Only in Dubai…

“Aj, vent, Mor, jeg synes altså lige, at jeg så en peacock in the park”, udbryder Cille, da vi er på vej hjem fra skole.Jeg laver en u-vending med bilen. Det lyder ret usandsynligt – men så alligevel – man ved aldrig rigtigt med Dubai?
Et øjeblik senere står jeg ved indgangen til parken, mens Cille hopper op og ned på forsædet i bar spænding over, om jeg mon kan se en påfugl.
“Du har sørme ret, Cille, skynd dig at klatre ud af bilen og kom herover, så skal du se”, konstaterer jeg.Påfuglen spankulerer stolt rundt på plænen, mens den viser sig frem for os, gartneren og livredderen fra pool’en, som også er listet ud for at se med.
Efter sin opvisning i elegance og overlegenhed, springer påfuglen så let som ingenting op på muren og vipper ned i en have.
Vi griner lidt af det fine visit i nabolaget og forestiller os, hvad naboen mon vil sige, når der pludselig står en smuk påfugl i haven.
Der går mange historier om, hvordan araberne holder eksotiske dyr (herunder tigre, aber og påfugle) i deres compounds, så der er måske tale om en løssluppen araber-påfugl?
Under alle omstændigheder er det en skøn velkomst til weekenden, som endnu engang føles virkelig tiltrængt.
Tid til forkælelse.
Tid til fordybelse.
Tid til katte-kælen.
Og børne-nussen.
“God weekend”, siger vi fra Ørkenstaten – til jer, der rammer den i morgen.
Ingen kommentarer endnu