Miss Cecilie

“Let me show you where I sit, Mummy. The blue table is my table”.Cille fægter ivrigt med armene. Hun er med rette stolt af at vise sit klasseværelse frem til Mille og jeg. Der er noget så fint og farverigt.Mille læner sig ind over det blå bord, mens hun koncentreret lytter til Cilles forklaringer om livet i 2. klasse.Cille viser os stole-taskernes indhold og det lille hjørne af tavlen, hvor de adfærdsregulerende “gode-dojos” og “minus-dojos” bliver skrevet ned…Årsagen til at vi er inde i klasseværelset er, at Den Lille-Store Skolepige har mistet sin madpakke-taske.

Den er pist-væk-borte.

Gået op i røg fra den ene dag til den anden.

Så vi leder lidt i krogene, indtil det må konstateres, at den ikke står til at finde i klassen.

Ude på gangen er der heller ingen spor af madpakketaske. Det er noget af en knibe, vi befinder os i.

Men så finder vi i stedet skiltet, som Cille skal stille sig under, når hun skal eskorteres op til Lotte og Louise 3 gange om ugen.

Der er tale om dansk modersmålsundervisning – ikke et tilbud om spandauere og hanekamme til dem, der stiller sig under skiltet.Cille elsker danskundervisningen. De er 4 elever i 2. klasse – og det føles hjemligt, hyggeligt og særligt at være sammen med de andre danske børn til undervisning i deres sprog.

Vi må returnere hjem med uforrettet sag. Tasken er ganske (for)tabt.

Og mens jeg laver eftermiddagskaffe, giver Cille sig straks i lag med at lave en “Har du set min taske?”-plakat, som hun foreslår, at vi hænger ud på postkassen, så alle kan hjælpe os med at finde den igen.Hun inkluderer mit telefonnummer – for en sikkerheds skyld, forklarer hun. Og skriver sit navn på både dansk og arabisk.

Og når nu hun er i gang, så laver hun lige en “Har du set min havfrue”-plakat for sin lillesøster, som desværre har mistet sin elskede badehavfrue ved poolkanten forleden.Hver eftermiddag, når skoledagen er slut, konverteres Den Lille-Store Skolepige til Miss Cecilie. Den alvorlige, krævende lærer.Hun laver after school club for sin lillesøster.Mille rækker ærbødigt en finger i vejret, når Miss Cecilie kræver svar på sine spørgsmål. Det er bare om at være klar og gøre sig umage!Her køres en seance med “større end, mindre end”, som Mille knokler lidt med at forstå rent konceptuelt.Og Cille helmer ikke, før Mille får afgivet det korrekte svar.

Den Bitte-Lille Skolepige risikerer “minus-dojos” og “no playtime”, hvis ikke hun mønstrer et kvalificeret bud til sin krævende lærer.

Det er hårde vilkår for en 3-årig.Når Miss Cecilie mister tålmodigheden med sin elev, går de direkte fra 10-tabel til idrætstime.Andre gange finder Miss Cecilie dog en ligesindet at lege skole med, så (stakkels) Mille får en chance for fri leg.Og imens Miss Cecilie går rundt med vigtig mine, stiv pegefinger og bedrevidende ansigtsudtryk, lister jeg rundt med krummede tæer.

Det er et gensyn med min egen barndoms leg.

Et deja-vu langt ind i barndomsland, hvor jeg styrede min egen skoleklasse (læs: min lillesøster) med hård hånd om eftermiddagen.

Jeg havde præcist den attitude og adfærd, som Cille udviser i disse dage.

Hånden sættes i lænden, mens ‘man’ utålmodigt afventer svar fra eleven, som kæmper med at forstå.

En whiteboard-marker agerer pegepind rettet stift mod eleven.

Armene bevæger sig ivrigt op og ned, mens ‘man’ forklarer koncepterne og skriver på tavlen.

Som Mor. Så Datter.

What can I say?

Undskyld, Mette.

Og Kusine Anja.

Og Fætter Morten.

Og hvem, der ellers har stået for skud hos Lærer Tine.

Jeg kan nu (som blot 37-årig) indse, at jeg måske nok forlangte mere end hvad rimeligt er af jer?

PS: Forsvandt denne her weekend ikke bare med uforståelig hast?
Den var jo nærmest forbi, før den blev skudt igang.

Det gik ellers lige så godt.

Med skægge damer, store bøffer og bernaise-sauce til Ladies Night.
Og dejligt selskab til klokken 3 om natten. Men det er I sikkert helt ligeglade med.

Det er jo efterårsferie i Danmark. I kan drikke gin & tonic hver eneste dag, hvis I lyster.

Så skål for det!