Dubai Brunch

Kuk-kuk. Her er jeg!
Lettere beruset og boblende i en fin kombination af for meget champagne og glæde over virkelig hyggeligt selskab.
Efter halvandet år i Dubai har jeg langt om længe været til fredagsbrunch.
Ikke brunch som i en stak amerikanske pandekager med sirup, sprødt bacon og en omelet.

Næh – ‘brunch’ i Dubai er et sofistikeret koncept. Naturligvis.

Tænk noget hen i retning af overdådigt og overvældende overflødighedshorn af delikatesser fra alle verdenshjørner, der fortæres i smukke omgivelser af mennesker i deres bedste outfit.Der flyder champagne og lækre drinks ad libitum fra sen formiddag til sen aften, hvor ingen længere kan gå lige i Manolo Blahniks eller ramme munden præcist, når der skal påføres lipgloss.

Jeg er fuldstændig grydeklar kl. 18.30 efter happy hour i 40 graders varme til denne her udsigt. Men det er vel også fint holdt ud, når nu jeg er en brunch-novice?Jeg lister ihvertfald mæt, glad og fjollet hjem til Farmanden og 3 trunter, der har leget og hygget hele dagen med trampolin-spring, isdessert, Barbie-film og McDonald’s.

Det føles faktisk som om det er et halvt år siden, jeg sidst begik et blogindlæg.

I virkeligheden er der gået 5 dage, men overdrivelse fremmer vel forståelsen?

Det er ihvertfald dén distancefølelse, jeg sidder med. Og årsagen er ganske enkel.

Jeg er ramt.

Af hverdagen.

Hverdagsramt.Af skoletaske-pakning og madpakke-smøring og alt for tidlige morgener. Af altid at huske ditten og aldrig at glemme at arrangere datten. Af legeaftaler og forældremøder.

Jeg er så træt med træt på.

Fordi jeg bruger mig selv på en ny måde, når jeg hver dag leger vikar – og fordi jeg gør mig umage i processen med at få pigerne afleveret på en positiv måde i deres nye klasser.

Og nogle dage er bare bedre end andre i det her nye skoleliv.

Mille græder de fleste morgener og klynger sig til mig, mens lærerassistenten skraber hende af mig, som var hun et lille, insisterende klistermærke. Men ligeså snart afskeden er overstået, er hun glad og deltagende, fortæller lærerne. Her sidder hun i sin Butterfly Class og bliver indført i traditionerne omkring Eid Al Adha, som vi skal fejre i næste uge.Cille er storesøster-tapper og går med rank ryg ind i sin nye klasse, men jeg kan se, at afskeden om morgenen stadig er en mentalt krævende opgave for hende.

Og når vi rammer torsdag, kan vi knapt huske vores navne eller hvor vi skal hen.

Men når klokken ringer ud, ryger armene op over hovedet i fejring af den nyfundne frihed.

Hos nogle familiemedlemmer giver det sig til udtryk i en ubændig trang til at lege pingvin.Eller løbe på scooter i stuen med tandbørste i hænderne og hårbånd om hovedet – bare fordi man kan.Og mens kaos udspiller sig, pakker de voksne sushi ud og drikker hvidvin.Efter at have bedøvet mig selv i hvidvin og sushi, vågner jeg omtumlet fredag morgen ved at Cille lister ind og lægger denne her besked på sengen:
“Come downstairs and eat morgenmad. Fra postbud Cille til Moar og Mille.”

Den invitation er jo ikke til at stå for. På med pandekagepanden.Det kan godt være, at weekenden slet ikke er lang nok til at vi rammer zen – men vin og godt selskab hjælper gevaldigt på det!