Qasr Al Sarab Desert Resort

Vil I med på seriøs ‘glamping’?

Det spørgsmål bliver vi stillet for nogle uger siden af et vennepar, der har boet i Dubai i over 20 år.

Da vi kigger nærmere på Qasr Al Sarab og ser, at der er tale om et arabisk ørkenfort i midten-af-absolut-ingenting, bliver svaret naturligvis et rungende ja tak!

http://qasralsarab.anantara.com

For ovenpå brækket albue og flossede nerver, lyder über-luksus i Liwa-ørkenen som den helt rigtige medicin.

Fredag formiddag kører vi ud af Dubai sydpå mod Abu Dhabi.Hver gang vi forlader Dubai, morer det os at se, hvor ufatteligt hurtigt rækken af glitzy skyskrabere skiftes ud med skramlede lastbiler og sand, så langt øjet rækker.

Se bare denne her kameltransport – i bogstaveligste forstand.Og storbyen gemmer sit affald ude på enorme forbrændingsanlæg langt væk fra indbyggernes øjne. Restproduktet skaber nye, askegrå bjerge i ørkenen.

Undervejs er der beplantede områder, der skilter med at de er “forests”. Vi andre ville nok have valgt ordet “plantage” – for skove ligner de ihvertfald ikke fra en europæisk vinkel?Da vi runder Abu Dhabi, indikerer GPS’en, at vi skal køre 144 km gerade-aus mod Al Hameen og det øde ørkenområde på den arabiske halvø, der kaldes for “Empty Quarter”.

Jeg havde aldrig hørt om det arabiske “Empty Quarter”, før jeg opsnappede det på et kort over Saudi Arabien. Og det fascinerer mig at tænke på, at der er et så stort område af jorden, der ligger stort set øde hen – med undtagelse af lidt beduiner, der rejser rundt i cirkler.

Du kan læse om “Empty Quarter” – Rub’ Al Khali – her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Rub’_al_Khali

Vores udsigt er sådan her – uafbrudt – i halvanden time.

Liwa-ørkenens sand har et smukt rød-orange skær, mens Dubai-ørkensandet er lys-gulligt.

Og jo længere væk fra civilisationen vi kommer, jo højere bliver sandbankerne.

Det blæser friskt og støvet fornemmes vist tydeligt i luften?Forude anes ørkenfortet, Qasr Al Sarab.

Til højre i billedet ses en signalstander fra et af De Forenede Arabiske Emiraters to statsejede teleselskaber. Man kommer stort set aldrig så langt ud, at de ikke har sørget for mobilsignal – for hvem kan overleve uden dét i 2015?

Her byder Qasr Al Sarab forhånds-velkommen. Resortet ligger 12 km. længere ude af vejen.

Det er som at lande midt i 1001 nats eventyr.

Ualmindeligt smukt og gennemført arabisk både ude og inde – med en imponerende detaljerigdom.

Pigerne nyder alt det rindende vand, lyset og de smukke opstillinger.Fantasien blomstrer, mens vi går rundt og betragter opholdsstuerne. Det er som om vi er blevet arabiske opdagelsesrejsende, og pigernes fingre løber forsigtigt af med dem, selvom de er blevet forklaret at de kun må “kigge med øjnene”.Senere går vi til pool’en for at blive afkølet.

Der er cirka 40 grader i skyggen og Cilles hår klistrer til ansigtet.Vi møder de andre vennepar, som også har taget imod tilbuddet om “glamping”.

De fleste sidder i poolbaren og nyder indvendig og udvendig afkøling – og det kan man ikke fortænke dem i. Solen brænder og varmen er voldsom, medmindre man opholder sig i vandet.

Børnene er ellevilde. Det er ikke så mærkeligt efter 1 måneds tid uden poolbesøg.Senere er vores værelse klar.Det ligger vestligt og med haveudgang, så vi kan nyde solnedgangen fra egen terrasse henover det orangerøde sand.

Vi er blevet opgraderet, så vi har opholdsstue, soveværelse, tekøkken og et stort badeværelse.Pigerne klatrer ned i det store badekar og beslutter straks, at vi alle 4 skal bade sammen om aftenen. Og det kan vi nemt – der er god plads.Martin laver kaffe til mig. Betænksomme mand. Der er intet, der er overladt til tilfældighederne på Qasr Al Sarab.

Pool-bartenderne tuller rundt og serverer complimentary-smoothies og koldt kildevand ad libitum. De bringer kurve rundt med kølige klude til hvide menneskers lyserøde pander. En af de ansatte har ansvaret for at gå rundt og pudse de dyre solbriller, som hvide mennesker fedter ind i sved, klor og solcreme.

Og vi bliver kørt rundt i golfvogne fra sted til sted. Dovenskaben længe leve!Pigerne elsker det.

De ler højt, når vi drøner op og ned ad de smalle veje med begejstrede, indiske mænd bag rattet.

Vognen hviner rundt om hjørnerne og fyrer ind igennem de utallige indre gårde med springvand, duftende frangipaniblomster og dadelpalmer. Her er vi på morgen-foto-session med en af de ansatte.Prøv lige at se en udsigt!

Så langt øjet rækker er det Qasr Al Sarab, som er opdelt i diskrete villaer og komplekser.

Jo længere væk fra hovedbygningen, jo dyrere.

Sheikh Khalifa og hans familie (Abu Dhabi’s hersker) har også en række villaer her på resortet – med egen helipad og privat indkørsel, naturligvis.Og her er jeg foreviget med den Allerbedste Halvdel.Resortet har endda fået bygget en kunstig oase (så realistisk som muligt), således at gæsterne kan se, hvordan en ørkenoase ser ud.De har fat i den lange ende, Anantara. Deres Qasr Al Sarab Desert Resort er virkelig noget helt unikt.

Ikke kun fordi bygningerne er gennemført autentiske og en vidunderlig oplevelse at bevæge sig rundt i.

Ikke kun fordi Liwa-ørkenens sand er så ubeskriveligt smukt, uanset hvor på himlen, solen står.

Ikke kun fordi hotellet tilbyder et væld af oplevelser for enhver smag – og mad af særdeles høj klasse for både store og små.

Det er mest af alt fordi deres ansatte udstråler oprigtig arbejdsglæde og stolthed over stedet.

De holder øjenkontakt med gæsterne – og smiler begejstret.

De husker vores navne og værelsesnumre.

Der hersker en hjælpsomhed og imødekommenhed hver eneste gang, vi kommer i kontakt med dem.

Og dén slags er vitterlig en sjældenhed i Ørkenstaten. Vi kunne sagtens have brugt flere dage på resortet. Men selv en enkelt overnatning er nok til at vi føler os afslappede og mætte af oplevelser.