Wadi Ruwayah

Én af de positive ting, pandemien har slæbt med sig i malstrømmen af så mange dårligdomme, at det er uoverstigeligt at forsøge at nævne bare en brøkdel af dem, er lysten til at udforske naturen nært og lokalt.Ingen af os kan rejse ud i verden længere og få de oplevelser, vores hjerter begærer, og så må vi jo blive opfindsomme derhjemme, når udlængslen kommer over os!

Gåture, hiking, trekking, klatring og løb i fri natur er blevet allemands-aktiviteter i weekenderne.

Jeg ser det i mit Insta-feed, hvor venner og familie i Danmark vader rundt på strande, i skove og moser, i plantager og langs søer. Mine engelske venner står i samme situation – alt er nedlukket – og hvad gør man så med børn, hund og mand/kone, når hjemmets fire vægge begynder at hælde faretruende indad?

Her i De Forenede Arabiske Emirater er det lang, lang tid siden, at alting for alvor var nedlukket.

Børnene led virkelig under de 14 dages total lockdown for præcist et år siden. Det orker jeg nærmest ikke at tænke tilbage på, fordi det giver mig en klump i halsen og en undertrykt følelse af noget mørkt og depressivt.

Det var nogle tunge uger indendøre, og det var nogle lange måneder indtil sportsanlæg og klubber igen åbnede, så børnene og vi andre kunne komme afsted til fysiske aktiviteter hver uge. For det er så vigtigt at komme ud og bruge kroppen.

Men det er alt sammen water under the bridge. Vi har nu spillet tennis og hockey, svømmet, gået og løbet ture i så lang tid, at det føles helt normalt igen – dog med allestedsnærværende mundbind, sprit og social afstand, naturligvis.

Jeg er taknemmelig for, at vi har åbne skoler og fritidsaktiviteter at fylde eftermiddagene fornuftigt med.

Men vi er da også blevet smittet lidt af den der outdoorsy entusiasme.Ikke at vi er blevet bjergbestigere siden sidst – og der kommer vi nok heller aldrig til, men det er virkelig inspirerende at se, hvor mange mennesker, der finder helt unikke og naturskønne oplevelser i Emiraterne, som man ellers aldrig ville have fundet, hvis der havde været endnu en Friday Brunch at tage til og den vanlige socialisering som i “gamle dage” præ-corona.

I weekenden kom vores lille familie langt om længe afsted på en hike sammen med vores dejlige venner. Det har været aflyst så mange gange de seneste måneder, fordi der hele tiden kom en PCR-test-bekymring på tværs og anden sygdom.

Men i weekenden lykkedes det!Vi kørte nordpå fra Dubai via Sharjah ind i Fujairah mod Khorfakkan på den nye, fine Kalba Road. Efter Masafi By parkerede vi ved Wadi Ruwayah og lod René guide os ind på en afmærket hiking-rute i wadi’en. René er navigatør, gammel bjergklatrer og dén, der har meldt sig ind i vandregrupper på de sociale medier, så han kan planlægge spændende vandringer for sin familie – og denne gang var vi så heldige at være med.

Dét, vi skulle ud på i weekenden, var en wadi-hike.En wadi er et flodleje, en dal eller et ‘vadested’, hvis man kan sige det sådan.

Når de naturlige kilder springer højt oppe i Hajjar-bjergene løber vandmasserne nedad igennem slugter i de voldsomme bjerge – og med årene sliber og smuldrer vandet takkerne af de store sten, så der opstår lidt mere ‘flade’ vandveje eller flodlejer (wadis), hvor man så kan vandre, når og hvis der ikke er for meget vand.Denne vinter har der været begrænset nedbør, fornemmer jeg, og vi oplevede kun vandet i små vandhuller undervejs, hvor vi så underholdt os med at tælle frøer og kigge fisk – og der snoede sig da også en to meter lang og ganske ugiftig slange – en smuk armygrøn wadi racer – forbi Martins og Milles fødder. De stod pænt stille og var noget benovede over besøget fra Hr. Slange.Højt oppe i bjergene kunne vi se bjerggederne og høre deres kald give ekko ned igennem dalen, og langs bjergvæggene og de mere grønne områder fandt (og lugtede) vi deres små signature-lakridspastilformede lorte.Der var ikke ligefrem stilhed i Wadi Ruwayah, selvom billederne får det til at se sådan ud.

Hvis man drømmer om stilhed, kan jeg anbefale, at man tager på hike uden børn, men der var kun glade råb og hujen undervejs, når vi klatrede op og ned ad de store sten på en lang række. Og for to børnefamilier var det hyggeligt at opleve børnenes interaktion og leg i naturen undervejs.Vi var heller ikke alene om at nyde Wadi Ruwayah. Mange andre havde parkeret ved skiltet ind til området og begivet sig ind i wadi’en for at tilbringe nogle timer med at vandre, køle fødderne i det kolde, klare vand og nyde udsigten.Desværre var det ikke alle, der helt havde lært det med at rydde op og tage affaldet med sig ud igen, og dét kan blive den frie hikings visse død, hvis naturen sådan bliver omdannet til losseplads efter hver weekends entusiastiske Dubai-gæster. Sikke noget skidt – i bogstaveligste forstand.Hajjar-bjergkædens skrøbelige og helt unikke økosystem skal for alt i verden bevares, og jeg græmmes virkelig, hver gang jeg ser et cigaretskod eller en plasticpose derude i bjergenes rå, utæmmede natur.I en wadi vil turen ofte gå ind og så ud igen. Muligvis ikke præcist den samme vej frem og tilbage, men det er ikke helt så let at lave et loop-hike, som hvis man er ved f.eks. en sø eller på en sti/afmærket rute i bjergene.

I wadi’en skal man passe på og se sig for. Det skal man helt sikkert også under bjergklatring og på vandreruter i bjergene, men wadi’en er jo fyldt af de her store, uregerlige sten, der er brudt og ligger hulter til bulter.Så man lærer at stoppe op undervejs og nyde udsigten, den friske bjergluft og synet af guldsmede, hvepse og andre insekter, der summer omkring vandhullerne.Små huller af mindfulde pauser, for på intet tidspunkt er det muligt at gå og slappe af, mens man kigger fremad eller op – der skal balanceres fra sten til sten – men det er der også en sjov og lidt krævende rytmik og metodik i.Vi tog det stille og roligt. Vi var afsted i wadi’en i 4 timer, men holdt mange små spisepauser undervejs, hvor vi delte kanelsnurrer og appelsinbåde med hinanden.Et par rigtige hikingstøvler ville have været en god idé, men man kan sagtens gå en 4 timers tur i et par gode snøresko eller løbesko med god hælkappe. Der skal ca. 2 liter vand med per person – for at være på den sikre side, og så godt med snacks, der er både søde og salte, en rulle tensoplast til eventuelle vabler og plastre til sår, et tykt lag solcreme og mobiltelefonen, selvfølgelig. Needless to say, at man aldrig vandrer alene i sådan et terræn og så langt væk fra alfarvej.

Jeg er fan af det her hikingshow. Men det kom ikke som en overraskelse, nu hvor jeg trods alt er datter af Fru Gåmaskine Ditlevsen.

På vejen retur i wadi’en begyndte det at blæse op, så vinden kastede sig uforudsigeligt rundt mellem klipperne. Det gav en del støv i halsen, tænderne, næsen og øjnene, så vi måtte drikke ekstra vand og hive bluserne lidt op om ansigterne.Da vi kom helt ud af bjergdalen og kørte retur mod Dubai, kunne vi se, hvor slem fygningen egentlig var.Hjem i bad kom vi. Trætte, varme og godt brugte. Men på den allerbedste måde. Dér, hvor man har brugt sin krop på en sjov og udfordrende vis, så man virkelig fortjener et langt bad og en tung eftermiddagslur. Og måske en portion is eller tre.