Moaaaaar!

Jeg er pænt oppe at støde fra det øjeblik, jeg slår øjnene op her til morgen.

Hvorfor dog?

Så spændende kan mine weekendplaner vel trods alt ikke være?

Men det er de.

For de inkluderer min Moaaaar!

Can. Not. Wait.

Og derfor har jeg (meget snedigt) indlagt hyggelige eftermiddagsplaner, så tiden ikke bliver alt for lang, når nu metalfuglen fra Danmark ikke lander før ved 23-tiden i aften.

Min Mor var her sidste gang i april 2016, men det føles som en evighed siden.Og jeg kan ikke vente til vi har hende her hos os igen.

For selvom det er skønt at være sammen i Danmark, når vi holder sommer- og juleferie, så er der noget helt særligt ved at have hende hér hos os.

Midt i vores hverdag.

Midt i alt dét, som vi er så begejstrede for og gerne vil dele med dem, vi holder af.Det betyder alverden, at Mor er der, når vi åbner hoveddøren efter endt skoledag.

At vi kan drikke kaffe sammen i haven.

At hun går ved min side på aftentur i ghettoen.

At vi køber ind og laver mad sammen.

Bittesmå, nærmest banale ting, kan det måske synes som.

Men det er det ikke.

Og det finder man ud af, når man flytter så langt væk fra ens Mor, at det aldrig nogensinde kan lade sig gøre lige at droppe forbi til eftermiddagskaffe eller lokke Mor til at bringe aftensmaden over, passe børnene en fredag eller sylte rødbeder, som man er kommet til at love, at man da naturligvis har med.

Det er et privilegium at bo i nærheden af ens Mor – og det har jeg egenhændigt valgt fra, siden jeg fyldte 18.

Tosset, dét er jeg.

Og så alligevel ikke.For mor-datter-samværet bliver mere intenst og værdsat med stor inderlighed, når tiden er dyrebar.

Og præmisserne for samværet og fællesskabet er helt anderledes.Nu udforsker min Mor og jeg ting og steder sammen, i stedet for at aftale praktiske gøremål med og for hinanden.Vi griber og nyder de oplevelser og muligheder, vi får, fordi vi bor i udlandet.Jeg prøver ikke på at sige, at det er mere nobelt at flytte så langt væk fra Mor som muligt.

Overhovedet ikke.

For langt de fleste fungerer det fantastisk at bo tæt(-tere) på hinanden.

Nogle gange drømmer jeg om det samme.

Og jeg ved præcist hvordan det føles og fungerer med familien tæt på i dagligdagen – for min egen Mormor, Farmor og Moster bor/boede meget få kilometer fra mit barndomshjem.

Men Martins og min egen eventyrlyst vinder gang på gang over tryghedstrangen.

Der er – muligvis – kun ét liv at leve, og så må vi alle sammen tage ansvaret for at forme det, så vi lever til fulde.

Og én af de helt store glæder ved udlandslivet er, når vores nærmeste og kæreste har lyst til at dele det hele med os.Kom nu, Mor.

Jeg savner dig, så det gør helt ondt.

Kom nu.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet