Klassefesten

Dubai Rugby Sevens

Jeg er lige nødt til at begynde aftenens indlæg med en disclaimer:

Jeg ved meget, meget lidt om sport.

Det ved alle, der kender mig eller uforvarende er kommet til at sidde ved siden af mig under nogen form for sportslig kamp eller konkurrence. Min manglende viden begrænser sig ikke til bestemte sportsgrene. Jeg ved ikke noget som helst om nogen former for sport. Næstmindst om rugby (cricket deler måske førstepladsen med curling).

Jeg fatter nada af rugby.

N-A-D-A. Det er vist nok noget med, at man kun må sparke bolden fremad og kaste den bagud, og så gælder det om at score mål og om at undgå at ligge nederst i de bunker af menneskekroppe, som hele tiden opstår hist og pist. Det er vist nok også noget med at det er den ‘pæne’ sport i de lande, hvor rugby er en stor sportsgren – og at fodbold er for de lavere klasser, som man jo nok kan forstå. Hooligans, er de, dem der kun spiller bold med fødderne og ikke ender hver in-fight med at ligge og klamre sig til modstanderne i en slags menneskelig sandwich. Man kan kun elske britiske sportsgrene. Der er 100% klasseopdeling, selvhøjtidelighed og snobberi på alle ledder og kanter.

Men – når nu Ældstebarnet er inviteret med skolekoret DIATONES ud for at synge nationalsangen forud for kvindernes finale i Rugby Sevens serien – så dukker vi selvfølgelig op. Det er da klart. Jeg vil ikke gå glip af ét eneste stolt-mor-øjeblik, hvis jeg kan forhindre det. Og Rugby 7s er en BIG DEAL i Dubai.Skolens korleder, Miss Heidi, er intet mindre end genial til at få foden inden for ved alle mulige og umulige arrangementer og begivenheder. Fornylig sang koret på World Economic Green Summit, hvor H.H. Sheikh Mohammed var til stede for at åbne topmødet. Og denne gang skal de så synge foran tusindvis af mennesker på et stort stadium i anledning af nationaldagen og finalerne i Rugby 7s.

De øvede sig hele onsdagen derude på græsplænen midt i ørkenen, så de vidste, hvad de skulle gøre på selve dagen.

Og scenevante er de, de små korsangere, da de smilende træder ud foran den jublende folkemængde kl. 16. Cille er i en rød abaya og kan som altid kendes på højden, hudfarven og det røde hår.Mille hujer fra tilskuerpladserne.Martin får endda et close-up moment med selveste Britney Spears, der synger “One More Time” og “Womanizer” for publikum, lige før koret går ind.Og da nationalsangen, Ishy Bilady, strømmer ud af højttalerne med korets små børnestemmer, får jeg pludselig solcreme i øjnene. Fordi børnene er så fantastiske, så rene og klare i deres tilstedeværelse. Og fordi vi – uden nogensinde at få juridisk lov til at være ‘hjemme’ her i landet – holder så meget af vores tillempede hjemland, som ikke er bange for at hylde sig selv eller lovprise dets frygtløse ledere med andægtige og pompøse ceremonier.Det er så vildt, at Cille får de her store oplevelser som ganske lille 9-årig pige. Ikke at hun selv forstår betydningen af det – for det her er jo normalt for hende, men det giver kuldegysninger hos Martin og jeg – og en kæmpe stolthed over, at hun griber de oplevelser og chancer, der byder sig.

Det er også ret sjovt at tænke på, at for Cille er nationalsangen “Ishy Bilady” og ikke “Der er et yndigt land”.

Hun udviser fædrelandskærlighed til et arabisk land, som på mange måder hverken er eller bliver vores fædreland nogensinde, men fordi hun vokser op lige hér, så er det de facto hendes fædreland. Og at dømme på tilskuerrækkernes adfærd, så er der fædrelandsfølelser hos os alle sammen, uanset hudfarve, religion og nationalitet.Og da Martin efterfølgende henter Cille, er hun ‘pænt oppe at støde’, som hun selv formulerer det.Det er nu også lidt af en bedrift, sådan at high-five med de bedste kvindelige rugby-spillere i verden og synge for tusindvis af mennesker til en kæmpestor folkefest.Selv lillesøsteren er lidt benovet over storesøsterens optræden. Og det var en virkelig god dag på rugbybanen for hele familien, selvom Mille mente, at hende der Granny Spears skulle have været byttet ud med Selena Gomez…

De unge mennesker nutildags….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klassefesten