60 dage

Sådan hér ligger hun, da jeg trisser ind for at vække hende på dette skoleårs sidste dag.

Mille Dukkemor, der har parkeret alle sine børn i barnevognen ved siden af sin seng, så de kan sove trygt og godt med deres Mama inden for rækkevidde.I det andet værelse finder jeg Cille Læsehest, der endelig har fået udsovet efter en række legeaftaler, afskedsmiddage og sene aftener.Der er godt og vel 60% af eleverne i skole i den sidste uge op til sommerferien. Den primære årsag til det store frafald er ørkenens ulidelige hede. Der er 45+ grader, når børnene får fri fra skole ved 15-tiden – og rigtig mange forældre orker ikke den sidste, varme uge op til sommerferien, når karakterne er afgivet og årets pensum er nået.Men vi er her endnu – til den bittersøde ende på et skoleår, der har været udfordrende, hæsblæsende, frustrerende og vidunderligt for alle parter.

Det er altid svært at tage afsked med en klasse – for i Dubai er alting forandret ved starten på et nyt skoleår. Der er altid en ny klasselærer – og der blandes så meget rundt i årgangenes klasser, at eleverne max. har 4 klassekammerater med fra sidste år – nogle endda kun en enkelt eller to kammerater. Man kan heller ikke vide sig sikker på fordelingen af lærerne på årgangene, da mange lærere vælger at skifte til en anden årgang, flytter til en anden skole eller til et helt andet land henover sommeren.

Men det er vilkårene i en by, hvor alting går hurtigt, og hvor folk kommer og går i ét væk. Børnene lærer at forholde sig til mange forskellige voksne – og de lærer at få nye venner hurtigt.

Den positive sidegevinst ved at klasserne blandes i én pærevælling er, at børnene kender virkelig mange fra parallelklasserne og kan lege på kryds og tværs i skolegården, fordi de ofte har gået i klasse med de andre i tidligere skoleår.

På én eller anden måde skaber det et større netværk og et bredere fællesskab i de her monster-store skoler, vi holder os i en fjern Ørkenstat. Men selvom jeg vælger at se omskifteligheden i et positivt skær, er der helt sikkert børn og voksne, der ikke trives under de her vilkår og i så ‘usikre’ rammer.

Men uanset at det er tungt at kramme bedstevennerne farvel og tage afsked med gode lærere, der har arbejdet hårdt for børnenes læring i et helt år, kan man måske også ane det lettelsens suk, jeg drager, da Martin foreviger os, før han tager turen som familiens privatchauffør for sidste gang i et par måneder.For sidste gang i 60 dage, for nu at være helt præcis.

For der er 60 dage til at vi skal møde pigernes nye klasselærere og se listen over det nye skoleårs klassekammerater.

60 dage til at skoleuniformerne skal på igen og madpakkerne skal smøres og lægges i tasken.

Hvert år tænker jeg, at det er sgu’ for lang tid at være væk fra hverdagen og den gode, trygge rutine.

Hvert år tænker jeg også, at det er sgu’ en lettelse at komme væk fra hverdagen og den ulidelige, begrænsende rutine.

Hvert år tænker jeg, at så er varmen altså heller ikke værre – og at man selv bestemmer, hvor indelukket et liv, man vil føre.

Hvert år tænker jeg også, at varmen er årsagen til den vilde landeflugt – og at man er sat ret meget skakmat for lukkede døre og nedrullede gardiner, fordi det er for varmt til at opholde sig udenfor.

Ambivalensen længe leve!

Og ligeså irriteret, jeg kan blive ved tanken om en evighedslang sommerferie frem for flere uger fordelt harmonisk ud over hele året, ligeså lykkelig kan jeg blive ved tanken om en god, lang sommerferie med tid til venner og familie.

Men jeg kan mene og tænke hvad jeg vil i dét humør, jeg nu lægger for dagen. Myndighederne bestemmer alligevel ultimativt fordelingen af feriedage henover skoleåret, så vi må ta’, hvad der kommer.

Så jeg starter lige med en eftermiddagslur.

Måske kan jeg bedre overskue al den frihed og lediggang efter en lille én på øjet?

Og når lur så efterfølges af kaffe og ordning af verdenssituationen med Fru M, som efterfølges af øl og pizza med Martin, kan jeg konstatere, at det er alligevel ik’ så ringe endda, det der sommerferie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet