Wadi Dahir Blue Pools

Der er gået knapt to måneder siden sidste blogindlæg. Det er livet og hverdagen, der rammer mig – på en helt anden måde, end da pigerne var små. Jeg når ikke frem til de samme øjeblikke af skriveinspiration i hverdagene, som bare triller afsted, og selvom vi stadig oplever en masse spændende ting ved at bo i udlandet, og selvom jeg stadig oplever den samme taknemmelighed over at kunne vekselvirke mellem Den Fjerne Ørkenstat og Det Kolde Nord hele året igennem, så er livet bare fundamentalt anderledes lige nu.Hvis nogen stiller sig op og siger, at det er allermest udfordrende at have små børn, melder jeg mig ovre i den anden kø, for dem, der oplever transitionen til unge mennesker som sværere eller hårdere – for alle parter.

Jeg skal ikke klage. Vi står ikke midt i en livstruende sygdom længere. Vi har fået udredning, opklaring og en begyndende forståelse for, hvad vi egentlig kan og må gøre fremadrettet. Det gør det hele langt nemmere set fra fugleperspektiv, men derfor er hver eneste dag stadigvæk en udfordring set fra frøperspektiv. Og jeg begår fejl. Igen og igen. Fejler, så jeg føler, at jeg rammer rock bottom over for både den ene og den anden i familien. Det kræver ro, hvile og masser af forsøg med egenomsorg at komme oven på hver eneste ‘episode’ eller ‘udfordring’, og derfra kan jeg ikke skrive. Derfor er denne blog – min livsdagbog – også inde i en transitionsfase, hvor jeg skriver mindre, og hvor mange af de tidligere omdrejningspunkter – pigernes liv, oplevelser, følelser osv. – er forsvundet ud af blog-linsen. Børn og unge har brug for privatliv, og det vil jeg gerne respektere. Udfordringen består ikke så meget i at transitionere fra at fortælle om pigernes liv som ’second eller third culture kids’ i udlandet, men snarere i, at jeg ikke kan dele de ting, der banker i mit hjerte lige nu.Så bloggen er blevet til en mere neutral dagbog lige nu. Det er dog ikke uden værdi for mig – for jeg elsker stadig at gemme forskellige minder digitalt, og jeg vedholder stædigt, at jeg skriver for mig og for at have et fint arkiv over alle de dejlige og svære ting, der lander hos os – og hvis andre stadig har lyst til at læse med, så bliver jeg kisteglad.Vi har netop været tre uger på forårsferie i Danmark, som i denne omgang faldt oven i både den kristne påske og den muslimske eid.Der var vigtige mærkedage i familien – bl.a. en 90 års fødselsdag at fejre – samt tid til hyggelige stunder med familie og venner. Vi mærkede det spirende forår i Danmark for første gang i 10 år, og vi fik fejret mange skønne mennesker i løbet af ferien.Lige før vores forårsferie kom Flyvende Mormor på besøg hos os. Det var et helt år siden sidste besøg, hvor hun ovenikøbet lå hundesyg med Influenza A og B i mange dage, så vi følte begge, at der var en hel del nydelse og ferieliv at ‘indhente’.

Og det skal jeg love for, at vi fik indhentet.Med aftenbadning, hvor jeg ikke overholdt reglerne og lod Daisy komme med til poolområdet for at sige hej til havfruerne.Med dagsbadning i poolen efter skole. Det er Milles yndlingsaktivitet med Mormor.Med havbadning og følelsen af all inclusive på en eftermiddag. Bare min mor og jeg….det var vidunderligt!Med frokoster ude.Og fælles madlavning derhjemme.Med hundelufter-ture hver aften i nabolaget.Og med noget af en udfordrende vandretur i Wadi Dahir i Fujairah!
Vi var endelig afsted sammen – Mor og jeg – for netop en vandretur i Hajjar-bjergene var én af de oplevelser, vi blev snydt for sidste år, hvor hun lå syg med influenza og voldsom hoste. Denne gang lykkedes det.Wadi Dahir kaldes også for Blue Pools, fordi naturligt forekommende sulfur – svovl – løber ud i vandet, som så bliver ganske blåt at se på.Det var en virkelig fin tur, men selve niveauet var rigeligt udfordrende, og dét endda selvom turarrangøren havde lovet, at det var ‘beginner’-level. Vi overlevede – ingen skader eller større fald – men der er ingen tvivl om, at wadi-vandring er hårdt arbejde, og at man nok skal ha’ investeret i et par rigtige hikingstøvler til den slags.Som altid med min Mor, så er der timevis, hvor vi kan sidde i haven og sniksnakke. Der skal være tid til sundowners og chips. Og tidligere på dagen var det selvfølgelig kaffe og det allestedsnærværende strikketøj.Mens min Mor var her, holdt skolen International Day. Som altid var det en kæmpe fornøjelse at opleve alle landenes boder og smagsprøverne, og i år havde jeg for første gang ikke ansvaret for den danske stand. Det føltes rart.Jeg elsker, at Ukraine og Rusland kan have deres stande lige ved siden af hinanden – uden problemer – for det er jo netop pointen: Alle almindelige mennesker har intet imod hinanden. Det er storpolitik, storhedsvanvid, diktatorer og vanvittige magthavere, der ødelægger livet og livsvilkårene for størstedelen af befolkningen.Vi var selvfølgelig også nødt til at komme et smut i Global Village, som vel også kan beskrives som en form for International Day med alle madboderne og folk fra alle verdens lande. Sædvanen tro fik vi friskpresset granatæble juice, stærk kaffe og punjabi samosaer.Til sidst i min Mors ophold kom Ramadanen. Jeg elsker den for den ekstra tid og ro, der pludselig falder over byen.Vi tog ud i Bab Al Shams fine souk-restaurant, Al Hadheera, for at nyde en Ramadan-middag, før Mormor skulle rejse hjem igen. Dét sted er altid et besøg værd, uanset om det er for at fejre Ramadanen eller bare en lørdag aften.Forhåbentlig kommer hun retur til efteråret, for jeg savner at ha’ hende huset. ❤🌙

Mange hilsner fra Mor i Udlandet