Sommerglimt

Denne her sommer flyver afsted. Måske handler det mest af alt om, at vi nu har to reelle hjem, vi kan opholde os i?Eller måske er det fordi pigerne er blevet så store, at det er muligt at gå ture, sove længe og løse en halv kryds-og-tværs uden afbrydelse? Jeg kan ihvertfald konstatere, at mine skuldre og mit nervesystem aldrig har haft en bedre sommerferie end denne her.Når det så er sagt, er det stadigvæk cirka 95% røv & nøgler og 5% glimt af lykke i både sommerlivet og hverdagslivet. For hverdag bliver det, når vi holder to måneders sommerferie, mens feriebudgettet allerede er spilet maksimalt ud på grund af det intet mindre end fantastiske sommerhusbyggeri. Som vi ikke fortryder et splitsekund.

Min Mor er lidt bekymret for, om sommerhuset i Blåvand nu bliver passé, når sommerhuset i Hillerød er så fint og flot. Men jeg længes efter Vesterhavet præcist ligeså meget nu, som jeg gjorde før. Der er ingen forskel. Det er to forskellige slags sommerliv, der udleves. Og så er Vestjylland jo mit hood 4 ever.

For mig er Blåvand frisk luft og høj himmel. Vesterhavet er råt og vildt, både på en solskinsdag og en regnvejrsdag. Dét savner jeg altid i Dubais manicurerede havekultur. Hillerød er til gengæld hyggeligt byliv – med butikker, biografture, spontan-kaffe med familie & venner og gåture rundt om altid yndige Frederiksborg Slot.Denne sommer lytter jeg til “Postkort fra sommerlandet” med Katinka Bjerregaard og Line Jensen på Podimo, når jeg får det velkendte snert af ikke at ‘gøre det hele godt nok’ eller ikke at ‘opleve alle de spændende ting’. FOMO, som man si’r. Og den opstår selvfølgelig, hvis ‘man’ (læs: jeg) er lidt for ofte eller længe på de sociale medier.De to kvinder læser højt af de sommerhilsner, som deres modige følgere sender til dem, og dermed får vi et lille kig ind i, hvad sommeren egentlig er lig med for ‘alle andre’. Og helt så rosenrødt, som vi synes, de andres sommerferier ser ud til at være, er de jo ikke i virkeligheden.

Jeg er selv skyldig i at lægge de pæne billeder op.Glansbilledsamlingen.Men selvfølgelig er der masser af skænderier, irritationer og frustrationer ved at være sammen 24/7 i 2 stive måneder. Det er lang tid at være så tæt på hinanden i firkløveret uden at skulle ‘afsted’ på arbejde eller i skole. Og selvom der også ville være en vis tyngde i at vise dén side af sommerlivet, er jeg nødt til at holde det privat. Resten af familien har ikke bedt om at blive fremvist eller udstillet, uanset hvor gode intentioner, jeg end måtte have.

Det er en gave med så lang sommerferie, jovist. Men også en lidt besværlig gave, hvor alles behov hverken kan mødes eller strækkes til en form for harmonisk løsning, dét er helt sikkert.Der går hverdagstrummerum i den, så jeg pludselig opdager, at jeg har siddet og sumpet til to afsnit af “Luksusfælden” i stedet for at gå en dejlig tur i den friske luft eller ringe til en kær veninde. Der er mange mandagsagtige morgener med grå skyer og on-off-regn, som gør det besværligt at finde på noget sjovt eller spændende, der samtidig heller ikke kræver en masse penge, lang planlægningstid eller en hel dag ud af huset.

Og børn er bare børn. De vil gerne ud og opleve ting – og sætningen ”hvad skal vi lave i dag?” er fandeme en hård nød at knække 60 dage i streg. For hvad skal vi egentlig lave i dag? Vente på håndværkere? Købe ind og vaske sengetøj? Lyder dét opløftende eller sjovt for en 11-årig? Næppe. Men det er nødvendigt.Jeg får helt lyst til at citere Dan Turell’s “Hyldest til hverdagen”, fordi den er bare bedst. Og selvom det er en fornøjelse at blive rykket ud af selvsamme hverdag, hver gang vi rejser til Danmark, er der ét problem. Dét, jeg glemmer i den lange mellemtid, er, at det jo også bliver hverdag her i Danmark, når det er så lange perioder, vi er her.

Min hjerne vil glemme det. Benægt, fortræng, benægt.

Den ser kun muligheder, glade oplevelser, stille stunder, mental ro og nærvær med familie og venner. Men sådan bliver det jo aldrig. Sådan fungerer livet ikke. Og måske er det dén romantiske idé om ‘ferie’ fra hverdagslivet, der gør mig – og sikkert mange andre – så skuffede eller frustrerede i det kære sommerliv?Og hér har vi måske forklaringen på, hvorfor jeg ikke ser det i et særligt rosenrødt skær, når ‘nogen’ spørger, om vi ‘da aldrig flytter hjem igen’?

Jeg har faktisk allerede fået rigeligt af Rema 1000 i Sophienborg og folks vrantne attituder i det offentlige rum efter et par måneder i moderlandet.

Jeg er allerede dødtræt af TV2 News og Go’ Morgen Danmarks dækning af ligegyldigheder og vanvittigheder.

Jeg trækker allerede vejret dybt ind i referater fra ejerforeningen, hvor det er bydende nødvendigt, at ‘man’ får sat husnumre op og at ‘man’ får leveret de pæneste havemøbler til lige præcis ens egen terrasse. PS: Ja, jeg ser TV2-serien “Balladen om kolonihaven” – den vel er obligatorisk som nybagt kolonihave-ejer?Så er det, at lysten til eventyr kryber ind under huden igen. Jeg har fået et skud venne-vitaminer og en ordentlig dosis familie-kærlighed og mor-omsorg. Så er jeg klar til gak og løjer under fjernere himmelstrøg igen. Tempoet er tosset i Dubai, men det er muligvis også lige adstadigt nok i sommerhuset.

Jeg bilder mig ind, at de fleste udrejste – immigranter – har det på samme måde som jeg. Vi længes hjem og drømmer os væk. Det er ikke et ‘særligt’ kendetegn ved lige netop mig, og det er heller ikke relateret til Danmark eller den danske mentalitet. Maricel fortæller, at hun har det på samme måde, når hun er ved at eksplodere af forventningens glæde over at skulle en hel måned hjem til familien på Filippinerne. Og hun kommer retur til os med en følelse af at være imploderet. Tømt for penge, energi og hjerneceller. Og hun får påfyldt ny energi sammen med os. For hende er det langt hårdere arbejde – både fysisk og mentalt – at opholde sig derhjemme i landsbyen end i storbyen langt derfra. Og jeg har det på samme måde.Det at være immigrant eller udeboende er en livsstil – når den vel at mærke er selvvalgt. Jeg medtænker ikke alle de forfærdelige situationer, verdens flygtninge står i. Jeg tænker på alle os, der er så priviligerede, at vi får det ‘bedste af to eller flere verdener’ – en yderst priviligeret mulighed for at ‘leve to liv på én gang’, kunne man måske også kalde det.

Den taknemmelighed kommer tit over mig, når jeg bliver ærgerlig eller sur over et eller andet banalt i min egen trummerum, hvor jeg i virkeligheden godt ved, at det er en lillebitte pebernød at sluge i forhold til alt det slemme, der sker rundt omkring.

Jeg må nyde tilbagevendende sengetøjs-vaskeri og det evindelige regnvejr. Jeg må sørge for at fange de sommerglimt, der trods alt er. Jeg må gemme de megahyggelige stunder, vi har her i sommerlandet sammen med familie og venner, som jeg vil savne helt vildt, når vi ikke længere er her i Moderlandet.Cille er vokset ti cm. denne sommer af at være på sommerskolen, der afholdes af organisationen Danes Worldwide.Mille har fået én på opleveren af ferien i Spanien sammen med gå-maskinerne, aka. Mormor og Mor.
Vi har været i Sverige, og vi har tilbragt det bedste af 14 dage on-off med min søster og hendes lille familie, og vi får hygget med familie og venner alle vegne. Der er stadig Blåvand i farvandet og en bid mere af Nordsjælland. Heldige, heldig mig.