Incredible India

Jeg har tøvet nu i en uge. Tøvet med det her blogindlæg, fordi det virker så overfladisk at skrive om en ferieoplevelse midt i folkedrab og krige på flere kontinenter.

Det føles så konfliktfyldt, at verden bare går videre, mens uskyldige børn bliver gjort forældreløse af bomber, og lige så uskyldige forældre bliver gjort barnløse af de samme bomber.

Én ting kan vi være sikre på: Krig og konflikt går altid mest ud over et områdes uskyldige borgere. Politikere og andre magthavere, banditter i habitter og krigs-relaterede industrier får en masse ud af at deltage i krige. Oftest er de ikke i nærheden af at være i fare på noget tidspunkt. Det er absurd, at dem, der bestemmer, samtidig er længst væk fra konsekvenserne og realiteterne af deres beslutninger.

Mennesker er i virkeligheden så enkelt indrettede. Vi ønsker os fred (eller frihed fra konflikt), et trygt hjem, en familie at være del af og elske, samt et meningsfuldt, formålstjenligt arbejde. End of story. Jeg ønsker for alle mennesker i verden, at de kunne få lov til at opleve dette.Og midt i det utilstedelige folkedrab i Gaza, tog vi en ganske kort pause fra Mellemøsten. Et dybt åndedrag på 4 dage. Jeg trængte sådan til at se på noget grønt og frodigt et sted, hvor tingene foregår fundamentalt anderledes end her.Martin var med på idéen om en kort efterårsferie, men han nægtede alle mine gode idéer om Turkmenistan og Usbekistan. Jeg lykkedes med Indien. Dét gad han godt.Og vi startede blidt, blidt ud i kommuniststaten Kerala – også kendt som Indiens Honeymoon Destination No. 1, fordi her er så yndigt med flodbåde og pussenusset smukt i højderne, hvor der er tusind vandfald, søer, floder, rigt fugleliv, kokospalmer, rismarker og teplantager. Martin endte med at konkludere, at Kerala er en omgang “Indien Light”, fordi her er så fredeligt, velstruktureret, frodigt og rent. Jeg konkluderede straks, at det ihvertfald ikke er sidste gang, jeg sætter fod i Indien – for mage til vidunderlige mennesker, mad og oplevelser skal man lede længe efter.Når der nu kun var tre reelle feriedage + spændende indisk trafik at indberegne i ambitionerne, blev vi hurtigt enige om, at vi kun skulle opleve Keralas hovedby, Kochi, og at vi ville bo i den ældste bydel, Fort Kochi, hvor flodlejet skal krydses flere gange via ældgamle broer, der ikke ligefrem giver den mest effektive, glidende trafik.Til gengæld var vi garanteret charme og lokalt levet liv at glo på, når vi trissede rundt i de små gyder og stræder.Vi havde sådan brug for at se noget, vi aldrig før havde set. Væk fra marmorpaladser og kædehoteller. Væk fra strømlinede gader, manicurerede parker og Dubai bling. Vi kiggede ind på den enorme flådebase og ind i skoleklasser, hindutempler og små familiedrevne butikker. Vi fik det hele – og mere til. Aldrig har jeg følt mig mere velkommen i et univers, jeg virkelig ikke kendte noget til – og hvor jeg i dén grad var en fish out of water.Vi mødte ikke én, der ikke smilede og stolt fremviste sin personlige bid af Kerala til os. Jeg lyttede, hilste, smagte, lugtede, gloede og forsøgte at tage alting ind i en sådan grad, at Martin nærmest blev flov over mig, når vi gik morgentur.Det var en kæmpestor oplevelse at lande i Indien midt om natten og opleve det stik modsatte af ‘antagelserne’. Lufthavnens visumtjek var effektivt, struktureret og efter tur uden svinkeærinder. Alle taxichauffører kørte sikkert og behændigt til det sted, man bad dem om. Trafikken var ligeså struktureret som lufthavnen – der dyttes med præcision for at indikere “her kommer jeg” til medtrafikanterne – cyklister, løse hunde, geder, køer, fodgængere, knallertbude og tuk-tuk-‘er. Det var så langt fra den trafik, jeg havde forestillet mig.Jeg havde en lang liste over mulige Guest Houses, vi kunne bo på, for Fort Kochi er fyldt til randen af hundred-årige herskabsboliger, som europæiske kolonisatorer har levet et højborgerligt eller måske endda adeligt liv i, og som nu er renoverede ejendomme, man kan leje værelser i som turister. Vi endte på The Tea Bungalow. Cute med cute på – og det sødeste personale, der stod på tæerne for at få os til at nyde opholdet.Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg nød at opholde mig på verandaen. Om aftenen sad jeg i mørket og løste kryds-og-tværs’er og drak te. Og man kunne putte sig i stuerne for den lune regn, der var et tilbagevendende tema – for Kerala er jo kun så grøn og smuk på grund af den konstante, tropiske regn. Myggene blev holdt væk med stærk DEET på anklerne og i haserne.Om morgenen stod det lille køkken klar med dagens avis og morgenmad af mere eller mindre succesfuld karakter. Hverken teen eller kaffen var noget at skrive hjem om, og det undrede mig i det her te-land. Nyhederne om Gaza var desværre også ligeså gruopvækkende i Kerala som i Dubai.Til gengæld var der to-die-for outstanding curries så langt øjet rakte på alle tider af døgnet.Og sprøde kommen-snacks i åbne gadekiosker – og hvinende sød jordbærkulfi på pind, naturligvis.

Vi tog én turist-tur hver dag – og resten af dagen stod fri til dét, vi nu gad.Der blev shoppet en del i Nykka, Indiens svar på Sephora, fordi det er det bedste i hele verden lige nu for pigerne – og der blev sovet de nødvendige eftermiddagslure, som man trænger til efter de første to måneders skole-hurlumhej. Hver morgen og hver eftermiddag blev vi vækket blidt af muezzinens kald – præcist som derhjemme i Dubai.
Kerala var den første stat i Indien, der opnåede 100% literacy. De har utroligt højt uddannede borgere, som vi andre ofte støder på i Dubai – og selv vores tuk-tuk-chauffør havde arbejdet som regnskabsmedarbejder i Dubai, før han valgte at blive chauffør for turister i sin hjemby.Det grinede vi meget af – han havde virkelig fundet sin hylde, og han viste os selvfølgelig de vanlige turistattraktioner, som her, hvor vi glor på fiskerne, der anvender en metode, der kaldes Chinese fishing nets på havnen i Kochi.Han fremviste også stolt den sidste originale pappadom-bager i byen, der håndælter 600 styks dagligt af den klistrede kikærtemels-baserede dej. Hun havde en proper næve, den kvinde.Vi besøgte byens gamle krydderilager, hvor der kun er ganske få medarbejdere tilbage, der her var i gang med at sortere og rense sorte peberkorn, så det sved i vores øjne, næser og ganer.Vi hilste også på de lokale katolske lyse-støbere, som man ikke måtte fotografere, og han viste os dét sted på kysten, der engang var en yndet sandstrand, som alle lokale nød at gå tur langs og bade ud fra. Nu er der kun vandplanter og skrald. Hele kysten er ødelagt af industri på en nybygget tange overfor, som gør, at vandtilstrømningen er forkert.I Kerala mødte vi ikke en eneste tigger eller hjemløs. I virkeligheden var der flot og ret storslået i kvarterne omkring den store flådebase. Villaen her var selvfølgelig ikke ‘standarden’, men der var rigtig mange flotte huse og bungalower – ofte ejet af hårdtarbejdende Kerala-revisorer i Dubai, der stadig elsker at komme hjem.

Vi rundede også Indiens ældste synagoge, og vi noterede os, at i Kerala er alle religioner og kulturer velkomne til fredelig sameksistens – præcist som hjemme hos os i Dubai.Jeg har aldrig været inde i en synagoge før, og det føltes ligeså fremmed og guldbelagt som en katolsk kirke. Dem havde de virkelig også mange af i byen – og selv en protestantisk kirkegård kunne man opdrive med tak til de hollandske kolonisatorer. Hindutempler var der selvfølgelig også mange af. Der kunne man kun komme ind som rettroende hindu.Vi besøgte også et gammelt andelsvaskeri, og her kom jeg i kontakt med en medarbejder, der havde strøget det kridhvide, knastørre linned i vaskeriet i 47 år. Han fortalte så stolt om sine børn og svigerbørn, der alle var blevet universitetsuddannede – finansieret af hans hårde arbejde og familiens fælles anstrengelser.Jeg indrømmede over for strygemanden, at strygning er min allerstørste hade-opgave i husholdningssammenhæng, og så blev jeg selvfølgelig straks inviteret til at prøve mig ad med hans lagner.
Vi lærte, at andelsbevægelsen i Kerala har været med til at gøre statens borgere stærkere og rigere – for i fællesskab har de opnået så meget mere, end hvis de havde opsat enkeltmandsvirksomheder. Alle guest houses, home stays og mange storfamilier får stadig deres tøj vasket, tørret og strøget fra den ene dag til den anden her i det gamle andelsvaskeri.

Det er tankevækkende, hvor godt Kerala borgere klarer sig – og flere af dem fortalte, at de er stolte ‘kommunister’, men ikke på den russiske eller den kinesiske måde – de hjælpes ad og samarbejder til fælles bedste rent økonomisk. Jeg forsøgte at forklare, at det måske er meget lig vores social-demokratiske tankegang i Norden? Det kendte de ikke noget til.Den sidste dag kørte vi til udkanten af Kochi og sejlede i backwaters, som de små bifloder kaldes. Der er mulighed for at sejle overalt i Kochi og omegn, og vi valgte, at vi ville ikke køre hele vejen ned til det klassiske pick-up-sted for flodbåde, for vi skulle jo kun på halvdagsudflugt – ikke en hel uges honeymoon med pil-selv-rejer på en plimsoller.Vores over-entusiastiske guide fortalte os alt om plante- og dyrelivet i floderne.Vi lærte om forædling af kokospalmer, smagte young coconut-mælk og fik stegte bananer med sød kardemomme- og peberte til.Der boede ganske, ganske få familier i den andelsejede kokosplantage, som lå på jorden fra konverterede rismarker. Vi besøgte familierne i landsbyen mod betaling, og de viste os deres fiskedambrug, og lidt om, hvordan man bruger kokosnøddernes ‘hår’ til at lave reb af.Jeg har det altid lidt svært med det der ‘hvide-mennesker-besøger-lokal-kultur’, men familierne var megasøde og sjove – og den seje granny havde virkelig liv i øjnene, når hun ville vise os, hvor kvikt hun kunne spinde snor og reb.Indien – og her er der i første omgang kun tale om Kerala – får 10 kæmpestjerner ud af 10 for et værtsskab uden sammenligning. Jeg drømte om krydret mad. Jeg drømte om frodig, grøn og vild natur. Jeg drømte om at se, dufte og mærke noget, der var så væsensforskelligt fra dét, der omgiver os til daglig.Jeg vil så gerne tilbage. Til Fort Kochi og videre ud i staten Kerala. Noget med nogle rismarker, teplantager og den slags. Måske et vandfald eller fire. Jeg begynder at forstå, hvor Incredible, India er, selvom jeg kun har dyppet tåspidsen i lidt plumret flodvand og spist alt for få kerala-parathas i forhold til, hvor amazing de virkelig er…