19 år og Mors Dag

Forleden faldt Svigermor over et foto taget på enten Vertigo Banyan Tree eller Lebua State Tower i Bangkok. Hælder mest til sidstnævnte af de to klassiske rooftop-restauranter, men måske en ægte Bangkok-kender på linjen kan hjælpe?

Året er ihvertfald 2007.

Martin er 34 år.

Tine er 29 år.

Lykkeligt uvidende er jeg om, at Martin har forberedt at fri til mig nogle dage senere på Pansea Beach under en smuk måne, der er mindst lige så fuld, som jeg selv. Det var dengang….på dét yndige, hedengange boutique resort, The Chedi, som nu kører videre under et frisk lag maling og navnet The Surin Phuket.


Fast forward – courtesy Svigermors gemmer igen – er året 2008. Vi er nu formelt Hr. og Fru Kaalund. ‘Vi’ er også helt åbenlyst gravide med Cille, der ender med at blive født på vores første bryllupsdag.
Fast forward til det herrens år 2020 – midt under Corona-pandemiens rasen – hvor Cille indfanger sine halvgamle forældre med lillesøster Mille, der er på nippet til at fylde 8. Det er weekend og man har pt. KUN det sjov, man selv kan finde på – så hit med den skinnende palliet-kjole og dingle-øreringene.
Som altid forsvinder weekenderne mellem fingrene på os.

I dag er det så blevet hverdag i en Ørkenstat, mens I fortsætter hyggen derhjemme i anledning af både søndag og Mors Dag.

Og her ringer dørklokken. Ganske uventet.

Jeg er den heldige modtager af den smukkeste blomsteropsats og søde kort med kærlighedserklæringer i. Martin kan bare den slags. Det kan han virkelig. Romantik er Kaalunds mellemnavn.Søndag den 10. maj er dog ikke kun Mors Dag. Det er også en af Martins og mine personlige mærkedage. I dag er det nemlig præcist 19 år siden, vi mødte hinanden.

Der er sket et par småting eller femten siden da. Og gudskelov for dét – for 19 år er da virkelig lang tid.

Faktisk så lang tid, at kærligheden ikke kun er kærlighed i traditionel forstand med bittesmå gyldne øjeblikke af dét, de altid viser i amerikanske film – men også en dyb taknemmelighed over at have fået en ven, en samarbejdspartner og et livsvidne igennem stort og småt, smukt og grumt. Hvad end livet smider efter os, så hjælpes vi ad og taler sammen.

Det er samhørighed, fællesskab og gensidigt samarbejde, som vi har været villige til at lægge hårdt arbejde i hver eneste dag. Det kommer ikke af sig selv. Intet kommer jo af sig selv. Ingen er 100% kompatible på alle livsområder. Det er så langt fra instant gratification, som man overhovedet kan komme. Men det er det hele værd, hvis du spørger mig.

For sammen har vi det allerbedste i hele verden.

En familie. Relationer. Nogen at være noget for og med.

Tænk, at jeg har fået lov til at blive Mor til lige præcist de to rødhårede piger, der er vores. Det er det mest enestående og Aller bedste, der er hændt i mit liv.Glædelig Mors Dag derude – uanset om du selv er en Mor, fejrer din eller en andens dejlige Mor eller savner og mindes en Mor. ❤🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-fødselsdag

I går fyldte Far i Udlandet 47.

Midt i corona-cirkus og lockdown-vanvid.Gaver har vi stort set ingen af, bl.a. fordi dét, vi havde bestilt til levering hos Mormor, af gode grunde er strandet i Danmark. Så vi tyer til det ældgamle kneb med at skrive sukkersøde gavekort ud på ting, vi hverken kan overholde eller love ham. Som for eksempel, at han kan have to søde børn og en sød kone en hel dag!? Umuligt, si’r jeg bare. Selv i teorien holder det ikke vand.
Men jeg bager da en flok morgenboller, som er en del af mine hustruelige pligter, og pigerne bager et fad brownies, og vi synger vist også en hurtig fødselsdagssang for ham, før fokus flytter sig over til det mystiske væsen, bedre kendt som Påskeharen, der har lagt chokoladeæg i hele den airconditionerede hytte om natten, mens husets ungmøer har sovet skønhedssøvn.Der er Lindt-chokolade i så rå mængder, at vi må rykke rundt på vinbeholdningen for at få plads til alle ‘laderne i køleskabet.

Flere gange i løbet af dagen ringer det på døren.

Her modtager Martin Magnolia Bakery Cupcakes fra gode venner. Sikke en dejlig overraskelse!Og senere sender The Mahainis både islagkage og en kæmpe oksemørbrad, som vi griller om aftenen. De forstår simpelthen at holde en fest, selv når det ikke kan lade sig gøre at holde en fest! Er vild med det!
Vi plejer at fejre mærkedage sammen med vennerne. For venner bliver jo ens selvvalgte familie, når man bor langt væk fra den biologiske familie. Og det er lidt mærkeligt ikke at kunne invitere på middag og fejre mærkedagen på sædvanlig vis. Men ‘plejer’ er helt tydeligvis afgået ved corona-døden – og jeg håber så inderligt, at én eller anden kan vække han til live igen.

For vi trænger til selskab og social omgang med andre end lige os selv i det lille firkløver.

Vi går lidt i frø og i koks og flimrer rundt med jævne mellemrum.

Og det er både okay og forståeligt efter 5+ ugers distanceret indeliv uden reel kontakt med andre.

Men fejret bliver han da – i vores lille, klaustrofobiske firkløver – med kys, kram, kærlighed og et ordentligt drys kuller.Til lykke, min Martin!
Jeg lover dig, at når corona’en er væk, så vil jeg, så må vi, så skal vi….og nåh, nej, jeg holder jo sjældent, hvad jeg lover, så måske er det bedre at se, hvad der sker til dén tid.

Men én ting er helt sikker – vi trænger til at grine, drikke og danse, lige så snart, det kan lade sig gøre.❤️😆😉😍

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nytårskur

2019 er bag os.Egentlig ville jeg have skrevet et blogindlæg lige før nytårsaften om året, der gik, men jeg når bare ikke halvdelen af dét, jeg drømmer om. Muligvis fordi jeg lider af tømmermænd. Muligvis fordi jeg er ude for at leve det her dejlige liv, jeg blev givet.Og det er faktisk helt okay, når nu jeg tænker over det, for det kunne hurtigt være blevet et blogindlæg fyldt af ganske upassende, priviligerede klagesuk over de First World Problems, der har præsenteret sig for os i 2019.

Vi er så heldige. Jeg ved det godt. Vi lever en beskyttet tilværelse i udkanten af en spændende storby. Vi har formået at sætte et forsigtigt rodnet i både arabisk sand og dansk muld. Vores døtre vokser op i et multikulturelt, flersproget samfund, hvor alle respekterer hinanden og opfører sig ordentligt. Vi elsker hinanden, kæmper for hinanden og ta’r skraldet, når det er nødvendigt. Vi er sunde og raske. Vi har balance mellem familie- og arbejdsliv. Vi har skabt en tætknyttet familie, der tilbringer tid sammen.Intet af ovennævnte må jeg tage for givet. Der er så mange mennesker, der er uheldige, ensomme eller syge, og som ikke har mulighed for at opnå de ting, de drømmer om i livet.Og når jeg tager perspektivbrillerne på, så er der ikke så meget at være bange for, frustreret eller vrissen over.

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg altid kunne se på tingene på dén måde. Men jeg falder i suppedasen. Bekymrer mig. Får stik af sorg og stress over, at der er så mange ting, vi ikke kan kontrollere, og som kan ramme os så hårdt, at vi falder omkuld. Og hvis vi falder i en fjern Ørkenstat, er der intet sikkerhedsnet til at gribe os. Så er det hele korthuset, der ramler. Lige så spændende og udfordrende, det kan være at prøve noget nyt, lige så ondt gør det ind i mellem. Konsekvenserne ved tab af job eller ændringer i jobsituationen er ofte ret uoverskuelige. Og en dårlig eller usikker økonomisk situation er endnu hårdere, hvis det samtidig kombineres med tabet af hjem, hjemby, netværk og skole – som det oftest vil være tilfældet i en udlandssituation.

Dét er den værste bagside ved udlandsmedaljen, hvis du spørger mig. Jobusikkerhed og/eller dystre økonomiske udsigter. For en sund økonomi er grundlaget for overhovedet at kunne leve et liv i udlandet. Der skal mange, mange penge til, for at en tilværelse kan løbe rundt. Det er knapt så legende let, som det måske ser ud til.

Jeg kan ikke fortælle om vores nuværende udfordringer. De er af dén slags, man kun kan dele med få udvalgte, fordi det er forbundet med konfidentielle detaljer og kunne have vidtrækkende konsekvenser. Så jeg varer min mund, og håber inderligt, at 2020 bliver et bedre.

Og her på kanten af 2020 sender jeg 2019 afsted på ryggen af en fugl. Måske er det en kolibri eller en svane, der løfter årets frustrationer og skuffelser væk? Afsted med dig, 2019. Du har givet os så mange fine stunder med familie og venner. Du har givet børnene og vores lille familie oplevelser og minder, som vi samler på og gemmer i hjertet. Men du har også givet min elskede flere grå hår og en ny og hidtil ukendt rastløshed.

I ørkenen holder vi nytårskur i disse dage og hilser 2020 velkommen.

Der findes ikke noget bedre sted at få renset luften og fyldt energidepoterne op, for her i ørkenen er der for alvor højt til loftet.

Her er der helt stille og en særlig form for uendelighed eller kontinuerlighed, der heler, udglatter og balsamerer, når man har forledt sig selv til at tro på, at hele verden kun drejer sig om én selv. Her er vi de små sandkorn i universet. Og det føles helt betryggende at mærke den slags nærmest guddommelig storhed.

Så 2020, kom an!

Må du blive et år fyldt af milde, feminine værdier, stærke, sælsomme, skrøbelige, kærlige øjeblikke, sjove overraskelser og nye, positive og givende udfordringer. Det er mine intentioner for året, der netop nu løber af stablen.

Rigtig godt nytår ønsker jeg fra De Forenede Arabiske Emirater!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

En 48 år ung nation

Den 2. december 2019 fylder De Forenede Arabiske Emirater 48 år.Det slår mig hvert år på nationaldagen, at denne her nation er bare så ung, så ung.

Tænk, at emiratier på min egen alder har bedsteforældre, der var beduiner og boede i telte ude i ørkenen sammen med deres kameler og geder.

Tænk, at et land kan forandre sig så meget på så kort tid?

Det er altså imponerende, uanset om man er til alt det der med verdens højeste skyskrabere, kæmpe shopping malls og 7-sporede motorveje eller ej.

Forleden er jeg i Mall of the Emirates, hvor der er smukt pyntet op i nationalflagets farver – grøn, rød, sort og hvid – på alle ledder og kanter. Nationens identitet og stolthed er til at tage og føle på.Jeg synes også, at emiratierne har meget at være stolte af. Lederne af de 7 emirater har moderniseret landet, så det nu er et progressivt muslimsk samfund, hvis man sammenligner med naboerne. De Forenede Arabiske Emirater deltager også i de store, internationale sammenslutninger og i verdenssamfundet helt generelt med kæmpestore bidrag til nødhjælp, og med både fredsbevarende og aktive militære styrker under den amerikanske koalition.

Intet i det her land kan dog sammenlignes med eller minde om Europa eller Den Vestlige Verden.

Men skal det overhovedet det?

Er vestligt demokrati og vestligt værdigrundlag det (eneste) rigtige at basere et samfund på? For år tilbage havde jeg nok svaret et rungende ‘ja’, men jeg er blevet i tvivl. For jeg ser hver dag, hvad en benevolent og intelligent enehersker kan udrette for sit land og med sit folk på en særdeles effektiv måde.

Der er punkter, hvor jeg som moderne, kristent menneske ikke er enig i reglerne eller lovgivningen. Dét må jeg ikke give højlydt udtryk for hverken mundtligt eller skriftligt, og det er et vilkår, at vi udlændinge/fremmedarbejdere må indordne os under landets måde at gøre tingene på, uanset om det betyder, at vi går på kompromis med egne holdninger, overbevisninger og værdier.

Sådan er det bare.

Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man simpelthen fordufte.

Men nu ikke mere politiseren. Jeg har både en lovgivningsmæssig og personlig mundkurv på – for det er man ganske enkelt nødt til at iføre sig.

Til gengæld skal I da lige set et par billeder fra Nationaldags-fejringen på vores skole.

Her er vi tre damer iført nationens stolte farver i torsdags.

Cille skulle synge nationalsangen “Ishy Bilady” sammen med skolekoret, som optakt til National Day Assembly for hele Primary School. Det er lidt sjovt at tænke på, at hun kender De Forenede Arabiske Emiraters nationalsang i søvne og de traditioner, der hører hertil, mens hun ville være helt blank, hvis vi forsøgte at få hende til at komme på Danmarks nationalsang eller hvad man gør, når man fejrer Grundlovsdag. Der er vist et eller andet her, vi kan gøre bedre, tænker jeg?Og fællessamlingen er virkelig noget særligt op til nationaldagen. Stort set alle har gjort sig umage med at klæde sig på i traditionel abaya og kandora eller i flagets farver.

Arabisklærerne står for at arrangere det hele – og de sætter elever på scenen fra alle tre grene af den arabiske undervisning på skolen: Arabic A, som er arabisk modersmålsundervisning, Arabic B, som er arabisk som andetsprog og Islamic Studies, som er muslimernes koranlæsnings- og kulturstudier.Hver eneste gang Primary School forsamles for at fejre en højtid eller mærkedag på denne her måde, bliver jeg fyldt af glæde og stolthed.

Det her er børnenes Forenede Nationer.

Det her er fremtidens globale verdensborgere, der vokser op med en indbygget tolerance, accept og respekt over for andre. Den slags har vi andre ikke fået ind med skolemælken i vores tidlige år.Her er grundlaget for en bedre fremtid. Dét tror jeg fuldt og fast på. Og jeg er evigt taknemmelig for, at vi har muligheden for at give vores døtre en opvækst, der forbereder dem til at deltage i en stor, farverig verden.

🇦🇪 Glædelig National-dag til De Forenede Arabiske Emirater – du unge, stærke, smukke, stolte og modige nation 🇦🇪

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sheikh’ens palads

Mens Farmor og Farfar sætter sig til rette i en af Emiraternes store stålfugle, står det ned i stænger i Ørkenstaten. Det er himlens tårer, der spejler vores savn. For selvom vi er trætte efter 3 x dejlige gæstebud henover efteråret, så er det også tomt og stille, hver gang gæster rejser fra os. Nu havde vi det jo lige så sjovt og hyggeligt.

Pigerne er salige over regn på en fridag. Det svarer vel til danske børns glæde over sne-fri, hvis det da nogensinde indfinder sig?

De leger “overlevelse” i haven med hjemmebygget hule og varm cacao i krus. Lidt senere går de over for at samle plasticaffald op fra gaderne og parken, så det ikke ryger ned i kloaksystemet med vandmasserne, og dermed videre ud i den lokale sø, hvis ikke helt ud i havet. De kalder det “taking action and serving in the community”, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt over deres IB-skole-hjernevask.De ender med at have en hel pose fyldt af plastic, papir, skum, metal og cigaretskodder, som de smider forsvarligt ud.

Regnvejr bliver lynhurtigt til et reelt problem i en ørken. De her billeder er taget EFTER den store kloaksuger har været der og suget langt det meste af vandet op i en times tid. Der er afløb i gaderne, men de ser ikke ud til at kunne sluge ret meget vand ad gangen.Google’r du “Rain + Dubai Mall“ vil der også komme nogle ret skøre billeder og videoer op af, hvordan de handlende går rundt i 20 cm. regnvand og shopper uanfægtet videre inde i Louis Vuitton. The show must go on, og vi lukker da ikke ned på grund af en smule regnvand i centret. Men … det kunne da godt være, at man skulle finde ud af, hvorfor og hvordan regnen trænger ind?

Ikke mere om regn for denne ombæring. Jeg er sikker på, at jeg nok skal kede jer med emnet igen, for det forlyder at staten forberede mere cloud-seeding her i løbet af efteråret og vinteren. Cloud-seeding går aldrig rigtigt stille for sig – for regn i en ørken er måske nok velkomment og glædeligt, men det spidser ofte lidt til.

Én af de sidste ting, vi nåede sammen med Farmor og Farfar var en tur til Qasr Al Watan, der som bekendt er H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyans repræsentations-palads i Abu Dhabi. Førnævnte er De Forenede Arabiske Emiraters Præsident og enerådig hersker af Emiratet Abu Dhabi.

Det tager godt og vel 1.5 time fra Dubai, hvis man har lyst til at drøne ud af landevejen og ned ad Abu Dhabis flotte Corniche forbi Emirates Palace og Etihad Towers til det pompøse paladsområde.Vi besøgte paladset første gang sammen med Morfar og Conny i september måned – og vanvittigt imponerende som det er, så bliver man ikke færdig efter en enkelt gang.Farmor og Farfar har selvfølgelig glædet sig til at se den ualmindeligt smukke og elegante kalligrafi-skulptur, der vel nok er det mest iøjnefaldende element i hele paladset, som ellers er den ene godbid for øjet efter den anden. Faktisk er det stort, spraglet-vildt og gyldent i en sådan grad, at det nærmest svimler for øjnene, når man forsøger at dreje rundt og få det hele med.Det er den vildeste magtdemonstration udført i ædle materialer som marmor, bladguld, krystal og mosaik. I disse dage omkring Flag-Dagen er landets smukke nationalflag naturligvis også på podium-display. Ikke et øje er tørt. Forleden var Ruslands Præsident Putin på besøg, og jeg kan kun forsøge at forestille mig, hvordan Abu Dhabis Vice-Præsident, Sheikh Khalifas søn og Putin har travet igennem marmorpaladset uden at fortrække en mine, mens de har spillet med de geopolitiske udenrigs-muskler over for hinanden.

Måske har de tilmed spist russisk kaviar sammen her i spisesalen?Pigerne har godvilligt accepteret dagens kulturprogram, fordi de er vilde med de 4 moderne spejlskulpturer, der står i hjørnerne af den store hall. Man kan gå ind i skulpturerne og kigge ud – uden at folk uden for aner det. De havde derfor lagt store planer for at skræmme livet af Farmor. Og det lykkedes næsten.Martin er nærmest hjemmevant i paladset nu, i modsætning til mig, der stadig kan blive forvirret i en telefonboks.Efter godt en times studeren 12 tons lysekroner med 350.000 krystaller og indre trappe til rengøringskonen og alt muligt andet godt og flot, vender vi snuden mod udgangen.Uden for lyser de sene eftermiddagsstråler over Rigets Storhed.Og over Downtown Abu Dhabi, som er noget så chik.Hvad skal man så vælge på en dagstur fra Dubai til Abu Dhabi nu?

Sheikh Zayed Grand Mosque?

Qasr Al Watan?

Farmor peger på præsidentpaladset, Qasr Al Watan som en større oplevelse end moskéen. Jeg er ikke helt enig.

Hvis I kun er voksne mennesker på tur, kan I sagtens nå begge steder på én dag. De ligger ikke dør om dør, men hvert sted tager 1-2 timer at opleve. Louvre kunne endda nappes som sidste stop, hvis bare man sørger for at få rigeligt med mad undervejs, men så er dagen også udnyttet ganske grundigt.

Personligt foretrækker jeg stormoskéen på grund af den højtidelige stemning og ansatsen til stilhed i en folkemængde, men hvis man er på tur med livlige børn, er det klart lettere at besøge Qasr Al Watan og/eller Louvre Abu Dhabi, der også er et virkelig børnevenligt museum. Hvis man er på tur med rolige børn, der kan lide at skitsere eller fotografere, ville jeg klart vælge stormoskéen og gøre et nummer ud af at studere de smukke arabiske mønstre.

Stemningen og formalitetsniveauet i Qasr Al Watan er noget andet end i Sheikh Zayed Grand Mosque, der jo er en fungerende moské med alt, hvad det indebærer af respektfuld påklædning og ditto adfærd. Selvom der ikke er streng dress-code i præsidentpaladset, vil jeg anbefale, at man bærer lange bukser og dækker skuldrene til (uanset køn) af respekt for den kultur, vi befinder os i. Det gør langt fra alle de besøgende i paladset (sig hej til kineserne og russerne), og der udleveres jo ikke abayaer ligesom i stormoskéen, men jeg synes det er en misforståelse at troppe op i noget stramt og kort, for de ekstra ærbare centimeter i bukse- og ærmelængde gør altså ikke den store forskel rent varmemæssigt.

Man må medbringe en vandflaske i Qasr Al Watan, men ingen former for mad, slik eller snacks. Tasker og mennesker bliver scannet og bøjle-BH’erne befamles grundigt – men det er vel prisen, når man lukkes ind i hjertet af landets repræsentation.

Der er ikke meget gang i de to små spisesteder inde i Qasr Al Watan – i modsætning til den travle, men simple café i stormoskéen og de udmærkede spisemuligheder inde på Louvre, men Emirates Palace ligger lige ved siden af og lokker med bladguld i kaffen, og der er Marina Mall 3 minutter derfra, så sulten stilles andetsteds.

Og turen til Abu Dhabi var dermed sidste stop på ferien for Farmor og Farfar. Forhåbentlig kommer de snart igen, og så må vi finde på nye, spændende ting at opleve sammen.

Uanset om man er førstegangs-turist eller genganger i Dubai, så er en dagstur Abu Dhabi altid herlig – hvis man da ikke planlægger at bliver der en hel weekend. Hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater er og kan noget andet end Dubai, og det er ret fint at opleve flere sider af landet end “bare” Dubai.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet