Hej og velkommen til min blog

Her har min ældste datter Cille portrætteret vores familie, som består af Far, Mor og 2 rødhårede Pippi-piger på 6 og 3 år.Vi er et dansk 4-kløver, som er bosiddende på 2. år i Dubai.
Før vi flyttede til Ørkenstaten, boede vi 3½ år i England.Vores piger kender derfor kun Danmark fra sommer- og juleferier.

Jeg opfinder Mor i Udlandet på et tidspunkt, hvor jeg kan mærke, at nu er jeg nødt til at vække min konfuse barselshjerne.

I virkeligheden befinder jeg mig i en dyb identitetskrise.

Men den slags forstår man jo først senere.

Mit indre er vredt, forvirret og ulykkeligt, selvom jeg befinder mig i en meget priviligeret og heldig position.Jeg kan mærke, hvordan mine fødder fumler efter fodfæste i den britiske muld. Og jeg higer efter at slå rødder, selvom jeg godt ved, at livet i Udkants-England er på lånt tid.I en fjern fortid havde jeg været karrierekvinde med godt projektlederjob i A.P.Møller-Mærsk.

Men de erfaringer kan jeg ikke bruge til særlig meget, som jeg står dér – med 2 rollinger på slæb og et job som hjemmegående husmor.

Og med en mand, hvis udstationeringskontrakt trods alt ikke kan forlænges i det uendelige.Så jeg begynder at skrive mit hjertes længsler og frustrationer ud.

Fyldt til bristepunktet som det er af  hverdagstrummerum og småbørnsliv.Fyldt af frustrationer og ensomhed midt i al kærligheden og alle de fantastiske oplevelser, som et liv i udlandet vitterligt er fyldt af.

Jeg taler også med de få af mine veninder, der er/har været udstationerede med deres mænd.

Og jeg konstaterer, at deres oplevelser og erfaringer er helt lig mine egne – uanset om vi bor i England, Holland, USA eller Ghana.Her – nogle år efter – er det stadig familielivet i udlandet, som fylder på bloggen – og det bliver det sikkert ved med, selvom præmisserne ændrer sig henad vejen?For meget har faktisk allerede ændret sig, siden udstationeringstiden i England.

Min mand arbejder på en lokal kontrakt her i Dubai. Og det betyder, at vi ikke længere har fornemmelsen af at bo og leve på “lånt tid” i udlandet.Den hjemmegående husmor er forvandlet til støttelærer i engelsk litteratur på et IB-gymnasium.Begge rollinger er blevet til skolepiger.Jeg befinder mig nu – geografisk, følelsesmæssigt og mentalt – langt væk fra barselsboblen på lånt tid i England.

Men det betyder ikke, at udlandslivet er holdt op med at give familien både grimme skrammer og kærlige krammere.

En af mine intentioner med bloggen er at skabe hverdagsfortællinger i et humoristisk univers, som de fleste (forhåbentlig) kan nikke genkendende til.Jeg skriver til dig, som indimellem drømmer dig væk fra rugbrød, regnvejr og 8-16.  Som er nysgerrig på, hvad et liv i udlandet mon bringer med sig – uden at du måske selv har lyst til eller mulighed for at leve i udlandet.Jeg skriver til dig, der står overfor en flytning til udlandet og det umanerligt store spring som det er, når man siger farvel til Danmark.Jeg skriver til dig, der har lyst til at besøge Dubai som turist og gerne vil have inspiration til oplevelser off the beaten track.Jeg skriver til dig, der enten søger eller har fået tilbudt job i Ørkenstaten – og måske har en familie eller kæreste stående i baggrunden, som har behov for et indblik i, hvordan livet i Dubai mon kan se ud.Det er også mit håb, at bloggen er interessant for danske kvinder, der er i samme båd som jeg selv: Bosiddende i udlandet – med alle de konsekvenser, som den slags har i forhold til børns trivsel, udvikling og opvækst, parforholdet og familielivet.Jeg glæder mig til at fortælle meget mere fra sandkassen!

PS: Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller andet, så er du er meget velkommen til at skrive til mig på: moriudlandet@outlook.com