Vikingeprinsessen

Regnskabschefen er taget på forretningsrejse.

Noget, der stort set aldrig sker.

Siden jeg var højgravid med Cille, har det været yderst begrænset med rejseaktivitet.

Det var ellers rejse på rejse på rejse, før vi fik børn. Og jeg var aldeles okay med det – for jeg elsker både venindetid og alenetid.

Men Martin lovede sig selv – og mig – at sådan skulle vores familieliv ikke være.

Det løfte har han holdt lige siden.

Ligesom alle andre løfter, han nogensinde har givet sig selv – og mig.

Og selvom vi godt ved, at det kun er en kort tur, så er vi ikke ret vilde med at Farmanden sådan forsvinder i en trækfugl af metal med retning mod spirende forår i nord.

Speaking of spirende forår, så er det denne her slags billeder, min Søster og Mor WhatsApp’er mig dagligt fra henholdsvis barselsliv i O’ense og arbejdsliv i Wæstjylland. Jeg stor-savner foråret.

Eller årstider sådan helt generelt.

Anemonerne i skovbunden.

Kirsebærtræernes yndige blomstring.

Jeg savner den sarte forårssol, som varmer op pletvist, så stolen må rykkes omkring på terrassen for ikke at fryse rumpetten af.

Og hvad med den kølige brise, der dufter af fugtig muld og blomster?

Jeg savner endda fornemmelsen af at skutte sig, mens man insisterer på, at det er altså sandalvejr nu.

I Ørkenstaten er der omkring 42 grader henover frokost.

Heden er virkelig kommet retur – bedst, som vi naivt troede, at den måske alligevel ikke kom forbi i år. Vi ømmer os, når vi skal tage sikkerhedsselen på, fordi selen nærmest brænder. Og trampolinen må pilles ned, fordi det er for varmt til at hoppe rundt.

Martin havde også ret svært ved at finde sit overtøj, da han skulle pakke kuffert forleden!

Og nu hvor han har ladt mig helt alene tilbage, må jeg selv sørge for aftenunderholdningen.

Til pigerne står den på én af Morgenthalers hylemorsomme dyrefabler. Som ifølge Mille og Cille er “pisser-ligt” at læse.Historien om den lilla flodhest, Michelle Elba, som mestrer flyvningens kunst ved hjælp af egne fækalier. Kun Morgenthaler kan udtænke den slags scenarier.

Voksenunderholdningen er næsten givet på forhånd. Re-runs af Spise med Price. På repeat.Jeg ved ikke helt hvorfor, jeg er så fascineret af Adam og James?

Jeg mener – et par halv-fede mænd, som bruger vulgært store mængder smør i deres madlavning?!

Men et eller andet drager mig mod dem.

Der er noget bizart-fængslende over dem og deres fælles nydelse. Over deres umiddelbare glæde ved livets mest basale ting.

Såsom velsmagende mad lavet på gode råvarer.

Prøv at se en mayonnaise!Og så er den 100% kaloriefri, når man kun studerer den på skærmen.

Det er min balje med hvidvin – og de håndfulde af ristede nødder, som følger i kølvandet – til gengæld ikke.Men vinen gør mig døsig, så jeg lettere kan falde i søvn til lyden af pigernes fredfyldte åndedrag.

Uden Martin ved min side.

Og i dag er vi vågnet til “Character Dress-up Day” i Secondary School. Temaet er adelsfolk – og jeg finder min indre Viking Warrior Princess frem til anledningen.Det er næsten en skam, at Martin ikke kommer hjem til nærkontakt med en vikingeprinsesse.