De sidste uger inden otte - ja, 8! - ugers sommerferie er altid helt vanvittige.I går fik jeg f.eks.
Se næste indlæg >
Sommer-musestille
Der er helt sommer-musestille på bloggen.
Vi er ellers fint i gang med at leve sommerlivet i Danmark, hvor vi lagde ud med dejligt Studentergilde og ditto Afternoon Tea Party, efterfulgt af en uge i Blåvand ved Vesterhavet og nu en uge i Odsherred ved Sejerøbugten.
Alting er på en måde som det altid har været – og så alligevel slet ikke, når der er en sygdom at tage hensyn til og tilgodese på den bedst tænkelige måde. Én af de positive ting, der er kommet ud af pandemien er, at lægekonsultationer nu kan foretages online. Og på dén måde kan både speciallægen og patienten rejse på sommerferie uden at miste kontakten eller tabe pusten i det spinkle fremskridt, der er så hårdt behov for at se og mærke.
Jeg er venlig over for mig selv. Det meste af tiden. Okay, hvem lyver jeg overfor her? 50% af tiden. Men der er nul overskud til at følge op eller planlægge de helt store ferie-udskejelser. Som vi i øvrigt heller ikke ville kunne klare eller overskue på dagen, hvis vi skulle k0mme til at forberede noget, dér var lidt større eller vildere end først tænkt.
For første gang nogensinde i alle vores alenlange sommerferier, har jeg lagt tre dages pause ind til mig selv. Tid, som jeg vil tilbringe i selskab med min Mor. Og Farmor er så megasød at have pigerne i de tre dage. Jeg har brug for det. Det har jeg egentlig også haft tidligere, men oven på de sidste mange måneders bekymringer er jeg helt askegrå og porcelæns-skrøbelig indeni (og sikkert også udenpå, medmindre jeg fuldspartler og smiler det bedste, jeg har lært). Min Mor er godt selskab til at spise, tænke, tale, hvile og vandre. Så det vil vi gøre sammen. Og jeg glæder mig virkelig til det.
Familiedynamikken er som altid interessant, når vi er sammen 24/7 i 60 dage. De fleste familier har 2-3 uger i højsæsonen sammen, hvor 1-2 uger måske er med et fuldt planlagt indhold, hvis man da er så heldig at have råd til at rejse eller har et dejligt sommerhus at opholde sig i.
Efter sådan et par uger med børns cirkulære behov, krav og forventninger, kan det føles som helle at få lov til at tage på job eller skulle noget andet uden for hjemmets fire vægge. Jeg kender det. Efter et par uger (ud af de i alt otte – ho ho) har jeg lyst til at løbe skrigende hjemmefra, når jeg har bagt morgenbrød, som pigerne da ikke gider spise, hvorefter jeg forhandler morgenmadsprodukt-indtagelse med ihvertfald én af dem, som straks efterfølges af behovet for en let snack, og hvor er frokosten egentlig, når man be’r om den, hva’?
Og selvom behovene, ønskerne og kravene følger med, uanset hvor vi befinder os, så er vi enormt glade for og lettede over at have købt sommerhuset i Blåvand.
Faktisk arbejder vi på at kunne lave et lignende arrangement i Hillerød, hvor vi pt. står med skødet på en kolonihavegrund i hånden. Vi har endnu ikke fundet et byggefirma til at bygge et sommerhus på kolonihavegrunden, men vi satser på, at det kan lade sig gøre inden alt for længe. De to ‘opholdssteder’ vil klart gøre det lettere for os i fremtiden, hvis vi fortsat opholder os så mange uger i Danmark om sommeren og til jul.
Det er fantastisk at have god tid sammen med bedsteforældrene, når vi bor sammen.
Men det er samtidig svært at få firkløver-familielivet til at fungere, og vi har ihvertfald så småt fundet ud af, at behovene er ved at ændre sig for os.
Da pigerne var små, var det skønt at have bedsteforældrenes ekstra hænder til de praktiske ting – og til samtidig at mærke deres ligesindede begejstring for trunternes gak og optrin. Jeg husker netop dét at observere pigernes udvikling og alle deres sjove sider og finurlige idéer som enormt ensomt at gøre helt alene i udlandet. Der skal faktisk en hel hær af familiemedlemmer til at bygge en lille ny familie solidt op. Dét har jeg lært på bagkant.
Men nu har de to trunter altså teenage-lignende behov for egne ‘rum’ til at læse, sove længe, slappe af og connecte med vennerne over Zoom og WhatsApp osv. De vil selvfølgelig gerne se deres bedsteforældre, onkler, mostre og tanter og alle andre, vi savner og holder af, men deres grænser, udvikling og behov er i konstant forandring, og dermed er vores liv og verden som forældre det samme.
Som altid er vi lige lidt bagud på point. Det er jo ikke nemt at forudse ens børns behov flere år ud i fremtiden, for vores viden og erfaring i forældreskabet begrænser sig jo til nuet og fortiden, og selvom det ville have været smart at have fundet ud af sådan noget med sommerhuse allerede for mange år siden, så ligger der jo gode grunde og årsager bag.
Økonomien – helt åbenlyst – skal være der til at investere i to boliger i Danmark, uanset at det er i sommerhus- og kolonihave-regi. Den slags kommer virkelig ikke af sig selv, når der samtidig er kæmpe udgifter forbundet med at bo i udlandet. Martin arbejder mellem 10 og 12 timer i døgnet 6 dage om ugen for den løn, han henter hjem, og det er helt sikkert ikke holdbart i længden, dét der med aldrig at have helt fri som e-mail-kriger.
Tøven har der også været en del af. For hvad er det egentlig, vi gerne vil – og hvor skulle det sommerhus overhovedet ligge? Når vi drøner til Vesterhavet, mister vi forbindelsen til alle vores gamle venner, kollegaer og bekendte, som bor på Sjælland/i Storkøbenhavnsområdet, og man kan lige knapt skrue to personer ind i Blåvandshuset som overnattende gæster, hvilket gør det lidt stramt med at tilbyde overnatninger til hele familier, der måtte komme rejsende til fra Sjællandssiden.
Jeg trøster med mig, at vi er mere på vej nu, end vi har været tidligere. Vi har et dejligt sted at være, når vi er sammen med den jyske side af familien, og der er udsigt til samme løsning på den sjællandske side af familien, hvis bare vi har lidt tålmodighed.
Og indtil da trækker vi alle sammen vejret ned i maven, og mærker, at der er lige dele glæde og frustration ved at være sammen non-stop, store som små, unge som ældre. Jeg ved, at jeg aldrig vil fortryde alle de mange timer, vi er sammen. For den slags kan ikke gøres om, når bedsteforældrene en dag måske ikke har helbredet med sig mere.
Og når vi så bliver for mange om bordet, er det faktisk helt okay med små pauser, hvor vi deler os op. Det har jeg ikke altid været så god til at spotte, men det skal der klart gøres mere brug af, specielt nu, hvor vi snart har en ‘rigtig’ teenager med andre behov end lillesøsteren, der er ved at nærme sig ‘tween-stadiet’.
Ingen kommentarer endnu