Der er VM i herrehåndbold i Qatar.
Siger jeg, som om det er en nyhed.
Ham den langhåre
Se næste indlæg >
Min engelske redningsplanke
Jeg vågner til en mail fra Fru R.
Den giver mig øjeblikkelige stik af savn efter hende og efter vores trygge, kernesunde liv i Udkants-England.
From: Mrs. RSubject: “Mummy and her best Dubai friend ready to go to the ball”Date: 27 January 2015To: Moriudlandet@outlook.comHiHope things are good with you.S drew these two pictures this afternoon of you and me ready to go to the ball – not quite sure what she’s trying to say about our heights…..I thought you would like to see them – our dresses are sparkly apparently and I’m wearing my high heeled red shoes.Let’s Skype soon – S would love to Skype Cille too.Love your friend in England!Xxx?
Hvor ville jeg gerne iføre mig en fin kjole og tage til bal med Fru R, sådan som S foreslår det i sin tegning!
Fru R er en vigtig redningsplanke i mit liv.
Vi udgør en trio sammen med Fru C. Der er omsorg og medsøsterlig kærlighed ad libitum – og så samler vi skiftevist hinanden op, når vi kommer ud på for dybt vand.
Årene i England var lige dele gode og hårde – eller udfordrende, om man så må formulere det.
Martins udstationeringskontrakt betød, at vi havde særdeles attraktive og behagelige levevilkår – men den betød også, at vi hele tiden havde en begrænset tidshorisont.
Og at leve med den form for ‘sikker afslutning’ i baghovedet bevirker, at man ubevidst begrænser de følelsesmæssige investeringer i nuet og i fremtiden.
Det gør ganske enkelt for ondt at blive for glad for noget eller nogen.
Denne her gang er vi bosiddende i Dubai. Sådan for alvor. Der er ingen expat-vilkår og ingen tidsbegrænset kontrakt. Vi kan blive her lige indtil det ikke måtte være morsomt mere.
Eller forevigt – for den sags skyld.
Og det gør en forskel rent mentalt: Vi “tør” nu investere mere i venskaber, i at finde den ‘rette’ skole, det ‘rette’ hus og den slags. Men det er blevet en langt dyrere fornøjelse at bo i udlandet, nu hvor husleje, forbrug, biler, skoler, telefoner, internet mv. ikke længere er firmaets ansvar at betale.
Jeg ville ikke have været foruden vores 3 år i England.
Her kom Mille til verden.
Her levede vi et stille (tilnærmelsesvist simpelt) familieliv i smukke, grønne omgivelser uden for lands lov og ret. Der var gåture på stranden og kastanjetræer i baghaven.
Der var jordforbindelse.
Vi assimilerede os i lokalsamfundet.
Vi blev en del af landsbylivet i England, følte jeg.
Kontrasten til Dubai kan ikke blive større.
Her er gang i den 24/7. Der er heftig trafik, 100 skyskrabere og storbyliv med alt, hvad det indebærer af menneskevrimmel, køtilbud og kulturel udveksling.
Der er sandforbindelse.
Vi assimilerer os i det hvide ghettosamfund.
Vi bliver ikke en del af storbylivet i Dubai, føler jeg.
Men jeg ville ikke være foruden vores flytning til det nye liv i Dubai. Uanset kontrasten.
Vi lærer en hel masse om os selv og om andre mennesker af det her.
Mest af alt ville jeg – lige nu – bare gerne danse med Fru R i de røde stiletter.
Hej Tine! Jeg fandt din blog for en uge or so siden og er faldet helt pladask for den. Du skriver helt utrolig dejligt og det er virkelig en fornøjelse at følge med! Dine indlæg er siden blevet de allerførste jeg tjekker på Bloglovin’ når jeg ser dem og jeg er ved at læse mig igennem arkivet (creepy, haha). Vil bare lige give dig den ros du virkelig fortjener, selvom jeg normalt ikke er specielt god til at huske at kommentere på blogs!