Hun kommer ikke tilbage

“So, she is not coming back. Unfortunately”.

Min chef læner sig frem – hen over stakke af papir og stabler af kompendier – og smiler til mig. Det er vores første, officielle møde, hvor vi endelig skal til at koordinere mit fremtidige virke.

Hun giver mig den besked, som jeg egentlig har haft på fornemmelsen ville komme.

Læreren, som vikaren går og venter på, kommer ikke tilbage til Dubai. Hun bliver hjemme i Irland, gør hun.

“But as we both agree, you need to get into your role as learning support, which is why I have been working on your new time table over the weekend”.“You know, Tine, Management are very appreciative of you stepping in and taking over all her classes immediately after joining. We couldn’t have asked for more”.

Jeg gengælder hendes smil. Det er rart at vide, når nu jeg også selv synes, at jeg har gjort lidt mere end det, der måske kunne forventes.

Men min chef fortsætter: “The principal has also received e-mails from parents praising you and wishing for you to continue teaching their child’s class”.

Jeg er ved at tabe underkæben.

Dén havde jeg ikke lige set komme.

Og stoltheden ruller ind over mig. At få fuldstændig frivillig og uopfordret ros fra forældre til glade elever, er den største cadeau af alle.

Et øjeblik senere er det Year 10 eleverne, der får stoltheden til at bruse i mine årer.

De har forberedt de fineste præsentationer og plancher om 30’ernes Amerika, om racisme, diskrimination og borgerrettighedskampen. Dem hænger vi sammen op. Jeg er ikke til at slå ned idag. Heller ikke selvom vikaren er vikar lidt endnu.

Og før min selvfedhed stikker helt af med mig, må jeg heller trisse ind for at læse lidt lektier. Der er 1 bog eller 2 på menuen. Og forberedelse ville afgjort klæde min undervisning.

---

 

PS: Prøv at se Milles portræt af Martin. Priceless.
PPS: Prøv at se Cilles øjenbryn. Speechless.