Gammelt venskab ruster aldrig

?eller er det gammel kærlighed?

Nuvel – i det her tilfælde er der måske i virkeligheden tale om en tip-top kombination:

Den venskabelige kærlighed, som består uden rustpletter eller metaltræthed; uden betingelser, forventninger eller krav.

Jeg beskriver her forholdet til vores vennepar, som vi gravalvorligt anser for at være en del af vores nærmeste familie (minus den der lille detalje med blodets bånd).

Oprindeligt var det Martins bedste ven fra teenageårene i badmintonklubben og festerne i gymnasiet, men vi har som voksne flettet familierne sammen og fortroligheden er vokset igennem de sidste 12 år.

Styrker, svagheder, bommerter, succes’er, platheder, ærligheder, hemmeligheder, herligheder, kleenex’er, omsorg, støtte og skønne gudbørn er gavmildt blevet delt i fællesskab.

Der bliver krammet lidt længere end det sædvanlige kram – og set lidt dybere i øjnene end det sædvanlige øjeblik.

Familien A ankom sent i fredags og er taget hjem her mandag eftermiddag. Vi har alle oparbejdet et fint lille søvnunderskud henover dagene og er ret mætte af oplevelser. Der bliver sovet tungt i nat i begge familier!

Lørdag kiggede vi på containerskibe i Felixstowe Havn – man er vel shipping-nørder? Pigerne fik panda-mascara-øjne i Nordsøens stride, salte vind.

Vi fik dog hurtigt varmen igen på kakao med skumfiduser og et gedigent sukkerchok efter en fælles-omfordeling af ressourcerne “millionaire shortbread” og “rocky road”.

Resten af dagen fik børnene til at gå med lego-bygning, udklædning og store-pige-nail-art.

Familien A er de lykkelige indehavere af verdens sødeste, mest behagelige og velopdragne unger, som endda gider at lege med og tage sig af vores to troldepus. Så de voksne havde god tid til at spise bøffer, drikke rødvin og kombinere det hele med hyggelig snak om stort og småt, løst og fast.

Søndag tog vi til London. Familien A tog først afsted for at opleve julestemning på Oxford Street og Regent Street. Vi tog toget et par timer senere, så vores barnepige ikke skulle køre alt for træt i at passe tasmanske djævle en hel dag.

Her er min bedste halvdel på en smuk vinterdag. Retur i den storby, hvor vi engang troede, at vi skulle bo i nogle år…

Vi fandt Familien A og havde så fornøjelsen af at blive inviteret på “Lyceum Theatre” til musical-opsætningen af “The Lion King”.

Den er meget, meget anbefalelsesværdig, hvis man står og skal til London inden længe! Naturligvis er indholdet børnevenligt – og det er opsat med en fortryllende, forrygende scenografi, der vækker begejstring hos både børn og voksne.

Der strømmede ganske enkelt livsglæde ud over scenekanten og lige ind i publikums hjerter. Hakuna Matata!

…Og jeg svømmede henført tilbage i mindeskatkammeret fra vores safari i Tanzania – og i fremtidsdrømme om at vi engang skal have pigerne med på Afrikas savanne.

Fra afrikanske bongotrommer og “the circle of life” på savannen, blev dagen i London til aften. Mens mændene førte an i raskt trav, gik pigerne og skubbede ahornblade op omkring støvlesnuderne i tusmørket midt i den hektiske storby.

Vi var trætte og snuppede sushi med hjem fra Liverpool Street Station. Det slår mig hver gang, at man skal anvende uendelige mængder af tid på transport, så snart man rammer London. Det er en ulempe, der er til at tage og føle på. Så meget spildtid og kedsomhed.

I dag nåede vi lige en slutspurt rundt i Woodbridge, som er den fineste lille by med små specialbutikker og masser af tea houses. Så britisk og så traditionelt, at man ikke kan andet end at overgive sig til komplet.

Og nu er Familien A så på vej hjem til Danmark – til store-børns-lektier og udpakning af kufferter med engelske souvenirs. Mille og jeg rydder lidt til side, vasker tøj og kigger på de store børns søde afskedshilsen på køleskabet.

Sikke en dejlig weekend.

PS: Kom snart igen, Familien A!

PPS: Vi glæder os til at dele tømmermænds-pizzaer med jer, når vi skriver den 1. januar 2014.