Vesterhavsblik

Vi er retur til en dobbelt-regnbue over kolonihaven i Hillerød.Blåvand-andelen af vores sommerferie blev reduceret i år, fordi der er store mærkedage i familien. Men det var dejligt at være ved Vesterhavet som altid – uanset antallet af dage.Vi var hos Sæberiget i Ho på et sæbe-kursus, hvor vi lavede vores egne fine glycerinsæber med æteriske olier, scrub-komponenter af enten friskmalede kaffebønner eller oprenset Vesterhavssand, glimmer i alle afskygninger, forskellige slags farver og masser af tørrede blomster. Alt sammen økologiske ingredienser, og der duftede så skønt og rent igennem hele processen!Lige da jeg havde bestilt kurset, blev jeg i tvivl om, hvorvidt vi egentlig ville synes, at et sæbekursus var sjovt, men det optog både teenagere og mødre i et par virkelig hyggelige timer. Sæberigets ejer, Bente, er humoristisk og enormt hjælpsom ift. at få lavet fine kombinationer, så en stor anbefaling herfra.
Der er bare noget godt ved at producere et eller andet med hænderne, og vi var dybt engagerede i at kombinere sæbernes udseende med deres dufte og egenskaber. Min pink glimmer-sæbe er naturligvis med rosenduft og små nips af lavendel. Perfekt girlfriend-sæbe til min bedsteveninde, når jeg ser hende igen.Og Mille savner Daisy så meget, at hun straks gik i lag med pote-formene, hvor hun kom rigeligt med kaffe-knas i, så vi kan blive helt bløde og velpolerede.

Der var heldigvis også tid til at hænge ud med min Mor på tomandshånd. Det er fordelen ved, at Snorkefrøkenerne er blevet teenagere. De sover nu så længe, at man sagtens kan nå at spise langstrakt picnic-morgenmad i solskin ved Filsø-Ellipsen og at gå den 5 km. fine rute ved søen i fuglereservatet, før de vågner og er klar på at lave et eller andet.Min Mor er mester i lige at stable en picnic på benene, uanset vejrlig og tidspunkt på dagen. Og selvom solskinnet kun varede til afslutningen på morgenmaden, var det en skøn tur ud i det blå til et sted, jeg aldrig havde været før.Det er ikke ellipsen i sig selv, man skal besøge Filsø for at opleve. Den er næsten lidt en joke, men det er selve søen og det rige fugleliv, der udfolder sig uanset årstiden, som virkelig er smukt at opleve på nært hold.Man ved, at stedet er Vestjylland, når der er opsat picnicborde, der tager højde for den insisterende blæst fra divergerende vindretninger. Det lille hus var ‘vejestation’ for det tidligere korn- eller kartoffellager, der har befundet sig dér. Nu kan man kun se fundamentet af lagerbygningen. Filsø var tidligere konverteret til afvandet agerland, hvor man dyrkede kartofler og korn i den rige jord. Heldigvis er man kommet på bedre tanker, men det var et kæmpe projekt i vores bedsteforældres tid, det med at få skaffet brugbar landbrugsjord til vestjyderne, der ellers kun havde noget sandet skidt at arbejde med.Der var selvfølgelig også tid til at bade i Vesterhavet. Vandtemperaturen var 19 grader, så luften og vandet var stort set afstemt temperaturmæssigt. Friskt og lige tilpas til mit vestjyske vikingebarn, der mest af alt ligner en sælunge, når hun springer hovedkulds ind i bølgerne, fordi Onkel Søren har lært hende at dykke i saltvand denne sommer ved Nyborg.Gid, man kunne lagre den svalende og opkvikkende fornemmelse i kroppen, man får af at bade i Vesterhavet. Det ville være en kærkommen følelse, når vi om knapt halvanden uges tid rammer ørkenens hede igen.

Knapt så fredsommelig var opførslen fra Vesterhavets side, da vi stævnede ud med fiskekutteren E1 Claus Sørensen fra Esbjerg Havn en fin torsdag formiddag.E1 er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjergs velholdte fiskekutter, som styres af en pensioneret skipper af klassisk vestjysk afstamning (læs: mand af få ord) og hans bedstemand, der til gengæld var mand for at berette om livet i Esbjergs industrihavn – dengang, der foregik andet end noget aktivitet med havvindmøller.Museet har også en udsendt medarbejder ombord, der fortæller historien om kokkedrengen Johannes, der tager hyre på E1 lige efter WW2, fordi det var den bedste mulighed for at tjene gode penge i nabolaget.De gode penge skulle tjenes på at fange fladfisk.Med til fortællingen om Johannes havde museet selvfølgelig en kurvfuld fake fladfisk med, som børnene fik lov til at måle op, så de enten skulle i lastrummet for at blive solgt på havnen i Esbjerg, eller retur i havet for at vokse sig større.Lidt sælsafari kom vi også på, da sejlrenden ledte os over mod Fanø, hvor sælerne soler sig på de flade sandbanker, der dukker op med tidevandets tilbagetrækning.Man er vel i Vadehavet, Vesterhavet og Nordsøen. Either way, så var det simpelthen så cute at se på sæler og lytte til deres indbyrdes ugh-ugh-ugh-diskussioner.På et tidspunkt måtte jeg selvfølgelig klatre ned i diverse luk-af’er, ind og snuse rundt i skibskabyssen og prøve kutterens wc. Klassisk Tine at skulle tisse midt i det hele.Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg tilbyder masser af forskellige udflugter, og det er bestemt ikke sidste gang, vi er med dem på tur. Det er lærerigt og sjovt – selv for en teenager, der ikke rigtigt kan se det opløftende i at tilbringe en formiddag ombord på en kutter i stiv vind ude fra vest. Om ikke andet, så fik hun frisk luft.Som trade-off på morens entusiastiske fiskekutter-idé fik teenagerne frit lejde i Frelsens Hærs store genbrugsbutik og ad libitum rå fisk på Nara Sushi down-town Esbjerg. Ikke den værste afslutning på en dag i fiskerbyen med de hvide mænd, der skuer ud over havet.Midt i Blåvands-ferien indløste Martin også en af sine 50-års-gaver: Rundvisning i REGAN VEST.
Det blev til en fin, lynhurtig kærestetur til Nordens Paris – Jyllands ene dobbelt A – som viste sig fra sin mest vanvittige, blæsende side. Heldigvis var kaffen varm og kagen stor hos Penny Lane.Og om aftenen fik vi varmen over lige rigelige mængder bearnaise og rødvin på Bones, fordi when in Jylland, do it right. Der blev selvfølgelig også indkøbt nyt voksen-gymnastiktøj til økonomidirektøren i Shaping New Tomorrow’s hovedsæde i Aalborg. Det er vel et must på de kanter.Men hva’ mæ’ den bunker derude i Rold Skov nær Rebild Bakker?Den var ganske enkelt imponerende. I al sin historiske magt og størrelses pragt.Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på Koldkrigsperioden i Danmarkshistorien, men at vandre 300 meter ind i en kalkbakke, for så at møde et 5.500 kvm. stort regeringsanlæg til 400 af de vigtigste personer, der skulle kunne lede landet igennem WW3 er fandeme lige dele imponerende, øjenåbnende, fascinerende og grænseoverskridende i en tid, hvor Europa igen står over for risikoen for WW3.

Suk.

Næsten ligeså interessant som det enorme bunker-anlæg var maskinmesterens bolig.Boligen besøger man på egen hånd, og det er sjovt og creepy at modtage telefonopkald og luske rundt i andre menneskers hjem (*opstillet af Nordjyske Museer, jovist, men virkelig realistisk).Det er lidt som at falde ind i en 80’er tidslomme af nej-tak-til-atomkraft, Pac-Man og tegneserier på børneværelset og lilla Elida shampoo på det lille badeværelse.Jeg vil absolut anbefale alle voksne og unge at besøge REGAN Vest. Børn kan måske bedre være med i Tirpitz, Hanstholm, på Stevnsfortet osv. – for det er en længere gennemgang, hvor man skal være stille og koncentreret, selvom guiderne med sikkerhed vil være flinke overfor småfolk.