Dag 48

Dag 50

Halvtredsindstyvende dag i Danmark denne sommer.

50, du!

Det er så bimlende skørt og skønt og alt muligt midt i mellem, sådan at have fri på denne her langtrukne facon. Jeg er pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan finde ud af at fungere i hverdags-mode igen. Kan man seriøst stå op kl. 6.15 uden at gå i stykker både ind- og udvendigt? Kan jeg huske, hvordan man smører madpakker? Vil weekenderne ikke bare blive alt, alt for korte?

Og samtidig med at jeg har en vis betænkning ved at skulle sluses ud i den virkelige verden igen, så er jeg også underligt rastløs som en løve i bur. Nedtælling, you know…

Der er ellers dømt søndags-hygge i Farmors hus i det skønneste solskinsvejr; der er en dejlig dag på Karen Blixens Rungstedlund i vente i morgen, og så er det afrejse på tirsdag.”Jeg vil slet ikke tale om det, Mor”, siger Mille med grødet stemme, når jeg forsøger at nævne, at det nu snart er tid til at vende snuderne hjem til ørkenen. Vi går tur med Farmors små hunde i solskinnet, og jeg forstår hende åh-så-godt. Hvem gider egentlig, at ferien får en ende? Den er da aldrig lang nok – og man når da aldrig det hele – uanset om man har to, fire eller ni uger til rådighed.

Afsked på afsked er der nu.

Det er tungt og let på samme tid.

Tungt, når man vemodigt krammer og siger “nå, men så ses vi til jul igen”.

Og en lettelse at tænke på, at nu er vi snart i vores eget hjem med egen seng og eget køleskab – og så er der jo heller ikke længere til juleferien, end at vi knapt når at registrere et indre ønske og behov om at se familien igen. Det er straks tungere at tage afsked efter jul, hvor der er et halvt år til vi lander i Danmark igen.

Så sådan her går dagen i dag. Med at lave ingenting og tilte mellem at trænge til at komme rigtigt hjem og så at være ret-så-blå over, at alle herlighederne i Danmark snart er slut. Jeg kender det her mønster ind og ud efter ni års udlandsliv.

Vores sommerferie slutter altid med en fest for familien – i anledning af Cilles fødselsdag – og Milles fødselsdag klaskes på som en sidevogn, fordi hun som maj-barn aldrig har muligheden for at blive fejret med familien i Danmark.I går er det tilmed helt perfekt sommerfest-vejr, så vi kan opholde os, grille, drikke vermouth og nyde livet i Farmor og Farfars gårdhave til hen mod midnat.Og selvom grandfætter R og de to jordbærdamer ser ganske magelige ud i hængesofaen, så bliver der virkelig spillet badminton og stangtennis hele eftermiddagen, mens de voksne hygger sig i solen.Hen på aftenen får Cille så stort et dessertbord serveret, at hun bliver synligt overrumplet over alle godterne.Høje på sukker giver fætre, kusiner, grandfætre og grandkusiner sig til at lege mørke-gemme i lang tid.Det er denne her slags sene sommeraftener, jeg inderligt håber, at pigerne vil huske som ferieminder fra Danmark – også når de bliver store. Friheden, fantasien og fællesskabet, som de deler med en stor flok søde børn, der altid står parate til at lege og fjolle. Det er jo helt fantastisk, at det forholder sig sådan.Og da den sidste Fætter og Farfar er trillet afsted, går vi stille rundt og rydder op. Både lavpraktisk og mentalt.

Det er så vigtigt at få talt sammen om sommerferiens forløb – om de ting, der bare fungerer og de ting, der måske skal gøres anderledes i fremtiden – så vi kan hjælpes ad med at få strikket den bedst mulige ferie-løsning sammen for alle parter i familien næste sommer.

For jeg glemmer fra gang til gang. Romantiserer og idylliserer den lange sommerferie, lige så snart den er forsvundet mellem fingrene på mig. Glatter ud. Smider det uskønne væk på den mentale losseplads og lader de gyldne stunder stå for mit indre blik. Samler kram og kærlige stunder på hylderne i hjertet. Husker min nevøs barnenæve i min. De dybe samtaler med min mor, min svigermor og alle mine dejlige veninder. Min nieces lange øjenvipper og mørke øjne, der stirrer ind i mine bleggrå. Den synlige samhørighed mellem kusiner og fætre på begge sider af familien. Onkler, tanter, fastre og mostre, bedsteforældre og andet godtfolk, som vader direkte ind i vores liv – præcist som vi i deres. Pigernes latter på en sensommerdag i sommerhuset. Naturens mange ansigter. Dyrene, vi møder og mærker rundt omkring. De kulturelle oplevelser og input, vi har haft hele sommeren. Familiefællesskabet og de langvarige venskaber, der føles så varme og trygge, når vi er faldet på plads i puslespillet og er blevet en helt almindelig og selvfølgelig del af et større hele.

Pludselig rives det væk igen.

Vi skal hjem og starte et helt nyt år op.

Mit indre ‘årshjul’ begynder faktisk altid med skolestarten i september.

Hér får pigerne deres nye lærere, skoleskemaer og klassekammerater tildelt.

Selv får jeg mit skema og mine klasser tildelt.

Hér slås den første akkord an til et nyt hverdagsliv og skemalagt hamsterhjul, der kun afbrydes igen, når vi rammer Danmark i juli måned, hvor vi i den grad trænger til en mental nulstilling og en lang pause fra livet i Dubai.

Og selvom jeg lige i dag har ondt i maven og uro i kroppen, får ondt af mig selv og føler mig halv-deprimeret, så ved jeg også, at det lige om lidt er en lettelse at være i gang med en helt almindelig, velfungerende hverdag i vores dejlige firkløver.

Faktisk kan jeg ind i mellem føle mig helt afhængig af denne her livsstil, hvor der er drøn på, store armsving og højt til loftet i godt og vel 9 måneder om året, afbrudt af en hyggelig juleferie og et monsterlangt sommer-pusterum midt på året. Tænk, hvor er det egentlig priviligeret! De fleste mennesker ånder for 2-3 ugers sommerferie sydpå i solen, en skitur om vinteren og en sommerhustur om efteråret. Vi er så heldige, at skoleåret er kortere, fordi skoledagene er længere, så vi alt i alt får mange flere fridage hen over et år. Fridage, der kan klaskes sammen, således at vi kan tage rigtigt store afbræk fra hverdagen. Afbræk, der er de færreste forundt – og som jeg meget nødigt ville miste adgangen til.

Ih, Danmark – jeg længes så ofte efter dig – og alligevel vil jeg bare så gerne hjem til mig selv.

Modstridende, er det, det her liv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dag 48