unikke souvenir-perler, som alle mennesker har brug for.Faster og Mille faldt pladask for et par 100% naturligt fremstillede, analoge ‘hørebøffer’, som én eller anden har fisket op af et eksotisk hav.Mille fik plaget sig til candyfloss, ostepops fra Iran og vi faldt alle i gryden med japanske snacks og et par gnallinger af nogle østrigske Mozart-kugler tiltuskede vi os også.Overalt er der snacks – mange steder med gratis smagsprøver og så de helt store armbevægelser og overtalelsesgaver for at få dig til at købe noget.Se f.eks. den flot pyntede chai-cykel, hvor chai’en blev serveret i små lerkrus, man måtte beholde og tage med hjem.

Og der er dadler, nødder, frugter, tyrkiske delights og kager galore.Faster D og Mille fik fine sorte henna-tatoveringer, der matchede ovre i Afrika-afdelingen, hvor sælgerne hustlede og gøglede som var vi rent faktisk på et afrikansk marked.Alle vegne, hvor Faster D gik, fik hun komplimenter for sin fregnede hud. Fregner er noget meget unikt og smukt i et arabisk land, så hun blev kurtiseret af den ene sælger efter den anden, der fandt stof, der matchede hendes teint eller ædelstene, der matchede hendes øjenfarve. Jow-jow.Farmor var på jagt efter luftige kjoler i spraglede mønstre og farver, men vi fik hurtigt sagt nej tak, da det gik op for os, at det var metervarer, man selv skulle hjem og sy videre på! 😂

Til sidst fjollede vi rundt og overvejede en ny ansigts- og hovedbeklædning, og så var det vist ved at være tid til at smutte hjemad.
Konklusion: Global Village er helt perfekt underholdning til alle slags gæster – børn, småstore børn og voksne. Kom omkring åbningstidspunktet på en hverdag, dvs. fra ca. 16-16.30 og fremefter. På hverdage er der lidt færre mennesker (læs lidt mindre virvar, men stadig en del!), og de fleste kommer først efter kl 19-20-stykker. Kommer man ved 16-tiden er der parkeringspladser ledige direkte uden for hovedindgangen, og det koster den uskyldige sum af 20 dirhams pr. person – bortset fra Flyvende Farmor, der udmærkede sig ved at være en gratis senior-billetholder. 😉

Global Village har kun åbent i den kølige del af året, så fra ca. oktober til ca. marts, men det kan man sikkert Google sig frem til. Jeg ved én ting, og det er, at det er genopdaget land for mig. Jeg vil tilbage igen og more mig med at prutte om prisen på spændende sager i eksotiske boder. I denne ombæring fik jeg kun købt 13 træ-fugle fra Tanzania-sektionen. Jeg elsker at pynte med dem i haven, og jeg er temmelig ligeglad med, om det anses for kitsch.På vores sidste aften i Dubai sammen, holdt vi en tradition i hævd ved at køre ind til Dubai Mall for at spise og se springvandet. Det er nærmest blevet Farmors måde at tage afsked med Ørkenstaten på, og jeg forstår hende 100%.Hver evig eneste gang vi går igennem det skønne, inspirerende mall fyldt med mennesker, parfumerede dufte og summende virvar, så elsker jeg Dubai lidt mere. Og når vi så går ud i nattemørket og fornemmer den lune, krydrede aftenluft, mens vi titter op på Dubais Babelstårn, Burj Khalifa, som sætter det ene lysshow igang efter det andet, så mærker jeg, at jeg er stolt af at bo her. At jeg godt kan forstå, at så mange mennesker nyder at være lige her. Midt i vrimmelen af mennesker. Den tyrkiske issælgers kobjælder og drilske leg med de små børn, der har bestilt en is. Den indiske familie, der tager familieportrætter med dyb koncentration foran verdens højeste tårn. Filippinske nannies og pakistanske arbejdere, der sidder på bænke med et papkrus te og glor show sammen med resten af flokken. Russiske rigmænd og deres fint opstrammede damseller. Europæere og asiater. Afrikanere og kinesere. Vi er her alle sammen.Vi så igen showet fra vandsiden i en dhow, der sejlede os rundt i 30 minutter, mens vi nød byens lys og liv. Det er ligeledes en super-duper aktivitet for alle – uanset alder. Der er klart forskel på at sidde ude i vandet og opleve Dubai Fountains i forhold til “bare” at stå langs rækværket. Billetterne bestilles online og koster ca. 70 dirhams stykket, hvilket er 140 danske kroner lige nu.

Jeg har desværre ikke fotos af mig selv i fuldt arabisk kostume i Global Village, ej heller fotos fra vandshowet set fra dhow’en, så dem må jeg få lokket ud af min lille Svirremor, når jeg ser hende på lørdag.

For det gør jeg. Altså ser hende igen på lørdag, fordi dér rejser vi fra Dubai til Det Kolde Nord.

Derfor var afskeden heller ikke så svær. Den var snarere et ‘på gensyn’.

Tak for jeres dejlige og hyggelige besøg, Faster D og Farmor. Kom snart igen, ikke? ❤