Der er lukket for det varme vand

“Will you hold my hand in the lift, Mummy?”“Do we have to go to a flat on top of another flat? Can’t we just take the stairs instead? Am I going to do some exercises with my elbow or what, Mummy?”

Den Lille-Store Skolepige krammer Bjørnen Bjørn, mens hun stiller spørgsmål i ét væk.

Vi befinder os i Jumeirah Lakes Towers, som er et forretningsområde, der ligger blot et langt stenkast fra vores egen hvid-mands-ghetto, The Lakes.Elevatoren i Platinum Tower suser opad, mens Cille holder krampagtigt fast i min hånd.

Vi skal af på 36. etage, så jeg afviser pure, at vi “bare kan tage trapperne”, som hun ellers så pænt foreslår.“Pling”. Elevatorens døre åbner sig og vi tumler ud med propper i ørerne.

Foran os er der en dør, der leder ind til en lille bid af Danmark.

Fysioterapeuten Theo tager venligt imod Cille og Bjørnen Bjørn.

Her er ingen hvide kitler.

Og ingen steril lugt af klinik, sprit eller duftfrisker.

Her er rene, pæne (skandinaviske) linjer – og samtidig en varm og uformel stemning, som jeg føler er et eller andet udefinerbart dansk.

Theo får snedigt Cille til at tø op ved at lade hende bevæge Bjørnen op, ned og rundt, så han kan observere albueleddet i aktion.Cille ler, når Bjørnen skal strækkes så højt op mod loftet, som hun overhovedet kan.

Og hun ler endnu højere, da han senere lægger hende til rette for at manipulere lidt med albuen, så hendes spaghettitynde arm blævrer som “wobbly jelly”.

Vi gennemgår de øvelser, som vi skal hjem og foretage i de næste par dage, før vi skal komme igen. Og han forsikrer os om, at dén lille albue nok skal blive fin og god igen.

Ét af de finurlige aspekter ved livet i Dubai er, at vi faktisk er en stor gruppe danskere.Så stor en gruppe, at vi (nøjagtigt som alle andre indvandrere!) har “vores egne”, der klarer stort og småt for os.

Der er danske fysioterapeuter, danske tandplejere og danske tandlæger. Der er dansk sundhedsplejerske, dansk fødselslæge og dansk kiropraktor. Der er dansk frisørsalon, danske frisører og stylister – og danske designere.

Man kan få leveret rugbrød og spandauere fra den danske bagværksleverandør; der er danske advokater og assurandører; vi har en bar, som er ejet af danskere – og så er der danske grafikere, IT-folk, mental-coaches og personlige trænere, sygeplejersker, pædagoger, lærere, fotografer, ejendomsmæglere og en masse andet godtfolk, som leverer deres ydelser til danskerne i Dubai (og til en masse andre, selvfølgelig).Da vi kommer hjem fra fysioterapien, strømmer der vand ned fra loftet i køkkenet. Lili og Mille futter rundt om problemet og har sådan set gjort, hvad de kunne.

Der er stillet skåle op til opsamling af vand, men lige lidt hjælper det.

Vandet trænger ind i skabene, som velvilligt suger til sig. Det løber ned ad fliser, vægge og karme. Vi sopper rundt i centimeter-højt vand på gulvet.

Jeg bliver skinger. Og hysterisk. Og godt, gammeldags vred over de her kontinuerlige hus-udfordringer.
Så jeg ringer irriteret til service-firmaet for at få dem til at komme. Det har Lili allerede gjort, men vred-hvid-dame giver dem lige et ekstra fur.Og nu er der lukket for det varme vand.

Bogstaveligt talt.

Der sidder individuelle vandvarmere i alle rum med vandhaner (yes, I know – det er da bare en smart løsning) – og vi har fornøjelsen af at en af dem går i stykker et eller andet sted i huset hver 3. eller 4. måned.

Hver gang sådan en fin vandvarmer går i stykker, så viser det sig ved at der strømmer gavmilde mængder af vand ned fra loftet. I insisterende lang tid.

Og det bliver en lang time (eller to), før VVS-hjælpen dukker op.

For vand, der fosser ned fra lofter, er hverdagskost i Ørkenstaten. Intet service-firma skynder sig for den smule syndflod. Der skal mere til!

Så vi må pænt leve med skjoldede loftsplader, bølgende skabshylder og en svag lugt af mug.

Er det ok, hvis jeg lige smutter ud efter en trøste-snack?

Jeg er træt-med-træt-på af fejl på installationer. Og det var mig, som i min himmelråbende naivitet troede, at vores nye hus måske ville være mindre fejlbehæftet.