Vi flytter!

Virkelig dramatisk overskrift.

Click-bait, my friend.

Men den er nu go’ nok.

De sidste mange måneder har vi forberedt flytning fra vores nuværende rækkehus i The Lakes og hele vejen over i et andet rækkehus i selvsamme ghetto.

Mindst 500 meter flytter vi os.

Fra den ene side af søen over på den anden.

Kald os bare globetrottere…Vores nuværende hus har ejerne solgt, da vi efter 3 år opsagde lejemålet. Fordi deres egen livssituation er ved at ændre sig. Det er jo ét af grundvilkårene i ethvert expatliv.

Og selvom vi har været glade for at bo her, bliver det nu alligevel rigtig rart at flytte.

Der er energi i at flytte sig.

Vi er nødt til at foretage en grundig oprydning. Kigge tingene efter i sømmene og vurdere, om vi virkelig gerne vil have dem med – eller om det mon er på tide at forære dem væk eller smide dem ud. Vi sælger også ting, som ikke skal med videre. Vi har købt nye ting. Der skal repareres, renoveres, males og regeres.Midt i menageriet kan jeg ikke lade være med at smågrine af os. Os, der ikke skulle slå rødder. Os, der skulle ud at opleve verden og være i bevægelse fra sted til sted.

Det var ihvertfald tanken, før de to arvinger-til-al-gælden gjorde deres indtog i vores liv (og viste os, at man er så pisseklog, før man får børn).

Det var også tanken, da vi landede i De Forenede Arabiske Emirater for 5 år siden og lige skulle prøve Mellemøsten af for en stund (som sikkert ender med at blive til et tocifret antal år, ligesom alle de andre).

Mageligheden indfinder sig.

Tryghedsnarkomanien breder sig.

Hverdagen triller derudaf i sit gode, velkendte spor.

Og nu står vi så hér – med rødder, der langsomt gror fast i den sandede, fremmede jord, fordi der ikke findes noget mere behageligt, trygt og lettilgængeligt sted at leve end lige hér i Dubai.

Det her liv er ferien, man ikke vil hjem fra.

Med palmer, pool, solskin og høj himmel hver dag. Med hjælpende hænder i hjemmet, god skolegang til børnene og en nyfunden frihed som familie til at vælge, hvad man egentlig gerne vil – sammen og hver for sig.

I de nærmeste par dage vil vores lille familie være små energiske redebyggere. Dét er helt sikkert.Martin er fantastisk at flytte sammen med. Altså – flytte fra ét sted til et andet med. Selve flytte-sammen-proceduren blev vel overstået for 16-17 år siden, da min Far bankede på hans Østerbro-dør og proklamerede, at “nu er hun dit ansvar”.

Martin helmer ikke, før den sidste flyttekasse er tømt og det hele står snorlige. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kan få tingene på plads og i system så hurtigt som ham.

Og i morgen er det ham, der skal lede slagets gang og stå i spidsen for flyttelæsset, når der dukker 10 stærke mænd op kl. 8.30 for at pakke alle nellikerne ned og flytte dem længere ned ad vejen.

Jeg misunder ham virkelig ikke opgaven. Faktisk har jeg deltaget alt for lidt i flytteprocessen denne gang, føler jeg. Og har en sort samvittighed og en hel bunke børn at undervise dagen lang.

Men lidt ting har jeg da solgt og ryddet ud i undervejs – og jeg glæder mig virkelig til weekenden, hvor vi sammen skal finde plads til alle vores ting i et nyt hjem ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet