Blandede hverdagsbolcher

De sidste par dage i Familien Kaalund har været stille og rolige.

Skolepigen har ofte brug for at være hjemme om eftermiddagen, hvor hun slapper af med at tegne i sine klistermærkebøger, skrive bogstaver og småord på papirlapper, som bagefter får en omgang glitter-stads og tape.

Så jeg sørger for at der er det frirum til hende på de eftermiddage, hvor hun ikke skal til svømning og golf.

I disse dage laver hun også Bobles-forhindringsbaner til sin lillesøster og de leger, slås og hygger sig sammen.

Torsdag kickstartede jeg julegaveindkøbene med Lille My i klapvogn. Det klarede hun fantastisk – det krævede kun et større arsenal af bestikkelsesmidler (læs: ostehapsere, agurkestænger chips, rosiner, oliven, brød og chokoladeknapper).

Det var gråvejr, overskyet og fugtigt hele formiddagen, så jeg kan nok ikke overbevise ret mange om at vores provinshul er et besøg værd.

Men her er alligevel en række billeder af Ipswich. Som både er smuk og grim. Provinsiel og eksotisk. Beskidt og uskyldsren. Fattig og velbjærget. Smilende og trist.

Og nu fra det hverdagsbolche til et med en helt anden smag.

Forleden besluttede jeg mig for at lave britisk “comfort food”, fordi vejret i dén grad indbød til det.

Jeg tilberedte en “cottage pie”, som oversat til det danske køkken vil være noget i retning af en gammeldags “millionbøf” – tilsat ærter og gulerødder i tern. Hertil en smørbaseret, luftig kartoffelmos, der danner et “låg”, når retten skal grilles lidt i ovnen.

Alt, der har et “låg” kaldes en “pie” i England – uanset om det er lavet af butterdej, kartoffelmos eller en slags vandbakkelse.

Ingen i familien (med undtagelse af yours truly) har det særlig godt med kartofler og mosede konsistenser helt generelt, så det var mildest talt en rungende FIASKO. Og det til trods for at jeg havde lavet en lækker, kraftfuld kødsauce og en fluffy kartoffelmos. SUK!

Pigerne endte med at spise en skål ris og en halv banan. Martin spiste pligtopfyldende en lille portion. Og resten blev dagen efter til min og rengøringsdamens frokost. Hun mente at mit forsøg med det britiske køkken var ganske vellykket…

Jeg er mildest talt ikke særlig god til at acceptere, når familien takker nej til min mad. Denne gang blev det dog ikke til en ny “hytteost-gate” med større diskussion til følge, men jeg skal alligevel trække vejret en ekstra gang ned i maven for ikke at blive både skuffet og vrissen.

Martin sad og smågrinede lidt undervejs – for han mente bestemt, at jeg kunne have sagt mig selv, at kartoffelmos aldrig ville blive en sællert i vores husholdning!

Så i aftes rådede jeg bod på den manglende begejstring med en pastaret tilføjet rigelige mængder sprødstegt bacon. Så kan familien sgu’ pludselig spise op!

Og i dag er den store nedtælling igang til vores søde venner ankommer fra Danmark sent i aften. Vi glæder os til at lege og snakke og hygge og pjatte i de næste par dage sammen med dem.

Rigtig god weekend til jer alle sammen. Trut. Truttelut.