Arabiske brændpunkter

De Forenede Arabiske Emirater har deklareret landesorg i 3 dage.

45 af landets dygtige soldater er desværre dræbt i Yemen. Hér opererede de som medlemmer af den arabiske koalition, der pt. er udsendt til yemenitiske brændpunkter.

http://gulfnews.com/news/uae/emergencies/3-days-of-mourning-declared-in-uae-for-martyrs-in-yemen-1.1578501Landesorgen betyder ikke, at skoler og arbejdspladser er lukkede, men den ‘offentlige stemning’ er afdæmpet; officielle bygninger har sat flaget på halvt; radioen er pålagt at spille klassisk musik; restauranter og barer må ikke servere alkohol i sørgedagene.

Tristessen forhindrer nu ikke den filippinske mafia i at komme forbi hos Regnskabschefen i weekenden med en ny leverance af våde varer udenom det arabiske systembolaget. 

Men Yemen er jo kun ét arabisk brændpunkt. Der er også Irak – men dem er vi snart så trætte af at høre om?

Langt større dækning får situationen i Syrien, hvor alle medier svømmer over i de mest forfærdelige, tragiske, gruopvækkende billeder fra syriernes flugt.

Mit hjerte brister ved synet af billederne. Hvem kan rumme at se et lille barn i med ansigtet nedad i vandkanten?

Vi går alle lidt i stykker ved synet af tabte – helt uskyldige – menneskeliv.

Mennesker, der har lige så megen eksistensberettigelse som vi.

Mennesker, der har levet deres liv præcist som os – og som nu må flygte for at redde livet.

Mennesker, der er i en voldsom desperat situation.

De flygter fra deres hjemland.

Tænk, hvis jeg skulle gøre dét med min egen familie?

Og de ulykkelige billeder af syriske flygtninge, som mister livet under flugt, blandes med bizarre reportager fra et splittet EU, der peger fingre ad hinanden og diskuterer hvem, der ta’r hvem og hvor mange. Tallene er forvirrende. Hvor mange er der egentlig kommet i de der både?

Alt imens politikerne diskuterer videre, banker flygtningestrømme på vores europæiske døre. De vil til Tyskland. Og England. Eller måske Finland, Østrig eller Danmark?

De, der banker på vores dør, er de (få) flygtninge, der har haft kombinationen af råd og energi til at foretage den lange rejse langt mod nord.

De (fleste) fattigste og hårdestramte sidder tilbage i de krigshærgede områder eller i flygtningelejre i f.eks. Libanon.Måske er det bare mig – men er der ikke et eller andet mærkværdigt i, at vi ikke ser reportager om hvordan syrerne haster imod deres arabiske brødre for at bede dem om hjælp?

Det vil da være allermest naturligt at bede ens nærmeste om hjælp?

Og araberne er jo berømte for deres gæstfrihed.

Ville syrerne ikke netop hér finde de brødre med hvem, de ville have sprog- og (en eller anden form for) kulturfællesskab?

Har De Forenede Arabiske Emirater modtaget syriske flygtninge?

Eller hvad med Saudi Arabien?

Ja, jeg er ikke bekendt med det, men sig til, hvis I hører om det!

Der er mange velfungerende arabiske lande, der kan byde deres syriske brødre velkomne i denne skrækkelige nødsituation.

Men mange steder findes ingen systemer eller instanser, som vil kunne igangsætte de syriske flygtninge med et nyt liv.

Hér i Mellemøstens Las Vegas er vi kun vant til at importere billig asiatisk arbejdskraft til det fysisk krævende arbejde, men vi modtager ikke flygtninge – uanset hvor god en arbejdskraft de ellers ville kunne blive.

Så de fleste velfungerende arabiske lande tilbyder masser af nødhjælp i lokalområderne. Militærbistand. Lægelig bistand. Økonomisk bistand til genopbygning af krigshærgede områder. Ærlig og redelig assistance fra den raske bror til den lidende, nødstedte bror.

Men der er lukket ved de fleste arabiske landes grænser. Ingen gæsteseng er redt op, for gæsterne er blevet bedt om at blive hjemme.

I stærk modsætning til Tyrkiets, Ungarns og Grækenlands grænser, der nu er blevet transitruter imod det forjættede Vest-Europa, hvor flygtningene naturligt nok håber på et nyt og frit liv.

Helt ærligt – ville vi andre ikke have gjort det samme? Har vi ikke gjort det samme tidligere i verdenshistorien, hvor Europa har været ramt af armod? Så vidt jeg ved er det et rungende JA.

Hvem ville ikke rejse mod det sted, hvor der ser ud til at være medfølelse, frihed, menneskerettigheder, økonomisk velstand og en chance for at snige sig under pigtrådshegnet uden at man bliver skudt på stedet?

Der er ingen nemme løsninger på fattigdoms-problematikker, flygtninge, krige, katastrofer og al den anden uretfærdighed, vi oplever i verden.

Og medierne hjælper os helt fint til at gå i selvsving.

Måske skal jeg bare se Professor Rosling skære det hele ud i pap én gang til – for der er virkelig så meget, jeg (stadig) ikke forstår.

http://www.dr.dk/nyheder/udland/video-professor-forklarer-flygtninge-situationen-i-syrien-med-aebler