Tørken

Jeg har ikke blogget siden midten af august. Det er den største blogger-tørke, jeg nogensinde er gået igennem. Det er der mange forklaringer på.

Store børn er for eksempel overhovedet ikke interesserede i at blive udleveret i Mors patetiske blogunivers. Det må og skal jeg respektere.
Og pigerne har oftest været brændstoffet til et blogindlæg, fordi livet i børnefamilien er mit udgangspunkt – og har været det siden bloggens begyndelse.De sociale medier er også blevet noget, vi alle (stor)forbruger hver eneste dag, men sjældnere og sjældnere deltager i, medmindre det er at kommentere på et eller andet eller dele et meningsfuldt opslag lavet af andre. Det der med at bidrage med vores egne billeder og personlige udleveringer, dét er virkelig noget helt andet nu, end det var for bare 2-3 år siden. Ufiltreret liv er blevet angstfremkaldende.Dén tendens er jeg også selv ramt af. Vi poster ikke – vi  doomscroller – og liker eventuelt en lillebitte smule. Det er udadvendt voyeurisme og indadvendt selvbevidsthed i én og samme mundfuld. Og det er dælme et svært univers at være i. For os alle sammen. For hvem er vi egentlig – bag filterfacaden?

Jeg tager også mig selv i at spørge igen og igen i mit indre: Hvem fanden gider læse om mine genvordigheder eller fortræffelige oplevelser? Hvad bidrager jeg med, hvis jeg poster friske asparges og glade badebilleder, mens der foregår folkedrab på palæstinenserne? Hvad siger det om mig, hvis jeg plaprer løs om en hedonistisk livsstil i Dubai, mens klimaforandringerne er ved at ta’ livet af os alle sammen? Det er trods alt mig, der sidder her med AC-blæseren for fulde gardiner – udendørs – og spiser frisk sushi, mens verdenshavene langsomt tømmes for liv, fordi vi forurener ad helvede til, men samtidig bare har det lidt for komfortabelt til at gøre noget ved det?De her tanker gør, at alting enten bliver helt og aldeles meningsløst eller alt for alvorligt, tungt og rugende. Jeg mister appetitten på at interagere – af frygt for at virke overfladisk, grænsende til det banale.

Engang i mellem tænker jeg så, at bloggen blev trods alt til for min egen skyld. Og at det er mig, der bestemmer, hvad der skal stå lige hér. Og hvis der fortsat er nogen, der gider læse med på noget så oldnordisk som en blog, er det jo underbart for en (yderst fotogen og småsvedende) midaldrende dame som mig.Men svært og sært er det. Dét, der før virkede så naturligt for mig, og som var en hobby, jeg hyggede mig med på ugebasis, som andre strikker, dyrker yoga eller spiller badminton, er pludselig blevet genstand for en syrlig vurdering i mit indre.

Jeg vil egentlig gerne skrive.

Men verden er blevet verdensfjern for mig. Og jeg er bange for alt muligt, som måske er udefrakommende og helt uden for mit ansvarsregi – eller også er det indefrakommende, perimenopause-eksistentiel krise. You be the judge. Og please ikke kom tilbage til mig med andet end sødme – for jeg knækker ved den mindste kritik for tiden.Der er også et element af sorg og frygt lagret i mig igennem de sidste halvandet år, som har fjernet en naturlig uskyld og umiddelbarhed i mig. Vores familie blev ramt dengang for halvandet år siden, og selvom vi rejser os – præcist som alle andre, der rammes – så er der store, dybe dukkerter undervejs, som gør, at jeg ikke længere henvender mig i verden på samme måde, som tidligere.

Der er en barriere i mig – noget, der vil beskytte mig mod andres blikke. En bevidsthed om, at jeg har et behov for at flyve under radaren i de fleste sammenhænge, hvor jeg før i tiden ville more mig over at blive genkendt eller få henvendelser om dit og dat. Nu vil jeg bare gerne være i fred, fordi der absolut ikke er fred omkring mig og os alle som verdenssamfund.En anden morsom betragtning, jeg har gjort mig er, at jeg ikke længere tror på min egen aktualitet.

Hvem er ‘man’, hvis man har boet i Dubai i 10 år? Gammel i gårde, ville de fleste nok sige.

Jeg er ikke ny i Dubai, og jeg poster ikke længere ugentlige billeder af solnedgange i ørkenen eller børnenes skilektioner i Mall of the Emirates. Jeg går stadig til brunch, men jeg orker ikke længere mine egne eller andres fotos af mad, de har spist eller drinks, de har drukket i weekenden.Der er stadig helt vidunderlige mennesker at hænge ud med i frikvartererne, men de flyver jo ligeså meget under radaren som jeg selv gør på de sociale medier, fordi sådan er livet blevet i 2023. Man får ørerne i maskinen, og derfor er der nul interesse for at dele.Festen og fuldmånen holder vi for os selv.Men måske skulle jeg prøve at skrive igen? Jeg kunne jo aftale med mig selv, at det er ene og alene for min egen fornøjelse.

For Dubai er faktisk stadig lige vidunderlig.

En oase af tryghed og stilhed og et fyrværkerishow af fest og farver … ganske få øjeblikke fra krig og ødelæggelse, som jeg kun kan tage den største afstand fra, uanset hvem, der gør hvad, mod hvem.
Hvis bare verden snart blev et bedre, tryggere, rarere sted at være…det kunne jeg faktisk godt ønske mig. For os alle sammen. Men især for palæstinenserne og ukrainerne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet