Hjertets stilhed

Bob-katten og jeg har indrettet hjemmekontor i haven her til morgen.Hans instinkter er på fuldt blus, når han ser flagrende fingre på tastaturet, brummende insekter i luften og fugle, der tager afsæt fra trækronerne. De små killingetænder bider fra sig.Duggen ligger tungt i det stride ørkengræs.

En kakofoni af fuglekvidren danner lydrammen om min morgenkaffe.

Her er umanerligt skønt og dejligt.

Og jeg værdsætter det, nu hvor den her slags sker så sjældent. Nu, hvor husmoren er blevet del af det arbejdende folk.

Vinteren byder på 20 grader fra morgenstunden og en bleg sol, der kæmper med at få bugt med morgentågen. Og selvom alle ski-billederne på FaceBook ser smukke ud, så er jeg svært tilfreds med det behagelige klima i min Ørkenstat.

Det er i øvrigt sidste dag i skole og vuggestue, før trunterne går på ferie. Cille er Prinsesse Elsa og har vindruer med til fælles tea-party i klassen.Mille har instrueret mig i at “make sådan no’ner dullerter like Pippi, ’cause I am Pippi for virkeligheden”. Min skole holder lukket hele ugen – og det passer perfekt ind i flytteplanlægningen, hvor jeg er i fuld sving med at indhente tilbud og priser på nedpakning/udpakning af indbo, maling af vægge og så fremdeles.

Mille hader, når der kommer fremmede ind i huset. Hun hvæser som en lille los af dem og hyler højt, så snart jeg er ude af synsfeltet.

Så det er nok meget godt, at de forskellige mennesker kommer forbi, mens hun leger i sin little girls’ school.

Men midt i alle de praktiske forberedelser, så er det som om mit hjerte står stille.

Jeg tænker konstant på Danmark. På København, som jeg elsker for evigt. På Østerbro, min første bopæl i hovedstaden. På Synagogen i Krystalgade og den jødiske familie, som har mistet en bror og søn.

Og jeg har pludselig hjemve på en højst ubehagelig måde.

Det er ikke fordi jeg tror, at der er morsomt derhjemme i disse dage. Men når Moder-Landet bliver ramt, så er det svært at sidde på afstand med medierne kørende på repeat.

På en og samme tid er ‘det skete’ – mørkemandens terrorhandlinger – forventeligt og højst overraskende.

Vi har alle vidst, at Danmark aldrig ville blive glemt (eller tilgivet) af islamisterne efter vores Muhammed-tegninger. Og vores indsats i Afghanistan og Irak, må man vel hellere tilføje til listen.

Vi har alle vidst, at Danmark var i reel fare for terrorangreb.

Men den viden kan ikke trøste os i rædslen og forskrækkelsen, når det så sker.

Det, der ikke burde ske.

Det, der kun sker for naboen.

HVIS DIN RELIGION ER VÆRD AT DØ FOR,

SÅ FORESLÅR JEG,

AT DU STARTER MED DIG SELV

Sådan skrev en FaceBook-ven igår. Sætningen har brændt sig fast i mit indre.

Vi er oppe imod de stærkeste følelser. De stærkeste overbevisninger.

Vi befinder os midt i en værdikamp på den ondeste klinge, der leder tankerne hen på Middelalderens korstoge.

Her hjælper ingen rationel argumentation eller appelleren til sund fornuft. Mørkemænd tænker ikke logisk. De behøver hverken fakta eller videnskabelige beviser. De er overbeviste om, at de har ret.

I deres indre – i hjertets hulrum og i hjernens krinkelkroge – må der bo en beslutsomhed og en følelsesladethed, der dominerer og overdøver alt, hvad vi ved og kender til i år 2015.

De ønsker et verdensomspændende kalifat.

De ønsker et islamistisk verdensherredømme.

De ønsker at sprede død, smerte og rædsel til vi overgiver os og omvender os til Deres Herres uransagelige veje.Martin og jeg er tomme for ord, når vi ser dansk TV.

Energiforladte. Triste.

Det er et bizart cirkus at være tilskuer til.

Især fra den plads, hvor vi sidder – midt i en smeltedigel, hvor alle kulturer og religioner er repræsenteret – og i øvrigt lever i fred og fordragelighed.

Og samtidig bor vi så absolut i Mellemøstens svar på Syndens og Lasternes Hule.

Et fordærvet sted overrendt af vesterlændinge – immigranter og turister i en pærevælling – der lever i hvide ghettoer og opfører sig (næsten!) som om de var derhjemme. En form for omvendt Gjellerup-Parken eller Vollsmose – bare i en posh version.

Er vi mon næste mål?

Hvad er det her for en verden, vores børn vokser op i?