Åh, Baby!

Efter at vi er flyttet ind i det nye hus, har Mille overtaget Cilles juniorseng.

Og Cille har fået en større seng med udtræk, så hun nemt kan have overnattende venner.

Det er i og for sig en helt almindelig transition.

En række hverdagshandlinger med nedpakning og udpakning af et par senge.

I virkeligheden ikke noget at tænke nærmere over.

Og så alligevel.

For der er jo en æra, som er forbi.

Tremmesengen, der har holdt 2 tykke sovebabyer, står nu dekonstrueret hen.

Som et åbenlyst symbol på at babystadiet og dets livsform er afsluttet i Familien Kaalund.

For altid. Men tremmesengen er nu ikke den eneste indikation på det udfasede babyliv.

Stablen af bleer er også stort set forsvundet i bunden af skabet.Og Milles elskede, udslidte sutte-naser står over for en udflugt ned i en konvolut, som sendes til Julemanden (aka. Mormor og Farmor).Og hvorfor er det lige, at jeg bliver helt blævret indvendigt ved tanken om det her?

Hvorfor er det lige, at jeg nægter Martin at sætte tremmesengen uden for til fri afhentning blandt kvarterets beboere?

Hvorfor er det lige, at jeg insisterer på at jeg – i et anfald af forhåbentlig snarligt-indfindende klarsyn – SELV og egenhændigt MÅ bære den babyseng ud?

Den står der endnu, sengen.

Og den taler direkte til mig hver eneste gang, jeg går forbi den.

Den taler til mig om mit udrindende formål som menneskelig rugekasse. Den fortæller mig om en langsomt svindende fertilitet i årene, der kommer.

Graviditeter og barnefødsler. Been there. Done that. Tjek.

Sengen skærer ud i pap, at der findes en endegyldig afslutning på det, der er min kvindekrops primære opgave og funktion.

Har jeg en præmatur mid-life-crisis?

Er hønen blevet skruk og kuk?Det var mig, der aldrig i livet skulle have flere børn efter fødslen af Cille i 2009.

Det var mig, der for alt i livet skulle have et barn mere efter fødslen af Mille i 2012.

Det var os, der gerne ville have 2 børn.For – hånden på hjertet – vi er begge elendige til at passe babyer i det der inferno af cirkulære døgn og blødende ammebryster.

Der er ingen af os, som sådan rigtigt for alvor kan lide babystadiet.

Må man godt sige det højt?

Og hvorfor er det nu pludselig et problem for mig, at vi er på vej bort fra en fase i livet, som ingen af os er synderligt vilde med?

Min elskede tante – som om nogen i familien har erfaring med babyer (og hvis fortjeneste det er, at min kære onkel har en stor og velfungerende familie idag) – skrev for nogle måneder siden til mig.

Om reproduktion.

Om det at være lidt mere end midt i livet og se tilbage på årene med helt små børn.

På sin helt særlige, stille facon gav hun mig stof til eftertanke:

Man fortryder aldrig de børn man får, men måske dem man ikke får.

Hendes ord giver genlyd i mig.

Og har gjort det i måneder.

For hun ved jo, hvad hun taler om.

Mailen slutter naturligvis af med en kærlig hilsen og et ønske om at hun ‘nu forhåbentlig ikke har været utidig’. Hun er vestjyde. Et harmonisøgende væsen. Betænksom til fingerspidserne.

Hun er aldrig ‘utidig’, min tante.

Hun er et af de stærkeste, mest udholdende og rummende mennesker, jeg kender. Og hendes ærlighed og tanker om livet har stor betydning for mig.Og som ved enhver anden livs-anledning, hvor jeg er emotionel, forvirret, i tvivl-og-rundt-på-gulvet, vender jeg mig mod stammens ældste. Mod flokkens leder. Mod alfahannen.

Han siger klart nej.

Åh, baby!

Men der er ikke nedlagt veto på en grim og afvisende måde. Tværtom.

Der er forklaret. Tegnet. Illustreret.

På pædagogisk vis indfører han mig i konsekvenserne ved mine (potentielle) handlinger.

Med stor kærlighed og omsorg viser han mig forsigtigt, hvad omkostningerne vil være ved at få et 3. barn i et land, hvor alting er egenbetalt. I et land og i en situation, hvor vi fra den ene måned til den anden kan risikere at skulle flytte væk, hvis der sker noget arbejdsmæssigt – og hvor vi i den værst-tænkelige situation ville være 2 voksne uden indkomst.

Han beskriver de følelsesmæssige omkostninger, som vores familieliv har haft i de sidste 5 år – for vores døtre og for os.

Der er Cille, som har boet i 3 lande og i 5 hjem på 5 år.

Og Mille, der har boet i 2 lande og i 3 hjem på 3 år.

Jeg får store kram undervejs.

Samtalen åbner og lukker sig henover uger.

En aften siger han pludselig:

“Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vores kærlighed bare ville vokse. Der vil altid være kærlighed og følelsesmæssig plads til ét barn mere. Den slags vil vokse uendeligt, uanset hvor mange børn, man måtte få.”

“Men tiden forholder det sig anderledes med, Tine. Tiden til hvert enkelt barn multiplicerer ikke bare; den vokser ikke uendeligt. Du har kun den tid, du nu engang har. Og skulle vi så ikke give al vores tid til de 2, vi allerede har sat i verden?”

Manden har jo ret. Han rammer hovedet på sømmet.

Vi har et ansvar for at sørge – på bedst mulig vis – for de 2 børn, vi har sat i verden.

De bad sgu’ ikke om det selv.

Det var os, der lavede dem.

I anfald af kærlighed og rendyrket selviscenesættelse.

Fordi vi gerne ville realisere vores idé om en familie.Nu har de hinanden at lege og slås med – og jeg tror ikke, at de ‘bare lige står og mangler en lillebror’, hvis nogen skulle komme forbi og spørge.

Gør jeg egentlig?

Mangler jeg en lillebror til flokken?

Er jeg villig til at gå på kompromis med den tid, jeg elsker og nyder at have til begge børn?

Tør jeg rykke på den papirtynde balance, der netop er ved at vise sig i vores familieliv?

Er jeg villig til at gå seriøst ned i livsstil med færre hjemture til Danmark og et mindre hus?

Eller er jeg villig til at gå seriøst ud på det-der-arbejdsmarked? Og hvad ville være pointen i at arbejde mere end nu? Så er der vel endnu mindre tid til hvert enkelt barn?

Giver det ikke mening, at vi nu tager hul på nye oplevelser og rejser med 2 frække trunter, der efterhånden er selvkørende?

Jeg skal nok stille tremmesengen ud, Martin.

Lige om lidt.

Okay?

Hormonerne må tvinges under kontrol.

Angsten for afslutning må gennemleves.

Afskeden med ét ud af mange livsstadier må siges.

Det er naturens gang, Baby.

Du har ret. Som altid. Og jeg elsker dig for det.