Zakat

Jeg kommer lige frem med én af de rigtig brede kamme – eller en grov, positiv generalisering, om man vil:

Én af de ting, muslimer er virkelige gode til, er velgørenhed og donationer.

At give pengegaver til velgørende formål kaldes for zakat.

Google forklarer det sådan her til os uindviede:

Zakat (Arabic: زكاة‎; [zaˈkaːt], “that which purifies”, also Zakat al-mal [zaˈkaːt alˈmaːl] زكاة المال, “zakat on wealth”, or Zakah) is a form of almsgiving to the Muslim Ummah treated in Islam as a religious obligation or tax, which, by Quranic ranking, is next after prayer (salat) in importance.

Zakat beregnes efter ens indtægt. Det forventes, at man giver 2.5% af ens årlige indtægt til velgørenhed – eller ihvertfald til nogen, der har mindre end én selv.

Zakat er tilmed én af de fem søjler i Islam, så velgørenhed er pludselig på linje med at bede, at faste under Ramadanen, at tage på pilgrimsrejse til Mekka én gang i livet og så fremdeles. Dét er noget, der rykker, når man får så præcise anvisninger til velgørenhed i Den Hellige Bog.Ifølge The Islamic Information er der 8 slags mennesker, der fortjener vores zakat mest:

1. Enlige rejsende. Måske pilgrimme og andre, der er på livsrejser?

2. Missionærer, der rejser ud og forkynder Allahs ord.

3. Gældstyngede mennesker, der ikke kan finde en vej ud af deres økonomiske trængsler.

4. Slaver og andre slags ‘tilfangetagne’ mennesker, der skal ud at leve frie liv.

5. Ny-konvertitter med økonomiske behov.

6. NGO’er (selvfølgelig!)

7. Verdens fattigste mennesker, som lever under sultegrænsen og uden indkomst.

8. Hjemløse.

Selvfølgelig er der undtagelser og afvigelser fra reglerne. Der kommer jo ikke en kassemester med en regnemaskine for at kulegrave, om du rent faktisk har foræret 2.5% af din årsløn væk til nødstedte, fattige og lidende mennesker. Muslimerne gradbøjer nøjagtigt ligesom vi andre gør, og da især hvis de er kultur-muslimer, ligesom jeg er en del af de kultur-kristne.

Vi har muslimske venner, bekendte og kollegaer, der meget gerne vil have et glas rødvin eller en stærk øl om fredagen. Vi kender andre, der aldrig kunne drømme om det. Nogle muslimer faster under Ramadanen – andre er ikke interesserede i det aspekt. Nogle muslimer vil gerne smage en pastaret med bacon eller et stykke flæskesteg, hvis man lover, at man ikke nævner indholdet, så de spiser i såkaldt ‘uvidenhed’, mens andre med al tydelighed ikke skal bede om den mindste skefuld svinekød nogensinde. Nogle muslimer beder fem gange om dagen, andre slår det sammen til én gang dagligt. Nogle elsker at komme i moskéen om fredagen, andre foretrækker at komme der hver eneste dag. Andre kommer der aldrig nogensinde.

Sådan er der så meget – og hver især gør vi, hvad der passer til os.

Det er en diskretionssag.

Personligt får jeg aldrig mig selv skubbet i kirke en søndag kl. 9 eller hvordan det nu er. Til gengæld går jeg gerne en lang tur i naturen eller sætter mig ind i en tomt og stille kirkerum, og her er jeg sikker på, at linjen op til Gud er ligeså tydelig og stærk, som hvis der stod en præst og prædikede foran mig.

Men nu handlede det jo om zakat og ikke bøn.

Særligt under Ramadanen er der et fokus på at leve ‘ordentligt’. At give til velgørenhed. At spise sundt og nærende. At få det optimale ud af at faste rent mentalt. At øge ens opmærksomhed på de rette værdier i livet. At være i harmoni med omgivelserne og i tæt kontakt med ens familie. At træne fysisk og få hvilet nok.

Jeg er fuld af beundring over dem, der vælger at faste i 30 dage. Det må virkelig ikke være nemt. Her i landet er det varmen og luftfugtigheden, der udfordrer voldsomt. I Danmark er det de lange, lyse dage, der udfordrer, fordi længden på fasten bliver så vanvittig. Men jeg er alligevel ret langt fra at skulle bede om selv at udføre en måneds faste. Til gengæld vil jeg gerne deltage i zakat.

Før coronaen ramte, havde vi Ramadan-køleskabe rundt omkring i nabolaget, hvor man kunne donere forskellige slags mad og drikke. Pigerne hjalp mig med at handle og pakke til det, og jeg kunne rigtig godt lide det, fordi det er en meget fysisk og direkte måde at hjælpe på – og sjovere for børn end at donere penge online.

Ramadan-køleskabe er selvfølgelig ikke tilladt under en pandemi. Til gengæld er det gjort ualmindeligt let at donere penge – f.eks. når man er ude at handle. I vores lokale supermarked, Choitram’s, er der masser af initiativer året igennem, hvor man kan lægge 10, 25, 50, 100 eller 200 dirhams oveni det beløb, man står og er ved at betale for varerne. Så er der pludselig betalt for en række måltider til værdigt trængende eller for skolegang til børn, der ellers ikke kan få adgang til uddannelsessystemet i deres land. Det er nemt, når man ‘bare lige’ kan smække en 20’er afsted, hver gang man står med kortet fremme.Mange muslimer lærer også deres børn om zakat ved at inkludere det helt naturligt i deres opsparing. Så giver de deres børn nogle særlige, trekantede sparebøsser, hvorved de træner deres økonomiske sans i forhold til forbrug, opsparing og så velgørenhed. Jeg elsker den idé.Nok om zakat i denne ombæring.

Vi er nemlig på vej på en seriøs forlænget weekend. Ramadanmåneden er ved at være omme, og nymånen vil skinne over en Eid-festbuffet eller tre i de kommende dage.

Eid Mubarak til alle jer, der nu bryder fasten. Nyd jeres velfortjente fest!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Palm West Beach og The Pointe

I oktober 2020 åbnede der endnu en fantastisk, kunstigt anlagt strand i Dubai. Midt under pandemien og med et minimum af turister, men sådan er der jo så meget. Timing is everything, som man si’r.Palm West Beach hedder stranden, som er beliggende på ‘vest-siden’ af Palm Jumeirah’s stamme. Ikke at forveksle med West Palm Beach, der som bekendt ligger i Florida i Guds Eget Land. Der er bare dét, at her i De Forenede Arabiske Emirater, har vi det med at lade os ‘kraftigt inspirere’ af originale navne, ikoniske bygningsværker, verdensberømte steder osv. fra andre dele af verden.

Hvis italienerne har Venedig, forsøger vi da også at lave en slags Venedig i Madinat Jumeirah. Hvis Las Vegas har Caesar’s Palace, laver vi da bare en ø, der sjovt nok også har et Caesar’s Palace (og måske-måske ikke får en gambling-licens, når det måske-måske ikke er haram længere). Har cubanerne virkelig fede barer i Havanna, bygger vi da osse nogle barer, hvor der spilles salsa, sælges cohibaer og mixes mojitos. Hvis Florida er kendt for den særlige Miami-vibe, The Keys og kilometer efter kilometer af super-strande, så møffer vi da bare rundt med noget sand og laver vores egen mini-version med vores egen Miami-so-so-vibe. Sådan er dét.

Men selvom man måske godt kan smile lidt af kopi- og konkurrencekulturen ‘størst-bedst-dyrest-hurtigst’, er det stadig nogle vildt lækre steder, der bliver skabt til glæde for os, der bor her – og for turisterne, når de engang kommer i hobetal igen.

Jeg så masser af billeder i medierne af Palm West Beach med dens flotte promenade med restauranter og en fin splash-zone til børn, dengang området blev indviet. Og så glemte jeg helt ærligt alt om det igen. For Palm Jumeirah kan godt være sådan lidt irriterende. Altså ikke irriterende den éne gang i mellem, man vil på Atlantis til en fødselsdag i akvariet eller i vandland en weekenddag, men mere sådan hverdags-irriterende, hvis man nu fik sig den idé at skulle derud en gang om ugen efter et eller andet. Trafikken derude er træls, lige så snart man nærmer sig fyraften, fordi alle køretøjer skal bevæge sig samlet i sneglefart ad palmestammen, og bagefter rundt i rundkørsel efter rundkørsel på de to halvmåner/crescents.

Men okay.

Jeg fik da Palm West Beach genopfrisket i hukommelsen, da min veninde fortalte mig, at man må have HUNDE med på stranden og på spisestederne. Ikke ud at svømme og plaske vildt i havet, men med på en gåtur i snor og civiliseret leg. Og dét er vitterligt noget nyt i Dubai, hvor hunde efterhånden er ved at blive mere accepterede i forhold til at tage dem med i parker, på stranden, på hotel osv.

Vi stadig-lidt-nybagte-hunde-ejere var selvfølgelig nødt til at tjekke stedet ud hurtigst muligt. At finde en hundevenlig strand 7 minutters kørsel fra hjemme var jo næsten for godt til at være sandt.Daisy tog lige lidt tilløb til bruset og bølgerne, men efter et øjeblik var det en ren saltvands-indsprøjtning for hende.
En tidlig lørdag morgen var der så heller ingen trafik på Palmen. Parkeringshuset ved stranden stod stort set tomt, og der er efter sigende gratis parkering de første 6 timer, hvorefter det koster 5 dirhams at holde der i timen.

Billigt, billigt, billigt – for ikke at sige en sjælden, gratis fornøjelse.

Og udsigten fejler absolut ikke noget, vel ?Og når stranden samtidig ligger så fredeligt hen som hér en lørdag morgen, kan jeg garantere for, at jeg kommer igen hurtigst muligt. Næste gang vover jeg måske endda at gå på café med kræet, for at tjekke, om hun kan opføre sig nogenlunde ordentligt i dén sammenhæng.

Hvis du nu pønser på ferie i Dubai, er det ikke kun Palm West Beach, der er en åbenlys god idé til en billig eller helt gratis dase-dag, skulle budgettet ikke lige være til hotel med privatstrand.

Længere ude på Palmen ligger der også et hyggeligt udendørs shoppingområde med verdens nu største springsvand med lys og lyd – kaldet The Pointe. Ganske få minutters taxakørsel fra ovennævnte strand.Som man kan fornemme på kortet, er der direkte kig fra The Pointe’s promenader med restauranter og caféer over mod det terracotta-farvede Disney-agtige Atlantis, og selvom vi endnu har til gode at opleve det nye springvands-show, tør jeg godt garantere, at det er hyggeligt at opleve, for det andet springvand neden for Burj Khalifa og Dubai Mall i Downtown vedbliver at være en familiefavorit hos os.

Ud over Palm West Beach, The Pointe og hotellet Atlantis, har Palm Jumeirah endda fået et observatorium, hvor man kommer op til en helt fantastisk udsigt over Palmen og Dubai. Observatoriet hedder The View. Man skal i Nakheel Mall for at få adgang til udsigtsdækket, og i disse corona-tider skal der helt sikkert bookes billetter i god tid. Dér har vi heller ikke været endnu, så man må sige, at jeg reklamerer med enkelte uprøvede ting på bloggen i dag.
Og før jeg får rodet mig ud i at anbefale flere steder og oplevelser, jeg ikke selv har tjekket ud, vil jeg lige vise jer et par billeder fra en helt fantastisk fødselsdagsgave, som Martin var så heldig at modtage.

Samme weekend som vi nød strandtur med Daisy, ‘indløste’ Martin nemlig gaven – en bådtur til The World Islands, som er et menneskeskabt ‘ø-rige’ formet som et verdenskort, beliggende¨ ud for Dubais kyst.

Middagen blev indtaget lige dér ved den blå prik på kortet.

Øen er en lang og endnu ubeboet tange, der ligger placeret således, at den kun kunne komme til at hedde Antarktis. Vi har ikke viden om, hvorvidt Antarktis er købt af en russisk eller kinesisk rigmand, men hvis du brænder inde med en formue, kan du da undersøge, om det er en mulighed at købe tangen og opføre en lille ferieresidens med helikopterlandingsplads?Vi forsøgte virkelig også at spotte pingvinerne og blåhvalerne på og ved Antarktis – både ved inspektion på selve tangen og ved at flyde omkring i havet, men man skulle nok have drukket flere flasker vin for at få øje på dem!Efter timer med badning i det lune havvand, hygge, snak og skøn mad ombord, så Dubai’s skyline sådan hér ud, da vi begyndte at vende næsen hjemad igen mod Palmen.

Her er bare skønt.

Uanset vinklen, hvorfra jeg betragter dette her forunderlige, skizofrene fatamorgana af en by i en fjern Ørkenstat, så elsker og omfavner jeg det hele.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ghost Village Al Madam

For en uges tid siden trillede Martin, Mille, Daisy og jeg ud på et lille road trip.Daisy har desværre ikke helt knækket koden til at opholde sig roligt i bilen, så vi øver det ind i mellem på kortere og længere ture.

Denne her tur tog os en lille time uden for Dubai – lige over grænsen og ind i Sharjah, hvor der ligger et søvnigt provinshul ved navn Al Madam.Charmen er det så som så med. Hovedgaden i Al Madam består mestendels af mobiltelefonreparatører, kyllingerestauranter og små værksteder med olietønder, dæk og bilbatterier smidt i støvede stakke. De fleste butikker står tomme eller ligner noget, der ikke åbner lige foreløbigt. Der er stort set ikke et øje på gaden sådan en lørdag Ramadan-eftermiddag, hvor der stadig er 3 stive timer til iftar. Og skulle der vise sig en enkelt levende sjæl, er vedkommende helt sikkert af hankøn.

Ude på landet i De Forenede Arabiske Emirater render kvinderne nemlig ikke sådan rundt og handler, oser og vindueskigger som i storbyen, hvor damerne viser sig unødvendigt meget frem.

Men hvis Al Madam ikke er noget at skrive hjem om, hvorfor så i alverden tage dertil?

Martin ville vise os den såkaldte ghost village, der ligger lige i udkanten af Al Madam. Dén havde han nemlig besøgt for nogle år siden, hvor han var ude at køre Jeepers-tur med en kollega. De var drønet rundt i ørkensandet i et par timer med den lange karavane af Jeeps, og som et fatamorgana var denne her forladte landsby dukket op i horisonten.

Historien lyder næsten lidt for god til at være sandfærdig, men bare rolig, Al Madams forladte spøgelsesby er allerede fint dækket af CNN Travel og i masser af amatør-dronefilm på YouTube, hvis du ‘søger det op’, som Cille så fint formulerer det.Den farverige fortælling om den efterladte landsby handler selvfølgelig om en rædsom djinn, der gjorde livet surt for alle landsbyens beboere, så de til sidst så sig nødsaget til at flygte derfra. En arabisk djinn er en ånd (på engelsk lyder genie næsten ligesom djinn), og araberne er meget overtroiske, når det kommer til misundelse, pral, grådighed og såkaldt ‘onde øjne’, der kan sendes afsted, hvis nogen ‘tror, at de er noget’. Næsten en slags eksotisk form for Jantelov, som man kun kan beskytte sig imod det onde ved at velsigne hinanden med et dybfølt ‘Mash’allah’ – og så måske ved at bære symbolet Fatima’s hånd på brystet eller ved hjælp af det velkendte blå glasøje, der ofte hænges på huse og døre.Den mindre farverige – og muligvis mere realistiske – fortælling om dette gudsforladte sted er, at landsbyen var en såkaldt sha’bi, bygget under 1960’ernes begyndende velstand og fremskridt i Ørkenstaten. Sha’bi er den arabiske version af det engelske council housing program – altså at staten går ind og bygger boliger til den fattigste del af befolkningen for at sikre en minimums-levestandard for alle borgere i landet.I Al Madam området var folk beduiner, der drog fra sted til sted med deres kameler. Dén slags uregerlig sjov og ballade skulle emiratierne hurtigst muligt vænnes af med, da landet fandt olie i starten af 1970’erne, og hvor det pludselig blev anset for tilbagestående, når kulturer levede på denne her umiddelbare måde i pagt med naturen. Længe leve briternes evne til at sælge deres version af, hvad et civiliseret samfund går ud på, må man sige (med virkelig sur mine)!Så staten smed bogstaveligt talt beduinernes tæpper, flettede palmeblade og telte på bålet, og tilbød dem i stedet simple betonhuse, hvor de så skulle til at leve såkaldt ‘moderne’ livsførelse med elektricitet i stikkontakter, rindende vand og badeværelser med brus og wc.Der er noget virkeligt bizart over at stå midt i fremmede menneskers spisestuer og receptionsstuer, der er helt ufremkommelige af sand. Husenes indre har stadig deres personlige præg, og det giver en følelse af, at husene må være forladt for relativt kort tid siden, hvorefter en sand-tsunami har oversvømmet landsbyen.I det fjerne kan man skimte en form for nybygget portal. Måske er det til folks Instagram-gimmicks – hvem ved hvad det næste bliver?

Hvis det vitterligt er meningen, at Al Madam skal blive et rigtigt turistmål, må jeg så forsigtigt foreslå, at man fokuserer på at få fjernet affald og glasskår, og opsætter en række skraldespande, snarere end det der med at bygge en fancy portal til foto-ops?Overalt hvor man ser hen, har sandet overherredømmet. Ydermure bliver slugt af klitterne. Ruderne er forlængst knuste, og vinduerne står sårbare som åbne munde, klar til at modtage endnu en mundfuld sand. Sandet svier i øjne, mund og næse. Varmen blæser om ørene på os, som var der en føntørrer sat til verdens største stikkontakt. Faktisk er blæsten så jammerlig, at man hurtigt får lyst til at forlade Al Madam igen.

Og det bringer mig til den tredje tese om den forladte landsby, hvor der er bygget videre på idéen om, at hele stedet er en 70’er-udtænkt og konstrueret sha’bi, hvor beduinerne blev ‘tvangsflyttet’ til. Forklaringen går ud på, at der er forfærdelige vindforhold omkring landsbyen, som bevirkede, at sandet konstant forsøgte at overtage stedet. At landsbyens beboere kæmpede en David-mod-Goliath-lignende kamp mod naturens kræfter, som samtidig blev yderligere forsuret af, at staten vistnok glemte at gøre husene sådan helt færdige og beboelige. Det der med at trække strøm og vand til individuelle huse i en fjern Ørkenstat er nemlig en noget større og mere trættende opgave, end i den venlige, danske muldjord. Så måske var Al Madams lille befolkning blevet glemt og overladt til at kæmpe mod naturen på helt ulige præmisser? Måske var sha’bi-idéen alligevel lidt for fremmed og svær at føre ud i livet?

Vi ved det ikke. 
Og skaden er sket. Menneskerne er forlængst forduftet. Betonskeletterne står nu tilbage.

Stedet er måske ikke ligefrem forbandet eller fyldt af djinn og spøgelser, men ingen ved deres fulde fem ville forsøge at gøre det her sted beboeligt igen.

I udkanten af landsbyen ligger så moskéen, som er sidste stop og en trist oplevelse, hvis man altså kører ind til landsbyen via en lille stikvej tæt på hovedgaden.Rundt om moskéen er der fyldt med vinduesrudernes glasskår, opløste bedetæpper og grov graffiti. Vi listede forsigtigt omkring og tog bestik af den sørgelige forfatning. Hvad skal man sige og tænke?Jeg blev helt ked af det derinde, fordi jeg ved, hvor stor betydning, den lokale moské altid har for muslimerne. Og her var der virkelig tale om, at Guds hus var blevet vandaliseret, vanrøgtet og forladt.

Skal man tage en tur ud til Ghost Village Al Madam?

Ja – hvis du er klar på en ret syret oplevelse, der lige så stille er på vej til at blive et bizart turistmål.

Nej – hvis du lader dig ophidse af det fuldstændigt formålsløse i at glemme at rydde op og efterlade naturen som ren natur.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Wadi Ruwayah

Én af de positive ting, pandemien har slæbt med sig i malstrømmen af så mange dårligdomme, at det er uoverstigeligt at forsøge at nævne bare en brøkdel af dem, er lysten til at udforske naturen nært og lokalt.Ingen af os kan rejse ud i verden længere og få de oplevelser, vores hjerter begærer, og så må vi jo blive opfindsomme derhjemme, når udlængslen kommer over os!

Gåture, hiking, trekking, klatring og løb i fri natur er blevet allemands-aktiviteter i weekenderne.

Jeg ser det i mit Insta-feed, hvor venner og familie i Danmark vader rundt på strande, i skove og moser, i plantager og langs søer. Mine engelske venner står i samme situation – alt er nedlukket – og hvad gør man så med børn, hund og mand/kone, når hjemmets fire vægge begynder at hælde faretruende indad?

Her i De Forenede Arabiske Emirater er det lang, lang tid siden, at alting for alvor var nedlukket.

Børnene led virkelig under de 14 dages total lockdown for præcist et år siden. Det orker jeg nærmest ikke at tænke tilbage på, fordi det giver mig en klump i halsen og en undertrykt følelse af noget mørkt og depressivt.

Det var nogle tunge uger indendøre, og det var nogle lange måneder indtil sportsanlæg og klubber igen åbnede, så børnene og vi andre kunne komme afsted til fysiske aktiviteter hver uge. For det er så vigtigt at komme ud og bruge kroppen.

Men det er alt sammen water under the bridge. Vi har nu spillet tennis og hockey, svømmet, gået og løbet ture i så lang tid, at det føles helt normalt igen – dog med allestedsnærværende mundbind, sprit og social afstand, naturligvis.

Jeg er taknemmelig for, at vi har åbne skoler og fritidsaktiviteter at fylde eftermiddagene fornuftigt med.

Men vi er da også blevet smittet lidt af den der outdoorsy entusiasme.Ikke at vi er blevet bjergbestigere siden sidst – og der kommer vi nok heller aldrig til, men det er virkelig inspirerende at se, hvor mange mennesker, der finder helt unikke og naturskønne oplevelser i Emiraterne, som man ellers aldrig ville have fundet, hvis der havde været endnu en Friday Brunch at tage til og den vanlige socialisering som i “gamle dage” præ-corona.

I weekenden kom vores lille familie langt om længe afsted på en hike sammen med vores dejlige venner. Det har været aflyst så mange gange de seneste måneder, fordi der hele tiden kom en PCR-test-bekymring på tværs og anden sygdom.

Men i weekenden lykkedes det!Vi kørte nordpå fra Dubai via Sharjah ind i Fujairah mod Khorfakkan på den nye, fine Kalba Road. Efter Masafi By parkerede vi ved Wadi Ruwayah og lod René guide os ind på en afmærket hiking-rute i wadi’en. René er navigatør, gammel bjergklatrer og dén, der har meldt sig ind i vandregrupper på de sociale medier, så han kan planlægge spændende vandringer for sin familie – og denne gang var vi så heldige at være med.

Dét, vi skulle ud på i weekenden, var en wadi-hike.En wadi er et flodleje, en dal eller et ‘vadested’, hvis man kan sige det sådan.

Når de naturlige kilder springer højt oppe i Hajjar-bjergene løber vandmasserne nedad igennem slugter i de voldsomme bjerge – og med årene sliber og smuldrer vandet takkerne af de store sten, så der opstår lidt mere ‘flade’ vandveje eller flodlejer (wadis), hvor man så kan vandre, når og hvis der ikke er for meget vand.Denne vinter har der været begrænset nedbør, fornemmer jeg, og vi oplevede kun vandet i små vandhuller undervejs, hvor vi så underholdt os med at tælle frøer og kigge fisk – og der snoede sig da også en to meter lang og ganske ugiftig slange – en smuk armygrøn wadi racer – forbi Martins og Milles fødder. De stod pænt stille og var noget benovede over besøget fra Hr. Slange.Højt oppe i bjergene kunne vi se bjerggederne og høre deres kald give ekko ned igennem dalen, og langs bjergvæggene og de mere grønne områder fandt (og lugtede) vi deres små signature-lakridspastilformede lorte.Der var ikke ligefrem stilhed i Wadi Ruwayah, selvom billederne får det til at se sådan ud.

Hvis man drømmer om stilhed, kan jeg anbefale, at man tager på hike uden børn, men der var kun glade råb og hujen undervejs, når vi klatrede op og ned ad de store sten på en lang række. Og for to børnefamilier var det hyggeligt at opleve børnenes interaktion og leg i naturen undervejs.Vi var heller ikke alene om at nyde Wadi Ruwayah. Mange andre havde parkeret ved skiltet ind til området og begivet sig ind i wadi’en for at tilbringe nogle timer med at vandre, køle fødderne i det kolde, klare vand og nyde udsigten.Desværre var det ikke alle, der helt havde lært det med at rydde op og tage affaldet med sig ud igen, og dét kan blive den frie hikings visse død, hvis naturen sådan bliver omdannet til losseplads efter hver weekends entusiastiske Dubai-gæster. Sikke noget skidt – i bogstaveligste forstand.Hajjar-bjergkædens skrøbelige og helt unikke økosystem skal for alt i verden bevares, og jeg græmmes virkelig, hver gang jeg ser et cigaretskod eller en plasticpose derude i bjergenes rå, utæmmede natur.I en wadi vil turen ofte gå ind og så ud igen. Muligvis ikke præcist den samme vej frem og tilbage, men det er ikke helt så let at lave et loop-hike, som hvis man er ved f.eks. en sø eller på en sti/afmærket rute i bjergene.

I wadi’en skal man passe på og se sig for. Det skal man helt sikkert også under bjergklatring og på vandreruter i bjergene, men wadi’en er jo fyldt af de her store, uregerlige sten, der er brudt og ligger hulter til bulter.Så man lærer at stoppe op undervejs og nyde udsigten, den friske bjergluft og synet af guldsmede, hvepse og andre insekter, der summer omkring vandhullerne.Små huller af mindfulde pauser, for på intet tidspunkt er det muligt at gå og slappe af, mens man kigger fremad eller op – der skal balanceres fra sten til sten – men det er der også en sjov og lidt krævende rytmik og metodik i.Vi tog det stille og roligt. Vi var afsted i wadi’en i 4 timer, men holdt mange små spisepauser undervejs, hvor vi delte kanelsnurrer og appelsinbåde med hinanden.Et par rigtige hikingstøvler ville have været en god idé, men man kan sagtens gå en 4 timers tur i et par gode snøresko eller løbesko med god hælkappe. Der skal ca. 2 liter vand med per person – for at være på den sikre side, og så godt med snacks, der er både søde og salte, en rulle tensoplast til eventuelle vabler og plastre til sår, et tykt lag solcreme og mobiltelefonen, selvfølgelig. Needless to say, at man aldrig vandrer alene i sådan et terræn og så langt væk fra alfarvej.

Jeg er fan af det her hikingshow. Men det kom ikke som en overraskelse, nu hvor jeg trods alt er datter af Fru Gåmaskine Ditlevsen.

På vejen retur i wadi’en begyndte det at blæse op, så vinden kastede sig uforudsigeligt rundt mellem klipperne. Det gav en del støv i halsen, tænderne, næsen og øjnene, så vi måtte drikke ekstra vand og hive bluserne lidt op om ansigterne.Da vi kom helt ud af bjergdalen og kørte retur mod Dubai, kunne vi se, hvor slem fygningen egentlig var.Hjem i bad kom vi. Trætte, varme og godt brugte. Men på den allerbedste måde. Dér, hvor man har brugt sin krop på en sjov og udfordrende vis, så man virkelig fortjener et langt bad og en tung eftermiddagslur. Og måske en portion is eller tre.

Tak for turen, kære Familien Zhekova Vittrup.

Må der blive mange flere af den slags, når vi rammer den kølige sæson igen. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mærkedage under en pandemi

Den halve æresport i anledning af vores kobberbryllup er så småt ved at forvitre. Roser, bregner og brudeslør tørrer ind og daler ned som knasende stykker legetøj til Daisy.Jeg har slet ikke lyst til at sige farvel til æresporten. Den er jo det synlige bevis på, at Martin og jeg har haft en mærkedag af de store.Midt under en pandemi.

For hvad gør man egentlig med de her store mærkedage, når ingen må forsamles i større grupper til fest eller andet sjovt? Når familie og venner ikke engang kan komme forbi til mad og vin?

Dét spørgsmål har vi stillet os selv i lang tid, mens kobberbrylluppet krøb tættere på ude i horisonten.
Tidligt i pandemien sidste år hældte jeg til at bestille en kobberbryllupsfest med middag og dans og hele moletjavsen hjemme i Danmark i sommeren 2021. Efter et stykke tid med nedlukning og en fortsat presset restaurationsbranche har vi – ligesom alle andre – minus lyst til at lægge et betydeligt depositum og satse på en fest i nærmeste fremtid, der med største sandsynlighed ville blive aflyst.

At rejse videre ud i verden som en markering af kobberbrylluppet er heller ikke en option, sådan som pandemien fortsætter.

Aber dann haben wir anderen metoden.

Grydeskeen må over i den anden hånd.

På med handsken.

Op på hesten og hvad ved jeg.

Op til tirsdags-kobberbryllupsdagen havde vi meget passende en Half Term i skoleregi, så vi kørte hele 12 minutter væk fra matriklen i The Lakes for at nyde livet og fejre vores 12 1/2 års ægteskab på Ritz Carlton i Dubai Marina.
Ritz-Carlton ligger lige i smørhullet i Dubai Marina. Et hotel opført i sådan-så-nogenlunde italiensk riviera-stil med terrakottafarvede facader, noget semi-tegltag, et ton marmor og følelsen af europæisk, gammel-klassisk schwung blandet med lidt arabiske palmer og betagende mønstre.

Vi har været her før som gæster på hotellets restauranter, til iftar og for at besøge venner – og her er bare en rigtig rar stemning.

Lige uden for hotellet ligger The Walk og Jumeirah Beach Resort (JBR), så der er strandboder, caféliv, gademylder og instinktiv følelse af at være turist (i egen by). Det er et plus med gadeliv direkte uden for døren, for det kan godt mangle lidt på andre hoteller. Og gider man ikke russerne, er der altid god plads i Ritz’ andægtige Tea Room!Et andet kvalitetsstempel, der kan sættes på resortet er deres kæmpestore, private have med garden-style pool og en enkelt rutsjebane til ungerne. Det er så lækkert.Man hører og mærker slet ikke andre gæster ved poolen, når der både er sociale distance-regler og lavere belægningsgrad end normalt. Det klager vi ikke over! Hotellets livreddere er også dygtige og opmærksomme på støj, plask og badesikkerheden.

Om morgenen serveres virkelig dejlig morgenmad i haven.

Rundt omkring er der forskellige aktiviteter – bueskydning, bordtennis, tennis, legepladser – og rig mulighed for at støde på vilde, irgrønne papegøjer og måske endda nogle havfruer. Temmelig eksotisk. Og så kun et stenkast hjemmefra. For os.Vores miniferie og kobberbryllupsfejring blev alt det, vi drømte om og trængte til. Ren afslapning. Dejlig mad. Skønne omgivelser. Høj standard og god service.
Leg, læsning, badning, vin og kys.Selv en meget tidlig morgentur var Kaalund villig til at gå med mig, for at opleve, hvordan marinaen vågner op til en ny dag. Lidt kærlighedskulret må han have været.Der er skønt i Dubai Marina. Pandemi eller ej, så er det bare et godt sted at være.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet