Bab Al Shams

Forleden gjorde vi os umage.

Pigerne har arvet min forfængelighed og pyntesyge.

De ELSKER transformationen fra plettet T-shirt til lyserød candyfloss.

Jo mere, jo bedre.

Vi skulle ud for at sige god-sommer-farvel-og-på-gensyn til Familien K.

Og det gjorde vi på bedste Ramadan-manér med endnu en fremragende iftar-buffet.

Denne gang på ørken-resortet Bab Al Shams, der ligger cirka en halv times kørsel fra Dubai.

Vi nåede Bab Al Shams lige ved solnedgang, hvor vagterne gik og tændte fakler, der lyste langs vejen ned til resortet. Ikke at der var andre veje, man kunne køre ad – men det gav en smuk og dramatisk stemning.

Bab Al Shams ligger hengemt som en oase blandt bjerge af sand.

Helt og aldeles fantastisk.

Der er 1001 nats eventyr-stemning fra det øjeblik, man træder ud af bilen og henover tykke, ægte tæpper.

Iftar-buffetten var udendørs – og startede sædvanen tro med dadler.

Der duftede helt fantastisk af  kyllinger på grillspyd, majs over kul, stegte skaldyr, boblende stuvninger, røgelse og vandpibe.

Ét stort, sanseligt virvar af dufte, farver og indtryk.

Dekorationerne på resortet var smukke og imponerende – med stærk folkloristisk inspiration fra ørkenlivet og beduinerne, hvor Ritz-Carlton-iftar’en var en æstetisk opvisning i overdådig marmor, guld og arabesk.

Så vi har fået 2 meget forskellige, festlige oplevelser under vores første Ramadan.

Der var opstillet air-conditioneret “telt” til spisningen, så hvid mand ikke skulle smelte i ørkenheden.

Efter middagen kom der på bedste suppe-steg-is-manér (eller var det i virkeligheden tale om en form for muslimsk “grisefest”?) stur-stur underholdning i form af en mand i kjole, der kunne dreje rundt om sig selv helt utroligt længe (uden at tilte eller knække sig).

Da der skulle prik over i’et, tændte han da lige elektrisk lys i skørterne.

Dét var noget, Cille og de andre søde piger kunne lide. De voksne fortsatte ufortrødent med buffettens mange delikatesser.

Senere på aftenen fortsatte det arabiske eventyr med rideture på kameler og heste.

Mille var mildest talt RASENDE på sine dumme forældre. Tænk, hun måtte ikke engang få lov at ride på kamel ligesom de store piger!

Her er hun med sin umulige Far, der begrænser hendes frihed og udvikling (mens den ligeså håbløse Mor fotograferer grundfrustrationen).

Til sidst gav hun sig og fik en ridetur på ponyen. Men det var IKKE begejstring, der lyste ud af hende. Hun ville hellere have været på kamelryg.

Jeg sluttede en aldeles fremragende arabisk Ramadan-fest med at sige goddag til en falk.

Efter en begivenhedsrig aften drog vi hjemad under en sandstøvet, mørkeblå ørkenhimmel med 2 sovende trunter på bagsædet og en smuk, gul måne i bagruden.

Hvilken arabisk eventyraften.

Det må vi gøre om en anden god gang.

PS: Mille rakte ivrigt ud efter dadlerne, der stod på bordet. Hun troede, at der var tale om baconsvøbte cocktailpølser. Og blev med rette svært skuffet. Tænk, aldrig at have sat tænderne i bacon? Det er da næsten synd for muslimerne, er det ikke?