Mor-tid

Det der med at have Mor eller Svigermor boende holder da max.Hvorfor gør man ikke noget mere i den slags familie-kollektivitets-konstellationer?

Okay – måske holder idéen ikke 100% i l-æ-æ-æ-æ-æ-n-g-d-e-n.

Men hvor ville jeg dog ønske, at Flyvende Mormor eller Farmor flyttede ind for en længere periode.

For der findes ikke noget skønnere end at opleve pigerne sammen med deres Mormor og Farmor.Jeg elsker at lytte til Mormors klikkende strikkepinde, som hun sidder dér – helt stille – med sit strikketøj ved siden af Cille, der er dybt optaget i sit krea-hjørne. Det er fællesskab uden behov for ord.

Jeg elsker at lytte til Farmor, der ler og kilder en fræk nøgen-Cille, som nægter at få tøj på efter karbadet. Hun truer på den kærligste måde og har al tid i verden, hvor jeg bliver irriteret og sur.

Jeg elsker at se Milles buttede barnehånd i Farmors hånd, når de sammen balancerer forsigtigt over toppede sten på stranden. For jagten på flade sten til at male på er noget af det vigtigste i livet.

Jeg elsker at se Mormor cykle afsted sammen med Cille på vej mod legepladsen. Og Mormor, der drejer Mille rundt og rundt i pool’en til hun hviner. For leg er noget af det vigtigste i livet.Bedsteforældre elsker vores børn ubetinget.

Præcist ligesom vi selv gør.

Og det er godt, sundt og rart at være omgivet af mennesker, der elsker én betingelsesløst.

Den eneste åbenlyse forskel mellem bedsteforældre og forældre er, at opdragelsesforpligtelsen tilfalder sidstnævnte.

Forkælelsespligten tilfalder til gengæld førstnævnte.

Og det er dem vel undt, bedsteforældrene.

Det må være en slags “tak-for-alt”, når jeg tænker på, hvad jeg har udsat min Mor for gennem årene…

Men denne her gang kan jeg mærke, at jeg ikke kun har behov for at se pigerne og Mormor sammen, så jeg beder rektor om to ubetalte feriedage. Så jeg kan få Mor-tid med Mor.

Som i dén grad bliver nydt!

Med lækker morgenmad på hipster-cool’e Tom & Serg i støvede Al Quoz.Efterfulgt af spa-dag på The Address Hotel ved Dubai Mall. Det var dét hotel bag Burj Khalifa, som brændte Nytårsaften. Men det har vi fået fixet og poleret væk for længst. For her i Dubai går det godt. Og en strålende facade er første prioritet.

Strålende facade får Mor og jeg også efter en times aromaterapeutisk ansigtsbehandling, hvor jeg hover-craft’er mentalt mellem sovende og vågen tilstand. En virkelig tiltrængt portion selvforkælelse og Mors-Dags-gave på forskud.Flyvende Mormor har også været en tur på Libanon denne gang. Ikke i Libanon – for der er tale om den eneste ø i The World Islands ø-gruppen, hvor der er bebyggelse.Med på turen var også Mille og jeg.Libanon-øens bebyggelse ser sådan her ud fra oven.Der er tale om en so-so-fungerende beach club, som man bør sejle ud til, fordi der er den skønneste skyline-udsigt ind over Dubai. Og fordi det er en vanvittig underlig og eksotisk oplevelse at være på den kunstige sand-ø, omgivet af helt identiske lidelsesfæller, som kun kan håbe på, at en stenrig investor kommer forbi med en seriøs gravemaskine og tårnhøje ambitioner.Dubai føles som ét, stort fatamorgana, når man kigger ind mod storbyen fra det, der mest af alt er en bunke sammenskrabet sand.Et luftkastel af arabisk storhedsvanvid.

Et sandslot, som smuldrer så let som ingenting.

Og i midten står et Babelstårn, som ingen veje fører hen.Så jeg indånder duften fra frangipani-træets blomster og nyder loungemusikken, der blander sig med Milles pludren i baggrunden.Det giver ikke mening at søge efter meningen med Dubai.

Eller meningen med livet – for den sags skyld.

Og på håndklædet står der: Life is simple. Just add water. Så det gør jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet